1

Planistat Europe SARL og Hervé-Patrick Charlot har med deres appel nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 6. april 2022, Planistat Europe og Charlot mod Kommissionen (T-735/20, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2022:220), hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i det af appellanterne anlagte søgsmål med påstand om erstatning dels for den ikke-økonomiske skade, som Hervé-Patrick Charlot havde lidt som følge af, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) havde fremsendt oplysninger til de nationale myndigheder om forhold, der kunne indebære strafforfølgning, og at Kommissionen havde indgivet en anmeldelse til disse myndigheder, dels for den økonomiske skade, som appellanterne havde lidt som følge af ophævelsen af de kontrakter, der var indgået mellem Planistat Europe og Kommissionen.

2

Følgende fremgik af 1., 5., 10. og 13. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (EFT 1999, L 136, s. 1), som finder anvendelse ratione temporis på denne sag:

[...]

[...]

[...]

3

Denne forordnings artikel 2 med overskriften »Administrative undersøgelser« havde følgende ordlyd:

»I nærværende forordning forstås ved »administrative undersøgelser« [...] alle former for kontrol, inspektion og andre foranstaltninger, som gennemføres af [OLAF’s] ansatte i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 3 og 4 med henblik på at opfylde de formål, der er fastlagt i artikel 1, og i givet fald fastslå de kontrollerede aktiviteters uregelmæssige karakter. Disse undersøgelser berører ikke medlemsstaternes kompetence på det strafferetlige område.«

4

Forordningens artikel 8 med titlen »Tavshedspligt og beskyttelse af oplysninger« fastsatte:

»1.   Alle oplysninger, der indhentes i forbindelse med eksterne undersøgelser, uanset i hvilken form det måtte være, er beskyttet af reglerne for disse undersøgelser.

2.   De oplysninger, der meddeles eller indhentes i forbindelse med interne undersøgelser, uanset i hvilken form det måtte være, er omfattet af tavshedspligt og beskyttet i henhold til de bestemmelser, der gælder for De Europæiske Fællesskabers institutioner.

Oplysningerne må ikke meddeles til andre end dem, der i De Europæiske Fællesskabers institutioner eller i medlemsstaterne i kraft af deres hverv skal have kendskab til dem, eller anvendes til andre formål end til bekæmpelse af svig, bestikkelse og enhver anden ulovlig aktivitet.

3.   Direktøren påser, at [OLAF’s] ansatte og alle andre personer, der handler under hans myndighed, overholder fællesskabsbestemmelserne og de nationale bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger, navnlig bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31).

4.   [OLAF’s] direktør og medlemmerne af Overvågningsudvalget, der er omhandlet i artikel 11, påser, at bestemmelserne i denne artikel og traktatens artikel 286 og 287 anvendes.«

5

Forordningens artikel 9 med overskriften »Undersøgelsesrapport og opfølgning af undersøgelserne« bestemte:

»1.   Ved afslutningen af en undersøgelse, som foretages af [OLAF], udarbejder [kontoret] under direktørens myndighed en afsluttende rapport, som bl.a. indeholder oplysninger om de konstaterede forhold, i givet fald det økonomiske tab og konklusionerne af undersøgelsen, herunder henstillinger fra [OLAF’s] direktør om, hvorledes undersøgelsen bør følges op.

2.   Disse rapporter udarbejdes under hensyntagen til de procedurekrav, der er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning. De således udarbejdede rapporter kan på lige fod med og på samme vilkår som de administrative rapporter, de nationale administrative inspektører udarbejder, udgøre gyldige bevismidler i administrative eller retslige procedurer i den medlemsstat, hvor dette måtte være påkrævet. De bedømmes efter samme regler som dem, der gælder for de administrative rapporter, som de nationale administrative inspektører udarbejder, og har samme værdi som disse.

3.   Den rapport, der udarbejdes efter en ekstern undersøgelse, og alle relevante dokumenter vedrørende undersøgelsen sendes til de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder i overensstemmelse med reglerne for eksterne undersøgelser.

4.   Den rapport, der udarbejdes efter en intern undersøgelse, og alle relevante dokumenter vedrørende undersøgelsen sendes til den pågældende institution, det pågældende organ eller det pågældende kontor eller agentur. Institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne følger de interne undersøgelser op, især med de disciplinære eller retslige skridt, som resultaterne måtte kræve, og underretter [OLAF’s] direktør, inden for en af denne i rapportens konklusioner anført frist, om, hvordan undersøgelserne er fulgt op.«

6

Artikel 10 i forordning nr. 1073/1999 med overskriften »[OLAF’s] fremsendelse af oplysninger« havde følgende ordlyd:

»1.   Med forbehold af artikel 8, 9 og 11 og bestemmelserne i [Rådets] forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 [af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT 1996, L 292, s. 2)] kan [OLAF] når som helst fremsende oplysninger, som [kontoret] har indhentet under eksterne undersøgelser, til de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder.

2.   Med forbehold af artikel 8, 9 og 11 fremsender [OLAF’s] direktør til de retslige myndigheder i den berørte medlemsstat de oplysninger, som [kontoret] har indsamlet i forbindelse med interne undersøgelser, om forhold, der kan føre til strafferetlig forfølgning. Hvis ikke det er til skade for undersøgelsen, underretter han samtidig den berørte medlemsstat.

