1

Med appellen har Ryanair DAC nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 14. april 2021, Ryanair mod Kommissionen (SAS, Sverige; covid-19) (T-379/20, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:195), hvorved Retten frifandt Kommissionen i søgsmålet anlagt med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 2784 final af 24. april 2020 om statsstøtte SA.57061 (2020/N) – Sverige – Kompensation for den skade, som SAS SA har lidt som følge af COVID-19-pandemien (EUT 2020, C 220, s. 9, herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Tvistens baggrund, som den fremgår af den appellerede dom, kan gengives som følger.

3

Den 11. april 2020 vedtog Europa-Kommissionen afgørelse C(2020) 2366 final om statsstøtte SA.56812 (2020/N) – Sverige – covid-19: lånegarantiordning til fordel for luftfartsselskaberne, hvorved den i medfør af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF godkendte en støtteforanstaltning i form af en lånegarantiordning til støtte for bestemte luftfartsselskaber (EUT 2020, C 269, s. 1, herefter »den svenske støtteordning«), som Kongeriget Sverige havde anmeldt den 3. april 2020. Denne ordning tilsigtede at give de luftfartsselskaber, som var vigtige for Sveriges forbindelsesmuligheder, og til hvilke de svenske myndigheder havde udstedt en licens, tilstrækkelig likviditet til at opretholde deres økonomiske virksomhed under og efter covid-19-pandemien ved hjælp af en offentlig garanti.

4

Den 21. april 2020 anmeldte Kongeriget Sverige en støtteforanstaltning i form af en garanti for en revolverende kreditfacilitet på maksimalt 1,5 mia. svenske kroner (SEK) (ca. 137 mio. EUR) til støtte for SAS AB (herefter »den omhandlede foranstaltning«) til Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF med den begrundelse, at dette luftfartsselskab havde vanskeligt ved at opnå lån fra kreditinstitutterne inden for rammerne af den svenske støtteordning. Denne foranstaltning tilsigtede at yde SAS en delvis kompensation for den skade, der fulgte af aflysningen eller omlægningen af selskabets flyvninger efter indførelsen af rejsebegrænsninger i forbindelse med covid-19-pandemien.

5

Den 24. april 2020 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse, hvorved den fastslog, at den omhandlede foranstaltning var forenelig med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 2, litra c), TEUF.

6

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. juni 2020 anlagde Ryanair sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

7

Ryanair fremsatte fem anbringender til støtte for sit søgsmål, hvoraf det første vedrørte Kommissionens tilsidesættelse af kravet om, at støtte ydet i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF ikke har til formål at afhjælpe skader, som en enkelt skadelidt har lidt, det andet var udledt af, at den omhandlede foranstaltning ikke var støttet på artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, og af Kommissionens urigtige konklusion om, at den omhandlede foranstaltning stod i forhold til de skader, som SAS havde lidt som følge af covid-19-pandemien, det tredje vedrørte Kommissionens tilsidesættelse af forskellige bestemmelser om liberaliseringen af lufttransporten inden for Den Europæiske Union, det fjerde vedrørte Kommissionens tilsidesættelse af appellantens proceduremæssige rettigheder, idet den på trods af alvorlige vanskeligheder afviste at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, og det femte anbringende vedrørte Kommissionens tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF.

8

Henset til navnlig de overvejelser, der førte til, at denne sag blev indrømmet en fremskyndet behandling, og til den dertil knyttede interesse for såvel Ryanair som Kommissionen og Kongeriget Sverige i at opnå en hurtig stillingtagen til realiteten, fastslog Retten, at det indledningsvis skulle undersøges, om der var grundlag for søgsmålet, uden først at træffe afgørelse om, hvorvidt det kunne antages til realitetsbehandling.

9

Ved den appellerede dom forkastede Retten Ryanairs første til tredje og femte anbringende som ugrundede. Med hensyn til det fjerde anbringende fastslog Retten, bl.a. henset til de grunde, der førte til at forkaste det første til det tredje anbringende, at det var ufornødent at undersøge, om dette anbringende var velbegrundet. Følgelig frifandt Retten Kommissionen i det hele uden at tage stilling til, om sagen kunne antages til realitetsbehandling.

10

Ved sin appel har Ryanair nedlagt følgende påstande:

11

Kommissionen har, støttet af Kongeriget Sverige og SAS, nedlagt følgende påstande:

12

Den Franske Republik har nedlagt påstand om, at appellen forkastes.

13

Ryanair har til støtte for appellen fremsat seks anbringender. Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den forkastede selskabets argument om, at støtte ydet i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF ikke tilsigter at afhjælpe skader, som en enkelt skadelidt har lidt. Det andet anbringende vedrører en retlig fejl og en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder ved anvendelsen af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og proportionalitetsprincippet med hensyn til skade, som SAS blev påført i forbindelse med covid-19-pandemien. Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den med urette forkastede Ryanairs argument om en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt, da den forkastede selskabets argument om en tilsidesættelse af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser. Med det femte anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt, da den besluttede ikke at undersøge realiteten vedrørende det fjerde anbringende i første instans om en tilsidesættelse af selskabets proceduremæssige rettigheder. Med det sjette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt, for så vidt som den med urette fastslog, at Kommissionen ikke havde tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

14

Med det første anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 22-27, har Ryanair i det væsentlige foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl, for så vidt som den med urette fastslog, at støtte ydet i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF kan have til formål at afhjælpe skader, som en enkelt skadelidt har lidt som følge af en usædvanlig begivenhed, selv om denne begivenhed også har påvirket den skadelidtes konkurrenter, herunder appellanten.

15

Ryanair har gjort gældende, at de i den appellerede doms præmis 23 og 24 anførte grunde ikke begrunder, at selskabets første anbringende i første instans blev forkastet. Spørgsmålet er ikke, om Kongeriget Sverige skulle have indrømmet mere støtte, men snarere om denne medlemsstat overhovedet skulle have indrømmet SAS støtte. Den omstændighed, at en medlemsstat aldrig har pligt til at indrømme støtte, kan ikke begrunde, at staten indrømmer en sådan støtte i strid med det relevante retsgrundlag, dvs. artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF. På samme måde er spørgsmålet ikke, om støtten dækker hele den skade, der er forårsaget af en usædvanlig begivenhed, men om den er blevet indrømmet alle konkurrerende virksomheder, som er aktive på et givent marked, og som har lidt denne skade, eller kun en enkelt, vilkårligt udvalgt virksomhed, idet dette sidstnævnte tilfælde ikke udgør en korrekt anvendelse af denne bestemmelse.

16

Ryanair har gjort gældende, at Retten skulle have fastslået, at det forhold, at dette argument er velbegrundet, understøttes af den klare ordlyd og opbygningen af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, hvilken bestemmelse skal fortolkes indskrænkende, samt af Kommissionens afgørelsespraksis før covid-19-pandemien. I denne henseende er selve formålet med denne bestemmelse at gøre det muligt for medlemsstaterne at handle som »en sidste garant«, når virksomhederne på markedet ikke kan dække risikoen forbundet med naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder. Der er i dette tilfælde tale om en grundlæggende økonomisk opgave, som henhører under hver enkelt stat. Denne opgave med at handle som »en sidste garant« forudsætter pr. definition, at staten alt andet lige tilbyder alle virksomheder, der er udsat for den underliggende risiko, samme beskyttelse. En stat, som kun tilbyder et mindre antal virksomheder eller, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, en enkelt virksomhed sin beskyttelse, handler følgelig ikke længere som »en sidste garant«, men af andre, almindelige politiske årsager, såsom industripolitiske grunde.

17

Ryanair har anført, at det forhold, at en medlemsstat samtidig forfølger forskellige almindelige politiske formål med en støtte ydet i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, svækker den direkte forbindelse mellem den usædvanlige begivenhed, skaden og den tildelte støtte, og en sådan forbindelse er en afgørende betingelse for anvendelsen af denne bestemmelse, idet denne er støttet på en tankegang om ren kompensation.

18

Kommissionen, Den Franske Republik og Kongeriget Sverige har gjort gældende, at det første appelanbringende skal forkastes som ugrundet.

19

Det skal indledningsvis bemærkes, at den omhandlede foranstaltning blev erklæret forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, hvilken bestemmelse fastsætter, at støtte, »hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder«, er forenelig med det indre marked.

20

Det fremgår i denne henseende af fast retspraksis, at eftersom der er tale om en undtagelse til det generelle princip om statsstøttes uforenelighed med det indre marked, som er fastsat i artikel 107, stk. 1, TEUF, skal reglerne i denne artikels stk. 2, litra b), fortolkes indskrænkende. Domstolen har således bl.a. fastslået, at der i henhold til sidstnævnte regler kun kan ydes kompensation for de skader, der direkte er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder. Det følger heraf, at der skal være en direkte sammenhæng mellem de skader, der er forårsaget af den usædvanlige begivenhed, og statsstøtten, og det er nødvendigt med så præcis en vurdering af de skader, aktørerne har lidt, som muligt (jf. i denne retning dom af 23.2.2006, Atzeni m.fl., C-346/03 og C-529/03, EU:C:2006:130, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

21

Ryanair har gjort gældende, at såfremt en medlemsstat beslutter at vedtage støtteforanstaltninger i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, skal den gøre det i forhold til samtlige skadelidte virksomheder.

22

I denne henseende betyder den omstændighed, at den i denne bestemmelse fastsatte undtagelse ganske vist skal fortolkes indskrænkende, imidlertid ikke, at den ordlyd, der anvendes til at definere undtagelsen, skal fortolkes således, at den fratages sin virkning, idet en undtagelse skal fortolkes i overensstemmelse med de formål, der forfølges med den (jf. i denne retning dom af 11.9.2014, Fastweb, C-19/13, EU:C:2014:2194, præmis 40).

23

Det fremgår på ingen måde af ordlyden af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, sammenholdt med formålet med denne bestemmelse, at alene støtte, som ydes samtlige virksomheder, der er berørt af skader, der bl.a. er forårsaget af en usædvanlig begivenhed, kan erklæres forenelig med det indre marked som omhandlet i denne bestemmelse. Selv om støtte kun ydes en enkelt virksomhed, kan den nemlig eventuelt have til formål at afhjælpe skader og i fuld overensstemmelse med EU-retten opfylde det i nævnte bestemmelse udtrykkeligt omhandlede formål.

24

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 17 i forslaget til afgørelse, udelukker det formål, der forfølges med artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, der er at yde kompensation for de ulemper, som er direkte forårsaget af en usædvanlig begivenhed, ikke, at en medlemsstat, uden at dette er dikteret af en hensigt om at begunstige en virksomhed i forhold til dennes konkurrenter, af objektive årsager kan vælge kun at lade en enkelt virksomhed være begunstiget af en foranstaltning vedtaget i henhold til denne bestemmelse.

25

Såfremt artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF fortolkes i modsat retning, fratages denne bestemmelse i øvrigt en stor del af sin effektive virkning. Hvis denne bestemmelse alene gav medlemsstaten mulighed for at indrømme samtlige skadelidte som følge af en usædvanlig begivenhed støtte uden at kunne forbeholde støtten et begrænset antal virksomheder, eller endda en enkelt virksomhed, ville medlemsstaterne nemlig ofte være afskrækkede fra at anvende denne mulighed som følge af omkostningerne ved på disse betingelser at tildele en betydelig støtte til samtlige skadelidte virksomheder under statens ansvarsområde.

26

Det følger af ovenstående betragtninger, at artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF ikke kan fortolkes på den af Ryanair anførte måde, idet bestemmelsens effektive virkning ellers ville blive skadet.

27

Når dette er sagt, skal det – for så vidt som Ryanair til støtte for det første anbringende i det væsentlige har gjort gældende, at en medlemsstat, som kun yder en støtte i henhold til nævnte bestemmelse til et lille antal virksomheder, som har lidt skade som følge af den usædvanlige begivenhed, eller endda kun én af disse virksomheder, ikke forfølger det med denne bestemmelse fastsatte formål, nemlig at afhjælpe skader forårsaget af en sådan begivenhed, men almindelige politiske formål, hvilket desuden svækker den fornødne direkte forbindelse mellem den ved den usædvanlige begivenhed forårsagede skade og den tildelte støtte – således som det i det væsentlige fremgår af den i nærværende doms præmis 20 omtalte retspraksis, bemærkes, at en støtteforanstaltning kun kan erklæres forenelig med det indre marked i henhold til en undtagelse i medfør af artikel 107, stk. 2, TEUF, hvis alle betingelserne for anvendelsen heraf er opfyldt, hvilket bl.a. indebærer, at den bidrager til virkeliggørelsen af et formål, der er angivet heri, og at den står i forhold til det forfulgte mål.

28

Det følger heraf, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 17 i forslaget til afgørelse, at støtteforanstaltninger, som indrømmes i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, og som, selv om de tilsigter at afhjælpe skade lidt som følge af en usædvanlig begivenhed, i virkeligheden er begrundet af vilkårlige hensyn eller hensyn, som ikke har forbindelse med dette formål, såsom hensigten om af grunde, der ikke er knyttet til nævnte formål, at begunstige en bestemt virksomhed i forhold til dennes konkurrenter – navnlig en virksomhed, der allerede var kriseramt, inden den pågældende begivenhed indtrådte – ikke kan erklæres forenelige med det indre marked.

29

Såfremt Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen af en støtteforanstaltnings forenelighed med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF måtte fastslå, at udvælgelsen af modtageren bl.a. ikke er i overensstemmelse med formålet om at yde kompensation for de ulemper, der navnlig er forårsaget direkte af en usædvanlig begivenhed som omhandlet i denne bestemmelse, og at foranstaltningen således egentlig ikke opfylder ønsket om at nå dette mål, men andre betragtninger uden forbindelse hermed, kan nævnte foranstaltning dermed ikke erklæres forenelig med det indre marked i medfør af undtagelsen indført ved nævnte bestemmelse.

30

I denne henseende skal en støtte ydet i henhold til artikel 107, stk. 2, TEUF være nødvendig for at virkeliggøre de formål, der er omhandlet i denne bestemmelse, hvorfor en støtte, som medfører en forbedring af den begunstigede virksomheds økonomiske situation, uden at dette er nødvendigt for at virkeliggøre disse formål, ikke kan betragtes som forenelig med det indre marked (jf. analogt dom af 13.6.2013, HGA m.fl. mod Kommissionen, C-630/11 P – C-633/11 P, EU:C:2013:387, præmis 104, og af 19.7.2016, Kotnik m.fl., C-526/14, EU:C:2016:570, præmis 49).

31

I modsætning til, hvad Ryanair har antydet, indebærer den omstændighed alene, at en støtte i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF kun indrømmes en enkelt virksomhed, såsom i det foreliggende tilfælde SAS, blandt flere virksomheder, der potentielt har lidt skade som følge af den pågældende usædvanlige begivenhed, imidlertid ikke, at denne støtte nødvendigvis forfølger andre formål, hvorved det med denne bestemmelse forfulgte mål udelukkes, eller at støtten ydes vilkårligt.

32

I denne forbindelse skal Ryanairs argumentation om, at formålet med artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF forudsætter, at den pågældende medlemsstat handler som »en sidste garant«, forkastes, eftersom en sådan fortolkning af denne bestemmelse hverken fremgår af dens ordlyd eller formålet hermed, som er omtalt i nærværende doms præmis 19 og 20.

33

Endelig er det, for så vidt som Ryanair har påberåbt sig Kommissionens afgørelsespraksis før covid-19-pandemien, tilstrækkeligt at bemærke, at lovligheden af den omtvistede afgørelse, og dermed den appellerede dom, i det foreliggende tilfælde udelukkende skal bedømmes på grundlag af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og ikke henset til denne institutions angivelige tidligere afgørelsespraksis (jf. analogt dom af 21.7.2011, Freistaat Sachsen og Land Sachsen-Anhalt mod Kommissionen, C-459/10 P, EU:C:2011:515, præmis 50, og af 26.3.2020, Larko mod Kommissionen, C-244/18 P, EU:C:2020:238, præmis 114).

34

Det følger af det ovenstående, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 26 at fastslå, at Ryanair ikke med føje kunne gøre gældende, at Kommissionen havde begået en retlig fejl, alene fordi den omhandlede foranstaltning ikke begunstigede alle virksomheder, som havde lidt skade som følge af covid-19-pandemien.

35

Det første anbringende skal følgelig forkastes som ugrundet.

36

Med det andet anbringende, som er rettet mod den appellerede doms præmis 31-66, og som består af otte led, har Ryanair foreholdt Retten, at den begik retlige fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt, idet den med urette fastslog, at den omhandlede foranstaltning var støttet på artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, og at den stod i rimeligt forhold til den skade, som SAS havde lidt som følge af covid-19-pandemien.

37

Med det første led har Ryanair gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at en foranstaltning som den omhandlede foranstaltning, der var subsidiær i forhold til den svenske støtteordning, som var blevet erklæret forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, kunne godkendes i medfør af denne artikels stk. 2, litra b). I denne henseende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 34 med urette, at EUF-traktaten ikke var til hinder for, at disse bestemmelser anvendtes samtidigt, for så vidt som betingelserne i hver af disse to bestemmelser var opfyldt.

38

Denne grund er bl.a. retlig forkert, eftersom den pågældende medlemsstat, henset til kravet om en direkte forbindelse mellem skaden og støtten, ikke kan anses for at handle som »en sidste garant« i overensstemmelse med artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, hvis den samtidig – og med samme foranstaltning – forfølger et andet politisk formål end det, der begrunder den i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF fastsatte undtagelse. Rettens standpunkt fører til, at de forskellige regler i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF »samles« i en enkelt »kriseordning«, for hvilken retsgrundlagene uden forskel er indbyrdes udskiftelige.

39

Med det andet anbringendes andet led har Ryanair gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 40 anlagde en urigtig fortolkning af præmis 40 og 41 i dom af 11. november 2004, Spanien mod Kommissionen (C-73/03, EU:C:2004:711), for så vidt som den udledte et sandsynlighedskriterium heraf. Når den pågældende foranstaltning som i det foreliggende tilfælde sigter mod at dække fremtidige skader, skal støtte, der kan overstige de af de begunstigede virksomheder lidte skader, nemlig anses for uforenelig med det indre marked, uafhængigt af hvor høj sandsynlighed der er for, at der vil finde overkompensation sted. Fastsættelsen af en mekanisme for tilbagesøgning af overskydende støtte er ikke tilstrækkelig til at undgå, at den begunstigede virksomhed tildeles en uberettiget fordel, om end midlertidigt.

40

Med det tredje led har Ryanair foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt ved anvendelsen af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og proportionalitetsprincippet, der ligger til grund herfor, for så vidt som den med urette fastslog, at Kommissionen havde begrundet den omtvistede afgørelse korrekt, selv om den af denne institution fastlagte metode til beregning af den af SAS lidte skade ikke var tilstrækkeligt præcis.

41

Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at støtte kun kan godkendes i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF på grundlag af en præcis vurderingsmetode af den lidte skade. I det foreliggende tilfælde er den grund, der fremgår af den appellerede doms præmis 46, hvorefter Kommissionen i den omtvistede afgørelse gav en tilstrækkeligt præcis fremstilling af en beregningsmetode til vurdering af skaden, uforenelig med denne afgørelses indhold, navnlig 35. betragtning hertil, hvori præciseredes, at de svenske myndigheder havde givet tilsagn om, at den metode, som ville blev anvendt til at opgøre skaden, senest den 31. december 2020 ville blive forelagt Kommissionen til forudgående godkendelse. Den omhandlede foranstaltning var således blot en blankocheck til SAS i mere end et år, nemlig indtil den første rapport om de reelle tab, som dette luftfartsselskab havde lidt.

