1.

Forordning (EF) nr. 44/2001 ( 2 ), også kendt under navnet »Bruxelles I-forordningen«, indeholdt, i tråd med den tradition, som medlemsstaterne selv havde opbygget siden konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager ( 3 ), ensartede regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område truffet i medlemsstaterne. For at en retsafgørelse, der er truffet i én medlemsstat (herefter »domsstaten«), kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat (herefter »den medlemsstat, som anmodningen rettes til«), skal sidstnævnte ifølge disse regler erklære denne afgørelse for eksigibel.

2.

Bruxelles I-forordningen er blevet erstattet af forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 4 ) (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«), der går videre end sin forgænger og indfører en ordning til automatisk fuldbyrdelse (»uden at der er behov for en særlig procedure«) af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område truffet i medlemsstaterne.

3.

Det forholder sig imidlertid således, at en medlemsstat, som en anmodning rettes til, ifølge bestemmelserne i disse to forordninger har ret til at afslå at fuldbyrde en dom, hvis den er i strid med denne stats grundlæggende retsprincipper.

4.

Det kan ganske vist hævdes, at en undtagelse af hensyn til grundlæggende retsprincipper udgør en nødvendig og uundgåelig betingelse for liberaliseringen af de krav, der er fastsat med henblik på anerkendelse af udenlandske retsafgørelsers eksigibilitet på det område, der henhører under en medlemsstat, som en anmodning rettes til; sidstnævnte er mindre uvillig til at acceptere udenlandske retsafgørelser, når den råder over en sikkerhedsventil, der giver den mulighed for at få det sidste ord hvad angår virkningerne af sådanne afgørelser på dens område.

5.

Det særlige ved den foreliggende sag er, at der er givet afslag på at erklære retsafgørelser, der er truffet i en domsstat, for eksigible med den begrundelse, at en fuldbyrdelse af disse afgørelser vil stride mod ytringsfriheden, som er sikret ved artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Denne sag giver Domstolen lejlighed til ikke blot at afklare de nærmere regler for anvendelse af klausulen om grundlæggende retsprincipper i en sådan situation, men også at præcisere grænserne for dens kompetence på det præjudicielle område.

6.

Kapitel III i Bruxelles I-forordningen med overskriften »Anerkendelse og fuldbyrdelse« indeholder tre afdelinger med overskrifterne »Anerkendelse« (artikel 33-37), »Fuldbyrdelse« (artikel 38-52) og »Fælles bestemmelser« (artikel 53-56) samt definitionen af begrebet »retsafgørelse« (artikel 32).

7.

Samme forordnings artikel 33, der indleder den første afdeling af kapitel III om anerkendelse af retsafgørelser, der er truffet i en anden medlemsstat end den, hvori anerkendelse påberåbes, fastsætter i stk. 1, at »[r]etsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure«.

8.

Det bestemmes i nævnte forordnings artikel 34, nr. 1), at en retsafgørelse ikke kan anerkendes, såfremt »anerkendelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, som anmodningen rettes til«.

9.

I samme forordnings artikel 36 fastsættes det, at »[d]en udenlandske retsafgørelse [...] i intet tilfælde [kan] efterprøves med hensyn til sagens realitet«.

10.

Bruxelles I-forordningens artikel 38, som indleder den anden afdeling af kapitel III om fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet i andre medlemsstater, bestemmer i stk. 1:

»De i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat.«

11.

I forordningens artikel 41 fastsættes det, at »[e]n retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i artikel 53 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 34 og 35. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger«.

12.

I forordningens artikel 43, stk. 1, anføres, at »[d]en afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter«.

13.

Samme forordnings artikel 45 har følgende ordlyd:

»1.   Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.

2.   Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.«

14.

Bruxelles I-forordningens artikel 48 bestemmer:

»1.   Såfremt der ved den udenlandske retsafgørelse er taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible, skal retten eller den kompetente myndighed erklære et eller flere af dem for eksigible.

2.   Den, som fremsætter en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan anmode om kun at få dele af retsafgørelsen erklæret for eksigible.«

15.

Avisen Le Monde offentliggjorde den 7. december 2006 en artikel udarbejdet af EE, der var ansat som journalist ved denne avis, hvori EE hævdede, at fodboldklubberne Real Madrid og FC Barcelona havde gjort brug af doktor X. Fuentes’ tjenester, som stod bag et dopingnetværk i cykelsportsmiljøet. På forsiden var der et uddrag af artiklen ledsaget af en tegning, der havde billedteksten »Dopage: le football après le cyclisme« [(»Doping: først cykelsporten, nu fodboldsporten«)], og som viste en cykelrytter, der var klædt i det spanske flags farver og omgivet af små fodboldspillere og nogle sprøjter. Flere, navnlig spanske, medier gengav den offentliggjorte artikel.

16.

Den 23. december 2006 offentliggjorde avisen Le Monde uden kommentarer det dementi, som Real Madrid havde sendt til avisen.

17.

Denne klub og et medlem af dennes lægehold, sagsøgerne i hovedsagen, anlagde ved Juzgado de Primera Instancia no19 de Madrid (retten i første instans nr. 19 i Madrid, Spanien) et erstatningssøgsmål, der var støttet på ærekrænkelse, mod Société Éditrice du Monde og den journalist, der havde udarbejdet den omhandlede artikel, de sagsøgte i hovedsagen.

18.

Ved dom af 27. februar 2009 pålagde denne ret de sagsøgte i hovedsagen at betale et beløb på 300000 EUR til Real Madrid og et beløb på 30000 EUR til medlemmet af klubbens lægehold og bestemte, at rettens afgørelse skulle offentliggøres i avisen Le Monde. De sagsøgte i hovedsagen appellerede denne dom til Audiencia Provincial de Madrid (den regionale domstol i Madrid, Spanien), der i det væsentlige stadfæstede den omhandlede dom. Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) forkastede appellen af denne afgørelse ved dom af 24. februar 2014.

19.

Ved kendelse af 11. juli 2014 traf Juzgado de Primera Instancia no19 de Madrid (retten i første instans nr. 19 i Madrid) bestemmelse om, at den af Tribunal Supremo (øverste domstol) trufne afgørelse skulle fuldbyrdes på solidarisk grundlag ( 5 ), og om, at der skulle betales et beløb til Real Madrid på 390000 EUR i hovedfordring, renter og gebyrer, og traf dernæst ved kendelse af 9. oktober 2014 bestemmelse om, at denne afgørelse skulle fuldbyrdes, og at der skulle betales et beløb til medlemmet af klubbens lægehold på 33000 EUR i hovedfordring, renter og gebyrer.

20.

Den 15. februar 2018 vedtog direktøren for justitskontoret ved tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris, Frankrig) to erklæringer om, at disse kendelser var eksigible.

21.

Ved domme af 15. september 2020 underkendte cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) disse erklæringer. Denne ret fastslog, at kendelserne af 11. juli og af 9. oktober 2014 ikke kunne fuldbyrdes i Frankrig, for så vidt som de åbenbart ville stride mod grundlæggende internationale retsprincipper i Frankrig.

22.

I denne henseende anførte cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) i første række, at de spanske domstole havde afsagt de omhandlede domme på grundlag af artikel 9, stk. 3, i Ley Orgánica 1/1982, de protección civil del derecho al honor, a la intimidad personal y familiar y a la propia imagen (lov nr. 1/1982 om civil beskyttelse af retten til beskyttelse af ære[, til privatliv og familieliv og til retten til eget portræt]) af 5. maj 1982 (BOE af 14.5.1982, s. 11196), uden at Real Madrid havde påberåbt sig en økonomisk skade. Desuden havde Audiencia Provincial de Madrid (den regionale domstol i Madrid) i sin dom, der var blevet stadfæstet af Tribunal Supremo (øverste domstol) fastslået, at eftersom skaden i almindelighed var knyttet til den ikke-økonomiske skade, var det vanskeligt at gøre den op i økonomiske tal.

23.

I anden række bemærkede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), at den spanske ret alene havde taget stilling til den mediemæssige effekt af den omhandlede artikel, der var dementeret af flere spanske medier, således at den skade, der var blevet lidt som følge af effekten, var blevet begrænset af det dementi, som de lokale presseorganer, hvis læserkreds er overvejende spansk, var fremkommet med.

24.

I tredje række anførte cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) for det første, at dommene om betaling af beløbene på 300000 EUR i hovedfordring og 90000 EUR i renter berørte en fysisk person, og et selskab, der udgiver en avis, og hvis regnskaber viste, at et sådant beløb udgjorde 50% af dets nettotab og 6% af dets likviditet pr. 31. december 2017, for det andet, at domfældelserne af journalisten vedrørende betaling af beløbene på 30000 EUR i hovedfordring og 3000 EUR i renter kom oven i de førnævnte domme, og for det tredje, at det er yderst sjældent, at et erstatningsbeløb, der tilkendes for krænkelser af en andens ære eller agtelse, overstiger 30000 EUR, mens ærekrænkelse over for privatpersoner i fransk ret straffes med en bøde på maksimalt 12000 EUR.

25.

Cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) konkluderede, at de omhandlede domme havde en afskrækkende virkning på de sagsøgte i hovedsagens deltagelse i den offentlige debat vedrørende emner af interesse for fællesskabet, hvorved medierne ville blive hæmmet i udførelsen af deres oplysnings- og kontrolopgave, således at anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelserne om disse domfældelser på helt uantagelig måde ville være i strid med grundlæggende internationale retsprincipper i Frankrig, for så vidt som ytringsfriheden dermed ville blive krænket.

26.

Sagsøgerne i hovedsagen iværksatte kassationsappel til prøvelse af de af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) afsagte domme ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som er den forelæggende ret i den foreliggende sag. De gjorde gældende, for det første, at en kontrol af erstatningens forholdsmæssighed kun kan finde sted, hvis erstatningen har karakter af straf og ikke af godtgørelse, for det andet, at cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), idet den satte sin egen vurdering af skaden i stedet for den, der var foretaget af retten i domsstaten, efterprøvede de spanske retsafgørelser og dermed tilsidesatte Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 1), og artikel 36, og for det tredje, at cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) ikke tog hensyn til grovheden af de uagtsomme handlinger, som den spanske ret havde lagt til grund, at de domfældtes økonomiske situation ikke er relevant for at vurdere, om domfældelserne er uforholdsmæssige, og at denne uforholdsmæssighed under alle omstændigheder ikke skal vurderes under hensyntagen til nationale regler.

27.

De sagsøgte i hovedsagen gjorde i det væsentlige gældende, at cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) uden at efterprøve de spanske retsafgørelser med hensyn til sagens realitet med rette havde afslået at anerkende, at disse var eksigible, på grund af, at de heri indeholdte domfældelser var uforholdsmæssige og dermed åbenbart krænkede ytringsfriheden og, som følge heraf, grundlæggende internationale retsprincipper.

28.

I sin begrundelse for forelæggelsen af de præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret for det første henvist til Domstolens praksis efter Krombach-dommen ( 6 ). Den forelæggende ret har gjort opmærksom på den del af denne dom, hvori der ifølge denne ret med henvisning til Johnston-dommen ( 7 ) blev fastslået en forbindelse mellem de grundlæggende rettigheder, hvis overholdelse Domstolen skal sikre, og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«) ( 8 ).

29.

For det andet har den forelæggende ret anført, at det ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) praksis forholder sig således, at EMRK’s artikel 10, stk. 2, hvad angår beskyttelsesniveauet næsten ingen plads giver for indskrænkninger i ytringsfriheden på områderne for den politiske diskurs og spørgsmål af almen interesse. En offentliggørelse, der vedrører sportsrelaterede spørgsmål, ligger inden for det sidstnævnte område ( 9 ). Ifølge den forelæggende ret udgør den afskrækkende virkning af en dom om erstatningspligt desuden et kriterium for vurderingen af, om en sådan foranstaltning med henblik på erstatning for ærekrænkende ytringer er forholdsmæssig. Nævnte ret har desuden påpeget, at hvad angår journalisters ytringsfrihed skal det påses, at de erstatningsbeløb, der pålægges medieselskaber, ikke er af en sådan karakter, at de udgør en trussel mod selskabernes økonomiske grundlag ( 10 ).

30.

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) ved afgørelse af 28. september 2022, der indgik til Domstolen den 11. oktober 2022, besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31.

