—

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/881 af 3. juni 2022 om gennemførelse af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine (1) annulleres og

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/876 af 3. juni 2022 om gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus' involvering i den russiske aggression mod Ukraine (2) (herefter »de anfægtede retsakter«) annulleres, for så vidt som de gælder for sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at bære sine egne sagsomkostninger og at betale de omkostninger, som sagsøgeren har afholdt i forbindelse med dette søgsmål.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at retten til forsvar er blevet tilsidesat. Det anføres for det første, at der ikke er givet en behørig begrundelse. De anfægtede retsakter tilsidesætter artikel 296, stk. 2, TEUF, idet de ikke tilstrækkeligt klart angiver, hvorledes Rådet kunne konkludere, at de alternative kriterier i artikel 3, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, litra b), i Rådets afgørelse 2012/642/FUSP af 15. oktober 2012 om restriktive foranstaltninger over for Hviderusland (3) finder anvendelse på sagsøgeren. For det andet anføres det, at princippet om personligt ansvar er blevet tilsidesat, idet de anfægtede retsakter krænker sagsøgerens grundlæggende rettigheder i strid med princippet om personligt ansvar, eftersom det ikke er angivet heri, hvorledes sagsøgeren drager fordel af eller støtter regimet i Belarus.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er udøvet et åbenbart urigtigt skøn. Det anføres for det første, at det ikke er blevet godtgjort, at der er draget fordel af eller ydet støtte til Lukasjenkoregimet. De anfægtede retsakter er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, eftersom de blev vedtaget uden tilstrækkelig dokumentation. For det andet anføres det, at det ikke er blevet godtgjort, at der foreligger en tidsmæssigt relevant adfærd. De anfægtede retsakter er af ren straffemæssig karakter og er derfor ulovlige, idet de beviser, som er fremlagt til støtte herfor, alene påviser historiske omstændigheder.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der er blevet gjort et uforholdsmæssigt indgreb i sagsøgerens grundlæggende rettigheder. Formålet med de anfægtede retsakter er blevet opnået med andre lovgivningsmæssige foranstaltninger, og de anfægtede retsakter udgør derfor et uforholdsmæssigt indgreb i sagsøgerens grundlæggende rettigheder.