–

Instrubel NV og Heerema Zwijndrecht BV ved avocats S. Bonifassi og F. Boucard,

–

Montana Management Inc. ved avocats D. Célice og B. Périer,

–

BNP Paribas Securities Services ved avocat J. Martinet,

–

den franske regering ved R. Bénard og J.-L. Carré, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved J.-F. Brakeland og M. Carpus Carcea, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 2-4, og artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1210/2003 af 7. juli 2003 om visse specifikke restriktioner i de økonomiske og finansielle forbindelser med Irak og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2465/96 (EUT 2003, L 169, s. 6), som senest ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 85/2013 af 31. januar 2013 (EUT 2013, L 32, s. 1) (herefter »forordning nr. 1210/2003«).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med to tvister mellem henholdsvis Instrubel NV på den ene side og Montana Management Inc. og BNP Paribas Securities Services (herefter »BNP Paribas«) på den anden side (C-753/21) samt Montana Management på den ene side og Heerema Zwijndrecht BV (herefter »Heerema«) og BNP Paribas på den anden side (C-754/21) vedrørende gyldigheden af de retsbevarende foranstaltninger og arrester på indefrosne aktiver, som Instrubel og Heerema har iværksat som følge af disse selskabers fordringer mod den irakiske stat.

3

Det fremgår af punkt 12 i resolution 1483 (2003), som blev vedtaget af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd den 22. maj 2003, at sidstnævnte »[n]otes the establishment of a Development Fund for Iraq to be held by the Central Bank of Iraq«.

4

Resolutionens punkt 14 bestemmer:

»[…] the Development Fund for Iraq shall be used in a transparent manner to meet the humanitarian needs of the Iraqi people, for the economic reconstruction and repair of Iraq’s infrastructure, for the continued disarmament of Iraq, and for the costs of Iraqi civilian administration, and for other purposes benefiting the people of Iraq.«

5

Resolutionens punkt 23 er affattet på følgende måde:

»[A]ll Member States in which there are:

shall freeze without delay those funds or other financial assets or economic resources and, unless these funds or other financial assets or economic resources are themselves the subject of a prior judicial, administrative, or arbitral lien or judgement, immediately shall cause their transfer to the Development Fund for Iraq, it being understood that, unless otherwise addressed, claims made by private individuals or non-government entities on those transferred funds or other financial assets may be presented to the internationally recognized, representative government of Iraq […]«

6

Den 15. december 2010 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 1956 (2010), som i punkt 5 fastsætter:

»[The Security Council directs] the transfer of the full proceeds from the Development Fund for Iraq to the Government of Iraq’s successor arrangements account or accounts and the termination of the Development Fund for Iraq no later than 30 June 2011 and requests written confirmation to the Council once the transfer and termination are completed.«

7

Følgende fremgår af femte betragtning til forordning nr. 1210/2003:

»For at tillade medlemsstaterne at foretage overførsler af indefrosne pengemidler, økonomiske ressourcer og afkast af økonomiske ressourcer til den irakiske udviklingsfond, skal der fastsættes bestemmelser om, at sådanne pengemidler og økonomiske ressourcer kan frigives.«

8

Forordningens artikel 1, nr. 4) og 5), har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

9

Forordningens artikel 4, stk. 2-4, bestemmer:

»2.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes af eller forvaltes af nedenstående personer, som nærmere specificeret af sanktionsudvalget og anført i bilag IV, indefryses:

3.   Der må hverken direkte eller indirekte stilles pengemidler til rådighed for eller til gavn for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som er anført i bilag IV.

4.   Der må hverken direkte eller indirekte stilles økonomiske ressourcer til rådighed eller til gavn for de fysiske og juridiske personer, organer eller enheder, som er anført på listen i bilag IV, således at de pågældende personer, grupper eller enheder herved kan opnå pengemidler, varer eller tjenesteydelser.«

10

Artikel 6 i forordning nr. 1210/2003 fastsætter:

»1.   Uanset artikel 4 kan de ansvarlige myndigheder, der er anført under webstederne i bilag V, give tilladelse til frigivelse af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, hvis alle nedenfor anførte betingelser er opfyldt:

2.   Under alle andre omstændigheder frigives pengemidler, økonomiske ressourcer og afkast af økonomiske ressourcer, som er indefrosset i medfør af artikel 4, kun med henblik på overførsel til de ordninger, der skal afløse den irakiske udviklingsfond, og som den irakiske regering har indført, på betingelserne i [De Forenede Nationers] Sikkerhedsråds resolution 1483 (2003) og 1956 (2010).«

11

Selskabet Montana Management blev ved Kommissionens forordning (EF) nr. 785/2006 af 23. maj 2006 om ændring af forordning nr. 1210/2003 (EUT 2006, L 138, s. 7) opført på den i bilag IV til forordning nr. 1210/2003 indeholdt liste over de i sidstnævnte forordnings artikel 4, stk. 2-4, omhandlede fysiske og juridiske personer, organer og sammenslutninger med tilknytning til den forhenværende præsident Saddam Husseins styre.

