1.

Siden Talibanstyrets tilbagevenden i Afghanistan er der sket en hurtig forringelse af situationen for piger og kvinder til et punkt, hvor der er tale om en direkte afvisning af deres identitet. For ikke at blive udsat for denne utålelige situation flygter afghanske piger og kvinder fra deres land eller nægter at vende tilbage dertil og søger asyl bl.a. i Den Europæiske Union. Stillet over for denne situation vakler medlemsstaternes myndigheder mellem at tildele disse kvinder flygtningestatus alene på grund af deres køn og at foretage en individuel undersøgelse af, om der foreligger risiko for forfølgelse.

2.

Den foreliggende sag vil give Domstolen lejlighed til at afklare denne situation.

3.

Med de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse anmodes Domstolen nærmere bestemt om at præcisere fremgangsmåden ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger en velbegrundet frygt for at blive udsat for »forfølgelse« som omhandlet i artikel 9 direktiv 2011/95/EU ( 2 ), når anmodningen om international beskyttelse indgives af en kvinde med den begrundelse, at hun i tilfælde af, at hun vender tilbage til sit hjemland, risikerer at blive udsat for anvendelse af flere diskriminerende handlinger og foranstaltninger, der begrænser udøvelsen af hendes borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

4.

Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) har navnlig spurgt Domstolen, om retsakter som dem, der er blevet vedtaget af Talibanstyret siden den 15. august 2021, der begrænser pigers og kvinders adgang til uddannelse, til udøvelse af erhvervsaktivitet og til sundhedsydelser, deres deltagelse i det offentlige og politiske liv samt deres bevægelsesfrihed og deres mulighed for at dyrke sport, som desuden pålægger dem at dække hele deres krop og ansigt, og som fratager dem beskyttelse mod kønsspecifik vold og vold i hjemmet, henset til deres samlede virkning og deres intensitet kan anses for »forfølgelse« som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95. I denne sammenhæng anmodes Domstolen derfor om at uddybe de principper, som den allerede har anvendt i dom af 5. september 2012, Y og Z ( 3 ), og af 7. november 2013, X m.fl. ( 4 ), vedrørende fortolkningen af begrebet »forfølgelse« som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83/EF ( 5 ), der er blevet ophævet og erstattet af direktiv 2011/95, hvorved affattelsen af artikel 9 er stort set identisk i disse to direktiver.

5.

Den forelæggende ret har desuden ønsket oplyst, om den kompetente myndighed i forbindelse med den undersøgelse af den kvindelige ansøgers personlige stilling og forhold, der kræves med henblik på vurderingen af ansøgningen om international beskyttelse ud fra det specifikke sagsforhold, kan fastslå, at der foreligger en velbegrundet frygt for at blive udsat for en sådan forfølgelse på grund af hendes køn, uden at skulle undersøge andre specielle omstændigheder ved hendes situation.

6.

Dette andet spørgsmål vedrørende rækkevidden af den vurdering ud fra det specifikke sagsforhold, som EU-lovgiver har foreskrevet i artikel 4, stk. 3, i direktiv 2011/95, indgår i en særlig kontekst. Visse medlemsstater, såsom Kongeriget Sverige ( 6 ), Kongeriget Danmark ( 7 ) og Republikken Finland ( 8 ), har allerede besluttet at tildele kvindelige afghanske statsborgere flygtningestatus næsten automatisk alene på grund af deres køn, hvorved disse stater har lagt sig på linje med dem, der allerede fra august 2021 foreslog at iværksætte den ordning for midlertidig beskyttelse, der blev indført ved direktiv 2001/55/EF ( 9 ). Den Europæiske Unions Asylagentur (EUAA) konkluderede for sit vedkommende i sin seneste rapport om situationen i Afghanistan (2023), at der generelt er fastslået en begrundet frygt for forfølgelse for så vidt angår afghanske piger og kvinder, henset til de foranstaltninger, der er blevet indført af Talibanstyret ( 10 ), og De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har i sin erklæring, der er blevet udsendt i forbindelse med de foreliggende forelæggelsesafgørelser, ligeledes fremhævet, at der foreligger en formodning for anerkendelse af flygtningestatus med hensyn til afghanske piger og kvinder ( 11 ).

7.

I dette forslag til afgørelse vil jeg redegøre for grundene til, at jeg anser de foranstaltninger, hvortil den forelæggende ret har henvist, for at udgøre »forfølgelse« som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95. Jeg vil gøre klart, at den alvorlige, systematiske og institutionaliserede diskrimination af afghanske piger og kvinder fører til, at de fratages deres mest grundlæggende rettigheder i samfundslivet, og gør indgreb i den fulde respekt for den menneskelige værdighed som sikret ved artikel 2 TEU og ved artikel 1 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 12 ).

8.

Jeg vil ligeledes redegøre for, hvorfor jeg er af den opfattelse, at der intet er til hinder for, at den kompetente myndighed fastslår, at der foreligger en velbegrundet frygt for forfølgelse alene på grund af ansøgerens køn, uden at skulle undersøge andre specielle omstændigheder ved hendes personlige situation.

9.

Artikel 15 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ( 13 ) med overskriften »Fravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan en Høj kontraherende Part træffe forholdsregler, der fraviger dens forpligtelser ifølge denne konvention, i det omfang det er strengt påkrævet af situationen, og forudsat at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.

2.   Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra artikel 2 [(»Ret til livet«)], undtagen ved død som følge af lovlige krigshandlinger, eller fra artiklerne 3 [(»Forbud mod tortur«)], 4, stk. 1[ (»Forbud mod slaveri og tvangsarbejde«),] og 7 [(»Ingen straf uden retsregel«)].«

10.

