a)

Skal en europæisk efterforskningskendelse med henblik på indsamling af bevismateriale, som allerede befinder sig i fuldbyrdelsesstaten (her Frankrig), udstedes af en ret, hvis den tilgrundliggende bevisindsamling i henhold til udstedelsesstatens (her Tysklands) lovgivning skulle være blevet påbudt af retten i en sammenlignelig indenlandsk sag?

b)

Gælder dette subsidiært i det mindste i tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten har gennemført den tilgrundliggende foranstaltning på udstedelsesstatens område med det formål at stille de indsamlede oplysninger til rådighed for efterforskningsmyndigheder i udstedelsesstaten med interesse for oplysningerne med henblik på retsforfølgning?

c)

Skal en europæisk efterforskningskendelse med henblik på indsamling af bevismateriale altid udstedes af en ret (eller et uafhængigt organ, som ikke varetager strafferetlig efterforskning) uanset de nationale kompetencebestemmelser i udstedelsesstaten, hvis foranstaltningen vedrører alvorlige indgreb i væsentlige grundlæggende rettigheder?

a)

Er artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41 til hinder for en europæisk efterforskningskendelse med henblik på overføring af oplysninger fra en aflytning af telekommunikation, som allerede er tilgængelige i fuldbyrdelsesstaten (Frankrig) — navnlig trafik- og lokaliseringsdata og optagelser af kommunikationsindhold — hvis den af fuldbyrdelsesstaten gennemførte aflytning har omfattet samtlige slutbrugere af en kommunikationstjeneste, der med den europæiske efterforskningskendelse anmodes om overføring af oplysninger fra samtlige tilslutninger, som er i brug på udstedelsesstatens område, og der hverken ved vedtagelsen og gennemførelsen af aflytningsforanstaltningen eller ved udstedelsen af den europæiske efterforskningskendelse forelå konkrete holdepunkter for, at disse individuelle brugere havde begået alvorlige strafbare handlinger?

b)

Er artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41 til hinder for en sådan europæisk efterforskningskendelse, hvis integriteten af de oplysninger, der er indsamlet ved aflytningsforanstaltningen, ikke kan kontrolleres som følge af den omfattende hemmeligholdelse, der udøves af myndighederne i fuldbyrdelsesstaten?

a)

Er artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41 til hinder for en europæisk efterforskningskendelse med henblik på overføring af telekommunikationsoplysninger, som allerede er tilgængelige i fuldbyrdelsesstaten (Frankrig), hvis den aflytningsforanstaltning i fuldbyrdelsesstaten, der ligger til grund for indsamlingen af oplysningerne, i henhold til udstedelsesstatens (Tysklands) lovgivning ville have været ulovlig i en sammenlignelig indenlandsk sag?

b)

Subsidiært: Gælder dette i hvert fald i tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten har gennemført aflytningen på udstedelsesstatens område og i dennes interesse?

a)

Udgør en foranstaltning, som er forbundet med infiltration af terminaler, med henblik på indsamling af trafik-, lokaliserings- og kommunikationsdata fra en internetbaseret udbyder af kommunikationstjenester en aflytning af telekommunikation som omhandlet i artikel 31 i direktiv 2014/41?

b)

Skal den underretning, der er fastsat i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2014/41, altid tilstilles en ret, eller gælder dette i det mindste i tilfælde, hvor den foranstaltning, der påtænkes af den aflyttende stat (Frankrig), i henhold til den underrettede stats (Tysklands) lovgivning i en sammenlignelig national sag kun ville kunne påbydes af en ret?

c)

For så vidt som artikel 31 i direktiv 2014/41 også tjener til de berørte telekommunikationsbrugeres individuelle beskyttelse, omfatter denne beskyttelse da også anvendelsen af oplysninger til retsforfølgning i den underrettede stat (Tyskland), og er dette formål i givet fald ligeværdigt med det yderligere formål om at beskytte den underrettede medlemsstats suverænitet?

a)

Kan et forbud mod at anvende beviser i tilfælde af, at beviserne er blevet indsamlet ved en europæisk efterforskningskendelse, som er i strid med EU-retten, følge umiddelbart af det EU-retlige effektivitetsprincip?

b)

Medfører det EU-retlige ækvivalensprincip i tilfælde af, at beviser er blevet indsamlet ved en europæisk efterforskningskendelse, som er i strid med EU-retten, et forbud mod at anvende beviserne, hvis det i en sammenlignelig indenlandsk sag ikke ville være lovligt i udstedelsesstaten at påbyde den foranstaltning, der ligger til grund for bevisindsamlingen i fuldbyrdelsesstaten, og de ved en sådan ulovlig indenlandsk foranstaltning indsamlede beviser ikke ville kunne anvendes i henhold til udstedelsesstatens lovgivning?

c)

Udgør det en tilsidesættelse af EU-retten, navnlig effektivitetsprincippet, hvis den straffeprocessuelle anvendelse af bevismateriale, hvis indsamling var i strid med EU-retten netop som følge af manglende mistanke, i forbindelse med en interesseafvejning begrundes med grovheden af de handlinger, som først bliver kendte ved undersøgelsen af bevismaterialet?

d)

Subsidiært: Følger det af EU-retten, navnlig effektivitetsprincippet, at tilsidesættelser af EU-retten ved indsamlingen af bevismateriale i en national straffesag heller ikke i tilfælde af alvorlige strafbare handlinger kan være helt uden konsekvenser og derfor i det mindste med hensyn til bevisvurderingen eller strafudmålingen skal tages i betragtning til fordel for den tiltalte?