1

Europa-Kommissionen har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 16. november 2022, Nederlandene mod Kommissionen (T-469/20, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2022:713), hvorved Retten gav Kongeriget Nederlandene medhold i søgsmålet med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 2998 final af 12. maj 2020 om statsstøtte SA.54537 (2020/NN) – Nederlandene, forbud mod anvendelse af kul til fremstilling af elektricitet i Nederlandene (EUT 2020, C 220, s. 2, herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Følgende fremgår af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF:

»1.   Bortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

[...]

3.   Som forenelige med det indre marked kan betragtes:

[...]

3

Følgende fremgår af artikel 108, stk. 2 og 3, TEUF:

»2.   Finder Kommissionen – efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger – at en støtte, som ydes af en stat eller med statsmidler, ifølge artikel 107 ikke er forenelig med det indre marked, eller at denne støtte misbruges, træffer den afgørelse om, at den pågældende stat skal ophæve eller ændre støtteforanstaltningen inden for den tidsfrist, som Kommissionen fastsætter.

[...]

3.   Kommissionen skal underrettes så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil. Er Kommissionen af den opfattelse, at det påtænkte er uforeneligt med det indre marked i henhold til artikel 107, iværksætter den uopholdeligt den i stk. 2 fastsatte fremgangsmåde. Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte fremgangsmåde har ført til endelig afgørelse.«

4

Syvende betragtning til Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9), der i det væsentlige har samme ordlyd som syvende betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 93 EF] (EFT 1999, L 83, s. 1), har følgende ordlyd:

»Den frist, inden for hvilken Kommissionen skal afslutte den foreløbige undersøgelse af anmeldte støtteforanstaltninger, bør fastsættes til to måneder fra modtagelsen af en fuldstændig anmeldelse eller fra modtagelsen af en behørigt begrundet erklæring fra den pågældende medlemsstat om, at den anser anmeldelsen for at være fuldstændig, fordi de yderligere oplysninger, som Kommissionen kræver, ikke er til rådighed eller allerede er givet. Af hensyn til retssikkerheden bør denne undersøgelse afsluttes med en afgørelse.«

5

Artikel 4 i forordning 2015/1589, der i det væsentlige har samme ordlyd som artikel 4 i forordning nr. 659/1999, bestemmer følgende:

»1.   Kommissionen undersøger anmeldelsen straks ved modtagelsen. Med forbehold af artikel 10 vedtager Kommissionen en afgørelse efter stk. 2, 3 eller 4 i nærværende artikel.

2.   Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning ikke udgør støtte, fastslår den dette ved afgørelse.

3.   Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning ikke giver anledning til tvivl om, at den er forenelig med det indre marked, for så vidt den falder inden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, [TEUF], træffer den afgørelse om, at foranstaltningen er forenelig med det indre marked (»afgørelse om ikke at gøre indsigelse«). I afgørelsen anføres, hvilken undtagelse i [EUF-traktaten] der er anvendt.

4.   Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning giver anledning til tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked, træffer den afgørelse om at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, [TEUF] (»afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure«).

5.   De afgørelser, der er omhandlet i stk. 2, 3 og 4 i denne artikel, skal vedtages inden to måneder. Fristen løber fra dagen efter modtagelsen af en fuldstændig anmeldelse. Anmeldelsen betragtes som fuldstændig, hvis Kommissionen ikke inden for to måneder fra modtagelsen af anmeldelsen eller fra modtagelsen af eventuelle ønskede supplerende oplysninger anmoder om yderligere oplysninger. Fristen kan forlænges efter aftale mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat. Kommissionen kan eventuelt fastsætte kortere frister.

