–

Asociación Multisectorial de Empresas de la Electrónica, Tecnologías de la Información y la Comunicación, Telecomunicaciones y de los Contenidos Digitales (Ametic), ved abogados A. González García, M. Magide Herrero, R. Sánchez Aristi og D. Sarmiento Ramírez-Escudero,

–

Asociación para el Desarrollo de la Propiedad Intelectual (ADEPI) ved abogado J.J. Marín López,

–

Artistas Intérpretes o Ejecutantes, Sociedad de Gestión de España (AIE) ved abogado J.A. Hernández-Pinzón García,

–

Artistas Intérpretes Entidad de Gestión de Derechos de Propiedad Intelectual (AISGE) ved abogado J.M. Montes Relazón,

–

Ventanilla Única Digital ved abogado J.J. Marín López,

–

Derechos de Autor de Medios Audiovisuales (DAMA) ved abogado R. Gómez Cabaleiro,

–

Centro Español de Derechos Reprográficos (CEDRO) ved abogados I. Aramburu Muñoz og J. de Fuentes Bardají,

–

den spanske regering ved L. Aguilera Ruiz, som befuldmægtiget,

–

den franske regering ved A. Daniel og A.-L. Desjonquères, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved É. Gippini Fournier og J. Samnadda, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10) og af generelle EU-retlige principper.

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Asociación Multisectorial de Empresas de la Electrónica, Tecnologías de la Información y la Comunicación, Telecomunicaciones y de los contenidos Digitales (Ametic), på den ene side, og Administración del Estado (den spanske statsforvaltning, Spanien), Entidad de Gestión de Derechos de los Productores Audiovisuales (EGEDA), Asociación para el Desarrollo de la Propiedad lntelectual (ADEPI), Artistas lntérpretes o Ejecutantes, Sociedad de Gestión de España (AlE), Artistas lntérpretes Entidad de Gestión de Derechos de Propiedad lntelectual (AISGE), Ventanilla Única Digital, Derechos de Autor de Medios Audiovisuales (DAMA), Centro Español de Derechos Reprográficos (CEDRO), Asociación de Gestión de Derechos lntelectuales (AGEDI) og Sociedad General de Autores y Editores (SGAE), på den anden side, med påstand om annullation af visse bestemmelser i Real Decreto 1398/2018 por el que se desarrolla el artículo 25 del texto refundido de la Ley de Propiedad Intelectual, aprobado por el Real Decreto Legislativo 1/1996, de 12 de abril, en cuanto al sistema de compensación equitativa por copia privada (kongeligt dekret nr. 1398/2018 om gennemførelse af artikel 25 i den kodificerede udgave af lov om intellektuel ejendomsret, som godkendt ved kongeligt lovdekret nr. 1/1996 af 12.4.1996 vedrørende ordningen om rimelig kompensation for privatkopiering) af 23. november 2018 (BOE nr. 298 af 11.12.2018, s. 121354).

3

31., 35. og 38. betragtning til direktiv 2001/29 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

4

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Retten til reproduktion«, bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis:

5

Direktivets artikel 5 med overskriften »Undtagelser og indskrænkninger« fastsætter følgende i stk. 2 og 5:

»2.   Medlemsstaterne kan indføre undtagelser fra eller indskrænkninger i den i artikel 2 nævnte ret til reproduktion med hensyn til:

[…]

[…]

5.   Undtagelser og indskrænkninger efter stk. 1, 2, 3 og 4 må kun anvendes i visse specielle tilfælde, der ikke strider mod den normale udnyttelse af værket eller andre frembringelser og ikke indebærer urimelig skade for rettighedshaverens legitime interesser.«

6

2., 14., og 26. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked (EUT 2014, L 84, s. 72) har følgende ordlyd:

[…]

[…]

7

Ifølge dette direktivs artikel 1 fastsætter direktivet de krav, der er nødvendige for at sikre en velfungerende forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder i kollektive forvaltningsorganisationer.

8

Dette direktivs artikel 3 indeholder følgende definitioner:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]

[…]«

9

Artikel 25 med overskriften »Rimelig kompensation for privatkopiering« i Ley de Propiedad Intelectual (lov om intellektuel ejendomsret) i den konsoliderede udgave, der blev godkendt ved Real Decreto Legislativo 1/1996, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley de Propiedad Intelectual, regularizando, aclarando y armonizando las disposiciones legales vigentes sobre la materia (kongeligt lovdekret nr. 1/1996 om godkendelse af den kodificerede udgave af lov om intellektuel ejendomsret og om nærmere regulering, præcisering og harmonisering af de gældende lovbestemmelser på området) af 12. april 1996 (BOE nr. 97 af 22.4.1996, s. 14369), som ændret ved Real Decreto-ley 12/2017 (kongeligt lovdekret nr. 12/2017) af 3. juli 2017 (BOE nr. 158 af 4.7.2017, s. 56444) (herefter »lov om intellektuel ejendomsret«) har følgende ordlyd:

»1.   Reproduktion af værker udbredt i form af bøger eller publikationer, som i kongeligt dekret sidestilles hermed, og fonogrammer, videogrammer eller andre lyd-, video- eller audiovisuelle medier, der i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, og 3, er fremstillet via ikke-typografiske tekniske apparater eller instrumenter, som udelukkende er til privat, ikke-erhvervsmæssig brug, og som hverken direkte eller indirekte er kommercielle, giver ret til en rimelig engangskompensation for hver af de tre angivne reproduktionsmetoder som passende kompensation for den skade, der er forvoldt kompensationens modtagere på grund af de reproduktioner, der er foretaget i medfør af den lovmæssige indskrænkning, der anvendes på privatkopiering. Denne kompensation fastlægges for hver reproduktionsmetode i relation til det udstyr, de apparater og materielle medier, der er egnet til at foretage nævnte reproduktion, der er blevet udført på det spanske område eller erhvervet uden for dette med henblik på distribution eller anvendelse heraf på samme område.

