–

Europa-Kommissionen ved W. Wils og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT 2012, L 201, s. 107).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag anlagt af М. Ja. M. i sin egenskab af arving vedrørende en anmodning om registrering af en erklæring om afkald på arv afgivet af en anden arving ved en ret i den medlemsstat, hvor denne anden arving har sit sædvanlige opholdssted, i en anden medlemsstats registerbog.

3

Følgende fremgår af 7., 23., 32. og 67. betragtning til forordning nr. 650/2012:

[…]

[…]

[…]

4

Forordningens kapitel II med overskriften »Kompetence« indeholder bl.a. dens artikel 4 og 13.

5

Forordningens artikel 4 med overskriften »Generel kompetence« fastsætter:

»Retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.«

6

Samme forordnings artikel 13 med overskriften »Vedgåelse af eller afkald på arv, legat eller tvangsarv« bestemmer:

»Ud over den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen i medfør af denne forordning, er retterne i den medlemsstat, der tjener som sædvanligt opholdssted for enhver, der i henhold til den lov, som skal anvendes på arven, kan fremsætte en erklæring for en ret om, hvorvidt arven, legatet eller tvangsarven vedgås, eller der gives afkald herpå, eller en erklæring med det formål at begrænse den pågældendes hæftelse med hensyn til boets passiver, kompetente til at modtage sådanne erklæringer, når disse i henhold til denne medlemsstats lov kan fremsættes for en ret.«

7

Kapitel III i forordning nr. 650/2012, der har overskriften »Lovvalg«, indeholder bl.a. dens artikel 21 og 22.

8

Forordningens artikel 21 med overskriften »Hovedregel« bestemmer i stk. 1:

»Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det loven i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, der skal anvendes på hele arven.«

9

Forordningens artikel 22 med overskriften »Lovvalg« fastsætter i stk. 1

»En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.«

10

Zakon za nasledstvo (arveloven, DV nr. 22 af 29.1.1949) i den affattelse, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »arveloven«), fastsætter i artikel 48, at arven overgår ved vedgåelsen, og at vedgåelsen har virkning fra arvefaldet.

11

Ifølge denne lovs artikel 49, stk. 1, kan vedgåelse finde sted ved fremsættelse af skriftlig erklæring herom til den Rajonen sad (kredsdomstol), inden for hvis retskreds arvefaldet er sket. I dette tilfælde bliver vedgåelsen registreret i en dertil beregnet registerbog.

12

Det følger af lovens artikel 51, stk. 1, at efter anmodning fra enhver berørt person fastsætter Rajonen sad (kredsdomstol) efter indkaldelse af den arveberettigede en frist, inden udløbet af hvilken denne skal fremsætte en erklæring om, hvorvidt arven vedgås, eller der gives afkald herpå. Denne artikel 51, stk. 2, bestemmer, at såfremt arvingen ikke reagerer inden udløbet af den fastsatte frist, mister arvingen retten til at vedgå arven. Ifølge artikel 51, stk. 3, registreres arvingens erklæring i den registerbog, der er omhandlet i samme lovs artikel 49, stk. 1.

13

I medfør af arvelovens artikel 52 gives afkald på arven i henhold til den procedure, som er fastsat i denne lovs artikel 49, stk. 1, og afkaldet registreres i henhold til den samme procedure.

14

Artikel 26, stk. 1, i grazjdanski protsesualen kodeks (den civile retsplejelov, DV nr. 59 af 20.7.2007) i den affattelse, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »den civile retsplejelov«), fastsætter, at parterne i et civilt søgsmål er de personer, i hvis navn og imod hvem sagen føres. Denne artikel 26, stk. 2, bestemmer, at ud over i de ved lov fastsatte tilfælde kan ingen gøre andres rettigheder gældende ved en domstol i sit eget navn.

15

Ifølge den civile retsplejelovs artikel 531, stk. 1, indledes en sag i den frivillige retspleje med en skriftlig påstand fra den berørte part.

16

I henhold til denne lovs artikel 533 undersøger retten af egen drift, om betingelserne for den ønskede afgørelse er opfyldt. Retten kan af egen drift optage bevis og inddrage faktuelle forhold, som ikke er gjort gældende af sagsøgeren.

