–

XXX ved avocat D. Andrien,

–

den belgiske regering ved M. Jacobs, C. Pochet og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede, bistået af avocats E. Derriks og K. de Haes,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Očková og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den litauiske regering ved E. Kurelaitytė, som befuldmægtiget,

–

den luxembourgske regering ved A. Germeaux og T. Schell, som befuldmægtigede,

–

den ungarske regering ved M.Z. Fehér, som befuldmægtiget,

–

den nederlandske regering ved E.M. Besselink, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved J. Hottiaux og A. Katsimerou, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/801 af 11. maj 2016 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, praktik, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter, og au pair-ansættelse (EUT 2016, L 132, s. 21), navnlig direktivets artikel 3, nr. 3), artikel 20, stk. 2, litra f), og artikel 34, stk. 5, samt artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem XXX og État belge, repræsenteret ved statssekretæren for asyl og migration, vedrørende sidstnævntes afslag på at meddele XXX opholdstilladelse med henblik på studier i Belgien.

3

Følgende fremgår af 2., 3., 14., 41. og 60. betragtning til direktiv 2016/801:

[...]

[...]

[...]

4

Direktivets artikel 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]«

5

Dette direktivs artikel 5 med overskriften »Principper« har følgende ordlyd:

»1.   En tredjelandsstatsborger kan kun indrejse i medfør af dette direktiv, hvis en gennemgang af dokumentationen viser, at tredjelandsstatsborgeren opfylder:

2.   Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgeren fremlægger den i stk. 1 omhandlede dokumentation på et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat eller på et af Unionens officielle sprog fastsat af denne medlemsstat.

3.   Når alle de generelle og de særlige betingelser er opfyldt, har tredjelandsstatsborgere ret til en tilladelse.

Hvis en medlemsstat kun udsteder opholdstilladelser på sit område, og alle indrejsebetingelserne i dette direktiv er opfyldt, udsteder den pågældende medlemsstat det nødvendige visum til tredjelandsstatsborgeren.«

6

Artikel 7 i direktiv 2016/801, der har overskriften »Generelle betingelser«, fastsætter i stk. 1:

»For så vidt angår en tredjelandsstatsborgers indrejse i medfør af dette direktiv[…] skal ansøgeren:

7

Dette direktivs artikel 11 med overskriften »Særlige betingelser for studerende« fastsætter i stk. 1:

»For så vidt angår en tredjelandsstatsborgers indrejse med henblik på studier[…] skal ansøgeren ud over de generelle betingelser i artikel 7 fremlægge dokumentation for:

8

Direktivets artikel 20 med overskriften »Grunde til afslag« fastsætter følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Medlemsstaterne giver afslag på en ansøgning, hvis:

2.   Medlemsstaterne kan give afslag på en ansøgning, hvis:

[...]

9

Artikel 21 i direktiv 2016/801, der har overskriften »Grunde til inddragelse af eller afslag på forlængelse af en tilladelse«, fastsætter i stk. 1:

»Medlemsstaterne inddrager eller giver i givet fald afslag på forlængelse af en tilladelse, hvis:

[...]

10

Dette direktivs artikel 24 med overskriften »Studerendes økonomiske virksomhed« har følgende ordlyd:

»1.   Studerende har under overholdelse af den pågældende medlemsstats regler og betingelser for den pågældende virksomhed ret til at tage beskæftigelse som arbejdstagere og kan gives ret til at udøve selvstændig økonomisk virksomhed uden for den tid, der er afsat til studieprogrammet, med forbehold af begrænsningerne i stk. 3.

2.   Medlemsstaterne giver om nødvendigt de studerende og/eller arbejdsgiverne forudgående tilladelse hertil i overensstemmelse med national ret.

3.   Hver medlemsstat fastsætter det maksimale tilladte antal arbejdstimer pr. uge eller det maksimale tilladte antal arbejdsdage eller ‑måneder pr. år til sådan økonomisk virksomhed, dog mindst 15 timer pr. uge eller det tilsvarende antal dage eller måneder pr. år. Der kan tages hensyn til situationen på arbejdsmarkedet i den pågældende medlemsstat.«

11

Dette direktivs artikel 34 med overskriften »Proceduregarantier og gennemsigtighed« har følgende ordlyd:

»1.   Den berørte medlemsstats kompetente myndigheder træffer afgørelse vedrørende ansøgningen om en tilladelse eller en forlængelse heraf og giver i overensstemmelse med procedurerne herfor i national ret ansøgeren skriftlig underretning om afgørelsen så hurtigt som muligt og senest 90 dage efter den dato, hvor den fuldstændige ansøgning blev indgivet.