3.   Med forbehold af artikel 8 og 9 kan [OLAF] når som helst fremsende oplysninger, som [kontoret] har indhentet under interne undersøgelser, til den berørte institution, organ, kontor eller agentur.«

7

Sagens baggrund blev beskrevet af Retten i den appellerede doms præmis 2-18 og kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.

8

I løbet af 1996 oprettede De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor (Eurostat) et netværk af salgssteder med salg af statistiske oplysninger for øje (datashops). I medlemsstaterne var disse datashops, der ikke var juridiske personer, i princippet integreret i de nationale statistikkontorer på nær i Belgien, Spanien og Luxembourg, hvor de blev drevet af kommercielle selskaber. Med henblik herpå blev der indgået trepartsaftaler mellem Eurostat, De Europæiske Fællesskabers Publikationskontor (Publikationskontoret) og den enhed, der var vært for den pågældende datashop.

9

Fra 1996 til 1999 havde Planistat Europe under ledelse af Hervé-Patrick Charlot rammekontrakter med Eurostat om levering af forskellige tjenesteydelser, herunder bl.a. tilrådighedsstillelsen af personale i datashops.

10

Med virkning fra den 1. januar 2000 fik Planistat Europe overdraget ledelsen af datashops i Bruxelles (Belgien), Madrid (Spanien) og Luxembourg. Selskabet skulle derefter overføre hele omsætningen fra disse tre datashops til Kommissionen.

11

I september 1999 udarbejdede Eurostats interne revisionstjeneste en rapport, der viste uregelmæssigheder i Planistat Europes drift af de pågældende datashops.

12

Den 17. marts 2000 fremsendte Kommissionens Generaldirektorat for Finanskontrol denne rapport til OLAF.

13

Den 18. marts 2003 besluttede OLAF efter at have foretaget en intern undersøgelse (IO/2000/4097) af de nærmere bestemmelser om oprettelsen af netværket af datashops, faktureringsprocedurerne, anvendelsen af den finansielle ramme og den eventuelle involvering af EU-tjenestemænd at indlede den eksterne undersøgelse OF/2002/0510 af Planistat Europe.

14

Den 19. marts 2003 fremsendte OLAF en skrivelse til de franske retslige myndigheder med oplysning om forhold, der efter kontorets opfattelse kunne indebære strafforfølgning i forbindelse med den igangværende undersøgelse (herefter »skrivelsen af 19. marts 2003«). På grundlag heraf indledte procureur de la République de Paris (den offentlige anklager i Paris, Frankrig) den 4. april 2003 for undersøgelsesdommeren ved tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris, Frankrig) en forundersøgelse vedrørende hæleri og medvirken til underslæb.

15

Den 16. maj 2003 blev fremsendelsen af denne skrivelse omtalt i pressen og blev genstand for en række skriftlige spørgsmål fremsat af medlemmer af Europa-Parlamentet til Kommissionen.

16

Kommissionen og OLAF udsendte flere pressemeddelelser, hvoraf kun to omtalte Planistat Europe. Første gang blev der således henvist til Planistat Europe i Kommissionens pressemeddelelse af 9. juli 2003, mens Kommissionen i sin pressemeddelelse af 23. juli 2003 bekræftede sin beslutning om at hæve de med Planistat Europe indgåede kontrakter.

17

Den 10. juli 2003 anmeldte Kommissionen, med begæring om indtræden som civil part, X til den offentlige anklager i Paris for underslæb og ethvert andet strafbart forhold, der kunne udledes af de i anmeldelsen anførte faktiske omstændigheder.

18

Den 10. september 2003 blev der indledt en efterforskning af Hervé-Patrick Charlot for forholdene underslæb og hæleri.

19

Som følge heraf hævede Kommissionen den 23. juli 2003 de med Planistat Europe indgåede kontrakter.

20

Den 25. september 2003 afsluttede OLAF både den interne undersøgelse IO/2000/4097 og den eksterne undersøgelse OF/2002/0510.

21

Den 9. september 2013 afsagde undersøgelsesdommeren ved tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris) kendelse om påtaleopgivelse over for alle de sigtede i straffesagen anlagt for de franske myndigheder, hvorefter Kommissionen iværksatte appel af denne kendelse.

22

Ved dom af 23. juni 2014 afviste cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) Kommissionens appel og stadfæstede kendelsen om påtaleopgivelse.

23

Ved dom af 15. juni 2016 gav Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) heller ikke Kommissionen medhold i dennes kassationsappel over dommen af 23. juli 2014 og afsluttede dermed retsforfølgningen.

24

Den 10. september 2020 fremsatte appellanterne et påkrav over for Kommissionen om at yde dem 11,6 mio. EUR i erstatning for de skader, som de angiveligt havde lidt som følge af navnlig den indgivne anmeldelse og de pressemeddelelser, som denne havde udsendt herom.

25

Den 15. oktober 2020 afslog Kommissionen appellanternes krav, idet betingelserne for, at Den Europæiske Union kunne ifalde ansvar uden for kontraktforhold, ikke var opfyldt.

26

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. december 2020 anlagde Planistat Europe og Hervé-Patrick Charlot et søgsmål i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om erstatning dels for den ikke-økonomiske skade, som Hervé-Patrick Charlot angiveligt har lidt som følge af OLAF’s fremsendelse til de nationale myndigheder af oplysninger vedrørende forhold, der kunne indebære strafforfølgning, og af den klage, som Kommissionen indgav til disse myndigheder, inden OLAF's undersøgelse var afsluttet, dels for det økonomiske tab, som de har lidt som følge af opsigelsen af de kontrakter, der var indgået mellem Planistat Europe og Kommissionen.