Der er indgivet skriftlige indlæg af parterne i hovedsagen, af den franske, den spanske og den tyske regering samt af Kommissionen. Parterne i hovedsagen, den franske, den spanske og den maltesiske regering samt Kommissionen deltog i retsmødet, der fandt sted den 17. oktober 2023.

32.

Inden jeg giver mig i kast med en analyse af de foreliggende spørgsmål, finder jeg det hensigtsmæssigt at fremsætte nogle indledende bemærkninger om disse, for så vidt som de henviser til Bruxelles I-forordningens artikel 34 og 36, der findes i den første afdeling af denne forordnings kapitel III med overskriften »Anerkendelse«.

33.

I den foreliggende sag skal den forelæggende ret træffe afgørelse om en kassationsappel til prøvelse af de domme, hvorved de franske retsinstanser har ophævet afgørelser om eksigibilitet af spanske retsafgørelser i Frankrig. Det følger heraf, at de relevante bestemmelser i Bruxelles I-forordningen snarere er bestemmelserne vedrørende fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet i en anden medlemsstat end den, hvori der anmodes om fuldbyrdelse, som findes i dette kapitels anden afdeling med overskriften »Fuldbyrdelse« og navnlig denne forordnings artikel 45.

34.

Når dette er sagt, skal det indledningsvis for så vidt angår Bruxelles I-forordningens artikel 34 for det første nævnes, at det i denne forordnings artikel 45, stk. 1, bestemmes, at grundene til at afslå anerkendelse, herunder grunden vedrørende de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til [artikel 34, nr. 1)], ligeledes udgør grundene til at afslå fuldbyrdelse. Hvad for det andet angår Bruxelles I-forordningens artikel 45, stk. 2, er dens indhold næsten identisk med indholdet af denne forordnings artikel 36 og bekræfter, at forbuddet mod efterprøvelse af realiteten også finder anvendelse i forbindelse med en bestridelse af eksigibiliteten af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat end den, hvori der anmodes om fuldbyrdelse.

35.

Henvisningen til Bruxelles I-forordningens artikel 34 og 36 skal derfor forstås som en henvisning til denne forordnings artikel 45, stk. 1, sammenholdt med dens artikel 34, nr. 1), og artikel 45, stk. 2. Det skal nævnes, at den forelæggende ret synes at være bevidst om, at bestemmelserne om fuldbyrdelse af retsafgørelser ligeledes er relevante i hovedsagen. Selv om de præjudicielle spørgsmål alene nævner den pågældende forordnings artikel 34 og 36, fremgår det af disse spørgsmål, at den forelæggende ret i den foreliggende sag er i tvivl om, hvorvidt der foreligger en grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse.

36.

Dernæst giver formuleringen af det første spørgsmål anledning til at antage, at den forelæggende ret kun tager sigte på den processuelle situation, hvor en »avis« er blevet dømt for at krænke en sportsklubs omdømme. Denne retsinstans skal imidlertid tage stilling til kassationsappeller, som sportsklubben og medlemmet af klubbens lægehold har iværksat til prøvelse af domme, som er afsagt i to særskilte sager mod dels det selskab, der udgiver den avis, hvori den anfægtede artikel blev offentliggjort, dels den journalist, der skrev denne artikel. Med det sjette præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret i øvrigt oplyst, om den på grundlag af en sagsøgts individuelle egenskaber skal vurdere betingelserne for anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper forskelligt.

37.

Endelig foreslår jeg derfor, at alle de præjudicielle spørgsmål behandles samlet. Mens det første spørgsmål er af ret generel karakter, vedrører de andre spørgsmål nemlig de detaljerede aspekter af den undersøgelse, som skal foretages af den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og for hvilken der anlægges et søgsmål til prøvelse af afgørelsen om eksigibiliteten af en retsafgørelse, der er truffet i domsstaten. Ikke desto mindre drejer disse spørgsmål sig om det samme retlige problem og vedrører de forskellige aspekter af den undersøgelse, som den forelæggende ret, for hvilken der er iværksat kassationsanker, skal efterprøve. En besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål, der ikke suppleres af betragtninger vedrørende disse detaljerede aspekter, ville indebære en risiko for at begå fejl med hensyn til de nærmere betingelser for anvendelse af klausulen om grundlæggende retsprincipper.

38.

På denne baggrund skal de præjudicielle spørgsmål forstås således, at den forelæggende ret med disse spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om Bruxelles I-forordningens artikel 45, stk. 1, sammenholdt med denne forordnings artikel 34, nr. 1), og artikel 45, stk. 2, samt chartrets artikel 11, skal fortolkes således, at en medlemsstat, hvori der er anmodet om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, vedrørende en domfældelse af et selskab, der udgiver en avis, og af en journalist for at have krænket en sportsklubs og et medlem af dens lægeholds omdømme foranlediget af en nyhedsartikel, der er blevet offentliggjort i den pågældende avis, kan afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve denne afgørelse med den begrundelse, at retsafgørelsen ville føre til en åbenbar krænkelse af ytringsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11.

39.

For at give en hensigtsmæssig besvarelse af dette spørgsmål vil jeg først fremsætte nogle generelle betragtninger om klausulen om grundlæggende retsprincipper (afsnit B), dernæst vil jeg analysere chartrets artikel 11 med henblik på den forelæggende rets tvivl (afsnit C) samt kriterierne for bedømmelsen af den åbenbare krænkelse af den frihed, der er sikret ved denne bestemmelse (afsnit D). Endelig vil jeg behandle formodningen for en tilsvarende beskyttelse efter Menneskerettighedsdomstolens praksis (afsnit E).

40.

I det omfang Bruxelleskonventionen, som anført, er blevet erstattet af Bruxelles I-forordningen, gælder den fortolkning, som Domstolen har anlagt af denne konvention, også for de tilsvarende bestemmelser i denne forordning. Dette er tilfældet med nævnte forordnings artikel 34, nr. 1), der træder i stedet for konventionens artikel 27, stk. 1. Selv om det i nævnte konvention, til forskel fra forordningen, ikke udtrykkeligt var fastsat, at anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse »åbenbart« skal stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, for at det kan undlades at anerkende den pågældende afgørelse, har Domstolen dog altid fortolket Bruxelleskonventionen således.

41.

Begrebet »grundlæggende retsprincipper« har været genstand for en omfattende praksis fra Domstolen. I denne praksis har Domstolen ligeledes sørget for at præcisere grænserne for sin egen kompetence i præjudicielle sager og for retsinstanserne i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

42.

Det følger af retspraksis efter Krombach-dommen ( 11 ), at selv om medlemsstaterne som følge af forbeholdet i Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 1), ganske vist som udgangspunkt frit kan fastlægge, hvilke krav der i overensstemmelse med deres nationale opfattelse stilles ifølge deres grundlæggende retsprincipper, må grænserne for begrebet »grundlæggende retsprincipper« må fastlægges ved en fortolkning af denne forordning.

43.

Selv om det ifølge en klassisk formulering i retspraksis således ikke tilkommer Domstolen at fastlægge indholdet af en medlemsstats grundlæggende retsprincipper, påhviler det den dog at efterprøve de grænser, inden for hvilke en ret i en medlemsstat, som en anmodning rettes til, kan anvende begrebet »grundlæggende retsprincipper« ( 12 ).

44.

I denne henseende har Domstolen hvad angår begrebet »grundlæggende retsprincipper«, der er fastsat i Bruxelles I-forordningens artikel 34, fastslået, at denne bestemmelse skal fortolkes strengt, idet den indebærer en hindring for at realisere et af forordningens grundlæggende mål, nærmere bestemt den frie bevægelighed for retsafgørelser ( 13 ). Domstolen har præciseret, at klausulen om grundlæggende retsprincipper kun kan spille en rolle i undtagelsestilfælde ( 14 ).

45.

Domstolen har i øvrigt bemærket, at forbuddet mod efterprøvelse af realiteten indebærer, at retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, heller ikke må anvende klausulen om grundlæggende retsprincipper alene med den begrundelse, at de gældende retsregler er forskellige, og efterprøve rigtigheden af den retlige bedømmelse eller den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af retten i domsstaten ( 15 ).

46.

Klausulen om grundlæggende retsprincipper vil følgelig kun finde anvendelse, i det omfang fuldbyrdelse af den omhandlede afgørelse i den stat, anmodningen rettes til, medfører en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den stat, anmodningen rettes til, eller af en rettighed, der er anerkendt som grundlæggende i den pågældende retsorden ( 16 ).

47.

Til denne klassiske formulering skal føjes to elementer, der indsnævrer fortolkningen af begrebet »grundlæggende retsprincipper« yderligere.

48.

Det første element vedrører de grundlæggende rettigheder.

49.

Domstolen har fastslået, at den ret, som en anmodning rettes til, og som gennemfører EU-retten under anvendelse af Bruxelles I-forordningen, skal efterleve de krav, der følger af chartrets artikel 47 ( 17 ). I øvrigt skal denne forordnings bestemmelser fortolkes under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, som er en integrerende del af de almindelige grundsætninger, og som nu er opført i chartret ( 18 ).

50.

Hidtil har Domstolens praksis på dette område haft fokus på retten til forsvar og de proceduremæssige garantier ( 19 ). Chartrets artikel 47 er dog på ingen måde begrænset til beskyttelsen af disse rettigheder.

51.

Ifølge Menneskerettighedsdomstolens praksis finder EMRK’s artikel 6, stk. 1, som modsvares af chartrets artikel 47, stk. 2, anvendelse på fuldbyrdelsen af endelige udenlandske retsafgørelser ( 20 ), og et afslag på at erklære en sådan afgørelse for eksigibel kan udgøre et indgreb i en sagsøgers ret til en retfærdig rettergang ( 21 ).

52.

Som en retslitterær forfatter har anført ( 22 ), er domme, hvad enten de er deklaratoriske eller retsskabende, bærere af væsentlige rettigheder. De opfylder den samme rolle i en grænseoverskridende sammenhæng, når der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom fra en anden medlemsstat i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. I tråd med denne betragtning har Menneskerettighedsdomstolen i sin praksis sørget for at beskytte sådanne væsentlige rettigheder, der er sikret ved EMRK’s bestemmelser, også når der var tale om situationer, der ikke var begrænset til en enkelt stats område ( 23 ).

53.

Som visse forfattere har fremført ( 24 ), har Menneskerettighedsdomstolen i sin praksis ligeledes udledt af EMRK’s artikel 6, stk. 1, at der findes en processuel ret til anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt i udlandet, hvorved denne ret er baseret på begrebet »retfærdig rettergang« i denne bestemmelses forstand.

54.

I denne henseende skal det nævnes, at der ikke hersker fuld enighed i retslitteraturen til fordel for denne specifikke udlægning af Menneskerettighedsdomstolens praksis.

55.

Der pågår nemlig en diskussion dels om bl.a. grænserne for en sådan »ret« og dens plads i konventionens ordning ( 25 ), dels om nødvendigheden af at afveje denne »ret« i forhold til sagsøgerens grundlæggende rettigheder ( 26 ). Et andet kritikpunkt synes at tage sigte på, at det ikke er muligt at udlede en »ret« anerkendelse og fuldbydelse af Menneskerettighedsdomstolens anerkendelse af en overtrædelse af EMRK’s artikel 6 ( 27 ). Sidstnævnte kritikpunkt forekommer mig imidlertid ikke overbevisende. Det skal anføres, at Bruxelles I-forordningen anerkender eksistensen af en sådan ret, for så vidt som der deri opstilles det princip, at den retsafgørelse, der træffes i en anden medlemsstat, fuldbyrdes efter at være blevet erklæret for eksigibel, og foretages en udtømmende opregning af grundene til afslag på fuldbyrdelse ( 28 ).

56.

I den fortolkning, som Domstolen foretager af de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, skal den tage hensyn til de tilsvarende rettigheder, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, stk. 1, således som fortolket af Menneskerettighedsdomstolen, som tærskel for minimumsbeskyttelse ( 29 ). Efter min opfattelse bør Domstolen derfor anerkende, at sagsøgeren har tilsvarende beskyttelse som den, der følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, når sagsøgeren i henhold til Bruxelles I-forordningen anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat.

57.

Det samme bør gælde, når et anbringende, som sagsøgeren har påberåbt sig for retten i domsstaten, med hensyn til realiteten ikke har materiel hjemmel i EU-retten. Selv om retten i domsstaten ganske vist støtter sin kompetence på Bruxelles I-forordningen, finder chartret ikke anvendelse ved denne ret og for så vidt angår sagens realitet ( 30 ). Ved retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, finder denne forordning til gengæld anvendelse, for så vidt som der heri opstilles det i punkt 55 i dette forslag til afgørelse nævnte princip og foretages en udtømmende opregning af grundene til at afslå fuldbyrdelse, herunder grunden vedrørende grundlæggende retsprincipper ( 31 ), og dermed finder chartret anvendelse ( 32 ).