2.   Uanset nærværende artikels stk. 1 skal afgørelsen vedrørende den fuldstændige ansøgning, hvis indrejseproceduren vedrører en godkendt værtsenhed, jf. artikel 9 og 15, træffes så hurtigt som muligt og senest inden for 60 dage.

3.   Hvis de oplysninger eller den dokumentation, der forelægges til støtte for ansøgningen, er utilstrækkelig(e), underretter de kompetente myndigheder inden for en rimelig frist ansøgeren om, hvilke yderligere oplysninger der kræves, og fastsætter en rimelig frist for forelæggelse af disse. De i stk. 1 eller 2 omhandlede frister suspenderes, indtil de kompetente myndigheder har modtaget de yderligere oplysninger, der kræves. Hvis der ikke er forelagt yderligere oplysninger eller dokumenter inden fristens udløb, kan der gives afslag på ansøgningen.

4.   Begrundelserne for en afgørelse om, at en ansøgning ikke kan antages til behandling, om afslag på en ansøgning eller om afslag på forlængelse meddeles ansøgeren skriftligt. Begrundelserne for en afgørelse om inddragelse af en tilladelse meddeles tredjelandsstatsborgeren skriftligt. Begrundelserne for en afgørelse om inddragelse af en tilladelse kan også meddeles værtsenheden skriftligt.

5.   Enhver afgørelse om, at en ansøgning om tilladelse ikke kan antages til behandling, om afslag på en ansøgning, om afslag på forlængelse eller om inddragelse af en tilladelse skal kunne påklages i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med national ret. Den skriftlige underretning skal indeholde oplysninger om den domstol eller administrative myndighed, hvortil den pågældende kan indgive klage, og fristen for indgivelse af klagen.«

12

Artikel 35 i direktiv 2016/801, der har overskriften »Gennemsigtighed og adgang til oplysninger«, bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har adgang til lettilgængelige oplysninger om al den dokumentation, der skal vedlægges ansøgningen, og oplysninger om indrejse- og opholdsbetingelser, herunder rettigheder, forpligtelser og proceduregarantier, for tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, og i givet fald for deres familiemedlemmer. Dette omfatter i givet fald omfanget af tilstrækkelige midler pr. måned, herunder tilstrækkelige midler til at dække studieomkostninger eller udgifter til uddannelse, dog med forbehold af en individuel behandling af det enkelte tilfælde, og de gældende gebyrer.

De kompetente myndigheder i hver medlemsstat offentliggør lister over de værtsenheder, som er godkendt med henblik på dette direktiv. Ajourførte udgaver af sådanne lister offentliggøres så hurtigt som muligt, hvis der foretages ændringer af disse.«

13

Det nævnte direktivs artikel 40 med overskriften »Gennemførelse« fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 23. maj 2018. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal ligeledes indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.«

14

Artikel 58 i loi du 15 décembre 1980 sur l’accès au territoire, le séjour, l’établissement et l’éloignement des étrangers (lov af 15.12.980 om udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt udvisning fra statens område) (Moniteur belge af 31.12.1980, s. 14584), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »loven af 15. december 1980«), fastsætter:

»Når en ansøgning om tilladelse til ophold af mere end tre måneders varighed i kongeriget indgives til en belgisk diplomatisk eller konsulær repræsentation af en udlænding, der ønsker at studere i Belgien ved en videregående uddannelsesinstitution eller at følge et etårigt forberedelseskursus til den pågældende videregående uddannelse, skal denne tilladelse gives, hvis den pågældende ikke falder inden for de tilfælde, der er fastsat i artikel 3, § 1, nr. 5-8, og såfremt ansøgeren fremlægger følgende dokumentation:

[...]«

15

Denne lovs artikel 39/2, § 2, har følgende ordlyd:

»Conseil [du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien)] træffer afgørelse ved dom i annullationssøgsmål, der er anlagt som følge af, at væsentlige formforskrifter eller formforskrifter, hvis tilsidesættelse medfører ugyldighed, er blevet tilsidesat, eller som følge af magtoverskridelse eller magtfordrejning.«

16

Den 6. august 2020 indgav sagsøgeren i hovedsagen, der er tredjelandsstatsborger, på grundlag af artikel 58 i loven af 15. december 1980 en ansøgning om visum med henblik på at studere i Belgien.

