1.

Citius, Altius, Fortius: hurtigere, højere, stærkere. Det olympiske motto beskriver den menneskelige trang til at nå nye højder særdeles godt. Med presset for at vinde følger imidlertid også fristelsen til at forbedre præstationerne ved brug af visse forbudte stoffer.

2.

Den foreliggende sag er opstået i en sådan sammenhæng. Appellanten er en professionel østrigsk idrætsudøver. Hun blev fundet skyldig i at have handlet i strid med antidopingreglerne. Den nationale østrigske antidopingmyndighed offentliggjorde derfor hendes navn, nærmere oplysninger om den pågældende overtrædelse og udelukkelsesperioden på sit offentligt tilgængelige websted.

3.

Er denne praksis forenelig med den generelle forordning om databeskyttelse (herefter »databeskyttelsesforordningen«) ( 2 )? Dette er i al korthed det centrale materielle spørgsmål, som Domstolen skal tage stilling til. Eftersom den præjudicielle anmodning er fremsat af et organ, som ikke er en »klassisk« ret inden for det østrigske retsvæsen, skal det imidlertid også efterprøves, om sagen kan antages til realitetsbehandling.

4.

Mennesker har ganske vist brugt stimulanser for at forbedre deres fysiske præstationer i konkurrencer siden begyndelsen af den historiske tid ( 3 ), men det dopingkontrolsystem, som vi kender i dag, blev først indført i 1999 i forbindelse med oprettelsen af Det Internationale Antidopingagentur (herefter »WADA«) og ikrafttrædelsen af det internationale kodeks for antidoping (herefter »WADC«) i 2004 ( 4 ). De nyeste regler stammer fra 2021.

5.

Selv om WADC er et privatretligt instrument, sikres dets effektivitet ved FN’s internationale konvention mod doping i idræt fra 2005 ( 5 ). Alle EU-medlemsstater har undertegnet denne konvention. Konventionens artikel 4 fastsætter, at bestemmelserne i WADC ikke udgør en integreret del af denne konvention og ikke har direkte virkning i national ret. Ved den samme bestemmelse har deltagerstaterne imidlertid forpligtet sig til at overholde principperne i WADC. Denne forpligtelse, der omfatter kravet i WADC om, at overtrædelser af antidopingreglerne skal offentliggøres på internettet, er gennemført på forskellige måder i medlemsstaternes retssystemer ( 6 ).

6.

Den foreliggende sag stammer fra Østrig, hvor antidopingkontrollen er reguleret i Anti-Doping-Bundesgesetz 2021 (den føderale østrigske antidopinglov fra 2021) (herefter »ADBG«).

7.

SO (herefter »appellanten«) var professionel idrætsudøver i Østrig i perioden fra 1998 til 2015. Appellanten repræsenterede sit land ved internationale konkurrencer som medlem af Österreichischer Leichtathletikverbands (det østrigske atletikforbund) hold. Hun varetog ligeledes ledelsesmæssige og repræsentative funktioner i forskellige østrigske idrætsforeninger.

8.

I 2021 indbragte Unabhängige Dopingkontrolleinrichtung (det uafhængige dopingkontrolagentur, Østrig) (herefter »NADA«) på grundlag af Bundeskriminalamts (forbundskriminalpolitiet, Østrig) efterforskningsresultater en sag om prøvelse for Österreichische Anti-Doping-Rechtskommission (første instans i dopingsager i Østrig) (herefter »ÖADR«).

9.

Ved afgørelse af 31. maj 2021 (herefter »den omtvistede afgørelse«) kendte ÖADR appellanten skyldig i overtrædelse af regel 32.2(b) og (f) i Det Internationale Atletikforbunds (IAAF) konkurrenceregler fra 2015 og artikel 2.2 og 2.6 i IAAF’s antidopingregler fra 2017. Disse regler forbyder »anvendelse eller forsøg på anvendelse af et forbudt stof eller en forbudt metode« og »besiddelse af et forbudt stof eller en forbudt metode« ( 7 ). ÖADR fastslog nærmere bestemt, at appellanten i tidsrummet mellem maj 2015 og april 2017 havde været i besiddelse af de forbudte stoffer erytropoietin (også kendt som EPO), Genotropin eller Omnitrope og Testosterol (i form af Androgel) og havde anvendt disse stoffer i det mindste delvist i 2015. Alle disse stoffer var opført på WADA’s dopinglister for 2015-2017. De måtte derfor ikke anvendes af professionelle idrætsudøvere, der var omfattet af IAAF’s konkurrenceregler.

10.

Dette medførte, at ÖADR i den omtvistede afgørelse erklærede alle resultater, som appellanten havde opnået fra den 10. maj 2015 til det tidspunkt, hvor denne afgørelse trådte i kraft, ugyldige og frakendte hende alle start- og/eller præmiepenge. ÖADR udelukkede ligeledes appellanten fra deltagelse i sportskonkurrencer af enhver art i en periode på fire år regnet fra den 31. maj 2021.

11.

Appellanten havde under sagen for ÖADR nedlagt påstand om, at den omtvistede afgørelse ikke blev meddelt offentligheden på et offentligt tilgængeligt elektronisk medium. ÖADR forkastede denne påstand i den omtvistede afgørelse.

12.

Appellanten iværksatte appel til prøvelse af den omtvistede afgørelse ved Unabhängige Schiedskommission (uafhængigt dopingnævn, Østrig) (herefter »USK«).

13.

USK stadfæstede ved afgørelse af 21. december 2021 ÖADR’s konklusioner vedrørende realiteten og bekræftede appellantens overtrædelser af antidopingreglerne samt den pålagte sanktion.

14.

USK besluttede samtidig at udsætte sin afgørelse om appellantens påstand om, at nævnet undlod at offentliggøre den omtvistede afgørelse på internettet og dermed at underrette offentligheden om den ( 8 ).

15.

Kravet om offentliggørelse er fastsat i ADBG’s § 21, stk. 3, og § 23, stk. 14. Ifølge disse bestemmelser er henholdsvis ÖADR og USK »forpligtet til at underrette [Østrigs føderale idrætsorganisation], idrætsorganisationer, idrætsudøvere, andre personer og arrangører af konkurrencer samt offentligheden om sine afgørelser« med angivelse af den berørte persons navn, varigheden af udelukkelsen og grundene hertil, uden at det er muligt at udlede helbredsoplysninger om den berørte person.

16.

Disse oplysninger skal offentliggøres, såfremt der er tale om professionelle idrætsudøvere, og i visse tilfælde også for motionsidrætsudøvere. I andre tilfælde, hvor overtrædelsen er begået af en motionsidrætsudøver, en mindreårig person eller en særligt sårbar person, er offentliggørelse ikke nødvendig.

17.

Selv om forpligtelsen til at underrette offentligheden påhviler de besluttende organer, dvs. ÖADR og USK, fremgår det af ADBG, at NADA skal udføre denne opgave på vegne af ÖADR og USK ( 9 ). For at overholde denne forpligtelse offentliggør NADA en tabel, der er frit tilgængelig på agenturets websted ( 10 ). Den relevante post i denne tabel indeholder den berørte persons for- og efternavn samt oplysninger om den sport, som den pågældende dyrker, overtrædelsens art, den pålagte udelukkelses art samt udelukkelsens start- og slutdato.

18.

Som jeg har forstået det, er disse oplysninger kun tilgængelige på NADA’s websted, så længe den pågældende idrætsudøver er udelukket.

19.

USK er i tvivl om, hvorvidt den praksis, der går ud på at videregive appellantens personoplysninger til offentligheden ved at gøre dem offentligt tilgængelige på NADA’s websted, er forenelig med databeskyttelsesforordningen. Den forelæggende ret har for at kunne tage stilling til appellantens påstand om, at hendes personoplysninger ikke offentliggøres på dette websted, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20.

Appellanten, NADA, WADA, den belgiske, den franske, den lettiske, den luxembourgske og den polske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Disse parter har – med undtagelse af den belgiske, den franske, den luxembourgske og den polske regering – ligeledes afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 2. maj 2023.

21.

Det overordnede formål med den præjudicielle procedure er at sikre, at EU-retten anvendes ensartet i alle medlemsstater. Selv om de forskellige nationale organer (forvaltnings- eller reguleringsorganer eller andre former for organer) har pligt til at anvende EU-retten og kan være i tvivl om dens betydning, er det imidlertid kun »retter«, der i henhold til artikel 267 TEUF kan anmode Domstolen om en fortolkning af EU-retten. Hvis der modtages en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, som anses for at være en del af den dømmende magt i den pågældende medlemsstat, vil Domstolen principielt antage forelæggelsen til realitetsbehandling. Hvis en sådan anmodning fremsættes af et organ, der ikke hører under retsvæsenet i klassisk forstand i henhold til artikel 267 TEUF, vil Domstolen dog ikke automatisk afvise forelæggelsen. Den vil i stedet kontrollere, om det forelæggende organ alligevel kan betragtes som en »ret« i denne bestemmelses forstand.

22.

Det er USK, der har indbragt den foreliggende sag for Domstolen. USK er ikke et organ, der umiddelbart hører under det østrigske retsvæsen. Kommissionen har derfor i sit skriftlig indlæg til Domstolen rejst tvivl om, hvorvidt USK opfylder kravene for, at det kan behandles som en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF. Før Domstolen kan tage stilling til realiteten i denne sag, er den derfor nødt til at afgøre, om den egentlig kan »tale« med USK.

23.

Efter min opfattelse er USK en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF. For at redegøre for min holdning vil jeg først gennemgå reglerne om USK’s organisering og funktioner i korte træk (afsnit III.A). På denne baggrund vil jeg vise, at USK opfylder de betingelser for, at det kan behandles som en »ret«, som Domstolen har opstillet i sin praksis (afsnit III.B).

24.

USK er et permanent organ, der er oprettet i overensstemmelse med ADBG’s § 8.

25.

Nævnet har i forelæggelsesafgørelsen forklaret, at det fungerer som øverste østrigske sportsvoldgiftsret i forbindelse med overtrædelser af antidopingreglerne. Det er den øverste ret i den todelte sanktionsordning for overtrædelser af antidopingreglerne, som er indført ved ADBG. I første instans er det ÖADR, der på initiativ af NADA er ansvarlig for at fastslå, om der foreligger en overtrædelse af de gældende antidopingregler, og at pålægge en sanktion ( 11 ). Der kan iværksættes appel ved USK til prøvelse af ÖADR’s afgørelser. Parterne i en sådan sag er på den ene side den idrætsudøver (eller anden person), som ÖADR’s afgørelse er rettet til, og på den anden side NADA ( 12 ).

26.

USK træffer afgørelse ved stemmeflerhed ( 13 ) efter en procedure, der er fastlagt i Zivilprozessordnung (den civile retsplejelov i Østrig) ( 14 ), og i overensstemmelse med sit eget procesreglement. Procesreglementet skal gøres offentligt tilgængeligt ( 15 ).

27.

