–

A ved advokāts I. Balmaks,

–

den lettiske regering ved J. Davidoviča og K. Pommere, som befuldmægtigede,

–

den estiske regering ved N. Grünberg, som befuldmægtiget,

–

den ungarske regering ved M.Z. Fehér og Zs. Biró-Tóth, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved L. Baumgart, V. Hitrovs, H. Leupold og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, artikel 6, stk. 1, litra a), og artikel 24, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager (EUT 2014, L 130, s. 1, berigtiget i EUT 2022, L 2, s. 10) samt artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med straffesager indledt mod A, B, C, D, F, E, G, SIA »AVVA« og SIA »Liftu alianse« (C-255/23) samt mod A, B, C, Z, F, AS »Latgales Invest Holding«, SIA »METEOR HOLDING«, METEOR Kettenfabrik GmbH, SIA »Tool Industry« og AS »Ditton pievadķēžu rūpnīca« (C-285/23) for groft bedrageri i en organiseret bande, hvidvask af penge i en organiseret bande, embedsmisbrug samt medvirken til groft bedrageri og grov hvidvask.

3

Det fremgår af første punktum i ottende betragtning til direktiv 2014/41, at »[d]en europæiske efterforskningskendelse bør have et horisontalt anvendelsesområde og bør derfor finde anvendelse på alle efterforskningsforanstaltninger, der tager sigte på at indsamle bevismateriale«.

4

Stk. 1 og 3 i det nævnte direktivs artikel 1 med overskriften »Pligten til at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse« har følgende ordlyd:

»1.   En europæisk efterforskningskendelse er en retsafgørelse, som er udstedt eller godkendt af en judiciel myndighed i en medlemsstat (»udstedelsesstaten«) for at få en eller flere specifikke efterforskningsforanstaltninger udført i en anden medlemsstat (»fuldbyrdelsesstaten«) med henblik på at fremskaffe bevismateriale i overensstemmelse med dette direktiv.

Den europæiske efterforskningskendelse kan også udstedes for at fremskaffe bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af.

[...]

3.   En mistænkt eller tiltalt eller en advokat på hans vegne kan anmode om udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse inden for rammerne af retten til et forsvar i overensstemmelse med national strafferetspleje.«

5

Direktivets artikel 3, der har overskriften »Den europæiske efterforskningskendelses anvendelsesområde«, er sålydende:

»Den europæiske efterforskningskendelse omfatter alle efterforskningsforanstaltninger med undtagelse af oprettelsen af et fælles efterforskningshold og indsamling af bevismateriale inden for et sådant efterforskningshold som omhandlet i artikel 13 i konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater [...] og i Rådets rammeafgørelse 2002/465/RIA [af 13. juni 2002 om fælles efterforskningshold (EFT 2002, L 162, s. 1)], medmindre formålet er anvendelse af henholdsvis konventionens artikel 13, stk. 8, og rammeafgørelsens artikel 1, stk. 8.«

6

Artikel 6 i direktiv 2014/41 med overskriften »Betingelser for udstedelse og fremsendelse af en europæisk efterforskningskendelse« bestemmer følgende i stk. 1:

»Udstedelsesmyndigheden kan kun udstede en europæisk efterforskningskendelse, når den anser det for godtgjort, at følgende betingelser er opfyldt:

7

Direktivets artikel 24, der har overskriften »Afhøring via videokonference eller anden audiovisuel transmission«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Hvis en person befinder sig på fuldbyrdelsesstatens område og skal afhøres som vidne eller sagkyndig af de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten, kan udstedelsesmyndigheden udstede en europæisk efterforskningskendelse for at afhøre vidnet eller den sagkyndige ved hjælp af videokonference eller anden audiovisuel transmission i overensstemmelse med stk. 5-7.

Udstedelsesmyndigheden kan også udstede en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at afhøre en mistænkt eller tiltalt via videokonference eller anden audiovisuel transmission.«

8

Det fremgår af niende betragtning til direktiv 2016/343, at »[f]ormålet med dette direktiv er at styrke retten til en retfærdig rettergang i straffesager ved at fastsætte fælles minimumsregler for visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen«.

9

Stk. 1 og 2 i det nævnte direktivs artikel 8 med overskriften »Retten til at være til stede under retssagen« er affattet således:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at være til stede under retssagen.