14. betragtning til direktiv 2011/95 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne bør have beføjelse til at indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser end de i dette direktiv fastsatte standarder for tredjelandsstatsborgere og statsløse, der søger om international beskyttelse i en medlemsstat, når en sådan ansøgning anses for at være begrundet med, at den pågældende enten er flygtning efter artikel 1, afsnit A, i konventionen [om flygtninges retsstilling ( 14 ), som suppleret ved protokollen om flygtninges retsstilling ( 15 ) (herefter »Genèvekonventionen«)] eller er berettiget til subsidiær beskyttelse.«

11.

Dette direktivs artikel 2, litra d), fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

12.

Nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Gunstigere standarder« bestemmer:

»Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde gunstigere standarder for fastsættelse af, hvem der kan anerkendes som flygtninge eller som personer, der er berettigede til subsidiær beskyttelse, og for fastsættelse af indholdet af international beskyttelse, for så vidt disse standarder er forenelige med dette direktiv.«

13.

Artikel 4 i direktiv 2011/95 med overskriften »Vurdering af kendsgerninger og omstændigheder« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.

2.   De i stk. 1 nævnte elementer består af ansøgerens forklaringer og al anden for ansøgeren tilgængelig dokumentation om ansøgerens alder, baggrund, herunder eventuelle slægtninges baggrund, identitet, statsborgerskab(er), tidligere opholdssted(er) og ‑land(e), tidligere asylansøgninger, rejserute, rejsedokumentation samt grundene til, at vedkommende ansøger om international beskyttelse.

3.   Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:

[…]«

14.

Direktivets artikel 9 med overskriften »Forfølgelse« fastsætter følgende i stk. 1 og 2:

»1.   For at anses for forfølgelse som omhandlet i artikel 1, afsnit A, i Genèvekonventionen skal adfærd:

2.   Forfølgelse i henhold til stk. 1 kan f.eks. tage form af:

[…]

15.

Sagsøgeren i hovedsagen i sag C-608/22, AH, er en kvindelig afghansk statsborger, der er født i 1995. Efter at være indrejst til Østrig den 31. august 2015 indgav hun ansøgning om international beskyttelse i denne medlemsstat. Til støtte for sin ansøgning oplyste hun bl.a., at hun var flygtet fra et tvangsægteskab, som var planlagt af hendes far. Sagsøgeren, der dengang var ca. 14 år gammel, flygtede med sin mor til Iran, hvor hun boede sammen med sine to søstre indtil 2015. Hun indgav sin ansøgning i Østrig, fordi hendes ægtefælle, som hun havde giftet sig med under et ophold i Grækenland, allerede boede i Østrig.

16.

Sagsøgeren i hovedsagen i sag C-609/22, FN, er ligeledes en kvindelig afghansk statsborger, der er født i 2007. Hun indgav en ansøgning om international beskyttelse i Østrig i 2020. Hun har aldrig boet i Afghanistan. Det sidste sted, hun havde boet sammen med sin mor og sine to søstre, var i Iran, hvorfra hun flygtede, fordi medlemmerne af hendes familie ikke havde opholdstilladelse i landet og ikke havde lov til at arbejde, og fordi hun selv ikke kunne gå i skole. Hun oplyste, at hun som kvinde, hvis hun vendte tilbage til Afghanistan, ville være udsat for en risiko for bortførelse, at hun ikke kunne gå i skole, og at hun risikerede ikke at kunne sikre sit underhold, da hun ikke har familie i landet. Til støtte for sin ansøgning gjorde FN ligeledes gældende, at hun ønskede at leve frit og have de samme rettigheder som mænd.

17.

Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (forbundskontoret for immigration og asyl, Østrig) fandt, at de af AH fremførte grunde til flugten var utroværdige, og at FN ikke var udsat for en reel risiko for forfølgelse i Afghanistan på grundlag af de rapporter, som forelå på tidspunktet for afgørelsen, dvs. oktober 2020. Denne myndighed afslog således at tildele flygtningestatus som omhandlet i artikel 2, litra e), i direktiv 2011/95 i de to tilfælde. Myndigheden tildelte imidlertid AH og FN international beskyttelse med den begrundelse, at de i mangel af et socialt netværk i Afghanistan ville være udsat for problemer af økonomisk og social karakter, hvis de vendte tilbage dertil.

18.

AH og FN indbragte hver især afgørelserne om afslag på at tildele dem flygtningestatus for Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig), hvorved de bl.a. gjorde gældende, at situationen i Afghanistan efter Talibanstyrets magtovertagelse i sommeren 2021 havde ændret sig, således at kvinder siden da har været udsat for forfølgelse i betydeligt omfang. FN er af den opfattelse, at alene den omstændighed, at man er afghansk kvinde, bør føre til tildeling af flygtningestatus, således som anerkendt af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) i dens retspraksis fra den foregående periode, hvor Taliban havde taget magten.

19.

Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) afviste disse to klager som ugrundede, idet den navnlig bemærkede, at sagsøgerne, henset til deres livsomstændigheder i Østrig, ikke har tilegnet sig en »vestlig livsførelse«, som er blevet en så væsentlig del af deres identitet, at det ikke vil være muligt for dem at give afkald herpå for at undgå trusler om forfølgelse i deres hjemland.

20.

AH og FN iværksatte hver især revisionsappel ved Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol), hvorved de på ny gjorde gældende, at kvinders situation under det nye Talibanstyre i sig selv kan begrunde, at de tildeles flygtningestatus.

21.