Det bestemmes specifikt i ADBG’s § 8, stk. 1, at USK skal være uafhængigt af statslige myndigheder, privatpersoner og NADA. Det fremgår desuden, at medlemmerne af USK ikke må inddrages i NADA’s undersøgelser af eventuelle overtrædelser af de gældende antidopingregler, NADA’s endelige afgørelse, afgørelsen om, hvorvidt sagen skal indbringes for ÖADR, eller selve prøvelsen. USK skal udføre sine opgaver selvstændigt og uafhængigt ( 16 ).

28.

Ifølge ADBG’s § 8, stk. 2, består USK af en formand og syv medlemmer. Formanden og dennes stedfortræder skal være beskikket som dommer eller advokat. To medlemmer af nævnet skal have en juridisk embedseksamen og erfaring med iværksættelse af formelle undersøgelsesprocedurer. To andre medlemmer skal være eksperter inden for analytisk kemi eller toksikologi. De sidste to medlemmer skal være eksperter inden for idrætsmedicin.

29.

Det angives også i denne bestemmelse, at USK nedsættes på ny fra sag til sag: Formanden og dennes stedfortræder skal blandt medlemmerne af USK udnævne mindst et medlem, der har en juridisk embedseksamen og erfaring med formelle undersøgelsesprocedurer, mindst en ekspert inden for analytisk kemi eller toksikologi og mindst et medlem, der er ekspert inden for idrætsmedicin ( 17 ).

30.

Ifølge ADBG’s § 8, stk. 3, og som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, udnævnes formanden og de permanente medlemmer af USK af forbundsministeren for kunst, kultur, offentlig forvaltning og sport (herefter »sportsministeren«) for en periode af fire år med mulighed for genudnævnelse ( 18 ). Sportsministeren kan kun »af vigtige grunde« afsætte et medlem af USK før udløbet af dette medlems embedsperiode ( 19 ).

31.

Tvister vedrørende østrigske sportsbegivenheder eller østrigske idrætsudøvere skal indbringes for USK ( 20 ). I sådanne tilfælde kan ÖADR’s afgørelser med andre ord kun appelleres til USK ( 21 ).

32.

USK skal i henhold til ADBG’s § 23, stk. 3, anvende det kompetente internationale idrætsforbunds gældende antidopingregler, når organet efterprøver, om en afgørelse, der er truffet af ÖADR, er lovlig. Hvis USK fastslår, at en afgørelse er retsstridig, kan organet enten ophæve den, ændre den eller erstatte den med sin egen afgørelse ( 22 ).

33.

Som det blev anført i retsmødet, kan der iværksættes appel til prøvelse af USK’s afgørelser ved de kompetente civile domstole i Østrig, såfremt disse afgørelser vedrører civilretlige anliggender. USK er i så fald ikke part i sagen ved den kompetente civile domstol. Parterne vil stadig være NADA og idrætsudøveren (eller en anden person).

34.

Som det ligeledes blev anført i retsmødet, og ingen af parterne har bestridt, synes spørgsmålet om, hvorvidt det var lovligt at offentliggøre USK’s afgørelse, som indeholdt appellantens personoplysninger, på NADA’s websted, imidlertid ikke at falde ind under de østrigske civile domstoles kompetenceområde. Det blev samtidig også anført, at USK’s afgørelser ikke kan appelleres til de østrigske forvaltningsdomstole. Det ser derfor ud til, at USK med hensyn til spørgsmålet om lovligheden af en afgørelse om at offentliggøre en idrætsudøvers personoplysninger er sidste instans for bilæggelse af tvister i Østrig.

35.

En idrætsudøver kan vælge en anden løsning, der ikke involverer USK, ved at indgive en klage til Datenschutzbehörde (den østrigske databeskyttelsesmyndighed). Databeskyttelsesmyndighedens afgørelser kan indbringes for de østrigske forvaltningsdomstole.

36.

Det ser endelig ud til, at en idrætsudøver, selv om det ikke fremgår helt klart af oplysningerne i Domstolens sagsakter, kan vælge at appellere USK’ afgørelse til CAS, hvis sagen vedrører den korrekte anvendelse af det relevante internationale sportsforbunds antidopingregler og/eller WADC ( 23 ).

37.

I lyset af det ovenfor anførte vil jeg nu undersøge, om USK er en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF.

38.

Domstolen har i længere tid – siden Vaassen-Göbbels-dommen – fastholdt, at begrebet »ret« som omhandlet i (den nuværende) artikel 267 TEUF alene skal fastlægges på grundlag af EU-retten ( 24 ). Denne fremgangsmåde gør det muligt for Domstolen at behandle anmodninger om præjudiciel afgørelse fra organer, som i lighed med USK ikke betragtes som retter ifølge medlemsstaternes »klassiske« forfatningsmæssige magtfordeling mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, men som alligevel har kompetence til at bilægge tvister ved anvendelse af EU-retten. Når flere forskellige organer og ikke kun retter i »almindelig« forstand får mulighed for at indgive sådanne anmodninger, tilgodeser den præjudicielle procedures overordnede mål om at sikre, at EU-retten anvendes ensartet. Domstolen har således allerede på et tidligt tidspunkt også tilladt anmodninger fra organer, der ikke traditionelt beskrives som »klassiske«»retter«. Mekanismen har dog ikke været gældende for alle organer, der er forpligtet til at anvende EU-retten, men kun for dem, der kan betragtes som »retter«.

39.

Domstolen har aldrig defineret begrebet »ret« i artikel 267 TEUF ( 25 ). Gennem årene har den imidlertid udviklet en række kriterier, som den tager i betragtning ved afgørelsen af, om en forelæggelse kan antages til realitetsbehandling. Disse kriterier går bl.a. ud på at undersøge, om det forelæggende organ er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelser på grundlag af retsregler og er uafhængigt (internt og eksternt) ( 26 ). Disse kriterier er blevet anvendt mere eller mindre strengt i årenes løb, men der er i de seneste år sket en skærpelse af kravet om uafhængighed, muligvis under påvirkning af en række domme vedrørende retsstaten ( 27 ). I Banco de Santander-dommen ( 28 ) anså Domstolen det eksempelvis for nødvendigt at ændre holdning til spørgsmålet om, hvorvidt præjudicielle forelæggelser fra Tribunal Económico-Administrativo Central (centralt ankenævn i skatteretlige sager, Spanien, herefter »TEAC«) kan antages til realitetsbehandling, idet den – i modsætning til, hvad den havde fastslået flere år tidligere ( 29 ) – fandt, at dette organ ikke opfylder kravet om uafhængighed.

40.

Det er reelt kravet om uafhængighed, der er omstridt i forhold til USK. Før jeg forklarer, hvorfor det er min opfattelse, at det forelæggende organ opfylder dette kriterium i den foreliggende sag, vil jeg godtgøre, at det opfylder de andre kriterier, som Domstolen har anvendt i sin praksis vedrørende begrebet »ret« i artikel 267 TEUF.

41.

Kravet om, at det forelæggende organ skal være oprettet ved lov, indebærer, at det skal have hjemmel i den nationale lovgivning, hvad enten det er på primært eller sekundært niveau ( 30 ). Kriteriet om permanent karakter kræver, at organet som institution har permanent karakter, uanset om det nedsættes på ny fra sag til sag eller har en skiftende sammensætning ( 31 ).

42.

Det er i det foreliggende tilfælde klart, at disse kriterier er opfyldt: Som jeg har forklaret, er USK oprettet ved ADBG, dvs. den østrigske forbundslovgivning. Nævnets permanente medlemmer udnævnes for fire år ad gangen med mulighed for forlængelse, og selv om sammensætningen af det panel, der træffer afgørelserne, ændres, sammensættes det i overensstemmelse med reglerne i lovgivningen og ud fra listen over faste medlemmer af USK (jf. punkt 28 og 29 i dette forslag til afgørelse).

43.

Kravet om, at et forelæggende organ skal virke som obligatorisk retsinstans, er blevet anvendt på to måder i retspraksis. Domstolen har krævet, at parterne i den sag, der er indbragt for den, ikke har mulighed for at vælge, om sagen skal behandles af dette organ ( 32 ), eller også har Domstolen krævet, at det pågældende organs afgørelser er bindende for parterne ( 33 ). Den har også anset kriteriet om at virke som obligatorisk retsinstans for at være opfyldt, når parterne i henhold til national ret kunne vælge mellem at indbringe sagen for det pågældende organ eller for de kompetente »ordinære« retter ( 34 ). Det afgørende er, at det forelæggende organs kompetence ikke afhænger af nogen aftale mellem parterne om, hvorvidt det har en sådan kompetence, eftersom dette automatisk vil være tilfældet, når en af parterne anlægger en sag.

44.

USK opfylder kriteriet om at virke som obligatorisk retsinstans i begge henseender. Det er vigtigt at præcisere, at dette organ til trods for navnet ikke er en »voldgiftsret« i den forstand, at dets kompetence er baseret på en aftale mellem parterne. Som jeg har anført i punkt 24 og 31 i dette forslag til afgørelse, og som det både forklares i forelæggelsesafgørelsen og af parterne, fungerer USK tværtimod som obligatorisk østrigsk retsinstans for appelsager til prøvelse af ÖADR’s afgørelser på grundlag af en føderal lov.

45.

USK’s afgørelser er bindende for tvistens parter. Det er sikkert af netop denne grund, at det ifølge østrigsk lovgivning er muligt at iværksætte appel til prøvelse af nævnets afgørelser vedrørende civilretlige anliggender ved de civile domstole i Østrig og af dets afgørelser vedrørende internationale antidopingregler ved de civile domstole i Østrig eller CAS. Det synes imidlertid ikke at fremgå af de østrigske retsregler, at der findes en domstol i anden instans, hvortil USK’s afgørelse om, hvorvidt en afgørelse om at offentliggøre en idrætsudøvers personoplysninger er forenelig med databeskyttelsesforordningen, kan appelleres. Det vil derfor være passende at betragte dette organ som en »ret«, der i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF er pligtig at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse, hvis den er usikker på, hvordan databeskyttelsesforordningen skal anvendes på omstændighederne i den forelagte tvist.

46.

Kravet om en kontradiktorisk sagsbehandling er ikke et absolut kriterium ( 35 ). Parterne skal imidlertid have mulighed for at blive hørt ( 36 ), selv om proceduren ikke behøver at være kontradiktorisk ( 37 ).

47.

I den foreliggende sag er dette kriterium ligeledes opfyldt, eftersom det fremgår af sagsakterne, at USK iværksatte omfattende skriftvekslinger mellem parterne, og at der blev afholdt to retsmøder for ÖADR i marts og maj 2021.

48.

Et forelæggende organ kan kvalificeres som en »ret«, hvis det træffer sine afgørelser på grundlag af retsregler. Dette krav vedrører både de materielle regler ( 38 ) og reglerne om proceduren ved det pågældende organ ( 39 ).

49.

I den foreliggende sag er USK’s beslutningsprocedure reguleret ved forud fastsatte materielle og processuelle regler. Når USK efterprøver ÖADR’s afgørelser, skal organet anvende de relevante antidopingregler i ADBG og det/de kompetente internationale idrætsforbunds regler (i dette tilfælde IAAF’s regler og WADC) ( 40 ). Som institution i en medlemsstat skal USK også anvende de relevante EU-regler. Det er netop på grund af denne forpligtelse, at USK i det foreliggende tilfælde har besluttet at anmode Domstolen om en fortolkning af databeskyttelsesforordningen.

