1

Med deres appel har Dyson Ltd og de 14 øvrige appellanter nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 8. december 2021, Dyson m.fl. mod Kommissionen (T-127/19, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:870), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som appellanterne havde anlagt med påstand om erstatning for de tab, som de hævder at have lidt som følge af Europa-Kommissionens vedtagelse af delegeret forordning (EU) nr. 665/2013 af 3. maj 2013 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU for så vidt angår energimærkning af støvsugere (EUT 2013, L 192, s. 1, herefter »den omtvistede forordning«).

2

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger (EUT 2010, L 153, s. 1) er blevet ophævet ved Europa Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (EUT 2017, L 198, s. 1). Følgende fremgik af femte og ottende betragtning til det nævnte direktiv:

[...]

3

Nævnte direktivs artikel 1, stk. 1 og 2, havde følgende ordlyd:

»1.   Dette direktiv fastsætter rammevilkår for harmonisering af nationale foranstaltninger vedrørende information til slutbrugere, navnlig i form af mærkning og standardiserede produktoplysninger om energirelaterede produkters forbrug af energi og, hvor det er relevant, andre væsentlige ressourcer under deres anvendelse og om andre i denne forbindelse relevante forhold, således at slutbrugerne får mulighed for at vælge mere effektive produkter.

2.   Direktivet finder anvendelse på energirelaterede produkter, som under deres anvendelse direkte eller indirekte påvirker forbruget af energi og, hvor det er relevant, andre væsentlige ressourcer i betydelig grad.«

4

Ifølge samme direktivs artikel 5, litra a) og b), sørger medlemsstaterne for, »at leverandører, der bringer produkter, som er omfattet af en delegeret retsakt, i omsætning eller leverer dem til brug, forsyner dem med en etiket og et datablad i overensstemmelse med dette direktiv og den delegerede retsakt«, og at disse leverandører »udarbejder teknisk dokumentationsmateriale, der gør det muligt at bedømme nøjagtigheden af etikettens og databladets oplysninger«.

5

Artikel 10 i direktiv 2010/30 med overskriften »Delegerede retsakter« bestemte:

»1.   Kommissionen fastsætter nærmere bestemmelser om etiketten og databladet ved delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 11, 12 og 13, for hver type produkt i overensstemmelse med nærværende artikel.

Når et produkt opfylder de kriterier, der er anført i stk. 2, skal der vedtages en delegeret retsakt for det i overensstemmelse med stk. 4.

Delegerede retsakter skal indeholde bestemmelser om etikettens og databladets oplysninger om forbruget af energi og andre væsentlige ressourcer under anvendelsen, som sætter slutbrugerne i stand til at træffe mere velinformerede købsafgørelser, og som sætter markedstilsynsmyndighederne i stand til at kontrollere, om produkterne lever op til de anførte oplysninger.

[...]

4.   De delegerede retsakter skal særlig angive følgende:

[...]

[...]

6

Dette direktivs artikel 11 med overskriften »Udøvelse af de delegerede beføjelser« fastsatte i stk. 1:

»Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 10, i en periode på fem år fra den 19. juni 2010. Kommissionen aflægger rapport vedrørende de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges automatisk for perioder af tilsvarende varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet [for Den Europæiske Union] tilbagekalder delegationen i henhold til artikel 12.«

7

I medfør af den bemyndigelse, som Kommissionen var blevet tillagt ved direktiv 2010/30, vedtog denne institution den omtvistede forordning om gennemførelse af dette direktiv for så vidt angår energimærkning af støvsugere. Herved anvendte den en testmetode, der bl.a. gjorde det muligt at måle støvsugernes energipræstation og støvopsamlingsevne, idet testen blev udført med en tom støvbeholder ved begyndelsen af sugetestene på forskellige overfladetyper (herefter »testen med tom pose/støvbeholder«).

8

Den første appellant er en producent af støvsugere af særlig udformning, de såkaldte »cyklon-støvsugere«, hvis energipræstation er større end andre typer støvsugere. Denne præstation blev undervurderet som følge af den testmetode, som Kommissionen anvendte, for så vidt som denne metode ikke gjorde det muligt at tage hensyn til nedgangen i præstation for andre typer støvsugere, efterhånden som deres støvbeholder fyldes. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 2013 nedlagde denne appellant påstand om annullation af denne forordning, idet selskabet bl.a. gjorde gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at fastsætte en sådan testmetode. Selskabet gjorde i denne forbindelse gældende, at denne metode ikke tog højde for en støvsugers præstation »under anvendelsen« som påkrævet i henhold til artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30. Kommissionen blev frikendt ved dom af 11. november 2015, Dyson mod Kommission (T-544/13, EU:T:2015:836).

9

Efter appel iværksat af den første appellant blev denne dom ophævet ved dom af 11. maj 2017, Dyson mod Kommissionen (C-44/16 P, herefter »appeldommen«, EU:C:2017:357), og sagen blev hjemvist til Retten med henblik på, at denne traf afgørelse om visse elementer i annullationssøgsmålet, nemlig dels det første anbringendes første led om Kommissionens manglende kompetence til at fastlægge den testmetode, som den havde anvendt, dels det tredje anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

10

Ved dom af 8. november 2018, Dyson mod Kommissionen (T-544/13 RENV, herefter »annullationsdommen«, EU:T:2018:761), der er blevet endelig, fastslog Retten, at Kommissionen havde tilsidesat et væsentligt element i den bemyndigelse, der er givet ved direktiv 2010/30, nemlig at de oplysninger, der gives forbrugerne, skal vedrøre apparaternes energieffektivitet »under anvendelsen«. Retten annullerede derfor den omtvistede forordning uden at undersøge det tredje anbringende.

11

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. februar 2019 anlagde den første appellant og de øvrige appellanter, der er økonomisk forbundne, sag med påstand om erstatning for det tab, som de hævder at have lidt som følge af den omtvistede forordnings ulovlighed. De gjorde i det væsentlige gældende, at Kommissionen havde begået flere tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, som kan medføre, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold, nemlig tilsidesættelse af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30, af ligebehandlingsprincippet, af princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise omhu og endelig af retten til at udøve et erhverv.

12

Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen og pålagde appellanterne at betale sagsomkostningerne, idet den fandt, at ingen af de angivelige ulovligheder, for så vidt som de blev anset for godtgjort, udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af den omhandlede retsregel.

13

Hvad for det første angår overskridelsen af den beføjelse, som Kommissionen er tillagt ved artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30, fastslog Retten først, at Kommissionen ikke havde nogen skønsmargen, men bemærkede, at denne konstatering ikke var tilstrækkelig til at konkludere, at der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne bestemmelse, idet den fandt, at der desuden skulle tages hensyn til kompleksiteten af de forhold, der skulle reguleres, vanskeligheden ved at anvende eller fortolke bestemmelserne, hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse var, og om overtrædelsen var blevet begået forsætligt eller uundskyldeligt (den appellerede dom, præmis 36-38). Efter at have undersøgt den sammenhæng, hvori ulovligheden var blevet begået i disse forskellige henseender, fastslog Retten successivt, at der forelå vanskeligheder ved fortolkningen og anvendelsen med hensyn til graden af klarhed og præcision af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30 og mere generelt dette direktiv som helhed (den appellerede dom, præmis 45 og 97), og at flere forhold kunne godtgøre, at fejlen var undskyldelig, og at de forhold, der skulle reguleres, var teknisk komplekse (den appellerede dom, præmis 97). På grundlag af disse oplysninger fastslog Retten, at en normalt forsigtig og påpasselig administration kunne vurdere, at den udsatte sig for en risiko ved at anvende en prøvningsmetode, der var baseret på anvendelsen af en fyldt pose/støvbeholder, hvorefter testen fortsætter, indtil posen/støvbeholderen fyldes op til et vist niveau, snarere end en testmetode med en tom pose/støvbeholder, og at Kommissionen derfor ikke åbenbart og groft havde overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse (den appellerede dom, præmis 97).

14

Hvad for det andet angår tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet med hensyn til den type støvsugere, der fremstilles af de forskellige berørte erhvervsdrivende, fandt Retten, at den omstændighed, at der forelå rimelig tvivl med hensyn til den videnskabelige underbygning og nøjagtigheden af de resultater, som den testmetode i afsnit 5.9 i den harmoniserede standard EN 60312-1:2013, der blev vedtaget af Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (Cenelec) (herefter »Cenelec-standarden«), kunne føre til, var tilstrækkelig til at fastslå, at Kommissionen, uafhængigt af enhver objektiv forskel mellem »cyklonstøvsugere« og andre typer støvsugere, ikke åbenbart og groft havde overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse eller foretaget en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet ved at anvende en testmetode med tom pose (præmis 110 og 111).

15

Hvad for det tredje angår tilsidesættelsen af princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise omhu fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde tilsidesat dette princip, at det ikke var godtgjort, at den havde tilsidesat forpligtelsen til at udvise upartiskhed eller begået procedurefordrejning, eller i sidste ende havde tilsidesat princippet om god forvaltningsskik (den appellerede dom, præmis 117), og at den under alle omstændigheder ikke åbenbart og groft havde overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse eller gjort sig skyldig i en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik af grunde tilsvarende dem, der blev lagt til grund vedrørende de to første angivelige ulovligheder (den appellerede dom, præmis 118).

