Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)

21. december 2023 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 1, stk. 3 – artikel 15, stk. 2 – procedure for overgivelse mellem medlemsstaterne – grunde til at afslå fuldbyrdelse – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7 – respekt for privatliv og familieliv – artikel 24, stk. 2 og 3 – hensyntagen til barnets tarv – ethvert barns ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre – mor med små børn, der bor hos hende«

I sag C-261/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) ved afgørelse af 19. april 2022, indgået til Domstolen den 19. april 2022, i sagen

GN,

procesdeltagere:

Procuratore generale presso la Corte d’appello di Bologna,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),

sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, L. Bay Larsen, afdelingsformændene K. Jürimäe (refererende dommer), C. Lycourgos, E. Regan, F. Biltgen og N. Piçarra samt dommerne P.G. Xuereb, L.S. Rossi, I. Jarukaitis, A. Kumin, N. Jääskinen, N. Wahl, I. Ziemele og J. Passer,

generaladvokat: T. Ćapeta,

justitssekretær: fuldmægtig C. Di Bella,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 28. marts 2023,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        GN ved avvocato R. Ghini,

–        Procuratore generale presso la Corte d’appello di Bologna ved A. Scandellari, sostituto procuratore della Repubblica,

–        den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato S. Faraci,

–        den ungarske regering ved M. Z. Fehér og K. Szíjjártó, som befuldmægtigede,

–        den nederlandske regering ved K. Bulterman, J. M. Hoogveld og P. P. Huurnink, som befuldmægtigede,

–        Rådet for Den Europæiske Union ved K. Pleśniak og A. Ştefănuc, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og A. Spina, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. juli 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører dels fortolkningen af artikel 1, stk. 2 og 3, samt artikel 3 og 4 i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«), dels gyldigheden af disse bestemmelser henset til artikel 7 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Italien af en europæisk arrestordre, som de belgiske judicielle myndigheder har udstedt mod GN med henblik på fuldbyrdelsen af en frihedsstraf i Belgien.

 Retsforskrifter

 Folkeretten

3        Konventionen om barnets rettigheder blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 20. november 1989 (United Nations Treaty Series, bind 1577, s. 3).

4        Denne konventions artikel 3, stk. 1, lyder:

»I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.«

 EU-retten

5        Sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:

»Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.«

6        Denne rammeafgørelses artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:

»1.      Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.      Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.      Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

7        Den nævnte rammeafgørelses artikel 3 opregner de obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre og artikel 4 og 4a de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

8        Samme rammeafgørelses artikel 7 med overskriften »Anvendelse af den centrale myndighed« fastsætter i stk. 1, at hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis det er foreskrevet i dens retssystem, flere centrale myndigheder til at bistå de kompetente judicielle myndigheder.

9        Artikel 15 i rammeafgørelse 2002/584 har overskriften »Afgørelse om overgivelse« og er sålydende:

»1.      Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

2.      Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i artikel 17.

3.      Den udstedende judicielle myndighed kan til enhver tid fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.«

10      Rammeafgørelsens artikel 17 præciserer de frister og procedurer, inden for rammerne af hvilke afgørelsen om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal træffes.

11      Den nævnte rammeafgørelses artikel 23 med overskriften »Frist for overgivelse af den eftersøgte« er affattet således:

»1.      Den eftersøgte overgives snarest muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder.

2.      Den pågældende overgives senest ti dage efter, at den endelige afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er truffet.

[...]

