–

Vitol SA ved advocaten P. De Baere og J. Van den Bon,

–

den belgiske regering ved S. Baeyens, J.-C. Halleux og C. Pochet, som befuldmægtigede,

–

den græske regering ved V. Baroutas og M. Tassopoulou, som befuldmægtigede,

–

Rådet for Den Europæiske Union ved B. Driessen og P. Mahnič, som befuldmægtigede, bistået af avocată, N. Tuominen,

–

Europa-Kommissionen ved P.-J. Loewenthal, G. Luengo og J. Zieliński, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører gyldigheden af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 af 19. november 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT 2013, L 315, s. 2, herefter »den omtvistede forordning«), som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 af 18. september 2017 (EUT 2017, L 239, s. 9).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Vitol SA og Belgische Staat (den belgiske stat) vedrørende tilbagebetaling til dette selskab af antidumpingtold, der var blevet betalt for import af biodiesel fra Argentina.

3

På tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning var de bestemmelser, der regulerede Den Europæiske Unions indførelse af antidumpingforanstaltninger, indeholdt i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af [Den Europæiske Union] (EUT 2009, L 343, s. 51, herefter »grundforordningen«).

4

Grundforordningens artikel 1 bestemte:

»1.   En antidumpingtold kan opkræves for enhver dumpingvare, når en sådan vare ved overgang til fri omsætning i [Unionen] forvolder skade.

2.   En vare anses for at være en dumpingvare, hvis dens eksportpris ved salg til [Unionen] er lavere end den sammenlignelige pris for samme vare i normal handel, som er konstateret i eksportlandet.

3.   Eksportlandet er normalt oprindelseslandet. Det kan imidlertid være et andet land, undtagen når varerne f.eks. blot forsendes i transit gennem dette land, eller de pågældende varer ikke produceres i dette land, eller der ikke findes nogen sammenlignelig pris for disse varer i dette land.

4.   I denne forordning forstås ved »samme vare« en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende mage til den omhandlede vare, eller, hvis en sådan vare ikke findes, en anden vare, der – om end den ikke i enhver henseende er mage til – har egenskaber, som ligger tæt op ad den pågældende vares egenskaber.«

5

Denne forordnings artikel 2 vedrører konstatering af dumping. Stk. 3 og 5 vedrørende den normale værdi bestemte:

»3.   Sælges samme vare ikke eller ikke i tilstrækkelige mængder i normal handel, eller muliggør et sådant salg ikke en behørig sammenligning på grund af den særlige markedssituation, fastsættes den normale værdi for samme vare på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste eller på grundlag af eksportpriserne ved salg i normal handel til et egnet tredjeland, forudsat at disse priser er repræsentative.

En særlig markedssituation for den pågældende vare, som omhandlet i første afsnit, kan anses for at være til stede, bl.a. når priserne er kunstigt lave, når der forekommer betydelig byttehandel, eller når der foreligger ikke-kommercielle forædlingsforanstaltninger.

[…]

5.   Omkostningerne beregnes normalt på grundlag af optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, forudsat at sådanne optegnelser er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land, og det påvises, at oplysningerne på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare.

Hvis omkostninger forbundet med produktion og salg af den vare, der er omfattet af undersøgelsen, ikke er tilstrækkeligt afspejlet i den pågældende parts optegnelser, justeres eller fastsættes de på grundlag af de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i samme land, eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, på et andet rimeligt grundlag, herunder oplysninger fra andre repræsentative markeder.

En fordeling af omkostninger, der beror på en fast praksis, kan lægges til grund. Omkostninger fordeles i øvrigt på grundlag af omsætningen, medmindre en anden fremgangsmåde er mere berettiget. En passende regulering af omkostningsfordelingen foretages med hensyn til engangsomkostninger, som begunstiger den fremtidige og/eller nuværende produktion, medmindre der i omkostningsfordelingen i henhold til dette afsnit allerede er taget hensyn hertil.

Påvirkes omkostningerne for en del af omkostningsinddækningsperioden af anvendelsen af nye produktionsanlæg, som kræver betydelige yderligere investeringer, og af lav kapacitetsudnyttelse, der skyldes påbegyndelse af virksomhed i eller i en del af undersøgelsesperioden, er de gennemsnitlige omkostninger for den fase, hvor påbegyndelse af virksomhed finder sted, sådanne, som i henhold til ovennævnte fordelingsregler er gældende ved udgangen af denne fase, og de indregnes for undersøgelsesperioden med dette beløb i de vejede gennemsnitlige omkostninger, der er omhandlet i stk. 4, andet afsnit. Fasens længde fastlægges i relation til den pågældende producents eller eksportørs situation, men må ikke overstige en passende indledende del af omkostningsinddækningsperioden. Med henblik på denne justering af omkostninger, der vedrører undersøgelsesperioden, tages der hensyn til oplysninger vedrørende en sådan fase, som går ud over denne periode, for så vidt oplysningerne indgives forud for kontrolbesøg og senest tre måneder efter indledningen af undersøgelsen.«

6

Grundforordningens artikel 3 vedrørende konstatering af skade bestemte i stk. 4, 6 og 7:

»4.   Er indførslen af en vare fra mere end ét land samtidig omfattet af antidumpingundersøgelser, kan følgevirkningerne af en sådan indførsel kun vurderes kumulativt, hvis det fastslås, at:

[…]

6.   Det skal på grundlag af alle de relevante beviser, der er fremlagt i forbindelse med stk. 2, påvises, at dumpingimporten forvolder skade som defineret i denne forordning. Dette indebærer navnlig en påvisning af, at de mængder og/eller priser, der er fastlagt i henhold til stk. 3, er årsag til de følgevirkninger for en erhvervsgren i [Unionen], som er omhandlet i stk. 5, og at følgevirkningerne er væsentlige.