50.

Ifølge de gældende processuelle regler, der er beskrevet i punkt 26 i dette forslag til afgørelse, er sagsbehandlingen ved USK reguleret i de civile retsplejeregler i Østrig og i dets eget procesreglement. Nævnet er forpligtet til at respektere parternes ret til forsvar ( 41 ). Det skal træffe sin afgørelse inden for en bestemt frist ( 42 ). USK’s beføjelser er således reguleret ved en række forud fastsatte processuelle og materielle regler, som nævnet skal overholde.

51.

Når det afgøres, om Domstolen bør antage den foreliggende præjudicielle anmodning fra USK til realitetsbehandling, er kravet om uafhængighed det eneste kriterium, der eventuelt kan fraviges.

52.

Selv om tanken om uafhængighed er snævert forbundet med den dømmende funktion ( 43 ), var det først i 1987, at Domstolen i X-dommen (den såkaldte Pretore di Salò-dom) ( 44 ) fastslog, at et forelæggende organ skal handle uafhængigt for at have mulighed for at indgå i en dialog med Domstolen i en præjudiciel sag.

53.

Et organ er ganske vist nødt til at være uafhængigt, for at det kan kvalificeres som en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF, men Domstolen stillede ikke spørgsmålstegn ved, om de domstole, der indgav anmodninger om præjudiciel afgørelse, var uafhængige, såfremt de var en del af det etablerede retsvæsen i en medlemsstat. Domstolen gik automatisk ud fra, at de var uafhængige. Det blev således kun taget stilling til spørgsmålet om »uafhængighed«, hvis de præjudicielle anmodninger stammede fra organer, som ikke tilhørte den dømmende magt i en medlemsstat. Der var under disse omstændigheder intet behov for en nærmere præcisering af det EU-retlige krav om uafhængighed ( 45 ).

54.

Dette har først ændret sig i løbet af de seneste år, hvor der er rejst tvivl om retsvæsenets uafhængighed i visse medlemsstater som følge af planlagte eller gennemførte lovændringer. På grund af de »tilbageskridt med hensyn til retsstaten«, som der ofte henvises til ( 46 ), var Domstolen nødt til at gøre det meget mere klart, hvad der forstås ved kravet om domstolenes »uafhængighed«. De relevante domme, der enten blev afsagt i traktatbrudssager eller i præjudicielle sager ( 47 ), rejste spørgsmålet om, hvorvidt medlemsstaternes lovgivning på papiret og i praksis frembød tilstrækkelige garantier for, at dommerne traf selvstændige og uafhængige afgørelser. Domstolen var nødt til at uddybe begrebet uafhængighed for at kunne tage stilling til dette spørgsmål.

55.

Denne retspraksis affødte en diskussion ( 48 ) om, hvorvidt uafhængighedskriteriet er (og bør være) det samme, i) når Domstolen afgør, om et organ er en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF, og ii) når Domstolen tager stilling til spørgsmålet om uafhængighed i andre sammenhænge, f.eks. når det hævdes, at en medlemsstat har tilsidesat artikel 19 TEU, eller i en sag vedrørende det uafhængighedskrav, der er fastsat i visse EU-retsakter ( 49 ). I dommen i sagen Associação Sindical dos Juízes Portugueses ( 50 ) foretog Domstolen en udtrykkelig kobling mellem kriteriet om »uafhængighed« i artikel 19 TEU, chartrets artikel 47 og artikel 267 TEUF. Banco de Santander-dommen kan uden tvivl fortolkes således, at de kriterier, der er udviklet i forbindelse med artikel 19 TEU, anvendes til at fastlægge begrebet »uafhængighed« i sammenhæng med artikel 267 TEUF ( 51 ).

56.

Nogle kommentatorer er bekymrede for, at koblingen mellem retspraksis vedrørende artikel 19 TEUF og retspraksis vedrørende begrebet »ret« i artikel 267 TEUF kan bremse for yderligere dialog, når der indgives anmodninger fra domstole i medlemsstater, hvor der er konstateret systemiske mangler med hensyn til at sikre retsvæsenets uafhængighed ( 52 ). Visse generaladvokater har samtidig påpeget, at sammenhængen spiller en rolle, når der tages stilling til uafhængigheden ( 53 ).

57.

Det er korrekt, at sammenhængen eller med andre ord grunden til, at Domstolen undersøger de regler, der gælder for en institution, spiller en rolle. Jeg har imidlertid vanskeligt ved at se, hvorfor dette automatisk skulle indebære, at der gælder forskellige materielle uafhængighedskriterier i de forskellige scenarier, som jeg har nævnt. Selv om forståelsen af det EU-retlige uafhængighedsbegreb har udviklet sig, betyder dette ikke nødvendigvis, at der findes forskellige uafhængighedsbegreber. Kravet om uafhængighed er efter min opfattelse det samme for ethvert organ, der ønsker at blive kvalificeret som en »ret«, uanset om det sker for at opfylde kravene i artikel 19 TEU eller kravene i artikel 267 TEUF.

58.

Hvis de krav, der er opstillet i sager vedrørende artikel 19 TEUF, også anvendes ved vurderingen af, om et organ er en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF, vil det efter min opfattelse ikke udgøre nogen trussel mod den retslige dialog i medfør af artikel 267 TEUF. Som jeg vil forklare i sammenhæng med omstændighederne i den foreliggende sag, er en sådan tilgang tværtimod nødvendig for at sikre, at medlemsstaterne ikke omgår det vigtige krav om uafhængighed, som de nationale domstole er blevet pålagt i EU-retten, ved at oprette specialiserede organer, der har til opgave at træffe afgørelse i bestemte former for tvister. Uafhængigheden, både med hensyn til de interne og de eksterne aspekter, sikrer, at der er den samme afstand til tvistens parter ( 54 ). Den er derfor et nødvendigt led i en effektiv retsbeskyttelse, hvor den udgør en grundlæggende rettighed, som tilkommer alle personer i alle former for tvister, der kan afgøres ad retslig vej. Dette indebærer ikke, at Domstolen bør ændre den metode, som den anvender ved undersøgelsen af, om anmodninger om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling. Når anmodningen indgives af et »klassisk« retsligt organ, formodes det stadig, at dette organ er en ret, og der er i så fald ikke behov for en yderligere undersøgelse. Det er kun nødvendigt at efterprøve det forelæggende organs uafhængighed, hvis en af parterne i sagen har rejst tvivl om, hvorvidt medlemmerne af dette organ er uafhængige, eller Domstolen på anden vis har fået kendskab hertil. Der skal derimod føres bevis for andre forelæggende organers uafhængighed, før den præjudicielle anmodning kan tages under påkendelse.

59.

Ifølge gældende retspraksis har uafhængigheden både »eksterne« og »interne« aspekter ( 55 ). Det eksterne aspekt kræver, at en dommer er i stand til at træffe selvstændige afgørelser ( 56 ) uden at modtage instrukser fra andre. For at gøre det muligt at overholde dette krav er der fastsat en række EU-retlige kriterier for udnævnelse og afsættelse af medlemmerne af en »ret«. Selv om de dømmende medlemmer af det pågældende organ kan udnævnes af en person eller et organ udefra, herunder en regeringsminister, må de ikke udsættes for påvirkning fra denne person eller dette organ. Domstolen har i denne forbindelse opstillet et vigtigt krav om, at reglerne om uafsættelighed skal forankres i lovgivningsmæssige garantier, som ligger ud over dem, der er fastsat i de almindelige forvaltningsretlige og arbejdsretlige love ( 57 ). De personer eller organer, der udnævner medlemmerne af den pågældende »ret«, skal med andre ord ikke have mulighed for at udskifte disse medlemmer, alene fordi de ikke deler deres synspunkter.

60.

Dette indebærer ikke, at det skal være helt umuligt at afsætte medlemmerne, eller at de personer eller organer, der har udnævnt disse medlemmer, ikke også har kompetence til at afsætte dem. Hvis et medlem afsættes før afslutningen af vedkommendes embedsperiode, skal det derimod ske med henvisning til »tvingende legitime hensyn og under overholdelse af proportionalitetsprincippet« ( 58 ). Begrundelsen og passende procedurer for en sådan afsættelse skal desuden angives klart.

61.

Medlemmerne af USK udnævnes af sportsministeren for en embedsperiode på fire år med mulighed for forlængelse ( 59 ). Det bør ikke i sig selv være et problem, at det er en minister, der udnævner medlemmerne, forudsat at medlemmerne ikke forventes at være loyale over for denne minister, efter at de er udnævnt. Dette synes ikke at være tilfældet i den foreliggende sag. Medlemmerne af USK må i henhold til ADBG ikke modtage instrukser fra regeringen, administrative antidopingorganer (såsom NADA) eller deltagere i idrætsaktiviteter. Hertil kommer, at Domstolen ikke hidtil har fastslået, at den omstændighed alene, at en embedsperiode kan forlænges, er uforenelig med domstolenes uafhængighed.

62.

I den foreliggende sag ville sportsministeren kunne udøve indirekte indflydelse på USK’s beslutningsprocedurer, hvis ministeren havde mulighed for at afsætte de relevante medlemmer i utide. Som jeg tidligere har nævnt, kan USK’s medlemmer imidlertid ikke afsættes før udløbet af deres embedsperiode, blot fordi sportsministeren ikke bryder sig om dem eller ikke deler deres synspunkter. Ifølge ADBG’s § 8, stk. 3, kan de kun afsættes af »vigtige grunde«. Sagsakterne for Domstolen indeholder ikke oplysninger om grunde, der kan anses for »vigtige«. Da sportsministerens beføjelser til at afsætte medlemmer i henhold til ADBG blev drøftet, forklarede NADA imidlertid, at det efter østrigsk ret kun er få grunde, der kan anses for »vigtige«. Appellanten hævdede desuden, at det kun er forsætlige overtrædelser eller overtrædelser, som straffes med fængsel i mindst et år, der kan henføres til denne kategori. Parterne synes derfor at være enige om, at medlemmerne af USK ikke kan afsættes frit eller efter sportsministerens eller et andet organs forgodtbefindende.

63.

Der skal sondres mellem denne beskyttelse mod vilkårlig afsættelse af medlemmerne af USK og situationen for medlemmerne af TEAC, der var omhandlet i Banco de Santander-dommen. Det var muligt at afsætte de sidstnævnte, eftersom der ikke fandtes et særligt regelsæt herom ( 60 ). Som generaladvokat Hogan anførte i denne sag, resulterede de manglende regler i, at medlemmer af TEAC blev afsat »af grunde, der synes hensigtsmæssige for den til enhver tid siddende regering« ( 61 ).

64.