12

Fjerde betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1799/2003 af 13. oktober 2003 om ændring af forordning nr. 1210/2003 (EUT 2003, L 264, s. 12) er sålydende:

»Resolution 1483 (2003) angiver indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer som værende det første skridt i en proces, der skal føre til overførsel deraf til den irakiske udviklingsfond. Resolutionen fritager også pengemidler og økonomiske ressourcer, der er genstand for en tilbageholdelsesret eller en dom, som stammer fra før 22. maj 2003. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at opretholde indefrysningsforanstaltningerne, hvis de pågældende pengemidler og økonomiske ressourcer udtrykkeligt er fritaget fra kravet om, at de skal overføres til nævnte fond.«

13

Artikel R. 523-3 i code des procédures civiles d’exécution (lov om civilretlige fuldbyrdelsesprocedurer) bestemmer:

»Udlægget meddeles rekvisitus ved stævningsmandsakt inden for otte dage, idet det ellers bortfalder.

Den nævnte akt skal, for ikke at anses for ugyldig, indeholde følgende:

[…]

[…]«

14

Efter to voldgiftskendelser – der blev afsagt henholdsvis den 6. februar 1996 og den 22. marts 2003, og som i mellemtiden er blevet endelige – hvorved den irakiske stat blev pålagt at betale et beløb til det nederlandske selskab Instrubel, udstedte tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris, Frankrig) to fuldbyrdelseskendelser den 20. marts 2013.

15

Med henblik på fuldbyrdelse af disse to voldgiftskendelser foretog Instrubel den 20. januar 2014 udlæg hos BNP Paribas »over for Republikken Ira[k] og dens enheder, hvis midler ejes af Ira[k] i henhold til FN-resolutioner, dvs. selskabet Montana [Management]«. De nævnte udlæg blev den 28. juli 2014 meddelt den irakiske stat, som ikke bestred dem.

16

Den 26. december 2017 anlagde Montana Management sag mod Instrubel ved fogedretten ved tribunal de grande instance de Bobigny (retten i første instans i Bobigny, Frankrig) med påstand om, at udlæggene blev ophævet, eftersom de både var bortfaldet og ugyldige, idet selskabet ikke var blevet underrettet herom, skønt det var ejer af de midler, som de nævnte udlæg vedrørte.

17

Ved dom af 24. juli 2018 fastslog den nævnte fogedret, at udlæggene var ugyldige, og at de skulle ophæves. Fogedretten fandt nemlig, at eftersom udlægsprotokollerne indeholdt en angivelse af den irakiske stat og dens enheder, herunder Montana Management, som debitor, måtte sidstnævnte anses for debitor som omhandlet i artikel R. 523-3 i lov om civilretlige fuldbyrdelsesprocedurer. Ifølge den nævnte fogedret skulle protokollerne derfor meddeles Montana Management, idet udlæggene i mangel heraf var ugyldige, og der skulle træffes afgørelse om ophævelse heraf. Ved dom af 24. oktober 2019 stadfæstede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) den nævnte dom.

18

Instrubel har iværksat kassationsappel for Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), dvs. den forelæggende ret, og har gjort gældende, at et udlæg kun skal meddeles den debitor, der er nævnt i det fuldbyrdelsesdokument, som ligger til grund for udlægget, hvilket var tilfældet i den foreliggende sag, idet fuldbyrdelsesdokumentet indeholdt en angivelse af den irakiske stat som debitor og var blevet forkyndt for denne stat.

19

I denne henseende er den forelæggende ret i tvivl om ejerskabet over de aktiver, med hensyn til hvilke der er iværksat retsbevarende foranstaltninger. For at disse retsbevarende foranstaltninger skal være forskriftsmæssige og have virkning, er det nemlig i henhold til fransk ret nødvendigt, at de aktiver, der berøres af disse foranstaltninger, tilhører den i fuldbyrdelsesdokumentet omhandlede debitor, som i det foreliggende tilfælde er den irakiske stat.

20

I den foreliggende sag er disse aktiver imidlertid genstand for en indefrysning som følge af, at Montana Management er blevet udpeget ved forordning nr. 1210/2003. I øvrigt har indefrysningen af aktiver i henhold til denne forordning til formål at overføre aktiverne til de ordninger, der skal afløse den irakiske udviklingsfond (herefter »udviklingsfonden«), hvorved ejerskabet over disse aktiver bliver overført til den irakiske stat.

21

Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om ejerskabet over de indefrosne aktiver forbliver hos de ved forordningen udpegede personer, i det foreliggende tilfælde Montana Management, indtil den kompetente nationale myndighed har truffet afgørelse om overførsel, eller om de indefrosne midler tilhører udviklingsfonden, dvs. den irakiske stat, fra forordningens ikrafttrædelse, for så vidt som de indefrosne aktiver, henset til den i forordningen fastsatte overførsel, ikke kan indgå i de personers formue, der er udpeget ved forordningen.

22

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Ved dom, der blev afsagt af Gerechtshof’s-Gravenhage (appeldomstolen i Haag, Nederlandene) den 31. oktober 2000, og som blev erklæret eksigibel i Frankrig ved kendelse afsagt af præsidenten for tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris, Frankrig) den 31. august 2011, blev den irakiske stat og Iraks centralbank pålagt in solidum at betale et bestemt beløb til det nederlandske selskab Heerema.

24

Den 28. juli 2011 foretog Heerema arrest hos BNP Paribas i værdipapirer ejet af Montana Management. Denne arrest blev konverteret til udlæg i juni og september 2014.

25

Den 12. december 2014 anlagde Montana Management sag mod Heerema ved fogedretten ved tribunal de grande instance de Bobigny (retten i første instans i Bobigny, Frankrig) med påstand om, at udlæggene blev erklæret ugyldige og bortfaldet, og om, at der skulle træffes afgørelse om ophævelse heraf.

26

Ved dom af 12. maj 2015 forkastede den nævnte ret Montana Managements påstande af processuelle grunde. Ved dom af 28. februar 2019 ophævede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) sidstnævnte dom og fastslog, at udlæggene var gyldige med den begrundelse, at der var en formodning for, at de indefrosne midler tilhørte den irakiske stat.

27

Montana Management, som har iværksat kassationsappel for den forelæggende ret, har for det første anfægtet anvendelsen af en formodning for, at de indefrosne midler tilhører den irakiske stat. Selskabet har gjort gældende, at ejerskabet over disse midler forbliver hos selskabet frem til afgørelsen om overførsel til udviklingsfonden, for så vidt som indefrysningen af midler er en midlertidig foranstaltning, der ikke griber ind i ejendomsretten.

28

For det andet har Montana Management gjort gældende, at Heerema skulle indhente forhåndstilladelse fra den kompetente nationale myndighed i henhold til artikel 6 i forordning nr. 1210/2003, eftersom forkyndelsen af konverteringsdokumentet ville medføre, at fordringen straks blev tildelt kreditor.

29

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt ejerskabet over de indefrosne aktiver forbliver hos de af indefrysningen omfattede juridiske personer, indtil den kompetente nationale myndighed træffer afgørelse om overførsel heraf til udviklingsfonden, eller om disse aktiver tilhører denne fond fra ikrafttrædelsen af den forordning, hvorved de nævnte personer er blevet udpeget.

30

Såfremt de indefrosne aktiver tilhører den nævnte fond fra ikrafttrædelsen af den forordning, hvorved Montana Management i det foreliggende tilfælde blev opført på listen over de selskaber, der er omfattet af den omhandlede indefrysning, opstår spørgsmålet om udlæggenes gyldighed, idet den nationale myndighed ikke har givet en forudgående tilladelse til at anvende de indefrosne aktiver.

31

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

32

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 20. januar 2022 er sag C-753/21 og sag C-754/21 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

33

Ved anmodninger fremsat den 25. juli 2022 og den 7. november 2022 har Instrubel og Heerema anmodet om åbning af retsforhandlingernes mundtlige del i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement, idet de har gjort gældende, at der foreligger visse nye oplysninger vedrørende sagernes faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse.

34

Disse nye oplysninger vedrørende sagernes faktiske omstændigheder består for det første i sletningen af Montana Managements navn fra listen over de personer og enheder, der skal være omfattet af indefrysningen af pengemidler, hvilken sletning blev foretaget efter indgivelsen af de skriftlige indlæg fra parterne og de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

35

Skulle Domstolen besvare det første spørgsmål i sag C-753/21 og sag C-754/21 således, at ejerskabet over de indefrosne aktiver forbliver hos de enheder, der er omfattet af indefrysningen, indtil afgørelsen om overførsel til udviklingsfonden bliver truffet, vil dette nemlig som følge af denne sletning indebære, at disse aktiver, der fortsat ikke er blevet overført til udviklingsfonden, vil blive returneret til dette selskab. En sådan følge ville imidlertid være i strid med de formål, der forfølges med forordning nr. 1210/2003.

36

For det andet er åbningen af retsforhandlingernes mundtlige del begrundet i den omstændighed, at Montana Management ikke længere har søgsmålskompetence, efter at selskabets formand og retlige repræsentant døde i 2020.

37

For det tredje er det nødvendigt at drøfte, hvilken betydning dekret nr. 2015-1134 af 11. september 2015 vedrørende fremgangsmåden for overførsel af midler og økonomiske ressourcer til de ordninger, der skal afløse den irakiske udviklingsfond, og dom af 12. januar 2021 fra tribunal judiciaire de Grasse (retten i første instans i Grasse, Frankrig) har for Domstolens præjudicielle afgørelse.

38

I denne henseende bemærkes, at Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 83 til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse kan bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal åbnes eller genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som endnu ikke har været drøftet.

39

I det foreliggende tilfælde er Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten og på grundlag af anmodningerne om præjudiciel afgørelse og de skriftlige indlæg, af den opfattelse, at den råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at behandle den foreliggende præjudicielle forelæggelse, og at de faktiske omstændigheder, som Instrubel og Heerema har påberåbt sig i deres anmodning af 25. juli 2022 og af 7. november 2022, og hvis indvirkning på hovedsagerne skal vurderes af den forelæggende ret, ikke udgør nye oplysninger vedrørende sagernes faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens præjudicielle afgørelse.

40

Det er herefter ufornødent at åbne retsforhandlingernes mundtlige del.

41

Med det første spørgsmål, der er stillet i de foreliggende sager, og som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 2-4, og artikel 6 i forordning nr. 1210/2003 skal fortolkes således, at ejerskabet over indefrosne pengemidler og økonomiske ressourcer forbliver hos de af indefrysningen omfattede fysiske og juridiske personer, organer og sammenslutninger med tilknytning til den forhenværende præsident Saddam Husseins styre, indtil afgørelsen om overførsel til udviklingsfonden bliver truffet, eller om disse pengemidler og økonomiske ressourcer tilhører denne udviklingsfond fra ikrafttrædelsen af den forordning, hvori de af indefrysningen omfattede personer, organer og sammenslutninger er udpeget.

42

I denne henseende foreskriver artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1210/2003 indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes af eller forvaltes af personer, der er nærmere specificeret af sanktionskomitéen, og som er anført i bilag IV til denne forordning.

43

Forordningens artikel 6, stk. 1, fastsætter undtagelser, der under de betingelser, som er opregnet i dette stykke, giver mulighed for, at de kompetente myndigheder giver tilladelse til frigivelse af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer. Artiklens stk. 2 bestemmer, at under alle de omstændigheder, der ikke er omhandlet i nævnte stk. 1, kan pengemidler og økonomiske ressourcer kun frigives med henblik på overførsel heraf til udviklingsfonden. Denne overførsel har til følge, at den irakiske stat bliver ejer af de overførte aktiver.

44

En sammenholdt læsning af den nævnte forordnings artikel 4, stk. 2, og artikel 6 viser således to særskilte trin, der består af dels en indefrysning af aktiver, dels en overførsel af disse aktiver til udviklingsfonden.

45

Nærmere bestemt fastsætter artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1210/2003 i overensstemmelse med punkt 23 i resolution 1483 (2003), at de kompetente nationale myndigheder kan give tilladelse til frigivelse af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, når disse er omfattet af en judiciel, administrativ eller voldgiftsmæssig afgørelse om tilbageholdelsesret, der er truffet inden den 22. maj 2003, eller af en judiciel, administrativ eller voldgiftsmæssig kendelse, der er afsagt før denne dato. Med andre ord, og således som det ligeledes fremgår af fjerde betragtning til forordning nr. 1799/2003, kan den omstændighed, at de indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer er genstand for en sådan tilbageholdelsesret eller en sådan kendelse, være tilstrækkelig til at ophæve indefrysningen heraf med henblik på at gøre det muligt at anvende dem og således fritage dem fra kravet om, at de skal overføres til udviklingsfonden.