42

Med det andet anbringendes fjerde led har Ryanair foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 47 og 48 fastslog, at selskabet ikke havde fremlagt nogen oplysning, som kunne godtgøre, at den i den omtvistede afgørelse definerede beregningsmetode gjorde det muligt at udbetale en statsstøtte, der oversteg den skade, som SAS reelt havde lidt. Appellanten har anført, at Retten med henblik på at kontrollere, om beregningsmetoden i det foreliggende tilfælde indebar en sådan risiko, skulle have vurderet, om anvendelsen heraf »kunne« føre til overkompensation. Ryanair fremlagde talrige oplysninger, som godtgør, at støtten til SAS rent faktisk oversteg selskabets tab. Desuden var Rettens ræsonnement i denne henseende selvmodsigende. Med henblik på beregningen af skaden anerkendte Retten således betydningen af de variable omkostninger, som skulle udelukkes for at opgøre skaden, samtidig med at den fastslog, at appellanten skulle føre bevis for, at manglen på oplysninger om disse omkostninger kunne føre til udbetaling af en støtte, der oversteg skadens størrelse. Retten begik endvidere en retlig fejl, for så vidt som den systematisk pålagde appellanten og ikke Kommissionen bevisbyrden.

43

Med det femte led har Ryanair foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 49 ikke drog konsekvenserne af anerkendelsen af, at den af Kommissionen definerede metode ikke gjorde det muligt at undgå, at vurderingen af skaden ligeledes omfattede følgerne af beslutninger truffet af SAS, som ikke havde direkte forbindelse med covid-19-pandemien. I denne henseende vendte Retten ligeledes bevisbyrden, idet den fastslog, at appellanten ikke havde påvist, at SAS’ indtægter sandsynligvis ville være faldet uden pandemien.

44

Med det sjette led har Ryanair foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 51 ved blot at henvise til denne doms præmis 25 forkastede appellantens argument om, at Kommissionen burde have taget højde for den skade, som de øvrige luftfartsselskaber i Sverige havde lidt. Princippet om, at støtten skal stå i forhold til skaden, kræver nemlig, at skaden vurderes ikke alene med hensyn til støttemodtageren, men også dennes konkurrenter. I det foreliggende tilfælde skulle der derfor foretages en særlig vurdering af den omhandlede foranstaltnings indvirkning på de øvrige luftfartsselskaber i Sverige. Under alle omstændigheder kunne Retten ikke med føje fastslå, sådan som den gjorde i den appellerede doms præmis 8 og 84, at den omhandlede foranstaltning var begrundet i lyset af, at SAS havde lidt en større skade som følge af selskabets konkurrencesituation, og kunne heller ikke afvise at tage hensyn til denne situation ved undersøgelsen af, om støtten stod i rimeligt forhold til den skade, som dette selskab havde lidt.

45

Med det andet anbringendes syvende led har appellanten foreholdt Retten, at den fandt det begrundet, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til den af Kongeriget Norge indrømmede støtte, henset til Kongeriget Sveriges tilsagn om at tilbagesøge støtten efterfølgende, såfremt den omhandlede foranstaltning sammen med andre foranstaltninger, herunder de af udenlandske myndigheder indrømmede, oversteg den skade, som SAS faktisk havde lidt, selv om Kommissionen indledningsvis skulle have taget den af Kongeriget Norge indrømmede støtte i betragtning, eftersom den var kendt på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse.

46

Med dette anbringendes ottende led har Ryanair foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 62 og 63 at forkaste selskabets argument om, at der med henblik på vurderingen af, om støtten var forenelig med det indre marked i lyset af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, skulle være taget hensyn til den konkurrencemæssige fordel, som skyldtes, at SAS var det eneste luftfartsselskab, der var begunstiget af den omhandlede foranstaltning. En sådan vurdering er væsentlig for at afgøre, om støtten går videre end nødvendigt for at nå det fastlagte formål hermed, og om den således er forholdsmæssig.

47

Kommissionen, Den Franske Republik, Kongeriget Sverige og SAS har gjort gældende, at det andet anbringende skal forkastes som ugrundet.

48

For det første skal det med hensyn til det andet anbringendes første led, som er rettet mod den appellerede doms præmis 34 og 35, bemærkes, at den omhandlede foranstaltning, således som det fremgår af denne doms præmis 32 og 33, som Ryanair ikke har anfægtet, kun var »subsidiær« i forhold til den tidligere godkendte svenske støtteordning, for så vidt som alene de luftfartsselskaber, der var støtteberettigede under denne, tidligere godkendte støtteordning, kunne modtage individuel støtte, herunder den omhandlede foranstaltning, som Kongeriget Sverige påtænkte at indrømme disse selskaber, i det omfang det var vanskeligt for disse at opnå lån på de i nævnte ordning fastsatte vilkår. Bortset fra dette kendetegn udgør den omhandlede foranstaltning således en støtteforanstaltning, der er uafhængig af den svenske støtteordning, som havde været genstand for særskilt anmeldelse til og afgørelse fra Kommissionen om ordningens forenelighed med det indre marked.

49

For det andet skal det bemærkes, at Retten ved i den appellerede doms præmis 34 at henvise til, at artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, som den omhandlede foranstaltning var støttet på, og artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, som den svenske støtteordning var støttet på, »anvendes samtidigt«, på ingen måde antydede, at SAS var begunstiget af disse to særskilte støtteforanstaltninger. Det fremgår tværtimod af den appellerede doms præmis 32, at SAS ikke både kunne være begunstiget af den omhandlede foranstaltning og den svenske støtteordning. Det er i øvrigt ubestridt, at dette selskab ikke havde været begunstiget af denne støtteordning.

50

Ved således at henvise til, at de to bestemmelser blev anvendt samtidigt, præciserede Retten blot, at det ikke var udelukket, at en medlemsstat vedtog flere støtteforanstaltninger i henhold til de forskellige undtagelser i artikel 107, stk. 2 eller 3, TEUF i forhold til samme begivenhed, således som det var tilfældet i denne sag.

51

Som Retten med føje anførte i den appellerede doms præmis 34, kan en begivenhed som covid-19-pandemien nemlig både kvalificeres som en »usædvanlig begivenhed« som omhandlet i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og som en begivenhed, der giver anledning til en »alvorlig forstyrrelse i en […] økonomi« som omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF.

52

På denne baggrund er EUF-traktaten, således som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 34, ikke til hinder for, at disse bestemmelser anvendes samtidigt som anført i nærværende doms præmis 50, for så vidt som betingelserne i hver af de nævnte bestemmelser er opfyldt.

53

For så vidt som Ryanair til støtte for det første led, således som selskabet har gjort inden for rammerne af det første anbringende, har gjort gældende, at den pågældende medlemsstat ikke kan anses for at handle som »en sidste garant«, som foreskrevet i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, såfremt den med samme foranstaltning tilsigter at forfølge et andet mål end det af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF omhandlede, fremgår det endelig af nærværende doms præmis 32, at dette argument er støttet på en urigtig forudsætning.

54

Det følger af det ovenstående, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 35 at fastslå, at den omhandlede foranstaltning kunne erklæres forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, selv om den svenske støtteordning var blevet erklæret forenelig med det indre marked på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF.

55

Det andet anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.

56

Det andet anbringendes andet til ottende led er rettet mod den appellerede doms præmis 39-66, hvori Retten undersøgte og forkastede det andet anbringendes andet led i søgsmålet i første instans, hvormed det blev anfægtet, at den omhandlede foranstaltning stod i rimeligt forhold til de skader, som SAS havde lidt, navnlig for så vidt som Kommissionen havde godkendt en mulig overkompensation af disse skader.

57

Med henblik på undersøgelsen af disse led i det andet anbringende skal det indledningsvis bemærkes, således som det fremgår af nærværende doms præmis 30, at en støtte ydet i henhold til artikel 107, stk. 2, TEUF skal være nødvendig for at virkeliggøre de formål, der er omhandlet i denne bestemmelse, hvorfor en støtte, som medfører en forbedring af den begunstigede virksomheds økonomiske situation, uden at dette er nødvendigt for at virkeliggøre disse formål, ikke kan betragtes som forenelig med indre marked (jf. analogt dom af 13.6.2013, HGA m.fl. mod Kommissionen, C-630/11 P – C-633/11 P, EU:C:2013:387, præmis 104, og af 19.7.2016, Kotnik m.fl., C-526/14, EU:C:2016:570, præmis 49).

58

Hvad angår artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF kan alene ulemper, der er direkte forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, kompenseres i henhold til denne bestemmelse, således som det fremgår af Domstolens praksis nævnt i nærværende doms præmis 20.

59

Det følger heraf, at tildelt støtte ikke må overstige de tab, som modtagerne heraf har lidt efter den pågældende begivenhed, således som Domstolen allerede har fastslået i præmis 40 og 41 i dom af 11. november 2004, Spanien mod Kommissionen (C-73/03, EU:C:2004:711), som er omtalt i den appellerede doms præmis 40.

60

I denne henseende skal det, for så vidt som Ryanair med det andet anbringendes andet led har foreholdt Retten, at den i denne præmis i den appellerede dom indførte et urigtigt sandsynlighedskriterium, som er uforeneligt med læren af dom af 11. november 2004, Spanien mod Kommissionen (C-73/03, EU:C:2004:711), bemærkes, at dette led er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom, idet Retten ikke indførte et sådant kriterium. I denne doms præmis 40 præciserede Retten blot, at for så vidt som støtten oversteg de skader, som modtageren heraf havde lidt, kunne denne del af støtten ikke begrundes i henhold til nævnte bestemmelse. Det fremgår under alle omstændigheder ikke af den appellerede dom, at Retten med henblik på at efterprøve, om Kommissionen i den omtvistede afgørelse havde godkendt en overkompensation af den skade, som SAS reelt led, fastlagde et sådant kriterium, og at kriteriet således havde indvirkning på resultatet af denne efterprøvelse.

