–

»Konservinvest« OOD ved advokati Y. Ivanova og P. Angelov,

–

»Bulkons Parvomay« OOD ved advokat M. Georgieva-Tabakova,

–

Europa-Kommissionen, indledningsvis ved M. Konstantinidis, I. Naglis og G. Koleva, derefter ved M. Konstantinidis og G. Koleva, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT 2012, L 343, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i en tvist mellem på den ene side »Konservinvest« OOD og på den anden side »Bulkons Parvomay« OOD (herefter »Bulkons«) vedrørende Konservinvests anvendelse af varemærker, der krænker Bulkons’ rettigheder til den geografiske betegnelse »Lyutenitsa Parvomay«.

3

Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT 2006, L 93, s. 12), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1791/2006 af 20. november 2006 (EUT 2006, L 363, s. 1) (herefter »forordning nr. 510/2006«), bestemte ved artikel 5, stk. 8, andet afsnit, at Bulgarien og Rumænien indfører de i bestemmelsens stk. 4, 5, 6 og 7 nævnte love og administrative bestemmelser senest et år efter tiltrædelsesdatoen

4

Forordning nr. 510/2006 fastsatte foruden i artikel 5, stk. 11:

»For Bulgarien og Rumænien kan den nationale beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser, der findes ved tiltrædelsen, fortsat gælde i 12 måneder fra tiltrædelsesdatoen.

Hvis der er fremsendt registreringsansøgning i henhold til denne forordning til Kommissionen inden udløbet af denne periode, kan en sådan beskyttelse opretholdes, indtil der er truffet afgørelse om registrering i henhold til denne forordning.

Den berørte medlemsstat bærer alene ansvaret for følgevirkningerne af en sådan national beskyttelse, hvis betegnelsen ikke skulle blive registreret i henhold til denne forordning.«

5

Denne forordning blev med virkning fra den 3. januar 2013 ophævet og erstattet af forordning nr. 1151/2012.

6

Følgende fremgår af 13.-15., 17., 18., 20. og 24. betragtning til forordning nr. 1151/2012:

[…]

[…]

[…]

7

Artikel 1 i forordning nr. 1151/2012 med overskriften »Formål« bestemmer ved stk. 1:

»Denne forordning har til formål at hjælpe producenter af landbrugsprodukter og fødevarer med at informere køberne og forbrugerne om produkternes og fødevarernes karakteristika og landbrugsmæssige kvaliteter, hvorved der sikres:

[…]

Foranstaltningerne i denne forordning har til formål at støtte landbrugs- og forarbejdningsaktiviteter og produktionsmetoder, der er forbundet med produkter af høj kvalitet, hvilket bidrager til at nå målene i politikken for udvikling af landdistrikterne.«

8

Forordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit, hvorved forordningens anvendelsesområde defineres, lyder således:

»Denne forordning gælder for de landbrugsprodukter bestemt til konsum, som er opført i [EUF-]traktatens bilag I, og andre landbrugsprodukter og fødevarer, der er opført i denne forordnings bilag I.«

9

Denne forordnings afsnit II med overskriften »Beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser« indeholder forordningens artikel 4-16. Af samme forordnings artikel 4, der har overskriften »Formål«, fremgår:

»Der oprettes en ordning for beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser, som har til formål at hjælpe producenter af produkter, der er knyttet til et geografisk område, med at:

10

Artikel 5 i forordning nr. 1151/2012 med overskriften »Krav til oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser« bestemmer ved stk. 1 og 2:

»1.   I denne forordning forstås ved »oprindelsesbetegnelse« en betegnelse, der identificerer et produkt:

2.   I denne forordning forstås ved »geografisk betegnelse« en betegnelse, der identificerer et produkt:

11

Følgende fremgår af forordningens artikel 9 med overskriften »Midlertidig national beskyttelse«:

»En medlemsstat har mulighed for at yde en betegnelse midlertidig national beskyttelse i henhold til denne forordning med virkning fra den dato, hvor der indgives en ansøgning til Kommissionen.

Den midlertidige nationale beskyttelse ophører på den dato, hvor der træffes afgørelse om registrering i henhold til denne forordning, eller hvor ansøgningen trækkes tilbage.

Hvis betegnelsen ikke bliver registreret i henhold til denne forordning bærer den berørte medlemsstat ansvaret for følgevirkningerne af en sådan national beskyttelse alene.