17

Pravilnik za administratsiata v sadilisjtjata (vedtægten for domstolsadministrationen, DV nr. 68 af 22.8.2017) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter i artikel 39, stk. 1, nr. 11:

»Justitskontoret fører følgende bøger og registre i elektronisk og/eller i fysisk form:

[…]

11.   en registerbog, hvori det angives, hvorvidt en arv vedgås, eller der gives afkald herpå.«

18

Rekvirenten i hovedsagen, М. Ja. M., som er bulgarsk statsborger, har erklæret, at han er arving efter sin bedstemor, M.T.G., som var bulgarsk statsborger, og som døde i Grækenland den 29. marts 2019.

19

Rekvirenten i hovedsagen har til Sofijski Rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien), den forelæggende ret, indgivet en anmodning om registrering af en erklæring om arveafkald afgivet af en anden arving, nemlig afdødes ægtefælle. Rekvirenten har i denne henseende fremlagt et arvebevis, som er udstedt af de bulgarske myndigheder, og hvori det angives, at den afdødes arvinger er hendes ægtefælle H.H., som er græsk statsborger, hendes datter I.M.N. og rekvirenten i hovedsagen.

20

Under sagen har М. Ja. M. fremlagt en protokol fra Irinodikio Athinon (fredsdommeren i Athen, Grækenland), hvoraf det fremgår, at afdødes ægtefælle den 28. juni 2019 gav møde for denne dommer og erklærede, at han gav afkald på sin arv. Afdødes ægtefælle skulle i øvrigt have erklæret, at afdøde senest havde bopæl i Grækenland.

21

Den forelæggende ret har dog anført, at det ikke for den nærmere er blevet oplyst, hvor afdødes sidste sædvanlige opholdssted befandt sig, og at den først vil kunne indhente oplysninger herom efter at have fastslået, at den har kompetence til at registrere en erklæring om afkald på arv, som forudgående er afgivet til retten i den medlemsstat, hvor arveafkaldsgiveren har sit sædvanlige opholdssted.

22

Det fremgår endvidere af forelæggelsesafgørelsen, at rekvirenten i hovedsagen ikke handler som bemyndiget for afdødes ægtefælle, men har gjort gældende, at han som sidestillet arving har en interesse i registreringen af den pågældende erklæring om afkald på arv, for så vidt som denne registrering vil forhøje hans arveandel.

23

Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret oplyst, om en sådan erklæring ligeledes skal registreres ved den ret, der har den generelle kompetence til at træffe afgørelse om hele den pågældende arv, idet denne erklæring blev modtaget af den kompetente ret i overensstemmelse med artikel 13 i forordning nr. 650/2012. Den har endvidere rejst spørgsmål om muligheden for at registrere en erklæring om en arvings afkald på arv efter anmodning fra en anden arving.

24

Ifølge den forelæggende ret kan artikel 13 i forordning nr. 650/2012 give anledning til en konflikt om domstolskompetence, eftersom kompetencen i medfør af denne forordnings almindelige bestemmelser afhænger af det sted, hvor arvelader havde sit sædvanlige opholdssted, og ikke hvor arvingen har sit sædvanlige opholdssted. Selv om den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse i en arvesag, principielt er en ret i den medlemsstat, hvor arvelader havde sit sidste sædvanlige opholdssted, vil denne ret dog ikke altid have kendskab til registreringer af erklæringer om afkald på og vedgåelse af arven, der er afgivet af arvingerne ved en ret i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted.

25

Forordning nr. 650/2012 skaber således et juridisk tomrum, idet den fastsætter en konkurrerende kompetence for retterne i forskellige medlemsstater, dvs. kompetence for retten i den medlemsstat, hvor arveladeren havde sit sidste sædvanlige opholdssted, og kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor arvingerne har deres sædvanlige opholdssted, uden at de sidstnævnte er forpligtet til at underrette den førstnævnte ret om eksistensen af sådanne erklæringer.