7.   Der foretages også en undersøgelse af andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig skader den pågældende erhvervsgren i [Unionen], for at sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten i henhold til stk. 6. Faktorer, der kan tages hensyn til i den forbindelse, indbefatter bl.a. mængde og priser for så vidt angår importvarer, som ikke sælges til dumpingpriser, nedgang i efterspørgslen eller ændringer i forbrugsmønstret, restriktiv handelspraksis og konkurrence mellem producenter i tredjelande og producenter i [Unionen], den teknologiske udvikling samt eksportresultater og produktivitet inden for den pågældende erhvervsgren i [Unionen].«

7

Den 27. maj 2013 vedtog Europa-Kommissionen forordning (EU) nr. 490/2013 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT 2013, L 141, s. 6, herefter »forordningen om midlertidig told«). I denne forordning fastslog Kommissionen bl.a., at importen af biodiesel med oprindelse i Argentina var genstand for dumping til skade for EU-erhvervsgrenen, og den fandt, at vedtagelsen af en antidumpingtold på denne import var i Unionens interesse.

8

Forordningens artikel 1, stk. 1, bestemte:

»Der indføres hermed en midlertidig antidumpingtold på importen af fedtsyremonoalkylestere og/eller paraffinske gasolier fremstillet ved syntese og/eller hydrolyse, af ikke-fossil oprindelse, i ren form eller i blandinger, som i øjeblikket henhører under […] kode […] og med oprindelse i Argentina og Indonesien.«

9

Den 19. november 2013 indførte Rådet for Den Europæiske Union ved den omtvistede forordning en endelig antidumpingtold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien.

10

Hvad for det første angår den normale værdi for samme vare for så vidt angår Argentina tiltrådte Rådet konklusionerne i forordningen om midlertidig told, hvorefter denne værdi skal beregnes i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, eftersom det argentinske marked for biodiesel var særdeles statsreguleret (28. betragtning til den omtvistede forordning).

11

For så vidt angår produktionsomkostningerne godkendte Rådet Kommissionens forslag om at ændre konklusionerne i forordningen om midlertidig told og om at lade de omkostninger for de vigtigste råmaterialer, som fremgik af de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser, ude af betragtning i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5. Ifølge Rådet afspejlede disse oplysninger ikke tilstrækkeligt de omkostninger, der var forbundet med produktionen af biodiesel i Argentina, eftersom den differentierede eksportafgiftsordning fordrejede priserne på de vigtigste råmaterialer på det argentinske hjemmemarked. Rådet erstattede dem med gennemsnittet af de referencepriser for sojabønner, som blev offentliggjort af det argentinske landbrugsministerium med henblik på eksport frit om bord (fob) i undersøgelsesperioden (35.-40. betragtning til den anfægtede forordning).

12

For det andet fastslog Rådet, idet det tilsluttede sig størstedelen af de betragtninger, der fremgik af forordningen om midlertidig told, at EU-erhvervsgrenen havde lidt væsentlig skade som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 6 (105.-142. betragtning til den omtvistede forordning), og at skaden var forvoldt af dumpingimporten af biodiesel med oprindelse i Argentina (144.-157. betragtning til den omtvistede forordning). I denne forbindelse fastslog Rådet, at andre faktorer, herunder bl.a. EU-erhvervsgrenens import (151.-160. betragtning til den omtvistede forordning), EU-erhvervsgrenens lave kapacitetsudnyttelse (161.-171. betragtning til den omtvistede forordning) og den dobbelttællingsordning for biodiesel, der fremstilles på basis af spildolie i visse medlemsstater (173.-179. betragtning til den omtvistede forordning), ikke var i stand til at bryde denne årsagssammenhæng mellem den pågældende skade og dumpingimporten biodiesel med oprindelse i Argentina.

13

For det tredje tiltrådte Rådet, at vedtagelsen af de omhandlede antidumpingforanstaltninger var i Unionens interesse (190.-201. betragtning til den omtvistede forordning).

14

Henset til de konstaterede dumpingmargener og til den skade, der var forvoldt EU-erhvervsgrenen, besluttede Rådet bl.a., at de beløb, for hvilke der var stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, som var blevet indført ved forordningen om midlertidig told, skulle opkræves endeligt (228. betragtning til og artikel 2 i den omtvistede forordning), og at der skulle indføres en endelig antidumpingtold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina (den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 1).