58.

En sådan selvstændig karakter af »retten« til fuldbyrdelse af en retsafgørelse på det civil- og handelsretlige område, som er forankret i chartrets artikel 47, stk. 2, svarer til Menneskerettighedsdomstolens løsning i dens praksis vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 1 ( 33 ).

59.

Den således definerede »ret« er imidlertid ikke absolut ( 34 ). Denne ret kan indskrænkes, såfremt indskrænkningerne opfylder kravene i chartrets artikel 52, stk. 1. I denne henseende er det ubestridt, at begrænsningen af nævnte ret på grund af en åbenbar tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper skal anses for at være fastlagt i lovgivningen, eftersom den følger af Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 1). Denne begrænsning respekterer det væsentlige indhold af denne ret. Den rejser nemlig ikke tvivl herom, eftersom den bevirker, at fuldbyrdelsen af en retsafgørelse udelukkes under specifikke omstændigheder, der er afgrænset i Domstolens praksis ( 35 ). Denne begrænsning skal imidlertid være nødvendig og faktisk svare til et af målene af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller til et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

60.

Det andet element, der skal føjes til den klassiske formulering i henhold til Domstolens praksis, vedrører den gensidige tillid. Dette element vedrører det forhold, at et afslag på at anerkende eller fuldbyrde en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, er i strid med den gensidige tillid mellem medlemsstaterne til retsplejen inden for Unionen, som udgør grundlaget for ordningen om anerkendelse og fuldbyrdelse, der er fastsat ved Bruxelles I-forordningen. Denne tillid er ikke kun et resultat af EU-institutionernes lovgivningsmæssige valg. Den følger af den primære ret ( 36 ).

61.

Årsagen til, at henvisningen til den gensidige tillid ikke findes i denne klassiske formulering, er, at denne tillids rolle for så vidt angår den civil- og handelsretlige del af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed endnu ikke var anerkendt åbent, hverken i EU-retten eller af Domstolen, på det tidspunkt, hvor den blev fastlagt i Krombach-dommen.

62.

Endnu vigtigere er det denne gensidige tillid, som medlemsstaterne gensidigt yder hinandens retssystemer og retsinstanser, som i tilfælde af en urigtig anvendelse af national ret eller af EU-retten gør det muligt at fastslå, at retsmiddelsystemerne i hver enkelt medlemsstat, suppleret med adgangen til at forelægge præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF, udgør en tilstrækkelig garanti for de retsundergivne ( 37 ).

63.

Ifølge Domstolen hviler Bruxelles I-forordningen nemlig på den grundlæggende idé, at de retsundergivne i princippet er forpligtet til at udtømme de retsmidler, der er mulige i henhold til domsstatens ret. Medmindre særlige omstændigheder gør det for vanskeligt eller umuligt at anvende disse retsmidler i domsstaten, skal de retsundergivne benytte sig af alle de til rådighed stående retsmidler i denne medlemsstat for at forhindre en overtrædelse af grundlæggende retsprincipper, inden denne opstår ( 38 ).

64.

Betragtningerne i punkt 62 og 63 i dette forslag til afgørelse er blevet fremsat af Domstolen i forbindelse med hævdede tilsidesættelser af proceduremæssige garantier, hvis virkninger kunne udgøre en tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen var rettet til. Den foreliggende sag giver til gengæld Domstolen anledning til at beskæftige sig med fortolkningen af EU-retten i en situation, hvor den hævdede tilsidesættelse af de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, hidrører fra en krænkelse af rettigheder af materiel karakter.

65.

Henset til den gensidige tillid og retsmiddelsystemerne i hver enkelt medlemsstat er en sådan situation forbundet med en yderligere vanskelighed.

66.

Det er nemlig, som Domstolen synes at ville fremhæve i sine betragtninger i retspraksis, korrekt, at den tillid, som medlemsstaterne viser hinanden ikke blot vedrører de områder, der er omfattet af EU-retten (»i tilfælde af en urigtig anvendelse [...] af EU-retten«), men også de områder, der ikke er omfattet heraf (»i tilfælde af en urigtig anvendelse af national ret«).

67.

Når et anbringende, som sagsøgeren har påberåbt sig for retten i domsstaten, med hensyn til realiteten ikke har materiel hjemmel i EU-retten, kan der imidlertid opstå tvivl om, hvorvidt der inden for rammerne af denne procedure kan forelægges Domstolen et præjudicielt spørgsmål angående en bestemmelse i chartret, der sikrer en rettighed eller en frihed af materiel karakter.

68.

Eftersom sagsøgerne i hovedsagens anbringende med hensyn til realiteten ikke har hjemmel i EU-retten ( 39 ), kunne de sagsøgte i hovedsagen i den foreliggende sag ikke påberåbe sig chartrets artikel 11 ved retten i domsstaten med henblik på at argumentere for, at dette anbringende er i strid med deres ytringsfrihed, som er sikret ved denne bestemmelse ( 40 ). De kunne imidlertid for det første påberåbe sig EMRK’s artikel 10 og de nationale forfatningsretlige bestemmelser, der garanterer denne frihed (og ifølge de afklarende oplysninger, der blev givet i retsmødet, gjorde de brug af denne mulighed), og kunne desuden anlægge en sag mod domsstaten ved Menneskerettighedsdomstolen. For det andet kunne retten i domsstaten ved sin fortolkning af EU-retten ikke se bort fra kravet om at sikre en beskyttelse, som mindst svarer til den, der ydes af EMRK ( 41 ).

69.

Ud fra denne synsvinkel udgør chartret og EMRK på det civil- og handelsretlige område tilsammen en helhed, der beskytter EU’s og medlemsstaternes grundlæggende værdier. Det er i øvrigt denne indbyrdes supplerende funktion, der, henset til den omstændighed, at EU-retten ikke finder anvendelse i enhver situation, bidrager til den gensidige tillid mellem medlemsstaterne.

70.

Tilsvarende har Menneskerettighedsdomstolen med hensyn til beskyttelsen af de rettigheder, der er sikret ved EMRK, anerkendt, at de roller, som henholdsvis domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen rettes til, varetager, er forskellige, uden at dette indebærer, at mekanismen til kontrol af overholdelsen af rettighederne i henhold til denne konvention svigter ( 42 ). Ifølge Menneskerettighedsdomstolen forholder det sig ganske vist således, at når et alvorligt og underbygget klagepunkt, i forbindelse med hvilket det hævdes, at der foreligger en åbenbar mangel på beskyttelse af en rettighed i henhold til EMRK, indbringes for retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og EU-retten ikke giver mulighed for at afhjælpe denne mangel, kan retten ikke afstå fra at undersøge dette klagepunkt alene med den begrundelse, at den anvender EU-retten ( 43 ). Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag. Klausulen om grundlæggende retsprincipper udgør nemlig faktisk et instrument, der er fastsat i EU-retten, og som giver retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, mulighed for at afhjælpe enhver åbenbar mangel på en sådan beskyttelse.

71.

Når der opstår spørgsmål om, hvorvidt anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, strider mod et princip, dvs. et nationalt koncept i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kan retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, under sædvanlige omstændigheder ikke henvise til klausulen om grundlæggende retsprincipper uden først at identificere et grundlæggende princip i sin egen retsorden, som denne anerkendelse eller fuldbyrdelse ville kunne krænke ( 44 ). Det tilkommer med andre ord denne ret at identificere og karakterisere et sådant element i dens retsorden som grundlæggende. Dette er den direkte følge af, at det, som det bekræftes af den klassiske formulering i Domstolens praksis, tilkommer medlemsstaterne at fastlægge indholdet af de grundlæggende retsprincipper i deres retsordner »i overensstemmelse med deres nationale opfattelse«.

72.

Domstolen kan på sin side som led i sin opgave med at fortolke begrebet »grundlæggende retsprincipper« og uden at overskride grænserne for sin egen kompetence på det præjudicielle område vejlede den forelæggende ret med hensyn til, om spændingen mellem følgerne af anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat og det princip, der er påberåbt som argument mod anerkendelsen eller fuldbyrdelsen, udgør en åbenbar tilsidesættelse af dette princip.

73.

I den foreliggende sag henhører det element i de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, hvis tilsidesættelse kan begrunde anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper, under den rettighed af materiel karakter, der er sikret i chartrets artikel 11. Selv om cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) fremhævede, at fuldbyrdelse af de spanske retsafgørelser på helt uantagelig måde stred mod grundlæggende internationale retsprincipper i Frankrig, henviste retten nemlig imidlertid kun til ytringsfriheden, der er sikret ved chartret.

74.

I denne henseende har Domstolen ligeledes i en række sager haft lejlighed til at tage stilling til anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper, når de blev påtænkt anvendt med den begrundelse, at retten i domsstaten havde begået en fejl ved anvendelsen af EU-retten, og at virkningerne af denne fejl stred mod de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen var rettet til.

75.

Læsningen af retspraksis angående klausulen om grundlæggende retsprincipper gør det muligt at fastslå, at det præjudicielle spørgsmål, som Domstolen blev forelagt, i hovedparten af sagerne udsprang af en sådan proceduremæssig fejl og vedrørte retten til forsvar i bred forstand. Det fremgår i det væsentlige af denne retspraksis, at et åbenbart og uforholdsmæssigt indgreb i den sagsøgtes ret til en retfærdig rettergang som omhandlet i chartres artikel 47, stk. 2, kan begrunde anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper ( 45 ). Det er således klart, at en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder i visse tilfælde kan begrunde en anvendelse af denne klausul.

76.

Den omstændighed, at klausulen om grundlæggende retsprincipper med hensyn til den materielle dimension har haft mindre succes end klausulen om grundlæggende retsprincipper med hensyn til den processuelle dimension, skyldes sandsynligvis den rolle, som forbuddet mod en efterprøvelse med hensyn til realiteten spiller, idet det forhindrer retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, i at genoptage realiteten i den sag, hvori der allerede er afsagt dom ( 46 ). Det er årsagen til, at der skal udvises forsigtighed ved anvendelsen af grundlæggende retsprincipper med hensyn til den materielle dimension i retspraksis vedrørende grundlæggende retsprincipper med hensyn til deres processuelle dimension. Spørgsmålet er derfor, hvilke konsekvenser en sådan situation har, såfremt retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, anvender klausulen om grundlæggende retsprincipper, og med hensyn til Domstolens rolle på det præjudicielle område. Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal Domstolens relevante praksis undersøges nærmere.

77.

I den sag, der gav anledning til Renault-dommen ( 47 ) var spørgsmålet navnlig, om en fejl, som retten i domsstaten måtte have begået i forbindelse med anvendelsen af princippet om frie varebevægelser og princippet om fri konkurrence, kunne ændre betingelserne for anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper. Domstolen besvarede dette spørgsmål benægtende, idet den fandt, at det påhviler den nationale ret på samme effektive måde at sikre beskyttelsen af rettigheder i henhold til national ret og rettigheder i henhold til EU-retten ( 48 ). Konstateringen af, at disse betingelser er de samme, når der er tale om en tilsidesættelse af national ret og af EU-retten, indebærer imidlertid ikke, at det samme gør sig gældende med hensyn til Domstolens rolle på det præjudicielle område.

78.

I denne henseende findes der intet element i Renault-dommen, der gør det muligt at fastslå, om den forelæggende ret lagde til grund, at en mulig fejl ved anvendelsen af den primære ret udgjorde en åbenbar tilsidesættelse af det grundlæggende princip, der var en del af de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen var rettet til.

79.

En læsning af generaladvokat Albers forslag til afgørelse i denne sag lader formode, at den forelæggende ret afholdt sig fra at tage stilling til dette spørgsmål. Den pågældende ret nøjedes med at anføre, at Domstolens praksis rejste usikkerhed med hensyn til den egentlige rækkevidde af de principper, der angiveligt var blevet tilsidesat af retten i domsstaten, og at disse principper måtte anses for grundlæggende retsprincipper ( 49 ).

80.