16

Hvad endelig for det fjerde angår tilsidesættelsen af retten til at udøve et erhverv fastslog Retten, at det ikke var godtgjort, at der forelå nogen krænkelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed eller af ejendomsretten (den appellerede dom, præmis 130), og at appellanternes argumentation, der i det væsentlige var identisk med argumentationen vedrørende de tre andre angivelige ulovligheder, hvad angår gyldigheden af valget af ikke at anvende testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9, i øvrigt måtte forkastes af de samme grunde (den appellerede dom, præmis 131).

17

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

18

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

19

Appellanterne har til støtte for deres appel fremsat syv anbringender.

20

De fire første anbringender vedrører Rettens vurdering, hvorefter tilsidesættelsen af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30 ikke udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Det femte til det syvende anbringende vedrører Rettens vurderinger, hvorefter de angivelige tilsidesættelser af henholdsvis ligebehandlingsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og pligten til at udvise omhu og endelig friheden til at oprette og drive egen virksomhed ikke var tilstrækkeligt kvalificerede.

21

Det første anbringende består i det væsentlige af to led, hvoraf det første vedrører manglende besvarelse af et af appellanternes anbringender og tilsidesættelse af annullationsdommens retskraft, og det andet vedrører tilsidesættelse af begrebet »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse« og en begrundelsesmangel.

22

Med det første anbringendes første led, der er rettet mod den appellerede doms præmis 52, har appellanterne for det første gjort gældende, at Retten undlod at tage stilling til det anbringende, der var fremsat til støtte for deres erstatningssøgsmål, om, at Kommissionen ikke kunne anvende en testmetode med tom pose/støvbeholder uden at tilsidesætte et væsentligt element i den delegerede retsakt, som direktiv 2010/30 indeholdt, og at denne tilsidesættelse var tilstrækkelig til at fastslå, at der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, som kan medføre, at Unionen ifalder ansvar.

23

Retten fandt nemlig, at det med henblik på at tage stilling til dette anbringende, henset til appeldommens præmis 68, var nødvendigt at afgøre, om Kommissionen havde kunnet se bort fra testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 på grund af tvivl om den videnskabelige underbygning af de resultater, der var blevet opnået ved denne metode, og om nøjagtigheden af de oplysninger, der blev givet forbrugerne på grundlag af disse, uden åbenbart og groft at overskride grænserne for den skønsbeføjelse, som den rådede over i denne henseende. Ifølge appellanterne vedrørte dette anbringende udelukkende Kommissionens manglende mulighed for at anvende en testmetode med tom pose/støvbeholder.

24

For det andet tilsidesatte Retten den retskraft, der er knyttet til annullationsdommen. Ved denne dom, som netop havde draget konsekvenserne af præmis 68 i dommen i appelsagen, fastslog Retten nemlig, at valget af en test med tom pose/støvbeholder i sig selv udgjorde en tilsidesættelse af et væsentligt element i direktiv 2010/30, og at det derfor ikke var nødvendigt for den at tage stilling til, om der fandtes videnskabeligt underbyggede testmetoder med fyldt pose/støvbeholder.

25

Kommissionen har bestridt, at dette klagepunkt er velbegrundet.

26

I den appellerede doms præmis 36-38 fastslog Retten, at »Kommissionen ikke havde nogen skønsmargen, der gjorde det muligt for den at overskride den bemyndigelse, som den er blevet tildelt ved den delegerede retsakt, idet den delegerede beføjelse, [som den rådede over], under alle omstændigheder skal overholde de væsentlige elementer i den delegerede retsakt«, at »den manglende skønsmargen [imidlertid] ikke [var] tilstrækkeligt til at konkludere, at der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten«, men at det skulle afgøres, om Kommissionen »ha[vde] begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af forpligtelsen til at overholde det væsentlige element i den delegerede retsakt, som kravet i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30 udgør, [og med henblik herpå] at tage hensyn til kompleksiteten af de forhold, der skulle reguleres, vanskeligheden ved at anvende eller fortolke bestemmelserne, hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, og om den begåede fejl er forsætlig eller uundskyldelig«.

27

Det er i denne sammenhæng, at Retten i den appellerede doms præmis 52 fastslog, at »[k]un en åbenbar og grov overskridelse af grænserne for den skønsbeføjelse, som Kommissionen råder over i denne henseende, kan medføre, at Unionen ifalder ansvar«, hvor udtrykket »i denne henseende« henviser til den omstændighed, at Kommissionen havde besluttet at »udelukke anvendelsen af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9, henset til tvivlen om den videnskabelige underbygning af de opnåede resultater og nøjagtigheden af de oplysninger, der gives forbrugerne«.

28

Den appellerede doms præmis 52 indgår således i den undersøgelse, som Retten foretog i denne doms præmis 38 ff. med henblik på at afgøre, om Kommissionen havde begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af forpligtelsen til at overholde det væsentlige element i den delegerede retsakt, hvorefter de oplysninger, der gives til forbrugerne, skal vedrøre apparaternes energieffektivitet »under anvendelsen«, og nærmere bestemt i forbindelse med dens vurdering i nævnte doms præmis 46 ff. af kompleksiteten af den situation, der skal reguleres, og den forsætlige eller uundskyldelige karakter af den fejl, som Kommissionen har begået. Følgelig kan denne præmis 52 ikke læses således, at den anerkender eksistensen af en skønsmargen, som Retten udtrykkeligt havde udelukket i den appellerede doms præmis 36, men udgør udgangspunktet for en undersøgelse af de vurderinger, som Kommissionen har foretaget, og som har foranlediget den til at vedtage en testmetode med tom pose/støvbeholder snarere end en testmetode med fyldt pose/støvbeholder og således begå den ulovlighed, der er identificeret i annullationsdommen.

29

Retten fastslog i denne forbindelse, at denne ulovlighed kun kunne kvalificeres som en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, hvis det i forbindelse med undersøgelsen af alle de omstændigheder, der kendetegner situationen, blev fastslået, at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn, henset til det skøn, som den normalt råder over i en situation, hvor den skal foretage analyser og valg af teknisk karakter.

30

Efter denne undersøgelse fandt Retten i den appellerede doms præmis 97, at Kommissionen, bl.a. henset til den tekniske kompleksitet ved de problemer, der skulle løses, »ikke åbenbart og groft [havde] overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse«, og i den nævnte doms præmis 99, at betingelsen for, at Unionen ifalder ansvar i kontraktforhold, nemlig at tilsidesættelsen af retsreglen skal være tilstrækkeligt kvalificeret, ikke var opfyldt.

31

Det følger af ovenstående betragtninger, at Retten for det første tog stilling til anbringendet om, at Kommissionens tilsidesættelse af det væsentlige element i den delegerede retsakt, som forbuddet mod at anvende en testmetode med tom pose/støvbeholder udgjorde, var tilstrækkelig til at udgøre en »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse«, idet den fremførte en modsat vurdering og angav grundene til denne vurdering. Følgelig tilsidesatte Retten ikke sin begrundelsespligt i denne henseende.

32

For det andet så Retten ikke bort fra den retskraft, der er knyttet til annullationsdommen, da den undersøgte de faktiske omstændigheder vedrørende den fejl, som Kommissionen begik ved at tilsidesætte det væsentlige element i den delegerede retsakt, som kriteriet om »oplysninger [...] vedrørende forbruget [...] under anvendelsen« i artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2010/30 udgjorde, med henblik på at afgøre, om denne fejl udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

33

Retten anvendte nemlig som forudsætning for sit ræsonnement den konstatering, der følger af den nævnte dom, hvorefter Kommissionen ikke havde nogen skønsmargen, der gjorde det muligt for den at overskride den bemyndigelse, som den var blevet tildelt, samtidig med, at den i øvrigt foretog en vurdering af begrebet »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse«, som adskilte sig fra den vurdering, der blev foretaget i forbindelse med det annullationssøgsmål, som den tidligere havde haft kendskab til.

34

Det første anbringendes første led findes skal således forkastes som ugrundet.

35

Appellanterne har for det første gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 82 fastslog, at det var vigtigt at vide, om Kommissionen åbenbart og groft havde overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse ved at foretrække at anvende en testmetode baseret på anvendelsen af en tom pose/støvbeholder frem for en fyldt pose/støvbeholder. Det følger af denne betragtning, at Retten med henblik på at vurdere, om den fejl, som Kommissionen havde begået, var undskyldelig, fandt, at Kommissionen stod over for det alternativ, der bestod i at vælge mellem testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 eller en testmetode med tom pose/støvbeholder. Appellanterne har imidlertid understreget, at der ikke forelå et sådant valg, eftersom Kommissionen ikke kunne anvende sidstnævnte metode. Kommissionen kunne nemlig have anvendt enhver anden testmetode med fyldt pose/støvbeholdere eller have taget initiativ til at foreslå en ændring af direktiv 2010/30 med henblik på at fjerne kriteriet om, at oplysningerne skal angive forbruget af et produkt »under anvendelsen«.

