1

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, La Banque postale, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/ES/2021/22 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2021 (herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

2

Sagsøgeren er et kreditinstitut med hjemsted i Frankrig.

3

Ved den anfægtede afgørelse fastsatte Afviklingsinstansen i henhold til artikel 70, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1), ex ante-bidragene til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) (herefter »ex ante-bidrag«) for året 2021 (herefter »bidragsperioden 2021«) for de institutter, der er omfattet af bestemmelserne i den nævnte forordnings artikel 2, sammenholdt med dens artikel 67, stk. 4 (herefter »institutterne«), herunder sagsøgeren.

4

Ved opkrævningsmeddelelse af 28. april 2021 pålagde Autorité de contrôle prudentiel et de résolution (APCR) (finanstilsynet, Frankrig) (i sin egenskab af national afviklingsmyndighed, jf. artikel 3, stk. 1, nr. 3), i forordning nr. 806/2014, sagsøgeren at betale ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021 som fastsat af Afviklingsinstansen.

5

Den anfægtede afgørelse består af et dokument ledsaget af tre bilag.

6

I dokumentet med den anfægtede afgørelse beskrives processen for fastsættelse af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021, som finder anvendelse på alle institutter.

7

I denne afgørelses afsnit 5 fastsatte Afviklingsinstansen nærmere bestemt det årlige målniveau, der er omhandlet i artikel 4 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19. december 2014 om ensartede betingelser for anvendelsen af forordning nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (EUT 2015, L 15, s. 1), for bidragsperioden 2021 (herefter »det årlige målniveau«).

8

Afviklingsinstansen har forklaret, at den fastsatte dette målniveau til en ottendedel af 1,35% af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud, beregnet kvartalsvis, for alle institutter i 2020 (herefter »det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020«), som fremgik af oplysninger indberettet af indskudsgarantiordningerne i overensstemmelse med artikel 16 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

9

I den anfægtede afgørelses afsnit 6 beskrev Afviklingsinstansen metoden til beregning af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021. I denne forbindelse præciserede Afviklingsinstansen i 59. betragtning til den nævnte afgørelse, at 13,33% af ex ante-bidragene for denne periode blev beregnet på »nationalt grundlag«, dvs. på grundlag af oplysninger indberettet af institutter, der er meddelt tilladelse på den pågældende deltagende medlemsstats område (herefter »nationalt grundlag«), i overensstemmelse med artikel 103 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190) og i overensstemmelse med artikel 4 i delegeret forordning 2015/63. Resten af ex ante-bidragene (dvs. 86,67%) blev beregnet på »bankunionens grundlag«, dvs. på grundlag af oplysninger indberettet af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de medlemsstaters område, der deltager i den fælles afviklingsmekanisme (herefter »bankunionens grundlag« og »de deltagende medlemsstater«), i overensstemmelse med artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 og med artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81.

10

Afviklingsinstansen beregnede derefter ex ante-bidragene for institutterne, såsom sagsøgeren, ved at følge de følgende hovedtrin.

11

På det første trin beregnede Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, litra a), i forordning nr. 806/2014 det grundlæggende årlige bidrag for hvert institut, der baseres pro rata i forhold til det omhandlede instituts passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud i forhold til de samlede nettopassiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 fratrak Afviklingsinstansen visse typer passiver fra instituttets nettopassiver, som skulle tages i betragtning ved fastsættelsen af dette bidrag.

12

På det andet trin af beregningen af ex ante-bidraget justerede Afviklingsinstansen det årlige basisbidrag baseret på det pågældende instituts risikoprofil i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, litra b,), i forordning (EU) nr. 806/2014. Den vurderede denne risikoprofil på grundlag af de fire risikosøjler, der er nævnt i artikel 6 i delegeret forordning 2015/63, og som er sammensat af risikoindikatorer. For at klassificere institutterne efter deres risikoniveau fastsatte Afviklingsinstansen – for hver risikoindikator, der blev anvendt for bidragsperioden 2021 – intervaller (»bins«), som institutterne blev grupperet i, i overensstemmelse med bilag I, under overskriften »Trin 2«, punkt 3, i denne delegerede forordning. Institutter, der tilhørte samme interval, blev tildelt en fælles værdi for den pågældende risikoindikator, en såkaldt »diskretiseret værdi«. Ved at kombinere de diskretiserede værdier for hver risikoindikator beregnede Afviklingsinstansen det pågældende instituts »risikojusteringsmultiplikator« (herefter »justeringsmultiplikator«). Ved at multiplicere instituttets årlige basisbidrag med justeringsmultiplikatoren fandt Afviklingsinstansen frem til institutternes »risikojusterede årlige basisbidrag«.

13

Dernæst lagde Afviklingsinstansen alle de risikojusterede årlige basisbidrag sammen for at nå frem til en »fællesnævner«, der bruges til at beregne den andel af det årlige målniveau, som hvert institut skulle betale.

14

Endelig beregnede Afviklingsinstansen det enkelte instituts ex ante-bidrag ved at dele det årlige målniveau mellem alle institutterne på grundlag af forholdet mellem det risikojusterede årlige basisbidrag på den ene side og fællesnævneren på den anden side.

15

Bilag I til den anfægtede afgørelse indeholder et individuelt bilag for hvert af de institutter, som var underlagt betalingen af ex ante-bidrag, herunder sagsøgeren, indeholdende resultaterne af beregningen af disse institutters ex ante-bidrag (herefter »det individuelle bilag«). Hvert af disse individuelle bilag angiver størrelsen af det pågældende instituts årlige basisbidrag og værdien af dets justeringsmultiplikator, både på bankunionens grundlag og på nationalt grundlag, idet der for hver risikoindikator angives nummeret på det interval, som det nævnte institut er tilknyttet. Derudover indeholder det individuelle bilag oplysninger, som bruges til at beregne ex ante-bidrag for alle de berørte institutter, som Afviklingsinstansen fastsatte ved at sammenlægge eller kombinere alle disse institutters individuelle oplysninger. Endelig indeholder dette bilag de oplysninger, som det pågældende institut havde indberettet i indberetningsformularen, og som var anvendt ved beregning af instituttets ex ante-bidrag.

16

Bilag II til den anfægtede afgørelse indeholder statistiske oplysninger vedrørende beregningen af ex ante-bidragene for hver af de deltagende medlemsstater i sammenfattet og samlet form. Dette bilag præciserer bl.a. den samlede størrelse af de ex ante-bidrag, som de omhandlede institutter skulle betale for hver af disse medlemsstater. Dernæst opregner det nævnte bilag for hver risikoindikator antallet af intervaller, antallet af institutter, der tilhører hvert interval, samt minimums- og maksimumsværdierne for disse intervaller. Når der er tale om intervaller vedrørende nationalt grundlag, nedsættes eller forhøjes disse værdier af fortrolighedshensyn med et tilfældigt beløb, idet den oprindelige fordeling af institutterne opretholdes.

17

Bilag III til den anfægtede afgørelse med overskriften »Vurdering af bemærkninger, der er fremsat i forbindelse med høringen om ex ante-bidragene til Den Fælles Afviklingsfond for 2021« omhandler de bemærkninger, der var fremsat af institutterne under den høringsprocedure, som Afviklingsinstansen gennemførte mellem den 5. og den 19. marts 2021 med henblik på vedtagelse af den anfægtede afgørelse.

18

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

19

Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:

20

Europa-Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

21

Rådet for Den Europæiske Union har nedlagt påstand om, at sagsøgte frifindes.

22

Europa-Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

23

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat otte anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, for det andet en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for det tredje en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, for det fjerde en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, for det femte en tilsidesættelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, for det sjette en tilsidesættelse af begrundelsespligten for den anfægtede afgørelse for så vidt angår anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, for det syvende Afviklingsinstansens åbenbart urigtige skøn for så vidt angår begrænsningen af anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 15% af størrelsen af ex ante-bidragene og begrænsningen af sikkerhedsstillelserne til kun at omfatte kontanter, og for det ottende en retlig fejl for så vidt angår begrænsningen af anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser.

24

I retsmødet har sagsøgeren anført, at sagsøgeren har frafaldet det sjette anbringende.

25

De fem første anbringender omfatter ulovlighedsindsigelser mod flere bestemmelser i forordning nr. 806/2014, delegeret forordning 2015/63 og gennemførelsesforordning 2015/81.

26

Kommissionen er af den opfattelse, at de ulovlighedsindsigelser, der er fremsat til støtte for de tre første anbringender, skal afvises.

27

Afviklingsinstansen har ikke fremsat en afvisningspåstand i den foreliggende sag.

28

Eftersom Kommissionen som intervenient kun kan nedlægge en afvisningspåstand, hvis en sådan påstand er blevet nedlagt af den part, som den støtter (jf. i denne retning og analogt dom af 24.3.1993, CIRFS m.fl. mod Kommissionen,C-313/90, EU:C:1993:111, præmis 20-22, af 17.6.1998, Svenska Journalistförbundet mod Rådet,T-174/95, EU:T:1998:127, præmis 77 og 78, og af 7.3.2013, Cindu Chemicals m.fl. mod ECHA,T-95/10, EU:T:2013:108, præmis 32), hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag, skal Kommissionens afvisningspåstand afvises.

29

Det er imidlertid hensigtsmæssigt at undersøge ex officio, om sagsøgerens ulovlighedsindsigelser kan antages til realitetsbehandling, idet disse indsigelser vedrører den offentlige orden.

30

Kommissionen har over for disse indsigelser anført, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der er en forbindelse mellem den anfægtede afgørelse og de omtvistede bestemmelser, og at sagsøgeren ikke har nogen interesse i at opnå, at de omtvistede bestemmelser erklæres ulovlige.

31

I denne henseende fremgår det for det første af retspraksis, at en ulovlighedsindsigelse, der er fremsat subsidiært i medfør af artikel 277 TEUF – når en tredje retsakts lovlighed i hovedsagen anfægtes – kun antages til realitetsbehandling, når der er en sammenhæng mellem denne retsakt og den bestemmelse, hvis ulovlighed påberåbes (dom af 30.4.2019, Wattiau mod Parlamentet,T-737/17, EU:T:2019:273, præmis 56, og af 16.6.2021, Krajowa Izba Gospodarcza Chłodnictwa i Klimatyzacji mod Kommissionen,T-126/19, EU:T:2021:360, præmis 33).

32

I den foreliggende sag følger det af den anfægtede afgørelse, at alle de bestemmelser, som sagsøgeren hævder er ulovlige, er anvendt i denne afgørelse, enten ved at disse bestemmelser udgjorde grundlaget for de ex ante-bidrag, som sagsøgeren blev afkrævet, eller ved at de var bestemmende for parametrene for beregning af disse bidrag, som det er tilfældet for artikel 6 og 7 i og bilag I til delegeret forordning 2015/63. Følgelig er der i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, en direkte retlig forbindelse mellem den anfægtede afgørelse og de omtvistede bestemmelser.

33

For det andet kan et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person ganske vist kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel. Sagsøgerens søgsmålsinteresse skal være eksisterende og faktisk. Den kan ikke vedrøre en fremtidig og hypotetisk situation (jf. dom af 5.5.2021Pharmaceutical Works Polpharma mod EMA, T-611/18, EU:T:2021:241, præmis 139 og 141 og den deri nævnte retspraksis).

34

Når dette er sagt, udgør alle de bestemmelser, der er omfattet af ulovlighedsindsigelserne, i det foreliggende tilfælde enten grundlaget for de ex ante-bidrag, som sagsøgeren blev afkrævet for 2021, eller de fastlægger parametrene for beregningen af disse bidrag, således at sagsøgeren har en eksisterende og faktisk interesse i at opnå, at det fastslås, at de er ulovlige. Såfremt sagsøgeren får medhold i indsigelserne, vil sådanne bidrag nemlig være uden retsgrundlag. I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, har sagsøgeren følgelig en interesse i at opnå, at disse bestemmelser erklæres ulovlige.

35

Følgelig må Kommissionens formalitetsindsigelser forkastes.

36

Sagsøgeren har med sit første anbringende gjort gældende, at artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a) og b), i forordning nr. 806/2014 og artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter ligebehandlingsprincippet. Argumentationen til støtte for dette anbringende består af fire led angående for det første, at der er set bort fra forskellene på situationen for institutterne i bankunionen, for det andet den ubegrundede udelukkelse af dækkede indskud fra grundlaget for beregning af det årlige basisbidrag, for det tredje den ubegrundede undladelse af at fradrage nedskrivningsrelevante passiver, og for det fjerde de uhensigtsmæssige kriterier for beregning af risikojusteringen af det årlige basisbidrag.

37

Det skal indledningsvis præciseres, at ingen af disse led kan forstås således, at sagsøgeren reelt har gjort gældende, at de ovennævnte bestemmelser er behæftet med et urigtigt skøn af de grunde, der er nævnt i præmis 36 ovenfor. I retsmødet har sagsøgeren som svar på et spørgsmål fra Retten således bekræftet, at sagsøgeren med det første anbringende alene har gjort gældende, at ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, og ikke, at der er anlagt et urigtigt skøn.

38

Hvad dernæst angår tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet bemærkes, at dette princip, der er et generelt princip i EU-retten, indebærer, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr,C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 95).

39

Da sagsøgeren har påberåbt sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, påhviler det denne præcist at identificere de sammenlignelige situationer, som efter sagsøgerens opfattelse er blevet behandlet forskelligt, eller de forskellige situationer, som efter sagsøgerens opfattelse er blevet behandlet ens (dom af 12.4.2013, Du Pont de Nemours (France) m.fl. mod Kommissionen, T-31/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:167, præmis 311).

40

Ifølge fast retspraksis skal sådanne situationers sammenlignelige karakter vurderes på grundlag af alle de forhold, som kendetegner dem. Disse omstændigheder skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af genstanden for og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper og formål, der finder anvendelse inden for det område, som denne retsakt henhører under (jf. dom af 3.2.2021, Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl.,C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

41

Hvad angår genstanden for og formålet med forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63 skal det bemærkes, at disse retsakter ligesom direktiv 2014/59 henhører under området for den fælles afviklingsmekanisme, hvis oprettelse i henhold til 12. betragtning til forordning nr. 806/2014 har til formål at sikre en neutral tilgang til behandlingen af nødlidende banker, at øge stabiliteten af bankerne i de deltagende medlemsstater og at forebygge, at kriser har afsmittende virkninger i ikke-deltagende medlemsstater, med henblik på at fremme det indre markeds funktion som helhed.

42

Med henblik på at sikre finansieringen af den fælles afviklingsmekanismes virksomhed blev der ved direktiv 2014/59, forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63 indført ex ante-bidrag, hvis særlige karakter, som det fremgår af 105.-107. betragtning til dette direktiv og 41. betragtning til denne forordning, er at sikre, at den finansielle sektor ud fra en forsikringsbaseret logik tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til den fælles afviklingsmekanisme, for at denne kan udføre sine opgaver, og samtidig give de pågældende institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).

43

Det er i lyset af disse betragtninger, at lovligheden af de bestemmelser, som sagsøgeren hævder er ulovlige, skal undersøges.

44

Disse bestemmelser omfatter for det første artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a) og b), i forordning nr. 806/2014, som fastsætter definitionen af det årlige målniveau, der skal fordeles mellem de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område.

45

Sagsøgeren har desuden bestridt lovligheden at artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63, som præciserer kriterierne for at afpasse ex ante-bidragene til risikoprofilen, som er fastsat i artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59. Denne delegerede forordnings artikel 6 opregner de risikosøjler og risikoindikatorer, som Afviklingsinstansen skal tage hensyn til ved vurderingen af institutternes risikoprofil, mens artikel 7 i den nævnte delegerede forordning præciserer den relative vægtning for hver risikosøjle og risikoindikator, som Afviklingsinstansen skal anvende ved vurderingen af hvert enkelt instituts risikoprofil.

46

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at bilag I til delegeret forordning 2015/63, der beskriver de forskellige trin i den beregningsmetode, som Afviklingsinstansen anvendte med henblik på at fastsætte størrelsen af ex ante-bidragene, og som fastsætter de matematiske formler, som Afviklingsinstansen skulle anvende, er ulovligt.

47

Det første anbringendes første led består af to klagepunkter, hvoraf det første vedrører, at der er set bort fra forskellene på situationen i banksektorerne i de deltagende medlemsstater, og det andet vedrører den manglende sammenhæng forbundet med undladelsen af at tage de vurderingskriterier, der blev anvendt inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, i betragtning.

48

Med det første anbringendes andet led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014 tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, eftersom bestemmelsen fastsætter, at dækkede indskud holdes ude af de passiver, der tages i betragtning ved beregningen af det årlige basisbidrag.

49

Afviklingsinstansen, Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

50

Sagsøgeren har i forbindelse med første leds første klagepunkt for det første gjort gældende, at fordelingen af ex ante-bidrag mellem de forskellige institutter i bankunionen, der er foretaget på grundlag af artikel 70, stk. 1 og 2, i forordning nr. 806/2014 og artikel 6 og 7 i og bilag I til delegeret forordning 2015/63, er gennemført på grundlag af kriterier, hvis beregningsmetoder ikke tager hensyn til forskellene i situationen mellem banksektorerne i de deltagende medlemsstater. Navnlig undlader disse bestemmelser at tage hensyn til de særlige karakteristika og den unikke profil for institutter med hjemsted i Frankrig (herefter »franske institutter«), såsom sagsøgeren. Selv om disse institutter befinder sig i andre omstændigheder end institutter med hjemsted i andre deltagende medlemsstater (herefter »institutter i andre medlemsstater«), behandles de således på samme måde for så vidt angår beregningen af størrelsen af de nævnte bidrag.

51

I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at de franske institutter adskiller sig fra institutter i andre medlemsstater ved den omstændighed, at de, selv om de generelt har betydelige samlede passiver, råder over et relativt lille beløb af dækkede indskud.

52

Sagsøgeren har hævdet, at den har dette kendetegn, med henblik på at gøre gældende, at den selv er blevet udsat for en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Denne tilsidesættelse skyldtes den omstændighed, at det lave beløb for sagsøgerens dækkede indskud ikke gjorde det muligt for den at nedsætte sit årlige basisbidrag, hvorved dette bidrags relative vægt blev »kunstigt« forhøjet ved beregningen af sagsøgerens samlede ex ante-bidrag.