På denne baggrund har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, som er identiske i de to sager:

22.

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 13. oktober 2022 er disse sager blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del og Domstolens dom.

23.

Sagsøgerne, den østrigske, den belgiske, den spanske og den franske regering samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg.

24.

I henhold til artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 forudsætter anerkendelse af flygtningestatus, at den pågældende tredjelandsstatsborger står over for en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe.

25.

For at tildele flygtningestatus skal den kompetente myndighed derfor nå til den konklusion, at der foreligger forfølgelse eller en risiko for forfølgelse af den pågældende person.

26.

Det følger for det første af artikel 9 i direktiv 2011/95, sammenholdt med artikel 10 heri, at begrebet »forfølgelse« består af to elementer.

27.

Det første er det materielle element. Det drejer sig om det i direktivets artikel 9 definerede begreb »forfølgelse«. Dette element er afgørende, da det begrunder personens frygt og forklarer, hvorfor denne ikke kan eller vil påberåbe sig beskyttelse i sit hjemland. Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret således oplyst, om de diskriminerende foranstaltninger, som Talibanstyret har indført med hensyn til piger og kvinder, når den grad af alvor, der kræves i henhold til det nævnte direktivs artikel 9 for at kunne kvalificeres som »forfølgelse«. Det andet er det intellektuelle element. Der er herved tale om de i samme direktivs artikel 10 omhandlede grunde til, at handlingen eller handlingerne eller foranstaltningerne samlet set er foretaget eller iværksat. Sidstnævnte element er ikke aktuelt i de foreliggende sager.

28.

For det andet skal den kompetente myndighed på grundlag af en vurdering af de faktiske forhold og omstændighederne i forbindelse med ansøgningen om international beskyttelse som foreskrevet i artikel 4 i direktiv 2011/95 undersøge, om ansøgerens frygt for forfølgelse ved tilbagevenden til sit hjemland er velbegrundet. Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en afghansk kvinde, navnlig henset til dette direktivs artikel 4, stk. 3, har ret til international beskyttelse, uden at der skal foretages en vurdering af hendes situation ud fra det specifikke sagsforhold, henset til den omstændighed, at visse kvinder muligvis ikke afviser, eller endog bifalder, de foranstaltninger, der er indført eller tolereres af Taliban, hvorfor disse foranstaltninger ikke har betydning for de pågældende kvinders konkrete situation.

29.

Med det første præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt ønsket oplyst, om artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at de diskriminerende handlinger og foranstaltninger, der pålægger piger og kvinder strenge begrænsninger med hensyn til deres bevægelsesfrihed, deres deltagelse i det offentlige og politiske liv, deres adgang til uddannelse og sundhedsydelser, deres udøvelse af erhvervsaktivitet og sport, og som desuden fratager dem beskyttelse mod kønsspecifik vold og vold i hjemmet og pålægger dem en beklædningsforskrift, hvorefter de skal dække hele deres krop og ansigt, udgør »forfølgelse«.

30.

I deres indlæg har AH, den belgiske regering og Kommissionen udtrykt tvivl vedrørende rækkevidden af dette spørgsmål.

31.

For det første har Kommissionen og den belgiske regering fremhævet, at det ikke tilkommer Domstolen på et abstrakt plan at tage stilling til, om den anvendelse af flere foranstaltninger, hvortil den forelæggende ret udtrykkeligt har henvist, udgør »forfølgelse« som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95. Det er ganske vist korrekt, at denne vurdering i henhold til dette direktivs artikel 4 og til artikel 10, stk. 3, i direktiv 2013/32/EU ( 16 ) alene henhører under den kompetente myndigheds ansvar, hvorved denne myndighed skal vurdere ansøgerens behov for international beskyttelse efter en passende, fuldstændig og ajourført sagsbehandling.

32.

Jeg mener imidlertid ikke, at det første præjudicielle spørgsmål er stillet abstrakt. Den forelæggende ret søger nemlig alene at opnå en forståelse af, hvordan alvoren af disse foranstaltninger som følge af deres kumulative virkning skal vurderes i forhold til den grad af alvor, der kræves i henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95. Som anvendelsen af adverbiet »navnlig« i formuleringen af dette spørgsmål vidner om, har den forelæggende ret ikke forsøgt at opregne alle de foranstaltninger, for hvilke kvindelige afghanske statsborgere kan blive udsat, såfremt de vender tilbage til deres hjemland. Omfanget af disse foranstaltninger vokser løbende, som det fremgår af EUAA’s seneste rapport om situationen i Afghanistan (2023) ( 17 ) og Talibanstyrets seneste dekret om lukning af skønhedssaloner, som var det eneste »offentlige« sted, hvor kvinder stadig havde lov til at forsamles. Den forelæggende ret er bevidst om, at selv om de nævnte foranstaltninger isoleret set giver anledning til fordømmelse, udgør de ikke en krænkelse af en absolut ret som omhandlet i EMRK’s artikel 15, stk. 2, der ikke kan fraviges, og om, at de samlet set ikke kan anses for at nå den grad af alvor, der kræves i henhold artikel 9, stk. 1, litra a), i dette direktiv.

33.

For det andet har AH i sit indlæg hævdet, at det ikke er nødvendigt at undersøge de diskriminerende foranstaltninger, som den forelæggende ret har nævnt, i lyset af artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95, eftersom afghanske piger og kvinder også er udsat for handlinger, der i alvorlig grad påvirker deres grundlæggende rettigheder som omhandlet i samme direktivs artikel 9, stk. 1, litra a). Det er nemlig åbenbart, at den kønsspecifikke vold og den vold i hjemmet, som de risikerer at blive udsat for, såfremt de vender tilbage til deres hjemland, på grund af dens karakter eller gentagne forekomst kan udgøre en »alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder« og dermed forfølgelse i denne bestemmelses forstand ( 18 ).

