Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

29. juli 2024 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv (EU) 2015/2302 – pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer – artikel 12 – ret til opsigelse af en aftale om en pakkerejse – ret til fuld refusion af alle betalinger for pakkerejsen – uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder – covid-19-pandemien – artikel 17 – rejsearrangørens insolvens – sikkerhed for refusion af alle betalinger, der er foretaget – højt forbrugerbeskyttelsesniveau – ligebehandlingsprincippet«

I de forenede sager C-771/22 og C-45/23,

angående to anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bezirksgericht für Handelssachen Wien (distriktsdomstolen for handelssager i Wien, Østrig) (C-771/22) og af Nederlandstalige Ondernemingsrechtbank Brussel (den nederlandsksprogede ret i handels- og erhvervsretlige sager i Bruxelles, Belgien) (C-45/23) ved afgørelser af 17. oktober 2022 og af 19. januar 2023, indgået til Domstolen henholdsvis den 19. december 2022 og den 31. januar 2023, i sagerne

Bundesarbeitskammer

mod

HDI Global SE (C-771/22),

og

A,

B,

C,

D

mod

MS Amlin Insurance SE (C-45/23),

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal (refererende dommer), Domstolens præsident, K. Lenaerts, som fungerende dommer i Anden Afdeling, og dommerne F. Biltgen, J. Passer og M.L. Arastey Sahún,

generaladvokat: L. Medina,

justitssekretær: fuldmægtig A. Lamote,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. december 2023,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Bundesarbeitskammer ved Rechtsanwalt S. Schumacher,

–        HDI Global SE ved Rechtsanwälte A. Gütlbauer, M. Pichlmair og S. Sighartsleitner,

–        A, B, C og D ved advocaten E. Loubris og J. Vanermen,

–        MS Amlin Insurance SE ved advocaat J. van Bellinghen,

–        den belgiske regering ved S. Baeyens, P. Cottin og C. Pochet, som befuldmægtigede,

–        den danske regering ved J.F. Kronborg og C. Maertens, som befuldmægtigede,

–        den græske regering ved Z. Chatzipavlou, K. Georgiadis, C. Kokkosi, K. Konsta og A. Magrippi, som befuldmægtigede,

–        Europa-Parlamentet ved M. Menegatti og I. Terwinghe, som befuldmægtigede,

–        Rådet for Den Europæiske Union ved N. Brzezinski og S. Emmerechts, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann, I. Rubene og F. van Schaik, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 7. marts 2024,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (EUT 2015, L 326, s. 1).

2        Disse anmodninger er blevet fremsat i forbindelse med to tvister dels mellem Bundesarbeitskammer (det østrigske forbundskammer for arbejdsmarkedet), som er indtrådt i en rejsendes rettigheder, og HDI Global SE, forsikringsselskab for denne passagers rejsearrangør (sag C-771/22), dels mellem A, B, C og D, fire andre rejsende, og MS Amlin Insurance SE, forsikringsselskab for disse fire rejsendes rejsearrangør (sag C-45/23), vedrørende disse forsikringsselskabers nægtelse af at refundere de pågældende rejsende deres betalinger som følge af disse rejsearrangørers konkurs.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 90/314/EØF

3        Følgende fremgik af artikel 4, stk. 6, i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (EFT 1990, L 158, s. 59):

»Hvis forbrugeren hæver kontrakten efter stk. 5, eller hvis rejsearrangøren aflyser pakkerejsen inden det aftalte afrejsetidspunkt uanset årsag, medmindre denne kan tilregnes forbrugeren, har forbrugeren ret til:

a)      enten at deltage i en pakkerejse af tilsvarende eller højere kvalitet, hvis rejsearrangøren og/eller formidleren kan tilbyde ham dette. Hvis erstatningspakkerejsen er af ringere kvalitet, skal rejsearrangøren tilbagebetale prisforskellen til forbrugeren

b)      eller hurtigt at få tilbagebetalt samtlige beløb, han har betalt i henhold til kontrakten.

[...]«

4        Dette direktivs artikel 7 bestemte:

»Den rejsearrangør og/eller formidler, der er part i kontrakten, skal godtgøre, at han stiller tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren.«

 Direktiv 2015/2302

5        1.-3., 39. og 40. betragtning til direktiv 2015/2302 har følgende ordlyd:

»(1)      [Direktiv 90/314] [...] giver forbrugerne en række vigtige rettigheder med hensyn til pakkerejser, særligt med hensyn til krav om oplysninger, de erhvervsdrivendes ansvar for levering af pakkerejsen i overensstemmelse med aftalen og beskyttelse mod en rejsearrangørs eller formidlers insolvens eller konkurs. Det er imidlertid nødvendigt at tilpasse reglerne i lovgivningen til udviklingen på markedet for at gøre dem mere egnede til det indre marked, fjerne visse tvetydigheder og afhjælpe den manglende regulering af visse forhold.

(2)      Turismen spiller en væsentlig rolle i Unionens økonomi, og pakkerejser, pakkeferier og pakketure (»pakkerejser«) udgør en væsentlig andel af rejsemarkedet. Dette marked er undergået væsentlige forandringer siden vedtagelsen af direktiv [90/314]. Ved siden af de traditionelle distributionskanaler har internettet fået stigende betydning som medium, hvor rejseydelser udbydes eller sælges. Rejseydelser kombineres ikke alene i form af traditionelle pakkerejser, der er arrangeret på forhånd, men kombineres ofte efter kundens behov. Mange af disse kombinationer af rejseydelser befinder sig i en juridisk »gråzone« eller er klart ikke omfattet af direktiv 90/314/EØF. Nærværende direktiv tager sigte på at tilpasse beskyttelsens omfang til at tage højde for denne udvikling, på at skabe større gennemsigtighed og på at øge retssikkerheden både for de rejsende og for de erhvervsdrivende.

(3)      Efter artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), [TEUF] skal Unionen bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 114 [TEUF].

[...]

(39)      Medlemsstaterne bør sikre, at rejsende, der køber en pakkerejse, fuldt ud er beskyttet i tilfælde af, at rejsearrangøren går konkurs eller bliver insolvent. De medlemsstater, hvor rejsearrangørerne er etableret, bør sikre, at de stiller sikkerhed for refusion af alle betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende, og, for så vidt som en pakkerejse indbefatter befordring af passagerer, for de rejsendes hjemtransport i tilfælde af rejsearrangørernes konkurs eller insolvens. Dog bør det være muligt at rejsende tilbydes fortsættelse af pakkerejsen. Medlemsstaterne bør fortsat have et skøn med hensyn til, hvordan der arrangeres beskyttelse mod konkurs eller insolvens, men de bør sikre, at beskyttelsen er effektiv. Effektivitet betyder, at beskyttelsen bør blive tilgængelig, så snart rejseydelser som en konsekvens af rejsearrangørens likviditetsproblemer ikke bliver udført, ikke vil blive udført eller kun delvist vil blive udført, eller når tjenesteydere kræver, at de rejsende betaler for dem. Medlemsstaterne bør kunne kræve, at rejsearrangører giver de rejsende en attest, der dokumenterer et direkte krav over for den udbyder, der yder beskyttelse mod konkurs eller insolvens.

