14

Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

15

EUIPO og intervenienten har nedlagt følgende påstande:

38

I denne henseende fremgår det af retspraksis, at EUIPO’s retningslinjer for undersøgelse, selv om de ikke er bindende, udgør en referencekilde for EUIPO’s praksis på varemærkeområdet (dom af 18.9.2015, Federación Nacional de Cafeteros de Colombia mod KHIM – Hautrive (COLOMBIANO HOUSE), T-387/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:647, præmis 45).

39

Disse retningslinjer udgør en kodificering af adfærdsnormer, som EUIPO selv har fastsat, og som med forbehold for retningslinjernes overensstemmelse med trinhøjere retsregler udgør en selvpålagt begrænsning for EUIPO, for så vidt som det påhviler sidstnævnte at overholde de regler, som det har pålagt sig selv (dom af 18.9.2015, COLOMBIANO HOUSE, T-387/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:647, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

40

Når dette er præciseret, skal det bemærkes, at punkt 4.3 i EUIPO’s retningslinjer for undersøgelse fastsætter, at hvis en begæring om forlængelse af en frist, som kan forlænges, er indgivet før udløbet af denne frist og ikke accepteret, får den berørte part mindst én dag til at overholde fristen, selv om begæringen om forlængelse kom på fristens sidste dag. Med henblik på at bevare den effektive virkning af punkt 4.3 i EUIPO’s retningslinjer skal det bemærkes, at den nye frist indrømmes fra den dato, hvor den instans ved EUIPO, der behandler begæringen om forlængelse af en frist, meddeler sit svar.

41

I den foreliggende sag er den frist, som lægeklinikken HUMJC for anden gang fremsatte begæring om forlængelse af, for det første en frist, der kan forlænges. I overensstemmelse med punkt 4.3 i EUIPO’s retningslinjer gives der afslag på endnu en begæring om forlængelse af en og samme frist, medmindre den part, der fremsætter denne begæring, på behørig vis forklarer og begrunder de »særlige omstændigheder«, som har forhindret den pågældende i at træffe den fornødne foranstaltning inden for de to foregående frister (dvs. den oprindelige frist plus den første forlængelse), og som fortsat forhindrer ansøgeren i at træffe den, og således nødvendiggør en yderligere frist.

42

For det andet fremgår det af sagsakterne, at lægeklinikken HUMJC indgav den anden begæring om forlængelse af fristen for indgivelse af bevis for brug af det anfægtede varemærke den sidste dag inden udløbet af den nævnte frist.

43

For det tredje har sagsøgeren, der selv har henvist til punkt 4.3 i EUIPO’s retningslinjer i sine skriftlige indlæg, på ingen måde hævdet, at dette er i strid med en trinhøjere retsregel. Det fremgår i øvrigt ikke, at den omstændighed, at der af billighedsgrunde indrømmes en yderligere frist på mindst én dag efter en begæring om forlængelse af en frist, der er indgivet den sidste dag af denne frist, er i strid med en sådan bestemmelse.

44

Uden at det er nødvendigt at tage stilling til rigtigheden af begrundelsen i annullationsafdelingens svar af 15. januar 2018, er det dermed tilstrækkeligt at konstatere, at annullationsafdelingen som svar på den anden begæring om forlængelse af fristen for indgivelse af bevis for brug af det anfægtede varemærke ikke kunne begrænse sig til at afslå denne begæring, men at den i overensstemmelse med EUIPO’s retningslinjer for undersøgelse, og således som appelkammeret har gjort, skulle indrømme en yderligere frist, der løber fra datoen for meddelelsen af dets svar. Eftersom de anfægtede beviser blev fremlagt mellem på den ene side indgivelsen af den anden begæring om forlængelse af fristen for indgivelse af beviser for brugen af det anfægtede varemærke og på den anden side annullationsafdelingens svar af 15. januar 2018, kunne disse beviser under alle omstændigheder ikke anses for fremlagt for sent. Hverken annullationsafdelingen eller appelkammeret begik derfor en fejl ved med henblik på undersøgelsen af brugen af det anfægtede varemærke at tage hensyn til de nævnte beviser.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):