34.

Der hersker heller næppe nogen tvivl om, at den retsforfølgning eller straf, som kvindelige afghanske statsborgere udsættes for, når de ikke overholder de forskrifter, de er blevet pålagt, i sig selv kan udgøre forfølgelse som omhandlet i nævnte artikel 9, stk. 1, litra a), eftersom de kan give sig udslag i alvorlige og utålelige krænkelser af mennesket.

35.

Jeg gør ikke desto mindre opmærksom på, at de præjudicielle spørgsmål vedrører kvalificeringen af de diskriminerende foranstaltninger, der er blevet indført over for afghanske piger og kvinder, henset til artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95, og at den kompetente myndighed skal foretage en fuldstændig karakterisering af de former for forfølgelse eller alvorlig overlast, som sagsøgeren risikerer at lide, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland.

36.

Dels følger det af kravene i artikel 4 i direktiv 2011/95, at den kompetente nationale myndighed skal foretage en behørig og effektiv behandling af ansøgningen om international beskyttelse for at sikre en udtømmende vurdering af den berørte persons behov for beskyttelse. Domstolen har således fastslået i Y og Z-dommen, »at når en kompetent myndighed i overensstemmelse med [dette] direktiv[..]s artikel 4, stk. 3, foretager en vurdering af en ansøgning om international beskyttelse ud fra det specifikke sagsforhold, skal den herved tage hensyn til alle de handlinger, som ansøgeren har været eller kan blive udsat for, for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om disse handlinger kan anses for forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1« ( 19 ).

37.

Dels skal dette gøre det muligt at undgå de vanskelige situationer, hvor den berørte person i henhold til artikel 11, stk. 1, litra e), i direktiv 2011/95 anses for ikke længere at være berettiget til flygtningestatus på grund af en ændring af forholdene i dennes hjemland og således får inddraget sin status for tidligt som følge af en utilstrækkelig karakterisering af risiciene.

38.

Selv om det er åbenbart, at visse af de omhandlede diskriminerende foranstaltninger åbenlyst udgør forfølgelse som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95, tilkommer det under disse omstændigheder den kompetente nationale myndighed, efter at denne har vurderet risiciene, at fastslå, i hvilket omfang ansøgerne ligeledes kan blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af direktivets artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95 ( 20 ).

39.

Artikel 9 i direktiv 2011/95 definerer de elementer, på baggrund af hvilke det kan antages, at der foreligger forfølgelse som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A ( 21 ).

40.

Dette direktivs artikel 9, stk. 1, omhandler kravene til forfølgelsens karakter og alvor, mens direktivets artikel 9, stk. 2, indeholder en ikke-udtømmende opregning af de former, som forfølgelse kan antage.

41.

I de foreliggende tilfælde hersker der ingen tvivl om, at de foranstaltninger, hvortil den forelæggende ret henviser, henhører under denne opregning, og fortolkningen af artikel 9, stk. 2, i direktiv 2011/95 er ikke omtvistet i den foreliggende sag. EU-lovgiver har nemlig ikke haft til hensigt at begrænse forfølgelse til fysisk vold, men at afspejle de stadigt skiftende former for forfølgelse i en tekst, der er tilstrækkeligt åben og smidig ( 22 ). I henhold til dette direktivs artikel 9, stk. 2, litra b), c) og f), kan forfølgelse »f.eks.« tage form af »juridiske, administrative, politimæssige og/eller retlige foranstaltninger, der i sig selv er diskriminerende eller gennemføres på en diskriminerende måde«, »uforholdsmæssig eller diskriminerende retsforfølgning eller straf« og »kønsbestemte handlinger eller handlinger rettet mod børn«.

42.

Spørgsmålet er dog, om disse foranstaltninger opfylder den grad af alvor, der kræves i artikel 9, stk. 1, i direktiv 2011/95?

43.

Denne artikel indfører en sondring, hvorefter den pågældende adfærd krænker de grundlæggende menneskerettigheder [litra a)] eller de andre menneskerettigheder [litra b)].

44.

Hvad for det første angår artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95 bestemmes det heri, at den pågældende adfærd skal »være tilstrækkelig alvorlig på grund af sin karakter eller gentagne forekomst til at udgøre en alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, navnlig de rettigheder, der ikke kan fraviges i henhold til [EMRK’s] artikel 15, stk. 2« ( 23 ).

45.

En handling, der på grund af sin karakter ikke kan være tilstrækkelig alvorlig til at udgøre en alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, kan på grund af sin gentagne forekomst blive tilstrækkelig alvorlig og udgøre en sådan krænkelse.

46.

De rettigheder, der er omhandlet i EMRK’s artikel 15, stk. 2, er ethvert menneskes såkaldte »absolutte« eller »umistelige« rettigheder. De kan ikke undergives nogen begrænsning, ikke engang i tilfælde af en ekstraordinær offentlig faretilstand, »der truer nationens eksistens«. Der er herved tale om retten til livet, retten til ikke at underkastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, retten til ikke at holdes i slaveri eller trældom samt retten til ikke at arresteres eller tilbageholdes vilkårligt ( 24 ). Rådet definerede allerede i fælles holdning 96/196/RIA ( 25 ) begrebet »forfølgelse« som omhandlende hændelser, der er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, såsom retten til liv, retten til frihed eller til fysisk integritet, eller som helt åbenbart ikke gør det muligt for den pågældende fortsat at leve i sit hjemland ( 26 ). I henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95 skal forfølgelsen derfor udgøre en alvorlig og utålelig krænkelse af mennesket, herunder af dets mest centrale rettigheder.