2.   Medlemsstaterne kan fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af:

10

Artikel 140 i Kriminālprocesa likums (strafferetsplejeloven) har følgende ordlyd:

»(1)   Den person, som leder retsforhandlingerne, kan iværksætte processuelle skridt ved hjælp af tekniske midler (telefonkonference, videokonference), hvis det er påkrævet af hensyn til straffesagen.

(2)   I forbindelse med iværksættelsen af et processuelt skridt, hvor der anvendes tekniske midler, skal det sikres, at den person, som leder retsforhandlingerne, og de personer, som deltager i det processuelle skridt, og som befinder sig i forskellige lokaler eller bygninger, under en telefonkonference kan høre hinanden, og under en videokonference kan høre og se hinanden.

(21)   I det tilfælde, der er omhandlet i denne artikels stk. 2, skal den person, som leder retsforhandlingerne, bemyndige – eller pålægge chefen for den institution, der er beliggende på det andet sted, hvor det processuelle skridt skal iværksættes, at bemyndige – en person, som skal sikre iværksættelsen af det processuelle skridt på det sted, hvor vedkommende befinder sig (herefter »den bemyndigede person«).

[...]

(5)   Den bemyndigede person skal kontrollere og fastslå identiteten på de personer, der deltager i det processuelle skridt, men som ikke befinder sig i samme lokale som den person, der leder retsforhandlingerne.

[...]

(7)   Den bemyndigede person skal udfærdige en attest med angivelse af sted, dato og tidspunkt for iværksættelsen af det processuelle skridt, vedkommendes stilling og for- og efternavn, oplysninger til identifikation af og adresse på hver af de personer, som befinder sig på det sted, hvor det processuelle skridt iværksættes, samt formaninger givet til disse personer, såfremt loven indeholder bestemmelser om ansvar for manglende opfyldelse af deres respektive forpligtelser. Sådanne formaninger skal underskrives af de personer, som har modtaget en formaning. Attesten skal ligeledes indeholde oplysninger om afbrydelser i løbet af det processuelle skridt og tidspunktet for afslutningen af dette skridt. Attesten skal underskrives af alle de personer, som befinder sig på det sted, hvor det processuelle skridt iværksættes, og fremsendes til den person, som leder retsforhandlingerne, med henblik på optagelse i protokollatet for det processuelle skridt.

(71)   Bestemmelserne i denne artikels stk. 21, 5 og 7 kan fraviges, såfremt den person, som leder retsforhandlingerne, har mulighed for ved hjælp af tekniske midler at fastslå identiteten på de personer, som befinder sig i andre lokaler eller bygninger.

[...]«

11

Strafferetsplejelovens artikel 463, stk. 1 og 2, bestemmer:

»(1)   Tiltaltes deltagelse i retsforhandlingerne i straffesagen er obligatorisk.

(2)   Hvis tiltalte ikke møder op til retsmødet, udsættes retsforhandlingerne i straffesagen.«

12

Lovens artikel 464 fastsætter:

»(1)   Retsinstansen kan behandle en straffesag vedrørende en forseelse, en mindre alvorlig overtrædelse eller en alvorlig overtrædelse, for hvilken der er fastsat en frihedsstraf på ikke mere end fem år, uden den tiltalte persons deltagelse, hvis denne person flere gange uden behørig grund ikke giver møde i retsmødet eller har indgivet en anmodning til retsinstansen om, at straffesagen behandles uden vedkommendes deltagelse.

(2)   En straffesag kan pådømmes uden deltagelse af tiltalte, hvis vedkommende lider af en alvorlig sygdom, som forhindrer den pågældende i at være til stede under straffesagen.

(3)   En straffesag med flere tiltalte kan behandles uden en af disses deltagelse, hvis retsmødet vedrører en del af de anklager, der er rettet mod de øvrige tiltalte, hvis tiltaltes tilstedeværelse i retsmødet ikke er nødvendig, og hvis vedkommende har meddelt retsinstansen, at han eller hun ikke ønsker at deltage i det pågældende retsmøde.«

13

Den nævnte lovs artikel 465 bestemmer følgende i stk. 1:

»Retsinstansen kan behandle en straffesag, uden at tiltalte er til stede (in absentia), i følgende tilfælde:

14

Der er ved Ekonomisko lietu tiesa (domstol i handelsretlige sager, Letland), som er den forelæggende ret, blevet anlagt en straffesag mod bl.a. E, som er tiltalt for grov hvidvask. E er en litauisk statsborger, der er bosiddende i Litauen.

