–

Tesorería General de la Seguridad Social (TGSS) og Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) ved M. Sánchez Jiménez og A.R. Trillo García, som letrados,

–

den spanske regering ved I. Herranz Elizalde, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved I. Galindo Martín og E. Schmidt, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1158 af 20. juni 2019 om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af Rådets direktiv 2010/18/EU (EUT 2019, L 188, s. 79).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem CCC og Tesorería General de la Seguridad Social (TGSS) (den almindelige kasse for social sikring, Spanien) og Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) (det nationale agentur for social sikring, Spanien) vedrørende INSS’ afslag på at forlænge den 16 uger lange barselsorlov for CCC, som med sit barn udgør en familie med enlig forælder.

3

Artikel 8 med overskriften »Barselsorlov« i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT 1992, L 348, s. 1), fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den i stk. 1 nævnte barselsorlov skal omfatte en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.«

4

37. betragtning til direktiv 2019/1158 har følgende ordlyd:

»Uanset kravet om at vurdere, om betingelserne for adgang til og de nærmere ordninger for forældreorlov bør tilpasses de særlige behov hos forældre i særligt udsatte situationer, opfordres medlemsstaterne til at vurdere, om betingelserne for at få adgang til og de nærmere ordninger for udøvelse af retten til fædreorlov, omsorgsorlov og fleksible arbejdsordninger bør tilpasses særlige behov, såsom hos enlige forældre, adoptivforældre, forældre med handicap, forældre til børn med handicap eller langvarig sygdom eller forældre i særlige situationer, såsom i forbindelse med flerfødsler og for tidlige fødsler.«

5

Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende:

»1.   I dette direktiv forstås ved:

[...]«

6

Det nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Fædreorlov« fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at fædre eller, hvor og for så vidt som det anerkendes i national ret, en tilsvarende anden forælder, har ret til fædreorlov på 10 arbejdsdage, der skal tages i forbindelse med fødslen af arbejdstagerens barn. Medlemsstaterne kan bestemme, om de tillader, at fædreorloven tages delvist før eller kun efter barnets fødsel, og om de tillader, at en sådan orlov kan tages på fleksible måder.

2.   Retten til fædreorlov må ikke gøres betinget af en arbejdsmæssig kvalifikationsperiode eller en ansættelsesperiode.

3.   Retten til fædreorlov gives uanset arbejdstagerens ægteskabelige eller familiemæssige status som fastsat ved national ret.«

7

Samme direktivs artikel 5, der har overskriften »Forældreorlov«, fastsætter følgende:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den enkelte arbejdstager har en individuel ret til forældreorlov i fire måneder, der skal tages, inden barnet når en fastlagt alder, op til otte år, der fastsættes af den enkelte medlemsstat eller ved kollektive overenskomster. Denne alder fastsættes med henblik på at sikre, at hver af forældrene kan udøve sin ret til forældreorlov effektivt og på lige fod.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at to måneders forældreorlov ikke kan overdrages.

[...]

8.   Medlemsstaterne vurderer, hvorvidt det er nødvendigt at tilpasse betingelserne for adgang til og de nærmere ordninger for anvendelsen af forældreorlov til de behov, som adoptivforældre, forældre med handicap og forældre til børn med handicap eller langvarig sygdom har.«

8

Artikel 20, stk. 1, i direktiv 2019/1158 fastsætter:

»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 2. august 2022. [...]«

9

Artikel 48, stk. 4, i Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstageres rettigheder) som affattet ved Real Decreto legislativo 2/2015, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 2/2015 om godkendelse af den konsoliderede tekst til lov om arbejdstageres rettigheder) af 23. oktober 2015 (BOE nr. 255 af 24.10.2015, s. 100224) (herefter »lov om arbejdstageres rettigheder«) fastsætter følgende:

»Et barns fødsel, som omfatter selve fødslen og pasning af et barn under 12 måneder, suspenderer den biologiske mors ansættelseskontrakt i 16 uger, hvoraf de første seks uger efter fødslen skal tages på fuld tid for at garantere beskyttelsen af moderens helbred.