47.

Som Domstolen imidlertid har anført, henviser denne artikel til EMRK’s artikel 15, stk. 2, »som en vejledning« til fastlæggelsen af, hvilke handlinger der bl.a. kan anses for forfølgelse ( 27 ). Heraf følger, at når ansøgeren støtter sin ansøgning om international beskyttelse på en krænkelse af en absolut ret, der er omfattet denne bestemmelse, er forfølgelse godtgjort ipso facto, når denne krænkelse er begrundet i race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe.

48.

Når ansøgeren støtter sin ansøgning på en krænkelse af en grundlæggende ret, der ikke er en absolut ret, er Domstolen til gengæld af den opfattelse, at en sådan krænkelse ikke i sig selv forpligter den kompetente myndighed til at tildele den pågældende flygtningestatus ( 28 ). Domstolen er af den opfattelse, at denne krænkelse skal nå en »vis grad af alvor« ( 29 ), der »berører den pågældende person i væsentlig grad« ( 30 ). Ifølge Domstolen skal det derfor undersøges, om dette indgreb udgør en legitim begrænsning af udøvelsen af den omhandlede grundlæggende ret, idet en kvalificering som »forfølgelse« i så fald er udelukket ( 31 ). Det skal ligeledes fastslås, hvorvidt det nævnte indgreb kan udgøre en så alvorlig krænkelse, at det kan sammenlignes eller kan sidestilles med en krænkelse af de absolutte rettigheder, der er omfattet EMRK’s artikel 15, stk. 2 ( 32 ). I denne sammenhæng har Domstolen fundet, at det er nødvendigt at gå videre end »betegnelsen« på den omhandlede ret eller frihed med henblik på ikke blot at tage hensyn til handlingens eller foranstaltningens iboende alvor og følgerne heraf for den berørte person, men også til arten og alvoren af den undertrykkelse, der udøves over for den berørte ( 33 ). I Y og Z-dommen og i dommen af 4. oktober 2018, Fathi ( 34 ), fastslog Domstolen således, at ansøgeren var udsat for forfølgelse, eftersom han på grund af udøvelsen af sin religionsfrihed i sit hjemland var udsat for en reel risiko for bl.a. at blive udsat for forfølgelse eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra en af de aktører, der henvises til i artikel 6 i direktiv 2011/95 ( 35 ).

49.

Hvad for det andet angår artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95, hvortil den forelæggende ret har henvist, præciserer denne bestemmelse, at forfølgelse ligeledes kan være anvendelse af flere foranstaltninger, herunder krænkelser af menneskerettigheder, der er tilstrækkelig alvorlig til at berøre et menneske på en tilsvarende måde som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a).

50.

EU-lovgiver tager her sigte på de handlinger eller foranstaltninger, herunder krænkelser af menneskerettigheder, der isoleret set ikke udgør en krænkelse af ansøgerens grundlæggende rettigheder. Som det fremgår af ordlyden af denne bestemmelse, kan disse handlinger eller foranstaltninger kun sidestilles med forfølgelse, for så vidt som de, fordi der anvendes »flere« af dem, påvirker ansøgeren på en måde, der er sammenlignelig med en alvorlig krænkelse af en grundlæggende menneskeret som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 9, stk. 1, litra a) ( 36 ).

51.

Dette sidste element er afgørende, eftersom det skal gøre det muligt at sondre mellem begrebet »forfølgelse« og alle andre diskriminerende foranstaltninger. Formålet med det fælles europæiske asylsystem er nemlig ikke at tildele beskyttelse, hver gang en person ikke fuldt og effektivt kan udøve de garantier, der er anerkendt i chartret eller i EMRK, i sit hjemland, men at begrænse anerkendelsen som flygtning til personer, der risikerer en alvorlig nægtelse eller en systemisk krænkelse af deres mest grundlæggende rettigheder, og hvis liv som følge heraf er blevet utåleligt i hjemlandet.

52.

For at udpege den materielle forfølgelseshandling er det derfor nødvendigt at undersøge, i hvilket omfang de restriktioner eller de former for diskrimination, som ansøgeren udsættes for i forbindelse med udøvelsen af sine rettigheder, herunder en grundlæggende ret, på grund af deres kumulative virkning har alvorlige følger for den pågældende ansøger i dennes hjemland, der når en grad af alvor svarende til en alvorlig krænkelse af en af dennes grundlæggende rettigheder ( 37 ). I forbindelse med Genèvekonventionen har UNHCR fremhævet, at det ikke er muligt at opstille en generel regel for de kumulative grunde, der kan give anledning til et berettiget krav om flygtningestatus ( 38 ). Ifølge UNHCR udgør en diskriminerende foranstaltning kun forfølgelse, såfremt den har alvorligt skadelige følger for den berørte person, såsom alvorlige begrænsninger af retten til at tjene til livets ophold, til at praktisere sin religion eller til at få adgang til uddannelsesinstitutioner, og afhænger af omstændighederne som helhed, bl.a. den konkrete geografiske, historiske og etnologiske sammenhæng ( 39 ).

53.