36

Endvidere er den appellerede dom behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som Retten fandt, at spørgsmålet om den videnskabelige underbygning af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 var afgørende, uden at give yderligere forklaringer, og selv om Kommissionen ikke havde godtgjort, at den nærede tvivl om denne underbygning på tidspunktet for de faktiske omstændigheder.

37

Endelig har appellanterne påberåbt sig en urigtig gengivelse af beviserne og en tilsidesættelse af reglerne om bevisbyrde, idet de har henvist til de betragtninger, der er fremsat herom i forbindelse med det fjerde anbringende.

38

Kommissionen har bestridt, at dette klagepunkt er velbegrundet.

39

I den appellerede doms præmis 46 ff. undersøgte Retten i forbindelse med sin vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt den tilsidesættelse af EU-retten, der begrundede annullationen af den omtvistede forordning, kunne kvalificeres som tilstrækkeligt kvalificeret, henset til kompleksiteten af den situation, der skulle reguleres, og den forsætlige eller uundskyldelige karakter af den begåede fejl, den sammenhæng, hvori Kommissionen havde begået en fejl, der bestod i at anvende en testmetode med tom pose/støvbeholder snarere end med fyldt pose/støvbeholder, ved at tage hensyn til de konkrete omstændigheder omkring forberedelsen og vedtagelsen af den omtvistede forordning, navnlig vedrørende det arbejde, der blev udført med henblik på at fastlægge en testmetode, dvs. på baggrund af de forhold, som den ifølge Retten faktisk havde taget i betragtning. I denne doms præmis 82 forsøgte Retten derfor ikke at opstille en udtømmende oversigt over de muligheder, som Kommissionen rådede over, men begrænsede sig til at vurdere, om Kommissionen i den konkrete sammenhæng med vedtagelsen af den omtvistede forordning havde begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af den pågældende retsregel.

40

Det første klagepunkt, hvorved Retten kritiseres for at have fastslået, at Kommissionen stod over for et binært valg, hviler således på en urigtig læsning af den appellerede dom.

41

Hvad angår det andet klagepunkt fastslog Retten i den appellerede doms præmis 82, at »spørgsmålet om, hvorvidt testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 er videnskabeligt og teknisk begrundet, ikke er relevant i den foreliggende sag«. Det er derfor uden grundlag, at appellanterne har kritiseret Kommissionen for ikke at have givet en tilstrækkelig begrundelse, da den hævdede, at spørgsmålet om denne testmetodes videnskabelige underbygning var afgørende.

42

Endelig skal det fastslås, at appellanternes klagepunkter om en urigtig gengivelse af beviserne og en tilsidesættelse af bevisbyrdereglerne inden for rammerne af dette anbringende ikke er ledsaget af de nødvendige præciseringer med henblik på at vurdere, om det er velbegrundet.

43

Det følger af det ovenstående, at det første anbringendes andet led skal forkastes, og dermed forkastes anbringendet i det hele.

44

Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at fastslå, at den omstændighed, at den tilsidesatte regel ikke gav Kommissionen nogen skønsmargen, var grundlæggende og afgørende for at fastslå, at der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse. De har støttet dette anbringende på fem forhold, som efter deres opfattelse alene er afgørende, nemlig for det første den omstændighed, at kriteriet om, at oplysningerne skal vedrøre forbruget af produktet under anvendelsen, var et væsentligt element i direktiv 2010/30, og som var blevet fastsat med henblik på at begrænse Kommissionens skønsbeføjelse, for det andet betydningen af det miljøbeskyttelsesformål, der forfølges med dette direktiv, for det tredje det nævnte kriteriums væsentlige karakter for at nå dette mål, for det fjerde den omstændighed, at Kommissionen havde kendskab til, at den anvendte testmetode var vildledende, og for det femte, at det var umuligt for fabrikanterne at supplere de oplysninger, der blev leveret ved energimærker, med andre oplysninger.

45

Selv hvis det antages, at der ligeledes kunne tages hensyn til andre forhold, såsom fortolkningsvanskeligheder eller den lovgivningsmæssige kompleksitet, burde Retten under alle omstændigheder have afvejet disse over for den manglende overholdelse af et kriterium, som ikke efterlod nogen skønsmargen, og som ikke kunne vige for andre betragtninger.

46

Kommissionen har bestridt, at dette anbringende er velbegrundet.

47

Det bemærkes, at en af de betingelser, der kræves for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF, er, at der er sket en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (dom af 30.5.2017, Safa Nicu Sepahan mod Rådet, C-45/15 P, EU:C:2017:402, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

48

Der foreligger en sådan tilsidesættelse, når tilsidesættelsen indebærer, at den omhandlede institution åbenbart og alvorligt har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser (dom af 30.5.2017, Safa Nicu Sepahan mod Rådet, C-45/15 P, EU:C:2017:402, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

49

Identifikationen af en sådan tilsidesættelse forudsætter således en konstatering af en uregelmæssighed, som under tilsvarende omstændigheder ikke ville være blevet begået af en normalt forsigtig og påpasselig administration (dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 43).

50

For at afgøre, om en tilsidesættelse af en EU-retlig regel skal anses for tilstrækkeligt kvalificeret, skal der tages udgangspunkt i det område, de betingelser og den sammenhæng, hvori institutionen griber ind (jf. dom af 4.4.2017, Médiateur mod Staelen, C-337/15 P, EU:C:2017:256, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

51

De forhold, der i denne forbindelse kan tages i betragtning, er bl.a. hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, såvel som hvor vidt et skøn denne bestemmelse overlader EU-myndigheden (dom af 30.5.2017, Safa Nicu Sepahan mod Rådet, C-45/15 P, EU:C:2017:402, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis), kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, vanskelighederne ved at anvende eller fortolke bestemmelserne (dom af 19.4.2007, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, C-282/05 P, EU:C:2007:226, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis), samt om en eventuel retsvildfarelse er undskyldelig eller uundskyldelig (dom af 4.12.2003, Evans, C-63/01, EU:C:2003:650, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det følger af den praksis fra Domstolen, der er nævnt i nærværende doms præmis 47-51, således som generaladvokaten har anført i punkt 91 i forslaget til afgørelse, at udstrækningen af den skønsmargen, som den tilsidesatte retsregel gav EU-myndigheden, kun er et af de forhold, der skal tages i betragtning med henblik på at afgøre, om denne myndighed har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne regel. Om end der er tale om et relevant forhold, som skal undersøges i alle tilfælde, indebærer den omstændighed, at den tilsidesatte bestemmelse ikke hjemler nogen skønsmargen, ikke nødvendigvis, at tilsidesættelsen heraf er tilstrækkeligt kvalificeret.

53

Alt efter omstændighederne i hver enkelt sag kan der nemlig tages hensyn til andre forhold, henset til den sammenhæng, hvori den konstaterede overtrædelse er blevet begået. En tilsidesættelse af en retsregel, der ikke overlader den pågældende myndighed noget skøn, kan således i lyset af omstændighederne fremstå som ikke åbenbar og dermed tilstrækkelig kvalificeret, navnlig hvis den er baseret på en undskyldelig retsvildfarelse, henset til vanskelighederne ved fortolkningen af den bestemmelse, der indeholder denne regel.

54

Selv om selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af EU-retten, i visse situationer kan føre til, at det fastslås, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, når den tilsidesatte bestemmelse kun gav den EU-myndighed, der har begået denne overtrædelse, et begrænset eller intet skøn, kan en sådan konstatering derfor kun følge af samtlige omstændigheder i forbindelse med denne overtrædelse, når undersøgelsen af disse omstændigheder ikke afslører andre relevante forhold, der kan føre til, at det må tilsidesættes, at overskridelsen af denne grænse for skønsbeføjelsen er åbenbar og grov.

55

I den appellerede dom afgjorde Retten, som anført i dommens præmis 22, først, om Kommissionen havde en skønsmargen med hensyn til overholdelsen af kriteriet om, at oplysningerne skulle vedrøre forbruget af produktet under anvendelsen, og fastslog i dommens præmis 36, at dette ikke var tilfældet. Retten fastslog dernæst i dommens præmis 37 og 38 i det væsentlige, at denne konstatering ikke i sig selv var tilstrækkelig til at konkludere, at der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af den tilsidesatte bestemmelse, og identificerede en række forhold, som den fandt relevante med henblik på at tage stilling til, om der forelå en sådan tilsidesættelse, nemlig kompleksiteten af de forhold, der skulle reguleres, vanskelighederne ved at anvende eller fortolke bestemmelserne, hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse var, og om den begåede fejl var forsætlig eller uundskyldelig. Retten tog dernæst hensyn til sagens omstændigheder, inden den i dommens præmis 97 fastslog, at Kommissionen ikke åbenbart og groft havde overskredet grænserne for sit skøn.

56

Det følger af de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 53-55, at Retten herved ikke begik en retlig fejl.