6.   Har Kommissionen ikke truffet en afgørelse i henhold til stk. 2, 3 eller 4 inden for fristen i stk. 5, anses støtten for at være godkendt af Kommissionen. Den pågældende medlemsstat kan derefter gennemføre de pågældende foranstaltninger efter i forvejen at have givet Kommissionen meddelelse herom, medmindre Kommissionen træffer en afgørelse i henhold til denne artikel inden for en frist på 15 arbejdsdage efter modtagelsen af meddelelsen.«

6

Artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/1589 bestemmer følgende:

»Afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure skal sammenfatte de relevante faktiske og retlige spørgsmål, indeholde en foreløbig vurdering fra Kommissionens side med hensyn til støttekarakteren af den påtænkte foranstaltning og anføre, om der er tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked. I afgørelsen skal den pågældende medlemsstat og andre interesserede parter opfordres til at fremsætte bemærkninger inden for en nærmere fastsat frist, der normalt ikke må overstige en måned. I behørigt begrundede tilfælde kan Kommissionen forlænge denne frist.«

7

Tvistens baggrund fremgår af den appellerede doms præmis 2-18 og kan sammenfattes som følger.

8

Den 27. marts 2019 anmeldte de nederlandske myndigheder et lovforslag om forbud mod anvendelse af kul til fremstilling af elektricitet til Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT 2015, L 241, s. 1). Dette lovudkast, som havde til formål at reducere emissionerne af kuldioxid (CO2) i Nederlandene, og som indeholdt en mulighed for at tildele kompensation for den skade, som påføres et kulkraftværk, der i forhold til andre kraftværker er uforholdsmæssigt påvirket af forbuddet mod anvendelse af kul til fremstillingen af elektricitet, blev ikke anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, TEUF.

9

Efter anmeldelsen af lovforslaget i medfør af direktiv 2015/1535 indledte Kommissionen på eget initiativ undersøgelsen af oplysningerne vedrørende en formodet støtte.

10

Kongeriget Nederlandene vedtog den 11. december 2019 Wet verbod op kolen bij elektriciteitsproductie (lov om forbud mod kul til elproduktion, Stb. 2019, nr. 493). Denne lovs artikel 4 gav mulighed for at tilkende en erstatning til et kraftværk, som i forhold til andre kraftværker ville blive uforholdsmæssigt påvirket af forbuddet mod at anvende kul til fremstillingen af elektricitet. I denne forbindelse modtog Vattenfall NV, der driver en af de fem kulkraftværker i Nederlandene, dvs. Hemweg 8-værket, en erstatning på 52,5 mio. EUR fra den nederlandske stat (herefter »den pågældende foranstaltning«). På grund af sine middelmådige tekniske og miljømæssige karakteristika blev dette værk i modsætning til de fire øvrige kulkraftværker i Nederlandene udelukket fra at drage fordel af den overgangsperiode, der var fastsat i den nævnte lov, og var således nødt til at lukke førtidigt.

11

Den 12. maj 2020 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse. Med hensyn til forekomsten af statsstøtte konkluderede den i denne afgørelses punkt 48, at »henset til oplysningerne leveret af de nederlandske myndigheder [kunne] det ikke konkluderes med tilstrækkelig sikkerhed, at der i denne sag [bestod] en ret til erstatning på et beløb på 52,5 mio. EUR«. [...] Kommissionen udledte heraf, at »det ikke [kunne] udelukkes, at den [pågældende] foranstaltning tildeler den pågældende virksomhed statsstøtte«. Kommissionen fandt imidlertid i den omtvistede afgørelses punkt 49, at »det ikke [var] nødvendigt at drage en endelig konklusion i den foreliggende sag med hensyn til spørgsmålet, om [den pågældende foranstaltning] [ville give] en fordel til den, som drev kraftværket, og således [udgjorde] statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom den, selv ved forekomsten af statsstøtte, [ville fastslå], at foranstaltningen [var] forenelig med det indre marked«. Kommissionen konkluderede, »at [den pågældende foranstaltning] [var] forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), [TEUF]«.

12

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. juli 2020 anlagde Kongeriget Nederlandene sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

13

Denne medlemsstat fremsatte fem annullationsanbringender. De tre første anbringender blev fremsat for det tilfælde, at den omtvistede afgørelse uagtet dens ordlyd skal forstås således, at den indebærer en kvalificering af den pågældende foranstaltning som statsstøtte. Det fjerde og det femte anbringende, der var rettet mod denne afgørelse, idet der ikke heri blev taget stilling til en sådan kvalificering, var baseret på henholdsvis Kommissionens manglende kompetence til at fastslå, at en foranstaltning er forenelig med det indre marked som omhandlet i artikel 107, stk. 3, TEUF, uden først at kvalificere den som statsstøtte, og en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

14

Efter i den appellerede dom at have fastslået, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse ikke havde taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende foranstaltning udgjorde støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, gav Retten sagsøgeren i første instans medhold inden for rammerne af det fjerde og det femte annullationsanbringende.

15

Ved sin appel har Kommissionen nærmere bestemt nedlagt følgende påstande:

16

Kongeriget Nederlandene har nedlagt følgende påstande:

17

Til støtte for appellen har Kommissionen fremsat et enkelt anbringende, der omfatter to led, hvoraf det første omhandler en fejlagtig fortolkning af artikel 107, stk. 3, TEUF og artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 og det andet omhandler en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af retssikkerhedsprincippet.

18

Kommissionen har gjort gældende, at Retten ved at fastslå, at Kommissionen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om, at en foranstaltning er forenelig med det indre marked, uden forinden at have fastslået, at denne foranstaltning udgjorde statsstøtte, tilsidesatte artikel 107, stk. 3, TEUF og artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 ved at foretage en urimeligt restriktiv ordlydsfortolkning af disse bestemmelser.

19

Kommissionen har anført, at hverken stk. 1 eller stk. 3 i artikel 107 TEUF indeholder processuelle regler, og de omhandler ikke de beføjelser, der er tillagt Kommissionen på statsstøttekontrolområdet. Bestemmelserne har udelukkende til formål at forbyde bestemte foranstaltninger og præcisere, at de foranstaltninger, der opfylder visse kriterier, er tilladt. Retten fastslog derfor med urette, at disse to bestemmelser forbyder vedtagelsen af afgørelser såsom den omtvistede afgørelse. Udtrykket »støtte«, der benyttes i artikel 107, stk. 3, TEUF, anvendes i bred forstand og ikke for at betegne en statsstøtte i udtrykkets tekniske forstand således, at det ikke kan udelukkes, at det nævnte udtryk også kan omfatte foranstaltninger, hvis kvalificering som statsstøtte er usikker. Dom af 22. december 2008, British Aggregates mod Kommissionen (C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 113), som Retten henviste til, indeholder ingen angivelse af, hvad Kommissionen skal gøre, hvis den er overbevist om en foranstaltnings forenelighed, men endnu ikke er nået frem til en konklusion i spørgsmålet om, hvorvidt denne foranstaltning udgør statsstøtte.

20

For så vidt angår artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 betyder benyttelsen af udtrykket »for så vidt den falder inden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, [TEUF]« heller ikke, at foreneligheden af en foranstaltning udelukkende kan undersøges, når denne foranstaltning er blevet kvalificeret som statsstøtte, da udtrykket »for så vidt« efter almindelig sprogbrug skal forstås som svarende til udtrykket »for så vidt som«, og da en sådan underordningskonjunktion skal sammenholdes med hovedsætningen, hvorefter Kommissionen træffer »[...] afgørelse om, at foranstaltningen er forenelig med det indre marked«. Den eneste konstatering, der kræves, for at Kommissionen kan træffe en afgørelse om ikke at gøre indsigelse, vedrører den omstændighed, at foranstaltningen ikke giver anledning til tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked.

21

Kommissionen har endvidere anført, at andre bestemmelser i forordning 2015/1589, selv om de indeholder udtrykket »statsstøtte«, giver medlemsstaterne eller Kommissionen mulighed for også at følge denne procedure for foranstaltninger, om hvilke det ikke er godtgjort, at de udgør statsstøtte. Dette gælder f.eks. for denne forordnings artikel 2, hvorefter ethvert projekt skal anmeldes af medlemsstaterne som ny statsstøtte.

22

Kommissionen er desuden af den opfattelse, at den af Retten anlagte fortolkning vedrørende artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 medfører et dødvande, eftersom den forhindrer Kommissionen i at træffe en afgørelse efter sin foreløbige undersøgelse. Kommissionen ville nemlig under omstændigheder som de i denne sag foreliggende være forhindret i at træffe nogen som helst afgørelse, eftersom den hverken ville være i stand til at indlede en formel undersøgelsesprocedure på grundlag af denne forordnings artikel 4, stk. 4, hvis der ikke er tvivl om den pågældende foranstaltnings forenelighed med det indre marked, eller til på grundlag af den nævnte forordnings artikel 4, stk. 2, at finde, at denne foranstaltning ikke udgør støtte, hvis der ikke er tilstrækkelig sikkerhed med hensyn til retten for den nævnte støttes modtager til at opnå erstatning.

23

Det var med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 58 henviste til dom af 24. maj 2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex (C-83/09 P, EU:C:2011:341), til støtte for, at den samme forordnings artikel 4, stk. 3, fastsætter en udtømmende liste over afgørelser, som Kommissionen kan vedtage efter den indledende undersøgelse. Den nævnte dom indeholder således ikke en sådan endelig fortolkning, men bekræfter til gengæld, at Kommissionen ikke i den foreliggende sag kunne indlede den formelle undersøgelsesprocedure alene med henblik på at godtgøre, at den pågældende foranstaltning var en statsstøtte, hvis der ikke var tvivl om den pågældende foranstaltnings forenelighed med det indre marked.

24

Kommissionen har i øvrigt bemærket, at artikel 4, stk. 6, i forordning 2015/1589 fastsætter, at har den ikke truffet en afgørelse inden for den fastsatte frist, anses en foranstaltning for at være godkendt, selv om det ikke på forhånd er blevet godtgjort, at denne foranstaltning udgjorde statsstøtte. Kommissionen burde derfor i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 3, kunne træffe afgørelse om, at en foranstaltning er forenelig med det indre marked, uden først at påvise dette.

25

Ved at fastsætte, at afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure skal indeholde en »foreløbig vurdering« med hensyn til støttekarakteren af en foranstaltning, bekræfter den nævnte forordnings artikel 6, stk. 1, på tilsvarende vis, at det på det tidspunkt, hvor Kommissionen skal tage stilling til, hvordan den afslutter den indledende undersøgelsesprocedure, er fuldt ud muligt, at den ikke har taget endelig stilling til, om der foreligger statsstøtte.

26

Retten tog endelig ikke hensyn til logikken bag og konsekvenserne ved den statsstøttekontrolordning, der er fastsat i artikel 107 TEUF – 109 TEUF og i bestemmelserne i forordning 2015/1589, bl.a. dens artikel 4, stk. 3, der tilsigter at skabe en balance mellem på den ene side nødvendigheden af, at medlemsstaterne og interesserede parter indhenter nærmere oplysninger om kvalificeringen af en foranstaltning som statsstøtte, og på den anden side nødvendigheden af, at der hurtigt opnås en godkendelse af denne foranstaltning. Der findes nemlig situationer, hvor det kan være lettere at fastslå, om en foranstaltning er forenelig med det indre marked, end at tage stilling til, om den udgør statsstøtte. Ved i sådanne situationer at træffe afgørelse om ikke at gøre indsigelse uden at indlede en formel undersøgelsesprocedure handler Kommissionen i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik. I denne henseende kan der drages en analogi til Domstolens tilgang i dom af 26. februar 2002, Rådet mod Boehringer (C-23/00 P, EU:C:2002:118, præmis 51 og 52).

27

Domstolen har allerede præciseret, at den indledende undersøgelse ikke har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at afgive en udtømmende og endelig mening om den pågældende foranstaltnings forenelighed med traktaten, men kun at danne sig en »første opfattelse«, og at denne mening hovedsageligt skal fokusere på denne foranstaltnings forenelighed med det indre marked, uafhængigt af den eventuelle kvalificering heraf som statsstøtte (dom af 11.12.1973, Lorenz, 120/73, EU:C:1973:152, præmis 3).

28

Den nederlandske regering har bestridt Kommissionens argumenter og anmodet Domstolen om at forkaste det eneste anbringendes første led.

29

Dette led af det eneste anbringende rejser i det væsentlige spørgsmålet om, hvorvidt det var med urette, at Retten fastslog, at artikel 107, stk. 3, TEUF og artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 pålægger Kommissionen at kvalificere en foranstaltning som statsstøtte, inden den træffer afgørelse om, at denne foranstaltning er forenelig med det indre marked.

30

Efter at Retten i den appellerede doms præmis 51 og 52 havde henvist til ordlyden af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, anførte den i den nævnte doms præmis 53, at anvendelsen af udtrykket »støtte« i artikel 107, stk. 3, TEUF indebærer, at en national foranstaltnings forenelighed med det indre marked kun kan undersøges, efter at denne foranstaltning er blevet kvalificeret som statsstøtte.

31

I den appellerede doms præmis 54 tilføjede Retten under henvisning til dom af 22. december 2008, British Aggregates mod Kommissionen (C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 113), at det følger af fast retspraksis, at hvis Kommissionen efter den indledende undersøgelsesprocedure ikke kan nå til den opfattelse, at en statslig foranstaltning ikke udgør støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, eller hvis den kvalificeres som støtte, der er forenelig med traktaten, eller når Kommissionen ved denne undersøgelse ikke har kunnet overvinde alle de alvorlige vanskeligheder ved bedømmelsen af, om den omhandlede foranstaltning er forenelig med det indre marked, er den forpligtet til at indlede proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF uden at have nogen skønsbeføjelse i denne henseende.

32

I den appellerede doms præmis 55 fastslog Retten på baggrund af disse betragtninger, at Kommissionen kun kan betragte en foranstaltning som forenelig med det indre marked, hvis foranstaltningen er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF, dvs. en foranstaltning, der kan kvalificeres som statsstøtte.

33

I den appellerede doms præmis 56-60 anførte Retten, at denne konklusion bekræftes af bestemmelserne i artikel 4 i forordning 2015/1589, der, sammenholdt med Domstolens praksis, navnlig dom af 24. maj 2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex (C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 43 og 44), fastsætter en udtømmende liste over afgørelser, som Kommissionen kan vedtage efter den indledende undersøgelse af den omhandlede nationale foranstaltning, hvilken liste ikke omfatter muligheden for at vedtage en afgørelse, som erklærer en national foranstaltning for forenelig med det indre marked, uden at Kommissionen først har taget stilling til kvalificeringen af denne foranstaltning som statsstøtte.

34

Kommissionen har gjort gældende, at Rettens ordlydsfortolkning af artikel 107, stk. 3, TEUF er urimeligt restriktiv. Den har indledningsvis gjort gældende, at udtrykket »støtte« anvendes i artikel 107, stk. 3, TEUF i sin brede forstand og ikke for at betegne statsstøtte i udtrykkets tekniske forstand.

35

Det skal imidlertid bemærkes, at selv om det virkelig er den sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug af udtrykket »støtte«, der anvendes i artikel 107, stk. 1, TEUF, sammenholdt med de andre angivelser i denne bestemmelse, er det til gengæld alene for at betegne statsstøtte, at det anvendes i artikel 107, stk. 3, TEUF. Det følger nemlig af artikel 107, stk. 1, TEUF, når bestemmelsen læses som helhed, at det kun er foranstaltninger, som opfylder de betingelser, der følger af dette stk. 1, og som følgelig udgør statsstøtte, der, bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser, er uforenelige med det indre marked. Følgelig kan artikel 107, stk. 3, TEUF, der som undtagelse til denne bestemmelse opregner de foranstaltninger, som kan betragtes som forenelige med det indre marked, kun vedrøre statsstøtte.

36

Det er således med urette, at Kommissionen har gjort gældende, at Rettens ordlydsfortolkning af artikel 107, stk. 3, TEUF er fejlagtig.

37

Selv om det i øvrigt, således som Kommissionen har gjort gældende, er rigtigt, at artikel 107 TEUF ikke indeholder processuelle regler eller direkte omhandler Kommissionens beføjelser, forholder det sig ikke desto mindre således, som det er anført i denne doms præmis 35, at det fremgår af denne bestemmelse, at kvalificeringen af en foranstaltning som statsstøtte som omhandlet i den nævnte bestemmelses stk. 1 udgør en forudgående betingelse for en eventuel anvendelse af undtagelsen i stk. 3 heri. Den Europæiske Union er således blevet tildelt en kompetence til at tage stilling til foreneligheden med det indre marked af foranstaltninger, der udgør statsstøtte, og ikke til at tage stilling til foreneligheden af foranstaltninger, der ikke anses for at udgøre statsstøtte. Artikel 108 TEUF og 109 TEUF tillægger med forbehold af Domstolens efterprøvelse Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union udøvelsen af denne kompetence. EU-institutionerne kan således kun handle inden for grænserne af den kompetence, som de er blevet tildelt (dom af 14.6.2016, Kommissionen mod McBride m.fl., C-361/14 P, EU:C:2016:434, præmis 36).

38

For så vidt angår Kommissionens henvisning til dom af 11. december 1973, Lorenz (120/73, EU:C:1973:152, præmis 3), udtalte Domstolen i modsætning til det af Kommissionen anførte ikke deri, at Kommissionen, når den danner sig en opfattelse i forbindelse med den indledende undersøgelse af en foranstaltning, i givet fald kan se bort fra spørgsmålet om kvalificeringen af den undersøgte foranstaltning som statsstøtte. I den sag, der gav anledning til denne dom, hvor der i øvrigt ikke var tvivl om de anmeldte foranstaltningers karakter af statsstøtte, drejede spørgsmålet sig om Kommissionens forpligtelse til at afslutte den indledende undersøgelse ved en afgørelse. Domstolen fastslog, at selv om det svarer til god forvaltningsskik, at Kommissionen giver medlemsstaten meddelelse, hvis den efter denne undersøgelse når til det resultat, at »støtteordningen« er forenelig med EF-traktaten, er den imidlertid ikke forpligtet til at vedtage en afgørelse i den i artikel 189 EF forudsatte betydning (efter ændring nu artikel 288 TEUF), da artikel 93 EF (efter ændring nu artikel 108 TEUF) kun kræver en sådan retsakt efter den kontradiktoriske procedure (dom af 11.12.1973, Lorenz, 120/73, EU:C:1973:152, præmis 5 og 6). Det skal som en sidebemærkning hertil anføres, at denne mulighed for ikke at træffe en afgørelse ophørte ved forordning nr. 659/1999, hvis artikel 4, stk. 1, sammenholdt med syvende betragtning hertil, fastslog, at fremover skulle en indledende undersøgelse af hensyn til retssikkerheden afsluttes med en afgørelse.

39

Det skal for så vidt angår Kommissionens kritikpunkter af udtalelserne i den appellerede doms præmis 56-60 om artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 bemærkes, at Retten kun medtog disse udtalelser for fuldstændighedens skyld til støtte for konklusionen i den pågældende doms præmis 55 på grundlag af bestemmelserne i EUF-traktaten. Disse kritikpunkter er derfor irrelevante (jf. i denne retning dom af 14.6.2016, Marchiani mod Parlamentet (C-566/14 P, EU:C:2016:437, præmis 59 og 60).

40

Udtrykket »for så vidt den falder inden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, [TEUF]« indeholdt i artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 skal under alle omstændigheder fortolkes i overensstemmelse med den betydning, som Retten med rette tillagde artikel 107, stk. 1 og 3, TEUF i den appellerede doms præmis 53-55. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en bestemmelse i den afledte ret i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med traktaternes bestemmelser og de generelle principper i EU-retten (dom 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 174 og den deri nævnte retspraksis).

41

Det skal med hensyn til Kommissionens kritikpunkter for så vidt angår Rettens henvisninger til dom af 22. december 2008, British Aggregates mod Kommissionen (C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 113), og af 24. maj 2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex (C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 43 og 44), bemærkes, at selv om disse domme ikke specifikt omhandlede spørgsmålet om Kommissionens kompetence til at vedtage en afgørelse om ikke at gøre indsigelse i forhold til en støtteforanstaltning, om hvilken den ikke har fastslået, at den skal betragtes som statsstøtte, forholder det sig ikke desto mindre således, at Domstolen i de nævnte domme i overensstemmelse med ordlyden af artikel 107 TEUF fastslog, at fastlæggelsen af en foranstaltnings karakter af statsstøtte i forhold til undersøgelsen af denne foranstaltnings eventuelle forenelighed med det indre marked er af forudgående karakter.

42

Det skal for det første tilføjes, at Domstolen i andre domme har udtalt, at »Kommissionen er forpligtet til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, hvis den efter den i artikel 4 i forordning 2015/1589 omhandlede foreløbige undersøgelse [...] nærer tvivl om, hvorvidt […] foranstaltning[en] er »støtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF« (dom af 16.3.2021, Kommissionen mod Polen, C-562/19 P, EU:C:2021:201, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 6.10.2021, Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland mod Kommissionen, C-174/19 P og C-175/19 P, EU:C:2021:801, præmis 65-67 og den deri nævnte retspraksis).

43

For det andet fastslog den, at spørgsmålet om, hvorvidt en foranstaltning skal kvalificeres som statsstøtte, går forud for spørgsmålet om, hvorvidt det i givet fald skal undersøges, om en støtte, der er uforenelig som omhandlet i artikel 107 TEUF, ikke desto mindre er nødvendig for opfyldelsen af den opgave, modtageren af den pågældende foranstaltning er blevet pålagt som omhandlet i artikel 106, stk. 2, TEUF (dom af 24.11.2020, Viasat Broadcasting UK, C-445/19, EU:C:2020:952, præmis 35).

44

Hvad angår Kommissionens argument om, at Rettens opfattelse efterlader Kommissionen i et dødvande, idet den under omstændigheder som de i denne sag foreliggende forhindres i at træffe en afgørelse efter den foreløbige undersøgelse, er det tilstrækkeligt at bemærke, som anført af Kongeriget Nederlandene, at dette dødvande alene skyldes den fejlagtige holdning, at Kommissionen har kompetence til at fastslå, at der ikke er tvivl om foreneligheden af en foranstaltning, som den ikke har kvalificeret som statsstøtte, og følgelig ikke har kompetence til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i en sådan situation. Da denne opfattelse er blevet forkastet, bortfalder dødvandet til fordel for iværksættelsen af den formelle undersøgelsesprocedure i overensstemmelse med artikel 4, stk. 4, i forordning 2015/1589 og den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 42.

45

Det skal for så vidt angår Kommissionens henvisning til artikel 4, stk. 6, i forordning 2015/1589 bemærkes, at denne bestemmelse har til formål at afhjælpe Kommissionens manglende udøvelse af sin beslutningskompetence i henhold til denne artikel 4. Den nævnte bestemmelse, sammenholdt med syvende betragtning til denne forordning, kan ikke danne grundlag for en kompetence for Kommissionen til at træffe afgørelse om, at en foranstaltning, som den ikke har kvalificeret som statsstøtte, er forenelig med det indre marked.

46

Hvad angår den omstændighed, at artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/1589 nævner en »foreløbig vurdering« af foranstaltningen, skal det bemærkes, at dette i modsætning til Kommissionens opfattelse ikke er ensbetydende med, at sidstnævnte kan afslutte den indledende undersøgelse ved en afgørelse om ikke at gøre indsigelse i forhold til en foranstaltning, som den ikke har kvalificeret som statsstøtte.

47

Vedrørende Kommissionens argument om, at der findes situationer, hvor det af hensyn til både princippet om god forvaltningsskik og interesserede parters interesser kan være mere relevant at fastslå, om en foranstaltning er forenelig med det indre marked, end at tage stilling til, om den udgør statsstøtte, skal det bemærkes, at dette princip og de således fremførte hensigtsmæssighedsbetragtninger ikke kan sætte spørgsmålstegn ved opbygningen af og sammenhængen i artikel 107 TEUF, hvis rækkevidde er anført i nærværende doms præmis 35 og 37.

48

I denne forbindelse er Kommissionens påberåbelse, i sammenhæng med princippet om god forvaltningsskik, af dom af 26. februar 2002, Rådet mod Boehringer (C-23/00 P, EU:C:2002:118), med henblik på at godtgøre, at den kan undersøge en støttes forenelighed med det indre marked uden at have fastslået, at den udgør statsstøtte, irrelevant. Selv om det ganske vist fremgår af den pågældende doms præmis 52, at det påhviler Unionens retsinstanser at vurdere, om det hvad angår realiteten var berettiget efter sagens omstændigheder af hensyn til god retspleje at frifinde appellanten uden at tage stilling til dens afvisningspåstand, vedrører den problematik, som den foreliggende sag rejser, derimod Kommissionens kompetence i sig selv til at vedtage visse afgørelser. Kommissionens kompetence skal således udøves i overensstemmelse med betingelserne i traktaterne, hvilket i den foreliggende sag, og som det bl.a. fremgår af nærværende doms præmis 35 og 37, kræver, at denne institution tager stilling til kvalificeringen af en foranstaltning som statsstøtte, inden den i givet fald kan undersøge, om en sådan støtte, til trods for denne kvalificering, kan betragtes som forenelig med det indre marked.

49

Kommissionen kan således ikke frigøre sig fra denne forpligtelse ud fra betragtninger, der knytter sig til den større eller mindre mulighed for, at en sådan kvalificering eller en sådan undersøgelse af foreneligheden kan foretages i et konkret tilfælde.

50

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det eneste anbringendes første led skal forkastes.

51

Henset til, at anbringendets første led er blevet forkastet, er det ikke nødvendigt at undersøge dette anbringendes andet led. Det følger nemlig af undersøgelsen af dette første led og af den omstændighed, at det blev forkastet, at Retten ved den appellerede dom med rette annullerede den omtvistede afgørelse, idet den tiltrådte anbringendet om Kommissionens manglende kompetence. Det følger heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt Retten eventuelt kunne have begået en retlig fejl i forbindelse med undersøgelsen af anbringendet om en eventuel tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, under alle omstændigheder hverken kan påvirke Rettens således foretagne annullation af den omtvistede afgørelse eller følgelig udfaldet af nærværende appel.

52

Under disse omstændigheder skal appellen forkastes.

53

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

54

Da Kommissionen har tabt sagen, bør det i overensstemmelse med Kongeriget Nederlandenes påstand herom pålægges den at bære sine egne omkostninger og betale de af denne medlemsstat afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):