46

Hvis det derimod blev lagt til grund, at overførslen til udviklingsfonden automatisk finder sted på tidspunktet for indefrysningen, ville artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1210/2003 blive frataget enhver effektiv virkning.

47

Denne konklusion afkræftes ikke af bestemmelserne i punkt 23 i resolution 1483 (2003). Det forholder sig nemlig således, at selv om dette punkt foreskriver en umiddelbar overførsel af aktiver til udviklingsfonden, gør selve dens ordlyd imidlertid denne overførsel betinget af, at der ikke foreligger en judiciel, administrativ eller voldgiftsmæssig afgørelse om tilbageholdelsesret eller kendelse, der kan medføre udsættelse eller annullation af overførslen.

48

Desuden fremgår de to trin, der er nævnt i nærværende doms præmis 44, ligeledes af femte betragtning til forordning nr. 1210/2003, for så vidt som det heri anføres dels, at det er medlemsstaterne, der foretager overførslen af pengemidler og økonomiske ressourcer til udviklingsfonden efter indefrysningen af disse aktiver, dels at der med henblik på at gøre det muligt for dem at foretage denne overførsel skal fastsættes bestemmelser for at ophæve indefrysningen. Overførslen sker således som en aktiv foranstaltning fra medlemsstaternes side efter indefrysningen og finder først sted efter ophævelsen af denne indefrysning i overensstemmelse med de regler, der er fastsat med henblik herpå i den nævnte forordning.

49

Selve den omstændighed, at der findes bestemmelser, der regulerer proceduren for overførsel til udviklingsfonden, viser følgelig, at en sådan overførsel ikke sker automatisk ved den blotte indefrysning af de pågældende aktiver. Selv om overførslen er obligatorisk inden for rammerne af forordning nr. 1210/2003, forholder det sig ikke desto mindre således, at overførslen finder sted efter indefrysningen og udgør et særskilt trin i forhold til sidstnævnte.

50

Hvad nærmere bestemt angår begrebet »indefrysning« som defineret i forordningens artikel 1, nr. 4) og 5), og spørgsmålet om, hvorvidt denne indefrysning som sådan kan føre til en ændring af ejerskabet over de indefrosne aktiver, har Domstolen allerede fastslået, at indefrysning udgør en sikkerhedsforanstaltning, hvormed det ikke tilsigtes at fratage de af foranstaltningen omfattede personer deres ejendom (jf. i denne retning dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 358), idet denne foranstaltning i sagens natur er en midlertidig og reversibel foranstaltning (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Ezz m.fl. mod Rådet, C-220/14 P, EU:C:2015:147, præmis 113).

51

Det følger heraf, at indefrysningen ikke i sig selv har en indvirkning på ejerskabet over de aktiver, der er genstand for denne foranstaltning.

52

I denne henseende skal det præciseres, at den omstændighed, at forordning nr. 1210/2003 har til formål at overføre indefrosne aktiver til udviklingsfonden, ikke for så vidt angår trinnet forud for denne overførsel kan begrunde en anden fortolkning af begrebet »indefrysning« end den, der er anlagt inden for rammerne af andre forordninger om restriktive foranstaltninger, som ikke fastsætter en sådan overførsel, så meget desto mere som dette begreb er defineret på samme måde i de fleste af disse forordninger.

53

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål i sag C-753/21 og sag C-754/21 besvares med, at artikel 4, stk. 2-4, og artikel 6 i forordning nr. 1210/2003 skal fortolkes således, at ejerskabet over indefrosne pengemidler og økonomiske ressourcer forbliver hos de af indefrysningen omfattede fysiske og juridiske personer, organer og sammenslutninger med tilknytning til den forhenværende præsident Saddam Husseins styre, indtil afgørelsen om overførsel til udviklingsfonden bliver truffet.

54

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål i de foreliggende sager er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

55

Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Artikel 4, stk. 2-4, og artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1210/2003 af 7. juli 2003 om visse specifikke restriktioner i de økonomiske og finansielle forbindelser med Irak og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2465/96, som senest ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 85/2013 af 31. januar 2013,

skal fortolkes således, at

ejerskabet over indefrosne pengemidler og økonomiske ressourcer forbliver hos de af indefrysningen omfattede fysiske og juridiske personer, organer og sammenslutninger med tilknytning til den forhenværende præsident Saddam Husseins styre, indtil afgørelsen om overførsel til den irakiske udviklingsfond bliver truffet.