57

Det følger i øvrigt af denne doms præmis 54, at fastlæggelsen af de relevante forhold med henblik på at vurdere, om der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, henhører under en bedømmelse, der, bortset fra retlige fejl, kun kan anfægtes under en appelsag som følge af en urigtig gengivelse. Appellanterne har imidlertid inden for rammerne af dette anbringende begrænset sig til indirekte at påberåbe sig andre elementer end de elementer, som Retten tog hensyn til, som efter deres opfattelse var afgørende.

58

Det følger af samtlige ovenfor anførte betragtninger, at det andet anbringende skal forkastes.

59

Det tredje anbringende vedrører den appellerede doms præmis 42, 43 og 45. Det første led vedrører i det væsentlige en tilsidesættelse af begrebet »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse« af en EU-retlig regel som følge af en hensyntagen til omstændigheder, der er indtruffet efter vedtagelsen af den omtvistede forordning, og det andet led vedrører en tilsidesættelse af annullationsdommens retskraft.

60

Appellanterne har for det første gjort gældende, at Retten ikke kunne henvise til forløbet af annullationssøgsmålet vedrørende den omtvistede forordning med henblik på at vurdere, om der forelå vanskeligheder ved anvendelsen eller fortolkningen af de retsakter, der lå til grund for forordningens vedtagelse. I i tillæg hertil anfægter de den måde, hvorpå Retten foretog denne vurdering.

61

Appellanterne er for det første af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl ved at tage hensyn til andre omstændigheder end dem, hvorunder Kommissionen handlede på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning, idet der ikke kan udledes nogen oplysninger af efterfølgende omstændigheder. For det andet har den omstændighed, at Domstolen i appeldommen hjemviste behandlingen af annullationssøgsmålet til Retten, ikke afsløret nogen retlig kompleksitet, eftersom Retten i annullationsdommen blot fastslog, at valget af en testmetode med tom pose/støvbeholder var i strid med den delegerede retsakt, og at den angiveligt manglende mulighed for at anvende en testmetode med fyldt pose/støvbeholder var uden betydning i denne henseende.

62

For det andet fremgår det ikke af appeldommens præmis 68, at der med henblik på at træffe afgørelse i annullationssøgsmålet, for så vidt som det var støttet på en tilsidesættelse af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30, skulle foretages en afvejning mellem forpligtelsen til at vedtage en testmetode, der afspejler de faktiske betingelser for anvendelse, og forpligtelsen til at præcisere testresultaterne. Det følger tværtimod af annullationsdommen, at disse to forpligtelser var kumulative. Rettens vurdering, hvorefter der forelå fortolkningsvanskeligheder, der var forbundet med kompleksiteten og uklarheden af de relevante bestemmelser i dette direktiv, var således baseret på en tilsidesættelse af den retskraft, der var knyttet til annullationsdommen, og på en fejlagtig fortolkning af dommen i appelsagen.

63

Kommissionen har bestridt, at dette anbringendes to led er velbegrundede.

64

Hvad angår det tredje anbringendes første led bemærkes, at for så vidt som graden med hensyn til kvalificeringen af den tilsidesættelse af en EU-retlig regel, som den pågældende institution har gjort sig skyldig i, hænger uløseligt sammen med denne tilsidesættelse, skal den nævnte grad ikke vurderes ud fra et andet tidspunkt end det, hvor tilsidesættelsen blev begået. Det følger heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse«, nødvendigvis skal afgøres i forhold til de omstændigheder, hvorunder institutionen handlede på dette nøjagtige tidspunkt (dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 45 og 46).

65

Selv om spørgsmålet, om der foreligger vanskeligheder ved at anvende og fortolke de retsakter, der ligger til grund for vedtagelsen af den retsakt, som udgør en tilsidesættelse af en EU-retlig regel, skal vurderes i forhold til ordlyden af den pågældende regel og i forhold til tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede retsakt, er der imidlertid intet til hinder for, at den foretages under henvisning til relevante elementer i retspraksis på grund af de oplysninger, som de indeholder (jf. analogt dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 59). Der kan i givet fald være tale om oplysninger, der er indeholdt i afgørelser, som er truffet efter vedtagelsen af den pågældende retsakt, uanset om de kan vise, at der ikke foreligger vanskeligheder ved fortolkningen af den tekst, som retsakten har tilsidesat, såsom en afgørelse, hvorved det fastslås, at denne tekst udgør en acte clair, eller derimod, om der foreligger sådanne vanskeligheder, såsom en afgørelse, der præciserer rækkevidden af den nævnte retsakt eller divergerende afgørelser om den fortolkning, som den bør gives.

66

I det foreliggende tilfælde forelå der sådanne forhold fra retspraksis, eftersom artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2010/30 var en bestemmelse, der var afgørende i forbindelse med annullationssøgsmålet vedrørende den omtvistede forordning.

67

Følgelig kunne Retten uden at begå en retlig fejl anse det for relevant i den appellerede doms præmis 40-45 at henvise i det væsentlige til de afgørelser, der blev truffet i forbindelse med annullationssøgsmålet af Domstolen efter appel og af Retten efter hjemvisning, herunder til appeldommens præmisser vedrørende hjemvisningen af sagen til Retten, med henblik på at træffe afgørelse om spørgsmålet om, hvorvidt overholdelsen af artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2010/30 rejste komplekse spørgsmål og vanskeligheder med hensyn til anvendelsen eller fortolkningen, navnlig henset til denne bestemmelses grad af klarhed og præcision med hensyn til rækkevidden af udtrykket »under anvendelsen«.

68

Det tredje anbringendes første led findes således at være uden grundlag.

69

Hvad angår dette anbringendes andet led skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 41-44 undersøgte annullationsdommens præmisser i lyset af appeldommen. I denne henseende fremhævede Retten i den appellerede doms præmis 42, at det fremgik af appeldommen, at der skulle foretages en afvejning mellem på den ene side forpligtelsen til at anvende en beregningsmetode, som gør det muligt at måle støvsugeres energipræstation under forhold, der ligger så tæt som muligt på de faktiske anvendelsesforhold, og som kræver, at støvsugerens pose/støvsugerbeholder skal være fyldt op til et vist niveau, og på den anden side de krav, der er knyttet til den videnskabelige underbygning af de opnåede resultater og nøjagtigheden af de oplysninger, der gives forbrugerne, hvilket gjorde det nødvendigt at hjemvise sagen til Retten, for at denne kunne træffe afgørelse om, hvorvidt der forelå en tilsidesættelse af den pågældende bestemmelse. Retten fastslog dernæst i den appellerede doms præmis 43 og 44, at Retten i annullationsdommen havde fortolket appeldommens præmisser således, at denne forpligtelse og disse krav udgjorde to kumulative betingelser, således at den manglende overholdelse af den første var tilstrækkelig til at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af denne bestemmelse, og dermed til at annullere den omtvistede forordning.

70

Retten konkluderede på denne baggrund i den appellerede doms præmis 45, at disse begrundelser godtgjorde, at anvendelsen af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30 på støvsugernes specifikke tilfælde kunne give anledning til visse forskelle i bedømmelsen, indikerede fortolkningsvanskeligheder i forhold til denne bestemmelses grad af klarhed og præcision og mere generelt direktiv 2010/30 som helhed.

71

Herved tilsidesatte Retten ikke den retskraft, der er knyttet til annullationsdommen. Retten baserede nemlig ikke sin vurdering alene på denne dom, men på en sammenligning mellem ræsonnementet i dommen i annullationsdommen og ræsonnementet i appeldommen. Appellanternes argument om, at dommen om annullation af den omtvistede forordning i modsætning til, hvad Retten fandt, viser, at den retlige sammenhæng ikke frembød nogen kompleksitet, skal forkastes af samme grund, idet den kritiserede vurdering ikke vedrører selve undersøgelsen af denne dom, men sammenligningen af denne med appeldommen. Det skal endvidere fremhæves, at de undersøgelser, som Retten foretog dels i annullationsdommen i forbindelse med et annullationssøgsmål, dels i den appellerede dom i forbindelse med et erstatningssøgsmål, er af forskellig art. I annullationsdommen skulle Retten nemlig alene tage stilling til, om der forelå en tilsidesættelse af en EU-retlig regel, og ikke til, om der forelå en »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse«.

72

Det tredje anbringendes andet led skal derfor ligeledes forkastes som ugrundet, og dermed skal det tredje anbringende forkastes i sin helhed.

73

Det fjerde anbringende, som i det væsentlige består af otte led, vedrører tilsidesættelse i flere henseender af begrebet »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse« af en EU-retlig regel for så vidt angår bedømmelseskriteriet vedrørende kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres.

74

Appellanterne er af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 52 at fastslå, at spørgsmålet om den videnskabelige underbygning af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 var relevant for vurderingen af kompleksiteten af den lovgivningsmæssige sammenhæng. Eftersom det var godtgjort, at Kommissionen havde tilsidesat et væsentligt element i direktiv 2010/30, ville det have været retligt irrelevant desuden at undersøge, om Kommissionen nærede rimelig tvivl med hensyn til denne metode. Rettens ræsonnement er også i denne henseende mangelfuldt, for så vidt som den fandt, at Kommissionen var stillet over for det alternativ, der bestod i at vælge mellem en ulovlig testmetode, idet den blev udført med en tom pose/støvbeholder, og testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9.