27

Appellanterne nedlagde til støtte for deres søgsmål påstand om, at OLAF og Kommissionen havde tilsidesat omsorgspligten, principperne om god forvaltningsskik og uskyldsformodning, og retten til et forsvar, som er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). De gjorde i det væsentlige gældende, at OLAF og Kommissionen havde begået fejl dels ved at fremsende oplysninger til de franske retslige myndigheder vedrørende forhold, der kunne indebære strafforfølgelse, dels ved at have indgivet en anmeldelse mod X, som førte til, at der blev indledt en straffesag mod dem, og ved at have retsforfulgt sagen på uberettiget vis. Ifølge appellanterne havde disse fejl begået af OLAF og Kommissionen en direkte årsagsforbindelse med den ikke-økonomiske og økonomiske skade, som de kræver erstatning for.

28

Retten afviste dette søgsmål delvist som følge af den forældelsesfrist på fem år, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og forkastede søgsmålet delvist som ugrundet.

29

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

30

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

31

Indledningsvis skal det bemærkes, at i henhold til artikel 169, stk. 1, i Domstolens procesreglement skal påstandene i appelskriftet gå ud på, at Rettens afgørelse, »således som den fremgår af denne afgørelses konklusion, ophæves helt eller delvist«. I henhold til procesreglementets artikel 170, stk. 1, skal påstandene i appelskriftet desuden gå ud på, at der, såfremt appellen tages til følge, helt eller delvis gives medhold i de i første instans nedlagte påstande, idet nye påstande ikke kan nedlægges.

32

Appellanternes tredje påstand om, at Kommissionen tilpligtes offentligt at anerkende, at den har anlagt et urigtigt skøn i forhold til dem, har imidlertid hverken til formål at opnå, at Rettens afgørelse ophæves, eller at der gives medhold i de i første instans nedlagte påstande, for så vidt som appellanterne, således som det fremgår af den appellerede dom, og dette bekræftedes ved læsning af stævningen i første instans, der er fremsendt til Domstolen i overensstemmelse med procesreglementets artikel 167, stk. 2, ikke havde nedlagt en sådan påstand i første instans. Det følger heraf, at appellanternes tredje påstand udgør en ny påstand og skal afvises.

33

Appellanterne har fremsat tre anbringender til støtte for appellen. Med deres første og principale anbringende kritiseres Retten for at have begået en fejl ved at anlægge en urigtig fortolkning af den omstændighed, der er årsag til de påberåbte skader. Med deres andet anbringende, der er fremsat subsidiært, har de gjort gældende, at Retten begik fejl i henseende til Unionens ansvar uden for kontraktforhold. Med deres tredje anbringende har de gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at det ikke var nødvendigt at undersøge realiteten med hensyn til det angivelige tab og årsagsforbindelsen.

34

Med det første anbringende, der er opdelt i to led, og som vedrører henholdsvis det ikke-økonomiske tab og det økonomiske tab, har appellanterne gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 36 at lægge til grund, at de foreholdt Kommissionen at have påført Hervé-Partrick Charlot et ikke-økonomisk tab som følge af, at han blev tiltalt i straffesagen ved de franske retshåndhævende myndigheder, samt et økonomisk tab som følge af opsigelsen af alle de kontrakter, der var indgået med Planistat Europe, har gengivet deres argumentation urigtigt. Denne urigtige gengivelse førte Retten til at begå en fejl ved definitionen af de fejl, der er årsag til det tab, som de kræver erstattet, hvilket indebar, at Rettens analyse i sin helhed, navnlig den appellerede doms præmis 116, hvorved Retten delvis afviste deres søgsmål, delvis frifandt Kommissionen, blev påvirket.

35

Med det første led af det første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at definere den begivenhed, der forårsagede den hævdede ikke-økonomiske skade, fejlagtigt.

36

De har i denne forbindelse gjort gældende, at Retten gengav deres argumentation urigtigt, da den fastslog, at deres søgsmål udelukkende vedrørte den ikke-økonomiske skade, som angiveligt var lidt som følge af OLAF’s fremsendelse af skrivelsen af 19. marts 2003, og ikke den skade, der fulgte af den »omfattende mediedækning« af denne fremsendelse. De har gjort gældende, at Retten begik en fejl ved definitionen af de fejl, der er årsag til den skade, som de kræver erstattet.

37

I denne henseende fremgår det ifølge appellanterne af stævningen i første instans, at OLAF og Kommissionen har begået flere fejl ved dels at have fremsat en »falsk anklage« ved skrivelsen af 19. marts 2003, som de fremsendte til de franske retslige myndigheder, dels at have indgivet den klage med civilretlig partsstilling, der er nævnt i denne doms præmis 17, ledsaget af en omfattende mediedækning og en pressemeddelelse, hvori de bevidst lod oplysninger vedrørende denne skrivelse »forsvinde« og fremsætte »æreskrænkende« udtalelser. Det var kombinationen af disse fejl, der skadede den ære og det omdømme, som Hervé-Patrick Charlot, lederen af selskabet Planistat Europe, havde.

38

Kommissionen er af den opfattelse, at appellanternes argumentation følger af en urigtig læsning af den appellerede dom.