[…]

3.   Producenter i Spanien, når disse virker som kommercielle distributører, og personer, der uden for det spanske område erhverver udstyr, apparater og materielle medier, som nævnt i stk. 1, med henblik på deres kommercielle distribution eller anvendelse på dette område, skal betale denne kompensation.

Distributører, engros- og detailhandlere, der efterfølgende erhverver nævnte udstyr, apparater og materielle medier, hæfter solidarisk for betaling af kompensationen til debitorerne, som har leveret udstyret, apparaterne og de materielle medier til dem, medmindre førstnævnte kan bevise, at de faktisk har foretaget betaling heraf til sidstnævnte.

Distributører, engros- og detailhandlere, der efterfølgende erhverver nævnte udstyr, apparater og materielle medier, kan i overensstemmelse med den procedure, der skal sikre, at den kompensation, der er fastsat ved kongeligt dekret, er rimelig, kræve tilbagebetaling af kompensationen for så vidt angår salg af udstyr, apparater og materielle medier til reproduktion til personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til stk. 7.

[…]

7.   Følgende erhvervelser af udstyr, apparater og materielle medier til reproduktion er fritaget for betaling af kompensation.

[…]

[…]

8.   Juridiske eller fysiske personer, der ikke er fritaget for betaling af kompensationen, kan anmode om tilbagebetaling heraf, hvis […]

[…]

10.   Organer til forvaltning af intellektuel ejendomsret deltager i overensstemmelse med gældende lovgivning i stiftelsen og finansieringen af en juridisk person, der i sin egenskab af repræsentant for alle disse udøver følgende funktioner:

11.   Dem, der skal betale kompensation, og dem, der hæfter solidarisk, giver i overensstemmelse med bestemmelserne i foregående stykke, den juridiske person, der er stiftet af forvaltningsorganerne, tilladelse til at kontrollere de erhvervelser og det salg, der er omfattet af betaling af en rimelig kompensation, såvel som de erhvervelser og det salg, som er berørt af de i stk. 7, omhandlede fritagelser. De personer, som har opnået en fritagelsesattest, fremlægger på anmodning fra nævnte juriske person de nødvendige oplysninger med henblik på kontrol af, at de nødvendige betingelser for fritagelsen faktisk fortsat er opfyldt.

12.   […]

[…] […] Ministeriet for uddannelse, kultur og sport løser de konflikter, der indbringes for ministeriet vedrørende den juridiske persons afslag på udstedelse af de i stk. 7, litra b) og c), omhandlede fritagelsesattester og på anmodninger om tilbagebetaling af den i stk. 8 omhandlede rimelige kompensation for privatkopiering.«

10

Den eneste tillægsbestemmelse i kongeligt lovdekret nr. 12/2017 har følgende ordlyd:

»1. Organerne til forvaltning af intellektuel ejendomsret skal senest tre måneder efter ikrafttrædelsen af dette kongelige lovdekret stifte en juridisk person som omhandlet i artikel 25, stk. 10, […] i lov om intellektuel ejendomsret.

2. Ingen af forvaltningsorganerne har i sig selv mulighed for at kontrollere den nævnte juridiske persons afgørelser.

[…]«

11

Artikel 3 i kongelige dekret nr. 1398/2018 bestemmer følgende:

»I dette kongelige dekret forstås ved:

a) fritagelsesattest: enhver af de i artikel 25, stk. 7, litra a)-c), […] i lov om intellektuel ejendomsret omhandlede attester, som følgende personer kan være indehavere af:

[…]

2 juridiske eller fysiske personer, der handler som endelige forbrugere, og som godtgør, at deres udstyr, apparater eller materielle medier udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, og at det pågældende udstyr eller apparater hverken retligt eller faktisk stilles til rådighed for private brugere og klart er forbeholdt til anden brug end fremstilling af kopier til privat brug

[…]«

12

Artikel 10 i kongeligt dekret nr. 1398/2018 med overskriften »Procedure for opnåelse og anvendelse af fritagelsesattesten« bestemmer:

»1.   For at opnå den i artikel 3, litra a), nr. 2, omhandlede fritagelsesattest skal den pågældende til den [i artikel 25, stk. 10, i lov om intellektuel ejendomsret omhandlede] juridiske person fremsende en ansøgning, der om muligt er underskrevet elektronisk, og som indeholder følgende oplysninger:

2.   Af den juridiske persons websted skal fremgå en standardmodel af anmodningen om en fritagelsesattest, der opfylder de betingelser, der er fastsat i det foregående stykke.

[…]

4.   Efter modtagelsen af en anmodning om udstedelse af en fritagelsesattest har den juridiske person 15 arbejdsdage til at meddele eller afslå at udstede attesten og til at meddele ansøgeren sin afgørelse.

5.   Den juridiske person kan kun afslå at udstede en attest i følgende tilfælde:

I de tilfælde, der er nævnt i litra a) og b), ovenfor, giver den juridiske person på forhånd ansøgeren en frist på syv arbejdsdage til at berigtige anmodningen.

Ansøgeren skal underrettes om afslaget med en tilstrækkelig begrundelse for denne afgørelse, idet ansøgeren desuden skal underrettes om retten til at påklage afgørelsen senest en måned efter meddelelsen af afslaget til ministeriet for kultur og sport i henhold til artikel 25, stk. 12, […] i lov om intellektuel ejendomsret.

[…]

10.   Når de ikke er i besiddelse af en fritagelsesattest, kan de personer, der er omfattet af fritagelsen, anvende godtgørelsesproceduren.«

13

Artikel 11 i kongeligt dekret nr. 1398/2018 med overskriften »Procedure for tilbagebetaling af kompensationen« har følgende ordlyd:

»1.   Kravet om tilbagebetaling af kompensationen fremsendes til den juridiske person. Ansøgningen, der om muligt er underskrevet elektronisk, indeholder følgende oplysninger:

2.   Af den juridiske persons websted skal fremgå en standardmodel af anmodningen om en fritagelsesattest, der opfylder de betingelser, der er fastsat i det foregående stykke.

