Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

L. MEDINA

fremsat den 18. april 2024 (1)

Sag C-394/22

Oilchart International NV

mod

O.W. Bunker (Netherlands) BV,

ING Bank NV

(anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van beroep te Antwerpen (appeldomstolen i Antwerpen, Belgien))

» Anmodning om præjudiciel afgørelse – retligt samarbejde i civilretlige sager – kompetence – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 2, litra b) – begrebet »det civil- og handelsretlige område« – områder, der ikke er omfattet – konkurs og akkord – forordning (EF) nr. 1346/2000 – artikel 3, stk. 1 – søgsmål, der udspringer direkte af insolvensbehandlingen, og som har en tæt tilknytning hertil «

1.        Oilchart International NV (herefter »Oilchart«) er et belgisk selskab, som søger at inddrive en ubetalt faktura for bunkring af et oceangående skib i havnen i Sluiskil (Nederlandene). Fakturaen var ikke blevet betalt, da skyldneren, O.W. Bunker BV NL (herefter »OWB NL«), et nederlandsk selskab, blev insolvent. Søgsmålet i hovedsagen blev anlagt i Belgien efter indledningen af insolvensbehandlingen i Nederlandene.

2.        Denne situation rejser spørgsmålet, om hof van beroep te Antwerpen (appeldomstolen i Antwerpen, Belgien), en domstol, der ikke forestår insolvensbehandlingen, kan have kompetence til at behandle det søgsmål, hvormed Oilchart søger at inddrive denne faktura.

3.        Sagen giver Domstolen endnu en mulighed for at præcisere sin praksis om afgrænsningen mellem de respektive anvendelsesområder for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) (2) (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«) (3) på den ene side og Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (4) (herefter »insolvensforordningen«) (5) på den anden side.

4.        Med henblik på at afgøre spørgsmålet om international kompetence ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om det søgsmål, som kreditor har anlagt ved en national ret – en anden end den, der forestår insolvensbehandlingen – vedrørende en faktura, der er anmeldt til prøvelse hos kurator, er omfattet af insolvensforordningen eller af Bruxelles Ia-forordningen.

I.      Retsforskrifter

A.      EU-retten

1.      Bruxelles Ia-forordningen

5.        Artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 2, litra b), i Bruxelles Ia-forordningen foreskriver:

»1.      Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art […]

2.      Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[…]

b)      konkurs, akkord og andre lignende ordninger

[…]«

2.      Insolvensforordningen

6.        Artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen er affattet som følger:

»Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling. For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres.«

B.      Nederlandsk ret

7.        Af artikel 25 i Wet van 30 september 1893, op het faillissement en de surséance van betaling (lov af 30.9.1893 om insolvens og betalingsstandsning, herefter »lov om insolvens«) fremgår:

»1.      Søgsmål vedrørende insolvensboets rettigheder eller forpligtelser kan anlægges både mod og af kurator.

2.      Hvis sådanne søgsmål gennemføres eller fortsættes af eller mod den konkursramte skyldner, og de fører til en dom mod den konkursramte skyldner, har denne dom ingen retskraft mod likvidationsboet.«

8.        Artikel 26 i lov om insolvens foreskriver:

»Søgsmål med påstand om opfyldelse af en forpligtelse fra likvidationsboet kan ikke anlægges mod den konkursramte person på anden måde end den, der er fastsat i artikel 110.«

9.        I henhold til artikel 110, stk. 1, i lov om insolvens skal »fordringer anmeldes til kurator i form af en faktura eller anden skriftlig erklæring, der angiver fordringens art og størrelse, sammen med tilhørende bilag eller en kopi heraf, og en erklæring om, hvorvidt der gøres krav på fortrinsret, pant eller tilbageholdelsesret.«

II.    Hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen

10.      Den 21. oktober 2014 leverede Oilchart brændstofbunkers i havnen i Sluiskil (Nederlandene) til det søgående skib MS Evita K, der ejes af Sharsburg Navigation SA. Skibets ejer havde gennem sin agent, Orient Shipping Rotterdam, bestilt bunkers hos det danske selskab OW Bunker & Trading A/S (herefter »OWB A/S«), som derefter videresendte ordren til OWB NL, der tilhørte den samme koncern. OWB NL købte herefter bunkers fra Oilchart.

11.      Den 21. oktober 2014 udstedte OWB A/S en faktura til Orient Shipping Rotterdam på 117 179 amerikanske dollars (USD).

12.      Den 22. oktober 2014 udstedte Oilchart en faktura til OWB NL for levering af bunkers på 116 471,45 USD (herefter »den omhandlede faktura«). Rechtbank te Rotterdam (ret i første instans i Rotterdam, Nederlandene) erklærede OWB NL konkurs den 21. november 2014. Som følge heraf forblev den omhandlede faktura ubetalt. Oilchart anmeldte sit krav vedrørende denne faktura til prøvelse af OWB NL’s kuratorer.

13.      Efter OWB NL’s konkurs stod Oilchart over for en række ubetalte fakturaer, der var udstedt til OWB NL (herunder den omhandlede faktura), og som en sikringsforanstaltning blev der for så vidt angår visse søgående skibe, som Oilchart havde leveret bunkers til, foretaget arrest. For at frigive skibene udstedte rederne eller de gensidige forsikringsforeninger (herefter »P&I Klubberne«) garantier til Oilchart for beløbet på de fakturaer, som selskabet havde udstedt til OWB NL. Ifølge disse garantier kunne de indløses på grundlag af en domstolsafgørelse eller en voldgiftskendelse afsagt i Belgien mod enten OWB NL eller rederen.

14.      Den 11. marts 2015 anlagde Oilchart sag ved rechtbank van koophandel te Antwerpen (handelsretten i Antwerpen, Belgien) mod OWB NL. ING Bank NV (herefter »ING«), som kreditor for OWB NL (6), intervenerede frivilligt i denne sag. I sin stævning fremsatte Oilchart sit krav som et erhvervsmæssigt krav om inddrivelse af en ubetalt faktura. Oilchart fremsatte også et accessorisk krav mod ING, som på sin side fremsatte et modkrav. Ved dom af 15. marts 2017 fastslog rechtbank van koophandel, at den havde kompetence til at træffe afgørelse om Oilcharts søgsmål, men afviste betalingskravet med den begrundelse, at Oilchart i henhold til lov om insolvens kun kunne fremsætte et krav vedrørende gæld til kuratoren for insolvensbehandlingen.

15.      Den 16. maj 2017 ankede Oilchart denne afgørelse til den forelæggende ret, hof van beroep te Antwerpen (appelretten i Antwerpen). Denne ret anså sig for forpligtet til at prøve sin internationale kompetence i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen (7).

16.      I denne forbindelse har den forelæggende ret med henvisning til Domstolens praksis udtrykt tvivl om, hvorvidt det er nødvendigt at fastslå, om det søgsmål, som Oilchart har anlagt mod OWB NL, er baseret på de almindelige civil- og handelsretlige regler, jf. artikel 1, stk. 2, litra b), i Bruxelles Ia-forordningen, eller om det er underlagt de særlige regler for insolvensbehandling. Desuden spørger retten, om artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen er til hinder for en bestemmelse i national ret, som tillader en kreditor at anlægge sag i en medlemsstat om betaling af en fordring, som kreditor allerede har anmeldt til insolvensboet i en anden medlemsstat.

17.      Den forelæggende ret er af den opfattelse, at søgsmålets præcise karakter og muligheden for at anlægge et sådant søgsmål mod det insolvente selskab kun kan vurderes ved at anvende de særlige undtagelsesregler for insolvensbehandling. Den forelæggende ret finder imidlertid, at fastlæggelsen af den internationale kompetence bør gå forud for anvendelsen af de særlige undtagelsesregler i den nederlandske insolvenslovgivning og ikke foretages gennem anvendelsen af disse regler.

18.      På denne baggrund besluttede hof van beroep te Antwerpen (appelretten i Antwerpen) at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

»1)      Skal artikel 1, stk. 2, litra b), i Bruxelles Ia-forordningen […], jf. artikel 3, stk. 1, i [insolvensforordningen] fortolkes således, at begreberne »konkurs, akkord og andre lignende ordninger« i Bruxelles Ia-forordningens artikel 1, stk. 2, litra b), også omfatter en procedure, hvor fordringen i stævningen betegnes som en ren handelsfordring, uden at det nævnes, at der allerede er indledt konkurs mod indstævnte, til trods for, at det egentlige retsgrundlag for fordringen er specifikke særregler i [lov om insolvens], og hvorved[…]

–        det skal afgøres, om en sådan fordring skal anses for at være en verificerbar fordring (artikel 26, jf. artikel 110, i lov om insolvens) eller for en ikkeverificerbar fordring (artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens), og

–        spørgsmålet, om den ene eller begge fordringer kan gøres gældende samtidigt, eller om den ene fordring udelukker den anden, under hensyntagen til de særlige retsvirkninger, som hver af disse fordringer giver anledning til (bl.a. muligheden for at gøre en bankgaranti udstedt efter konkursen gældende), skal afgøres i henhold til de specifikke regler i nederlandsk konkursret?

[…]

2)      Kan […] artikel 25, stk. 2, [i lov om insolvens] anses for at være forenelig med artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen, for så vidt [som] denne bestemmelse gør det muligt at anlægge sag om en sådan fordring ([…]artikel 25, stk. 2[, i lov om insolvens]) ved en ret i en anden medlemsstat i stedet for ved retten i den medlemsstat, hvor konkursen er erklæret?«

19.      Oilchart, ING, den nederlandske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Den 31. marts 2023 sendte Domstolen den forelæggende ret en anmodning om oplysninger om hovedsagens juridiske kontekst, som denne ret svarede på den 28. april 2023. ING og Kommissionen fremførte mundtlige argumenter for Domstolen den 1. februar 2024.

III. Bedømmelse

20.      I forbindelse med afgørelsen af, om den har international kompetence til at påkende Oilcharts søgsmål, udtrykker den forelæggende ret tvivl om, hvorvidt det pågældende søgsmål i nærværende sag skal klassificeres som et insolvenssøgsmål og således være omfattet af insolvensundtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra b), i Bruxelles Ia-forordningen (herefter »insolvensundtagelsen«) (8). Da tvivlen på dette punkt synes at stamme fra den faktiske kontekst og arten af det søgsmål, som Oilchart har anlagt, vil jeg behandle disse spørgsmål i mine indledende bemærkninger (afsnit A), før jeg analyserer de to spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt (afsnit B og C).

A.      Indledende bemærkninger vedrørende den forelæggende rets vurdering af de faktiske omstændigheder

21.      Det understreges, at den forelæggende ret har fastslået, at Oilchart, på trods af at selskabet ikke har anført retsgrundlaget for sit søgsmål i stævningen, altid har baseret sit krav på artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens. Den forelæggende ret anfører imidlertid også, at Oilchart har anmeldt det samme krav til kurator i Nederlandene i henhold til artikel 26 og 110 i lov om insolvens (som en verificerbar fordring i boet) på den ene side og ved de belgiske domstole i henhold til artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens mod den konkursramte skyldner (9), OWB NL (som en ikkeverificerbar fordring uden for boet), på den anden side (10). Derfor er det af afgørende betydning at påpege, at Oilchart har gjort det samme krav på fordring gældende to gange: én gang til kurator i forbindelse med insolvensbehandlingen og én gang til den belgiske domstol som et civilretligt krav. Ikke desto mindre kan den samme fordring ifølge den forelæggende ret ikke være både en verificerbart og en ikkeverificerbar fordring.

22.      Desuden skal det nævnes, at ING og den nederlandske regering begge har anfægtet det retsgrundlag, som Oilchart har anført – artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens – for at indbringe sagen for den forelæggende ret.

23.      I den forbindelse skal det påpeges, at artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens grundlæggende bestemmer, at når der anlægges sag mod den konkursramte skyldner (og ikke kurator), har en dom vedrørende dette krav ingen retskraft mod insolvensboet. Med andre ord ses det, at hvis kreditor anlægger sag mod skyldneren uden for insolvensbehandlingen, kan dommen i henhold til denne bestemmelse kun have virkning »uden for boet« og kan ikke fuldbyrdes mod kurator eller insolvensboet. ING og den nederlandske regering har, med en vis rimelighed, anført, at denne bestemmelse ikke kan tjene som retsgrundlag for et søgsmål, der påvirker boet.

24.      Da den forelæggende ret ikke har taget stilling til spørgsmålet om det rette retsgrundlag for det søgsmål, der er anlagt ved den, er det ikke muligt at afgøre, om denne ret kan have international kompetence. Sagen stiller således Domstolen over for en vanskelig opgave. På den ene side, som den forelæggende ret anfører, er det formelle retsgrundlag for kravet artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens, ifølge hvilken et søgsmål anlagt uden for insolvensbehandlingen ikke kan have virkning for insolvensboet. På den anden side understreger den forelæggende ret, at virkningerne af dette søgsmål har konsekvenser for boet og for insolvensbehandlingen.

25.      Efter min opfattelse påhviler det den forelæggende ret at definere det omhandlede krav, eftersom det i forbindelse med sager omfattet af artikel 267 TEUF ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om fortolkningen af nationale retsregler eller at afgøre, om den forelæggende rets fortolkning af disse er korrekt (11). Det følger heraf, at Domstolen i forbindelse med udøvelsen af den kompetence, den er tillagt, ikke kan tage stilling til argumenter vedrørende det rette retlige grundlag for det søgsmål, der er anlagt i henhold til national ret, eller træffe afgørelse om karakteriseringen af det søgsmål, der er anlagt ved den forelæggende ret.

26.      Eftersom det påhviler den forelæggende ret med henblik på fastlæggelsen af dens internationale kompetence at karakterisere det pågældende søgsmål på passende vis, påhviler det ligeledes denne ret under udøvelsen af dens procesautonomi at fastslå kravets sande karakter.

27.      I den følgende bedømmelse vil jeg antage, at kravet blev rejst (og er blevet karakteriseret som sådan af den forelæggende ret) på grundlag af en bestemmelse i lov om insolvens, sagens lex concursus, og at det har konsekvenser for boet, idet det præcise retsgrundlag skal fastlægges af den pågældende ret.

B.      Det første spørgsmål

28.      Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om et søgsmål baseret på en fordring vedrørende en kontraktlig forpligtelse til at betale for en vareleverance mod et insolvent selskab er omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område«, jf. Bruxelles Ia-forordningens artikel 1, stk. 1, og dermed af denne forordnings materielle anvendelsesområde, eller om dette søgsmål er omfattet af insolvensforordningens anvendelsesområde, eftersom denne fordring er genstand for en insolvensbehandling i en anden medlemsstat.

29.      Det fremgår bl.a. af de præjudicielle spørgsmål, at denne ret er i tvivl om, hvorvidt den har kompetence til at behandle det pågældende søgsmål, hvilket kun ville være tilfældet, hvis kravet ikke var knyttet til den insolvensbehandling, der er indledt, og som finder sted i Nederlandene. Ifølge fast retspraksis giver artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen domstolene i den medlemsstat, hvor centret af skyldnerens hovedinteresser befinder sig, enekompetence til at indlede hovedinsolvensbehandlingen og til at behandle og afgøre omstødelsessøgsmål baseret på skyldnerens insolvens (12).

30.      For at besvare dette spørgsmål vil jeg først undersøge virkningen af et parallelt søgsmål med hensyn til det samme kontraktlige krav ved at fokusere på begrundelsen for insolvensundtagelsen (afsnit 1). Dernæst vil jeg analysere indholdet af de to kriterier, der følger af retspraksis (afsnit 2).

1.      Virkningen af et parallelt søgsmål

31.      Som en retsvidenskabelig forfatter har udtrykt det, er insolvensbehandlinger retsvidenskabelige og juridiske artefakter. Der er ikke noget, der hedder insolvensbehandlingens »natur«, af hvilken man kunne udlede visse særlige kendetegn ved en sådan behandling. Det, der er vigtigt i forbindelse med definitionen eller karakteriseringen af handlinger, er de juridiske (og økonomiske) konsekvenser, der følger af en sådan definition eller karakterisering, og de betingelser, hvorunder disse konsekvenser kan retfærdiggøres (13). I overensstemmelse hermed er insolvensbehandling en procedure, der forsøger at løse problemet med kreditorernes fælles pulje af aktiver (14) (»problemet med fællesgoder«) ved at skabe en kollektiv procedure (15). Den kollektive procedure, som søger at overvinde destruktiv tilegnelse af aktiver og retfærdiggør eksistensen af fortrinsretter mellem kreditorerne, er eksistensberettigelsen for insolvensundtagelsen. I forbindelse med nærværende forslag til afgørelse vil jeg henvise til en »resultatorienteret tilgang«.

32.      I nærværende sag har den forelæggende ret med hensyn til søgsmålets økonomiske og juridiske konsekvenser klart anført, at det pågældende søgsmål har konsekvenser for insolvensboet (16). Den finder navnlig, at Oilchart ved at anlægge det omhandlede søgsmål ved en domstol i Belgien efter OWB NL’s konkurs søger at opnå en dom til sin fordel for efterfølgende at kunne gøre garantierne gældende. Den forelæggende ret påpeger derfor, at Oilchart ved at søge at opnå en individuel inddrivelse af gælden i realiteten søger at inddrive provenuet fra den fordring, som OWB NL har mod det danske selskab OW Bunker, uden for rammerne af rangordenen. Det parallelt verserende søgsmål ved de belgiske domstole ville have en direkte indvirkning på kreditorernes rangorden og muligvis på sammensætningen af insolvensboet (17). På den måde kunne den kollektive behandling af kreditorerne i henhold til de nederlandske insolvensregler blive tilsidesat af en dom fra den belgiske domstol til fordel for Oilchart, der som en ikke-privilegeret kreditor ville inddrive sit krav uden for »puljen af fællesgoder«. Det følger heraf, at den pågældende handling ville udgøre en omgåelse af den kollektiviserede gældsinddrivelsesmekanisme, hvilket er præcis, hvad indførelsen af en insolvensundtagelse forsøger at undgå.

33.      Med hensyn til parallelle søgsmål, i et rent indenlandsk system, pålægges kreditorerne almindeligvis suspension for at forhindre individuel håndhævelse eller inddrivelse af fordringer uden for insolvensbehandlingen. I en grænseoverskridende situation, når der indledes insolvensbehandling, skal de andre medlemsstater anerkende denne behandling (18). Det betyder, at når kreditorerne pålægges en sådan udsættelse (19), bør denne suspension også anerkendes af disse medlemsstater. I nærværende sag har Domstolen ingen holdepunkter for, at der findes en sådan mekanisme, eller at den forelæggende ret har til hensigt at gøre brug af den. Det følger heraf, at eftersom det er blevet fastslået, at den omhandlede fordring er blevet anmeldt til kurator i insolvensbehandlingen i Nederlandene, er det op til den forelæggende ret at fastslå, om Oilchart er underlagt en sådan suspension eller en anden begrænsning i adgangen til at anlægge parallelle sager. Hvis det er tilfældet, kan det også anføres, at den omhandlede fordring både materielt og processuelt er en del af insolvensbehandlingen og dermed falder inden for insolvensforordningens anvendelsesområde. Hvis kreditorerne pålægges en suspension eller anden begrænsning, bør det således følge, at en udenlandsk ret ikke har kompetence til at behandle sagen.

34.      Denne tilgang er på den ene side i overensstemmelse med nødvendigheden af at beskytte kreditorernes interesser og med principperne om insolvensbehandlingens enhed og universalitet (20), der ligger til grund for insolvensforordningen (21). Da insolvensbehandling er en kollektiv procedure (22), vil den ret, hvor centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, behandle størstedelen af skyldnerens forretninger (23). Denne tilgang har til formål at beskytte kreditorernes interesser og rangorden i tilfælde af insolvens og at garantere en mere effektiv betaling til kreditorerne (24).

35.      I den henseende bør insolvensbehandlinger, der er indledt i én medlemsstat, have fuld virkning i andre medlemsstater. Jeg vil gerne påpege, at et af insolvensforordningens hovedformål er at sikre konkursbehandlingens effektivitet og samtidig undgå forumshopping, hvilket især fremgår af anden og fjerde betragtning til forordningen. I den forbindelse bemærkede Domstolen udtrykkeligt i Seagon-dommen (25), at det at henlægge alle de handlinger, der er direkte forbundet med en virksomheds insolvens, til retterne i den medlemsstat, der har kompetence til at indlede insolvensbehandlingen, også synes at være i overensstemmelse med målet om at forbedre effektiviteten af insolvensbehandlinger med grænseoverskridende virkninger (26). I stedet for at hver enkelt kreditor skal undersøge skyldnerens aktiver og fastslå ægtheden af kreditorens påstande om manglende betalingsevne, gøres dette i tilfælde af insolvens af kuratoren til fordel for alle kreditorer, hvilket ikke kun sparer omkostninger, men også fremmer driftseffektiviteten (27).

36.      Det følger heraf, at når en fordring er genstand for insolvensbehandling, falder den ind under kurators kompetence, som er underlagt skifterettens tilsyn. Derfor bør denne fordring i princippet ikke fjernes kunstigt fra den kollektive behandling.

37.      På den anden side bør princippet om rangorden anvendes. Den omstændighed, at der er indledt insolvensbehandling i henhold til artikel 1, stk. 1, i insolvensforordningen, betyder, at en af parternes status er ændret. Den vigtigste følge af den indledte insolvensbehandling er, at den lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandling i henhold til denne forordning, er lovgivning i den medlemsstat, hvor en sådan behandling er indledt, og at den indledte behandling automatisk vil blive anerkendt i alle andre medlemsstater (28). Denne anerkendelse indebærer, at retten i en anden medlemsstat ikke har kompetence til at efterprøve skifterettens afgørelse (29). Dette har den virkning, at aktiver, der er en del af den insolventes bo, ikke kan gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse af krav fra en enkelt kreditor og for omgåelse af insolvensbehandlingen. Når sager med samme genstand og mellem de samme parter anlægges ved retterne i forskellige medlemsstater, bør enhver ret (bortset fra den ret, ved hvilken sagen først er anlagt) undgå at træffe en afgørelse, der er uforenelig med insolvensbehandlingen (30).

38.      I den forbindelse er det vigtigt at påpege, at Domstolen (Store Afdeling) i sin nylige dom fastslog, at selv om voldgift i henhold til artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001 – forgængeren til Bruxelles Ia-forordningen, som indeholder den samme undtagelse – udtrykkeligt er udelukket fra forordningens anvendelsesområde, gælder litispendensreglen navnlig for den afgørelse, der afsiges af en voldgiftsdommer. Domstolen bemærkede, at »enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne skal udsætte sagen […], indtil denne rets kompetence er fastslået, og dernæst, når denne kompetence er fastslået, erklære sig inkompetent til fordel for denne først ret« (31). Domstolen understregede således (selv for et område, der klart falder uden for Bruxelles Ia-forordningens anvendelsesområde) vigtigheden af fortrinsretten for den domstol, hvor sagen først anlægges. Hvis man anvender dette analogt på den aktuelle sag, er det vigtigt at respektere den nederlandske skifterets fortrinsret.

39.      I den forbindelse anførte Kommissionen i retsmødet, at iværksættelsen af insolvenssbehandlingen ikke har nogen konsekvenser for kompetencen for den ret, hvor der er anlagt et parallelt søgsmål, men snarere for den lov, der finder anvendelse på søgsmålet. Ifølge Kommissionen er det lex concursus, der afgør, om det parallelle søgsmål kan antages til realitetsbehandling, hvilket må afvises. For det første mener jeg, at en sådan tilgang gør kompetencereglerne i insolvensforordningen og især i forordningens artikel 3, stk. 1, meningsløse. For det andet, ved at sige, at det er op til retten i den anden medlemsstat at afvise det parallelle søgsmål, anerkender Kommissionen grundlæggende, at det parallelle søgsmål i princippet er problematisk. Det overlades imidlertid til en national ret, som på grundlag af en udenlandsk lex concursus skal finde en løsning (dvs. afvise sagen på substansen) på det parallelle søgsmål. For at fastholde ovennævnte formål bør den nationale ret efter min opfattelse (32), uden at skulle undersøge bestemmelserne i en udenlandsk lex concursus, kunne erklære sig inkompetent med den begrundelse, at den pågældende sag er omfattet af enekompetencen hos skifteretten i en anden medlemsstat. En sådan fremgangsmåde ville give større retssikkerhed for de parter, der er involveret i insolvensbehandlingen, og medføre en vis ensartethed i anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen i forskellige medlemsstater, når der er indledt insolvensbehandling i en medlemsstat (33).

40.      Afslutningsvis fremgår det klart af oplysningerne fra den forelæggende ret, at det krav, der er indbragt for den forelæggende ret, er identisk med det krav, der er fremsat i forbindelse med insolvensbehandlingen i Nederlandene. Eftersom skyldneren er erklæret konkurs, og sagen falder ind under de nederlandske insolvensregler, bør den forelæggende ret undersøge, om der er en suspension, som forhindrer andre domstole i at behandle sagen. I det tilfælde vil jeg hævde, at et søgsmål baseret på en kontraktlig forpligtelse – som er genstand for den nederlandske insolvensbehandling, og som i princippet bør være underlagt en suspension af individuelle kreditorers søgsmål – falder inden for anvendelsesområdet for insolvensforordningen og inden for kompetencen for den ret, hvor insolvensbehandlingen blev indledt. Domstolens praksis, som til tider peger i den modsatte retning, er dog temmelig uensartet.

2.      Det dobbelte kriterium ifølge retspraksis

41.      Selv om artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen henviser til »insolvensbehandling«, omfatter denne bestemmelse i henhold til Domstolens praksis også »insolvensrelaterede søgsmål«. I sine toneangivende domme i sagerne Gourdain (34) og Seagon (35) fastslog Domstolen, at insolvensrelaterede søgsmål ligger uden for anvendelsesområdet for forgængeren til Bruxelles Ia-forordningen og inden for insolvensforordningens anvendelsesområde. Til det formål anvendte Domstolen det dobbelte kriterium, der blev fastsat i Gourdain-dommen (»Gourdain-kriterierne«).

42.      Ifølge den formel, der er anvendt i denne retspraksis, falder et søgsmål, der følger direkte af en insolvensbehandling (første kriterium) og er snævert forbundet med denne (andet kriterium), inden for insolvensforordningens anvendelsesområde (36) og dermed uden for Bruxelles Ia-forordningens anvendelsesområde (37). Sammenholdt med kravet om at fortolke begrebet »det civil- og handelsretlige område« i artikel 1, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen bredt (38), er insolvensundtagelsen i Bruxelles Ia-forordningen begrænset til de områder, der opfylder Gourdain-kriterierne (39). Mens Domstolen har været konsekvent i sin angivelse af Gourdain-kriterierne, er disse kriterier blevet anvendt uensartet i praksis (40).

43.      Navnlig fordi Domstolen er tilbøjelig til at undersøge de to kriterier sammen (41), er det meget vanskeligt at fastslå deres udstrækning og præcise indhold. F.eks. stemmer retspraksis ikke altid overens med ovennævnte formel, og der er usikkerhed med hensyn til forholdet mellem de to kriterier og indholdet af hvert kriterium (42). Nogle gange undersøger Domstolen kun det ene kriterium (43). Andre gange finder den det ene kriterium afgørende og mener, at det har forrang frem for det andet (44), hvilket skaber tvivl om disse kriteriers kumulative karakter. Domstolens praksis fører derfor ikke altid til sammenhængende regler. På den baggrund vil jeg undersøge indholdet og anvendelsen af disse kriterier en ad gangen.

a)      Første kriterium: Søgsmålet udspringer direkte af en insolvensbehandling

44.      For at afgøre, om et søgsmål udspringer direkte af en insolvensbehandling, undersøger Domstolen søgsmålets retsgrundlag (45). I den forbindelse kræver Domstolen, at det fastslås, om den rettighed eller forpligtelse, der danner grundlag for søgsmålet, følger af de almindelige civil- og handelsretlige regler eller af særregler, der gælder specifikt for insolvensbehandling (46). Domstolen har understreget, at det skal afgøres, om det pågældende søgsmål udspringer af insolvensretten eller af andre regler (47).

45.      Inden jeg gennemgår Domstolens praksis vedrørende dette kriterium, vil jeg indledningsvis fremsætte en bemærkning vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Den forelæggende ret anfører, at Oilchart efter OWB NL’s konkurs anmodede om og fik foretaget arrest – dvs. et sikrende retsmiddel – i visse søgående skibe i Belgien. For at frigive skibene udstedte rederne eller P&I Klubberne garantier til Oilchart for beløbet på de fakturaer, de havde udstedt til OWB NL. Ifølge denne ret giver ordlyden af disse garantier bl.a. Oilchart mulighed for at gøre brug af garantierne på grundlag af en dom mod OWB NL.

46.      I den sammenhæng henviser jeg til, at hvis den forelæggende ret finder, at sagen er omfattet af artikel 1, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, vil den belgiske rets kompetence endnu ikke være fastslået, idet leveringen af bunkers fandt sted i Nederlandene, og insolvensbehandlingen også blev indledt på det sted, hvor skyldneren havde sine hovedinteresser i denne medlemsstat. Desuden gør jeg opmærksom på, at det i denne sag er vigtigt at skelne mellem retsgrundlaget for forpligtelsen og mekanismen til håndhævelse af denne forpligtelse. Mens retsgrundlaget for søgsmålet ligger i de forpligtelser, der stammer fra kontraktforholdet mellem kreditor og skyldner, fandt håndhævelsen af disse forpligtelser sted ved beslaglæggelse af skibe og oprettelse af garantier. Jeg vil derfor hævde, at disse garantier udgør en håndhævelse af Oilcharts rettigheder, men ikke i sig selv forpligtelsens oprindelse.

47.      Med dette for øje vil jeg nu gennemgå Domstolens praksis vedrørende det første kriterium, som varierer meget, alt efter hvilken tilgang man vælger.

48.      Til tider synes Domstolen at vælge en formalistisk tilgang. I Riel-dommen fremhævede Domstolen f.eks. udtrykkeligt, at den bestemmelse, på grundlag af hvilken søgsmålet om anerkendelse af en fordring var blevet anlagt, »udgør et element under den østrigske lovgivning på området for insolvensbehandling«, og tilføjede, at det følger »af ordlyden af denne bestemmelse, at dette søgsmål kan anlægges i forbindelse med en insolvensbehandling af de kreditorer, der tager del i denne behandling, såfremt der med hensyn til de fordringer, der er anmeldt af disse kreditorer, gøres indsigelse mod fordringernes nøjagtighed eller plads i konkursordenen« (48). Senere, i Tiger-dommen, fastslog Domstolen, at et søgsmål anlagt af en kurator udpeget af en domstol i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen blev indledt, har sit retsgrundlag i de britiske lovregler, der specifikt vedrører insolvens (49).

49.      Domstolen synes imidlertid også at tage hensyn til, om det pågældende søgsmål kan anlægges af kreditorerne individuelt enten før, under eller efter insolvensbehandlingen. I dommen i sagen Nickel & Goeldner Spedition bemærkede Domstolen, at et søgsmål om betaling af en gæld, der opstod som følge af levering af tjenesteydelser i henhold til en transportkontrakt, kunne have været anlagt af kreditor selv, før denne blev frataget muligheden herfor som følge af indledningen af en insolvensbehandling, og i dette tilfælde ville søgsmålet være blevet reguleret af de regler om retternes kompetence, der finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område (50). På samme måde fastslog Domstolen i NK-dommen, at det pågældende søgsmål, som kunne anlægges af kreditor selv, således at det ikke er omfattet af kurators enekompetence og er uafhængigt af indledningen af en insolvensbehandling, ikke kunne anses for at være en direkte og uadskillelig følge af denne insolvensbehandling (51).

50.      I nærværende sag gælder det derfor, at hvis man tager formlen i Riel-dommen og Tiger-dommen for pålydende, eftersom den forelæggende ret har fastslået, at retsgrundlaget for søgsmålet er artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens – og i mangel af en karakterisering af kravet på dette stadium – falder Oilcharts krav inden for anvendelsesområdet for bestemmelserne i lov om insolvens, hvilket således udgør et element i nederlandsk insolvensret. Hvis man imidlertid anvender begrundelserne fra dommene i sagen Nickel & Goeldner Spedition og sagen NK, kan det pågældende søgsmål anlægges af kreditorerne individuelt, og søgsmålet har dermed muligvis ikke en direkte forbindelse til insolvensbehandlingen.

51.      For at tage hensyn til de juridiske og økonomiske konsekvenser af insolvensundtagelsen og især af problemet med fællesgoder, bør Domstolen imidlertid anvende det første kriterium på en måde, der både bevarer skifterettens enekompetence (52) og de andre kreditorers interesser og undgår forumshopping (53). Derfor, når den omhandlede fordring i hovedsagen og i insolvensbehandlingen er identisk, bør Domstolen overveje at efterprøve, om den er omfattet af insolvensbehandlingen.

52.      For så vidt som Domstolen i Riel-dommen fastslog, at et søgsmål med påstand om anerkendelse af en fordring i henhold til national lovgivning er beregnet til at blive anlagt i forbindelse med en insolvensbehandling, er snævert forbundet hermed og udspringer direkte af insolvensbehandlingen (54), skal denne vurdering finde tilsvarende anvendelse på udøvelsen af en kreditors ret til betaling som den, der er omhandlet i hovedsagen.

53.      Endvidere kan det påpeges, at Domstolen i H-dommen (55) fastslog, at den omstændighed, at et søgsmål »teoretisk også kan anlægges, selv når der ikke er indledt en insolvensbehandling, [er] […] ikke i sig selv […] til hinder for, at et sådant søgsmål kvalificeres som et søgsmål, der udspringer direkte af en insolvensbehandling og har snæver forbindelse hermed, forudsat at dette søgsmål faktisk er blevet anlagt inden for rammerne af en insolvensbehandling, således som det er tilfældet i hovedsagen«. Sådanne krav »afviger« fra de almindelige civil- og handelsretlige regler, netop på grund af skyldnerens insolvens. Det følger heraf, at det afgørende element ligger i skyldnerens konkurs (56). Når skyldneren erklæres insolvent, og søgsmålet går ud på at inddrive en fordring, der er omfattet af insolvensboet, bliver retsgrundlaget for denne fordring en bestemmelse i insolvenslovgivningen i lex concursus, og søgsmålet skal betragtes som et søgsmål, der udspringer direkte af insolvensbehandlingen.

54.      Jeg vil tilføje, at de fleste krav, der falder ind under insolvensboet, naturligt har deres oprindelse i de almindelige civil- og handelsretlige regler, især når de, som i dette tilfælde, involverer håndhævelsen af en kontraktlig forpligtelse til at betale for en vareleverance. Med andre ord, når en fordring falder inden for insolvensboet på grund af indledning af insolvensbehandling og anmeldelse af en fordring til kurator, falder den ind under særreglerne for denne behandling. Ellers ville alle civil- og handelsretlige krav, der er blevet anmeldt til en kurator, kunne anmeldes til en anden domstol i en anden medlemsstat, hvilket ville gøre principperne om centralisering af krav og om vis attractiva concursus meningsløse (57).

55.      Derfor mener jeg, at hvis Domstolen anvender en resultatorienteret tilgang til det første kriterium (retsgrundlagskriteriet), håndhæver den reglen om enekompetence i artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen (58) og øger dermed effektiviteten af insolvensbehandlingen og bidrager til opfyldelsen af målet om at undgå forumshopping (59). Jeg vil således betragte »retsgrundlagskriteriet« som en metode, hvormed Domstolen fastslår, om forpligtelsens oprindelse falder inden for insolvensboets rammer.

56.      Følgelig er jeg af den opfattelse, at omfanget af OWB NL’s forpligtelser sammen med Oilcharts tilsvarende rettigheder udgør kravets retlige grundlag for kravet. Inddrivelsen af denne fordring afhænger af anvendelsen af bestemmelserne i den nederlandske insolvenslovgivning med hensyn til virkningen af den erklærede insolvens i Nederlandene (60). Jeg vil derfor råde Domstolen til at fastslå, at Oilcharts fordring udspringer direkte af insolvensbehandlingen og har sit retsgrundlag i en fordring, der falder ind under insolvensboet.

b)      Andet kriterium: den snævre forbindelse mellem søgsmålet og insolvensbehandlingen

57.      Hvad angår det andet kriterium er det ifølge Domstolens formel graden af tilknytning mellem et søgsmål og insolvensbehandlingen, der er afgørende for at afgøre, om et søgsmål har en tilstrækkelig snæver forbindelse til insolvensbehandlingen (61). Dette kriterium gør det således muligt at tage hensyn til andre faktorer end dem, der vedrører retsgrundlaget.

58.      I princippet sigter det andet kriterium mod at besvare spørgsmålet om, hvorvidt et søgsmål svarende til det foreliggende kan anlægges samtidig med eller uafhængigt af en insolvensbehandling. I dommen i sagen German Graphics Graphische Maschinen fandt Domstolen f.eks., at et søgsmål anlagt på grundlag af et ejendomsforbehold mod en kurator ikke havde en tilstrækkelig snæver forbindelse til insolvensbehandlingen med den begrundelse, at det retsspørgsmål, der blev rejst i et sådant søgsmål, var uafhængigt af indledningen af insolvensbehandlingen (62). Mere aktuelt har Domstolen i Feniks-dommen fastslået, at et actio pauliana, hvor en kreditor anmoder om, at en handling, hvorved vedkommendes skyldner har overdraget et aktiv til en tredjepart, og som angiveligt er til skade for vedkommendes rettigheder, erklæres ugyldig i forhold til kreditor, ikke er forbundet med insolvensbehandling (63). Hvis Domstolen i nærværende sag skulle anvende et sådant »mulighedskriterium«, ville den være nødt til at fastslå, at det pågældende søgsmål var uafhængigt af insolvensbehandlingen, eftersom det kan anlægges uafhængigt af enhver insolvensbehandling, medmindre insolvenslovgivningen indeholder bestemmelser om suspension heraf.

59.      På samme måde tager Domstolen nogle gange hensyn til den processuelle kontekst ved at undersøge, om kreditor forfølger en kollektiv eller en individuel interesse. I F-Tex-dommen anførte parterne f.eks., at oprindelsen til og indholdet af det søgsmål, som erhververen havde anlagt, i det væsentlige var det samme som et søgsmål om omstødelse af en transaktion, der var anlagt af kurator (64). Ikke desto mindre bemærkede Domstolen, at »håndhævelsen af en ret, som erhververen har sikret sig, er underlagt andre regler end dem, der finder anvendelse i forbindelse med en insolvensbehandling«(65). For det første står det, til forskel fra kurator, der i princippet er forpligtet til at varetage kreditorernes interesser, erhververen frit for at håndhæve det krav, som vedkommende har erhvervet. For det andet handler erhververen ved beslutningen om at håndhæve sit krav i egen interesse og for at opnå personlig vinding. Domstolen fandt, at søgsmålet i hovedsagen derfor ikke var snævert forbundet med insolvensbehandlingen (66). Hvis Domstolen skulle anvende disse betragtninger på hovedsagen, ville den være nødt til at konkludere, at udøvelsen af den rettighed, som Oilchart har erhvervet, er underlagt andre regler end dem, der gælder for insolvensbehandlinger; Oilchart kan – til forskel fra en kurator – frit beslutte, om selskabet vil udøve denne rettighed og handle i sin egen interesse. Derfor er Oilcharts handling ikke tæt forbundet med insolvensbehandlingen.

60.      En mere resultatorienteret tilgang blev anvendt i Valach-dommen, hvor Domstolen undersøgte omfanget af forpligtelserne for det kreditorudvalg, der forkastede en genopretningsplan. Domstolen fandt navnlig, at det for at fastslå, om medlemmerne af kreditorudvalget kunne pålægges ansvar som følge af afvisningen af genopretningsplanen, ville være nødvendigt at analysere omfanget af udvalgets forpligtelser i forbindelse med insolvensbehandlingen og afvisningens forenelighed med disse forpligtelser. Denne handling blev anset for at være tilstrækkeligt snævert forbundet med insolvensbehandlingen (67). Skønt dommen ikke begrunder, hvorfor Domstolen nåede frem til denne konklusion, mener jeg, at dens tilgang kan forklares med behovet for at tage hensyn til søgsmålets indvirkning på boet og især den underliggende forpligtelse til at bevare de aktiver, der udgør en del af boet. I henhold til dette kriterium bør det konkluderes, at Oilchart under insolvensbehandlingen er forhindret i at inddrive sit provenu. Derfor bør det fastslås, at det pågældende søgsmål er tilstrækkeligt snævert forbundet til insolvensbehandlingen.

61.      Endelig undersøgte Domstolen i dommen i sagen SCT Industri hovedsageligt sammenhængen mellem parternes handlinger og aktivet. Den fastslog, at et søgsmål fra et selskab, der var genstand for insolvensbehandling, for at genvinde ejendomsretten til selskabsandele, der var blevet overdraget til et andet selskab, er tæt knyttet til insolvensbehandlingen, da salget fandt sted på grundlag af bestemmelser om insolvens. Domstolen understregede, at aktiverne i den virksomhed, der var genstand for insolvensbehandlingen, blev forøget efter kurators overdragelse af de pågældende selskabsandele (68). På samme måde påvirker Oilcharts handlinger i denne sag klart boet. I henhold til dette kriterium er den omhandlede handling således tilstrækkeligt snævert forbundet med insolvensbehandlingen.

62.      På baggrund af det ovenstående er jeg nået til det resultat, at Gourdain-kriterierne bør fortolkes på en måde, der tager hensyn til formålet med og eksistensberettigelsen for insolvensbehandlingen, nemlig problemet med fællesgoder og effektiv forvaltning af aktiver. En snæver fortolkning af disse kriterier fører til, at kreditor kan omgå reglerne for insolvensbehandling, tilegne sig aktiver og udtømme andre kreditorers rettigheder. Denne omgåelse kunne finde sted på grund af eksistensen af flere kompetencer og karakteriseringen af det parallelle søgsmål som et »civil- og handelsretligt« søgsmål, jf. artikel 1, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Efter min mening kan anvendelsen af Bruxelles Ia-forordningen imidlertid ikke tjene som et middel til at udhule skifterettens enekompetence (69), insolvensbehandlingens effektivitet (70) og nødvendigheden af at beskytte kreditorernes interesser (71). Ved at tillægge den forelæggende ret kompetence i henhold til Bruxelles Ia-forordningen omgås den effektive gennemførelse af insolvensbehandlingen, hvilket undergraver »et velfungerende indre marked« (72). I nærværende sag, hvor den omhandlede fordring er identisk med den, der er indgivet til kurator i Nederlandene, vil jeg anbefale Domstolen at fastslå, at et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede udspringer direkte af insolvensbehandlingen og er tæt forbundet med denne, således at det henhører under insolvensforordningens anvendelsesområde.

63.      Følgelig foreslår jeg, at Domstolen svarer, at artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 2, litra b), i Bruxelles Ia-forordningen og artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen skal fortolkes således, at når en ret i en medlemsstat åbner en insolvensbehandling for en fordring vedrørende en kontraktlig forpligtelse til at betale for en vareleverance, og den samme fordring er genstand for et søgsmål mod et insolvent selskab i forbindelse med denne insolvensbehandling, falder dette søgsmål inden for insolvensforordningens anvendelsesområde.

C.      Det andet spørgsmål

64.      Det andet spørgsmål stilles for det tilfælde, at retten besvarer det første spørgsmål med, at det omhandlede søgsmål falder inden for insolvensforordningens anvendelsesområde.

65.      Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens er forenelig med artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen, for så vidt som denne bestemmelse gør det muligt at anlægge en sag mod det insolvente selskab, som den i hovedsagen omhandlede, ved retterne i en anden medlemsstat end den, hvor der er erklæret insolvens.

66.      Jeg vil indledningsvis minde om, at det ikke tilkommer Domstolen i behandlingen af et præjudicielt spørgsmål at tage stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten. Domstolen begrænser sin prøvelse til en fortolkning af de EU-retlige bestemmelser, som den nationale ret vil kunne drage nytte af, og som har til formål at afgøre, om de nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten med henblik på at afgøre tvisten i hovedsagen (73).

67.      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at parterne i hovedsagen er uenige om, hvorvidt artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens er det egentlige retsgrundlag for søgsmålet, samt om den korrekte fortolkning af denne bestemmelse. Som jeg har nævnt ovenfor, påhviler det derfor den forelæggende ret, inden den tager stilling til denne bestemmelses forenelighed med EU-retten, at præcisere kravet og afgøre, om denne bestemmelse kan udgøre det egentlige retsgrundlag for det omhandlede søgsmål (74).

68.      Hvad angår denne bestemmelses forenelighed med artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen har sidstnævnte bestemmelse, som jeg tidligere har nævnt (75), til formål at fastslå, hvilken ret der er kompetent til at indlede insolvensbehandling. Den udgør således en regel om international kompetence (76). Domstolen har imidlertid fortolket den på en måde, der giver skifteretten enekompetence (77).

69.      I nærværende sag ses artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens at bestemme, at en dom mod en konkursramt skyldner ikke har retskraft over for insolvensboet. I bund og grund ses den at tillade, at der anlægges søgsmål uden for boet, men at disse søgsmål ikke er retskraftige i forhold til insolvensboet.

70.      Det følger heraf, at den blotte ordlyd af artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens umiddelbart ikke synes at falde inden for anvendelsesområdet i insolvensforordningens artikel 3, stk. 1, eftersom den ikke omhandler »indledning« af »insolvensbehandling«, men blot tillader ikkeverificerbare fordringer uden for denne behandling. Under alle omstændigheder synes artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens umiddelbart at være i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i insolvensforordningen, da den ikke har konsekvenser for boet.

71.      Hvis anvendelsen af artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens imidlertid fører til en praksis, der gør det muligt at omgå insolvensbehandlingen og skifterettens enekompetence, hvilket det påhviler den nationale ret at efterprøve, kan det i dette tilfælde antages, at den nationale ordning bevirker en omgåelse af insolvensforordningens artikel 3, stk. 1, og derfor er i strid med denne.

72.      Med henblik herpå skal den forelæggende ret undersøge, om anvendelsen af artikel 25, stk. 2, i lov om insolvens fører til en retlig eller økonomisk ændring af kreditorernes situation med hensyn til insolvensboet eller insolvensbehandlingen (f.eks. kreditorernes status eller rang eller boets sammensætning). I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at ING i retsmødet for Domstolen gjorde gældende, at Oilcharts handlinger kan have virkninger for så vidt angår indløsningen af de garantier, der er stillet af rederne eller P&I Klubberne, dvs. forholdet til tredjemand. Hvis anvendelsen af denne bestemmelse derimod ikke har en sådan virkning, er søgsmålet for den forelæggende ret »neutralt« for så vidt angår denne behandling.

73.      På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer dette spørgsmål således, at insolvensforordningens artikel 3, stk. 1, og princippet om enekompetence skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning eller en national praksis, der medfører en omgåelse af enekompetencen for en ret i en medlemsstat, ved hvilken der først er indledt insolvensbehandling af et krav vedrørende en kontraktlig forpligtelse til at betale for en vareleverance, der er omfattet af insolvensmassen.

IV.    Forslag til afgørelse

74.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare spørgsmålene forelagt af hof van beroep te Antwerpen (appeldomstolen i Antwerpen, Belgien) som følger:

»1)      Artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område og artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling,

skal fortolkes således, at

når en ret i en medlemsstat behandler en insolvenssag vedrørende en fordring i forbindelse med en kontraktlig forpligtelse til at betale for en vareleverance, og samme fordring er genstand for et søgsmål mod et insolvent selskab under denne insolvensbehandling, er dette søgsmål omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000.

2)      Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 og princippet om enekompetence

skal fortolkes således, at

de er til hinder for en national lovgivning eller en national praksis, der medfører en omgåelse af den enekompetence, der tilkommer en ret i en medlemsstat, ved hvilken der først er indledt en insolvensbehandling, for så vidt angår et krav vedrørende en kontraktlig forpligtelse til at betale for en levering af varer, der er omfattet af insolvensboet.«

1 –      Originalsprog: engelsk.

2 –      EUT 2012, L 351, s. 1.

3 –      Denne forordning erstattede Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), som selv havde erstattet konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (»Bruxelles-konventionen«).

4 –      EFT 2000, L 160, s. 1, berigtiget i EUT 2014, L 350, s. 15.

5 –      Insolvensforordningen blev erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20.5.2015 om insolvensbehandling (omarbejdning) (EUT 2015, L 141, s. 19), som ikke finder anvendelse ratione temporis i nærværende sag.

6 –      Det anføres, at ING forud for denne konkurserklæring havde ydet et lån til OWB NL, som sammen med andre koncernenheder havde overført nuværende og fremtidige krav mod sine slutkunder til ING.

7 –      Artikel 28, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen fastsætter, at såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer retten sig på embeds vegne inkompetent, medmindre den er kompetent efter bestemmelserne i denne forordning.

8 –      Selv om denne bestemmelse indeholder udtrykket »konkurs«, er det under hensyntagen til insolvensforordningen og forordning 2015/848 klart, at udtrykket »insolvens« i den foreliggende sammenhæng er mere passende, og jeg vil anvende det i dette forslag til afgørelse. Jf. også Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20.6.2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) (EUT 2019, L 172, s. 18).

9 –      Domstolens sagsakter indeholder udtrykket »konkurs«. Derfor vil jeg i denne udtalelse henvise til dette udtryk, når jeg beskriver sagens omstændigheder eller nederlandsk ret. Udtrykket »insolvens« skal dog anvendes i forbindelse med EU-retten, da både insolvensforordningen og forordning 2015/848 henviser til insolvensbehandling.

10 –      Det forhold, at der var tale om et identisk krav – idet fakturaen og beløbet var det samme – blev bekræftet af ING, en af OWB NL’s kreditorer, i retsmødet.

11 –      Dom af 21.9.2016, Etablissements Fr. Colruyt (C-221/15, EU:C:2016:704, præmis 15), og af 5.6.2018, Grupo Norte Facility (C-574/16, EU:C:2018:390, præmis 32).

12 –      Jf. navnlig dom af 14.11.2018, Wiemer & Trachte (C-296/17, EU:C:2018:902, præmis 23).

13 –      H. Eidenmuller, »What is an insolvency proceeding?«, American Bankruptcy Law Journal, 92(1), 2018, s. 53-72.

14 –      Den mest indflydelsesrige teori om konkurser, Creditors’ Bargain Theory, ser insolvens som et problem med fællesgoder og følgelig insolvenslovgivning som et sæt særregler til at løse det problem. Problemet med fællesgoder ved insolvens er, at alle kreditorer har krav mod virksomheden, hvis aktiver er utilstrækkelige til at opfylde alle kravene. Derfor bygger insolvens på idéen om, at en bedre proces ville være at forhindre individuel inddrivelse og at fordele skyldnerens aktiver på en retfærdig måde mellem kreditorerne. En kollektiv procedure er at foretrække (jf. T. Jackson, The Logic and Limits of Bankruptcy Law, Beard Books, 2001, s. 11 ff.).

15 –      Jf. tilsvarende UNCITRAL Legislative Guide on Insolvency Law (De Forenede Nationer 2005, s. 83, punkt 26), som fastslår, at »et af de grundlæggende principper i insolvensretten er, at insolvensbehandling er en kollektiv behandling, som kræver, at alle kreditorers interesser beskyttes mod individuelle skridt fra en af dem«.

16 –      I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at den forelæggende ret understreger, at det omhandlede søgsmål har »konsekvenser for boet«, navnlig fordi det er et søgsmål, der har til formål at omgå fordelingen af de samlede aktiver eller at reducere beløbet heraf.

17 –      Som ING forklarede i sit skriftlige indlæg og i retsmødet, kunne Oilchart, hvis de belgiske domstole gav selskabet medhold i dets krav, opnå en betaling fra ING, som ville fjerne det krav, som blev rejst i forbindelse med den nederlandske insolvensbehandling, fra det nederlandske insolvensbo.

18 –      Jf. artikel 16, stk. 1, i insolvensforordningen. Domstolen har fastslået, at den prioritetsregel, der er fastsat i denne bestemmelse, er baseret på princippet om gensidig tillid. Det er nemlig dette princip, der har gjort det muligt ikke blot at indføre en bindende kompetenceordning, som alle de retter, der er omfattet af forordningens anvendelsesområde, har pligt til at respektere, men også medlemsstaternes modsvarende afståelse fra at anvende nationale regler om anerkendelse og fuldbyrdelse til fordel for en forenklet ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, der træffes inden for rammerne af en insolvensbehandling (jf. dom af 5.7.2012, ERSTE Bank Hungary C-527/10, EU:C:2012:417, præmis 34).

19 –      Jf. tilsvarende artikel 28, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Jf. ligeledes til eksempel direktiv 2019/1023, som i artikel 2, stk. 1, nr. 4), definerer »suspension af individuel kreditorforfølgning« som »en af en judiciel eller administrativ myndighed meddelt eller på lov støttet midlertidig suspension af en kreditors ret til at fuldbyrde et krav mod en skyldner og, hvis dette er foreskrevet i national ret, mod en tredjepartssikkerhedsstiller i forbindelse med en retslig, administrativ eller anden procedure eller af retten til at beslaglægge eller udenretsligt at realisere skyldners aktiver eller virksomhed«.

20 –      »Enhedsprincippet« betyder, at der er en enkelt insolvensbehandling. »Universalprincippet« betyder, at denne behandling omfatter alle skyldnerens aktiver, uanset hvor de måtte befinde sig. I den forbindelse skal det nævnes, at insolvensforordningen er baseret på sondringen i forordningens artikel 3 mellem (»universel«) hovedinsolvensbehandling og (»territorial«) sekundær insolvensbehandling (jf. dom af 2.5.2006, Eurofood IFSC, C-341/04, EU:C:2006:281, præmis 28). Jf. tillige dom af 14.11.2018, Wiemer & Trachte (C-296/17, EU:C:2018:902, præmis 40).

21 –      I den forbindelse skal det nævnes, at insolvensforordningen gør »det muligt at indlede hovedinsolvensbehandlingen i den medlemsstat, hvor centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig« og præciserer, at »hovedinsolvensbehandling har universel gyldighed og omfatter alle skyldnerens aktiver«. Jf. 12. betragtning til insolvensforordningen. Ifølge generaladvokat Szpunar (forslag til afgørelse Senior Home, C-195/15, EU:C:2016:369, punkt 21) svarer insolvensforordningen ikke til en model baseret på princippet om insolvensbehandlingernes universalitet, men til en model svarende til svækket universalitet, idet denne forordning afviger fra en universel model og samtidig fastsætter en række særregler, der fungerer som undtagelser, og som korrigerer eller svækker dens universalitet.

22 –      Jf. punkt 31 ovenfor.

23 –      I dom af 16.1.2014, Schmid (C-328/12, EU:C:2014:6, præmis 39), fastslog Domstolen f.eks., at retterne i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er blevet indledt, har kompetence til at behandle en søgsmål om omstødelse af en transaktion som følge af insolvens. Jf. også Forklarende rapport fra M. Virgós og E. Schmit om konventionen om konkurs af 3.5.1996, dokument fra Rådet for Den Europæiske Union, 6500/96, DRS 8 (CFC), punkt 3 (herefter »Virgós/Schmit-rapporten«).

24 –      Det følger af anden og ottende betragtning til forordning nr. 1346/2000, at dens formål er at muliggøre og forbedre rationel og effektiv afvikling af grænseoverskridende insolvensbehandlinger.

25 –      Dom af 12.2.2009 (C-339/07, EU:C:2009:83, præmis 22).

26 –      Jf. også ottende og sekstende betragtning til insolvensforordningen.

27 –      Jf. tilsvarende om formålet om at sikre rationelle og effektive grænseoverskridende insolvensbehandlinger dom af 22.11.2012, Bank Handlowy and Adamiak (C-116/11, EU:C:2012:739, præmis 62).

28 –      Jf. artikel 4, stk. 1, og artikel 16 i insolvensforordningen.

29 –      I den forbindelse har Domstolen fremhævet anvendelsen af princippet om gensidig tillid, som kræver, at retterne i de øvrige medlemsstater anerkender afgørelsen om indledning af en sådan sag uden at kunne efterprøve den bedømmelse, som den første ret har foretaget med hensyn til sin egen kompetence (jf. tilsvarende dom af 2.5.2006, Eurofood IFSC, C-341/04, EU:C:2006:281, præmis 42).

30 –      Dom af 18.9.2019, Riel (C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 42).

31 –      Jf. i samme retning dom af 20.6.2022, London Steam-Ship Owners’ Mutual Insurance Association (C-700/20, EU:C:2022:488, præmis 43 og 69). Jeg vil gerne tilføje, at eftersom Domstolen fastslog, at litispendensreglen finder anvendelse på undtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001, bør samme resultat tilsvarende nås med hensyn til undtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra b), i Bruxelles Ia-forordningen.

32 –      Jf. punkt 34-37 ovenfor.

33 –      Jf. tilsvarende dom af 1.3.2005, Owusu (C-281/02, EU:C:2005:120, præmis 31-42), hvor Domstolen fremhævede retssikkerhedsprincippet, princippet om retsbeskyttelse af personer bosiddende i Den Europæiske Union og princippet om ensartet anvendelse af kompetencereglerne, idet den mindede om, at »formålet med Bruxelleskonventionen netop er at fastsætte fælles regler og dermed udelukke afvigende nationale regler«. Jf. dom af 16.4.2015, Lutz (C-557/13, EU:C:2015:227, præmis 48), om ensartet anvendelse af insolvensforordningen.

34 –      Dom af 22.2.1979 (133/78, EU:C:1979:49).

35 –      Dom af 12.2.2009 (C-339/07, EU:C:2009:83, præmis 20).

36 –      Jf. i samme retning dom af 18.9.2019, Riel (C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

37 –      Det skal påpeges, at denne tilgang blev bekræftet, da disse kriterier blev kodificeret i artikel 6 i forordning 2015/848, hvorefter retterne i den medlemsstat, på hvis område der er indledt insolvensbehandling, har kompetence til at behandle enhver sag, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil.

38 –      Jf. bl.a. dom af 10.9.2009, German Graphics Graphische Maschinen (C-292/08, EU:C:2009:544, præmis 23).

39 –      F. Garcimartin, »Insolvency-Related Judgments and Vis Attractiva Concursus: The EU Approach«, Insolvency Intelligence 1 (2018). Jf. Virgós/Schmit-rapporten, nævnt ovenfor i fodnote 23, punkt 77.

40 –      Jf. generaladvokat Bobeks kritik af disse kriteriers anvendelse i hans forslag til afgørelse NK (C-535/17, EU:C:2018:850, punkt 44-53).

41 –      Jf. f.eks. dom af 4.12.2019, Tiger (C-493/18, EU:C:2019:1046), og af 20.12.2017, Valach m.fl. (C-649/16, EU:C:2017:986).

42 –      Jf. generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse NK (C-535/17, EU:C:2018:850, punkt 44-46).

43 –      Jf. f.eks. dom af 18.9.2019, Riel (C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 37).

44 –      Jf. i samme retning dom af 21.11.2019 CeDe Group (C-198/18, EU:C:2019:1001, præmis 31 og 32).

45 –      Jf. i samme retning dom af 9.11.2017, Tünkers France and Tünkers Maschinenbau, (C-641/16, EU:C:2017:847, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

46 –      Ibidem. Jf. ligeledes dom af 6.2.2019, NK (C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 28), og af 18.9.2019, Riel (C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 36).

47 –      Jf. dom af 4.9.2014, Nickel & Goeldner Spedition (C-157/13, EU:C:2014:2145, præmis 26).

48 –      Jf. dom af 18.9.2019 (C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 37).

49 –      Jf. i samme retning dom af 4.12.2019 (C-493/18, EU:C:2019:1046, præmis 30 og 31).

50 –      Jf. dom af 4.9.2014 (C-157/13, EU:C:2014:2145, præmis 28). Domstolen tilføjede videre, at »den omstændighed, at søgsmålet med påstand om betaling anlægges efter indledningen af en insolvensbehandling mod tjenesteyderen af den kurator, der er blevet udpeget i forbindelse med insolvensbehandlingen, og at sidstnævnte handler i kreditorernes interesse, ændrer ikke i det væsentlige karakteren af den fordring, der gøres krav på, som fortsat er underlagt de samme retsregler for så vidt angår realiteten«.

51 –      Jf. dom af 6.2.2019, NK (C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 35 og 36). Jf. ligeledes German Graphics Graphische Maschinen (C-292/08, EU:C:2009:544, præmis 31). I sidstnævnte dom forblev det dog uklart, om »uafhængighedselementet« vedrørte det første eller det andet kriterium.

52 –      Jf. punkt 29 ovenfor.

53 –      Jf. punkt 35 ovenfor.

54 –      Dom af 18.9.2019 (C-47/18, EU:C:2019:754, præmis 33-40).

55–      Dom af 4.12.2014 (C-295/13, EU:C:2014:2410).

56 –      Omvendt fandt Domstolen i sin dom af 6.2.2019, NK (C-535/17, EU:C:2019:96), at det forhold, at kravet også kan rejses af kreditorerne individuelt, uanset om det er før, under eller efter gennemførelsen af insolvensbehandlingen, gjorde, at det faldt inden for Bruxelles Ia-forordningen. Hvorfor Domstolen fandt dette relevant i NK-dommen, men ikke i sin dom af 4.12.2014, H (C-295/13, EU:C:2014:2410), forbliver uklart. Jf. i samme retning R. Bork og K. van Zwieten (red.), »Jurisdiction for actions which derive directly from the insolvency proceedings and are closely linked with them«, i R. Bork og K. van Zwieten (red.), Commentary on the European Insolvency Regulation, 2. udg., Oxford University Press, Oxford, 2022, s. 221-243; online udg., Oxford Academic, 19.5.2022.

57 –      Jeg er derfor uenig i Kommissionens anbringende om, at det pågældende søgsmål er adskilt fra insolvensbehandlingen, fordi det materielt set er underlagt almindelige retsregler.

58 –      Jf. punkt 29 ovenfor.

59 –      Jf. punkt 35 ovenfor.

60 –      I henhold til artikel 4, stk. 1, i insolvensforordningen skal virkningerne af en insolvensbehandling bestemmes af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er indledt. I den foreliggende sag henhører insolvensens virkninger under nederlandsk ret.

61 –      Jf. dom af 2.7.2009, SCT Industri (C-111/08, EU:C:2009:419, præmis 22-25), af 9.11.2017, Tünkers France and Tünkers Maschinenbau (C-641/16, EU:C:2017:847, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis), og af 6.2.2019, NK (C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 30).

62 –      Dom af 10.9.2009 (EU:C:2009:544, præmis 30 og 31).

63 –      Dom af 4.10.2018 (C-337/17, EU:C:2018:805, præmis 32).

64 –      Dom af 19.4.2012 (C-213/10, EU:C:2012:215). Domstolen medgav tilmed, at »det kan ganske vist ikke nægtes, at den ret, som sagsøgeren i hovedsagen baserer sit søgsmål på, har en forbindelse til skyldnerens insolvens, idet denne ret kan udledes af den omstødelsesret, der tilkommer kurator i henhold til den nationale lov, som finder anvendelse på insolvensbehandling«.

65 –      Jf. denne doms præmis 42.

66 –      Jf. dom af 19.4.2012, F-Tex (C-213/10, EU:C:2012:215, præmis 41-47).

67 –      Dom af 20.12.2017, Valach m.fl. (C-649/16, EU:C:2017:986, præmis 38).

68 –      Dom af 2.7.2009 (C-111/08, EU:C:2009:419, præmis 26-29).

69 –      Jf. punkt 29 ovenfor.

70 –      Jf. punkt 35 ovenfor.

71 –      Jf. punkt 34 ovenfor.

72 –      Jf. anden betragtning til insolvensforordningen.

73 –      Jf. i samme retning dom af 17.3.2021, Consulmarketing (C-652/19, EU:C:2021:208, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

74 –      Jf. punkt 25 og 26 ovenfor.

75 –      Jf. punkt 23 ovenfor.

76 –      Dom af 16.1.2014, Schmid (C-328/12, EU:C:2014:6, præmis 27).

77 –      Jf. punkt 29 ovenfor.