De foranstaltninger, som en medlemsstat træffer i henhold til stk. 1, har kun retsvirkninger på nationalt plan og berører ikke handel i Unionen eller international handel.«

12

Denne forordnings artikel 12 med overskriften »Betegnelser, symboler og angivelser« er affattet således:

»1.   Beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser kan anvendes af enhver erhvervsdrivende, der markedsfører et produkt, som er fremstillet i overensstemmelse med den dertil svarende varespecifikation.

[…]

3.   […] Udtrykkene »beskyttet oprindelsesbetegnelse« eller »beskyttet geografisk betegnelse« […] må anføres på mærkningen.

4.   Endvidere kan følgende også anføres på mærkningen: afbildning af det geografiske oprindelsesområde, som omhandlet i artikel 5, og tekst, grafik eller symboler, der henviser til medlemsstaten og/eller regionen, hvori det geografiske oprindelsesområde er beliggende.

[…]«

13

Af kapitel IV i samme forordnings afsnit V med overskriften »Fælles bestemmelser« fremgår ansøgnings- og registreringsprocedurerne for navnlig oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.

14

Zakon za markite i geografskite oznachenia (lov om varemærker og geografiske betegnelser) (DV nr. 81 af 14.9.1999), i den affattelse, der finder anvendelse i tvisten i hovedsagen (herefter »ZMGO«), bestemte ved artikel 51, stk. 1-3:

»1.   Ved geografisk angivelse forstås en oprindelsesbetegnelse og en geografisk betegnelse.

2.   En oprindelsesbetegnelse er navnet på et land, en region eller et bestemt sted i dette land, som har til formål at angive et produkt, der har oprindelse i dette land, denne region eller dette bestemte sted, og hvis egenskaber eller kendetegn i det væsentlige eller udelukkende stammer fra det geografiske område, herunder naturlige og menneskelige faktorer.

3.   En geografisk betegnelse er navnet på et land, en region eller et bestemt sted i dette land, der har til formål at angive et produkt, der har oprindelse i dette land, denne region eller dette bestemte sted og hvis egenskaber, omdømme eller andre karakteristika kan tilskrives denne geografiske oprindelse.«

15

Følgende fremgår af ZMGO’s artikel 53, stk. 1 og 2:

»1.   Retslig beskyttelse af geografisk angivelse opnås gennem registrering af denne ved Patentkontoret.

2.   Den retslige beskyttelse omfatter forbud mod:

1. Enhver erhvervsmæssig benyttelse af den geografiske angivelse for produkter, der er sammenlignelige med det registrerede produkt, for så vidt som denne benyttelse giver mulighed for at drage fordel af den beskyttede angivelse.

2. Ethvert misbrug eller plagiering af den geografiske betegnelse, også hvis produktets faktiske oprindelse angives, eller hvis anvendelsen af denne oversættes til eller efterfølges af udtryk som »slags«, »art«, »type«, »gengivelse« eller tilsvarende.

3. Enhver anvendelse af en anden falsk eller vildledende oplysning om herkomst, oprindelse, art eller væsentlige egenskaber ved et produkt, der fremgår af pakning eller emballage, i reklamemateriale eller dokumenter relateret til det pågældende produkt, som kan give et fejlagtigt indtryk af produktets oprindelse.

4. Enhver anden fremgangsmåde egnet til at vildlede forbrugeren med hensyn til et produkts faktiske oprindelse.«

16

ZMGO’s artikel 76 fastsætter:

»1.   Søgsmål vedrørende tilsidesættelse af rettigheder efter denne lov kan anlægges:

1. for at fastslå de faktiske omstændigheder vedrørende tilsidesættelsen

2. for at bringe tilsidesættelsen til ophør

3. for tilkendelse af erstatning for tab

4. med henblik på beslaglæggelse og afvikling af de varer, der er genstand for tilsidesættelsen, samt fremgangsmåden herfor.

2.   Sideløbende med søgsmålet omhandlet i stk. 1 kan sagsøgeren ad rettens vej begære følgende:

[…]

3. offentliggørelse af domskonklusionen i to dagblade og i en landsdækkende tv-kanals sendetid fastsat af retten på sagsøgtes bekostning.«

17

ZMGO blev ophævet den 22. december 2019 (DV nr. 98 af 13.12.2019).