39

Det skal indledningsvis fastslås, at Retten, i modsætning til hvad appellanterne i det væsentlige har gjort gældende, ikke så bort fra, at de havde påberåbt sig en ikke-økonomisk skade som følge af OLAF’s mediedækning af fremsendelsen af skrivelsen af 19. marts 2003. Det fremgår nemlig af den appellerede doms præmis 47, at Retten tog hensyn til denne hævdede ikke-økonomiske skade, samtidig med at den fandt, at den havde en momentan karakter og derfor var forældet i henhold til artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og de principper i retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 34 og 35. Det følger heraf, at for så vidt som appellanterne med det første anbringendes første led har gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af deres stævning i første instans, idet den så bort fra den angivelige ikke-økonomiske skade, der fulgte af mediedækningen af den nævnte skrivelse, hviler dette første led på en urigtig læsning af den appellerede dom og skal derfor forkastes som ugrundet.

40

For så vidt som dette første appelanbringende skal forstås som et anbringende om urigtig gengivelse af appellanternes argumentation, idet Retten angiveligt ikke var klar over, at den hævdede skade skyldtes kombinationen af fremsendelsen af denne skrivelse og mediedækningen heraf, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det fremgår af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i procesreglementet, at appelskriftet præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 21.9.2023, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen, C-478/21 P, EU:C:2023:685, præmis 162 og den deri nævnte retspraksis).

41

De begrundelseskrav, der er fastsat i disse bestemmelser, er ikke opfyldt, når appelskriftet, endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den omhandlede dom angiveligt er behæftet med, blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremsat for Retten, herunder anbringender og argumenter, der er støttet på faktiske omstændigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at lægge til grund. En sådan appel har nemlig kun til formål at opnå en fornyet prøvelse af den til Retten indgivne stævning, hvilket falder uden for Domstolens kompetence (jf. i denne retning dom af 27.4.2023, PL mod Kommissionen, C-537/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2023:363, præmis 125 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at selv om appellanterne har gjort gældende, at deres argumentation for Retten blev gengivet fejlagtigt af Retten i den appellerede dom, forholder det sig ikke desto mindre således, at appellanterne ikke har identificeret nogen retlig fejl, der følger af denne angiveligt urigtige gengivelse, og som denne dom skulle være behæftet med (jf. analogt dom af 4.6.2015, Andechser Molkerei Scheitz mod Kommissionen, C-682/13 P, EU:C:2015:356, præmis 59).

43

Som Kommissionen med rette har anført, har appellanterne navnlig ikke fremført noget argument med henblik på at rejse tvivl om Rettens betragtning i den appellerede doms præmis 47, som er gengivet i denne doms præmis 39, og hvortil der er henvist i nærværende doms præmis 34, og heller ikke de i retspraksis udviklede principper, der er nævnt i den appellerede doms præmis 34 og 35.

44

Følgelig kan det første anbringendes første led delvist ikke antages til realitetsbehandling og er delvist ugrundet.

45

Med det første anbringendes andet led har appellanterne foreholdt Retten, at den begik en fejl ved at konkludere, at den omstændighed, der forårsagede det angivelige økonomiske tab, fulgte af opsigelsen af de kontrakter, der var indgået mellem Planistat Europe og Kommissionen i 2003, selv om det klart fremgik af stævningen i første instans, at dette tab bestod i et tab i værdien af dette selskabs andele samt en »kvælning« og en »virtuel forsvinden af en blomstrende virksomhed« som følge af OLAF’s og Kommissionens ærekrænkende adfærd. Det nævnte tab er vedvarende i modsætning til det øjeblikkelige tab, der følger af opsigelsen af disse kontrakter. Den 15. juni 2016 stadfæstede Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) kendelsen om påtaleopgivelse fra undersøgelsesdommeren ved tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris), hvorved Hervé-Patrick Charlots uskyld blev stadfæstet, hvilket gør det muligt a posteriori at kvalificere denne ærekrænkende adfærd som »ulovlig«. Appellanterne har således gjort gældende, at Retten burde have analyseret deres erstatningspåstand, der er nævnt i denne doms præmis 24, på en helt anden måde, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om forældelsen af deres krav mod Unionen om ansvar uden for kontraktforhold.

46

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

47

Selv om det er korrekt, at appellanterne i deres stævning i første instans gjorde gældende, at det økonomiske tab, som de hævder at have lidt, bestod i et tab i værdien af aktierne i selskabet Planistat Europe samt »kvælningen« og den »virtuelle forsvinden af en blomstrende virksomhed« som følge af OLAF’s og Kommissionens ærekrænkende adfærd, forholder det sig ikke desto mindre således, at dette værditab ifølge selve stævningens ordlyd skyldtes dels suspenderingen og hævelsen af kontrakterne indgået mellem selskabet og Kommissionen, dels opsigelsen af kontrakterne indgået med andre kunder. Det kan således ikke lægges til grund, at Retten gengav deres argumentation på dette punkt urigtigt, således at det andet led af det første appelanbringende, for så vidt som det skulle være udtryk for en urigtig gengivelse af appellanternes argumentation, skal forkastes som ugrundet.

48

Det skal endvidere fastslås, at hvad angår opsigelsen af kontrakterne indgået mellem selskabet og Kommissionen har appellanterne begrænset sig til at kritisere Retten for i den appellerede doms præmis 58-61 at have fastslået, at dette økonomiske tab havde en momentan karakter, således at påstanden om erstatning for dette tab var forældet, uden imidlertid i strid med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 40 og 41, at angive, hvorledes dette ræsonnement var behæftet med en retlig fejl, idet denne del af deres appel således ved en gentagelse af de argumenter, der blev fremført i første instans, tilsigter at opnå en fornyet prøvelse af deres stævning for Retten, hvorfor disse argumenter skal afvises.

