a)

I henhold til artikel 266, stk. 2, TEUF, artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF tilpligtes Unionen, repræsenteret ved Europa-Kommissionen, at betale 1 096 814,68 EUR (eller, subsidiært, et andet beløb, som Retten måtte fastsætte under anvendelse af en anden sats end den nedenfor anførte), hvilket beløb følger af anvendelsen af den af Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsatte sats på 1 % for refinansiering, som var gældende den 9. marts 2010, forhøjet med 3,5 procentpoint, for perioden fra den 9. marts 2010 til den 25. oktober 2017 (fratrukket 129 847,10 EUR, der allerede er udbetalt som »renter«) som erstatning for den skade, som Ferriere Nord S.p.A. led som følge af den manglende betaling (i strid med artikel 266, stk. 1, TEUF) af de forfaldne morarenter for bøden (pålagt ved Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30.9.2009 og dens afgørelse K(2009) 9912 endelig af 8.12.2009), som sagsøgeren midlertidigt havde betalt den 9. marts 2010, og som Kommissionen havde tilbagebetalt den 25. oktober 2017 efter Domstolens dom af 21. september 2017 i sag C-88/15 P,

og dermed

b)

tilpligtes Unionen, repræsenteret ved Kommissionen, at betale et yderligere beløb som opgørelse af erstatningen omtalt i litra a) ovenfor med virkning fra den 25. oktober 2017 (eller, subsidiært, fra en anden dato, som Retten måtte fastsætte) til tidspunktet for den fuldstændige og faktiske betaling, som beregnes på grundlag af ECB’s sats for dens vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med 3,5 procentpoint (eller, subsidiært, en sats, som Retten måtte fastsætte).

—

Det gøres i denne henseende gældende, at Kommissionen for at foretage en fuldstændig opfyldelse (som omhandlet i artikel 266, stk. 1, TEUF) af Domstolens dom af 21. september 2017 i sag C-88/15 P (hvorved beslutningen af 2009 om fastslåelse af en overtrædelse af artikel 101 TEUF blev annulleret) ikke alene burde have tilbagebetalt Ferriere Nord den bøde, som midlertidigt var blevet betalt i 2010, men ligeledes morarenter heraf, beregnet i medfør af den sats, der er fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1268/2012, og dermed ECB’s sats for dens vigtigste refinansieringstransaktioner, som var gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfaldt, forhøjet med 3,5 procentpoint. Den 25. oktober 2017 udbetalte Kommissionen som renter imidlertid alene »renter« som omhandlet i artikel 90, stk. 4, i forordning nr. 1268/2012 som indtægterne fra den bankkonto, hvor bøden midlertidigt havde været indbetalt. Den manglende udbetaling af morarenter udgør en tilsidesættelse af den primære EU-ret (artikel 266, stk. 1, TEUF), hvorved Kommissionen er ifaldet et ansvar uden for kontraktforhold. Den erstatning, der skyldes af ovennævnte grunde, skal således opgøres fra datoen, hvor alene »renter« blev udbetalt, til den faktiske betaling.

—

Det gøres i denne henseende gældende, at Kommissionen med skrivelsen af 30. april 2021 erklærede, at den ikke kunne/ville efterkomme Ferriere Nords førretslige erstatningskrav i henhold til artikel 46 i statutten for Domstolen, eftersom den heri fastsatte femårige forældelse var indtrådt, idet den omstændighed, der efter denne institutions opfattelse havde udløst dens ansvar uden for kontraktforhold (og således tidspunktet, hvorfra forældelsesfristens regnes), identificeres som den midlertidige betaling af bøden i 2010. Ferriere Nord har derimod gjort gældende, at den omstændighed, der udløser dette ansvar, er det forhold, at Kommissionen den 25. oktober 2017 — dvs., da bøden blev tilbagebetalt til opfyldelse af dommen af 2017 — ikke betalte de morarenter, der foreskrives i artikel 83 i forordning nr. 1268/2012, hvorved den begrænsede betalingen til alene at omfatte »renter« som omhandlet i samme forordnings artikel 90. Denne tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF udgør Kommissionens ulovlige adfærd og fastlægger dens ansvar uden for kontraktforhold, og den femårige forældelsesdrist i statuttens artikel 46 løber således fra denne tilsidesættelse.