75

Kommissionen har bestridt, at dette led er velbegrundet.

76

Det bemærkes, at kompleksiteten af den situation, der skal reguleres, i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 51, er et relevant forhold med henblik på at afgøre, om en tilsidesættelse af en EU-retlig regel kan kvalificeres som tilstrækkeligt kvalificeret.

77

Det skal i øvrigt fremhæves for det første, at Retten i den appellerede doms præmis 52 udtrykkeligt anførte, at det var nødvendigt at afgøre, om Kommissionen havde kunnet udelukke anvendelsen af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9, henset til tvivlen om den videnskabelige underbygning af de opnåede resultater og nøjagtigheden af de oplysninger, der blev givet til forbrugerne, med henblik på at tage stilling til appellanternes argumentation. Det fremgår nemlig af denne doms præmis 46, 47, 49 og 50, at disse sidstnævnte gjorde gældende, at anvendelsen af en testmetode med fyldt pose/støvbeholder ikke frembød nogen særlig kompleksitet, og at testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 var videnskabeligt gyldig, navnlig for så vidt angår kravene til måleresultaternes nøjagtighed, pålidelighed og reproducerbarhed.

78

For det andet fremgår det af appeldommen, særligt af dens præmis 19-42, 68, 70 og 83, at spørgsmålet om reproducerbarheden af målingerne, der blev foretaget ved hjælp af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9, vedrørende videnskabelig underbygning af opnåede resultater og nøjagtighed af de oplysninger, der gives til forbrugerne, var et væsentligt element i sagen vedrørende annullationssøgsmålet både før og efter afklaringen af rækkevidden af begrebet »under anvendelsen« i henhold til artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2010/30. Dette spørgsmål blev nemlig drøftet for Retten i forbindelse med førsteinstansbehandlingen i denne sag, og det fulgte af denne doms præmis 68 og 70, at det fortsat havde relevans.

79

Retten begik derfor ikke nogen fejl, da den besluttede at undersøge kompleksiteten af den situation, der skulle reguleres, og i denne forbindelse tog hensyn til det pågældende spørgsmål.

80

I øvrigt følger det af svaret på det første anbringende, at appellanternes klagepunkt om, at Retten fejlagtigt fandt, at Kommissionen var stillet over for et alternativ, hviler på en urigtig læsning af den appellerede dom.

81

Følgelig bør det fjerde anbringendes første led forkastes som ugrundet.

82

Med det fjerde anbringendes andet led har appellanterne påberåbt sig en urigtig gengivelse af beviserne og en tilsidesættelse af reglerne om bevisbyrde samt en begrundelsesmangel. De har gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at den på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning var i tvivl om den videnskabelige underbygning af opnåede resultater og nøjagtighed af de oplysninger, der gives til forbrugerne, med testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9. I mangel af beviser i denne henseende kunne Retten derfor ikke i den appellerede doms præmis 52 fastslå, at der forelå en sådan tvivl. Appellanterne har ligeledes gjort gældende, at den ikke har angivet grunden til, at undersøgelsen af kompleksiteten af den situation, der skulle reguleres, afhang af spørgsmålet om, »hvorvidt Kommissionen havde afvist den videnskabelige underbygning af en enkelt påfyldningsmåde«.

83

Inden for rammerne af det fjerde led, der skal behandles sammen med det andet led, har appellanterne gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 60 med urette anså den omtvistede forordnings artikel 7 for at være et relevant forhold. Med det første klagepunkt har de påberåbt sig en urigtig gengivelse af denne artikel, eftersom den ikke indeholder en »erklæring« fra Kommissionen vedrørende den manglende anvendelse af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 på grund af tvivl om dens videnskabelige underbygning. Tværtimod bekræfter den nævnte artikel, at Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning endnu ikke havde undersøgt muligheden for at anvende målemetoder med fyldt pose/støvbeholder.

84

Med det andet klagepunkt har appellanterne gjort gældende, at Retten, idet den tog hensyn til den nævnte artikel 7, traf afgørelse ultra petita og tilsidesatte deres ret til forsvar, idet der ikke forelå beviser for, at Kommissionen havde foretaget en vurdering af den nævnte testmetode.

85

Kommissionen har bestridt rigtigheden af de klagepunkter, der er formuleret i disse to led.

86

Hvad angår det fjerde anbringendes andet led bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 60 anførte følgende:

»Det følger af [den omtvistede forordnings] artikel 7, at Kommissionen på baggrund af den tekniske viden fandt, at testmetoden [i Cenelec-standardens afsnit 5.9] ikke kunne anvendes i henhold til artikel 10, stk. 4, litra b), i direktiv 2010/30. En sådan udelukkelse skal fortolkes således, at Kommissionen med henblik på en vurdering af støvsugernes energipræstation implicit fandt, at den pågældende testmetode ikke udgjorde en pålidelig, nøjagtig og reproducerbar måle- og beregningsmetode som omhandlet i den […] [omtvistede] forordnings artikel 5. Kommissionen foretrak således at vælge en testmetode baseret på anvendelsen af en tom pose/støvbeholder, der, selv om den afspejlede et snævrere anvendelsesområde end en metode baseret på anvendelse af en fyldt pose/støvbeholder, opfyldte kriterierne om pålidelighed, nøjagtighed og reproducerbarhed.«

87

Med disse betragtninger anførte Retten for det første præcist, på hvilke elementer fra selve den omtvistede forordning den baserede sin konstatering af, at Kommissionen nærede tvivl med hensyn til testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9, idet en hensyntagen til disse elementer ikke indebar en tilsidesættelse af reglerne om bevisbyrde. For det andet begrundede Retten ligeledes denne konstatering og angav den betydning, der blev tillagt de baggrundselementer, der fik Kommissionen til at se bort fra denne metode for at vurdere kompleksiteten af den situation, der skulle reguleres, eftersom denne afgørelse førte til anvendelsen af en metode, der efterfølgende viste sig at være ulovlig.

88

Med det fjerde anbringendes første klagepunkt har appellanterne imidlertid gjort gældende, at betragtningerne i den appellerede doms præmis 60 skyldes en urigtig gengivelse af den omtvistede forordnings artikel 7.

89

Denne artikel, som Retten henviste til i den appellerede doms præmis 60, havde følgende ordlyd:

»Kommissionen revurderer denne forordning i lyset af den tekniske udvikling senest fem år efter, at den er trådt i kraft. I den forbindelse vurderes navnlig [...], om det er muligt at benytte metoder til måling af det årlige energiforbrug, støvopsamling og støvemission, som bygger på en delvis fyldt pose/støvbeholder og ikke en tom pose/støvbeholder.«

90

Det skal for det første bemærkes, at Retten i den nævnte præmis 60 ikke har villet foretage en omskrivning af denne bestemmelses ordlyd, men udlede en lære heraf, således som det fremgår af ordene »det følger af [den omtvistede] forordnings artikel 7«.

91

For det andet følger denne præmis efter forskellige konstateringer vedrørende direktiv 2010/30, den omtvistede forordning og offentliggørelsen af Cenelec-standarden i Den Europæiske Unions Tidende, der fremgår af den appellerede doms præmis 55-58, i forbindelse med hvilke de efterfølgende betragtninger indgår, således som det fremgår af ordene »[i] denne forbindelse«, hvormed nævnte doms præmis 59 begynder.

92

Retten bemærkede således for det første, at direktiv 2010/30 pålagde Kommissionen at anvende harmoniserede målestandarder og ‑metoder med henblik på at fastlægge beregningsmetoden for de relevante indikatorer, såsom energiforbruget (den appellerede dom, præmis 55). For det andet henviste Retten til forskellige elementer i den omtvistede forordning, nemlig fjerde betragtning dertil og artikel 5 med overskriften »Målemetoder«, hvoraf fremgik, at de oplysninger, der skulle fremlægges, skulle fremskaffes ved hjælp af pålidelige, nøjagtige og reproducerbare måle- og beregningsmetoder under anvendelse af de nyeste, almindeligt anerkendte måle- og beregningsmetoder, idet den henviste til bilag VI til denne forordning. Den bemærkede særligt, at dette bilags punkt 1 med henblik herpå henviste til de harmoniserede standarder, hvis referencenumre var blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, og præciserede, at disse standarder skulle overholde de tekniske definitioner, betingelser, formler og parametre, der er anført i dette bilag. (den appellerede dom, præmis 56). Endelig anførte Retten for det tredje, at referencerne for Cenelec-standarden var blevet offentliggjort i en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, hvori det blev præciseret, at afsnit 5.9 i denne standard var blevet udelukket fra det pågældende citat, hvilket resulterede i, at den harmoniserede standard for beregning af støvsugeres støvopsamlingsevne og årlige energiforbrug med henblik på anvendelsen af bilag VI til den omtvistede forordning blev fastlagt på grundlag af test med tom pose/støvbeholder (den appellerede dom, præmis 57 og 58).

93

Det følger af samtlige de forhold, der er nævnt i nærværende doms præmis 90-92, at den lære, som Retten har udledt af den omtvistede forordnings artikel 7, som placeret i deres sammenhæng og belyst af denne, ikke er uforenelig med ordlyden af denne artikel.

94

Hvad angår appellanternes anbringende om, at den omtvistede forordnings artikel 7 kunne forstås således, at Kommissionen ikke havde undersøgt testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning, men havde fastsat, at denne metode skulle undersøges på et senere tidspunkt, skal det bemærkes, at den omstændighed, at en oplysning i de sagsakter, der er fremlagt for Retten, kan gøres til genstand for en anden fortolkning end den, som Retten lagde til grund, ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse (jf. i denne retning dom af 29.10.2015, Kommissionen mod ANKO, C-78/14 P, EU:C:2015:732, præmis 55). Det bemærkes endvidere, at anvendelsen i denne artikel af udtrykkene »revurderer« og »i lyset af den tekniske udvikling« gør den af appellanternes foreslåede fortolkning usandsynlig, men tværtimod bekræfter Rettens fortolkning.

95

Endelig skal klagepunktet om, at Retten med de betragtninger, der fremgår af den appellerede doms præmis 60, traf afgørelse ultra petita og i strid med appellanternes ret til forsvar, forkastes med den begrundelse, at Retten med disse betragtninger begrænsede sig til at vurdere rækkevidden af en oplysning i de sagsakter, som den havde fået forelagt. Det må nemlig fastslås, at den omtvistede forordning nødvendigvis var det centrale element i det erstatningssøgsmål, der var indbragt for Retten, og klart var en del af denne sag, at appellanterne havde kendskab hertil, og at de havde mulighed for at tage stilling hertil. Det tilkom følgelig Retten at tage hensyn til denne forordning og i givet fald at udlede den lære, som den fandt hensigtsmæssig, med henblik på at vurdere relevansen af parternes respektive opfattelser med hensyn til en faktisk omstændighed, der vedrørte kompleksiteten af den situation, der skulle reguleres.

96

Det fjerde anbringendes andet og fjerde led skal derfor forkastes som ugrundede.

97

Med det fjerde anbringendes tredje led har appellanterne anfægtet udtalelsen i slutningen af den appellerede doms præmis 53, hvorefter Kommissionen havde en periode på fem år fra den 19. juni 2010 til at vedtage de delegerede retsakter, der er fastsat i direktiv 2010/30, i overensstemmelse med direktivets artikel 11, stk. 1.

98

Appellanterne har for det første gjort gældende, at Retten fejlagtigt tog hensyn til denne bestemmelse i forbindelse med sin vurdering af den lovgivningsmæssige kompleksitet, idet den fandt, at det heraf følgende »tidsmæssigt pres« kunne begrunde vedtagelsen af den omtvistede forordning, der foreskrev en testmetode med tom pose/støvbeholder, selv om den nævnte bestemmelse ikke pålagde Kommissionen nogen bindende frist.

99

For det andet fandt Retten fejlagtigt, at denne periode på fem år, som Kommissionen rådede over til at vedtage den omtvistede forordning, havde haft indvirkning på Kommissionens adfærd, idet der ikke forelå beviser i denne henseende.

100

Kommissionen har bestridt, at dette led er velbegrundet.

101

I den appellerede doms præmis 53 begrænsede Retten sig til at henvise til indholdet af visse elementer i præamblen til og den dispositive del af direktiv 2010/30, herunder direktivets artikel 11, stk. 1, uden at udlede nogen angivelse heraf.

102

Kritikken af Retten for herved at have fastslået, at denne artikel udøvede et »tidsmæssigt pres« på Kommissionen ved at pålægge denne at vedtage den omtvistede forordning inden for en vis frist, hviler således på en urigtig læsning af denne præmis.

103

For så vidt som det kan lægges til grund, at appellanterne ligeledes har henvist til betragtningerne i den appellerede doms præmis 95, skal det endvidere fastslås, at det fremgår af selve ordlyden af denne præmis, at disse betragtninger blev fremsat for fuldstændighedens skyld, efter at Retten i den appellerede doms præmis 94 på grundlag af samtlige de forudgående betragtninger havde kunnet konkludere, at Kommissionen uden åbenbart og groft at overskride grænserne for sit skøn havde kunnet vurdere, at testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 ikke var egnet til at sikre den videnskabelige underbygning af opnåede resultater og nøjagtighed af de oplysninger, der gives til forbrugerne, og alternativt vælge en testmetode, der er egnet til at opfylde kriterierne om oplysningernes gyldighed og nøjagtighed.

104

Retten kunne under alle omstændigheder med føje lægge disse betragtninger til grund, eftersom Kommissionen uafhængigt af den retlige fejl, som den begik vedrørende betingelsen i artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2010/30, kunne fastslå, at den var forpligtet til at lovgive vedrørende støvsugere. Dette stykkes andet afsnit fastsatte nemlig, at ethvert produkt, der opfylder kriterierne i denne artikels stk. 2, herunder denne produkttype, skulle reguleres ved en delegeret retsakt fra Kommissionen.

105

Det fjerde anbringendes tredje led skal derfor forkastes.

106

Det fjerde anbringendes femte led indeholder to klagepunkter. Appellanterne har med deres første klagepunkt i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 71 gengav deres argument vedrørende den bemyndigelse, som Kommissionen havde givet Cenelec, urigtigt. Med det andet klagepunkt har de gjort gældende, at Retten ikke begrundede udtalelsen i denne doms præmis 68 om, at udviklingen af en prøvningsmetode for støvopsamling baseret på anvendelsen af en fyldt pose/støvbeholder med henblik på beregning af energipræstationen gav anledning til vanskeligheder eller gav dem mulighed for at udtale sig i denne henseende.

107

Kommissionen har bestridt, at disse klagepunkter er velbegrundede.

108

I den appellerede doms præmis 71 henviste Retten til en rapport fra Cenelec, der blev betegnet som en endelig rapport, hvori Cenelec bemærkede, at Kommissionen havde besluttet ikke at vedtage proceduren vedrørende støvopsamlingsevnen på gulvtæpper og hårdt gulv med henblik på gennemførelsen af den omtvistede forordning. Retten bemærkede, at selv om dette organ havde anført, at denne procedure var en del af Cenelec-standarden, vedrørte den nævnte procedure forskellige punkter i denne standard, som ikke var en del af de harmoniserede standarder, der er omhandlet i punkt 1 i bilag VI til denne forordning. Retten udledte heraf, at appellanternes argumentation vedrørende disse punkter var uden relevans for afgørelsen af, om Kommissionen kunne udelukke anvendelsen af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 uden åbenbart og groft at overskride grænserne for sin skønsbeføjelse.

109

Med deres første klagepunkt har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten herved anlagde en urigtig fortolkning af det argument, som de havde fremført, og som de identificerede som »det eneste argument, som Dyson har fremført vedrørende mandatet M353«.

110

Det må konstateres, at appellanterne ikke har præciseret, hvilken eller hvilke passager i deres skriftlige indlæg Retten skulle have gengivet urigtigt, og de gør det derfor ikke muligt for Domstolen at undersøge, om deres anbringender er velbegrundede.

111

Følgelig må det fjerde klagepunkt afvises.

112

Med det andet klagepunkt har appellanterne gjort gældende, at Retten ikke begrundede sin vurdering i den appellerede doms præmis 68, hvorefter udviklingen af en prøvningsmetode for støvsugeres støvopsamlingsevne, der er baseret på anvendelsen af en fyldt pose/støvbeholder med henblik på beregning af energipræstationen, gav anledning til vanskeligheder.

113

Det skal imidlertid bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 72 anførte, at »en af de vanskeligheder, der er forbundet med testmetoden [i Cenelec-standardens afsnit 5.9], vedrørte nødvendigheden af på forhånd at definere, hvad der udgør en fyldt pose/støvbeholder«, og i dommens præmis 73, at denne metode »således indeholder tre mulige definitioner af, hvad der kan forstås ved »fyldt pose/støvbeholder««. Retten henviste dernæst i den pågældende doms præmis 75-79 til referater af det arbejde, der var udført af Den Internationale Elektrotekniske Kommission (SNG), og af det notat, der gik forud for beskrivelsen af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9, som var dokumenter fra tiden før vedtagelsen af den omtvistede forordning, og som Retten fandt underbyggede Kommissionens anbringende om, at den tilgang, der bestod i at anvende tre mulige definitioner af en fyldt pose/støvbeholder, ikke var egnet til at sikre ensartethed og sammenlignelighed af resultaterne, eftersom den kunne indebære forskellige grader af opfyldning afhængigt af støvsugerne.

114

På grundlag af disse betragtninger gav Retten en tilstrækkelig begrundelse for udtalelsen i den appellerede doms præmis 68.

115

Appellanterne har i øvrigt ikke gjort gældende, at Retten støttede sig på oplysninger, der ikke fremgik af de sagsakter, som den havde fået forelagt, og som de ikke havde mulighed for at tage stilling til.

116

Det følger heraf, at det andet klagepunkt i sin helhed skal forkastes som ugrundet, således at det femte led dels skal afvises, dels skal forkastes som ugrundet.

117

Det fjerde anbringendes sjette led indeholder syv klagepunkter.

118

Appellanterne har med deres første klagepunkt for det første foreholdt Retten, at den foretog en urigtig gengivelse af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 ved i den appellerede doms præmis 73 at fastslå, at denne metode indeholder tre mulige definitioner af, hvad der skal forstås ved »fyldt pose/støvbeholder«. Appellanterne har gjort gældende, at denne metode indeholder en enkelt definition, hvortil der er knyttet tre betingelser.

119

For det andet er appellanterne af den opfattelse, at Retten ikke kunne fastslå, at Kommissionen med rette kunne se bort fra den nævnte metode med den begrundelse, at den indeholdt tre slutpunkter, mens Kommissionens forordning (EU) nr. 666/2013 af 8. juli 2013 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF for så vidt angår krav til miljøvenligt design af støvsugere (EUT 2013, L 192, s. 24) fastsatte, at test af driftslevetiden for støvsugeres motorer blev udført med en pose/støvbeholder, der var fyldt 50%, hvilket udgjorde en variant af den samme metode, uden at Kommissionen rejste tvivl om dens videnskabelige underbygning.

120

Kommissionen har bestridt, at dette klagepunkt er velbegrundet.

121

Det skal fastslås, at kritikken af en urigtig gengivelse af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 er baseret på en delvis læsning af den pågældende passage i den appellerede dom.

122

Retten anførte nemlig for det første i dommens præmis 72, at denne metode består i at måle støvopsamlingsevnen, efterhånden som apparatet suger teststøv, indtil en af de tre fastsatte betingelser er opfyldt, dvs. enten når en indikator ved støvsugeren angiver, at posen/støvbeholdereb skal tømmes eller udskiftes, eller når det observerede tryk inde i støvsugeren er faldet med 40% i forhold til det tryk, der blev registreret ved forsøgets begyndelse, eller når mængden af teststøv, der tilføres støvsugeren, når 100 g/l af støvposens »anvendelige maksimale volumen«. Det var først i anden ombæring, at Retten i dommens præmis 73 i forbindelse med en forklaring anførte, at den nævnte metode »således omfatte[de] tre mulige definitioner af, hvad der kan forstås ved »fyldt pose/støvbeholder«. Denne forklaring, der er baseret på udtrykket »mulige definitioner«, kan imidlertid ikke sidestilles med en læsning, der åbenbart er i strid med den pågældende passage i den nævnte standards afsnit 5.9.

123

Hvad angår det andet argument skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 93 anførte, at de typer af foranstaltninger, der er omfattet af den omtvistede forordning og af forordning nr. 666/2013, ikke var sammenlignelige, eftersom den test af motorers holdbarhed, der er fastsat i den anden forordning, i modsætning til foranstaltninger til energipræstation ikke krævede en undersøgelse af forholdet mellem støvopsamlingsevnen og energiforbruget.

124

Det første anbringende skal således forkastes som ugrundet.

125

Appellanterne har med deres andet klagepunkt gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af det notat, der gik forud for beskrivelsen af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9, med forskellige betragtninger i denne doms præmis 76-79.

126

Kommissionen har bestridt, at dette klagepunkt er velbegrundet.

127

Appellanterne har anført, at det pågældende notat ikke indeholder forskellige elementer, der er gengivet i betragtningerne vedrørende notatet i den appellerede doms præmis 77 og 78. Som det fremgår af læsningen af disse præmisser, har Retten imidlertid ikke haft til hensigt at gengive passager heri, heller ikke ved at omformulere dem, men at angive dettes formål og af disse passager drage visse praktiske konsekvenser vedrørende anvendeligheden af denne metode i lyset af andre forhold, som Retten tidligere havde identificeret. Med de nævnte betragtninger overskred Retten i øvrigt ikke åbenbart grænserne for en rimelig vurdering af det nævnte notat.

128

Hvad angår den appellerede doms præmis 79 har appellanterne begrænset sig til at fremføre den urigtige hypotese, at Retten heri kunne give udtryk for, at testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 var ugyldig, selv om den blot havde omskrevet en passage i det pågældende notat uden at drage nogen konklusion heraf.

129

Det andet klagepunkt må derfor forkastes som ugrundet.

130

Appellanterne har med deres tredje klagepunkt gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 85 foretog en urigtig gengivelse af rapporten fra virksomheden AEA Energy Ireland Environment med titlen »Report to the Commission, Preparatory studies for Eco-Design Requirements of EUPs (II), Lot 17 Vacuum Cleaners«, der var dateret februar 2009.

131

Kommissionen har bestridt, at dette klagepunkt er velbegrundet.

132

Det skal bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 82 i forbindelse med undersøgelsen af kompleksiteten af den situation, der skulle reguleres, og af, om den fejl, som Kommissionen havde begået, var forsætlig eller uundskyldelig, fastslog, at det var vigtigt at vide, om Kommissionen ved at foretrække at anvende testmetoden med tom pose/støvbeholder frem for en testmetode med fyldt pose/støvbeholder åbenbart og groft overskred grænserne for sine skønsbeføjelser. Retten fandt heri ligeledes, henset til de forhold, der er anført i denne doms foregående præmisser, at selv om testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 gjorde det muligt at vurdere støvsugeres præstation under brugsforhold, der lå tættere på normale brugsforhold end dem, der afspejles ved anvendelsen af en tom pose/støvbeholder, ville denne metode skabe usikkerhed med hensyn til nøjagtigheden af de oplysninger, der skulle gives til forbrugerne. I den nævnte doms præmis 83 tilføjede Retten, at andre forhold, som den opregnede og kommenterede i dommens præmis 84-91, understøttede denne konstatering.

133

Det følger heraf, at betragtningerne vedrørende disse andre forhold, herunder dem, der fremgår af den appellerede doms præmis 85, er anført for fuldstændighedens skyld.

134

Det tredje klagepunkt må derfor forkastes som irrelevant.

135

Appellanterne har med deres fjerde klagepunkt gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en selvmodsigende begrundelse.

136

De har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 76-79 fastslog, at Kommissionen nærede tvivl med hensyn til den videnskabelige underbygning af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9, hvilket er uforeneligt med udtalelserne i den pågældende doms præmis 81 og 82, hvorefter for det første »det følger af standardiseringsprocessens art, at den omstændighed, at en prøvningsmetode er blevet indarbejdet i en harmoniseret standard, som Cenelec-standarden gør det muligt at antage, at denne metode er videnskabelig og teknisk gyldig«, og for det andet, at »spørgsmålet om, hvorvidt testmetoden [i Cenelec-standardens afsnit 5.9] er videnskabeligt og teknisk begrundet, ikke er relevant i den foreliggende sag, idet Kommissionen ikke har bestridt disse forhold ved vedtagelsen af den [omtvistede] forordning«.

137

Kommissionen har bestridt, at dette klagepunkt er velbegrundet.

138

Det må konstateres, at dette klagepunkt hviler på en urigtig læsning af den appellerede dom. Den appellerede doms præmis 76-79 har nemlig ikke den rækkevidde, som appellanterne tillægger dem, idet Retten heri begrænsede sig til at undersøge indholdet af et notat fra Cenelec i forhold til vanskeligheden ved at fastlægge et niveau for opfyldning af en støvsugers pose/støvbeholder, der kan tjene som reference til måling af støvsugerens præstation, som identificeret i den nævnte doms præmis 72 og 73.

139

Det fjerde klagepunkt må således forkastes som ugrundet.

140

Appellanterne har med deres femte klagepunkt gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 75 og 87 ulovligt tog hensyn til dokumenter, som Kommissionen har anerkendt, at de tjenestegrene, der har til opgave at udarbejde de pågældende bestemmelser, ikke var i besiddelse af. De har i denne forbindelse henvist til punkt 5-15 i Kommissionens svarskrift i forbindelse med sagen for Retten.

141

Kommissionen har bestridt, at dette klagepunkt er velbegrundet.

142

Kommissionen har i punkt 15 i sit svarskrift under sagen for Retten anført, at »[d]e ovenfor anførte forhold har ført til [...] vedtagelsen af [den anfægtede] forordning«. De dokumenter, der er nævnt i den appellerede doms præmis 75 og 87, er ikke blandt de således omhandlede forhold.

143

Det må imidlertid fastslås, at udtalelsen i svarskriftets punkt 15 i modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, ikke betød, at Kommissionens tjenestegrene kun havde kendskab til de forhold, der er nævnt i de foregående præmisser, på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning. Det kan således eksempelvis ikke antages, at Kommissionen ikke havde kendskab til den konsekvensanalyse, som den havde ladet foretage, eller til de høringer, som den havde afholdt med henblik på vedtagelsen af denne forordning, selv om denne analyse og disse høringer ikke blev nævnt i den pågældende passage i de nævnte bemærkninger.

