1.

I hvilket omfang er en medlemsstats indfødsretslovgivning, hvorefter statsborgere i denne medlemsstat fortaber deres statsborgerskab, når de frivilligt erhverver et udenlandsk statsborgerskab, medmindre de forinden har anmodet om og opnået tilladelse til at bevare deres statsborgerskab, i overensstemmelse med artikel 20 TEUF?

2.

Dette er nærmere bestemt det retlige problem, der skal tages stilling til i de foreliggende sager, og som er genstand for de to præjudicielle spørgsmål, som er forelagt af Verwaltungsgericht Düsseldorf (forvaltningsdomstolen i Düsseldorf, Tyskland) i forbindelse med tvister om fortabelse af tysk statsborgerskab.

3.

Domstolen skal i det foreliggende tilfælde endnu en gang tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en national bestemmelse om ophør af statsborgerskab er i overensstemmelse med EU-retten. Disse sager indgår nemlig i den retspraksis, der er fastlagt efter dommen i Rottmann-sagen ( 2 ), samt i sagen Tjebbes m.fl. ( 3 ), sagen Wiener Landesregierung (Tilbagekaldelse af tilsagn om naturalisation) ( 4 ) og sagen Udlændinge- og Integrationsministeriet (Fortabelse af dansk statsborgerskab) ( 5 ).

4.

Artikel 20, stk. 1, TEUF indfører unionsborgerskabet og bestemmer, at »enhver, der er statsborger i en medlemsstat«, unionsborgerskab.

5.

Staatsangehörigkeitsgesetz (lov om statsborgerskab, herefter »statsborgerskabsloven«) ( 6 ), der har været gældende siden den 1. januar 2000, og som finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne, bestemmer i § 25:

»1)   En tysker fortaber sit statsborgerskab ved erhvervelse af et udenlandsk statsborgerskab, hvis denne erhvervelse sker efter ansøgning fra vedkommende selv eller vedkommendes retlige repræsentant, idet den repræsenterede dog kun fortaber sit statsborgerskab, hvis betingelserne for at ansøge om ophør i henhold til § 19 er opfyldt. Den i første punktum omhandlede fortabelse indtræder ikke, hvis en tysker erhverver statsborgerskab i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, Schweiz eller en stat, med hvilken Forbundsrepublikken Tyskland har indgået en folkeretlig traktat i henhold til § 12, stk. 3.

2)   Den, som forud for erhvervelsen af det udenlandske statsborgerskab efter ansøgning har modtaget skriftlig tilladelse fra den kompetente myndighed til at bevare sit statsborgerskab, fortaber ikke statsborgerskabet. […] Ved afgørelsen af en ansøgning som omhandlet i første punktum skal der foretages en afvejning af offentlige og private hensyn. For en ansøger, der har sit sædvanlige opholdssted i udlandet, skal der særligt tages hensyn til, om vedkommende kan godtgøre fortsatte bånd til Tyskland.«

6.

De relevante faktiske omstændigheder i tvisterne i hovedsagerne, således som de fremgår af forelæggelsesafgørelserne, kan beskrives som følger.

7.

Sagsøgeren i hovedsagen i sag C-684/22, S.Ö., som er født i Tyrkiet i 1966, indrejste til Forbundsrepublikkens område i 1990. Han er gift og far til tre børn. Den 10. maj 1999 erhvervede han tysk statsborgerskab ved naturalisation, og den 13. september 1999 blev han løst fra sit tyrkiske statsborgerskab.

8.

Den 25. maj 2018 meddelte S.Ö. i forbindelse med en ansøgning om et rejsedokument til sin søn, at han havde generhvervet sit tyrkiske statsborgerskab den 12. november 1999. Som dokumentation herfor fremlagde han en attest fra det tyrkiske indenrigsministerium af 27. februar 2019 og en udskrift af folkeregistret af 6. november 2018, ifølge hvilke han den 13. september 1999 havde ansøgt om generhvervelse af sit tyrkiske statsborgerskab og generhvervet dette ved regeringsbeslutning af 12. november 1999.

9.

Da de tyske myndigheder nærede alvorlig tvivl om, hvorvidt S.Ö.s søn var tysk statsborger, ansøgte S.Ö. den 25. april 2019 naturalisationsmyndigheden i byen S. om udstedelse af et statsborgerskabsbevis for at kunne dokumentere, at han fortsat havde tysk statsborgerskab. Efterfølgende flyttede han til Duisburg (Tyskland) og dermed denne bys kompetenceområde.

10.

Sagsøgerne i hovedsagen i sag C-685/22, ægtefællerne M.Ö. og N.Ö., som er født i Tyrkiet i henholdsvis 1959 og 1970, indrejste til Forbundsrepublikkens område i 1974. Den 27. august 1999 erhvervede de tysk statsborgerskab ved naturalisation, og den 2. september 1999 blev de løst fra deres tyrkiske statsborgerskab.

11.

Den 1. september 2005 oplyste de i forbindelse med et ærinde hos myndighederne i byen Wuppertal (Tyskland), at de atter havde erhvervet tyrkisk statsborgerskab den 24. november 2000. Som dokumentation herfor fremlagde de en attest fra det tyrkiske generalkonsulat i E. af 31. august 2005, ifølge hvilken de den 2. september 1999 havde ansøgt om generhvervelse af deres tyrkiske statsborgerskab og generhvervet dette ved regeringsbeslutning af 24. november 2000. Ved skrivelse af 1. december 2016 fremlagde sagsøgerne for Wuppertals myndigheder en udskrift af det tyrkiske folkeregister, ifølge hvilken de allerede havde generhvervet deres tyrkiske statsborgerskab på grundlag af en regeringsbeslutning af 1. november 1999.

12.

I august 2020 oplyste myndighederne i Wuppertal M.Ö. og N.Ö., at for så vidt som der forelå en tilstrækkelig sandsynlighed for, at datoen på udskriften af det tyrkiske folkeregister var forfalsket, kunne denne udskrift ikke have bevisværdi for andet end generhvervelsen af det tyrkiske statsborgerskab.

13.

Sagsøgerne i hovedsagen i sag C-686/22, ægtefællerne M.S. og S.S., som er født i Tyrkiet i henholdsvis 1965 og 1971, indrejste til Forbundsrepublikkens område i henholdsvis 1981 og 1989. Den 10. juni 1999 erhvervede de tysk statsborgerskab ved naturalisation, hvorefter de blev løst fra deres tyrkiske statsborgerskab.

14.

Da M.S. og S.S. ansøgte om løsning fra deres tyrkiske statsborgerskab for at opfylde en af betingelserne for naturalisation i Tyskland, ansøgte de samtidig de tyrkiske myndigheder om generhvervelse af deres tyrkiske statsborgerskab, når de havde fået tildelt tysk statsborgerskab. De var i henseende til den dagældende tyske lovgivning blevet rådgivet om, at de kunne generhverve det tyrkiske statsborgerskab uden derved at miste det tyske statsborgerskab. Til dette formål fremlagde de en udskrift af det tyrkiske folkeregister, ifølge hvilken de den 9. august 1999 havde generhvervet tyrkisk statsborgerskab på grundlag af en regeringsbeslutning.

15.

Den 19. december 2017 anmodede M.S. og S.S. myndighederne i byen Krefeld (Tyskland) om at fastslå, at de havde tysk statsborgerskab. Selv om myndighederne i Krefeld den 24. august 2018 udstedte et statsborgerskabsbevis til dem, benyttede de det manglende nummer på regeringsbeslutningen i udskriften af det tyrkiske folkeregister som anledning til at tage sagen op igen.

16.

Ved administrative afgørelser ( 7 ) fastslog de sagsøgte i hovedsagerne i henhold til statsborgerskabslovens § 30, stk. 1, at S.Ö., M.Ö., N.Ö., M.S. og S.S. (herefter under ét »sagsøgerne«) ikke længere var tyske statsborgere ( 8 ). De sagsøgte lagde nemlig til grund, at generhvervelsen af det tyrkiske statsborgerskab var sket efter den 1. januar 2000 og havde medført automatisk fortabelse af det tyske statsborgerskab i henhold til statsborgerskabslovens § 17, stk. 1, nr. 2, og § 25, stk. 1, første punktum. Dette havde ikke været tilfældet, hvis generhvervelsen af det tyrkiske statsborgerskab var sket senest den 31. december 1999, eftersom § 25, stk. 1, første punktum, i Reichs- und Staatsangehörigkeitsgesetz (lov om rigs- og statsborgerskab, herefter »rigs- og statsborgerskabsloven«) af 22. juli 1913 ( 9 ), som hidtil havde været gældende, fastsatte, at fortabelse af det tyske statsborgerskab kun indtrådte for tyskere, der var bosat i udlandet. Sagsøgerne havde imidlertid ikke godtgjort, at generhvervelsen af det tyrkiske statsborgerskab var sket før den 1. januar 2000.

17.

Sagsøgerne har derefter anlagt søgsmål ved Verwaltungsgericht Düsseldorf (forvaltningsdomstolen i Düsseldorf), som er den forelæggende ret, til prøvelse af disse administrative afgørelser.

18.

I de tre anmodninger om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret anført, at statsborgerskabslovens § 25, der har været gældende siden den 1. januar 2000, finder anvendelse på sagsøgerne, eftersom de atter erhvervede tyrkisk statsborgerskab efter ikrafttrædelsen af den nye affattelse af loven. Denne ret har anført, at udskrifterne af folkeregistret, som sagsøgerne har fremlagt for at godtgøre, at dette ikke var tilfældet, ikke har nogen bevisværdi. Endvidere har den oplyst, at sagsøgerne ikke ansøgte om den i statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, første punktum, omhandlede tilladelse til at bevare det tyske statsborgerskab, inden de atter erhvervede tyrkisk statsborgerskab.

19.

I denne forbindelse har den forelæggende ret anført, at statsborgerskabslovens § 25, stk. 1, første punktum, ifølge national retspraksis er i overensstemmelse med EU-retten, for så vidt som den berørte person i medfør af samme paragrafs stk. 2, første punktum, kan indgive en ansøgning om tilladelse til at bevare sit tyske statsborgerskab, og at det udtrykkeligt er fastsat, at der i forbindelse med denne sagsbehandling skal foretages en individuel prøvelse af de følger, som fortabelsen af statsborgerskabet får for den pågældende.

20.

Den forelæggende ret nærer imidlertid tvivl med hensyn til overensstemmelsen med EU-retten. Den har nemlig påpeget, at såfremt den forudgående procedure for tilladelse til at bevare statsborgerskabet, jf. statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, (herefter »den forudgående procedure for tilladelse«), ikke er indledt, følger det af denne bestemmelse, at fortabelsen af statsborgerskabet og følgelig unionsborgerskabet for de personer, som ikke har statsborgerskab i en anden medlemsstat, indtræder automatisk og uden individuel prøvelse. Denne ret har præciseret, at tysk lovgivning ikke fastsætter nogen mulighed for som et bispørgsmål at prøve følgerne af fortabelsen af statsborgerskabet, når denne fortabelse har fundet sted. I en sådan situation er de berørte personers eneste mulighed for uden tilbagevirkende kraft at erhverve tysk statsborgerskab at indgive en ny ansøgning om naturalisation.

21.

Den forelæggende ret har – idet den har påpeget, at en ansøgning om tilladelse til at bevare statsborgerskabet, jf. ordlyden af statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, giver mulighed for at tage hensyn til de EU-retlige krav, således som de er blevet fortolket af Domstolen, eftersom det er under hensyntagen til disse, at der ved behandlingen af denne ansøgning skal foretages en afvejning af offentlige og private hensyn – endvidere anført, at de konsekvenser, som fortabelsen af unionsborgerskabet har, imidlertid i praksis ikke prøves af de administrative myndigheder eller behandles i national retspraksis. Tilladelsen til at bevare statsborgerskabet tildeles nemlig alene, hvis der foreligger en særlig interesse i at erhverve et udenlandsk statsborgerskab og samtidig bevare det tyske.

22.

På denne baggrund har Verwaltungsgericht Düsseldorf (forvaltningsdomstolen i Düsseldorf) ved afgørelser af 3. november 2022, som indgik til Domstolen den 8. november 2022, besluttet at udsætte de tre hovedsager og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23.

Ved afgørelse af 7. december 2022 er sagerne C-684/22 – C-686/22 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

24.

Der er indgivet skriftlige indlæg i sag C-686/22 af sagsøgerne, myndighederne i Krefeld, den tyske og den estiske regering samt Europa-Kommissionen og i sagerne C-684/22 og C-685/22 af de samme regeringer og af Kommissionen. Domstolen har besluttet, at der ikke skal afholdes mundtlig forhandling i de foreliggende sager.

25.

Med de to spørgsmål, der er genstand for de foreliggende præjudicielle forelæggelser, som bør behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats ordning, hvorefter denne medlemsstats statsborgere i tilfælde af frivillig erhvervelse af statsborgerskab i et tredjeland ex lege fortaber deres statsborgerskab i medlemsstaten, hvilket for de personer, som ikke samtidig er statsborgere i en anden medlemsstat, indebærer fortabelse af deres status som unionsborgere og de dertil knyttede rettigheder, medmindre de pågældende forud for erhvervelsen af statsborgerskab i tredjelandet opnår tilladelse til at bevare deres statsborgerskab i medlemsstaten, idet de kompetente nationale myndigheder i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om tildeling af en sådan tilladelse foretager en individuel prøvelse af de pågældendes situation og en afvejning af de offentlige og private hensyn i forbindelse med en bevarelse af statsborgerskabet i medlemsstaten.

26.

Med henblik på at foreslå en hensigtsmæssig besvarelse af dette spørgsmål bør der indledningsvis nævnes nogle forhold, der ved læsning af forelæggelsesafgørelserne forekommer ubestridte.

27.

Hvad i første række angår sagsøgernes situation har den forelæggende ret forklaret, at de er indrejst på tysk område i løbet af 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne og er blevet boende der siden. I 1999 erhvervede de tysk statsborgerskab ved naturalisation, idet de gav afkald på tyrkisk statsborgerskab, hvorfra de efterfølgende blev løst. Som den forelæggende ret har anført, ansøgte sagsøgerne, der var blevet korrekt rådgivet om den dagældende tyske lovgivning således, at de kunne generhverve deres tyrkiske statsborgerskab uden derved at miste det tyske, om frivillig generhvervelse af det tyrkiske statsborgerskab, så snart de var blevet løst fra det. Flere år senere konstaterede de kompetente myndigheder, at sagsøgerne havde generhvervet tyrkisk statsborgerskab efter at have indgivet ansøgning herom, og at de derfor i overensstemmelse med den tyske lovgivning, der har været gældende siden den 1. januar 2000, ex lege havde fortabt deres tyske statsborgerskab og følgelig deres status som unionsborgere ( 10 ). For så vidt som sagsøgerne i overensstemmelse med denne lovgivning ikke havde ansøgt om – eller fået tildelt – de kompetente myndigheders tilladelse til at bevare deres tyske statsborgerskab, inden de generhvervede det tyrkiske statsborgerskab, kunne de endvidere ikke omfattes af den individuelle prøvelse, der indgår i behandlingen af denne ansøgning, og hvorved der skal ske en afvejning af de offentlige og private hensyn i forbindelse med en bevarelse af det tyske statsborgerskab.

28.

Hvad i anden række angår den omhandlede lovgivning har den forelæggende ret indledningsvis anført, at statsborgerskabslovens § 25, stk. 1, der har været gældende siden den 1. januar 2000, bestemmer, at en tysk statsborger fortaber sit statsborgerskab ved erhvervelse af et udenlandsk statsborgerskab, hvis vedkommende selv har ansøgt om denne erhvervelse. I henhold til denne paragrafs stk. 2 kan denne statsborger imidlertid bevare sit statsborgerskab, hvis vedkommende efter ansøgning har modtaget skriftlig tilladelse hertil af den kompetente myndighed inden erhvervelsen af det udenlandske statsborgerskab. Ligeledes ifølge denne bestemmelse skal der ved behandlingen af denne ansøgning ske en afvejning af de offentlige og private hensyn.

29.

Dernæst har den forelæggende ret forklaret, at såvel sagsøgernes erhvervelse ved naturalisation af tysk statsborgerskab som deres indgivelse af ansøgning om generhvervelse af tyrkisk statsborgerskab indtraf før den 1. januar 2000, hvor statsborgerskabslovens § 25 trådte i kraft ( 11 ). Den forelæggende ret har præciseret, at denne bestemmelse finder anvendelse på sagsøgerne, eftersom de generhvervede deres tyrkiske statsborgerskab efter denne dato, idet den har forklaret, at de dokumenter, som de har fremlagt for at godtgøre, at dette ikke er tilfældet, ikke har nogen bevisværdi ( 12 ).

30.

Endelig har den forelæggende ret anført, at sagsøgerne ikke har indgivet en ansøgning – og derfor heller ikke opnået tilladelse – til at bevare deres tyske statsborgerskab, inden de generhvervede det tyrkiske statsborgerskab, således som det er bestemt i statsborgerskabslovens § 25, stk. 2. Derfor skete fortabelsen af deres tyske statsborgerskab og følgelig deres status som unionsborgere automatisk, uden at de kunne omfattes af den individuelle prøvelse af deres situation.

31.

Det er dette retlige problem, der er kernen i de foreliggende sager, og som jeg vil behandle i dette forslag til afgørelse. I det følgende vil jeg gennemgå Domstolens praksis vedrørende fortabelse af status som unionsborger i store træk og de principper, som udspringer deraf (afsnit A), og som bør finde anvendelse i det foreliggende tilfælde (afsnit B).

32.

I mit forslag til afgørelse i sagen Udlændinge- og Integrationsministeriet fremhævede jeg, at den rettesnor, der kan udledes af den retspraksis, som jeg har analyseret, og som stammer fra Rottmann-dommen, dommen i sagen Tjebbes m.fl. og Wiener Landesregierung-dommen, i det væsentlige består af to i retspraksis fastlagte principper ( 13 ).

33.

Ifølge det første princip henhører det ganske vist under den enkelte medlemsstats kompetence at definere »betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskabet«, men denne kompetence skal udøves under overholdelse af EU-retten ( 14 ). For så vidt angår dette princip, der blev knæsat i dommen i sagen Micheletti m.fl. ( 15 ) og siden præciseret og stadfæstet i Rottmann-dommen ( 16 ), bør der sondres mellem den omstændighed, at medlemsstaterne har denne enekompetence, og deres udøvelse heraf under overholdelse af Unionens retsorden.

34.

Endvidere er den nævnte kompetence aldrig blevet draget i tvivl af Domstolen, og »erhvervelsen og fortabelsen af statsborgerskabet (og dermed unionsborgerskabet) [er ikke] i sig selv […] reguleret ved [EU-retten], men betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskabet skal være forenelige med [de EU-retlige bestemmelser] og overholde unionsborgernes rettigheder« ( 17 ). Den omstændighed, at et område henhører under medlemsstaternes kompetence, er således ikke til hinder for, at den relevante nationale lovgivning skal overholde EU-retten i en situation, der klart er omfattet af denne ( 18 ). Artikel 20 TEUF kan nemlig ikke fratages sin effektive virkning, og de rettigheder, som denne bestemmelse indebærer for unionsborgerne, kan følgelig ikke tilsidesættes med vedtagelsen af national lovgivning, som ikke overholder EU-retten, navnlig de principper, der følger af Domstolens praksis på dette område ( 19 ).

35.

Det andet princip, som Domstolen fastlagde i Rottmann-dommen ( 20 ) og siden bekræftede i sin efterfølgende praksis, er princippet om, at når der er tale om unionsborgere, kan medlemsstaternes udøvelse af deres kompetence, i det omfang den berører de rettigheder, der tildeles og beskyttes ved Unionens retsorden, underkastes en domstolsprøvelse i forhold til EU-retten og navnlig i henseende til proportionalitetsprincippet ( 21 ). Med andre ord kan en national lovgivning, der fastsætter fortabelse af unionsborgerskab, kun være i overensstemmelse med EU-retten af legitime grunde og under overholdelse af dette princip. Det fremgår ligeledes af retspraksis, at der i forbindelse med overholdelsen af proportionalitetsprincippet er flere elementer at tage i betragtning. For det første forpligtelsen til at foretage en individuel prøvelse af de følger, som fortabelsen af status som unionsborger har for den berørte person og i givet fald for dennes familiemedlemmer for så vidt angår fortabelsen af de rettigheder, som enhver unionsborger nyder godt af ( 22 ), for det andet kravet om, at disse følger skal være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) ( 23 ), og for det tredje, i tilfælde af den pågældendes fortabelse ex lege af sit statsborgerskab og følgelig sin status som unionsborger, forpligtelsen til i tilknytning hertil at prøve proportionaliteten af følgerne af denne fortabelse og i givet fald at lade den pågældende person bevare sit statsborgerskab eller generhverve det ex tunc ( 24 ).

36.

Hvad navnlig angår sidstnævnte element finder jeg dommen i sagen Udlændinge- og Integrationsministeriet særlig relevant, for så vidt som det er første gang, at Domstolen har taget stilling til den frist, inden for hvilken det er muligt at indgive en ansøgning om bevarelse eller generhvervelse af statsborgerskab i en medlemsstat.

37.

I den sag, der gav anledning til dommen i sagen Udlændinge- og Integrationsministeriet ( 25 ), ønskede en dansk domstol oplyst, om den nationale lovgivning om statsborgerskab var i overensstemmelse med artikel 20 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 7.

38.

I sin dom stadfæstede Domstolen sin tidligere praksis. Den fremhævede således, at såfremt fortabelse af statsborgerskab i en medlemsstat sker ex lege, når en given alder nås, og medfører fortabelse af status som unionsborger og de dertil knyttede rettigheder, skal de kompetente nationale myndigheder og retter kunne prøve følgerne af denne fortabelse af statsborgerskab i forhold til EU-retten og i givet fald lade den pågældende person bevare statsborgerskabet eller generhverve det ex tunc ( 26 ).

39.

Hvad navnlig angår fristen for at indgive en ansøgning om en sådan prøvelse med henblik på bevarelse eller generhvervelse af statsborgerskab præciserede Domstolen, at det i mangel af en præcis frist herfor i EU-retten tilkommer hver enkelt medlemsstat at fastsætte de processuelle regler til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som borgerne har i medfør af EU-retten, idet disse regler bl.a. skal overholde effektivitetsprincippet derved, at de ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden. Medlemsstaterne kan i denne forbindelse af hensyn til retssikkerhedsprincippet kræve, at en sådan ansøgning indgives til de kompetente myndigheder inden for en rimelig frist ( 27 ).

40.

Domstolen præciserede ligeledes, at henset til de alvorlige følger af fortabelsen af statsborgerskab i en medlemsstat, når dette medfører fortabelse af status som unionsborger, for den effektive udøvelse af de rettigheder, som unionsborgeren har i henhold til artikel 20 TEUF, kan nationale regler eller praksis imidlertid ikke anses for at være i overensstemmelse med effektivitetsprincippet, når disse kan medføre, at den person, der er udsat for denne fortabelse af statsborgerskab, forhindres i at ansøge om, at det prøves, om følgerne af den nævnte fortabelse er proportionale i forhold til EU-retten. Domstolen fastslog således, at når denne person ikke er blevet behørigt underrettet om retten til at ansøge om en sådan prøvelse og om den frist, inden for hvilken vedkommende skulle indgive en sådan ansøgning, kan den pågældendes ansøgning således ikke afvises med den begrundelse, at denne frist er udløbet ( 28 ).

41.

Det er således i lyset af disse principper fra retspraksis, at den fortabelse af statsborgerskab, der er fastlagt i den i hovedsagerne omhandlede lovgivning, som medfører fortabelse af status som unionsborger, skal undersøges.

42.

Jeg minder indledningsvis om, at Domstolen ved adskillige lejligheder har fastslået, at artikel 20 TEUF tillægger enhver, der er statsborger i en medlemsstat, unionsborgerskab, hvis formål er at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere ( 29 ). Dette betyder dels, at statsborgerskab i en medlemsstat er forudsætningen for at kunne opnå unionsborgerstatus, hvortil er knyttet de rettigheder og pligter, der er indeholdt i EUF-traktaten ( 30 ), dels at fortabelsen af denne status i situationer som de i hovedsagerne omhandlede udgør tilknytningen til EU-retten.

43.

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret konstateret, at sagsøgernes generhvervelse af tyrkisk statsborgerskab fandt sted efter ikrafttrædelsen af statsborgerskabslovens § 25 med automatisk fortabelse af deres tyske statsborgerskab og følgelig deres unionsborgerstatus til følge ( 31 ).

44.

Det er således åbenbart, at fortabelsen af statsborgerskab i en medlemsstat for unionsborgere, der ligesom sagsøgerne kun har statsborgerskab i en enkelt medlemsstat, og som ved denne fortabelse konfronteres med fortabelse af den status, der tildeles ved artikel 20 TEUF, og af de dertil knyttede rettigheder, efter sin natur og sine konsekvenser er omfattet af EU-retten ( 32 ). Ifølge Domstolens faste praksis skal medlemsstaterne således ved udøvelsen af deres kompetence vedrørende statsborgerskab overholde EU-retten og navnlig proportionalitetsprincippet ( 33 ).

45.

Jeg gør opmærksom på, at Domstolen allerede har fastslået, at det er lovligt, at en medlemsstat ønsker at beskytte det særlige solidaritets- og loyalitetsforhold mellem sig og sine borgere og den gensidige sammenhæng mellem rettigheder og pligter, der er grundlaget for statsborgerskabstilknytningen ( 34 ). Domstolen har lagt til grund, at det ligeledes er lovligt, at en medlemsstat under udøvelsen af sin kompetence til at fastlægge betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab antager, at statsborgerskabet er udtryk for, at der består en reel tilknytning mellem denne medlemsstat og dens statsborgere, og at den følgelig knytter en sådan manglende reel tilknytning eller ophøret heraf til fortabelsen af statsborgerskab ( 35 ).

46.

I det foreliggende tilfælde fortaber de tyske statsborgere i overensstemmelse med statsborgerskabslovens § 25, stk. 1, ex lege dette statsborgerskab, når de frivilligt erhverver statsborgerskab i et tredjeland, medmindre de forud for erhvervelsen af det udenlandske statsborgerskab opnår tilladelse til at bevare deres statsborgerskab i medlemsstaten.

47.

Jeg påpeger, at den forelæggende ret – ud over i sin redegørelse for den retlige ramme at henvise til artikel 7, stk. 1, litra a), i den europæiske konvention om statsborgerret ( 36 ) – ikke har forklaret den eller de nærmere almene hensyn, der forfølges med statsborgerskabslovens § 25, stk. 1. Eftersom den nævnte bestemmelse kun kan være i overensstemmelse med EU-retten, hvis den forfølger et legitimt alment hensyn, skal den imidlertid undersøges i lyset af den tyske regerings indlæg.

48.

Som anført af myndighederne i Krefeld og den nævnte regering, og således som det fremgår af begrundelsen for loven om reform af indfødsretten af 15. juli 1999, skal statsborgerskabslovens § 25 navnlig forebygge flere samtidige statsborgerskaber ( 37 ). Den tyske regering har endvidere præciseret, at Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland) i sin praksis har lagt til grund, at lovgivers ønske om at modsætte sig et ubegrænset antal samtidige statsborgerskaber ikke vil vække kritik ( 38 ).

49.

I denne forbindelse er der næppe tvivl om, at en ordning som den, der er fastsat i denne bestemmelse, falder ind under medlemsstaternes udøvelse af deres kompetence til at definere betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab, og at en medlemsstat som f.eks. Forbundsrepublikken Tyskland under udøvelsen af denne kompetence lovligt kan lægge til grund, at virkningerne af besiddelsen af flere statsborgerskaber i visse tilfælde bør undgås ( 39 ).

50.

Dette formåls legitimitet underbygges i princippet af artikel 7, stk. 1, litra a), i den europæiske konvention om statsborgerret, hvorefter »[e]nhver kontraherende stats nationale lovgivning [ikke må] indeholde bestemmelser om fortabelse af statsborgerret ex lege eller på foranledning af den kontraherende stat, bortset fra i tilfælde af frivillig erhvervelse af fremmed statsborgerret« ( 40 ). Ifølge den forklarende rapport om denne konvention afhænger spørgsmålet om, hvorvidt personer, der frivilligt erhverver fremmed statsborgerskab, har lov til at bevare deres tidligere statsborgerskab, af den enkelte medlemsstats situation ( 41 ).

51.

Jeg gør i denne henseende opmærksom på, at EU-retten hverken er til hinder for, at en medlemsstat bestemmer, at vurderingen af, om der foreligger en reel tilknytning til denne medlemsstat, hviler på en hensyntagen til et kriterium, der er baseret på den pågældendes frivillige erhvervelse af statsborgerskab i et tredjeland, såsom som det i statsborgerskabslovens § 25, stk. 1, fastsatte, eller til hinder for, at denne medlemsstat, hvis lovgivning i princippet har til formål at undgå flere samtidige statsborgerskaber, kræver, at den pågældende følger en specifik procedure som den i statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, omhandlede, når vedkommende ønsker at bevare sit tyske statsborgerskab.

52.

På denne baggrund er jeg i lighed med den tyske og den estiske regering samt Kommissionen af den opfattelse, at under omstændighederne i hovedsagerne er EU-retten i princippet ikke til hinder for, at en medlemsstat i de i statsborgerskabslovens § 25 omhandlede situationer ud fra almene hensyn fastsætter fortabelse ex lege af statsborgerskab, når dens statsborgere frivilligt erhverver statsborgerskab i et tredjeland, selv om det for disse personer indebærer, at de mister deres status som unionsborgere.

53.

Når dette er sagt, skal en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, som fastsætter fortabelse af unionsborgerstatus, for at være i overensstemmelse med EU-retten ikke alene forfølge legitime almene hensyn, men også overholde proportionalitetsprincippet.

54.

Selv om EU-retten, som jeg netop har forklaret, i princippet ikke er til hinder for den i hovedsagerne omhandlede lovgivning, gør jeg opmærksom på, at det ikke desto mindre fremgår af fast retspraksis, at det, henset til den betydning, som den primære EU-ret tillægger den status som unionsborger, der udgør den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, tilkommer de kompetente nationale myndigheder og de nationale retter at undersøge, om fortabelsen af statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, når dette medfører fortabelse af status som unionsborger og de rettigheder, der følger deraf, overholder proportionalitetsprincippet for så vidt angår følgerne heraf for den berørte persons situation og i givet fald for den pågældendes familiemedlemmer i forhold til EU-retten ( 42 ).

55.

Det fremgår endvidere af denne retspraksis, at fortabelse ex lege af statsborgerskab i en medlemsstat vil være uforeneligt med proportionalitetsprincippet, såfremt de relevante nationale bestemmelser ikke på noget tidspunkt giver mulighed for en individuel prøvelse af de følger, som denne fortabelse har for de pågældende personer i forhold til EU-retten ( 43 ).

56.

I det foreliggende tilfælde minder jeg om, at de tyske statsborgere, der ønsker frivilligt at erhverve statsborgerskab i et tredjeland, i overensstemmelse med statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, kan indgive en ansøgning om tilladelse til at bevare deres tyske statsborgerskab i forbindelse med den forudgående procedure for tilladelse, hvorunder den kompetente myndighed for at træffe afgørelse om en sådan tilladelse skal foretage en afvejning af de offentlige og private hensyn.

57.

Indledningsvis opstår spørgsmålet om, hvorvidt den ifølge EU-retten påkrævede prøvelse af proportionaliteten kun kan foretages af de kompetente myndigheder på et bestemt tidspunkt i løbet af den forudgående procedure for tilladelse, nemlig – i det foreliggende tilfælde – inden fortabelsen ex lege af statsborgerskabet og følgelig unionsborgerskabet.

58.

Dette spørgsmål volder ingen vanskeligheder. I lyset af den retspraksis, som er anført i punkt 55 i dette forslag til afgørelse, er det nemlig i princippet muligt for en medlemsstat som Forbundsrepublikken Tyskland at bestemme, at prøvelsen af proportionaliteten skal foretages i forbindelse med en specifik forudgående procedure for tilladelse såsom den, der er fastsat i statsborgerskabslovens § 25, stk. 2. Som det fremgår af denne retspraksis, skal denne bestemmelse imidlertid for at være forenelig med EU-retten sikre retten til at opnå en individuel prøvelse af proportionaliteten i forhold til EU-retten af de følger, som fortabelsen af tysk statsborgerskab har for de berørte personer og i givet fald for deres familiemedlemmer.

59.

Den forelæggende ret er ikke sikker på, at dette er tilfældet i de foreliggende sager. Jeg medgiver, at også jeg har vanskeligt ved at forstå, hvordan denne procedure forholder sig til proportionalitetsprincippet, og nærmere bestemt, hvordan anvendelsen af den nævnte procedure sikrer retten til at opnå den af EU-retten påkrævede individuelle prøvelse. I det følgende vil jeg derfor analysere dels de nærmere processuelle regler, der er fastsat i statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, dels den materielle rækkevidde af den deri foreskrevne prøvelse af proportionaliteten.

60.

Jeg gør opmærksom på, at statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, hjemler mulighed for at bevare tysk statsborgerskab, hvis den pågældende inden erhvervelsen af statsborgerskab i et tredjeland har modtaget skriftlig tilladelse fra den kompetente myndighed til at bevare sit statsborgerskab.

61.

Spørgsmålet er således, om de tidsmæssige betingelser, der i forbindelse med den forudgående procedure for tilladelse stilles til indgivelse af ansøgningen om tilladelse og til opnåelse af tilladelsen, er forenelige med EU-retten. For at være forenelige må disse betingelser ikke hindre de pågældende i effektivt at udøve de rettigheder, der udspringer af deres unionsborgerstatus.

62.

Hvad i første række angår den tidsmæssige betingelse, der knytter sig til indgivelsen af ansøgningen om tilladelse, har Domstolen fastslået, at medlemsstaterne af hensyn til retssikkerhedsprincippet kan kræve, at en ansøgning om bevarelse eller generhvervelse af statsborgerskab indgives til de kompetente myndigheder inden for en rimelig frist ( 44 ).

63.

Heraf følger efter min opfattelse, at et krav om, at en ansøgning om forudgående tilladelse til at bevare statsborgerskabet i en medlemsstat indgives inden erhvervelsen af statsborgerskab i et tredjeland, således som fastsat i statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, forekommer at opfylde betingelsen om en rimelig frist som omhandlet i den nævnte retspraksis, eftersom dette i princippet ikke hindrer de berørte statsborgere i at udøve deres ret til, at de kompetente myndigheder foretager den individuelle prøvelse af følgerne for dem af fortabelsen af statsborgerskabet i forhold til EU-retten.

64.

Når dette er sagt, må jeg påpege, at der ved læsningen af forelæggelsesafgørelserne, sagsøgernes indlæg i sag C-686/22 og Kommissionens indlæg ses en vis usikkerhed med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne i den konkrete retlige sammenhæng med reformen af rigs- og statsborgerskabsloven var behørigt oplyst om følgerne af generhvervelsen af tyrkisk statsborgerskab for deres og deres familiemedlemmers situation.

65.

Sagsøgerne har nemlig anført, at den gældende lovgivning på tidspunktet for deres indgivelse af ansøgning om generhvervelse af tyrkisk statsborgerskab tillod dem at generhverve dette statsborgerskab. Der var følgelig ingen grund til at indgive ansøgningen om forudgående tilladelse. De har ligeledes påpeget, at de ikke fik en tydelig redegørelse for eller blev gjort bekendt med den ændrede retsstilling. Det var først, efter at de havde indgivet deres ansøgning om generhvervelse af tyrkisk statsborgerskab, at rigs- og statsborgerskabsloven blev ændret, og at tyske statsborgere med bopæl på tysk område fik frataget og begrænset muligheden for at opnå dobbelt statsborgerskab. Disse oplysninger kræver en kommentar.

66.

For det første forekommer det mig i lyset af retspraksis ( 45 ) i det mindste sandsynligt på baggrund af de af den forelæggende ret oplyste datoer for generhvervelse af tyrkisk statsborgerskab, at sagsøgerne efter ordningen i statsborgerskabslovens § 25 ikke fik en effektiv adgang til den individuelle prøvelse af deres situation i henseende til EU-retten.

67.

Således som Kommissionen med rette har anført, bør der nemlig tages hensyn til dels det forhold, at den gældende retsstilling frem til den 31. december 1999hverken fastsatte eller i givet fald tillod indgivelse af en ansøgning om at bevare tysk statsborgerskab i tilfælde af generhvervelse af tyrkisk statsborgerskab for tyske statsborgere med bopæl på tysk område. Dels, og som den forelæggende ret har konstateret, var der ingen mulighed for i perioden mellem ikrafttrædelsen af den ændrede udgave den 1. januar 2000 og generhvervelsen af tyrkisk statsborgerskab at indlede og effektivt gennemføre en sådan procedure for navnlig de personer, der havde generhvervet deres tyrkiske statsborgerskab i starten af 2000, hvilket er tilfældet for sagsøgerne ( 46 ). Visse af de berørte personer kan således inden fortabelsen af deres tyske statsborgerskab være blevet frataget den af EU-retten påkrævede prøvelse af deres individuelle situation, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve ( 47 ).

68.

For det andet er det set i lyset af denne retspraksis efter min opfattelse muligt på baggrund af de alvorlige følger af fortabelsen af statsborgerskab i en medlemsstat at kræve af myndighederne og de nationale domstole, at de berørte personer behørigt oplyses dels om det forhold, at den eventuelle erhvervelse eller generhvervelse af statsborgerskabet i et tredjeland medfører fortabelse af det tyske statsborgerskab, dels om den forudgående procedure for tilladelse, der giver dem mulighed for at ansøge om at bevare dette statsborgerskab, og om den frist, inden for hvilken de kan indgive en sådan ansøgning.

69.

I det foreliggende tilfælde tilkommer det den forelæggende ret, henset til den omstændighed, at sagsøgerne har måttet give afkald på deres tyrkiske statsborgerskab for at erhverve tysk statsborgerskab i en periode med lovgivningsreform, navnlig at fastslå, om de må anses for behørigt oplyst ( 48 ).

70.

Hvad i anden række angår den betingelse, der knytter sig til opnåelsen af tilladelse til at bevare tysk statsborgerskab, og som stilles i statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, må jeg gøre opmærksom på, at denne bestemmelse fastsætter tidspunktet for opnåelsen af statsborgerskab i et tredjeland som det tidspunkt, hvor fristen udløber, ikke blot for indgivelsen af ansøgningen om tilladelse til at bevare det tyske statsborgerskab, men også for opnåelsen af denne tilladelse. Hvis en sådan ansøgning om tilladelse endnu ikke er blevet behandlet af de kompetente tyske myndigheder på det tidspunkt, hvor myndighederne i tredjelandet meddeler deres afgørelse, kan ansøgningen derfor ikke længere behandles, hvilket indebærer, at den berørte person mister sin status som unionsborger, uden at vedkommende har haft mulighed for effektivt at få adgang til den efter EU-retten påkrævede prøvelse af proportionaliteten. Denne fortabelse afhænger nemlig i praksis af flere faktorer såsom spørgsmålet om, hvor hurtigt de kompetente tyske myndigheder foretager en afvejning af de offentlige og private hensyn, og hvor hurtigt ansøgningen om erhvervelse af statsborgerskab behandles af tredjelandets myndigheder. Når dette er sagt, må jeg påpege, at den omhandlede bestemmelse ikke kræver, at den pågældende indgiver en ansøgning om erhvervelse af statsborgerskab i et tredjeland, samtidig med at vedkommende indgiver ansøgningen om tilladelse til at bevare sit tyske statsborgerskab. Dette problem bør derfor i princippet ikke opstå, for så vidt som den pågældende bør afvente de tyske myndigheders afgørelse om tilladelse til at bevare tysk statsborgerskab, inden vedkommende indgiver ansøgning om at erhverve statsborgerskab i et tredjeland.

71.

For så vidt som sagsøgerne troede, at de kunne bevare både deres tyske og tyrkiske statsborgerskab, hvilket rigs- og statsborgerskabslovens § 25 (gældende indtil den 31.12.1999) tillod tyske statsborgere med bopæl i Tyskland, er jeg endvidere enig i Kommissionens opfattelse af, at det ville have været »hensigtsmæssigt« at fastsætte en overgangsordning for sådanne personer. En sådan ordning ville have gjort det muligt for de personer, som havde indgivet deres ansøgning om generhvervelse af tyrkisk statsborgerskab i henhold til den lovgivning, der var gældende før den 1. januar 2000, men som opnåede dette statsborgerskab efter denne dato, effektivt at indlede den forudgående procedure for tilladelse, der blev fastsat i statsborgerskabslovens § 25. I betragtning af de alvorlige følger af fortabelsen af status som unionsborger for de berørte personer er fraværet af en sådan overgangsordning efter min opfattelse uforenelig med effektivitetsprincippet.

72.

I betragtning af de alvorlige følger for sagsøgerne af fortabelsen af tysk statsborgerskab og dermed deres status som unionsborgere forekommer både anvendelsen i det foreliggende tilfælde af de processuelle regler som f.eks. de tidsmæssige betingelser, der stilles i statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, og fraværet af en sådan overgangsordning mig derfor uforenelig med effektivitetsprincippet, for så vidt som disse regler eller deres fravær begrænser sagsøgernes ret til en prøvelse af proportionaliteten.

73.

Den forelæggende ret har, i modsætning til hvad myndighederne i Krefeld og den tyske regering har hævdet, oplyst, at når en ansøgning om forudgående tilladelse til bevarelse af det tyske statsborgerskab afslås af de kompetente myndigheder, foretager i praksis hverken disse myndigheder eller de nationale domstole trods ordlyden af statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, den individuelle prøvelse af proportionaliteten i forhold til EU-retten af følgerne af fortabelsen af tysk statsborgerskab.

74.

I første række påpeger jeg, at hvis dette efter den forelæggende rets efterprøvelse viser sig at være tilfældet, er alene den formelle eller teoretiske eksistens af denne prøvelse i forbindelse med den forudgående procedure for tilladelse, uden at denne prøvelse i praksis foretages, ikke tilstrækkelig til at sikre denne procedures forenelighed med artikel 20 TEUF. I dette tilfælde fremgår det af Domstolens faste praksis ( 49 ), at denne ret skal være i stand til at kræve, at de nationale myndigheder foretager den nævnte prøvelse, eller selv prøver de følger, som fortabelsen af tysk statsborgerskab har for de berørte personer, og i givet fald lader dem bevare eller generhverve dette statsborgerskab ex tunc ( 50 ).

75.

Når dette er sagt, har den tyske regering i denne henseende gjort gældende, at statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, muliggør en fuldstændig prøvelse af den pågældendes retsstilling, og at den omstændighed, at ikke alene de offentlige hensyn i forbindelse med en bevarelse af det tyske statsborgerskab, men også de private hensyn tages i betragtning, nødvendigvis indebærer, at den samme afvejning foretages med hensyn til unionsborgerstatus. Selv om den forelæggende ret, sådan som denne regering har anført, lægger til grund, at de kompetente nationale myndigheder foretager den efter EU-retten påkrævede individuelle prøvelse af de følger, som fortabelsen af status som unionsborger har, skal den stadig efterprøve, fra hvilket tidspunkt denne prøvelse er foretaget. I en situation, hvor den forelæggende ret konstaterer, at en sådan prøvelse først er blevet foretaget fra datoen for afsigelsen af dommen i sagen Tjebbes m.fl., må jeg erindre om, at enhver, som ex lege har mistet sit tyske statsborgerskab før denne dato, i medfør af statsborgerskabslovens § 25, stk. 1, skal kunne opnå den nævnte prøvelse og i givet fald en generhvervelse af statsborgerskabet i denne stat ex tunc i forbindelse med en ansøgning om et rejsedokument eller ethvert andet dokument, der bekræfter vedkommendes statsborgerskab, og mere generelt i forbindelse med en procedure til konstatering af statsborgerskabet ( 51 ).

76.

I anden række fremgår det af forelæggelsesafgørelserne, at sagsøgerne har etableret et familie- og arbejdsliv i Tyskland. Som tyske statsborgere har de kunnet udøve deres ret til fri bevægelighed og ophold i andre medlemsstater.

77.

I denne henseende minder jeg indledningsvis om, at inden for EU-rettens anvendelsesområde er alle unionsborgere garanteret den samme beskyttelse af deres grundlæggende friheder og særligt retten til et familieliv.

78.

Det fremgår navnlig af fast retspraksis vedrørende denne ret dels, at prøvelsen af proportionaliteten skal omfatte en vurdering af den berørte persons individuelle situation og af situationen for vedkommendes familiemedlemmer, for at det kan afgøres, om fortabelsen af statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, når dette indebærer fortabelse af status som unionsborger, har følger, som uforholdsmæssigt – i forhold til det mål, som den nationale lovgiver forfølger – påvirker den normale udvikling af vedkommendes familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten ( 52 ). Dels påhviler det i forbindelse med denne prøvelse navnlig de kompetente nationale myndigheder og i givet fald de nationale retter at sikre, at en sådan fortabelse af statsborgerskab er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, og som Domstolen skal beskytte, og særligt retten til respekt for privatliv og familieliv, der er fastsat i chartrets artikel 7. Endvidere skal denne bestemmelse i givet fald sammenholdes med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv som omhandlet i chartrets artikel 24, stk. 2 ( 53 ).

79.

I tredje række opstår der på dette trin et spørgsmål, der har betydning for udfaldet af tvisterne i hovedsagerne, nemlig hvilken dato der er relevant for de kompetente myndigheder at tage i betragtning med henblik på prøvelsen af proportionaliteten. Det kan hævdes, som Domstolen har lagt til grund i dommen i sagen Udlændinge- og Integrationsministeriet, at denne dato svarer til den dag, hvor den berørte person erhvervede eller generhvervede statsborgerskab i et tredjeland, eftersom den dag i det foreliggende tilfælde i overensstemmelse med statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, udgør en integrerende del af de lovlige kriterier, som denne medlemsstat har fastsat, og som bevarelsen eller fortabelsen af det omhandlede statsborgerskab afhænger af.

80.

Det står ikke desto mindre klart, at i modsætning til situationen i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Udlændinge- og Integrationsministeriet ( 54 ), bør besvarelsen af dette spørgsmål i det foreliggende tilfælde ikke dermed være færdig, men bør omfatte et vigtigt element, nemlig det forhold, at sagsøgerne under ingen omstændigheder var i stand til at indlede den forudgående procedure for tilladelse til at bevare deres tyske statsborgerskab, eftersom statsborgerskabslovens § 25, stk. 2, endnu ikke var trådt i kraft den dag, hvor de indgav deres ansøgning om generhvervelse af tyrkisk statsborgerskab. Det var derfor umuligt – såvel processuelt som materielt – for sagsøgerne at indgive en ansøgning om forudgående tilladelse. Der var nemlig endnu ikke fastsat en frist for ansøgning om bevarelse af tysk statsborgerskab, hvorfor den heller ikke kunne udløbe, hvilket for de berørte personer indebar, at de ikke fik effektiv adgang til den individuelle prøvelse af deres situation, henset til EU-retten ( 55 ).

81.

I fjerde og sidste række forekommer et sidste element at skulle prøves. Jeg påpeger, at den forelæggende ret har præciseret, at der i tysk ret ikke fastsættes nogen mulighed for som et bispørgsmål at prøve følgerne af fortabelsen af statsborgerskabet, når denne fortabelse har fundet sted. I en sådan situation er de berørte personers eneste mulighed for uden tilbagevirkende kraft at generhverve tysk statsborgerskab at indgive en ny ansøgning om naturalisation ( 56 ).

82.

Denne mulighed for at generhverve statsborgerskabet er imidlertid ikke forenelig med Domstolens faste praksis, eftersom den indebærer, at den berørte person i en given periode fratages muligheden for at nyde alle de rettigheder, som er tillagt vedkommende ved unionsborgerskabet, uden at generhvervelsen af disse rettigheder er mulig i den nævnte periode. Ifølge denne retspraksis er det forhold, at en national lovgivning ikke under betingelser, der er i overensstemmelse med EU-retten, giver mulighed for at opnå, at de nationale myndigheder og eventuelt de nationale retter foretager en prøvelse af, om de følger, som fortabelsen af statsborgerskab i den pågældende medlemsstat har, er proportionale i forhold til EU-retten, og som i givet fald kan føre til generhvervelse ex tunc af dette statsborgerskab, ikke kan afhjælpes ved muligheden for naturalisation, uanset de eventuelt gunstige betingelser, hvorunder statsborgerskab ved naturalisation kan opnås. En accept af, at det forholder sig anderledes, ville svare til at anerkende, at en person selv for en begrænset periode kan fratages muligheden for at nyde alle de rettigheder, som vedkommende er tillagt ved sin status som unionsborger, uden at det er muligt at genetablere disse rettigheder for den nævnte periode ( 57 ).

83.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Verwaltungsgericht Düsseldorf (forvaltningsdomstolen i Düsseldorf, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:

»Artikel 20 TEUF, sammenholdt med artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en medlemsstats ordning, hvorefter denne medlemsstats statsborgere i tilfælde af frivillig erhvervelse af statsborgerskab i et tredjeland ex lege fortaber deres statsborgerskab i denne medlemsstat, hvilket for personer, som ikke samtidig er statsborgere i en anden medlemsstat, medfører fortabelse af deres status som unionsborger og de dertil knyttede rettigheder, medmindre de pågældende forud for erhvervelsen af statsborgerskab i tredjelandet opnår tilladelse til at bevare deres statsborgerskab i medlemsstaten, forudsat at de berørte personer får effektiv adgang til inden for en rimelig frist at indlede en procedure for bevarelse af statsborgerskabet, som gør det muligt for de kompetente myndigheder at foretage en prøvelse af proportionaliteten af følgerne af fortabelsen af dette statsborgerskab i forhold til EU-retten og i givet fald at indrømme bevarelse eller generhvervelse ex tunc af det nævnte statsborgerskab. En sådan frist kan først begynde at løbe, når disse myndigheder behørigt har oplyst de berørte personer om det forhold, at den eventuelle erhvervelse eller generhvervelse af statsborgerskab i et tredjeland medfører fortabelse af statsborgerskabet og muligheden for at indlede en forudgående procedure for tilladelse, hvorved de kan ansøge om bevarelse af dette statsborgerskab, samt om deres ret til inden for denne frist at ansøge om bevarelse eller generhvervelse af dette statsborgerskab. I modsat fald skal de nævnte myndigheder kunne foretage en sådan prøvelse som et bispørgsmål i forbindelse med disse personers ansøgning om et rejsedokument eller ethvert andet dokument, der bekræfter deres statsborgerskab, eller i givet fald i forbindelse med en procedure for konstatering af fortabelsen af statsborgerskabet.«