Det er endelig også nødvendigt at overveje, hvilke oplysninger Domstolen bør lægge til grund, når den vurderer det forelæggende organs uafhængighed. Efter min opfattelse kan Domstolen kun støtte sig på den lovgivning, der gælder for dette organ. Hvis der udtrykkes bekymring over den praktiske anvendelse af denne lovgivning i sagen for Domstolen, vil den imidlertid være nødt til at foretage en nærmere vurdering af de relevante omstændigheder. I den foreliggende sag er der dog ikke udtrykt en sådan bekymring. Det er tværtimod blevet bekræftet, at den teoretiske beføjelse til at afsætte medlemmer, som er fastsat i ADBG’s § 8, stk. 3, endnu ikke er blevet udnyttet ( 62 ).

65.

Efter min opfattelse er det »eksterne« uafhængighedskriterium derfor opfyldt i den foreliggende sag.

66.

Dette bringer mig videre til det andet aspekt af uafhængighedskriteriet, nemlig det »interne« aspekt. Dette krav hænger sammen med det forelæggende organs upartiskhed ( 63 ). Det kræver, at et sådant organ optræder som uafhængig tredjepart i den anlagte sag ( 64 ).

67.

De dømmende medlemmer må kort sagt ikke have nogen interesse i sagens udfald. Dette indebærer først og fremmest, at personer, der har tilknytning til tvistens parter, ikke må være medlemmer af det dømmende organ. For at kunne vurdere dette aspekt af uafhængigheden er det vigtigt at undersøge de regler, der gælder for »rettens« organisering, for at kontrollere, om der foreligger en funktionel forbindelse mellem tvistbilæggelsesorganet og den myndighed, hvis afgørelser den efterprøver ( 65 ). Domstolen skal med andre ord vurdere, om det pågældende organ og myndigheden har klart adskilte roller, eller om de er blandet sammen. I det sidstnævnte tilfælde fastslås det, at det pågældende organ ikke er tilstrækkeligt »uafhængigt« af myndigheden ( 66 ).

68.

Kommissionen har i denne forbindelse påpeget, at USK er en del af den samme institutionelle struktur som NADA og ÖADR. Den har nærmere bestemt forklaret, at USK ifølge ADBG’s § 8, stk. 1, er »oprettet ved« NADA. Det er således blevet anført, at USK pådømmer sager vedrørende den institution, som den tilhører organisatorisk.

69.

Henset til disse oplysninger i sagsakterne anser jeg ikke disse klagepunkter for at være begrundede. Det fremgår af Domstolens praksis, at rent institutionelle forbindelser i mangel af andre omstændigheder ikke er tilstrækkelige til at bringe uafhængigheden af det organ, der indgiver en anmodning om præjudiciel afgørelse, i fare. I dommen i sagen MT Højgaard og Züblin ( 67 ) forkastede Domstolen således argumentet om, at Klagenævnet for Udbud ikke var uafhængigt, alene fordi det delte sekretariat med Erhvervs- og Vækstministeriet. I Dorsch Consult-dommen bemærkede Domstolen ligeledes til trods for Kommissionens indvendinger om, at den berørte tilsynsmyndighed tydeligvis var »knyttet til den organisatoriske opbygning af Bundeskartellamt [(forbundsmonopolmyndigheden)]« ( 68 ), at » tilsynsmyndigheden […] udfører sit hverv uafhængigt og på eget ansvar« ( 69 ).

70.

Det synes i det foreliggende tilfælde ikke at kunne udledes af sagsakterne eller af parternes indlæg, at der er en funktionel sammenhæng mellem USK og NADA, ÖADR, den østrigske regering eller et idrætsforbund.

71.

Som jeg har nævnt i punkt 27 i dette forslag til afgørelse, handler USK nemlig uafhængigt af NADA og ÖADR. Som NADA bekræftede i retsmødet, har USK ingen beføjelse til at efterprøve ÖADR’s afgørelser ex officio. Til forskel fra situationen i Banco de Santander-dommen er der intet bevis for, at medlemmerne af NADA eller en idrætsorganisation deltager i voteringen i sager, hvori de selv optræder som parter ( 70 ). Det er heller ikke blevet hævdet, at disse organer kan påvirke forløbet af sagsbehandlingen ved USK på en anden måde.

72.

Efter min opfattelse er det »interne« uafhængighedskriterium derfor også opfyldt i den foreliggende sag.

73.

Det er endelig nødvendigt at tage stilling til Kommissionens sidste indvending om sammensætningen af USK, der – ud over jurister – også omfatter eksperter inden for andre relaterede fagområder (kemi, toksikologi og idrætsmedicin). Domstolen har tidligere fastslået, at præjudicielle anmodninger fra organer, der til dels består af eksperter inden for det relevante fagområde ( 71 ), kan antages til realitetsbehandling, såfremt de udøver deres funktioner uafhængigt ( 72 ). Ingen af deltagerne i den foreliggende sag gjort gældende over for Domstolen, at de medlemmer af USK, der ikke er jurister, skulle modtage instrukser fra andre eller være partiske, når de træffer afgørelser. Jeg kan derfor ikke se, at USK’s blandede sammensætning i sig skaber usikkerhed om dette organs uafhængighed ( 73 ).

74.

Før jeg afslutter min bedømmelse af formaliteten med hensyn til den foreliggende præjudicielle anmodning, vil jeg gerne fremhæve, at USK under omstændighederne i den foreliggende sag ikke kun er en »ret«, men også en »ret«, hvis afgørelser ikke kan appelleres, og at nævnet derfor i overensstemmelse med artikel 267, stk. 3, TEUF ikke bare er bemyndiget, men også pligtig at forelægge Domstolen en præjudiciel sag.

75.

Som jeg har nævnt i punkt 33 og 34 i dette forslag til afgørelse, kan visse af USK’s afgørelser indbringes for de civile domstole i Østrig. Det fremgår imidlertid, at de civile domstole i Østrig faktisk ikke har kompetence til at behandle retsspørgsmål vedrørende overtrædelse af databeskyttelsesreglerne, herunder databeskyttelsesforordningen og den østrigske databeskyttelseslov. Jeg formoder, at det var, hvad appellanten mente, da hun anførte, at offentliggørelsen af hendes oplysninger ikke kan efterprøves af de kompetente civile domstole.

76.

På den anden side kan en afgørelse fra USK heller ikke indbringes for en forvaltningsdomstol. NADA forklarede i retsmødet, at det normalt er Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig), der har kompetence til at behandle appelsager til prøvelse af offentlige myndigheders afgørelser vedrørende databeskyttelse. Det ser imidlertid ud til, at ADBG ikke giver mulighed for at iværksætte appel ved denne domstol til prøvelse af en afgørelse fra USK.

77.

Hvis dette er retstilstanden i Østrig, vil USK være den eneste og sidste retsinstans, der kan behandle spørgsmålet om, hvorvidt der er foreneligt med databeskyttelsesforordningen at offentliggøre ÖADR’s eller USK’s afgørelser på NADA’s websted. Dette vil indebære, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse fra USK udgør den eneste mulighed for at sikre en ensartet fortolkning af databeskyttelsesforordningen i forbindelse med dopingsager i Østrig. Henset til dette retsspørgsmål vil USK således virke som en »national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres«, som omhandlet i artikel 267, stk. 3, TEUF.

78.

Den parallelle sag, som appellanten (og en række andre tidligere idrætsudøvere) har indbragt for den østrigske databeskyttelsesmyndighed og dernæst for Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager), medfører ikke, at den vejledning, som Domstolen vil kunne give i den foreliggende sag, ikke vil få nogen praktisk betydning ( 74 ). Denne parallelle sag er anlagt til prøvelse af et afslag på en klage til den kompetente nationale tilsynsmyndighed som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 77 og 78. Det, som appellanten gerne vil opnå med den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, er imidlertid et »[retsmiddel] over for en dataansvarlig eller databehandler« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 79. Som Domstolen for nylig forklarede i sin dom i sagen Nemzeti Adatvédelmi és Információszabadság Hatóság, skal databeskyttelsesforordningens artikel 77, 78 og 79, tillade »en samtidig og uafhængig udøvelse« af de retsmidler, der er fastsat heri, og at medlemsstaternes nationale systemer skal sikre, at der ikke opstår uoverensstemmelser som følge af den samtidige anvendelse ( 75 ). Det er netop på grund af, at denne adgang til dobbeltprocedurer er fastsat i selve databeskyttelsesforordningen og synes at være gennemført som sådan i østrigsk ret ( 76 ), at den foreliggende sag adskiller sig fra de sager, hvor Domstolen har fastslået, at der kun findes én metode til at anmode om retslig beskyttelse af EU-retlige rettigheder ( 77 ). En klage til den østrigske databeskyttelsesmyndighed kan med andre ord ikke afskære appellanten fra at håndhæve sine rettigheder i henhold til databeskyttelsesforordningen direkte ved de kompetente nationale domstole.

79.

Den østrigske lovgiver valgte tilsyneladende at oprette USK som den eneste »ret«, der har kompetence til at behandle påstande i dopingsager vedrørende formodede krænkelser af rettigheder i henhold til databeskyttelsesforordningen. Intet andet organ synes at have en sådan kompetence. Der er ingen tvivl om, at den nationale lovgiver kunne vælge at gøre dette i kraft af den processuelle autonomi til at tilrettelægge sit eget retssystem. For at vende tilbage til mit argument om, at der bør anvendes det samme krav om uafhængighed i sammenhæng med artikel 267 TEUF og artikel 19 TEU, vil det ikke være i tråd med den østrigske lovgivers valg om at lade USK være en del af den nationale retsstruktur, hvis der anvendes et mere lempeligt uafhængighedskriterium for dette organ, når der træffes afgørelse om formaliteten i den foreliggende sag.

80.

Det er af ovennævnte grunde min opfattelse, at USK opfylder betingelserne for at kunne betragtes som en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF. Den præjudicielle anmodning bør derfor antages til realitetsbehandling.

81.

Appellanten har i den foreliggende sag med støtte i databeskyttelsesforordningen anfægtet en behandlingsaktivitet, hvor oplysninger om hendes navn, hendes overtrædelser af en antidopingregel og hendes efterfølgende udelukkelse er blevet lagt ud på den offentligt tilgængelige del af NADA’s websted i form af en post i en tabel over personer, der har overtrådt antidopingreglerne (herefter »den omhandlede behandlingsaktivitet«).

82.

Som det blev præciseret i retsmødet, vedrører sagen ikke de to sekundære og tilknyttede behandlingsaktiviteter, hvor i) de samme personoplysninger blev videregivet på NADA’s offentligt tilgængelige websted i form af en pressemeddelelse, eller ii) denne pressemeddelelse blev sendt pr. e-mail til en lukket, men tilsyneladende frit tilgængelig, distributionsliste.

83.

De aktiviteter, som appellanten har anfægtet, svarer til beskrivelsen af de aktiviteter, som databeskyttelsesforordningen finder anvendelse på, nemlig i) behandling af ii) personoplysninger, der iii) helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling ( 78 ). For det første udgør videregivelse af personoplysninger på internettet en »behandling« ( 79 ). For det andet anvendes der »personoplysninger« i forbindelse med den omhandlede behandlingsaktivitet: Det er jo appellantens navn, som NADA videregiver til offentligheden sammen med oplysninger om hendes sanktion og de pågældende overtrædelser af antidopingreglerne ( 80 ). For det tredje passerer appellantens personoplysninger gennem en server, når de uploades til NADA’s websted. Dette indebærer, at de behandles ved hjælp af »automatisk databehandling« ( 81 ).