(40)      For at beskyttelsen mod konkurs eller insolvens kan være effektiv, bør den dække de forventelige betalinger, der rammes af rejsearrangørens konkurs eller insolvens, og i givet fald de forventelige hjemtransportomkostninger. Det betyder, at beskyttelsen bør være tilstrækkelig til at dække alle forventelige betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende i forbindelse med pakkerejser i højsæsonen under hensyntagen til perioden mellem modtagelsen af sådanne betalinger og afslutningen af rejsen eller ferien, samt i givet fald de forventelige hjemtransportomkostninger. Dette vil generelt betyde, at sikkerheden skal dække en tilstrækkelig høj procentdel af rejsearrangørens omsætning, for så vidt angår pakkerejser, og kan afhænge af faktorer såsom typen af de solgte pakkerejser, herunder transportmiddel, rejsedestination og eventuelle lovmæssige begrænsninger eller rejsearrangørens forpligtelser med hensyn til størrelsen af de forudbetalinger, som denne må modtage, og deres timing inden pakkerejsens begyndelse. Da den nødvendige dækning kan beregnes på grundlag af de seneste forretningsdata såsom omsætningen i det seneste regnskabsår, bør rejsearrangørerne være forpligtet til at tilpasse beskyttelsen mod konkurs eller insolvens ved øgede risici, herunder en betydelig stigning i salget af pakkerejser. Ved den effektive beskyttelse mod konkurs eller insolvens bør der dog ikke tages hensyn til meget usandsynlige risici, f.eks. den samtidige insolvens eller konkurs af flere af de største rejsearrangører, hvilket i uforholdsmæssig høj grad ville have en indvirkning på omkostningerne til beskyttelse og således hæmme dens effektivitet. I sådanne tilfælde kan garantien for tilbagebetaling være begrænset.«

6        Artikel 1 i direktiv 2015/2302 med overskriften »Genstand« fastsætter følgende:

»Formålet med dette direktiv er at bidrage til det indre markeds funktion og til opnåelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, der er så ensartet som muligt, ved at tilnærme visse forhold i medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende aftaler, der indgås mellem rejsende og erhvervsdrivende, om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer.«

7        Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

1)      »rejseydelse«:

a)      passagerbefordring

b)      indkvartering, som ikke er en uløselig del af befordringen af passagerer, og som ikke er for at tage varigt ophold

c)      udlejning af biler, andre motorkøretøjer [...]

d)      enhver anden turistydelse, der ikke er en uløselig del af en rejseydelse som defineret i litra a), b) eller c)

[...]«

8        Det nævnte direktivs artikel 5 med overskriften »Oplysninger forud for aftalens indgåelse« bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at rejsearrangøren og, når pakkerejsen sælges gennem en formidler, også formidleren, inden den rejsende bliver bundet af en aftale om en pakkerejse eller et tilsvarende tilbud, giver den rejsende standardoplysningerne via det relevante skema, der er gengivet i bilag I, del A eller B, og, hvis de er relevante for pakkerejsen, følgende oplysninger[…]«

9        Følgende fremgår af det samme direktivs artikel 11 med overskriften »Ændring af andre vilkår i aftalen om en pakkerejse«:

»[...]

2.      Hvis rejsearrangøren inden pakkerejsens begyndelse er nødsaget til væsentligt at ændre et af rejseydelsernes væsentligste kendetegn, jf. artikel 5, stk. 1, første afsnit, litra a), eller ikke kan opfylde et særligt krav, jf. artikel 7, stk. 2, litra a), eller foreslår at øge pakkerejsens pris med mere end 8% i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, kan den rejsende inden for en rimelig frist fastsat af rejsearrangøren:

a)      acceptere den foreslåede ændring, eller

b)      opsige aftalen uden betaling af et opsigelsesgebyr.

Hvis den rejsende opsiger aftalen om en pakkerejse, kan den rejsende acceptere en erstatningspakkerejse, hvis rejsearrangøren tilbyder dette, så vidt muligt af en tilsvarende eller højere kvalitet.

[...]

5.      Hvis aftalen om pakkerejsen opsiges, jf. nærværende artikels stk. 2, første afsnit, litra b), og den rejsende ikke accepterer en erstatningspakkerejse, refunderer rejsearrangøren alle betalinger, der er foretaget af eller på vegne af den rejsende, hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest 14 dage efter opsigelsen af aftalen. [...]«

10      Følgende fremgår af artikel 12 i direktiv 2015/2302 med overskriften »Opsigelse af aftalen om en pakkerejse og fortrydelsesret inden pakkerejsens begyndelse«:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at den rejsende når som helst kan opsige aftalen om en pakkerejse inden pakkerejsens begyndelse. Hvis den rejsende opsiger aftalen om en pakkerejse i henhold til dette stykke, kan den rejsende være forpligtet til at betale et passende og begrundet opsigelsesgebyr til rejsearrangøren. [...]

2.      Uanset stk. 1 har den rejsende ret til at opsige aftalen om pakkerejsen inden pakkerejsens begyndelse uden at betale noget opsigelsesgebyr i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, der indtræffer på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf, og som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen, eller som i væsentlig grad berører befordringen af passagerer til destinationen. I tilfælde af opsigelse af aftalen om pakkerejsen i henhold til dette stykke har den rejsende ret til fuld refusion af alle betalinger for pakkerejsen, men har ikke ret til yderligere kompensation.

3.      Rejsearrangøren kan opsige aftalen om pakkerejsen og give den rejsende fuld refusion af alle betalinger for pakkerejsen, men hæfter ikke for yderligere kompensation, hvis:

[...]

b)      rejsearrangøren er forhindret i at opfylde aftalen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder og underretter den rejsende om opsigelsen af kontrakten snarest muligt inden pakkerejsens begyndelse.

4.      Rejsearrangøren foretager de refusioner, der kræves i henhold til stk. 2 og 3, eller, for så vidt angår stk. 1, refunderer alle betalinger, som er foretaget af eller på vegne af den rejsende for pakkerejsen minus et passende opsigelsesgebyr. Sådanne refusioner skal ske til den rejsende hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest 14 dage efter, at aftalen om pakkerejsen er opsagt.

[...]«

11      Følgende fremgår af dette direktivs artikel 17 med overskriften »Omfanget og effektiviteten af beskyttelsen mod konkurs eller insolvens«:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at rejsearrangører, der er etableret på medlemsstatens område, stiller garanti for, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af rejsende refunderes, i det omfang de relevante ydelser ikke leveres som følge af rejsearrangørens konkurs eller insolvens. Hvis befordring af passagerer er omfattet af aftalen om en pakkerejse, stiller rejsearrangørerne også sikkerhed for de rejsendes hjemtransport. Fortsættelse af pakkerejsen kan tilbydes.

[...]

2.      Garantien omhandlet i stk. 1 skal være effektiv og dække omkostninger, der med rimelighed kan forudsiges. Den skal dække de betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende i forbindelse med pakkerejser under hensyntagen til længden af den tid, der er gået mellem betaling af depositum og slutbetaling og afslutningen af pakkerejserne, og de anslåede hjemtransportomkostninger i tilfælde af rejsearrangørens konkurs eller insolvens.

[...]

4.      Når leveringen af pakkerejsen påvirkes af rejsearrangørens konkurs eller insolvens, skal det være muligt at benytte garantien vederlagsfrit for at sikre hjemtransport og, hvis det er nødvendigt, finansiering af indkvartering forud for hjemtransport.

5.      Rejseydelser, der endnu ikke er leveret, refunderes hurtigst muligt på anmodning af den rejsende.«

12      Del A i bilag I til det nævnte direktiv med overskriften »Standardoplysningsskema for aftaler om pakkerejser, hvor anvendelsen af hyperlinks er muligt« fremstiller i en tekstboks indholdet af dette skema og angiver, at den rejsende modtager følgende oplysninger ved at klikke på hyperlinket:

»Centrale rettigheder efter direktiv (EU) 2015/2302

[...]

–        Hvis rejsearrangøren eller i nogle medlemsstater formidleren går konkurs eller bliver insolvent, refunderes betalingerne. [...]

[...]«

13      Del B i bilag I til det samme direktiv med overskriften »Standardoplysningsskema for aftaler om pakkerejser for andre tilfælde end dem, der er omfattet af del A« angiver i en tekstboks indholdet af dette skema og fastsætter de samme centrale rettigheder som dem, der er fastsat i del A i bilag I til det nævnte direktiv.

 Østrigsk ret

14      § 3 i Verordnung der Bundesministerin für Digitalisierung und Wirtschaftsstandort über Pauschalreisen und verbundene Reiseleistungen (bekendtgørelse fra forbundsministeren for digitalisering og erhvervsforhold om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer) af 28. september 2018 (BGBl. II, 260/2018) fastsætter:

»(1)      Leverandører af rejseydelser skal sikre, at den rejsende får refunderet

1)      de allerede betalte beløb (depositum og restbetalinger), såfremt rejseydelserne som følge af leverandøren af rejseydelsers insolvens helt eller delvist ikke leveres, eller hvis tjenesteyderen kræver, at den rejsende betaler disse

[2])      de nødvendige udgifter til hjemtransport og, hvis det er nødvendigt, finansiering af indkvartering forud for hjemtransport, som er opstået, fordi rejsearrangøren eller – såfremt der er tale om ansvar for transport af personer – formidleren af sammensatte rejsearrangementer er insolvent, og

[3])      eventuelt de nødvendige omkostninger til at fortsætte pakkerejsen eller det formidlede sammensatte rejsearrangement. [...]«

15      § 10 i Bundesgesetz über Pauschalreisen und verbundene Reiseleistungen (Pauschalreisegesetz – PRG) (forbundslov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer) af 24. april 2017 (BGBl. I, 50/2017) bestemmer:

»(1)      Den rejsende kan når som helst kan opsige aftalen om en pakkerejse inden pakkerejsens begyndelse. Hvis den rejsende opsiger aftalen om en pakkerejse i henhold til dette stykke, kan den rejsende være forpligtet til at betale et passende og begrundet opsigelsesgebyr til rejsearrangøren. Der kan i aftalen om pakkerejsen fastsættes rimelige, standardiserede opsigelsesgebyrer under hensyn til den tidsmæssige afstand mellem opsigelsen og rejsens planlagte begyndelse og de forventede sparede omkostninger og indtægter fra afsættelse af rejseydelserne til anden side. Er der ikke fastsat standardiserede opsigelsesgebyrer, skal opsigelsesgebyret svare til pakkerejsens pris minus de sparede omkostninger og indtægterne fra afsættelse af rejseydelserne til anden side. Rejsearrangøren forelægger på den rejsendes anmodning en begrundelse for opsigelsesgebyrernes størrelse.

(2)      Uanset stk. 1 har den rejsende ret til at opsige aftalen om pakkerejsen inden pakkerejsens begyndelse uden at betale noget opsigelsesgebyr i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, der indtræffer på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf, og som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen, eller som i væsentlig grad berører befordringen af passagerer til destinationen. I tilfælde af opsigelse af aftalen om pakkerejsen i henhold til dette stykke har den rejsende ret til fuld refusion af alle betalinger for pakkerejsen, men har ikke ret til yderligere kompensation.

[...]

(4)      Rejsearrangøren refunderer i tilfælde af en opsigelse i henhold til ovenstående stykker alle beløb, som er betalt for pakkerejsen af denne eller i dennes navn – i tilfælde af en opsigelse i henhold til stk. 1 minus et opsigelsesgebyr som fastsat i denne bestemmelse – hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest 14 dage efter modtagelsen af meddelelsen af opsigelsen.«

 Belgisk ret

 Lov om salg af pakkerejser

16      Den rejsende har i henhold til artikel 30 i loi relative à la vente de voyages à forfait, de prestations de voyage liées et de services de voyage (lov om salg af pakkerejser, sammensatte rejsearrangementer og rejseydelser) af 21. november 2017 (Moniteur belge af 1.12.2017, s. 106673, herefter »lov om salg af pakkerejser«) ret til at opsige sin aftale om pakkerejse »i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, der indtræffer på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf, og som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen, eller som i væsentlig grad berører befordringen af passagerer til destinationen«. I et sådant tilfælde giver denne artikel den rejsende ret til fuld refusion af alle betalinger, som er foretaget til rejsearrangøren.

17      Artikel 54 i lov om salg af pakkerejser bestemmer:

»Rejsearrangører og formidlere med hjemsted i Belgien stiller garanti for, at alle betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende, refunderes, i det omfang de relevante ydelser ikke leveres som følge af rejsearrangørens konkurs eller insolvens. [...]«

 Kongelig bekendtgørelse om insolvensbeskyttelse ved salg af pakkerejser, sammensatte rejsearrangementer og rejseydelser

18      Artikel 3 i arrêté Royal relatif à la protection contre l’insolvabilité lors de la vente de voyages à forfait, de prestations de voyage liées et de services de voyage (kongelig bekendtgørelse om insolvensbeskyttelse ved salg af pakkerejser, sammensatte rejsearrangementer og rejseydelser) af 29. maj 2018 (Moniteur belge af 11.6.2018, s. 48438, herefter »kongelig bekendtgørelse om insolvensbeskyttelse ved salg af pakkerejser«) har følgende ordlyd:

»De garantier, der er omhandlet i artikel 54, 55, 65 og 72 i lov [om salg af pakkerejser], stilles ved en forsikringsaftale, der indgås hos et forsikringsselskab, der har tilladelse til at gennemføre sådanne transaktioner.«

19      Artikel 10 i denne kongelige bekendtgørelse har følgende ordlyd:

»Garantien for forsikringsaftalen opnås af den begunstigede fra indgåelsen af aftalen med den erhvervsdrivende, der er omhandlet i artikel 2, stk. 7, i lov [om salg af pakkerejser], under forsikringsaftalens gyldighedsperiode.«

20      Den nævnte kongelige bekendtgørelses artikel 12, stk. 1, bestemmer følgende:

»I tilfælde af rejsearrangørens insolvens yder forsikringsaftalen følgende garanti:

1°      fortsættelse af pakkerejsen, hvis det er muligt

2°      refusion af alle betalinger foretaget i forbindelse med indgåelsen af aftalen med den erhvervsdrivende

3°      refusion af de betalinger, der er foretaget for de pakkerejseydelser, der ikke kan gennemføres som følge af den erhvervsdrivendes insolvens

4°      hjemtransport af de rejsende, når opfyldelsen af kontrakten med den erhvervsdrivende allerede er påbegyndt, og denne kontrakt indeholder bestemmelser om transport af den begunstigede og, hvis det er nødvendigt, indkvartering indtil hjemtransport.«

21      Den samme kongelige bekendtgørelses artikel 13, stk. 1, begrænser refusionen til »alle betalinger, som den rejsende har ydet til den erhvervsdrivende for rejseaftalen, hvis aftalen som følge af den erhvervsdrivendes insolvens ikke opfyldes, eller [...] [til] alle betalinger, som er blevet ydet for rejseydelser, der på grund af den erhvervsdrivendes insolvens ikke leveres«.

 Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

 Sag C-771/22

22      HDI Global er et forsikringsselskab, der med Flamenco Sprachreisen GmbH (herefter »Flamenco«), en rejsearrangør, indgik en forsikringsaftale, der dækker de risici, som er forbundet med sidstnævntes insolvens, således som omhandlet i artikel 3 i bekendtgørelsen fra forbundsministeren for digitalisering og erhvervsforhold om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer.

23      XY indgik den 3. marts 2020 en aftale med Flamenco om en pakkerejse til Las Palmas på Gran Canaria (Spanien) fra den 3. maj til den 2. juni 2020. XY betalte den samlede pris på 2 656 EUR for rejsen den 9. marts 2020.

24      Den 16. marts 2020 opsagde XY denne aftale navnlig på grund af advarslerne udstedt af de østrigske og de spanske myndigheder efter spredningen af covid-19. Denne opsigelse blev ikke bestridt af Flamenco, der dog ikke refunderede den pågældende rejses pris.

25      Den 9. juni 2022 erklærede Landesgericht Linz (den regionale domstol i Linz, Østrig) efter insolvensprocedurens afslutning Flamenco konkurs.