17

Da sagsøgeren ved afgørelse af 18. september 2020 blev meddelt afslag på dette visum med den begrundelse, at uoverensstemmelserne i dennes studieplan viste, at sagsøgeren ikke havde nogen reel hensigt om at fortsætte sine studier i Belgien, anlagde sagsøgeren i hovedsagen den 28. september 2020 søgsmål med påstand om annullation af denne afgørelse ved Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager), som forkastede sagsøgerens påstand ved dom af 23. december 2020.

18

Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) bemærkede i denne dom, at i henhold til artikel 58 i loven af 15. december 1980 indgives en ansøgning om opholdstilladelse af en tredjelandsstatsborger, der »ønsker at studere i Belgien ved en videregående uddannelsesinstitution eller at følge et etårigt forberedelseskursus til den pågældende videregående uddannelse«. Retten udledte heraf, at denne bestemmelse pålægger de kompetente myndigheder at undersøge ansøgerens reelle vilje til at studere i Belgien.

19

Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) fandt ligeledes, at det var muligt at give afslag på udstedelse af det visum, der var ansøgt om, på grundlag af denne artikel 58, hvis ansøgerens hensigt ikke var at studere, selv om artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 endnu ikke var blevet gennemført i den belgiske retsorden på trods af udløbet af den gennemførelsesfrist, der er fastsat i direktivets artikel 40, stk. 1, eftersom den mulighed for afslag, der er fastsat i denne artikel 20, stk. 2, litra f), ligeledes fremgik af nævnte artikel 58. Retten fandt således, at anvendelsen af samme artikel 58 var i overensstemmelse med nævnte artikel 20, stk. 2, litra f).

20

Ved stævning af 19. januar 2021 har sagsøgeren i hovedsagen iværksat kassationsanke ved Conseil d’État (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Belgien), som er den forelæggende ret, til prøvelse af den nævnte dom.

21

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) med urette fastslog, at anvendelsen af artikel 58 i loven af 15. december 1980 under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder var i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, idet sidstnævnte bestemmelse ikke var blevet gennemført i belgisk ret, og at den belgiske lovgivning ikke præciserede de alvorlige og objektive grunde, der gjorde det muligt at fastslå, at en tredjelandsstatsborger skulle have til hensigt at tage ophold med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke vedkommende ansøgte om indrejse.

22

Sagsøgeren i hovedsagen har ligeledes gjort gældende, at det, henset til definitionen af begrebet »studerende« i dette direktivs artikel 3, nr. 3), alene er tilladt at sikre sig, at en tredjelandsstatsborger, der har indgivet en ansøgning om visum med henblik på studier, optages på en videregående uddannelsesinstitution, og ikke at kontrollere, om ansøgeren har til hensigt at studere.

23

État belge har derimod gjort gældende, at artikel 58 anerkender de kompetente myndigheders mulighed for at efterprøve, om ansøgeren har til hensigt at studere i overensstemmelse med 41. betragtning til nævnte direktiv, uafhængigt af gennemførelsen af direktivets artikel 20, stk. 2, litra f), således at det er muligt at kræve al den dokumentation, der er nødvendig for at vurdere sammenhængen i ansøgningen om indrejse.

24

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at eftersom artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 gør det muligt at afslå en ansøgning, der er indgivet på grundlag af dette direktiv, hvis det viser sig, at tredjelandsstatsborgeren har til hensigt at tage ophold med henblik på andre formål end dem, der ligger til grund for ansøgningen om indrejse, har medlemsstaterne nødvendigvis ret til at kontrollere, at denne tredjelandsstatsborgers hensigt reelt er at studere i værtsmedlemsstaten. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at Domstolen bør forelægges et spørgsmål herom, henset til den forelæggende rets tvivl og den omstændighed, at den træffer afgørelse i sidste instans.