15

Ved domme af 15. september 2016, PT Musim Mas mod Rådet (T-80/14, EU:T:2016:504), Unitec Bio mod Rådet (T-111/14, EU:T:2016:505), Molinos Río de la Plata m.fl. mod Rådet (T-112/14 – T-116/14 og T-119/14, EU:T:2016:509), Cargill mod Rådet (T-117/14, EU:T:2016:503), LDC Argentina mod Rådet (T-118/14, EU:T:2016:502), PT Ciliandra Perkasa mod Rådet (T-120/14, EU:T:2016:501) og PT Pelita Agung Agrindustri mod Rådet (T-121/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:500) (herefter samlet »dommene af 15. september 2016«), annullerede Retten den omtvistede forordnings artikel 1 og 2, for så vidt som de vedrørte sagsøgerne i disse sager.

16

Retten fastslog i det væsentlige, at EU-institutionerne ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer, der blev anvendt til produktionen af biodiesel i Argentina og Indonesien, som følge af en differentieret eksportafgiftsordning, i henhold til hvilken der blev anvendt forskellige afgiftssatser på råmaterialer og biodiesel. Retten fandt, at EU-institutionerne ikke burde have fastslået, at priserne på råmaterialer ikke var tilstrækkeligt afspejlet i de argentinske og indonesiske eksporterende producenters optegnelser, og de burde derfor ikke have set bort fra disse dokumenter ved beregningen af den normale værdi for biodiesel fremstillet i Argentina og Indonesien.

17

Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/476 af 11. marts 2015 om de foranstaltninger, Unionen kan træffe på grundlag af en rapport vedtaget af WTO’s Tvistbilæggelsesorgan vedrørende antidumping- og antisubsidieforanstaltninger (EUT 2015, L 83, s. 6), bestemmer:

»1.   Hver gang [Instansen til Bilæggelse af Tvister (DSB)] vedtager en rapport om en EU-foranstaltning, der er truffet i henhold til [grund]forordning[en] […] (»den omtvistede foranstaltning«), kan Kommissionen, alt efter hvad den finder hensigtsmæssigt, træffe en eller flere af følgende foranstaltninger efter undersøgelsesproceduren i artikel 4, stk. 3:

[…]

3.   For så vidt det er hensigtsmæssigt at foretage en fornyet undersøgelse, før eller samtidig med at der træffes foranstaltninger i henhold til stk. 1, skal denne undersøgelse indledes af Kommissionen. Kommissionen fremsender oplysninger til medlemsstaterne, når den har besluttet at indlede en undersøgelse.«

18

Forordningens artikel 3 fastsætter:

»Eventuelle foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, får virkning fra datoen for deres ikrafttrædelse og tjener ikke som grundlag for tilbagebetaling af told, der er opkrævet før denne dato, medmindre andet fastsættes.«

19

Den 18. september 2017 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT 2017, L 239, s. 9).

20

Gennemførelsesforordning 2017/1578 udgør bl.a. en opfølgning på WTO-panelets rapport, der blev vedtaget den 26. oktober 2016 af Verdenshandelsorganisationens (WTO’s) tvistbilæggelsesorgan i tvisten i EU – Biodiesel (Argentina), i henhold til hvilken det var blevet fastslået, at Unionen havde handlet i strid med WTO-lovgivningen, da den indførte antidumpingtold på biodiesel med oprindelse i Argentina. Som det fremgår af 12. betragtning til forordningen, er »[f]ormålet med denne forordning at korrigere WTO-uforenelige aspekter i [den omtvistede] forordning […] og bringe den i overensstemmelse med [panelets rapport og appelorganets rapport]«.

21

Følgende fremgik af 130., 134. og 135. betragtning til den nævnte gennemførelsesforordning:

[…]

22

Følgende fremgår af 89.-94. betragtning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1570 af 18. oktober 2018 om afslutning af proceduren vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 (EUT 2018, L 262, s. 40):

[…]

23

Artikel 1 i forordning 2018/1570 bestemmer, at »[a]ntidumpingproceduren vedrørende importen af fedtsyremonoalkylestere og/eller paraffinske gasolier fremstillet ved syntese og/eller hydrolyse, af ikke-fossil oprindelse, i ren form eller i blandinger, med oprindelse i Argentina og Indonesien, som i øjeblikket henhører under […]kode (»biodiesel«) afsluttes hermed«.

24

Forordningens artikel 3 bestemmer, at »[den omtvistede] forordning […] ophæves«.

25

Sagsøgeren i hovedsagen, Vitol, er et schweizisk selskab, som er en uafhængig importør af biodiesel. Sagsøgeren er hverken nævnt i den omtvistede forordning eller i gennemførelsesforordning 2017/1578. Virksomheden COFCO Argentina, den argentinske leverandør af biodiesel til sagsøgeren i hovedsagen, er imidlertid nævnt i 130. betragtning til denne sidstnævnte forordning og opført på listen over selskaber, der er omfattet af individuelle toldsatser, blandt de »andre samarbejdsvillige virksomheder«.