26      XY overdrog sit krav mod Flamenco til Bundesarbeitskammer (det østrigske forbundskammer for arbejdsmarkedet) svarende til tilbagebetalingen af den pris, der er betalt for pakkerejsen. Efter denne overdragelse krævede forbundskammeret dette beløb tilbagebetalt af HDI Global i egenskab af forsikringsgiveren for Flamencos insolvens. HDI Global nægtede at foretage den nævnte tilbagebetaling med den begrundelse, at selskabet kun dækkede den risiko for manglende levering af pakken, der er forbundet med denne insolvens.

27      I forlængelse af dette afslag har Bundesarbeitskammer anlagt sag mod HDI Global ved Bezirksgericht für Handelssachen Wien (distriktsdomstolen for handelssager i Wien, Østrig), som er den forelæggende ret.

28      Den pågældende distriktsdomstol er for det første af den opfattelse, at det med henblik på en afgørelse af tvisten i hovedsagen er afgørende, om den ret til refusion, som en rejsende har som følge af en opsigelse af en pakkerejse før rejsearrangørens insolvens, er omfattet af denne rejsearrangørs beskyttelse mod insolvens. Det skal ifølge den nævnte distriktsdomstol navnlig afgøres, om der skal foreligge en årsagssammenhæng mellem denne insolvens og den manglende eller utilstrækkelige levering af den pågældende rejseydelse.

29      I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at ordlyden af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 taler for, at der, henset til ordene »i det omfang« og »som følge af«, skal foreligge en sådan årsagssammenhæng. Et sådant krav ville resultere i, at de refusioner, som en rejsende har ret til efter en opsigelse af den pågældendes pakkerejse forud for den pågældende rejsearrangørs insolvens, ikke er omfattet af den beskyttelse mod denne insolvens, der er fastsat i denne bestemmelse.

30      39. betragtning til direktiv 2015/2302 taler imidlertid imod en sådan forståelse af den nævnte bestemmelse, idet denne bestemmelse fastsætter, at medlemsstaterne bør sikre dels, at rejsende, der køber en pakkerejse, »fuldt ud er beskyttet« i tilfælde af, at rejsearrangøren går konkurs eller bliver insolvent, dels at sidstnævnte stiller sikkerhed for refusion af »alle betalinger«, der er foretaget af rejsende, og for de rejsendes hjemtransport i tilfælde af rejsearrangørernes konkurs eller insolvens. Tilgangen i denne betragtning understøttes desuden af det høje forbrugerbeskyttelsesniveau, der tilstræbes i Unionen, således som det fremgår af artikel 114, stk. 3, TEUF og artikel 169 TEUF samt artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

31      Den forelæggende ret har endvidere anført, at spørgsmålet om omfanget af beskyttelsen mod rejsearrangørens insolvens blev drøftet med medlemsstaterne i forbindelse med udvekslinger med Europa-Kommissionen, hvorunder sidstnævnte på den side anførte, at det ikke var EU-lovgivers hensigt i artikel 17 i direktiv 2015/2302 med vedtagelsen af en ændring af ordlyden heraf i forhold til den, der fremgik af artikel 7 i direktiv 90/314, at indskrænke den garanti, der gives rejsende i tilfælde af rejsearrangørens insolvens, og, på den anden side, at ifølge ordlyden af denne artikel 17 var enhver beskyttelse udtrykkeligt udelukket, hvis rejseaftalen blev opsagt inden insolvensens indtræden. Den nævnte ret har ligeledes anført, at Domstolen i dens retspraksis vedrørende artikel 7 i direktiv 90/314 har fundet, at garantien for tilbagebetaling af de beløb, som den rejsende har erlagt i tilfælde af arrangørens insolvens eller konkurs, gives uafhængigt af årsagerne til den nævnte insolvens (jf. i denne retning dom af 14.5.1998, Verein für Konsumenteninformation, C-364/96, EU:C:1998:226, af 15.6.1999, Rechberger m.fl., C-140/97, EU:C:1999:306, og af 16.2.2012, Blödel-Pawlik, C-134/11, EU:C:2012:98).

32      Den forelæggende ret ønsker for det andet oplyst, om en rejsende, når denne opsiger sin pakkerejse med rejsearrangøren på grund af ekstraordinære omstændigheder inden indledningen af insolvensproceduren vedrørende denne sidstnævnte, men denne procedure finder sted i den periode, som er fastsat til den pågældende rejse, i henhold til den beskyttelse, der er sikret ved artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302, har ret til refusion af de betalinger, som den pågældende har foretaget til denne rejsearrangør. I denne henseende er den nævnte ret af den opfattelse, at henset til formålet om forbrugerbeskyttelse, som EU-retten forfølger, giver en antagelse af, at en rejsende har ret til at blive beskyttet mod en rejsearrangørs insolvens, når den pågældende har påbegyndt sin pakkerejse, men ikke når vedkommende med rette har opsagt sin rejseaftale, ikke nogen mening.

33      Den forelæggende ret er for det tredje i tvivl om, hvorvidt, når der foreligger en indirekte sammenhæng mellem en rejsendes opsigelse af en pakkerejse og arrangøren af denne rejses insolvens, for så vidt som begge forhold skyldes den samme usædvanlige omstændighed, såsom i dette tilfælde covid-19-pandemien, denne rejsendes ret til refusion er omfattet af den garanti mod insolvens, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302. Den forelæggende ret har i denne forbindelse henvist til det af Bundesarbeitskammer fremførte argument om, at hvis denne artikel 17, stk. 1, skulle fortolkes således, at beskyttelsen ikke finder anvendelse, når rejsearrangørens insolvens skyldes den samme usædvanlige omstændighed som den, der har begrundet den rejsendes opsigelse af pakkerejsen, ville sidstnævnte have en stor interesse i ikke at udøve dennes opsigelsesret og afvente rejsearrangørens insolvens. En sådan tilgang formindsker interessen for den opsigelsesret, der er sikret forbrugerne ved det nævnte direktivs artikel 12.

34      På denne baggrund har Bezirksgericht für Handelssachen Wien (distriktsdomstolen for handelssager i Wien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 17 i [direktiv 2015/2302] fortolkes således, at betalinger, som en rejsende har erlagt til [en rejsearrangør] inden rejsens begyndelse, kun er sikrede, hvis rejsen som følge af [denne rejsearrangørs] insolvens ikke finder sted, eller er også betalinger, som er erlagt til rejsearrangøren inden indledningen af insolvensbehandlingen [af sidstnævnte], sikrede, hvis den [nævnte] rejsende inden insolvensens indtræden opsiger rejseaftalen på grund af usædvanlige omstændigheder som omhandlet i artikel 12 i direktiv 2015/2302?

2)      Skal artikel 17 i [direktiv 2015/2302] fortolkes således, at betalinger, som en rejsende har erlagt til [en rejsearrangør] inden rejsens begyndelse, er sikrede, hvis den rejsende inden rejsen og inden [indtræden af denne rejsearrangørs insolvens] opsiger rejseaftalen på grund af usædvanlige omstændigheder som omhandlet i artikel 12 i direktiv 2015/2302, men insolvensen ville være indtruffet under den reserverede rejse?

3)      Skal artikel 17 i [direktiv 2015/2302] fortolkes således, at betalinger, som en rejsende har erlagt til [en rejsearrangør] inden rejsens begyndelse, er sikrede, hvis den rejsende inden rejsen og inden [indtræden af den sidstnævnte rejsearrangørs insolvens] opsiger rejseaftalen på grund af usædvanlige omstændigheder som omhandlet i artikel 12 i direktiv 2015/2302, og rejsearrangørens insolvens er indtruffet som følge af disse usædvanlige omstændigheder?«

 Sag C-45/23

35      Den 13. november 2019 købte A, B, C og D gennem formidleren Selectair Inter-Sun Reizen en aftale om en pakkerejse med rejsearrangøren Exclusive Destinations til en pris på 36 832,00 EUR fra Bruxelles (Belgien) til Punta Cana (Den Dominikanske Republik) fra den 21. marts til den 29. marts 2020.

36      På grund af spredningen af covid-19-pandemien blev denne rejse udskudt til perioden mellem den 21. november og den 30. november 2020. Prisen for den nævnte rejse blev derefter fastsat til 46 428 EUR.

37      A, B, C og D opsagde deres rejseaftale den 20. oktober 2020 som følge af den fortsatte covid-19-pandemi og anmodede Exclusive Destinations om at refundere 36 832 EUR, som de havde betalt for den pågældende rejse.

38      Ondernemingsrechtbank Gent (retten i handels- og erhvervsretlige sager i Gent, Belgien) erklærede Exclusive Destinations insolvent den 8. december 2020. Den 9. december 2020 refunderede Selectair Inter-Sun Reizen A og C et beløb på 4 151 EUR, der endnu ikke var blevet viderebetalt til Exclusive Destinations.

39      A, B, C og D anmodede den 22. januar 2021 MS Amlin Insurance, som dækkede Exclusive Destinations i tilfælde af insolvens, om at refundere de beløb, som A, B, C og D havde betalt sidstnævnte, og som ikke var blevet refunderet til dem.

40      MS Amlin Insurance afviste at foretage denne refusion med henvisning til, at forsikringsselskabet kun dækkede manglende levering af rejseydelser som følge af Exclusive Destinations’ insolvens. Den manglende gennemførelse af A, B, C og D’s rejse skyldtes imidlertid sidstnævntes opsigelse af deres rejseaftale og ikke Exclusive Destinations’ insolvens.

41      Efter denne afvisning anlagde A, B, C og D sag ved Nederlandstalige Ondernemingsrechtbank Brussel (den nederlandsksprogede ret i handels- og erhvervsretlige sager i Bruxelles, Belgien), som er den forelæggende ret, med påstand om, at MS Amlin Insurance tilpligtes at betale 32 681 EUR med tillæg af renter fra den 22. januar 2021.

42      Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 fastsatte garanti kun er obligatorisk, såfremt de pågældende rejseydelser som følge af rejsearrangørens insolvens ikke leveres. Denne garanti bør derfor ikke omfatte andre årsager for manglende opfyldelse, som f.eks. den rejsendes opsigelse af pakkerejsen på grund af ekstraordinære og uundgåelige omstændigheder, der indtræffer på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf, og som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen. Lov om salg af pakkerejser og kongelig bekendtgørelse om insolvensbeskyttelse ved salg af pakkerejser, sammensatte rejsearrangementer og rejseydelser fastsætter ikke en mere omfattende beskyttelse af den rejsende i denne henseende. Den forelæggende ret har udledt heraf, at når en rejsearrangør som i den foreliggende sag går konkurs efter de rejsendes opsigelse af deres pakkerejse på grund af ekstraordinære og uundgåelige omstændigheder, men før rejsearrangøren har refunderet disse rejsende de beløb, som de havde betalt for denne rejse, er disse rejsende ikke omfattet af den i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 fastsatte garanti.

43      Den forelæggende ret har imidlertid givet udtryk for tvivl med hensyn til omfanget af beskyttelsen i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse.

44      Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om den omstændighed, at den i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 fastsatte garanti ikke finder anvendelse på en rejsende, som har ret til refusion af de beløb, som den pågældende har betalt efter opsigelsen af sin pakkerejse på grund af ekstraordinære og uundgåelige omstændigheder, når rejsearrangøren er gået konkurs efter denne opsigelse, men før refusionen af de betalinger, der er foretaget, gør det muligt at sikre forbrugerne en tilstrækkelig beskyttelse i overensstemmelse med det generelle formål med dette direktiv. Den forelæggende ret har i denne forbindelse henvist til, at dette formål består i at bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, således som det fremgår af 3. betragtning til det nævnte direktiv, som henviser til artikel 169 TEUF. 39. betragtning til det samme direktiv anfører endvidere, at rejsende, der køber en pakkerejse, skal være fuldt ud beskyttet i tilfælde af, at rejsearrangøren går konkurs eller bliver insolvent, og at den sikkerhed, som rejsearrangørerne stiller i tilfælde af konkurs eller insolvens, skal omfatte refusion af alle betalinger, der er foretaget af rejsende. Den forelæggende ret har ligeledes fremhævet, at mens direktiv 90/314 var i kraft, omfattede forbrugerbeskyttelsen mod rejsearrangørernes insolvens alle de beløb, som de havde betalt.

45      Den forelæggende ret ønsker for det andet oplyst, om den insolvensbeskyttelse, der er fastsat i direktiv 2015/2302, medfører en forskelsbehandling. Ifølge denne ret lider både en rejsende, hvis rejse ikke kan gennemføres, fordi rejsearrangøren bliver insolvent, og en rejsende, der som følge af en opsigelse ikke kan få refusion som følge af denne insolvens, et finansielt tab, der er forbundet med den omstændighed, at de begge har betalt prisen for deres rejse før opfyldelsen af den pågældende pakkerejse. Ifølge ordlyden af dette direktivs artikel 17 er det imidlertid kun den første rejsendes tab, der er omfattet af beskyttelsen mod rejsearrangørens insolvens. Den forelæggende ret er derfor i tvivl om, hvorvidt der foreligger en begrundet forskelsbehandling.

46      På denne baggrund har Nederlandstalige ondernemingsrechtbank Brussel (den nederlandsksprogede ret i handels- og erhvervsretlige sager i Bruxelles) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 17, stk. 1, i [direktiv 2015/2302] fortolkes således, at den heri foreskrevne garanti for, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af rejsende refunderes, også gælder, når den rejsende opsiger aftalen om pakkerejsen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i dette direktivs artikel 12, stk. 2, og rejsearrangøren – efter at aftalen om pakkerejsen er blevet opsagt af denne grund, men før disse beløb er blevet refunderet til den rejsende – erklæres insolvent, hvorved den rejsende lider et økonomisk tab og dermed bærer en økonomisk risiko i tilfælde af rejsearrangørens insolvens?«

 Retsforhandlingerne for Domstolen

47      Ved Domstolens afgørelse af 24. oktober 2023 er sagerne C-771/22 og C-45/23 blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

 Formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-771/22

48      HDI Global er af den opfattelse, at fortolkningen af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 ikke er afgørende for løsningen af tvisten i hovedsagen i sag C-771/22. Det er kun indholdet af den forsikringsaftale, som HDI Global har indgået med Flamenco, der er afgørende for denne løsning, således at anmodningen om præjudiciel afgørelse i denne sag vedrører en afklaring af generelle eller hypotetiske spørgsmål, hvilket den præjudicielle procedure ikke kan anvendes til.

49      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i medfør af artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 22.2.2024, Consejería de Presidencia, Justicia e Interior de la Comunidad de Madrid m.fl., C-59/22, C-110/22 og C-159/22, EU:C:2024:149, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

50      Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at problemet er af hypotetisk karakter (jf. i denne retning dom af 22.2.2024, Consejería de Presidencia, Justicia e Interior de la Comunidad de Madrid m.fl., C-59/22, C-110/22 og C-159/22, EU:C:2024:149, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

51      Det fremgår imidlertid ikke, at de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt i sag C-771/22, er hypotetiske, henset til tvisten i hovedsagen. Sidstnævnte vedrører nemlig omfanget af den beskyttelse, som rejsende skal have, når pakkerejsearrangøren er insolvent. Artikel 17 i direktiv 2015/2302 definerer således den beskyttelse af rejsende mod pakkerejsearrangørs insolvens, som medlemsstaterne skal gennemføre.

52      Anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-771/22 kan derfor antages til realitetsbehandling.

 De præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål i sag C-771/22 og det eneste spørgsmål i sag C-45/23

53      Med det første spørgsmål i sag C-771/22 og det eneste spørgsmål i sag C-45/23, som skal behandles samlet, ønsker de forelæggende retter nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 skal fortolkes således, at den garanti, der gives rejsende i tilfælde af rejsearrangørens insolvens, finder anvendelse, når en rejsende opsiger sin pakkerejse på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder i henhold til dette direktivs artikel 12, stk. 2, når den pågældende pakkerejsearrangør bliver insolvent efter denne opsigelse, og når denne rejsende inden indtræden af denne insolvens ikke har fået den fulde refusion af alle foretagne betalinger, som den pågældende har ret til i medfør af denne sidstnævnte bestemmelse.