18

Overgangsbestemmelser og endelige bestemmelser i lov om ændring og supplering af ZMGO (DV nr. 61 af 24.7.2018) fastsætter i artikel 8:

»1.   Indehaveren af rettigheder til geografiske betegnelser registreret for landbrugsprodukter eller fødevarer, der falder under anvendelsesområdet for forordning [nr. 1151/2012], kan ikke anlægge søgsmål for så vidt angår tilsidesættelser begået frem til nærværende lovs ikrafttræden.

2.   Strafferetlige administrative procedurer kan ikke iværksættes for så vidt angår krænkelser af rettigheder til geografiske betegnelser registreret for landbrugsprodukter eller fødevarer, der falder under anvendelsesområdet for forordning [nr. 1151/2012], som har fundet sted forud for nærværende lovs ikrafttræden.«

19

Selskabet Konservinvest med hovedsæde i Bulgarien opnåede den 12. februar 1999 registrering af det sammensatte varemærke »K Konservinvest Parvomayska lyutenitsa« ved Republikken Bulariens patentmyndighed (herefter »patentmyndigheden«) til betegnelse af produktet »lyutenitsa«. Efter anmodning af 15. maj 2003 opnåede Konservinvest den 3. maj 2005 desuden registrering af det sammensatte varemærke »Parvomayska lyutenitsa Rachenitsa« til betegnelse af det samme produkt. Det gælder for disse to varemærker, at elementerne »parvomayska lyutenitsa« ikke er beskyttede.

20

Præsidenten for patentmyndigheden traf den 3. juli 2013 afgørelse om, at selskabet Bulkons, der ligeledes har hovedsæde i Bulgarien, i henhold til dagældende ZMGO blev registreret som bruger af den geografiske betegnelse »Lyutenitsa Parvomai« (herefter »den omtvistede geografiske betegnelse«) for varen »Lyutenitsa«, idet Parvomay er en bulgarsk kommune. Bulkons havde indgivet denne anmodning om registrering af den geografiske betegnelse den 14. marts 2013.

21

Konservinvest indbragte sagen for de administrative domstole med påstand om annullation af denne afgørelse med den begrundelse, at præsidenten for patentmyndigheden ikke var bemyndiget til at foretage registrering af en geografisk betegnelse, der dækkede et landbrugsprodukt, idet en sådan registrering var reguleret ved forordning nr. 1151/2012 og kun var mulig på EU-niveau efter de retningslinjer, der følger af denne forordning. Ved dom af12. juli 2017 afviste Varhoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien) søgsmålet, idet den vurderede, at denne forordning ikke fandt anvendelse på tvisten, da den anfægtede registrering ikke søgte at opnå beskyttelse gennem forordningen.

22

Derudover anlagde Bulkons søgsmål mod Konservinvest ved Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) i henhold til ZMGO’s artikel 76, stk. 1, nr. 1-3, sammenholdt med navnlig denne lovs artikel 76, stk. 1, nr. 4, og artikel 76, stk. 2, nr. 3. Ved disse søgsmål gjorde Bulkons bl.a. gældende, at Konservinvest havde krænket dennes rettigheder til de omtvistede geografiske betegnelser ved at anvende flere forskellige varemærker, heriblandt de varemærker, der er anført i denne kendelses præmis 19, til betegnelse af produktet »lyutenitsa«, at Konservinvest skulle pålægges at bringe overtrædelserne til ophør og erstatte det lidte tab opgjort til 636284,16 bulgarske leva (BGN) (ca. 325000 euro), og at de pågældende produkter blev beslaglagt og destrueret (»afvikling«).

23

Ved dom af 30. november 2017 afviste Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) søgsmålene med henvisning til, at de vedrørte et produkt, som var direkte omfattet af forordning nr. 1151/2012, og at denne forordning forudsætter, at registreringer af geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer foretages ved Kommissionen.

24

Bulkons appellerede denne dom til Sofiyski Apelativen sad (appeldomstol i Sofia, Bulgarien), der ved dom af 28. februar 2019 gav Bulkons fuldstændigt medhold i søgsmålet. Denne domstol fandt, at søgsmålene kunne antages til realitetsbehandling, idet artikel 8, stk. 1, i overgangsbestemmelser og endelige bestemmelser i lov om ændring og supplering af ZMGO ikke fandt anvendelse på tvisten, og at søgsmålene var velbegrundede, da ZMGO og forordning nr. 1151/2012 regulerer forskellige forhold og sikrer en parallel beskyttelse af forskellige rettigheder.