3.   Den juridiske person har en frist på en måned regnet fra modtagelsen af anmodningen til at foretage den nødvendige kontrol med henblik på at fastslå, om der består en ret til tilbagebetaling, og til at meddele ansøgeren sin afgørelse.

[…]

5.   Den juridiske person kan kun nægte at tilbagebetale kompensationen i følgende tilfælde:

I de i litra a) og b) nævnte tilfælde indrømmes ansøgeren en frist på syv arbejdsdage til at berigtige ansøgningen.

Ansøgeren skal underrettes om afslaget med en tilstrækkelig begrundelse for denne afgørelse, idet ansøgeren desuden skal underrettes om retten til at påklage afgørelsen senest en måned efter meddelelsen af afslaget til ministeriet for kultur og sport i henhold til artikel 25, stk. 12, […] i lov om intellektuel ejendomsret.«

14

Artikel 12 i kongelige dekret nr. 1398/2018 fastsætter:

»1.   Forvaltningsorganer og juridiske personer respekterer den fortrolige karakter af alle de oplysninger, som de får kendskab til under udøvelsen af deres hverv, og under alle omstændigheder sker behandlingen af disse oplysninger under overholdelse af reglerne om beskyttelse af konkurrencen og om databeskyttelse.

2.   Dem, der skal betale kompensationen, distributører og indehavere af fritagelsesattester kan ikke påberåbe sig forretningsregnskabshemmeligheden som omhandlet i artikel 32, stk. 1, i Código de Comercio [handelsloven] i forbindelse med den kontrol, der udøves af den juridiske person i medfør af de beføjelser, der er tillagt denne person i medfør af artikel 25, stk. 11, […] i lov om intellektuel ejendomsret.«

15

Ametic, sagsøgeren i hovedsagen, er en sammenslutning af fabrikanter, forhandlere og distributører inden for sektoren for informationsteknologi og kommunikation, hvis virksomhed omfatter handel med udstyr, apparater og materielle medier til reproduktion, der er omfattet af pligten til at betale kompensation for privatkopiering. Med sit søgsmål, der er anlagt for den forelæggende ret, Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), har Ametic navnlig nedlagt påstand om annullation af visse bestemmelser i kongeligt dekret nr. 1398/2018, herunder dekretets artikel 3 og 10. Dette kongelige dekret fastlægger reglerne for anvendelse af artikel 25 i lov om intellektuel ejendomsret, der blev vedtaget efter afsigelsen af dom af 9. juni 2016, EGEDA m.fl. (C-470/14, EU:C:2016:418), hvori artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 blev fortolket således, at bestemmelsen var til hinder for den tidligere ordning om rimelig kompensation for privatkopiering, der blev finansieret af statens generelle budget.

16

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har den spanske lovgiver i denne artikel 25 indført en ordning om kompensation for privatkopiering til fordel for indehavere af ophavsrettigheder i forbindelse med reproduktion af beskyttede værker, der udelukkende er til privat brug via ikke-typografiske tekniske apparater eller instrumenter.

17

Den forelæggende ret har i det væsentlige anført, at artikel 25, stk. 3, i lov om intellektuel ejendomsret bestemmer, at personer, der på spansk område fremstiller eller distribuerer udstyr, der kan anvendes til reproduktion af beskyttede værker, skal betale kompensationen for privatkopiering. De pågældende fabrikanter og distributører kan overvælte beløbet på deres kunder, engros- og detailhandlere, som i givet fald kan overvælte dem på de endelige forbrugere.

18

Denne ret har endvidere præciseret, at i henhold til denne lovs artikel 25, stk. 7, litra b), er de erhvervelser af udstyr, apparater og reproduktionsmedier, som foretages af fysiske personer, der handler som endelige forbrugere, og som godtgør, at det erhvervede udstyr, apparater eller materielle medier udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt, fritaget for kompensationen for privatkopiering, forudsat at udstyret, apparaterne eller medierne ikke retligt eller faktisk er blevet stillet til rådighed for private brugere og klart er forbeholdt til anden brug end fremstilling af kopier til privat brug. Beviset herfor skal føres ved hjælp af en attest udstedt af en juridisk person, som i overensstemmelse med artikel 25, stk. 10, er stiftet af organerne til forvaltning af intellektuel ejendomsret og som i sin egenskab af repræsentant for disse organer varetager forvaltningen af betalingsfritagelserne og tilbagebetalingerne af kompensationen for privatkopiering.

19

De berørte personer, der ikke er indehavere af en sådan attest, skal betale kompensationen for privatkopiering på købstidspunktet. Hvis de godtgør, at det indkøbte udstyr, apparater eller reproduktionsmedier udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, og forudsat at det ikke er stillet til rådighed for private brugere, og at de klart er forbeholdt andre former for brug end privatkopiering, kan de imidlertid anmode den samme juridiske person om tilbagebetaling af den kompensation, som de tidligere har betalt.

20

Den forelæggende ret har tilføjet, at distributører, engros- og detailhandlere, der efterfølgende erhverver de nævnte varer, kan anmode de organer, der forvalter tilbagebetalingen, om tilbagebetaling af den kompensation for privatkopiering, som de tidligere har betalt i forbindelse med deres salg til indehaverne af en fritagelsesattest.

21

Artikel 3, litra a), i kongeligt dekret nr. 1398/2018 kvalificerer den attest, som navnlig de personer, der er omhandlet i artikel 25, stk. 7, litra b), i lov om intellektuel ejendomsret, kan være indehavere af, som »fritagelsesattest«. Dette kongelige dekrets artikel 10 regulerer proceduren for udstedelse og anvendelse af den nævnte fritagelsesattest.

22

Den forelæggende ret har desuden præciseret, at den juridiske person i henhold til artikel 25, stk. 11, i lov om intellektuel ejendomsret og artikel 12 i det kongelige dekret, der gennemfører nævnte lov, er beføjet til at kræve at få forelagt de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af de kontrolbeføjelser, som denne person er tillagt i forbindelse med forvaltningen af fritagelserne for betaling og tilbagebetalingen af kompensation for privatkopiering, og at de erhvervsdrivende i forbindelse med en sådan kontrol ikke kan påberåbe sig den i national ret fastsatte forretningsregnskabshemmelighed.

