—

Der vedtages en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i forhold til to aspekter ved sagen.

—

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1788 (1), hvorved Kommissionen suspenderer virkningerne af gennemførelsesforordning (EU) 2021/1784 (2), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i forbindelse med søgsmålet.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har handlet i strid med forordning 2016/1036 (3) og navnlig artikel 14, stk. 4, heri. Navnlig undlod Kommissionen at undersøge spørgsmålet om skade som foreskrevet i artikel 3, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1036, men undersøgte kun et begrænset og reduceret antal skadesindikatorer. I tillæg gennemførte Kommissionen ikke en vurdering af Unionens interesse. Desuden tog Kommissionen ikke hensyn til Unionens dekarboniseringspolitik og pålagde sig selv en tidsfrist, der ikke var lovbestemt. Endelig begik Kommissionen en fejl ved den retlige prøvelse, der skal foretages med hensyn til, om der igen vil ske skade.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har handlet i strid med princippet om en retfærdig rettergang og princippet om god forvaltningsskik. Navnlig var Kommissionens samlede udførelse af suspensionsundersøgelsen mangelfuld, og suspensionsundersøgelsen blev ikke retligt eller faktisk iværksat. I tillæg fastsatte Kommissionen unødvendige tidsgrænser for at opfylde en urimelig og unødvendig tidsfrist. Desuden handlede Kommissionen inkonsekvent ved at låne begrebet offentliggørelse, der gælder for nye og fornyede undersøgelser men ikke de tidsfrister, der gælder for disse undersøgelser. Endelig blev bedømmelsen af Unionens interesse ikke fremlagt for parterne, og parterne kunne ikke kommentere denne bedømmelse.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har handlet i strid med artikel 296 TEUF ved ikke at give en fyldestgørende begrundelse. Navnlig gav Kommissionen ikke en fyldestgørende begrundelse for, hvorfor det var nødvendigt at fastsætte tidsfristen for afslutningen af suspensionsundersøgelsen til det samme tidspunkt som antidumpingundersøgelsen. Desuden gav Kommissionen ikke en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor det var i Unionens interesse at suspendere foranstaltninger.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen åbenbart begik en fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder. Kommissionen begik navnlig en fejl ved undersøgelsen af de ændrede markedsvilkår, ved undersøgelsen af EU-erhvervsgrenens evne til at forsyne markedet, ved undersøgelsen af data om produktion uden for EU og ved undersøgelsen af udbud og efterspørgsel.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen foretog en uhensigtsmæssig anvendelse af suspensionsbestemmelsen. Kommissionen misbrugte sine beføjelser ved at meddele suspension som et alternativ til afslåede ansøgninger om at udelukke varer fra vareanvendelsesområdet.