144

Det femte klagepunkt, der således hviler på en urigtig forudsætning, skal derfor forkastes som ugrundet.

145

Appellanterne har med det sjette klagepunkt gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 86-91 tog hensyn til irrelevante forhold, eftersom de lå efter vedtagelsen af den omtvistede forordning.

146

Kommissionen har bestridt, at dette klagepunkt er velbegrundet.

147

Det skal fastslås, at dette klagepunkt vedrører præmisser i den appellerede dom, der er anført for fuldstændighedens skyld, således som det fremgår af denne doms præmis 132 og 133, som Retten kun har nævnt med henblik på at bekræfte de betragtninger, som den tidligere havde fremsat på grundlag af forhold vedrørende de omstændigheder, hvorunder Kommissionen havde handlet på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning.

148

Det sjette klagepunkt må derfor forkastes som irrelevant.

149

Med det syvende og sidste klagepunkt har appellanterne foreholdt Retten, at den foretog en urigtig gengivelse af beviserne og anvendte selvmodsigende begrundelser, idet den i den appellerede doms præmis 82 fastslog, at Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning havde undersøgt og afvist den videnskabelige underbygning af testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9. For det første er denne udtalelse imidlertid ikke understøttet af noget bevis. For det andet fastslog Retten i begyndelsen af samme præmis, at Kommissionen ikke havde bestridt denne metodes videnskabelige underbygning.

150

Kommissionen har bestridt, at dette klagepunkt er velbegrundet.

151

Den appellerede doms præmis 82 har følgende ordlyd:

»[...] Spørgsmålet om, hvorvidt den testmetode, der er omhandlet i Cenelec-standardens afsnit 5.9, er videnskabeligt og teknisk begrundet, er ikke relevant i den foreliggende sag, idet Kommissionen ikke anfægtede disse forhold ved vedtagelsen af [den omtvistede forordning], men i det væsentlige fandt, at den nævnte testmetode ikke var egnet til at vurdere støvsugeres energipræstation i forhold til kriterierne om pålidelighed, nøjagtighed og reproducerbarhed. [...]«

152

Det må konstateres, at Retten med disse bemærkninger ikke fandt, at Kommissionen havde afvist denne metodes videnskabelige underbygning, hvorfor appellanternes klagepunkt hviler på en urigtig forudsætning.

153

Følgelig er det syvende klagepunkt ugrundet og skal derfor forkastes, ligesom det fjerde anbringendes sjette led i sin helhed skal forkastes.

154

Med det fjerde anbringendes syvende led, som vedrører den appellerede doms præmis 92, har appellanterne gjort gældende, at Retten traf afgørelse ultra petita, idet den fandt, at lovgivningen om mærkning af støvsugere ikke kunne sammenlignes med lovgivningen om mærkning af andre husholdningsapparater, hvilket øgede kompleksiteten af den situation, der skulle reguleres, selv om Kommissionen ikke havde hævdet, at det kun var støvsugere, der frembød vanskeligheder med hensyn til simuleringen af opfyldningen. Desuden begrundede Retten hverken denne vurdering eller gav appellanterne mulighed for at udtale sig om dette spørgsmål.

155

Kommissionen har bestridt, at dette led er velbegrundet.

156

Den appellerede doms præmis 92 har følgende ordlyd:

»Disse vanskeligheder, der er forbundet med teknikken og anvendelsesmåden for støvsugere, gør det ligeledes muligt at forkaste appellanternes argumentation om, at Kommissionen ikke stod over for en kompleks situation, idet den allerede havde haft lejlighed til med henblik på energimærkning at fastsætte prøvningsstandarder, der afspejlede de normale anvendelsesbetingelser for elektriske apparater til husholdningsbrug, såsom ovne, vaskemaskiner, tørretumblere og vandvarmere.«

157

Det følger af Rettens ordvalg, dels at den med betragtningerne i denne præmis ønskede at besvare et af appellanternes argumenter, dels at den henviste til samtlige de konstateringer, som den tidligere havde redegjort for vedrørende støvsugeres særlige kendetegn, navnlig for så vidt angår variabiliteten af posens/støvbeholderens opfyldning og kompleksiteten af udviklingen af en testmetode, der tager hensyn hertil, samtidig med at den er reproducerbar, i forhold til de andre varer, der er nævnt i den nævnte præmis.

158

Herved traf Retten hverken afgørelse ultra petita eller tilsidesatte appellanternes ret til forsvar. Retten gav endvidere en tilstrækkelig begrundelse for at forkaste deres argument.

159

Det fjerde anbringendes syvende led skal derfor forkastes som ugrundet.

160

Det fjerde anbringendes ottende og sidste led vedrører det manglende svar på appellanternes argument om, at Kommissionen havde anvendt testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 inden for rammerne af forordning nr. 666/2013, mens den havde forkastet denne metode inden for rammerne af den omtvistede forordning. Appellanterne har i denne forbindelse gjort gældende, at disse to forordninger underlægger testmetoderne det samme krav om videnskabelig underbygning, således at Kommissionen ved at anvende testmetoden i Cenelec-standardens afdeling 5.9 inden for rammerne af forordning nr. 666/2013 har anerkendt, at testmetoderne er videnskabeligt gyldige. Retten begrænsede sig imidlertid til at fastslå, at appellanterne ikke havde grundlag for at påvise en analogi mellem de nævnte forordninger, henset til forskellene mellem foranstaltningerne til energipræstationsforanstaltningerne og bæredygtighedstestene, og den besvarede derfor ikke deres argument.

161

Kommissionen har bestridt, at dette led er velbegrundet.

162

Det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 82 i modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt testmetoden i Cenelec-standardens afsnit 5.9 var videnskabeligt begrundet, ikke var relevant i den foreliggende sag. Med disse betragtninger besvarede Retten under alle omstændigheder appellanternes argument, således som de fremførte det inden for rammerne af appellen.

163

Det fjerde anbringendes ottende led og dermed dette anbringende i sin helhed skal derfor ligeledes forkastes.

164

Med det femte til det syvende anbringende har appellanterne kritiseret Rettens vurderinger, hvorefter de påberåbte ulovligheder til støtte for deres erstatningssøgsmål ud over tilsidesættelsen af artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2010/30 ikke udgør »tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser«. Disse andre ulovligheder er henholdsvis tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af pligten til at udvise omhu samt tilsidesættelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed.

165

Kommissionen har bestridt, at disse anbringender er velbegrundede.

166

De tre appelanbringender i erstatningssøgsmålet vedrørende de angivelige tilsidesættelser af ligebehandlingsprincippet, princippet om god forvaltningsskik, pligten til at udvise omhu samt af friheden til at oprette og drive egen virksomhed, således som de er beskrevet i den appellerede doms præmis 102 og 109, henholdsvis præmis 113 og 120, var i det væsentlige baseret på den omstændighed, at Kommissionen havde besluttet at anvende en testmetode med tom pose/støvbeholder, og ikke påfyldt, i strid med et væsentligt element i direktiv 2010/30, idet disse andre tilsidesættelser var konsekvenser af tilsidesættelsen af dette direktivs artikel 10, stk. 1, tredje afsnit. De tog således udgangspunkt i samme sammenhæng som tilsidesættelsen af denne sidstnævnte bestemmelse.

167

I sin besvarelse af hvert af disse tre anbringender henviste Retten bl.a. til hele eller en del af sin vurdering vedrørende tilsidesættelsen af artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2010/30, hvorefter den konkluderede, at denne ikke udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig bestemmelse, hvilken vurdering forgæves blev kritiseret i forbindelse med de fire første anbringender i den foreliggende appel.

168

Som det fremgår af nærværende doms præmis 50 og 51, afhænger konstateringen af, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig bestemmelse, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, af de forhold, der er relevante under hensyn til den sammenhæng, hvori tilsidesættelsen er blevet begået.

169

Eftersom de omstændigheder, der er blevet påberåbt til støtte for de anbringender i erstatningssøgsmålet, der er omfattet af det femte til det syvende appelanbringende, svarer til det ulovlige valg, som Kommissionen har truffet inden for rammerne af den omtvistede forordning, er den faktiske sammenhæng for de forskellige ulovligheder, som Kommissionen foreholdes i erstatningssøgsmålet, i det foreliggende tilfælde i det væsentlige den samme. Det følger heraf, at de vurderinger fra Retten, som er blevet kritiseret inden for rammerne af disse anbringender, hvorefter de tilsidesættelser, som Kommissionen kritiseres for ud over tilsidesættelsen af artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2010/30, men som følger af sidstnævnte tilsidesættelse, heller ikke var tilstrækkeligt kvalificerede, under alle omstændigheder er tilstrækkeligt retligt begrundede ved dens konklusion om, at tilsidesættelsen af artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2010/30 ikke var tilstrækkeligt kvalificeret.

170

Det følger heraf, at det femte til det syvende anbringende skal forkastes.

171

Følgelig skal appellen forkastes i sin helhed.

172

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge.

173

I henhold til dette reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af dettes artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da appellanterne har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges appellanterne at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):