53

Sagsøgerens argument skal således forstås sådan, at sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at den er ugunstigt stillet i forhold til institutter, der har dækkede indskud for store beløb, og som navnlig er etableret i de andre medlemsstater, fordi disse institutter har mulighed for at drage fordel af en større reduktion af de passiver, der indgår i beregningen af ex ante-bidraget, hvorfor sagsøgeren i realiteten bør behandles anderledes end disse andre institutter.

54

Dette argument overlapper de argumenter, der er fremsat i forbindelse med anden del af det første anbringende om, at udelukkelsen af dækkede indskud fra beregningsgrundlaget for det årlige basisbidrag var uberettiget. De skal derfor behandles samlet.

55

I denne henseende skal det indledningsvis fastslås, at udelukkelsen af dækkede indskud fra beregningsgrundlaget for det årlige basisbidrag, der er fastsat i artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014, finder anvendelse på samme måde på alle institutter, der er omfattet af forordningens anvendelsesområde, og således også på franske institutter, herunder sagsøgeren, og på institutter i andre medlemsstater, uanset størrelsen af deres dækkede indskud.

56

Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorvidt franske institutter, herunder sagsøgeren, befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for institutter i andre medlemsstater med henblik på anvendelsen af den nævnte udelukkelse, skal det erindres, at direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014 som anført i præmis 42 ovenfor bl.a. har til formål at sikre, at den finansielle sektor ud fra en forsikringsbaseret logik tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til den fælles afviklingsmekanisme, for at denne kan udføre sine opgaver. Til gengæld for deres forpligtelse til at betale ex ante-bidrag nyder alle institutter godt af disse bidrag gennem den stabilitet i det finansielle system, der sikres af Afviklingsfonden. Denne fordel består uafhængigt af størrelsen af de dækkede indskud, som institutterne råder over, og af i hvilket omfang de kan udelukke dette beløb fra beregningsgrundlaget for deres årlige basisbidrag.

57

Under disse omstændigheder medfører den omstændighed alene, at institutterne råder over dækkede indskud af forskellig størrelse, ikke, at de befinder sig i forskellige situationer, henset til genstanden for og formålet med direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014.

58

Endelig er den omstændighed, at anvendelsen af disse kriterier fører til ex ante-bidrag af forskellig størrelse for sagsøgeren i forhold til andre institutter, en følge af den blotte omstændighed, at institutterne råder over dækkede indskud af forskellig størrelse.

59

Selv hvis det antages, at de franske institutter, herunder sagsøgeren, rådede over et lavere beløb af dækkede indskud i forhold til institutter i andre medlemsstater, er denne omstændighed ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at der er sket en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

60

I denne henseende fremgår det af retspraksis, at EU-lovgivers vedtagelse af lovgivning på et særligt politikområde kan have forskellige virkninger for visse erhvervsdrivende på grund af deres individuelle omstændigheder eller nationale regler, som de i øvrigt er omfattet af, idet en sådan virkning ikke kan anses for en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, hvis den nævnte lovgivning er baseret på objektive kriterier og er tilpasset de formål, der forfølges med disse (jf. i denne retning og analogt dom af 19.9.2013, Panellinios Syndesmos Viomichanion Metapoiisis Kapnou,C-373/11, EU:C:2013:567, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

61

I det foreliggende tilfælde skal det først fastslås, at udelukkelsen af dækkede indskud fra beregningsgrundlaget for det årlige basisbidrag er baseret på objektive kriterier. I denne henseende følger det af artikel 3, stk. 1, nr. 11), i forordning nr. 806/2014, som henviser til artikel 2, stk. 1, nr. 5), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT 2014, L 173, s. 149), at begrebet »dækkede indskud« som omhandlet i forordning nr. 806/2014 med henblik på udelukkelsen af disse indskud fra beregningsgrundlaget for det årlige basisbidrag svarer til begrebet »dækkede indskud« inden for rammerne af indskudsgarantiordningen. Det sidstnævnte begreb er imidlertid defineret på grundlag af kriterierne fastsat i artikel 2, nr. 3) og 4), og i artikel 6 i direktiv 2014/49, som har en objektiv karakter.

62

Endvidere bemærkes, at denne udelukkelse er baseret på kriterier, der er tilpasset de formål, der forfølges med artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014. Som Afviklingsinstansen har forklaret, har den nævnte udelukkelse nemlig bl.a. til formål at undgå en dobbelttælling af disse dækkede indskud. I denne henseende bemærkes, at institutterne på grund af de nævnte indskud er forpligtede til at betale bidrag til den indskudsgarantiordning, som de tilhører, i henhold til direktiv 2014/49. Som sagsøgeren imidlertid har påberåbt sig, ville institutterne, hvis de dækkede indskud ikke var udelukket fra beregningsgrundlaget for ex ante-bidragene, som følge af disse dækkede indskud være forpligtede til at betale ex ante-bidrag parallelt med bidrag til finansiering af indskudsgarantiordningerne.

63

Under disse omstændigheder kan EU-lovgivers valg i artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014 med hensyn til at udelukke dækkede indskud fra institutternes samlede passiver, som der skal tages hensyn til ved beregningen af det årlige basisbidrag, anses for at være støttet på objektive kriterier, der er tilpasset de formål, der forfølges med denne bestemmelse.

64

Følgelig skal sagsøgerens første argument til støtte for det første klagepunkt i det første anbringendes første led samt dette anbringendes andet led forkastes.

65

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at den beregningsmetode, der er fastsat i de bestemmelser, der er nævnt i præmis 50 ovenfor, har til følge, at de franske institutters ex ante-bidrag er betydeligt højere end bidragene fra institutter i andre medlemsstater, og at de er steget kraftigt siden 2016.

66

I denne henseende har sagsøgeren ikke bestridt, at kriterierne for beregning af disse ex ante-bidrag finder anvendelse på samme måde på de franske institutter, herunder sagsøgeren, som på institutterne i andre medlemsstater.

67

Sagsøgeren har endvidere ikke forklaret betydningen af den ovenfor i præmis 65 nævnte omstændighed for undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren befinder sig i en anderledes situation end institutter i andre medlemsstater.

68

Endelig kan de franske institutters høje ex ante-bidrag under alle omstændigheder forklares ved en række forhold, som sagsøgeren ikke har bestridt.

69

Afviklingsinstansen har indledningsvis anført, uden at blive modsagt, at de franske institutter generelt havde en større andel af samlede passiver end institutterne i andre medlemsstater svarende til mere end en tredjedel af disse passiver i den periode, der var relevant for beregningen af ex ante-bidrag.

70

En sådan omstændighed har en væsentlig indvirkning på størrelsen af de berørte institutters årlige basisbidrag og følgelig på størrelsen af deres ex ante-bidrag. I overensstemmelse med artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59 og artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 skal hvert instituts årlige basisbidrag således være pro rata af instituttets samlede passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud, i forhold til de samlede passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud for alle institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område. Anvendelsen af disse bestemmelser medfører således, at de franske institutters årlige bidrag ofte er højere end de årlige bidrag fra institutter i andre medlemsstater.

71

Sagsøgeren har imidlertid ikke anfægtet lovligheden af artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59 og artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, hvorved EU-lovgiver besluttede at basere beregningen af ex ante-bidrag på størrelsen af institutternes passiver.

72

Dernæst har sagsøgeren ikke anfægtet Afviklingsinstansens synspunkt om, at størrelsen af de franske institutters balancer og deres passiver steg mellem 2016 og 2021, hvilket medførte en forhøjelse af disse institutters årlige basisbidrag og dermed af de ex ante-bidrag, som sagsøgeren var forpligtet til at betale.

73

Endelig har Afviklingsinstansen uden at blive modsagt forklaret, at forhøjelsen af de franske institutters ex ante-bidrag blev fremskyndet ved den såkaldte »phasing-in«-mekanisme for beregningen af disse bidrag som fastsat i artikel 8, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81 (herefter »indfasningsmekanismen«). Ifølge denne mekanisme, der i øvrigt finder anvendelse på alle de berørte institutter, beregnes en stadigt større andel af institutternes ex ante-bidrag på bankunionens grundlag i stedet for på nationalt grundlag, idet denne andel udgjorde 86,67% ved beregningen af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021.

74

Afviklingsinstansen har i denne henseende præciseret, at dette forhold indebar, at de franske institutters risikoprofil i stigende grad blev målt i forhold til risikoprofilen for institutter i andre medlemsstater. Henset til andelen af samlede passiver for de franske institutter sammenlignet med de samlede passiver for institutter i andre medlemsstater forklarer indfasningsmekanismen som anført i præmis 69 ovenfor således – ifølge de samme ubestridte oplysninger fra Afviklingsinstansen – hvorfor størrelsen af ex ante-bidragene for de franske institutter, herunder sagsøgeren, steg mere mellem 2016 og 2021 end for institutter i andre medlemsstater.

75

Følgelig kan forhøjelsen af ex ante-bidrag for de franske institutter, såsom sagsøgeren, forklares med en række objektive faktorer, herunder den stadig større andel af deres passiver, og ikke med, at de har været udsat for forskelsbehandling.

76

Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at de i præmis 50 nævnte bestemmelser tilsidesætter ligebehandlingsprincippet.

77

For det tredje kan sagsøgerens argument om, at indfasningsmekanismen i det væsentlige førte til, at der ikke blev taget hensyn til de særlige forhold i hver enkelt banksektor, og at der skete en fordrejning mellem banksektorerne til skade for den franske sektor, heller ikke tiltrædes.

78

Dette argument tilsigter nemlig at rejse tvivl om selve eksistensen af indfasningsmekanismen, uden at sagsøgeren har gjort gældende, at den bestemmelse, hvori denne mekanisme er fastsat, dvs. artikel 8, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81, er ulovlig.

79

Under alle omstændigheder vedrører denne bestemmelse samtlige institutter, herunder sagsøgeren. Følgelig finder den nævnte indfasningsmekanisme anvendelse på samme måde på franske institutter, herunder sagsøgeren, som på institutter i andre medlemsstater. Hvis sagsøgerens kritik skal forstås således, at sagsøgeren har gjort gældende, at de franske institutter ikke befandt sig i en situation, der kunne sammenlignes med situationen for institutter i andre medlemsstater inden for rammerne af indfasningsmekanismen, skal det bemærkes, at sagsøgeren ikke for Retten har fremlagt noget konkret bevis, der godtgør, at de franske institutter reelt befandt sig i en situation, der var forskellig fra situationen for de institutterne i de andre medlemsstater.

80

For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at ud over den omstændighed, at sagsøgeren ikke frembød den samme risiko som institutterne i andre medlemsstater, var det lidet sandsynligt, at sagsøgeren kunne drage fordel af Afviklingsfonden, henset til det minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, som banken var underlagt, og til den nødvendige anvendelse af bail-in-værktøjet i betydeligt omfang og inden nogen indgriben fra Afviklingsfonden.

81

Indledningsvis bemærkes, at kapitalgrundlaget i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, nr. 40), i forordning nr. 806/2014 svarer til de midler, som et instituts aktionærer eller andre investorer stiller til rådighed for instituttet, og til det overskud, som instituttet har opnået, og som ikke er blevet udloddet.

82

Dernæst fremgår det af artikel 3, nr. 49), i forordning nr. 806/2014, at »nedskrivningsrelevante passiver« er passiver og kapitalinstrumenter, der ikke er egentlige kernekapitalinstrumenter omfattet af særlige kategorier, og som ikke er udelukket fra anvendelsesområdet for bail-in-værktøjet.

83

Endvidere bestemmer artikel 12, stk. 16, første afsnit, litra a)-f), i forordning nr. 806/2014, at et nedskrivningsrelevant passiv, der er udstedt for at overholde minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver som omhandlet i samme bestemmelses stk. 1, skal være et instrument, der er udstedt og fuldt indbetalt, at det ikke må være et passiv over for instituttet selv, at dette ikke selv må have stillet sikkerhed eller garanti for det, at købet af instrumentet ikke var direkte eller indirekte finansieret af instituttet, at passivet skal have en restløbetid på mindst et år, at passivet ikke må hidrøre fra et derivat, og at det ikke må hidrøre fra et indskud, der har forrang i den nationale prioritetsrækkefølge ved insolvens.

84

Endelig bemærkes, således som det fremgår af 73. betragtning til og artikel 27 i forordning nr. 806/2014, at bail-in-værktøjet begrænser de omkostninger til afvikling af en nødlidende enhed, som skatteyderne skal bære, ved at sørge for, at den nødlidende enheds aktionærer og kreditorer lider passende tab og bærer en passende del af de omkostninger, der er forbundet med enhedens sammenbrud. Det fremgår ligeledes af 83. betragtning til forordning nr. 806/2014, at for at sikre bail-in-værktøjets effektivitet, bestemmes det i denne forordnings artikel 12, at institutternes kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver skal være tilstrækkelige til at absorbere tab og rekapitalisere nødlidende institutter.

85

Når dette er nævnt, har sagsøgeren ikke bestridt, at forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63 behandler instituttet på samme måde som de øvrige berørte institutter for så vidt angår kravene med hensyn til minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver og anvendelse af bail-in-værktøjet.

86

Såfremt sagsøgerens argumentation under disse omstændigheder skal forstås således, at sagsøgeren reelt har gjort gældende, at sagsøgeren blev stillet ringere som følge af den omstændighed, at forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63 ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til kravene med vedrørende minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver og anvendelse af bail-in-værktøjet ved beregningen af størrelsen af ex ante-bidragene, skal følgende bemærkes.

87

Sagsøgeren har ikke fremlagt nogen konkrete beviser for Retten, der kan anfægte Afviklingsinstansens synspunkt om, at institutter med betydelige passiver, såsom sagsøgeren, vil kunne drage størst fordel af de afviklingsmekanismer, der er fastsat i forordning nr. 806/2014, på trods af de krav, de er underlagt i form af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver eller andre tilsynsmæssige krav. I denne henseende fremhæves det i øvrigt i femte betragtning til delegeret forordning 2015/63, at jo større et institut er, desto mere sandsynligt er det, at afviklingsmyndigheden i tilfælde af vanskeligheder vil anse det for at være i offentlighedens interesse at afvikle instituttet og anvende Afviklingsfonden for at sikre en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne.

88

Endvidere fastsætter artikel 6, stk. 2, litra a), i delegeret forordning 2015/63 en risikoindikator, der bl.a. er baseret på minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, i forbindelse med vurderingen af institutternes risikoprofil med henblik på at beregne størrelsen af deres ex ante-bidrag. Sagsøgeren har imidlertid ikke gjort gældende, at denne risikoindikator blev tillagt utilstrækkelig vægt i forbindelse med beregningen af ex ante-bidragene.

89

I denne henseende skal det tilføjes, at selv om det er korrekt, at artikel 20 i delegeret forordning 2015/63 giver Afviklingsinstansen mulighed for midlertidigt at se bort fra den nævnte risikoindikator ved beregningen af ex ante-bidraget, har sagsøgeren dog ikke anfægtet gyldigheden af denne bestemmelse.

90

Endelig fremgår det af artikel 22 og 27 i forordning nr. 806/2014, at bail-in-værktøjet i forbindelse med vedtagelsen af en afvikling i henhold til denne forordning skal finde anvendelse på samme måde på alle institutter inden der gøres brug af Afviklingsfonden. Desuden udelukker muligheden for at anvende bail-in-værktøjet ikke en eventuel anvendelse af Afviklingsfonden. Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at de franske institutter befandt sig i en anden situation end institutter i andre medlemsstater på grund af minimumskravet til deres kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver og deres mulighed for at anvende bail-in-værktøjet.

91

For det femte har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet på sit møde den 9. december 2014 indgik en politisk aftale, hvorefter de »franske og tyske bidrag« skulle være på samme niveau i overgangsperioden.

92

Det fremgår imidlertid ikke af referatet af dette rådsmøde, som er offentliggjort på Rådets websted, at der er indgået en sådan aftale.

93

Sagsøgerens argument skal derfor forkastes.

94

For det sjette er sagsøgeren af den opfattelse, at instituttet var genstand for forskelsbehandling med den begrundelse, at det ikke kunne have draget fordel af den ordning for beregning af ex ante-bidrag, der fandt anvendelse på små og mellemstore institutter.

95

Artikel 10 i delegeret forordning 2015/63 og artikel 8, stk. 5, i gennemførelsesforordning 2015/81 fastsætter særordninger for små og mellemstore institutter, hvoraf følger dels, at små institutters ex ante-bidrag i princippet, og medmindre der foreligger særlige omstændigheder, udgøres af faste beløb, dels at de mellemstore institutters ex ante-bidrag for en dels vedkommende er faste, og for en anden dels vedkommende kan beregnes efter de regler, der gælder for alle andre institutter. Under henvisning til betragtningerne i præmis 87 ovenfor, har store institutter med passiver for betydelige beløb, såsom sagsøgeren, ikke med hensyn til anvendelse af Afviklingsfonden en risikoprofil, som er lig med risikoprofilen for små og mellemstore institutter, eller en mindre risikoprofil end disse. Disse to kategorier befinder sig derfor ikke i sammenlignelige situationer med henblik på beregning af ex ante-bidragene.

96

Herefter, og henset til samtlige ovenstående betragtninger, har sagsøgeren ikke godtgjort, at artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a) og b), i forordning nr. 806/2014 samt artikel 6 og 7 i og bilag I til delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter ligebehandlingsprincippet.

97

Følgelig skal det første anbringendes første leds første klagepunkt og andet led forkastes som ugrundede.

