EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021TN0538

Sag T-538/21: Sag anlagt den 2. september 2021 — PBL og WA mod Europa-Kommissionen

EUT C 431 af 25.10.2021, p. 49–50 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

25.10.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 431/49


Sag anlagt den 2. september 2021 — PBL og WA mod Europa-Kommissionen

(Sag T-538/21)

(2021/C 431/57)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Penya Barça Lyon: Plus que des supporters (PBL) (Bron, Frankrig) og WA (ved advokat J. Branco)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Afgørelsen fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence af 1. september 2021 COMP.C.4/AH/mdr 2021(092342) annulleres.

Europa-Kommissionen pålægges at

gøre brug af sine beføjelser i henhold til artikel 116, stk. 1, TEUF ved at pålægge det franske fodboldforbund straks at bringe enhver lovbestemt konkurrencefordrejning til ophør og at overholde UEFA’s Club Licensing and Financial Fair Play Regulations.

indlede en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 107 TEUF og 108 TEUF og til artikel 12 i Rådets forordning 2015/89 af 13. juli 2015 mod Frankrig på grund af ulovlig støtte til Paris Saint-Germain og følgelig anlægge et søgsmål ved Den Europæiske Unions Domstol.

og Kommissionen pålægges i henhold til artikel 13 i Rådets forordning 2015/89 af 13. juli 2015 at træffe foreløbige foranstaltninger mod Frankrig med henblik på at bringe sagsøgernes tab til ophør ved at pålægge Frankrig at suspendere de følgende generelle retsregler, som skabte en urimelig konkurrenceforvridning gennem en statsstøtte, som indebar en selektiv fordel, der påvirkede konkurrencen og samhandelen inden for Den Europæiske Union på hele EU’s indre marked.

Afgørelserne af 12. og 14. december 2019 fra generalforsamlingen og forbundsforsamlingen for den professionelle fodboldliga og afgørelsen af 10. december 2020 fra generalforsamlingen for den professionelle fodboldliga, der blev truffet på vegne af det franske fodboldforbund i forbindelse med udøvelsen af dens officielle beføjelser som offentlig myndighed.

Afgørelse af 25. juni 2021, hvorved de professionelle klubbers kontroludvalg under LFP’s nationale direktorat for ledelseskontrol ikke traf nogen administrativ foranstaltning i forhold til PSG.

Afgørelsen fra den professionelle fodboldliga — ikke offentliggjort — hvorved denne godkendte den kontrakt, der blev undertegnet mellem Lionel Messi og Paris Saint-Germain.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har til støtte for deres søgsmål til prøvelse af Europa-Kommissionens afgørelse COMP.C.4/AH/mdr 2021(092342) af 1. september 2021 om afvisning af sagsøgernes status som interesserede parter som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589 (1) fremsat fem anbringender.

1.

Første anbringende om sagsøgernes søgsmålsinteresse i nærværende sag. Sagsøgerne har foreholdt Kommissionen ikke at have taget hensyn til den omstændighed, at den første sagsøger er medlem (»socio«) af Futbol Club Barcelona (herefter »FC Barcelona«) og at sagsøgeren i denne egenskab er beføjet til at indgive en klage over en påstået ulovlig støtte.

2.

Andet anbringende om samrådet i henhold til artikel 116 TEUF. Sagsøgerne har navnlig gjort gældende, at der i det foreliggende tilfælde foreligger forskelle i bestemmelserne i medlemsstaterne, som fordrejer konkurrencebetingelserne på det indre marked. Ifølge sagsøgerne udgør den omstændighed, at la Liga de futbol profesional i modsætning til den franske professionelle fodboldliga kræver, at en ratio mellem lønninger og indtægter på 70 % overholdes, en sådan konkurrencefordrejning, som i praksis er bebyrdende for FC Barcelona.

3.

Tredje anbringende om artikel 13 i forordning 2015/1589. Sagsøgerne har med dette anbringende påberåbt sig et behov for at pålægge Frankrig at suspendere støtten og foranstaltninger, der kan udgøre en statsstøtte, som er ulovlig og ikke er anmeldt til de professionelle klubber med hjemsted i landet.

4.

Fjerde anbringende om det kriterium, som Europa-Kommissionen og EU-Domstolen vedtog med henblik på at definere statsstøtte og anvendeligheden i det foreliggende tilfælde af artikel 108 TEUF.

5.

Femte anbringende om den presserende karakter ved situationen, der begrunder sagsøgernes indgivelse af en anmodning om en fremskyndet procedure og en begæring om foreløbige forholdsregler.


(1)  Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).


Top