4.      En overgivelse kan undtagelsesvis udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere foreligger. Den fuldbyrdende judicielle myndighed underretter straks den udstedende judicielle myndighed herom, og de aftaler en ny dato for overgivelsen. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

[...]«

 Italiensk ret

12      Artikel 2 i legge n. 69 – Disposizioni per conformare il diritto interno alla decisione quadro 2002/584/GAI del Consiglio, del 13 giugno 2002, relativa al mandato d’arresto europeo e alle procedure di consegna tra Stati membri (lov nr. 69 om bestemmelser for at tilpasse den nationale lovgivning til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne) af 22. april 2005 (GURI nr. 98 af 29.4.2005, s. 6, herefter »lov nr. 69/2005«) i den affattelse, der følger af decreto legislativo n. 10 (lovdekret nr. 10) af 2. februar 2021 (GURI nr. 30 af 5.2.2021, herefter »lovdekret nr. 10 af 2021«), der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:

»Fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre må under ingen omstændigheder indebære en tilsidesættelse af de overordnede principper i den italienske forfatningsorden eller en krænkelse af de i forfatningen anerkendte umistelige menneskerettigheder, de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU], eller de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved [den europæiske] konvention[...] til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 [(herefter »EMRK«)] [...]«

13      Denne lovs § 18 er affattet således:

»[A]ppeldomstolen afslår overgivelse i følgende tilfælde:

a)      hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, er ophørt ved amnesti i henhold til den italienske lovgivning, når den italienske stat har kompetence på området

b)      hvis det fremgår, at den eftersøgte person for de samme handlinger i Italien er omfattet af en endelig straffedom eller en afgørelse om tiltalefrafald, som ikke længere kan appelleres, eller af en endelig dom i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, forudsat at straffen i tilfælde af domfældelse allerede er fuldbyrdet eller er ved at blive fuldbyrdet, eller at den ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i den stat, hvori dommen er afsagt

c)      hvis den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, var under 14 år på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået«.

14      I den affattelse, der var gældende før ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 10 af 2021, fastsatte artikel 18 i lov nr. 69/2005 følgende:

»Appeldomstolen afslår overgivelse:

[...]

s)      hvis den person, der begæres overgivet, er en gravid kvinde eller er mor til børn under tre år, der bor sammen med hende, medmindre der i tilfælde af en europæisk arrestordre, der er udstedt under en retssag, er tale om, at de beskyttelseshensyn, der ligger til grund for den udstedende judicielle myndigheds restriktive foranstaltning, er af særlig vigtighed

[...]«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

15      Den 26. juni 2020 udstedte de belgiske judicielle myndigheder en europæisk arrestordre mod GN med henblik på fuldbyrdelsen af en fængselsstraf på fem år, som hun var blevet idømt in absentia af rechtbank van eerste aanleg Antwerpen, afdeling Antwerpen (retten i første instans i Antwerpen, afdelingen i Antwerpen, Belgien) for lovovertrædelser i form af menneskehandel og lettelse af ulovlig indvandring begået i Belgien mellem den 18. september 2016 og den 5. august 2017.

16      GN blev anholdt i Bologna (Italien) den 2. september 2021. På tidspunktet for sin anholdelse var hun sammen med sin søn, der var blevet født i Ferrare (Italien) den 10. november 2018, og som boede hos hende. Hun var desuden gravid med et andet barn, som blev født den 10. maj 2022.

17      Under afhøringen den 3. september 2021 gav GN ikke samtykke til sin overgivelse til de belgiske judicielle myndigheder. Efter et retsmøde, der blev afholdt den 17. september 2021, anmodede Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna, Italien) i sin egenskab af fuldbyrdende judiciel myndighed de belgiske judicielle myndigheder om at fremsende oplysninger om for det første de nærmere bestemmelser for fuldbyrdelsen i Belgien af straffe, der idømmes mødre med hjemmeboende mindreårige børn, for det andet den behandling i fængslet, som GN ville få i tilfælde af overgivelse, for det tredje de foranstaltninger, der ville blive truffet over for hendes mindreårige barn, og for det fjerde muligheden for at genoptage den sag, som var blevet afsluttet ved idømmelse af en straf in absentia.

18      Ved notat af 5. oktober 2021 meddelte anklagemyndigheden i Antwerpen (Belgien) Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna), at svarene på de stillede spørgsmål henhørte under Service public fédéral Justice (det føderale justitsministerium, Belgien).

19      Ved dom af 15. oktober 2021 afslog Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna) at overgive GN til de belgiske retslige myndigheder og anordnede øjeblikkelig løsladelse af GN. Ifølge denne retsinstans var der nemlig i mangel af svar fra de belgiske judicielle myndigheder på dens spørgsmål ingen garanti for, at der i den udstedende medlemsstats retsorden findes en ordning for frihedsberøvelse, der svarer til ordningen i den fuldbyrdende medlemsstat, som beskytter morens ret til ikke at blive frataget sit forhold til sine børn og til at kunne drage omsorg for dem, og som sikrer et barn den nødvendige moderlige og familiemæssige omsorg, således som den er sikret såvel i den italienske forfatning som i artikel 3 i konventionen om barnets rettigheder og i chartrets artikel 24.

20      Procuratore generale presso la Corte d’appello di Bologna (anklagemyndigheden ved appeldomstolen i Bologna, Italien) og GN har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien).

21      Den forelæggende ret har anført, at den bestemmelse i lov nr. 69/2005, som udtrykkeligt fastsatte, at den situation, at den person, som arrestordren var udstedt mod, var en gravid kvinde eller mor til hjemmeboende børn under tre år, var en begrundelse for at afslå fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, blev ophævet ved lovdekret nr. 10 af 2021 med henblik på at bringe den italienske lovgivning i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584, som ikke nævner denne situation blandt de obligatoriske eller fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre.

22      Den forelæggende ret er dog af den opfattelse, at hvis den udstedende medlemsstats retsorden ikke fastsætter foranstaltninger til beskyttelse af børns ret til ikke at blive frataget deres mor, der svarer til de foranstaltninger, der er fastsat i italiensk ret, vil overgivelsen af moren medføre en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet ved den italienske forfatning og EMRK.

23      Den europæiske arrestordre henhører imidlertid under et område, der har været genstand for en fuldstændig harmonisering. Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret oplyst, om rammeafgørelse 2002/584 forbyder den fuldbyrdende judicielle myndighed at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt mod en mor til små børn, når overgivelsen af denne mor ikke blot ville være i strid med hendes ret til respekt for privatliv og familieliv, men også med hendes børns tarv. I bekræftende fald ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne rammeafgørelse er forenelig med chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 3, navnlig sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 8.

24      På denne baggrund har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 1, stk. 2 og 3, samt artikel 3 og 4 i rammeafgørelse [2002/584] fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan afslå eller under alle omstændigheder udsætte overgivelsen af en mor med hjemmeboende mindreårige børn?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er artikel 1, stk. 2 og 3, samt artikel 3 og 4 i rammeafgørelse [2002/584] da forenelige med artikel 7 og 24, stk. 3, i [chartret], også i lyset af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende EMRK’s artikel 8 og af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, for så vidt som rammeafgørelsens ovennævnte artikler foreskriver, at en mor overgives, med den følge, at båndene med hendes hjemmeboende mindreårige børn brydes uden hensyntagen til barnets tarv?«

 Retsforhandlingerne for Domstolen

25      Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den fremskyndede hasteprocedure, der er fastsat i artikel 105 i Domstolens procesreglement.

26      Denne ret har gjort gældende, at hovedsagen påvirker de grundlæggende rettigheder for en gravid kvinde og hendes lille barn, der bor hos hende, og at anvendelsen af den fremskyndede procedure er nødvendig for at fjerne den usikkerhed, der består med hensyn til den fremtidige forældremyndighed over barnet. De forelagte spørgsmål rejser endvidere problemstillinger, der er fælles for et betydeligt antal sager, der verserer for medlemsstaternes domstole, og som bør behandles så hurtigt som muligt.

27      Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, der fraviger bestemmelserne i procesreglementet, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

28      Det bemærkes i denne henseende, at en sådan fremskyndet procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (dom af 21.12.2021, Randstad Italia, C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

29      I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident den 11. maj 2022, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet ikke at imødekomme den i denne doms præmis 25 nævnte anmodning.

30      Det fremgår således af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at der blev iværksat en øjeblikkelig løsladelse af GN til opfyldelse af dommen af 15. oktober 2021 afsagt af Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna). Desuden godtgør de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt for Domstolen, ikke, at der foreligger en risiko med hensyn til forældremyndigheden over GN’s børn under behandlingen af den foreliggende præjudicielle forelæggelse. En eventuel usikkerhed med hensyn til konsekvenserne for denne forældremyndighed af den afgørelse, hvorved hovedsagen afsluttes, eller den omstændighed, at et stort antal personer eller retlige situationer potentielt er berørt af de forelagte spørgsmål, udgør ikke i sig selv grunde til, at der foreligger ekstraordinær uopsættelighed, hvilket imidlertid er nødvendigt for at begrunde en fremskyndet behandling (jf. i denne retning dom af 22.9.2022, Bundesrepublik Deutschland (Administrativ udsættelse af afgørelsen om overførsel), C-245/21 og C-248/21, EU:C:2022:709, præmis 34, og af 9.11.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Begrebet alvorlig overlast), C-125/22, EU:C:2023:843, præmis 30).

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål

31      Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2 og 3, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed afslår at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, med den begrundelse, at denne person er mor til små børn, der bor hos hende.

32      Henset til den forelæggende rets oplysninger skal det første spørgsmål forstås således, at det hviler på den forudsætning, at den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre i hovedsagen, har to små børn, der bor hos hende, og i hvis tarv det er fortsat regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med deres mor. I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret oplyst, om den kan afslå at fuldbyrde denne arrestordre på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, med den begrundelse, at overgivelsen af denne person kan fratage hende en sådan forbindelse og kontakt med sine børn.

33      Indledningsvis bemærkes, at både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse, der selv hviler på den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. Mere specifikt pålægger princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 40, og af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 93).

34      Når medlemsstaterne gennemfører EU-retten, er de således forpligtet til at lægge til grund, at de øvrige medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, således at de hverken kan kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede, eller, undtagen i særlige tilfælde, kontrollere, om denne anden medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt de i Den Europæiske Union sikrede grundlæggende rettigheder (udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 192, og dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 94).

35      I denne sammenhæng tilsigter rammeafgørelse 2002/584 med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

36      Princippet om gensidig anerkendelse, som ifølge sjette betragtning til rammeafgørelsen udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, finder udtryk i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre på grundlag af dette princip og i overensstemmelse med bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

37      Det betyder for det første, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder kun kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til de grunde, der er indeholdt i rammeafgørelse 2002/584, således som denne fortolkes af Domstolen. For det andet betyder det, at mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af 18.4.2023, E.D.L. (Grund til afslag på grundlag af sygdom), C-699/21, EU:C:2023:295, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

38      Denne rammeafgørelse fastsætter imidlertid ikke, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre alene med den begrundelse, at den person, der er omfattet af en sådan arrestordre, er mor til små børn, der bor hos hende. Henset til princippet om gensidig tillid, der ligger til grund for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, foreligger der nemlig en formodning for, at forholdene under frihedsberøvelse af en mor til sådanne børn og tilrettelæggelsen af forsorgen for disse børn i den udstedende medlemsstat er tilpasset en sådan situation, hvad enten der er tale om et fængsel eller alternative ordninger, således at moren fortsat kan være til rådighed for de judicielle myndigheder i denne medlemsstat, eller børnene kan anbringes uden for dette miljø.

39      Imidlertid fremgår det af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, at denne ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret.

40      I denne henseende bemærkes dels, at chartrets artikel 7 fastsætter retten for enhver person til respekt for sit privatliv og familieliv, dels at chartrets artikel 24, stk. 2, fastsætter, at barnets tarv skal komme i første række i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner.

41      Som det fremgår af artikel 3, stk. 1, i konventionen om barnets rettigheder, hvortil forklaringerne til chartrets artikel 24 udtrykkeligt henviser, finder sidstnævnte artikels stk. 2 ligeledes anvendelse på afgørelser, der, som en europæisk arrestordre udstedt mod moren til små børn, ikke har disse børn som adressater, men har betydelige konsekvenser for dem (jf. i denne retning dom af 11.3.2021, État belge (Tilbagesendelse af en forælder til en mindreårig), C-112/20, EU:C:2021:197, præmis 36 og 37).

42      Forælderens og barnets mulighed for at være sammen er et grundlæggende element i familielivet (dom af 14.12.2021, Stolichna obshtina, rayon »Pancharevo«, C-490/20, EU:C:2021:1008, præmis 61). Chartrets artikel 24, stk. 3, bestemmer navnlig, at ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser. Som Procuratore generale presso la Corte d’appello di Bologna (anklagemyndigheden ved appeldomstolen i Bologna), Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen har gjort gældende, fastlægges barnets tarv på grundlag af en vurdering, der skal tage hensyn til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag (jf. analogt dom af 26.3.2019, SM (Barn anbragt under den algeriske kafala-ordning), C-129/18, EU:C:2019:248, præmis 73, af 14.1.2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig), C-441/19, EU:C:2021:9, præmis 46 og 60, og af 11.3.2021, État belge (Tilbagesendelse af en forælder til en mindreårig), C-112/20, EU:C:2021:197, præmis 27.

43      Selv om det med henblik på sikringen af den fulde anvendelse af princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse, der understøtter den europæiske arrestordreordnings funktionsmåde, først og fremmest tilkommer hver enkelt medlemsstat at sikre, under Domstolens endelige kontrol, at de krav, som er uløseligt forbundet med de grundlæggende rettigheder i chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, opretholdes, ved at afstå fra enhver foranstaltning, der kan udgøre et indgreb heri, kan en reel risiko for, at den person, som er omfattet af en europæisk arrestordre, eller den pågældendes børn i tilfælde af vedkommendes overgivelse til den udstedende judicielle myndighed udsættes for en tilsidesættelse af disse grundlæggende rettigheder, give den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for undtagelsesvis at undlade at fremme denne europæiske arrestordre med henvisning til artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 46, og dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 72 og 96).

44      I denne henseende skal det fremhæves, at vurderingen af den risiko, der er omhandlet i denne doms foregående præmis, skal foretages af den fuldbyrdende judicielle myndighed efter normen for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved EU-retten (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 88). Følgelig kan denne myndigheds manglende sikkerhed for, at der i den udstedende medlemsstat findes forhold svarende til dem, der foreligger i den fuldbyrdende medlemsstat for så vidt angår frihedsberøvelse af mødre til små børn og omsorgen for disse børn, ikke give adgang til at anse denne risiko for godtgjort.

45      Når den fuldbyrdende judicielle myndighed, der skal træffe afgørelse om overgivelse af en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, imidlertid råder over oplysninger, der kan godtgøre, at der foreligger en sådan risiko – enten på grund af systemiske eller generelle mangler med hensyn til forholdene under frihedsberøvelse for mødre til små børn eller forsorgsforholdene for disse børn i den udstedende medlemsstat, eller mangler med hensyn til disse forhold, som mere specifikt berører en objektivt identificerbar gruppe af personer, såsom børn med handicap – skal denne myndighed derimod konkret og præcist efterprøve, om der er tungtvejende grunde til at antage, at de berørte personer løber denne risiko på grund af sådanne forhold.

46      Den fuldbyrdende judicielle myndighed skal således vurdere, om der foreligger en risiko for tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, inden for rammerne af en prøvelse i to trin, der indebærer en analyse på grundlag af forskellige kriterier, således at disse trin ikke kan blandes sammen og skal gennemføres successivt (jf. i denne retning dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 101, 109 og 110).

47      Med henblik herpå skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i forbindelse med det første trin afgøre, om der foreligger objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som godtgør, at der foreligger en reel risiko for tilsidesættelse af disse grundlæggende rettigheder i den udstedende medlemsstat som følge af mangler som dem, der er nævnt i denne doms præmis 45. Disse oplysninger kan bl.a. fremgå af internationale retsafgørelser, afgørelser, rapporter og andre dokumenter, der er udarbejdet af Europarådets organer eller af FN-organer, eller være oplysninger fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheders (FRA) database om forholdene under frihedsberøvelse i EU (Criminal Detention Database) (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 89, og af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 102).

48      I forbindelse med det andet trin skal den fuldbyrdende judicielle myndighed på konkret og præcis vis efterprøve, i hvilket omfang de mangler, der er identificeret på det første trin i den prøvelse, der er omhandlet i denne doms foregående præmis, kan have en indvirkning på de frihedsberøvelsesforhold, som en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, vil blive udsat for, eller på forsorgsforholdene for vedkommendes børn, og om der – henset til deres personlige situation – er tungtvejende og godtgjorte grunde til at antage, at denne person eller vedkommendes børn vil løbe en reel risiko for tilsidesættelse af de nævnte grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 94, og af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 106).

49      Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at den ikke råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse vedrørende overgivelsen af den pågældende person, skal den med henblik herpå i henhold til artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 anmode den udstedende judicielle myndighed om straks at fremsende alle de supplerende oplysninger, som den måtte finde nødvendige, vedrørende de forhold, hvorunder det påtænkes at frihedsberøve denne person og tilrettelægge forsorgen for vedkommendes børn i denne medlemsstat (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 95).

50      I denne henseende skal det fremhæves, at de oplysninger, som den fuldbyrdende judicielle myndighed har ret til at anmode om, kan vedrøre såvel det første som det andet trin i den prøvelse, som denne myndighed skal foretage i overensstemmelse med denne doms præmis 46. Den nævnte myndighed kan imidlertid ikke anmode den udstedende judicielle myndighed om oplysninger, der alene vedrører det andet trin i denne prøvelse, når den er af den opfattelse, at det ikke er godtgjort, at der foreligger systemiske eller generelle mangler eller mangler, der berører en objektivt identificerbar gruppe af personer, som den pågældende person eller dennes børn tilhører, som omhandlet i denne doms præmis 45 (jf. i denne retning dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 135).

51      I overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 kan den fuldbyrdende judicielle myndighed fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af de supplerende oplysninger, som den har anmodet den udstedende judicielle myndighed om. Fristen skal være tilpasset det konkrete tilfælde, således at sidstnævnte myndighed har den nødvendige tid til at indhente oplysningerne, om fornødent ved at bede om bistand fra den eller en af de centrale myndighed(er) i den udstedende medlemsstat som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 7. I henhold til rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, skal fristen dog tage hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i rammeafgørelsens artikel 17 (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 97).

52      Den udstedende judicielle myndighed har pligt til at fremsende disse oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed, da den ellers vil tilsidesætte princippet om loyalt samarbejde (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 97, og af 25.7.2018, Generalstaatsanwaltschaft (Forholdene under frihedsberøvelse i Ungarn), C-220/18 PPU, EU:C:2018:589, præmis 64).

53      For bl.a. at sikre, at den europæiske arrestordres funktionsmåde ikke lammes, skal den pligt til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU, således ligge til grund for dialogen mellem de fuldbyrdende og udstedende judicielle myndigheder (dom af 25.7.2018, Generalstaatsanwaltschaft (Forholdene under frihedsberøvelse i Ungarn), C-220/18 PPU, EU:C:2018:589, præmis 104, og af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 131).

54      Såfremt den udstedende judicielle myndighed ikke besvarer den fuldbyrdende judicielle myndigheds anmodning om supplerende oplysninger på tilfredsstillende vis, skal denne myndighed foretage en samlet vurdering af samtlige de oplysninger, som den råder over inden for rammerne af hvert af de to trin, der er nævnt i denne doms præmis 47 og 48 (jf. i denne retning dom af 25.7.2018, Generalstaatsanwaltschaft (Forholdene under frihedsberøvelse i Ungarn), C-220/18 PPU, EU:C:2018:589, præmis 114).

55      Det er udelukkende, når den fuldbyrdende judicielle myndighed, henset til samtlige de oplysninger, den råder over, herunder eventuelle manglende garantier fra den udstedende judicielle myndighed, finder, at der foreligger dels mangler som dem, der er nævnt i denne doms præmis 45, i den udstedende medlemsstat, dels tungtvejende og godtgjorte grunde til at antage, at den berørte person og/eller dennes børn, henset til deres personlige situation, løber en reel risiko for tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, at den fuldbyrdende judicielle myndighed på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 skal afholde sig fra at fuldbyrde den europæiske arrestordre, som denne person er omfattet af. Såfremt det modsatte er tilfældet, skal myndigheden i overensstemmelse med den pligt, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, fuldbyrde denne arrestordre.

56      Endelig skal det for så vidt angår den mulighed for at udsætte overgivelsen, som den forelæggende ret har henvist til i sit første spørgsmål, præciseres, at selv om det er muligt på grundlag af artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 at udsætte overgivelsen af en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, kan denne mulighed kun anvendes midlertidigt, undtagelsesvist og af tungtvejende humanitære grunde. Henset til ordlyden af denne bestemmelse og til den generelle opbygning af denne rammeafgørelses artikel 23, er det i øvrigt ikke muligt at anvende en sådan udsættelse i en længere periode (jf. i denne retning dom af 18.4.2023, E.D.L. (Grund til afslag på grundlag af sygdom), C–699/21, EU:C:2023:295, præmis 51).

57      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 2 og 3, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed afslår at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, med den begrundelse, at denne person er mor til små børn, der bor hos hende, medmindre denne myndighed for det første råder over oplysninger, der godtgør, at der foreligger en reel risiko for tilsidesættelse af denne persons grundlæggende ret til respekt for privatliv og familieliv, som er sikret ved chartrets artikel 7, og af vedkommendes børns tarv, som er beskyttet ved chartrets artikel 24, stk. 2 og 3, på grund af systemiske eller generelle mangler med hensyn til forholdene under frihedsberøvelse for mødre til små børn og forsorgsforholdene for disse børn i den udstedende medlemsstat, og der for det andet er tungtvejende og godtgjorte grunde til at antage, at de berørte personer, henset til deres personlige situation, løber denne risiko på grund af sådanne forhold.

 Det andet spørgsmål

58      Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

 Sagsomkostninger

59      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 1, stk. 2 og 3, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, sammenholdt med artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed afslår at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, med den begrundelse, at denne person er mor til små børn, der bor hos hende, medmindre denne myndighed for det første råder over oplysninger, der godtgør, at der foreligger en reel risiko for tilsidesættelse af denne persons grundlæggende ret til respekt for privatliv og familieliv, som er sikret ved artikel 7 i chartret om grundlæggende rettigheder, og af vedkommendes børns tarv, som er beskyttet ved chartrets artikel 24, stk. 2 og 3, på grund af systemiske eller generelle mangler med hensyn til forholdene under frihedsberøvelse for mødre til små børn og forsorgsforholdene for disse børn i den udstedende medlemsstat, og der for det andet er tungtvejende og godtgjorte grunde til at antage, at de berørte personer, henset til deres personlige situation, løber denne risiko på grund af sådanne forhold.

Underskrifter

*      Processprog: italiensk.