–

E. og S. ved advocaat M.F. Wijngaarden,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og A. Hanje, som befuldmægtigede,

–

den østrigske regering ved J. Schmoll og V. Strasser, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen, først ved L. Grønfeldt og W. Wils, derefter ved W. Wils, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, litra l), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren for retlige anliggender og sikkerhed, Nederlandene) (herefter »statssekretæren«) og på den anden side E. og S., der handler i eget navn og på vegne af deres mindreårige børn, vedrørende afslaget på deres ansøgninger om international beskyttelse.

3

Artikel 2 i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, der blev indgået i Wien den 18. april 1961, og som trådte i kraft den 24. april 1964 (United Nations Treaty Series, bind 500, s. 95, herefter »Wienerkonventionen«), har følgende ordlyd:

»Oprettelse af diplomatiske forbindelser og af permanente diplomatiske repræsentationer imellem stater sker ved gensidig overenskomst.«

4

Konventionens artikel 4 bestemmer:

»1.   Udsenderstaten må sikre sig, at modtagerstaten har givet agrément for den person, den agter at akkreditere som repræsentationschef i den pågældende stat.

2.   Modtagerstaten er ikke forpligtet til over for udsenderstaten at begrunde en nægtelse af agrément.«

5

Den nævnte konventions artikel 5, stk. 1, er sålydende:

»Udsenderstaten kan efter på tilbørlig vis at have underrettet de pågældende modtagerstater akkreditere en repræsentationschef eller eventuelt udpege et hvilket som helst medlem af det diplomatiske personale til at gøre tjeneste i mere end een stat, medmindre en af modtagerstaterne udtrykkeligt gør indsigelse herimod.«

6

Konventionens artikel 9 fastsætter:

»1.   Modtagerstaten kan til enhver tid og uden begrundelse meddele udsenderstaten[,] at repræsentationschefen eller et hvilket som helst medlem af repræsentationens diplomatiske personale er persona non grata, eller at et hvilket som helst andet medlem af repræsentationens personale er uønsket. I sådanne tilfælde skal udsenderstaten enten hjemkalde den pågældende eller bringe hans tjeneste ved repræsentationen til ophør. En person kan erklæres non grata eller uønsket før ankomsten til modtagerstatens territorium.

2.   Hvis udsenderstaten nægter eller inden for et rimeligt tidsrum undlader at opfylde sine forpligtelser i henhold til [stk. ]1 i denne artikel, kan modtagerstaten nægte anerkendelse af den pågældende person som medlem af repræsentationen.«

7

Wienerkonventionens artikel 10, stk. 1, er affattet på følgende måde:

»Modtagerstatens udenrigsministerium eller et sådant andet ministerium, som der måtte være truffet aftale om, skal underrettes om:

[…]«

8

Fjerde og femte betragtning til Dublin III-forordningen har følgende ordlyd:

9

Forordningens artikel 2 med overskriften »Definitioner« er sålydende:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]

[…]«

10

Den nævnte forordnings artikel 7-15 er indeholdt i forordningens kapitel III, der har overskriften »Kriterier til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig«. Forordningens artikel 7 med overskriften »Kriteriernes rækkefølge« bestemmer følgende i stk. 1:

»Kriterierne for afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, finder anvendelse i den rækkefølge, der er fastsat i dette kapitel.«

11

Dublin III-forordningens artikel 12, der har overskriften »Udstedelse af opholdstilladelser eller visa«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Er ansøgeren i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, er det den medlemsstat, der har udstedt denne, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse.«

12

I forordningens artikel 21 med overskriften »Indgivelse af en anmodning om overtagelse« er følgende anført i stk. 1, første afsnit:

»Hvis en medlemsstat, som en ansøgning om international beskyttelse indgives til, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan den snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på tre måneder efter, at ansøgningen er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, anmode denne anden medlemsstat om at overtage ansøgeren.«

13

Den nævnte forordnings artikel 29, som har overskriften »Nærmere bestemmelser og frister«, bestemmer følgende i stk. 1, første afsnit:

»Overførslen af ansøgeren eller af en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), fra den anmodende medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat sker i overensstemmelse med den anmodende medlemsstats nationale ret efter samråd mellem de berørte medlemsstater, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3.«

14

E. og S. samt deres mindreårige børn er tredjelandsstatsborgere. Faren var ansat i sit lands diplomatiske repræsentation i medlemsstat X og har boet på sidstnævntes område sammen sin ægtefælle og deres børn. I forbindelse med dette ophold fik de udstedt diplomatkort fra denne medlemsstats udenrigsministerium.

15

Efter at have forladt medlemsstat X indgav E. og S. ansøgninger om international beskyttelse i Nederlandene.

16

Den 31. juli 2019 nåede statssekretæren frem til, at det var medlemsstat X, der i medfør af Dublin III-forordningens artikel 12, stk. 1, var ansvarlig for at behandle de nævnte ansøgninger, idet de diplomatkort, som var blevet udstedt af denne medlemsstats myndigheder, udgjorde opholdstilladelser. Den 25. september 2019 accepterede den nævnte medlemsstat anmodningerne om overtagelse.

17

Ved afgørelser af 29. januar 2020 afslog statssekretæren at behandle de af E. og S. indgivne ansøgninger om international beskyttelse med den begrundelse, at medlemsstat X var ansvarlig for behandlingen af disse.

18

E. og S. anlagde søgsmål til prøvelse af disse afgørelser ved rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene). Til støtte for disse søgsmål gjorde de gældende, at medlemsstat X ikke var ansvarlig for at behandle deres ansøgninger, eftersom denne medlemsstats myndigheder aldrig havde udstedt en opholdstilladelse til dem. Det var på grundlag af deres diplomatiske status, at de var blevet indrømmet en opholdsret, og denne var direkte afledt af Wienerkonventionen.

19

Ved dom af 20. marts 2020 gav rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) E. og S. medhold i deres søgsmål, idet retsinstansen fastslog, at det var med urette, at statssekretæren havde anset medlemsstat X for ansvarlig for behandlingen af ansøgningerne om international beskyttelse. Den nævnte retsinstans anførte, at de diplomatkort, som den nævnte medlemsstats myndigheder havde udstedt, ikke kunne anses for en tilladelse til ophold, idet E. og S. allerede rådede over en ret til ophold i medlemsstaten på grundlag af Wienerkonventionen.

20

Statssekretæren har iværksat appel til prøvelse af den nævnte dom ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene), som er den forelæggende ret, idet statssekretæren har gjort gældende, at de diplomatkort, som medlemsstat X havde udstedt til E. og S., er omfattet af begrebet »opholdstilladelse« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 2, litra l).

21

Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har præciseret, at det er ubestridt, at myndighederne i medlemsstat X udstedte diplomatkort til E. og S., og at disse kort stadig var gyldige på det tidspunkt, hvor sidstnævnte indgav deres ansøgninger om international beskyttelse i Nederlandene. Desuden udstedte medlemsstat X disse diplomatkort i overensstemmelse med Wienerkonventionen, idet det bemærkes, at Kongeriget Nederlandene og medlemsstat X er parter i denne konvention.

22

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af de af E. og S. indgivne ansøgninger om international beskyttelse, forudsætter en besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt et diplomatkort udstedt af en medlemsstat på grundlag af Wienerkonventionen udgør en opholdstilladelse som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 2, litra l).

23

Svaret på dette spørgsmål kan hverken udledes direkte af denne bestemmelse, af det system, der er indført ved den nævnte forordning, eller af de relevante folkeretlige regler. Desuden giver Domstolens praksis vedrørende forordningen heller ikke nogen afklaring i denne henseende, og det ser ud til, at medlemsstaternes praksis er forskellig på dette punkt.

24

På denne baggrund har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [Dublin III-forordningens] artikel 2, litra l), fortolkes således, at et [diplomatkort], der er udstedt af en medlemsstat i henhold til Wienerkonventionen […], er en opholdstilladelse i denne bestemmelses forstand?«

25

Den østrigske regering har rejst tvivl om, hvorvidt den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, idet den ønskede fortolkning af Dublin III-forordningen er uden reel betydning for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. I det foreliggende tilfælde er Kongeriget Nederlandene nemlig blevet ansvarlig for behandlingen af de omhandlede ansøgninger om international beskyttelse, eftersom det forholder sig således, at selv om medlemsstat X accepterede anmodningerne om overtagelse af de sagsøgte i hovedsagen, er overførslen af ansøgerne til sidstnævnte medlemsstat ikke blevet foretaget inden for den frist på seks måneder, der er fastsat i forordningens artikel 29, stk. 1.

26

I denne henseende skal det bemærkes, at det af Domstolens faste praksis fremgår, at det udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen følgelig principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 12.1.2023, DOBELES HES, C-702/20 og C-17/21, EU:C:2023:1, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

27

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan alene afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national retsinstans, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 12.1.2023, DOBELES HES, C-702/20 og C-17/21, EU:C:2023:1, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det skal ligeledes bemærkes, at i henhold til Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, første afsnit, sker overførslen af ansøgeren fra den anmodende medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat i overensstemmelse med den anmodende medlemsstats nationale ret efter samråd mellem de berørte medlemsstater, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 27, stk. 3.

29

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at statssekretæren, da den pågældende iværksatte appel til prøvelse af dommen i første instans ved den forelæggende ret, anmodede om anordning af foreløbige forholdsregler, henset til det forestående udløb af fristen for overførsel, og at denne anmodning blev imødekommet.

30

Under disse omstændigheder fremgår det, at den af statssekretæren iværksatte appel er blevet tillagt opsættende virkning som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, første afsnit, således at den i bestemmelsen omhandlede frist på seks måneder først begynder at løbe, når den forelæggende ret har truffet endelig afgørelse om denne appel.

31

Det fremgår følgelig ikke klart, at den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret har anmodet om, ikke er nødvendig for, at sidstnævnte kan træffe afgørelse i den sag, der er indbragt for den. Nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse kan derfor antages til realitetsbehandling.

32

Med henblik på besvarelsen af det forelagte spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 22.6.2023, Pankki S, C-579/21, EU:C:2023:501, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

33

Hvad angår ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 2, litra l), er begrebet »opholdstilladelse« defineret som »enhver tilladelse, der er udstedt af myndighederne i en medlemsstat, og som giver en tredjelandsstatsborger eller en statsløs ret til at opholde sig på medlemsstatens område«. Det fremgår desuden af den nævnte bestemmelse, at selv om begrebet omfatter »de dokumenter, som beviser, at den pågældende har tilladelse til at opholde sig på medlemsstatens område inden for rammerne af en ordning for midlertidig beskyttelse eller indtil ophøret af de omstændigheder, der stiller sig i vejen for gennemførelsen af en udsendelsesforanstaltning«, omfatter det derimod ikke »visa og tilladelser til at opholde sig i landet, som er udstedt i den periode, der er nødvendig for at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i henhold til denne forordning, eller under behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse eller en ansøgning om opholdstilladelse«.

34

De sagsøgte i hovedsagen og den østrigske regering har af EU-lovgivers ordvalg i det væsentlige udledt, at begrebet »opholdstilladelse« kun omfatter de dokumenter, der formelt er blevet vedtaget af en national forvaltningsmyndighed, og som på retsskabende vis gør det muligt for en tredjelandsstatsborger eller en statsløs at forblive på den pågældende medlemsstats område. Selv om diplomatkort som de i hovedsagen omhandlede udgør dokumenter, der formelt er blevet udstedt af en national forvaltningsmyndighed, afspejler de derimod i princippet kun de rettigheder og privilegier, som indehaverne heraf har i henhold til Wienerkonventionen. De er således af rent konstaterende karakter og kan ikke være omfattet af begrebet »opholdstilladelse« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 2, litra l).

35

I denne henseende skal det bemærkes, at således som det fremgår af anvendelsen af udtrykket »enhver tilladelse« i Dublin III-forordningens artikel 2, litra l), skal begrebet »opholdstilladelse« i denne bestemmelses forstand fortolkes bredt. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, forholder det sig særligt således, at den definition, som den nævnte bestemmelse giver af det pågældende begreb, hverken henviser til tilladelsens retsskabende eller konstaterende karakter eller udtrykkeligt udelukker diplomatkort udstedt på grundlag af Wienerkonventionen.

36

Hvad angår den sammenhæng, hvori den nævnte bestemmelse indgår, skal det bemærkes, at begrebet »opholdstilladelse« er afgørende for anvendelsen af Dublin III-forordningens artikel 12, som i stk. 1 bestemmer, at hvis ansøgeren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, er det den medlemsstat, der har udstedt denne, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse.

37

Nævnte artikel 12 indgår i Dublin III-forordningens kapitel III, som vedrører kriterierne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. I denne henseende fremgår det af retspraksis, at anvendelsen af de forskellige kriterier, der er opregnet i forordningens artikel 12-14, generelt skal give mulighed for at lægge ansvaret for at behandle den ansøgning om international beskyttelse, som en tredjelandsstatsborger har indgivet, på den medlemsstat, som har givet anledning til denne statsborgers indrejse eller ophold på medlemsstaternes område, idet der herved skal tages hensyn til denne medlemsstats rolle i den pågældende statsborgers tilstedeværelse på medlemsstaternes område (jf. i denne retning dom af 26.7.2017, Jafari, C-646/16, EU:C:2017:586, præmis 87 og 91).

38

I det foreliggende tilfælde har de sagsøgte i hovedsagen gjort gældende, at den rolle, som medlemsstat X spillede med hensyn til deres tilstedeværelse på medlemsstaternes område, er ubetydelig, eftersom en modtagerstat, når bortses fra visse særlige tilfælde, i henhold til Wienerkonventionen ikke frit kan nægte medlemmer af en diplomatisk repræsentation, der er udpeget af udsenderstaten, indrejse i og ophold på dens område.

39

I denne henseende bemærkes, at selv om det er korrekt, at oprettelsen af permanente diplomatiske repræsentationer i medfør af Wienerkonventionens artikel 2 sker ved gensidig overenskomst, er modtagerstaten ikke desto mindre tillagt visse prærogativer med hensyn til, hvorvidt personer kan indrejse i dens område som medlemmer af en repræsentations diplomatiske personale.

40

Navnlig fastsætter Wienerkonventionens artikel 9, stk. 1, at modtagerstaten til enhver tid og uden begrundelse kan meddele udsenderstaten, at repræsentationschefen eller et hvilket som helst medlem af repræsentationens diplomatiske personale er persona non grata, eller at et hvilket som helst andet medlem af repræsentationens personale er uønsket, idet det bemærkes, at en person kan erklæres non grata eller uønsket endog før ankomsten til modtagerstatens territorium. I nævnte artikel 9 anføres det yderligere i stk. 2, at hvis udsenderstaten nægter eller inden for et rimeligt tidsrum undlader at opfylde sine forpligtelser i henhold til stk. 1, kan modtagerstaten nægte anerkendelse af den pågældende person som medlem af repræsentationen.

41

Det fremgår endvidere af Wienerkonventionens artikel 4, stk. 1 og 2, at udsenderstaten må sikre sig, at modtagerstaten har givet agrément for den person, den agter at akkreditere som repræsentationschef i den pågældende stat, og at modtagerstaten ikke er forpligtet til over for udsenderstaten at begrunde en nægtelse af agrément.

42

I øvrigt fremgår det af Wienerkonventionens artikel 5, stk. 1, at selv om udsenderstaten efter på tilbørlig vis at have underrettet de pågældende modtagerstater kan akkreditere en repræsentationschef eller eventuelt udpege et hvilket som helst medlem af det diplomatiske personale til at gøre tjeneste i mere end én stat, kan en af modtagerstaterne udtrykkeligt gør indsigelse herimod.

43

Endelig bestemmer Wienerkonventionens artikel 10, stk. 1, bl.a., at modtagerstatens kompetente ministerium skal underrettes såvel om udnævnelsen af repræsentationsmedlemmer, disses ankomst og endelige afrejse eller ophør af deres tjeneste ved repræsentationen som om ankomsten og den endelige afrejse af en person, der tilhører et repræsentationsmedlems familie.

44

På denne baggrund er en medlemsstats udstedelse af et diplomatkort til en person udtryk for medlemsstatens accept af denne persons ophold på dens område som medlem af en repræsentations diplomatiske personale og godtgør således den rolle, som medlemsstaten har spillet i personens tilstedeværelse på medlemsstaternes område.

45

En fortolkning af begrebet »opholdstilladelse«, hvorefter det omfatter et diplomatkort udstedt på grundlag af Wienerkonventionen, er ligeledes i overensstemmelse med den generelle opbygning af de kriterier, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 12-14, for så vidt som artikel 12 finder prioriteret anvendelse i henhold til denne forordnings artikel 7, stk. 1.

46

Hvad angår det formål, der forfølges med Dublin III-forordningen, bliver det i fjerde og femte betragtning hertil fremhævet, hvor vigtigt det er, at der foreligger en klar og brugbar metode til fastsættelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, som er baseret på kriterier, der er objektive og retfærdige for både medlemsstaterne og de pågældende personer, og som gør det muligt hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

47

Den omstændighed, at der med henblik på afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, tages hensyn til udstedelsen af et diplomatkort, bidrager til målet om en hurtig behandling af en sådan ansøgning.

48

Således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, ville det formål med Dublin III-forordningen, der er nævnt i denne doms præmis 46, desuden blive bragt i fare, hvis tredjelandsstatsborgere, som nyder de i Wienerkonventionen fastsatte privilegier og immuniteter, kunne vælge, i hvilken medlemsstat de ville indgive en ansøgning om international beskyttelse.

49

Under alle omstændigheder har den omstændighed, at et diplomatkort kvalificeres som en »opholdstilladelse« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 2, litra l), kun betydning for afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, men har ingen betydning for retten til diplomatisk ophold. Endvidere foregriber en sådan kvalificering ikke den senere afgørelse om, hvorvidt denne medlemsstat skal tildele international beskyttelse eller ej.

50

Endelig, og således som generaladvokaten har anført i punkt 51 i forslaget til afgørelse, har de sagsøgte i hovedsagens henvisning til, at personer med en retsstilling, der er fastsat ved Wienerkonventionen, er udelukket fra anvendelsesområdet for Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT 2004, L 16, s. 44), ingen relevans.

51

For det første fastsætter Dublin III-forordningen nemlig ikke en sådan udelukkelse fra sit anvendelsesområde og indeholder ingen undtagelsesbestemmelser vedrørende de virkninger, der skal knyttes til udstedelsen af et diplomatkort med henblik på afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse.

52

For det andet forholder det sig således, at selv om direktiv 2003/109 ikke vedrører personer, der ikke har til hensigt at etablere sig varigt på medlemsstaternes område, er denne omstændighed ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan udstede opholdstilladelser som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 2, litra l), til dem.

53

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 2, litra l), skal fortolkes således, at et diplomatkort, der er udstedt af en medlemsstat i henhold til Wienerkonventionen, udgør en »opholdstilladelse« i denne bestemmelses forstand.

54

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 2, litra l), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne,

skal fortolkes således, at

et diplomatkort, der er udstedt af en medlemsstat i henhold til Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, der blev indgået i Wien den 18. april 1961, og som trådte i kraft den 24. april 1964, udgør en »opholdstilladelse« i denne bestemmelses forstand.