1

Med sin appel har Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 18. november 2020, Aquind mod ACER (T-735/18, herefter den appellerede dom), EU:T:2020:542), hvorved Retten annullerede afgørelse A-001-2018 truffet af ACER’s klagenævn (herefter »klagenævnet«) den 17. oktober 2018 (herefter »den omtvistede afgørelse«), hvorved afgørelse nr. 05/2018 truffet af ACER den 19. juni 2018 om afslag på en anmodning om en undtagelse vedrørende en samkøring af elektricitet mellem det britiske og det franske elektricitetstransmissionsnet (herefter »afgørelse 05/2018«) blev stadfæstet.

2

Aquind Ltd har med sin kontraappel nedlagt påstand om, at den appellerede dom stadfæstes.

3

Følgende fremgik af 19. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 713/2009 af 13. juli 2009 om oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder (EUT 2009, L 211, s. 1), der var gældende indtil den 3. juli 2019:

»På de områder, hvor [ACER] har beslutningsbeføjelser, bør de berørte parter for at sikre hurtig sagsbehandling kunne indbringe klager for et klagenævn, som bør være en del af [ACER], men uafhængigt af både dets administrative og dets regulerende struktur. Af kontinuitetshensyn bør udnævnelsen eller nybeskikkelsen af medlemmer af klagenævnet give mulighed for delvis udskiftning af medlemmerne af klagenævnet. Klagenævnets afgørelser bør kunne indbringes for De Europæiske Fællesskabers Domstol.«

4

Artikel 3 i forordning nr. 713/2009 med overskriften »Sammensætning« bestemte:

»[ACER] omfatter:

[…]

d) et klagenævn, der varetager de i artikel 19 nævnte opgaver.«

5

Denne forordnings artikel 18 med overskriften »Klagenævn« bestemte i stk. 1:

»Klagenævnet består af seks ordinære medlemmer og seks suppleanter, der udpeges blandt nuværende eller tidligere overordnede embedsmænd hos de nationale regulerende myndigheder, konkurrencemyndigheder eller andre nationale institutioner eller fællesskabsinstitutioner, som har relevant erfaring inden for energisektoren. Klagenævnet vælger selv sin formand. Klagenævnets afgørelser træffes med kvalificeret flertal på mindst fire ud af de seks medlemmer. Klagenævnet indkaldes efter behov.«

6

Forordningens artikel 19 med overskriften »Klager« fastsatte:

»1.   Alle fysiske og juridiske personer, herunder nationale regulerende myndigheder, kan påklage en i artikel 7, 8 eller 9 omhandlet beslutning, som er rettet til den pågældende, eller en beslutning, som, selv om den formelt er rettet til en anden person, er af direkte og personlig interesse for den pågældende.

2.   Klagen tillige med begrundelsen indgives skriftligt til [ACER] senest to måneder efter, at beslutningen er meddelt den pågældende, eller, hvis dette ikke er sket, senest to måneder efter offentliggørelsen af [ACER’s] beslutning. Klagenævnet træffer afgørelse i klagesagen senest to måneder efter klagens indgivelse.

[…]

4.   Kan klagen antages til behandling, undersøger klagenævnet, om den er velbegrundet. Klagenævnet opfordrer i det omfang, det finder det nødvendigt, parterne i klagesager til at fremsætte deres bemærkninger til klagenævnets egne eller andre parters indlæg i klagesagen inden for nærmere fastsatte tidsfrister. Parterne i klagesager har ret til at fremlægge deres synspunkter mundtligt.

5.   Klagenævnet kan i overensstemmelse med denne artikel udøve de beføjelser, der ligger inden for [ACER’s] kompetence, eller hjemvise sagen til [ACER’s] kompetente organ. Sidstnævnte er bundet af klagenævnets afgørelse.

6.   Klagenævnet vedtager selv og offentliggør sin forretningsorden.

[…]«

7

Samme forordnings artikel 20 med overskriften »Indbringelse af sager for Retten i Første Instans og Domstolen« bestemte:

»1.   Der kan anlægges sag ved Retten i Første Instans eller Domstolen i overensstemmelse med […] artikel 230 [EF] for at gøre indsigelse mod en afgørelse truffet af klagenævnet eller, såfremt der ikke har været adgang til at indbringe sagen for klagenævnet, mod en beslutning truffet af [ACER].

2.   Undlader [ACER] at træffe en beslutning, kan der anlægges et passivitetssøgsmål ved Retten i Første Instans eller Domstolen i overensstemmelse med […] artikel 232 [EF].

3.   [ACER] træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme den dom, der er afsagt af Retten i Første Instans eller Domstolen.«

8

Forordning nr. 713/2009 blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/942 af 5. juni 2019 om oprettelse af Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (EUT 2019, L 158, s. 22). Sidstnævnte forordnings artikel 28, stk. 2, bestemmer, at klagenævnet træffer afgørelse i klagesagen senest fire måneder efter klagens indgivelse.

9

Sagens baggrund blev fremstillet af Retten i den appellerede doms præmis 1-13 og kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.

10

Den 17. maj 2017 indgav Aquind Ltd, der er iværksætter af et projekt om samkøring af elektricitet mellem det britiske og det franske elektricitetstransmissionsnet, en anmodning i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1228/2003 (EUT 2009, L 211, s. 15) med henblik på at opnå en undtagelse for dette projekt om samkøring.

11

Denne anmodning om undtagelse blev indgivet til de nationale franske og britiske regulerende myndigheder, dvs. henholdsvis Commission de régulation de l’énergie (tilsynskommissionen for energi, Frankrig, herefter »CRE«) og Office of Gas and Electricity Markets Authority (kontoret for gas- og elektricitetsmarkederne, Det Forenede Kongerige, herefter »OFGEM«), som, idet de ikke var nået til enighed om den pågældende anmodning, fremsendte den til ACER i overensstemmelse med artikel 17, stk. 5, i forordning nr. 714/2009 med henblik på, at denne sidstnævnte selv traf en afgørelse.

12

Ved afgørelse nr. 05/2018 afslog ACER Aquinds ansøgning med den begrundelse, at en af de nødvendige betingelser for at opnå en sådan undtagelse ikke var opfyldt, i det foreliggende tilfælde betingelsen i denne forordnings artikel 17, stk. 1, litra b), hvorefter risikoen ved investeringen skal være så stor, at investeringen ikke ville finde sted, medmindre en undtagelse indrømmes.

13

Den 17. august 2018 påklagede Aquind denne afgørelse til klagenævnet, som stadfæstede den ved den omtvistede afgørelse.

14

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. december 2018 anlagde Aquind sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse bl.a. med den begrundelse, at klagenævnet med urette fandt, at det kunne begrænse sin prøvelse til åbenbart urigtige skøn, og at Aquind først skulle anmode om at opnå en afgørelse om en grænseoverskridende omkostningsfordeling i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1364/2006/EF og ændring af forordning (EF) nr. 713/2009, (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009 (EUT 2013, L 115, s. 39), inden der kunne træffes en afgørelse i henhold til artikel 17 i forordning nr. 714/2009.

15

Ved den appellerede dom annullerede Retten klagenævnets afgørelse, efter at den havde givet Aquind medhold i dets søgsmåls niende anbringende om en utilstrækkelig undersøgelse fra klagenævnets side af afgørelse nr. 05/2018 og for fuldstændighedens skyld i søgsmålets fjerde anbringende om en fejlagtig fortolkning af forholdet mellem artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009 og artikel 12 i forordning nr. 347/2013, som Retten ligeledes gav medhold i. Retten annullerede derfor den omtvistede afgørelse og frifandt i øvrigt ACER.

16

Til støtte for det niende anbringende foreholdt Aquind i det væsentlige klagenævnet i forbindelse med behandlingen af selskabets klage at have begrænset sin prøvelse til den prøvelse af det åbenbart urigtige skøn, som ACER skulle have anlagt i forbindelse med vedtagelsen af afgørelse nr. 05/2018. En sådan begrænset kontrol er nemlig i strid med artikel 19, stk. 5, i forordning nr. 713/2009.

17

Idet Retten støttede sig på en begrundelse i fire forskellige dele, fastslog den i den appellerede doms præmis 50-71, således som Aquind gjorde gældende med sit niende anbringende, at klagenævnets begrænsning af intensiteten af dets kontrol af ACER’s afgørelse vedrørende en anmodning om undtagelse i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009 var behæftet med en retlig fejl.

18

For det første fastslog Retten i det væsentlige i den appellerede doms præmis 51, at oprettelsen af klagenævnet var udtryk for EU-lovgivers ønske om at fastsætte en klagemekanisme i Unionens agenturer, når disse har fået tillagt en betydelig beslutningskompetence vedrørende komplekse spørgsmål på det tekniske eller videnskabelige plan, som direkte påvirker de berørte parters retsstilling. Appelorgansystemet udgør et egnet middel til at beskytte disse sidstnævntes ret i en sammenhæng, hvor Unionens retsinstansers prøvelse bør begrænses til en undersøgelse af, om udøvelsen af det vide skøn med hensyn til faktuelle forhold af videnskabelig, teknisk og økonomisk meget kompliceret art, som agenturerne råder over, ikke er behæftet med en åbenbar fejl eller magtfordrejning.

19

For det andet undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 52-58 bestemmelserne om klagenævnets organisation og beføjelser for efter denne analyse at fastslå, at dette appelorgan ikke var blevet oprettet for kun at kunne foretage en begrænset prøvelse af komplekse tekniske og økonomiske vurderinger.

20

For det første fremhævede Retten i den appellerede doms præmis 53 vedrørende klagenævnets sammensætning, at det i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 713/2009 er fastsat, at klagenævnet består af seks ordinære medlemmer og seks suppleanter, der udpeges blandt nuværende eller tidligere overordnede embedsmænd hos de nationale regulerende myndigheder, konkurrencemyndigheder eller andre nationale institutioner eller fællesskabsinstitutioner, »som har relevant erfaring inden for energisektoren«. EU-lovgiver har således ønsket at forsyne klagenævnet med den nødvendige ekspertise for at gøre det muligt for dette selv at foretage vurderinger vedrørende faktuelle forhold af teknisk og økonomisk kompliceret art, der vedrører energi. Retten bemærkede, at dette ligeledes var det formål, der blev forfulgt ved oprettelsen af andre EU-agenturer, såsom Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) eller Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), hvis appelkamre består af eksperter med kvalifikationer, der afspejler de pågældende områders særlige karakter.

21

Hvad for det andet angår de beføjelser, der er tillagt klagenævnet, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 54, at disse beføjelser, der er beskrevet i artikel 19, stk. 5, i forordning nr. 713/2009, ligeledes peger i retning af en kontrol af komplekse faktuelle og økonomiske forhold, for så vidt som klagenævnet i henhold til denne bestemmelse enten kan udøve de samme beføjelser som dem, der er tillagt ACER, eller hjemvise sagen til det kompetente organ i dette agentur, idet sidstnævnte på dette tidspunkt er bundet af afgørelsen. Denne bestemmelse tillægger derfor klagenævnet en skønsbeføjelse, inden for rammerne af hvilken det skal undersøge, om de oplysninger, som det råder over efter behandlingen af klagen, gør det muligt for det at træffe sin egen afgørelse.

22

I den appellerede doms præmis 55 udledte Retten deraf, at ikke blot har klagenævnet alle de beføjelser, som ACER selv har, men at klagenævnet, hvis det vælger at hjemvise sagen, er i stand til at styre de afgørelser, som det pågældende agentur træffer, for så vidt som dette er bundet af klagenævnets begrundelse.

23

Ifølge Retten følger det desuden af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 713/2009, at klagenævnet i modsætning til Unionens retsinstanser har kompetence til som led i en kontrol af hensigtsmæssigheden at annullere eller erstatte ACER’s afgørelser alene på grundlag af tekniske og økonomiske betragtninger.

24

For det tredje fastslog Retten i den appellerede doms præmis 57 og 58, at hvad angår anmodningerne om undtagelse i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009 er det alene klagenævnets afgørelser, der er vedtaget i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 713/2009 og artikel 17, stk. 5, i forordning nr. 714/2009, som kan gøres til genstand for et søgsmål for Retten. Hvis klagenævnet kun kunne foretage en begrænset prøvelse af komplekse tekniske og økonomiske vurderinger, der er indeholdt i ACER’s afgørelse, ville dette betyde, at Retten udøver en begrænset prøvelse af en afgørelse, der i sig selv er resultatet af en begrænset prøvelse

25

En sådan ordning giver imidlertid ikke de garantier for en effektiv domstolsbeskyttelse, som de virksomheder, der er blevet nægtet en sådan undtagelse, skal nyde godt af.

26

For det tredje fastslog Retten i den appellerede doms præmis 59 og 60, at de regler om organisation og om proceduren, der var blevet vedtaget af ACER i henhold til artikel 19, stk. 6, i forordning nr. 713/2009, gav klagenævnet til opgave at kontrollere ACER’s afgørelse med en intensitet, der ikke er begrænset til intensiteten af en begrænset kontrol.

27

I den appellerede doms præmis 60 fremhævede Retten således, at klagenævnets afgørelse nr. 1-2011 af 1. december 2011 om fastsættelse af regler om organisation og om proceduren for klagenævnet havde været genstand for en ændring den 5. oktober 2019, hvorved klagenævnet begrænsede sin beføjelse. I den affattelse, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, fremgik det udtrykkeligt af denne afgørelses artikel 20 med overskriften »Kompetence«, at klagenævnet kunne udøve alle de beføjelser, der henhørte under ACER’s kompetence. Retten fandt, at klagenævnet ved vedtagelsen af denne bestemmelse i reglerne om organisation og procedure havde fortolket den kontrolbeføjelse, som det var blevet tillagt ved artikel 19, stk. 5, i forordning nr. 713/2009, og at ændringen af denne bestemmelse, hvorved klagenævnet begrænsede sin beføjelse, endnu ikke fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor den omtvistede afgørelse blev truffet.

28

For det fjerde fastslog Retten i det væsentlige i den appellerede doms præmis 61-68, at princippet om Unionens retsinstansers begrænsede kontrol med hensyn til komplekse tekniske, videnskabelige og økonomiske vurderinger ikke gælder for den kontrol, der foretages af EU-agenturernes appelorganer. Det er således allerede blevet fastslået vedrørende ECHA’s Klageudvalg, at den kontrol, som dette udvalg foretager af de videnskabelige vurderinger, der findes i en afgørelse fra ECHA, ikke er begrænset til en undersøgelse af, om der foreligger åbenbare fejl, men at det pågældende klageudvalg derimod på grund af sine medlemmers juridiske og videnskabelige kvalifikationer skal undersøge, om de argumenter, som sagsøgeren har fremført, kan godtgøre, at de betragtninger, der ligger til grund for den nævnte afgørelse fra ECHA, er behæftet med fejl.

29

Retten fastslog i den appellerede doms præmis 62-68, at denne retspraksis fuldt ud kunne overføres på klagenævnet. Sammensætningen af og beføjelserne for ECHA’s Klageudvalg er nemlig sammenlignelig med klagenævnets sammensætning og beføjelser.

30

På grundlag af samtlige disse grunde fastslog Retten i den appellerede doms præmis 69-71, at klagenævnets prøvelse af komplekse tekniske og økonomiske vurderinger, der er indeholdt i en afgørelse fra ACER vedrørende en anmodning om undtagelse i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009, ikke kan begrænses til en begrænset prøvelse af det åbenbart urigtige skøn. Klagenævnet begik derfor en retlig fejl, da det i den omtvistede afgørelses punkt 52 fastslog, at det hvad angår de vurderinger, der er af teknisk eller kompleks karakter, kunne foretage en begrænset prøvelse og således begrænse sig til at afgøre, om ACER havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn vedrørende de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse.

31

Efter i den appellerede doms præmis 72-89 at have undersøgt og forkastet de forskellige argumenter, som ACER havde fremført til støtte for det modsatte synspunkt, tiltrådte Retten i dommens præmis 90 Aquinds niende anbringende til støtte for annullationssøgsmålet.

32

Endelig undersøgte og tiltrådte Retten i den appellerede doms præmis 92-113 søgsmålets fjerde anbringende om en fejlagtig fortolkning af forholdet mellem artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009 og artikel 12 i forordning nr. 347/2013 og følgelig muligheden for, at samkøringsprojektet kan være omfattet af en procedure for grænseoverskridende omkostningsfordeling og en manglende hensyntagen til de risici, der er forbundet med en sådan procedure.

33

I dommens præmis 91 præciserede Retten imidlertid, at denne undersøgelse udelukkende var begrundet i hensynet til god retspleje.

34

Ved sin appel har ACER nedlagt følgende påstande:

35

Aquind har nedlagt følgende påstande:

36

Aquind har i sin kontraappel nedlagt følgende påstande, såfremt hovedappellen tages til følge:

37

ACER har i sit svarskrift nedlagt følgende påstande:

38

Appellanten har fremsat to anbringender til støtte for søgsmålet. Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl for så vidt angår intensiteten af den kontrol, som klagenævnet skal foretage med hensyn til de komplekse tekniske og økonomiske vurderinger, som ACER foretog i forbindelse med sin undersøgelse af en anmodning om undtagelse i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009.

39

Med sit andet anbringende har ACER gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl for så vidt angår fortolkningen af artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 714/2009 for så vidt angår forholdet mellem undtagelsesordningen og den regulerede ordning.

40

Med det første anbringende har ACER gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at i modsætning til, hvad klagenævnet havde lagt til grund i den omtvistede afgørelses punkt 51 og 52, kunne den kontrol, som dette nævn foretog af komplekse tekniske og økonomiske vurderinger vedrørende en anmodning om dispensation i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009, ikke begrænses til en undersøgelse af, om ACER havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn, eftersom dette agentur skal indrømmes en vis skønsmargen på tidspunktet for vedtagelsen af en undtagelse. Ifølge ACER tilsidesatte Retten herved det formål, som EU-lovgiver forfulgte, da den oprettede klagenævnet og den sammenhæng, hvori den kontrol, som det udøver, indgår.

41

Subsidiært har ACER gjort gældende, at klagenævnet under alle omstændigheder i det foreliggende tilfælde ikke har undladt at efterprøve komplekse tekniske og økonomiske vurderinger, som dette agentur foretog i forbindelse med sin undersøgelse, der førte til vedtagelsen af afgørelse nr. 05/2018.

42

ACER har gjort gældende, at de appelorganer, der er uafhængige af de forskellige EU-agenturer, ikke alle skal udøve deres kontrol med komplekse tekniske og økonomiske vurderinger med samme intensitet som den, der foretages af det agentur, som de henhører under. Hvad angår klagenævnet kan dette således frit vælge ikke at behandle sagen med samme detaljeringsgrad som ACER.

43

Hvad nærmere bestemt angår de vurderinger, der vedrører komplekse økonomiske og tekniske spørgsmål, udøver klagenævnet en kontrol, der, selv om den er betydelig, begrænser sig til de åbenbare fejl, som ACER har begået. I denne forbindelse efterprøver klagenævnet ikke blot den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, samt deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes, om disse beviser udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de konklusioner, som ACER har draget heraf.

44

Eftersom forordning nr. 713/2009 ikke indeholder en udtrykkelig beskrivelse af intensiteten af den kontrol, som klagenævnet er forpligtet til at udøve, skal der ved fastsættelsen af dette niveau tages hensyn til det formål, der forfølges med klageproceduren, og den sammenhæng, hvori kontrollen finder sted.

45

Hvad angår det formål, der forfølges med oprettelsen af klagenævnet, var det ifølge ACER med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 53 fastslog, at det fremgår af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 713/2009, at EU-lovgiver har ønsket at forsyne dette klagenævn med den nødvendige ekspertise for at gøre det muligt for dette selv at foretage vurderinger vedrørende faktuelle forhold af teknisk og økonomisk kompliceret art, der vedrører energi, i lighed med ECHA’s Klageudvalg inden for dette udvalgs kompetenceområde. Det fremgår tværtimod af 19. betragtning til forordning nr. 713/2009, at dette formål var, at de berørte parter bør kunne indbringe klager for et klagenævn forenklet og hurtigt. Dette formål bekræftes af den omstændighed, at klagenævnet er forpligtet til at træffe afgørelse inden to måneder efter, at klagen er indbragt for nævnet.

46

Hvad angår kontrollens sammenhæng har ACER gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 52-82 ved at fastslå, at bestemmelserne om klagenævnets organisation og beføjelser støttede konklusionen om, at intensiteten af dets prøvelse af komplekse tekniske og økonomiske vurderinger ikke kunne begrænses til et åbenbart urigtigt skøn. Klagenævnets organisation, navnlig valget af nævnets medlemmer, som i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 53, 65 og 69 til forskel fra medlemmerne af ECHA’s Klageudvalg ikke nødvendigvis skal være i besiddelse af den nødvendige ekspertise for selv at foretage komplekse tekniske vurderinger, den ekstremt korte varighed af klageproceduren på to måneder, de begrænsede ressourcer, som disse medlemmer råder over, og formålet om en hurtig klagebehandling, er alle forhold, der må føre til den modsatte konklusion. Det kan ikke forventes af klagenævnets medlemmer, at de selv foretager komplekse tekniske og økonomiske vurderinger uden nogen form for støtte inden for den ekstremt korte frist på to måneder, som de råder over.

47

Hvad angår klagenævnets beføjelser har ACER gjort gældende, at det var med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 54, 55, 59 og 60 støttede sig på artikel 19, stk. 5, i forordning nr. 713/2009, hvorefter klagenævnet »kan […] udøve de beføjelser, der ligger inden for [ACER’s] kompetence, eller hjemvise sagen til [ACER’s kompetente organ med henblik på videre skridt, idet dette organ er] bundet af klagenævnets afgørelse«, for at faststå, at dette nævn skal udøve en fuldstændig kontrol med alle de fejl, som de komplekse tekniske og økonomiske vurderinger, der er indeholdt i ACER’s afgørelse, er behæftet med. Som det fremgår af Rettens praksis, kan en sådan bestemmelse nemlig ikke fortolkes således, at den fastlægger intensiteten af den prøvelse, som klagenævnet skal udøve.

48

Retten begik ligeledes en retlig fejl i den appellerede doms præmis 56, idet den fastslog, at det følger af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 713/2009, at klagenævnet i modsætning til Unionens retsinstanser har kompetence til som led i en kontrol af hensigtsmæssigheden at annullere eller erstatte ACER’s afgørelser alene på grundlag af tekniske og økonomiske betragtninger. Denne bestemmelse, som langt fra begrunder, at klagenævnet foretager en fuld prøvelse, fastsatte ifølge appellanten udelukkende en mulighed for at annullere ACER’s afgørelser og erstatte dem med klagenævnets afgørelser eller for at hjemvise sagen til ACER, men er tavs med hensyn til intensiteten af den kontrol, der skal udøves af klagenævnet.

49

Retten begik endvidere en retlig fejl i den appellerede doms præmis 56, idet den deri henviste til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 713/2009, som definerede de personer, der kunne indgive en klage til klagenævnet, selv om denne artikel heller ikke vedrører intensiteten af denne kontrol. I modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 57, 58 og 70, kan det heller ikke udledes af artikel 20 i forordning nr. 713/2009, at klagenævnet skal foretage en fuldstændig prøvelse af komplekse tekniske og økonomiske vurderinger. Retten kan nemlig altid foretage en fuldstændig retslig prøvelse af klagenævnets afgørelser, selv om disse afgørelser er resultatet af en begrænset kontrol, som dette nævn foretager.

50

Sammenfattende så Retten ulovligt bort fra det forfulgte formål og den sammenhæng, som klageproceduren for klagenævnet indgår i, således som disse er fastlagt i forordning nr. 713/2009, og tilsidesatte dermed princippet om magtadskillelse for så vidt angår de valg, som EU-lovgiver har truffet som lovgivende myndighed og budgetmyndighed. Endvidere er Rettens sammenligning med ECHA’s Klageudvalg ligeledes behæftet med en retlig fejl.

51

Subsidiært har ACER gjort gældende, at selv om klagenævnet skulle foretage en fuldstændig prøvelse af dette agenturs afgørelser, for så vidt som disse indeholder komplekse tekniske og økonomiske vurderinger, var det under alle omstændigheder med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 83-90 fastslog, at klagenævnet ikke foretog en sådan fuldstændig prøvelse i det foreliggende tilfælde.

52

Aquind har gjort gældende, at det første appelanbringende skal forkastes, og at det var med rette, at Retten fastslog, at klagenævnet var forpligtet til at foretage en fuldstændig prøvelse af afgørelse nr. 05/2018, som ikke var begrænset til et åbenbart urigtigt skøn.

53

Med det første anbringende har ACER i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl for så vidt angår intensiteten af den prøvelse, som klagenævnet skal foretage af ACER’s afgørelser i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 713/2009 vedrørende definitionen af det pågældende klagenævns beføjelser.

54

I overensstemmelse med fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dens ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 8.9.2022, Ministerstvo životního prostředí (Perroquets Ara hyacinthe), C-659/20, EU:C:2022:642, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

55

For det første fremgår det ikke udtrykkeligt af ordlyden af bestemmelserne i artikel 18 og 19 i forordning nr. 713/2009 om klagenævnets sammensætning, organisation og beføjelser, at klagenævnets kontrol med ACER’s afgørelser, der indebærer vurderinger af komplekse økonomiske og tekniske spørgsmål, nødvendigvis er begrænset til en prøvelse af et åbenbart urigtigt skøn.

56

Hvad for det andet angår de formål, der forfølges med oprettelsen af klagenævnet, skal det i lighed med, hvad generaladvokaten har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, fastslås, at denne oprettelse indgår i en overordnet tilgang, som EU-lovgiver har anlagt med henblik på at give Unionens agenturer klageinstanser, når disse har fået tildelt en betydelig beslutningskompetence vedrørende komplekse tekniske eller videnskabelige spørgsmål, der kan påvirker de berørte parters retsstilling direkte.

57

Som Retten ligeledes med rette bemærkede i den appellerede doms præmis 51, udgør disse appelorganer et egnet middel til at beskytte de pågældende parters rettigheder i en sammenhæng, hvor, som det følger af fast retspraksis, Unionens retsinstanser, når Unionens myndigheder har en bred skønsmargin, navnlig vedrørende vurderingen af faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk meget kompliceret art, til at bestemme karakteren og omfanget af sine tiltag, bør begrænse sig til at undersøge, om udøvelsen af dette skøn er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om institutionerne åbenbart har overskredet grænserne for deres skøn (kendelse af 4.9.2014, Rütgers Germany m.fl. mod ECHA, C-290/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2174, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

58

For det tredje bemærkes, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 41 i forslaget til afgørelse, at selv om disse forskellige appelorganer er forskellige med hensyn til deres struktur, funktion og beføjelser, har de imidlertid en række fællestræk.

59

Det skal indledningsvis bemærkes, at det er organer, der foretager en administrativ kontrol internt i agenturerne. De har en vis selvstændighed, udfører domstolslignende opgaver gennem kontradiktoriske procedurer, er sammensat af jurister og teknisk sagkyndige, hvilket giver dem en større evne til at afgøre klager over afgørelser, der som regel omfatter et væsentligt teknisk element. Dernæst kan adressater for afgørelser fra de agenturer, de henhører under, samt fysiske og juridiske personer, der umiddelbart og individuelt berøres af disse afgørelser, indgive klager til disse organer. Endvidere foretager de prøvelse af afgørelser, der har virkninger for tredjemand, og er tillagt beføjelser med hensyn til disse afgørelser ved den afledte retsakt om oprettelse af appelorganerne. Endelig udgør de en hurtig, tilgængelig, specialiseret og økonomisk overkommelig mekanisme til beskyttelse af de rettigheder, som adressaterne for de pågældende afgørelser og de personer, der berøres heraf, nyder.

60

For det fjerde skal det fastslås, at den procedure, der finder anvendelse ved klagenævnet, ikke er underlagt andre regler end dem, der er fastsat i forordningens artikel 19, stk. 1, som bestemmer, at alle fysiske og juridiske personer, herunder nationale regulerende myndigheder, kan påklage en i artikel 7, 8 eller 9 omhandlet beslutning, som er rettet til den pågældende eller er af direkte og personlig interesse for den pågældende. Som Retten med rette anførte i den appellerede doms præmis 56, fremgår det ikke af denne artikel 19, at indbringelse af klager for nævnet er underlagt andre betingelser.

61

Denne betragtning støttes af ordlyden af artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 713/2009, som bestemmer, at klagen skal indeholde en begrundelse, uden at der i de grunde, der således skal påberåbes til støtte for søgsmålet, sondres mellem retlige og faktiske anbringender.

62

For det femte skal det bemærkes, at klagenævnet i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 713/2009 består af seks ordinære medlemmer og seks suppleanter, der udpeges blandt nuværende eller tidligere overordnede embedsmænd hos de nationale regulerende myndigheder, konkurrencemyndigheder eller andre nationale institutioner eller EU-institutioner, som har relevant erfaring inden for energisektoren.

63

Klagenævnets sammensætning opfylder således de nødvendige krav med henblik på at foretage en fuldstændig prøvelse af ACER’s afgørelser. Kravet om, at klagenævnets medlemmer skal have forudgående erfaring fra energisektoren, skyldes, at de har eller bør have den nødvendige tekniske viden for at behandle klagerne indgående.

64

Som Retten med rette anførte i den appellerede doms præmis 53, ønskede EU-lovgiver at forsyne ACER’s klagenævn med den nødvendige ekspertise for at gøre det muligt for dette selv at foretage vurderinger vedrørende faktuelle forhold af teknisk og økonomisk kompliceret art, der vedrører energi. Dette var ligeledes det formål, som denne lovgiver forfulgte ved oprettelsen af andre EU-agenturer, såsom EASA eller ECHA, hvis appelkamre består af eksperter med en kvalifikation, der afspejler de pågældende områders særlige karakter.

65

Det var således med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 52 fastslog, at det fremgik af bestemmelserne om klagenævnets organisation og beføjelser, at dette ikke var blevet oprettet for kun at foretage en begrænset prøvelse af komplekse tekniske og økonomiske vurderinger.

66

For det sjette var det ligeledes med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 61 bemærkede, at retspraksis vedrørende en begrænset kontrol fra Unionens retsinstansers side af komplekse tekniske, videnskabelige og økonomiske vurderinger ikke kan overføres til EU-agenturernes appelorganer.

67

Som Retten anførte i den appellerede doms præmis 58, følger det heraf, at hvis klagenævnets kontrol kun skulle være begrænset for så vidt angår komplekse tekniske og økonomiske vurderinger i ACER’s afgørelser, ville dette betyde, at Unionens retsinstanser udøver en begrænset prøvelse af en afgørelse, der i sig selv er resultatet af en begrænset prøvelse. Det var derfor med rette, at Retten heraf konkluderede, at en sådan ordning ikke ville give de garantier for en effektiv domstolsbeskyttelse, som de virksomheder, der har fået afslag på en anmodning om undtagelse i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 714/2009, skal nyde godt af.

68

For det syvende er det med urette, at ACER med henblik på at anfægte de betragtninger, der er anført i den appellerede doms præmis 61-68, til støtte for sit første anbringende har anført, at der er forskelle mellem klagenævnet og ECHA’s Klageudvalg med hensyn til mål, procedure, frister og ordningen for medlemmerne.

69

I denne forbindelse bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 61, at det allerede er blevet fastslået vedrørende ECHA’s Klageudvalg, at den kontrol, som dette udvalg foretager af de videnskabelige vurderinger, der fremgår af en afgørelse fra ECHA, ikke var begrænset til en efterprøvelse af, om der forelå åbenbare fejl, men at klageudvalget derimod på grund af sine medlemmers juridiske og videnskabelige kompetencer skulle undersøge, om de af sagsøgeren fremførte argumenter kunne godtgøre, at de betragtninger, som ECHA’s afgørelse var baseret på, var behæftet med fejl, og at klagenævnets prøvelse således var mere intensiv end den prøvelse, der foretages af Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dom af 20.9.2019, BASF Grenzach mod ECHA, T-125/17, EU:T:2019:638, præmis 87-89 og 124).

70

Som Retten imidlertid med rette i det væsentlige fastslog i den appellerede doms præmis 64-67, er sammensætningen af og beføjelserne for ECHA’s Klageudvalg i modsætning til, hvad ACER har gjort gældende, sammenlignelig med klagenævnets sammensætning og beføjelser, idet disse organer begge består af medlemmer, der har den nødvendige ekspertise for at gøre det muligt for disse selv at foretage vurderinger vedrørende faktuelle forhold af teknisk og økonomisk kompliceret art. For det andet har den omstændighed, at medlemmerne af ECHA’s Klageudvalg, til forskel fra medlemmerne af ACER’s klagenævn, er ansat på fuld tid, ingen betydning for intensiteten af den kontrol, de har pligt til at foretage.

71

Hvad angår ACER’s argument om den korte frist for klagenævnet til at træffe afgørelse, som er fastsat til to måneder i artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 713/2009, kan det ikke heraf udledes, at EU-lovgivers hensigt var at begrænse klagenævnets kontrol, selv om denne forkortede frist, der i øvrigt blev forlænget til fire måneder ved artikel 28, stk. 2, i forordning 2019/942, snarere vidner om denne lovgivers ønske om at sikre en hurtig procedure.

72

Henset til samtlige disse betragtninger fremgår det, at det var med rette, at Retten fastslog, at klagenævnet havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at det hvad angår vurderinger af teknisk eller kompleks karakter kunne foretage en begrænset prøvelse og begrænse sig til at afgøre, om ACER havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

73

Subsidiært har ACER gjort gældende, at selv hvis myndigheden anerkender, at klagenævnet bør foretage en fuld prøvelse af ACER’s afgørelser, når disse omfatter komplekse tekniske og økonomiske vurderinger, begik Retten en retlig fejl ved at fastslå, at klagenævnet ikke havde foretaget en sådan form for prøvelse i dette tilfælde.

74

Dette argument kan ikke tiltrædes, eftersom det udtrykkeligt fremgår af punkt 52 i den omtvistede afgørelse, at klagenævnet tilsigtede at begrænse sin prøvelse af afgørelse nr. 05/2018 til et åbenbart urigtigt skøn.

75

Henset til ovenstående betragtninger skal ACER’s første appelanbringende forkastes.

76

Med sit andet anbringende har ACER gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl for så vidt angår fortolkningen af artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 714/2009 med hensyn til forholdet mellem undtagelsesordningen og den regulerede ordning.

77

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 91, var det for fuldstændighedens skyld, at Retten undersøgte dette spørgsmål, som var genstand for Aquinds fjerde anbringende til støtte for selskabets annullationssøgsmål, efter at have taget dette søgsmåls niende anbringende til følge af de grunde, der er anført i den appellerede doms præmis 43-90, og som ACER forgæves har kritiseret i forbindelse med sit første appelanbringende.

78

I denne henseende skal der erindres om, at det følger af Domstolens praksis, at når en af de af Retten anførte grunde er tilstrækkelig til at begrunde konklusionen i dens dom, påvirker de fejl, som en anden grund, der også omhandles i den pågældende dom, kan være behæftet med, under alle omstændigheder ikke den nævnte konklusion, hvorfor det anbringende, der støtter sig på disse fejl, er irrelevant og må forkastes (dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 143 og den deri nævnte retspraksis).

79

Det andet anbringende skal derfor forkastes som irrelevant.

80

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at hovedappellen skal forkastes i sin helhed.

81

Da hovedappellen forkastes, er det ufornødent at træffe afgørelse om kontraappellen.

82

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

83

Da Domstolen i det foreliggende tilfælde har forkastet hovedappellen, og Aquind har nedlagt påstand om, at ACER tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges ACER at bære sine egne omkostninger i forbindelse med hovedappellen og at betale Aquinds omkostninger.

84

Artikel 142 i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, bestemmer, at finder Domstolen, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen, er den frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostninger.

85

Det skal bestemmes, at ACER og Aquind hver bærer deres egne omkostninger i forbindelse med kontraappellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):