I henhold til de principper, som Domstolen har opstillet vedrørende fortolkningen af artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95, skal den kompetente ret under hensyn til den berørtes personlige forhold undersøge den konkrete situation, som den pågældende vil være udsat for i sit hjemland, hvorved der ikke kun skal tages hensyn til arten og alvoren af de diskriminerende foranstaltninger, som den pågældende risikerer at blive udsat for, og følgerne heraf for denne, men også arten og alvoren af de sanktioner, som vedkommende udsætter sig for, såfremt denne ikke overholder de derigennem pålagte begrænsninger og restriktioner. Jeg skal nemlig erindre om, at de handlinger, der kan anses for forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, i henhold til Domstolens praksis skal fastlægges på grundlag af alvoren af de foranstaltninger og sanktioner, der vedtages eller kan vedtages over for den berørte ( 40 ).

54.

I de foreliggende sager hersker der, uanset arten af den undertrykkelse, som afghanske piger og kvinder udsættes for, såfremt de ikke overholder de forskrifter, der er vedtaget af Talibanstyret – og som i sig selv kan udgøre forfølgelse som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95, eftersom de kan give sig udslag i alvorlige og utålelige krænkelser af mennesket – ingen tvivl om, at de omhandlede diskriminerende handlinger og foranstaltninger når en grad af alvor, der kan sidestilles med den, som en krænkelse af absolutte rettigheder, der er omfattet af EMRK’s artikel 15, stk. 2, indebærer, både på grund af deres intensitet og kumulative virkning og på grund af deres følger for den berørte person.

55.

Begrænsningerne af adgangen til sundhedsydelser er så alvorlige, at de udgør et indgreb i den grundlæggende ret vedrørende sundhedsbeskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 35, og udsætter afghanske piger og kvinder for en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4 på grund af den manglende adgang til kvalificerede sundhedsydelser. Begrænsningerne af adgang til uddannelse, til erhvervsuddannelse og til arbejdsmarkedet krænker kvinders ret til adgang til at uddanne sig og til at arbejde, som navnlig er anerkendt i chartrets artikel 14 og 15, hvorved de udsættes for risiko for ikke at kunne dække deres og deres børns mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl ( 41 ). Sådanne begrænsninger kan, som følge af alvoren af de deraf følgende afsavn, skade deres fysiske eller mentale integritet i lighed med de mere direkte trusler på livet. I denne forbindelse er disse piger og kvinder ligeledes afskåret fra retlig beskyttelse mod kønsspecifik vold og vold i hjemmet, hvilket ud over en tilsidesættelse af princippet om lighed for loven og princippet om retten til effektive retsmidler kan udgøre en krænkelse af retten til liv og forbuddet mod tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling ( 42 ).

56.

Til disse foranstaltninger kommer de andre diskriminerende foranstaltninger, der er indført over for afghanske piger og kvinder, og som har til formål at begrænse, eller endog ved forbud at fratage dem, deres bevægelsesfrihed i det offentlige rum, deres ytrings- og forsamlingsfrihed eller deres ret til at deltage i politiske embeder og politiske beslutningsprocesser. Alle disse foranstaltninger vidner om aktørernes klare intentioner om forfølgelse ved at udelukke piger og kvinder fra samfundslivet, idet de fratages deres rettigheder, hvad enten det er borgerlige, politiske, økonomiske, sociale eller kulturelle rettigheder. Som følge af de nævnte foranstaltningers kumulative virkning og den bevidste og systematiske anvendelse heraf vidner foranstaltningerne om, at der er etableret en samfundsorden baseret på et system med udskillelse og undertrykkelse af piger og kvinder, hvor disse er udelukket fra civilsamfundet og frataget retten til at leve et ordentligt og værdigt liv i deres hjemland.

57.

I sit forslag til afgørelse i Y og Z-sagen fremhævede generaladvokat Bot, at »forfølgelse […] [er] udtryk for en ultimativ alvorlig handling, fordi den består i åbenlyst og eftertrykkeligt at nægte mennesket dets mest centrale rettigheder på grund af hudfarve, nationalitet, køn og seksuel orientering, politisk anskuelse eller religiøs tro. Uanset form og ud over den diskrimination, den indebærer, ledsages forfølgelse af afvisning af det pågældende menneske og stræber efter at udelukke det fra samfundet. Bag forfølgelsen tegner sig tanken om et forbud, forbud mod at leve i samfundet sammen med andre på grund af køn, forbud mod at blive behandlet på lige fod på grund af overbevisning eller mod adgang til sundhed og uddannelse på grund af race. Disse forbud indebærer i sig selv en sanktion, nemlig sanktionen for, hvad den pågældende person er eller repræsenterer« ( 43 ).

58.

I de foreliggende tilfælde hersker der næppe nogen tvivl om, at der, uanset hvilken form de diskriminerende foranstaltninger antager, er tale om dekreter, der er vedtaget af det herskende styre, eller om handlinger, som tolereres af dette, og at disse i sig selv indebærer en sanktion, nemlig sanktionen for, hvad kvinden er eller repræsenterer i dette land. Disse foranstaltninger fører nemlig åbenlyst og eftertrykkeligt til, at piger og kvinder nægtes deres mest centrale rettigheder på grund af deres køn, idet de berøves deres identitet og deres hverdagsliv gøres utåleligt.

59.

Henset til disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at en anvendelse af flere diskriminerende handlinger og foranstaltninger over for piger og kvinder, der er indført i et land, og som begrænser eller endog ved forbud fratager dem deres adgang til uddannelse og sundhedsydelser, deres udøvelse af erhvervsaktivitet, deres deltagelse i det offentlige og politiske liv, deres mulighed for at færdes frit og dyrke sport, som fratager dem beskyttelse mod kønsspecifik vold og vold i hjemmet, og som pålægger dem at dække hele deres krop og ansigt, er omfattet af begrebet »forfølgelse«, eftersom disse handlinger og foranstaltninger gennem deres kumulative virkning fører til, at disse piger og kvinder fratages deres mest grundlæggende rettigheder i samfundslivet, og dermed gør indgreb i den fulde respekt for den menneskelige værdighed som sikret ved artikel 2 TEU og ved chartrets artikel 1.

