1)

Udgør den i redegørelsen anførte praksis fra den øverste almindelige domstol og den øverste domstol i forvaltningsretlige sager, og navnlig kendelse nr. 13973/2022 af 3. maj 2022 fra Suprema Corte di Cassazione (kassationsdomstol) — som nægter en honorær dommer med tidsbegrænset ansættelse, såsom den af hovedsagen omfattede fredsdommer, alle rettigheder knyttet til statussen som lønmodtager med arbejdsvilkår, som kan sidestilles med en fastansat professionel dommers — en kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, idet den hindrer udøvelsen af retten til effektive retsmidler ved en national uafhængig domstol, for så vidt som og i det omfang Domstolen konstaterer, at den nævnte praksis fra den øverste almindelige domstol har tilsidesat artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder […], artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (2) […], § § 2 og 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 af EFS, UNICE og CEEP, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 (3) […], som fortolket i Domstolens dom af 16. juli 2020, Governo della Repubblica italiana (Italienske fredsdommeres status), [UX], C-658/18, EU:C:2020:572 […], og af 7. april 2022, [PG], C-236/20, EU:C:2022:263 […], samt chartrets artikel 47, stk. 1 og 2?

2)

Er chartrets artikel 31, stk. 2, artikel 7 i direktiv 2003/88/EF, § § 2 og 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er gennemført ved direktiv 1999/70/EF, som fortolket i Domstolens UX-dom og PG-dom, samt chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 29, stk. 5, i [lovdekret] nr. 116/2017, indført ved artikel 1, stk. 629, i lov nr. 234/2021, hvad angår den del, hvor den bestemmer, at den pågældende fredsdommer automatisk giver afkald ex lege på ethvert krav, der følger af EU-retten, og nærmere bestemt med hensyn til hovedsagen giver afkald på retten til betalt ferie, såfremt fredsdommeren indgiver ansøgning om deltagelse i udvælgelsesproceduren med henblik på fortsat at være optaget på de lukkede egnethedslister og udøve hvervet, indtil den pågældende fylder 70 år, som ansat af Ministero della Giustizia (justitsministeriet) med samme lønvilkår som en administrativ tjenestemand, der udfører retslige funktioner, og består udvælgelsesproceduren?

3)

Er det i overensstemmelse med Domstolens udtalelser i UX-dommen og PG-dommen, at den forelæggende ret — efter at den har foretaget alle de i Domstolens nævnte praksis fastsatte efterprøvelser, som påhviler den nationale ret, vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende fredsdommers arbejdsvilkår kan sidestilles med en sammenlignelig fastansat ordinær dommers hvad angår den pågældendes ret til erstatning for tab som følge af manglende udbetaling af feriegodtgørelse, og fastlagt, at dette er tilfældet — som parameter for opgørelsen af erstatningsbeløbet vælger lønnen for en ordinær byretsdommer med stillingsgraden HH03, under hensyntagen til forskellene mellem ansættelsesprocedurerne for honorære dommere og fastansatte professionelle dommere, idet kun de sidstnævnte (ordinære dommere) har ret til at blive udpeget til højere stillinger og økonomisk forfremmelse med udgangspunkt i ikke kun anciennitet efter løntrin og løngrader?

4)

Er afslutningsvis chartrets artikel 47 og de betingelser for domstoles uafhængighed, som Domstolen fremhævede i UX-dommens præmis 45-49, til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 21 i [lovdekret] nr. 116/2017, ifølge hvilken Consiglio superiore della magistratura (det øverste råd for retsvæsenet) skønsmæssigt kan beslutte, at den forelæggende dommer skal afskediges, uden nogen som helst ordning med graduerede disciplinære sanktioner, selv når denne nationale dommer har til hensigt at anvende Domstolens praksis i hovedsagen og herved træffer en afgørelse, der tager afstand fra dels den nationale lovgivning, som finder anvendelse på hovedsagens omstændigheder, dels den nævnte praksis fra den øverste almindelige domstol og den øverste domstol i forvaltningsretlige sager?