26

Den 6. marts 2018 indgav det belgiske selskab BVBA Vandevyver på vegne af sagsøgeren i hovedsagen to erklæringer vedrørende import af biodiesel fra Argentina, hvoraf kun den ene er omhandlet i tvisten i hovedsagen. I forbindelse med den omhandlede erklæring betalte denne sagsøger på grundlag af den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, en antidumpingtold på 1272023,58 EUR.

27

Den 3. april 2018 indgav sagsøgeren i hovedsagen en anmodning til de kompetente nationale myndigheder om tilbagebetaling af den antidumpingtold, som selskabet havde betalt. Ved afgørelse af 22. juni 2018 blev denne anmodning om tilbagebetaling afslået. Selskabet klagede den 20. september 2018 over denne afgørelse, hvilken klage blev afslået ved afgørelse af 21. maj 2019. Den af sagsøgeren i hovedsagen indgivne klage til Adviseur-generaal (generalrådgiver, Belgien) til prøvelse af denne sidstnævnte afgørelse blev ligeledes afslået den 25. august 2020.

28

Den 13. november 2020 har sagsøgeren i hovedsagen anlagt sag ved den forelæggende ret. I denne forbindelse har sagsøgeren anmodet denne ret om at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, var forenelig med den på daværende tidspunkt gældende grundforordning.

29

Den forelæggende ret har for det første anført, at det kun er, hvis det godtgøres, at et direkte søgsmål, der anlægges af en person i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, uden nogen tvivl ville været blevet antaget til realitetsbehandling, at denne person er forhindret i at påberåbe sig ugyldigheden heraf for den kompetente nationale ret. Selv om Domstolen i princippet foretager denne efterprøvelse i forbindelse med den præjudicielle afgørelse, er der intet til hinder for, at den forelæggende ret allerede foretager en marginal prøvelse af spørgsmålet om nødvendigheden af at forelægge et præjudicielt spørgsmål. På grundlag af de dokumenter, som den er i besiddelse af, er den forelæggende ret af den opfattelse, at det ikke kan fastslås, at sagsøgeren i hovedsagen uden nogen tvivl havde ret til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af den omtvistede forordning i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

30

Den forelæggende ret er for det andet af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt gyldigheden af den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, stadig kan anfægtes, og spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt kan rejses et gyldighedsspørgsmål, er relevante for at træffe afgørelse i hovedsagen. Den nævnte ret har fastslået, at sagsøgeren i hovedsagen i det foreliggende tilfælde har sandsynliggjort, at den antidumpingtold, der er fastsat i den omtvistede forordning, eventuelt er i strid med grundforordningen. Denne ret har i denne forbindelse henvist til dommene af 15. september 2016 og ar anført, at hverken gennemførelsesforordning 2017/1578, som nedsatte antidumpingtolden, eller gennemførelsesforordning 2018/1570, som ophævede den omtvistede forordning for fremtiden, rejser tvivl om sidstnævnte forordnings eventuelle uforenelighed med grundforordningen.

31

På denne baggrund har Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg Brussel (den nederlandsksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er [den omtvistede] forordning […], som ændret ved [gennemførelses]forordning nr. 2017/1578, i strid med grundforordning[en], bl.a. fordi

32

Formaliteten vedrørende den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, som vedrører vurderingen af den omtvistede forordnings gyldighed, anfægtes af to grunde. Henset til indlæggene fra den belgiske og den græske regering samt fra Rådet er spørgsmålet for det første, om sagsøgeren i hovedsagen har mulighed for at anfægte den nævnte forordning, selv om selskabet ikke har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af forordningen. For det andet skal der, henset til Kommissionens specifikke bemærkninger, tages stilling til, om den forelæggende ret i tilstrækkelig grad har fremhævet grundene til, at gyldigheden af den omtvistede forordning har vist sig at være problematisk i den foreliggende sag.

33

Den belgiske og den græske regering samt Rådet har i deres skriftlige indlæg for Domstolen rejst tvivl om, hvorvidt den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, henset til den retspraksis, der bl.a. følger af dom af 9. marts 1994, TWD Textilwerke Deggendorf (C-188/92, EU:C:1994:90), og af 15. februar 2001, Nachi Europe (C-239/99, EU:C:2001:101), med den begrundelse, at sagsøgeren i hovedsagen uden nogen tvivl kunne have anlagt et annullationssøgsmål ved Unionens retsinstanser til prøvelse af den omtvistede forordning i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

34

I denne henseende følger det af fast retspraksis, at en borgers mulighed for inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt ved en national ret, at gøre gældende, at bestemmelser, der er indeholdt i en EU-retsakt, og som ligger til grund for en national afgørelse, der er truffet over for den pågældende, er ugyldige, forudsætter enten, at borgeren ligeledes har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af denne EU-retsakt inden for de fastsatte frister, jf. artikel 263, stk. 4, TEUF, eller at borgeren ikke har gjort dette, fordi den pågældende uden nogen tvivl ikke har ret til at anlægge et sådant søgsmål (dom af 25.7.2018, Georgsmarienhütte m.fl., C-135/16, EU:C:2018:582, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.12.2021, Vitkovice Steel, C-524/20, EU:C:2021:1048, præmis 59).

35

Det er således kun i det tilfælde, hvor det kan lægges til grund, at en person uden nogen tvivl har været berettiget til at anlægge et direkte søgsmål ved Unionens retsinstanser med påstand om annullation af en EU-retsakt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, at den pågældende er forhindret i at påberåbe sig ugyldigheden af denne for de nationale retter og dermed eventuelt foranledige disse til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF. Så snart der er tvivl om, hvorvidt den pågældende part er umiddelbart og individuelt berørt af den eller de omtvistede bestemmelser, kan den formalitetsindsigelse, der følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms foregående præmis, således ikke påberåbes.

36

Hvad først angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren i hovedsagen i det foreliggende tilfælde åbenbart kunne have iværksat et søgsmål ved Unionens retsinstanser i henhold til artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF til prøvelse af den omtvistede forordning, for så vidt som denne udgjorde en regelfastsættende retsakt, der berørte selskabet umiddelbart, og ikke omfattede gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i denne bestemmelse, er det tilstrækkeligt at fastslå, at betalingen af antidumpingtolden blev pålagt selskabet ved afgørelsen af 22. juni 2018. Det er nemlig uden betydning ved afgørelsen af, om en retsakt indeholder gennemførelsesforanstaltninger, om de foranstaltninger, der træffes på nationalt niveau plan, er af mekanisk karakter eller ej (jf. i denne retning dom af 18.10.2018, Internacional de Productos Metálicos mod Kommissionen, C-145/17 P, EU:C:2018:839, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at det ikke kan antages, at den omtvistede forordning åbenbart ikke omfattede gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 10.3.2021, Von Aschenbach & Voss, C-708/19, EU:C:2021:190, 34, og den deri nævnte retspraksis).

37

Under disse omstændigheder er det er kun i det tilfælde, at det kan lægges til grund, at sagsøgeren i hovedsagen uden nogen tvivl er umiddelbart og individuelt berørt af den omtvistede forordning som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, at selskabet er afskåret fra at påberåbe sig ugyldigheden af forordningen for de forelæggende retter.

38

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at forordninger om antidumpingtold er almengyldige, idet de finder anvendelse på de pågældende erhvervsdrivende i al almindelighed (dom af 10.3.2021, Von Aschenbach & Voss, C-708/19, EU:C:2021:190, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at en erhvervsdrivende kan være umiddelbart og individuelt berørt af en forordning, der indfører en antidumpingtold (dom af 10.3.2021, Von Aschenbach & Voss, C-708/19, EU:C:2021:190, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

40

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren i hovedsagen var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning, er det ubestridt, at denne forordning har berørt selskabets retsstilling umiddelbart, for så vidt som den udgør retsgrundlaget for den antidumpingtold, der blev indført over for sagsøgeren.

41

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren i hovedsagen var individuelt berørt af den omtvistede forordning, skal det bemærkes, at Domstolen i sin praksis har identificeret visse kategorier af erhvervsdrivende, der kan berøres individuelt af en forordning om indførelse af en antidumpingtold, uden at dette berører andre erhvervsdrivendes mulighed for at være individuelt berørt som følge af visse egenskaber, som er særlige for dem, og som kendetegner dem i forhold til alle andre personer (dom af 10.3.2021, Von Aschenbach & Voss, C-708/19, EU:C:2021:190, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

42

De personer, der kan være individuelt berørt af en forordning om indførelse af antidumpingtold, er for det første de producenter og eksportører af den pågældende vare, som på grundlag af oplysninger om deres forretningsforhold hævdes at have gjort sig skyldige i dumping, for det andet de importører af den pågældende vare, hvis videresalgspriser er lagt til grund ved fastsættelsen af eksportpriserne, og som derfor er berørt af konstateringerne om, at der foreligger dumping, og for det tredje importører, der er forretningsmæssigt forbundet med eksportører af den omhandlede vare, bl.a. når eksportprisen er blevet fastlagt på grundlag af disse importørers videresalgspriser på markedet i Unionen, samt når selve antidumpingtolden beregnes på grundlag af disse videresalgspriser (dom af 10.3.2021, Von Aschenbach & Voss, C-708/19, EU:C:2021:190, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

43

Det skal følgelig bemærkes, at en egenskab af importør ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at en importør er individuelt berørt af en forordning, der indfører en antidumpingtold. Selv en importør, der blot er forretningsmæssigt forbundet med eksportørerne af den omhandlede vare, er nemlig kun individuelt berørt, når det godtgøres, at der er blevet taget hensyn til oplysninger om den pågældendes forretningsforhold, når det fastslås, at der foreligger dumping, eller, når dette ikke er tilfældet, den pågældende godtgør, at der foreligger andre egenskaber, som er særlige for den pågældende, og som kendetegner vedkommende i forhold til alle andre personer (dom af 10.3.2021, Von Aschenbach & Voss, C-708/19, EU:C:2021:190, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

44

Selv om det ikke kan udelukkes, at en importør af den pågældende vare kan anses for at være individuelt berørt af en forordning om indførelse af en antidumpingtold, skal importøren endvidere godtgøre, at der foreligger visse egenskaber, som er særlige for den pågældende, og som kendetegner vedkommende i forhold til alle andre personer.

45

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at det på grundlag af de sagsakter, som den råder over, ikke kan fastslås, at sagsøgeren i hovedsagen uden nogen tvivl havde ret til at anlægge et søgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF.

46

I det foreliggende tilfælde fremgår det nemlig for det første, at det ikke er blevet godtgjort, at der er blevet taget hensyn til oplysninger om forretningsforhold hos sagsøgeren i hovedsagens med henblik på konstateringen af dumping. Det er navnlig ikke blevet bevist, at de af sagsøgeren i hovedsagen eventuelt anvendte videresalgspriser blev anvendt ved beregningen af eksportpriserne, og at sagsøgeren derfor er berørt af konstateringerne om, at der foreligger dumping.

47

Det skal dernæst bemærkes, at sagsøgeren i hovedsagen heller ikke har deltaget i den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af antidumpingtolden, således som det bl.a. var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 10. marts 2021, Von Aschenbach & Voss (C-708/19, EU:C:2021:190).

48

Endelig bemærkes, at selv om det er korrekt, at den argentinske leverandør af biodiesel, COFCO Argentina, der forsynede sagsøgeren i hovedsagen, er nævnt ved navns nævnelse i gennemførelsesforordning 2017/1578 (130. betragtning dertil) og gennemførelsesforordning 2018/1570 (90. betragtning dertil), kan denne omstændighed imidlertid ikke individualisere sagsøgeren i hovedsagen, således at denne, således som det kræves i henhold til retspraksis, uden nogen tvivl kunne anses for at have søgsmålskompetence som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

49

I denne forbindelse er den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen i givet fald kunne have tilsluttet sig det annullationssøgsmål, der var anlagt af dennes forretningsmæssigt forbundne producent, uden betydning. Denne mulighed godtgør nemlig ikke, at sagsøgeren i hovedsagen uden nogen tvivl er individuelt berørt af den omtvistede forordning.

50

Henset til samtlige disse betragtninger må det konkluderes, at de oplysninger, som Domstolen råder over, ikke gør det muligt at fastslå, at Vitol uden nogen tvivl havde kompetence til at anlægge annullationssøgsmål ved Unionens retsinstanser til prøvelse af den omtvistede forordning på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF.

51

Kommissionen har rejst tvivl om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, idet den har gjort gældende, at den forelæggende ret ikke har redegjort for grundene til, at den er i tvivl om gyldigheden af den omtvistede forordning.

52

Det bemærkes, at det følger af den samarbejdsånd, som skal gøre sig gældende for den præjudicielle forelæggelse, at det er absolut nødvendigt, at den nationale ret i forelæggelsesafgørelsen gør rede for de præcise grunde til, at den har fundet, at en besvarelse af dens spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser er nødvendig for at afgøre tvisten (dom af 4.5.2016, Philip Morris Brands m.fl., C-547/14, EU:C:2016:325, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

53

Det er derfor vigtigt, at den nationale ret navnlig angiver de præcise grunde, der har ført den til at rejse spørgsmålet om gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, og redegør for de ugyldighedsgrunde, som efter dens opfattelse derfor foreligger (dom af 4.5.2016, Philip Morris Brands m.fl., C-547/14, EU:C:2016:325, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis). Dette krav fremgår ligeledes af artikel 94, litra c), i Domstolens procesreglement.

54

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at de oplysninger, der er indeholdt i forelæggelsesafgørelser, ikke blot tjener til at sætte Domstolen i stand til at give brugbare svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at afgive bemærkninger i henhold til artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Domstolen skal drage omsorg for, at denne mulighed sikres, henset til, at det i medfør af denne bestemmelse kun er forelæggelsesafgørelserne, der forkyndes for de pågældende (dom af 5.5.2022, Universiteit Antwerpen m.fl., C-265/20, EU:C:2022:361, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

55

Det følger heraf dels, at Domstolen inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse undersøger gyldigheden af en EU-retsakt eller visse af retsaktens bestemmelser, henset til de ugyldighedsgrunde, der er gengivet i forelæggelsesafgørelsen. Dels medfører manglen på enhver angivelse af de præcise grunde, der har ført den forelæggende ret til at rejse spørgsmålet om gyldigheden af denne retsakt eller disse bestemmelser, at de spørgsmål, som vedrører gyldigheden heraf, må afvises (jf. bl.a. dom af 4.5.2016, Philip Morris Brands m.fl., C-547/14, EU:C:2016:325, præmis 50).

56

I det foreliggende tilfælde indeholder anmodningen om præjudiciel afgørelse tilstrækkelige oplysninger om de grunde, der har foranlediget den forelæggende ret til at forelægge Domstolen et spørgsmål om gyldigheden af den omtvistede forordning. Den forelæggende ret har navnlig henvist til Rettens konklusioner i dommene af 15. september 2016, hvorefter Rådet og Kommissionen ved beregningen af den normale værdi af biodiesel fremstillet i Argentina og Indonesien i henhold til den omtvistede forordning ikke burde have fundet, at optegnelserne fra de argentinske og indonesiske eksporterende producenter ikke tilstrækkeligt afspejlede råmaterialepriserne, og at disse institutioner følgelig ikke burde have set bort fra disse dokumenter ved denne beregning. Den forelæggende ret har endvidere nævnt den omstændighed, at gennemførelsesforordning 2017/1578 ikke berigtigede de retligt fejlagtige konklusioner, som den omtvistede forordning fra begyndelsen var behæftet med vedrørende beregningen af dumpingmargenen.

57

Under disse omstændigheder råder Domstolen over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af det forelagte spørgsmål. Disse oplysninger har endvidere gjort det muligt for Kommissionen at tage stilling til realiteten i det spørgsmål, der er forelagt Domstolen.

58

Den omstændighed, at spørgsmålet med Kommissionens ord skyldes en eventuel misforståelse med hensyn til rækkevidden af dommene af 15. september 2016, vedrører det materielle spørgsmål om vurderingen af den omtvistede forordnings gyldighed.

59

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

60

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, er ugyldig, idet den er i strid med grundforordningen.

61

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, for det første er i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 5, for så vidt som det i forbindelse med beregningen af den normale værdi af samme vare ikke er blevet godtgjort, at betingelserne for at undlade at anvende omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare, således som de fremgår af optegnelserne fra de argentinske eksporterende producenter, der er omfattet af undersøgelsen, var opfyldt. Denne ret ønsker for det andet oplyst, om den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, er i strid med grundforordningen, for så vidt som virkningerne af importen har været genstand for en kumulativ vurdering i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 4, og for så vidt som det derfor ikke er blevet godtgjort på tilfredsstillende vis, at importen har været genstand for dumping, der har forvoldt EU-erhvervsgrenen skade som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 6 og 7.

62

Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at EU-institutionerne inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge (jf. dom af 4.2.2021, eurocylinder systems, C-324/19, EU:C:2021:94, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

63

Domstolsprøvelsen af udøvelsen af sådanne beføjelser skal både i forbindelse med et sagsanlæg på grundlag af artikel 263 TEUF og i forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse angående en gyldighedsvurdering indgivet i henhold til artikel 267 TEUF begrænses til en kontrol af, om procedureforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (dom af 4.2.2021, eurocylinder systems, C-324/19, EU:C:2021:94, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

64

En kontrol, der begrænser sig til at undersøge, om de elementer, EU-institutionerne har lagt til grund for deres konstateringer, er af en sådan art, at de understøtter de konklusioner, institutionerne har udledt deraf, gør således ikke indgreb i institutionernes brede skønsmargen inden for området for handelspolitik (jf. i denne retning dom af 16.2.2012, Rådet og Kommissionen mod Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP, C-191/09 P og C-200/09 P, EU:C:2012:78, præmis 68).

65

I det foreliggende tilfælde er de grunde, der har ført den forelæggende ret til at rejse spørgsmålet om gyldigheden af den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, i det væsentlige støttet på de vurderinger, som Retten lagde til grund i dommene af 15. september 2016, og på de konstateringer, der blev foretaget efter genoptagelsen i maj 2018 af antidumpingundersøgelsen vedrørende de pågældende varer.

66

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, er i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 5, skal det bemærkes, at denne sidstnævnte bestemmelse gør det muligt at lade de omkostninger, der fremgår af de eksporterende producenters optegnelser, som er omfattet af undersøgelsen, ude af betragtning med henblik på beregningen af den »normale værdi« af samme vare, idet det præciseres, at det er denne værdi, der tjener til at fastslå, om der foreligger dumping som omhandlet i grundforordningens artikel 1, stk. 2.

67

Som den forelæggende ret har anført, er det imidlertid ikke blevet godtgjort i den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, at de betingelser, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 5, for beregningen af den normale værdi for samme vare, var opfyldt.

68

Denne konklusion fremgår bl.a. af dommene af 15. september 2016, som ligger i forlængelse af flere annullationssøgsmål anlagt af en række argentinske og indonesiske eksporterende producenter. Efter sin undersøgelse fastslog Retten i det væsentlige, at institutionerne ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer, der blev anvendt til produktionen af biodiesel i Argentina og Indonesien, som følge af en differentieret eksportafgiftsordning, i henhold til hvilken der blev anvendt forskellige afgiftssatser på råmaterialer og biodiesel.

69

Retten fandt således, at institutionerne ikke burde have fastslået, at priserne på råmaterialer ikke var tilstrækkeligt afspejlet i de argentinske og indonesiske eksporterende producenters optegnelser, og at de ikke burde have ladet disse optegnelser ude af betragtning ved beregningen af den normale værdi af biodiesel fremstillet i Argentina og Indonesien. Retten annullerede derfor den omtvistede forordnings artikel 1 og 2, for så vidt som de vedrørte de selskaber, der havde anfægtet denne forordning ved Retten ved at anlægge et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.

70

Efter at Rådet havde besluttet at hæve appellerne i sagerne C-602/16 P – C-609/16 P, der var rettet mod dommene af 15. september 2016, blev disse sager ved kendelser afsagt af Domstolens præsident den 15. og den 16. februar 2018 slettet af Domstolens register. Følgelig er dommene af 15. september 2016 blevet endelige og har fået absolut retskraft fra datoen for deres afsigelse, idet det præciseres, at den absolutte retskraft, som en dom om annullation fra en af Unionens retsinstanser har, knytter sig til såvel dommens konklusion som de præmisser, der udgør det nødvendige grundlag herfor (dom af 14.11.2017, British Airways mod Kommissionen, C-122/16 P, EU:C:2017:861, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

71

Selv om dommene af 15. september 2016 kun annullerer den omtvistede forordning, for så vidt som den vedrører sagsøgerne i de pågældende sager, hvilket er i overensstemmelse med princippet om, at en præmis i en dom om annullation ikke kan have retskraft for personer, der ikke var part i sagen, og over for hvem dommen derfor ikke kan have afgjort noget som helst (dom af 14.9.1999, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., C-310/97 P, EU:C:1999:407, præmis 55), skal der drages alle konsekvenser af de konstateringer, som både Retten og Kommissionen selv har foretaget efter bl.a. genoptagelsen i maj 2018 af antidumpingundersøgelsen vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien.

72

Det fremgik imidlertid klart, at Rådets fremgangsmåde, der bestod i ved beregningen af den normale værdi af samme vare at lade omkostninger til de vigtigste råmaterialer, der fremgik af de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser, ude af betragtning på grund af den fordrejning af priserne på disse råmaterialer, som var forårsaget af den differentierede eksportafgiftsordning og at erstatte dem med referenceprisen, ikke var i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 5, første og andet afsnit.

73

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, at det i 94. betragtning til gennemførelsesforordning 2018/1570 anføres, at »Rettens annullering af [den omtvistede] forordning […] kun [er] gældende for de virksomheder, der anfægtede forordningen ved Retten [, og at] [d]en antidumpingtold, der er blevet pålagt andre virksomheder, […] derfor [er] blevet indsamlet lovligt i henhold til EU-retten«. En sådan konstatering berører ikke muligheden for, at en national ret, for hvilken der er anlagt en sag vedrørende individuelle retsakter, der er vedtaget af de nationale myndigheder i henhold til den omtvistede forordning, kan betvivle gyldigheden af denne forordning i forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse, for så vidt som det ikke er godtgjort, at den pågældende person uden nogen tvivl havde en søgsmålsret med henblik på at opnå annullation af den pågældende forordning.

74

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, er i strid med grundforordningen, fordi virkningerne af importen med urette var genstand for en kumulativ vurdering i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 4, således at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis i overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7, for, at der er tale om dumpingimport, der har forvoldt skade som omhandlet i denne forordning, skal der henvises til den genoptagelse af antidumpingundersøgelsen vedrørende de omhandlede varer, som førte til vedtagelsen af gennemførelsesforordning 2018/1570 og ophævelsen af den omtvistede forordning, som begge fandt sted efter de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

75

Ved gennemførelsesforordning 2018/1570 konkluderede Kommissionen efter genoptagelsen af undersøgelsen efter dommene af 15. september 2016, at dumpingmargenerne for Indonesien ikke alene var under bagatelgrænsen, men også, at det ikke kunne fastslås, at der forelå en reel og betydelig årsagssammenhæng mellem dumpingimporten fra Argentina og den væsentlige skade, som er forvoldt EU-erhvervsgrenen, således som det kræves i henhold til grundforordningen (81.-89. betragtning). Når der ses på virkningen af importen fra Argentina uafhængigt af Indonesien, kan det nemlig ikke fastslås, at der forelå en sådan årsagssammenhæng.

76

Under disse omstændigheder fremgår det, at den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, er ugyldig, idet den er i strid med grundforordningen, fordi det ikke i tilstrækkelig grad er blevet godtgjort, at importen har været genstand for dumping, der har forvoldt EU-erhvervsgrenen skade som omhandlet i denne sidstnævnte forordnings artikel 3, stk. 6 og 7.

77

Der skal således drages alle konsekvenser af konstateringen bl.a. i 91. betragtning til gennemførelsesforordning 2018/1570, hvorefter det ved vedtagelsen af den omtvistede forordning ikke var blevet fastslået, at der var en reel og betydelig årsagssammenhæng mellem dumpingimporten til Argentina og den væsentlige skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen, som krævet i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7. Det følger nødvendigvis heraf, at det ikke var korrekt bevist, at der forelå en skade forårsaget af dumping, og at der derfor ikke kunne indføres en antidumpingtold som omhandlet i grundforordningens artikel 1.

78

Henset til samtlige disse betragtninger skal det fastslås, at den omtvistede forordning, som ændret ved gennemførelsesforordning 2017/1578, er ugyldig, for så vidt som den er i strid med de krav, der følger af grundforordningens artikel 2, stk. 5, og artikel 3, stk. 4, 6 og 7.

79

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 af 19. november 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 af 18. september 2017, er ugyldig, for så vidt som den er i strid med de krav, der følger af artikel 2, stk. 5, og artikel 3, stk. 4, 6 og 7, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af [Den Europæiske Union].