Fødslen suspenderer arbejdskontrakten for den anden forælder end den biologiske mor i 16 uger, hvoraf de første 6 uger efter fødslen obligatorisk afholdes på fuld tid for at opfylde de plejeforpligtelser, der er fastsat i civillovbogens artikel 68.

[...]

Når de første 6 uger efter fødslen er forløbet, kan suspensionen af hver af forældrenes kontrakt – med henvisning til opfyldelsen af barnets omsorg og efter forældrenes ønske – opdeles i ugentlige orlovsperioder, der kan afholdes kumuleret eller periodisk, og som skal afholdes fra udløbet af den obligatoriske suspension efter fødslen og inden barnet fylder 12 måneder. Den biologiske mor kan dog fortsætte med at arbejde indtil 4 uger før den forventede fødselstermin. [...]

[...]«

10

Artikel 177 med overskriften »Beskyttede situationer«, i Ley General de la Seguridad Social (den almindelige lov om social sikring) i den konsoliderede udgave, der blev godkendt ved Real Decreto Legislativo 8/2015 (kongeligt lovdekret nr. 8/2015) af 30. oktober 2015 (BOE nr. 261 af 31.10.2015, s. 103291), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »den almindelige lov om social sikring«), bestemmer:

»Med henblik på den ydelse, der tildeles i forbindelse med barnets fødsel for at passe dette barn, som omhandlet i dette afsnit, anses fødsel, adoption, forældremyndighed med henblik på adoption og anbringelse i plejefamilie i overensstemmelse med civillovbogen eller de civile love i de autonome regioner, der regulerer denne anbringelse (forudsat at varigheden i sidstnævnte tilfælde ikke er kortere end et år), for beskyttede situationer, i de orlovsperioder, der indrømmes for sådanne situationer i henhold til bestemmelserne i artikel 48, stk. 4, 5 og 6, i [lov om arbejdstageres rettigheder] og artikel 49, litra a), b) og c), af [texto refundido de la Ley del Estatuto Básico del Empleado Público (den konsoliderede lov om vedtægten for offentligt ansatte)].«

11

Artikel 178 i den almindelige lov om social sikring med overskriften »Ydelsesmodtagere« bestemmer:

»1.   Personer, der er omfattet af denne almindelige ordning, uanset køn, og som tager orlov som omhandlet i den foregående artikel, har ret til den ydelse, der udbetales i forbindelse med barnets fødsel for at passe barnet, på betingelse af, at de opfylder den almindelige betingelse i artikel 165, stk. 1, og de øvrige betingelser, der er fastsat ved bekendtgørelse, og godtgør følgende minimumsperioder for bidragsbetaling:

2.   I tilfælde af fødsel er den alder, der er anført i det foregående punkt, den alder, som den pågældende har på tidspunktet for påbegyndelsen af orloven, idet fødselsdatoen tages som referencepunkt med henblik på at kontrollere, om den minimumsbidragsperiode, der eventuelt kræves, er bekræftet.

[...]«

12

Denne lovs artikel 179 fastsætter bestemmelser, der finder anvendelse for fastsættelsen af den økonomiske ydelse, som skal udbetales.

13

Sagsøgeren i hovedsagen fødte sit barn den 5. november 2021. Hun og hendes barn udgør en familie med enlig forælder. Da hun som lønmodtager var tilsluttet den almindelige spanske sociale sikringsordning, anmodede hun INSS om barselsydelser.

14

Ved afgørelser af 10. og 14. december 2021 tilkendte INSS hende den ydelse, der er fastsat i denne ordning, for barselsorlovsperioden fra den 5. november 2021 til den 24. februar 2022.

15

Den 22. februar 2022 ansøgte sagsøgeren i hovedsagen INSS om forlængelse af denne orlov med 16 uger på grund af hendes familiemæssige situation som enlig forælder. Til støtte for denne anmodning gjorde hun gældende, at den spanske lovgivning om forældreorlov medfører en forskelsbehandling af børn, der er født i familier med en enlig forælder, i forhold til børn, der er født i familier med to forældre, for så vidt som de førstnævnte ikke, ligesom de sidstnævnte, har ret til den periode på 16 uger, i løbet af hvilken den anden forælder end den biologiske mor tager sig af børnene.

