–

Citadines Betriebs GmbH ved Rechtsanwälte A. Conrad og T. Schubert,

–

MPLC Deutschland GmbH ved Rechtsanwalt M. König,

–

Europa-Kommissionen ved J. Samnadda og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Citadines Betriebs GmbH (herefter »Citadines«), som bestyrer en hotelvirksomhed, mod MPLC Deutschland GmbH (herefter »MPLC«), der er en kollektiv forvaltningsorganisation, vedrørende Citadines angivelige tilsidesættelse af den enerettighed til overføring til almenheden, som MPLC havde til et afsnit af en TV-serie, der udsendes på en offentlig TV-kanal, og som gæster på dette hotel har kunnet tilgå på TV-apparater stillet til rådighed af Citadines på værelserne samt i fitnessrummet på det nævnte hotel.

3

Artikel 1, stk. 3, i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og TV-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel (EFT 1993, L 248, s. 15) bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved »viderespredning pr. kabel«: samtidig, uændret og uforkortet viderespredning til almenheden gennem kabel- eller mikrobølgesystemer af en trådbåren eller trådløs vej, herunder satellitfremført førstegangsudsendelse fra en anden medlemsstat af radio- eller fjernsynsprogrammer beregnet for almenheden.«

4

Direktivets artikel 8, stk. 1, fastsætter:

»Medlemsstaterne skal sikre, at viderespredning pr. kabel af radio- og TV-udsendelser fra andre medlemsstater på deres territorium sker under overholdelse af gældende bestemmelser vedrørende ophavsret og beslægtede rettigheder, og at en sådan viderespredning finder sted på grundlag af individuelle eller kollektive kontraktmæssige aftaler mellem indehaverne af ophavsret eller beslægtede rettigheder og kabeldistributørerne.«

5

4., 9., 10., 23. og 27. betragtning til direktiv 2001/29 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

[...]

6

Direktivets artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.«

7

§ 15, stk. 2, i Gesetz über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte – Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret) af 9. september 1965 (BGBl. 1965 I, s. 1273) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »UrhG«), bestemmer:

»Ophavsmanden har endvidere eneret til at kommunikere sit værk til offentligheden i en ikke-fysisk form (ret til overføring til almenheden). Retten til overføring til almenheden omfatter navnlig:

8

UrhG’s § 20 er affattet således:

»Ved retten til radio- og TV-udsendelse forstås retten til at stille værket til rådighed for almenheden gennem radiofoni såsom lyd- og TV-radiofoni, satellittransmission, kabelradiofoni eller lignende tekniske midler.«

9

UrhG’s § 20b, stk. 1, bestemmer:

»Retten til at videresende et udsendt værk i forbindelse med et program, som viderespredes samtidigt, uforandret og fuldstændigt gennem kabel- eller mikrobølgesystemer (viderespredning pr. kabel), kan kun gøres gældende gennem en kollektiv forvaltningsorganisation af ophavsrettigheder. Dette gælder ikke for rettigheder, som et radio- og TV-foretagende gør gældende vedrørende sine udsendelser.«

10

UrhG’s § 22 bestemmer:

»Ved overføring af værker til almenheden og tilrådighedsstillelse for almenheden forstås retten til at gøre radio- og TV-udsendelser og gengivelser af værket, som beror på tilrådighedsstillelse for almenheden, tilgængelige for offentligheden gennem skærme, højttalere eller lignende tekniske faciliteter. § 19, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«

11

MPLC, som er en uafhængig, kommerciel kollektiv forvaltningsorganisation af ophavsrettigheder efter tysk ret, nedlagde for Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I, Tyskland) påstand om, at Citadine, der bestyrer en hotelvirksomhed, forbydes at overføre et afsnit af en TV-serie til almenheden i form af radio- og TV-udsendelse via TV-apparater, som sagsøgte har opstillet på hotellets værelser samt i fitnessrummet, for så vidt som signalet tilføres TV-apparaterne ved hjælp af koaksial- eller datakabler. Dette afsnit, som blev udsendt på en statslig TV-kanal, blev således set den 17. november 2019 af hotellets gæster, idet signalet blev videresendt samtidigt og uden ændringer til disse apparater via hotellets kabeldistributionsnet. Citadines har med henblik på viderespredningen pr. kabel indgået omfattende licensaftaler med de tyske kollektive forvaltningsorganisationer af ophavsrettigheder.

12

I en kendelse om foreløbige forholdsregler af 17. januar 2020 forbød Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I) Citadines at stille episoden til rådighed for almenheden.

13

Ved dom af 18. juni 2022 opretholdt denne ret den nævnte kendelse om foreløbige forholdsregler.