98

Sagsøgeren har gjort gældende, at det, henset til sammenhængen og det stærke forhold mellem den fælles tilsynsmekanisme og den fælles afviklingsmekanisme, er inkonsekvent at vurdere den risiko, som et institut udgør inden for rammerne af den fælles afviklingsmekanisme, uden at tage hensyn til de vurderingskriterier, der anvendes inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, som sikrer, at de institutter, der har den største sandsynlighed for at gøre brug af Afviklingsfonden, er dem, der bidrager mest til finansieringen heraf. Undladelse af at tage hensyn til de vurderingskriterier, der anvendes inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, vil derfor resultere i, at de institutter, som har den mindste sandsynlighed for at gøre brug af Afviklingsfonden, bliver straffet, navnlig i betragtning af, at deres soliditet påskønnes inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme.

99

Det skal i denne forbindelse indledningsvis fastslås, at sagsøgeren til trods for de krav, der følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 38 og 39 ovenfor, ikke med tilstrækkelig klarhed har forklaret, hvorledes det angivelige krav om sammenhæng mellem de kriterier, der er nævnt i præmis 98 ovenfor, er relevant med henblik på at fastslå, om sagsøgeren har været udsat for en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

100

Hvis sagsøgerens argumentation under disse omstændigheder skal forstås således, at sagsøgeren i realiteten har gjort gældende, at sagsøgeren blev behandlet på samme måde som andre institutter med en højere risikoprofil, henset til de vurderingskriterier, der anvendes inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, selv om det ifølge disse kriterier var mindre sandsynligt, at sagsøgeren vil gøre brug af Afviklingsfonden, skal følgende bemærkes.

101

Det er ganske vist korrekt, således som det fremgår af 11., 13., 15. og 52. betragtning til forordning nr. 806/2014, at der er et komplementært forhold mellem de regler, der er fastsat inden for rammerne af den fælles afviklingsmekanisme, og dem, der er vedtaget inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme.

102

Navnlig svarer nogle af de vurderingskriterier, der anvendes inden for rammerne af den fælles afviklingsmekanisme, til dem, der anvendes inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, således som de er fastsat bl.a. i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1).

103

Flere af kriterierne i lovgivningen om den fælles afviklingsmekanisme anvender således begreber, der svarer til begreberne i den lovgivning, der er vedtaget inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, og som endda er defineret ved en udtrykkelig henvisning hertil. Dette er bl.a. tilfældet for så vidt angår begreberne »kapitalgrundlag«, »gearingsgrad« og »egentlig kernekapitalprocent«, som er bestemmende for anvendelsen af risikoindikatorerne, der er opregnet i artikel 6, stk. 2, litra a)-c), i delegeret forordning 2015/63, og som i denne delegerede forordnings artikel 3 er defineret ved henvisning til forordning nr. 575/2013.

104

På trods af dette komplementære forhold skal det dog bemærkes, som Afviklingsinstansen har gjort gældende uden at blive modsagt på dette punkt, at de mål, der forfølges med lovgivningen om den fælles afviklingsmekanisme med hensyn til afvikling af institutter, er forskellige fra dem, der forfølges af lovgivningen om den fælles tilsynsmekanisme med hensyn til tilsynskrav.

105

På den ene side er formålet med EU-reglerne om afvikling af institutter for så vidt angår ex ante-bidrag, som det fremgår af præmis 42 ovenfor, at sikre, at den finansielle sektor ud fra en forsikringsbaseret logik tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til den fælles afviklingsmekanisme, for at denne kan udføre sine opgaver, og at give de pågældende institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model.

106

På den anden side har EU-lovgivningen om tilsynsmæssige krav ifølge 32. betragtning til forordning nr. 575/2013 til formål at tilskynde til økonomisk nyttig bankvirksomhed, som tjener almene interesser, og at afskrække fra uholdbar finansiel spekulation uden reel merværdi, men ligeledes i henhold til 42. betragtning at anvende forbedrede metoder til risikomåling og ‑forvaltning og at anvende disse i forbindelse med bestemmelser om kapitalgrundlaget.

107

Det følger nærmere bestemt heraf, at risikovurderingen i forbindelse med anvendelsen af reglerne om den fælles afviklingsmekanisme og risikovurderingen inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme tjener forskellige formål. Risikovurderingen inden for den fælles tilsynsmekanismes søjle II foretages således med henblik på at opfylde de tilsynsmæssige krav, der er fastsat heri, for at sikre, at et givet institut har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at imødegå enhver specifik risiko, der ikke er dækket af søjle I i den fælles tilsynsmekanisme, hvilket svarer til den tværgående risikovurdering af et institut. Resultatet af en sådan vurdering har til formål at fastlægge de tilsynsmæssige krav, som et givet institut skal være underlagt for at undgå, at det bliver nødlidende.

108

Derimod foretages risikovurderingen i forbindelse med risikojusteringen af det årlige basisbidrag, der er fastsat i artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra b), i forordning nr. 806/2014 og i artikel 5-9 i delegeret forordning 2015/63, med henblik på at fordele ex ante-bidragene mellem alle de berørte institutter. Resultatet af en sådan vurdering tilsigter ikke blot at vurdere risikoen for, at et givent institut bliver nødlidende, men i bredere forstand risikoen for, at et nødlidende institut vil gøre brug af Afviklingsfonden.

109

Lovgivningen om den fælles afviklingsmekanisme opfylder endvidere en særlig logik i den forstand, at et givet instituts risikoprofil ligeledes vurderes i forhold til alle de andre berørte institutters risikoprofil.

110

Henset til genstandene for og de specifikke formål med reglerne om den fælles tilsynsmekanisme og reglerne om den fælles afviklingsmekanisme samt til den sidstnævntes komparative logik kan der ikke udledes nogen tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet alene af det forhold, at den retlige ramme, der regulerer beregningen af den fælles afviklingsmekanismes ex ante-bidrag, ikke som sådan gengiver de risikovurderingskriterier, der er fastsat inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme.

111

Følgelig skal det første anbringendes første leds andet klagepunkt forkastes som ugrundet, og dermed forkastes første led i sin helhed.

112

Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 70, stk. 1 og 2, i forordning nr. 806/2014 og artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, fordi hverken artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014 eller artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 fastsætter, at nedskrivningsrelevante passiver skal trækkes fra de passiver, som der tages hensyn til ved beregningen af det årlige basisbidrag. Denne lovgivning burde have fastsat et sådant fradrag, eftersom nedskrivningsrelevante passiver udgør et »kvasi-kapitalgrundlag«, som er indført for at opfylde de tilsynsmæssige krav i henhold til minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, og som tjener til at absorbere tab samt til at indføre bail-in-værktøjet.

113

Afviklingsinstansen, Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

114

Henset til de præciseringer, som sagsøgeren er fremkommet med i retsmødet, skal det for det første fastslås, at sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet følger af den omstændighed, at nedskrivningsrelevante passiver befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med kapitalgrundlaget, men behandles forskelligt fra denne kapital, for så vidt som de ikke i henhold til artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014 er udelukket fra de passiver, som der skal tages hensyn til ved beregningen af det årlige basisbidrag.

115

I denne henseende bemærkes, at kapitalgrundlaget i henhold til artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014 er udelukket fra de passiver, der skal tages hensyn til ved beregningen af det årlige basisbidrag. Derimod udelukkes nedskrivningsrelevante passiver hverken i artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 eller artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63, som fastsætter, at visse passiver skal udelukkes fra beregningen af det årlige basisbidrag.

116

Henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 40 ovenfor, skal det undersøges, om nedskrivningsrelevante passiver i lyset af genstanden for og formålet med forordning nr. 806/2014 befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for kapitalgrundlaget, og derfor skal udelukkes fra beregningen af det årlige basisbidrag.

117

Det skal i denne forbindelse fastslås, at de nationale afviklingsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 og artikel 48, stk. 1, i direktiv 2014/59, når de anvender bail-in-værktøjet på et institut i forbindelse med en afviklingsprocedure, skal udøve nedskrivnings- og konverteringsbeføjelserne først på fordringer på kapitalgrundlaget og derefter – »hvis og kun hvis« det disponible kapitalgrundlag ikke har været i stand til at absorbere tabene – i nedskrivningsrelevante passiver.

118

I henhold til artikel 21, stk. 1 og 7a, i forordning nr. 806/2014 udøver Afviklingsinstansen desuden kun beføjelsen til at nedskrive eller konvertere nedskrivningsrelevante passiver uafhængigt af en afviklingsforanstaltning med hensyn til nedskrivningsrelevante passiver, der opfylder de specifikke og restriktive betingelser i artikel 12g, stk. 2, litra a), i den nævnte forordning, bortset fra betingelsen vedrørende restløbetiden for de passiver, der er omhandlet i artikel 72c, stk. 1, i forordning nr. 575/2013. Disse bestemmelser viser, at i modsætning til kapitalgrundlaget er Afviklingsinstansens muligheder for at nedskrive og konvertere nedskrivningsrelevante passiver uafhængigt af en afviklingsforanstaltning underlagt specifikke og restriktive betingelser.

119

Endelig bestemmer artikel 27, stk. 5, i forordning nr. 806/2014, at under ekstraordinære omstændigheder, hvor der anvendes et bail-in-værktøj, kan visse nedskrivningsrelevante passiver udelukkes eller delvis udelukkes fra anvendelsen af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelserne. En sådan mulighed foreligger imidlertid ikke for så vidt angår kapitalgrundlaget.

120

I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, har nedskrivningsrelevante passiver derfor ikke den samme kapacitet til at absorbere institutternes tab som kapitalgrundlaget.

121

Under disse omstændigheder må det konkluderes, at sagsøgeren til trods for de krav, der følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 39 ovenfor, ikke har godtgjort, at nedskrivningsrelevante passiver befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for kapitalgrundlaget for så vidt angår evnen til at absorbere tab og anvende bail-in-værktøjet.

122

For det andet har sagsøgeren kritiseret den omstændighed, at artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 ikke foreskriver, at nedskrivningsrelevante passiver skal trækkes fra de passiver, der tjener som beregningsgrundlag ved fastsættelsen af det årlige basisbidrag.

123

I denne henseende skal det fastslås, at denne bestemmelse heller ikke fastsætter udelukkelsen af kapitalgrundlaget fra de passiver, der tjener som beregningsgrundlag for fastsættelsen af det årlige basisbidrag, idet denne udelukkelse er fastsat i artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014.

124

Det fremgår desuden af retspraksis, at en hensyntagen til ligebehandlingsprincippet ikke kan begrunde, at nedskrivningsrelevante passiver fratrækkes passiver, der tjener som beregningsgrundlag med henblik på at fastsætte det årlige basisbidrag, eftersom delegeret forordning 2015/63 sondrer mellem situationer, der fremviser særlige og specifikke karakteristika, som er direkte forbundet med risikoen ved de pågældende passiver (jf. i denne retning dom af 3.12.2019, Iccrea Banca,C‑414/18, EU:C:2019:1036, præmis 95).

125

Det følger af det ovenstående, at den omstændighed, at det ikke er fastsat i artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63, at nedskrivningsrelevante passiver skal trækkes fra passiver, der tjener som beregningsgrundlag for fastsættelsen af det årlige basisbidrag, ikke udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

126

Følgelig skal det første anbringendes tredje led forkastes som ugrundet.

127

Med det første anbringendes fjerde led har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 70, stk. 1 og 2, i forordning nr. 806/2014 samt artikel 6 og 7 i og bilag I til delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, idet ex ante-bidragene ikke er repræsentative for den risiko, der reelt bæres, på grund af kriterierne for beregning af justeringsmultiplikatoren. Sagsøgeren har i denne forbindelse fremsat tre klagepunkter om for det første manglende hensyntagen til hvert instituts iboende samlede risikoprofil, for det andet manglende vurdering af risikofaktorerne i forhold til ethvert krav, som tilsynsmyndigheden har pålagt inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, og for det tredje den omstændighed, at det er umuligt at tage samlet hensyn til hvert enkelt instituts individuelle karakteristika.

128

Sagsøgeren har gjort gældende, at de kriterier, der er fastsat i »artikel 6 og følgende« i delegeret forordning 2015/63, er baseret på en hensyntagen til risikofaktorer, der vurderes individuelt, og ikke på en hensyntagen til hvert instituts iboende samlede risikoprofil.

129

Afviklingsinstansen, Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

130

Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren i strid med den retspraksis, der er nævnt i præmis 39 ovenfor, ikke præcist har identificeret de sammenlignelige situationer, som ifølge sagsøgeren er blevet behandlet forskelligt, eller de forskellige situationer, som ifølge sagsøgeren er blevet behandlet ens, angående EU-lovgivers fastlæggelse af kriterierne for beregningen af risikojusteringen af det årlige basisbidrag.

131

Det er endvidere ubestridt, at kriterierne for beregning af justeringsmultiplikatoren, som førte til en justering af det årlige basisbidrag på grundlag af risikokriteriet, fandt anvendelse på alle de berørte institutter, såsom sagsøgeren, bortset fra dem, der var berettigede til at betale et fast bidrag i henhold til artikel 10 i delegeret forordning 2015/63, og dem, der er nævnt i denne delegerede forordnings artikel 11. Under disse omstændigheder behandles sagsøgeren ikke anderledes med hensyn til de nævnte kriterier.

132

Endvidere har sagsøgeren ikke gjort gældende, endsige påvist, at der følger en tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet af den omstændighed, at sagsøgeren ikke skal behandles på samme måde som de andre institutter for så vidt angår anvendelsen af de ovennævnte kriterier for beregning af justeringsmultiplikatoren.

133

Selv hvis det antages, at sagsøgerens kritik skal forstås således, at sagsøgeren har gjort gældende, at det ikke befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med situationen for andre institutter, og at sagsøgeren skulle behandles anderledes, har sagsøgeren i øvrigt ikke for Retten fremlagt noget konkret bevis, der godtgør, at sagsøgeren befandt sig i en anderledes situation.

134

Endelig hviler sagsøgerens argumentation under alle omstændigheder på urigtige forudsætninger. For det første har sagsøgeren med urette gjort gældende, at de kriterier, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63, ikke tager hensyn til institutternes iboende samlede risikoprofil. Flere af de fire risikosøjler, der er nævnt i artikel 6 i delegeret forordning 2015/63, bl.a. vedrørende instituttets betydning for stabiliteten i det finansielle system eller i økonomien, muliggør nemlig en sådan samlet analyse.

135

For det andet skal sagsøgerens kritik af de kriterier, der er fastsat i »artikel 6 og følgende« i delegeret forordning 2015/63, med den begrundelse, at de tager hensyn til mindre regionale banker, hvilket indebærer en negativ bias over for store institutter, fordi disse regionale banker er i besiddelse af dækkede indskud for betydelige beløb, i modsætning til store institutter som sagsøgeren, hvis aktiviteter imidlertid ikke er mere risikable, forkastes.

136

Dels fremgår det nemlig af præmis 51-63 ovenfor, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at udelukkelsen af dækkede indskud med henblik på beregningen af ex ante-bidraget var i strid med ligebehandlingsprincippet. Dels har store institutter med meget betydelige passiver, såsom sagsøgeren, henset til de betragtninger, der er anført i præmis 94 og 96 ovenfor, ikke en risikoprofil, der svarer til eller er lavere end risikoprofilen for små og mellemstore institutter. Disse to kategorier befinder sig derfor ikke i sammenlignelige situationer med henblik på den vurdering, som Afviklingsinstansen skal foretage for at beregne ex ante-bidragene.

137

Dette klagepunkt skal derfor forkastes som ugrundet.

138

Sagsøgeren har gjort gældende, at metoden til beregning af risikojusteringen af det årlige basisbidrag fører til, at risikofaktorerne vurderes uafhængigt af alle de krav, som tilsynsmyndigheden stiller inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme. Ifølge kriterierne for den fælles tilsynsmekanisme er de franske institutter de mindst risikable i bankunionen, mens de fremtræder som de mest risikable ifølge vurderingskriterierne fastsat i delegeret forordning 2015/63.

139

Afviklingsinstansen og Rådet har bestridt denne argumentation.

140

Dette klagepunkt og det andet klagepunkt i det første anbringendes første led, som blev forkastet i præmis 100-110 ovenfor, er i det væsentlige sammenfaldende.

141

Dette klagepunkt skal således forkastes af de samme grunde.

142

Sagsøgeren har anført, at artikel 70, stk. 1 og 2, i forordning nr. 806/2014 og artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, fordi det i forbindelse med en proces, der anvendes ensartet på alle institutter med henblik på at fordele et beløb svarende til det årlige målniveau ligeligt og forholdsmæssigt mellem dem, er umuligt generelt at tage hensyn til ethvert individuelt særpræg for hvert enkelt institut.

143

Afviklingsinstansen og Rådet har bestridt denne argumentation.

144

Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren med formuleringen af sit klagepunkt selv har anerkendt, at den kritiserede metode til beregning af ex ante-bidrag finder anvendelse på samme måde på alle institutter.

145

Hvis sagsøgerens kritik skal forstås således, at sagsøgeren gør gældende, at det ikke befandt sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for de øvrige institutter, og at den skulle behandles anderledes, bemærkes endvidere, at sagsøgeren ikke for Retten har fremlagt noget konkret bevis, der godtgør, at sagsøgeren befandt sig i en sådan anden situation.

146

Endelig og under alle omstændigheder svarer sagsøgerens argumentation i realiteten til at hævde, at kriterierne for risikojustering af det årlige basisbidrag ikke er hensigtsmæssige. Sagsøgeren har imidlertid ikke for Retten fremlagt nogen udførlige oplysninger, der konkret tilsigter at godtgøre, at disse kriterier er uhensigtsmæssige, idet sagsøgeren har begrænset sig til at fremsætte synspunkter, der ikke er underbyggede.

147

Følgelig skal det tredje klagepunkt forkastes, og dermed skal det første anbringendes fjerde led og dette anbringende i sin helhed forkastes.

148

Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a) og b), i forordning nr. 806/2014 og artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 fastsætter fremgangsmåder for beregning af ex ante-bidrag, som tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

149

Afviklingsinstansen, Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

150

Proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, indebærer, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og de forvoldte ulemper må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dom af 4.5.2016, Philip Morris Brands m.fl.,C-547/14, EU:C:2016:325, præmis 165, og af 20.1.2021, ABLV Bank mod SRB,T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 142; jf. også i denne retning dom af 8.6.2010, Vodafone m.fl.,C-58/08, EU:C:2010:321, præmis 51).

151

Hvad angår domstolskontrollen med de betingelser, der er nævnt i præmis 150 ovenfor, bemærkes, at EU-lovgiver ved fastlæggelsen af metoden til beregning af ex ante-bidrag har et vidt skøn, eftersom den skal træffe valg af politisk, økonomisk og social karakter og foretage komplekse vurderinger (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 117 og 118).

152

På samme måde råder Kommissionen i forbindelse med en delegeret beføjelse som omhandlet i artikel 290 TEUF over et vidt skøn ved udøvelsen af de beføjelser, som er tillagt den, når den bl.a. skal foretage komplekse vurderinger (jf. i denne retning dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen,C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

153

Det gælder således bl.a. for delegeret forordning 2015/63, hvorved Kommissionen præciserede reglerne for afpasning af ex ante-bidragene efter risikoprofilen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59.

154

Som det fremgår af dokumenter vedrørende vedtagelse af delegeret forordning 2015/63, bl.a. dokumenterne »JRC technical work supporting Commission second level legislation on risk based contributions to the (single) resolution fund« (herefter »JRC’s tekniske undersøgelse«) og »Commission Staff Working Document: estimates of the application of the proposed methodology for the calculation of contributions to resolution financing arrangements«, indebar udviklingen af sådanne regler komplekse vurderinger og evalueringer fra Kommissionens side, for så vidt som den skulle undersøge de forskellige faktorer, i lyset af hvilke de forskellige risikotyper blev forstået i bank- og finanssektoren.

155

Under disse omstændigheder og i overensstemmelse med retspraksis (jf. i denne retning dom af 4.5.2016, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-358/14, EU:C:2016:323, præmis 79, 96 og 97 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.12.2022, Firearms United Network m.fl. mod Kommissionen, T-187/21, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2022:848, præmis 122 og 123 og den deri nævnte retspraksis), skal Rettens efterprøvelse af overholdelsen af proportionalitetsprincippet begrænses til en undersøgelse af, om de af EU-lovgiver og Kommissionen vedtagne foranstaltninger er åbenbart uhensigtsmæssige i forhold til det forfulgte mål, om de åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, eller om de medfører ulemper, som er åbenbart uforholdsmæssige i forhold til det nævnte mål.

156

Sagsøgeren har i denne forbindelse i det væsentlige gjort tre argumenter gældende.

157

For det første skal sagsøgerens argument om, at artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a) og b), i forordning nr. 806/2014 samt artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter proportionalitetsprincippet, fordi beregningen af hvert instituts ex ante-bidrag afhænger af situationen for andre institutter, uden at målet om en afbalanceret og risikobaseret fordeling overholdes, undersøges. Navnlig på grund af denne indbyrdes afhængighed mellem institutterne bliver den franske banksektor pålagt en uforholdsmæssig byrde.

158

Hvad indledningsvis angår spørgsmålet om, hvorvidt metoden til beregning af ex ante-bidrag er hensigtsmæssig, skal det dels bemærkes, at Domstolen allerede har anerkendt, at EU-lovgiver inden for rammerne af sin vide skønsbeføjelse har kunnet vælge en metode til beregning af ex ante-bidrag, der er baseret på en komparativ hensyntagen navnlig til den finansielle situation for hvert institut, der er meddelt tilladelse i de deltagende medlemsstater (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 118).

159

Dels har sagsøgeren ikke fremlagt noget bevis, der kan anfægte begrundelsen for denne konstatering eller Afviklingsinstansens påstand om, at en sådan beregningsmetode kan tilskynde institutterne til at anvende mindre risikobetonede modeller, idet den navnlig tilskynder dem til at forbedre deres stilling i forhold til andre institutter.

160

Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke med føje gøre gældende, at beregningen af ex ante-bidragene på grundlag af en komparativ hensyntagen til institutternes finansielle situation udgør en foranstaltning, der er åbenbart uegnet til at nå det mål, der er nævnt i præmis 159 ovenfor.

161

Hvad angår nødvendigheden af metoden nævnt i præmis 159 ovenfor har sagsøgeren gjort gældende, at ex ante-bidragene kunne have været beregnet ved hjælp af en anden metode, som alene var baseret på det omhandlede instituts egne oplysninger. Selv hvis det antages, at en sådan metode ville føre til et lavere ex ante-bidrag, og at den således var mindre indgribende for institutterne, er det imidlertid ikke godtgjort, at den ville gøre det muligt at nå det mål, der er nævnt i præmis 159 ovenfor, lige så effektivt som den komparative beregningsmetode, som EU-lovgiver og Kommissionen har indført.

162

Henset til indholdet af sagsøgerens argumenter er det således ikke godtgjort, at beregningsmetoden åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der er nævnt i præmis 159 ovenfor.

163

Endelig har sagsøgeren ikke godtgjort, at beregning af ex ante-bidragene på grundlag af en komparativ hensyntagen til hvert instituts finansielle situation vil medføre ulemper, der er åbenbart uforholdsmæssige i forhold til det forfulgte mål, som er beskrevet i præmis 159 ovenfor.

164

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at vurderingen af institutternes risikoprofil med henblik på beregning af ex ante-bidrag var støttet på kriterier, der ikke hang sammen med dem, der blev anvendt inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme. På grund af denne manglende sammenhæng var sagsøgeren underlagt et kunstigt forhøjet og uforholdsmæssigt højt ex ante-bidrag.

165

Hvad indledningsvis angår hensigtsmæssigheden af kriterierne for vurdering af institutternes risikoprofil, således som de er fastsat i artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 – hvortil artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra b), i forordning nr. 806/2014 i øvrigt henviser – samt i artikel 6 og 7 i og bilag I til delegeret forordning 2015/63, fremgår det af bestemmelsernes indhold samt af 107. betragtning til direktiv 2014/59, 109. betragtning til forordning nr. 806/2014 og 5. betragtning til delegeret forordning 2015/63, at disse kriterier har til formål at sikre, at institutter med en mere risikobetonet model er forpligtet til at betale højere ex ante-bidrag end dem, der følger en mindre risikobetonet model.

166

Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt noget konkret bevis for Retten, der kan rejse tvivl om den omstændighed, at de nævnte kriterier kan gøre det muligt at nå et sådant formål. I denne henseende har sagsøgeren begrænset sig til at formulere en ikke underbygget påstand om, at de kriterier, der anvendes til risikovurdering inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, er mere egnede til at sikre, at de institutter, der udgør en høj risiko, bidrager mest til Afviklingsfonden. Henset til de betragtninger, der er anført i præmis 104-111 ovenfor, kan et sådant argument imidlertid ikke tages til følge, idet formålene med lovgivningen om den fælles afviklingsmekanisme og med den fælles tilsynsmekanisme er forskellige.

167

Under disse omstændigheder skal de argumenter, som sagsøgeren har fremført med henblik på at godtgøre, at de bestemmelser, der er nævnt i præmis 165 ovenfor, og som fastsætter kriterierne for at tilpasse ex ante-bidragene til institutternes risikoprofil, er åbenbart uegnede i forhold til det formål, der er anført i den nævnte præmis, forkastes.

168

Hvad dernæst angår nødvendigheden af at tage hensyn til de kriterier, der følger af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 165 ovenfor, har sagsøgeren anført, at en eventuel hensyntagen til de kriterier, der anvendes inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme med henblik på at beregne ex ante-bidragene, ville medføre færre byrder for de berørte institutter.

169

Som Domstolen imidlertid påpegede i sin dom af 15. juli 2021 i de forenede sager C-584/20 P og C-621/20 P, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113), har de kriterier, der er fastsat i de bestemmelser, der er nævnt i præmis 165 ovenfor, til formål at fordele beløbet for det årlige målniveau mellem alle de berørte institutter. Hvis alternative kriterier i forhold til dem, der følger af disse bestemmelser, såsom de kriterier, der anvendes inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme, var mindre byrdefulde for visse institutter, ville de samtidig være mere byrdefulde for andre institutter. Til trods herfor har sagsøgeren ikke forklaret, hvorledes anvendelsen af de nævnte alternative kriterier ville være mindre byrdefulde for alle de berørte institutter.

170

Selv hvis det antages, at sådanne kriterier fører til et lavere ex ante-bidrag for institutterne, har sagsøgeren desuden ikke præciseret, hvorledes anvendelsen af disse kriterier ville gøre det muligt at nå det ovenfor i præmis 165 anførte mål lige så effektivt som anvendelsen af de kriterier, der følger af de bestemmelser, der er nævnt i den præmis, til trods for den omstændighed, at de formål, der forfølges med den fælles tilsynsmekanisme og nærmere bestemt med EU-lovgivningen vedrørende tilsynskrav, således som det fremgår af præmis 104-111 ovenfor, er forskellige fra dem, der er omhandlet i den lovgivning, der gælder for afvikling af institutter.

171

Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, hvorledes de kriterier, der er indført ved de ovenfor i præmis 165 nævnte bestemmelser, åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der er nævnt i samme præmis.

172

Endelig har sagsøgeren heller ikke godtgjort, at tilpasningen af ex ante-bidragene til institutternes risikoprofil, henset til de kriterier, der er indført ved de bestemmelser, der er nævnt i præmis 165 ovenfor, medfører ulemper, der er åbenbart uforholdsmæssige i forhold til det forfulgte mål, der er beskrevet i den ovennævnte præmis.

173

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at proportionalitetsprincippet er tilsidesat, eftersom størrelsen af ex ante-bidragene næsten udelukkende bestemmes af det årlige basisbidrag. Ifølge sagsøgeren er det vigtigste parameter for ex ante-bidragene balancens størrelsen snarere end justeringsmultiplikatoren, der har en begrænset indflydelse, fordi den varierer fra 0,8 til 1,5. En sådan mekanisme betyder, at store institutter får overvurderet deres årlige basisbidrag, selv om de har en lav risikoprofil inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme.

174

I denne henseende fremgår det af artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med femte betragtning til delegeret forordning 2015/63, at det årlige basisbidrag fastsættes pro rata på grundlag af det pågældende instituts passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud i forhold til de samlede passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område, og dette bidrag er således baseret på instituttets størrelse.

175

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at tage hensyn til institutternes størrelse med henblik på beregningen af det årlige basisbidrag, skal det, henset til de betragtninger, der er anført i præmis 87 ovenfor, bemærkes, at institutter med betydelige passiver – og som dermed har en betydelig størrelse – er mest tilbøjelige til at blive omfattet af et afviklingsværktøj og således drage fordel af Afviklingsfondens finansiering.

176

Det er imidlertid på grundlag af kriteriet om størrelsen af institutternes passiver – og dermed deres størrelse – at EU-lovgiver og Kommissionen har søgt at sikre de mål, der er nævnt i præmis 42 ovenfor, som består i dels at skaffe den fælles afviklingsmekanisme tilstrækkelige finansielle midler med henblik på en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne, dels at tilskynde institutterne til at anvende en mindre risikobetonet model ved bl.a. at reducere deres passiver.

177

Sagsøgeren har i denne forbindelse ikke godtgjort, at EU-lovgiver og Kommissionen ved at basere beregningen af det årlige basisbidrag på institutternes størrelse har indført en foranstaltning, der er åbenbart uhensigtsmæssig med henblik på at nå de mål, der er nævnt i præmis 176 ovenfor.

178

Hvad angår nødvendigheden af kriteriet om størrelse har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at hvis beregningen af ex ante-bidragene i højere grad var baseret på justeringsmultiplikatoren end på institutternes størrelse, ville disse bidrag være lavere, eftersom det ville afspejle institutternes lave risikoprofil.

179

Hvis sagsøgerens argumentation skal fortolkes således, at sagsøgeren kræver, at der anvendes et bredere interval for justeringsmultiplikatoren end det, der er fastsat i artikel 9, stk. 3, i delegeret forordning 2015/63, dvs. et interval, der også omfatter værdier, der overstiger 1,5%, er det imidlertid ikke godtgjort, at beregningen af ex ante-bidrag på grundlag af et sådant interval ville være mindre byrdefuldt for institutterne. I så fald kunne justeringsmultiplikatoren nemlig fastsættes til en værdi på over 1,5%, således at størrelsen af disse bidrag ville være højere.

180

Det kan således ikke hævdes, at den metode, som EU-lovgiver har fastsat, og som Kommissionen har præciseret, til beregning af ex ante-bidrag ved at basere beregningen af bidragene mere på institutternes størrelse end på justeringsmultiplikatoren går åbenbart ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der er nævnt i præmis 176 ovenfor.

181

Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at en hensyntagen til institutternes størrelse med henblik på beregningen af ex ante-bidragene medfører ulemper, der er åbenbart uforholdsmæssige i forhold til de forfulgte mål.

182

Henset til det ovenstående skal det andet anbringende forkastes som ugrundet.

183

Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 69, stk. 1 og 2, og artikel 70, stk. 1 og 2, i forordning nr. 806/2014, artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63 samt artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81 tilsidesætter retssikkerhedsprincippet. Argumentationen til støtte for dette anbringende består af tre led, der for det første vedrører institutternes manglende mulighed for på forhånd at kende størrelsen af deres ex ante-bidrag, for det andet manglende hensyntagen til visse risikoindikatorer og for det tredje uhensigtsmæssige metoder til fastsættelse af »stigningstakten for dækkede indskud«, der anvendes ved fastlæggelse det årlige målniveau. I forbindelse med dette anbringende har sagsøgeren ligeledes formuleret et fjerde led om tilsidesættelse af artikel 290 TEUF.

184

Indledningsvis skal rækkevidden af den foreliggende ulovlighedsindsigelse præciseres.

185

Det skal i denne henseende bemærkes, at selv om sagsøgeren formelt har fremsat en ulovlighedsindsigelse mod alle de bestemmelser, der er nævnt i præmis 183 ovenfor, vedrører sagsøgerens argumentation til støtte for denne indsigelse alene spørgsmålet om, hvorvidt artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet. Sagsøgeren har således ikke i lyset af dette princip fremsat nogen argumentation, som specifikt angår lovligheden af artikel 69, stk. 1 og 2, og artikel 70, stk. 1 og 2, i forordning nr. 806/2014, artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 eller artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81. Under disse omstændigheder kan det heraf udledes, at denne ulovlighedsindsigelse reelt vedrører artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63.

186

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, idet sagsøgeren ikke på forhånd i tilstrækkelig god tid kan vide, hvor stort et ex ante-bidrag sagsøgeren vil blive pålagt. Først og fremmest er beregningsmetoden i sin helhed uigennemsigtig. Dernæst afhænger risikotilpasningen af det årlige basisbidrag af de fremgangsmåder, der er fastsat i disse bestemmelser, og som er uigennemsigtige. Endelig er henførelsen af sagsøgeren til de forskellige intervaller ensidig og uigennemsigtig.

187

Endvidere er fastsættelsen af ex ante-bidraget baseret på anvendelsen af oplysninger, der ikke er blevet offentliggjort. Endelig afhænger størrelsen af ex ante-bidraget af udviklingen i de øvrige institutters situation, hvilket skaber en stærk indbyrdes afhængighed mellem størrelsen af individuelle bidrag fra de forskellige institutter, hvilket gør det umuligt på forhånd at beregne det nøjagtige ex ante-bidrag.

188

Afviklingsinstansen, Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

189

Retssikkerhedsprincippet kræver dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger. Det nævnte princip kræver bl.a., at en lovgivning giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at disse sidstnævnte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter (dom af 29.4.2021, Banco de Portugal m.fl.,C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 51, og af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 319).

190

Disse krav kan imidlertid ikke forstås således, at de er til hinder for, at en EU-institution i en regel, som denne vedtager, anvender et abstrakt juridisk begreb, eller således at de pålægger, at en sådan abstrakt regel skal nævne de forskellige konkrete tilfælde, hvori begrebet kan finde anvendelse, for så vidt som institutionen ikke på forhånd kan fastlægge alle disse tilfælde (jf. analogt dom af 20.7.2017, Marco Tronchetti Provera m.fl.,C-206/16, EU:C:2017:572, præmis 39 og 40, og dom af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 320).

191

Følgelig tilsidesætter en bestemmelse i en EU-retsakt kun retssikkerhedsprincippet på grund af dens manglende klarhed, hvis den er så tvetydig, at den er til hinder for, at borgerne med tilstrækkelig sikkerhed kan rydde eventuel tvivl vedrørende rækkevidden eller betydningen af reglen af vejen (jf. i denne retning dom af 14.4.2005, Belgien mod Kommissionen,C-110/03, EU:C:2005:223, præmis 31 og dom af 22.5.2007, Mebrom mod Kommissionen,T-216/05, EU:T:2007:148, præmis 108).

192

På samme måde er den omstændighed, at en EU-retsakt giver de myndigheder, der er ansvarlige for dens gennemførelse, en skønsmargen, ikke i sig selv i strid med kravet om forudsigelighed, forudsat at rækkevidden og fremgangsmåden i forbindelse med en sådan beføjelse er defineret tilstrækkeligt tydeligt, henset til det pågældende lovlige formål, til at give borgeren en hensigtsmæssig beskyttelse mod vilkårlighed (jf. dom af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 321 og den deri nævnte retspraksis).

193

I overensstemmelse med den ovenfor i præmis 191 og 192 nævnte retspraksis skal det således i det foreliggende tilfælde undersøges, om den lovgivning, der finder anvendelse, er så tvetydig, at institutterne ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan afklare eventuel tvivl om rækkevidden eller betydningen af artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63, med hensyn til hvilke sagsøgeren har rejst ulovlighedsindsigelse.

194

Hvad for det første angår den angiveligt uigennemsigtige karakter af beregningsmetoden i sin helhed er det op til sagsøgeren at identificere manglen på klarhed, præcision eller forudsigelighed af de retsregler, som sagsøgeren har anfægtet. Sagsøgeren har imidlertid ikke identificeret disse forhold blot ved at fremsætte generelle og ikke-underbyggede synspunkter.

195

Det fremgår under alle omstændigheder af retspraksis, at den lovgivning, der finder anvendelse, ikke nødvendigvis skal gøre det muligt for institutterne at kontrollere rigtigheden af beregningen af deres ex ante-bidrag, eftersom et sådant krav nødvendigvis ville indebære et forbud for EU-lovgiver og Kommissionen mod at indføre en metode til beregning af dette bidrag, der integrerer oplysninger, hvis fortrolige karakter er beskyttet ved EU-retten, og dermed i uforholdsmæssig grad indskrænke den vide skønsbeføjelse, som denne lovgiver og Kommissionen med henblik herpå skal råde over, ved bl.a. at forhindre den i at vælge en metode, der kan sikre, at finansieringen af Afviklingsfonden dynamisk tilpasses udviklingen i den finansielle sektor, ved en komparativ hensyntagen navnlig til den finansielle situation for hvert enkelt institut, der er meddelt tilladelse på en deltagende medlemsstats område (jf. i denne retning og analogt dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 118).

196

Det er således tilstrækkeligt, at de personer, der er berørt af en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag, selv om de ikke fik tilsendt oplysninger, der var omfattet af forretningshemmeligheden, rådede over den af Afviklingsinstansen anvendte beregningsmetode og tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at forstå, hvorledes deres individuelle situation blev taget i betragtning med henblik på beregningen af deres ex ante-bidrag i forhold til situationen for alle de andre berørte institutter (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).

197

Blandt de oplysninger, der således skulle stilles til rådighed for institutterne, var bl.a. grænseværdierne for hver »bin« og grænseværdierne for de dertil knyttede indikatorer, på grundlag af hvilke institutternes ex ante-bidrag blev tilpasset deres risikoprofiler (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 167).

198

Desuden er delegeret forordning 2015/63 på ingen måde til hinder for Afviklingsinstansens mulighed for i aggregeret og anonymiseret form at videregive tilstrækkelige oplysninger til, at et institut kan forstå, hvorledes der er taget hensyn til dets individuelle situation ved beregningen af dets ex ante-bidrag til Afviklingsfonden, i forhold til situationen for alle de andre berørte institutter (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 139).

199

Under disse omstændigheder skal det første klagepunkt forkastes.

200

Hvad for det andet angår risikojustering af institutternes årlige basisbidrag bemærkes, at sagsøgeren har begrænset sig til at gøre gældende, at artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63 er »uigennemsigtige med hensyn til deres rækkevidde«, og således generelt har gjort gældende, at de begreber, der anvendes i disse bestemmelser, er så uklare, at dette fører til en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

201

Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt nogen konkrete oplysninger for Retten med henblik på at anfægte lovligheden af artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63 som følge af bestemmelsernes angivelige mangel på klarhed, præcision eller forudsigelighed.

202

Under disse omstændigheder kan det andet klagepunkt ikke tages til følge.

203

Hvad for det tredje angår sagsøgerens argument om, at »binning-metoden«, der er beskrevet i præmis 204 nedenfor, og navnlig henførelsen til intervaller, er gennemført på en ensidig og uigennemsigtig måde, bemærkes følgende.

204

Ved anvendelsen af bilag I under overskriften »Trin 2« i delegeret forordning 2015/63 påhviler det Afviklingsinstansen som det første skridt at beregne et antal intervaller med henblik på at sammenligne institutterne med hensyn til de forskellige risikoindikatorer og underindikatorer. Som det andet skridt påhviler det Afviklingsinstansen at henføre institutter til hvert interval. Som det tredje skridt skal Afviklingsinstansen tildele alle institutter i samme interval den samme score, kaldet »diskretiseret indikator«, som den skal tage i betragtning ved resten af beregningen af institutternes justeringsmultiplikator.

205

I øvrigt beskriver bilag I til delegeret forordning 2015/63 de forskellige trin i binning-metoden og angiver de matematiske formler, som Afviklingsinstansen skal anvende.

206

Sagsøgeren har imidlertid ikke for Retten fremlagt nogen konkrete oplysninger, der har til formål at påvise en manglende klarhed, præcision eller forudsigelighed vedrørende disse forskellige trin eller formler.

207

Henset til de betragtninger, der er anført i præmis 195-197 ovenfor, var Kommissionen under alle omstændigheder ikke forpligtet til at bestemme, at institutterne skulle modtage oplysninger, der gjorde det muligt for dem fuldt ud at kontrollere rigtigheden af anvendelsen af binning-metoden.

208

Endvidere er delegeret forordning 2015/63 på ingen måde til hinder for, at Afviklingsinstansen med henblik på at opfylde de krav, der er nævnt i præmis 196 og 197 ovenfor, offentliggør grænseværdierne for hvert interval og for tilknyttede indikatorer med henblik på at gøre det muligt for det berørte institut at forvisse sig om bl.a., at den rangordning, som den blev tildelt, da indikatorerne blev diskretioneret, som defineret i bilag I til denne delegerede forordning, faktisk svarer til instituttets økonomiske situation, at denne diskretionering blev foretaget i overensstemmelse med den metode, der er defineret i denne delegerede forordning, på grundlag af plausible data, og at der faktisk blev taget hensyn til alle de risikofaktorer, der skal tages i betragtning i henhold til forordning nr. 806/2014 og den nævnte delegerede forordning.

209

For det fjerde kan sagsøgeren ikke til støtte for den foreliggende ulovlighedsindsigelse påberåbe sig den omstændighed, at det beregningsværktøj, som Afviklingsinstansen stillede til rådighed for institutterne inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke gjorde det muligt at kontrollere de analyser, som Afviklingsinstansen havde foretaget med henblik på at henføre institutterne til forskellige intervaller. Dette beregningsværktøj er nemlig ikke fastsat i den lovgivning, der finder anvendelse, nærmere bestemt i delegeret forordning 2015/63. Følgelig angår en sådan kritik lovligheden af Afviklingsinstansens handlinger og ikke lovligheden af den delegerede forordning.

210

Hvis det antages, at dette klagepunkt skal forstås således, at sagsøgeren har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelse, er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren ikke har forklaret, hvorledes de angiveligt utilstrækkelige oplysninger i det i præmis 209 ovenfor nævnte beregningsværktøj – til trods for den omstændighed, at den gældende lovgivning ikke forpligter Afviklingsinstansen til at stille beregningsværktøjet til rådighed for institutterne, og at dette skete forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse – kunne påvirke afgørelsens gyldighed. Under alle omstændigheder følger det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 195 og 196 ovenfor, at Afviklingsinstansen ikke var forpligtet til at videregive oplysninger, der var omfattet af forretningshemmeligheden, vedrørende den økonomiske situation for hvert af de øvrige berørte institutter.

211

For det femte har sagsøgeren fremhævet, at offentliggørelsen af visse aggregater af fortrolige oplysninger i afgørelserne om fastsættelse af ex ante-bidragene for et givet år var utilstrækkelig, eftersom andre ikke-fortrolige forhold, der var nødvendige for en korrekt forståelse og foregribelse af beregningerne, stadig ikke er offentliggjort af Afviklingsinstansen.

212

Med en sådan argumentation har sagsøgeren imidlertid heller ikke rejst tvivl om de bestemmelser i den gældende lovgivning, der er nævnt i præmis 186 ovenfor, med hensyn til hvilke sagsøgeren har gjort en ulovlighedsindsigelse gældende under henvisning til retssikkerhedsprincippet.

213

Sagsøgeren har således begrænset sig til at kritisere Afviklingsinstansens manglende offentliggørelse af visse ikke-fortrolige oplysninger, der er nødvendige for beregningen af ex ante-bidragene, inden vedtagelsen af afgørelserne om fastsættelse af disse bidrag. Dette klagepunkt vedrører derfor ikke lovligheden af de gældende regler, men den måde, hvorpå Afviklingsinstansen har anvendt dem.

214

Selv hvis det antages, at det nævnte klagepunkt skal forstås således, at sagsøgeren har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelse, har sagsøgeren ikke tilstrækkeligt klart forklaret, hvilke konkrete forhold Afviklingsinstansen ikke har offentliggjort, selv om den var forpligtet til det for at opfylde de krav, der fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 195 og 196 ovenfor. I denne henseende følger det af samme retspraksis, at det ville være uforholdsmæssigt at kræve af Afviklingsinstansen, at den oplyste alle de talmæssige oplysninger, der dannede grundlag for beregningen af bidraget for hvert af de berørte institutter (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 123).

215

Hvad for det sjette angår den omstændighed, at beregningen af et instituts ex ante-bidrag afhænger af fortrolige oplysninger om andre institutters situation, hvilket øger beregningsmetodens uforudsigelighed, bemærkes, at sagsøgerens argumentation i denne henseende ikke på nogen måde er blevet uddybet.

216

Under alle omstændigheder er dette argument i strid med konklusionerne i dom af 15. juli 2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601), som ganske vist vedrører overholdelse af begrundelsespligten, men som ligeledes finder anvendelse med hensyn til overholdelse af retssikkerhedsprincippet.

217

I dom af 15. juli 2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601), fastslog Domstolen, at selve princippet for metoden til beregning af ex ante-bidrag, således som den fremgår af direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014, indebærer, at Afviklingsinstansen anvender oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 114).

218

Under disse omstændigheder kan sagsøgeren for det første ikke støtte sig på den omstændighed alene, at sagsøgeren ikke på forhånd kan beregne det ex ante-bidrag, som den skal betale, på grund af den omstændighed, at de andre institutters oplysninger ikke er bragt til dens kendskab.

219

For det andet er delegeret forordning 2015/63 som anført i præmis 198 ovenfor på ingen måde til hinder for, at Afviklingsinstansen i aggregeret og anonymiseret form videregiver tilstrækkelige oplysninger til, at et institut kan forstå, hvordan dets individuelle situation er blevet taget i betragtning ved beregningen af dets ex ante-bidrag under hensyntagen til situationen for alle de andre berørte institutter.

220

Det tredje anbringendes første led skal derfor forkastes.

221

Sagsøgeren har gjort gældende, at visse risikoindikatorer ikke blev anvendt til at beregne ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021, nemlig »Net stable funding ratio«, minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver samt »kompleksitet« og »mulighed for afvikling«. Undladelsen af at tage hensyn til disse risikoindikatorer og den manglende forudsigelighed med hensyn til deres anvendelse var i strid med retssikkerhedsprincippet, for så vidt som sagsøgeren ikke kunne forudse, om de ville blive anvendt.

222

Desuden er det en kilde til retsusikkerhed, at overgangsbestemmelserne i delegeret forordning 2015/63 gav Afviklingsinstansen mulighed for ikke at anvende visse risikoindikatorer, samtidig med at de alligevel tillod Afviklingsinstansen at justere det årlige basisbidrag efter risikoprofilen.

223

Afviklingsinstansen og Kommissionen bestrider dette argument.

224

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 189-192 ovenfor, skal det i det foreliggende tilfælde undersøges, om den gældende lovgivning er så tvetydig, at den er til hinder for, at institutterne med tilstrækkelig sikkerhed kan rydde eventuel tvivl vedrørende anvendelsen af visse risikoindikatorer, såsom »Net stable funding ratio«, minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver samt »kompleksitet« og »mulighed for afvikling«, af vejen.

225

Betingelserne for, at Afviklingsinstansen i en overgangsperiode kan afstå fra at anvende sådanne risikoindikatorer, er fastsat i artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63, hvoraf fremgår, at »[h]vis de oplysninger, der kræves i tilknytning til en bestemt indikator som omhandlet i bilag II, ikke indgår i det gældende tilsynsmæssige indberetningskrav, der er omhandlet i artikel 14, for referenceåret, anvendes den pågældende risikoindikator ikke, før det pågældende tilsynsmæssige indberetningskrav finder anvendelse.«

226

Artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 fastsætter således to betingelser, hvorunder Afviklingsinstansen i en overgangsperiode kan undlade at anvende en risikoindikator, nemlig for det første, at de oplysninger, der kræves i henhold til en sådan indikator, ikke er en del af de tilsynsmæssige oplysningskrav, der er nævnt i artikel 14 i denne delegerede forordning, og for det andet, at denne indikator er nævnt i forordningens bilag II, der har overskriften »Data, som skal indberettes til afviklingsmyndighederne«, og som indeholder 15 kategorier af data. Sagsøgeren har imidlertid ikke gjort gældende, endsige påvist, at disse betingelser er så tvetydige, at de er til hinder for, at institutterne med tilstrækkelig sikkerhed kan rydde en eventuel tvivl om anvendelsen af visse risikoindikatorer af vejen.

227

Under disse omstændigheder skal sagsøgerens argumenter, der tilsigter at godtgøre, at forordning nr. 806/2014 eller delegeret forordning 2015/63 er ulovlige på grund af en angivelig tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet som følge af manglende forudsigelighed med hensyn til anvendelsen af risikoindikatorer, forkastes.

228

Det tredje anbringendes andet led skal derfor forkastes.

229

Sagsøgeren er af den opfattelse, at målsætningen om at nå et endeligt målniveau – svarende til 1% af de indskud, der er dækket af bankunionen – indebærer, at Afviklingsinstansen hvert år vurderer en »stigningstakt i disse dækkede indskud«, som fastsættes på en uigennemsigtig måde, og hvis udvikling er vanskelig at forudsige for institutterne.

230

Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

231

Det bemærkes, at sagsøgeren ikke for Retten har fremlagt noget konkret forhold, der tilsigter at godtgøre, at de bestemmelser, der er nævnt i præmis 183 ovenfor, er behæftet med en sådan tvetydighed, at de er til hinder for, at institutterne med tilstrækkelig sikkerhed kan rydde en eventuel tvivl om fastsættelsen af det endelige målniveau eller det årlige målniveau af vejen.

232

Endvidere har sagsøgeren med en del af sin argumentation reelt anfægtet den mangelfulde begrundelse i den anfægtede afgørelse hvad angår fastlæggelsen af det årlige målniveau. Dette klagepunkt vedrører ikke lovligheden af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 183 ovenfor, og vil blive behandlet i præmis 271-308 nedenfor.

233

Det tredje anbringendes tredje led skal derfor forkastes, for så vidt som sagsøgeren bestrider lovligheden af disse bestemmelser.

234

Med det tredje anbringende har sagsøgeren ligeledes anført, at den omstændighed, at de væsentlige beregningskriterier er fastsat i delegeret forordning 2015/63 og ikke i forordning nr. 806/2014, indebærer en tilsidesættelse af artikel 290 TEUF. I retsmødet har sagsøgeren præciseret, at den med dette argument har gjort gældende, at direktiv 2014/59 kun fastsætter de store risikokategorier, som den har inddelt i fire risikosøjler, men at sagsøgeren ikke har udtalt sig om selve kriterierne, som Kommissionen har defineret i delegeret forordning 2015/63.

235

Parlamentet har bestridt, at dette led af det tredje anbringende er velbegrundet, og har rejst tvivl om, hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling, eftersom det ikke er blevet fremført tilstrækkeligt klart og præcist i stævningen.

236

I denne henseende følger det af retspraksis, at det, for at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en god retspleje er nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen. Ethvert anbringende, der ikke er tilstrækkeligt angivet i stævningen, skal således afvises. Tilsvarende krav gælder, når et klagepunkt fremsættes til støtte for et anbringende. Denne ufravigelige procesforudsætning skal påses af Unionens retsinstanser af egen drift (jf. dom af 30.6.2021, Italien mod Kommissionen, T-265/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:392, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.7.2021, Bateni mod Rådet,T-455/17, EU:T:2021:411, præmis 135 og den deri nævnte retspraksis).

237

I det foreliggende tilfælde er det i stævningens punkt 125 blot anført, at »den yderst strukturerede og afgørende funktion af de beregningskriterier, der er fastsat i delegeret forordning [2015/63], fører til den konklusion, at disse kriterier pr. definition er væsentlige for [forordning nr. 806/2014], hvilket indebærer en tilsidesættelse af artikel 290 TEUF«, og i punkt 139, at »den omstændighed, at der er vedtaget væsentlige beregningskriterier inden for rammerne af den delegerede forordning og ikke [forordning nr. 806/2014], er i strid med artikel 290, [stk. 1], TEUF«.

238

Disse synspunkter er ikke blevet ledsaget af nogen argumentation i stævningen. Sagsøgeren har således navnlig ikke identificeret de bestemmelser i delegeret forordning 2015/63, som ifølge sagsøgeren indeholdt forhold, der er væsentlige i henhold til artikel 290, stk. 1, andet afsnit, andet punktum, TEUF, og som skulle have været medtaget i direktiv 2014/59. Sagsøgeren har heller ikke præciseret, hvilke konkrete forhold i de nævnte bestemmelser der er af »væsentlig« karakter, eller fremført argumenter i denne henseende.

239

Endelig forværres dette leds manglende klarhed af den omstændighed, at det er blevet fremsat i forbindelse med et anbringende om tilsidesættelse af en anden retsregel, nemlig retssikkerhedsprincippet.

240

Det skal følgelig fastslås, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som klagepunktet om tilsidesættelse af artikel 290 TEUF er støttet på, ikke fremgår af selve stævningen, end ikke summarisk. Dette klagepunkt opfylder således ikke de krav, der er nævnt i præmis 236 ovenfor.

241

Under disse omstændigheder kan sagsøgerens argumentation fremsat i retsmødet ikke anses for en uddybning af det klagepunkt, der er anført i stævningens punkt 125 og 139, idet et sådant klagepunkt ikke med føje er blevet påberåbt.

242

Det tredje anbringendes fjerde led skal derfor afvises.

243

Sagsøgeren er af den opfattelse, at såvel artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 som den anfægtede afgørelse, der er baseret på disse bestemmelser, tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, som omfatter begrundelsespligten, og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse. Ifølge sagsøgeren havde institutterne ikke adgang til alle de oplysninger, der var væsentlige for, at de kunne forstå og kontrollere den anfægtede afgørelse. Navnlig er institutterne ikke bekendt med de detaljerede regler for beregningen af »tilpasningssatsen for dækkede indskud«, hvilket forhindrer dem i at sikre sig, at de beregninger, der er foretaget i denne forbindelse, er gyldige.

244

Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

245

For det første bemærkes, at princippet om god forvaltningsskik i et tilfælde som det foreliggende, hvor EU-institutionerne eller ‑organerne råder over en skønsbeføjelse, kræver, at de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, overholdes, herunder bl.a. kravet om, at den kompetente institution eller det kompetente organ omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag (dom af 21.11.1991, Technische Universität München,C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14, af 30.9.2003, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen,T-191/98, T-212/98 – T-214/98, EU:T:2003:245, præmis 404, og af 9.4.2019, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, T-371/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:232, præmis 200).

246

For det andet kræver effektiviteten af den domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), ifølge fast retspraksis, at den berørte skal kunne få kendskab til begrundelsen for den afgørelse, som er blevet truffet i forhold til den pågældende, enten ved at læse selve afgørelsen eller i en meddelelse af begrundelsen på vedkommendes begæring, uden at dette berører den kompetente rets beføjelse til at kræve af den omhandlede myndighed, at denne meddeler begrundelsen, såvel for at sætte den pågældende i stand til at forsvare sine rettigheder under de bedst mulige betingelser og at afgøre, om sagen bør prøves af de kompetente retsinstanser, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, som for at sætte disse retsinstanser fuldt ud i stand til at udøve en legalitetsprøvelse af den omhandlede afgørelse (jf. dom af 26.4.2018, Donnellan,C-34/17, EU:C:2018:282, præmis 55, og af 24.11.2020, Minister van Buitenlandse Zaken,C-225/19 og C-226/19, EU:C:2020:951, præmis 43).

247

Under hensyn til kontradiktionsprincippet, som er en del af retten til forsvar, der er fastsat i chartrets artikel 47, bør sagens parter have ret til at få kendskab til alle de beviser og indlæg, der indgives til retten, for at kunne kommentere disse og påvirke rettens afgørelse. Den grundlæggende ret til effektive retsmidler tillader nemlig ikke, at en retsafgørelse bliver baseret på faktiske omstændigheder og dokumenter, som parterne eller en af disse ikke har kunnet skaffe sig kendskab til, og som de således ikke har kunnet tage stilling til (jf. dom af 4.6.2013, ZZ,C-300/11, EU:C:2013:363, præmis 55 og 56, og af 23.10.2014, Unitrading,C-437/13, EU:C:2014:2318, præmis 21).

248

I visse undtagelsestilfælde kan en EU-myndighed imidlertid modsætte sig, at den pågældende meddeles den præcise og fuldstændige begrundelse, der ligger til grund for en afgørelse, der er truffet over for den pågældende, under påberåbelse af hensyn, der er omfattet af beskyttelsen af fortrolige oplysninger. I et sådant tilfælde er det nødvendigt at anvende fremgangsmåder og regler, der gør det muligt at forene på den ene side de berettigede hensyn til beskyttelse af de fortrolige oplysninger, der er blevet taget i betragtning ved vedtagelsen af en sådan afgørelse, og på den anden side hensynet til, at den retsundergivne i tilstrækkeligt omfang sikres respekten for sine processuelle rettigheder, såsom retten til at blive hørt og kontradiktionsprincippet (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 115-120; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi,C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 125).

249

Henset til ex ante-bidragenes særlige karakter skal en sådan forening ligeledes foretages i forbindelse med beregningen af disse bidrag. Som det fremgår af 105.-107. betragtning til direktiv 2014/59 og 41. betragtning til forordning nr. 806/2014, har disse bidrag nemlig til formål at sikre, at den finansielle sektor ud fra en forsikringsbaseret logik tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til den fælles afviklingsmekanisme, for at denne kan opfylde sine funktioner, og samtidig give de pågældende institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model. Beregningen af ex ante-bidragene hviler således ikke på anvendelsen af en sats på et beskatningsgrundlag, men på anvendelse af artikel 102 og 103 i direktiv 2014/59 samt artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 på definitionen af et endeligt målniveau, der fremkommer ved sammenlægning af de bidrag, der opkræves ved udgangen af den indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 (herefter »den indledende periode« og »det endelige målniveau«), og derefter på det årlige målniveau, der skal fordeles mellem de institutter, der er meddelt tilladelse på de alle deltagende medlemsstaters område (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).

250

Eftersom det endelige målniveau er defineret således, at det skal udgøre 1% af de dækkede indskud i alle disse institutter, og idet de enkelte institutters årlige bidrag beregnes pro rata på grundlag af deres samlede nettopassiver i forhold til de samlede nettopassiver for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område, synes selve princippet for metoden til beregning af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden, således som den fremgår af direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014, at indebære Afviklingsinstansens anvendelse af oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 114).

251

EU-institutionerne og ‑organerne er imidlertid i henhold til princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder, som er et almindeligt EU-retligt princip, hvilket bl.a. er konkretiseret i artikel 339 TEUF, principielt forpligtet til ikke at afsløre fortrolige oplysninger fra en privat aktør for dennes konkurrenter (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 109 og 114 og den deri nævnte retspraksis).

252

Under disse omstændigheder tilkom det Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union i forbindelse med indførelsen af ordningen for beregning af ex ante-bidrag ved delegeret forordning 2015/63 og gennemførelsesforordning 2015/81 at forene overholdelsen af forretningshemmeligheden med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, således at de oplysninger, der er omfattet af denne fortrolighed, ikke kan meddeles de berørte og navnlig ikke kan medtages i begrundelsen for afgørelserne om fastsættelse af størrelsen af ex ante-bidragene.

253

Dette kendetegn ved ordningen for beregning af ex ante-bidrag er dog ikke til hinder for, at Unionens retsinstanser kan udøve en effektiv domstolskontrol.

254

For det første er intet i de bestemmelser, med hensyn til hvilke sagsøgeren har rejst ulovlighedsindsigelse, til hinder for, at Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 88, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 806/2014 i forbindelse med vedtagelsen af sin afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag videregiver fortrolige oplysninger, som den har indhentet som led i sin virksomhed, i summarisk eller samlet form, således at de berørte institutter ikke kan identificeres (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 136).

255

Når begrundelsen for en afgørelse har måttet begrænses for at sikre beskyttelsen af de fortrolige oplysninger, tilkommer det for det andet ophavsmanden til denne afgørelse, i de tilfælde, hvor der ved indlæggene for Unionens retsinstanser rejses tvivl om disse oplysninger, at forklare sig over for disse retsinstanser under behandlingen af tvisten (jf. i denne retning dom af 1.7.2008,Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 110, og af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 145).

256

I givet fald kan Unionens retsinstanser – for at udøve en effektiv domstolskontrol i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 47 – anmode Afviklingsinstansen om at fremlægge oplysninger, der kan begrunde de beregninger, hvis rigtighed anfægtes for disse retsinstanser, ved om nødvendigt at sikre fortroligheden af disse oplysninger (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 146).

257

Unionens retsinstanser skal endvidere ved prøvelsen af alle de retlige og faktiske omstændigheder, som Afviklingsinstansen har fremlagt, vurdere gyldigheden af Afviklingsinstansens begrundelse for at modsætte sig videregivelsen af de oplysninger, der anvendes til beregning af ex ante-bidraget (jf. i denne retning og analogt dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi,C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 126).

258

Hvis det viser sig, at de af Afviklingsinstansen anførte grunde faktisk er til hinder for videregivelse af de oplysninger eller beviser, der er fremlagt for Unionens retsinstanser, skal der foretages en passende afvejning mellem de krav, der er forbundet med retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, navnlig retten til overholdelse af kontradiktionsprincippet, og de krav, der følger af beskyttelsen af forretningshemmeligheder (jf. i denne retning og analogt dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi,C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 128).

259

Det følger af det ovenstående, at beregningen af ex ante-bidrag på grundlag af oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden i overensstemmelse med artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 og bilag I hertil, og uden at disse oplysninger stilles til rådighed for de berørte, ikke i sig selv indebærer, at disse bestemmelser er uforenelige med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.

260

Denne konklusion er ikke draget i tvivl af sagsøgerens argumenter.

261

I denne henseende kan sagsøgeren for det første ikke støtte sig på dom af 28. november 2019, Portigon mod SRB (T-365/16, EU:T:2019:824), og af 23. september 2020, Landesbank Baden-Württemberg mod SRB (T-411/17, EU:T:2020:435). Dels blev den sidstnævnte dom ophævet af Domstolen ved dom af 15. juli 2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601), hvor den kritiserede de betragtninger vedrørende princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, som sagsøgeren har påberåbt sig. Dels indeholder dom af 28. november 2019, Portigon mod SRB (T-365/16, EU:T:2019:824), i modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet, ikke nogen analyse, der specifikt vedrører princippet om effektiv retsbeskyttelse.

262

For det andet kan sagsøgeren ikke anfægte lovligheden af delegeret forordning 2015/63 med den begrundelse, at hverken forordning nr. 806/2014 eller direktiv 2014/59 foreskriver en metode til beregning af ex ante-bidrag, ifølge hvilken der først fastsættes et målniveau, hvorefter der foretages en relativ fordeling af ex ante-bidragene mellem institutterne.

263

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen, som det er anført i præmis 254-258 ovenfor, har anerkendt EU-lovgivers mulighed for at anvende en beregningsmetode, der er baseret på fastsættelsen af et målniveau, og derefter et årligt målniveau, der skal fordeles mellem alle institutter, uden at begrundelsespligten eller princippet om effektiv domstolsbeskyttelse derved tilsidesættes (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 136, 145 og 146).

264

Under disse omstændigheder kunne delegeret forordning 2015/63 ligeledes indføre en sådan metode.

265

For det tredje er sagsøgeren af den opfattelse, at institutterne ikke havde adgang til alle de oplysninger, der var væsentlige for, at de kunne forstå og kontrollere den anfægtede afgørelse.

266

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke dels, at de ovenfor i præmis 243 nævnte bestemmelser på ingen måde er til hinder for, at Afviklingsinstansen med henblik på at opfylde de ovenfor i præmis 245-258 nævnte krav udleverede de oplysninger, der var nødvendige for, at de berørte institutter kunne sikre sig bl.a., at de havde adgang til alle de oplysninger, der var nødvendige for at forstå og kontrollere den anfægtede afgørelse.

267

Dels har sagsøgeren ikke, for så vidt som det nævnte klagepunkt vedrører lovligheden af den anfægtede afgørelse, fremført nogen argumentation for Retten til støtte herfor.

268

Et sådant klagepunkt kan derfor ikke tages til følge.

269

Hvad for det fjerde angår sagsøgerens argumentation vedrørende manglende oplysninger i den anfægtede afgørelse om fastsættelsen af »tilpasningssatsen for dækkede indskud«, der anvendes ved fastlæggelsen det årlige målniveau, anfægter en sådan argumentation ikke de bestemmelser, der er nævnt i præmis 243 ovenfor, med hensyn til hvilke sagsøgeren har påberåbt sig ulovlighed under henvisning til princippet om god forvaltningsskik og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, men lovligheden af den anfægtede afgørelse. Den vil derfor blive undersøgt i præmis 309-314 nedenfor.

270

Det fjerde og det femte anbringende skal derfor forkastes, for så vidt som de er fremsat til støtte for ulovlighedsindsigelsen mod artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63.

271

Som anført i præmis 232 ovenfor har sagsøgeren med det tredje anbringendes tredje led i realiteten navnlig anfægtet den manglende begrundelse i den anfægtede afgørelse for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau.

272

I denne henseende bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 skal Afviklingsfondens disponible finansielle midler ved udgangen af den indledende periode nå det endelige målniveau, som svarer til mindst 1% af dækkede indskud i alle kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område.

273

Ifølge artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det endelige målniveau, som er omtalt i præmis 272 ovenfor, er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og til den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling.

274

Artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 præciserer, at de bidrag, som skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, hvert år ikke må overstige 12,5% af det endelige målniveau.

275

Hvad angår metoden til beregning af ex ante-bidragene bestemmer artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen skal fastsætte deres størrelse på grundlag af det årlige målniveau, under hensyntagen til det endelige målniveau, og på grundlag af gennemsnittet af dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle institutter, der er meddelt tilladelse på alle deltagende medlemsstaters område.

276

Tilsvarende fremgår det af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, at Afviklingsinstansen beregner det årlige ex ante-bidrag for hvert institut på grundlag af det årlige målniveau, som skal fastsættes i forhold til det endelige målniveau og i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63.

277

I den foreliggende sag fastsatte Afviklingsinstansen, som det fremgår af 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 til 11287677212,56 EUR.

278

I 36. og 37. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Afviklingsinstansen i det væsentlige, at det årlige målniveau skal fastsættes på grundlag af en analyse af udviklingen i de dækkede indskud i de foregående år, enhver relevant udvikling i den økonomiske situation og en analyse af indikatorer vedrørende konjunkturfasen og de virkninger, som procykliske bidrag vil kunne have på institutternes finansielle stilling. Afviklingsinstansen vurderede det efterfølgende hensigtsmæssigt at fastsætte en koefficient baseret på denne analyse og på de finansielle midler, der var til rådighed for Afviklingsfonden (herefter »koefficienten«). Afviklingsinstansen anvendte denne koefficient på en ottendedel af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 for at nå frem til det årlige målniveau.

279

Afviklingsinstansen redegjorde i 38.-47. betragtning til den anfægtede afgørelse for fremgangsmåden ved fastsættelsen af koefficienten.

280

I 38. betragtning til den anfægtede afgørelse bemærkede Afviklingsinstansen, at der var en konstant opadgående tendens i dækkede indskud for alle institutter i de deltagende medlemsstater. Navnlig nåede gennemsnittet af disse indskud, beregnet kvartalsvis, for 2020 op på 6,689 bio. EUR.

281

I 40. og 41. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen den forventede udvikling i dækkede indskud for de resterende tre år af den indledende periode, dvs. fra 2021 til 2023. Den anslog, at de årlige vækstrater for dækkede indskud indtil udgangen af den indledende periode ville være på mellem 4% og 7%.

282

I 42.-45. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen en vurdering af konjunkturfasen og den potentielle procykliske virkning, som ex ante-bidragene ville kunne have på institutternes finansielle stilling. I den forbindelse anførte den, at den havde taget hensyn til en række indikatorer, såsom Kommissionens prognose for væksten i bruttonationalproduktet og Den Europæiske Centralbanks (ECB) fremskrivninger i den henseende, eller kreditstrømmen fra den private sektor som en procentdel af bruttonationalproduktet.

283

I 46. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Afviklingsinstansen, at selv om det var rimeligt at forvente yderligere vækst i dækkede indskud inden for bankunionen, ville stigningen i væksten være lavere end i 2020. I denne forbindelse anførte Afviklingsinstansen i 47. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den havde anvendt en »forsigtig tilgang« med hensyn til vækstraterne for dækkede indskud i de kommende år frem til 2023.

284

I lyset af disse betragtninger fastsatte Afviklingsinstansen i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse værdien af koefficienten til 1,35%. Den beregnede derefter beløbet for det årlige målniveau ved at multiplicere det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 med denne koefficient og dividere resultatet af denne beregning med otte i overensstemmelse med følgende matematiske formel i 48. betragtning til den nævnte afgørelse:

»Målniveau0 [beløbet for det årlige målniveau] = samlede dækkede indskud2020 * 0,0135 * ⅛ = 11287677212,56 EUR«.

285

I retsmødet har Afviklingsinstansen imidlertid oplyst, at den havde fastsat det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 som følger.

286

For det første havde Afviklingsinstansen på grundlag af en fremadrettet analyse fastsat beløbet for de dækkede indskud for alle de institutter, der var meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, fremskrevet til udgangen af den indledende periode, til ca. 7,5 bio. EUR. For at nå frem til dette beløb havde Afviklingsinstansen taget hensyn til det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020, nemlig 6,689 bio. EUR, en årlig vækstrate for dækkede indskud på 4% og antallet af resterende bidragsperioder indtil udgangen af den indledende periode, dvs. tre.

287

For det andet havde Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 beregnet 1% af disse 7,5 bio. EUR for at nå frem til det skønnede endelige målniveau den 31. december 2023, dvs. ca. 75 mia. EUR.

288

For det tredje havde Afviklingsinstansen fra det sidstnævnte beløb fratrukket de finansielle ressourcer, der allerede var til rådighed for Afviklingsfonden i 2021, dvs. ca. 42 mia. euro, for at nå frem til det resterende beløb, der skulle opkræves i de resterende bidragsperioder indtil udløbet af den indledende periode, dvs. fra 2021 til 2023. Dette beløb udgjorde ca. 33 mia. EUR.

289

For det fjerde havde Afviklingsinstansen divideret det sidstnævnte beløb med tre med henblik på en ensartet fordeling mellem de tre resterende bidragsperioder. Det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 blev således fastsat til det beløb, der er nævnt i præmis 277 ovenfor, dvs. ca. 11,287 mia. EUR.

290

Afviklingsinstansen har i retsmødet også anført, at den havde offentliggjort de oplysninger, som metoden beskrevet i præmis 286-289 ovenfor var baseret på, og som gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå den metode, hvorved det årlige målniveau blev fastsat. Afviklingsinstansen har navnlig præciseret, at den på sit websted i maj 2021, dvs. efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, men før anlæggelsen af nærværende sag, offentliggjorde et beskrivende faktablad benævnt »Fact Sheet 2021« (herefter »faktabladet«), der angav det anslåede beløb for det endelige målniveau. Afviklingsinstansen har ligeledes anført, at også oplysninger om størrelsen af de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, var tilgængelige på dens websted og fra andre offentlige kilder, og dette længe før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

291

Med henblik på at undersøge, om Afviklingsinstansen har overholdt sin begrundelsespligt for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau, skal det indledningsvis bemærkes, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse udgør et anbringende om grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl.,C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig kan – eller skal – Retten ligeledes tage hensyn til andre begrundelsesmangler end dem, som sagsøgeren har påberåbt sig, navnlig når disse viser sig under sagens behandling.

292

Med henblik herpå er parterne under den mundtlige forhandling blevet hørt om alle de eventuelle begrundelsesmangler, som den anfægtede afgørelse kunne være behæftet med for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau. Navnlig har Afviklingsinstansen, som blev stillet flere gentagne og udtrykkelige spørgsmål herom, skridt for skridt beskrevet den metode, den reelt anvendte for at fastsætte det årlige målniveau for bidragsperioden 2021, således som det fremgår af præmis 286-289 ovenfor.

293

Hvad dernæst angår indholdet af begrundelsespligten fremgår det af retspraksis, at begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur er af særlig betydning, for så vidt som den gør det muligt for den berørte part at afgøre, om vedkommende ønsker at anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, og for den kompetente ret at udøve sin legalitetsprøvelse, og at den derfor udgør en af betingelserne for en effektiv domstolsprøvelse, som er fastsat i chartrets artikel 47 (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

294

En sådan begrundelse skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den blev vedtaget. Det kræves i denne forbindelse ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, og navnlig i forhold til den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen. En retsakt, der er bebyrdende, er følgelig tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den berørte part bekendt og således gør det muligt for den pågældende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

295

Endvidere må begrundelsen navnlig ikke indeholde selvmodsigelser, idet adressaten for afgørelsen skal kunne gøre sig bekendt med den egentlige begrundelse for afgørelsen for at kunne forsvare sine rettigheder og for at den kompetente ret kan udøve sin legalitetsprøvelse (jf. i denne retning dom af 10.7.2008Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis, af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen,T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 20 og 45-47, og af 16.12.2015, Grækenland mod Kommissionen,T-241/13, EU:T:2015:982, præmis 56).

296

Når ophavsmanden til den anfægtede afgørelse giver visse forklaringer vedrørende begrundelsen for afgørelsen under sagen for Unionens retsinstanser, skal disse forklaringer ligeledes være i overensstemmelse med de betragtninger, der er anført i denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen,T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 45-47, og af 13.12.2016, Printeos m.fl. mod Kommissionen,T-95/15, EU:T:2016:722, præmis 54 og 55).

297

Hvis de betragtninger, der er anført i den anfægtede afgørelse, ikke er i overensstemmelse med de forklaringer, der er givet under retssagen, opfylder begrundelsen for den pågældende afgørelse nemlig ikke de funktioner, der er nævnt i præmis 293 og 294 ovenfor. En sådan uoverensstemmelse forhindrer navnlig for det første de berørte parter i at få kendskab til den reelle begrundelse for den anfægtede afgørelse, inden søgsmålet anlægges, og at forberede deres forsvar i lyset heraf, og for det andet Unionens retsinstanser i at identificere de grunde, der tjente som det reelle retsgrundlag for denne afgørelse, og i at undersøge, om de er i overensstemmelse med de gældende regler.

298

Endelig skal det bemærkes, at Afviklingsinstansen, når den vedtager en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidragene, skal oplyse de berørte institutter om metoden til beregning af disse bidrag (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).

299

Det samme må gælde for metoden til fastsættelse af størrelsen af det årlige målniveau, idet dette beløb er af væsentlig betydning for sammenhængen i en sådan afgørelse. Som det fremgår af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, består metoden til beregning af ex ante-bidrag nemlig i fordelingen af det nævnte beløb mellem alle de berørte institutter således, at en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af dette beløb medfører en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af ex ante-bidraget for hver af disse institutter.

300

Det følger af det foregående, at selv om Afviklingsinstansen var forpligtet til i den anfægtede afgørelse at give institutterne forklaringer vedrørende metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, skal disse forklaringer være i overensstemmelse med de forklaringer, som Afviklingsinstansen har givet under den retslige procedure, og som vedrører den metode, der reelt blev anvendt.

301

Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag.

302

Det skal nemlig først bemærkes, at 48. betragtning til den anfægtede afgørelse indeholdt en matematisk formel, som i afgørelsen blev fremlagt som grundlaget for fastsættelsen af størrelsen af det årlige målniveau. Det viser sig imidlertid, at denne formel ikke omfatter elementerne i den metode, som Afviklingsinstansen faktisk anvendte, således som det blev forklaret i retsmødet. Som det fremgår af præmis 286-289 ovenfor, nåede Afviklingsinstansen nemlig frem til beløbet for det årlige målniveau inden for rammerne af denne metode ved fra det endelige målniveau at fratrække de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, med henblik på at beregne det beløb, der fortsat skulle opkræves indtil udgangen af den indledende periode, og ved at dividere dette sidstnævnte beløb med tre. Disse to trin i beregningen kommer imidlertid ikke til udtryk i den nævnte matematiske formel.

303

Denne konklusion kan i øvrigt ikke drages i tvivl af Afviklingsinstansens oplysning om, at den i maj 2021 offentliggjorde faktabladet, som indeholdt et interval, der angav de mulige beløb for det endelige målniveau, og på sit websted offentliggjorde beløbet for de finansielle ressourcer, der var til rådighed i Afviklingsfonden. Uanset om sagsøgeren faktisk havde kendskab til disse beløb, var de nemlig ikke i sig selv af en sådan karakter, at de gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå, at det faktisk var de to transaktioner, der er nævnt i præmis 302 ovenfor, der blev anvendt af Afviklingsinstansen, idet det desuden præciseres, at den matematiske formel, der er fastsat i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, end ikke nævner dem.

304

Sådanne uoverensstemmelser påvirker ligeledes den måde, hvorpå koefficienten på 1,35%, som spiller en central rolle i den i præmis 303 ovenfor nævnte matematiske formel, blev fastsat. Denne koefficient kan nemlig forstås således, at den blandt andre parametre var baseret på den forventede vækst i de dækkede indskud i de resterende år af den indledende periode. Som Afviklingsinstansen har erkendt i retsmødet, blev denne koefficient imidlertid fastsat på en sådan måde, at den kunne retfærdiggøre resultatet af beregningen af beløbet for det årlige målniveau, dvs. efter at Afviklingsinstansen havde beregnet dette beløb i henhold til de fire trin, der er redegjort for i præmis 286-289 ovenfor, og navnlig ved at det beløb, der fremkom ved at trække beløbet for de disponible finansielle midler i Afviklingsfonden fra det endelige målniveau, blev divideret med tre. Denne fremgangsmåde fremgår imidlertid på ingen måde af den anfægtede afgørelse.

305

Det skal endvidere bemærkes, at ifølge faktabladet blev beløbet for det forventede endelige målniveau anslået til at ligge mellem 70 og 75 mia. EUR. Dette interval er imidlertid ikke i overensstemmelse med intervallet for vækstraten for dækkede indskud på 4% til 7%, der fremgår af 41. betragtning til den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen har nemlig i retsmødet anført, at den ved fastsættelsen af det årlige målniveau tog hensyn til vækstraten for de dækkede indskud på 4% – som er den laveste sats i det andet interval – og at den således nåede frem til det anslåede endelige målniveau på 75 mia. EUR – hvilket er den højeste værdi i det første interval. Det fremgår således, at der er en uoverensstemmelse mellem disse to intervaller. For det første omfattede intervallet vedrørende ændringssatsen for dækkede indskud nemlig også værdier, der var højere end satsen på 4%, hvis anvendelse imidlertid ville have ført til et anslået beløb for det endelige målniveau, der var højere end de beløb, der indgår i intervallet for dette målniveau. For det andet var det umuligt for sagsøgeren at forstå, hvorfor Afviklingsinstansen medtog beløb på mindre end 75 mia. EUR i intervallet for det nævnte målniveau. For at nå dette resultat har det nemlig været nødvendigt at anvende en sats på under 4%, som imidlertid ikke indgår i intervallet for vækstraten for dækkede indskud. Under disse omstændigheder var sagsøgeren ikke i stand til at afgøre, hvordan Afviklingsinstansen havde anvendt intervallet vedrørende ændringsraten for disse indskud for at nå frem til beregningen af det anslåede endelige målniveau.

306

Det følger heraf, at for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau er den metode, som Afviklingsinstansen faktisk anvendte, således som den blev forklaret i retsmødet, ikke i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i den anfægtede afgørelse, således at den reelle begrundelse for fastsættelsen af dette målniveau hverken kunne identificeres af institutterne eller af Retten på grundlag af den anfægtede afgørelse.

307

Henset til det ovenstående skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse er behæftet med begrundelsesmangler for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau.

308

Det tredje anbringendes tredje led skal derfor tages til følge, for så vidt som det vedrører en manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau. Henset til de juridiske og økonomiske udfordringer, der er forbundet med den foreliggende sag, er det ikke desto mindre i den forsvarlige retsplejes interesse at fortsætte undersøgelsen af de øvrige anbringender.

309

Som det fremgår af præmis 269 ovenfor, har sagsøgeren med det fjerde og det femte anbringende ligeledes gjort gældende, at den anfægtede afgørelse i sig selv tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.

310

Sagsøgerens argumentation vedrører nærmere bestemt manglen på oplysninger i den anfægtede afgørelse vedrørende fastsættelsen af »tilpasningssatsen for dækkede indskud«, der anvendes ved fastlæggelse det årlige målniveau, dvs. koefficienten.

311

Som det fremgår af undersøgelsen i præmis 271-308 ovenfor, har Afviklingsinstansen overtrådt begrundelsespligten i forbindelse med fastsættelsen af det årlige målniveau.

312

Det følger desuden af chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), og af den retspraksis, der er nævnt i præmis 246 ovenfor, at begrundelsen for en afgørelse truffet af et EU-organ udgør en af betingelserne for effektiviteten af princippet om god forvaltningsskik og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.

313

Det følger heraf, at tilsidesættelsen af begrundelsespligten i den anfægtede afgørelse for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau også udgør en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.

314

Det fjerde og det femte anbringende skal derfor tages til følge, for så vidt som de vedrører en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse som følge af tilsidesættelsen af begrundelsespligten.

315

Med det syvende anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Afviklingsinstansen foretog flere åbenbart urigtige skøn ved vurderingen af omfanget af anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser og de sikkerhedsstillelser, der skulle accepteres som modydelse herfor.

316

Med det ottende anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Afviklingsinstansen tilsidesatte artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014 og artikel 103, stk. 3, i direktiv 2014/59, da den fastsatte omfanget af anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser og de sikkerhedsstillelser, der skulle accepteres som modydelse herfor.

317

Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

318

Det skal indledningsvis bemærkes, at ex ante-bidragene kan betales enten ved en umiddelbar kontant betaling eller gennem en uigenkaldelig betalingsforpligtelse i overensstemmelse med artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014. Hvis en uigenkaldelig betalingsforpligtelse anvendes, indgår instituttet en aftale med Afviklingsinstansen, hvori det forpligter sig til som en del af ex ante-bidraget at betale et tilsvarende beløb ved første påkrav.

319

I denne forbindelse skal det bemærkes, at Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse begrænsede brugen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 15% af beløbet for de ex ante-bidrag, der skulle betales for bidragsperioden 2021, og begrænsede de sikkerhedsstillelser, der kunne stilles i forbindelse med de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, til kun at omfatte kontanter.

320

Desuden bør det erindres, at artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014 fastsætter, at de disponible finansielle midler, der skal tages i betragtning med henblik på at nå det endelige målniveau, kan omfatte uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som er fuldt dækket ind af sikkerhedsstillelse med aktiver med lav risiko, der ikke er behæftet med tredjepartsrettigheder, og som er til rådighed og øremærket til anvendelse af Afviklingsinstansen, idet det præciseres, at de uigenkaldelige betalingsforpligtelsers andel ikke må overstige 30% af det samlede beløb for ex ante-bidrag hvert år. En sådan mulighed er ligeledes fastsat i artikel 103, stk. 3, i direktiv 2014/59.

321

I henhold til artikel 13, stk. 3, i delegeret forordning 2015/63 tilkommer det Afviklingsinstansen i afgørelsen om ex ante-bidrag for en given bidragsperiode at præcisere andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som hvert institut kan anvende, idet Afviklingsinstansen kun accepterer sikkerhedsstillelse af en art og på betingelser, der giver mulighed for hurtig realisering, herunder i tilfælde af en afviklingsafgørelse i løbet af en weekend.

322

Når Afviklingsinstansen definerer andelen af sådanne uigenkaldelige betalingsforpligtelser, skal den i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81 sikre, at anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på ingen måde berører Afviklingsfondens finansielle kapacitet eller likviditet.

323

Endelig fremgår det af artikel 8, stk. 3, i gennemførelsesforordning 2015/81, at Afviklingsinstansen i den indledende periode under normale omstændigheder bør tillade brugen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser efter anmodning fra et institut og sikre en jævn fordeling af brugen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser mellem de institutter, der anmoder herom. Denne bestemmelse præciserer også, at beløbet for de fordelte uigenkaldelige betalingsforpligtelser ikke må være mindre end 15% af det berørte instituts samlede betalingsforpligtelser, og at Afviklingsinstansen ved beregningen af de årlige bidrag for hvert institut sikrer, at summen af disse uigenkaldelige betalingsforpligtelser i et givet år ikke overstiger 30% af den samlede sum for disse bidrag.

324

Det følger af de ovennævnte bestemmelser dels, at den specifikke andel af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, der fordeles til et institut, der anmoder herom, udgør mindst 15% af instituttets samlede betalingsforpligtelser, dels at summen af alle de godkendte uigenkaldelige betalingsforpligtelser ikke må overstige maksimumsgrænsen på 30% af de samlede ex ante-bidrag for hele den pågældende bidragsperiode. Det sidstnævnte loft, som EU-lovgiver har fastsat, har, således som det bekræftes i artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81, til formål ikke at bringe Afviklingsfondens likviditet og operationelle kapacitet i fare.

325

Det tilkommer således Afviklingsinstansen at fastsætte den præcise andel af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, der tildeles et institut, der anmoder herom, idet denne andel ikke kan være mindre end 15% af instituttets samlede betalingsforpligtelser samtidig med, at det sikres, at det i præmis 324 ovenfor nævnte maksimale loft for alle godkendte uigenkaldelige betalingsforpligtelser ikke overskrides. Selv om disse bestemmelser ikke indeholder nærmere oplysninger om arten af de sikkerhedsstillelser, der kan accepteres, står det fast, at Afviklingsinstansen kun kan acceptere uigenkaldelige betalingsforpligtelser, hvis de er sikret ved aktiver med lav risiko, der ikke er behæftet med tredjemands rettigheder, og hvis de betingelser, der er knyttet til dem, gør det muligt at frigive dem hurtigt.

326

Fastsættelsen af den præcise andel af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, der tildeles et institut, der anmoder herom, og af arten af de sikkerhedsstillelser, der kan accepteres, indebærer således komplekse økonomiske og tekniske vurderinger, hvilket indebærer, at Unionens retsinstanser skal begrænse sig til at kontrollere, om udøvelsen af den skønsbeføjelse, der er tildelt Afviklingsinstansen, ikke er behæftet med åbenbare fejl eller magtfordrejning eller om Afviklingsinstansen har åbenbart overskredet sine beføjelser.

327

Det er på baggrund af disse betragtninger, at sagsøgerens argumenter skal undersøges.

328

Hvad for det første angår begrænsningen af anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 15% af ex ante-bidragene er sagsøgeren af den opfattelse, at en sådan begrænsning er i strid med ånden i, konteksten for og formålene med artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014, idet Afviklingsinstansen ikke fuldt ud søgte at give institutterne mulighed for at anvende uigenkaldelige betalingsforpligtelser ud over denne tærskel på 15%.

329

Som det i denne henseende allerede er anført i præmis 320 ovenfor, præciserer artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014, at andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser ikke må overstige tærsklen på 30% af det samlede ex ante-bidrag, der betales hvert år. Denne bestemmelse fastsætter derimod ikke, at Afviklingsinstansen skal fastsætte andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 30% af de samlede betalingsforpligtelser for det institut, der indgiver ansøgningen.

330

Endvidere skal Afviklingsinstansens fastsættelse af den andel af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, der tildeles de institutter, der anmoder herom, være baseret på en konkret vurdering af disse institutters og Afviklingsfondens situation samtidig med, at Afviklingsinstansen ligeledes skal sikre, at anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser ikke på nogen måde berører Afviklingsfondens finansielle kapacitet eller likviditet, jf. 16. betragtning til og artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81.

331

Som det fremgår af 150. betragtning til den anfægtede afgørelse, besluttede Afviklingsinstansen imidlertid at fastsætte andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til ikke over 15% af ex ante-bidragene på grundlag af en konkret undersøgelse af alle de omstændigheder, som Afviklingsinstansen anså for relevante bl.a. vedrørende covid-19-pandemien, og af de langsigtede konsekvenser, som et større krav om uigenkaldelige betalingsforpligtelser ville have for institutternes situation.

332

Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at begrænsningen af anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 15% af de samlede betalingsforpligtelser for det institut, der anmoder herom, er i strid med artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014.

333

For det andet har sagsøgeren for så vidt angår Afviklingsinstansens krav om, at sikkerhedsstillelsen for uigenkaldelige betalingsforpligtelser skal bestå af kontanter, gjort gældende, at hverken artikel 103, stk. 3, i direktiv 2014/59 eller artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014 overlader det til Afviklingsinstansen skønsmæssigt at vælge, hvilken type sikkerhedsstillelse institutterne kan stille. Afviklingsinstansen går derved ud over de juridiske krav, der regulerer dens beføjelser, ved principielt og på en kvasi-regulerende måde at pålægge denne type sikkerhedsstillelse.

334

I den forbindelse fremgår det som anført i præmis 326 ovenfor af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 320-323 ovenfor, at Afviklingsinstansen har vide skønsbeføjelser med hensyn til ordningerne for anvendelse af uigenkaldelige betalingsforpligtelser og arten af den sikkerhedsstillelse, der skal accepteres som modydelse herfor.

335

Denne beføjelse er ganske vist begrænset af kravet om, at disse sikkerhedsstillelser skal være lavrisikoaktiver, som ikke er behæftet med tredjepartsrettigheder, som er øremærket til Afviklingsinstansen, og som på ingen måde berører Afviklingsfondens finansielle kapacitet eller likviditet.

336

Sagsøgeren har imidlertid ikke for Retten fremlagt nogen oplysninger, der kan godtgøre, hvilke andre slags aktiver der i forbindelse med disse betingelser ville kunne frembyde en sikkerhed, der kan sammenlignes med kontanter.

337

Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat artikel 103, stk. 3, i direktiv 2014/59 og artikel 70, stk. 3, i forordning nr. 806/2014 ved at definere arten af den sikkerhedsstillelse, som institutterne skal stille for de uigenkaldelige betalingsforpligtelser.

338

Denne konklusion anfægtes ikke af den omstændighed, at Afviklingsinstansen har begrundet dette krav ved i 152. betragtning til den anfægtede afgørelse at henvise til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, der allerede var indgået i tidligere bidragsperioder, idet denne omstændighed er uden betydning for den påståede retlige fejl.

339

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at rammerne for anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser var uigennemsigtige, eftersom Afviklingsinstansen afslog visse institutters anmodninger om at meddele eller offentliggøre sin afgørelse SRB/ES/2020/71 af 16. december 2020 om fastlæggelse af politikken for bidragsperioden 2021 vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser (herefter »afgørelsen om fastlæggelse af politikken for uigenkaldelige betalingsforpligtelser«).

340

I denne henseende har sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad forklaret betydningen af denne omstændighed for undersøgelsen af den retlige fejl, der er påberåbt i forbindelse med nærværende anbringender.

341

For så vidt som dette klagepunkt skal forstås således, at sagsøgeren herved har rejst tvivl om, hvorvidt begrundelsen for den anfægtede afgørelse er tilstrækkelig, skal det endvidere bemærkes, at dette klagepunkt og det sjette anbringende om manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse vedrørende de uigenkaldelige betalingsforpligtelser overlapper hinanden. I retsmødet har sagsøgeren imidlertid frafaldet dette anbringende, og det er dermed underforstået, at sagsøgeren ikke længere bestrider begrundelsen for den anfægtede afgørelse for så vidt angår anvendelsen af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser.

342

Under alle omstændigheder har Afviklingsinstansen som svar på Rettens bevisoptagelse af 9. november 2022 fremlagt de mellemkommende afgørelser, der var relevante for beregningen af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021. Disse afgørelser, som efterfølgende blev forkyndt for sagsøgeren i deres ikke-fortrolige udgave, indeholdt bl.a. afgørelsen om fastsættelse af politikken for uigenkaldelige betalingsforpligtelser. Desuden indeholder 145.-155. betragtning til den anfægtede afgørelse selv en begrundelse angående de uigenkaldelige betalingsforpligtelser.

343

Endvidere har sagsøgeren ikke identificeret nogen oplysninger i afgørelsen om fastlæggelse af politikken for uigenkaldelige betalingsforpligtelser, som ikke var indeholdt i selve den anfægtede afgørelse.

344

Der er følgelig intet, der tyder på, at den manglende offentliggørelse af afgørelsen om fastlæggelse af politikken for uigenkaldelige betalingsforpligtelser har haft nogen som helst indflydelse på omfanget af de oplysninger, som sagsøgeren rådede over, med henblik på at kunne kontrollere lovligheden af anvendelsen af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser.

345

For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at Afviklingsinstansen har udøvet et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de likviditetsrisici og procykliske risici, der kunne opstå som følge af anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på mere end 15% af ex ante-bidragene. I modsætning til Afviklingsinstansens vurdering havde brugen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til formål at afbøde de procykliske virkninger, som ex ante-bidragene kunne få på grund af deres størrelse. Henset til den makroøkonomiske kontekst i 2020 ville en øget anvendelse af uigenkaldelige betalingsforpligtelser således have gjort det muligt at opveje stigningen i disse bidrag som følge af stigningen i institutternes indskud.

346

Det er i denne henseende korrekt, at selv om Afviklingsinstansen fastsætter andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser for hvert institut, der anmoder herom, til et niveau, der er højere end 15%, kan dette niveau udgøre en kortvarig lettelse for de pågældende institutter, således som sagsøgeren har gjort gældende, idet det reducerer den del af ex ante-bidraget, der straks skal betales kontant.

347

Som Afviklingsinstansen imidlertid i det væsentlige har anført, uden at blive modsagt på dette punkt, vil et niveau på mere end 15% sandsynligvis have procykliske virkninger på institutternes stilling på lang sigt. Artikel 7, stk. 2, i gennemførelsesforordning 2015/81 bestemmer nemlig, at hvis en afviklingsforanstaltning omfatter Afviklingsfonden i overensstemmelse med artikel 76 i gennemførelsesforordning nr. 806/2014, opkræver Afviklingsinstansen en del af eller samtlige uigenkaldelige betalingsforpligtelser med henblik på, at de tilsvarende beløb indbetales til Afviklingsfonden. Det følger heraf, at de institutter, der anvender uigenkaldelige betalingsforpligtelser, i en sådan situation skal mobilisere disse og betale de tilsvarende beløb, hvilket udsætter dem for en risiko for store tab, som ville være endnu større, hvis andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser blev fastsat på et højere niveau.

348

Dette gælder så meget desto mere, som den anfægtede afgørelse blev vedtaget under særlige omstændigheder, der var præget af den økonomiske usikkerhed i forbindelse med covid-19-pandemien. I denne sammenhæng kunne virkningerne af en eventuel opkrævning af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på institutternes stilling være blevet yderligere forværret, som Afviklingsinstansen i det væsentlige påpegede i 150., 152. og 153. betragtning til den anfægtede afgørelse.

349

Under disse omstændigheder kunne Afviklingsinstansen vurdere, at et højere niveau af uigenkaldelige betalingsforpligtelser kunne få langsigtede procykliske virkninger for institutterne ved at øge deres tab efter betalingen af beløb, der svarede til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, i forbindelse med en eventuel afviklingsforanstaltning.

350

Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at Afviklingsinstansen udøvede et åbenbart urigtigt skøn, misbrugte sine beføjelser eller åbenbart overskred grænserne for sit vide skøn ved at fastsætte andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 15% af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021.

351

Denne konstatering drages ikke i tvivl af de domme, som sagsøgeren har henvist til, nemlig dom af 9. september 2020, Société générale mod ECB (T-143/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:389), af 9. september 2020, Crédit agricole m.fl. mod ECB (T-144/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:390), af 9. september 2020, Confédération nationale du Crédit mutuel m.fl. mod ECB (T-145/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:391), af 9. september 2020, BPCE m.fl. mod ECB (T-146/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:392), af 9. september 2020, Arkéa Direct Bank m.fl. mod ECB (T-149/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:393), og af 9. september 2020, BNP Paribas mod ECB (T-150/18 og T-345/18, EU:T:2020:394). Disse domme vedrører ECB-afgørelser, hvori ECB påbød, at de kumulative beløb for bidrag til en indskudsgarantiordning eller en fælles afviklingsfond i form af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, skulle fratrækkes egenkapitalen. I disse domme udtalte Unionens retsinstanser sig ikke om Afviklingsfondens fastsættelse af niveauet for anvendelse af uigenkaldelige betalingsforpligtelser eller de sikkerhedsstillelser, der skulle accepteres som modydelse herfor.

352

For det femte har sagsøgeren gjort gældende, at Afviklingsinstansen ikke har forklaret, hvorfor der var en likviditetsrisiko i forhold til sikkerhedsstillelser, der udelukkende bestod af kontanter og var denomineret i euro. I denne henseende fastsætter modelaftalen vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser en mekanisme, der sikrer god likviditet i Afviklingsfonden, eftersom den fastsætter dels Afviklingsinstansens mulighed for med kort varsel at komme i besiddelse af kontanter i form af sikkerhedsstillelserne, der svarer til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, dels Afviklingsinstansens fulde ejendomsret til disse kontanter og muligheden for, at den frit kan disponere over dem i tilfælde af, at det pågældende institut ikke betaler.

353

For så vidt som også dette klagepunkt skal forstås således, at sagsøgeren hermed har rejst tvivl om, hvorvidt den anfægtede afgørelse var tilstrækkeligt begrundet vedrørende likviditetsrisikoen i forbindelse med sikkerhedsstillelser, der udelukkende bestod i kontanter og var denomineret i euro, skal det bemærkes, at dette klagepunkt og det sjette anbringende om manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse vedrørende de uigenkaldelige betalingsforpligtelser overlapper hinanden. Som anført i præmis 341 ovenfor har sagsøgeren imidlertid frafaldet dette anbringende i retsmødet.

354

Hvis sagsøgerens argument i relation til dette klagepunkt skal forstås således, at sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen udøvede et åbenbart urigtigt skøn, da den begrænsede andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 15% af ex ante-bidragene, selv om sikkerhedsstillelserne udelukkende bestod af kontanter og derfor ikke udgjorde en likviditetsrisiko i henhold til modelaftalen vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser, skal følgende bemærkes.

355

Selv om det for det første er ubestridt, at sikkerhedsstillelserne vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser, der udelukkende bestod af kontanter, er aktiver med lav risiko på grund af muligheden for at realisere dem inden for kort tid, rejser denne omstændighed ikke tvivl om de betragtninger, der er anført i præmis 347-349 ovenfor, hvorefter Afviklingsinstansen under de særlige omstændigheder, der kendetegnede den omhandlede periode, og uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne vurdere, at en andel af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på mere end 15% af ex ante-bidragene kunne få langsigtede procykliske virkninger for institutterne.

356

Endvidere har sagsøgeren for det andet med urette støttet sig på modelaftalen vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser for at gøre gældende, at Afviklingsinstansen burde have godkendt en større andel af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser end 15% med den begrundelse, at denne model fastsætter, at Afviklingsinstansen har fuld ejendomsret til de overførte kontanter, således at disse kontanter udgør aktiver med lav risiko.

357

Modelaftalen vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser fastsætter ganske vist i artikel 3.1, at instituttet for at sikre fuldstændig og punktuel betaling af de dækkede forpligtelser skal stille en kontant sikkerhed til fordel for Afviklingsinstansen og overdrage den fulde ejendomsret til et kontantbeløb, der svarer til de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, og i artikel 3.5, at Afviklingsinstansen har fuld ejendomsret til de overførte kontanter og har ret til frit at anvende dem med forbehold for forpligtelsen til at returnere et beløb svarende til den kontante sikkerhedsstillelse, når der er sket betaling af de dækkede forpligtelser på forfaldsdagen.

358

Artikel 2, 5 og 6 i modelaftalen vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser fastlægger imidlertid en procedure for Afviklingsinstansens opkrævning af betaling af uigenkaldelige betalingsforpligtelser og konsekvenserne for det pågældende institut.

359

I artikel 2.1 og 2.2 i modelaftalen vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser er det fastsat, at Afviklingsinstansen skal tilsende institutterne et påkrav om betaling af uigenkaldelige betalingsforpligtelser. Artikel 5 i samme modelaftale bestemmer, at Afviklingsinstansen ved modtagelse af betaling af det opkrævede beløb skal returnere et beløb af den kontante sikkerhedsstillelse svarende til det opkrævede og betalte beløb. Artikel 6 i modelaftalen vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser fastsætter bl.a., at Afviklingsinstansen i tilfælde af et instituts manglende betaling efter første påkrav har ret til at konfiskere den kontante sikkerhedsstillelse for at indfri dækkede forpligtelser, og den kan i den forbindelse foretage modregning mellem beløbet for de ubetalte dækkede forpligtelser og Afviklingsinstansens forpligtelse til at tilbagebetale den kontante sikkerhed.

360

Det fremgår klart af en analyse af bestemmelserne i modelaftalen vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser, at selv om Afviklingsinstansen har den fulde ejendomsret til de kontanter, der udgør sikkerhedsstillelsen for de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, kan den kun mobilisere dem til fordel for Afviklingsfonden ved at følge en specifik procedure.

361

Under disse omstændigheder kunne Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81 vurdere, at uigenkaldelige betalingsforpligtelser ikke gav samme grad af sikkerhed med hensyn til Afviklingsfondens finansielle kapacitet og likviditet som en umiddelbar kontant betaling.

362

Selv om sagsøgeren for det sjette har gjort gældende, at Afviklingsinstansen ikke har henvist til muligheden for at anvende andre typer aktiver end kontanter, som ikke desto mindre kunne anses for at være lavrisikable og ikke behæftet med tredjemandsrettigheder, har sagsøgeren ikke præciseret, hvilke andre typer aktiver der kunne udgøre en sikkerhedsstillelse, der kan sammenlignes med kontanter, og som ikke ville kompromittere Afviklingsfondens finansielle kapacitet og likviditet, hvorfor dette argument må forkastes.

363

Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at Afviklingsinstansen udøvede et åbenbart urigtigt skøn eller en retlig fejl, da den begrænsede anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 15% af de ex ante-bidrag, der skulle betales for bidragsperioden 2021, og begrænsede de sikkerhedsstillelser, der skulle stilles i forbindelse med de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, til kun at omfatte kontanter.

364

Det syvende og det ottende anbringende skal derfor forkastes.

365

Henset til, at det tredje anbringendes tredje led og det fjerde og det femte anbringende, for så vidt som de er rettet direkte mod den anfægtede afgørelse, skal tages til følge, skal den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

366

Afviklingsinstansen har nedlagt påstand om, at Retten i tilfælde af, at den anfægtede afgørelse annulleres, skal opretholde afgørelsens virkninger, indtil den erstattes, eller i det mindste i en periode på seks måneder fra den dato, hvor dommen bliver endelig.

367

Sagsøgeren har i retsmødet anført, at en eventuel annullation af denne afgørelse på grund af materiel ulovlighed bør føre til, at Afviklingsinstansen tilbagebetaler sagsøgerens ex ante-bidrag til sagsøgeren. Desuden vil en sådan annullation ikke få nogen indvirkning på Afviklingsinstansens funktion eller på den finansielle stabilitet i Unionen, da Afviklingsfonden er langt fremme i sin opbygning.

368

Det bemærkes, at i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF kan Unionens retsinstanser, dersom de skønner det nødvendigt, angive, hvilke af en annulleret retsakts virkninger der skal betragtes som bestående.

369

I denne henseende fremgår det af retspraksis, at virkningerne af en sådan retsakt kan opretholdes af retssikkerhedsmæssige grunde, bl.a. når de umiddelbare virkninger af en annullation heraf vil kunne få alvorlige negative konsekvenser, og når den anfægtede retsakts lovlighed ikke anfægtes på grund af dens formål eller indhold, men på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 175 og den deri nævnte retspraksis).

370

I det foreliggende tilfælde blev den anfægtede afgørelse truffet under tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Derimod har Retten ikke i den foreliggende sag fastslået, at der er begået fejl, som påvirker lovligheden af indholdet af denne afgørelse.

371

I lighed med, hvad Domstolen fastslog i dom af 15. juli 2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 177), skal det desuden fastslås, at en annullation af den anfægtede afgørelse uden at fastsætte, at dens virkninger opretholdes, indtil den erstattes af en ny retsakt, kan være til skade for gennemførelsen af direktiv 2014/59, forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63, som udgør en væsentlig del af bankunionen, som bidrager til stabiliteten i euroområdet.

372

Under disse omstændigheder skal virkningerne af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, opretholdes, indtil Afviklingsinstansen inden for en rimelig frist, der ikke kan overstige seks måneder regnet fra datoen for afsigelsen af denne dom, har truffet en ny afgørelse om fastsættelse af sagsøgerens ex ante-bidrag til Afviklingsfonden for bidragsperioden 2021.

373

I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Afviklingsinstansen ikke har fået medhold, skal den bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstand.

374

I overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1, skal Parlamentet, Rådet og Kommissionen bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):

I. Tvistens baggrund

II. Den anfægtede afgørelse

III. Parternes påstande

IV. Retlige bemærkninger

A. Formalitetsindsigelserne

B. Ulovlighedsindsigelserne mod forordning nr. 806/2014, delegeret forordning 2015/63 og gennemførelsesforordning 2015/81

1. Det første anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

a) Første og andet led om, at der er set bort fra forskellene på situationen for institutterne i bankunionen og den ubegrundede udelukkelse af dækkede indskud fra beregningsgrundlaget for det årlige basisbidrag

1) Første leds første klagepunkt om, at der er set bort fra forskellene på situationen for institutterne i de deltagende medlemsstaters banksektorer og andet led om den ubegrundede udelukkelse af dækkede indskud fra beregningsgrundlaget for det årlige basisbidrag

2) Første leds andet klagepunkt om den manglende sammenhæng forbundet med undladelsen af at tage hensyn til de vurderingskriterier, der blev anvendt inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme

b) Tredje led om den ubegrundede undladelse af at fradrage nedskrivningsrelevante passiver, der opfylder de tilsynsmæssige krav i henhold til minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver

c) Fjerde led om, at ex ante-bidragene ikke er repræsentative for den risiko, der reelt bæres, på grund af kriterierne for beregning af justeringsmultiplikatoren

1) Om det første klagepunkt vedrørende manglende hensyntagen til hvert instituts iboende samlede risikoprofil

2) Vedrørende det andet klagepunkt om manglende vurdering af risikofaktorer i lyset af de krav, der stilles af tilsynsmyndigheden inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme

3) Det tredje klagepunkt om, at det er umuligt generelt at tage hensyn til ethvert individuelt særpræg for hvert enkelt institut

2. Det andet anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

3. Det tredje anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

a) Første led om umuligheden af på forhånd at kende størrelsen af ex ante-bidraget

b) Andet led om manglende forudsigelighed med hensyn til anvendelse af visse risikoindikatorer

c) Tredje led om fremgangsmåden for fastsættelse af »stigningstakten for dækkede indskud«

d) Fjerde led om en tilsidesættelse af artikel 290 TEUF som følge af de beregningskriterier, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63

4. Det fjerde og det femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, for så vidt som de indeholder en ulovlighedsindsigelse

C. Anbringenderne vedrørende lovligheden af den anfægtede afgørelse

1. Begrundelsen for fastsættelsen af det årlige målniveau

2. Den resterende del af det fjerde og det femte anbringende om, at Afviklingsinstansen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik og princippet om effektiv retsbeskyttelse ved den anfægtede afgørelse.

3. Det syvende og det ottende anbringende om flere åbenbart urigtige skøn og en retlig fejl som følge af de begrænsninger, der er pålagt anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser

D. Konklusion

E. Tidsmæssig begrænsning af dommens virkninger

Sagsomkostninger