15

I retsmødet af 22. september 2022 fremsatte anklagemyndigheden, henset til E’s anmodning, en indsigelse vedrørende sidstnævntes deltagelse i retsmøder på afstand via videokonference, idet den støttede sig på bestemmelserne i strafferetsplejelovens artikel 140, stk. 71, som fortolket af plenarforsamlingen i afdelingen for straffesager ved Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland) i dennes afgørelse af 4. november 2021.

16

Den 16. oktober 2022 anmodede E’s forsvarer den forelæggende ret om at forelægge Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2014/41 med henblik på at præcisere arten af E’s ret til at deltage i retssagen på afstand ved hjælp af tekniske midler.

17

Den forelæggende ret har anført, at strafferetsplejelovens artikel 140, stk. 71, udvider mulighederne for at iværksætte processuelle skridt på afstand, og at den nationale lovgiver med denne tilføjelse til loven har tilsigtet at fremme anvendelsen af tekniske midler i straffesager ved at rationalisere og forenkle afviklingen af disse, navnlig i tilfælde, hvor parterne i en sag befinder sig i forskellige byer eller lande.

18

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den af plenarforsamlingen i afdelingen for straffesager ved Augstākā tiesa (øverste domstol) anlagte fortolkning af strafferetsplejelovens artikel 140, stk. 71, har den konsekvens, at såfremt en part i sagen ikke befinder sig inden for Republikken Letlands jurisdiktion, dvs. på det nationale område, er anvendelsen af tekniske midler med henblik på at iværksætte et processuelt skridt kun mulig ved hjælp af en europæisk efterforskningskendelse eller ethvert andet retligt samarbejdsinstrument. En person, der er bosiddende i et andet land end Letland, og som er genstand for retsforfølgning, kan således ikke deltage på afstand i et retsmøde ved hjælp af tekniske midler, selv om den pågældende deltager passivt i gennemførelsen af straffesagen.

19

Eftersom E har bopæl i Litauen, forudsætter hans deltagelse på afstand i retssagen i Letland ved hjælp af tekniske midler, at den lettiske retsinstans inden for rammerne af en europæisk efterforskningskendelse anmoder den litauiske retsinstans om at sikre en mulighed for deltagelse på afstand i en lang periode. Henset til varigheden af og omkostningerne ved gennemførelsen heraf er den forelæggende ret imidlertid af den opfattelse, at udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at sikre tiltaltes passive deltagelse i retsmøderne ikke er forholdsmæssig som omhandlet i artikel 6 i direktiv 2014/41.

20

Da E er anklaget for grov hvidvask, er hans deltagelse i retsmøderne, henset til grovheden af den foreholdte lovovertrædelse, obligatorisk ved undersøgelsen af beviserne vedrørende tiltalen mod ham, selv om han ikke ønsker at deltage i retsmøderne. Henset til den fortolkning, som plenarforsamlingen i afdelingen for straffesager ved Augstākā tiesa (øverste domstol) har anlagt, er E i forbindelse med undersøgelsen af disse beviser forpligtet til enten regelmæssigt og i en længere periode at deltage i retsmøderne i Letland eller til inden for rammerne af en europæisk efterforskningskendelse at anmode den litauiske retsinstans om at muliggøre hans deltagelse på afstand i retsmødet i en længere periode.

21

Eftersom Ekonomisko lietu tiesa (domstol i handelsretlige sager) er i tvivl om, hvorvidt direktiv 2014/41 finder anvendelse på en tiltalt persons deltagelse i retsmøder, hvor den pågældende ikke bliver hørt, har den besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Den forelæggende ret har anført, at der på tidspunktet for vedtagelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse endnu skulle undersøges ca. 60 vidneforklaringer, som ikke vedrører tiltalen mod E. Det ville imidlertid være betydeligt vanskeligere for den nævnte ret at træffe afgørelse i hovedsagen inden for en rimelig frist, såfremt den besluttede at udsætte sagen. Følgelig er den forelæggende ret af den opfattelse, at den kan fortsætte retssagen, i det mindste så længe de beviser, som tiltalen mod E er støttet på, ikke undersøges, og hans tilstedeværelse ikke er obligatorisk.

23

Efter at Domstolen den 7. marts 2024 i overensstemmelse med procesreglementets artikel 101 havde tilstillet den forelæggende ret en anmodning om uddybende oplysninger inden for rammerne af denne sag, indgav den nævnte ret en besvarelse ved skrivelse indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. marts 2024, idet den anførte, at de vidner, som anklagemyndigheden havde indkaldt, og de vidner, der var blevet indkaldt af forsvaret, alle var blevet afhørt. Navnlig havde de forskellige retsmøder gjort det muligt at afhøre 12 vidner, hvis vidneudsagn er relevant med henblik på at bevise tiltaltes skyld, og sidstnævnte deltog i disse retsmøder både personligt og på afstand via videokonference.

24

Der er ved Ekonomisko lietu tiesa (domstol i handelsretlige sager), som er den forelæggende ret, blevet anlagt en straffesag, hvor en af de tiltalte, A, er en tysk statsborger, der er bosiddende i Tyskland, og som er anklaget for groft bedrageri i en organiseret bande og grov hvidvask i en organiseret bande. Disse lovovertrædelser kvalificeres som forbrydelser og kan straffes med frihedsberøvelse.

25

De lovovertrædelser, som A er tiltalt for, udgør forbrydelser i lettisk ret. Henset til denne kvalificering og til den omstændighed, at de i strafferetsplejelovens artikel 465 fastsatte betingelser for at pådømme en straffesag, uden at tiltalte er til stede, ikke er opfyldt, følger det heraf, at i henhold til den nævnte lovs artikel 463 og 464 er en rettergang ikke mulig uden tiltaltes deltagelse, og at dennes tilstedeværelse er obligatorisk.

26

A og hans rådgiver har oplyst den forelæggende ret om omstændigheder, der bl.a. vedrører A’s alder samt hans personlige og familiemæssige forhold, og som forhindrer ham i personligt at deltage i de fleste af retsmøderne i den foreliggende sag. Eftersom han ikke har til hensigt at unddrage sig retsvæsenet, ønsker han at deltage i retssagen, men via videokonference fra Tyskland.

27

De kompetente tyske myndigheder afviste såvel den europæiske efterforskningskendelse, der var blevet udstedt af den forelæggende ret, som det lettiske justitsministeriums anmodning om gensidig hjælp. De nævnte myndigheder anførte, at fuldbyrdelsen af den europæiske efterforskningskendelse ikke var mulig, eftersom der ikke blev anmodet om at sikre udførelsen af en efterforskningsforanstaltning, men om at sikre tiltaltes deltagelse i et retsmøde via videokonference. Inden for rammerne af en anmodning om gensidig hjælp er der desuden ikke noget retsgrundlag, som gør det muligt at deltage i sagen via videokonference. I tysk ret er tiltaltes fysiske tilstedeværelse under retssagen obligatorisk, og deltagelse på afstand i retssagen via videokonference er i strid med de grundlæggende principper i tysk ret.

28

Ifølge præciseringerne i afgørelsen af 4. november 2021 fra plenarforsamlingen i afdelingen for straffesager ved Augstākā tiesa (øverste domstol) er Republikken Letlands jurisdiktion, henset til strafferetsplejelovens territoriale anvendelsesområde, begrænset til det nationale område. Ligeledes er afholdelsen af en videokonference uden for rammerne af international retshjælp kun mulig, såfremt det processuelle skridt foretages inden for Republikken Letlands jurisdiktion.

29

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om afhøringen af en tiltalt via videokonference – som den, der er fastsat i artikel 24, stk. 1, i direktiv 2014/41 – omfatter denne persons deltagelse i straffesagen, herunder personens ret til at være til stede under retssagen og deltage i denne. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343 fastsætter tiltaltes ret til at deltage i straffesagen via videokonference fra vedkommendes bopælsmedlemsstat.

30

På denne baggrund har Ekonomisko lietu tiesa (domstol i handelsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at eftersom det spørgsmål, der skal afgøres i henhold til EU-retten, kun vedrører formen af tiltaltes deltagelse, dvs. personligt eller via videokonference, kan den i afventning af afsigelsen af en præjudiciel afgørelse fortsætte behandlingen af sagen, således som den hidtil har gjort, under A’s fysiske tilstedeværelse. Således bliver tiltaltes ret til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist i overensstemmelse med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ikke tilsidesat i straffesagen i hovedsagen. Følgelig er den foreliggende sag ikke blevet udsat.

32

Ved afgørelse af 14. juni 2023 er sagerne C-255/23 og C-285/23 blevet forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.

33

Henset til de forelagte spørgsmåls karakter har Domstolens præsident ved afgørelse af 14. juni 2023 besluttet, at sagerne C-255/23 og C-285/23 skal pådømmes forud for andre i medfør af procesreglementets artikel 53, stk. 3.

34

Efter at den forelæggende ret i sag C-285/23 og på grundlag af procesreglementets artikel 105, stk. 1, har anmodet om, at denne sag undergives en fremskyndet procedure, har Domstolens præsident derimod, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet ikke at imødekomme denne anmodning ved afgørelse af 21. juli 2023.