60.

Med det andet præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt ønsket oplyst, om artikel 4, stk. 3, litra c), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at bestemmelsen pålægger den kompetente myndighed at tage andre specielle omstændigheder ved ansøgerens personlige situation, ud over hendes køn, i betragtning med henblik på at afgøre, om de diskriminerende foranstaltninger, som hun har været eller risikerer at blive udsat for i sit hjemland, udgør forfølgelse som omhandlet i dette direktivs artikel 9, stk. 1, litra b).

61.

Den forelæggende ret er navnlig i tvivl om, hvorvidt det er tilstrækkeligt at fastslå, at ansøgeren er kvinde, eller om det er nødvendigt at godtgøre, at den pågældende kvinde er berørt specifikt på grund af specielle omstændigheder ved hendes situation.

62.

Dette spørgsmål hviler på to typer af overvejelser.

63.

For det første udspringer det af den retspraksis, som den forelæggende ret har udviklet vedrørende vurderingen af ansøgninger om international beskyttelse indgivet af afghanske piger og kvinder på flugt fra det tidligere Talibanstyre i Afghanistan. Ifølge denne retspraksis, forud for vedtagelsen af direktiv 2011/95, skulle disse pigers og kvinders situation som helhed kvalificeres som tilstrækkeligt alvorlig, for at de diskriminerende foranstaltninger over for dem kunne anses for i sig selv at udgøre forfølgelse i Genèvekonventionens forstand. En kvindelig ansøger blev dog tildelt flygtningestatus, alene fordi hun var afghansk pige eller kvinde. Efter Talibanstyrets fald ændrede den forelæggende ret sin praksis og fandt, at det kun var de piger og kvinder, der risikerede at blive forfulgt, fordi de havde tilegnet sig en »vestligt orienteret livsstil«, som var blevet en så væsentlig del af deres identitet, at det ikke kunne forventes af dem, at de kunne give afkald på denne adfærd i hjemlandet for at undgå risikoen for forfølgelse, som havde ret til international beskyttelse, hvorved en sådan vurdering blev foretaget på grundlag af en konkret undersøgelse af omstændighederne i den pågældende sag.

64.

For det andet har den forelæggende ret fremhævet, at selv om de foranstaltninger, som Talibanstyret har indført, tager sigte på piger og kvinder som helhed, kan det tænkes, at en af disse i et givet tilfælde ikke konkret er udsat for en eller flere af disse foranstaltninger, således at de diskriminerende foranstaltninger, som hun er udsat for, ikke som følge af deres kumulative virkning når en grad af alvor, der er sammenlignelig med den, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95.

65.

Artikel 4 i direktiv 2011/95 fastsætter de regler, der gælder for den vurdering af kendsgerninger og omstændigheder, som danner grundlag for undersøgelsen af behovet for international beskyttelse. Domstolen har fastslået, at denne artikel finder anvendelse på samtlige ansøgninger om international beskyttelse uanset de til støtte for disse ansøgninger påberåbte årsager til forfølgelse ( 44 ).

66.

Artikel 4, stk. 3, i direktiv 2011/95 pålægger den kompetente myndighed at foretage en vurdering af ansøgningen ud fra det specifikke sagsforhold. Denne vurdering skal gøre det muligt for myndigheden at identificere personer, der reelt har brug for international beskyttelse, og bedømme deres troværdighed ( 45 ). Inden for rammerne af denne vurdering er den nævnte myndighed i henhold til dette direktivs artikel 4, stk. 3, litra c), forpligtet til at tage hensyn til »ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder, for på grundlag af [dennes] personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse« ( 46 ). EU-lovgiver har ikke fastsat særlige regler med hensyn til, hvilken vægt eller betydning de specielle omstændigheder ved ansøgerens personlige stilling eller forhold skal tillægges.

67.

Med kravet i artikel 4, stk. 1, og artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2013/32 om, at den kompetente myndighed skal foretage en behandling af ansøgningen, der er korrekt og fuldstændig ( 47 ), har EU-lovgiver tillagt denne myndighed en tilstrækkelig skønsmargen til ud fra en individuel vurdering og på baggrund af alle de oplysninger, den er i besiddelse af, at kunne fastlægge, hvilke forhold der er relevante for ansøgningen med henblik på en undersøgelse af ansøgerens behov for international beskyttelse. Denne myndighed er nemlig bedst egnet til at afgøre, hvilke forhold der skal tages i betragtning i lyset af de kendsgerninger og omstændigheder, der ligger til grund for ansøgningen ( 48 ).

68.

Domstolen har anerkendt denne skønsmargen i sin praksis.

69.

I dom af 2. december 2014, A m.fl. ( 49 ), og af 25. januar 2018, F ( 50 ), vedrørende en frygt for forfølgelse på grund af seksuel orientering fastslog Domstolen, at selv om bestemmelserne i artikel 4 i direktiv 2011/95 finder anvendelse på samtlige ansøgninger om international beskyttelse uanset de til støtte for disse ansøgninger påberåbte årsager til forfølgelse, tilkommer det de kompetente myndigheder under iagttagelse af de ved chartret sikrede rettigheder at tilpasse fremgangsmåden ved vurderingen af forklaringerne og dokumentationen eller beviserne i forhold til de karakteristika, der er særegne for hver kategori af ansøgninger om international beskyttelse ( 51 ). Domstolen har således ikke udelukket, at visse former for sagkyndige undersøgelser kan vise sig nyttige ved vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne, såfremt de indhentes med respekt for de grundlæggende rettigheder, der tilkommer ansøgeren om international beskyttelse ( 52 ).