26

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at den manglende underretningspligt hverken er i overensstemmelse med den bulgarske lovgivers vedtagelser eller retspraksis fra de bulgarske domstole, hvorefter alle erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv samles på ét og samme sted og i én enkelt registerbog, der føres ved en ret, og hvorfra relevante oplysninger kan udleveres. Formålet med disse vedtagelser er at garantere retssikkerheden, som i det foreliggende tilfælde hænger sammen med muligheden for at lagre alle oplysninger om en persons vedgåelse af eller afkald på en arv ét sted.

27

Idet en sådan underretningspligt ikke udtrykkeligt er fastsat i forordning nr. 650/2012, har den forelæggende ret rejst tvivl om arten af den sag, der verserer for den, under hvilken rekvirenten i hovedsagen ikke har krævet registrering af sit eget afkald på arven efter afdøde, men registrering af en af de andre arvingers erklæring om arveafkald. Der er imidlertid ikke hjemmel hertil i den bulgarske lovgivning. Princippet om, at den enkelte skal gøre sine egne rettigheder gældende for en domstol, gør det ikke muligt at registrere andre personers erklæringer i den registerbog, som er beregnet til registrering af vedgåelse af og afkald på arv.

28

Den forelæggende ret ønsker derfor for det første oplyst, om artikel 13 i forordning nr. 650/2012 er udtryk for et implicit forbud mod, at en sådan erklæring om afkald på arven registreret i den medlemsstat, hvor en arving har sit sædvanlige opholdssted, efterfølgende registreres ved retten i en anden medlemsstat, nemlig ved retten på det sted, hvor den afdøde angiveligt havde sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for sin død.

29

I denne henseende har den forelæggende ret anført at have præference for den løsning, hvor det er muligt at registrere flere arveafkald i flere medlemsstater. Den har anført, at en sådan løsning ikke i væsentlig grad påvirker retssikkerheden, eftersom der for det første i medlemsstaternes lovgivninger er fastsat regler i tilfælde af flere på hinanden følgende erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv, og for det andet eftersom den ret, for hvilken sagen er indbragt, i forbindelse med en tvist om arverettigheder kan træffe afgørelse om disse erklæringers retsvirkninger baseret på det tidspunkt, hvor de er afgivet.

30

For det andet har den forelæggende ret rejst spørgsmål om, hvilken person der, efter at en erklæring om vedgåelse af eller afkald på arv er blevet registreret i en medlemsstat, kan anmode om en efterfølgende registrering af denne erklæring i en anden medlemsstat. Dette punkt er vigtigt, fordi der i bulgarsk procesret ikke er mulighed for at registrere en sådan erklæring, som allerede er registreret i en anden medlemsstat, ved en bulgarsk ret. Denne erklæring kan alene fremsættes af den pågældende arving personligt. Der opstår således det spørgsmål, om en arving i den medlemsstat, hvor det formodes, at arveladeren havde sit sædvanlige opholdssted, har krav på registrering af en anden arvings erklæring om afkald på den pågældende arv, som er registreret i den medlemsstat, hvor denne sidstnævnte har sit sædvanlige opholdssted, når dette ikke udtrykkeligt er fastsat i den førstnævnte medlemsstats lovgivning.

31

Ifølge den forelæggende ret kræver en effektiv anvendelse af artikel 13 i forordning nr. 650/2012 under hensyntagen til formålet med denne artikel, således som det fremgår af 32. betragtning til denne forordning – nemlig, at en arving ikke bør være forpligtet til at rejse til den medlemsstat, hvor arvelader havde sit sædvanlige opholdssted, eller til at indgå en aftale med en befuldmægtiget i denne medlemsstat med henblik på at erklære vedgåelse af eller afkald på en arv – at hver enkelt arving kan kræve registrering af en erklæring om arveafkald, som tidligere er foretaget i en anden medlemsstat. I det foreliggende tilfælde vil dette gøre det muligt ikke at anvende bulgarsk procesret, fordi det er nødvendigt at fravige princippet om medlemsstaternes procesautonomi for at sikre en effektiv anvendelse af denne artikel 13.

32

Hvis registreringen af en arvings arveafkald derimod både er mulig i den medlemsstat, hvor den pågældende arving har sit sædvanlige opholdssted, og i den medlemsstat, hvor arveladeren havde sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for sin død, men udelukkende på betingelse af, at denne arving personligt fremsætter anmodning herom, ville denne betingelse gøre artikel 13 i forordning nr. 650/2012 indholdsløs.

33

Den forelæggende ret har i denne henseende tilføjet, at der er en lakune i forordning nr. 650/2012, for så vidt som den ikke forpligter den ret, der har kompetence til at modtage en erklæring om arveafkald, til at underrette den ret, der har generel kompetence til at træffe afgørelse om hele denne arv, om eksistensen af denne erklæring. Af denne grund og for at forebygge uoverensstemmelser mellem arvingerne, men også for at tage hensyn til afkaldsgiverens viljestilkendegivelse, bør enhver arving have ret til at registrere denne viljestilkendegivelse i registrene i den medlemsstat, hvor arveladeren havde sit sidste sædvanlige opholdssted.

34

På denne baggrund har Sofijski Rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

35

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at afdødes ægtefælle har oplyst, at afdøde havde sit sidste sædvanlige opholdssted i Grækenland. Dette indebærer, at de græske retter har kompetence til at træffe afgørelse om hele den pågældende arv, idet den lov, der finder anvendelse, principielt er græsk lov, medmindre afdøde i henhold til artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 650/2012 har valgt, at det er loven i den medlemsstat, hvor hun var statsborger, dvs. bulgarsk lov, der skal anvendes ved behandlingen af arven.

36

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at den ikke har præcise oplysninger om afdødes sidste sædvanlige opholdssted, og at den, for at kunne indhente sådanne oplysninger, først skal fastslå, at den har kompetence til at registrere en erklæring om afkald på arv, som er afgivet til retten på arveafkaldsgiverens sædvanlige opholdssted.

37

Den medlemsstat, hvis retter har en generel kompetence i henhold til artikel 4 i forordning nr. 650/2012, synes derfor ikke i den foreliggende sag klart at kunne fastlægges. Hvis det viser sig, at afdøde havde sit sidste sædvanlige opholdssted i Grækenland, påhviler det i medfør af denne bestemmelse, og således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 39 i forslaget til afgørelse, retterne i denne medlemsstat at træffe afgørelse om alle spørgsmål vedrørende den pågældende arv, idet den forelæggende ret kun har kompetence til at modtage eventuelle erklæringer i medfør af forordningens artikel 13 som ret i en medlemsstat, hvor en arving har sit sædvanlige opholdssted.

38

Henset til disse betragtninger påhviler det den forelæggende ret først at fastlægge det sted, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted, inden betingelserne for registrering i en registerbog, på anmodning af en arving, af en erklæring om arveafkald, som er afgivet af en anden arving i den medlemsstat, hvor denne anden arving har sit sædvanlige opholdssted, skal prøves.

39

Såfremt det i denne henseende viser sig, at de bulgarske retsforskrifter forhindrer den forelæggende rets prøvelse af, om den har kompetence til at træffe afgørelse i den pågældende arvesag, skal denne ret se bort fra dem. Det følger således af Domstolens faste praksis, at en national ret, som inden for rammerne af sin kompetence skal anvende EU-rettens bestemmelser, er forpligtet til at sikre den fulde virkning af disse regler og om fornødent af egen drift undlade at anvende enhver modstående bestemmelse i national lovgivning (jf. i denne retning dom af 26.2.2013, Åkerberg Fransson, C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

40

Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 13 i forordning nr. 650/2012 er til hinder for, at der, når en arving, som ved retten i den medlemsstat, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted, har registreret en erklæring om vedgåelse af eller afkald på arven efter en arvelader, der på dødstidspunktet havde sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat, af en anden arving fremsættes anmodning om en efterfølgende registrering af denne erklæring ved den kompetente ret i denne sidstnævnte medlemsstat.

41

I henhold til Domstolens faste praksis følger det såvel af kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en bestemmelse i EU-retten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele EU skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen ikke alene til bestemmelsens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og det formål, som forfølges med den pågældende lovgivning (dom af 2.6.2022, T.N. og N.N. (Erklæring om afkald på arv), C-617/20, EU:C:2022:426, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

42

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 13 i forordning nr. 650/2012 bemærkes, at det følger af denne bestemmelse, at ud over den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen i medfør af denne forordning, er retterne i den medlemsstat, der tjener som sædvanligt opholdssted for enhver, der i henhold til den lov, som skal anvendes på arven, kan fremsætte en erklæring for en ret om, hvorvidt arven, legatet eller tvangsarven vedgås, eller der gives afkald herpå, eller en erklæring med det formål at begrænse den pågældendes hæftelse med hensyn til boets passiver, kompetente til at modtage sådanne erklæringer.

43

Hvad for det andet angår den sammenhæng, som artikel 13 i forordning nr. 650/2012 indgår i, skal det bemærkes, at denne artikel er indeholdt i forordningens kapitel II, som regulerer samtlige værneting i arvesager. Denne artikel 13 fastsætter således et alternativt værneting med retslig kompetence, der tilsigter at gøre det muligt for arvinger, som ikke har deres sædvanlige opholdssted i den medlemsstat, hvis retter er kompetente til at træffe afgørelse i arvesagen i overensstemmelse med de generelle regler i artikel 4-11 i forordning nr. 650/2012, at fremsætte deres erklæringer om vedgåelse eller afkald på arven for en ret i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted (dom af 2.6.2022, T.N. og N.N. (Erklæring om afkald på arv), C-617/20, EU:C:2022:426, præmis 37).

44

Hvad for det tredje angår de formål, der forfølges med forordning nr. 650/2012, bemærkes, at det fremgår af syvende betragtning hertil, at denne forordning tager sigte på at fremme det indre markeds rette funktion ved at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der vil gøre de rettigheder gældende, som de er tillagt i grænseoverskridende arvesager. Særligt bør rettigheder, der tilkommer arvinger og legatarer, andre af afdødes nærtstående og boets kreditorer, sikres effektivt inden for det europæiske retlige område (jf. i denne retning dom af 2.6.2022, T.N. og N.N. (Erklæring om afkald på arv), C-617/20, EU:C:2022:426, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

45

Domstolen har i denne henseende allerede fastslået, at artikel 13 i forordning nr. 650/2012, sammenholdt med 32. betragtning hertil – af hensyn til arvinger og legatarer, der har deres sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor arvesagen behandles eller vil blive behandlet – har til formål at forenkle arvingers og legatarers skridt ved at fravige de kompetenceregler, der er fastsat i forordningens artikel 4-11 (jf. i denne retning dom af 2.6.2022, T.N. og N.N. (Erklæring om afkald på arv), C-617/20, EU:C:2022:426, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

46

Hvad navnlig angår spørgsmålet vedrørende fremsendelsen af de nævnte erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv til den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen, skal det bemærkes, at det af sidste punktum i 32. betragtning til forordning nr. 650/2012 fremgår, at »[d]e, der vælger at benytte sig af denne mulighed for at fremsætte erklæringer i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, [selv bør] underrette den ret eller myndighed, der behandler eller vil behandle arvesagen, om, at der findes sådanne erklæringer, inden for den frist, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven«.

47

Sidste punktum i 32. betragtning til forordning nr. 650/2012 lader umiddelbart forstå, at det ifølge EU-lovgiver er nødvendigt, at den erklæring om afkald på arv, der er blevet fremsat for en ret i den medlemsstat, hvor den afkaldsgivende arving har sit sædvanlige opholdssted, meddeles den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen. Det skal imidlertid fastslås, at artikel 13 i forordning nr. 650/2012 ikke fastsætter nogen mekanisme for, hvorledes retten i den medlemsstat, hvor den afkaldsgivende arving har sit sædvanlige opholdssted, skal fremsende sådanne erklæringer til den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen. Nævnte 32. betragtning forudsætter ikke desto mindre, at de personer, der har udnyttet muligheden for at fremsætte sådanne erklæringer i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, påtager sig ansvaret for at underrette de myndigheder, som behandler arvesagen, om, at der findes sådanne erklæringer (jf. i denne retning dom af 2.6.2022, T.N. og N.N. (Erklæring om afkald på arv), C-617/20, EU:C:2022:426, præmis 47).

48

Selv om det i denne henseende er korrekt, at arveafkaldsgiver har enhver interesse i at underrette den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen, om eksistensen af en sådan erklæring for at undgå, at denne ret træffer en materielt urigtig afgørelse, som er i strid med vedkommendes erklærede vilje, forholder det sig ikke desto mindre således, at bestemmelserne i forordning nr. 650/2012 ikke pålægger vedkommende en bindende forpligtelse hertil. Det kan derfor ikke antages, at arveafkaldsgiver altid selv skal underrette den nævnte ret om eksistensen af denne erklæring.

49

Under disse omstændigheder må der anlægges en vid fortolkning med hensyn til fremsendelse af erklæringer afgivet i henhold til artikel 13 i forordning nr. 650/2012 til den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen. Formålet med denne fremsendelse er nemlig at gøre det muligt for denne ret at få kendskab til eksistensen af en sådan erklæring og tage hensyn hertil ved behandlingen af arvesagen. Det er i denne henseende uden betydning, på hvilken måde denne erklæring er kommet til den nævnte rets kundskab.

50

Forordning nr. 650/2012 er således ikke til hinder for, at der, når en arving, som ved retten i den medlemsstat, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted, har registreret en erklæring om afkald på arven efter en arvelader, der på dødstidspunktet havde sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat, af en anden arving fremsættes anmodning om en efterfølgende registrering af denne erklæring i denne sidstnævnte medlemsstat. Det må fastslås, at en arving, der kan drage fordel af en sådan erklæring, skal kunne underrette den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i en arvesag, om eksistensen af denne erklæring, når arveafkaldsgiver ikke selv har gjort dette, for at lette arvesagens behandling.

51

En sådan fortolkning understøttes af de formål, der forfølges med forordning nr. 650/2012 – som er nævnt i nærværende doms præmis 44 – og som bl.a. tager sigte på at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der vil gøre deres rettigheder gældende i forbindelse med en arvesag, der har grænseoverskridende virkninger.

52

Det skal i denne henseende fremhæves, at underretning af den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen, om eksistensen af en erklæring om afkald på denne arv, afgivet af en arving ved en ret i den medlemsstat, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 650/2012, ikke udgør en erklæring i en andens navn, men alene meddelelse af denne erklæring om afkald til denne førstnævnte ret.

53

Den omstændighed, at en medlemsstats lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, foreskriver, at den nævnte erklæring om afkald skal registreres i en registerbog, der føres ved en ret, for at alle erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv samles på ét og samme sted og i én enkelt registerbog, der føres ved en ret, og hvorfra relevante oplysninger kan udleveres, er i øvrigt uden betydning i denne henseende.

54

For så vidt som den forelæggende ret har anført, at det ikke i bulgarsk ret er muligt at registrere andre personers erklæringer i den registerbog, som er beregnet til registrering af vedgåelse af og afkald på arv, skal det endvidere fastslås, at det henset til den praksis fra Domstolen, der er nævnt i nærværende doms præmis 39, påhviler denne ret at sikre den fulde virkning af artikel 13 i forordning nr. 650/2012 ved at acceptere, at erklæringen om afkald på den arv, der er omhandlet i hovedsagen, fremsendes til den af en anden arving end den, der har afgivet denne erklæring i den medlemsstat, hvor denne anden arving har sit sædvanlige opholdssted, og i givet fald ved at undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i den nationale lovgivning.

55

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 13 i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der, når en arving, som ved retten i den medlemsstat, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted, har registreret en erklæring om vedgåelse af eller afkald på arven efter en arvelader, der på dødstidspunktet havde sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat, af en anden arving fremsættes anmodning om en efterfølgende registrering af denne erklæring ved den kompetente ret i denne sidstnævnte medlemsstat.

56

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis

skal fortolkes således, at

den ikke er til hinder for, at der, når en arving, som ved retten i den medlemsstat, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted, har registreret en erklæring om vedgåelse af eller afkald på arven efter en arvelader, der på dødstidspunktet havde sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat, af en anden arving fremsættes anmodning om en efterfølgende registrering af denne erklæring ved den kompetente ret i denne sidstnævnte medlemsstat.