23

Den forelæggende ret har anført, at den juridiske person, som forvalter fritagelsesordningen – gennem udstedelse af attester, der i væsentlig grad letter driften af den enhed, som er i besiddelse af en sådan attest – og tilbagebetalingsordningen, kontrolleres af organerne til forvaltning af intellektuel ejendomsret, dvs. de enheder, der udelukkende repræsenterer interesserne for modtagerene af kompensationen for privatkopiering. Dette er en omstændighed, der kan påvirke den pågældende juridiske persons beslutninger med hensyn til udstedelse af fritagelsesattester eller tilbagebetalinger i hvert enkelt tilfælde. Endvidere kan ordningens »ulige eller asymmetriske« karakter ifølge den forelæggende ret medføre en tilsidesættelse af princippet om lighed for loven, og dette så meget desto mere som det er den pågældende juridiske person, der er ansvarlig for at forenkle tiltagene i forbindelse med køb af udstyr, apparater og reproduktionsmedier. Den forelæggende ret har anført, at dens tvivl forstærkes af de særlige beføjelser, som den pågældende juridiske person er tillagt på tilsynsområdet, og som bevirker, at den pågældende kan indhente oplysninger om de berørte personers virksomhed, og at rækkevidden af disse beføjelser går så langt som til at fratage den pågældende erhvervsdrivende muligheden for at påberåbe sig forretningsregnskabshemmeligheden. Den omstændighed, at denne juridiske persons afgørelser kan påklages til ministeriet for kultur og sport, hvis beslutninger i sig selv kan gøres til genstand for et søgsmål, forekommer ifølge den forelæggende ret ikke at være tilstrækkelig til at fjerne de vanskeligheder, der efter dens opfattelse følger af sammensætningen af denne juridiske person.

24

På denne baggrund har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

ADEPI, Ventanilla única Digital og DAMA har bestridt, at det første spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at den forelæggende ret hverken har præciseret den bestemmelse i direktiv 2001/29 eller de almindelige EU-retlige principper, som den ønsker fortolket.

26

I denne henseende skal det bemærkes, at den forelæggende ret ganske vist med sit første spørgsmål, henset alene til ordlyden heraf, ønsker at opnå Domstolens bedømmelse af, om en national bestemmelse er forenelig med EU-retten, i det foreliggende tilfælde direktiv 2001/29 og EU-rettens almindelige principper, uden at præcisere, hvilke bestemmelser og principper der er tale om. Domstolen har gentagne gange fastslået, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF ikke tilkommer Domstolen at afgøre, om nationale retsregler er forenelige med EU-retten (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, Consorci Sanitari del Maresme, C-203/14, EU:C:2015:664, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

27

Det skal imidlertid bemærkes, at det som led i den samarbejdsprocedure, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det denne i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Det påhviler således Domstolen at fortolke alle de bestemmelser i EU-retten, som de nationale retter skal anvende for at træffe afgørelse i de for dem verserende tvister, også selv om disse bestemmelser ikke udtrykkeligt er omtalt i de præjudicielle spørgsmål, der forelægges Domstolen (dom af 19.12.2019, Nederlands Uitgeversverbond og Groep Algemene Uitgevers, C-263/18, EU:C:2019:1111, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

28

Til dette formål kan Domstolen fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den forelæggende ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til genstanden for tvisten i hovedsagen er nødvendigt at fortolke (dom af 19.12.2019, Nederlands Uitgeversverbond og Groep Algemene Uitgevers, C-263/18, EU:C:2019:1111, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

29

I den foreliggende sag fremgår det utvetydigt af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at hovedsagen vedrører det spanske system for opkrævning af kompensationen for privatkopiering, at den forelæggende ret skal tage stilling til en påstand om annullation af visse bestemmelser i kongeligt dekret nr. 1398/2018, der gennemfører artikel 25 i lov om intellektuel ejendomsret, og at sidstnævnte artikel bl.a. fastsætter, at der skal stiftes en juridisk person, der er ansvarlig for forvaltningen af ordningen om kompensation for privatkopiering. Direktiv 2001/29 indeholder imidlertid kun en enkelt bestemmelse om en sådan kompensation, nemlig artikel 5, stk. 2, litra b).

30

Den forelæggende ret har desuden udtrykkeligt henvist til lighedsprincippet vedrørende dem, der skal betale kompensationen, og modtagerne heraf, i lyset af hvilket den skal undersøge lovligheden af de bestemmelser, der er omtvistede for den, uden at henvise til andre almindelige EU-retlige principper, hvis fortolkning ifølge den forelæggende ret skulle være relevante.

31

Under disse omstændigheder kan det ikke antages, at det første spørgsmål er så utilstrækkeligt affattet, at det bevirker, at Domstolen er forhindret i at give den forelæggende ret et brugbart svar.

32

Dette spørgsmål kan således antages til realitetsbehandling.

33

Henset til de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 27-30, skal det lægges til grund, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 og ligebehandlingsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en juridisk person, der er stiftet og kontrolleret af organer til forvaltning af intellektuel ejendomsret, får overdraget forvaltningen af betalingsfritagelser og tilbagebetalinger af kompensationen for privatkopiering.

34

I denne henseende bemærkes, at artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 bestemmer, at medlemsstaterne kan indføre undtagelser fra eller indskrænkninger i den i artikel 2 nævnte ret til reproduktion med hensyn til reproduktioner på ethvert medium foretaget af en fysisk person til privat brug og til formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle, forudsat at rettighedshaverne modtager en rimelig kompensation, i forbindelse med hvilken der tages hensyn til anvendelse eller ikke-anvendelse af de i artikel 6 nævnte tekniske foranstaltninger på det pågældende værk eller den pågældende frembringelse.

