1.

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse indgår i en række sager, der har været indbragt for Domstolen siden 2011 vedrørende foreneligheden af visse bestemmelser i den franske code de l’entrée et du séjour des étrangers et du droit d’asile (kodeks om udlændinges indrejse og ophold og om ret til asyl, herefter »Ceseda«) med kravene i direktiv 2008/115/EF ( 2 ) og i forordning (EU) 2016/399 ( 3 ) (herefter »Schengengrænsekodeksen«) ( 4 ). Det er særligt de to seneste af disse sager, som førte til Affum-dommen og dommen i sagen Arib m.fl., der er relevante i den foreliggende sag.

2.

I det foreliggende tilfælde har flere sammenslutninger anlagt søgsmål ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) med påstand om navnlig annullation af ordonnance no 2020-1733 du 16 décembre 2020 portant partie législative du code de l’entrée et du séjour des étrangers et du droit d’asile (bekendtgørelse 2020-1733 af 16.12.2020 om den lovgivningsmæssige del af kodeksen om udlændinges indrejse og ophold og om ret til asyl ( 5 ), herefter »bekendtgørelse 2020-1733«). Det centrale spørgsmål, der rejses i denne præjudicielle forelæggelse, er, hvorvidt en medlemsstat, hvis den beslutter at indføre grænsekontrol ved de indre grænser i medfør af Schengengrænsekodeksen, er forpligtet til at anvende bestemmelserne i direktiv 2008/115, eller om den kan bringe Schengengrænsekodeksens artikel 14 i anvendelse med henblik på at træffe afgørelse om nægtelse af indrejse vedrørende en tredjelandsstatsborger.

3.

Jeg anbefaler i dette forslag til afgørelse Domstolen at fastslå, at en situation som den af den forelæggende ret beskrevne lægger sig op ad de situationer, som førte til Affum-dommen og dommen i sagen Arib m.fl., og at bestemmelserne i direktiv 2008/115 finder anvendelse. Der skal derimod ses bort fra anvendelsen af Schengengrænsekodeksens artikel 14.

4.

I henhold til Schengengrænsekodeksens artikel 2:

»I denne forordning forstås ved:

[…]«

5.

I denne kodeks’ artikel 6 fastsættes:

»1.   For påtænkte ophold på medlemsstaternes område i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning, skal tredjelandsstatsborgere opfylde følgende indrejsebetingelser:

[…]«

6.

Nævnte kodeks’ artikel 13, stk. 1, bestemmer:

»Hovedformålet med grænseovervågning er at forhindre ulovlig grænsepassage, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og træffe foranstaltninger mod personer, som har passeret grænsen ulovligt. En person, som har passeret en grænse ulovligt, og som ikke har ret til at opholde sig på den pågældende medlemsstats område, skal pågribes og gøres til genstand for procedurer under overholdelse af [direktiv 2008/115].«

7.

Samme kodeks’ artikel 14 er affattet således:

»1.   En tredjelandsstatsborger, der ikke opfylder alle indrejsebetingelserne i artikel 6, stk. 1, og som ikke tilhører en af de personkategorier, der er omhandlet i artikel 6, stk. 5, skal nægtes indrejse på medlemsstaternes områder. Dette berører ikke anvendelsen af særlige bestemmelser om retten til asyl, international beskyttelse eller udstedelse af visum til længerevarende ophold.

2.   Indrejse kan kun nægtes ved en begrundet afgørelse med angivelse af de præcise grunde til nægtelsen. Afgørelsen træffes af en myndighed, der er bemyndiget hertil efter national ret. Den finder anvendelse umiddelbart.

Den begrundede afgørelse med angivelse af de præcise grunde til nægtelsen skal foreligge i form af en standardformular, jf. bilag V, del B, udfyldt af den myndighed, der efter national ret er bemyndiget til at nægte indrejse. Den udfyldte standardformular skal udleveres til den pågældende tredjelandsstatsborger, som skal anerkende modtagelsen af afgørelsen om nægtelse af indrejse ved hjælp af nævnte formular.

3.   Personer, der er nægtet indrejse, har ret til at påklage afgørelsen. Klageproceduren følger national ret. Tredjelandsstatsborgeren skal ligeledes have en skriftlig oversigt over de kontaktpunkter, der kan oplyse om repræsentanter med kompetence til at handle på tredjelandsstatsborgerens vegne i henhold til national ret.

Indgivelse af en klage har ikke opsættende virkning for afgørelsen om nægtelse af indrejse.

Uden at det berører spørgsmålet om tilkendelse af erstatning i henhold til national ret har den pågældende tredjelandsstatsborger ret til af den medlemsstat, der har nægtet indrejse, at få foretaget en rettelse af det annullerede indrejsestempel samt af enhver anden form for overstregning eller tilføjelse, såfremt det i klageafgørelsen konkluderes, at afgørelsen om nægtelse af indrejse ikke var tilstrækkeligt underbygget.

4.   Grænsevagterne sikrer, at en tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse, ikke indrejser på den pågældende medlemsstats område.

[…]

6.   De nærmere regler vedrørende nægtelse af indrejse er fastsat i bilag V, del A.«

8.

Følgende fremgår af Schengengrænsekodeksens artikel 23:

»Den omstændighed, at der ikke foretages grænsekontrol ved de indre grænser, berører ikke:

[…]«

9.

I henhold til kodeksens artikel 25:

»1.   Hvis der i området uden kontrol ved de indre grænser foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i en medlemsstat, kan denne medlemsstat undtagelsesvis genindføre grænsekontrol ved alle sine indre grænser eller ved bestemte dele heraf i et begrænset tidsrum på højst 30 dage eller i det tidsrum, hvor den alvorlige trussel forventes at bestå, hvis dette tidsrum overstiger 30 dage. Omfanget og varigheden af den midlertidige genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser må ikke overstige det, som er strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel.

2.   Der må kun genindføres grænsekontrol ved de indre grænser som en sidste udvej og i overensstemmelse med artikel 27, 28 og 29. Der tages hensyn til de i henholdsvis artikel 26 og 30 omhandlede kriterier i hvert enkelt tilfælde, hvor det overvejes at træffe afgørelse om at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser i henhold til henholdsvis artikel 27, 28 eller 29.

3.   Hvis den alvorlige trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i den pågældende medlemsstat varer ved længere end det i nærværende artikels stk. 1 nævnte tidsrum, kan medlemsstaten forlænge grænsekontrollen ved sine indre grænser under hensyntagen til de i artikel 26 omhandlede kriterier og i overensstemmelse med artikel 27 af de samme grunde som dem, der er nævnt i nærværende artikels stk. 1, og under hensyntagen til eventuelle nye forhold, i tidsrum på højst 30 dage, som kan forlænges.

4.   Det samlede tidsrum, hvori der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, herunder omfattende forlængelser i henhold til nærværende artikels stk. 3, må ikke overstige seks måneder. Hvis der foreligger ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i artikel 29 kan det samlede tidsrum forlænges til højst to år i overensstemmelse med nævnte artikels stk. 1.«

10.

Schengengrænsekodeksens artikel 32 har følgende ordlyd:

»Hvis der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II tilsvarende anvendelse.«

11.

Schengengrænsekodeksens artikel 5, 13 og 14 indgår i kodeksens afsnit II med overskriften »De ydre grænser«, mens kodeksens artikel 23, 25 og 32 indgår i afsnit III med overskriften »De indre grænser«.

12.

Bilag V, del A, til Schengengrænsekodeksen foreskriver:

»1. Ved nægtelse af indrejse skal den kompetente grænsevagt:

2. Hvis en tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse, er blevet befordret til grænsen af en transportvirksomhed, skal den lokalt ansvarlige myndighed:

[…]«

13.

Artikel 2 i direktiv 2008/115 bestemmer:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en medlemsstats område.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på tredjelandsstatsborgere, som:

[…]«

14.

Nævnte direktivs artikel 3 er affattet som følger:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

15.

I samme direktivs artikel 4, stk. 4, fastsættes:

»Hvad angår tredjelandsstatsborgere, der er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra a), skal medlemsstaterne:

16.

Ifølge ordlyden af artikel 6 i direktiv 2008/115:

»1.   Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2-5.

2.   Tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, og som er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold, udstedt af en anden medlemsstat, skal anmodes om straks at begive sig til denne anden medlemsstats område. Efterkommer den pågældende tredjelandsstatsborger ikke dette krav, eller er den pågældende tredjelandsstatsborgers øjeblikkelige udrejse nødvendig af hensyn til den offentlige orden eller den nationale sikkerhed, finder stk. 1 anvendelse.

3.   Medlemsstaterne kan undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse af en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område, hvis den pågældende tredjelandsstatsborger tilbagetages af en anden medlemsstat i henhold til bilaterale aftaler eller ordninger, der er gældende på datoen for dette direktivs ikrafttræden. I så fald anvender den medlemsstat, der har tilbagetaget den pågældende tredjelandsstatsborger, stk. 1.

[…]

6.   Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne træffer afgørelse om ophør af lovligt ophold sammen med en afgørelse om tilbagesendelse og/eller en afgørelse om udsendelse og/eller en afgørelse om indrejseforbud i en og samme administrative eller retslige afgørelse eller retsakt i henhold til deres nationale lovgivning, jf. dog de retssikkerhedsgarantier, der gælder i henhold til kapitel III og i henhold til andre relevante bestemmelser i fællesskabslovgivningen og national lovgivning.«

17.

Cesedas artikel L. 332-2, som affattet ved bekendtgørelse 2020-1733, bestemmer:

»Afgørelsen om nægtelse af indrejse, som skal være skriftlig og begrundet, træffes af en befuldmægtiget, der henhører under en ved lov fastsat kategori.

Det skal af meddelelsen af afgørelsen om nægtelse af indrejse fremgå, at udlændingen har ret til at underrette eller lade underrette den person, som den pågældende har angivet at skulle begive sig til, sit konsulat eller en rådgiver efter eget valg. Det skal af meddelelsen fremgå, at udlændingen har ret til at nægte at vende tilbage inden udløbet af en frist på én fuld dag på de betingelser, der er fastsat i artikel L. 333-2.

Den pågældende skal modtage meddelelse om afgørelsen og de dermed følgende rettigheder på et sprog, som vedkommende forstår.

Der skal rettes en særlig opmærksomhed på udsatte personer, navnlig mindreårige, der er eller ikke er ledsaget af en voksen.«

18.

Cesedas artikel L. 332-3, som affattet ved bekendtgørelse 2020-1733, fastsætter:

»Proceduren efter artikel L. 332-2 finder anvendelse på en afgørelse om nægtelse af indrejse, som træffes vedrørende en udlænding i henhold til [Schengengrænsekodeksens] artikel 6. Den finder ligeledes anvendelse i forbindelse med den kontrol, der foretages ved en indre grænse i tilfælde af midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser på de betingelser, der er fastsat i kapitel II i afsnit III i [Schengengrænsekodeksen].«

19.

Appellanterne i hovedsagen har anlagt søgsmål ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) bl.a. med påstand om annullation af Cesedas artikel L. 332-3. De har navnlig gjort gældende, at denne artikel tilsidesætter direktiv 2008/115, for så vidt som den gør det muligt at træffe afgørelse om nægtelse af indrejse ved indre grænser, ved hvilke der er blevet genindført grænsekontrol.

20.

Den forelæggende ret har anført, at Domstolen i dommen i sagen Arib m.fl. fastslog, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, sammenholdt med Schengengrænsekodeksens artikel 32, ikke finder anvendelse på situationen for en tredjelandsstatsborger, der pågribes i umiddelbar nærhed af en indre grænse og med ulovligt ophold på en medlemsstats område, selv når den pågældende medlemsstat i medfør af denne kodeks’ artikel 25 har genindført grænsekontrol ved denne grænse på grund af en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i denne medlemsstat.

21.

Den 27. november 2020 fastslog den forelæggende ret, at bestemmelserne i Cesedas artikel L. 213-3-1, hvoraf det fremgik, at en udlænding, som er indrejst direkte fra en stat, der er part i Schengenkonventionen, i tilfælde af midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser kan nægtes indrejse på betingelserne i denne kodeks’ artikel L. 213-2, hvis den pågældende er indrejst på europæisk fransk område ved at passere en indre landgrænse uden at have tilladelse hertil og er blevet kontrolleret i en zone mellem denne grænse og en linje i en afstand af 10 km herfra, strider mod bestemmelserne i direktiv 2008/115, som fortolket af Domstolen i dommen i sagen Arib m.fl.

22.

Den forelæggende ret finder, at Cesedas artikel L. 332-3, som er genstand for det søgsmål, der verserer for den i den foreliggende sag, ikke gengiver bestemmelserne i denne kodeks’ artikel L. 213-3-1, således at nævnte kodeks’ artikel L. 332-3 ikke tilsidesætter retskraften af den afgørelse, der er truffet. Samme kodeks’ artikel L. 332-3, stk. 2, fastsætter imidlertid, at der kan træffes afgørelse om nægtelse af indrejse i forbindelse med den kontrol, der foretages ved de indre grænser, i tilfælde af midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser på de betingelser, der er fastsat i kapitel II i afsnit III i Schengengrænsekodeksen.

23.

Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at det skal afgøres, hvorvidt en tredjelandsstatsborger, som indrejser direkte fra en stat, der er part i Schengenkonventionen, og som ankommer til et godkendt grænseovergangssted uden at være i besiddelse af den krævede dokumentation for tilladelse til indrejse eller ret til ophold i Frankrig, i et sådant tilfælde kan nægtes indrejse i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 14, uden at direktiv 2008/115 finder anvendelse.

24.

Under disse omstændigheder har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) ved afgørelse af 24. februar 2022, indgået til Domstolen den 1. marts 2022, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan en udlænding, som indrejser direkte fra en stat, der er part i [Schengenkonventionen], hvis der på de betingelser, der er fastsat i kapitel II i afsnit III i [Schengengrænsekodeksen], midlertidigt genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, nægtes indrejse i forbindelse med den kontrol, der foretages ved den pågældende grænse, i medfør af denne [kodeks’] artikel 14, uden at direktiv [2008/115] finder anvendelse?«

25.

Appellanterne i hovedsagen, Défenseur des droits, den franske og den polske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Samme parter har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, som blev afholdt den 19. januar 2023.

26.

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt afgjort, hvorvidt Schengengrænsekodeksens artikel 14 eller bestemmelserne i direktiv 2008/115 finder anvendelse, hvis der på de betingelser, der er fastsat i kodeksens kapitel II i afsnit III, midlertidigt genindføres grænsekontrol ved de indre grænser.

27.

Jeg skal indledningsvis fremhæve, at det ikke drejer sig om at afgøre lovligheden af en genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser, men alene konsekvenserne af en sådan genindførelse ( 9 ).

28.

Jeg foreslår Domstolen at svare, at bestemmelserne i direktiv 2008/115 finder anvendelse, og at Schengengrænsekodeksens artikel 14 derimod ikke finder anvendelse. Denne konklusion følger efter min opfattelse af det ræsonnement, som Domstolen fulgte i de sager, der førte til Affum-dommen og dommen i sagen Arib m.fl.

29.

Genstanden for direktiv 2008/115 er, således som det fremgår af artikel 1 heri, at fastsætte fælles standarder og procedurer, som skal anvendes i medlemsstaterne ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og folkeretten. Det følger af fjerde betragtning til dette direktiv, at det har til formål at fastsætte klare, gennemsigtige og retfærdige regler for at sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrationspolitik.

30.

Det personelle anvendelsesområde for direktiv 2008/115, som defineret i artikel 2 heri, er bredt ( 10 ). I medfør af direktivets artikel 2, stk. 1, finder det anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en medlemsstats område. Begrebet »ulovligt ophold« defineres i direktivets artikel 3, nr. 2), som »tilstedeværelsen på en medlemsstats område af en tredjelandsstatsborger, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i artikel [6] i Schengengrænsekodeksen ( 11 ), eller andre betingelser for indrejse, ophold eller bopæl i den pågældende medlemsstat« ( 12 ). Det følger af denne definition, at enhver tredjelandsstatsborger, som er til stede på en medlemsstats område uden at opfylde betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl i denne, alene af denne grund opholder sig ulovligt, uden at denne tilstedeværelse er undergivet en betingelse om en mindste varighed eller en hensigt om at blive på området ( 13 ). Desuden er en sådan tilstedeværelses midlertidige eller transitmæssige karakter heller ikke opført blandt de i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2008/115 opregnede grunde til, at medlemsstaterne kan beslutte at udelukke en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold fra direktivets anvendelsesområde ( 14 ).

31.

Domstolen har endvidere konstateret, at i direktiv 2008/115’s kontekst er begreberne »ulovligt ophold« og »ulovlig indrejse« snævert forbundne, idet en sådan indrejse således udgør en af de faktiske omstændigheder, der kan føre til tredjelandsstatsborgerens ulovlige ophold på den berørte medlemsstats område ( 15 ). Eftersom en tredjelandsstatsborger, der er indrejst ulovligt til en medlemsstats område, og som af denne grund anses for at opholde sig dér ulovligt, således ifølge dette direktivs artikel 2, stk. 1, og med forbehold af artikel 2, stk. 2, er omfattet af direktivet, skal den pågældende undergives de fælles standarder og procedurer, som er fastsat heri med henblik på vedkommendes udsendelse, så længe opholdet ikke eventuelt lovliggøres ( 16 ).

32.

I henhold til artikel 2, stk. 2, i direktiv 2008/115 har medlemsstaterne mulighed for ikke at anvende dette direktiv i visse nøje afgrænsede situationer. I medfør af direktivets artikel 2, stk. 2, litra a), kan en medlemsstat nemlig beslutte ikke at anvende direktivet på tredjelandsstatsborgere, som er genstand for nægtelse af indrejse i medfør af artikel 14 i Schengengrænsekodeksen ( 17 ), eller som pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig overskridelse af en medlemsstats ydre grænse, og som ikke efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat.

33.

Domstolen har tidligere haft anledning til at klarlægge, at det fremgår af artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, at de to situationer, som er omhandlet heri, udelukkende vedrører overskridelsen af en medlemsstats ydre grænse som defineret i Schengengrænsekodeksens artikel 2, nr. 2), og således ikke vedrører passage af en fælles grænse mellem medlemsstater, der indgår i Schengenområdet. Medlemsstaterne kan således ikke i henhold til nævnte bestemmelse udelukke tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold fra dette direktivs anvendelsesområde med den begrundelse, at de er indrejst ulovligt ved en indre grænse ( 18 ). Domstolen har desuden klarlagt, at det med hensyn til den første af de i dette direktivs artikel 2, stk. 2, litra a), omhandlede situationer er ubestridt, at det alene er de tredjelandsstatsborgere, der ønsker at passere en ydre grænse for at indrejse til Schengenområdet, som er genstand for en afgørelse om nægtelse af indrejse i overensstemmelse med Schengengrænsekodeksens artikel 14 ( 19 ).

34.

I henhold til denne lære kan den franske regerings argument, hvorefter en tredjelandsstatsborger, som er genstand for nægtelse af indrejse til en medlemsstats område, ikke opholder sig på en af disse medlemsstaters område, ikke tiltrædes, da et sådant argument svarer til, at en medlemsstat ensidigt indskrænker anvendelsesområdet for direktiv 2008/115. Den pågældende medlemsstat ville nemlig kunne tilbagekalde et ophold, som allerede er blevet fastslået. Jeg er af den opfattelse, at der ikke er anledning til at bringe en sådan ensidig indskrænkning af anvendelsesområdet for dette direktiv i anvendelse.

35.

Som en foreløbig konklusion skal det konstateres, at Den Franske Republik ikke i medfør af artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, der pågribes ved en grænse.

36.

Jeg vil med hensyn til denne konstatering tilføje, at den nøjagtigt svarer til den løsning, som Domstolen lagde til grund, da den fastslog, at bestemmelserne i direktiv 2008/115 finder anvendelse på situationen for en tredjelandsstatsborger, der pågribes i umiddelbar nærhed af en indre grænse og med ulovligt ophold på en medlemsstats område, selv når den pågældende medlemsstat i medfør af Schengengrænsekodeksen har genindført grænsekontrol ved denne grænse ( 20 ). Den samme løsning er efter min opfattelse ligeledes påkrævet, hvis den pågældende person pågribes ved selve grænsen.

37.

På grundlag af denne lære er en medlemsstat således forpligtet til at anvende bestemmelserne i direktiv 2008/115 vedrørende enhver person, der pågribes ved en indre grænse i Schengenområdet.

38.

Bestemmelserne i Schengengrænsekodeksen, indbefattet artikel 14 heri, kan ikke ændre ved denne konstatering.

39.

Schengengrænsekodeksen fastsætter en ordning for personers grænsepassage.

40.

Personer bør uanset nationalitet ikke kontrolleres ved passage af de indre grænser. Grænsepassage uden kontrol er de facto kun mulig, hvis dette vedrører alle ( 21 ). Ophævelse af kontrol ved de indre grænser omfatter derfor grundet selve karakteren af manglen på kontrol nødvendigvis tredjelandsstatsborgere ( 22 ). Dette indebærer ligeledes, at adgang via medlemsstaternes ydre grænser henhører under EU-retten.

41.

Schengengrænsekodeksens artikel 14, som indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at nægte en tredjelandsstatsborger, der ikke opfylder indrejsebetingelserne i kodeksens artikel 6, stk. 1, indrejse på deres områder ved en ydre grænse ( 23 ), skal ikke finde anvendelse ved en indre grænse, end ikke – i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 32 – mutatis mutandis. Det bærende hensyn med disse bestemmelser er nemlig, at det påhviler de medlemsstater, der har ydre grænser, at sikre, at tredjelandsstatsborgere uden ret til indrejse ikke indrejser til Schengenområdet. Når først disse statsborgere er indrejst, påhviler det enhver medlemsstat at anvende direktiv 2008/115 og ikke at træffe afgørelse om nægtelse af indrejse i medfør af Schengengrænsekodeksen.

42.

Hertil kommer, at medlemsstaterne ( 24 ) ikke beskytter de samme retlige interesser ved de ydre grænser og ved de indre grænser: En medlemsstat, som i medfør af Schengengrænsekodeksen er ansvarlig for kontrol ved dette områdes ydre grænser, handler i alle Schengenområdets medlemsstaters interesse. Derimod handler en medlemsstat, som beslutter at genindføre kontrol ved de indre grænser, i egen interesse ( 25 ).

43.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg at besvare det præjudicielle spørgsmål med, at hvis der på de betingelser, der er fastsat i kapitel II i afsnit III i Schengengrænsekodeksen, midlertidigt genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder bestemmelserne i direktiv 2008/115 anvendelse. Der skal derimod ses bort fra anvendelsen af Schengengrænsekodeksens artikel 14.

44.

Selv om bestemmelserne i direktiv 2008/115 finder anvendelse, og Schengengrænsekodeksens artikel 14 ikke finder anvendelse, hvis der på de betingelser, som den forelæggende ret har beskrevet, midlertidigt genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, bibeholder medlemsstaterne ikke desto mindre flere muligheder for at sikre effektiv tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

45.

Jeg erindrer i denne forbindelse om, at den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i direktiv 2008/115, er centreret om en afgørelse om tilbagesendelse, som medlemsstaterne i henhold til dette direktivs artikel 6, stk. 1, er forpligtede ( 26 ) til at træffe vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område ( 27 ). Denne bestemmelse udgør hovedhjørnestenen i nævnte direktiv, som de øvrige bestemmelser heri er bygget op omkring ( 28 ). De forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i medfør af artikel 6 ff., i direktiv 2008/115, er varige og kontinuerlige, og de finder anvendelse uden afbrydelse i den forstand, at de opstår automatisk, så snart betingelserne i disse artikler er opfyldt ( 29 ). Følgelig er en medlemsstat, så snart en tredjelandsstatsborger opholder sig ulovligt, og de undtagelser, der er anført i direktivets artikel 6, stk. 2-5, ikke finder anvendelse, forpligtet til at træffe afgørelse om tilbagesendelse og at fuldbyrde den.

46.

I det tilfælde, at en tredjelandsstatsborger, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, udgør en trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, er direktiv 2008/115 ikke til hinder for, at en medlemsstat træffer en frihedsberøvende foranstaltning vedrørende denne statsborger ( 30 ). I en sådan situation er den pågældende medlemsstat i medfør af dette direktivs artikel 7, stk. 4, ikke forpligtet til at indrømme en frist for frivillig udrejse.

47.

Jeg minder endvidere om den bestemmelse i artikel 6, stk. 3, i direktiv 2008/115, hvorefter medlemsstaterne kan undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse af en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område, hvis den pågældende statsborger tilbagetages af en anden medlemsstat i henhold til bilaterale aftaler eller ordninger, der er gældende på datoen for dette direktivs ikrafttræden.

48.

Endelig kan en medlemsstat i tilfælde af, at et usædvanligt stort antal tredjelandsstatsborgere, der skal tilbagesendes, medfører en uforudset stor byrde for kapaciteten af denne medlemsstats faciliteter for frihedsberøvede eller for dens administrative personale eller retspersonale, træffe hasteforanstaltninger i medfør af artikel 18 i direktiv 2008/115.

49.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Hvis der på de betingelser, der er fastsat i kapitel II i afsnit III i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks), midlertidigt genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold anvendelse. Der skal derimod ses bort fra anvendelsen af denne forordnings artikel 14.«