54      Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302 giver den rejsende ret til fuld refusion af alle betalinger for pakkerejsen, når vedkommende opsiger sin pakkerejse inden pakkerejsens begyndelse på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, der indtræffer på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf, og som væsentligt berører leveringen af denne pakkerejse, eller som i væsentlig grad berører befordringen af passagerer til denne destination. Hvis den rejsende udøver denne ret, pålægger dette direktivs artikel 12, stk. 4, desuden rejsearrangøren at foretage denne refusion hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest 14 dage efter, at aftalen om pakkerejsen er opsagt.

55      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at de rejsende i tvisterne i hovedsagerne kunne opsige deres pakkerejse i henhold til artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302 som følge af udbruddet af og den fortsatte covid-19-pandemi. Disse rejsende havde derfor ret til fuld refusion af alle betalinger foretaget til de pågældende rejsearrangører senest 14 dage efter, at aftalen om deres pakkerejse var opsagt. På trods af denne ret fik de rejsende ikke refusion, eftersom disse rejsearrangører blev insolvente og de sidstnævntes forsikringsselskab ikke havde til hensigt at yde forsikringsdækning i betragtning af, at de ikke var forpligtet hertil, henset til den nationale lovgivning, der gennemførte dette direktivs artikel 17, stk. 1.

56      For så vidt angår fortolkningen af denne sidstnævnte bestemmelse skal der ifølge fast retspraksis ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af, og eventuelt dens tilblivelseshistorie (jf. i denne retning dom af 12.1.2023, FTI Touristik (Pakkerejse til De Kanariske Øer), C-396/21, EU:C:2023:10, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). Når betydningen af en bestemmelse i EU-retten imidlertid er utvetydig i henhold til selve bestemmelsens ordlyd, kan Domstolen ikke fravige denne betydning (jf. i denne retning dom af 25.1.2022, VYSOČINA WIND, C-181/20, EU:C:2022:51, præmis 39).

57      Hvad angår ordlyden af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 fastsætter den, at medlemsstaterne bør sikre, at rejsearrangører, der er etableret på medlemsstatens område, stiller garanti for, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af rejsende refunderes, i det omfang de relevante ydelser ikke leveres som følge af denne rejsearrangørs konkurs eller insolvens.

58      Ordene »de relevante ydelser« kunne ganske vist forstås således, at de vedrører »rejseydelse[r]« som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2015/2302, hvilket ville betyde, at den beskyttelse mod en rejsearrangørs insolvens, som hver medlemsstat skal indføre, kun dækker de situationer, hvori de rejseydelser, som er fastsat i aftalen om pakkerejsen, ikke er blevet leveret som følge af arrangørens insolvens. Ifølge denne fortolkning bør der foreligge en årsagssammenhæng mellem den manglende opfyldelse af disse rejseydelser og rejsearrangørens insolvens, for at den rejsende er omfattet af den beskyttelse mod rejsearrangørens insolvens, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 17.

59      Som anført af flere af parterne i sagen for Domstolen henvises der i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 til forskel fra adskillige andre bestemmelser i dette direktiv ikke til »rejseydelser«, men til »de relevante ydelser«, idet dette sidstnævnte udtryk kan forstås således, at det har en større rækkevidde end det førstnævnte udtryk, der dækker andre ydelser, som leveres af rejsearrangører, som f.eks. de refusioner, der skal betales til de rejsende som følge af en opsigelse af deres pakkerejse.

60      Det følger heraf, at betydningen af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 ikke fremgår utvetydigt af dens ordlyd. Der skal derfor i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 56, foretages en undersøgelse af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, formålet med dette direktiv og eventuelt denne sidstnævnte bestemmelses tilblivelseshistorie.

61      Hvad for det første angår den sammenhæng, hvori artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 indgår, præciseres det indledningsvis i dette direktivs artikel 17, stk. 4, at det skal være muligt at benytte garantien vederlagsfrit for at sikre hjemtransport og, hvis det er nødvendigt, finansiering af indkvartering forud for hjemtransport, når leveringen af pakkerejsen påvirkes af rejsearrangørens konkurs eller insolvens.

62      Det nævnte direktivs artikel 17, stk. 5, fastsætter for sit vedkommende, at rejseydelser, der endnu ikke er leveret, refunderes hurtigst muligt på anmodning af den rejsende.

63      I betragtning af deres ordlyd, herunder navnlig ordene »når leveringen af pakkerejsen påvirkes af rejsearrangørens konkurs eller insolvens« og »rejseydelser, der endnu ikke er leveret« i henholdsvis artikel 17, stk. 4, og artikel 17, stk. 5, i direktiv 2015/2302, kan disse bestemmelser støtte en fortolkning af det nævnte direktivs artikel 17, stk. 1, hvorefter begrebet »de relevante ydelser« kun omfatter »rejseydelser«, således at den i denne artikel fastsatte garanti kun finder anvendelse, når der foreligger en sammenhæng mellem den manglende opfyldelse af disse ydelser og rejsearrangørens insolvens.

64      Dernæst fastsætter artikel 17, stk. 2, i direktiv 2015/2302, at garantien omhandlet i denne artikels stk. 1 skal være effektiv og dække omkostninger, der med rimelighed kan forudsiges. Denne garanti skal således dække de betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende i forbindelse med pakkerejser under hensyntagen til længden af den tid, der er gået mellem betaling af depositum og slutbetaling og afslutningen af pakkerejserne, og de anslåede hjemtransportomkostninger i tilfælde af rejsearrangørens konkurs eller insolvens.

65      For så vidt angår kravet om effektiviteten af den beskyttelse mod rejsearrangørens insolvens, der er fastsat i denne bestemmelse, anføres det i 39. betragtning til direktiv 2015/2302, at effektivitet betyder, at beskyttelsen bør blive tilgængelig, så snart rejseydelser som en konsekvens af denne rejsearrangørs likviditetsproblemer ikke bliver udført, ikke vil blive udført eller kun delvist vil blive udført, eller når tjenesteydere kræver, at de rejsende betaler for dem, hvilket kunne give anledning til den antagelse, at det nævnte direktivs artikel 17, stk. 2, sammenholdt med disse forhold i 39. betragtning hertil, ligeledes kan støtte den fortolkning, der er omhandlet i denne doms præmis 58.

66      Det anføres imidlertid for det første ligeledes i denne 39. betragtning, at medlemsstaterne bør sikre, at rejsende, der køber en pakkerejse, »fuldt ud er beskyttet« i tilfælde af, at rejsearrangøren går konkurs eller bliver insolvent, og derfor, at den i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 fastsatte garanti i et sådant tilfælde af insolvens dækker »refusion af alle betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende«.

67      For det andet anføres det i 40. betragtning til dette direktiv, at kravet om effektiviteten af beskyttelsen mod rejsearrangørens insolvens kræver, at beskyttelsen mod denne insolvens dækker »de forventelige betalinger, der rammes af rejsearrangørens konkurs eller insolvens«, hvilket generelt betyder, at den sikkerhed, der giver denne beskyttelse, skal dække en tilstrækkelig høj procentdel af denne rejsearrangørs omsætning. Ifølge denne betragtning er det kun »meget usandsynlige risici«, som f.eks. den samtidige insolvens eller konkurs af flere af de største rejsearrangører, som ikke skal tages i betragtning. Sådanne risici har dog ingen forbindelse med den omstændighed, der lå til grund for rejsearrangørens refusionsforpligtelse, hvad enten der er tale om en manglende opfyldelse af rejseaftalen eller en opsigelse af denne inden pakkerejsens begyndelse.

68      Enhver betalingsrefusion, der skal foretages af rejsearrangøren som følge af denne sidstnævntes eller den rejsendes opsigelse af en pakkerejse, bl.a. på grundlag af artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302, er således en forventelig betaling, der kan rammes af rejsearrangørens konkurs eller insolvens som omhandlet i 40. betragtning til dette direktiv. Denne refusion vedrører betalinger, der er foretaget af den rejsende efter indgåelsen af en pakkerejse, der i medfør af det nævnte direktivs artikel 17, stk. 2, principielt er omfattet af garantien omhandlet i denne artikels stk. 1.

69      Som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 89 i forslaget til afgørelse, ville den rejsendes ret, som er fastsat i artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302, til fuld refusion af alle betalinger, der er foretaget af den rejsende i tilfælde af den rejsendes opsigelse af sin pakkerejse på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, miste sin effektive virkning, hvis dette direktivs artikel 17, stk. 1, skulle fortolkes således, at når rejsearrangørens insolvens indtræder efter denne opsigelse, dækker beskyttelsen mod en sådan insolvens ikke de tilsvarende refusionskrav. Denne vurdering gælder ligeledes for de andre refusioner, som er indeholdt i det nævnte direktivs artikel 11, stk. 5, og artikel 12, og som en rejsende har ret til som følge af den pågældendes egen eller rejsearrangørens opsigelse af sin pakkerejse.

70      Den manglende anvendelse af den i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 fastsatte garanti på refusionskrav i tilfælde af den rejsendes opsigelse af sin pakkerejse kan endvidere afskrække sidstnævnte rejsende fra at udøve den opsigelsesret, som dette direktiv giver vedkommende i visse situationer.

71      Artikel 17, stk. 2, i direktiv 2015/2302, sammenholdt med forholdene i 39. betragtning hertil, der er omhandlet i denne doms præmis 66 og 40. betragtning til dette direktiv, kan således tale for en fortolkning af denne artikels stk. 1, hvorefter denne garanti finder anvendelse på enhver refusion, som rejsearrangøren skal betale til den rejsende, når aftalen om pakkerejsen er blevet opsagt i en af de i det nævnte direktiv omhandlede situationer, inden indtræden af denne rejsearrangørs insolvens.

72      Det skal endelig bemærkes, at rejsearrangøren i medfør af artikel 5, der henviser til del A og B i bilag I til direktiv 2015/2302, er forpligtet til, inden den rejsende bliver bundet af en aftale om en pakkerejse, at meddele den pågældende de centrale rettigheder efter dette direktiv, navnlig, at »[h]vis rejsearrangøren [...] går konkurs eller bliver insolvent, refunderes betalingerne«, uden angivelse af nogen form for begrænsning af denne ret til refusion i tilfælde af rejsearrangørens insolvens.

73      Disse sidstnævnte bestemmelser understøtter ligeledes en fortolkning af omfanget af den beskyttelse, der i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 gives de rejsende mod rejsearrangørens insolvens, som omfatter de refusioner, som denne rejsearrangør skal betale som følge af en opsigelse af aftalen om pakkerejsen i en af de i dette direktiv omhandlede situationer. En fortolkning af denne sidstnævnte bestemmelse, som begrænser denne rækkevidde til kun at omfatte refusioner i forbindelse med den manglende opfyldelse af rejseydelser, der skyldes rejsearrangørens insolvens, vil nemlig indebære, at den pågældende artikel 5 vildleder den rejsende for så vidt angår dennes refusionsret i tilfælde af en sådan insolvens.

74      Hvad for det andet angår formålet med direktiv 2015/2302 fremgår det af dette direktivs artikel 1, sammenholdt med første og tredje betragtning hertil, at det både har til formål at fjerne visse tvetydigheder, afhjælpe den manglende regulering af visse forhold og tilpasse omfanget af den beskyttelse, som direktiv 90/314 giver de rejsende med henblik på tage hensyn til udviklingen på markedet, og at bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, således som det kræves i henhold til artikel 169 TEUF. Direktiv 2015/2302 bidrager således til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politik på pakkerejseområdet i overensstemmelse med artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

75      En fortolkning af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302, der udelukker de refusioner, som skal betales til rejsende som følge af en opsigelse, der i en af de i dette direktiv omhandlede situationer finder sted inden indtræden af denne insolvens, fra beskyttelsen mod rejsearrangørens insolvens, ville således indebære en indskrænkelse af beskyttelsen af disse rejsende i forhold til den beskyttelse, som blev givet ved direktiv 90/314.

76      Sidstnævnte direktivs artikel 7 bestemte nemlig, at rejsearrangører skulle godtgøre, at de stillede tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb af forbrugeren. Domstolen har fastslået, at denne artikel tilsigtede fuldt ud at beskytte de deri nævnte forbrugeres rettigheder og dermed at beskytte disse mod samtlige de i den nævnte artikel omhandlede risici, der står i forbindelse med rejsearrangørens insolvens (jf. i denne retning dom af 15.6.1999, Rechberger m.fl., C-140/97, EU:C:1999:306, præmis 61). Det grundlæggende formål med denne artikel var derfor at sikre, at tilbagebetaling af de beløb, som den rejsende havde erlagt, blev garanteret i tilfælde af arrangørens insolvens eller konkurs, uden at der var knyttet nogen specifik betingelse vedrørende årsagerne til den nævnte rejsearrangørs insolvens til den nævnte garanti (jf. i denne retning dom af 16.2.2012, Blödel-Pawlik, C-134/11, EU:C:2012:98, præmis 20 og 21).

77      Ovenstående vurdering ændres ikke af den omstændighed, at direktiv 90/314 ikke fastsatte nogen ret for den rejsende til at opsige pakkerejsen og få fuld refusion for alle betalinger, der er foretaget, som svarer til den ret, der nu gives ved artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302.

78      Som generaladvokaten nemlig ligeledes har anført i punkt 82 i forslaget til afgørelse, var en ret, hvortil der var knyttet en ret til refusion af alle betalinger, der er foretaget af den rejsende, allerede fastsat i direktiv 90/314 i de tilfælde, der nu er reguleret ved direktiv 2015/2302. Den ret, der er omhandlet i artikel 11, stk. 5, i direktiv 2015/2302, for den rejsende til at opsige sin pakkerejse og få refusion af samtlige betalinger, der er foretaget i henhold til denne aftale, når rejsearrangøren er forpligtet til at ændre den nævnte aftale væsentligt, svarer således til den ret, som var fastsat ved artikel 4, stk. 6, i direktiv 90/314.

79      Hvis artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 skulle fortolkes således, at denne bestemmelse begrænser beskyttelsen mod rejsearrangørens insolvens til de refusioner, som skal betales til de rejsende som følge af den manglende gennemførelse af en pakkerejse, der skyldes denne insolvens, ville denne beskyttelse derfor udelukke enhver refusion, der skal betales til de rejsende som følge af en opsigelse, der har fundet sted inden indtræden af den nævnte insolvens, herunder den refusion, der skal betales til den rejsende i medfør af dette direktivs artikel 11, stk. 5, hvilket ville sænke det generelle forbrugerbeskyttelsesniveau, der var sikret ved direktiv 90/314.

80      Hvad for det tredje angår direktiv 2015/2302’s tilblivelseshistorie kan den præcise rækkevidde af dets artikel 17, stk. 1, ikke udledes af forarbejderne til dette direktiv. Som generaladvokaten ligeledes har forklaret i punkt 62-83 i forslaget til afgørelse, fremgår EU-lovgivers hensigt for så vidt angår anvendelsesområdet for beskyttelsen mod rejsearrangørens insolvens i henhold til det nævnte direktivs artikel 17, stk. 1, således ikke klart af disse forarbejder. Kommissionen har udledt af det samme direktivs tilblivelseshistorie, at der med vedtagelsen af denne bestemmelse forelå et ønske fra EU-lovgivers side om at fravige det tidligere beskyttelsesniveau for de rejsende mod rejsearrangørens insolvens og udelukke rejsendes refusionskrav, der opstår inden denne insolvens, fra beskyttelsen mod denne insolvens, mens Europa-Parlamentet har anført, at det fremgår af denne tilblivelseshistorie, at EU-lovgivers hensigt var at opretholde det tidligere beskyttelsesniveau for rejsende mod den nævnte insolvens, således at beskyttelsen mod den samme insolvens omfatter rejsendes refusionskrav, der opstår inden denne sidstnævnte insolvens. Rådet for Den Europæiske Union har ikke redegjort for EU-lovgivers hensigt i forbindelse med vedtagelsen af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302.

81      Det følger af det foregående, at selv om ordlyden af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 og visse elementer i den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, kan tale for en fortolkning, der udelukker refusionskrav, som opstår som følge af en opsigelse af en pakkerejse, der i en af de i dette direktiv omhandlede situationer finder sted inden indtræden af rejsearrangørens insolvens, giver andre elementer i den sammenhæng, hvori den nævnte bestemmelse indgår, grundlag for en fortolkning, der medtager disse krav under dette anvendelsesområde.

82      Når en bestemmelse i den afledte EU-ret kan fortolkes på flere måder, bør den fortolkning, der bringer den pågældende bestemmelse i overensstemmelse med den primære ret, lægges til grund frem for den, som medfører, at denne bestemmelse må anses for uforenelig med denne sidstnævnte primære ret. Ifølge et almindeligt fortolkningsprincip skal en EU-retsakt nemlig i videst muligt omfang fortolkes således, at dens gyldighed ikke drages i tvivl, og i overensstemmelse med hele den primære ret, herunder i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet (jf. i denne retning dom af 19.11.2009, Sturgeon m.fl., C-402/07 og C-432/07, EU:C:2009:716, præmis 47 og 48, og af 16.11.2023, Ligue des droits humains (Tilsynsmyndighedens kontrol med behandlingen af oplysninger), C-333/22, EU:C:2023:874, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis). Den forelæggende ret har netop henvist til dette princip i sag C-45/23, således som det er anført i nærværende doms præmis 45.

83      Ligebehandlingsprincippet, der er et generelt princip i EU-retten, kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (jf. i denne retning dom af 30.11.2023, MG mod EIB, C-173/22 P, EU:C:2023:932, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

84      Som det fremgår af Domstolens praksis, skal bedømmelsen af situationernes sammenlignelighed med henblik på vurderingen af overholdelsen af det nævnte generelle princip foretages på grundlag af formålet med den retsakt, som den pågældende forskrift indgår i (jf. i denne retning dom af 19.11.2009, Sturgeon m.fl., C-402/07 og C-432/07, EU:C:2009:716, præmis 49).

85      Som det er anført i denne doms præmis 74, har direktiv 2015/2302 til formål at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Dette direktivs artikel 17 bidrager til opnåelsen af dette formål, idet den skal sigte mod at beskytte den rejsende mod den finansielle risiko, som rejsearrangørens insolvens indebærer. Henset til den omstændighed, at den rejsende betaler hele eller en del af prisen for sin pakkerejse, før vedkommende kan modtage rejsearrangørens rejseydelser, risikerer den rejsende nemlig at miste det tilsvarende beløb, hvis denne rejsearrangør efterfølgende bliver insolvent.

86      Henset til dette formål skal referencepunktet for en sammenligning af situationen for den rejsende, som efter at have betalt hele eller en del af sin pakkerejse har opsagt sin pakkerejse i en af de i det nævnte direktiv omhandlede situationer, men som ikke har fået refusion, fordi rejsearrangøren er blevet insolvent efter denne opsigelse, og situationen for den rejsende, hvis rejse ikke er blevet gennemført, og som ikke har fået refusion som følge af denne arrangørs insolvens, være den pågældende rejsendes risiko for finansielle tab.

87      Henset til dette referencepunkt er situationen for de to ovennævnte rejsende sammenlignelig. I begge disse tilfælde er den rejsende nemlig udsat for den finansielle risiko ikke at kunne få refusion for de beløb, som den pågældende har betalt til denne rejsearrangør, selv om den rejsende har ret hertil i medfør af direktiv 2015/2302.

88      I henhold til ligebehandlingsprincippet skal både den rejsende, hvis pakkerejse ikke kan gennemføres som følge af rejsearrangørens insolvens, og den rejsende, som har opsagt sin pakkerejse, derfor navnlig i medfør af artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302 omfattes af den beskyttelse mod rejsearrangørens insolvens, der er fastsat i dette direktivs artikel 17, stk. 1, for så vidt angår de refusioner, som skal betales til dem, medmindre en forskelsbehandling mellem disse to kategorier af rejsende er objektivt begrundet.

89      Hvad dette sidstnævnte element angår er der ingen forhold, som kan begrunde en forskelsbehandling af de nævnte kategorier af rejsende. Navnlig med hensyn til muligheden for at udelukke meget usandsynlige risici fra anvendelsesområdet for beskyttelsen mod rejsearrangørens insolvens, som fremhævet af visse af parterne for Domstolen på grundlag af 40. betragtning til direktiv 2015/2302, fremgår det ikke af sagsakterne for Domstolen, at der er fastsat en sådan udelukkelse i de i hovedsagen omhandlede nationale lovgivninger og forsikringsaftaler. En sådan eventuel udelukkelse gør det under alle omstændigheder ikke muligt at begrunde en sådan forskelsbehandling. Som det er anført i denne 40. betragtning, vedrører udelukkelsen nemlig risici som f.eks. den samtidige insolvens eller konkurs af flere af de største rejsearrangører. Udelukkelsen er irrelevant for spørgsmålet om, hvorvidt kravet for den berørte rejsende, som er berørt af rejsearrangørens insolvens, skyldes den manglende gennemførelse af pakkerejsen eller denne rejsendes udøvelse af sin ret til at opsige pakkerejsen i en af de i det nævnte direktiv omhandlede situationer.

90      Henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 82, og ligebehandlingsprincippet, skal artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 derfor fortolkes således, at denne bestemmelse i beskyttelsen mod rejsearrangørers insolvens omfatter refusionskrav, der opstår som følge af en opsigelse af deres pakkerejse, der i en af de i dette direktiv omhandlede situationer finder sted før rejsearrangørens insolvens.

91      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål i sag C-771/22 og det eneste spørgsmål i sag C-45/23 besvares med, at artikel 17, stk. 1, i direktiv 2015/2302 skal fortolkes således, at den garanti, der gives rejsende i tilfælde af rejsearrangørens insolvens, finder anvendelse, når en rejsende opsiger sin pakkerejse på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder i henhold til dette direktivs artikel 12, stk. 2, når den pågældende pakkerejsearrangør bliver insolvent efter denne opsigelse, og når denne rejsende inden indtræden af denne insolvens ikke har fået fuld refusion af alle betalinger, der er foretaget, som den pågældende har ret til i medfør af denne sidstnævnte bestemmelse.

 Det andet og det tredje spørgsmål i sag C-771/22

92      Henset besvarelsen af det første spørgsmål i sag C-771/22 er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål i denne sag.

 Sagsomkostninger

93      Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for de forelæggende retter, tilkommer det disse at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 17, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF

skal fortolkes således, at

den garanti, der gives rejsende i tilfælde af rejsearrangørens insolvens, finder anvendelse, når en rejsende opsiger sin pakkerejse på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder i henhold til dette direktivs artikel 12, stk. 2, når den pågældende pakkerejsearrangør bliver insolvent efter denne opsigelse, og når denne rejsende inden indtræden af denne insolvens ikke har fået fuld refusion af alle betalinger, der er foretaget, som den pågældende har ret til i medfør af denne sidstnævnte bestemmelse.

Underskrifter

*      Processprog: tysk og nederlandsk.