35

Det fremgår af fast retspraksis, at artikel 267 TEUF indfører en dommerdialog mellem Domstolen og medlemsstaternes retsinstanser, der har til formål at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten, hvorved EU-rettens sammenhæng, fulde virkning og autonomi og i sidste ende den særegne karakter af den ved traktaterne indførte ret sikres (dom af 17.5.2023, BK og ZhP (Delvis udsættelse af hovedsagen), C-176/22, EU:C:2023:416, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

36

En dom afsagt inden for rammerne af den nævnte procedure er således bindende for den nationale retsinstans for så vidt angår fortolkningen af EU-retten ved afgørelsen af den tvist, som er indbragt for den (dom af 17.5.2023, BK og ZhP (Delvis udsættelse af hovedsagen), C-176/22, EU:C:2023:416, præmis 27).

37

Bevarelsen af den effektive virkning af den nævnte procedure umuliggøres ikke i praksis og vanskeliggøres ikke uforholdsmæssigt af en national regel, der gør det muligt mellem tidspunktet for forelæggelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse for Domstolen og tidspunktet for den kendelse eller dom, hvorved Domstolen besvarer denne anmodning, at fortsætte hovedsagen med henblik på at foretage processuelle skridt, som den forelæggende ret anser for at være nødvendige, og som vedrører aspekter, der ikke er forbundet med de forelagte præjudicielle spørgsmål, dvs. processuelle skridt, der ikke er af en sådan art, at de forhindrer den forelæggende ret i inden for rammerne af tvisten i hovedsagen at efterkomme denne kendelse eller denne dom (dom af 17.5.2023, BK og ZhP (Delvis udsættelse af hovedsagen), C-176/22, EU:C:2023:416, præmis 28).

38

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret inden for rammerne af sag C-255/23 anført, at den på trods af indgivelsen af anmodningen om præjudiciel forelæggelse ikke har udsat sagen, og at den er fortsat med at afholde retsmøder, som E har deltaget i både personligt og på afstand via videokonference. Hvad angår sag C-285/23 har den forelæggende ret præciseret, at den heller ikke kunne udsætte sagen, og at den havde til hensigt at fortsætte retsmøderne under A’s fysiske tilstedeværelse. Sådanne processuelle skridt – herunder bl.a. undersøgelsen af de beviser, som tiltalen mod de tiltalte er støttet på – kan imidlertid tømme de præjudicielle spørgsmål vedrørende tiltaltes mulighed for at deltage i retssagen via videokonference for deres genstand og deres relevans i lyset af tvisterne i hovedsagerne og kan derfor forhindre den forelæggende ret i inden for rammerne af tvisterne i hovedsagerne at efterkomme de afgørelser, hvorved Domstolen vil besvare anmodningerne om præjudiciel afgørelse.

39

I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen ikke har kompetence til på det præjudicielle område at afgive besvarelser, som kun er vejledende (dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 12).

40

Det følger endvidere af artikel 23, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at anmodningen om præjudiciel afgørelse udsætter den nationale sag. Selv om det er korrekt, at Domstolen under særlige omstændigheder har tilladt undtagelser i denne henseende, skal det bemærkes, at det – således som det fremgår af den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 37 – er på betingelse af, at sådanne undtagelser ikke bringer den effektive virkning af den samarbejdsmekanisme, som er fastsat i artikel 267 TEUF, i fare. I det foreliggende tilfælde ville denne effektive virkning imidlertid blive bragt i fare, hvis det fastslås, at de spørgsmål, der er forelagt inden for rammerne af sagerne C-255/23 og C-285/23, skal antages til realitetsbehandling, eftersom den forelæggende ret efter tidspunktet for indgivelsen af anmodningerne om præjudiciel afgørelse har fortsat procedurerne i hovedsagen med henblik på at foretage processuelle skridt vedrørende aspekter, der er forbundet med de forelagte spørgsmål.

41

Henset til ovenstående betragtninger er det ufornødent at besvare de præjudicielle spørgsmål, der er blevet forelagt inden for rammerne af sagerne C-255/23 og C-285/23.

42

Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Sjette Afdeling):

Det er ufornødent at træffe afgørelse om de anmodninger om præjudiciel afgørelse, som Ekonomisko lietu tiesa (domstol i handelsretlige sager, Letland) har indgivet ved afgørelse af 28. marts 2023 og af 21. april 2023.