35

Som det fremgår af 35. og 38. betragtning til direktiv 2001/29, er dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra b), udtryk for EU-lovgivers vilje om at fastsætte en særlig kompensationsordning, hvis gennemførelse udløses af rettighedshavernes tab, der i princippet skaber en forpligtelse til at »godtgøre« eller »kompensere« disse (dom af 9.6.2016, EGEDA m.fl., C-470/14, EU:C:2016:418, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.9.2016, Microsoft Mobile Sales International m.fl., C-110/15, EU:C:2016:717, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

36

For så vidt som bestemmelserne i direktiv 2001/29 ikke præciserer de forskellige elementer i ordningen for rimelig kompensation, har medlemsstaterne en vid skønsmargen til at afgrænse disse. Det er navnlig op til medlemsstaterne at afgøre, hvilke personer der skal betale denne kompensation, og at fastlægge, hvilken form denne kompensation skal have, hvilke nærmere bestemmelser der skal gælde for den, og hvilket omfang den skal have (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Copydan Båndkopi, C-463/12, EU:C:2015:144, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis, og af 9.6.2016, EGEDA m.fl., C-470/14, EU:C:2016:418, præmis 22 og 23 og den deri nævnte retspraksis).

37

Under hensyntagen til de praktiske vanskeligheder med at identificere de private brugere og forpligte disse til at godtgøre indehaverne af eneretten til reproduktion den skade, de har påført dem, står det medlemsstaterne frit for med henblik på finansieringen af den rimelige kompensation at indføre en »afgift for privatkopiering« ikke for de pågældende privatpersoner, men for personer, der råder over udstyr, apparater og medier til reproduktion, og som i den forbindelse retligt eller faktisk giver privatpersoner adgang til dette udstyr. Inden for rammerne af en sådan ordning påhviler betalingen af afgiften for privatkopiering de personer, der råder over sådant udstyr. Medlemsstaterne kan således under visse betingelser uden forskel anvende afgiften for privatkopiering med hensyn til medier, der er egnede til reproduktion, herunder i det tilfælde, hvor den endelige anvendelse deraf ikke indgår i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 (dom af 22.9.2016, Microsoft Mobile Sales International m.fl., C-110/15, EU:C:2016:717, præmis 31 og 32 og den deri nævnte retspraksis).

38

Eftersom en sådan ordning gør det muligt for de betalingspligtige at lade afgiftsbeløbet for privatkopiering indgå i prisen for adgangen til dette samme udstyr, apparater og reproduktionsmedier, bliver byrden ved afgiften i sidste ende båret af den private bruger, der betaler denne pris, og dette i overensstemmelse med den »rimelige balance«, der er omhandlet i 31. betragtning til direktiv 2001/29, som skal findes mellem interesserne for indehaverne af eneretten til reproduktion og interesserne for brugerne af de beskyttede frembringelser (dom af 22.9.2016, Microsoft Mobile Sales International m.fl., C-110/15, EU:C:2016:717, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

39

En sådan ordning skal imidlertid ikke alene være begrundet i de praktiske vanskeligheder med at identificere de endelige brugere, men skal ligeledes undtage levering af udstyr, apparater og medier til reproduktion til andre personer end fysiske personer til formål, der klart er forskellige fra formålet om fremstilling af kopier til privat brug, fra denne afgift (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Copydan Båndkopi, C-463/12, EU:C:2015:144, præmis 45-47, og af 22.9.2016, Microsoft Mobile Sales International m.fl., C-110/15, EU:C:2016:717, præmis 34-36).

40

Hvad nærmere bestemt angår den betingelse, der er knyttet til fritagelsen for levering af udstyr, apparater og medier til reproduktion til andre end fysiske personer til formål, der klart er forskellige fra formålet om reproduktion til privat brug, er det i princippet i overensstemmelse med »den rimelige balance« mellem interesserne for indehaverne af ophavsretten og interesserne for brugerne af de beskyttede frembringelser, som er omhandlet i 31. betragtning til direktiv 2001/29, at det alene er den endelige køber, der kan opnå tilbagebetaling af den nævnte afgift, og at denne tilbagebetaling er underlagt den betingelse, at der skal fremlægges en anmodning herom til den organisation, der administrerer disse vederlag (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Copydan Båndkopi, C-463/12, EU:C:2015:144, præmis 53).

41

Som anført i denne doms præmis 38 medfører den mulighed, som fabrikanter, distributører og detailhandlere har for at overvælte den kompensation for privatkopiering, som de har betalt, på deres kunder, nemlig, at de pågældende erhvervsdrivende ikke bærer denne økonomiske byrde. Med henblik på at sikre, at byrden ved kompensationen for privatkopiering i sidste ende alene påhviler de slutbrugere, der er omfattet af artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, skal en ordning, der pålægger en sådan afgift for privatkopiering, således sikre, at de slutbrugere, der køber udstyr, apparater og medier til reproduktion til formål, der klart er forskellige fra formålet om reproduktion til privat brug, stadig kan fritages for at betale den pågældende afgift.

42

Når ordningen for opkrævning af kompensationen for privatkopiering bestemmer, at den endelige bruger kan fritages for kompensationen ved køb af udstyr, apparater og medier til reproduktion ved hjælp af en fritagelsesattest, der i det væsentlige attesterer, at vedkommende erhverver dem til formål, der klart er forskellige fra formålet om reproduktion til privat brug, skal den sælger, der har betalt denne afgift til sin leverandør, men som på grund af fremlæggelsen af den nævnte attest er afskåret fra at overvælte afgiften på sin kunde, desuden kunne kræve tilbagebetaling af pågældende afgift hos den organisation, som forvaltninger opkrævningen af denne afgift (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Copydan Båndkopi, C-463/12, EU:C:2015:144, præmis 55).

43

I det foreliggende tilfælde er et af de karakteristiske træk ved den i hovedsagen omhandlede ordning for opkrævning af kompensationen for privatkopiering, at ordningen, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, fastsætter, at slutbrugerne i princippet skal betale den pågældende kompensation, samtidig med at der med ordningen er indført procedurer, der under visse betingelser muliggør en fritagelse for nævnte kompensation, hvilken fritagelse er betinget af, at der udstedes en attest eller foretages tilbagebetaling af kompensationen.

44

I denne forbindelse har den forelæggende ret stillet det første spørgsmål med henblik på at få afklaret, om den omstændighed, at den juridiske person, der udsteder fritagelsesattesterne og foretager tilbagebetalingen af kompensationen for privatkopiering, er stiftet og kontrolleret af organer til forvaltning af intellektuel ejendomsrettigheder, kan indebære en »uligevægt« eller »asymmetri« i de interesser, som ordningen forfølger, hvilket kan være i strid med artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 og ligebehandlingsprincippet.

45

I denne henseende bemærkes for det første, at for så vidt angår de krav, der følger af dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra b), skal retten til tilbagebetaling af afgiften for privatkopiering til fordel for andre personer end fysiske personer, som erhverver reproduktionsudstyr til dette formål, være effektiv og ikke gøre tilbagebetalingen af den betalte afgift uforholdsmæssigt vanskelig. Rækkevidden og effektiviteten af, rådigheden over, offentliggørelsen af og enkelheden af brugen af retten til tilbagebetaling skal gøre det muligt at udligne en eventuel ubalance, som opstår ved afgiftsordningen for privatkopiering som konsekvens af de konstaterede praktiske vanskeligheder (jf. i denne retning dom af 22.9.2016, Microsoft Mobile Sales International m.fl., C-110/15, EU:C:2016:717, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). Det samme gør sig gældende for udstedelse af fritagelsesattester, når den nationale lovgivning ligeledes fastsætter et sådant instrument med henblik på at sikre, at alene de i direktivets artikel 5, stk. 2, litra b), omhandlede afgiftspligtige faktisk bærer kompensationsbyrden for privatkopiering.

46

De indtægter, der opkræves af en kollektiv forvaltningsorganisation på vegne af rettighedshaverne på grundlag af en ret til vederlag, udgør i overensstemmelse med artikel 3, litra h), i direktiv 2014/26 i øvrigt indtægter fra ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder. Det præciseres i 2. og 26. betragtning til samme direktiv, at disse indtægter oppebæres, forvaltes og fordeles til rettighedshaverne af de kollektive forvaltningsorganisationer.

47

Det fremgår i denne forbindelse af artikel 3, litra a), i direktiv 2014/26, at der ved en kollektiv forvaltningsorganisation forstås enhver organisation, som er bemyndiget til ved lov eller ved aftale at forvalte ophavsret eller ophavsretsbeslægtede rettigheder for mere end én rettighedshaver til kollektiv gavn for disse rettighedshavere, idet den kan være ejet eller kontrolleret af dens medlemmer. Dette er desuden som hovedregel tilfældet i praksis, således som det fremgår af 14. betragtning til direktiv 2014/26. Endelig er det i artikel 3, litra d), i samme direktiv præciseret, at en kollektiv forvaltningsorganisationen som medlem kan have såvel indehavere af ophavsret og af beslægtede rettigheder som andre kollektive forvaltningsorganisationer.

48

Det følger heraf, at for så vidt angår forvaltningen af den i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 omhandlede kompensation for privatkopiering – til forskel fra repræsentanterne for dem, der skal betale denne kompensation – henhører en sådan forvaltning pr. definition under de opgaver, som kan overdrages til kollektive forvaltningsorganisationer for ophavsrettigheder, såsom de organisationer til forvaltning af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omhandlet i lov om intellektuelle ejendomsrettigheder.

49

I denne henseende og i lyset af de krav, der er redegjort for i denne doms præmis 45, skal det fastslås, at stiftelsen af en juridisk person som den, der er omhandlet i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, og som skal forvalte betalingsfritagelser og tilbagebetalinger af kompensationen for privatkopiering, kan opfylde et formål om enkelhed og effektivitet, som ligeledes er til fordel for dem, der skal betale for den nævnte kompensation, uden at de sidstnævnte alene af den grund, at den pågældende juridiske person kontrolleres af kollektive forvaltningsorganer, befinder sig i en situation, der er mindre fordelagtig end den, der ville have foreligget i fraværet af en sådan juridisk person.

50

Når dette er sagt, skal enhver national lovgivning, der indfører en kompensation for privatkopiering, fastsætte procedurer, der, henset til de krav, der er anført i denne doms præmis 45, sikrer, at det kun er de afgiftspligtige, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, der reelt bærer byrden for kompensationen for privatkopiering.

51

Medlemsstaterne kan navnlig ikke fastsætte bestemmelser om rimelig kompensation, der indfører en uberettiget ulige behandling mellem forskellige kategorier af erhvervsdrivende, der markedsfører sammenlignelige varer, som er omfattet af undtagelsen for privatkopiering, eller mellem forskellige kategorier af brugere af beskyttede frembringelser (dom af 22.9.2016, Microsoft Mobile Sales International m.fl., C-110/15, EU:C:2016:717, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

52

Disse krav ville kunne blive bragt i fare, hvis den nationale lovgivning indrømmer den juridiske person, der er kompetent til at udstede fritagelsesattester eller til at foretage tilbagebetaling af beløb, der med urette er betalt som kompensation for privatkopiering, en skønsmargen, der gør udfaldet af hver enkelt anmodning indgivet med henblik på opfyldelse af det ene eller det andet af disse formål afhængig af hensigtsmæssighedsforhold, således at denne juridiske person ved udøvelsen heraf utilbørligt kan begrænse retten til fritagelse for eller tilbagebetalingen af denne kompensation. En sådan skønsbeføjelse vil nemlig kunne bevirke, at den rimelige balance mellem rettighedshavere og brugere af de beskyttede frembringelser, der er tilstræbt ved 31. betragtning til direktiv 2001/29, bringes i fare. Som anført af den forelæggende ret vil den kompetente juridiske person ligeledes kunne forskelsbehandle de forskellige kategorier af erhvervsdrivende og brugere, der befinder sig i lignende retlige og faktiske situationer.

53

En national lovgivning, hvorefter fritagelsesattester og tilbagebetaling af kompensationen for privatkopiering skal tildeles eller foretages rettidigt og på grundlag af objektive kriterier, som ikke indebærer nogen skønsmargen for den person, der er kompetent til at behandle ansøgninger indgivet med henblik herpå, er derimod i princippet egnet til at opfylde de krav, der er anført i denne doms præmis 45.

54

Med henblik på at fjerne enhver risiko for partiskhed hos en sådan juridisk person i forbindelse med udstedelsen af fritagelsesattester og foretagelsen af tilbagebetalinger og følgelig for at forebygge et brud på den rimelige balance mellem rettighedshaverne og brugerne af de beskyttede frembringelser, der er omhandlet i 31. betragtning til direktiv 2001/29, er det desuden nødvendigt, at den pågældende juridiske persons afgørelser om afslag på en sådan attest eller kompensation kan indbringes for en uafhængig forvaltnings- eller retsinstans.

55

I det foreliggende tilfælde synes artikel 10 og 11 i kongeligt dekret nr. 1398/2018 at forpligte den juridiske person, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningerne, til inden for bestemte frister at udstede fritagelsesattester eller godtgøre, at der består en ret til tilbagebetaling, når ansøgeren fremlægger de krævede identifikationsoplysninger og underskriver de erklæringer, der stilles til den pågældendes rådighed. Desuden synes disse bestemmelser at fastsætte en mulighed for at påklage den pågældende juridiske persons afgørelser om afslag på en ansøgning om fritagelse eller tilbagebetaling til et uafhængigt organ, nemlig ministeriet for uddannelse, kultur og sport. Under disse omstændigheder synes disse bestemmelser at være egnede til at opfylde de krav, der er anført i denne doms præmis 45, hvilket det ikke desto mindre tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

56

For det andet skal de undtagelser, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2001/29, anvendes under hensyntagen til ligebehandlingsprincippet, der er fastslået i artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og som kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (dom af 22.9.2016, Microsoft Mobile Sales International m.fl., C-110/15, EU:C:2016:717, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

57

Dette princip kan derfor ikke fortolkes således, at det er til hinder for, at forvaltningen med betalingsfritagelser og tilbagebetalinger af kompensationen for privatkopiering som sådan tildeles en person, der repræsenterer de kollektive interesser for modtagerne af kompensationen. Modtagerne af kompensationen for privatkopiering og dem, der skal betale denne kompensation, befinder sig, henset til denne byrde, i meget forskellige retlige situationer, således at dette princip ikke tilsidesættes med den begrundelse, at de i henhold til ordningen om kompensation for privatkopiering er underlagt særskilte rettigheder og forpligtelser.

58

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 og ligebehandlingsprincippet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en juridisk person, der er stiftet og kontrolleret af organer til forvaltning af intellektuel ejendomsret, får overdraget forvaltningen af betalingsfritagelser og tilbagebetalinger af kompensationen for privatkopiering, når den omhandlede nationale lovgivning bestemmer, at fritagelsesattesterne og tilbagebetalingerne skal foretages rettidigt og på grundlag af objektive kriterier, som ikke gør det muligt for den pågældende juridiske person at afvise en ansøgning om en sådan attest eller om en tilbagebetaling på grundlag af en skønsbeføjelse, og at denne persons afgørelser om afslag på en sådan ansøgning kan indbringes for en uafhængig instans.

59

DAMA har gjort gældende, at dette spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at den forelæggende ret hverken har præciseret, hvilken bestemmelse i direktiv 2001/29 eller hvilke generelle EU-retlige principper den ønsker en fortolkning af.

60

Henset til de principper, der er nævnt i denne doms præmis 26-28, og af de samme grunde som dem, der er anført i denne doms præmis 29 og 30, påvirker dette argument imidlertid ikke spørgsmålet om, hvorvidt det andet spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

61

ADEPI og Ventanilla Única Digital har desuden gjort gældende, at det ikke fremgår af artikel 25, stk. 7, litra b), i lov om intellektuel ejendomsret og af artikel 10 i kongeligt dekret nr. 1398/2018, at den juridiske person kan få adgang til regnskabsoplysninger. Den situation, som den forelæggende ret har henvist til, er således rent hypotetisk, hvorfor det andet spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

62

Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, for det første, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og medlemsstaternes retter i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende tilkommer de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 12.11.2015, Hewlett-Packard Belgium, C-572/13, EU:C:2015:750, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

63

Eftersom spørgsmål, der vedrører EU-retten, formodes at være relevante for afgørelsen, kan Domstolen kun afvise at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 12.11.2015, Hewlett-Packard Belgium, C-572/13, EU:C:2015:750, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

64

Inden for rammerne af den procedure, som er fastsat i artikel 267 TEUF, er Domstolens opgaver og den forelæggende rets opgaver for det andet klart forskellige, og det tilkommer udelukkende sidstnævnte at fortolke den nationale lovgivning. Det tilkommer således ikke Domstolen inden for rammerne af en anmodning om præjudiciel afgørelse at udtale sig om fortolkningen af nationale bestemmelser. Det tilkommer nemlig Domstolen i henhold til kompetencefordelingen mellem Unionens retsinstanser og de nationale retter at tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål (dom af 14.11.2019, Spedidam, C-484/18, EU:C:2019:970, præmis 28 og 29).

65

Det følger af disse betragtninger, at den af ADEPI og Ventanilla Única Digital foretagne fortolkning af national ret i forhold til de oplysninger, som den juridiske person har ret til at afkræve, ikke er tilstrækkelig til at afkræfte den formodning om relevans, der er nævnt i denne doms præmis 63.

66

Da det andet spørgsmål i øvrigt ikke henhører under nogen af de tre tilfælde, der er omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 63, skal det fastslås, at det kan antages til realitetsbehandling.

67

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 og ligebehandlingsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der giver en juridisk person, som er stiftet og kontrolleret af organer til forvaltning af intellektuel ejendomsret, og som er betroet forvaltningen af betalingsfritagelser og tilbagebetalinger af kompensationen for privatkopiering, beføjelse til at anmode om adgang til de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af de kontrolbeføjelser, som denne person er tillagt med henblik herpå, uden at det navnlig over for denne person er muligt at påberåbe sig den i national ret omhandlede forretningsregnskabshemmelighed.

68

Det skal for det første bemærkes, at muligheden for at anmode om oplysninger, der gør det muligt at kontrollere den korrekte anvendelse af den nationale lovgivning om kompensation for privatkopiering, udgør et væsentligt element ved undtagelsen i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29.

69

Det fremgår navnlig af artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 og af 35. betragtning hertil, at rettighedshaverne i de medlemsstater, hvor der er indført en undtagelse for privatkopiering, bør modtage en rimelig kompensation for anvendelsen af deres beskyttede værker eller andre beskyttede frembringelser, der er sket uden deres samtykke. I henhold til samme artikels stk. 5 må indførelsen af undtagelsen for privatkopiering desuden ikke indebære urimelig skade for rettighedshaverens legitime interesser. Heraf følger, at disse bestemmelser – medmindre de skal fratages enhver effektiv virkning – pålægger en medlemsstat, som har indført undtagelsen for privatkopiering i sin nationale lovgivning, en resultatforpligtelse, således at denne medlemsstat inden for rammerne af sine beføjelser skal sikre en effektiv opkrævning af denne kompensation, som skal udgøre rettighedsindehavernes erstatning for den lidte skade, navnlig hvis skaden er opstået på den pågældende medlemsstats område (dom af 16.6.2011, Stichting de Thuiskopie, C-462/09, EU:C:2011:397, præmis 33 og 34, og af 9.6.2016, EGEDA m.fl., C-470/14, EU:C:2016:418, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis.).

70

Inden for rammerne af en ordning, der er baseret på de erhvervsdrivendes ensidige erklæringer med henblik på at fastsætte såvel de beløb, der skyldes som kompensation for privatkopiering, som de salg, der skal fritages herfor, udgør den omstændighed, at den enhed, der har ansvaret for forvaltningen af denne kompensation, kan kontrollere rigtigheden af de pågældende erklæringer, en nødvendig betingelse for at sikre en effektiv opkrævning af den nævnte kompensation.

71

Følgelig skal den person, der er ansvarlig for forvaltningen af ordningen om kompensation for privatkopiering, for det første kunne kontrollere, at betingelserne for at opnå en fritagelsesattest er opfyldt. Hvis det efter denne kontrol viser sig, at disse betingelser ikke er opfyldt, gør forpligtelsen til at sikre en effektiv opkrævning af kompensationen for privatkopiering det nødvendigt at sikre, at den pågældende juridiske person for det andet kan beregne og opkræve de beløb, der skyldes i forbindelse med denne kompensation, fra det tidspunkt, hvor betingelserne for at udstede en fritagelsesattest ikke var eller ikke længere er opfyldt. Den nævnte juridiske persons udøvelse af disse funktioner ville imidlertid blive forhindret, hvis den kontrollerede person under henvisning til forretningsregnskabshemmelighed kunne nægte adgang til de regnskabsoplysninger, der er nødvendige for udøvelsen heraf.

72

Det skal tilføjes, at dette ligeledes er tilfældet for personer, der ikke er fritaget for betaling af kompensationen for privatkopiering, såsom fabrikanter, importører eller distributører, men som enten kan vælte den over på deres kunde, når denne ikke er indehaver af en fritagelsesattest, eller kræve tilbagebetaling fra den juridiske person, når deres kunde er indehaver af en sådan attest. Den juridiske person, som har fået overdraget forvaltningen af ordningen om kompensation for privatkopiering, skal nemlig kunne anmode om de oplysninger, der gør det muligt at kontrollere de erhvervelser og salg, der er underlagt betalingen af kompensationen for privatkopiering, samt erhvervelser og salg, som er fritaget for denne kompensation.

73

Når dette er sagt, skal denne kontrol udelukkende omfatte oplysninger, der gør det muligt dels at kontrollere, at betingelserne for at være omfattet af en fritagelse eller en tilbagebetaling faktisk er opfyldt, dels at beregne de beløb, der eventuelt skyldes som kompensation for privatkopiering fra personer, der ikke er fritaget, såsom fabrikanter, importører eller distributører, eller personer, der uretmæssigt har draget fordel af en fritagelsesattest eller en tilbagebetaling. For så vidt som de pågældende oplysninger er fortrolige, er den juridiske person og de forvaltningsorganer, der får kendskab til sådanne oplysninger som led i deres opgaver, desuden forpligtet til at sikre oplysningernes fortrolige karakter. I det foreliggende tilfælde fremgår det, at artikel 12, stk. 1, i kongeligt dekret nr. 1398/2018 har til formål at pålægge en sådan forpligtelse, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

74

For det andet kan ligebehandlingsprincippet af tilsvarende grunde som dem, der er anført i denne doms præmis 56 og 57, ikke rejse tvivl om bestemmelser som dem, der er omhandlet i lov om intellektuel ejendomsret, såsom bestemmelserne i kongeligt dekret nr. 1398/2018, der vedrører de beføjelser, som den juridiske person er tillagt i forbindelse med forvaltningen af betalingsfritagelser og tilbagebetalinger af kompensation for privatkopiering.

75

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 og ligebehandlingsprincippet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der giver en juridisk person, som er stiftet og kontrolleret af organer til forvaltning af intellektuel ejendomsret, og som er betroet forvaltningen af betalingsfritagelser og tilbagebetalinger af kompensationen for privatkopiering, beføjelse til at anmode om adgang til de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af de kontrolbeføjelser, som denne person er tillagt med henblik herpå, uden at det navnlig over for denne person er muligt at påberåbe sig den i national ret omhandlede forretningsregnskabshemmelighed, idet denne juridiske person er forpligtet til at sikre de indhentede oplysningers fortrolige karakter.

76

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: