Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 17 de Barcelona (Spanien) den 19. maj 2022 — HM og VD mod Generalitat de Catalunya

(Sag C-332/22)

(2022/C 472/31)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 17 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: HM og VD

Sagsøgt: Generalitat de Catalunya

Præjudicielle spørgsmål

FOR DET FØRSTE.- Det ønskes oplyst, om de foranstaltninger, der blev fastsat i Tribunal Supremos (øverste domstol) dom nr. 1425/2018 og 1426/2018 af 26. september 2018, hvis kriterium opretholdes i dag (30.11.2021) — og som består i at opretholde ansættelsen af den offentligt ansatte, der er udsat for misbrug, i det usikre ansættelsesforhold, indtil den ansættende forvaltning afgør, om der foreligger et strukturelt behov, og afholder de tilsvarende udvælgelsesprøver med henblik på at besætte stillingen med fastansatte offentligt ansatte eller tjenestemænd — udgør foranstaltninger, der opfylder kravene om sanktioner i § 5 i rammeaftalen i bilag til direktiv 1999/70 (1).

Eller om disse foranstaltninger derimod giver anledning til en opretholdelse af den usikre situation og af den manglende beskyttelse, indtil den ansættende forvaltning beslutter at afholde en udvælgelsesprøve med henblik på at besætte stillingen med en fastansat arbejdstager, hvilken prøves resultat er usikkert, eftersom disse prøver også er åbne for ansøgere, der ikke har været udsat for et sådant misbrug, og der er tale om foranstaltninger, der ikke kan anses for afskrækkende sanktionsforanstaltninger med henblik på rammeaftalens § 5, og som ikke sikrer, at formålene med rammeaftalen opfyldes.

FOR DET ANDET.- Når en national retsinstans i medfør af sin pligt til under alle omstændigheder at sanktionere det fastslåede misbrug (sanktionen er »nødvendig« og »umiddelbar«) konkluderer, at princippet om overensstemmende fortolkning ikke gør det muligt at sikre direktivets effektive virkning uden at anlægge en fortolkning contra legem af den nationale lovgivning, fordi der i medlemsstatens nationale retsorden ikke er indført nogen sanktionsforanstaltninger med henblik på anvendelsen af rammeaftalens § 5 i den offentlige sektor, bør betragtningerne i Egenberger-dommen (2) af 17. april 2018 eller i dom (afsagt af Store Afdeling) den 15. april 2008 i sag C-268/2006 (3) anvendes, således at artikel 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) tillader, at de bestemmelser i national ret, der er til hinder for at sikre den fulde virkning af direktiv 1999/70/EF, undlades anvendt, selv om disse bestemmelser har forfatningsmæssig status?

bør det midlertidige ansættelsesforhold, som har karakter af misbrug, som følge heraf da ændres til et fast ansættelsesforhold, som er identisk og sammenligneligt med ansættelsesforholdet for sammenlignelige vedtægtsmæssigt fastansatte, hvilket medfører sikkerhed i ansættelsen for ofret for misbruget, for at undgå, at det nævnte misbrug unddrager sig sanktioner, og at formålene med og den effektive virkning af rammeaftalens § 5 undermineres, selv om denne ændring er forbudt i henhold til national ret og Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis eller kan være i strid med den spanske forfatning?

FOR DET TREDJE.- Henset til den omstændighed, at Domstolen i dom af 25. oktober 2018 i sag C-331/17 (4) og af 13. januar 2022 i sag C-382/19 (5) fastslog, at rammeaftalens § 5 er til hinder for en national lovgivning, som udelukker bestemte arbejdstagere fra anvendelsen af regler, der sanktionerer misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, når der ikke er nogen anden effektiv foranstaltning i den nationale retsorden, der sanktionerer det nævnte misbrug, og når der i spansk ret ikke eksisterer nogen anden effektiv foranstaltning med henblik på at sanktionere misbrug i den offentlige sektor over for det midlertidige sagsøgende personale,

ønskes det oplyst, om anvendelsen af Domstolens praksis og det EU-retlige ækvivalensprincip medfører en pligt til at ændre status for offentligt ansatte, der er udsat for misbrug, til fastansatte offentligt ansatte eller tjenestemænd, og til at lade disse omfatte af de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde, som gør sig gældende for sidstnævnte, eftersom artikel 15 i Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstageres rettigheder) i den private sektor kræver, at midlertidigt ansatte, der har haft mere end 24 måneders uafbrudt tjeneste i en periode på 30 måneder hos den samme arbejdsgiver, ændres til fastansatte, og for så vidt som artikel 83, stk. 3, i ley 40/2015, del Sector Publico (lov nr. 40/2015 om den offentlige sektor), som ændret ved Ley 11/2020, de presupuestos generales del Estado para 2021 (lov nr. 11/2020 om finansloven for 2021) under anvendelse af national ret tillader, at private arbejdstagere i virksomheder og enheder, der overgår til den offentlige sektor, kan udføre de samme opgaver som fastansatte tjenestemænd med betingelsen »ophør« og dermed omfattes af de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde som sidstnævnte.

FOR DET FJERDE.- I betragtning af at vilkårene i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør og betingelserne for en ansættelseskontrakts udløb er en del af »ansættelsesvilkårene« som omhandlet i rammeaftalens § 4 ifølge Domstolens dom af 13. marts 2014, Nierodzik (C-38/13 (6), præmis 27 og 29), og af 14. september 2016, Ana de Diego Porras (C-596/14 (7), præmis 30 og 31),

ønskes det, såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, oplyst, om stabilisering af de midlertidigt offentligt ansatte, der er udsat for misbrug, i hvilken forbindelse de omfattes af de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde, som gælder for sammenlignelige tjenestemænd eller fastansatte offentligt ansatte, uden at de opnår denne status, er en foranstaltning, som er bindende for de nationale myndigheder som følge af anvendelsen af § § 4 og 5 i rammeaftalen i bilaget til direktiv 1999/70 og af princippet om overensstemmende fortolkning, eftersom den nationale lovgivning kun forbyder, at personer, der ikke opfylder bestemte krav, opnår status som tjenestemænd eller fastansatte offentligt ansatte, og at stabiliseringen af disse ansatte på de nævnte betingelser ikke medfører, at de opnår denne status.

FOR DET FEMTE.- For så vidt som artikel 15 i lov om arbejdstageres rettigheder fastsætter en maksimal varighed på to år for tidsbegrænsede ansættelser, idet det antages, at det behov, der dækkes, efter denne periode ikke længere er hverken midlertidigt eller ekstraordinært, men derimod almindeligt og varigt, og idet arbejdsgivere i den private sektor forpligtes til at ændre et tidsbegrænset ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og for så vidt som artikel 10 i Estatuto Básico del Empleado Público (vedtægten for offentligt ansatte) i den offentlige sektor kræver, at ledige stillinger, der dækkes af midlertidigt ansatte tjenestemænd/tidsbegrænset personale, omfattes af opslaget af stillinger i det offentlige i året for ansættelsen og, såfremt dette ikke er muligt, dvs. inden for den maksimale frist på to år, i det efterfølgende år, med henblik på at stillingen besættes af en tjenestemand eller en fastansat offentligt ansat,

ønskes det oplyst, om det bør fastslås, at misbruget af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser i den offentlige sektor sker fra det tidspunkt, hvor den ansættende forvaltning ikke besætter den stilling, der dækkes af en midlertidigt offentligt ansat, med en fastansat offentligt ansat eller en tjenestemand inden for de frister, der er fastsat i den nationale lovgivning, dvs. ved at disse stillinger omfattes af et opslag af stillinger i det offentlige inden for den maksimale frist på to år, som regnes fra ansættelsen af den midlertidigt ansatte tjenestemand/den midlertidigt ansatte, idet der foreligger en pligt til at bringe denne ansættelse til ophør ved at gennemføre dette opslag om ansættelse i det offentlige inden for højst tre år som fastlagt i artikel 70 i vedtægten for offentligt ansatte.

FOR DET SJETTE.- Det ønskes oplyst, om den spanske lov nr. 20/2021 af 28. december 2021 er i strid med det EU-retlige legalitetsprincip og princippet om, at strafferetlige bestemmelser, som bl.a. dem, der er fastlagt i chartrets artikel 49, ikke kan have tilbagevirkende kraft, eftersom denne lov som en sanktion mod misbrug af midlertidige ansættelser bestemmer, at der skal gennemføres udvælgelsesprøver, der anvendes, selv om de handlinger eller undladelser, der udgør overtrædelsen — og dermed misbruget — samt anmeldelsen heraf fandt sted forud for — flere år inden — vedtagelsen af lov nr. 20/2021.

FOR DET SYVENDE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, eftersom den bestemmer, at afholdelsen af udvælgelsesprøver udgør en sanktionsforanstaltning, samt at der kun ydes erstatning til ofre for misbruget, som ikke består de pågældende udvælgelsesprøver, er i strid med rammeaftalens § 5 og direktiv 1999/70/EF, idet den ikke sanktionerer misbrug over for midlertidigt offentligt ansatte, der har bestået de pågældende udvælgelsesprøver, når det forholder sig sådan, at sanktionen altid er nødvendig, og beståelse af den pågældende udvælgelsesprøve ikke er en sanktionsforanstaltning, der opfylder kravene i direktivet, således som Domstolen slog fast i kendelse af 2. juni 2021 i sag C-103/19 (8).

Det ønskes med andre ord oplyst, om lov nr. 20/2021, idet den begrænser ydelsen af erstatning til ofre for misbruget, der ikke består udvælgelsesprøven, og udelukker ansatte, der har været udsat for misbruget, og som har opnået status som fastansat efterfølgende gennem de pågældende udvælgelsesprøver, fra denne ret, er i strid med direktiv 1999/70/EF og navnlig det, som Domstolen fastslog i kendelse af 2. juni 2021, præmis 45, hvori det fastslås, at selv om afholdelsen af udvælgelsesprocedurer, der er åbne for offentligt ansatte, der i forbindelse med deres beskæftigelse har været udsat for misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, gør det muligt for disse arbejdstagere at opnå en fast og varig stilling og dermed adgang til status som fastansat offentligt ansat, fritager denne omstændighed ikke medlemsstaterne fra at overholde forpligtelsen til at træffe en passende foranstaltning med henblik på i behørigt omfang at sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold.

FOR DET OTTENDE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, idet den bestemmer, at udvælgelsesprøver, der har til formål at reducere midlertidig beskæftigelse i den offentlige sektor, skal afholdes inden for en frist på tre år, inden den 31. december 2024, og idet den som sanktion fastsætter en erstatning, som ofret for misbruget modtager ved den pågældendes ansættelses ophør eller vedkommendes afskedigelse, er i strid med rammeaftalens § 5, i betragtning af Domstolens kendelse af 9. februar 2017, sag C-446/2016 (9), eller dom af 14. december 2016, sag C-16/15 (10), eller af 21. november 2018, sag C-619/17 (11), eftersom denne lov opretholder eller forlænger denne situation med misbrug, manglende beskyttelse og usikkerhed i ansættelsen for den ansatte, der er udsat for misbruget, og underminerer den effektive virkning af direktiv 1999/70, indtil den pågældende i sidste ende afskediges og kan modtage den angivne kompensation.

FOR DET NIENDE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021 er i strid med ækvivalensprincippet, eftersom den tildeler færre rettigheder under anvendelse af direktivet end dem, der følger af national ret, eftersom:

—

Ley 11/2020, de presupuestos generales del Estado para 2021 (lov nr. 11/2020 om finansloven for 2021), der ændrer artikel 87, stk. 3, i lov nr. 40/2015, under anvendelse af national ret tillader, at private arbejdstagere i private virksomheder, der overgår til den offentlige sektor, kan udføre de samme opgaver som fastansatte tjenestemænd og være omfattet af de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde som sidstnævnte, selv om de ikke har bestået en udvælgelsesprøve, med betingelsen »ophør«, mens lov nr. 20/2021, under anvendelse af EU-retten, ikke tillader, at offentligt ansatte, der er blevet udvalgt efter udvælgelsesprøver, der er underlagt principperne om lighed, offentlighed og fri konkurrence, fortsat udfører de samme opgaver som fastansatte tjenestemænd og er underlagt de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde.

—

Artikel 15 i lov om arbejdstageres rettigheder, som ændret ved lov nr. 1/1995 af 24. marts 1995, dvs. inden vedtagelsen af direktiv 1999/70 — under anvendelse af national ret — tillader, at private arbejdstagere, der i mere end to år har arbejdet for den samme arbejdsgiver, ændres til fastansatte ansatte, mens offentligt ansatte, der er udsat for misbrug, i henhold til direktivet kun kan modtage erstatning svarende til 20 dages fast løn pr. ansættelsesår, dog højst 12 månedlige udbetalinger, og ikke har mulighed for at foretage den nævnte ændring.

—

Artikel 32 ff. i lov nr. 40/2015 om den offentlige sektor fastsætter princippet om fuld erstatning, hvorefter forvaltningerne skal yde erstatning for alle de skader og tab, som deres handlinger har forvoldt ofrene, mens erstatningen til ofrene for et misbrug i henhold til EU-retten imidlertid er begrænset på forhånd hvad angår såvel størrelse — 20 dages fast løn pr. ansættelsesår — som tidsrum — 12 månedlige udbetalinger.

FOR DET TIENDE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, idet den som den eneste reelle sanktionsforanstaltning fastsætter en erstatning på 20 dages fast løn pr. ansættelsesår til ofre for et misbrug, der ikke har bestået en udvælgelsesprøve, tilsidesætter Domstolens praksis, der følger af dom af 7. marts 2018, Santoro (12), hvorefter det ikke er tilstrækkeligt at yde erstatning, idet denne erstatning skal ledsages af yderligere effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktionsforanstaltninger.

FOR DET ELLEVTE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, der fastsætter erstatningen til ofre, der ikke består en udvælgelsesprøve, til 20 dages fast løn pr. ansættelsesår, dog højst 12 månedlige udbetalinger, tilsidesætter det EU-retlige princip om passende og fuldstændig erstatning og proportionalitetsprincippet, idet denne lov udelukker erstatning for tabt indtjening og andre former for godtgørelse eller erstatning, f.eks. som følge af tab af beskæftigelsesmuligheder (hvilket begreb Domstolen anvender i Santoro-dommen), den manglende mulighed for at opnå status som fastansat, idet der ikke afholdes udvælgelsesprøver inden for de frister, der er fastsat i national ret, eller for forfremmelse eller avancement, ikke-økonomisk skade som følge af den manglende beskyttelse, der følger af enhver usikker jobsituation, ansættelsens ophør for et offer for et misbrug, hvis omstændigheder med hensyn alder og køn (f.eks. kvinder over 50 år) indebærer, at der ikke findes et alternativt arbejdsmarked, eller at den pågældende modtager en mindre pension.

FOR DET TOLVTE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, idet den fastsætter en maksimal erstatning på 20 dages fast løn pr. ansættelsesår, dog højst 12 månedlige udbetalinger, er i strid med fællesskabslovgivningen i betragtning af Domstolens dom af 2. august 1993, Marshall, sag C-271/91 (13), og af 17. december 2015, Arjona, sag C-407/14 (14), hvorefter EU-retten er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er påført en person som følge af en afskedigelse, begrænses til et maksimum, der er fastsat på forhånd.

---

(1)  Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

(2)  Dom af 17.4.2018, Egenberger (C-414/16, EU:C:2018:257).

(3)  Dom af 15.4.2008, Impact (C-268/06, EU:C:2008:223).

(4)  Dom af 25.10.2018, Sciotto (C-331/17, EU:C:2018:859).

(5)  Dom af 13.1.2022, MIUR og Ufficio Scolastico Regionale per la Campania (C-282/19, EU:C:2022:3).

(6)  Dom af 13.3.2014, Nierodzik (C-38/13, EU:C:2014:152).

(7)  Dom af 14.9.2016, De Diego Porras (C-596/14, EU:C:2016:683).

(8)  Kendelse af 2.6.2021, SUSH og CGT Sanidad de Madrid (C-103/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:460).

(9)  Kendelse af 9.2.2017, Rodrigo Sanz (C-443/16, EU:C:2017:109).

(10)  Dom af 14.9.2016, Pérez López (C-16/15, EU:C:2016:679).

(11)  Dom af 21.11.2018, de Diego Porras (C-619/17, EU:C:2018:936).

(12)  Dom af 7.3.2018, Santoro (C-494/16, EU:C:2018:166).

(13)  Dom af 2.8.1993, Marshall (C-271/91, EU:C:1993:335).

(14)  Dom af 17.12.2015, Arjona Camacho (C-407/14, EU:C:2015:831).