70.

I dommen af 17. februar 2009, Elgafaji ( 53 ), vedrørende en frygt for en alvorlig og individuel trussel som følge af vilkårlig vold i forbindelse med væbnet konflikt anerkendte Domstolen desuden, at det undtagelsesvis kan anses for godtgjort, at der foreligger en sådan trussel, når graden af vilkårlig vold, som karakteriserer den igangværende væbnede konflikt, ud fra de kompetente nationale myndigheders vurdering, når et niveau, der er så højt, at en civilperson, der sendes tilbage til det pågældende land eller i givet fald den pågældende region, alene som følge af sin tilstedeværelse på dette område vil løbe en reel risiko for at være udsat for denne trussel, uden at ansøgeren skal føre bevis for, at truslen er specifikt rettet mod denne på grund af specielle omstændigheder ved den pågældendes situation ( 54 ).

71.

Heraf følger, at selve kravet om, at der foretages en undersøgelse af ansøgningen om international beskyttelse ud fra det specifikke sagsforhold, forudsætter, at den kompetente myndighed tilpasser fremgangsmåden ved vurderingen af de faktiske omstændigheder og beviser i forhold til de karakteristika, der er særegne for hver enkelt ansøgning.

72.

Ansøgningerne om international beskyttelse indgivet af piger og kvinder fra Afghanistan har dog efter min opfattelse nogle særegne karakteristika, der gør det muligt for de kompetente myndigheder at foretage en tilpasning af fremgangsmåden ved vurderingen af disse ansøgninger.

73.

De diskriminerende foranstaltninger, som afghanske piger og kvinder risikerer at blive udsat for, indgår i et system med udskillelse og undertrykkelse, der anvendes over for dem alene på baggrund af deres tilstedeværelse i det pågældende område uanset deres identitet eller personlige forhold ( 55 ). Selv om det ganske vist er muligt, at en ansøger ikke berøres af en eller flere af de omhandlede foranstaltninger på grund af særlige karakteristika, er vedkommende fortsat udsat for begrænsninger og fratagelse af rettigheder, der betragtet individuelt eller som helhed når en grad af alvor svarende til den grad af alvor, der kræves i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95. Dette system, der i vidt omfang er dokumenteret, beskrives i øvrigt som værende uden sidestykke ( 56 ). Både rapporterne fra EUAA, fra organerne i Europarådet samt fra FN-organer og rapporterne fra de internationale NGO’er slår fast, at behandlingen af piger og kvinder i Afghanistan kan skabe et generelt behov for international beskyttelse for ansøgernes vedkommende.

74.

Under sådanne omstændigheder er der efter min opfattelse intet til hinder for, at en kompetent myndighed på baggrund af alle de oplysninger, som den er i besiddelse af, vurderer, at det ikke er nødvendigt at fastslå, at en kvindelig ansøger er udsat som følge af andre særlige karakteristika end hendes køn.

75.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ligeledes truffet afgørelser med dette indhold. Den nævnte domstol har lempet kravet om, at ansøgeren skal kunne godtgøre, at der foreligger en reel risiko for dårlig behandling på grund af dennes specifikke forhold eller særlige karakteristika i de sager, hvori det er fastslået, at ansøgeren tilhører en gruppe, der systematisk og målrettet rammes i dennes hjemland, og at den generelle situation med vold i det pågældende land alene på grund af dennes tilbagevenden vil udsætte vedkommende for en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK’s artikel 3 ( 57 ).

76.

En sådan fremgangsmåde ved vurderingen forekommer mig ligeledes at falde inden for det råderum, som EU-lovgiver har tillagt medlemsstaterne i artikel 3 i direktiv 2011/95. I henhold til denne artikel kan medlemsstaterne indføre eller opretholde gunstigere standarder navnlig for fastsættelse af, hvem der kan anerkendes som flygtning, dog forudsat at disse standarder er forenelige med dette direktiv. Som Domstolen bemærkede i dommen af 9. november 2021, Bundesrepublik Deutschland (Opretholdelse af familiens enhed) ( 58 ), kan disse standarder bl.a. bestå i en lempelse af de betingelser, under hvilke der kan tildeles flygtningestatus, og må ikke være i strid med den generelle opbygning af og formålene med dette direktiv ( 59 ).

77.

En sådan fremgangsmåde ved vurderingen kan efter min opfattelse ikke være i strid med den generelle opbygning af og formålet med direktiv 2011/95 fra det øjeblik, hvor der tildeles flygtningestatus efter en korrekt og fuldstændig undersøgelse af den kvindelige ansøgers behov for international beskyttelse i overensstemmelse med betingelserne for tildeling af denne status som fastsat i dette direktivs kapitel II og III.

78.

På denne baggrund er jeg af den opfattelse, at artikel 4, stk. 3, litra c), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at de kompetente nationale myndigheder i forbindelse med den undersøgelse af ansøgerens personlige stilling og forhold, der kræves med henblik på vurderingen af ansøgningen om international beskyttelse ud fra det specifikke sagsforhold, kan fastslå, at der foreligger en velbegrundet frygt for at blive udsat for en sådan forfølgelse på grund af hendes køn, uden at skulle undersøge andre specielle omstændigheder ved hendes personlige situation.

79.

Jeg foreslår på grundlag af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) har forelagt, således: