–

FK ved Rechtsanwalt W. Polster,

–

den østrigske regering ved A. Posch og E. Samoilova, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og D. Martin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem FK og Rechtsanwaltskammer Wien (advokatsammenslutningen i Wien, Østrig) vedrørende afslaget på FK’s ansøgning om førtidig alderspension.

3

Artikel 1 i forordning nr. 883/2004 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved udtrykket:

[…]

[…]«

4

Forordningens artikel 3 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om social sikring, der vedrører:

[…]

d) ydelser ved alderdom

[…]

i) efterløn

[…]«

5

Forordningens artikel 11, stk. 1, og artikel 11, stk. 3, litra a), bestemmer:

»1.   Personer, som er omfattet af denne forordning, er alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.

[…]

3.   Med forbehold af artikel 12-16:

6

Samme forordnings artikel 13, stk. 2, fastsætter:

»En person, der normalt udøver selvstændig virksomhed i to eller flere medlemsstater, er omfattet af:

7

Artikel 14, stk. 1-3, i forordning nr. 883/2004 bestemmer:

»1.   Artikel 11-13 finder ikke anvendelse på frivillig eller frivillig fortsat forsikring, medmindre der i en medlemsstat inden for en af de i artikel 3, stk. 1, nævnte sikringsgrene kun findes en frivillig forsikringsordning.

2.   Hvis den berørte person i medfør af lovgivningen i en medlemsstat er omfattet af en obligatorisk forsikring i denne medlemsstat, kan han ikke være omfattet af en frivillig eller frivillig fortsat forsikringsordning i en anden medlemsstat. I alle øvrige tilfælde, hvor der for en bestemt sikringsgrens vedkommende består et valg mellem flere frivillige eller frivillige fortsatte forsikringsordninger, optages den pågældende kun i den ordning, han har valgt.

3.   Såfremt det drejer sig om invaliditet, alderdom eller ydelser til efterladte, kan den pågældende dog optages i en medlemsstats ordning for frivillig eller frivillig fortsat forsikring, selv om han er omfattet af en anden medlemsstats tvungne forsikring, for så vidt han på et tidligere tidspunkt har været omfattet af den førstnævnte medlemsstats lovgivning i kraft af eller som følge af lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed, og der i den førstnævnte stat er udtrykkelig eller stiltiende hjemmel til en sådan dobbeltforsikring.«

8

Forordningens artikel 90, stk. 1, bestemmer:

»1.   Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 [af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997, L 28, s. 1)], ophæves fra datoen for nærværende forordnings anvendelse.

Forordning nr. 1408/71 (EØF) forbliver dog i kraft, og dens retsvirkninger bevares med henblik på:

[…]

9

Artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr. 883/2004 (EUT 2009, L 284, s. 1) med overskriften »Uddybning af artikel 12 og 13 i [forordning nr. 883/2004]« bestemmer i stk. 6, 8 og 9:

»6.   Ved anvendelsen af artikel 13, stk. 2, i [forordning nr. 883/2004] er en person, der »normalt udøver selvstændig virksomhed i to eller flere medlemsstater«, navnlig en person, der samtidig eller skiftevis udøver en eller flere særskilte former for selvstændig virksomhed, uanset denne selvstændige virksomheds art, i to eller flere medlemsstater.

[…]

8.   Ved anvendelsen af artikel 13, stk. 1 og 2, i [forordning nr. 883/2004] udøves »en væsentlig del af beskæftigelsen/virksomheden« i en medlemsstat, når en kvantitativt væsentlig del af alle arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes aktiviteter udøves i den pågældende medlemsstat, uden at det nødvendigvis drejer sig om hovedparten af disse aktiviteter.

For at afgøre, om en væsentlig del af aktiviteten udøves i en medlemsstat, tages følgende vejledende kriterier i betragtning:

I forbindelse med en samlet vurdering gælder det, at når mindre end 25% med hensyn til ovennævnte kriterier er opfyldt, indikerer dette, at en væsentlig del af aktiviteten ikke udøves i den pågældende medlemsstat.

9.   Ved anvendelsen af artikel 13, stk. 2, litra b), i [forordning nr. 883/2004] fastlægges en selvstændig erhvervsdrivendes »interessecenter«, ved at samtlige aspekter af vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed tages i betragtning, herunder navnlig det sted, hvor den pågældendes faste og permanente forretningssted er beliggende, virksomhedens sædvanlige karakter eller varighed, antallet af leverede tjenesteydelser og den pågældendes hensigter, således som de fremgår af omstændighederne.«

10

Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer (EFT 2002, L 114, s. 6), som blev undertegnet i Luxembourg den 21. juni 1999 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved afgørelse 2002/309/EF, Euratom, truffet af Rådet og Kommissionen, for så vidt angår aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde, den 4. april 2002 om indgåelse af syv aftaler med Det Schweiziske Forbund (EFT 2002, L 114, s. 1, herefter »EF-Schweiz-aftalen«) bestemmer følgende i artikel 8:

»De kontraherende parter fastlægger i overensstemmelse med bilag II samordningen af socialsikringssystemerne, især med henblik på at sikre:

11

EF-Schweiz-aftalens bilag II, som vedrører koordinering af de sociale sikringsordninger, fastsætter følgende i artikel 1:

»1.   De kontraherende parter er enige om på området for koordineringen af de sociale sikringsordninger at anvende de fællesskabsakter, som der henvises til i, og som ændres ved, del A i dette bilag, eller tilsvarende bestemmelser.

2.   Udtrykket »medlemsstat(er)«, der er anført i de akter, som der henvises til i del A i dette bilag, anses for at finde anvendelse på [Det Schweiziske Forbund] ud over de stater, der er omfattet af de pågældende fællesskabsakter.«

12

Afsnit A i bilag II henviser bl.a. til forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97 (herefter »forordning nr. 1408/71«), samt til Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71 (EFT 1972, L 74, s. 1).

13

Det pågældende bilag II blev ajourført ved afgørelse nr. 1/2012 vedtaget af Det Blandede Udvalg nedsat i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer af 31. marts 2012, som erstattede bilag II til aftalen om koordinering af sociale sikringsordninger (EUT 2012, L 103, s. 51) og trådte i kraft den 1. april 2012. I dette bilag henvises der nu til forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009.

14

I øvrigt er det i henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 647/2005 af 13. april 2005 om ændring af forordning nr. 1408/71 og forordning nr. 574/72 (EUT 2005, L 117, s. 1), først fra den 1. januar 2005, at anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, som er blevet erstattet af forordning nr. 883/2004, ligeledes vedrører »pensionsordninger under de liberale erhvervssammenslutningers pensionskasser«, der omfatter den alderspension, der udbetales som følge af udøvelsen af advokaterhvervet, såsom den i hovedsagen omhandlede.

15

Bestemmelserne om optagelse i advokatsamfundet i Østrig og for tildeling af den tilsvarende alderspension findes i §§ 49 og 50 i Rechtsanwaltsordnung (advokatloven) af 15. juli 1868 (RGBl., 96/1868), som affattet den 23. december 2020 (BGBl. I, 156/2020) (herefter »advokatloven«).

16

Advokatlovens § 49, stk. 2, fastsætter:

»Alle personer, der er optaget på et østrigsk advokatsamfunds advokatfortegnelse eller på den liste over advokater, der er statsborgere i en medlemsstat i Den Europæiske Union, som et østrigsk advokatsamfund fører, samt advokatfuldmægtige, der er optaget på et østrigsk advokatsamfunds advokatfortegnelse, er i princippet forpligtet til at betale bidrag, medmindre de i henhold til en anden lovgivning allerede er lovpligtigt alderdomsforsikret i en EU-medlemsstat, en anden stat, der er part i [EØS-aftalen], eller Det Schweiziske Forbund som følge af deres udøvelse af advokatvirksomhed. To eller flere advokatsammenslutninger kan også oprette en fælles pensionskasse.«

17

I henhold til advokatlovens § 50, stk. 1, har enhver person, der udøver advokatvirksomhed, ret til alders-, invalide- eller efterladtepension, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, og den begivenhed, der giver ret til den pågældende ydelse, indtræder.

18

I henhold til advokatlovens § 50, stk. 2, skal denne ret defineres i pensionskassernes vedtægter efter faste regler. Advokatlovens § 50, stk. 2, nr. 2, litra c), aa), præciserer, at den pågældende skal give afkald på at udøve advokatvirksomhed i ind- og udland for at opnå førtidig alderspension.

19

§ 26 i Verordnung der Vertreterversammlung des österreichischen Rechtsanwaltskammerrätt über die Versorgungseinrichtungen Teil A der österreichischen Rechtsanwaltskammern (Satzung Teil A 2018) (den østrigske advokatsammenslutnings repræsentantskabs bekendtgørelse om de østrigske advokatsammenslutningers pensionsordninger, »del A«, herefter »vedtægten af 2018 vedrørende del A«) fastsætter ligeledes i stk. 1, nr. 8, at den pågældende skal give afkald på at udøve advokaterhvervet »samtlige steder« som en betingelse for at opnå førtidspension.

20

FK, der er født i 1954, er både polsk og tysk statsborger. Han har været optaget på advokatfortegnelsen hos advokatsamfundet i Köln (Tyskland) siden den 8. marts 1984. Der arbejder han ikke kun som Rechtsanwalt (advokat), men også som autoriseret tolk og oversætter til polsk. Siden han begyndte at arbejde som advokat, har han betalt bidrag til pensionsordningen i delstaten Nordrhein-Westfalen (Tyskland).

21

I 1996 blev FK optaget på advokatfortegnelsen hos advokatsamfundet i Wien i Østrig og udøvede advokatvirksomhed dér ved siden af sit arbejde i Tyskland. Siden optagelsen på denne fortegnelse har FK betalt bidrag til den østrigske pensionsordning.

22

FK’s interessecenter forblev i Köln indtil 2007, hvor han flyttede sin bopæl og sit interessecenter til Schweiz, hvor han nu udøver advokatvirksomhed og er opført på listen over advokater, der er statsborgere i en EU-medlemsstat eller EFTA-medlemsstat, i kraft af sin optagelse på advokatfortegnelsen hos advokatsamfundet i Köln.

23

Siden da er den tid, som FK bruger på at udøve advokatvirksomhed i Tyskland, gradvist faldet til fordel for udøvelsen af advokatvirksomhed i Schweiz, navnlig har FK brugt 70% af sin arbejdstid på at udøve advokatvirksomhed på sit schweiziske kontor, sammenlignet med 25% på sit tyske kontor og 5% på sit østrigske kontor. Desuden har den arbejdstid, som FK har tilbragt på sit østrigske kontor, aldrig oversteget 10% af hans samlede arbejdstid ved udøvelsen af dette erhverv.

24

FK har siden 2018 modtaget førtidspension i Tyskland, samtidig med at han fortsat arbejder dér som advokat.

25

FK har ligeledes betalt bidrag til den almindelige pensionsordning i Schweiz.

26

Den 16. oktober 2017 indgav FK en ansøgning om tildeling af førtidspension til advokatsamfundet i Wien med virkning fra den 1. november 2017, hvori han oplyste, at han ville give afkald på at udøve advokatvirksomhed i Østrig, men ville fortsat være opført på advokatfortegnelsen hos advokatsamfundet i Köln og på listen over advokater, der er statsborgere i en EU-medlemsstat eller et EFTA-land, i Schweiz.

27

Ved afgørelse af 29. maj 2018 truffet af advokatsamfundet i Wien blev denne ansøgning afvist på grundlag af § 26 i vedtægten af 2018, sammenholdt med § 29 heri, vedrørende del A, hvorefter tilkendelse af førtidspension forudsætter, at den pågældende giver afkald på at udøve advokaterhvervet »samtlige steder«.

28

Den 3. august 2018 anlagde FK sag til prøvelse af denne afgørelse ved Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien, Østrig), som er den forelæggende ret, der stadfæstede den ovennævnte afgørelse.

29

FK iværksatte en ekstraordinær revisionsappel til prøvelse af afgørelsen truffet af Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien) ved Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig). Sidstnævnte ophævede denne afgørelse i det væsentlige med den begrundelse, at Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien) havde undladt at fastlægge de faktiske omstændigheder, der henhører under EU-retten, selv om FK havde gjort gældende, at EU-retten var til hinder for en national lovgivning, der gjorde tildelingen af en alderspension betinget af, at den pågældende skulle give afkald på at udøve advokatvirksomhed i ind- og udland.

30

Den forelæggende ret har i hovedsagen påpeget, at de særlige ordninger for selvstændige erhvervsdrivende, herunder advokater, indtil den 1. januar 2005 i Tyskland og Østrig var udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71 i henhold til bilag II til forordningen. Det var først fra denne dato, at de pågældende arbejdstagere var omfattet af forordningen, efter den blev ændret, hvorefter der ikke var ret til ydelser for en tidligere periode, selv om de tidligere gennemførte aktivitetsperioder blev taget i betragtning.

31

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 bør finde anvendelse med henblik på at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på en person, der som FK er selvstændig erhvervsdrivende i to eller tre medlemsstater.

32

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorledes denne bestemmelse skal fortolkes i tilfælde af, at den pågældende persons interessecenter og dennes bopæl ikke befinder sig i en medlemsstat, da der ifølge en ordlydsfortolkning af den pågældende bestemmelse ikke er nogen lovgivning i en medlemsstat, der finder anvendelse i en sådan situation.

33

Såfremt den østrigske lovgivning finder anvendelse, ønsker den forelæggende ret endvidere oplyst, om advokatloven er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, ejendomsretten og den frie bevægelighed for personer, eller med etableringsfriheden, og, i benægtende fald, om den skal undlade at anvende advokatlovens § 50, stk. 2, litra c), aa), i henhold til princippet om EU-rettens forrang.

34

Den forelæggende ret har påpeget, at der i hovedsagen ubestridt foreligger en grænseoverskridende situation, der er omfattet af EU-retten, idet FK er etableret i to medlemsstater, og at en østrigsk bestemmelse påvirker hans retsstilling i Tyskland, og har anført, at ejendomsretten, og dermed også de økonomiske interesser, der er forbundet med lovbestemte sociale ydelser, såsom alderspension, i henhold til artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) er ukrænkelig, og at begrænsninger af en sådan grundlæggende rettighed skal være begrundet i mål af almen interesse, være egnet til at sikre opfyldelsen af det tilsigtede formål og stå i et rimeligt forhold hertil. Den forelæggende ret er i denne henseende i tvivl om, hvorvidt de pågældende interesser berettiger til at gøre retten til alderspension betinget af, at den pågældende giver afkald på at udøve advokatvirksomhed både i Østrig og i udlandet. Den i hovedsagen omhandlede lovgivning er egnet til at udgøre en hindring for etableringsfriheden, som er sikret ved chartrets artikel 15, stk. 2, sammenholdt med artikel 49 TEUF.

35

Den forelæggende ret har i øvrigt henledt opmærksomheden på den omstændighed, at EU-retten i sagens natur gør det muligt fortsat at udøve en virksomhed i en medlemsstat og samtidig modtage alderspension i en anden medlemsstat, navnlig hvis der i forbindelse med koordineringen af de sociale sikringsordninger udtrykkeligt tages stilling til spørgsmålet om forskellen i pensionsalder mellem medlemsstaterne.

36

På denne baggrund har Verwaltungsgericht Wien (den regionale forvaltningsdomstol i Wien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

37

For så vidt angår formuleringen af det første spørgsmål skal det bemærkes, således som det fremgår af denne doms præmis 11-13, at i henhold til artikel 1, stk. 2, i bilag II til EF-Schweiz-aftalen skal udtrykket »medlemsstat(er)« i de retsakter, der henvises til i del A i dette bilag, forstås således, at der ud over de medlemsstater i Unionen, der er omfattet af disse retsakter, også henvises til Det Schweiziske Forbund.

38

Ved udtrykkeligt at nævne forordning nr. 1408/71 og nr. 883/2004 i afsnit A i bilag II til aftalen EF-Schweiz i dens forskellige udgaver udvider aftalen EF-Schweiz således anvendelsesområdet for disse forordninger til også at omfatte Det Schweiziske Forbund, således at Det Schweiziske Forbund – i modsætning til, hvad den forelæggende ret antyder i det første spørgsmål – ikke skal betragtes som et tredjeland, men som en medlemsstat i den foreliggende sag.

39

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilken lovgivning der finder anvendelse i henhold til artikel 13, stk. 2, litra b), i forordning nr. 883/2004, når den pågældende persons bopæl og interessecenter befinder sig i Schweiz, og når denne person ligeledes udøver et erhverv, der er ujævnt fordelt, i to andre medlemsstater, som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i bilag II til EF-Schweiz-aftalen, navnlig i Tyskland og i Østrig.

40

Det skal bemærkes, at det tilkommer Domstolen inden for rammerne af den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den, og i denne sammenhæng at fortolke alle de bestemmelser i EU-retten, som de nationale retter skal anvende for at træffe afgørelse i de for dem verserende tvister, også selv om disse bestemmelser ikke udtrykkeligt er omtalt i de præjudicielle spørgsmål, der forelægges Domstolen (jf. bl.a. dom af 19.10.2017, Otero Ramos, C-531/15, EU:C:2017:789, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.9.2018, González Castro, C-41/17, EU:C:2018:736, præmis 54).

41

Selv om den forelæggende ret formelt har begrænset sit første spørgsmål alene til en fortolkning af artikel 13, stk. 2, litra b), i forordning nr. 883/2004, selv om det præjudicielle spørgsmål som følge af præciseringen i denne doms præmis 38, hvorefter Det Schweiziske Forbund skal anses for at være en »medlemsstat«, burde have vedrørt fortolkningen af denne forordnings artikel 13, stk. 2, litra a), tilkommer det følgelig Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. bl.a. dom af 19.10.2017, Otero Ramos, C-531/15, EU:C:2017:789, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.9.2018, González Castro, C-41/17, EU:C:2018:736, præmis 55).

42

I det foreliggende tilfælde fremgår det af oplysningerne i forelæggelseskendelsen, at Domstolen med henblik på at give den forelæggende ret en hensigtsmæssig besvarelse skal fortolke andre EU-retlige bestemmelser.

43

Det følger af retspraksis, at bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 såvel som bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 indfører et system af samordningsregler, som bl.a. omhandler bestemmelsen af, hvilken lovgivning eller hvilke lovgivninger der skal anvendes på de arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som under forskellige omstændigheder gør brug af deres ret til fri bevægelighed (jf. i denne retning dom af 3.4.2008, Derouin, C-103/06, EU:C:2008:185, præmis 20, af 26.10.2016, Hoogstad, C-269/15, EU:C:2016:802, præmis 33, og af 16.7.2020, AFMB m.fl., C-610/18, EU:C:2020:565, præmis 40).

44

I medfør af bestemmelserne i dette koordineringssystem er de berørte personer kun underlagt lovgivningen i én medlemsstat for at undgå de komplikationer, der kan opstå ved samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger, og at afskaffe den forskelsbehandling, som skyldes, at de lovgivninger, som vil kunne finde anvendelse på personer, der flytter inden for Unionen, helt eller delvis anvendes samtidigt (jf. i denne retning dom af 26.2.2015, de Ruyter, C-623/13, EU:C:2015:123, præmis 36 og 37, af 26.10.2016, Hoogstad, C-269/15, EU:C:2016:802, præmis 35 og 36, og af 16.7.2020, AFMB m.fl., C-610/18, EU:C:2020:565, præmis 40).

45

Dette princip om, at kun én medlemsstats lovgivning finder anvendelse, kommer navnlig til udtryk i artikel 13 i forordning nr. 883/2004, som fastsætter, hvilken lovgivning der skal anvendes på en person, der udøver beskæftigelse i to eller flere medlemsstater, og som i stk. 2 bestemmer, at en person, der normalt udøver selvstændig virksomhed i to eller flere medlemsstater, enten er omfattet af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, såfremt han udøver en væsentlig del af sin virksomhed i denne medlemsstat [artikel 13, stk. 2, litra a), i denne forordning], eller af lovgivningen i den medlemsstat, hvor interessecentret for hans virksomhed befinder sig, såfremt han ikke er bosat i en af de medlemsstater, hvor han udøver en væsentlig del af sin virksomhed [artikel 13, stk. 2, litra b), i denne forordning].

46

Artikel 14, stk. 8, i forordning nr. 987/2009 præciserer, at ved anvendelsen af artikel 13, stk. 1 og 2, i forordning nr. 883/2004 udøves »en væsentlig del« af beskæftigelsen/virksomheden i en medlemsstat, når en kvantitativt væsentlig del af alle arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes aktiviteter udøves i den pågældende medlemsstat, uden at det nødvendigvis drejer sig om hovedparten af disse aktiviteter. Ved afgørelsen af, om en væsentlig del af aktiviteterne udøves i en medlemsstat, tages der ved lønnet beskæftigelse hensyn til arbejdstid og/eller løn. Når mindre end 25% med hensyn til disse kriterier er opfyldt, indikerer dette, at en væsentlig del af aktiviteten ikke udøves i den pågældende medlemsstat (jf. i denne retning dom af 19.5.2022, Ryanair, C-33/21, EU:C:2022:402, præmis 63).

47

Eftersom FK har boet i Tyskland, hvor hans interessecenter ligeledes var beliggende, inden han flyttede sin bopæl til Schweiz, hvor hans interessecenter nu befinder sig, må det antages, at han i henhold til artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 er underlagt enten tysk eller schweizisk ret.

48

I den foreliggende sag må det fastslås, i det omfang, som den forelæggende ret har anført, at den arbejdstid, som FK brugte på sit østrigske kontor, aldrig har oversteget 10% af den samlede arbejdstid ved udøvelsen af advokaterhvervet, at den østrigske lovgivning ifølge de lovvalgsregler, der er indført ved forordning nr. 883/2004, ikke finder anvendelse.

49

Selv om det udtømmende og ensartede system af lovvalgsregler, der er indført ved forordning nr. 883/2004, bevirker, at lovgiver i den enkelte medlemsstat herefter i princippet ikke er beføjet til efter eget skøn at fastlægge rækkevidden af og anvendelsesbetingelserne for national lovgivning for så vidt angår de omfattede personer samt det område, inden for hvilket de nationale forskrifter finder anvendelse (jf. bl.a. dom af 26.2.2015, de Ruyter, C-623/13, EU:C:2015:123, præmis 34 og 35, og af 19.9.2019, van den Berg m.fl., C-95/18 og C-96/18, EU:C:2019:767, præmis 50), kan princippet om, at kun én medlemsstats lovgivning finder anvendelse, ikke fratage en medlemsstat, som ikke er kompetent i henhold til bestemmelserne i afsnit II i forordning nr. 883/2004, muligheden for, på visse betingelser, at tildele en vandrende arbejdstager børneydelser eller alderspension i medfør af sin nationale lovgivning, selv om denne i henhold til forordningens artikel 13 er omfattet af en anden medlemsstats lovgivning (jf. i denne retning dom af 23.4.2015, Franzen m.fl., C-382/13, EU:C:2015:261, præmis 58-61, og af 19.9.2019, van den Berg m.fl., C-95/18 og C-96/18, EU:C:2019:767, præmis 53).

50

Formålet med de lovvalgsregler, der er fastsat i forordning nr. 883/2004, er udelukkende at fastlægge den lovgivning, der finder anvendelse på de personer, som befinder sig i et af de tilfælde, der er omfattet af bestemmelserne om disse regler (jf. i denne retning dom af 26.10.2016, C-269/15, Hoogstad, EU:C:2016:802, præmis 37, og af 1.2.2017, Tolley, C-430/15, EU:C:2017:74, præmis 60). Bestemmelserne har som sådan ikke til formål at fastlægge betingelserne for, at der er ret eller pligt til at tilslutte sig en bestemt social sikringsordning (jf. i denne retning dom af 11.6.1998, Kuusijärvi, C-275/96, EU:C:1998:279, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.2.2013, Dumont de Chassart, C-619/11, EU:C:2013:92, præmis 39).

51

Forordning nr. 883/2004 lader således særskilte ordninger bestå, der afføder særskilte krav mod særskilte institutioner, over for hvilke den ydelsesberettigede har direkte rettigheder enten i medfør af national ret alene eller i medfør af national ret, om nødvendigt suppleret med EU-retten (jf. i denne retning dom af 21.2.2013, Dumont de Chassart, C-619/11, EU:C:2013:92, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.2.2017, Tolley, C-430/15, EU:C:2017:74, præmis 57).

52

De lovvalgsregler, der er fastsat i forordning nr. 883/2004, skal således ikke regulere spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdstager har ret til en ydelse, som han har kunnet opnå i kraft af de bidrag, der er indbetalt i en given periode til en social sikringsordning i en bestemt medlemsstat.

53

I den foreliggende sag skal det for det første bemærkes, at den forelæggende ret har præciseret, at de bidrag, som sagsøgeren i hovedsagen har betalt til de særlige ordninger, der gælder for personer, der udøver advokatvirksomhed i Østrig, var udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, der blev erstattet af forordning nr. 883/2004, og at de først blev omfattet af anvendelsesområdet for disse forordninger fra den 1. januar 2005. For det andet fremgår det ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at sagsøgeren i hovedsagen har påberåbt sig anvendelsen af reglerne om sammenlægning eller medregning af perioder tilbagelagt i andre medlemsstater med henblik på tilkendelse af den ansøgte førtidige alderspension, som alene er baseret på anvendelsen af østrigsk ret.

54

Det følger heraf, at tvisten i hovedsagen ikke vedrører spørgsmålet om fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse i henhold til de lovvalgsregler, der er fastsat i artikel 11-13 i forordning nr. 883/2004, men alene spørgsmålet om, hvorvidt den ordning, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, som han har betalt bidrag til, finder anvendelse på den pågældende.

55

Denne konklusion understøttes i øvrigt af FK’s argumentation om, at den særlige ordning, der finder anvendelse på personer, der udøver advokaterhvervet, er en »frivillig eller frivillig fortsat forsikringsordning«.

56

Med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage med hensyn til kvalificeringen af denne særlige ordning som en »frivillig eller frivillig fortsat forsikringsordning«, i det mindste for så vidt angår de bidrag, der er blevet indbetalt siden den 1. januar 2005, er en sådan forsikringsordning i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 883/2004, sammenholdt med artikel 14, stk. 3, heri, udtrykkeligt udelukket fra anvendelsesområdet af den mekanisme til fastlæggelse af, hvilken lovgivning der finder anvendelse, der er indført ved denne forordning. FK kan således være berettiget til denne frivillige fortsatte forsikring i Østrig, selv om han er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat, i det foreliggende tilfælde schweizisk lovgivning, eftersom han begyndte at betale bidrag til den særlige forsikringsordning personer, der udøver advokaterhvervet i Østrig, selv om denne ordning ikke var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, der blev erstattet af forordning nr. 883/2004, og idet han efterfølgende fortsat betalte bidrag hertil.

57

I et sådan tilfælde skal den pågældende person have mulighed for at beslutte at fortsætte eller opsige en tvungen forsikringsordning i nogle perioder, i det omfang dette valg påvirker størrelsen af den fremtidige socialsikringsydelse (jf. i denne retning dom af 12.2.2015, Bouman, C-114/13, EU:C:2015:81, præmis 58).

58

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares således, at de lovvalgsregler, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 883/2004, ikke finder anvendelse på en person, der bor i den medlemsstat, hvor vedkommendes interessecenter ligeledes befinder sig, samtidig med at den pågældende udøver en beskæftigelse, der er ujævnt fordelt, i to andre medlemsstater, når det skal afgøres, om denne person har direkte rettigheder over for institutioner i en af disse to andre medlemsstater med hensyn til bidrag, der er indbetalt i en given periode.

59

Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der gør tildelingen af førtidig alderspension betinget af, at den pågældende giver afkald på at udøve advokaterhvervet ikke alene på den pågældende medlemsstats område, men også i udlandet.

60

I denne henseende skal det fastslås, at den situation, hvor en person, der udøver advokatvirksomhed, som er statsborger i en medlemsstat, og som flytter til en anden medlemsstat for dér at udøve virksomhed inden for rammerne af det pågældende lovregulerede erhverv, kan være omfattet enten af artikel 49 TEUF om etableringsfriheden, hvis den pågældende normalt aflønnes af klienten, eller af artikel 45 TEUF om arbejdskraftens frie bevægelighed, såfremt dennes aflønning sker i form af løn (jf. i denne retning dom af 30.11.1995, Gebhard, C-55/94, EU:C:1995:411, præmis 22-25, og af 17.12.2020, Onofrei, C-218/19, EU:C:2020:1034, præmis 23).

61

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede østrigske lovgivning udgør en begrænsning af etableringsfriheden eller arbejdskraftens frie bevægelighed, bemærkes, at forordning nr. 883/2004 ikke indfører en fælles socialsikringsordning, men lader forskellige nationale ordninger bestå. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og i mangel af harmonisering på EU-plan tilkommer det hver enkelt medlemsstat at fastsætte bl.a. de betingelser, der giver ret til sociale ydelser, i sin lovgivning. Ved udøvelsen af denne kompetence skal medlemsstaterne imidlertid overholde EU-retten og navnlig EUF-traktatens bestemmelser om unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område (jf. bl.a. dom af 21.2.2013, Salgado González, C-282/11, EU:C:2013:86, præmis 35-37, af 5.11.2014, Somova, C-103/13, EU:C:2014:2334, præmis 33-35, og af 21.10.2021, Zakład Ubezpieczeń Społecznych I Oddział w Warszawie, C-866/19, EU:C:2021:865, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

62

Alle traktatens bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer skal desuden gøre det lettere for unionsborgerne at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse af enhver art på hele Unionens område og er til hinder for foranstaltninger, som kan skade disse borgere, såfremt de ønsker at udøve en erhvervsmæssig beskæftigelse på en anden medlemsstats område (jf. i denne retning bl.a. dom af 15.12.1995, Bosman, C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 94, og af 5.11.2014, Somova, C-103/13, EU:C:2014:2334, præmis 36).

63

Disse bestemmelser er derfor til hinder for enhver national foranstaltning, der, selv om den finder anvendelse uden forskelsbehandling på grund af nationalitet, kan hindre eller gøre det mindre attraktivt for unionsborgere at udøve de grundlæggende frihedsrettigheder, der er sikret ved EUF-traktaten (jf. i denne retning dom af 1.4.2008, Gouvernement de la Communauté française og Gouvernement wallon, C-212/06, EU:C:2008:178, præmis 45, og af 5.11.2014, Somova, C-103/13, EU:C:2014:2334, præmis 38).

64

I den foreliggende sag skal det bemærkes, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning kan finde anvendelse uden forskel på alle personer, der udøver advokatvirksomhed, og derfor ikke udgør forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.

65

Det skal dog bemærkes, at en betingelse som den, der er fastsat i den østrigske lovgivning, hvorefter den pågældende skal give afkald på at udøve advokatvirksomhed både i ind- og udland for at kunne modtage førtidig alderspension, kan afholde personer, der har ret til en sådan pension, fra at gøre brug af deres etableringsfrihed eller deres ret til fri bevægelighed.

66

Selv om et sådant afkald kan accepteres af en person, der har udøvet hele sin erhvervsmæssige beskæftigelse i Østrig, kan det imidlertid vise sig at være vanskeligere at acceptere for en person, der har gjort brug af etableringsfriheden eller endog af den frie bevægelighed, og som bl.a. er tvunget til fortsat at udøve sin erhvervsmæssige beskæftigelse i en anden medlemsstat, fordi vedkommende ikke har nået den lovbestemte pensionsalder i denne stat.

67

Det følger heraf, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning udgør en hindring for de frihedsrettigheder, der er sikret ved artikel 45 TEUF og 49 TEUF, som kun kan accepteres, hvis den forfølger et legitimt formål, der er foreneligt med EUF-traktaten, og hvis den er begrundet i tvingende almene hensyn. Hertil kræves desuden, at anvendelsen af en sådan begrænsning skal være egnet til at sikre gennemførelsen af det pågældende mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål (jf. bl.a. dom af 16.5.2013, Wencel, C-589/10, EU:C:2013:303, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis, af 5.11.2014, Somova, C-103/13, EU:C:2014:2334, præmis 46, og af 17.12.2020, Onofrei, C-218/19, EU:C:2020:1034, præmis 32).

68

Den østrigske regering har i denne forbindelse anført, at det tvingende almene hensyn, der begrunder den omhandlede foranstaltning, kan udledes af formålet med den i hovedsagen omhandlede ordning, som består i at erstatte den pågældende pension med en tidligere indkomst, hvortil der ikke skal tillægges indtægter fra fuldtidsbeskæftigelse. Formålet er ikke blot at beskytte personer, der stadig udøver advokatvirksomhed, mod konkurrence fra personer, der allerede er pensioneret, men også at sikre den pågældende pensionsordnings finansielle levedygtighed, der ikke er omfattet af den almindelige pensionsordning, og som finansieres som en løbende finansieret pensionsordning i modsætning til opsparingsbaserede pensionsordninger.

69

I denne henseende bemærkes, at Domstolen har anerkendt, at beskæftigelsespolitiske mål, såsom indførelse af obligatoriske aldersgrænser for pensionering med henblik på at fremme en mere afbalanceret aldersstruktur, kan udgøre legitime formål (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Fuchs og Köhler, C-159/10 og C-160/10, EU:C:2011:508, præmis 50).

70

Lovligheden af et sådant alment formål vedrørende beskæftigelsespolitikken kan ikke med rimelighed drages i tvivl, idet fremme af et højt beskæftigelsesniveau i henhold til artikel 3, stk. 3, første led, TEU udgør et af de mål, der forfølges af Unionen (jf. i denne retning dom af 2.4.2020, Comune di Gesturi, C-670/18, EU:C:2020:272, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

71

Selv om det ikke kan bestrides, at en national lovgivning, der regulerer arbejdsmarkedet med henblik på at frigøre arbejdspladser besat af personer, der nærmer sig pensionsalderen, og sikre en sund konkurrence mellem de erhvervsdrivende, er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det tilsigtede formål, skal det derimod fastslås, at når lovgivningen kræver, at den pågældende giver afkald på at udøve advokatvirksomhed både i den pågældende medlemsstat og i udlandet, kan det ikke udelukkes, at denne lovgivning går ud over, hvad der er nødvendig for at nå dette mål.

72

En national lovgivning, som pålægger den pågældende person at give afkald på at udøve advokatvirksomhed i både den pågældende medlemsstat og i udlandet for at beskytte de personer, der stadig udøver dette erhverv, mod personer, der allerede har gjort deres ret til pension gældende, forekommer nemlig at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det nævnte mål, for så vidt som sidstnævnte kan opnås ved at begrænse dette afkald på at udøve enhver erhvervsmæssig virksomhed til udelukkende at omfatte det nationale område eller til et begrænset geografisk område i en anden medlemsstat. En sådan lovgivning ser i øvrigt bort fra den omstændighed, at betingelserne for opnåelse og opretholdelse af retten til pension ikke er harmoniseret mellem medlemsstaterne, men alene er koordineret ved EU-retten, og at de berørte personer kan være tvunget til at fortsætte med at arbejde i andre medlemsstater for at opnå deres pensionsrettigheder i henhold til den relevante nationale lovgivning.

73

Endvidere synes betingelsen om, at den pågældende skal give afkald på at udøve advokaterhvervet både på det nationale område og i udlandet, at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at undgå, at indtægter fra fuldtidsarbejde lægges til den førtidige alderspension, der udbetales på denne måde.

74

Selv om det er korrekt hvad angår formålet om den pågældende særlige ordnings finansielle levedygtighed, at risikoen for en alvorlig underminering af den finansielle balance i et socialt sikringssystem kan udgøre en tvingende almene interesse (jf. bl.a. dom af 28.4.1998, Kohll, C-158/96, EU:C:1998:171, præmis 41, og af 11.1.2007, ICT, C-208/05, EU:C:2007:16, præmis 43), fremgår det imidlertid ikke klart af den østrigske regerings forklaringer, hvorledes finansiering af denne særlige ordning, som er afhængig af bidrag fra de personer, der er omfattet af ordningen, risikerer at blive alvorligt forringet af, at modtagerne af førtidig alderspension i henhold til den særlige ordning fortsat arbejder i andre medlemsstater.

75

Selv om det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om og i hvilket omfang den pågældende nationale lovgivning opfylder proportionalitetskravet for så vidt angår gennemførelsen af formålet om den særlige ordnings finansielle levedygtighed, fremgår det af det materiale, som Domstolen har fået forelagt, at dette formål kan nås med mindre restriktive foranstaltninger.

76

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 45 TEUF og 49 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der gør tilkendelse af førtidig alderspension betinget af, at den pågældende person giver afkald på at udøve advokatvirksomhed, uden at der navnlig tages hensyn til den medlemsstat, hvor den pågældende virksomhed udøves.

77

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret: