–

Coca-Cola European Partners Deutschland GmbH ved Rechtsanwalt C. Böttger,

–

L.B. og R.G. ved Prozessbevollmächtigte R. Buschmann og A. Kapeller,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og D. Recchia, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9) og af artikel 20 og artikel 51, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Disse spørgsmål er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem på den ene side Coca-Cola European Partners Deutschland GmbH (herefter »Coca-Cola«) og på den anden side L.B. (sag C-257/21) og R.G. (sag C-258/21) (herefter samlet »de berørte parter«) angående løntillægget, der ved anvendelse af en kollektiv overenskomst var opnået som følge af det udførte natarbejde.

3

Artikel 3, stk. 1, i konventionen (nr. 171) om natarbejde, 1990, der er udarbejdet af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) (herefter »ILO-konventionen om natarbejde«), bestemmer:

»De særlige foranstaltninger, der er nødvendige på grund af natarbejdets karakter, og som mindst omfatter de i artikel 4-10 nedenfor nævnte, skal træffes til fordel for ansatte, der udfører natarbejde, med henblik på at beskytte deres sundhed, lette deres familiemæssige og sociale ansvar, […] sikre dem muligheden for karriereudvikling og yde dem passende kompensation. Sådanne foranstaltninger skal ligeledes træffes med hensyn til sikkerhed og beskyttelse af barsel til fordel for alle, der udfører natarbejde.«

4

Denne konventions artikel 8 bestemmer:

»Den kompensation, der tildeles ansatte, der udfører natarbejde, for arbejdstid, løn eller lignende fordele, skal anerkende natarbejdets art.«

5

Direktiv 2003/88 blev vedtaget på grundlag af artikel 137, stk. 2, EF, nu artikel 153, stk. 2, TEUF.

6

Følgende fremgår af første, anden og fjerde til sjette betragtning til direktivet:

[…]

7

Dette direktivs artikel 1, der har overskriften »Formål og anvendelsesområde«, bestemmer i stk. 1:

»Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.«

8

Samme direktivs artikel 7 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

9

Artikel 8 i direktiv 2003/88, som har overskriften »Natarbejdets varighed« bestemmer:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre:

For så vidt angår litra b) defineres særlig risikofyldt beskæftigelse eller beskæftigelse, der indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning, i den nationale lovgivning og/eller praksis eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter under hensyn til de følgevirkninger og risici, der er forbundet med natarbejde.«

10

Følgende fremgår af direktivets artikel 9 med overskriften »Helbredskontrol og natarbejderes overgang til dagarbejde«:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre:

2.   Den i stk. 1, litra a), omhandlede gratis helbredskontrol skal være omfattet af lægens tavshedspligt.

3.   Den i stk. 1, litra a), omhandlede gratis helbredskontrol kan indgå i en national helbredsordning.«

11

Direktivets artikel 10 med overskriften »Garantier i forbindelse med natarbejde« bestemmer:

»Medlemsstaterne kan lade arbejde, der udføres af bestemte kategorier natarbejdere, være betinget af opfyldelsen af visse garantier på vilkår, der fastsættes i den nationale lovgivning og/eller praksis, for så vidt angår arbejdere, som løber en sikkerheds- eller sundhedsmæssig risiko, der er knyttet til natarbejdet.«

12

Samme direktivs artikel 11 med overskriften »Information ved regelmæssig beskæftigelse af natarbejdere« bestemmer:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejdsgivere, som regelmæssigt beskæftiger natarbejdere, på anmodning informerer de kompetente myndigheder herom.«

13

Artikel 12 i direktiv 2003/88, som har overskriften »Sikkerheds- og sundhedsbeskyttelse«, bestemmer:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre:

14

Direktivets artikel 13 med overskriften »Arbejdsrytme« har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en arbejdsgiver, der agter at tilrettelægge arbejdet efter en bestemt rytme, tager hensyn til det generelle princip om, at arbejdet skal tilpasses mennesket, navnlig med henblik på at afbøde virkningen af monotont arbejde og arbejde i en fast rytme, og alt efter arbejdets art, til kravene vedrørende sikkerhed og sundhed, særlig for så vidt angår pauser i arbejdstiden.«

15

§ 3 i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tysklands forfatning) af 23. maj 1949 (BLBl. 1949 I, s. 1) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagerne, fastsætter:

»(1)   Alle mennesker er lige for loven.

(2)   Mænd og kvinder har lige rettigheder. Staten skal fremme den faktiske gennemførelse af de lige rettigheder for mænd og kvinder og skal bestræbe sig på at afskaffe eksisterende uligheder.

(3)   Ingen må stilles ringere eller bedre på grund af køn, afstamning, race, sprog, national eller etnisk oprindelse, tro, religiøse eller politiske overbevisning. Ingen må stilles ringere på grund af et handicap.«

16

§ 7 i Manteltarifvertrag zwischen dem Verband der Erfrischungsgetränke-lndustrie Berlin und Region Ost e.V. und der Gewerkschaft Nahrung-Genuss-Gaststätten Hauptverwaltung (den kollektive overenskomst mellem foreningen for drikkevareindustrien i Berlin og Øst-regionen e.V. og hovedkontoret for fagforeningen »Mad, drikkevarer og restaurationer«) af 24. marts 1998 (herefter »MTV«) fastsætter i stk. 1 og 3 vedrørende »løntillæg for arbejde udført om natten, på søndage og helligdage«:

»1.   Der udbetales følgende løntillæg for arbejde udført om natten og på søndage og helligdage:

Overarbejde fra 41 timer om ugen 25%

Overarbejde om natten fra 41 timer om ugen 50%

Natarbejde, der regelmæssigt er udført siden 1998 17,5%

Natarbejde, der regelmæssigt er udført siden 1999 20%

Natarbejde, der er udført på uregelmæssigt vis siden 1998 40%

Natarbejde, der er udført på uregelmæssig vis siden 1999 50%

[…]

3.   Løntillæggene beregnes på grundlag af den samlede løn i henhold til den kollektive overenskomst.«

17

De berørte parter har udført natarbejde for Coca-Cola, der er en virksomhed inden for drikkevareindustrien, som har indgået en kollektiv overenskomst med Gewerkschaft Nahrung-Genuss-Gaststätten (fagforeningen Mad, drikkevarer og restaurationer), i henhold til hvilken fagforeningen er bundet af bestemmelserne i MTV.

18

I perioden fra december 2018 til juni 2019 udførte L.B. regelmæssigt natarbejde som omhandlet i MTV, for hvilket den pågældende modtog et løntillæg på 20% pr. time.

19

R.G. udførte i december 2018 og i januar 2019 samt i perioden fra marts til juli 2019 regelmæssigt natarbejde som omhandlet i MTV, for hvilket den pågældendes løn blev forhøjet med 25% pr. time.

20

Da sagsøgerne var af den opfattelse, at MTV ved at fastsætte et løntillæg for uregelmæssigt natarbejde, der var højere end det, der var fastsat for regelmæssigt natarbejde, indførte en forskelsbehandling, der var i strid med ligebehandlingsprincippet som omhandlet i § 3 i Forbundsrepublikken Tysklands forfatning, samt med chartrets artikel 20, anlagde de hver især sag ved Arbeitsgericht (arbejdsret, Tyskland) i den retskreds, som de i det foreliggende tilfælde henhørte under, med henblik på at få udbetalt et beløb svarende til forskellen mellem den løn, de havde tjent, og den, som de havde krav på i henhold til de tillægssatser, der er fastsat henhold til MTV for uregelmæssigt natarbejde. De gjorde i denne forbindelse gældende, at de personer, der arbejdede regelmæssigt om natten, var udsat for betydelig større sundhedsrisici og forstyrrelser af deres sociale miljø end personer, der kun uregelmæssigt arbejdede om natten.

21

Coca-Cola er derimod af den opfattelse, at natarbejde, der udføres uregelmæssigt, var langt mindre hyppigt end natarbejde, der udføres regelmæssigt, og at det højere løntillæg for uregelmæssigt natarbejde bl.a. var begrundet i den omstændighed, at dette arbejde generelt indebar supplerende arbejde. Desuden giver det natarbejde, der udføres regelmæssigt, ret til supplerende ydelser, navnlig med hensyn til ferie. Det højere løntillæg, der gives for uregelmæssigt natarbejde, har ikke alene til formål at kompensere for den belastning, der er forbundet med denne form for arbejde, men ligeledes at afskrække en arbejdsgiver fra at gøre brug af dette arbejde ved spontant at gribe ind i de ansattes fritid og i sociale liv.

22

Da de af sagsøgerne anlagte sager ikke blev taget til følge af Arbeitsgericht (arbejdsret), iværksatte de appel til prøvelse af denne rets domme ved Landesarbeitsgericht Berlin-Brandenburg (den regionale appeldomstol i arbejdsretlige sager i Berlin-Brandenburg, Tyskland), som anerkendte deres rettigheder for en del af de pågældende perioder, men fastslog, at de i øvrigt var forældet.

23

Coca-Cola har iværksat revisionsappel til prøvelse af disse domme ved Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland), som er den forelæggende ret.

24

For det tilfælde, at chartret finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, ønsker den forelæggende ret oplyst, om en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et løntillæg for natarbejde, navnlig om den forskelsbehandling mellem regelmæssigt og uregelmæssigt natarbejde, der følger af MTV’s § 7, stk. 1, er forenelig med chartrets artikel 20.

25

På denne baggrund har Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, der er affattet enslydende i sag C-257/21 og sag C-258/21:

26

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 26. maj 2021 er sagerne C-257/21 og C-258/21 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

27

Ved skrivelser indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. marts og den 13. juni 2022 har de berørte parter anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del indledes, idet de har gjort gældende, at de er uenige dels i beslutningen om at pådømme sagerne uden generaladvokatens forslag til afgørelse, dels med Europa-Kommissionens bemærkninger.

28

Det bemærkes i denne henseende, at Domstolen i henhold til artikel 76, stk. 2, i Domstolens procesreglement efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at der ikke skal afholdes mundtlig forhandling, idet Domstolen efter en gennemlæsning af de indlæg, der blev afgivet under den skriftlige forhandling, finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at den kan træffe afgørelse i de foreliggende sager.

29

Det skal i denne henseende endvidere bemærkes, at ifølge procesreglementets artikel 83 kan Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal åbnes eller genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

30

I det foreliggende tilfælde er Domstolen efter at have hørt generaladvokaten af den opfattelse, at den har kendskab til alle de omstændigheder, der er nødvendige for at besvare de spørgsmål, som den forelæggende retter har forelagt.

31

Følgelig skal de berørte parters begæringer om at indlede den mundtlige forhandling afvises.

32

Kommissionen har gjort gældende, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, idet den forelæggende ret ikke har godtgjort, at en fortolkning af direktiv 2003/88 er nødvendig for, at den kunne afgøre tvisterne i hovedsagen, idet de forelagte spørgsmål udelukkende vedrører fortolkningen af chartret. For så vidt som disse tvister falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2003/88, opstår spørgsmålet om fortolkning af chartret imidlertid ikke.

33

Det bemærkes i denne henseende, at proceduren for præjudicielle forelæggelser i artikel 267 TEUF indfører et snævert samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, baseret på en indbyrdes fordeling af opgaverne, og udgør et instrument, ved hjælp af hvilket Domstolen forsyner de nationale retter med de fortolkningselementer med hensyn til EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende retssager (dom af 23.11.2021, IS (Forelæggelsesafgørelsens ulovlighed), C-564/19, EU:C:2021:949, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det følger af Domstolens faste praksis, at det udelukkende tilkommer de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (dom af 23.11.2021, IS (Forelæggelsesafgørelsens ulovlighed), C-564/19, EU:C:2021:949, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

35

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 23.11.2021, IS (Forelæggelsesafgørelsens ulovlighed), C-564/19, EU:C:2021:949, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

36

I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at det fremgår af anmodningerne om præjudiciel afgørelse og af ordlyden af de forelagte spørgsmål, at en fortolkning af direktiv 2003/88 er nødvendig for at besvare spørgsmålet om, hvorvidt MTV’s § 7, stk. 1, gennemfører dette direktiv som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1.

37

Under disse omstændigheder kan de argumenter, som Kommissionen har fremført vedrørende fortolkningen af direktiv 2003/88, og som derfor henhører under realitetsbehandlingen af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, ikke afkræfte formodningen om, at den forelæggende rets spørgsmål er relevante (jf. analogt dom af 22.10.2020, Sportingbet og Internet Opportunity Entertainment, C-275/19, EU:C:2020:856, præmis 36).

38

De præjudicielle spørgsmål kan følgelig antages til realitetsbehandling.

39

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et løntillæg for uregelmæssigt natarbejde, der er højere end det, der lovligt er fastsat for regelmæssigt natarbejde, gennemfører direktiv 2003/88 som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1.

40

I henhold til chartrets artikel 51, stk. 1, er dets bestemmelser kun rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, og ifølge fast retspraksis forudsætter begrebet »gennemførelse af EU-retten« som omhandlet i denne bestemmelse, at der foreligger en vis grad af tilstrækkelig tilknytning mellem en EU-retsakt og den omhandlede nationale foranstaltning, som går ud over den beslægtethed, der måtte findes mellem de omhandlede områder, eller den indirekte virkning, som et område kan have på et andet, henset til de vurderingskriterier, der er fastlagt af Domstolen (dom af 28.10.2021, Komisia za protivodejstvie na koruptsiata i za otnemane na nezakonno pridobitoto imusjtjestvo, C-319/19, EU:C:2021:883, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

41

Domstolen har i denne forbindelse navnlig fastslået, at EU’s grundlæggende rettigheder ikke fandt anvendelse på en national lovgivning, idet EU-reglerne på det pågældende område ikke opstillede nogen specifik forpligtelse for medlemsstaterne for så vidt angik den i hovedsagen omtvistede situation. Den omstændighed alene, at nationale foranstaltninger er omfattet af et område, hvor Unionen har kompetence, bevirker ikke, at de falder under EU-rettens anvendelsesområde, og bevirker således heller ikke, at chartret finder anvendelse (dom af 14.10.2021, INSS (Enkepension på grundlag af samlivsforhold), C-244/20, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:854, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det følger desuden af Domstolens praksis, at når bestemmelserne i EU-retten på det pågældende område ikke regulerer et aspekt og ikke opstiller nogen specifik forpligtelse for medlemsstaterne i forhold til en given situation, falder den nationale lovgivning, som en medlemsstat opstiller hvad angår dette aspekt, imidlertid uden for chartrets anvendelsesområde, og den pågældende situation kan ikke bedømmes, henset til bestemmelserne i sidstnævnte (dom af 19.11.2019, TSN og AKT, C-609/17 og C-610/17, EU:C:2019:981, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

43

Det skal derfor undersøges, om direktiv 2003/88 regulerer løntillæg til arbejdstagernes løn for det i hovedsagen omhandlede natarbejde og pålægger en særlig forpligtelse for sådanne situationer.

44

I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret i det væsentlige af den opfattelse, at MTV’s § 7, stk. 1, kan være omfattet af dels artikel 8-13 i direktiv 2003/88, dels artikel 3, stk. 1, og artikel 8 i ILO-konventionen om natarbejde, sammenholdt med sjette betragtning til dette direktiv.

45

Det skal for det første bemærkes, at bortset fra den særlige situation vedrørende årlig betalt ferie, som er omhandlet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, begrænser dette direktiv sig til at regulere visse aspekter af tilrettelæggelsen af arbejdstiden for at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, hvorfor det i princippet ikke finder anvendelse på arbejdstagernes lønforhold (jf. i denne retning domme af 9.3.2021, Radiotelevizija Slovenija (Periode med vagttjeneste på et afsides sted), C-344/19, EU:C:2021:182, præmis 57, og Stadt Offenbach am Main (Periode med vagttjeneste for en brandmand), C-580/19, EU:C:2021:183, præmis 56).

46

Det følger nemlig såvel af artikel 137 EF, nu artikel 153 TEUF, der udgør retsgrundlaget for direktiv 2003/88, som af selve ordlyden af direktivets artikel 1, stk. 1, sammenholdt med første, anden, fjerde og femte betragtning til dette direktiv, at dette direktiv har til formål at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår ved indbyrdes tilnærmelse af de nationale bestemmelser med hensyn til bl.a. arbejdstidens længde (jf. i denne retning dom af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 39 og den anførte retspraksis).

47

I henhold til artikel 153, stk. 5, TEUF gælder denne bestemmelse ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout. Denne undtagelse er begrundet i den omstændighed, at fastsættelsen af lønniveauet henhører under arbejdsmarkedets parters aftalefrihed på nationalt plan samt under medlemsstaternes kompetence på dette område. Under disse omstændigheder har man fundet det hensigtsmæssigt – på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin – at undtage fastsættelsen af lønniveauet fra harmonisering i medfør af artikel 136 EF ff. (nu artikel 151 TEUF ff.) (dom af 15.4.2008, Impact, C-268/06, EU:C:2008:223, præmis 123 og den deri nævnte retspraksis).

48

Artikel 8-13 i direktiv 2003/88 vedrører ganske vist natarbejde. Disse artikler vedrører imidlertid kun natarbejdets varighed og rytme (henholdsvis direktivets artikel 8 og 13), beskyttelse af natarbejderes sundhed og sikkerhed (artikel 9, 10 og 12 i det nævnte direktiv) og underretning af de kompetente myndigheder (samme direktivs artikel 11). De nævnte artikler regulerer således ikke arbejdstagernes løn for natarbejde og pålægger følgelig ikke medlemsstaterne nogen specifik forpligtelse i forhold til de i hovedsagen omhandlede situationer.

49

For det andet bemærkes, at artikel 3, stk. 1, og artikel 8 i ILO-konventionen om natarbejde, sammenholdt med sjette betragtning til direktiv 2003/88, heller ikke i henhold til EU-retten pålægger medlemsstaterne særlige forpligtelser med hensyn til løntillæg for natarbejde til arbejdstagerne.

50

Artikel 3, stk. 1, i ILO-konventionen om natarbejde fastsætter ganske vist, at der skal træffes særlige foranstaltninger til fordel for arbejdstagerne, som er nødvendige på grund af natarbejdets art, herunder tildeling af passende kompensation, mens det i konventionens artikel 8 er fastsat, at kompensation til natarbejdere med hensyn til arbejdstid, løn eller lignende ydelser skal anerkende natarbejdets art.

51

Det skal imidlertid bemærkes, at eftersom Unionen ikke har ratificeret den nævnte konvention, har denne ikke i sig selv bindende retsvirkning i Unionens retsorden, og at sjette betragtning til direktiv 2003/88 heller ikke tillægger samme konvention bindende virkning (jf. analogt dom af 3.9.2015, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Kommissionen, C-398/13 P, EU:C:2015:535, præmis 64).

52

Følgelig er det i hovedsagen omhandlede løntillæg af arbejdstagernes løn for natarbejde, der er omhandlet i § 7, stk. 1, i MTV, ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2003/88 og kan ikke anses for at gennemføre EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1.

53

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et løntillæg for uregelmæssigt natarbejde, der er højere end det, der er fastsat for regelmæssigt natarbejde, ikke gennemfører direktiv 2003/88 som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1.

54

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

55

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

En bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et løntillæg for uregelmæssigt natarbejde, der er højere end det, der er fastsat for regelmæssigt natarbejde, gennemfører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden som omhandlet i artikel 51, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.