84.

Men finder databeskyttelsesforordningen anvendelse på disse behandlingsaktiviteter under omstændighederne i den foreliggende sag?

85.

Databeskyttelsesforordningen blev vedtaget på grundlag af artikel 16, stk. 2, TEUF, som er det retsgrundlag, hvori EU-lovgiver bemyndiges til at regulere medlemsstaternes behandling af personoplysninger »under udøvelse af aktiviteter, der er omfattet af EU-retten«. Den samme begrænsning af Unionens kompetence kommer til udtryk i databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 2, litra a), hvorefter databeskyttelsesforordningen ikke gælder for behandling af personoplysninger under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten.

86.

Generaladvokat Szpunar har anført, at »EU-rettens anvendelsesområde« som omhandlet i artikel 16, stk. 2, TEUF bør være mere vidtrækkende end »EU-rettens gennemførelse« som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1 ( 82 ). Det er jeg enig i. Chartret har ikke til formål at give Unionen større beføjelser, hvilket netop var grunden til, at der blev indsat en udtrykkelig bestemmelse om kompetencen til at regulere privatlivets fred og databeskyttelsen i traktatens tekst. Denne bestemmelse gav imidlertid ikke Unionen en generel kompetence til at regulere databehandling i medlemsstaterne. Unionen fik kun beføjelse til at regulere medlemsstaternes aktiviteter inden for EU-rettens anvendelsesområde. Denne begrænsning af Unionens kompetence, som kommer til udtryk i traktaten og i selve databeskyttelsesforordningen, skal tillægges en betydning. Hvis en databehandlingsaktivitet i en medlemsstat ikke har en (nok så løs) tilknytning til et område, der er omfattet af EU-retten, finder databeskyttelsesforordningen efter min opfattelse ikke anvendelse.

87.

Behandling af personoplysninger i forbindelse med gennemførelsen af en medlemsstats antidopinglovgivning er efter min opfattelse ikke en aktivitet, som på EU-rettens nuværende udviklingstrin får denne behandlingsaktivitet til at falde ind under EU-rettens anvendelsesområde.

88.

Den Europæiske Union har ingen kompetence til at regulere sportsområdet. Dette har ikke ændret sig, efter at kompetencen til at fremme sport blev indført ved artikel 165 TEUF ( 83 ). Domstolen har imidlertid fastslået, at EU-retten finder anvendelse på sport i betydningen økonomisk aktivitet ( 84 ). I alle de relevante sager har den primære EU-ret været anvendt på politiets restriktioner for bevægeligheden på tværs af grænserne eller konkurrencen på det indre marked ( 85 ). Nationale antidopingregler kan ganske vist betragtes som en hindring for den frie bevægelighed. Den foreliggende sag vedrører imidlertid ikke en sådan situation.

89.

Antidopingregler regulerer primært sport som sport. De angår sportens sociale og uddannelsesmæssige funktioner snarere end dens økonomiske aspekter, selv om de førstnævnte kan påvirke de sidstnævnte. Selv om Den Europæiske Union ikke har nogen lovgivningskompetence på sportsområdet, vil den alligevel i teorien kunne harmonisere de nationale antidopingregler, hvis dette anses for nødvendigt for at fjerne hindringer for bevægeligheden på tværs af grænserne. På det nuværende udviklingstrin findes der imidlertid ingen EU-regler, der – selv indirekte – vedrører medlemsstaternes antidopingpolitikker.

90.

I en sådan situation er det vanskeligt at påvise den forbindelse til EU-retten, der er nødvendig for, at omstændighederne i den foreliggende sag kan betragtes som en aktivitet i en medlemsstat, som er omfattet af EU-retten. Det er derfor min opfattelse, at databeskyttelsesforordningen ikke finder anvendelse på den foreliggende sag.

91.

For det tilfælde at Domstolen alligevel fastslår, at databeskyttelsesforordningen finder anvendelse, vil jeg nu se på tage fat på den fortolkning af bestemmelserne heri, som USK har anmodet om.

92.

Det forelæggende organ er nærmere bestemt i tvivl om for det første, hvorvidt østrigsk ret (ADBG), hvorefter afgørelser, hvori der fastslås overtrædelser af antidopingreglerne, skal gøres tilgængelige for offentligheden, uden at der foretages en individualiseret proportionalitetskontrol, når der er tale om professionelle idrætsudøvere, er forenelig med databeskyttelsesforordningen, og for det andet, hvorvidt NADA’s valg om at gennemføre dette krav om offentliggørelse ved at lægge oplysninger ud på offentligt tilgængelige dele af sit websted er nødvendigt.

93.

Det forelæggende organ har af denne grund forelagt en række spørgsmål om databeskyttelsesforordningens fortolkning. Det andet og det tredje spørgsmål, der bør behandles samlet, synes at være de vigtigste og de mest komplicerede. Jeg vil derfor behandle de andre spørgsmål først og dernæst se på de spørgsmål om lovligheden og proportionaliteten, som USK har rejst.

94.

Med det første spørgsmål ønsker USK nærmere bestemt oplyst, om den offentliggjorte oplysning om, at en bestemt person har overtrådt visse antidopingregler, er en »helbredsoplysning« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 9.

95.

Svaret på dette spørgsmål kan efter min opfattelse udledes både af definitionen af »helbredsoplysning« og af Domstolens praksis.

96.

Ifølge definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 15), skal der ved »helbredsoplysninger« forstås »personoplysninger, der vedrører en fysisk persons fysiske eller mentale helbred, herunder levering af sundhedsydelser, og som giver information om vedkommendes helbredstilstand«.

97.

Samtlige parter med undtagelse af appellanten har med rette anført, at denne definition består af to elementer. Det første er kravet om, at de omhandlede personoplysninger skal vedrøre en fysisk persons fysiske eller mentale helbred. Det andet er kravet om, at disse oplysninger skal give information om den fysiske persons helbredstilstand. De omhandlede personoplysninger skal med andre ord ikke kun have en eller anden forbindelse til den registreredes helbred (dvs. en løs tilknytning), men ligeledes gøre det muligt at drage konklusioner om den registreredes helbredstilstand ud fra disse oplysninger (dvs. et personligt aspekt af de pågældende oplysninger).

98.

Jeg er ikke overbevist om, at det sidstnævnte kriterium, som er det afgørende element i forhold til den registreredes subjektive helbredstilstand, er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

99.

Konstateringen af, at appellanten havde indtaget eller var i besiddelse af visse forbudte stoffer, siger nemlig intet om hendes fysiske eller psykiske helbredstilstand. Ligesom en persons indtagelse af alkohol ikke siger noget om, hvorvidt denne person lider af alkoholafhængighed, er der ingen logisk eller klar tilknytning mellem appellantens indtagelse eller besiddelse af de stoffer, der er omhandlet i den foreliggende sag, og hendes fysiske eller psykiske helbred.

100.

Det er heller ikke min opfattelse, at der kan drages en anden konklusion af 35. betragtning til databeskyttelsesforordningen ( 86 ). I det første punktum præciseres det i det væsentlige, at begrebet »helbredsoplysninger« ikke har nogen »udløbsdato«. I det andet punktum opregnes de oplysninger, der kan henføres til dette begreb, og det fremgår ikke, at anvendelsesområdet for databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 15), skal fortolkes på en anden måde.

101.

I Lindqvist-sagen fastslog Domstolen ganske vist, at der bør anlægges en vid fortolkning af begrebet »oplysninger om helbredsforhold« ( 87 ), men denne fortolkning tog udgangspunkt i databeskyttelsesdirektivet ( 88 ), som var forgængeren for databeskyttelsesforordningen, og som ikke indeholdt en specifik definition af begrebet »oplysninger om helbredsforhold«. Domstolens fortolkning indeholdt heller ikke noget krav om, at der skulle påvises en forbindelse mellem de omhandlede oplysninger og den registreredes helbredstilstand. Selv om Lindqvist-dommen kan indeholde retningslinjer for fortolkningen af dette udtryk, kan den således ikke gå forud for den specifikke bestemmelse, som EU-lovgiver indsatte i forordningen, og som forbinder den registreredes helbredsoplysninger med vedkommendes helbredstilstand ( 89 ).

102.

Jeg foreslår sammenfattende, at Domstolen besvarer det første spørgsmål med, at oplysningen om, at en professionel idrætsudøver har overtrådt en antidopingregel vedrørende anvendelse eller forsøg på anvendelse eller besiddelse af et forbudt stof eller en forbudt metode, ikke i sig selv er en »helbredsoplysning« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 9.

103.

Med det fjerde spørgsmål ønsker USK nærmere bestemt oplyst, om offentliggørelsen af appellantens navn, overtrædelsen af de relevante antidopingregler og den sanktion, som hun blev pålagt, er en behandling af »personoplysninger vedrørende straffedomme [eller] lovovertrædelser« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 10.

104.

NADA, WADA samt den belgiske, den franske og den polske regering har gjort gældende, at de sanktioner, som appellanten blev pålagt, ikke kan kvalificeres som »strafferetlige«. De har heraf konkluderet, at databeskyttelsesforordningens artikel 10 ikke finder anvendelse på omstændighederne i den foreliggende sag.

105.

Appellanten, den lettiske regering og Kommissionen er imidlertid af den modsatte opfattelse. De har i det væsentlige argumenteret for, at den udelukkelse for doping, som appellanten blev idømt, har store personlige konsekvenser for hende. Sanktionen har efter deres opfattelse ikke bare haft økonomiske konsekvenser og medført en ret indgribende udelukkelse fra professionel idræt, men har også haft indirekte konsekvenser som følge af den udskamning og stigmatisering, der er forbundet med den fulde offentliggørelse af hendes navn sammen med oplysninger om overtrædelserne af antidopingreglerne og den pålagte sanktion. Det er denne kombination, der gør, at sanktionen i den foreliggende sag kan anses for at være af »strafferetlig« karakter. Appellanten har på denne baggrund ligeledes gjort gældende, at ÖADR udgør en »offentlig myndighed« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 10.

106.

Jeg er enig med appellanten, den lettiske regering og Kommissionen i, at den sanktion, der blev pålagt for den pågældende overtrædelse af antidopingreglerne, i den foreliggende sag er af strafferetlig karakter som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 10.

107.

Det er klart, at de to »strafferetlige« begreber, der er nævnt i databeskyttelsesforordningens artikel 10 (»straffedomme« og »[strafferetlige] lovovertrædelser«), skal fortolkes selvstændigt ( 90 ). Eftersom de to begreber har den samme etymologiske oprindelse (det senlatinske ord »criminalis«), og EU-lovgiver ønskede at lade den øgede beskyttelse, der sikres i databeskyttelsesforordningens artikel 10, gælde alene for det strafferetlige område ( 91 ), afhænger denne bestemmelses anvendelse desuden i bund og grund af, om den pålagte sanktion er af strafferetlig karakter ( 92 ).

108.

Når Domstolen tager stilling til, om en sanktion er af strafferetlig karakter, tager den hensyn til tre kriterier: for det første den retlige kvalificering af lovovertrædelsen i national ret, for det andet selve lovovertrædelsens art og for det tredje strengheden af den sanktion, som den pågældende risikerer at blive pålagt ( 93 ). De sidste to kriterier vejer uden tvivl tungest ( 94 ).

109.

Det fremgår af sagsakterne i den foreliggende sag, at de offentliggjorte oplysninger om appellantens udelukkelse på grund af doping vedrører besiddelse og delvis anvendelse af forbudte stoffer. Som Kommissionen har forklaret og med forbehold for den forelæggende rets bekræftelse heraf, udgør besiddelse og/eller anvendelse af sådanne stoffer en strafbar handling i henhold til ADBG’s § 28, stk. 1 og 2. Ifølge anmodningen om præjudiciel afgørelse fører denne strafbare handling til frakendelse af titler og fratagelse af præmiepenge samt en fireårig udelukkelse fra alle (nationale og internationale) konkurrencer. Det fremgår ligeledes af ADBG’s § 24, stk. 4, at idrætsorganisationer ikke må beskæftige appellanten mod vederlag i udelukkelsesperioden.

110.

Samtlige parter i sagen er enige om, at disse sanktioner har et klart formål om at straffe appellanten for hendes handlinger og at afskrække hende (og andre idrætsudøvere) fra at udvise den samme adfærd.

111.

Kombinationen af ikke bare frakendelse af titler og fratagelse af præmiepenge (berigtigelse af tidligere indtægter, der er modtaget uretmæssigt), men også tidsbegrænset udelukkelse fra professionel idræt tilføjer et element af straf, som gør de overordnede konsekvenser af appellantens handlinger meget alvorligere.

112.

Den sanktion, der er omhandlet i den foreliggende sag, sigter med andre ord ikke kun mod at erstatte de skader, der er forvoldt, men har specifikt til formål at straffe appellanten for, hvad hun har gjort ( 95 ). Den har også en forebyggende funktion, nemlig at afskrække andre idrætsudøvere fra at overtræde antidopingreglerne.

113.

Det er denne kombination af faktorer, der peger i retning af en overtrædelse, som er af strafferetlig karakter, og som overskrider grænserne for, hvad der ellers ville blive betragtet som en disciplinær forseelse på idrætsområdet ( 96 ).

114.

Som den lettiske regering med rette har påpeget, afhænger dette selvfølgelig af den nationale kvalificering af de pågældende overtrædelser. Denne konklusion indebærer heller ikke, at grænsen for, hvornår en konkret sanktion anses for at være af »strafferetlig« karakter, nødvendigvis er nået i en situation, hvor der foreligger andre omstændigheder ( 97 ). Som jeg har forklaret i det foregående punkt, er det imidlertid min opfattelse, at den konkrete sanktion, som appellanten blev pålagt, er af en sådan karakter, at den overskrider grænsen for, hvad der betragtes som en straffedom eller en lovovertrædelse som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 10.

115.

Modsat hvad WADA har gjort gældende, vil det efter min opfattelse generelt ikke være hensigtsmæssigt at betragte overtrædelser af antidopingreglerne som dem, der er omhandlet i den foreliggende sag, som simple overtrædelser af individuelle idrætsforeningers eller ‑organisationers (private) regler. Appellantens besiddelse eller anvendelse af stoffer er langt mere vidtrækkende end en potentiel overtrædelse af eksempelvis vedtægterne for skakklubben i Knin (Kroatien) ( 98 ).

116.

En sådan adfærd er forbudt ifølge national ret – ADBG – og ikke (kun) ifølge en forenings eller en idrætsorganisations private regler. Den sociale fordømmelse og stigmatisering, der er forbundet med at blive afsløret i at overtræde en antidopingregel, har desuden haft indirekte virkninger for appellantens personlige og arbejdsmæssige situation, som rækker langt ud over sportsverdenen ( 99 ). Den omstændighed, at lovovertrædelsen ligeledes kan udgøre en disciplinær forseelse i henhold til en privat idrætsforenings eller ‑organisations regler, som har til formål at regulere medlemmernes adfærd (i dette tilfælde IAAF’s antidoping- og konkurrenceregler), er endelig ikke til hinder for, at den samme overtrædelse og de samme sanktioner kan følge af offentlig ret i en medlemsstat.

117.

Det er som følge heraf min opfattelse, at den omhandlede behandlingsaktivitet omfatter »personoplysninger vedrørende straffedomme [eller] lovovertrædelser« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 10.

118.

Hvilke konsekvenser har denne konklusion?

119.

Som jeg tidligere har forklaret, er det for at fastslå, at en behandlingsaktivitet er omfattet af anvendelsesområdet for databeskyttelsesforordningens artikel 10, nødvendigt at lægge større vægt på den registreredes interesser ved den afvejning, der omhandler fremlæggelsen ( 100 ). Ifølge denne bestemmelses ordlyd skal denne behandling foretages enten under kontrol af en »offentlig myndighed« eller i henhold til EU-retten eller national ret, som giver passende garantier for den pågældende registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.

120.

Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen besvarer det fjerde spørgsmål med, at databeskyttelsesforordningens artikel 10 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på behandling af personoplysninger vedrørende en professionel idrætsudøvers besiddelse og delvise anvendelse af stoffer, der er opført på WADA’s dopingliste, i forbindelse med en idrætsaktivitet.

121.

Med det femte spørgsmål, der kun skal behandles, såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende, ønsker USK nærmere bestemt præciseret, om behandlingen af appellantens personoplysninger vedrørende hendes overtrædelser af en antidopingregel gør USK til en »offentlig myndighed« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 10.

122.

Som jeg har nævnt, behandler USK faktisk »personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 10 under omstændighederne i den foreliggende sag. Ved udførelsen af denne aktivitet handler USK imidlertid ikke som den »offentlige myndighed«, der kontrollerer behandlingen af disse oplysninger.

123.

Det fremgår tværtimod af ADBG’s § 5, stk. 6, og § 6, stk. 1-5, at den østrigske lovgiver har bemyndiget NADA til at varetage rollen som den »offentlige myndighed«, der bl.a. kontrollerer USK’s behandling af den type personoplysninger, der er omfattet af anvendelsesområdet for databeskyttelsesforordningens artikel 10.

124.

Det materielle ansvar for, at USK behandler personoplysninger korrekt som led i sine opgaver, hvilket omfatter offentliggørelsen af resultaterne af dets afgørelser, synes således at ligge hos NADA.

125.

Den omstændighed alene, at USK behandler personoplysninger, der er omfattet af anvendelsesområdet for databeskyttelsesforordningens artikel 10, gør som følge heraf ikke automatisk dette organ til en »offentlig myndighed« i denne bestemmelses forstand.

126.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen som svar på det femte spørgsmål fastslår, at den omstændighed, at et organ får til opgave at efterprøve en afgørelse, hvori der fastslås en overtrædelse af en antidopingregel, ikke automatisk gør dette organ til en »offentlig myndighed« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 10, hvis en anden institution i henhold til national ret er ansvarlig for tilsynet med denne databehandling.

127.

Med det andet og det tredje spørgsmål, der bør behandles samlet, ønsker USK nærmere bestemt oplyst, om det er foreneligt med betingelserne om lovlig behandling og dataminimering i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra a) og c), og artikel 6, stk. 3, at en professionel idrætsudøvers personoplysninger sammen med oplysninger om denne idrætsudøvers overtrædelse af de relevante antidopingregler og udelukkelsen af vedkommende videregives til offentligheden ved at blive offentliggjort på et offentligt tilgængeligt websted.

128.

I henhold til ADBG skal ÖADR ( 101 ) eller, hvis der er iværksat appel til prøvelse af ÖADR’s afgørelse, USK ( 102 ) underrette offentligheden om sin endelige afgørelse vedrørende visse overtrædelser af antidopingreglerne. Disse oplysninger skal omfatte idrætsudøverens navn, den sportsgren, hvori den pågældende konkurrerer, den omhandlede overtrædelse af antidopingreglerne og de heraf følgende sanktioner. I henhold til ADBG’s § 5, stk. 6, nr. 4, varetages offentliggørelsen af NADA, der er udpeget som dataansvarlig til dette formål. Ifølge ADBG videregives oplysningerne automatisk, når der er tale om professionelle idrætsudøvere, hvorimod dette normalt er valgfrit, når der er tale om motionsidrætsudøvere. ADBG indeholder ikke nærmere bestemmelser om, hvordan offentliggørelsen skal finde sted. Det var derfor NADA selv, der besluttede at offentliggøre oplysningerne på internettet.

129.

De spørgsmål, som USK har forelagt, rejser efter min opfattelse en række problemstillinger. Det skal for det første undersøges, om databeskyttelsesforordningen kræver, at en dataansvarlig foretager en proportionalitetskontrol i hvert enkelt tilfælde, før der videregives personoplysninger til offentligheden, eller om der kan tages stilling til den nævnte offentliggørelses forholdsmæssighed på forhånd baseret på den almindelige lovgivning. I det førstnævnte tilfælde, hvor der er behov for en individualiseret proportionalitetsvurdering, ser det ud til, at ADBG strider mod databeskyttelsesforordningen, eftersom ADBG ikke synes at tillade en sådan individualiseret prøvelse. For det andet skal Domstolen, såfremt det principielt og i teorien er muligt efter national ret at foretage en proportionalitetskontrol, og den dataansvarlige automatisk er forpligtet hertil, tage stilling til, om ADBG opfylder proportionalitetskravet i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3. For det tredje skal det, hvis det står i rimeligt forhold til det/de legitime mål, der forfølges med loven, at videregive oplysninger om en afgørelse vedrørende en overtrædelse af antidopingreglerne til offentligheden, undersøges, om det er nødvendigt at lægge disse oplysninger ud på en antidopingorganisations offentligt tilgængelige websted. Jeg vil behandle disse problemstillinger enkeltvis.

130.

I medfør af databeskyttelsesforordningen skal det først afgøres, hvem der er den dataansvarlige i forhold til en bestemt behandlingsaktivitet. Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 2, at den dataansvarlige er ansvarlig for og skal kunne påvise, at de principper for behandling af personoplysninger, der er anført i denne forordnings artikel 5, stk. 1, overholdes.

131.

I henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7), er den dataansvarlige en person, der afgør, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger. Det præciseres i denne bestemmelses andet led, at »hvis formålene og hjælpemidlerne til en sådan behandling er fastlagt i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, kan den dataansvarlige eller de specifikke kriterier for udpegelse af denne fastsættes i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret«. I den foreliggende sag er formålene med, men ikke nødvendigvis hjælpemidlerne til, den omhandlede behandlingsaktivitet fastsat i (eller følger i det mindste implicit af) ADBG, hvori NADA samtidig er blevet udpeget som dataansvarlig.

132.

NADA er derfor den dataansvarlige for så vidt angår behandlingen af appellantens personoplysninger, når disse oplysninger lægges ud på dets websted. Dette er efter min opfattelse ikke til hinder for, at USK også kvalificeres som dataansvarlig i forhold til den samme behandlingsaktivitet ( 103 ). Ifølge ADBG efterlever NADA således blot den forpligtelse til offentliggørelse, som USK pålægges i ADBG. Dette kan få betydning, hvis Domstolen (modsat hvad jeg foreslår) finder, at den dataansvarlige skal foretage en proportionalitetskontrol i hvert enkelt tilfælde. Det vil i så fald skulle undersøges, om det er NADA eller USK, der bør foretage denne kontrol.

133.

For at en behandling af personoplysninger anses for lovlig, skal den ifølge databeskyttelsesforordningen ske af en af de grunde, der er angivet i denne forordnings artikel 6. Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvilken forskel der er mellem artikel 6, stk. 1, litra c) og litra e), men det er ubestridt i den foreliggende sag, at NADA handler i henhold til en af disse bestemmelser, når det lægger appellantens personoplysninger ud på sit websted ( 104 ).

134.

Når behandlingen har retsgrundlag i en af de to bestemmelser, som jeg har nævnt i det foregående punkt, fremgår det af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, at den lov, hvori der stilles krav om behandling af personoplysninger, i dette tilfælde ADBG, skal forfølge et formål i samfundets interesse og stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.

135.

Hvis lovgiver faktisk har afvejet de forskellige berørte interesser for at tilgodese en bestemt samfundsinteresse og har fastslået, at en bestemt behandling er begrundet, bør den dataansvarlige da alligevel foretage en særskilt proportionalitetskontrol i hvert enkelt tilfælde? Eller vil den dataansvarliges forpligtelse i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 2, til at påvise, at proportionalitetsprincippet som udtrykt i princippet om dataminimering er overholdt, være opfyldt med henvisning til den forpligtelse, som fastsat for lovgiver?

136.

Databeskyttelsesforordningen indeholder efter min opfattelse intet krav om, at den dataansvarlige skal foretage en proportionalitetskontrol i hvert enkelt tilfælde, hvor der sker behandling af oplysninger. Den dataansvarlige kan – for ikke at sige skal – i stedet støtte sig på den proportionalitetskontrol, som lovgiver har foretaget. Lovgivers vurdering af proportionaliteten kan ikke individualiseres. Ved denne vurdering er det imidlertid i teorien muligt at tage hensyn til en bestemt persongruppes databeskyttelsesinteresser og at afveje dem i forhold til andre berørte samfundsinteresser.

137.

Den lovgivning, der tillader (eller kræver) behandling af personoplysninger, kan være baseret på en anden tilgang. Den kan gøre det muligt at behandle personoplysninger, hvis den dataansvarlige anser dette for nødvendigt i en forudbestemt sammenhæng. Proportionalitetsvurderingen vil i så fald skulle foretages af den dataansvarlige i det konkrete tilfælde. Lovgivningen kan imidlertid også i en situation som den foreliggende tillade en bestemt form for databehandling for at opnå et vist mål. Jeg kan ikke få øje på nogen bestemmelse i databeskyttelsesforordningen, som i en sådan situation kræver eller bare tillader, at den pågældende dataansvarlige rejser tvivl om den proportionalitetskontrol, som lovgiver har foretaget. Databeskyttelsesforordningen kræver i så fald ikke, at der foretages en yderligere proportionalitetskontrol i hvert enkelt tilfælde. Den registrerede eller den dataansvarlige har selvfølgelig mulighed for at anfægte lovgivers proportionalitetsvurdering ved domstolene. Medmindre den dataansvarlige får medhold i sin indsigelse mod lovgivers proportionalitetsvurdering, er den pågældende imidlertid forpligtet til at behandle de pågældende personoplysninger i en situation som den foreliggende.

138.

En sådan fortolkning af databeskyttelsesforordningen er forenelig med demokratiprincippet og strider ikke mod denne forordnings ordlyd.

139.

I et demokratisk samfund skal lovgiver netop sørge for at finde den rette balance mellem modstridende rettigheder og interesser. Selv om det til tider kan være nødvendigt at overdrage denne opgave til en uafhængig institution, som ikke kan holdes politisk ansvarlig, er dette en mindre demokratisk løsning.

140.

Som WADA med rette har påpeget, kan det endvidere resultere i misbrug og korruption, hvis nationale antidopingorganer i hvert enkelt tilfælde selv kan afgøre, om overtrædelser af antidopingreglerne skal offentliggøres, navnlig med tanke på den store interesse, som idrætsudøvere, foreninger og tilmed regeringer har i at forhindre en sådan offentliggørelse. Det vil også kunne resultere i forskellig behandling af idrætsudøvere, der har overtrådt antidopingreglerne og derfor reelt befinder sig i en sammenlignelig situation.

141.

Databeskyttelsesforordningen tillader og kræver tilmed efter sin ordlyd, at proportionalitetskontrollen foretages af lovgiver. Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7), kan formålene med og hjælpemidlerne til behandling af personoplysninger fastlægges i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret og ikke af den dataansvarlige. I henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, skal den lov, der gør det muligt at behandle personoplysninger, gøres til genstand for en proportionalitetskontrol.

142.

Efter min opfattelse kræver databeskyttelsesforordningen derfor ikke, at NADA (eller USK) godkender offentliggørelsen af professionelle idrætsudøveres overtrædelse af antidopingreglerne i hvert enkelt tilfælde.

143.

Det bringer mig videre til den anden problemstilling, der er rejst i forbindelse med det andet og det tredje spørgsmål, nemlig om den østrigske lovgiver foretog en passende afvejning af de forskellige berørte interesser, da lovgiver krævede, at appellantens personoplysninger sammen med oplysninger om den pågældende overtrædelse af antidopingreglerne og udelukkelsen af hende skulle gøres tilgængelige for offentligheden.

144.

Det fremgår som bekendt af ADBG, at USK (eller ÖADR) er forpligtet til at underrette offentligheden om sine afgørelser med angivelse af de berørte personers navne samt varigheden af udelukkelsen og grundene hertil. Denne forpligtelse gælder først og fremmest for professionelle idrætsudøvere og i visse tilfælde for motionsidrætsudøvere. Ifølge ADBG er det desuden muligt at foretage en yderligere proportionalitetskontrol, når der træffes afgørelser om, hvorvidt motionsidrætsudøveres og særligt sårbare personers overtrædelser af antidopingreglerne skal offentliggøres.

145.

Appellanten har rejst tvivl om, hvorvidt det var begrundet at underrette offentligheden i hendes tilfælde. NADA, WADA og Kommissionen samt de medlemsstater, der deltager i den foreliggende sag, ser intet problem i en sådan underretning.

146.

Selv om der kan være flere grunde hertil, har de fleste drøftelser (under retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del) fokuseret på to mulige begrundelser for at underrette offentligheden: i) at afskrække alle, der dyrker idræt, fra at begå overtrædelser af antidopingreglerne og ii) at forhindre, at udelukkelser omgås, ved at underrette alle, der kan tænkes at sponsorere eller beskæftige den pågældende idrætsudøver, om udelukkelsen.

147.

Det er nødvendigt at foretage en proportionalitetsvurdering ( 105 ) for hver begrundelse, der gives. Jeg vil derfor undersøge i det følgende, om underretning af offentligheden kan være begrundet af det ene af eller begge de anførte formål. Proportionalitetskontrollen af de enkelte begrundelser består af en række trin. Domstolen skal vurdere, om underretningen af offentligheden er egnet til at nå det anførte mål. I bekræftende fald skal Domstolen ligeledes efterprøve, om foranstaltningen er nødvendig, hvilket igen kræver, at det vurderes, om der allerede findes en anden foranstaltning, som gør det muligt at nå det samme mål, men griber mindre ind i den registreredes grundlæggende ret til databeskyttelse. Domstolen kan endelig fastslå, at indgrebet i den pågældendes privatliv var så omfattende, at det ikke modsvarede den fordel, der var forbundet med at nå det erklærede mål.

148.

Når personlige oplysninger om en overtrædelse af en antidopingregel og dens konsekvenser gøres tilgængelige for offentligheden, kan det efter min opfattelse afskrække både professionelle idrætsudøvere og motionsidrætsudøvere fra at begå lignende overtrædelser. Denne foranstaltning er også hensigtsmæssig med hensyn til forebyggelse, eftersom den gør unge, der lige er begyndt at dyrke idræt og måske ønsker at blive professionelle idrætsudøvere senere hen, opmærksomme på de konsekvenser, som det har, hvis de beslutter at anvende forbudte stoffer for at forbedre deres resultater. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at den pågældende foranstaltning er egnet til at opnå det erklærede formål.

149.

Det er vanskeligere at afgøre, om det er nødvendigt at underrette offentligheden om den enkelte idrætsudøvers navn for at afskrække andre idrætsudøvere fra selv at begå lignende overtrædelser af antidopingreglerne. Der bør i denne forbindelse henvises til en udtalelse fra Artikel 29-Gruppen vedrørende Databeskyttelse (herefter »Artikel 29-Gruppen«), forgængeren for det nuværende Europæiske Databeskyttelsesråd, hvori gruppen undersøgte forholdsmæssigheden af regler svarende til WADC ( 106 ). Artikel 29-Gruppen fandt, at offentliggørelse af anonyme oplysninger om overtrædelser og sanktioner ville virke tilstrækkeligt afskrækkende over for andre idrætsudøvere ( 107 ).

150.

Jeg deler ikke denne opfattelse. De strenge sanktioner har ganske vist i sig selv en afskrækkende virkning. Bevidstheden om, at ens navn kan blive offentliggjort i forbindelse med overtrædelsen af en antidopingregel, har imidlertid en yderligere og stærkere afskrækkende virkning. Selv om en ung idrætsudøver, der drømmer om en idrætskarriere, kan mene, at det er risikoen værd, hvis den forventede sanktion består i udelukkelse i nogle få måneder eller nogle få år, vil idrætsudøveren tænke sig om en ekstra gang, når han eller hun indser, at offentligheden vil få kendskab til vedkommendes overtrædelse. Anonym offentliggørelse kan derfor ikke betragtes som en foranstaltning, der gør det muligt at nå det samme mål lige så godt ( 108 ).

151.

Artikel 29-Gruppen fastslog også, at offentliggørelse én gang umiddelbart efter, at der er truffet en afgørelse, hvori der fastslås en overtrædelse af en antidopingregel, kan være en tilstrækkelig og mindre indgribende foranstaltning. Jeg deler heller ikke denne opfattelse. Hvis oplysningerne er tilgængelige, så længe udelukkelsen varer, er det mere sandsynligt, at de når frem til målgruppen. Jeg har desuden vanskeligt ved at se, hvordan offentliggørelsen af eksempelvis en pressemeddelelse vil være mindre indgribende end offentliggørelsen af en tabel, der indeholder den samme information. En sådan pressemeddelelse kan faktisk være tilgængelig i meget længere tid end den tabel, som viser, hvilke idrætsudøvere der er udelukket, eftersom oplysningerne heri slettes, når udelukkelsen er ophørt. Appellanten har ganske vist ret i, at hvis idrætsudøveren udelukkes for livstid, vil den pågældende tabelpost også være tilgængelig online for livstid. Såfremt de indeholdte oplysninger er korrekte, vil dette indgreb i den registreredes ret til databeskyttelse ikke være alt for barsk (selv om en udelukkelse for livstid kan være uforholdsmæssig, men det er et andet spørgsmål), hvorimod fordelen ved at afskrække unge idrætsudøvere ved at gøre dem opmærksomme på en sådan mulighed ikke kan fremhæves nok. I den foreliggende sag varer udelukkelsen under alle omstændigheder i fire år, hvorefter appellantens personligoplysninger i den pågældende tabel vil blive slettet.

152.

Man kan endelig spørge sig selv, om det er nødvendigt at offentliggøre enhver overtrædelse af antidopingreglerne, om kun mere alvorlige overtrædelser bør meddeles offentligheden, om kun idrætsudøvere, der har begået flere overtrædelser, bør nævnes ved navn, og om der bør tages hensyn til, på hvilket niveau idrætsudøverne konkurrerer, eller andre faktorer.

153.

Det er efter min opfattelse nødvendigt at overlade lovgiver et vist skøn ved vurderingen af sådanne faktorer. Hvis det f.eks. kun er nogle overtrædelser, der offentliggøres, kan det gøre det lettere at beslutte sig for at begå andre overtrædelser. Når det kun er gentagne overtrædelser, der offentliggøres, kan unge idrætsudøvere vælge at løbe risikoen én gang, eftersom deres navne ikke vil blive offentliggjort i forbindelse med en enkelt overtrædelse ( 109 ). Der findes mange forhold og argumenter, som kan gøres gældende.

154.

Den østrigske lovgiver havde tilsyneladende taget hensyn til forskellige forhold for at opfylde det forebyggende formål om at forhindre eventuelle overtrædelser af antidopingreglerne. Lovgivers afvejning af de berørte interesser resulterede i en række undtagelser og begrænsninger af den omhandlede regel, som tydeligvis ikke ansås for skadelige for det tilsigtede mål. Mindreårige, særligt sårbare personer og – i det fleste tilfælde – motionsidrætsudøvere blev undtaget. Der er ikke fremført overbevisende argumenter for Domstolen, som gør det muligt for den at betvivle lovgivers vurdering om, at den omhandlede regel var nødvendig af hensyn til den forebyggende indsats over for professionelle idrætsudøvere.

155.

Det er derfor min opfattelse, at den foranstaltning, der kræver individualiseret offentliggørelse af professionelle idrætsudøveres overtrædelser af antidopingreglerne, er tilstrækkelig til og nødvendig for at afskrække unge idrætsudøvere fra at begå sådanne overtrædelser.

156.

Indgrebet i professionelle idrætsudøveres rettigheder er endelig ikke så omfattende, at det ikke kan begrundes i den omhandlede foranstaltnings forebyggende formål. Det er oplysninger om idrætsudøverens navn, den sportsgren, hvori den pågældende konkurrerer, den begåede overtrædelse af antidopingreglerne og varigheden af den heraf følgende udelukkelse, der offentliggøres. Disse oplysninger beskriver intet andet end den pågældende idrætsudøvers arbejdsliv og viser bare de konsekvenser af den ulovlige adfærd, som idrætsudøveren allerede var bekendt med, da vedkommende valgte at begå den pågældende overtrædelse.

157.

Den anden begrundelse, der er fremført under retsforhandlingerne, er behovet for at informere relevante interessenter om, at den pågældende idrætsudøver ikke kan deltage i noget idrætsrelateret arrangement, så længe udelukkelsen er gældende. Dette sikrer, at sanktionen bliver effektiv, og forhindrer, at den omgås.

158.

Det er uden tvivl hensigtsmæssigt at gøre de omhandlede oplysninger offentligt tilgængelige for at informere personer, der måtte ønske at sponsorere en idrætsudøver, anmode idrætsudøveren om at deltage i en organiseret konkurrence eller tilbyde idrætsudøveren en stilling på idrætsområdet. Disse interessenter er således nødt til at have kendskab til idrætsudøverens udelukkelse. Den foranstaltning, der er omhandlet i ADBG, er derfor egnet til det anførte formål.

159.

Det er også i dette tilfælde mere vanskeligt at afgøre, om en sådan foranstaltning er nødvendig.

160.

Argumenter vedrørende anonymisering kan ikke holdes op mod dette almene formål. Det er nødvendigt at angive den udelukkede idrætsudøvers navn for at informere de relevante interessenter.

161.

Appellanten har imidlertid med støtte i Artikel 29-Gruppens udtalelse anført, at det ikke er nødvendigt at underrette offentligheden for at opfylde det anførte formål. Det vil efter hendes opfattelse være tilstrækkeligt at informere idrætsorganisationer og potentielle eller nuværende sponsorer. WADA og NADA har hertil svaret, at det ikke er muligt at vide på forhånd, hvem der skal informeres. Der kan desuden når som helst dukke en ny interessent op, som vil være interesseret i denne information, f.eks. ejeren af et nyåbnet træningscenter.

162.

Artikel 29-Gruppen har foreslået en potentielt mindre vidtrækkende foranstaltning, som går ud på at indføre en »vandelsattest« for at forhindre, at en udelukkelse omgås ( 110 ). Jeg forstår dette forslag således, at der er tale om en procedure, hvor arrangører af konkurrencer, potentielle arbejdsgivere og sponsorer, før de anmoder en person om at deltage i en konkurrence, tilbyder nogen en stilling på idrætsområdet eller beslutter, om de vil sponsorere en idrætsudøver, beder den pågældende idrætsudøver om at fremlægge en sådan attest. For at attesten kan opfylde sin funktion, skal den udstedes på globalt, dvs. internationalt, plan, hvilket vil give anledning til problemer i forhold til behandling af personoplysninger, bl.a. i forbindelse med overførsel af sådanne oplysninger til en international organisation. Et sådant system findes under alle omstændigheder ikke i dag. Som et budskab til WADA om at overveje at indføre et sådant system har Artikel 29-Gruppens forslag en vis vægt. Så længe dette system ikke er indført, kan den østrigske lovgiver imidlertid ikke anvende det som en mindre indgribende foranstaltning til at informere relevante interessenter.

163.

Eftersom det ikke vil være effektivt at anvende målrettet information uden at have kendskab til, hvem der har behov for en sådan information, og der ikke findes et passende system med vandelsattester, er det min opfattelse, at den omhandlede foranstaltning er både tilstrækkelig til og nødvendig for at nå målet om at forhindre, at udelukkelsen omgås.

164.

Der kan henvises til endnu et argument, som NADA fremførte i retsmødet, nemlig at det i sig selv udgør en overtrædelse af antidopingreglerne at ansætte den udelukkede idrætsudøver ( 111 ). Det må som følge heraf anses for nødvendigt at have kendskab til udelukkede idrætsudøveres situation for at undgå eventuelle indirekte overtrædelser af antidopingreglerne.

165.

Det skal endelig påpeges, at den tabel med navne samt oplysninger om overtrædelser af antidopingreglerne og udelukkelser af idrætsudøvere, som offentliggøres på NADA’s websted, ajourføres regelmæssigt. Oplysningerne slettes, når den pågældende udelukkelse er ophørt. Dette indebærer, at appellantens personoplysninger ikke befinder sig på webstedet længere, end det er nødvendigt for at forhindre omgåelse af hendes udelukkelse.

166.

ADBG kræver, at de pågældende oplysninger fremlægges for offentligheden, men det fremgår ikke, hvilken metode der skal anvendes til formålet. NADA besluttede selv at lægge de pågældende oplysninger ud på sit websted.

167.

Appellanten har anfægtet denne beslutning og anført, at online offentliggørelse på internettet er for indgribende, og at foranstaltninger såsom offline offentliggørelse eller som minimum et system, hvor der kræves et brugernavn og et kodeord for at få adgang til den offentliggjorte information, vil gribe mindre ind i idrætsudøveres grundlæggende rettigheder.

168.

Andre har også givet udtryk for, at offentliggørelse på internettet er for indgribende, heriblandt Artikel 29-Gruppen ( 112 ) og det dissentierende mindretal i Menneskerettighedens dom i sagen L.B. mod Ungarn ( 113 ).

169.

Jeg vil fatte mig i korthed her. Hvis forpligtelsen til at gøre information, der omfatter personoplysninger, tilgængelig for offentligheden anses for berettiget, er det i et moderne samfund kun muligt at opfylde denne forpligtelse ved offentliggørelse på internettet. Ligesom ingen ville bede nogen om at gå fra dør til dør for at viderebringe nyheder, efter at Gutenberg havde opfundet trykpressen, kan trykte publikationer (som f.eks. et nyhedsbrev) ikke længere anses for at være et tilstrækkeligt middel til at gøre oplysninger tilgængelige for offentligheden. Såfremt der kræves offline offentliggørelse, vil det svare til at omgå forpligtelsen til at informere offentligheden.

170.

Artikel 29-Gruppen fremhævede i udtalelse 4/2009, at offentliggørelse på internettet anses for at være mere indgribende end offentliggørelse i andre medier uden for internettet ( 114 ). Gruppens vigtigste argument var, at offentliggørelse på internettet medfører, at alle og enhver kan få adgang til oplysningerne. Dette er korrekt, men det er også hele idéen med at kræve, at oplysningerne gøres tilgængelige for offentligheden. Det andet argument, som Artikel 29-Gruppen fremførte, vedrører den omstændighed, at oplysninger, der offentliggøres på internettet, kan anvendes til andre formål og blive viderebearbejdet. Det er ganske rigtigt lettere at viderebearbejde oplysninger, der allerede findes på internettet. Ret beset er der imidlertid ingen forskel på muligheden for at anvende oplysninger, der er lagt ud på internettet, til andre formål og muligheden for at anvende oplysninger, der er trykt i et nyhedsbrev, til andre formål. Oplysninger om overtrædelser af antidopingreglerne, der offentliggøres i et nyhedsbrev, kan lige så vel anvendes af f.eks. journalister og lægges ud på en nyhedsportal på nettet.

171.

Efter min opfattelse er kravet om offentliggørelse af en professionel idrætsudøvers overtrædelse af de gældende antidopingregler på en antidopingmyndigheds offentligt tilgængelige websted derfor både tilstrækkeligt til og nødvendigt for at opnå den forebyggende funktion, der består i at afskrække nuværende og fremtidige idrætsudøvere fra at begå en lignende overtrædelse af disse regler, og for at forhindre idrætsudøvere i at omgå udelukkelser.

172.

Jeg foreslår på grundlag af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer det andet og det tredje spørgsmål med, at databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 3, ikke er til hinder for en praksis, hvor en national myndighed, der er ansvarlig for at fremme, koordinere og overvåge et nationalt dopingkontrolprogram, gør personoplysninger vedrørende en professionel idrætsudøvers overtrædelse af en antidopingregel offentligt tilgængelige på sit websted.

173.

Jeg foreslår, henset til det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Unabhängige Schiedskommission (uafhængigt dopingnævn, Østrig) har forelagt, således: