1.

De foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrører to afgørelser om tilbagesendelse, som de belgiske myndigheder har truffet vedrørende sagsøgerne i hovedsagerne (herefter »sagsøgerne«), efter at disse havde fået afslag på deres ansøgninger om international beskyttelse. Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) ( 2 ) har anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse af, hvorvidt afgørelserne om tilbagesendelse er forenelige med artikel 4, 7 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 5, artikel 6, stk. 6, og artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold ( 3 ) (herefter »direktiv 2008/115«). I denne forbindelse ønsker Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) oplyst, hvorvidt en domstol ved vurderingen af lovligheden af disse afgørelser om tilbagesendelse kan tage hensyn til ændringer i sagsøgernes familieliv og/eller helbredstilstand, der er indtruffet efter, at afgørelserne om afslag på deres ansøgninger om international beskyttelse er blevet stadfæstet.

2.

XXX, der er tredjelandsstatsborger, formodes at være ankommet til Belgien den 16. marts 2017. Han indgav den 24. marts 2017 ansøgning om anerkendelse som flygtning til den relevante belgiske myndighed. Den 20. juli 2017 gav Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (generalkommissæren for flygtninge og statsløse, Belgien) XXX afslag på ansøgningen og afviste endvidere at tildele ham subsidiær beskyttelse. På baggrund af dette afslag udstedte den relevante myndighed den 26. juli 2017 et påbud om, at XXX skulle forlade det belgiske område.

3.

Den 21. august 2017 anlagde XXX sag ved Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) til prøvelse af afslaget meddelt af generalkommissæren for flygtninge og statsløse på tildeling af international beskyttelse af 20. juli 2017. Ved afgørelse af 11. januar 2018 frifandt Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) indstævnte.

4.

Den 24. august 2017 anlagde XXX sag ved Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) til prøvelse af påbuddet af 26. juli 2017 om at forlade Belgien. I retsmødet fremlagde XXX dokumentation for ændringer i sit familieliv og sin helbredstilstand. Ved dom af 22. oktober 2019 forkastede Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) søgsmålet. Denne ret fandt, at XXX ikke længere kunne anfægte afgørelsen af 26. juli 2017, der pålagde ham at forlade Belgien, eftersom dommen af 11. januar 2018 endeligt afgjorde hans søgsmål til prøvelse af afgørelsen truffet af generalkommissæren for flygtninge og statsløse om at nægte ham international beskyttelse. Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) var af den opfattelse, at den ved vurderingen af lovligheden af et påbud om at forlade det belgiske område ikke kunne tage hensyn til begivenheder, som var indtrådt, efter at påbuddet var udstedt ( 4 ). Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) fandt endvidere, at XXX ikke kunne få medhold i sit argument om, at myndighederne ikke kunne vedtage et påbud om, at han skulle forlade området, så længe hans søgsmål til prøvelse af afgørelsen truffet af generalkommissæren for flygtninge og statsløse om at nægte ham international beskyttelse verserede, eftersom hans søgsmål til prøvelse af denne afgørelse var blevet endeligt afgjort den 11. januar 2018.

5.

Den 6. november 2019 har sagsøgeren anlagt sag til prøvelse af dommen afsagt af Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) den 22. oktober 2019 ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager). Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) er for det første af den opfattelse, at Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) i forbindelse med en påstand om annullation af et påbud om at forlade Belgien i princippet burde have gennemført en ex tunc undersøgelse. For det andet er denne domstol af den opfattelse, at det ikke klart fremgår af Gnandi-dommen, indtil hvilket tidspunkt en tredjelandsstatsborger kan drage fordel af en ændring af omstændighederne med henblik herpå, og Domstolen har således ikke fastlagt, hvorvidt en ret kan tage hensyn til omstændigheder, der indtræffer efter tidspunktet for vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse ( 5 ). Denne tilgang kan få betydelige konsekvenser for anvendelsen af direktiv 2008/115, især for anvendelsen af direktivets artikel 5, som bestemmer, at medlemsstater ved gennemførelsen af direktivet i national ret bl.a. skal tage behørigt hensyn til den pågældende tredjelandsstatsborgers familieliv og helbredstilstand.

6.

Den 29. februar 2016 indgav XXX ansøgning om anerkendelse som flygtning til den relevante belgiske myndighed. Generalkommissæren for flygtninge og statsløse gav hende afslag på ansøgningen af 30. september 2016 og afslog endvidere at tildele hende subsidiær beskyttelse. Under henvisning til afgørelsen truffet af generalkommissæren for flygtninge og statsløse gav den relevante myndighed den 6. oktober 2016 XXX påbud om at forlade Belgien.

7.

Den 28. oktober 2016 anlagde XXX sag ved Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) til prøvelse af afgørelsen truffet af generalkommissæren for flygtninge og statsløse den 30. september 2016. Søgsmålet blev forkastet den 19. januar 2017. Den 7. november 2016 anlagde XXX sag ved Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) til prøvelse af afgørelsen af 6. oktober 2016 om at forlade området. Efter et retsmøde, hvori XXX havde fremlagt dokumentation vedrørende sit privatliv, forkastede Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) ved dom af 22. oktober 2019 søgsmålet anlagt til prøvelse af påbuddet om at forlade området. Den pågældende ret fulgte samme ræsonnement som anført i punkt 4 i dette forslag til afgørelse.

8.

XXX har anlagt sag til prøvelse af dom afsagt af Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) den 22. oktober 2019 ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager). Af de samme grunde, som er anført i punkt 5 i dette forslag til afgørelse, er Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) af den opfattelse, at det ikke klart fremgår af Gnandi-dommen, indtil hvilket tidspunkt en myndighed, som tager stilling til lovligheden af en afgørelse om tilbagesendelse, kan tage hensyn til omstændigheder, der vedrører en tredjelandsstatsborgers familieliv.

9.

I hovedsagen i sag C-711/21 og i sag C-712/21 er Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) af den opfattelse, at chartrets artikel 4 ( 6 ), 7 og 47 og artikel 5, artikel 6, stk. 6, og artikel 14 i direktiv 2008/115 kan forpligte den ret, der undersøger lovligheden af en afgørelse om påbud om at forlade området, der er truffet efter afslag på en ansøgning om international beskyttelse, til at tage hensyn til ændringer vedrørende ansøgerens familieliv eller helbredstilstand, som er indtruffet før datoen for domstolsprøvelsen. På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

10.

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 4. januar 2022 blev sagerne C-711/21 og C-712/21 forenet med henblik på den mundtlige og den skriftlige forhandling og dommen.

11.

Sagsøgerne, den belgiske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

12.

Den belgiske regering har i sine skriftlige indlæg af 29. marts 2022 gjort gældende, at begge søgsmål skal afvises, eftersom den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret har anmodet om, ikke længere er nødvendig for, at retten kan afsige dom. Den 30. marts 2020 udstedte den relevante myndighed en opholdstilladelse til sagsøgeren i sag C-711/21 ( 8 ). Den 8. marts 2021 udstedte den relevante myndighed en opholdstilladelse til sagsøgeren i sag C-712/21, som var gyldig til den 18. februar 2021, hvorefter den blev forlænget til den 18. februar 2023 ( 9 ). Den belgiske regering har endvidere oplyst Domstolen om, at den relevante belgiske myndighed ( 10 ) den 24. februar 2022 meddelte Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) dette.

13.

Den 17. juni 2022 skrev Domstolens præsident til Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) for at få bekræftet, om sagsøgerne havde ret til at opholde sig i Belgien, og, i bekræftende fald, om denne ret ønskede at opretholde sine anmodninger om præjudiciel afgørelse. Den 27. juni 2022 bekræftede Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) efter at have hørt sagsøgernes advokat, at de hver især havde fået opholdstilladelse i Belgien. Den forelæggende ret har ikke desto mindre ønsket at opretholde sine anmodninger om præjudiciel afgørelse. Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har anført, at ifølge sagsøgernes advokat er deres ret til at forblive i Belgien midlertidig, og den belgiske regering har ikke ophævet afgørelsen om tilbagesendelse. Sagsøgernes advokat har gjort gældende, at såfremt deres ret til at opholde sig i Belgien ikke bliver forlænget, kan den belgiske regering genåbne tilbagesendelsesproceduren på baggrund af de afgørelser om tilbagesendelse, der er truffet vedrørende sagsøgerne.

14.

I lyset af svaret fra Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) af 6. juli 2022 har den refererende dommer og generaladvokaten ( 11 ) anmodet den belgiske regering om at oplyse Domstolen om status på de afgørelser om tilbagesendelse, som er blevet truffet vedrørende sagsøgerne og enhver anden afgørelse om tilbagesendelse, som måtte være blevet vedtaget vedrørende de pågældende personer. Den 15. juli 2022 svarede den belgiske regering, at »udstedelsen af en opholdstilladelse er uforenelig med en afgørelse om tilbagesendelse. Ved udstedelsen af en opholdstilladelse ophæves en afgørelse om tilbagesendelse automatisk, uden at den ansvarlige myndighed behøver at vedtage en ny afgørelse om tilbagesendelse«. Den belgiske regering har i lyset af den seneste retspraksis fra Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager)) på netop dette punkt konkluderet ( 12 ), at sagsøgerne ikke bevarer en søgsmålsinteresse for så vidt angår annullation af afgørelserne om tilbagesendelse.

15.

Den 20. juli 2022 fremsendte Domstolen den belgiske regerings svar af 15. juli 2022 til Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager). Domstolen anmodede den heri endnu engang om at tilkendegive, hvorvidt den ønskede at opretholde sine anmodninger om præjudiciel afgørelse og i bekræftende fald at anføre sin begrundelse herfor.

16.

Den 3. august 2022 svarede Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), at i lyset af sagsøgernes advokats og den belgiske regerings divergerende synspunkter kunne den ikke trække sine anmodninger om præjudiciel afgørelse tilbage uden først at høre parterne og træffe afgørelse om sagsøgernes interesse i at opretholde deres søgsmål om annullation. Den oplyste endvidere, at den sag, som verserer for retten, er blevet udsat på Domstolens svar på dens anmodninger om præjudiciel afgørelse. Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) fandt derfor, at den ikke var i stand til at træffe afgørelse om status på afgørelserne om tilbagesendelse og sagsøgernes interesse i at fortsætte med appelsagen.

17.

Ifølge fast retspraksis gælder der en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt i medfør af artikel 267 TEUF, er relevante. Inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til denne bestemmelse tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Ikke desto mindre følger det af såvel ordlyden som opbygningen af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle procedure forudsætter, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse. Domstolen kan ikke afgive responsa om generelle eller hypotetiske spørgsmål. Den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, skal således være nødvendig for, at den forelæggende ret kan afsige dom i den sag, der verserer for den ( 13 ).

18.

Heraf følger, at Domstolen med henblik på at efterprøve sin egen kompetence i givet fald er beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder en national domstol har forelagt sagen, og navnlig at undersøge, om den fortolkning af EU-retten, som den nationale ret har anmodet om, har forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, således at Domstolen ikke foranlediges til at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål ( 14 ). Såfremt det viser sig, at det forelagte spørgsmål klart ikke er relevant for tvistens afgørelse, må Domstolen fastslå, at den ikke kan træffe afgørelse ( 15 ).

19.

Den i artikel 267 TEUF fastsatte procedure med præjudicielle forelæggelser, hvorved der er indført en dialog mellem Domstolen og medlemsstaternes domstole, udgør kernen i det domstolssystem, som er indført ved traktaterne. Den har til formål at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten, hvorved bl.a. EU-rettens sammenhæng, fulde virkning og autonomi sikres ( 16 ). Artikel 267 TEUF og systemet med dommerdialog og det dermed fastlagte samarbejde udgør en lex specialis, som er et udtryk for det grundlæggende princip om loyalt samarbejde fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU ( 17 ), i medfør af hvilket Unionen og medlemsstaterne bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne ( 18 ). Som organer, der udspringer af staten, er nationale retter bundet af dette princip i deres samarbejde med EU-institutionerne, herunder Domstolen ( 19 ). Forpligtelsen til loyalt samarbejde er gensidig, som det fremgår af ordlyden i artikel 4, stk. 3, TEU, som henviser til, at Unionen og medlemsstaterne »[i medfør af princippet om loyalt samarbejde] respekterer […] [hinanden]« ( 20 ). Ved fordelingen af opgaverne i retsplejen mellem de nationale retter og Domstolen som bestemt i artikel 267 TEUF træffer Domstolen principielt afgørelse om præjudicielle spørgsmål uden at undersøge de omstændigheder, hvorunder en national domstol har forelagt en sag og har foreslået at anvende de pågældende bestemmelser i EU-retten. Det vil kun forholde sig modsat, såfremt det er klart, at proceduren efter artikel 267 TEUF blev anvendt i strid med sit formål og i virkeligheden tilsigtede at foranledige Domstolen til at træffe afgørelse om en konstrueret tvist, eller såfremt det er åbenlyst, at den EU-retlige bestemmelse, som er forelagt Domstolen til fortolkning, ikke finder anvendelse på løsningen af den tvist, der gav anledning til forelæggelsen ( 21 ).

20.

I lyset af den formalitetsindsigelse, som den belgiske regering har rejst i sine skriftlige indlæg, og korrespondancen mellem Domstolen, Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) og den belgiske regering hersker der betydelig usikkerhed med hensyn til, om Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) skal tage hensyn til Domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål, når denne ret skal løse den tvist, der verserer for den. I denne henseende tilkendegives det klart i retspraksis fra Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som den belgiske regering har henvist til i sin besvarelse til Domstolen af 15. juli 2022, at en afgørelse fra Domstolen er unødvendig for selve afgørelsen af den appelsag, der verserer for Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), idet de afgørelser om tilbagesendelse, som er genstand for disse appelsager, synes at være ophævet i den belgiske retsorden ( 22 ).

21.

Selv om det i sidste instans er op til Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) at afgøre, tog denne domstol, da Domstolen den 20. juli 2022 endnu engang opfordrede den til at tilkendegive, om den ønskede at opretholde sine anmodninger om præjudiciel afgørelse og i bekræftende fald med hvilken begrundelse, ikke stilling til relevansen af sin egen seneste afgørelse, men bekræftede blot sit ønske om at opretholde disse anmodninger uden at give en forklaring på deres betydning for udfaldet af den tvist, der verserer for retten ( 23 ). Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) henviste blot til nødvendigheden af at høre parterne, før den kan træffe afgørelse i sagen under omstændigheder, hvor den sag, der verserer for den, er udsat.

22.

I lyset af den seneste retspraksis fra Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) ( 24 ), det forhold, at den relevante belgiske myndighed har meddelt denne domstol, at myndigheden havde udstedt opholdstilladelser til sagsøgerne, og det forhold, at nævnte domstol ved flere lejligheder havde rettet henvendelse til sagsøgernes advokat i sagen ( 25 ), er det uklart, hvorfor Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) tilsyneladende er utilbøjelig til at give et fyldestgørende svar på det spørgsmål, som Domstolen har stillet, og derved bistå Domstolen i varetagelsen af dens opgave med at sikre, at loven overholdes ved fortolkningen af traktaterne ( 26 ).

23.

I sit forslag til afgørelse i Di Donna-sagen anførte generaladvokat Kokott, at den samarbejdsånd, i hvilken proceduren med præjudiciel forelæggelse skal forløbe, kræver, at den forelæggende ret for sit vedkommende tager hensyn til, at Domstolens opgave »er at bidrage til retsplejen i medlemsstaterne og ikke at skulle afgive responsa med henblik på hypotetiske spørgsmål« ( 27 ). I sit forslag til afgørelse i Pohotovosť-sagen anførte generaladvokat Wahl, at »det er ubetinget nødvendigt, at de nationale retsinstanser i tilfælde, hvor grundene til, at de finder, at en besvarelse af deres spørgsmål er nødvendig for tvistens løsning, ikke klart fremgår af sagen, redegør for disse. Domstolens pligt til at respektere de nationale domstoles eneansvarsområde indebærer samtidig, at de nationale domstole tager hensyn til den opgave, som Domstolen alene varetager på det præjudicielle område. Domstolen har således for nylig fastslået, at det ikke var fornødent, at den traf afgørelse, i et tilfælde, hvor den forelæggende ret på trods af Domstolens opfordring havde fastholdt sin anmodning om præjudiciel afgørelse, samtidig med at den undlod at tage stilling til indvirkningen af en udvikling eller en begivenhed, som Domstolen havde fået kendskab til, dels på den afgørelse, der skulle træffes i hovedsagen, dels på de præjudicielle spørgsmåls relevans for løsningen af tvisten i hovedsagen« ( 28 ).

24.

Det forekommer mig, at Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) som led i dette samarbejde kunne have ophævet udsættelsen af den sag, der verserede for retten, hørt parterne i sagen og have truffet afgørelse vedrørende eksistensen i henhold til belgisk ret af afgørelserne vedrørende sagsøgernes tilbagesendelse. I denne sammenhæng følger det af fast retspraksis, at en bestemmelse i national ret, der forhindrer, at proceduren i henhold til artikel 267 TEUF iværksættes, skal undlades anvendt ( 29 ). På baggrund af de oplysninger, som Domstolen er i besiddelse af, er den foreliggende præjudicielle sag prima facie irrelevant, således at Domstolens besvarelse af de forelagte spørgsmål muligvis ikke er nødvendig for, at den forelæggende ret kan afgøre de tvister, der verserer for den ( 30 ). På baggrund af ændringerne i sagsøgernes forhold, siden anmodningerne om præjudiciel afgørelse blev indgivet, er der endvidere også en klar risiko for, at Domstolen vil spilde værdifulde ressourcer på at besvare disse anmodninger. Denne konklusion er ikke til hinder for, at Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) kan indgive nye anmodninger om præjudiciel afgørelse, når den har efterprøvet, om svarene derpå er nødvendige for at træffe afgørelse i en tvist, der verserer for den ( 31 ).

25.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at fastslå, at den ikke har kompetence i henhold til artikel 267 TEUF til at besvare de spørgsmål, som Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) har forelagt den 4. november 2021.