16

INSS og TGSS afslog ansøgningen med den begrundelse, at artikel 177 i den almindelige lov om social sikring fastsætter, hvilke forældre der har ret til forældreorlov, på individualiseret måde og under henvisning til betingelserne for tildeling af de omhandlede ydelser. I familier med to forældre anerkendes retten til forældreorlov således ikke automatisk, eftersom hver af forældrene individuelt skal opfylde de lovbestemte betingelser for tildeling af de nævnte ydelser. Hvis en biologisk mor til et barn, der er født i en familie med en enlig forælder, automatisk skulle få tildelt den fulde varighed af den forældreorlov, som forældre i en familie med to forældre kan få tildelt (dvs. de 16 uger for hendes egen orlov plus de 16 uger, som den anden forælder end den biologiske mor ville kunne få tildelt), ville det derfor udgøre forskelsbehandling af familier med to forældre, hvor hver forælder ikke automatisk får tildelt retten til 16 ugers forældreorlov.

17

Efter at sagsøgeren i hovedsagen havde fået afslag på sin ansøgning, har hun anlagt sag mod INSS og TGSS ved Juzgado de lo Social no 1 de Sevilla (arbejdsret nr. 1 i Sevilla, Spanien), som er den forelæggende ret, med henblik på at få forlænget sin barselsorlov med ydelser, således at den dækker en periode på 32 uger.

18

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt den spanske lovgivning om forældreorlov er i overensstemmelse med direktiv 2019/1158, for så vidt som denne lovgivning ikke tager hensyn til den særlige situation, som familier med enlige forældre befinder sig i, i forhold til familier med to forældre, for så vidt angår foreningen af arbejds- og privatliv og den tid, der er brugt på at passe barnet.

19

Den forelæggende ret er nærmere bestemt i tvivl om, hvorvidt den nævnte lovgivning er i overensstemmelse med direktivet, når den udelukker enhver mulighed for at forlænge forældreorlovsperioden for en mor, der udgør en familie med en enlig forælder med sit barn, og dermed skaber ulige behandling mellem hende og familier med to forældre, som i det mindste har mulighed for at drage fordel af en forældreorlov med en maksimal varighed på 32 uger, hvoraf 10 uger udelukkende er beregnet til at opfylde den forpligtelse, der påhviler begge forældre til at tage sig af barnet. Manglen på bestemmelser i den spanske lovgivning om fleksible foranstaltninger eller betingelser for familier med enlige forældre indebærer, at den tid, sådanne familier kan bruge på at passe deres barn, er mindre end tiden for familier med to forældre, der opfylder de relevante betingelser.

20

Den forelæggende ret er følgelig i tvivl om, hvorvidt familier med enlige forældre kan være omfattet af artikel 5, stk. 8, i direktiv 2019/1158, sammenholdt med 37. betragtning til dette direktiv, som gør det muligt at tilpasse adgangsbetingelserne og de nærmere regler for anvendelsen af forældreorlov til de behov, som adoptivforældre, forældre med handicap og forældre til børn med handicap eller langvarig sygdom har. Den forelæggende ret er også i tvivl om, hvorvidt de EU-retlige minimumsregler, der gælder for medlemsstaterne, omfatter en forpligtelse til at indføre en retlig ramme, der er tilpasset de særlige behov hos eneforsørgere med hensyn til forening af arbejds- og privatliv.

21

Under disse omstændigheder har Juzgado de lo Social no 1 de Sevilla (arbejdsret nr. 1 i Sevilla) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Det skal indledningsvis bemærkes, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Der foreligger således en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, Sumal,C-882/19, EU:C:2021:800, præmis 27 og 28 samt den deri nævnte retspraksis).

23

Som det dog fremgår af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, skal den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den (dom af 22.3.2022, Prokurator Generalny (Den øverste domstols disciplinærafdeling – udnævnelse), C-508/19, EU:C:2022:201, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

24

Det er således nødvendigt, at den nationale ret i denne afgørelse redegør for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen. Disse kumulative krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af artikel 94 i Domstolens procesreglement (dom af 4.6.2020, C.F. (Skatte- og afgiftskontrol), C-430/19, EU:C:2020:429, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

25

Det fremgår endvidere af Domstolens faste praksis, at såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål, kan Domstolen afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, Sumal,C-882/19, EU:C:2021:800, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

26

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at fortolke de EU-retlige bestemmelser om forældreorlov, der er fastsat i direktiv 2019/1158, og navnlig dette direktivs artikel 5, stk. 8, sammenholdt med 37. betragtning hertil.

27

Hvad for det første angår anvendelsesområdet ratione materiae af artikel 5 i direktiv 2019/1158 vedrørende forældreorlov bemærkes imidlertid, at tvisten i hovedsagen vedrører en ansøgning om forlængelse af barselsorlov med 16 uger som følge af sagsøgeren i hovedsagens status som enlig forælder. Desuden synes artikel 48, stk. 4, i lov om arbejdstageres rettigheder og artikel 177-179 i den almindelige lov om social sikring, der er omhandlet i denne artikel 5, som giver ret til forældreorlov og som den forelæggende ret har henvist til, at regulere barsels- eller fædreorlov.

28

Begreberne »forældreorlov«, »fædreorlov« og »barselsorlov« har imidlertid en præcis og særskilt betydning i EU-retten. Forældreorlov er således defineret i artikel 5 i direktiv 2019/1158, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b), som en orlov på fire måneder for forældre i forbindelse med et barns fødsel eller i forbindelse med adoption af et barn med henblik på at yde omsorg for dette barn, som skal tages, inden barnet når en nærmere fastlagt alder, op til otte år. Hvad angår fædreorlov er der i henhold til artikel 4 i dette direktiv, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra a), tale om en orlov på ti arbejdsdage til, at fædre eller, hvor og for så vidt som det anerkendes i national ret, en tilsvarende anden forælder, har ret til fædreorlov på ti arbejdsdage, der skal tages i forbindelse med fødslen af arbejdstagerens barn med henblik på at yde omsorg. Endelig er barselsorlov som fastsat i artikel 8 i direktiv 92/85, orlov til gravide arbejdstagere eller arbejdstagere, der lige har født, på mindst fjorten sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen.

29

Domstolen har desuden præciseret, at forældreorlov og barselsorlov forfølger forskellige formål. Selv om forældreorlov således tildeles forældre, for at de kan passe deres barn, og kan tages, indtil barnet har nået en nærmere fastlagt alder op til otte år, har barselsorlov til formål at beskytte kvindens fysiske tilstand og det særlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter graviditeten og fødslen ved at undgå, at forholdet forstyrres ved, at moderen samtidig udøver sit erhvervsarbejde (jf. i denne retning dom af 16.6.2016, Rodríguez Sánchez,C-351/14, EU:C:2016:447, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

30

Henset til tvisten i hovedsagen, der vedrører en ansøgning om forlængelse af en barselsorlov, skal det således fastslås, at den forelæggende ret ikke har forklaret, hvorfor den ønsker en fortolkning af artikel 5 i direktiv 2019/1158 vedrørende forældreorlov og den forbindelse, der er mellem denne bestemmelse og de bestemmelser i national ret, som den har henvist til, der regulerer barsels- eller fædreorlov.

31

Den 4. oktober 2023 fremsendte Domstolens præsident en anmodning om oplysninger til den forelæggende ret, hvori han anmodede denne om at præcisere, om anmodningen fra sagsøgeren i hovedsagen vedrørte barselsorlov, fædreorlov eller forældreorlov. I det tilfælde, at denne anmodning vedrører forældreorlov, blev den forelæggende ret anmodet om at præcisere, hvilken rolle INSS har, og hvilken karakter INSS’ indgreb har i forbindelse med en sådan anmodning. Såfremt denne anmodning vedrørte barselsorlov eller fædreorlov, blev den forelæggende ret anmodet om at præcisere, hvorfor fortolkningen af artikel 5 i direktiv 2019/1158 vedrørende forældreorlov er nødvendig for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

32

Som svar på denne anmodning om oplysninger har den forelæggende ret oplyst, at karakteren af den forældreorlov, der er omhandlet i artikel 5 i direktiv 2019/1158, og den barselsorlov med løn, der er reguleret ved artikel 177 ff. i den almindelige lov om social sikring, har en klar lighed, og at barselsorloven giver en privilegeret retlig beskyttelse af moderskabet. Den forelæggende ret har desuden præciseret, at dens anmodning om præjudiciel afgørelse har til formål at afgøre, om den spanske lovgivning om social sikring er i overensstemmelse med direktiv 2019/1158, for så vidt som denne lovgivning hverken regulerer eller fastsætter den særlige situation for familier med enlige forældre, uanset spørgsmålet om løn for den omhandlede orlov. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at en besvarelse af dens spørgsmål er nødvendig for at undgå et systematisk afslag på retten til den ansøgte forlængelse ved en streng anvendelse af den spanske lovgivning, der kan skade de rettigheder, som børn, der er født i familier med enlige forældre, har i forhold til børn, der er født i familier med to forældre, og som i henhold til spansk ret har mulighed for at nyde godt af en periode på 32 ugers forældreorlov.

33

Dette svar fra den forelæggende ret afklarer imidlertid ikke forholdet mellem på den ene side tvisten i hovedsagen, der vedrører en ansøgning om forlængelse af en barselsorlov, der er reguleret i artikel 48, stk. 4, i lov om arbejdstageres rettigheder og artikel 177-179 i den almindelige lov om social sikring, og på den anden side fortolkningen af artikel 5 i direktiv 2019/1158, som tillægger hver forælder en individuel ret til forældreorlov og præciserer de nærmere regler herfor. Dette direktivs artikel 5 vedrører ikke barselsorlov og regulerer således ikke spørgsmålet om forlængelse af denne orlov for en mor, som med sit barn udgør en familie med en enlig forælder, hvilket ikke kan drages i tvivl af de angivelige ligheder mellem forældreorlov og barselsorlov og af risikoen for en streng anvendelse af den spanske lovgivning, som ikke tager hensyn til den særlige situation for familier med enlige forældre.

34

Det er derfor ikke godtgjort, at artikel 5 i direktiv 2019/1158 finder anvendelse ratione materiae på tvisten i hovedsagen. Fortolkningen af denne bestemmelse er derfor ikke nødvendig for, at den forelæggende ret kan træffe afgørelse i tvisten i hovedsagen.

35

Hvad for det andet angår anvendelsen ratione temporis af direktiv 2019/1158 bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til dette direktivs artikel 20, stk. 1, var forpligtet til at gennemføre direktivet i national ret senest den 2. august 2022. I det foreliggende tilfælde ansøgte sagsøgeren i hovedsagen den 22. februar 2022 om forlængelse af sin barselsorlov fra den 24. februar 2022 for en periode på 16 uger.

36

Såvel datoen for denne anmodning som den eventuelle periode for forlængelse af den i hovedsagen omhandlede barselsorlov ligger således før for datoen for udløbet af den gennemførelsesfrist, der er fastsat i direktiv 2019/1158. Endvidere er der intet i de sagsakter, som Domstolen råder over, der gør det muligt at fastslå, at artikel 48, stk. 4, i lov om arbejdstageres rettigheder og artikel 177-179 i den almindelige lov om social sikring er blevet vedtaget med henblik på at foregribe forpligtelsen til at gennemføre dette direktivs bestemmelser om forældreorlov.

37

Da fristen for gennemførelse af direktiv 2019/1158 på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen ikke var udløbet, og dette direktiv ikke var blevet gennemført i national ret, er det derfor ufornødent at fortolke dets bestemmelser med henblik på hovedsagen (jf. i denne retning dom af 15.3.2001, Mazzoleni og ISA, C-165/98, EU:C:2001:162, præmis 17).

38

Det skal således fastslås, at de EU-retlige bestemmelser, som ønskes fortolket, hverken finder anvendelse ratione materiae eller ratione temporis på omstændighederne i hovedsagen, og at de spørgsmål, der er forelagt inden for rammerne af den foreliggende sag, derfor er af hypotetisk karakter.

39

Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

40

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, som er indgivet af Juzgado de lo Social no 1 de Sevilla (arbejdsret nr. 1 i Sevilla, Spanien) ved afgørelse af 28. september 2022, afvises.