61

Det følger heraf, at det andet anbringendes andet led skal forkastes som ugrundet.

62

For så vidt som Ryanair med dette anbringendes tredje led i første række har foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 46 at fastslå, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse gav en tilstrækkeligt præcis fremstilling af en beregningsmetode til vurdering af den skade, som SAS led, skal det fastslås, at Retten i denne doms præmis 45 henviste til dommens præmis 41, hvori den detaljeret angav alle de oplysninger, som Kommissionen havde taget i betragtning med henblik på vurderingen af skaden. Det var på grundlag af denne detaljerede beskrivelse, at Retten i denne præmis 45 fastslog, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse havde identificeret de forhold, der blev taget hensyn til med henblik på at opgøre skaden, dvs. indtægtstabet, de ikke afholdte variable omkostninger og tilpasningen af fortjenstmargenen samt den periode, hvor denne skade kunne komme til udtryk, og endvidere havde præciseret, at indtægtstabet skulle fastsættes under hensyntagen til samtlige indtægter for SAS, og ikke alene indtægterne fra passagerlufttransporten. Retten anførte desuden, at Kommissionen havde noteret sig de svenske myndigheders tilsagn om for det første at foretage en efterfølgende detaljeret og konkret opgørelse af den skade, som SAS led, og af størrelsen af den støtte, som denne endeligt ville have modtaget, og for det andet at sikre, at SAS tilbagebetalte en eventuel overkompensation af nævnte skade.

63

Henset til samtlige de af Kommissionen fastlagte oplysninger om fastsættelsen af den af SAS lidte skade, kunne Retten i den nævnte doms præmis 46 uden at begå en retlig fejl fastslå, at den omtvistede afgørelse, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, bl.a. den nødvendigvis fremtidige karakter af opgørelsen af skaden og af den endeligt tildelte støtte, indeholdt en tilstrækkeligt præcis fremstilling af metoden til beregning af nævnte skade.

64

I modsætning til, hvad Ryanair har gjort gældende, kan denne konklusion ikke drages i tvivl, alene fordi de svenske myndigheder for deres del havde givet tilsagn om at forelægge Kommissionen den detaljerede beregningsmetode, der ville blive anvendt til den efterfølgende opgørelse af skaden.

65

For så vidt som Ryanair med dette tredje led i anden række har foreholdt Retten, at den gengav de faktiske omstændigheder, som den var forelagt, urigtigt, skal det bemærkes, at det i overensstemmelse med Domstolens faste praksis følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder (dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

66

Det følger heraf, at bedømmelsen af de faktiske omstændigheder ikke udgør et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser (dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

67

Når en appellant gør gældende, at Retten har gengivet beviserne forkert, skal appellanten i henhold til artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og påvise de fejl i undersøgelsen, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til at foretage denne urigtige gengivelse. Det følger i øvrigt af Domstolens faste praksis, at en urigtig gengivelse af omstændighederne skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

68

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at Ryanair til støtte for dette led ikke præcist har angivet, hvilke beviser Retten gengav urigtigt med henblik på at fastslå, at Kommissionen havde givet en tilstrækkeligt præcis fremstilling af en metode til beregning af skaden, og så meget desto mindre har godtgjort, hvorledes disse beviser blev gengivet urigtigt.

69

Det følger heraf, at det andet anbringendes tredje led er ugrundet.

70

Med dette anbringendes fjerde og femte led, som skal undersøges samlet, har Ryanair foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt, hvorved den appellerede doms præmis 47-49 blev behæftet med en fejl, af hvilke præmisser fremgår, at appellanten ikke havde fremlagt oplysninger, som kunne godtgøre, for det første at Kommissionens beregningsmetode gjorde det muligt at udbetale en statsstøtte, der oversteg den skade, som SAS reelt led, for det andet at en hensyntagen til de 12 måneder forud for indførelsen af rejsebegrænsningerne som følge af covid-19-pandemien kunne foranledige Kommissionen til at overvurdere denne skade, og for det tredje at SAS’ indtægter uden denne pandemi sandsynligvis ville være faldet i perioden fra marts 2020 til februar 2021 i forhold til perioden fra marts 2019 til februar 2020.

71

For så vidt som Ryanair til støtte for disse led blot har anført, at de oplysninger, som selskabet fremlagde for Retten, kunne godtgøre, at disse tre argumenter er velbegrundede, skal nævnte led afvises i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 65 og 66, eftersom appellanten, da der ikke foreligger konkrete oplysninger, som gør det muligt at fastslå, at de faktiske omstændigheder eventuelt er gengivet urigtigt, i virkeligheden har tilsigtet at rejse tvivl om den vurdering af de faktiske omstændigheder, som Retten har enekompetence til at foretage, og som den foretog med henblik på i den appellerede doms præmis 50 at fastslå, at Kommissionen ikke havde anlagt et urigtigt skøn med hensyn til bedømmelsen af den skade, som SAS led.

72

I det omfang Ryanair endvidere har gjort gældende, at Retten vendte den bevisbyrde, som efter selskabets opfattelse burde påhvile Kommissionen, skal det bemærkes, at det i princippet påhviler den person, der påberåber sig faktiske omstændigheder til støtte for en påstand eller et argument, at føre bevis for, at disse omstændigheder foreligger (jf. i denne retning dom af 26.6.2001, Brunnhofer, C-381/99, EU:C:2001:358, præmis 52, og kendelse afsagt af Domstolens præsident den 25.1.2008, Provincia di Ascoli Piceno og Comune di Monte Urano mod Apache Footwear m.fl., C-464/07 P(I), EU:C:2008:49, præmis 9).

73

Retten tilsidesatte således ikke principperne om fordeling af bevisbyrden ved at fastslå, at Ryanair ikke havde ført bevis for de faktiske omstændigheder, som var påberåbt til støtte for selskabets argumentation om, at Kommissionen havde begået fejl hvad angår vurderingen af den skade, som SAS led.

74

Følgelig skal det andet anbringendes fjerde og femte led delvist afvises, delvist forkastes som ugrundede.

75

Med dette anbringendes sjette led har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten ved undersøgelsen af, om Kommissionen med føje kunne finde, at den omhandlede foranstaltning stod i rimeligt forhold til den skade, som SAS led som følge af covid-19-pandemien, og at dette selskab ikke modtog overkompensation for sin skade, i den appellerede doms præmis 51 med urette forkastede Ryanairs argument om, at Kommissionen skulle have taget hensyn til de skader, som de øvrige luftfartsselskaber i Sverige havde lidt.

76

Med hensyn til spørgsmålet, om en foranstaltning, der er indrømmet i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, er forholdsmæssig i lyset af størrelsen af den pågældende støtte, fremgår det i denne henseende af nærværende doms præmis 59, at støtten ikke må overstige det tab, som modtageren har lidt. Når der som i det foreliggende tilfælde er tale om individuel støtte, tilkommer det således Kommissionen ved vurderingen af, om støtten er forenelig med det indre marked, at kontrollere, at modtageren ikke opnår en støtte, som overstiger den skade, som vedkommende reelt har lidt som følge af den pågældende usædvanlige begivenhed.

77

Med henblik på en sådan vurdering i forhold til et bestemt luftfartsselskab står det klart, at spørgsmålet, om eller i hvilket omfang andre selskaber ligeledes har lidt et tab som følge af samme begivenhed, er uden betydning.

78

Det fremgår endvidere af nærværende doms præmis 22-26, at Ryanair til støtte for det første appelanbringende med urette har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den pågældende medlemsstat ikke er forpligtet til at tage hensyn til alle de skader, der er lidt som følge af den pågældende usædvanlige begivenhed, eller indrømme støtte til alle, som har lidt skade som følge heraf. Det var således med føje, at Retten på grundlag af disse betragtninger i den appellerede doms præmis 51 fastslog, at godkendelsen til alene at yde SAS støtte ikke var betinget af, at Kommissionen påviste, at den skade, der var forårsaget af denne begivenhed, kun skadede denne virksomhed.

79

Endelig har Ryanair blot anført, at det udgjorde en selvmodsigelse, at Retten begrundede behovet for den omhandlede foranstaltning ved at henvise til SAS’ konkurrencemæssige situation, men ikke tog hensyn til denne situation ved vurderingen af støttens forholdsmæssighed, uden at selskabet imidlertid præcist har angivet de retlige argumenter til støtte for dette udsagn.

80

Det følger heraf, at det andet anbringendes sjette led skal forkastes.

81

For så vidt som Ryanair med dette anbringendes syvende led har gjort gældende, at Kommissionen i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 60 og 61, med henblik på vurderingen af, om der forelå en overkompensation for den skade, som SAS led, indledningsvis skulle have taget hensyn til den af Kongeriget Norge ydede støtte i stedet for blot at foretage en efterfølgende vurdering, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten i den appellerede doms præmis 61 fastslog, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse reelt tog hensyn til den af Kongeriget Norge ydede støtte, og at Ryanair ikke havde fremført noget argument, der kunne drage denne konstatering i tvivl.

82

Det andet anbringendes syvende led skal derfor forkastes som ugrundet.

83

Med dette anbringendes ottende led har Ryanair i det væsentlige foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 63 og 64 fastslog, at Kommissionen med henblik på vurderingen af, om den omhandlede foranstaltning var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, herunder foranstaltningens forholdsmæssighed, ikke var forpligtet til at tage hensyn til den konkurrencemæssige fordel for SAS som følge af, at selskabet var den eneste modtager af denne støtte.

84

Det skal i denne henseende i lighed med, hvad generaladvokaten har anført i punkt 48 i forslaget til afgørelse, fastslås, at dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Aer Lingus og Ryanair Designated Activity (C-164/15 P og C-165/15 P, EU:C:2016:990, præmis 92), hvortil Retten henviste i den appellerede doms præmis 63, i modsætning til, hvad Ryanair har gjort gældende, selv om den vedrører fastsættelsen af en ulovlig støtte med henblik på tilbagesøgning heraf, faktisk er relevant for denne sag, for så vidt som det af nævnte præmis 92 kan udledes, at den fordel, som støtten har givet støttemodtageren, ikke omfatter den eventuelle økonomiske fortjeneste, som modtageren har opnået gennem udnyttelsen af denne fordel.

85

I forbindelse med den omhandlede foranstaltning, dvs. støtte i form af en garanti, svarer den støtte, der blev indrømmet SAS, som Kommissionen skulle tage hensyn til med henblik på at afgøre, om der forelå en eventuel overkompensation for de skader, som dette luftfartsselskab havde lidt som følge af den pågældende usædvanlige begivenhed, dermed principielt – således som det fremgår af Kommissionens meddelelse om anvendelsen af […] artikel [107 TEUF] og [108 TEUF] på statsstøtte i form af garantier (EUT 2008, C 155, s. 10), og således som Retten med føje anførte i den appellerede doms præmis 54 – til forskellen i den sats, som SAS blev indrømmet med eller uden den omhandlede foranstaltning på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse. Med henblik på denne afgørelse skal Kommissionen derimod ikke tage hensyn til en eventuel fordel, som SAS indirekte ville udlede heraf, såsom den af Ryanair anførte konkurrencemæssige fordel.

86

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 63-65 fastslog, at Kommissionen ikke var forpligtet til at tage hensyn til den af Ryanair anførte konkurrencemæssige fordel.

87

Henset til det ovenstående skal det andet anbringendes ottende led forkastes som ugrundet, og følgelig skal dette anbringende forkastes i sin helhed.

88

Med det tredje anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 70-89, har Ryanair foreholdt Retten, at den begik retlige fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt, idet den forkastede det tredje anbringendes første led i selskabets søgsmål i første instans, og idet den i den appellerede doms præmis 89 fastslog, at det var berettiget alene at indrømme SAS den omhandlede foranstaltning, og at foranstaltningen ikke var i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling.

89

I denne henseende har Ryanair med det tredje anbringendes første led gjort gældende, at Retten ikke foretog en behørig anvendelse af princippet om forbud mod enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er et grundlæggende princip i Unionens retsorden. Selv om Retten i den appellerede doms præmis 80 anerkendte, at den forskellige behandling, der var indført ved den omhandlede foranstaltning, for så vidt som den kun begunstigede SAS, kunne sidestilles med forskelsbehandling, fastslog den med urette, at en sådan forskelsbehandling kun skulle vurderes i lyset af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF med den begrundelse, at denne bestemmelse udgjorde en særlig bestemmelse fastsat ved traktaterne som omhandlet i artikel 18 TEUF. Retten burde endvidere have undersøgt, om en sådan forskelsbehandling var begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed som omhandlet i artikel 52 TEUF, eller under alle omstændigheder om den var baseret på objektive hensyn, som var uafhængige af de berørte personers nationalitet.

90

Med dette anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 74-77 begik en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt hvad angår fastlæggelsen af formålet med den omhandlede foranstaltning. Den fastslog bl.a. med urette i den appellerede doms præmis 74 og 75, at denne foranstaltning hverken havde til formål at beskytte Sveriges »forbindelsesmuligheder«, »adgangsmulighederne til Skandinavien« eller den svenske økonomi, hvilket er en uforholdsmæssigt formalistisk fortolkning af den omtvistede afgørelse. Denne konstatering er desuden i strid med den appellerede doms præmis 82. Ryanair har anført, at Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 76 og 77 om, at formålet med den omhandlede foranstaltning ikke var at bevare markedsstrukturen, og at forskelsbehandlingen var en iboende del af støttens individuelle karakter, ligeledes var urigtige.

91

Med det tredje anbringendes tredje led har Ryanair gjort gældende, at Retten begik flere retlige fejl, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 84 med urette fastslog, at den forskellige behandling, som fulgte af den omhandlede foranstaltning, var begrundet, eftersom SAS som følge af sine større markedsandele blev påvirket mere af restriktionerne i forbindelse med covid-19-pandemien end de øvrige luftfartsselskaber i Sverige.

92

For det første fremgår denne begrundelse ikke noget sted af den omtvistede afgørelse. For det andet fastslår en sådan konstatering i det væsentlige, at en virksomhed, som har en betydelig markedsandel, har ret til at få tildelt hele den støtte, der ydes i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, hvilket ville være i strid med proportionalitetsprincippet og princippet om en ufodrejet konkurrence. For det tredje er Rettens begrundelse i den appellerede doms præmis 85 for, at SAS havde ret til hele støtten, idet selskabet »blev forholdsmæssigt betydeligt hårdere ramt af disse restriktioner end [appellanten]«, »absurd og åbenbart urigtig«. For det fjerde begik Retten en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 87 at fastslå, at appellanten, henset til den omhandlede foranstaltnings relative betydning, ikke havde godtgjort, at det ikke ville have frataget den nævnte foranstaltning sin effektive virkning, hvis beløbet var blevet fordelt mellem alle luftfartsselskaber, der drev virksomhed i Sverige. Et kriterium om en sådan »effektiv virkning«, som Retten ikke præciserede, følger af en »ren sui generis-fortolkning«. En sådan analyse fremgik under alle omstændigheder ikke af den omtvistede afgørelse.

93

Kommissionen, Den Franske Republik og Kongeriget Sverige har gjort gældende, at det tredje appelanbringende skal forkastes som ugrundet.

94

Med det tredje anbringendes andet led, som skal undersøges først, har Ryanair indledningsvis i det væsentlige gjort gældende, at Retten i dommens præmis 74-76 identificerede formålet med den omhandlede foranstaltning urigtigt, således som det fremgår af den omtvistede afgørelse, for så vidt som den med urette fastslog, at dette formål hverken var at beskytte Sveriges »forbindelsesmuligheder«, »adgangsmulighederne til Skandinavien« eller den svenske økonomi.

95

Det skal i denne henseende fastslås, således som Retten anførte i den appellerede doms præmis 75, at det fremgår udtrykkeligt af niende betragtning til den omtvistede afgørelse i afgørelsens punkt med overskriften »Foranstaltningens formål«, at dette formål alene var at »yde SAS kompensation for den skade, der fulgte af aflysningen eller omlægningen af selskabets flyvninger efter indførelsen af rejsebegrænsninger i forbindelse med covid-19-pandemien«. Hvad derimod angår beskyttelsen af Sveriges »forbindelsesmuligheder«, »adgangsmulighederne til Skandinavien« og den svenske økonomi er disse aspekter anført i en anden del af den omtvistede afgørelse, nemlig punktet med overskriften »Støttemodtageren«, som alene tilsigter at beskrive profilen på den af den omhandlede foranstaltning begunstigede virksomhed og ikke foranstaltningens formål.

96

På denne baggrund begik Retten hverken en retlig fejl eller gengav den omtvistede afgørelses ordlyd urigtigt, da den i den appellerede doms præmis 74 fastslog, at formålet med den omhandlede foranstaltning, henset til denne afgørelse, ud over formålet med at yde SAS en delvis kompensation for skaden som følge af covid-19-pandemien, hverken var at beskytte Sveriges forbindelsesmuligheder, »adgangsmulighederne til Skandinavien« eller den svenske økonomi.

97

For så vidt som Ryanair dernæst har gjort gældende, at der er en selvmodsigelse mellem begrundelsen i den appellerede doms præmis 74 og 75 og i denne doms præmis 82, er det tilstrækkeligt at fastslå, at Retten i sidstnævnte præmis ikke længere undersøgte det formål med den omhandlede foranstaltning, som er omhandlet i denne doms præmis 74 og 75, men undersøgte proportionaliteten i reglerne for tildeling af den denne foranstaltning i lyset af dette formål, som var genstand for nævnte doms præmis 80-87.

98

For så vidt som det tredje anbringendes andet led vedrører den appellerede doms præmis 76, hvorefter Retten forkastede appellantens argument om, at den omhandlede foranstaltning havde til formål at bevare at markedsstrukturen, er denne konstatering af de i nærværende doms præmis 95 anførte grunde ikke behæftet med en retlig fejl.

99

Det tredje anbringendes andet led skal i dette omfang således forkastes som ubegrundet.

100

Med et sidste argument fremført inden for rammerne af både dette anbringendes første og andet led har Ryanair foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 77 og 80 begik retlige fejl ved anvendelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling, og nærmere bestemt princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er fastsat i artikel 18, stk. 1, TEUF.

101

For så vidt som Ryanair har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 77, skal det bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis kan en national foranstaltning kun kvalificeres som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, såfremt samtlige følgende betingelser er opfyldt. For det første skal der være tale om en statslig indgriben eller indgriben ved hjælp af statsmidler. For det andet skal denne indgriben kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. For det tredje skal den give modtageren en selektiv fordel. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (jf. bl.a. dom af 28.6.2018, Tyskland mod Kommissionen, C-208/16 P, EU:C:2018:506, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

102

Det er således i forhold til foranstaltninger med sådanne kendetegn, for så vidt som de kan fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, at artikel 107, stk. 1, TEUF fastsætter princippet om, at sådanne foranstaltninger er uforenelige med det indre marked.

103

Navnlig forudsætter det krav om selektivitet, der følger af artikel 107, stk. 1, TEUF, at Kommissionen godtgør, at den økonomiske fordel i bred forstand, som direkte eller indirekte følger af en given foranstaltning, specifikt er til fordel for en eller flere virksomheder. Med henblik herpå påhviler det navnlig Kommissionen at påvise, at den omhandlede foranstaltning har indført differentieringer mellem virksomheder, der befinder sig i en tilsvarende situation i forhold til det formål, der forfølges. Fordelen skal således indrømmes på en selektiv vis og kunne bringe visse virksomheder i en gunstigere situation end andre (jf. i denne retning dom af 30.6.2016, Belgien mod Kommissionen, C-270/15 P, EU:C:2016:489, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

104

Når den omhandlede foranstaltning som i det foreliggende tilfælde er tilsigtet som en individuel støtte, giver identificeringen af en økonomisk fordel principielt formodning for, at den er selektiv (dom af 30.6.2016, Belgien mod Kommissionen, C-270/15 P, EU:C:2016:489, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

105

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 77 i det væsentlige at fastslå, at en individuel støtte ved sin art indfører en forskellig behandling mellem den af denne støtte begunstigede virksomhed og alle andre virksomheder, der, henset til det forfulgte mål, befinder sig i en sammenlignelig situation. I modsætning til, hvad Ryanair synes at gøre gældende, kan denne præmis 77 ikke forstås således, at Retten heri fastslog, at en støtte, som efter dens opfattelse er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, alligevel er forenelig med det indre marked, eftersom det i slutningen af denne præmis udtrykkeligt er præciseret, at EU-retten tillader medlemsstaterne at yde sådan støtte, »forudsat at alle de betingelser, der fremgår af artikel 107 TEUF, er opfyldt«.

106

I sidstnævnte henseende fastsætter artikel 107, stk. 2 og 3, TEUF visse undtagelser til det i nærværende doms præmis 102 omtalte princip om, at statsstøtte er uforenelig med det indre marked. Statsstøtte, som ydes med de formål og efter de krav, som er fastsat i disse undtagelsesbestemmelser, er således forenelig eller kan erklæres forenelig med det indre marked, selv om den har de kendetegn og skaber de virkninger, der er omhandlet i nærværende doms præmis 101.

107

Det følger heraf, at statsstøtte, som ydes i overensstemmelse med disse krav, dvs. med henblik på et formål, der er anerkendt i disse undtagelsesbestemmelser, og inden for hvad der er nødvendigt for og står i rimeligt forhold til virkeliggørelsen af dette formål, ikke kan erklæres uforenelig med det indre marked alene i lyset af de kendetegn og virkninger, der er omtalt i nærværende doms præmis 101, som er uløseligt forbundet med enhver statsstøtte, dvs. bl.a. af grunde vedrørende støttens selektivitet, eller at den fordrejer konkurrencevilkårene, idet de nævnte bestemmelser ellers fratages deres effektive virkning (jf. i denne retning dom af 22.3.1977, Iannelli & Volpi, 74/76, EU:C:1977:51, præmis 14 og 15, og af 26.9.2002, Spanien mod Kommissionen, C-351/98, EU:C:2002:530, præmis 57).

108

Støtte kan således ikke anses for at være uforenelig med det indre marked af grunde, der er alene er knyttet til det forhold, at støtten er selektiv, eller at den fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene.

109

Når dette er sagt, skal det dernæst hvad angår Ryanairs udsagn om, at Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 80 ikke anvendte det princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er fastsat i artikel 18 TEUF, men undersøgte den omhandlede foranstaltning i lyset af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at den i artikel 108 TEUF fastsatte procedure aldrig må føre til resultater, der er i strid med traktatens særlige bestemmelser. En støtte, der som sådan eller ved visse af sine gennemførelsesforanstaltninger er i strid med EU-rettens almindelige bestemmelser eller principper, kan således ikke erklæres forenelig med det indre marked (dom af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

110

Hvad nærmere bestemt angår artikel 18 TEUF følger det af fast retspraksis, at denne bestemmelse imidlertid kun anvendes selvstændigt på forhold omfattet af EU-retten, for hvilke EUF-traktaten ikke indeholder særlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling (dom af 18.7.2017, Erzberger, C-566/15, EU:C:2017:562, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

111

Eftersom artikel 107, stk. 2 og 3, TEUF, således som det er bemærket i nærværende doms præmis 106, fastsætter undtagelser til det i denne artikels stk. 1 omhandlede princip om, at statsstøtte er uforenelig med det indre marked, og herved navnlig tillader forskellig behandling af virksomheder på betingelse af, at de i disse undtagelser fastsatte krav er opfyldt, skal bestemmelserne, således som generaladvokaten har anført i punkt 64 i forslaget til afgørelse, anses for »særlige bestemmelser« som omhandlet i artikel 18, stk. 1, TEUF.

112

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 80 fastslog, at artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF udgjorde en særlig bestemmelse, og at det alene skulle undersøges, om den ved den omhandlede foranstaltning indførte forskellige behandling var tilladt i henhold til denne bestemmelse.

113

Den forskellige behandling, som den omhandlede foranstaltning medførte, skal i modsætning til, hvad Ryanair har gjort gældende, således heller ikke begrundes i lyset af de grunde, der er anført i artikel 52 TEUF.

114

Henset til det ovenstående skal det tredje anbringendes andet leds sidste klagepunkt og dette anbringendes første led forkastes som ugrundede.

115

Med det tredje anbringendes tredje led har Ryanair foreholdt Retten, at den begik retlige fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt, da den i bl.a. den appellerede doms præmis 84-88 som led i spørgsmålet, om den omhandlede foranstaltning var forholdsmæssig, undersøgte, om der var grundlag for appellantens argumentation gengivet i denne doms præmis 83, hvorefter den forskellige behandling, der fulgte af denne foranstaltning, var forholdsmæssig, for så vidt som den indrømmede SAS hele støtten til at afhjælpe den skade, der var forårsaget af covid-19-pandemien, selv om SAS kun havde lidt 35% af denne skade.

116

I denne henseende har Ryanair med det første klagepunkt i det væsentlige gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 84 bl.a. at fastslå, at SAS som følge af sine større markedsandele blev påvirket mere af restriktionerne pålagt i forbindelse med covid-19-pandemien end de øvrige luftfartsselskaber i Sverige, angav en begrundelse, som ikke fremgik af den omtvistede afgørelse, hvorfor den erstattede Kommissionens begrundelse til støtte for denne afgørelse med sin egen begrundelse.

117

Selv om det ganske vist fremgår af Domstolens praksis, at Domstolen og Retten i forbindelse med legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF under ingen omstændigheder kan sætte deres egen begrundelse i stedet for den, udstederen af den anfægtede retsakt har angivet (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, World Duty Free Group og Spanien mod Kommissionen, C-51/19 P og C-64/19 P, EU:C:2021:793, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis), skal det fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 84 som svar på appellantens argumentation, som er omtalt i nærværende doms præmis 115, blot anførte indholdet af den omtvistede afgørelse og nærmere bestemt drog konklusionerne af det heri anførte uden imidlertid at erstatte begrundelsen for denne afgørelse.

118

For så vidt som appellanten med det tredje leds tredje klagepunkt har henvist til Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 84 og 85 om, at SAS’ markedsandele »var betydeligt større end markedsandelene for dets nærmeste konkurrent«, og at SAS »blev forholdsmæssigt betydeligt hårdere ramt af disse restriktioner«, dvs. de i forbindelse med covid-19-pandemien pålagte, skal det fastslås, at der er tale om vurderinger af faktiske forhold, som alene tilkommer Retten, og som endvidere er foretaget for fuldstændighedens skyld.

119

Dette klagepunkt skal følgelig afvises, hvilket gælder så meget desto mere, eftersom appellanten ikke har påvist, at Retten gengav disse faktiske omstændigheder urigtigt.

120

For så vidt som Ryanair til støtte for det tredje leds andet og tredje klagepunkt i det væsentlige har gjort gældende, at det følger af proportionalitetsprincippet, at støtten skulle have været fordelt mellem alle de skadelidte som følge af den pågældende usædvanlige begivenhed i forhold til de skader, de havde lidt, er dette ræsonnement støttet på en urigtig forudsætning, således som det fremgår af nærværende doms præmis 21-26.

121

Med hensyn til appellantens tredje anbringendes tredje leds fjerde klagepunkt er det tilstrækkeligt at fastslå, at det tilsigter at anfægte den appellerede doms præmis 87, som er anført for fuldstændighedens skyld i forhold til Rettens beslutning i den appellerede doms præmis 86 om, at den forskellige behandling til fordel for SAS ikke var i strid med proportionalitetsprincippet. Dette argument skal således forkastes som uvirksomt.

122

På baggrund af det ovenstående skal det tredje anbringendes tredje led forkastes, og dermed forkastes det tredje anbringende i sin helhed.

123

Med det fjerde anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 94-96, har Ryanair foreholdt Retten, at den begik retlige fejl og gengav de faktiske omstændigheder og beviserne åbenbart urigtigt ved at forkaste det tredje anbringendes andet led i selskabets søgsmål i første instans, hvorved det havde påberåbt sig en tilsidesættelse af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser.

124

Med dette anbringendes første led har Ryanair gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 94 at fastslå, at appellanten ikke havde godtgjort, hvordan den eksklusive karakter ved den omhandlede foranstaltning, som kun begunstigede SAS, kunne »afskrække selskabet fra at etablere sig i Sverige eller at levere tjenesteydelser fra eller til dette land«, valgte et fejlagtigt kriterium for at vurdere, om denne foranstaltning hindrede eller gjorde det mindre attraktivt at udøve den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden. I overensstemmelse med retspraksis skulle Retten snarere undersøge, om den omhandlede foranstaltning kunne afskrække »enhver interesseret operatør«, og således i det foreliggende tilfælde andre luftfartsselskaber i Sverige end SAS, fra at etablere sig eller levere tjenesteydelser i denne medlemsstat.

125

Med dette anbringendes andet led har Ryanair gjort gældende, at selskabet i forbindelse med søgsmålet i første instans i tilstrækkelig retlig grad godtgjorde, at den omhandlede foranstaltning i overensstemmelse med det relevante kriterium i praksis alene behandlede luftfartsselskaber med hovedkontor i en anden medlemsstat end Kongeriget Sverige ugunstigt. Selskabet fremlagde nemlig flere beviser for, at foranstaltningen havde restriktiv virkning for den frie udveksling af tjenesteydelser, og ved ikke at undersøge disse begik Retten en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder urigtigt.

126

Med nævnte anbringendes tredje led har Ryanair gjort gældende, at selskabet i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 94, havde påvist, at restriktionen for den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden ikke var begrundet. Retten begik en retlig fejl ved at henvise til sit ræsonnement vedrørende artikel 107 TEUF overordnet set i forbindelse med artikel 18 TEUF, selv om den behandlede en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser. I virkeligheden skulle Retten, og før denne Kommissionen, have undersøgt, om den ved den omhandlede foranstaltning indførte restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser var begrundet i et tvingende alment hensyn, ikke udgjorde forskelsbehandling, var nødvendig og stod i rimeligt forhold til det forfulgte almene hensyn. Appellanten identificerede de faktiske og retlige forhold, som godtgjorde, at den omhandlede foranstaltning havde restriktive virkninger for den frie udveksling af tjenesteydelser, som hverken var nødvendige, passende eller stod i rimeligt forhold til det hermed anførte formål. Retten »benægtede denne virkelighed« og begik dermed en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt.

127

Kommissionen, Den Franske Republik og Kongeriget Sverige har gjort gældende, at det fjerde appelanbringende skal forkastes som ugrundet.

128

For så vidt som Ryanair med dette appelanbringendes første led har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 94, første punktum, anvendte et urigtigt kriterium med henblik på at vurdere, om den omhandlede foranstaltning hindrede eller gjorde det mindre attraktivt at udøve den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden, skal det fastslås, at dette led er støttet på en urigtig læsning af denne præmis. Uden at det er fornødent at undersøge, om Retten, således som Ryanair har gjort gældende, begik en retlig fejl med hensyn til rækkevidden af den bevisbyrde, som påhvilede selskabet, fremgår det nemlig, således som den franske regering med føje har anført i sit processkrift, af andet punktum i denne præmis – hvorved henvises til den appellerede doms præmis 70-89, hvori Retten analyserede, om den omhandlede foranstaltning stod i rimeligt forhold til situationen for samtlige luftfartsselskaber i Sverige – at Retten sigtede til forekomsten af restriktive virkninger generelt, og således til virkninger ikke alene i forhold til Ryanair, men til samtlige luftfartsselskaber, som drev eller ville drive virksomhed i Sverige.

129

Dette led skal derfor forkastes som ugrundet.

130

Med det fjerde anbringendes andet og tredje led, som skal undersøges samlet, har Ryanair i det væsentlige foreholdt Retten, at den behæftede den appellerede doms præmis 94 med retlige fejl, for så vidt som den alene undersøgte det forhold, at den omhandlede foranstaltning kun begunstigede SAS, i lyset af kriterierne i artikel 107 TEUF i stedet for at efterprøve, om denne foranstaltning var begrundet i medfør af de grunde, der er omhandlet i bestemmelserne vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden. Ryanair havde forelagt Retten de faktiske og retlige forhold, som påviste tilsidesættelsen af disse bestemmelser.

131

I denne henseende må proceduren i artikel 108 TEUF, således som det er anført i nærværende doms præmis 109, aldrig føre til resultater, der er i strid med traktatens særlige bestemmelser. En støtte, der som sådan eller ved visse af sine gennemførelsesforanstaltninger er i strid med EU-rettens almindelige bestemmelser eller principper, kan således ikke erklæres forenelig med det indre marked.

132

For det første udgør en støtteforanstaltnings restriktive virkninger for den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 85 i forslaget til afgørelse, imidlertid ikke en restriktion, der er forbudt ved traktaten, for så vidt som der kan være tale om en iboende virkning ved selve statsstøttens art, såsom den selektive karakter.

133

For det andet følger det af Domstolens praksis, at når en støttes gennemførelsesforanstaltninger er så uløseligt forbundet med støttens formål, at det ikke er muligt at bedømme dem isoleret, skal deres virkning på støttens forenelighed eller uforenelighed i sin helhed med det indre marked nødvendigvis bedømmes gennem den procedure, der er fastsat i artikel 108 TEUF (jf. i denne retning dom af 22.3.1977, Iannelli & Volpi, 74/76, EU:C:1977:51, præmis 14, og af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 97).

134

I det foreliggende tilfælde indgår valget af SAS som begunstiget af den omhandlede foranstaltning, således som det fremgår af nærværende doms præmis 95, i formålet med denne foranstaltning, og selv om dette valg måtte anses for at være en gennemførelsesforanstaltning til nævnte foranstaltning, har Ryanair ikke bestridt, at en sådan gennemførelsesforanstaltning er uløseligt forbundet med nævnte formål, som er at yde delvis kompensation til denne virksomhed for den skade, der blev forårsaget af covid-19-pandemien. Det følger heraf, at virkningen på det indre marked af valget af SAS som begunstiget af den omhandlede foranstaltning ikke kan gøres til genstand for en efterprøvelse, der er særskilt i forhold til efterprøvelsen af, om støtteforanstaltningen som helhed er forenelig med det indre marked, ved den procedure, der er fastsat i artikel 108 TEUF.

135

Det følger af ovenstående betragtninger og af det i bl.a. nærværende doms præmis 107 og 108 anførte, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 94 i det væsentlige at fastslå, at appellanten for at godtgøre, at den omhandlede foranstaltning, eftersom den kun begunstigede SAS, udgjorde en hindring for etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, i det foreliggende tilfælde skulle have påvist, at foranstaltningen havde restriktive virkninger, som gik videre end dem, der er uløseligt forbundet med statsstøtte ydet i overensstemmelse med kravene i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF.

136

Ryanairs argumentation til støtte for det fjerde anbringendes andet og tredje led tilsigter som helhed at kritisere valget af SAS som den eneste begunstigede af den omhandlede foranstaltning og følgerne af dette valg, selv om valget er uløseligt forbundet med denne foranstaltnings selektive karakter.

137

Hvad angår de beviser, som Ryanair fremlagde for Retten, skal det endvidere fastslås, at dette selskab ikke har fremført noget argument, der kan påvise, at den gengav disse beviser urigtigt.

138

Det følger af det ovenstående, at det fjerde anbringende skal forkastes.

139

Med det femte anbringende har Ryanair gjort gældende, at Retten begik retlige fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt ved i den appellerede doms præmis 99 og 100 at fastslå, at selskabets fjerde anbringende i første instans om Kommissionens afslag på at indlede den formelle undersøgelsesprocedure ikke havde det anførte formål og ikke havde selvstændigt indhold.

140

I modsætning til, hvad Retten fastslog, havde dette anbringende nemlig et selvstændigt indhold, som adskilte sig fra de tre første anbringender i første instans, eftersom kontrolkriteriet er anderledes for en virksomhed i alvorlige vanskeligheder, hvilket burde have ført til indledningen af en formel undersøgelsesprocedure, og kriteriet herfor kunne opfyldes, selv om det ikke var godtgjort, at Kommissionens undersøgelse var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn eller en retlig fejl, hvilke argumenter lå til grund for de tre første anbringender.

141

Det fjerde anbringende i første instans savnede heller ikke det anførte formål, eftersom påvisningen af, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, adskiller sig fuldstændigt fra påvisningen af alvorlige vanskeligheder, som burde have ført til indledningen af en formel undersøgelsesprocedure. Ryanair fremførte endvidere selvstændige argumenter i denne henseende, som bl.a. godtgjorde, at Kommissionen hverken rådede over markedsoplysninger om luftfartssektorens opbygning eller oplysninger om vurderingen af de skader, som var forårsaget af krisen i forbindelse med covid-19-pandemien, og størrelsen af den støtte, som SAS blev indrømmet. Det følger heraf, at Ryanair for Retten havde identificeret fejl og mangler i Kommissionens oplysninger, der afslørede alvorlige vanskeligheder og udgjorde et »selvstændigt indhold« i forhold til de øvrige anbringender.

142

Kommissionen, Den Franske Republik og Kongeriget Sverige har gjort gældende, at det femte appelanbringende skal forkastes som ugrundet.

143

Når en sagsøger har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod en statsstøtte, kritiserer vedkommende som det væsentlige, at denne afgørelse blev vedtaget, uden at Kommissionen indledte den formelle undersøgelsesprocedure, hvorved den tilsidesatte sagsøgerens proceduremæssige rettigheder. Sagsøgeren kan for at få taget sin påstand om annullation til følge påberåbe sig ethvert anbringende, der kan godtgøre, at vurderingen af de oplysninger, Kommissionen rådede over, under den foreløbige undersøgelse af den anmeldte foranstaltning burde have rejst tvivl med hensyn til dens forenelighed med det indre marked. Anvendelsen af sådanne argumenter kan imidlertid ikke bevirke en ændring af sagsgenstanden eller betingelserne for at antage søgsmålet til realitetsbehandling. Den omstændighed, at der foreligger tvivl med hensyn til foranstaltningens forenelighed med det indre marked, er derimod netop det bevis, som kræves ført for at godtgøre, at Kommissionen var forpligtet til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 6, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9) (jf. i denne retning dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

144

Det påhviler den person, der har nedlagt en sådan påstand, at godtgøre, at der forelå tvivl med hensyn til denne forenelighed, således at Kommissionen var forpligtet til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i artikel 108, stk. 2, TEUF. Et sådant bevis skal søges i både omstændighederne for vedtagelsen af afgørelsen og i dens indhold på grundlag af en række samstemmende indicier (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, Kommissionen mod Tempus Energy og Tempus Energy Technology, C-57/19 P, EU:C:2021:663, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

145

Navnlig udgør den utilstrækkelige eller ufuldstændige karakter af Kommissionens undersøgelse under den foreløbige undersøgelsesprocedure et indicium for, at der forelå alvorlige vanskeligheder for denne institution ved vurderingen af den anmeldte foranstaltnings forenelighed med det indre marked, hvilket burde have foranlediget den til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, Kommissionen mod Tempus Energy og Tempus Energy Technology, C-57/19 P, EU:C:2021:663, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

146

I denne henseende skal det hvad indledningsvis angår klagepunktet om, at Retten i den appellerede doms præmis 100 fastslog, at det fjerde anbringende i første instans ikke havde selvstændigt indhold, bemærkes, at det er korrekt, således som Ryanair har gjort gældende i sin appel, at såfremt der var påvist »alvorlige vanskeligheder« som omhandlet i Domstolens praksis, der er nævnt i den foregående præmis, kunne den omtvistede afgørelse alene af denne årsag annulleres, uanset om det i øvrigt var godtgjort, at Kommissionens materielle vurderinger var behæftet med retlige eller faktiske fejl (jf. analogt dom af 2.4.2009, Bouygues og Bouygues Télécom mod Kommissionen, C-431/07 P, EU:C:2009:223, præmis 66).