Til gengæld fastslog Domstolen i Renault-dommen, at »en eventuel urigtig retsanvendelse som den, der er tale om i hovedsagen, ikke udgør en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den stat, som begæringen rettes til« ( 50 ). Denne formulering efterlader det indtryk, at når det påtænkes at anvende klausulen om grundlæggende retsprincipper med den begrundelse, at anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse strider mod et element i retsordenen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, der er omfattet af denne retsorden på grund af denne medlemsstats medlemskab af Unionen, kan eller skal både spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et grundlæggende princip i denne retsorden, og i givet fald spørgsmålet om, hvorvidt anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse åbenbart strider mod dette grundlæggende princip, afklares af Domstolen som led i dens fortolkning af EU-retten. Denne betragtning underbygges af en læsning af nyere retspraksis.

81.

I den sag, der gav anledning til Diageo Brands-dommen ( 51 ), var det i et af de præjudicielle spørgsmål forudsat, at fejlen i anvendelsen af bestemmelserne i den afledte ret vedrørende konsumption af de rettigheder, der var knyttet til varemærket, førte til vedtagelse af en retsafgørelse, der var »i åbenbar modstrid med EU-retten«. I sin dom fastslog Domstolen i det væsentlige, idet den henviste til minimumsharmoniseringen i disse bestemmelser, at det ikke kunne antages, at en sådan fejl i gennemførelsen af disse bestemmelser på helt uantagelig måde ville være i strid med Unionens retsorden, idet dette ville udgøre et indgreb i et grundlæggende princip heri ( 52 ). Ligesom i Renault-dommen karakteriserede Domstolen derfor elementet i retsordenen i den medlemsstat, som anmodningen var rettet til, med henblik på at fastslå, om dette element udgjorde et grundlæggende princip i denne retsorden, og undersøgte dernæst den angivelige tilsidesættelse med henblik på, om den var åbenbar.

82.

I den sag, der gav anledning til dommen i sagen Charles Taylor Adjusting ( 53 ), var spørgsmålet, om retten i en medlemsstat, som en anmodning var rettet til, kunne afslå at anerkende og fuldbyrde en retsafgørelse truffet af en retsinstans i en anden medlemsstat, som kunne kvalificeres som »quasi anti-suit injunctions«, med den begrundelse, at den var i strid med grundlæggende retsprincipper i førstnævnte medlemsstat.

83.

Domstolen fandt for det første, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af de i denne sag omhandlede afgørelser navnlig var i strid med det generelle princip, som kan udledes af Domstolens praksis vedrørende EU-reglerne om international privatret, hvorefter hver enkelt domstol, for hvilken en sag er blevet indbragt, selv afgør, om den er kompetent til at træffe afgørelse i den sag, som er blevet indbragt for den ( 54 ).

84.

For det andet fandt Domstolen, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af de omhandlede afgørelser, med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse, ville være uforenelige med grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen var rettet til, for så vidt som disse afgørelser kunne medføre en tilsidesættelse af dette grundlæggende princip, inden for det europæiske retsområde, der hviler på gensidig tillid ( 55 ).

85.

Som i Renault-dommen og Diageo Brands-dommen karakteriserede Domstolen således et element i retsordenen i den medlemsstat, som anmodningen var rettet til, som et »grundlæggende princip« i denne retsorden og fandt dernæst, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat på helt uantagelig måde kunne være i strid med dette princip.

86.

Det kan ganske vist herske tvivl om betydningen af Domstolens præcisering i dommen i sagen Charles Taylor Adjusting »med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse«. Svaret på dette spørgsmål skal findes i forslaget til afgørelse i denne sag, hvortil Domstolen henviste i sin dom.

87.

Generaladvokat Richard de la Tour anførte nemlig i punkt 53 i sit forslag til afgørelse ( 56 ), at han var enig med den forelæggende ret, når den i overensstemmelse med Gambazzi-dommen ( 57 ) var af den opfattelse, at det tilkom denne ret at foretage en samlet vurdering af proceduren og samtlige omstændigheder, og at anerkendelse og fuldbyrdelse af de omhandlede retsafgørelser var åbenbart uforenelig med grundlæggende retsprincipper i domstolslandet.

88.

I sagen, der gav anledning til Gambazzi-dommen ( 58 ), var spørgsmålet, om retten i den stat, som anmodningen var rettet til, under hensyn til klausulen om grundlæggende retsprincipper, kunne tage hensyn til den omstændighed, at sagsøgte var blevet udelukket fra retsforhandlingerne med den begrundelse, at han ikke havde opfyldt forpligtelser, som var blevet pålagt ved en kendelse afsagt i samme sag. Domstolen fandt, at en sådan udelukkelse kunne begrunde en anvendelse af klausulen om grundlæggende retsprincipper, når den efter en samlet vurdering af proceduren og på grundlag af samtlige foreliggende omstændigheder finder, at denne udelukkelsesforanstaltning udgør et åbenbart og uforholdsmæssigt indgreb i sagsøgtes ret til at blive hørt ( 59 ).

89.

Efter min opfattelse var formuleringen af Domstolens svar dels en følge af nødvendigheden af at tage hensyn til flere faktiske omstændigheder med henblik på at fastslå, om dette indgreb i den sagsøgtes rettighed var forholdsmæssigt (»[om det var] åbenbart og uforholdsmæssigt«), dels en følge af den væsentlige sondring på det præjudicielle område mellem fortolkning og anvendelse af EU-retten. Jeg er af den opfattelse, at Domstolens henvisning i dommen i sagen Charles Taylor Adjusting ( 60 ) til »den forelæggende rets efterprøvelse« er udtryk for samme sondring. Denne henvisning rejser således ikke tvivl om betragtningerne i punkt 85 i dette forslag til afgørelse.

90.

Følgelig tilkommer det kun Domstolen at fortolke EU-retten uden at anvende denne. Endvidere er Domstolen forpligtet til for det første som led i sin fortolkning af EU-retten at fastslå, om elementet i denne ret udgør et grundlæggende princip i Unionens retsorden. Tilsvarende tilkommer det for det andet også Domstolen at afklare, om de betingelser for anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper, der er fastsat i EU-retten, er opfyldt i forhold til de faktiske omstændigheder, der beskrives af en forelæggende ret. Disse betragtninger underbygges af Eco Swiss-dommen ( 61 ), som er meget repræsentativ i denne henseende.

91.

I den sag, der gav anledning til Eco Swiss-dommen, drejede et af spørgsmålene sig om, hvorvidt en national ret, der havde fået forelagt en anmodning om ophævelse af en voldgiftskendelse, skulle tage denne til følge, når den fandt, at denne kendelse faktisk stred mod artikel 101 TEUF, selv om anmodningen efter de gældende nationale processuelle regler kun skulle tages til følge, hvis en sådan kendelse var i strid med grundlæggende retsprincipper.

92.

Selv om dette spørgsmål blev stillet med henblik på klausulen om grundlæggende retsprincipper, fandtes denne ikke i en EU-retsakt, som Domstolen kunne fortolke. Hovedsagen drejede sig nemlig om den eventuelle ophævelse i den forelæggende rets medlemsstat af en voldgiftskendelse, der var afsagt på begæring af selskaber, som var hjemmehørende uden for Unionen. Uanset sagens grænseoverskridende dimension var fuldbyrdelsen af voldgiftskendelser ikke omfattet af Bruxelleskonventionen.

93.

I sin dom karakteriserede Domstolen for det første artikel 101 TEUF som en »grundlæggende bestemmelse, der er nødvendig for udførelsen af de opgaver, som er blevet overdraget til [Unionen], og navnlig for det indre markeds funktion« ( 62 ). For det andet fastslog Domstolen, at en national ret, i det omfang den efter nationale processuelle regler skal efterkomme en begæring om ophævelse af en voldgiftskendelse, der støttes på, at nationale ufravigelige retsgrundsætninger er overtrådt, også skal efterkomme en sådan begæring om ophævelse, når den støttes på, at forbuddet i denne bestemmelse i den primære ret er overtrådt ( 63 ).

94.

I sin dom tog Domstolen derfor ikke stilling til betingelserne for anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper (uanset »åbenbar overtrædelse«). Disse betingelser henhørte nemlig ikke under EU-retten ( 64 ). Domstolen tog til gengæld, som i alle de domme, jeg har nævnt hidtil, stilling til, om det element i den berørte medlemsstats retsorden, der angiveligt var blevet tilsidesat, udgjorde et grundlæggende princip i denne retsorden.

95.

Dette fører mig frem til et endnu vigtigere spørgsmål: Findes der en retsorden for Unionen, hvis grundlæggende principper kan identificeres af Domstolen?

96.

I retsmødet var et af de spørgsmål, der blev drøftet, spørgsmålet om, hvorvidt Domstolens henvisning til en »åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den stat, begæringen rettes til« ( 65 ), er udtryk for et ønske fra Domstolens side om at indføre en sondring mellem de nationale grundlæggende retsprincipper og Unionens grundlæggende retsprincipper. Jeg vil ikke benægte eksistensen af sidstnævnte, men jeg er ikke overbevist om, at formålet med denne henvisning rent faktisk var at sondre mellem disse to sæt af grundlæggende retsprincipper.

97.

Jeg er nemlig for det første af den opfattelse, at Domstolen med denne henvisning snarere forsøgte at anføre, at det er muligt at anvende klausulen om grundlæggende retsprincipper, når anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, åbenbart strider mod et væsentligt eller grundlæggende princip eller element i de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, uafhængigt af den specifikke form, hvori det kommer til udtryk i national ret ( 66 ).

98.

For det andet fastslog Domstolen i Meroni-dommen, at klausulen om grundlæggende retsprincipper kun vil finde anvendelse, i det omfang en tilsidesættelse af proceduremæssige garantier indebærer, at anerkendelse af en sådan afgørelse medfører en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i Unionens retsorden og dermed i retsordenen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til ( 67 ). Heraf følger, at en »retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den medlemsstat, begæringen rettes til«, ligeledes kan være omfattet af EU-retten.

99.

For det tredje bekræftede Domstolen i Diageo Brands-dommen, at Domstolen med henvisningen til »retsregler« og til »rettigheder« ikke havde til hensigt at sondre mellem to særskilte kilder – nationale og EU-retlige – til grundlæggende retsprincipper. Domstolen fastslog, at anerkendelse af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat kun kan afslås på grund af en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den stat, anmodningen rettes til, eller af en rettighed, der er anerkendt som grundlæggende i den pågældende retsorden ( 68 ).

100.

Når det er sagt, har jeg hidtil udtalt mig til fordel for at anerkende eksistensen af »Unionens grundlæggende retsprincipper« ( 69 ), der i sig selv udgør en integrerende del af de nationale grundlæggende retsprincipper. Selv om Domstolen ikke nævnte dette begreb i sin praksis, fandt den, at en retsregel, der anses for væsentlig i Unionens retsorden, ligeledes udgør en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og at en åbenbar overtrædelse af en sådan retsregel kan begrunde anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper ( 70 ).

101.

Som det bekræftes i artikel 2 TEU, findes der en fælles kerne af værdier, der deles, respekteres og beskyttes af medlemsstaterne, og som er selve Unionens identitet som fælles retsorden ( 71 ). I denne henseende er det vanskeligt at finde et mere repræsentativt eksempel på de værdier, som medlemsstaterne deler, end dem, der afspejles i chartret.

102.

Set ud fra den medlemsstat, som anmodningen rettes til, findes der kun én retsorden. En sådan fælles kerne udgør nemlig en integrerende del af hver enkelt medlemsstats retsorden. Som nævnt ( 72 ) er betingelserne for anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper desuden de samme, når det påtænkes at anvende dem, fordi retten i domsstaten har tilsidesat national ret og EU-retten. Når Domstolen har insisteret på, at disse betingelser er identiske, skyldes det imidlertid efter min opfattelse på den ene side ønsket om ikke at give EU-retten fortrinsret i forhold til de nationale lovgivninger. En sådan tilgang svarer i øvrigt også til det væsentlige princip i Unionens retsorden, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, TEU, ifølge hvilket Unionen respekterer medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer. Som det illustreres af den relevante retspraksis, som jeg har redegjort for, indebærer den omstændighed, at betingelserne for anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper er de samme, når der er tale om en tilsidesættelse af national ret og af EU-retten, på den anden side ikke, at det samme gør sig gældende med hensyn til henholdsvis den rolle, som retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og Domstolens rolle på det præjudicielle område.

103.

Det er i lyset af disse betragtninger, at de præjudicielle spørgsmål skal behandles. Nærmere bestemt tilkommer det Domstolen at fortolke EU-retten indledningsvis med henblik på at undersøge, om chartrets artikel 11 er udtryk for et grundlæggende princip blandt Unionens grundlæggende retsprincipper (afsnit C), og dernæst med henblik på, henset til den foreliggende præjudicielle forelæggelse, at afklare, hvilke bedømmelseskriterier der giver mulighed for at fastslå, om fuldbyrdelsen af en dom som den i hovedsagen omhandlede fører til en tilsidesættelse af dette princip (afsnit D).

104.

I de præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret henvist til chartrets artikel 11. Denne bestemmelse indeholder imidlertid to stykker. Stk. 1 vedrører generelt ytrings- og informationsfriheden, mens stk. 2 mere specifikt vedrører mediefriheden og mediernes pluralisme.

105.

Som Domstolen allerede har præciseret for så vidt angår medieorganer tager indgrebet i ytrings- og informationsfriheden særligt form af et indgreb i mediefriheden, som specifikt er beskyttet i chartrets artikel 11, stk. 2 ( 73 ). I overensstemmelse hermed fremgår det af forklaringerne til chartret ( 74 ), at denne bestemmelse »ekspliciterer følgerne af stk. 1 for så vidt angår mediefrihed«. Jeg udleder heraf, at når indgrebet i udøvelsen af ytringsfriheden vedrører mediernes aktiviteter, er det chartrets artikel 11, stk. 2, og ikke chartrets artikel 11, stk. 1, der finder anvendelse.

106.

I hovedsagen anvendte en national retsinstans klausulen om grundlæggende retsprincipper med den begrundelse, at fuldbyrdelse af de spanske retsafgørelser ville stride mod pressefriheden. De præjudicielle spørgsmål vedrører dermed mere specifikt chartrets artikel 11, stk. 2.

107.

Spørgsmålet er nu, hvorvidt pressefriheden, der er sikret i denne bestemmelse, udgør et grundlæggende princip i Unionens retsorden, og om en tilsidesættelse heraf kan begrunde anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper.

108.

Det kan udledes af retspraksis, at den omstændighed, at pressefriheden, der er sikret ved chartret, har samme juridiske værdi som traktaterne, ikke automatisk indebærer, at den udgør et grundlæggende princip i Unionens retsorden ( 75 ).

109.

Pressefriheden, der er sikret i chartrets artikel 11, stk. 2, beskytter imidlertid for det første mediernes vigtige rolle i et demokratisk samfund og i en retsstat, der består i at formidle oplysninger og tanker om spørgsmål af almen interesse, og hvortil kommer offentlighedens ret til at få formidlet disse uden andre begrænsninger end de absolut nødvendige ( 76 ).

110.

For det andet udgør de grundlæggende rettigheder, »som de er garanteret ved [EMRK]«, i henhold til artikel 6, stk. 3, TEU en del af EU-retten som generelle principper. Ud fra denne synsvinkel er spørgsmålet, om chartrets artikel 11, stk. 2, har et modstykke i EMRK. I bekræftende fald udgør mediefriheden ikke blot et generelt princip i EU-retten, men Menneskerettighedsdomstolens praksis vil også give nyttig vejledning om denne bestemmelse i chartret.

111.

I denne henseende skal det nævnes, at til forskel fra chartrets artikel 11, henviser EMRK’s artikel 10 hverken til mediefriheden eller mediernes pluralisme. Med hensyn til Menneskerettighedsdomstolens praksis er det imidlertid dels ubestridt, at sidstnævnte bestemmelse ligeledes vedrører pressefriheden eller den journalistiske frihed ( 77 ). Dels har Domstolen i sin praksis anført, at ytrings- og informationsfriheden, der er fastsat i chartrets artikel 11, stk. 1 og 2, og i EMRK’s artikel 10, har samme betydning og rækkevidde i hvert af disse to instrumenter ( 78 ).

112.

I forklaringerne til chartrets artikel 11 anføres det ganske vist, at artiklens stk. 2 »bygger på Domstolens retspraksis vedrørende fjernsyn, navnlig [dommen i sagen Stichting Collectieve Antennevoorziening Gouda ( 79 ),] og på protokollen om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne«. Disse henvisninger synes imidlertid snarere at tage hensyn til mediernes pluralisme, der – selv om den er uløseligt forbundet med deres frihed – ikke synes at være direkte genstand for hovedsagen. Under alle omstændigheder er mediernes pluralisme ligeledes beskyttet på grundlag af EMRK’s artikel 10 ( 80 ).

113.

Henset til betydningen af pressefriheden i et demokratisk samfund og i en retsstat samt den omstændighed, at denne frihed er et generelt princip i EU-retten, finder jeg det under disse omstændigheder ubestrideligt, at nævnte frihed repræsenterer et vigtigt princip i Unionens retsorden, og at en overtrædelse heraf kan udgøre en begrundelse for at afslå at erklære en afgørelse for eksigibel.

114.

EMRK’s artikel 10, stk. 2, fastsætter, at udøvelsen af ytringsfriheden kan underkastes restriktioner, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund, navnlig »for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder«. Menneskerettighedsdomstolen har anerkendt, at den ved undersøgelsen af nødvendigheden af et indgreb i et demokratisk samfund med henblik på at »beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder« kan være foranlediget til at efterprøve, om de nationale myndigheder har sikret en rimelig ligevægt i beskyttelsen af de to værdier, der er sikret ved denne konvention, og som kan synes modstridende i visse sager ( 81 ).

115.

Hvad angår efterstræbelsen af en sådan ligevægt bør det nævnes, at de spanske retsafgørelser, hvis fuldbyrdelse er blevet anfægtet, har til formål at beskytte både fodboldklubbens og medlemmet af dens lægeholds omdømme.

116.

Dette medlem af lægeholdets omdømme henhører under EMRK’s artikel 8, der modsvares af chartrets artikel 7. De relevante kriterier for en afvejning af retten til ytringsfrihed og retten til respekt for privatlivet er navnlig bidraget til en debat af almen interesse, spørgsmålet, hvor kendt den omhandlede person er, emnet for rapporteringen, den berørte persons tidligere adfærd, måden, hvorpå oplysningerne er blevet indhentet, og omstændighederne, under hvilke de er indhentet, samt oplysningernes rigtighed, indholdet, formen og konsekvenserne af offentliggørelsen, samt hvor streng den pålagte straf er ( 82 ).

117.

For så vidt angår fodboldklubbens omdømme har Menneskerettighedsdomstolen ladet det stå åbent, om en juridisk persons omdømme er omfattet af EMRK’s artikel 8 ( 83 ). Det er imidlertid ubestridt, at en juridisk persons omdømme er omfattet af begrebet »andres gode navn og rygte eller rettigheder« som omhandlet i EMRK’s artikel 10, stk. 2, hvorved en juridisk persons omdømme dog ikke har samme vægt som en enkeltpersons omdømme eller rettigheder ( 84 ).

118.

En rimelig afvejning af alle de modstridende rettigheder og interesser skal derfor for det første foretages særskilt for fodboldklubben og for medlemmet af lægeholdet. Denne omstændighed synes at være afspejlet i de spanske domfældelser, der vedrører to særskilte beløb for de to sagsøgere i hovedsagen. Menneskerettighedsdomstolen har dog foretaget en bedømmelse af indgrebs forholdsmæssighed på grundlag af de samme kriterier både med hensyn til en juridisk person og en fysisk person ( 85 ).

119.

I første omgang kan man være fristet til at foretage en afvejning af de omhandlede rettigheder ud fra disse kriterier og på dette grundlag at afgøre, om fuldbyrdelsen af den i hovedsagen omhandlede spanske retsafgørelser førte til en åbenbar krænkelse af pressefriheden. Det er imidlertid vigtigt at holde sig sammenhængen i den foreliggende sag for øje, inden analysen af de nævnte kriterier fortsættes.

120.

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse tager ikke sigte på at få oplyst, hvordan der for første gang og på grundlag af de beviser, der er til rådighed for en ret, der skal behandle en erstatningssag, skal foretages en afvejning af pressefriheden og andres omdømme. En sådan afvejning er allerede blevet foretaget af retsinstanserne i domsstaten. Således som det blev afklaret i retsmødet, har de sagsøgte i hovedsagen desuden forsøgt at få resultatet af denne afvejning efterprøvet ved den spanske Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol) og Menneskerettighedsdomstolen, der ikke fandt, at sagerne kunne antages til realitetsbehandling.

121.

I den foreliggende sag hidrører anmodningen om præjudiciel afgørelse fra en ret i den medlemsstat, hvori der er blevet anmodet om fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat. Hvis der ses bort fra denne kendsgerning, vil det indebære en tilsidesættelse af ordningen for anerkendelse og fuldbyrdelse i Bruxelles I-forordningen, der er baseret på den gensidige tillid, og de opgaver, som henholdsvis retten i domsstaten og retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, varetager.

122.

Opgaven for den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er nemlig afgrænset ved begrænsningen i Bruxelles I-forordningens artikel 45, stk. 2, der fastsætter, at »[r]etsafgørelser truffet i en medlemsstat kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet«. Klausulen om grundlæggende retsprincipper giver ganske vist mulighed for at afslå at erklære en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat for eksigibel. Denne klausul og den deraf følgende undtagelse har imidlertid en meget begrænset rækkevidde, der er fastlagt med den nævnte rets rolle.

123.

I denne henseende hviler anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper ikke på en negativ bedømmelse af sagen ved retten i domsstaten eller den retsafgørelse, som denne har truffet. Den følger snarere af den konstatering, at virkningerne af fuldbyrdelsen af denne retsafgørelse i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, åbenbart strider mod et grundlæggende princip i denne medlemsstats retsorden.

124.

Det er årsagen til, at Bruxelles I-forordningens artikel 45, stk. 2, forbyder retten i medlemsstat, som anmodningen rettes til, at efterprøve rigtigheden af den retlige bedømmelse eller den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af retten i domsstaten ( 86 ). Retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, må heller ikke supplere disse bedømmelser med elementer, der allerede foreligger, men som retten i domsstaten ikke har taget hensyn til ( 87 ).

125.

I denne retning fandt Domstolen i en dom vedrørende forordning (EF) nr. 2201/2003 ( 88 ), at retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke kan gribe ind i fastsættelsen af det endelige beløb, som skal betales som en tvangsbøde, der er fastsat af retten i domsstaten ( 89 ). En sådan fastsættelse indebærer nemlig en vurdering af årsagerne til skyldnerens misligholdelser, og det er alene retten i domsstaten som den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, der er i stand til at foretage vurderinger af en sådan karakter.

126.

A fortiori og hvad angår Bruxelles I-forordningen må Retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke sætte spørgsmålstegn ved den retlige bedømmelse eller den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af retten i domsstaten, med henblik på at foretage en ny beregning af det beløb, der skal betales på grundlag af den dom, der er afsagt af sidstnævnte. Den kan heller ikke foretage en fornyet afvejning af de omhandlede rettigheder, eftersom det er resultatet af denne afvejning, der er afgørende for sagens udfald.

127.

Som Domstolen fastslog i Gambazzi-dommen ( 90 ), kan de undersøgelser, der foretages af retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, til gengæld ikke tilsigte at fastlægge et åbenbart og uforholdsmæssigt indgreb i denne ret uden at indebære en kontrol af de undersøgelser af realiteten, som retten i domsstaten har foretaget.

128.

I overensstemmelse er det ud set ud fra EMRK’s perspektiv ( 91 ), og henset til de forskellige roller, som retten i domsstaten og retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, varetager inden for rammerne af den ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse, der er fastsat ved Bruxelles I-forordningen, og som er baseret på gensidig tillid, tilstrækkeligt, at retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kan anvende klausulen om grundlæggende retsprincipper til at afhjælpe åbenbare mangler i beskyttelsen af de rettigheder, der er sikret ved EMRK.

129.

Under disse omstændigheder og hvad angår spørgsmålet, om en dom, der er opnået efter en erstatningssag, krænker et princip af materiel karakter, skal de undersøgelser, der foretages af retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, navnlig vedrøre de åbenbare og uforholdsmæssige virkninger for pressefriheden af den sanktion, der er blevet pålagt ved den retsafgørelse, som der anmodes om fuldbyrdelse af. Ved fuldbyrdelsen af en udenlandsk retsafgørelse trænger sanktionen på den mest åbenlyse vis ind i retsordenen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Det er i øvrigt den synsvinkel, som den forelæggende ret har anlagt i sine præjudicielle spørgsmål, der fokuserer på det økonomiske aspekt af de spanske retsafgørelser.

130.

Det må dog ikke glemmes, at artikel 11 ikke er den eneste bestemmelse i chartret, der er relevant.

131.

Såfremt retsafgørelserne erklæres eksigible i den foreliggende sag, kan det ud fra de sagsøgte i hovedsagens synsvinkel på den ene side udgøre et indgreb i udøvelsen af pressefriheden, som er sikret i chartrets artikel 11. Ud fra sagsøgerne i hovedsagens synsvinkel kan et afslag på at fuldbyrde de omhandlede spanske retsafgørelser på den anden side indebære en begrænsning af deres ret til fuldbyrdelse af disse afgørelser, som er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2 ( 92 ).

132.

Imidlertid er hverken ytringsfriheden eller retten til fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat absolutte rettigheder.

133.

Når en sag omhandler flere grundlæggende rettigheder, skal der foretages en afvejning af disse på baggrund af de krav, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1 ( 93 ).

134.

I den foreliggende sag er der ikke tale om, hvorvidt der er retsgrundlag for at begrænse de sagsøgte i hovedsagens udøvelse af deres ytringsfrihed. De omhandlede domme i hovedsagen blev nemlig afsagt i henhold til spansk ret og Bruxelles I-forordningen og skal principielt fuldbyrdes i Frankrig. Det samme gælder for begrænsningen af sagsøgerne i hovedsagens ret, der følger af klausulen om grundlæggende retsprincipper og er fastsat i denne forordning ( 94 ).

135.

I et sådant tilfælde skal vurderingen af, om proportionalitetsprincippet er overholdt, foretages med respekt for den nødvendige forening af de krav, der er forbundet med beskyttelsen af de forskellige omhandlede rettigheder og principper, og den rette afvejning af dem ( 95 ).

136.

En sådan afvejning er en integreret del af den mekanisme til beskyttelse af ytringsfriheden, der er fastsat i EMRK. Det er derfor ikke overraskende, at Domstolen med henblik på at foretage en sådan afvejning af ytringsfriheden og andre grundlæggende rettigheder eller friheder har henvist til de bedømmelseskriterier, som anvendes af Menneskerettighedsdomstolen ( 96 ).

137.

Mig bekendt har Menneskerettighedsdomstolen endnu ikke taget stilling til de principper, der finder anvendelse i sager, hvor retten til ytringsfrihed, som er sikret i EMRK’s artikel 10, skal afvejes i forhold til retten til fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i udlandet, som er sikret i samme konventions artikel 6. Det tilkommer derfor Domstolen at fastlægge sådanne principper for så vidt angår chartrets artikel 11, stk. 2, og artikel 47, stk. 2, med henblik på den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

138.

Den problemstilling, der er rejst i det andet præjudicielle spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret, drejer sig om, hvorvidt retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kan fastslå, at der foreligger en åbenbar krænkelse af pressefriheden på grund af domfældelsens uforholdsmæssige karakter, når domfældelsen vedrører en erstatning, der er tilkendt som erstatning for ikke-økonomisk skade. Inden jeg behandler denne problemstilling, finder jeg det hensigtsmæssigt at foretage nogle supplerende præciseringer med hensyn til dens rækkevidde.

139.

Indledningsvis synes den problemstilling, der er rejst i det andet præjudicielle spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret, i første række at udspringe af det kassationsanbringende, hvorved sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at en kontrol af erstatningens forholdsmæssighed kun kan finde sted, hvis erstatningen har karakter af straf og ikke af godtgørelse. Desuden har sagsøgerne i hovedsagen og den spanske regering anført, at den i hovedsagen omhandlede erstatning ikke er blevet kvalificeret som »straf« af den spanske ret, men tager sigte på at yde godtgørelse for den lidte ikke-økonomiske skade. Formuleringen af det andet præjudicielle spørgsmål lader formode, at den forelæggende ret har lagt samme forudsætning til grund.

140.

I anden række skal det nævnes, at dette kassationsanbringende tager sigte på et af de argumenter, der blev fremført af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), ifølge hvilket sagsøgerne i hovedsagen ikke havde påberåbt sig en økonomisk skade, og at det var vanskeligt at opgøre en ikke-økonomisk skade. I denne henseende må jeg anføre, at selv om det ikke er muligt at beregne den ikke-økonomiske skade på samme måde som den økonomiske skade, betyder dette imidlertid ikke, at en domfældelse i tilknytning til en ikke-økonomiske skade ikke udgør en godtgørelse ( 97 ).

141.

I tredje række synes den problemstilling, der er rejst i det andet spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret, at være baseret på den antagelse, at kvalificeringen af erstatningen både kan foretages af retten i domsstaten og af retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til (»hvis enten retten i domsstaten eller den ret, som anmodningen rettes til, kvalificerer erstatningen som strafferetlig«). Henset til betragtningerne i punkt 124-126 i dette forslag til afgørelse er forbuddet mod efterprøvelse af realiteten imidlertid til hinder for, at retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kan foretage en sådan karakterisering af erstatningen. Denne ret kan nemlig ikke sætte sin egen karakterisering i stedet for retten i domsstatens. Tilsvarende må den heller ikke undersøge den retlige bedømmelse eller bedømmelsen af de faktiske omstændigheder med henblik på at konkludere, at det tilkendte erstatningsbeløb ikke svarer til den lidte skade, og at en væsentlig del af dette beløb derfor ikke har karakter af godtgørelse, men af straf.

142.

Hvad herefter angår undersøgelsen af realiteten med hensyn til den problemstilling, der er rejst i det andet præjudicielle spørgsmål, vil jeg begynde med en analyse af det argument vedrørende aktuelle tendenser i international privatret, som parterne drøftede i retsmødet. Dernæst vil jeg foretage en nærmere undersøgelse af den relevante praksis fra Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen.

143.

Der er i international privatret blevet gjort flere forsøg – med eller, til tider, uden held ( 98 ) – på at fastsætte en klausul om grundlæggende retsprincipper, der specifikt omhandler tilkendelse eller fuldbyrdelse af erstatninger, der har karakter af straf. Denne omstændighed indebærer imidlertid ikke, at anvendelsen af grundlæggende retsprincipper er udelukket, når en domfældelse ikke vedrører en erstatning med karakter af godtgørelse.

144.

I denne henseende har nogle parter i deres skriftlige indlæg og i retsmødet henvist til konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 99 ) (herefter »konventionen af 2019«), som Unionen deltager i. Disse parter har nærmere bestemt gjort gældende, at selv om der i denne konvention er fastsat et forbud mod efterprøvelse af realiteten, bestemmes det i konventionens artikel 10, stk. 1, at »[a]nerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse kan afslås, hvis og i det omfang der ved retsafgørelsen er tilkendt en erstatning, herunder erstatning med afskrækkende eller straffende formål, som ikke er en kompensation til en af parterne for det faktiske tab eller den faktiske skade, der er lidt«.

145.

Relevansen af konventionen af 2019 for den foreliggende sag blev drøftet i retsmødet.

146.

På den ene side er »ærekrænkelse« og »privatlivets fred« ( 100 ) udelukket fra anvendelsesområdet for konventionen af 2019, fordi de, som det præciseres i den forklarende rapport til denne konvention, udgør følsomme områder for mange medlemsstater, der berører ytringsfriheden og dermed kan have forfatningsmæssige konsekvenser ( 101 ).

147.

På den anden side offentliggjorde Det Europæiske Institut for international ret i 2019 sin resolution om krænkelser af personlige rettigheder på internettet, og ifølge denne resolutions artikel 9, bør artikel 10 i konventionen af 2019 ligeledes finde anvendelse i tilfælde af en sådan krænkelse ( 102 ). Denne resolution har ganske vist ikke bindende virkning. Den er imidlertid blevet udarbejdet i dette instituts regi, og der kan ikke ses bort fra dettes kompetence med hensyn til at identificere aktuelle tendenser i international privat- og statsret ( 103 ). Nævnte resolution viser derfor, at relevansen af de løsninger, der blev anvendt af Haagerkonferencen, går videre end rammerne for konventionen af 2019.

148.

På trods af ordlyden af artikel 10 i konventionen af 2019 er sondringen mellem erstatning med karakter af godtgørelse og af straf ikke afgørende inden for rammerne af denne konvention. Ifølge den forklarende rapport til konventionen af 2019 kan fuldbyrdelse nemlig kun afslås på grundlag af denne bestemmelse, såfremt det åbenbart fremgår af dommen, at domfældelsen synes at gå videre end det tab eller den skade, der reelt er lidt. Inden for denne ramme kan, ud over erstatning med karakter af straf, »erstatning, der af retten i domsstaten kvalificeres som godtgørelse, i særlige tilfælde ligeledes være omfattet af denne bestemmelse« ( 104 ). Ifølge retslitteraturen er der i henhold til samme konvention derfor mulighed for at afslå fuldbyrdelse af en udenlandsk retsafgørelse, uanset om den vedrører erstatning, der har karakter af straf, eller erstatning, der på anden måde er uforholdsmæssig ( 105 ).

149.

Jeg udleder heraf, at det ifølge de aktuelle tendenser i international privatret i absolutte undtagelsestilfælde er muligt at anvende klausulen om grundlæggende retsprincipper, selv om domfældelsen vedrører erstatning med karakter af godtgørelse. I mangel af en klar angivelse af, hvilken tilgang EU-lovgiver anvendte i Bruxelles I-forordningen, skal blikket vendes mod den relevante retspraksis vedrørende denne forordning og ytringsfriheden.

150.

En læsning af dommen i sagen flyLAL-Lithuanian Airlines ( 106 ) kan give anledning til at antage, at det idømte beløb, der skal udgøre erstatningen for en økonomisk skade, og de deraf følgende økonomiske konsekvenser ikke i sig selv kan begrunde et afslag på at erklære en retsafgørelse for eksigibel. Domstolen fandt nemlig, at klausulen om grundlæggende retsprincipper ikke tager sigte på at beskytte rent økonomiske interesser, hvorfor alene en påberåbelse af alvorlige økonomiske konsekvenser ikke udgør en tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

151.

I denne dom sørgede Domstolen imidlertid for det første ligeledes for at fremhæve, at de retsafgørelser, som fuldbyrdelsen drejede sig om, udgjorde foreløbige og sikrende retsmidler og ikke bestod af udbetaling af et beløb, men alene af en kontrol med de goder, som tilhørte de sagsøgte i hovedsagen ( 107 ). For det andet fremgår det ikke af nævnte dom, at de alvorlige økonomiske konsekvenser i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, der ikke alene er begrænset til en påberåbelse af økonomiske interesser, ikke kan udgøre en begrundelse for et afslag på at erklære en retsafgørelse for eksigibel.

152.

Jeg fortolker dommen i sagen flyLAL-Lithuanian Airlines således, at når en domfældelse vedrører en erstatning med karakter af godtgørelse, er det muligt at anvende grundlæggende retsprincipper i absolutte undtagelsestilfælde, og kun når andre argumenter vedrørende de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er blevet påberåbt for at gøre indsigelse mod fuldbyrdelsen af denne domfældelse ( 108 ).

153.

I sin retspraksis på området for ytringsfrihed har Menneskerettighedsdomstolen anført, at karakteren og alvoren af de pålagte straffe er elementer, der skal tages i betragtning, når forholdsmæssigheden af et indgreb i retten til ytringsfrihed, der er sikret i EMRK’s artikel 10, skal vurderes ( 109 ). En læsning af denne retspraksis kan give anledning til at antage, at domfældelsen i sig selv er mindre vigtig end den pålagte straf og af underordnet betydning.

154.

Det må dog for det første anføres, at Menneskerettighedsdomstolens praksis omfatter to særskilte dele, nemlig én vedrørende strafferetlige sanktioner og én vedrørende domfældelser for ærekrænkelse, som er en civil lovovertrædelse. De nationale myndigheder skal nemlig udvise tilbageholdenhed i brugen af den strafferetlige vej og være meget opmærksom på strengheden af de strafferetlige sanktioner ( 110 ).

155.

Menneskerettighedsdomstolen har for det andet ganske vist fastslået, at der foreligger en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 10, når en civilretlig domfældelse vedrører et symbolsk beløb. Den betragtning, at domfældelsen er vigtigere end den underordnede betydning af den pålagte straf, var imidlertid ikke udgangspunktet for ræsonnementet, men et argument, der blev fremført i sidste række for at fremhæve, at den omstændighed, at en sådan domfældelse var af beskeden karakter, ikke var tilstrækkeligt til at begrunde indgrebet i sagsøgerens ytringsfrihed ( 111 ) uden nødvendigvis at have en faktisk afskrækkende virkning på udøvelsen af ytringsfriheden ( 112 ).

156.

Endnu vigtigere har Menneskerettighedsdomstolen for det tredje fundet, at personer, der har lidt skade som følge af ærekrænkende udtalelser, principielt skal bevare muligheden for at anlægge erstatningssag som et effektivt retsmiddel mod krænkelserne af personlige rettigheder ( 113 ). Ifølge denne domstol kan et usædvanligt og meget højt beløb som erstatning for ærekrænkelse under særlige omstændigheder give anledning til en indsigelse i henhold til EMRK’s artikel 10 ( 114 ). For at sikre en rimelig balance mellem de omhandlede rettigheder skal det erstatningsbeløb, der tildeles for ærekrænkelse, opvise en »rimelig forholdsmæssig sammenhæng« med skaden på omdømmet ( 115 ). Som de retslitterære forfattere har påpeget, har Menneskerettighedsdomstolen i denne henseende ikke forbudt enhver form for bøder eller domfældelser, der går videre end en godtgørelse. Denne konvention forbyder til gengæld domfældelser, der er uforholdsmæssige i den særlige betydning, der anvendes i Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 116 ), dvs. de domfældelser, der på grund af deres tungtvejende karakteristika i forhold til sagens faktiske omstændigheder fører til en begrænsning af ytringsfriheden, der ikke er nødvendig i et demokratisk samfund.

157.

Menneskerettighedsdomstolens praksis indeholder således på den ene side ingen fingerpeg med hensyn til, om erstatningers karakter af straf er en forudsætning for at fastslå en mulig krænkelse af de friheder, der er fastsat i Menneskerettighedsdomstolens artikel 10. På den anden side opstiller den visse kriterier for bedømmelsen af uforholdsmæssigheden af en sanktion, der har karakter af godtgørelse, som gør det muligt at fastslå, at denne fører til en begrænsning af ytringsfriheden, som ikke er nødvendig i et demokratisk samfund. Jeg vil undersøge disse bedømmelseskriterier nedenfor.

158.

Under alle omstændigheder og hvad angår den problemstilling, der er rejst i det andet præjudicielle spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret, og henset til både de aktuelle tendenser i international privatret og den relevante retspraksis, er jeg af den opfattelse, at når en domfældelse vedrører en erstatning med karakter af godtgørelse, er det muligt at anvende grundlæggende retsprincipper i absolutte undtagelsestilfælde og kun i forbindelse med andre argumenter vedrørende grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

159.

Samlet betragtet vedrører den problemstilling, der er rejst i det tredje til det syvende præjudicielle spørgsmål, således som de er formuleret af den forelæggende ret, to aspekter.

160.

Den forelæggende ret ønsker således dels oplyst, om den afskrækkende virkning af en domfældelse vedrørende erstatning, der er tilkendt som godtgørelse for en ikke-økonomisk skade i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 34, nr. 1), sammenholdt med chartrets artikel 11, dels hvilke elementer der skal tages i betragtning med henblik på at undersøge, om der foreligger en sådan afskrækkende virkning.

161.

Indledningsvis skal det nævnes, at selv om den forelæggende ret har henvist til begrebet afskrækkende virkning, har den imidlertid ikke defineret dette.

162.

I denne forbindelse synes denne henvisning for det første at udspringe af de af Cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) afsagte domme, hvori denne ret i vendinger, der minder om Menneskerettighedsdomstolens retspraksis, fastslog, at de omhandlede domme i hovedsagen havde en afskrækkende virkning på de sagsøgte i hovedsagens deltagelse i den offentlige debat vedrørende emner af interesse for fællesskabet, hvorved medierne ville blive hæmmet i udførelsen af deres oplysnings- og kontrolopgave. For det andet har den forelæggende ret i anmodningen om præjudiciel afgørelse henvist til Menneskerettighedsdomstolens praksis, idet den har anført, at »den afskrækkende virkning af en dom om erstatningspligt [udgør] et kriterium for vurderingen af, om en [...] foranstaltning med henblik på erstatning for ærekrænkende ytringer er forholdsmæssig«.

163.

I sin praksis vedrørende ytringsfrihed har Menneskerettighedsdomstolen uden forskel henvist til den »afskrækkende virkning« og »chilling effect« ( 117 ).

164.

De retslitterære forfattere har påpeget, at selv om Menneskerettighedsdomstolen endnu ikke har anført en nøjagtig materiel definition af begrebet afskrækkende virkning, har den imidlertid støttet sig på dette begreb med henblik på at begrunde en streng undersøgelse af de nationale foranstaltninger, som efter dens opfattelse har størst sandsynlighed for at skabe negative virkninger, der går ud over de enkeltsager, hvori de anvendes, således at fysiske og juridiske personer afskrækkes fra at udøve deres rettigheder af frygt for at blive genstand for sådanne foranstaltninger ( 118 ).

165.

I overensstemmelse hermed anføres det i retslitteraturen, at begrebet afskrækkende virkning ikke anvendes konsekvent i retspraksis vedrørende ytringsfrihed, bl.a. idet det synes at tage sigte på følgevirkningerne af et indgreb i ytringsfriheden, der går ud over situationen for den person, der er direkte berørt af dette indgreb ( 119 ).

166.

I en del af denne retspraksis vedrørende civilretlige sanktioner synes Menneskerettighedsdomstolen nemlig at anvende begrebet afskrækkende virkning i forbindelse med den journalistiske frihed i den berørte stat. Denne domstol henviser til udfaldet af den nationale sagsbehandling, der pålægger de berørte personer en urimeligt stor og uforholdsmæssig byrde, »der kan have en »chilling effect« på pressefriheden på den sagsøgte stats område« ( 120 ), til et samlet idømt beløb som værende »en væsentlig faktor med hensyn til en mulig »chilling effect« af sagen på denne og på andre journalister« ( 121 ) eller til en »[domfældelse, der] uundgåeligt indebærer en risiko for at afskrække journalister fra at bidrage til den offentlige debat om spørgsmål af interesse for fællesskabet« ( 122 ).

167.

Menneskerettighedsdomstolens definition af virkninger, der er afskrækkende eller uacceptable set i forhold til beskyttelsen af pressefriheden i forbindelse med debatten om et spørgsmål af almen interesse, forekommer at være relevant i forbindelse med den foreliggende sag, der drejer sig om problemstillingen om afslag på at erklære en retsafgørelse for eksigibel med den begrundelse, at en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat åbenbart vil stride mod de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

168.

For det første risikerer sådanne uacceptable virkninger nemlig at afskrække journalister fra at bidrage til den offentlige debat om spørgsmål af interesse for fællesskabet. Debatten om spørgsmål angående doping i fodbold er af almen interesse ( 123 ), og bidrag til en debat af almen interesse udgør et afgørende element, der skal tages i betragtning ved afvejningen af konkurrerende grundlæggende rettigheder ( 124 ).

169.

For det andet skal der i denne sammenhæng, når der er tale om en anvendelse af klausulen om grundlæggende retsprincipper, dels findes en rimelig balance mellem ytringsfriheden og retten til fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, som er sikret i chartrets artikel 47, stk. 2. Afvejningen med henblik på en rimelig balance kan i princippet ikke føre til, at virkningerne af fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, der vil berøre den sagsøgte, er til hinder for fuldbyrdelsen heraf. Det ligger i sagens natur, at en domfældelse har konsekvenser for den sagsøgte.

170.

Dels er det, som jeg har anført i punkt 152 i dette forslag til afgørelse, når en domfældelse vedrører en erstatning med karakter af godtgørelse, muligt at anvende grundlæggende retsprincipper i absolutte undtagelsestilfælde, og kun i forhold til andre argumenter vedrørende en trussel mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Dette er tilfældet med hensyn til argumentet om, at det kan have en afskrækkende virkning på pressefriheden i den berørte medlemsstat, såfremt retsafgørelserne erklæres eksigible. Den således definerede afskrækkende virkning påvirker både den journalistiske frihed i den berørte medlemsstat og informationsfriheden for den almene offentlighed. Afslaget på at erklære en retsafgørelse eksigibel beskytter i et sådant tilfælde ikke blot den sagsøgte mod den sanktion, som den pågældende er blevet pålagt, men også samfundets interesser i den berørte medlemsstat.

171.

Fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat og kan have en afskrækkende virkning på udøvelsen af pressefriheden i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, medfører således en åbenbar og uforholdsmæssig tilsidesættelse af det grundlæggende princip i sidstnævnte medlemsstat og udgør følgelig en begrundelse for at afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel. Herefter skal de kriterier, der gør det muligt at fastslå, at en domfældelse har en sådan virkning, fastlægges.

172.

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt der kan tages hensyn til de omstændigheder, der er beskrevet i det tredje til det syvende præjudicielle spørgsmål, således som de er formuleret af denne ret, med henblik på at fastslå, om der foreligger en åbenbar tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. I denne henseende kan det være fristende at lade sig inspirere af Menneskerettighedsdomstolens praksis, der med henblik på at konstatere en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 10 synes at tillægge hver af de af den forelæggende ret nævnte omstændigheder en vis vægt.

173.

Som det fremgår af punkt 129 i dette forslag til afgørelse, er spørgsmålet ved retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke, om erstatningerne er forholdsmæssige, men snarere, om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der tilkender erstatning, kan have en afskrækkende virkning, der fører til en åbenbar og uforholdsmæssig krænkelse af pressefriheden i denne medlemsstat på grund af den pålagte sanktion. De undersøgelser, der foretages af retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kan derfor kun tilsigte at fastlægge risikoen for en sådan afskrækkende virkning uden at indebære en kontrol af de undersøgelser af realiteten, som retten i domsstaten har foretaget. I forlængelse af denne argumentation består Domstolens opgave heller ikke i at træde i stedet for Menneskerettighedsdomstolen med henblik på at fastslå en krænkelse af pressefriheden, der kan tilskrives sidstnævnte medlemsstat.

174.

I samme sammenhæng er de sagsøgte i hovedsagen ved dommene foruden betalingen af erstatning, renter og omkostninger blevet pålagt at offentliggøre den retsafgørelse, der er truffet i domsstaten. De præjudicielle spørgsmål tager imidlertid kun sigte på domfældelsen med hensyn til dens økonomiske dimension. Klausulen om grundlæggende retsprincipper kan nemlig kun anvendes i tilfælde af, at der sker en krænkelse af retsordenen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, som følge af elementerne i den retsafgørelse, der ønskes fuldbyrdet i den pågældende medlemsstat. Set ud fra Menneskerettighedsdomstolens synspunkt skal bedømmelsen af et indgreb i ytringsfriheden med hensyn til dets afskrækkende virkning tage hensyn til karakteren af de andre sanktioner og foranstaltninger, der pålægges den berørte person ( 125 ).

175.

Med det tredje til det syvende præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den berørte persons indtægter, grovheden af de uagtsomme handlinger, omfanget af skaden samt betydningen af den fastslåede afskrækkende virkning, henset til den økonomiske situation, som et selskab, der udgiver en avis, og den skrevne presse generelt befinder sig i, skal tages i betragtning med henblik på at fastslå, at der foreligger en afskrækkende virkning. Det ønskes desuden oplyst, om eksistensen af en afskrækkende virkning skal bedømmes på samme måde med hensyn til selskabet, der udgiver en avis, og journalisten.

176.

For så vidt angår betydningen af den afskrækkende virkning (det fjerde præjudicielle spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret) er det, henset til nødvendigheden af afvejningen af de omhandlede grundlæggende rettigheder ( 126 ), alene risikoen for en afskrækkende virkning, der går ud over situationen for den direkte berørte person, der kan begrunde et afslag på at erklære en retsafgørelse for eksigibel, fordi den udgør en åbenbar og uforholdsmæssig krænkelse af pressefriheden i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Det er alene i en sådan situation, at retten i denne medlemsstat skal anvende klausulen om grundlæggende retsprincipper for at afhjælpe en åbenbar mangel i beskyttelsen af denne frihed ( 127 ).

177.

For så vidt angår den berørte persons indtægter, henset til, om der er tale om en fysisk eller en juridisk person (første del af det tredje spørgsmål samt det femte og det sjette spørgsmål, således som de er formuleret af den forelæggende ret), skal retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, tage i betragtning, at det samlede beløb, som den berørte person er forpligtet til at betale, er en væsentlig faktor med hensyn til den mulige afskrækkende virkning over for denne person og andre journalister ( 128 ).

178.

Menneskerettighedsdomstolen synes ganske vist som en formildende omstændighed at tage hensyn til, at udgiveren og journalisten, som i den foreliggende sag, hæfter solidarisk for betalingen af en sanktion ( 129 ). Den afskrækkende virkning bedømmes imidlertid ikke på samme måde med hensyn til selskabet, der udgiver en avis, og journalisten, der har skrevet den anfægtede artikel.

179.

Hvad nemlig på den ene side angår den fysiske person har Menneskerettighedsdomstolen henvist til den berørte persons løn eller til referenceværdier, såsom mindstelønnen ( 130 ) eller gennemsnitslønnen ( 131 ) i den omhandlede sagsøgtes stat. I princippet skal det samlede beløb, som den berørte person er forpligtet til at betale, anses for åbenbart urimeligt, når den pågældende skal kæmpe i årevis for at betale det fulde beløb, eller når dette beløb svarer til et tocifret antal normale minimumslønninger i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Hvad på den anden side angår en juridisk person har Menneskerettighedsdomstolen påset, at de erstatningsbeløb, der pålægges medieselskaber, ikke er af en sådan karakter, at de udgør en trussel mod selskabernes økonomiske grundlag ( 132 ) og dermed anses for åbenbart urimelige.

180.

Hvad desuden angår den skrevne presses generelle økonomiske situation i den medlemsstat, som anmodningen rettes til (det syvende spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret), skal retten i denne medlemsstat, selv om en mulig afskrækkende virkning påvirker journalister og medieselskaber i den pågældende medlemsstat, ikke tage hensyn til sidstnævntes økonomiske situation med henblik på at afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel. Set ud fra journalisternes og medieselskabernes synspunkt er det afgørende at vide, at de også kan blive genstand for en domfældelse, der på baggrund af omstændighederne i den foreliggende sag er åbenbart urimelig.

181.

Henset til den rolle, som retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, indtager i den ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse, der er fastsat ved Bruxelles I-forordningen ( 133 ), skal de undersøgelser, der foretages af denne ret, endelig navnlig vedrøre de åbenbare og uforholdsmæssige virkninger for pressefriheden af den sanktion, der er blevet pålagt ved den retsafgørelse, som der anmodes om fuldbyrdelse af. Nævnte ret må følgelig ikke efterprøve rigtigheden af den retlige bedømmelse eller den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af retten i domsstaten, med hensyn til grovheden af de uagtsomme handlinger eller omfanget af skaden (anden del af det tredje spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret).

182.

For at sikre, at resultatet af en afvejning af de omhandlede rettigheder ikke er karakteriseret ved en åbenbar mangel på beskyttelse af grundlæggende rettigheder ( 134 ), kan retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, til gengæld tage hensyn til grovheden af de uagtsomme handlinger og omfanget af skaden med henblik på at fastslå, at det samlede idømte beløb på trods af, at det a priori er åbenbart urimeligt, er passende med henblik på at imødegå virkningerne af de ærekrænkende ytringer ( 135 ).

183.

Ifølge den velkendte formodning for »tilsvarende beskyttelse«, der følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis og finder anvendelse på medlemsstaterne ( 136 ), skal en foranstaltning, der træffes af en medlemsstat med henblik på varetagelse af forpligtelser, der følger af dens tilhørsforhold til Unionen, anses for begrundet i forhold til EMRK, eftersom det er ubestridt, at Unionen sikrer de grundlæggende rettigheder en beskyttelse, der som minimum svarer til den beskyttelse, der er sikret ved EMRK ( 137 ). Det er ganske vist alene Menneskerettighedsdomstolen, der vurderer, om denne formodning finder anvendelse, og hvilke konsekvenser dette skal have. Af hensyn til samordningen af chartret og EMRK og med henblik på også at give Domstolen et fyldestgørende svar hvad angår dens doms fremadrettede konsekvenser skal jeg dog anføre nogle supplerende betragtninger vedrørende nævnte formodning.

184.

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at anvendelsen af formodningen for tilsvarende beskyttelse er undergivet to betingelser: De nationale myndigheder må ikke have noget råderum, og alle muligheder i henhold til den i EU-retten fastsatte kontrolmekanisme skal udnyttes ( 138 ), herunder den præjudicielle forelæggelse for Domstolen, ved hvilken spørgsmål om grundlæggende rettigheder kan behandles. Eftersom der er indgivet en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen, og det kun tilkommer Menneskerettighedsdomstolen at foretage en undersøgelse af, om den anden betingelse er opfyldt, vil jeg fokusere på den første betingelse.

185.

I denne forbindelse undersøges spørgsmålet, om formodningen for tilsvarende beskyttelse finder anvendelse, af Menneskerettighedsdomstolen, der herved tager hensyn til »den konkrete bestemmelse, der anvendes i den pågældende sag« ( 139 ), og alle deraf følgende konsekvenser for den berørte medlemsstat i overensstemmelse med Domstolens fortolkning ( 140 ). Dette indebærer, at samtlige relevante elementer inden for den EU-retlige ramme, der medfører forpligtelser for en berørt medlemsstat i forhold til Unionen og de andre medlemsstater, tages i betragtning.

186.

I den foreliggende sag er spørgsmålet derfor, om retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, under ordningen i Bruxelles I-forordningen, når den behandler en appel i medfør af denne forordnings artikel 43 og 44, bevarer skønsbeføjelsen med hensyn til at beslutte, om den vil gøre brug af klausulen om grundlæggende retsprincipper, når fuldbyrdelsen af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat åbenbart strider mod en grundlæggende rettighed, der er sikret ved chartret.

187.

Mig bekendt har Domstolen ikke tidligere udtalt sig om en sådan situation ( 141 ). En del af retslitteraturen er af den opfattelse, at klausulen om grundlæggende retsprincipper forudsætter, at der foreligger en skønsbeføjelse, hvilket udelukker anvendelsen af formodningen om tilsvarende beskyttelse ( 142 ). Jeg er imidlertid af den opfattelse, at dette ikke er tilfældet, når den påståede tilsidesættelse vedrører et grundlæggende princip i Unionens retsorden.

188.

Det er nemlig ganske vist fastsat i Bruxelles I-forordningens artikel 45, stk. 1, at retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kun kan afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel af en af de i forordningens artikel 34 og 35 anførte grunde. Hvad angår begrundelsen for at afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel henviser førstnævnte bestemmelse til forordningens artikel 34, nr. 1), der kategorisk bestemmer, at en retsafgørelse ikke kan anerkendes, såfremt anerkendelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

189.

Som det fremgår af punkt 102 i dette forslag til afgørelse fastlægger den medlemsstat, som anmodningen rettes til, i øvrigt ikke ensidigt indholdet af Unionens grundlæggende retsprincipper. Karakteriseringen af tilsidesættelsen af disse principper som åbenbar følger ligeledes af en korrekt fortolkning af EU-retten og er således undergivet Domstolens kontrol. Endnu vigtigere er overholdelse af de grundlæggende rettigheder ikke et spørgsmål om, at den medlemsstat, som anmodningen rettes til, udviser god vilje eller høflighed. Når retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, forelægges et klagepunkt om, at fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er omfattet af Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde, vil føre til en åbenbar tilsidesættelse af Unionens grundlæggende retsprincipper og nærmere bestemt af en grundlæggende ret, er den forpligtet til at afslå at erklære denne for eksigibel. I en sådan situation skal den således afslå at erklære denne retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet.

190.

For fuldstændighedens skyld indebærer den omstændighed, at retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er forpligtet til at undersøge, om betingelserne for at erklære en retsafgørelse for eksigibel er opfyldt, ikke ensbetydende med, at den udøver en skønsbeføjelse som omhandlet i retspraksis vedrørende EMRK. Menneskerettighedsdomstolen har nemlig fastslået, at formodningen for tilsvarende beskyttelse finder anvendelse, når den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kan afslå at anerkende en udenlandsk retsafgørelse og at erklære den for eksigibel »inden for nøje definerede grænser og med forbehold for, at visse forudsætninger er opfyldt« ( 143 ).

191.

På baggrund af samtlige de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg, at de præjudicielle spørgsmål besvares således, at Bruxelles I-forordningens artikel 45, stk. 1, sammenholdt med denne forordnings artikel 34, nr. 1), og artikel 45, stk. 2, samt chartrets artikel 11, skal fortolkes således, at en medlemsstat, hvori der er anmodet om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, vedrørende en domfældelse af et selskab, der udgiver en avis, og af en journalist for at have krænket en sportsklubs og et medlem af dens lægeholds omdømme foranlediget af en nyhedsartikel, der er blevet offentliggjort i den pågældende avis, skal afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve denne afgørelse, når fuldbyrdelse af retsafgørelsen ville føre til en åbenbar krænkelse af ytringsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11 ( 144 ). Der foreligger en sådan krænkelse, når fuldbyrdelse af nævnte retsafgørelse medfører en mulig afskrækkende virkning med hensyn til deltagelsen i debatten om et spørgsmål af almen interesse både over for de domfældte personer og over for andre medieselskaber og journalister i den medlemsstat, som anmodningen rettes til ( 145 ). En sådan mulig afskrækkende virkning foreligger, når det samlede beløb, der kræves betalt, er åbenbart urimeligt, henset til, hvem den berørte person er, og dennes økonomiske situation. I tilfældet med en journalist opstår den mulige afskrækkende virkning navnlig, når dette beløb svarer til et tocifret antal normale minimumslønninger i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. I tilfældet med et selskab, der udgiver en avis, skal den mulige afskrækkende virkning opfattes således, at der kan være tale om at bringe avisens finansielle balance i fare ( 146 ). Retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kan alene tage hensyn til grovheden af de uagtsomme handlinger og omfanget af skaden med henblik på at fastslå, at det samlede idømte beløb på trods af, at det a priori er åbenbart urimeligt, er passende med henblik på at imødegå virkningerne af de ærekrænkende ytringer ( 147 ).

192.

For fuldstændighedens skyld kan retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, når den forelægges et klagepunkt, hvori det gøres gældende, at fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat, hvorved et selskab, der udgiver en avis, og en journalist, der har skrevet den anfægtede artikel, er blevet dømt til i fællesskab og solidarisk at betale et betydeligt beløb i erstatning for den samme ikke-økonomiske skade, strider mod pressefriheden i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, afslå at erklære retsafgørelsen vedrørende domfældelsen af en af disse personer for eksigibel. I henhold til Bruxelles I-forordningens artikel 48 skal retten eller den kompetente myndighed nemlig erklære et eller flere krav for eksigible, såfremt der ved den udenlandske retsafgørelse er taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible.

193.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:

»Artikel 45, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, sammenholdt med forordningens artikel 34, nr. 1), og artikel 45, stk. 2, samt artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

en medlemsstat, hvori der er anmodet om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, vedrørende en domfældelse af et selskab, der udgiver en avis, og af en journalist for at have krænket en sportsklubs og et medlem af dens lægeholds omdømme foranlediget af en nyhedsartikel, der er blevet offentliggjort i den pågældende avis, skal afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve denne afgørelse, når fuldbyrdelse af retsafgørelsen ville føre til en åbenbar krænkelse af ytringsfriheden, der er sikret ved artikel 11 i chartret om grundlæggende rettigheder.

Der foreligger en sådan krænkelse, når fuldbyrdelse af nævnte retsafgørelse medfører en mulig afskrækkende virkning med hensyn til deltagelsen i debatten om et spørgsmål af almen interesse både over for de domfældte personer og over for andre medieselskaber og journalister i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. En sådan mulig afskrækkende virkning foreligger, når det samlede beløb, der kræves betalt, er åbenbart urimeligt, henset til, hvem den berørte person er, og dennes økonomiske situation. I tilfældet med en journalist opstår den mulige afskrækkende virkning navnlig, når dette beløb svarer til et tocifret antal normale minimumslønninger i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. I tilfældet med et selskab, der udgiver en avis, skal den mulige afskrækkende virkning opfattes således, at der kan være tale om at bringe avisens finansielle balance i fare. Retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kan alene tage hensyn til grovheden af de uagtsomme handlinger og omfanget af skaden med henblik på at fastslå, at det samlede idømte beløb på trods af, at det a priori er åbenbart urimeligt, er passende med henblik på at imødegå virkningerne af de ærekrænkende ytringer.«