14

Citadines har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Oberlandesgericht München (den regionale appeldomstol i München, Tyskland).

15

Citadines har gjort gældende, at det har ret til at stille de udsendelser, der udsendes gratis på statsligt TV, til rådighed for sine gæster på TV-apparaterne på værelserne og i fitnessrummet på grundlag af de licenser, selskabet er tildelt, til viderespredning pr. kabel.

16

MPLC har derimod gjort gældende, at Citadines ved at videresprede det omhandlede signal via sit eget kabeldistributionsnetværk har krænket MPLC’s ret til overføring til almenheden. Det er i denne henseende ikke relevant, at Citadines havde afklaret spørgsmålet om retten til viderespredning pr. kabel med kollektive forvaltningsorganisationerne.

17

Det følger af Domstolens praksis, som den forelæggende ret har henvist til, at selv om den blotte tilrådighedsstillelse af modtageudstyr ikke i sig selv udgør en overføring til almenheden, henset til 27. betragtning til direktiv 2001/29, sker der et indgreb i retten til overføring til almenheden, når den forudgående viderespredning af signalet til modtageudstyret sker ved hjælp af et sådant kabeldistributionsnet.

18

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at de handlinger, som Citadines foretager, og som går ud over den blotte tilrådighedsstillelse af TV-apparater, udelukkende består i at videresprede TV-signalet via hotellets eget kabeldistributionsnet, hvilket dette selskab har ret til at gøre på grund af den licens, som organisationerne til kollektiv forvaltning havde givet det. Det er imidlertid tvivlsomt, om den sondring, der er indført i tysk ret for så vidt angår begrebet overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, idet der tales om en ret i henhold til UrhG’s § 20b (retten til »viderespredning«) og en ret i henhold til UrhG’s § 22 (retten til »overføring af radio- og TV-udsendelser«), gør det muligt at antage – på baggrund af de handlinger, som en bruger har ret til at foretage i henhold til nævnte § 20b på grundlag af en licens, dvs. viderespredning pr. kabel internt på hotellet – at denne bruger havde til hensigt at foretage en »overføring« i sin helhed, når disse handlinger udelukkende består i at stille modtageudstyr til rådighed, hvilket ikke kan udgøre en krænkelse af retten til overføring til almenheden.

19

På denne baggrund har Oberlandesgericht München (den regionale appeldomstol i München) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv [2001/29] fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse eller sædvane, der lægger til grund, at tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter, som muliggør eller bevirker overføring, såsom TV-apparater på et hotels værelser eller i hotellets fitnesslokale, udgør overføring til almenheden, hvis sendesignalet ganske vist også videreføres til de fysiske faciliteter via hotellets eget kabeldistributions[net], men denne kabeltransmission sker lovligt på grund af en licens, som hotellet har erhvervet?«

20

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den tvivl, som den forelæggende ret har rejst, hvilket også er anført i denne doms præmis 18, følger af den »sondring«, som overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 er genstand for i national ret, for så vidt som der sondres mellem på den ene side den rettighed, der er fastsat i UrhG’s § 20b, og på den anden side den rettighed, der er fastsat i UrhG’s § 22, idet disse rettigheder ifølge oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen gennemfører nævnte artikel 3, stk. 1.

21

I sit svar på Domstolens anmodning om uddybende oplysninger i henhold til artikel 101 i Domstolens procesreglement har den forelæggende ret imidlertid anført, at UrhG’s § 20b i det væsentlige udsprang af ændringen af denne lov ved Viertes Gesetz zur Änderung des Urheberrechtsgesetzes vom 8. Mai 1998 (fjerde lov om ændring af UrhG af 8.5.1998) (BGBl. 1998 I, s. 902), som skulle gennemføre direktiv 93/83 i tysk ret.

22

Under henvisning til, at UrhG’s § 20b efterfølgende blev ændret med virkning fra den 1. januar 2008 ved Zweites Gesetz zur Regelung des Urheberrechts in der Informationsgesellschaft vom 26. Oktober 2007 (anden lov om regulering af ophavsret i informationssamfundet af 26.10.2007) (BGBl. 2007 I, s. 2513) med henblik på såvel at tilpasse den tyske ophavsretslovgivning udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologien som at løse de problemstillinger, der på grund af den korte gennemførelsesfrist for direktiv 2001/29 ikke var blevet løst i forbindelse med den forrige reform af ophavsretten, har den forelæggende ret fremhævet, at der ifølge bemærkningerne til denne lov »ikke var tale om at ændre den grundlæggende struktur for retten til viderespredning pr. kabel »henset til internationale og europæiske krav««.

23

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om fortolkningen af nationale bestemmelser, idet en sådan fortolkning henhører under de nationale retters enekompetence. Domstolen har således ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i UrhG’s § 20b udgør en gennemførelse af direktiv 93/83 eller direktiv 2001/29 (jf. i denne retning dom af 28.10.2021, A og B (Fælles afgiftspålæggelse på små bryggerier), C-221/20 og C-223/20, EU:C:2021:890, præmis 16 og 17 og den deri nævnte retspraksis).

24

Det bør efter denne præcisering bemærkes, at den forelæggende ret i sit svar, som fremgår af denne doms præmis 21, klart har angivet, at fjerde lov om ændring af UrhG af 8. maj 1998, hvorved der blev indsat en § 20b i UrhG, var en gennemførelse af direktiv 93/83.

25

Hertil skal det for det første bemærkes, at i henhold til ordlyden af artikel 1, stk. 3, i direktiv 93/83 er begrebet »viderespredning pr. kabel« defineret som en »samtidig, uændret og uforkortet viderespredning til almenheden gennem kabel- eller mikrobølgesystemer af en trådbåren eller trådløs vej, herunder satellitfremført førstegangsudsendelse fra en anden medlemsstat af radio- eller fjernsynsprogrammer beregnet for almenheden«.

26

Som Domstolen allerede har fastslået, regulerer direktiv 93/83 kun udøvelsen af retten til viderespredning pr. kabel med hensyn til forholdet mellem indehavere af ophavsret og beslægtede rettigheder, på den ene side, og »kabeldistributører«, på den anden side. Begrebet »kabeldistributør« betegner imidlertid operatører af de traditionelle kabelnet (dom af 8.9.2022, RTL Television, C-716/20, EU:C:2022:643, præmis 76 og 77).

27

Det følger heraf, at et hotel ikke kan anses for en »kabeldistributør« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 93/83 (jf. i denne retning dom af 8.9.2022, RTL Television,C-360/20, EU:C:2022:643, præmis 84 og 85).

28

Hvad for det andet angår den omstændighed, der er fremhævet af den forelæggende ret, at det i hovedsagen omhandlede hotel, som drives af Citadines, er i besiddelse af en licensaftale, der tillader de omhandlede viderespredninger, skal det fastslås, at forelæggelsesafgørelsen ikke indeholder nogen præcisering af, hvilken type handlinger der er omfattet af en sådan licensaftale.

29

Citadines har i sit skriftlige indlæg anført, at selv om selskabet ikke bestrider, at det ved at videresende udsendelser til modtageudstyr i hotellet har foretaget overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, har selskabet ligeledes anført, at det med henblik herpå på udtømmende vis har erhvervet de krævede licenser fra de kompetente organisationer til kollektiv forvaltning, for hvilke selskabet årligt betaler en fast afgift for hvert hotelværelse.

30

MPLC har for sin del gjort gældende, at den licensaftale, som Citadines har indgået, ikke omfatter direkte eller indirekte viderespredning af radio- og TV-programmer via det pågældende hotels eget kabeldistributionsnet.

31

Det bemærkes i denne henseende, at i forbindelse med den i artikel 267 TEUF omhandlede procedure, som bygger på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, henhører enhver bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder under den nationale rets kompetence (dom af 17.12.2020, BAKATI PLUS, C-656/19, EU:C:2020:1045, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

32

Det tilkommer derfor den forelæggende ret i den for den indbragte sag at afgøre, om den af Citadines indgåede licensaftale omfatter handlinger med henblik på overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, som selskabet måtte foretage.

33

I denne sammenhæng skal det under alle omstændigheder tilføjes, at den omstændighed, at der er indgået en sådan licensaftale, er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede viderespredning udgør en overføring til almenheden som omhandlet i denne bestemmelse. Som Europa-Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, kan eksistensen af en sådan licensaftale derimod godtgøre, at ophavsmanden til det pågældende værk har givet tilladelse til overføring, såfremt det fastslås, at der er tale om en sådan overføring.

34

Det præjudicielle spørgsmål skal besvares i lyset af ovenstående betragtninger.

35

Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at tilrådighedsstillelse af TV-apparater på et hotels værelser eller i hotellets fitnessrum, udgør »overføring til almenheden« i denne bestemmelses forstand, hvis et sendesignal desuden videreføres til disse apparater via hotellets eget kabeldistributionsnet.

36

I denne henseende skal det bemærkes, at ifølge ordlyden af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal »[m]edlemsstaterne tillægge ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt«.

37

Som Domstolen gentagne gange har fastslået, har ophavsmænd i henhold til denne bestemmelse en præventiv ret, som gør det muligt for dem at komme imellem eventuelle brugere af deres værk og den overføring til almenheden, som disse brugere kunne tænkes at foretage, og dette ved at forbyde denne overføring (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 30, og af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

38

Hvad angår indholdet af begrebet »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal det, således som det er fremhævet i 23. betragtning til dette direktiv, opfattes bredt som omfattende enhver overføring til den del af almenheden, som ikke befinder sig på det sted, hvorfra overføringen finder sted, og omfatter enhver sådan form for trådbunden eller trådløs transmission eller retransmission af et værk til almenheden, herunder udsendelse i radio og TV. Det fremgår nemlig af 4., 9. og 10. betragtning til dette direktiv, at det primære formål med direktivet er at indføre et højt beskyttelsesniveau for ophavsmænd, således at disse kan modtage et passende vederlag for anvendelsen af deres værker, bl.a. i tilfælde af en overføring til almenheden (dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

39

Som Domstolen gentagne gange har fastslået, omfatter dette begreb i denne henseende to kumulative kriterier, nemlig en overføring af et værk og overførslen heraf til en almenhed, og forudsætter en individuel vurdering (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 37, af 2.4.2020, Stim og SAMI, C-753/18, EU:C:2020:268, præmis 30, og af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

40

Med henblik på en sådan vurdering skal der tages hensyn til flere supplerende kriterier, som ikke er selvstændige, men indbyrdes forbundne i forhold til hinanden. Eftersom disse kriterier i forskellige konkrete situationer kan være til stede i stærkt varierende omfang, skal de anvendes såvel individuelt som i forhold til deres samspil med hinanden (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 35, og af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

41

Blandt disse kriterier har Domstolen for det første fremhævet brugerens afgørende rolle og det forhold, at dennes handling er bevidst. Denne bruger foretager nemlig en »overføring«, når den pågældende med fuldt kendskab til konsekvenserne af sine handlinger medvirker til at give sine kunder adgang til et beskyttet værk, og navnlig når disse kunder i princippet ikke ville have haft adgang til værket, hvis vedkommende ikke havde foretaget denne handling (jf. i denne retning dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

42

Desuden har Domstolen fastslået, at det forhold, at en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 sker med vinding for øje, ikke er uden relevans (dom af 8.9.2016, GS Media, C-160/15, EU:C:2016:644, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

43

For det andet skal beskyttede værker for at være omfattet af begrebet »overføring til almenheden« som omhandlet i denne bestemmelse tillige faktisk overføres til en almenhed (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 40, og af 28.10.2020, BY (Fotografisk bevis),C-637/19, EU:C:2020:863, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

44

I denne henseende har Domstolen præciseret, at begrebet »almenheden« angiver et ubestemt antal potentielle modtagere og desuden indebærer et betydeligt antal personer (dom af 31.5.2016, Reha Training,C-117/15, C-151/02, EU:C:2003:379, præmis 41, og af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

45

Det følger ligeledes af fast retspraksis, at for at kunne kvalificeres som »overføring til almenheden« skal et beskyttet værk overføres ved anvendelsen af en særlig teknisk fremgangsmåde, der adskiller sig fra den, der hidtil har været anvendt, eller være rettet mod et »nyt publikum«, dvs. mod et publikum, som indehaverne af ophavsrettigheden ikke havde taget i betragtning, da de tillod den første overføring til almenheden af deres værk (dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

46

Det er navnlig på grundlag af disse kriterier og i overensstemmelse med den individuelle vurdering, der er nævnt i denne doms præmis 39, at det skal vurderes, i en sag som den i hovedsagen omhandlede, om en hotelejer, der på hotellets værelser eller i hotellets fitnessrum stiller fjernsyns- og/eller radioapparater til rådighed, hvortil den pågældende viderefører et radio- eller TV-signal, foretager en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29.

47

Selv om det principielt tilkommer den nationale ret at afgøre, om dette er tilfældet i et konkret tilfælde, og herved at foretage enhver endelig vurdering af de faktiske omstændigheder i denne henseende, har Domstolen kompetence til at forsyne den forelæggende ret med alle de EU-retlige fortolkningselementer, som kan sætte denne i stand til at bedømme, om der foreligger en sådan overføring til almenheden.

48

I det foreliggende tilfælde skal det for det første fastslås, at hotelejeren foretager en overføring som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, når denne bevidst overfører beskyttede værker til sine gæster ved frivilligt at sprede et signal ved hjælp af TV-apparater, som den pågældende har installeret i dette hotel (jf. i denne retning dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

49

For det andet har Domstolen allerede fastslået, at gæsterne på et sådant hotel udgør et ubestemt antal potentielle modtagere, for så vidt som disse gæsters adgang til hotellets tjenesteydelser principielt følger af hver enkelt gæsts eget valg og kun begrænses af hotellets modtagekapacitet, og at gæster på et hotel udgør et betydeligt antal personer, således at disse skal anses for at være en »almenhed« (dom af 15.3.2012, Phonographic Performance (Ireland), C-162/10, EU:C:2012:141, præmis 41 og 42).

50

For det tredje har Domstolen fastslået, at det er nødvendigt, for at der kan anses at foreligge en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, at den pågældende bruger med fuldt kendskab til konsekvenserne af sine handlinger giver adgang til en radio- eller TV-udsendelse, der indeholder et beskyttet værk, til en yderligere almenhed, og det således fremgår, at såfremt denne handling ikke var blevet foretaget, ville de personer, der udgør denne »nye« almenhed, i princippet ikke have haft adgang til værket, selv om de befandt sig inden for denne udsendelses modtagerområde. Når den, der driver et hotel, bevidst foretager en overføring af et sådant værk til sine gæster ved frivilligt at sprede et signal til TV- eller radiomodtagere, som er opstillet på hotellet, handler denne med fuldt kendskab til konsekvenserne af sin adfærd om at give sine gæster adgang til dette værk. Hvis hotellet ikke havde foretaget denne handling, ville hotelgæsterne, selv om de befandt sig inden for det nævnte sendeområde, principielt ikke have adgang til værket (jf. i denne retning dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 46 og 47 samt den deri nævnte retspraksis).

51

For det fjerde er det efter Domstolens praksis tilstrækkeligt for, at der foreligger en overføring til almenheden som omhandlet i denne bestemmelse, at værket gøres tilgængeligt for almenheden på en sådan måde, at de personer, der udgør denne, kan have adgang hertil (jf. i denne retning dom af 7.12.2006, SGAE, C-306/05, EU:C:2006:764, præmis 43). Det følger heraf, at den af den forelæggende ret nævnte omstændighed, at TV-apparaterne ikke blev tændt af Citadines, men af gæsterne på det hotel, som drives af dette selskab, er irrelevant.

52

Hvad for det femte angår spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om vinding for øje som omhandlet i denne doms præmis 42, fremgår det af Domstolens praksis, at den handling, hvorved hotelejeren giver sine gæster adgang til et værk, der udsendes på radio eller TV, udgør en supplerende tjenesteydelse, der har indflydelse på hotellets status og dermed på prisen på hotellets værelser, på en sådan måde, at denne handling sker med vinding for øje (jf. i denne retning dom af 7.12.2006, SGAE, C-306/05, EU:C:2006:764, præmis 44, og af 15.3.2012, Phonographic Performance (Ireland), C-162/10, EU:C:2012:141, præmis 44 og 45).

53

For det sjette og sidste kan det ikke lægges til grund, at tilrådighedsstillelse af TV-apparater på værelserne og i fitnessrummet i det i hovedsagen omhandlede hotel udgør en »[blot] tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter« som omhandlet i 27. betragtning til direktiv 2001/29.

54

Med hensyn til hoteller fremgår det af Domstolens praksis, at selv om den blotte tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter – der ud over hotellet sædvanligvis omfatter deltagelse af virksomheder, der er specialiseret i salg eller leje af fjernsynsapparater – ikke i sig selv udgør en overføring i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 2001/29, gælder det ikke desto mindre, at disse apparater kan gøre almenhedens adgang til de i radio- og TV-udsendte værker teknisk mulig. Der er således tale om en overføring til almenheden, når hotellet ved hjælp af de således installerede TV-apparater tilfører signalet til de i hotelværelserne indlogerede gæster, og det har ingen betydning, hvilken teknik der anvendes for transmissionen af signalet (jf. i denne retning dom af 7.12.2006, SGAE, C-306/05, EU:C:2006:764, præmis 46).

55

Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at tilrådighedsstillelse af TV-apparater på et hotels værelser eller i hotellets fitnessrum udgør »overføring til almenheden« i denne bestemmelses forstand, hvis et sendesignal desuden videreføres til disse apparater via hotellets eget kabeldistributionsnet.

56

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet

skal fortolkes således, at

tilrådighedsstillelse af TV-apparater på et hotels værelser eller i hotellets fitnessrum udgør »overføring til almenheden« i denne bestemmelses forstand, hvis et sendesignal desuden videreføres til disse apparater via hotellets eget kabeldistributionsnet.