49

Hvad angår det økonomiske tab som følge af opsigelsen af kontrakterne indgået med øvrige kunder skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 62 fastslog, at appellanterne ikke havde fremlagt noget bevis, der bl.a. gjorde det muligt at fastslå det præcise tidspunkt, hvor tabet opstod.

50

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, er Domstolen i henhold til artikel 256 TEUF kun kompetent til at gennemføre en kontrol med den retlige kvalificering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, som er blevet draget heraf (dom af 14.10.2021, NRW.Bank mod CRU, C-662/19 P, EU:C:2021:846, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis). Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør derfor ikke, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser, et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret (dom af 25.3.2021, Deutsche Telekom mod Kommissionen, C-152/19 P, EU:C:2021:238, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

51

Eftersom appellanterne ikke har fremsat noget klagepunkt om urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller af beviserne, skal deres argumentation ligeledes afvises på dette punkt.

52

Det første anbringendes andet led skal derfor dels afvises, dels forkastes som ugrundet.

53

Det første anbringende kan derfor i sin helhed ikke tages til følge.

54

Det andet anbringende, hvorved appellanterne har gjort gældende, at der foreligger en retlig fejl vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold, er opdelt i tre led, der i det væsentlige vedrører for det første en fejl, som Retten skulle have begået med hensyn til ulovligheden af OLAF’s og Kommissionens æreskrænkende adfærd over for appellanterne, for det andet en fejl vedrørende ulovligheden af OLAF’s adfærd, for så vidt som OLAF i mangel af tilstrækkelige indicier fremsendte oplysninger om forhold, der kunne indebære strafforfølgning, til de franske myndigheder, og for det tredje en fejl vedrørende ulovligheden af Kommissionens adfærd.

55

Med det første klagepunkt i det andet anbringendes andet led har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at OLAF ikke havde begået nogen fejl ved at fremsende oplysninger til de franske retslige myndigheder vedrørende forhold, der kunne indebære strafforfølgning.

56

Appellanterne har i øvrigt i det væsentlige gjort gældende, at den pågældende ulovlighed var en følge af OLAF’s tilsidesættelse af sin forpligtelse til at udvise omhu, og at det tilkom OLAF at efterprøve de oplysninger, som kontoret fremsendte til de nationale myndigheder.

57

Appellanterne har gjort gældende, at Retten begik en fejl, da den i den appellerede doms præmis 82-92 fastslog, at det følger af artikel 10 i forordning nr. 1073/1999 og 13. betragtning hertil, at OLAF har ret til at indbringe en sag for den retslige myndighed, herunder inden afslutningen af den eksterne undersøgelse, hvis kontoret vurderer at være i besiddelse af oplysninger eller materiale, der kan begrunde indledningen af en retslig undersøgelse eller udgøre beviselementer af relevans for en sådan undersøgelse. I denne henseende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 88, at OLAF allerede den 19. marts 2003 var i besiddelse af oplysninger eller materiale, der gjorde det muligt at antage, at de omhandlede forhold, der kunne indebære strafforfølgning. Retten konkluderede med urette i den appellerede doms præmis 90 og 91, at OLAF ikke havde begået nogen fejl, og navnlig at OLAF hverken havde tilsidesat princippet om god forvaltningsskik eller princippet om overholdelse af en rimelig frist.

58

Ifølge appellanterne udviste OLAF ikke tilstrækkelig forsigtighed, da kontoret fremsendte forkerte oplysninger til de franske myndigheder, hvorved det tilsidesatte sin pligt til at kontrollere oplysningerne og dermed princippet om god forvaltningsskik.

59

Kommissionen har gjort gældende, at det første klagepunkt i det andet anbringendes andet led dels skal afvises, dels skal forkastes som ugrundet.

60

Ifølge Kommissionen har appellanterne ved hjælp af deres argumenter ønsket at opnå en fornyet undersøgelse af de faktiske omstændigheder uden dog at hævde, at disse er blevet gengivet forkert, og uden at identificere den retlige fejl, som Retten skulle have begået.

61

Hvad angår realiteten har Kommissionen gjort gældende, at appellanternes argumenter er ugrundede. Hvad angår Rettens vurdering, hvorefter OLAF på tidspunktet for fremsendelsen af noten af 19. marts 2003 rådede over tilstrækkelige oplysninger til at foretage denne fremsendelse, tog Retten i den appellerede doms præmis 87 og 89 med rette hensyn til dels den omstændighed, at oplysningerne i dette notat var resultatet af en undersøgelse, der blev indledt i løbet af 1999 på grundlag af en revisionsrapport udarbejdet af Eurostat, dels den omstændighed, at undersøgelse OF/2002/0510 udgjorde den eksterne del af den interne undersøgelse IO/2000/4097.

62

Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at den omstændighed, at de franske domstole er nået frem til en anden konklusion end OLAF, ikke kan rejse tvivl om OLAF’s undersøgelse og ikke i sig selv gør det muligt at godtgøre, at OLAF har begået en fejl, der udgør en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik i forhold til sagsøgerne.

63

Det skal fastslås, at selv om fremstillingen af visse af de argumenter, der er fremført til støtte for første klagepunkt i det andet appelanbringendes andet led, kunne have været klarere, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse argumenter i det væsentlige ikke tilsigter at rejse tvivl om Rettens bedømmelse som sådan af de faktiske omstændigheder, men Rettens konklusion om, at de konstaterede faktiske omstændigheder ikke gjorde det muligt at fastslå, at OLAF havde begået en fejl ved at fremsende oplysninger til de franske retlige myndigheder, med andre ord Rettens retlige kvalificering af disse faktiske omstændigheder. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 50, er den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder et retligt spørgsmål, der kan rejses under en appelsag, og som henhører under Domstolens prøvelsesret.

64

Det andet anbringendes andet leds første klagepunkt kan dermed antages til realitetsbehandling.

65

Med det første klagepunkt i det andet anbringendes andet led har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at OLAF ikke havde tilsidesat princippet om god forvaltningsskik ved at underrette de franske retslige myndigheder, inden den havde færdiggjort rapporten udarbejdet på baggrund af den eksterne undersøgelse.

66

I denne henseende skal det bemærkes, at en af de betingelser, der kræves, for at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF, er, at der er sket en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (dom af 30.5.2017, Safa Nicu Sepahan mod Rådet, C-45/15 P, EU:C:2017:402, præmis 29).

67

Der foreligger en sådan tilsidesættelse, når tilsidesættelsen indebærer, at den omhandlede institution åbenbart og alvorligt har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser. De forhold, der i denne forbindelse kan tages i betragtning, er bl.a., hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, såvel som hvor vidt et skøn den tilsidesatte bestemmelse overlader EU-myndigheden (dom af 30.5.2017, Safa Nicu Sepahan mod Rådet, C-45/15 P, EU:C:2017:402, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

68

Som generaladvokaten ligeledes har fremhævet i punkt 42 i sit forslag til afgørelse, indebærer retten til god forvaltningsskik som fastslået i chartrets artikel 41 en pligt for Unionens administration til at udvise omhu, idet en tilsidesættelse af denne pligt udgør en tilsidesættelse af en retsregel, hvis formål er at tillægge borgerne rettigheder (jf. i denne retning dom af 16.12.2008, Masdar (UK) mod Kommissionen, C-47/07 P, EU:C:2008:726, præmis 91-93).

69

Hvad nærmere bestemt angår konsekvenserne af princippet om god forvaltningsskik og pligten til at udvise omhu, som følger heraf, for så vidt angår OLAF’s mulighed for at fremsende oplysninger til de nationale retslige myndigheder, fremgår det af artikel 10, stk. 1, i forordning 1073/1999, at »[OLAF] når som helst kan fremsende oplysninger, som [kontoret] har indhentet under eksterne undersøgelser, til de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder«.

70

Det fremgår ligeledes af forordningens første betragtning, at denne mulighed bør udøves i lyset af målene om beskyttelse af EU’s finansielle interesser og bekæmpelse af svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader EU’s finansielle interesser.

71

Ifølge forordningens femte betragtning vedrører det ansvar, som tillægges OLAF, foruden beskyttelse af de finansielle interesser samtlige aktiviteter til sikring af EU’s interesser mod uregelmæssig adfærd, der kan have administrative eller strafferetlige konsekvenser. Det er således for at nå disse mål, at OLAF foretager interne og eksterne undersøgelser, hvis resultater ifølge samme forordnings artikel 9 fremlægges i en undersøgelsesrapport, der i tilfælde af en ekstern undersøgelse fremsendes til medlemsstaternes kompetente myndigheder eller til den berørte institution eller det berørte organ, kontor eller agentur i tilfælde af en intern undersøgelse i overensstemmelse med denne artikels stk. 3 og 4.

72

Det fremgår i denne forbindelse af den nævnte artikels stk. 2, at de af OLAF udarbejdede rapporter »[…] på lige fod med og på samme vilkår som de administrative rapporter, de nationale administrative inspektører udarbejder, [kan] udgøre gyldige bevismidler i administrative eller retslige procedurer i den medlemsstat, hvor dette måtte være påkrævet«.

73

For det andet er det vigtigt at påpege, at det følger af 13. betragtning til forordning nr. 1073/1999, at OLAF’s konklusioner i en endelig rapport ikke automatisk kan føre til, at der indledes en retslig procedure, idet de kompetente myndigheder frit kan afgøre, hvorledes den endelige rapport skal følges op, og de således er de eneste myndigheder, som kan træffe beslutninger, der kan berøre retsstillingen for de personer, for hvis vedkommende rapporten måtte have anbefalet indledning af sådanne procedurer.

74

Som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, kan de oplysninger, som OLAF har fremlagt, suppleres og efterprøves af de nationale myndigheder, som råder over en bredere vifte af undersøgelsesbeføjelser end OLAF.

75

Det følger af ovenstående betragtninger, at selv om OLAF ganske vist ikke blot har mulighed for, men også pligt til at fremsende alle relevante oplysninger til de kompetente nationale myndigheder, herunder retslige myndigheder, selv inden afslutningen af undersøgelsen og udarbejdelsen af den endelige rapport, som kan begrunde disse myndigheders vedtagelse af foranstaltninger, herunder indledningen af en strafferetlig undersøgelse, forholder det sig ikke desto mindre således, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 47 i forslaget til afgørelse, at OLAF – når kontoret træffer afgørelse om at foretage en sådan fremsendelse – skal tage hensyn til den forpligtelse til at udvise omhu, der er nævnt i denne doms præmis 68, og udøve en vis forsigtighed, i det omfang dette kontor ikke handler som »whistleblower«, men som et kontor med undersøgelsesbeføjelser, og for så vidt som en sådan fremsendelse af oplysninger finder sted mellem to myndigheder, der har sådanne beføjelser. Dette er så meget desto mere tilfældet, som indbringelse af en sag for de nationale myndigheder kan danne grundlag for at indlede civil- og strafferetlige procedurer.

76

Det følger heraf, at OLAF for at overholde sin forpligtelse til at udvise omhu inden fremsendelsen af oplysninger til de nationale myndigheder i henhold til forordning nr. 1073/1999 i overensstemmelse med tiende betragtning til denne forordning skal sikre sig, at disse oplysninger frembyder en tilstrækkelig grad af troværdighed og sandsynlighed, der kan begrunde, at disse myndigheder vedtager foranstaltninger, der henhører under deres kompetence, herunder i givet fald at indlede en retslig undersøgelse.

77

Det følger heraf, således som generaladvokaten har anført i punkt 49 i forslaget til afgørelse, at når Retten, som i det foreliggende tilfælde, skal afgøre, om OLAF har overholdt sin pligt til at udvise omhu med hensyn til denne fremsendelse af oplysninger til de nationale myndigheder, skal den undersøge, om OLAF på tidspunktet for den nævnte fremsendelse rådede over flere oplysninger og ikke blot nærede en tvivl, uden dog at kræve, at der forelå et klart bevis, som ikke krævede yderligere undersøgelseshandlinger.

78

I det foreliggende tilfælde påhvilede det derfor Retten dels at efterprøve troværdigheden og indholdet af de oplysninger eller elementer, der fremgår af skrivelsen af 19. marts 2003, samt hensigten med at fremsende disse oplysninger eller elementer til de franske retslige myndigheder, dels at afgøre, om de nævnte oplysninger eller elementer kunne begrunde indledningen af en retslig undersøgelse eller udgøre beviser, der var nyttige for en sådan undersøgelse. Det tilkom derfor Retten med henblik herpå at fastslå, om OLAF rådede over konkrete indicier, der var tilstrækkeligt præcise til, at der forelå en begrundet mistanke om, at de fremsendte oplysninger omhandlede forhold, der kunne indebære strafforfølgning.

79

Dels konstaterede Retten i den appellerede doms præmis 87 imidlertid, at det fremgik af skrivelsen af 19. marts 2003, at de deri indeholdte oplysninger var resultatet af en undersøgelse, der var indledt på grundlag af en intern revisionsrapport, som Eurostat havde udarbejdet i september 1999, dvs. næsten tre og et halvt år tidligere, dels fastslog den, at der i den nævnte skrivelse var redegjort for den institutionelle ramme, hvori denne indgik, for de i stævningen omhandlede faktiske omstændigheder for deres historik med udgangspunkt i oprettelsen af netværket af datashops i 1995 og 1996, for de økonomiske forbindelser i dette netværk og for de nærmere konstateringer, der blev gjort i løbet af undersøgelsen. I den appellerede doms præmis 88 konkluderede Retten, at OLAF allerede den 19. marts 2003 var i besiddelse af oplysninger eller materiale, der gjorde det muligt at antage, at de omhandlede forhold, der kunne indebære strafforfølgning.

80

Herved efterprøvede Retten hverken troværdigheden og indholdet af de oplysninger eller elementer, der fremgår af skrivelsen af 19. marts 2003, eller hensigten med at fremsende disse oplysninger eller elementer til de franske retslige myndigheder, eller om de nævnte oplysninger eller elementer kunne begrunde indledningen af en retslig undersøgelse eller udgøre bevismateriale, der var nyttige for en sådan efterforskning. Retten begik herved en retlig fejl.

81

Det andet anbringendes andet leds første klagepunkt skal dermed tages til følge.

82

Med deres andet anbringendes første led har appellanterne gjort gældende, at Retten burde have anerkendt, at OLAF og Kommissionen havde fremsat en falsk anklage, som falder ind under begrebet æreskrænkelse og i 25 af de 27 EU-medlemsstater både er en strafbar handling og en civil lovovertrædelse. Retten begik en fejl, idet den i den appellerede doms præmis 74 og 76 fastslog, at appellanterne med henblik på at påberåbe sig, at der forelå en falsk anklage, støttede sig på bestemmelser i fransk strafferet, de franske domstoles praksis og den franske retslitteratur. Ifølge appellanterne burde Retten have undersøgt appellanternes argumenter i lyset af retten til privatlivets fred og retten til god forvaltning, som er fastlagt i henholdsvis chartrets artikel 7 og 41. Appellanterne henviste alene til fransk retspraksis vedrørende falsk anklage som eksempel for at godtgøre, at en sådan forseelse strider mod de almindelige principper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.

83

Kommissionen er af den opfattelse, at disse argumenter skal afvises, da de ikke blev fremsat i første instans. Appellanterne gjorde i deres stævning for Retten nemlig gældende, at der forelå en falsk anklage, og henviste udtrykkeligt til den franske straffelov og national retspraksis herom. Der er ikke i stævningen anført nogen argumentation vedrørende en æreskrænkelse, der har tilsidesat et almindeligt EU-retligt princip. Denne retspraksis gør det desuden ikke muligt at identificere nogen argumentation om, at der foreligger en æreskrænkelse i strid med en EU-retlig bestemmelse eller et almindeligt EU-retligt princip. Under alle omstændigheder er disse argumenter ugrundede, for så vidt som falsk anklage forudsætter, at faktiske omstændigheder, der vides at være falske, afsløres i den hensigt at forårsage skade, hvilket appellanterne ikke har godtgjort i det foreliggende tilfælde.

84

For så vidt angår antagelsen til realitetsbehandling af det andet anbringendes første led skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en anerkendelse af en adgang for en part til først for Domstolen at fremføre et anbringende, som parten ikke har fremført for Retten, ville være ensbetydende med at give parten ret til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen således kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet ved Retten (dom af 27.4.2023, Casa Regina Apostolorum della Pia Società delle Figlie di San Paolo mod Kommissionen, C-492/21 P, EU:C:2023:354, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).

85

I det foreliggende tilfælde må det imidlertid konstateres, at appellanterne i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, i stævningen i første instans gjorde gældende, at den falske anklage, der fulgte af fremsendelsen af oplysningerne til de franske retslige myndigheder, var ledsaget af en æreskrænkende meddelelse som følge af lækkene i pressen vedrørende denne fremsendelse, og at de i denne forbindelse udtrykkeligt påberåbte sig en tilsidesættelse af bl.a. princippet om god forvaltningsskik som fastsat i chartrets artikel 41 samt af retten til forsvar, retten til uskyldsformodning og tavshedspligten, som ligeledes er fastsat i chartret.

86

Kommissionens argumenter vedrørende antagelsen af det andet anbringendes første led til realitetsbehandling må derfor forkastes.

87

Hvad angår spørgsmålet, om der er grundlag for dette anbringende, skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 74 fastslog, at appellanterne havde støttet sig på bestemmelser i fransk strafferet, på de franske domstoles praksis og på den franske retslitteratur på området. Den anførte i dommens præmis 75, at selv om Unionens retsinstanser har enekompetence til at træffe afgørelse i erstatningssøgsmål, hvis genstand er en skade, der kan tilregnes EU’s institutioner, falder fortolkningen og den retlige afgrænsning i fransk strafferet af de faktiske omstændigheder, som appellanterne har påberåbt sig, ikke ind under Unionens retsinstansers kompetence. Under disse omstændigheder forkastede Retten appellanternes argumenter vedrørende forekomsten af en falsk anklage som irrelevante i dommens præmis 76.

88

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 83 i forslaget til afgørelse, udspringer Rettens ræsonnement af en åbenbart urigtig læsning af stævningen i første instans. Det fremgår nemlig af sidstnævnte, således som det allerede er anført i denne doms præmis 85, at appellanterne til støtte for deres argumentation om ulovligheden af OLAF’s og Kommissionens adfærd som følge af en falsk anklage har påberåbt sig EU-rettens almindelige principper, navnlig princippet om god forvaltning, der er fastsat i chartrets artikel 41. Selv om appellanterne har påberåbt sig fransk ret til støtte for denne argumentation, er det åbenlyst, at dette kun er et eksempel.

89

Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl, da den forkastede denne argumentation som irrelevant.

90

Det andet anbringendes første led må derfor tages til følge.

91

Følgelig skal den appellerede dom ophæves, uden at det er nødvendigt at undersøge hverken dette anbringendes andet klagepunkts andet led, anbringendets tredje led eller det tredje anbringende, for så vidt som Retten ved denne dom frifandt sagsøgte, idet der herved var nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Hervé-Patrick Charlot angiveligt havde lidt som følge af straffesagen ved de franske retslige myndigheder. I øvrigt forkastes appellen.

92

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen den af Retten trufne afgørelse, hvis appellanten gives medhold. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

93

I det foreliggende tilfælde begik Retten, således som det blev fastslået i forbindelse med undersøgelsen af det første klagepunkt i det andet anbringendes andet led, en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 82-92 og 104 hverken undersøgte troværdigheden og indholdet af de oplysninger og forhold, der fremgår af skrivelsen af 19. marts 2003, eller hensigten med at fremsende disse oplysninger eller disse beviser til de franske retslige myndigheder, eller om de nævnte oplysninger eller beviser kunne begrunde indledningen af en retslig undersøgelse eller udgøre nyttige beviser for en sådan undersøgelse. Det fremgår i øvrigt af undersøgelsen af det andet anbringendes første led, at Retten i præmis 74-76 begik en retlig fejl, da den forkastede appellanternes argumentation om, at OLAF og Kommissionen havde fremsat en falsk anklage, som irrelevant.

94

I den appellerede dom fastslog Retten, at der ikke var tale om en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, uden at have undersøgt de øvrige betingelser, der kumulativt skal være opfyldt, for at Unionen kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold (jf. i denne retning dom af 19.4.2007, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, C-282/05 P, EU:C:2007:226, præmis 57, og af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 108).

95

Under disse omstændigheder finder Domstolen, at den foreliggende tvist vedrørende påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Hervé-Patrick Charlot angiveligt har lidt som følge af den straffesag, der er indledt mod ham ved de franske retslige myndigheder, ikke er moden til påkendelse, og at sagen bør hjemvises til Retten, således at denne kan foretage en ny prøvelse af, om der eventuelt foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel til, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold. Såfremt denne prøvelse viser, at der foreligger en sådan tilsidesættelse, vil det dernæst påhvile Retten at efterprøve de øvrige betingelser, der er nødvendige for, at Unionen kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold.

96

Da sagen hjemvises til Retten, bør afgørelsen om sagsomkostningerne i nærværende appelsag udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):