25

Konservinvest iværksatte kassationsappel ved Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien), som er den forelæggende ret. Denne har anført, at det skal vurderes, om søgsmålene anlagt af Bulkons kan antages til realitetsbehandling, og at den med henblik herpå må vurdere, om den omtvistede geografiske betegnelse nyder beskyttelse under bulgarsk ret.

26

Den forelæggende ret har anført, at det følger af denne lovgivning, at registrering af en geografisk betegnelse ved patentmyndigheden, herunder for landbrugsprodukter og fødevarer, giver en national beskyttelse, der kan give anledning til retslige sanktioner, hvis brugen af denne betegnelse krænkes af en uberettiget person. En sådan geografisk angivelse giver forbrugerne garanti for det pågældende produkts høje kvalitet og beskriver dets særkender. Den geografiske angivelse forhindrer desuden, at denne kvalitet forringes derved, at det samme produkt produceres af ikke-registrerede producenter.

27

Henset til udviklingen i international ret og i EU-retten med hensyn til beskyttelsen af geografiske angivelser for landbrugsprodukter og fødevarer, hvis egenskaber og særlige kendetegn hænger sammen med visse regioner i Unionen, og til artikel 9 i og 15. og 24. betragtning til forordning nr. 1151/2012 finder den forelæggende ret, at det kan være, at registrering og retslig beskyttelse af disse produkter er udelukket på nationalt niveau. Den forelæggende ret antager dog, at når en tvist opstår mellem to lokale producenter af et og samme landbrugsprodukt med hensyn til en geografisk angivelse, der alene har opnået national registrering, og når der er tale om overtrædelser begået på denne medlemsstats område, udelukker EU-retten ikke udtrykkeligt muligheden for udelukkende at foretage registrering på nationalt niveau for landbrugsprodukter og fødevarer, der er omfattet af forordning nr. 1151/2012, og at disse konkret alene nyder beskyttelse på denne medlemsstats område.

28

På denne baggrund har Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol), besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Tillader artikel 9 i [forordning nr. 1151/2012] uden for de i denne bestemmelse omhandlede tilfælde af midlertidig national beskyttelse et nationalt system for registrering og beskyttelse af de geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer, som er omfattet af denne forordning, og lader denne bestemmelse det være op til medlemsstaterne at anvende andre parallelt gældende bestemmelser på nationalt plan (tilsvarende det parallelle system for varemærker) med henblik på bilæggelse af retstvister om krænkelser af retten til en sådan geografisk betegnelse mellem lokale forhandlere, som producerer og sælger landbrugsprodukter og fødevarer omfattet af forordning nr. 1151/2012 i den medlemsstat, i hvilken den geografiske betegnelse er registreret?«

29

Ifølge procesreglementets artikel 99 kan Domstolen til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse, når besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis.

30

Denne bestemmelse skal anvendes i forbindelse med nærværende sag.

31

Det skal indledningsvis konstateres, at selv om spørgsmålets ordlyd alene vedrører artikel 9 i forordning nr. 1151/2012, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret ønsker at forhøre sig om rækkevidden af den samlede ordning for beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser som omhandlet i denne forordning.

32

Det må følgelig antages, at den forelæggende ret med sit præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om forordning nr. 1151/2012 skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der fastsætter en national ordning for registrering og beskyttelse af geografiske angivelser vedrørende landbrugsprodukter og fødevarer, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som alene finder anvendelse på tvister om tilsidesættelse af rettigheder, der følger af disse angivelser, mellem erhvervsdrivende i denne medlemsstat, der på medlemsstatens område fremstiller produkter, for hvilke disse angivelser er registreret i medfør af medlemsstatens lovgivning.

33

I denne forbindelse bemærkes indledningsvis, at forordning nr. 1151/2012, som det ligeledes fremgår af 13. og 14. betragtning til denne, indebærer, at nye og ajourførte bestemmelser samt andre bestemmelser, der blev bibeholdt fra forordning nr. 510/2006, samles i en enkelt lovgivningsmæssig ramme, der træder i stedet for forordning nr. 510/2006. Domstolens praksis vedrørende de bestemmelser i forordning nr. 510/2006, der i det væsentlige går igen i forordning nr. 1151/2012, er dermed fortsat relevante for fortolkningen af de tilsvarende bestemmelser i denne forordning. Da forordning nr. 510/2006 selv ophævede og erstattede Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT 1992, L 208, s. 1), er Domstolens praksis vedrørende bestemmelserne fra denne forordning, der i det væsentlige går igen i forordning nr. 510/2006 og derefter i forordning nr. 1151/2012, ligeledes relevant for fortolkningen af disse bestemmelser.

34

For så vidt angår det præjudicielle spørgsmål skal det for det første bemærkes, at som det ligeledes fremgår af 20. betragtning, første punktum, og 24. betragtning til forordning nr. 1151/2012 samt dennes artikel 4, har denne forordning navnlig til formål at sikre en ensartet beskyttelse inden for Unionen af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der er omfattet af forordningen, og den indfører med henblik herpå en forpligtelse til registrering af disse betegnelser på EU-plan, således at de kan nyde beskyttelse i samtlige medlemsstater (jf. analogt dom af 8.9.2009, Budějovický Budvar, C-478/07, EU:C:2009:521, præmis 107 og 108).

35

Forordning nr. 1151/2012, som blev vedtaget bl.a. med hjemmel i artikel 43, stk. 2, TEUF, udgør således et instrument under den fælles landbrugspolitik, der i det væsentlige har til formål at sikre forbrugerne, at landbrugsprodukter med en registreret oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse i medfør af denne forordning på grund af deres oprindelse i et bestemt geografisk område har visse særlige kendetegn og følgelig i kraft af deres geografiske oprindelse tilbyder en kvalitetsgaranti, med det formål at gøre det muligt for erhvervsdrivende inden for landbruget, som har påtaget sig at gøre en reel indsats for at fremstille kvalitetsprodukter og hindre tredjemand i at misbruge det renommé, som følger af produkternes kvalitet, til gengæld at opnå bedre indtægter (jf. analogt dom af 8.9.2009, Budějovický Budvar, C-478/07, EU:C:2009:521, præmis 109-111 og den deri nævnte retspraksis), hvilket særligt 18. betragtning til forordningen samt dennes artikel 1 og 4 afspejler.

36

Hvis det var tilladt medlemsstaterne på deres områder at give deres producenter mulighed for at bruge en af de angivelser eller et af de symboler, som artikel 12 i forordning nr. 1151/2012 forbeholder oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der er registreret i henhold til denne forordning, på grundlag af en national rettighed, der muligvis modsvarer mindre strenge krav end dem, der inden for rammerne af nævnte forordning opstilles for de omhandlede produkter, ville der være risiko for, at denne kvalitetsgaranti, som udgør den væsentligste funktion af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser i medfør af forordning nr. 1151/2012, ikke sikres, hvilket på det indre marked også kunne bringe formålet med en lige konkurrence mellem producenter af produkter, der bærer disse angivelser eller symboler, i fare, og det ville navnlig kunne skade de rettigheder, der skal være forbeholdt producenter, som har påtaget sig at gøre en reel indsats for at fremstille kvalitetsprodukter med henblik på at kunne bruge en registreret oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse i henhold til forordning nr. 1151/2012 (jf. analogt dom af 8.9.2009, Budějovický Budvar, C-478/07, EU:C:2009:521, præmis 112).

37

Denne risiko for at skade det centrale formål om at sikre kvaliteten af de omhandlede landbrugsprodukter er desto vigtigere, eftersom der i modsætning til varemærker ikke sideløbende er truffet nogen EU-harmoniseringsforanstaltninger for eventuelle nationale ordninger for beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (jf. analogt dom af 8.9.2009, Budějovický Budvar, C-478/07, EU:C:2009:521, præmis 113).

38

Det skal heraf udledes, at formålet med forordning nr. 1151/2012 ikke er at oprette en supplerende ordning – ved siden af nationale bestemmelser, der kunne vedblive at eksistere – for beskyttelse af kvalificerede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, dvs. oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der opfylder betingelserne i forordningens artikel 5, men derimod at fastlægge en ensartet og udtømmende beskyttelsesordning for sådanne betegnelser og angivelser (jf. analogt dom af 8.9.2009, Budějovický Budvar, C-478/07, EU:C:2009:521, præmis 114).

39

Den udtømmende karakter af ordningen til beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser som fastsat ved forordning nr. 1151/2012 understreges af det forhold, at grundlaget for registreringsproceduren efter denne forordning er en kompetencefordeling mellem den berørte medlemsstat og Kommissionen. I overensstemmelse med ansøgnings- og registreringsproceduren fastsat i kapitel IV, afsnit V i forordning nr. 1151/2012 kan Kommissionen kun træffe beslutning om registrering af en betegnelse, såfremt den pågældende medlemsstat har indgivet ansøgning til den herom, og en sådan ansøgning kan kun indgives, såfremt medlemsstaten har kontrolleret, at den er begrundet. De nationale registreringsprocedurer er dermed integrerede i den EU-retlige beslutningsprocedure og udgør en væsentlig del heraf. De kan ikke eksistere uden for EU-beskyttelsesordningen (jf. analogt dom af 8.9.2009, Budějovický Budvar, C-478/07, EU:C:2009:521, præmis 116 og 117 og den deri nævnte retspraksis).

40

I denne sammenhæng skal det for det første påpeges, at artikel 9 i forordning nr. 1151/2012 i det væsentlige bestemmer, at medlemsstaterne på eget ansvar kan indrømme en midlertidig national beskyttelse, indtil der træffes afgørelse om registreringsansøgningen i henhold til denne forordning, eller til ansøgningen trækkes tilbage. En bestemmelse af denne type ville ikke give nogen mening, hvis medlemsstaterne under alle omstændigheder havde mulighed for at bevare deres egne ordninger til beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser som omhandlet i forordning nr. 1151/2012 og lade dem eksistere side om side med denne forordning (jf. analogt dom af 8.9.2009, Budějovický Budvar, C-478/07, EU:C:2009:521, præmis 118 og 120).

41

Det skal endvidere fremhæves, at i modsætning til hvad Bulkons i det væsentlige har gjort gældende for Domstolen, medfører det forhold, at forordning nr. 1151/2012 ikke indeholder de overgangsbestemmelser, der fulgte af artikel 5, stk. 11, i forordning nr. 510/2006 til fordel for Republikken Bulgarien og Rumænien efter deres indtræden i Unionen for så vidt angår nationale geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser, der bestod på tidspunktet for disse landes indtræden, på ingen måde, at forordning nr. 1151/2012 skulle have fraveget den udtømmende karakter af beskyttelsesordningen for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, som tidligere var fastsat i forordning nr. 510/2006.

42

De overgangsbestemmelser, der er fastsat i denne bestemmelse, er i det væsentlige en videreførelse af den midlertidige ordning, der tidligere var gældende for nationale oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der fandtes i de ti lande, der tiltrådte Unionen den 1. maj 2004. Disse overgangsbestemmelser blev ikke betragtet som afgørende for vurderingen af, hvorvidt beskyttelsesordningen i forordning nr. 510/2006 var udtømmende, men alene som et forhold, der bekræftede, at ordningen var af udtømmende karakter (jf. i denne retning dom af 8.9.2009, Budějovický Budvar, C-478/07, EU:C:2009:521, præmis 124-128).

43

Det er nemlig selve arten af den beskyttelsesordning, der er indeholdt i forordning nr. 510/2006 og allerede forinden i forordning nr. 2081/92, der følger af forordningens formål om at sikre en ensartet beskyttelse af de omfattede geografiske angivelser inden for Fællesskabet og dermed at sikre lige konkurrence mellem producenter af produkter, der bærer disse angivelser, til fordel for både disse producenter og forbrugerne, som ledte Domstolen til at fastslå, at forordning nr. 510/2006 fastlægger en ensartet og udtømmende beskyttelsesordning af sådanne betegnelser, der udelukker, at parallelle nationale ordninger til beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser i denne forordnings forstand kan bestå (jf. i denne retning dom af 8.9.2009, Budějovický Budvar, C-478/07, EU:C:2009:521, præmis 107-114). Som det ligeledes er fastslået i nærværende kendelses præmis 34-38, har forordning nr. 1151/2012 samme formål for så vidt angår beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer.

44

Det skal ligeledes bemærkes, at overgangsbestemmelsen i artikel 5, stk. 11, i forordning nr. 510/2006 ikke går igen i forordning nr. 1151/2012, allerede fordi den pågældende periode var udløbet, og bestemmelsen derfor havde mistet sin relevans, da de af bestemmelsen omfattede medlemsstater ved periodens udløb fuldt ud skulle efterleve bestemmelserne i forordning nr. 510/2006, der nu går igen i forordning nr. 1151/2012.

45

I denne henseende og henset til den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for, samt de indlæg, som Bulkons har indleveret til Domstolen, skal det bemærkes, at en forordning som forordning nr. 1151/2012 i medfør af artikel 288, stk. 2, TEUF, er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i alle medlemsstater. Desuden medfører princippet om EU-rettens forrang, ifølge hvilket EU-retten har en fortrinsstilling i forhold til medlemsstaternes nationale ret, en forpligtelse for alle instanser i medlemsstaterne til at sikre, at de forskellige EU-retlige regler gennemføres fuldt ud, idet medlemsstaternes nationale ret ikke kan ændre den virkning, som disse forskellige regler tillægges på disse staters område (jf. analogt dom af 2.4.2020, CRPNPAC og Vueling Airlines, C-370/17 og C-37/18, EU:C:2020:260, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

46

Med henblik på at sikre virkningen af samtlige bestemmelser i EU-retten indebærer princippet om forrang en pligt for de nationale retter til i videst muligt omfang at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 57, og af 21.10.2021, ZX (Berigtigelse af anklageskriftet), C-282/20, EU:C:2021:874, præmis 39).

47

Det er alene, når der ikke kan anlægges en fortolkning af national lovgivning, der er i overensstemmelse med de EU-retlige krav, at den nationale ret, der skal anvende denne lovgivning, har pligt til at sikre disse bestemmelsers fulde virkning ved om fornødent af egen drift at undlade at anvende enhver modstående bestemmelse i national lovgivning, endog en senere national bestemmelse, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne bestemmelse ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.10.2021, ZX (Berigtigelse af anklageskriftet), C-282/20, EU:C:2021:874, præmis 40).

48

I tilfælde af, at det er umuligt at anlægge en overensstemmende fortolkning, har enhver national ret således pligt til under en sag, der henhører under dens kompetence, som organ i en medlemsstat at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, som har direkte virkning i den sag, som den skal påkende (jf. i denne retning dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.10.2021, ZX (Berigtigelse af anklageskriftet), C-282/20, EU:C:2021:874, præmis 41).

49

Hvad for det andet angår det regelsæt, som anvendes på markedet i en medlemsstat, skal det bemærkes, at selv om forordning nr. 1151/2012 har til formål at fastsætte en ensartet og udtømmende beskyttelsesordning for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer, som er omfattet af forordningen, er denne eneret ikke til hinder for anvendelse af en beskyttelsesordning for geografiske betegnelser, som falder uden for dennes anvendelsesområde (jf. analogt dom af 8.5.2014, Assica og Kraft Foods Italia, C-35/13, EU:C:2014:306, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det fremgår i denne henseende af 17. betragtning til og artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1151/2012, at forordningens beskyttelsesordning for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser begrænser sig til henholdsvis oprindelsesbetegnelser for produkter, for hvilke der er en særlig sammenhæng mellem dels deres egenskaber og kendetegn, dels deres geografiske oprindelse, og geografiske betegnelser, der knytter sig til produkter, for hvilke der findes en direkte sammenhæng mellem dels en særlig kvalitet, omdømme eller andre kendetegn, dels deres geografiske oprindelse (jf. analogt dom af 7.11.2000, Warsteiner Brauerei, C-312/98, EU:C:2000:599, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis, og af 8.5.2014, Assica og Kraft Foods Italia, C-35/13, EU:C:2014:306, præmis 29).

51

Betegnelser for geografiske oprindelser, som kun tjener til at fremhæve et produkts geografiske oprindelse, uafhængigt af produktets særlige kendetegn, er således ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1151/2012 for så vidt angår oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (jf. analogt dom af 8.5.2014, Assica og Kraft Foods Italia, C-35/13, EU:C:2014:306, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

52

Den beskyttelsesordning, der i givet fald kan anvendes på markedet i en medlemsstat for en geografisk betegnelse, som mangler EU-registrering, er således den beskyttelsesordning, der er fastsat for geografiske betegnelser for produkter, for hvilke der ikke er en særlig sammenhæng mellem deres kendetegn og deres geografiske oprindelse (dom af 8.5.2014, Assica og Kraft Foods Italia, C-35/13, EU:C:2014:306, præmis 31).

53

For at en sådan ordning skal kunne anvendes, skal den imidlertid være i overensstemmelse med de krav, EU-retten stiller. Det er i denne henseende nødvendigt, at anvendelsen af ordningen ikke strider mod de formål, som forordning nr. 1151/2012 forfølger. Henset til forordningens anvendelsesområde indebærer dette, at beskyttelsen indeholdt i den pågældende nationale ordning ikke må have til formål at sikre forbrugerne, at de produkter, som nyder denne beskyttelse, har bestemte egenskaber eller kendetegn, men alene at sikre, at disse produkter rent faktisk kommer fra det pågældende geografiske område. Det kræves endvidere, at anvendelsen af den nationale beskyttelse ikke strider mod EUF-traktatens bestemmelser om varernes frie bevægelighed (jf. i denne retning dom af 8.5.2014, Assica og Kraft Foods Italia, C-35/13, EU:C:2014:306, præmis 33-35).

54

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at udtrykket »geografisk angivelse« i ZMGO’s artikel 51, stk. 1, dækker både »oprindelsesbetegnelser« og »geografiske betegnelser« som omhandlet i nævnte lov, og at det følger af artikel 51, stk. 2, henholdsvis stk. 3, at begge typer af angivelser kan bruges til at betegne produkter, for hvilke der består en direkte sammenhæng mellem dels deres egenskaber, omdømme eller øvrige kendetegn, dels deres geografiske oprindelse. Ordlyden af disse sidstnævnte bestemmelser er i øvrigt i det væsentlige sammenfaldende med ordlyden af henholdsvis artikel 5, stk. 1, litra a) og b), og artikel 5, stk. 2, litra a) og b), i forordning nr. 1151/2012.

55

Den forelæggende ret har desuden præciseret, at en geografisk betegnelse i henhold til denne lov giver forbrugerne sikkerhed for, at det pågældende produkt er af højere kvalitet, beskriver produktets kendetegn og forhindrer forringelse af kvaliteten som følge af ikke-registrerede producenters produktion af det samme produkt.

56

Det fremgår således, at de i hovedsagen omhandlede geografiske angivelser ikke blot udgør geografiske angivelser som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 52, men kvalificerede geografiske betegnelser som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 38, som er sammenfaldende med de oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der er beskyttet gennem forordning nr. 1151/2012, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

57

Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen og navnlig affattelsen af det præjudicielle spørgsmål, at anvendelsesområdet for den i hovedsagen omhandlede lovgivning omfatter »landbrugsprodukter og fødevarer«, der er omfattet af forordning nr. 1151/2012, som præciseret i 15. betragtning til forordningen og defineret i dennes artikel 2, hvilket ydermere fremgår af hovedsagen, inden for rammerne af hvilken det ikke er bestridt, at det omhandlede produkt er omfattet af forordningens anvendelsesområde.

58

Under disse omstændigheder, og med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, kan en sådan national ordning for registrering og beskyttelse af geografiske angivelser for landbrugsprodukter og fødevarer, der falder inden for anvendelsesområdet for forordning nr. 1151/2012, ikke eksistere sideløbende med beskyttelsesordningen for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der er omfattet af denne forordning.

59

Det forhold, at en sådan national ordning til registrering og beskyttelse af kvalificerede geografiske angivelser tager sigte på at regulere forholdet mellem erhvervsdrivende inden for den pågældende medlemsstat, der på medlemsstatens område producerer produkter, for hvilke disse angivelser er registreret i medfør af den nationale lovgivning, og som derfor alene finder anvendelse på medlemsstatens nationale marked, kan i denne henseende ikke føre til, at sådanne ordninger kan eksistere sideløbende. For så vidt som en sådan ordning ikke udelukkende har til formål at sikre forbrugerne, at de omhandlende produkter faktisk kommer fra det pågældende geografiske område, men ligeledes sikrer dem, at produkterne har en bestemt kvalitet eller bestemte kendetegn, bringes formålet med forordning nr. 1151/2012 i fare. I henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 53, kan en sådan ordning ikke anses for at være i overensstemmelse med de krav, EU-retten stiller.

60

Henset til de ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at forordning nr. 1151/2012 skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der fastsætter en national ordning for registrering og beskyttelse af kvalificerede geografiske angivelser for landbrugsprodukter og fødevarer, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som alene finder anvendelse på tvister om tilsidesættelse af rettigheder, der følger af disse angivelser, mellem erhvervsdrivende i denne medlemsstat, der på medlemsstatens område fremstiller produkter, for hvilke disse angivelser er registreret i medfør af medlemsstatens lovgivning.

61

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der fastsætter en national ordning for registrering og beskyttelse af kvalificerede geografiske angivelser for landbrugsprodukter og fødevarer, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som alene finder anvendelse på tvister om tilsidesættelse af rettigheder, der følger af disse angivelser, mellem erhvervsdrivende i denne medlemsstat, der på medlemsstatens område fremstiller produkter, for hvilke disse angivelser er registreret i medfør af medlemsstatens lovgivning.