25

Den forelæggende ret er i øvrigt af den opfattelse, at det ligeledes er nødvendigt at spørge Domstolen med henblik på at afgøre, om anvendelsen af nævnte direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), således som sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, dels kræver, at den nationale lovgivning udtrykkeligt fastsætter, at der kan gives afslag på denne ansøgning, når værtsmedlemsstaten er i besiddelse af beviser eller alvorlige og objektive grunde til at godtgøre, at tredjelandsstatsborgeren har til hensigt at opholde sig til med henblik på andre formål end dem, der ligger til grund for ansøgningen om indrejse, dels at den nationale lovgivning præciserer, hvilke beviser eller alvorlige og objektive grunde der muliggør at fastslå, at dette er tilfældet.

26

For det andet har sagsøgeren i hovedsagen gjort gældende, at fremgangsmåden for den kontrol, der udøves af Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager), som er begrænset til en legalitetskontrol, tilsidesætter de krav, der følger af EU-retten. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801 pålægger medlemsstaterne at fastsætte, at afgørelser om afslag på ansøgninger om opholdstilladelse kan påklages, og er af den opfattelse, at de processuelle regler for dette retsmiddel skal overholde ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

27

Sagsøgeren i hovedsagen har anført, at det søgsmål, der er fastsat i belgisk ret i artikel 39/2, § 2, i loven af 15. december 1980, er et annullationssøgsmål, og at der er tale om en legalitetskontrol, som ikke giver den kompetente ret, dvs. Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager), beføjelse til at omgøre en afgørelse og følgelig ikke giver den mulighed for at erstatte de kompetente administrative myndigheders vurdering med sin egen eller at træffe en ny afgørelse i deres sted. I tilfælde af, at en sådan afgørelse ophæves, er disse myndigheder imidlertid ikke bundet af den retskraft, der er knyttet til dommens konklusion og de begrundelser, der udgør det nødvendige grundlag herfor.

28

Idet sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, at den omstændighed, at Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) ikke har beføjelse til at omgøre en afgørelse, er i strid med de krav, der følger af artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, effektivitetsprincippet og chartrets artikel 47, er den forelæggende ret af den opfattelse, at det er nødvendigt at forelægge Domstolen et spørgsmål herom.

29

På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af såvel anmodningen om præjudiciel afgørelse som af de indlæg, der er indgivet til Domstolen, at artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, som fastsætter, at den pågældende medlemsstat kan afslå en ansøgning, når den er i besiddelse af beviser eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren vil opholde sig med henblik på andre formål end dem, der ligger grund til grund for ansøgningen om indrejse, først udtrykkeligt blev gennemført i belgisk ret efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

31

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) i dom af 23. december 2020 fastslog, at de kompetente myndigheder, selv i tilfælde af manglende gennemførelse af denne bestemmelse, i overensstemmelse med EU-retten har mulighed for at afslå en visumansøgning med henblik på at studere i Belgien, når ansøgerens reelle hensigt ikke er at studere.

32

I retsmødet for Domstolen har den belgiske regering, samtidig med, at den har bekræftet, at dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), endnu ikke var blevet udtrykkeligt gennemført i national ret i den periode, som er relevant for tvisten i hovedsagen, i forlængelse af sine skriftlige indlæg, hvori den gør gældende, at de kompetente myndigheder har mulighed for, uafhængigt af gennemførelsen af denne bestemmelse, at efterprøve hensigten hos en tredjelandsstatsborger, der har indgivet en visumansøgning om at studere, i øvrigt præciseret, at tvisten i hovedsagen ikke vedrører en sådan gennemførelse, men begrebet »studerende« som defineret i nævnte direktivs artikel 3, nr. 3).

33

Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at den forelæggende ret med sine to første spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om direktiv 2016/801, navnlig henset til direktivets artikel 3, nr. 3), skal fortolkes således, at det er til hinder for, at en medlemsstat, selv om den ikke har gennemført dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), giver afslag på en ansøgning om indrejse på sit område med henblik på studier med den begrundelse, at tredjelandsstatsborgeren har indgivet denne ansøgning uden at have en reel hensigt om at studere på denne medlemsstats område.

34

I medfør af nævnte direktivs artikel 5, stk. 3, har en tredjelandsstatsborger, der har indgivet en sådan ansøgning, ret til at opholde sig på den pågældende medlemsstats område, hvis vedkommende opfylder de generelle betingelser i artikel 7 i direktiv 2016/801 og de særlige betingelser, der finder anvendelse, alt efter hvilken type ansøgning der er indgivet, i det foreliggende tilfælde betingelserne i dette direktivs artikel 11 for ansøgninger om indrejse med henblik på studier.

35

Det følger heraf, at medlemsstaterne i henhold til dette direktivs artikel 5, stk. 3, er forpligtede til at udstede en opholdstilladelse med henblik på studier til en ansøger, som opfylder betingelserne i nævnte direktivs artikel 7 og 11 (jf. analogt dom af 10.9.2014, Ben Alaya, C-491/13, EU:C:2014:2187, præmis 31).

36

Ingen af disse krav henviser imidlertid udtrykkeligt til, at der foreligger en reel hensigt om at studere på den pågældende medlemsstats område.

37

Når dette er sagt, følger det af et almindeligt EU-retligt princip, at borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug (jf. i denne retning dom af 26.2.2019, N Luxembourg 1 m.fl., C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16, EU:C:2019:134, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

38

Det følger heraf, at en medlemsstat skal nægte at anvende EU-retlige bestemmelser, såfremt disse ikke er blevet påberåbt med henblik på at gennemføre målene med disse bestemmelser, men med henblik på at drage nytte af en EU-retlig fordel, selv om betingelserne for indrømmelse af denne fordel alene er opfyldt formelt (dom af 26.2.2019, N Luxembourg 1 m.fl., C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16, EU:C:2019:134, præmis 98).

39

Det generelle princip om forbud mod misbrug skal derfor gøres gældende over for en person, såfremt denne påberåber sig visse EU-retlige regler, som fastsætter en fordel, på en måde, der ikke er i overensstemmelse med de mål, som disse regler har (jf. i denne retning dom af 26.2.2019, N Luxembourg 1 m.fl., C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16, EU:C:2019:134, præmis 102).

40

Det skal endvidere præciseres, at for så vidt som forhold, der har karakter af svig eller misbrug, ikke kan danne grundlag for en ret i henhold til Unionens retsorden, indebærer nægtelsen af en fordel i henhold til et direktiv, i det foreliggende tilfælde direktiv 2016/801, ikke, at den pågældende borger pålægges en forpligtelse i medfør af dette direktiv, men er blot en konsekvens af konstateringen af, at de objektive betingelser for opnåelsen af den tilstræbte fordel, som er fastsat i det nævnte direktiv for så vidt angår denne ret, alene er opfyldt formelt (jf. analogt dom af 26.2.2019, N Luxembourg 1 m.fl., C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16, EU:C:2019:134, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

41

Selv om artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 således fastsætter, at den pågældende medlemsstat kan give afslag på en ansøgning om indrejse, der er indgivet på grundlag af dette direktiv, når den er i besiddelse af beviser eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren vil opholde sig i landet med henblik på andre formål end dem, der ligger til grund for ansøgningen om indrejse, kan denne bestemmelse ikke fortolkes således, at den udelukker anvendelsen af det EU-retlige princip om forbud mod misbrug, for så vidt som anvendelsen af nævnte princip ikke er underlagt et krav om gennemførelse, som det er tilfældet med bestemmelserne i et direktiv (jf. analogt dom af 26.2.2019, N Luxembourg 1 m.fl., C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16, EU:C:2019:134, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det fremgår i øvrigt af 41. betragtning til direktiv 2016/801, at i tilfælde af tvivl om grundlaget for den indgivne ansøgning om indrejse bør medlemsstaterne være i stand til at udføre passende kontrol eller kræve dokumentation navnlig for at bekæmpe misbrug og svig i forbindelse med den procedure, der er fastsat i dette direktiv.

43

Det følger af disse forhold, at det påhviler de nationale myndigheder og domstole at nægte at indrømme de rettigheder, der er fastsat i direktivet, når påberåbelsen heraf er udtryk for svig eller misbrug, også selv om den pågældende medlemsstat ikke har gennemført artikel 20, stk. 2, litra f).

44

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at beviset for, at der er tale om misbrug, nødvendiggør, at der dels foreligger en flerhed af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i ønsket om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel (dom af 14.1.2021, The International Protection Appeals Tribunal m.fl., C-322/19 og C-385/19, EU:C:2021:11, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).

45

Hvad i det foreliggende tilfælde angår det formål, der forfølges med direktiv 2016/801, fremgår det dels af 3. og 14. betragtning hertil, at indvandring fra lande uden for EU er én måde at sikre adgang til højtuddannet arbejdskraft på, og navnlig studerende og forskere efterspørges i stigende grad, dels at dette direktiv med henblik på at gøre Europa som helhed til et af verdens førende ekspertisecentre for studier og praktik har til formål at forbedre og forenkle indrejse- og opholdsbetingelserne for dem, der ønsker at komme til EU med henblik herpå.

46

I denne henseende tilsigter nævnte direktiv navnlig, således som det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 3), og artikel 11, stk. 1, litra a), at give tredjelandsstatsborgere ret til at opholde sig på en medlemsstats område, når de er blevet optaget på en videregående uddannelsesinstitution i den pågældende medlemsstat med henblik på som primær aktivitet at følge et studieprogram på fuld tid på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat.

47

Når der er tale om en ansøgning om indrejse med henblik på studier, kræver konstateringen af misbrug derfor, at det i lyset af alle de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde godtgøres, at den pågældende tredjelandsstatsborger, selv om de almindelige og særlige betingelser, der er fastsat i henholdsvis artikel 7 og 11 i direktiv 2016/801, der giver ret til en opholdstilladelse med henblik på studier, formelt er overholdt, har indgivet sin ansøgning om indrejse uden reelt at have til hensigt som sin primære aktivitet at følge et studieprogram på fuld tid på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat.

48

Hvad angår de omstændigheder, der gør det muligt at fastslå, at en ansøgning om indrejse er urimelig, skal det fremhæves, at for så vidt som tredjelandsstatsborgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse teoretisk set endnu ikke har påbegyndt det studieprogram, der er identificeret i denne ansøgning, og følgelig ikke kan have haft mulighed for at konkretisere sin hensigt som sin primære aktivitet at følge et studieprogram på fuld tid på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat, kan en ansøgning om indrejse kun afslås, hvis denne karakter af misbrug fremgår tilstrækkeligt klart af alle de relevante oplysninger, som de kompetente myndigheder råder over med henblik på at vurdere denne ansøgning.

49

Domstolen har inden for rammerne af artikel 267 TEUF ikke kompetence til at anvende de EU-retlige regler på et konkret tilfælde. Det tilkommer derfor den forelæggende ret at foretage de retlige kvalificeringer, som er nødvendige for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Det påhviler imidlertid Domstolen at give den forelæggende ret alle de nødvendige oplysninger med henblik på at vejlede den forelæggende ret ved denne bedømmelse (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

50

I denne henseende bemærkes for det første, at det fremgår af artikel 24 i direktiv 2016/801, at direktivet ikke er til hinder for, at tredjelandsstatsborgere, der har ansøgt om opholdstilladelse med henblik på studier, udøver lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i denne medlemsstat uden for den tid, der er afsat til studier, og under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse. Den omstændighed, at den tredjelandsstatsborger, der har indgivet ansøgningen om indrejse med henblik på studier, ligeledes har til hensigt at udøve en anden aktivitet på den pågældende medlemsstats område, navnlig hvis sidstnævnte ikke påvirker gennemførelsen af de studier, der begrunder denne ansøgning, som primær aktivitet, kan derfor ikke anses for nødvendigvis at udgøre et indicium for misbrug.

51

I det tilfælde, hvor ansøgeren derimod forpligter sig til at udøve en aktivitet, navnlig af erhvervsmæssig karakter, hvis udøvelse forekommer åbenbart uforenelig med udøvelsen af et studieforløb på fuld tid, der fører til opnåelse af en kvalifikation fra en videregående uddannelse, som er anerkendt af den pågældende medlemsstat, som hovederhverv, kan denne ansættelse udgøre et forhold, der kunne rejse tvivl om de reelle grunde til ansøgningen om indrejse, og i givet fald i lyset af samtlige relevante omstændigheder i den foreliggende sag et indicium for, at tredjelandsstatsborgeren kan have til hensigt at opholde sig med henblik på andre formål end dem, hvormed den pågældende ansøger om indrejse.

52

For det andet præciseres det i 41. betragtning til direktiv 2016/801, således som det er anført i denne doms præmis 42, at i tilfælde af tvivl om grundlaget for ansøgningen om indrejse bør medlemsstaterne være i stand til at udføre passende kontrol eller kræve dokumentation for fra sag til sag at vurdere bl.a. de studier, som tredjelandsstatsborgeren agter at følge.

53

Uoverensstemmelserne i ansøgerens studieprojekt kan således ligeledes udgøre en af de objektive omstændigheder, der indgår i konstateringen af, at der foreligger misbrug, med den begrundelse, at ansøgerens ansøgning reelt har andre formål end at gennemføre studier, for så vidt som disse uoverensstemmelser er tilstrækkeligt åbenbare og vurderes i lyset af alle de særlige omstændigheder i den foreliggende sag. En omstændighed, der kan anses for at være almindelig under en videregående uddannelse, såsom en ændring af studieretning, er således ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at den tredjelandsstatsborger, der har indgivet en ansøgning om indrejse med henblik på studier, ikke har nogen reel hensigt om at studere på denne medlemsstats område. På samme måde er den blotte omstændighed, at de påtænkte studier ikke er direkte forbundet med de forfulgte erhvervsmæssige mål, heller ikke nødvendigvis udtryk for en manglende hensigt om rent faktisk at følge de studier, der ligger til grund for ansøgningen om optagelse.

54

Under disse omstændigheder er det vigtigt at understrege, at der ikke kan opstilles en udtømmende liste over de relevante faktorer, eftersom de omstændigheder, der kan føre til den konklusion, at en ansøgning om optagelse med henblik på studier udgør misbrug, nødvendigvis er specifikke for hver enkelt sag, således som det er anført i denne doms præmis 47. Det kan derfor ikke med henvisning til visse forhold formodes, at en ansøgning om indrejse med henblik på studier eventuelt har karakter af misbrug, men skal vurderes fra sag til sag på baggrund af en individuel vurdering af samtlige omstændigheder i forbindelse med hver ansøgning.

55

I denne henseende tilkommer det, herunder under de omstændigheder, der er nævnt i denne doms præmis 50-53, de kompetente myndigheder at udføre passende kontrol eller kræve dokumentation, der er nødvendig for en individuel vurdering af ansøgningen, i givet fald ved at opfordre ansøgeren til at komme med præciseringer og forklaringer i denne henseende.

56

I denne sammenhæng skal det endvidere for det første præciseres, at selv om de relevante afslagsgrunde skal være knyttet til omstændighederne i forbindelse med den pågældende ansøgning, indebærer dette imidlertid ikke, at de kompetente myndigheder fritages for forpligtelsen til at meddele ansøgeren disse grunde skriftligt, således som det er fastsat i artikel 34, stk. 1 og 4, i direktiv 2016/801.

57

For det andet berører ovenstående betragtninger ikke medlemsstaternes mulighed for ved at inddrage eller ved at nægte at forlænge tilladelsen at fastslå og sanktionere en praksis, som eventuelt udgør misbrug, efter at der er givet tilladelse til opholdet, således som det er fastsat i samme direktivs artikel 21.

58

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de to første spørgsmål besvares med, at direktiv 2016/801, navnlig henset til direktivets artikel 3, nr. 3), skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at en medlemsstat, selv om den ikke har gennemført dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), giver afslag på en ansøgning om indrejse på sit område med henblik på studier med den begrundelse, at tredjelandsstatsborgeren har indgivet denne ansøgning uden at have en reel hensigt om at studere på denne medlemsstats område på grundlag af det generelle EU-retlige princip om forbud mod misbrug.

59

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at et søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af de kompetente myndigheder om afslag på en ansøgning om indrejse på en medlemsstats område med henblik på studier udelukkende består i et annullationssøgsmål, uden at den ret, for hvilken dette søgsmål er indbragt, i givet fald har beføjelse til at erstatte de kompetente myndigheders afgørelse med sin egen vurdering eller til at træffe en ny afgørelse.

60

I henhold til dette direktivs artikel 34, stk. 5, kan enhver afgørelse om, at en ansøgning om tilladelse ikke antages til behandling, om afslag på en ansøgning, om afslag på forlængelse eller om inddragelse af en tilladelse skal kunne påklages i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med national ret.