147

Forekomsten af sådanne vanskeligheder kan endvidere bl.a. søges i disse vurderinger og kan principielt påvises ved de anbringender eller argumenter, som en sagsøger har fremført med henblik på at anfægte, at der var grundlag for afgørelsen om ikke at gøre indsigelser, selv om undersøgelsen af disse anbringender eller argumenter ikke fører til den konklusion, at Kommissionens materielle vurderinger var faktisk eller retligt urigtige (jf. i denne retning dom af 2.4.2009, Bouygues og Bouygues Télécom mod Kommissionen, C-431/07 P, EU:C:2009:223, præmis 63 og 66 og den deri nævnte retspraksis).

148

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, således som generaladvokaten har anført i punkt 93 i forslaget til afgørelse, at Ryanairs fjerde anbringende i første instans i det væsentlige vedrørte den ufuldstændige og utilstrækkelige karakter af Kommissionens undersøgelse under den foreløbige undersøgelsesprocedure, og det forhold, at Kommissionen ville være nået til en anden vurdering af den omhandlede foranstaltnings forenelighed med det indre marked efter en formel undersøgelsesprocedure. Det fremgår ligeledes af dette søgsmål, at appellanten til støtte for dette anbringende i det væsentlige enten i sammenfattet form gentog de argumenter, der var fremført inden for rammerne af de tre første anbringender i nævnte søgsmål vedrørende spørgsmålet, om den omtvistede afgørelse var velbegrundet, eller direkte hjemviste til disse argumenter.

149

På denne baggrund kunne Retten i den appellerede doms præmis 100 med føje fastslå, at det fjerde anbringende i første instans ikke havde »selvstændigt indhold« i forhold til de tre første anbringender i denne sag, således at Retten efter realitetsbehandlingen af de sidstnævnte anbringender, herunder argumenterne om, at Kommissionens undersøgelse var ufuldstændig og utilstrækkelig, ikke var forpligtet til at foretage en særskilt vurdering af, om det fjerde anbringende i dette søgsmål var velbegrundet, hvilket gælder så meget desto mere, således som Retten med føje anførte i denne præmis i den appellerede dom, eftersom Ryanair med sidstnævnte anbringende ikke havde fremført specifikke forhold, der kunne påvise eventuelle »alvorlige vanskeligheder«, som Kommissionen stødte på med henblik på vurderingen af, om den omhandlede foranstaltning var forenelig med det indre marked.

150

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 101 at fastslå, at det var ufornødent at undersøge, om der var grundlag for det fjerde anbringende i første instans, uden at det i øvrigt skal undersøges, om Retten i den appellerede doms præmis 99 med føje fastslog, at dette anbringende var af subsidiær karakter, og at det ikke havde det anførte formål.

151

Det skal desuden fastslås, at Ryanair ikke har fremført noget argument, der kan godtgøre, at Retten gengav beviserne urigtigt som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 67, som led i sin undersøgelse af det fjerde anbringende i første instans.

152

Det fremgår af det ovenstående, at det femte anbringende skal forkastes som ugrundet.

153

Med det sjette anbringende har Ryanair foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl og gengav de faktiske omstændigheder åbenbart urigtigt, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 102-115 med urette fastslog, at Kommissionen ikke havde tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

154

Appellanten har gjort gældende, at Rettens ræsonnement lader forstå, at konteksten for de faktiske omstændigheder, som førte til vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, dvs. covid-19-pandemiens indtræden og den indvirkning, som denne situation kunne have på kvaliteten af affattelsen af Kommissionens afgørelser, kunne undskylde, at visse væsentlige forhold manglede i begrundelsen for den omtvistede afgørelse, selv om de var nødvendige for appellanten med henblik på at få kendskab til det konkrete ræsonnement, som lå til grund for Kommissionens konklusioner. En sådan liberal fortolkning af artikel 296, stk. 2, TEUF i strid med Domstolens praksis fratager begrundelsespligten enhver betydning.

155

Kommissionen, Den Franske Republik og Kongeriget Sverige har gjort gældende, at det sjette anbringende skal forkastes som ugrundet.

156

Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente retsinstans kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelseskravet skal således bedømmes i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater og andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 296, stk. 2, TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 2.9.2021, Kommissionen mod Tempus Energy og Tempus Energy Technology, C-57/19 P, EU:C:2021:663, præmis 198 og den deri nævnte retspraksis).

157

Når sagen som i det foreliggende tilfælde angår en afgørelse om ikke at gøre indsigelser i forhold til en støtteforanstaltning i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, har Domstolen allerede haft lejlighed til at præcisere, at en sådan afgørelse, som træffes med kort varsel, således som Retten desuden med føje anførte i den appellerede doms præmis 107, kun skal indeholde en angivelse af grundene til, at Kommissionen finder, at bedømmelsen af, om den pågældende støtte er forenelig med det indre marked, ikke giver anledning til alvorlige vanskeligheder, og at selv en kortfattet begrundelse skal anses for tilstrækkelig med hensyn til begrundelseskravet ifølge artikel 296, stk. 2, TEUF, hvis den ikke desto mindre klart og utvetydigt angiver årsagerne til, at Kommissionen vurderede, at der ikke forelå sådanne vanskeligheder, hvorfor spørgsmålet, om begrundelsen er gyldig, ikke er relevant for dette krav (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, Kommissionen mod Tempus Energy og Tempus Energy Technology, C-57/19 P, EU:C:2021:663, præmis 199 og den deri nævnte retspraksis).

158

Det er i lyset af disse krav, som med føje er anført i den appellerede doms præmis 105 og 107, at det skal undersøges, om Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den omtvistede afgørelse var tilstrækkeligt begrundet.

159

I denne henseende skal det, for så vidt som Ryanair i det væsentlige har foreholdt Retten, at den lempede kravene til begrundelsespligten i lyset af covid-19-pandemiens kontekst, hvorunder den omtvistede afgørelse blev vedtaget, fastslås, at der intet er, der indikerer, at Retten ved i den appellerede doms præmis 102-115 at henvise til krisen i forbindelse med denne pandemi, herved tilsigtede at begrunde en manglende begrundelse for denne afgørelse.

160

For så vidt som Ryanair desuden har omtalt et vist antal specifikke forhold, som Kommissionen under tilsidesættelse af sin begrundelsespligt ikke tog stilling til, eller som den ikke vurderede i den omtvistede afgørelse – såsom den omhandlede foranstaltnings forenelighed med ligebehandlingsprincippet, etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, den konkurrencemæssige fordel indrømmet SAS, metoden til beregning af skaden og støtten samt de præcise grunde til, at SAS blev behandlet anderledes end de øvrige skadelidte luftfartsselskaber i Sverige, samt det forhold, at den omhandlede foranstaltning var subsidiær i forhold til den svenske støtteordning – skal det fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 108-114 efter at have undersøgt hvert enkelt af disse forhold fastslog, at disse enten ikke var relevante med henblik på den omtvistede afgørelse, eller at der i denne afgørelse i tilstrækkelig grad var henvist hertil, således at Kommissionens ræsonnement i denne henseende kunne forstås.

161

Det ses ikke, at Retten med disse vurderinger tilsidesatte kravene til en begrundelse af Kommissionens afgørelser om ikke at gøre indsigelser i medfør af artikel 108, stk. 3, TEUF, således som disse krav fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 156 og 157, idet denne begrundelse i det foreliggende tilfælde gav Ryanair mulighed for at få kendskab til grundlaget for denne afgørelse og for Unionens retsinstanser at efterprøve denne, således som det i øvrigt fremgår af den appellerede dom.

162

For så vidt som den argumentation, der er fremført inden for rammerne af det sjette anbringende, i virkeligheden tilsigter at godtgøre, at den omtvistede afgørelse blev vedtaget på grundlag af Kommissionens utilstrækkelige eller retligt fejlagtige vurdering, skal denne argumentation, der snarere vedrører grundlaget for denne afgørelse end begrundelseskravet som væsentlig formforskrift, forkastes i lyset af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 157.

163

Det følger af det ovenstående, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 115 at fastslå, at den omtvistede afgørelse var tilstrækkeligt begrundet.

164

Endelig skal det fastslås, at Ryanair ikke har fremført noget argument, der kan godtgøre, at Retten gengav de faktiske omstændigheder urigtigt som omhandlet i den retspraksis, der er omtalt i nærværende doms præmis 67, da den undersøgte det femte anbringende i første instans.

165

Det sjette anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

166

Da ingen af de af appellanten fremførte anbringender er taget til følge, skal appellen forkastes i sin helhed.

167

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, i træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge.

168

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da appellanten har tabt sagen, og Kommissionen og SAS har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges appellanten at betale sagsomkostningerne i forbindelse med den foreliggende appel.

169

I overensstemmelse med procesreglementets artikel 140, stk. 1, der finder anvendelse i appelsager i henhold til dette procesreglements artikel 184, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Den Franske Republik og Kongeriget Sverige, som indtrådte i søgsmålet i første instans for Retten, og som har deltaget i sagen for Domstolen, bærer følgelig deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):