Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)

21. december 2023 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – artikel 4a, stk. 1 – procedure for overgivelse mellem medlemsstaterne – betingelser for fuldbyrdelse – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse – undtagelser – obligatorisk fuldbyrdelse – straffedom, som er afsagt in absentia – begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« – procedure, som ændrer tidligere idømte straffe – afgørelse om fastsættelse af en samlet straf – afgørelse afsagt, uden at den pågældende selv var til stede – national lovgivning, der indeholder et absolut forbud mod overgivelse af den berørte i tilfælde af en afgørelse, der er truffet in absentia – forpligtelsen til en overensstemmende fortolkning«

I sag C-396/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland) ved afgørelse af 14. juni 2022, indgået til Domstolen den 15. juni 2022, i en sag om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre

Generalstaatsanwaltschaft Berlin,

har

DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen (refererende dommer), og dommerne N. Wahl og M.L. Arastey Sahún,

generaladvokat: P. Pikamäe,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        den tyske regering ved J. Möller, P. Busche, M. Hellmann og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

–        den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–        Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og H. Leupold, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag om fuldbyrdelse i Tyskland af en europæisk arrestordre, der er udstedt mod en polsk statsborger med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf i Polen.

 Retsforskrifter

 EU-retten

3        Artikel 1 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:

»1.       Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.       Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.       Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

4        Denne rammeafgørelses artikel 4a, der har overskriften »Afgørelser afsagt under og efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan også nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale ret

a)      i rette tid

i)      enten er blevet indkaldt personligt og derved underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at han/hun var klar over den berammede retssag

og

ii)      er blevet underrettet om, at der kan afsiges en afgørelse, selv om han/hun ikke er til stede under retssagen

[...]«

 Tysk ret

5        Følgende er fastsat i § 83, stk. 1, nr. 3, i Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) af 23. december 1982 (BGBl. 1982 I, s. 2071), i den affattelse, der blev offentliggjort den 27. juni 1994 (BGBl. 1994 I, s. 1537) (herefter »IRG«):

»Udlevering er ikke tilladt, når

[...]

3.       den dømte person, hvor der er tale om en anmodning med henblik på straffuldbyrdelse, ikke selv var til stede under den retssag, der førte til dommen [...]«

6        § 460 i Strafprozessordnung (strafferetsplejeloven) regulerer afsigelsen af en efterfølgende samlet dom i medfør af § 55 i Strafgesetzbuch (straffeloven), og strafferetsplejelovens § 462, stk. 1, præciserer, at den kompetente ret træffer afgørelse ved kendelse uden afholdelse af retsmøde.

 Polsk ret

7        Artikel 139, stk. 1, i Kodeks postępowania karnego (strafferetsplejeloven) fastsætter i det væsentlige muligheden for at foretage forkyndelse på den kendte adresse på en person, som ikke har meddelt sin nye adresse.

8        I medfør af strafferetsplejelovens artikel 75, stk. 1, er den anklagede forpligtet til at oplyse sin nye adresse i tilfælde af ændring af bopælen under en straffesag.

9        Artikel 86 i Kodeks karny (straffeloven), i den version, der var gældende på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder, bestemmer i det væsentlige, at i forbindelse med afsigelsen af en samlet dom udgøres minimumstraffen af den højeste enkelte straf, og den maksimale samlede straf udgøres af summen af de enkelte straffe, samtidig med at der fastsættes en konkret maksimumstærskel for en sådan samlet straf.

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

10      Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland), som er den forelæggende ret, har modtaget en anmodning fra de polske myndigheder om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt den 5. februar 2021 mod en polsk statsborger af Sąd Okręgowy w Piotrkowie Trybunalskim (den regionale domstol i Piotrków Trybunalski, Polen). Denne europæiske arrestordre vedrører anholdelse og overgivelse af den berørte til disse myndigheder med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf på 3 år afsagt af Sąd Okręgowy w Piotrkowie Trybunalskim (den regionale domstol i Piotrków Trybunalski, Polen) ved dom af 30. oktober 2019, hvorved den berørte blev idømt en samlet straf (herefter »den samlede dom af 30. oktober 2019«), hvoraf han stadig mangler at afsone 2 år, 11 måneder og 27 dage.

11      Den samlede dom af 30. oktober 2019 omfatter flere domme afsagt af Sąd Rejonowy w Piotrkowie Trybunalskim (retten i første instans i Piotrków Trybunalski), nemlig en dom af 25. april 2019, hvorved flere straffe, som den berørte tidligere var blevet idømt, blev lagt sammen, og en dom af 10. juni 2019.

12      Den berørte var personligt til stede eller var repræsenteret af en beskikket advokat i forbindelse med de sager, der førte til de straffe, som blev idømt ved dommen af 25. april 2019. Dommen af 10. juni 2019 og den samlede dom af 30. oktober 2019 var derimod udeblivelsesdomme. Indkaldelserne til at give møde i de retsmøder, der gik forud for afsigelsen af disse domme, som de kompetente polske myndigheder havde sendt til den berørte ved anmeldelse fra det polske postvæsen til den adresse, som den berørte havde oplyst over for myndighederne som værende hans faste bopæl, anses imidlertid i henhold til strafferetsplejelovens artikel 139, stk. 1, for at være blevet forkyndt for den pågældende.

13      Generalstaatsanwaltschaft Berlin (anklagemyndigheden i Berlin) anmodede først om varetægtsfængsling af den berørte med henblik på hans overgivelse til de polske myndigheder. Dernæst fandt myndigheden, at IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, som gennemfører artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 i tysk ret, er til hinder for denne overgivelse. Ifølge den forelæggende ret kan en indkaldelse til at give møde, der anses for at være forkyndt i medfør af strafferetsplejelovens artikel 139, stk. 1, ikke sikre, at den berørte faktisk er blevet underrettet om tidspunkt og sted for retsmødet, således som det kræves i henhold til Domstolens praksis, der bl.a. følger af dom af 24. maj 2016, Dworzecki (C-108/16 PPU, EU:C:2016:346). Myndigheden har derfor nu anmodet om, at overgivelsen af den berørte erklæres ulovlig.

14      Den forelæggende ret finder, at betingelsen om dobbelt strafbarhed, som en sådan overgivelse er underlagt, og som består i at efterprøve, om de påtalte forhold udgør en lovovertrædelse i de to medlemsstater, der er foranlediget til at samarbejde, er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

15      For det første ønsker den forelæggende ret oplyst, om begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at det omfatter en procedure, der har ført til en dom om fastsættelse af en samlet straf ved efterfølgende sammenlægning af tidligere idømte straffe, når den myndighed, der har afsagt denne dom, hverken kan foretage en fornyet prøvelse af skyldsspørgsmålet eller ændre de tidligere idømte straffe.

16      Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at Domstolen i dom af 10. august 2017, Zdziaszek (C-271/17 PPU, EU:C:2017:629), fastslog, at dette begreb ligeledes omfatter en efterfølgende procedure, såsom en procedure, der fører til en samlet dom, som endeligt ændrer niveauet for den oprindeligt idømte straf, forudsat at den myndighed, der traf denne sidstnævnte afgørelse, i denne forbindelse havde en vis skønsbeføjelse.

17      I det foreliggende tilfælde fremgår det af de oplysninger, som de polske retter har fremlagt, at retten i forbindelse med en efterfølgende sag om sammenlægning af tidligere idømte straffe i medfør af den relevante nationale lovgivning råder over en vis skønsmargen, eftersom den efter eget skøn kan træffe afgørelse om en samlet straf, som kan gå fra længden af den højeste oprindelige straf op til summen af alle de oprindeligt idømte straffe. For så vidt som den samlede dom af 30. oktober 2019 hverken gav anledning til en fornyet prøvelse af den berørtes skyld eller ændrede de tidligere idømte straffe, er den forelæggende ret imidlertid i tvivl om, hvorvidt en sådan dom faktisk kan være omfattet af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.

18      Den forelæggende rets tvivl bestyrkes af den omstændighed, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 efter dens opfattelse kun finder anvendelse, når en procedure med sammenlægning af tidligere idømte straffe giver anledning til, at der afsiges dom i et retsmøde. Dette er imidlertid bl.a. ikke tilfældet i tysk ret. Den forelæggende ret er derfor af den opfattelse, at der, henset til forskellene i straffesagers tilrettelæggelse i de forskellige medlemsstater, er en risiko for, at det afhænger af gældende national ret, om en sådan procedure er omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde.

19      For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om princippet om EU-rettens forrang er til hinder for en national lovgivning såsom IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, der gør en udeblivelsesdom til en »absolut hindring« for overgivelse af en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, selv om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som denne lovgivning gennemfører i tysk ret, kun fastsætter en fakultativ grund til afslag i dette tilfælde.

20      Ifølge den forelæggende ret er sidstnævnte bestemmelse ikke blevet gennemført fuldt ud i tysk ret, eftersom IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, ikke giver mulighed for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan udøve en skønsbeføjelse i tilfælde af en udeblivelsesdom.

21      Den forelæggende ret har anført, at Domstolen i dom af 24. juni 2019, Popławski (C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 69, 72, 73 og 76), fastslog, at selv om den direkte anvendelse af rammeafgørelse 2002/584 er udelukket, idet sidstnævnte ikke har direkte virkning, forholder det sig ikke desto mindre således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed er forpligtet til at fortolke national ret i overensstemmelse med denne rammeafgørelse med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat, idet en fortolkning contra legem af denne lovgivning imidlertid er udelukket.

22      Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den ikke er i stand til at fortolke IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, således, at den i forbindelse med undersøgelsen af, om der foreligger en hindring for overgivelse af den berørte, indrømmer den forelæggende ret et skøn, der gør det muligt for den at erklære overgivelsen lovlig, til trods for de undtagelser, der er fastsat i den nævnte § 83, stk. 2-4. Det er den forelæggende rets vurdering, at den i henhold til artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 og den skønsmargen, som den skal råde over i denne henseende, bør kunne lægge til grund, at den berørtes ret til at blive hørt, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, er blevet behørigt overholdt, og at overgivelsen af den pågældende derfor er lovlig.

23      Ved første øjekast kan de omstændigheder, hvorunder indkaldelsen til at give møde blev forkyndt for den berørte, nemlig ifølge den forelæggende ret anses for ikke i tilstrækkelig grad at sikre, at den berørte med sikkerhed blev oplyst om tidspunktet for det retsmøde, der gav anledning til den samlede dom af 30. oktober 2019, således som det kræves i henhold til Domstolens praksis, der bl.a. følger af dom af 24. maj 2016, Dworzecki (C-108/16 PPU, EU:C:2016:346), og opfylder derfor ikke de krav, der er fastsat i artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584. Det fremgår imidlertid af denne doms præmis 50 og 51, at den pågældende fuldbyrdende judicielle myndighed kan tage andre omstændigheder i betragtning, navnlig den berørtes adfærd, på grundlag af hvilke myndigheden kan sikre sig, at overgivelsen af den pågældende ikke indebærer en tilsidesættelse af dennes ret til forsvar, idet der kan rettes en særlig opmærksomhed mod en eventuel »åbenbar mangel på omhu« fra den pågældendes side, f.eks. når det fremgår, at denne har forsøgt at undgå forkyndelse af den underretning, som vedkommende var adressat for. I det foreliggende tilfælde er det således ubestridt, at den berørte ved ikke at underrette de kompetente polske myndigheder om sin reelle bopælsadresse forhindrede sin indkaldelse til det retsmøde, der gav anledning til den samlede dom af 30. oktober 2019.

24      På denne baggrund har Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal en procedure til fastsættelse af en samlet straf også anses for omfattet af anvendelsesområdet for artikel 41, stk. 1, i rammeafgørelse [2002/584], hvis afgørelsen ganske vist træffes ved dom på grundlag af en mundtlig forhandling, men der under denne hverken kan foretages en prøvelse af domfældelsen eller en ændring af den straf, der er tildelt for den enkelte strafbare handling?

2)      Er det foreneligt med EU-rettens forrang, at den tyske lovgiver i [IRG’s] § 83, stk. 1, nr. 3, [...] har udformet tilfældet, hvor den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, som en absolut hindring for overgivelse, selv om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse [2002/584] kun fastsætter en fakultativ nægtelsesgrund i dette tilfælde?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål

25      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelse omfatter en procedure, der har ført til en dom om fastsættelse af en samlet straf ved efterfølgende sammenlægning af tidligere idømte straffe, når den myndighed, der har afsagt denne dom, hverken kan foretage en fornyet prøvelse af den berørtes skyld eller ændre disse sidstnævnte straffe.

26      I denne henseende bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal anses for et selvstændigt EU-retligt begreb og fortolkes ensartet på hele Unionens område, uanset hvordan det kvalificeres i medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 67, og af 22.12.2017, Ardic, C-571/17 PPU, EU:C:2017:1026, præmis 63).

27      Dette begreb skal forstås således, at det betegner den procedure, der har ført til den retsafgørelse, hvorved den person, som ønskes overgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, er blevet endeligt dømt (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 74, og af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C‑514/21 og C‑515/21, EU:C:2023:235, præmis 52).

28      Domstolen har præciseret, at i den situation, hvor proceduren har omfattet flere instanser, hvilket har givet anledning til successive retsafgørelser, hvoraf mindst én er en udeblivelsesdom, omfatter det nævnte begreb det trin, der har ført til den sidste af disse retsafgørelser, forudsat at den pågældende ret har truffet endelig afgørelse om den berørtes skyld og har idømt vedkommende en straf, såsom en frihedsberøvende foranstaltning, efter at have foretaget såvel en faktisk som en retlig prøvelse af de belastende og diskulperende beviser, hvilket i givet fald indebærer, at der er blevet taget hensyn til den berørtes individuelle situation (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 81).

29      Domstolen har desuden fastslået, at en afgørelse, der træffes på et senere tidspunkt i sagen og ændrer en eller flere tidligere idømte frihedsstraffe, såsom en dom, der pålægger en samlet straf – selv om denne afgørelse fremkommer, efter at en eller flere afgørelser har idømt den berørte en eller flere straffe – ikke berører den konstatering af skyld, der er foretaget ved disse tidligere afgørelser, således at denne følgelig er endeligt fastslået (dom af 10.8.2017, Zdziaszek, C-271/17 PPU, EU:C:2017:629, præmis 84).

30      For det første ændrer en sådan dom længden af den eller de idømte straffe og skal derfor adskilles fra foranstaltningerne vedrørende de nærmere bestemmelser for fuldbyrdelsen af en frihedsstraf. For det andet fører en procedure, som munder ud i en afgørelse såsom en dom om fastsættelse af en samlet straf, som navnlig består i at ændre en eller flere straffe, som den berørte tidligere er blevet idømt, til en ny fællesstraf, nødvendigvis til et resultat, der er mere gunstigt for den pågældende. F.eks. kan de idømte straffe som følge af flere domfældelser, der hver især medfører idømmelse af en straf, kumuleres med henblik på at opnå en samlet straf, hvis længde er kortere end en addition af de forskellige straffe, der er idømt ved forskellige tidligere afgørelser (dom af 10.8.2017, Zdziaszek, C-271/17 PPU, EU:C:2017:629, præmis 85 og 86).

31      Overholdelsen af den retfærdige karakter af retssagen indebærer en ret for den berørte til at overvære retsforhandlingerne på grund af de store konsekvenser, som disse kan have for længden af den straf, som vil blive pålagt den pågældende. En specifik procedure til fastsættelse af en samlet straf må således ikke være en rent formel og aritmetisk procedure, men skal indebære et skøn med henblik på at afgøre strafniveauet, bl.a. ved en hensyntagen til den berørtes situation eller personlighed eller ved formildende eller skærpende omstændigheder. Det er i denne henseende uden betydning, om den pågældende ret har beføjelse til at skærpe den tidligere idømte straf (dom af 10.8.2017, Zdziaszek, C-271/17 PPU, EU:C:2017:629, præmis 87-89).

32      En procedure, der giver anledning til en dom om fastsættelse af en samlet straf, som medfører en ny fastsættelse af niveauet for tidligere idømte frihedsstraffe, skal derfor anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, når den i denne henseende indrømmer den kompetente myndighed en skønsmargen og giver anledning til en afgørelse, hvorved straffen fastsættes endeligt (dom af 10.8.2017, Zdziaszek, C-271/17 PPU, EU:C:2017:629, præmis 90).

33      Heraf følger, at det i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 indeholdte begreb »retssag, der førte til afgørelsen« omfatter en dom om fastsættelse af en samlet straf såsom den samlede dom af 30. oktober 2019, eftersom det fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at den procedure, der gav anledning til denne dom, indebærer en skønsmargen ved fastsættelsen af niveauet for denne samlede straf.

34      Det første spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelse omfatter en procedure, der har ført til en dom om fastsættelse af en samlet straf ved efterfølgende sammenlægning af tidligere idømte straffe, når den myndighed, der har afsagt denne dom, inden for rammerne af denne procedure hverken kan foretage en fornyet prøvelse af den berørtes skyld eller ændre disse sidstnævnte straffe, men råder over en skønsmargen med hensyn til fastsættelsen af niveauet for denne samlede straf.

 Det andet spørgsmål

35      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om princippet om EU-rettens forrang er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der gennemfører artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, og som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse.

36      I denne henseende bemærkes, at artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 fastsætter den regel, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse. Bortset fra under helt særlige omstændigheder kan de fuldbyrdende judicielle myndigheder derfor kun afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre i de udtømmende opregnede tilfælde, der er fastsat i den nævnte rammeafgørelse. Fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kan kun underlægges en af de betingelser, der er udtømmende opregnet heri. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 50).

37      Rammeafgørelse 2002/584 fastsætter således udtrykkeligt dels de obligatoriske grunde (rammeafgørelsens artikel 3), dels de fakultative grunde (den nævnte rammeafgørelses artikel 4 og 4a) til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Navnlig begrænser rammeafgørelsens artikel 4a muligheden for at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre ved præcist og ensartet at opregne betingelserne for, hvornår anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede, ikke kan nægtes (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 53).

38      Det fremgår af ordlyden af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at bestemmelsen giver fakultativ mulighed for ikke at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til domfældelsen. Denne mulighed er imidlertid forsynet med fire undtagelser, der er opregnet i henholdsvis denne bestemmelses litra a)-d), som fratager den omhandlede fuldbyrdende judicielle myndighed muligheden for at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, som er rettet til den (jf. i denne retning dom af 26.2.2013, Melloni, C-399/11, EU:C:2013:107, præmis 40).

39      En fuldbyrdende judiciel myndighed råder dermed over beføjelsen til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den omhandlede afgørelse, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at de betingelser, der er fastsat i henholdsvis litra a)-d) i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, er opfyldt (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 54).

40      Heraf følger, at den fuldbyrdende judicielle myndighed er forpligtet til at fuldbyrde en europæisk arrestordre, selv om den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den omhandlede afgørelse, såfremt det konstateres, at der foreligger en af de omstændigheder, som er omhandlet i henholdsvis litra a), b), c) eller d), i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 55).

41      Domstolen har haft lejlighed til at præcisere, at eftersom denne artikel 4a fastsætter en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, kan en fuldbyrdende judiciel myndighed under alle omstændigheder, selv efter at have konstateret, at de omstændigheder, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, ikke omfatter situationen for den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, tage andre omstændigheder i betragtning, på grundlag af hvilke den kan sikre sig, at overgivelsen af den berørte ikke indebærer en tilsidesættelse af dennes ret til forsvar (jf. i denne retning dom af 10.8.2017, Zdziaszek, C-271/17 PPU, EU:C:2017:629, præmis 107, og af 17.12.2020, Generalstaatsanwaltschaft Hamburg, C-416/20 PPU, EU:C:2020:1042, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

42      Inden for rammerne af en sådan vurdering kan den fuldbyrdende judicielle myndighed således tage hensyn til den adfærd, som den berørte har udvist. Det er nemlig på dette trin i overgivelsesproceduren, at der kan rettes en særlig opmærksomhed mod navnlig den omstændighed, at den berørte har forsøgt at undgå forkyndelse af den underretning, som vedkommende var adressat for (dom af 17.12.2020, Generalstaatsanwaltschaft Hamburg, C-416/20 PPU, EU:C:2020:1042, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

43      Heraf følger, at når en fuldbyrdende judiciel myndighed efterprøver, om en af de betingelser, der er fastsat i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, er opfyldt, er den ikke forhindret i at sikre sig, at den pågældende persons ret til forsvar overholdes, ved i denne henseende behørigt at tage hensyn til samtlige de omstændigheder, der karakteriserer den sag, som den er forelagt, herunder de oplysninger, som den selv måtte råde over.

44      I det foreliggende tilfælde fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at den i hovedsagen omhandlede tyske lovgivning generelt forpligter den pågældende fuldbyrdende judicielle myndighed til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, såfremt der er tale om en udeblivelsesdom. Denne lovgivning overlader ikke denne fuldbyrdende judicielle myndighed noget skøn med henblik på efterprøvelsen af, om der foreligger en af de situationer, der er omhandlet i henholdsvis litra a)-d) i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, på grundlag af omstændighederne i den foreliggende sag, om den berørte persons ret til forsvar kan anses for at være blevet overholdt, og dermed ved afgørelsen af, om den pågældende europæiske arrestordre skal fuldbyrdes.

45      På dette grundlag skal det fastslås, at en sådan national lovgivning er i strid med artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.

46      Det bemærkes, at Domstolen har fastslået, at princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at det ikke pålægger en national ret at undlade at anvende en national bestemmelse, der er uforenelig med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584, idet denne rammeafgørelse ikke har direkte virkning. Medlemsstaternes myndigheder, herunder retterne, har ikke desto mindre pligt til i videst muligt omfang at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret, således at de kan sikre et resultat, som er foreneligt med det formål, der tilstræbes med den pågældende rammeafgørelse (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 109).

47      Selv om rammeafgørelser ikke har direkte virkning, indebærer deres bindende virkning nemlig en forpligtelse for de nationale myndigheder til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret fra tidspunktet for udløbet af gennemførelsesfristen for disse rammeafgørelser. Ved anvendelsen af national ret er disse myndigheder således forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af den pågældende rammeafgørelses ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat, idet en fortolkning contra legem af national ret imidlertid er udelukket. Princippet om overensstemmende fortolkning kræver således, at national ret tages i betragtning i dens helhed, og at der anvendes fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, for at sikre den fulde virkning af denne rammeafgørelse og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes hermed (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 72-77).

48      Heraf følger, at det tilkommer den forelæggende ret, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i lyset af ordlyden og formålet med rammeafgørelse 2002/584.

49      Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en national lovgivning til gennemførelse af denne bestemmelse, som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse, er i strid med den nævnte bestemmelse. En national domstol er forpligtet til, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke denne nationale lovgivning i lyset af ordlyden og formålet med denne rammeafgørelse.

 Sagsomkostninger

50      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

1)      Artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelse omfatter en procedure, der har ført til en dom om fastsættelse af en samlet straf ved efterfølgende sammenlægning af tidligere idømte straffe, når den myndighed, der har afsagt denne dom, inden for rammerne af denne procedure hverken kan foretage en fornyet prøvelse af den berørtes skyld eller ændre disse sidstnævnte straffe, men råder over en skønsmargen med hensyn til fastsættelsen af niveauet for denne samlede straf.

2)      Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at en national lovgivning til gennemførelse af denne bestemmelse, som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse, er i strid med den nævnte bestemmelse. En national domstol er forpligtet til, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke denne nationale lovgivning i lyset af ordlyden og formålet med denne rammeafgørelse.

Underskrifter

*      Processprog: tysk.