61

Det følger heraf, at i tilfælde af afslag på en ansøgning om indrejse på en medlemsstats område med henblik på studier giver denne artikel 34, stk. 5, udtrykkeligt den tredjelandsstatsborger, der har indgivet en sådan ansøgning, mulighed for at føre en klagesag i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, der har truffet denne afgørelse (jf. analogt dom af 10.3.2021, Konsul Rzeczypospolitej Polskiej w N., C-949/19, EU:C:2021:186, præmis 41).

62

I denne henseende bemærkes, at kendetegnene ved den klageprocedure, som er omhandlet i artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, skal fastlægges i overensstemmelse med chartrets artikel 47 (dom af 10.3.2021, Konsul Rzeczypospolitej Polskiej w N., C-949/19, EU:C:2021:186, præmis 44).

63

Retten til effektive retsmidler, der er fastsat i chartrets artikel 47, ville imidlertid blive illusorisk, såfremt en medlemsstats retsorden tillod, at en endelig og bindende retsafgørelse forblev uvirksom til skade for en part (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Deutsche Umwelthilfe, C-752/18, EU:C:2019:1114, præmis 35 og 36). Dette gælder navnlig, når opnåelsen af den effektive nydelse af de rettigheder, der følger af EU-retten, således som de er anerkendt ved en retsafgørelse, kræver overholdelse af tidsmæssige krav.

64

Når der er tale om en national administrativ afgørelse, der med henblik på at sikre overholdelsen af den effektive nydelse af den pågældendes rettigheder, der følger af EU-retten, nødvendigvis skal træffes hurtigt, følger det således af det behov, der udspringer af chartrets artikel 47, for at sikre effektiviteten af det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af den oprindelige administrative afgørelse om afslag på den pågældendes ansøgning, at hver medlemsstat skal udforme sin nationale lovgivning på en sådan måde, at der i tilfælde af annullation af denne afgørelse træffes en ny afgørelse, der er i overensstemmelse med den bedømmelse, som er indeholdt i den dom, hvorved den oprindelige afgørelse blev annulleret (jf. analogt dom af 29.7.2019, Torubarov, C-556/17, EU:C:2019:626, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

65

Det følger heraf, at for så vidt angår ansøgninger om indrejse på en medlemsstats område med henblik på studier er den omstændighed, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, kun har kompetence til at træffe afgørelse om annullation af en afgørelse fra de kompetente myndigheder om afslag på en sådan ansøgning, uden at kunne erstatte disse myndigheders vurdering eller træffe en ny afgørelse, principielt tilstrækkelig til at opfylde kravene i chartrets artikel 47, forudsat at de nævnte myndigheder i givet fald er bundet af den vurdering, der er indeholdt i den dom, hvorved denne afgørelse annulleres.

66

Selv om den ret, for hvilken sagen er indbragt, inden for rammerne af et sådant søgsmål udelukkende råder over en beføjelse til at annullere de kompetente myndigheders afgørelse om afslag på en sådan ansøgning om indrejse, skal det desuden sikres, at de betingelser, hvorunder dette retsmiddel iværksættes, og i givet fald den dom, der afsiges efter dette, er af en sådan art, at de i princippet gør det muligt at træffe en ny afgørelse inden for en kort frist, således at den tilstrækkeligt påpasselige tredjelandsstatsborger kan drage fordel af den fulde virkning af de rettigheder, som den pågældende har i henhold til direktiv 2016/801.

67

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at dette direktivs artikel 34, stk. 5, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at et søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af de kompetente myndigheder om afslag på en ansøgning om indrejse på en medlemsstats område med henblik på studier udelukkende består i et annullationssøgsmål, uden at den ret, for hvilken dette søgsmål er indbragt, har beføjelse til at erstatte de kompetente myndigheders vurdering med sin egen eller at vedtage en ny afgørelse, for så vidt som de betingelser, hvorunder dette retsmiddel er blevet iværksat, og i givet fald den dom, der blev afsagt efter dette, er af en sådan art, at det er muligt at træffe en ny afgørelse inden for en kort frist, der er i overensstemmelse med den vurdering, der er indeholdt i den dom, hvorved der blev truffet afgørelse om annullation, således at den tilstrækkeligt påpasselige tredjelandsstatsborger er i stand til at nyde godt af den fulde virkning af de rettigheder, som den pågældende har i henhold til direktiv 2016/801.

68

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: