1.

Den Europæiske Unions motto »forenet i mangfoldighed« ( 2 ) afspejler den udfordring, der er forbundet med den videre udvikling af Unionen, hvor det kan være vanskeligt at finde en balance mellem disse to poler. Dette gælder for det retlige samarbejde i straffesager, som traditionelt tager udgangspunkt i den nationale suverænitet, og i særdeleshed for strafferetsplejen, der med rette betragtes som »et af de strafferetlige områder, der er mest forankret i medlemsstaternes retstraditioner eller retskultur eller endda i deres kulturelle traditioner eller slet og ret deres kultur« ( 3 ).

2.

Den foreliggende sag vedrører netop det vanskelige spørgsmål om straffedommerens rolle under retssagen, idet Domstolen bedes svare på følgende spørgsmål: Kan dommeren vælge at efterprøve en procedurefejl i form af en tilsidesættelse af tiltaltes ret til at blive informeret om sin ret til ikke at udtale sig?

3.

Artikel 82, stk. 2, TEUF, artikel 3 og 4 samt artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 ( 4 ) og artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) er relevante i den foreliggende sag.

4.

Artikel 63-1 i code de procédure pénale (herefter »strafferetsplejeloven«) fastsætter:

»Den tilbageholdte person skal straks af en overordnet kriminalpolitiembedsmand eller en kriminalpolitibetjent, under den overordnedes tilsyn, oplyses om følgende på et sprog, som vedkommende forstår, i de relevante tilfælde ved hjælp af den i stk. 13 omhandlede formular:

1) tilbageholdelsen af den pågældende samt varigheden af foranstaltningen og den eller de forlængelser, som den kan gøres til genstand for

2) kvalificeringen af samt den formodede dato og det formodede sted for den strafbare handling, som den pågældende er mistænkt for at have begået eller forsøgt at begå, samt de hensyn, jf. artikel 62-2, nr. 1-6, der begrunder tilbageholdelsen

3) at vedkommende har:

5.

Strafferetsplejelovens artikel 385, stk. 1, fastsætter:

»Tribunal correctionnel (retten i første instans i straffesager) har kompetence til at fastslå, at de procedurer, der indbringes for den, er ugyldige, medmindre de forelægges af undersøgelsesdommeren eller af forundersøgelsesafdelingen.«

6.

Denne lovs artikel 802 bestemmer:

»I tilfælde af tilsidesættelse af lovfastsatte formkrav, som medfører ugyldighed, eller manglende overholdelse af væsentlige formforskrifter kan alle retsinstanser, herunder Cour de cassation (kassationsdomstol), som skal behandle en annullationspåstand, eller som ex officio rejser et spørgsmål om en sådan fejl, kun fastslå ugyldighed, når fejlen er til skade for den berørte parts interesser.«

7.

Om aftenen den 22. marts 2021 vakte det mistanke hos nogle politibetjente, at to personer opholdt sig på en virksomheds parkeringsplads, hvor de forsøgte at skjule sig for dem. Betjentene konstaterede, at tanken på en parkeret lastbil var åben, og at der var benzindunke på stedet. Kl. 22.25 blev de to mistænkte, K.B. og F.S, pågrebet på fersk gerning under udførelse af tyveri af brændstof og lagt i håndjern for at forhindre dem i at flygte.

8.

Efter at have afhørt K.B. og F.S. underrettede politibetjentene en overordnet kriminalpolitiembedsmand, som anmodede dem om straks at fremstille de pågrebne personer, således at de kunne tilbageholdes.

9.

Betjentene tilkaldte herefter en anden politiembedsmand, der indfandt sig på stedet kl. 22.40 og foretog en ransagning af K.B.’s og F.S.’s køretøj. Denne embedsmand stillede dem også en række spørgsmål, som de svarede på. Der blev fundet belastende bevismateriale såsom hætter, en tragt og en elektrisk pumpe under ransagningen af køretøjet.

10.

Kl. 22.50 blev procureur de la République (leder af anklagemyndigheden, herefter »anklagemyndigheden«) underrettet om tilbageholdelsen af F.S. og K.B., der blev oplyst om deres rettigheder henholdsvis kl. 23 og kl. 23.06.

11.

Den forelæggende ret, der skal pådømme sagen mod K.B. og F.S. vedrørende tyveri af brændstof begået i forening, har konstateret, at der blev foretaget efterforskning og indsamlet selvinkriminerende udtalelser, før K.B. og F.S. blev oplyst om deres rettigheder som omhandlet i artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13. Eftersom tilbageholdelsen, underretningen af anklagemyndigheden og meddelelsen om rettigheder, herunder bl.a. retten til ikke at udtale sig, blev foretaget for sent, bør ransagningen af køretøjet, tilbageholdelsen af de mistænkte og alle de deraf følgende handlinger principielt erklæres ugyldige.

12.

Den forelæggende ret har herved anført, at det følger af Cour de cassations (kassationsdomstol, Frankrig) praksis, at medmindre der foreligger uoverstigelige omstændigheder, er enhver forsinkelse i meddelelsen til de tilbageholdte personer af deres rettigheder eller underretningen af anklagemyndigheden en ugyldighedsgrund i forhold til disse personers tilbageholdelse.

13.

Cour de cassation (kassationsdomstol) har dog ligeledes fastslået, at den ret, der behandler sagen, ikke har ret til ex officio at rejse en indsigelse om, at proceduren er ugyldig, undtagen hvad angår en indsigelse om manglende kompetence, idet den tiltalte, der har ret til advokatbistand, når den pågældende giver møde for eller er repræsenteret i retten, kan rejse en sådan indsigelse, og den tiltalte også kan gøre dette under appel, hvis vedkommende ikke gav møde eller ikke var repræsenteret i første instans ( 5 ).

14.

Under domsforhandlingen vedrørende K.B. og F.S. rejste deres respektive advokater imidlertid ikke indsigelse om, at proceduren var ugyldig.

15.

Det følger efter den forelæggende rets opfattelse af denne praksis fra Cour de cassation (kassationsdomstol), at det ikke er straffedomstolen, men advokaten, der sikrer EU-rettens forrang og effektive virkning for borgerne. I sager om småkriminalitet og/eller i sager, hvor borgeren ikke bistås af en advokat, vil retten derfor ikke kunne sikre EU-rettens effektivitet ved i givet fald at fastslå ex officio, at denne er blevet tilsidesat.

16.

Den forelæggende ret har i denne henseende henvist til Domstolens faste praksis, hvorefter det i mangel af EU-retlige bestemmelser på området, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag, i medfør af princippet om procesautonomi tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af borgernes rettigheder, dog på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet). I dom af 14. december 1995, Peterbroeck ( 6 ), fastslog Domstolen imidlertid, at EU-retten er til hinder for, at der anvendes en national processuel bestemmelse, som afskærer den nationale ret fra under en sag, der henhører under dens kompetence, af egen drift at tage stilling til, om en national retsakt er forenelig med en bestemmelse i EU-retten, når denne bestemmelse ikke af borgeren er blevet påberåbt inden for en vis frist.

17.

Den forelæggende ret har desuden henvist til Domstolens praksis på forbrugerbeskyttelsesområdet, hvori denne har fastslået, at den nationale ret er forpligtet til ex officio at undersøge tilsidesættelser af direktiv 93/13/EØF ( 7 ), eftersom en sådan undersøgelse gør det muligt at nå de mål, der tilsigtes med dette direktiv. I denne praksis anerkendes den nationale rets status som myndighed i en medlemsstat og dens hertil svarende forpligtelse som ligeværdig aktør i gennemførelsesprocessen for direktiver i en specifik kontekst, som er karakteriseret ved, at en part i sagen befinder sig i en svagere position. Dette ræsonnement, der vedrører forbrugere, kan imidlertid sagtens overføres på den tiltalte i en straffesag, da denne ikke nødvendigvis bistås af en advokat med henblik på at gøre sine rettigheder gældende.

18.

Den forelæggende ret har fremhævet, at såfremt Domstolen fastslår, at forbuddet mod ex officio at fastslå en tilsidesættelse af en national bestemmelse, der har til formål at gennemføre et direktiv, strider mod EU-retten, vil den nationale ret kunne sikre EU-rettens effektivitet, selv når borgeren ikke har en advokat, eller når dennes advokat ikke har gjort tilsidesættelsen af EU-retten gældende. Den forelæggende ret har i den foreliggende sag anført, at såfremt denne ex officio kan fastslå, at meddelelsen om retten til ikke at udtale sig blev givet for sent, vil den kunne erklære de handlinger, der er afgørende for at bevise de tiltaltes skyld, nemlig ransagningen af køretøjet og de indsamlede selvinkriminerende udtalelser samt tilbageholdelsen og de deraf følgende handlinger, ugyldige.

19.

På denne baggrund har tribunal correctionnel de Villefranche-sur-Saône (retten i første instans i straffesager i Villefranche-sur-Saône, Frankrig) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 3 (retten til information om rettigheder) og 4 (meddelelse om rettigheder i forbindelse med anholdelse) i [direktiv 2012/13] samt artikel 7 (retten til ikke at udtale sig) i [direktiv (EU) 2016/343], sammenholdt med artikel 48 (uskyldsformodning og ret til et forsvar) i [chartret], fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for et forbud mod, at den nationale ret ex officio rejser et spørgsmål om tilsidesættelse af retten til forsvar som sikret ved [disse] direktiver, idet denne ret nærmere bestemt ikke, med henblik på at erklære proceduren ugyldig, ex officio må fastslå, at der ikke blev givet meddelelse om retten til ikke at udtale sig ved anholdelsen, eller at meddelelsen om retten til ikke at udtale sig blev givet for sent?«

20.

De sagsøgte i hovedsagen, den franske regering, Irland og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg og afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 20. september 2022.

21.

Med den forelæggende rets spørgsmål ønsker denne nærmere bestemt oplyst, om artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13 samt artikel 7 i direktiv 2016/343 ( 8 ), sammenholdt med chartrets artikel 48, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en retspraksis, hvorefter en straffedomstol, der skal tage stilling til tiltaltes skyld, ikke med henblik på at erklære proceduren ugyldig ( 9 ) ex officio må rejse et spørgsmål om tilsidesættelse af retten til at blive informeret om sin ret til ikke at udtale sig.

22.

Der blev i retsmødet stillet spørgsmål om anvendelsen af direktiv 2012/13, henset til ordlyden af dets artikel 2, stk. 1, hvorefter direktivet finder anvendelse »fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling«. Denne formulering kan angiveligt være til hinder for, at dette direktiv anvendes ratione temporis på enhver situation, der forelå inden den officielle meddelelse af denne information.

23.

Det skal påpeges, at direktiv 2012/13 ifølge artikel 1 har til formål at fastsætte minimumsregler om de rettigheder, som mistænkte og tiltalte har under straffesager, herunder retten til at blive informeret om deres rettigheder. Dette direktivs anvendelsesområde er fastlagt i artikel 2. Det fremgår af det nævnte direktivs artikel 3, at »[m]edlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om […] processuelle rettigheder […] med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf«.

24.

Som nævnt i 19. betragtning til direktiv 2012/13 er formålet med retten til information om rettigheder at sikre en retfærdig behandling af straffesagen og at sikre, at retten til forsvar er effektiv, allerede ved de første trin i denne procedure. Således som det fremgår af punkt 24 i Kommissionens forslag til direktiv af 20. juli 2010 (KOM(2010) 392 endelig), der ligger til grund for direktiv 2012/13, er det nemlig i tidsrummet umiddelbart efter, at frihedsberøvelsen har fundet sted, at der er størst risiko for, at tilståelser fremmanes på ulovlig vis, og det er derfor »af afgørende betydning, at en mistænkt eller tiltalt informeres om sine rettigheder straks, dvs. umiddelbart efter den pågældendes anholdelse, og på den mest effektive måde«. Det fremhæves endvidere i 19. betragtning til direktiv 2012/13, at retten til information om rettigheder bør iagttages »senest inden politiets […] første officielle afhøring af den mistænkte eller tiltalte«, og ifølge 22. betragtning til dette direktiv bør der »straks« udleveres en skriftlig meddelelse, hvori der informeres om de gældende processuelle rettigheder, når den berørte person anholdes eller tilbageholdes ( 10 ).

25.

Det følger af disse forhold, at personer, der mistænkes for at have begået en strafbar handling, skal informeres om deres rettigheder hurtigst muligt efter det tidspunkt, hvor den mistanke, som de er genstand for, i andre sammenhænge end nødsituationer begrunder, at de kompetente myndigheder indskrænker personernes frihed gennem tvangsforanstaltninger, og senest inden politiets første officielle afhøring ( 11 ). Da informationen om rettigheder skal gives på et tidligt trin i proceduren for at være effektiv, har Domstolen fastslået, at en medlemsstats kompetente myndigheders underretning af de berørte personer om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået et strafbart forhold, kan ske ved officiel meddelelse eller »på anden vis« eller »uanset måden, hvorpå dette sker«, idet det er uden betydning, hvordan oplysningerne meddeles disse personer ( 12 ).

26.

Det skal desuden fremhæves, at ifølge 14. betragtning til direktiv 2012/13 bygger dette direktiv på de rettigheder, der er fastlagt i chartret, særligt artikel 6, 47 og 48, og derved på artikel 5 og 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), således som disse bestemmelser fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«), og at udtrykket »tiltale« i dette direktiv anvendes for samme begreb som udtrykket »anklage«, der anvendes i artikel 6, stk. 1, i EMRK. Der foreligger i denne henseende en »anklage for en forbrydelse«, når en person officielt er anklaget af de kompetente myndigheder, eller såfremt de handlinger, som disse myndigheder har foretaget på grund af mistanken mod den pågældende, mærkbart påvirker dennes situation. En person, som er blevet anholdt, fordi vedkommende er mistænkt for at have begået en strafbar handling, kan således navnlig anses for at være »anklaget for en forbrydelse« og påberåbe sig beskyttelsen i henhold til EMRK’s artikel 6 ( 13 ). Enhver »anklaget« i denne artikels forstand har nærmere bestemt ret til at blive informeret om sin ret til ikke at udtale sig ( 14 ).

27.

Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at det om aftenen den 22. marts 2021 vakte mistanke hos nogle politibetjente, at der på en virksomheds parkeringsplads befandt sig to personer, som foretog sig noget ved en lastbil, hvis tank var åben, og hvor der var benzindunke på stedet, samtidig med at de forsøgte at skjule sig for politiet, hvilket medførte, at de blev tilbageholdt og lagt i håndjern. Ved disse ensidige tvangsforanstaltninger blev disse personer gjort opmærksom på, at de var mistænkt for at have begået en strafbar handling, nemlig tyveri af brændstof, hvilket indebærer, at direktiv 2012/13 finder anvendelse. De pågældende to personer havde derfor i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra e), i direktiv 2012/13 ret til straks at blive informeret om deres rettigheder og navnlig om retten til ikke at udtale sig.

28.

Det skal endelig påpeges, at den fortolkning af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13, der er angivet i punkt 22 i dette forslag til afgørelse, svarer til at fastslå, at dette direktiv ikke finder anvendelse, fordi meddelelsen om de gældende rettigheder blev givet for sent og dermed uretmæssigt, hvilket i logisk og juridisk henseende er utilladeligt.

29.

For det første er det efter min opfattelse nødvendigt at undersøge det præjudicielle spørgsmåls nøjagtige betydning, henset til dets ordlyd. Det fremgår af denne ordlyd, at den forelæggende ret synes at begrænse sit spørgsmål, således at det kun omhandler problematikken med, at det i national retspraksis fastlagte forbud mod prøvelse ex officio, som strider mod denne rets ønske om at kunne udøve en sådan kompetence, kan være uforeneligt med EU-retten. Det præjudicielle spørgsmål, som Domstolen er blevet forelagt, vedrører således under de omstændigheder, der foreligger i hovedsagen, ikke en eventuel forpligtelse til prøvelse ex officio, som påhviler den nationale ret i henhold til EU-retten.

30.

Denne udlægning af det præjudicielle spørgsmål skal efter min opfattelse tages med et vist forbehold, eftersom den nationale ret i forelæggelsesafgørelsen udtrykkeligt har henvist til Domstolens praksis, hvori det fastslås, at den nationale ret har »pligt« til ex officio at undersøge tilsidesættelser af EU-retten på området for beskyttelse af forbrugerne mod urimelige kontraktvilkår. Det er ifølge denne ret klart, at den nævnte praksis skal anvendes i hovedsagen, for så vidt som de tiltalte kan sidestilles med forbrugere, da de hver især befinder sig i en svagere position i forbindelse med de pågældende procedurer. Det er i denne forbindelse betegnende, at såvel de sagsøgte i hovedsagen som den franske regering og Irland samt Kommissionen i deres skriftlige indlæg har forholdt sig til, om der foreligger en forpligtelse til prøvelse ex officio, som følger af EU-retten, hvilket efter min opfattelse er vanskeligt at afvise helt og aldeles med udgangspunkt i forelæggelsesafgørelsen.

31.

Det skal for det andet fremhæves, at EU-retten giver mistænkte eller tiltalte personer ret til ikke at udtale sig i to forskellige retlige instrumenter, nemlig direktiv 2012/13 og direktiv 2016/343. Det første direktiv omhandler i artikel 3 og 4 retten til information og retten til ikke at udtale sig, mens det andet direktiv i dets artikel 7 beskriver både den sidstnævnte ret, der anses for en væsentlig ret, og retten til ikke at inkriminere sig selv som aspekter af uskyldsformodningen. Retten til ikke at udtale sig og retten til ikke at inkriminere sig selv gælder ifølge 26. og 27. betragtning til direktiv 2016/343 for spørgsmål i relation til den foreholdte strafbare handling og indebærer, at de kompetente myndigheder ikke må tvinge mistænkte eller tiltalte til at afgive oplysninger, hvis disse personer ikke ønsker at gøre dette, og i den sidstnævnte betragtning henvises der til Menneskerettighedsdomstolens fortolkning ( 15 ).

32.

Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at retten til ikke at inkriminere sig selv hovedsageligt vedrører respekten for den tiltaltes ønske om ikke at udtale sig og forudsætter, at anklagemyndigheden forsøger at fremføre sin argumentation uden brug af bevismateriale, som er opnået ved hjælp af metoder, der bygger på tvang eller pres, i strid med tiltaltes ønske. Baggrunden for disse rettigheder skal bl.a. søges i beskyttelsen af den tiltalte mod uretmæssig tvang fra myndighedernes side, hvorved disse rettigheder bidrager til at undgå rettergangsfejl og til at opfylde målene i EMRK’s artikel 6 ( 16 ). Artikel 7 i direktiv 2016/343 og EMRK’s artikel 6 er således baseret på den samme opfattelse af de nævnte rettigheder, nemlig at de skal forhindre, at der fremskaffes beviser ved tvang i forbindelse med afhøringer, selv om den mistænkte allerede har tilkendegivet, at vedkommende ikke ønsker at udtale sig.

33.

Det bør fremhæves, at det derfor, henset til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, der fremgår af forelæggelsesafgørelsen, ikke er indholdet af retten til ikke at udtale sig, som fremgår af artikel 7 i direktiv 2016/343, der direkte er omhandlet i det præjudicielle spørgsmål og beskrevet ovenfor. Den problematik, der er rejst i den foreliggende sag, bunder i den omstændighed, at meddelelsen til de mistænkte om deres ret til ikke at udtale sig blev givet for sent i strid med artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13, som er gennemført i national ret, og hvori det bestemmes, at en sådan information skal gives straks. Artikel 7 i direktiv 2016/343 synes under disse omstændigheder ikke at være relevant for den besvarelse, som Domstolen er blevet anmodet om i det foreliggende tilfælde.

34.

Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at hovedsagen vedrører forekomsten af et effektivt retsmiddel som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13, som kræver, at »mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat har ret til i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information i overensstemmelse med dette direktiv«.

35.

Det må som følge heraf konstateres ( 17 ) dels, at det navnlig er artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13 samt dette direktivs artikel 8, stk. 2, der er omhandlet i hovedsagen, dels at disse bestemmelser konkretiserer de grundlæggende rettigheder til en retfærdig rettergang og til respekt for retten til forsvar, således som de bl.a. er fastsat i chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, og skal fortolkes i lyset af de sidstnævnte bestemmelser ( 18 ). Det fremgår i denne forbindelse af forklaringerne til chartret – til hvilke der i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og chartrets artikel 52, stk. 7, skal tages hensyn ved fortolkningen heraf – at chartrets artikel 47 og 48 i EU-retten sikrer den beskyttelse, der er tillagt ved EMRK’s artikel 6 og 13 ( 19 ). Domstolen skal derfor sørge for, at den fortolkning, som den foretager af disse artikler i chartret, sikrer et beskyttelsesniveau, som ikke tilsidesætter det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 6 og 13, således som disse fortolkes af Menneskerettighedsdomstolen ( 20 ).

36.

Det skal under disse omstændigheder fastslås, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13 samt artikel 8, stk. 2, heri, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en national bestemmelse fortolkes således, at retten ikke under en retssag, hvor der ikke er foretaget en forundersøgelse ( 21 ), ex officio må rejse et spørgsmål om tilsidesættelse af tiltaltes ret til at blive informeret om sin ret til ikke at udtale sig, der kan begrunde en indsigelse om, at proceduren er ugyldig, og om EU-retten i bekræftende fald giver den nationale ret mulighed for eller pligt til ex officio at rejse et spørgsmål om en sådan tilsidesættelse.

37.

Svaret på dette spørgsmål kræver efter min opfattelse, at der ved fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2012/13 ligeledes tages hensyn til de begrænsninger, der er forbundet med det retsgrundlag, hvorpå dette direktiv blev vedtaget.

38.

Det skal for det første påpeges, at ifølge artikel 67 TEUF udgør »Unionen […] et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor de grundlæggende rettigheder og medlemsstaternes forskellige retssystemer og retstraditioner respekteres«. Artikel 82, stk. 2, TEUF, der er indeholdt i denne traktats tredje del, afsnit V, kapitel 4 (med overskriften »Retligt samarbejde i straffesager«), bestemmer, at »[i] den udstrækning det er nødvendigt for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension, kan Europa-Parlamentet og Rådet fastsætte minimumsregler ved direktiver efter den almindelige lovgivningsprocedure. Disse minimumsregler tager hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer«.

39.

Artikel 82, stk. 2, litra b), TEUF, som udgør retsgrundlaget for direktiv 2012/13, giver kun ret til at fastsætte minimumsregler vedrørende »enkeltpersoners rettigheder« inden for strafferetsplejen, og dette direktiv kan derfor ikke indeholde bestemmelser om, hvilken ret der har kompetence til at træffe afgørelse om angivelige tilsidesættelser af de væsentlige rettigheder, der anerkendes heri, eller om domstolsprøvelsens art og omfang, når EU-lovgiver ikke er tildelt kompetence i denne henseende ( 22 ).

40.

Direktiv 2012/13 bidrager som følge heraf til indførelsen af en minimumsharmonisering af straffesager i EU og kan ikke fortolkes som værende et fuldstændigt og udtømmende instrument. Medlemsstaterne kan, som det præciseres i 40. betragtning til dette direktiv, frit bestemme, om de vil udvide de rettigheder, der fastsættes heri, for at give et højere beskyttelsesniveau også i situationer, der ikke udtrykkeligt omhandles i dette direktiv, idet beskyttelsesniveauet aldrig bør komme under de standarder, der er fastsat i EMRK, som fortolket i Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 23 ).

41.

De nævnte bestemmelser i den primære ret har, som Kommissionen med rette har fremhævet, til formål at bevare de særlige kendetegn ved nationale straffesager og indebærer, at EU-retten kun i begrænset omfang berører reglerne vedrørende disse sager, hvilket efter min opfattelse er vanskeligt at forene med, at Domstolen fortolker direktiv 2012/13 således, at den nationale ret har mulighed for eller ligefrem pligt til under en retssag, hvor der ikke er foretaget en forundersøgelse, ex officio at rejse et spørgsmål om tilsidesættelse af de processuelle rettigheder, der anerkendes i dette direktiv.

42.

Det skal for det andet påpeges, at EU-retten er baseret på den grundlæggende præmis, hvorefter hver medlemsstat som anført i artikel 2 TEU deler en række fælles værdier, som Unionen er bygget på, med samtlige andre medlemsstater og anerkender, at disse deler dem med den. Denne præmis forudsætter og begrunder, at der foreligger en gensidig tillid mellem medlemsstaterne med hensyn til anerkendelsen af disse værdier og dermed under iagttagelse af EU-retten, der gennemfører disse. Både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse, der hviler på det førstnævnte princip, er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser ( 24 ).

43.

Det fremgår i denne henseende af 3., 4., 10. og 14. betragtning til direktiv 2012/13, at dette direktiv gennem vedtagelse af fælles minimumsregler for retten til information i straffesager tilsigter at styrke medlemsstaternes gensidige tillid til hinandens strafferetlige systemer for at lette den gensidige anerkendelse af afgørelser i straffesager. Som det angives i fjerde betragtning til direktiv 2012/13, kan »[g]ensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager […] kun fungere effektivt, når der hersker tillid, således at ikke blot retsmyndighederne, men alle aktører i strafferetsprocessen opfatter andre medlemsstaters retsmyndigheders afgørelser som svarende til deres egne, hvilket forudsætter ikke blot tillid til tilstrækkeligheden af andre medlemsstaters regler, men også tillid til, at disse regler anvendes korrekt«.

44.

Det skal tilføjes, at princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne for så vidt angår bl.a. et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed pålægger hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i denne ret anerkendte grundlæggende rettigheder. Når medlemsstaterne gennemfører EU-retten, kan de således i medfør af denne ret være forpligtet til at lægge til grund, at de øvrige medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, således at det hverken er muligt for dem at kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede, eller, undtagen i særlige tilfælde, at kontrollere, om denne anden medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt de i Unionen sikrede grundlæggende rettigheder ( 25 ).

45.

Denne retspraksis er udtryk for en formodning om gensidig tillid til de nationale systemer til beskyttelse af grundlæggende rettigheder, som kun kan tilbagevises i meget få tilfælde, hvor der foreligger »helt særlige omstændigheder«. Den nævnte retspraksis finder anvendelse på alle afledte retsakter vedrørende fuldbyrdelse af strafferetslige afgørelser, hvorved der pålægges en straf, nemlig rammeafgørelse 2002/584/RIA ( 26 ), rammeafgørelse 2008/909/RIA ( 27 ) og rammeafgørelse 2008/675/RIA ( 28 ).

46.

Ved undersøgelsen af den retlige problemstilling, som den forelæggende ret har rejst, skal der tages hensyn til bevaringen af de særlige forhold, der kendetegner de nationale retssystemer, og formodningen om disses systemers ækvivalens i forhold til at beskytte de grundlæggende rettigheder, men også til princippet om medlemsstaternes procesautonomi, som begrænses af behovet for at overholde de krav, der følger af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet ( 29 ).

47.

Det er ubestridt, at de rettigheder, som K.B. og F.S. har i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), og artikel 4, stk. 2, i direktiv 2012/13, er blevet tilsidesat i forbindelse med den i hovedsagen omhandlede straffesag. Den forpligtelse, som de nationale myndigheder i henhold til disse bestemmelser har til at informere mistænkte og tiltalte om deres ret til ikke at udtale sig, har afgørende betydning for den faktiske sikring af disse rettigheder og dermed for overholdelsen af chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2. Uden denne information kan den berørte person nemlig ikke være bekendt med de nævnte rettigheder og deres rækkevidde eller kræve, at de overholdes, hvilket gør det umuligt for den pågældende at udøve sin ret til forsvar fuldt ud og at opnå en retfærdig rettergang ( 30 ). Det skal imidlertid påpeges, at de to tilbageholdte personer i det foreliggende tilfælde faktisk blev underrettet om deres rettigheder, men at det skete for sent, og at disse rettigheder som følge heraf blev tilsidesat, da forsinkelsen ikke kunne begrundes med uoverstigelige omstændigheder ( 31 ).

48.

Med hensyn til konsekvenserne af denne tilsidesættelse følger det af den franske regerings skriftlige indlæg, at der i national ret sondres mellem ugyldighed vedrørende grundlæggende retsprincipper, der omhandler retternes organisering, sammensætning og beføjelser, og ugyldighed af privat karakter, der fastslås i parternes interesse. De sidstnævnte tilfælde af ugyldighed er kun strafbare, hvis det godtgøres, at de skader den påberåbende parts interesser, medmindre der er tale om særligt vigtige garantier såsom retten til ikke at udtale sig, hvis tilsidesættelse altid anses for at være skadelig, og som retten ikke kan efterprøve ex officio. Den sidstnævnte regel stammer fra Cour de cassations (kassationsdomstol) fortolkning af strafferetsplejelovens artikel 385, stk. 1.

49.

Det skal herved påpeges, at medlemsstaterne i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 skal sikre, at mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning har ret til at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information i overensstemmelse med dette direktiv. EU-lovgiver har således overladt det til medlemsstaterne at bestemme, hvilke retsmidler de berørte personer skal råde over, og hvordan de konkret skal anvendes, samt hvilke konsekvenser en tilsidesættelse af de rettigheder, der er fastsat i direktiv 2012/13, skal have.

50.

Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det i henhold til Domstolens faste praksis hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden, i medfør af princippet om procesautonomi, at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne. Med henblik herpå må processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, der nu er knæsat i artikel 4, stk. 3, TEU, ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet). Disse krav om ækvivalens og effektivitet er udtryk for medlemsstaternes almindelige forpligtelse til at sikre retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten, herunder retten til forsvar ( 32 ).

51.

Hvad angår ækvivalensprincippet kan det ikke udledes af sagsakterne for Domstolen, at det umiddelbart er i strid med dette princip, at strafferetsplejelovens artikel 385, stk. 1, anvendes i forbindelse med en tilsidesættelse af de rettigheder, der følger af direktiv 2012/13. Denne artikel, som fortolket i den omtvistede retspraksis, omhandler nemlig betingelserne for, at en procedures ugyldighed kan påberåbes for straffedomstolen, uanset om denne ugyldighed skyldes tilsidesættelsen af en individuel rettighed, som er baseret på bestemmelser i national ret, eller som er baseret på EU-retlige bestemmelser ( 33 ).

52.

For så vidt angår effektivitetsprincippet skal det påpeges, at EU-retten ikke forpligter medlemsstaterne til at indføre andre søgsmålsmuligheder end dem, der følger af national ret, medmindre det fremgår af den omhandlede nationale retsordens opbygning, at der ikke foreligger noget retsmiddel, der giver mulighed for, selv indirekte, at sikre, at retssubjekternes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes, eller hvis retssubjekterne kun kan få adgang til domstolsprøvelse, hvis de overtræder lovgivningen ( 34 ).

53.

Det fremgår ligeledes af Domstolens faste praksis, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til Unionens retsorden, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure for de forskellige nationale instanser, herunder procedurens forløb og særlige kendetegn. Efter disse betragtninger skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retsplejeordning, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling ( 35 ).

54.

Ifølge denne retspraksis kræver vurderingen af, om effektivitetsprincippet er overholdt, ikke en undersøgelse af alle de retsmidler, der findes i en medlemsstat, men en undersøgelse af den sammenhæng, hvori den bestemmelse, som hævdes at være i strid med dette princip, indgår, hvilket kan indebære en undersøgelse af andre processuelle bestemmelser, der finder anvendelse inden for rammerne af det retsmiddel, hvis effektivitet er blevet draget i tvivl, eller som vedrører selve genstanden for sidstnævnte ( 36 ). Domstolen har fastslået, at de afsagte domme således kun er resultatet af bedømmelser i konkrete tilfælde, der er foretaget under hensyn til den samlede faktiske og retlige sammenhæng i den enkelte sag, som ikke automatisk kan overføres til andre områder end dem, på hvilke de nævnte bedømmelser er blevet foretaget ( 37 ).

55.

Det er vigtigt at fremhæve, at det er vanskeligt at foretage en sådan vurdering, henset til den måde, hvorpå den foreliggende sag er indbragt for Domstolen, dvs. ved en præjudiciel forelæggelse. I denne sammenhæng skal behandlingen af den gældende nationale lovgivning nemlig først og fremmest ske på grundlag af forelæggelsesafgørelsen, og hvis denne afgørelse i lighed med den foreliggende er mangelfuld, skal der findes supplerende oplysninger i de berørte parters skriftlige indlæg og i givet fald i de drøftelser, der har fundet sted i retsmødet. I det foreliggende tilfælde bør den krævede kontekstualisering efter min opfattelse omfatte en lang række bestemmelser i national ret.

56.

Hvad for det første angår den franske anklagemyndigheds rolle har den franske regering gjort gældende, at det følger af de relevante bestemmelser i strafferetsplejeloven ( 38 ), at det påhviler denne myndighed at beskytte almene samfundsinteresser ved at forfølge overtrædelser af straffeloven, samtidig med at den respekterer den personlige frihed ved at værne om borgernes rettigheder under hele proceduren. Selv om fortolkningen af de pågældende bestemmelser i direktiv 2012/13 strengt taget ikke kræver nogen vurdering af begrebet »retslig myndighed«, bør det ikke desto mindre fremhæves, at en sådan kvalificering er meget kontroversiel for så vidt angår den franske anklagemyndighed.

57.

Cour de cassation (kassationsdomstol) har i en sag, hvor den skulle tage stilling til anklagemyndighedens mulighed for at foretage en tilstrækkelig kontrol med tilbageholdelsesforanstaltninger som omhandlet i EMRK’s artikel 5, stk. 3, hvorefter »[e]nhver, der anholdes eller frihedsberøves […] ufortøvet [skal] stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed«, med støtte i Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 39 ) fastslået, at anklagemyndigheden ikke er en retslig myndighed i ovennævnte artikels forstand, da den ikke frembyder de krævede garantier for uafhængighed og partiskhed, og den optræder som anklager ( 40 ). Conseil constitutionnel (forfatningsråd, Frankrig) har tværtimod altid fastslået, at den retslige myndighed, der sikrer respekten for den personlige frihed, både omfatter dommere og offentlige anklagere, og at anklagemyndighedens kontrol med, om personer tilbageholdes i mere end 48 timer, ikke strider mod forfatningen ( 41 ). Hertil kommer, at selv om Domstolen har betegnet den franske anklagemyndighed som en judiciel myndighed, er det alene sket i den særlige situation, hvor der udstedes en europæisk arrestordre som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. Domstolen har fundet, at de offentlige anklagere, der i Frankrig er retsembedsmænd, handler uafhængigt ved varetagelsen af de funktioner, der er forbundet med udstedelsen af en sådan ordre ( 42 ).

58.

Ses der bort fra den juridiske relativisme i forbindelse med definitionen af en retslig myndighed, selv inden for samme medlemsstat, og den tilsvarende konstatering om den heraf følgende objektive vanskelighed i forbindelse med vurderingen af et nationalt retssystem, har jeg i denne sammenhæng vanskeligt ved at se, at den forebyggende kontrol, som den franske anklagemyndighed foretager – dog ikke i det foreliggende tilfælde – i sig selv vil kunne sikre effektiviteten af den beskyttelse, der sikres ved direktiv 2012/13.

59.

Det fremgår for det andet af den franske regerings skriftlige og mundtlige indlæg, at retten til advokatbistand garanteres under hele straffesagen ( 43 ), hvilket i øvrigt ikke er blevet bestridt i den foreliggende sag, og sikres ved retshjælpsordninger, som gør det muligt for personer, der står uden midler eller tjener meget lidt, at få staten til helt eller delvist at dække sagsomkostningerne, herunder advokatsalæret, og at få beskikket en advokat, der udpeges af advokatforeningens formand eller af retspræsidenten med henblik på at bistå borgeren i forbindelse med en straffesag, enten efter anmodning fra borgeren, fordi denne ikke har nogen advokat eller ikke har haft tid til at vælge én, eller fordi sagen kræver, at der er en advokat til stede, og borgeren ikke har en sådan.

60.

Med hensyn til advokatens rolle skal det påpeges, at advokaten efter hver samtale med den tilbageholdte og efter hver afhøring eller konfrontation, hvor advokaten var til stede, kan fremsætte skriftlige bemærkninger, der føjes til sagsakterne, og rette disse bemærkninger til anklagemyndighedens leder, så længe den pågældende tilbageholdes. Advokaten kan imidlertid navnlig få adgang til den rapport, der omhandler meddelelsen om tilbageholdelsen og de tilhørende rettigheder, og har derfor mulighed for at kontrollere, om disse er blevet overholdt, bl.a. i tidsmæssig henseende ( 44 ).

61.

Der stilles krav om advokatbistand under domsforhandlingen ( 45 ) i forbindelse med visse procedurer såsom proceduren med øjeblikkelig fremstilling efter forudgående tilståelse, hvor der umiddelbart efter begåelsen af de strafbare handlinger afsiges dom ved cour d’assises (nævningedomstol, Frankrig), som træffer afgørelse om forbrydelser og i alle straffesager vedrørende mindreårige. Når der ikke kræves en advokat, kan tiltalte på eget initiativ lade sig bistå eller repræsentere af en advokat efter eget valg eller anmode om at få beskikket en advokat, hvilket også kan ske på selve dagen for retsmødet. Det skal påpeges, at hvis en tiltalt, der ikke er fremmødt eller ikke har en advokat, ikke har rejst indsigelse om, at proceduren er ugyldig, i første instans, har vedkommende mulighed for at gøre det i forbindelse med appellen.

62.

Det skal for det tredje fremhæves, at den indledende artikel i strafferetsplejeloven indeholder et afsnit, hvoraf det fremgår, at der på det strafferetlige område ikke kan afsiges dom mod en person alene på grundlag af udtalelser, som denne er fremkommet med uden have haft adgang til eller fået bistand af en advokat. Hvorom mere er, blev der ved en lov af 22. december 2021, som trådte i kraft den 31. december samme år, indsat et nyt afsnit i den nævnte artikel, hvorefter »[e]nhver, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en forbrydelse eller en lovovertrædelse, oplyses om retten til ikke at udtale sig om de forhold, der lægges vedkommende til last, forud for enhver forespørgsel og enhver afhøring, bl.a. med henblik på at fremskaffe personlige oplysninger eller træffe en frihedsberøvende foranstaltning, første gang den pågældende fremstilles for en efterforskningstjeneste, en retsembedsmand, en ret eller en person eller tjeneste, der er bemyndiget af den retslige myndighed. Ingen kan dømmes alene på grundlag af udtalelser, der er fremkommet, uden at vedkommende er blevet oplyst om den nævnte ret«.

63.

Disse bestemmelser er afgørende, for så vidt som de gør det muligt automatisk at afhjælpe tilsidesættelser af mistænkte og tiltalte personers ret til information om deres rettigheder i henhold til direktiv 2012/13, navnlig hvad angår retten til advokatbistand og retten til ikke at udtale sig, ved at »neutralisere« udtalelser fra berørte parter, som er fremskaffet ulovligt under efterforskningen med henblik på at fastlægge deres strafferetlige ansvar.

64.

For det fjerde er det ganske vist ubestridt, at dommerkollegiet ikke har beføjelse til at efterprøve ex officio, om rapporter, der ikke er udarbejdet korrekt, er ugyldige, men det er forpligtet til at fastslå, at de mangler beviskraft på grund af den konstaterede ulovlighed. Strafferetsplejelovens artikel 429, der blev påberåbt i retsmødet, fastsætter, at en rapport kun har bevisværdi, hvis den opfylder de formelle krav, og hvis forfatteren har handlet som led i udøvelsen af sit hverv og aflagt beretning inden for sit kompetenceområde ( 46 ). Retsstridige dokumenter har ingen beviskraft. Den forelæggende ret bør derfor se bort fra retsstridige sagsakter og undlade at tillægge dem bevisværdi, idet det bemærkes, at en rapport ikke mister sin beviskraft, fordi den er blevet erklæret ugyldig. Retten kan efter vurdering af de sagsakter, der stadig er gyldige, vælge at følge sin inderste overbevisning og i givet fald at frikende de to tiltalte. Det må konstateres, at denne bestemmelse gør det muligt at udelukke oplysninger og beviser, der er indhentet i strid med kravene i EU-retten, i dette tilfælde artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13. Det er således muligt at afhjælpe den konstaterede ulovlighed ( 47 ).

65.

Det fremgår således, at det sikrer EU-rettens effektivitet, at der findes sådanne processuelle regler i den franske retsorden, og at forbuddet mod, at den forelæggende ret ex officio rejser en indsigelse om, at proceduren er ugyldig, fordi de to tiltalte blev underrettet for sent om deres ret til ikke at udtale sig, hvilket er en privat ugyldighedsgrund, ikke strider mod effektivitetsprincippet, eftersom denne regel ikke i sig selv gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som de mistænkte eller tiltalte personer har i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), og artikel 4, stk. 2, i direktiv 2012/13, sammenholdt med dette direktivs artikel 8, stk. 2.

66.

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl i lyset af chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at anføre, at når borgerne på det pågældende EU-retlige område har adgang til et retsmiddel ved domstolene, der gør det muligt at sikre overholdelsen af de rettigheder, som de har i henhold til EU-retten, hvilket synes at være tilfældet i den franske retsorden, kan en national retsregel, som forhindrer den ret, der behandler sagen, i ex officio at rejse en indsigelse om, at proceduren er ugyldig, som følge af en tilsidesættelse af de bestemmelser, der beskytter disse personers private interesse, ikke anses for en begrænsning som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, af adgangen til effektive retsmidler og retten til en effektiv rettergang eller af retten til forsvar, som er sikret ved henholdsvis chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2 ( 48 ).

67.

Den foreslåede fortolkning af EU-retten er efter min opfattelse i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende prøvelse ex officio.

68.

Domstolen har i civile og forvaltningsretlige sager fastslået, at EU-retten og i særdeleshed effektivitetsprincippet principielt ikke stiller krav om, at de nationale domstole ex officio tager et anbringende om, at EU-retlige bestemmelser er overtrådt, under påkendelse, uanset hvilken betydning disse bestemmelser har for Unionens retsorden, når en stillingtagen til et sådant anbringende ville tvinge dem til at gå ud over den afgrænsning af sagen, som parterne har foretaget, ved at lægge andre faktiske forhold og omstændigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at EU-bestemmelserne anvendes, har fremført til støtte for sin påstand. Denne begrænsning af den nationale rets beføjelser finder sin berettigelse i princippet om, at initiativet til en sag tilkommer parterne, og når national procesret giver den pågældende part en faktisk mulighed for at gøre et anbringende gældende på grundlag af EU-retten, kan den nationale ret derfor kun handle ex officio i undtagelsestilfælde, hvor almene hensyn kræver det ( 49 ).

69.

Domstolen har ligeledes bemærket ( 50 ), at der ikke kan rejses tvivl om dette resultat ud fra den retspraksis, der følger af dom af 14. december 1995, Peterbroeck (C-312/93, EU:C:1995:437), og af 27. juni 2000, Océano Grupo Editorial (C-240/98, EU:C:2000:346), som er nævnt i forelæggelsesafgørelsen, og som henholdsvis er kendetegnet ved særlige omstændigheder i den sag, der førte til, at sagsøgeren i hovedsagen blev afskåret fra i rette tid at gøre gældende, at en national bestemmelse var uforenelig med EU-retten, og kendetegnet ved, at det er nødvendigt at sikre en effektiv forbrugerbeskyttelse som omhandlet i direktiv 93/13 ( 51 ).

70.

Det er ubestridt, at ulovlige kontraktvilkår har dannet afsæt for at udvide den nationale rets virke på det forbrugerretlige område, idet denne har fået beføjelse og efterfølgende pligt til ex officio at efterprøve, om et kontraktvilkår er urimeligt ( 52 ). Det følger af Domstolens faste praksis, at den ved direktiv 93/13 indførte beskyttelsesordning hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at forbrugeren som følge heraf tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at han kan øve nogen indflydelse på disses indhold. Under hensyntagen til denne svagere stilling bestemmer direktivets artikel 6, stk. 1, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende for forbrugeren. Der er tale om en præceptiv bestemmelse, der har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem medkontrahenternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne ( 53 ).

71.

De nationale retter skal i denne henseende ex officio efterprøve, om et kontraktvilkår, der henhører under anvendelsesområdet for direktiv 93/13, er urimeligt, og dermed afhjælpe den manglende ligevægt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver. Desuden pålægger direktiv 93/13 medlemsstaterne, som det fremgår af dets artikel 7, stk. 1, sammenholdt med 24. betragtning hertil, at fastsætte egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør. Det er under hensyn til kravene i artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, dvs. bestemmelser, der ikke findes tilsvarende i direktiv 2012/13, at Domstolen har opstillet rammer for den måde, hvorpå de nationale retter skal sikre beskyttelsen af de rettigheder, som tilkommer forbrugerne i henhold til dette direktiv, men samtidig præciseret, at forbrugerbeskyttelsen ikke er absolut ( 54 ). Domstolen har således præciseret, at respekten for effektivitetsprincippet ikke må føre til, at det kræves, at en national ret ikke alene skal kompensere for en processuel undladelse hos en forbruger, der ikke er bekendt med sine rettigheder, men også skal kompensere for den pågældende forbrugers fuldstændige passivitet ( 55 ).

72.

Det er efter den forelæggende rets opfattelse muligt at overføre den nævnte retspraksis på proceduren i hovedsagen, hvilket navnlig skyldes, at både forbrugere ( 56 ) og tiltalte personer befinder sig i en svagere position, men denne tilgang kan jeg ikke tilslutte mig. Det skal påpeges, at hovedsagen vedrører det strafferetlige område, som ikke omhandler kontraktlige forpligtelser, og hvor det tilkommer såvel lovgiveren som retten at foretage en afvejning af på den ene side forebyggelse af angreb mod den offentlige orden, eftersøgning af ophavsmænd til strafbare handlinger og bekæmpelse af disse handlinger og på den anden side den tiltaltes grundlæggende rettigheder, samtidig med at de sikrer, at proceduren afvikles inden for en rimelig frist. Når staten udøver sine straffebeføjelser, skal den desuden beskytte ikke bare de interesser, som ofre for forbrydelser har, men også mere almene samfundsinteresser, dvs. den offentlige interesse i bred forstand.

73.

Det bør i denne sammenhæng fremhæves, at siden vedtagelsen af rammeafgørelse 2002/584 har det retlige samarbejde i straffesager gradvist fået retlige instrumenter, hvis koordinerede anvendelse skal styrke medlemsstaternes tillid til hinandens respektive nationale retsordener med henblik på at sikre anerkendelse og fuldbyrdelse i Unionen af domme på det strafferetlige område og dermed undgå enhver straffrihed for lovovertrædere ( 57 ), samtidig med at der sikres en retfærdig behandling af straffesagen. Direktiv 2012/13 indgår som nævnt i 11., 12. og 14. betragtning hertil i denne række af retlige instrumenter, der konkretiserer den køreplan, som Rådet vedtog i 2009 med henblik på at styrke den mistænktes eller tiltaltes rettigheder under hele straffesagen ( 58 ). Den kumulerede virkning af disse instrumenter, sammenholdt med bestemmelserne i chartret, EMRK og Menneskerettighedsdomstolens praksis samt de nationale ordninger, indebærer en reel og udstrakt beskyttelse af de berørte parter, hvis stilling således, bl.a. hvad angår informationsniveauet, ikke kan sammenlignes med en forbrugers stilling i kontraktforholdet med en erhvervsdrivende ( 59 ). Under disse omstændigheder er det efter min opfattelse ikke muligt at overføre den i artikel 6 i direktiv 93/13 anvendte løsning, hvor den europæiske retsregel sidestilles med ufravigelige nationale retsgrundsætninger, på den foreliggende sag.

74.

I denne forbindelse bør der endelig henvises til Domstolens seneste praksis vedrørende rettens rolle i forbindelse med dels en straffesag anlagt på grundlag af oplysninger eller beviser, der er opnået i strid med de krav, som følger af direktiv 2002/58/EF ( 60 ), dels en sag til prøvelse af de betingelser for lovlig frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere, der følger af EU-retten.

75.

Domstolen fastslog for det første, at artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, som fortolket i lyset af effektivitetsprincippet, pålægger den nationale ret i straffesager at se bort fra de oplysninger og de beviser, der er opnået ved hjælp af en generel og udifferentieret lagring af trafikdata og lokaliseringsdata, som er uforenelig med EU-retten, inden for rammerne af en straffesag, der er indledt mod personer, som er mistænkt for at have begået kriminelle handlinger, hvis disse personer ikke er i stand til effektivt at udtale sig om disse oplysninger og disse beviser, som henhører under et område, der ligger uden for rettens sagkundskab, og som kan have afgørende indflydelse på vurderingen af de faktiske omstændigheder ( 61 ). Selv om der i det foreliggende tilfælde er tale om effektivitetsprincippets anvendelse i en straffesag såsom hovedsagen, vedrører denne sag ikke beviser, som henhører under et område, der ligger uden for rettens sagkundskab, og hvis antagelse til realitetsbehandling vil medføre en risiko for iagttagelsen af kontradiktionsprincippet og dermed for retten til en retfærdig rettergang.

76.

Domstolen udtalte for det andet, at artikel 15, stk. 2 og 3, i direktiv 2008/115/EF ( 62 ), artikel 9, stk. 3 og 5, i direktiv 2013/33/EU ( 63 ) og artikel 28, stk. 4, i forordning (EU) nr. 604/2013 ( 64 ), sammenholdt med chartrets artikel 6 og 47, skal fortolkes således, at en retslig myndigheds prøvelse af overholdelsen af de af EU-retten følgende betingelser for, at frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger er lovlig, skal føre den retslige myndighed til ex officio og på grundlag af de oplysninger i sagsakterne, som den har fået kendskab til, som suppleret eller præciseret under den kontradiktoriske procedure for denne myndighed, at konstatere en eventuel manglende opfyldelse af en lovlighedsbetingelse, som ikke er blevet påberåbt af den pågældende person ( 65 ).

77.

Denne løsning er efter min opfattelse dikteret af en særlig retlig kontekst, som adskiller sig markant fra den, der er omhandlet i den foreliggende sag. Domstolen præciserede indledningsvis, at selv om det udgør et alvorligt indgreb i den ret til frihed, der er fastsat i chartrets artikel 6, at frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, er formålet med en sådan foranstaltning som omhandlet i direktiv 2008/115, direktiv 2013/33 og forordning nr. 604/2013 ikke retsforfølgning eller bekæmpelse af strafbare handlinger. Domstolen påpegede dernæst, at EU-lovgiver ikke har begrænset sig til at fastsætte fælles materielle standarder for betingelserne for frihedsberøvelse, men ligeledes har indført fælles processuelle regler, der har til formål at sikre, at der i hver medlemsstat findes en ordning, som gør det muligt for den kompetente retslige myndighed, i givet fald efter en prøvelse ex officio, at løslade den pågældende person, så snart det viser sig, at frihedsberøvelsen af den pågældende ikke eller ikke længere er lovlig ( 66 ). Domstolen pointerede, at en afgørelse om frihedsberøvelse, der er truffet af en administrativ myndighed, kan gøres til genstand for domstolsprøvelse, enten ex officio eller efter anmodning fra den pågældende person, og at den kompetente myndighed hvad angår foranstaltningens opretholdelse er forpligtet til at foretage dette tilsyn ex officio, også selv om den berørte part ikke anmoder herom. I en retlig kontekst, hvor retten handler ex officio, når det viser sig, at betingelserne for frihedsberøvelsens lovlighed ikke eller ikke længere er opfyldt, hvilket kan medføre, at den tilbageholdte ikke møder op under retssagen, er det i teorien vanskeligt at forestille sig en anden løsning, end at retten ex officio konstaterer, at en betingelse for frihedsberøvelsens lovlighed, »som ikke er blevet påberåbt af den pågældende person«, ikke er blevet opfyldt.

78.

Henset til de ovenfor nævnte strenge rammer for frihedsberøvelsesforanstaltninger afveg Domstolen fra sin sædvanlige praksis vedrørende den umiddelbart manglende forpligtelse til prøvelse ex officio i forvaltningsretlige sager, hvor dispositionsmaksimen finder anvendelse, og effektivitetsprincippets anvendelse ( 67 ). I den foreliggende sag er det imidlertid åbenbart, at der ikke findes sådanne EU-retlige rammer på det processuelle plan, hvilket efter min opfattelse gør det umuligt at overføre den løsning, der blev valgt for den retslige prøvelse af en frihedsberøvelse.

79.

Når Menneskerettighedsdomstolen undersøger et klagepunkt, der er støttet på EMRK’s artikel 6, skal den i det væsentlige afgøre, om straffesagen i sin helhed har haft en retfærdig karakter, på grundlag af de særlige omstændigheder i den konkrete sag. Overholdelsen af kravene om en retfærdig rettergang skal således vurderes i den enkelte sag i lyset af hele sagsforløbet og ikke baseres på en isoleret undersøgelse af et aspekt eller et anliggende, selv om det ikke kan udelukkes, at et bestemt element kan være så afgørende, at det er muligt at vurdere, om rettergangen var retfærdig, på et tidligt trin i proceduren ( 68 ). Menneskerettighedsdomstolen har udtalt, at det, henset til karakteren af retten til ikke at inkriminere sig selv og af retten til ikke at udtale sig, principielt ikke kan være begrundet at undlade at underrette en mistænkt person om disse rettigheder. Såfremt den mistænkte ikke blev underrettet herom, skal det imidlertid undersøges, om rettergangen i sin helhed var retfærdig ( 69 ).

80.

I forbindelse med denne samlede vurdering kan det undersøges, om den juridiske bistand, som tiltalte var berettiget til i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 3, litra c), var effektiv. Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at forsvaret i overensstemmelse med advokatstandens uafhængighed af statsmagten i det væsentlige varetages af den tiltalte person og dennes advokat, uanset om advokaten er blevet beskikket eller betales af sin klient. Hvis det er åbenbart, at den beskikkede advokat har udvist passivitet, eller myndighederne på anden vis gøres tilstrækkeligt opmærksomme herpå, skal disse myndigheder træffe foranstaltninger til at sikre, at tiltalte faktisk får adgang til retshjælp. Staten kan i øvrigt ikke holdes ansvarlig for enhver forsømmelighed hos en advokat, der er beskikket til at yde retshjælp ( 70 ).

81.

Staten kan således ifalde ansvar, når en advokat helt undlader at handle på tiltaltes vegne ( 71 ) eller ikke overholder en rent formel regel, som er nødvendig for at kunne iværksætte appel, hvilket dog ikke kan sidestilles med et mangelfuldt forsvar eller en simpel argumentationsfejl, som ikke kan udløse et sådant ansvar, idet Menneskerettighedsdomstolen blandt flere andre omstændigheder ligeledes lagde vægt på, at sagsøgeren var en udlænding, som ikke forstod processproget, og som var blevet beskyldt for forhold, der kunne medføre en hård fængselsstraf. I det sidstnævnte tilfælde fastslog Menneskerettighedsdomstolen, at den nationale ret kunne have opfordret den beskikkede advokat til at uddybe eller ændre sit processkrift i stedet for at afvise appellen ( 72 ).

82.

Rent bortset fra at Menneskerettighedsdomstolens rolle er at træffe afgørelse i de sager, der indbringes for den, under hensyntagen til de særlige omstændigheder i den konkrete sag og ikke at tage stilling til abstrakte forhold eller at harmonisere de forskellige retssystemer ( 73 ), skal det påpeges, at de ovennævnte situationer, hvor der blev anlagt en restriktiv tilgang, adskiller sig fra de omstændigheder, der foreligger i hovedsagen. Det skal herved fremhæves, at retten til at blive informeret om processuelle rettigheder og retten til ikke at udtale sig er personlige rettigheder, som indehaverne frit kan benytte sig af, og at det alene tilkommer de tiltalte og deres advokater at fastlægge en forsvarsstrategi, som kan indebære, at de berørte parter af særlige grunde undlader at påberåbe sig en tilsidesættelse af disse rettigheder ( 74 ). Denne situation kan ikke nødvendigvis sidestilles med den, hvor der foreligger »åbenbar passivitet«, og hvor den kompetente ret er nødt til at træffe positive foranstaltninger ( 75 ). Retten har ingen indflydelse på, hvilken forsvarsstrategi parterne vælger under domsforhandlingen.

83.

Det foreslås på baggrund af samtlige ovenstående betragtninger, at Domstolen fastslår, at artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13 samt dette direktivs artikel 8, stk. 2, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, og med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, ikke er til hinder for, at en national bestemmelse fortolkes således, at retten ikke under en retssag, hvor der ikke er foretaget en forundersøgelse, ex officio må rejse et spørgsmål om tilsidesættelse af tiltaltes ret til at blive informeret om sin ret til ikke at udtale sig.

84.

Undersøgelsen af de nationale lovgivninger ( 76 ) kan efter min opfattelse ikke føre til en anden fortolkning. Til forskel fra den klassiske grundlæggende sondring (summa divisio) mellem et akkusatorisk system og et inkvisitorisk system, hvor retten anses for at spille enten en passiv eller en aktiv rolle, viser en gennemgang af de forskellige nationale retsordener, at disse to systemer griber ind i hinanden, og at straffesager er forskelligartede og komplekse, eftersom de baseres på kombinationer af regler, hvorved sammenligninger vanskeliggøres og tilmed relativiseres. Uanset om de nationale systemer omfatter sanktionsmekanismer – eventuelt af automatisk karakter – i tilfælde af tilsidesættelse af retten til information baseret på regler om bevisers antagelighed eller retsstridige processuelle handlingers ugyldighed, kan de således fastlægge mere eller mindre faste rammer for den rolle, der tildeles den tiltalte person og dermed retten i forbindelse med gennemførelsen af disse mekanismer.

85.

Alle de pågældende nationale retsordener indeholder desuden bestemmelser om fri bevisførelse, herunder rettens frie bevisbedømmelse, og selv om der kan indgå forskellige processuelle midler i disse retsordener, hviler de alle på den samme tankegang eller det samme mål, nemlig at en uretmæssig processuel handling såsom en tilsidesættelse af bl.a. retten til at blive informeret om retten til ikke at udtale sig, ikke må få en virkning. Som det med rette er nævnt i undersøgelsesnotat nr. 22/006, er det, hvis retten ikke formelt har forkastet et bevis, stadig muligt at tage hensyn til en procedurefejl, som er begået ved indsamlingen af dette bevis, i forbindelse med den materielle afgørelse med hensyn til bevisværdien af dette bevis, hvilket jeg netop har påpeget i de foregående punkter i dette forslag til afgørelse for så vidt angår den franske retsorden.

86.

Er det som følge heraf nødvendigt og også hensigtsmæssigt, at Domstolen vælger en løsning, der giver retten mulighed for eller ligefrem pligt til at foretage en prøvelse ex officio, når det under de foreliggende omstændigheder ikke er muligt at forudse alle konsekvenser for de nationale procedurers subtile strukturer, som alle har til formål at finde den ganske vanskelige balance mellem behovet for at bekæmpe strafbare handlinger og de tiltalte personers ret til en retfærdig rettergang ( 77 ), og for de nationale domstolsordninger ( 78 )? Det er i øvrigt klart, at retten kun kan foretage en prøvelse ex officio under nøje iagttagelse af kontradiktionsprincippet, hvilket kan medføre, at sagen udsættes ( 79 ).

87.

En sådan løsning er efter min opfattelse ikke nødvendig for at godtgøre, at den gensidige tillid, som udgør en forudsætning for gensidig anerkendelse, er berettiget. Det er ubestridt, at EU-retten er blevet væsentligt udvidet på området for retligt samarbejde i straffesager, således at det nu er muligt at henvise til et omfattende regelsæt eller en betydelig fælles arv, der har gjort det muligt at højne niveauet i de nationale retssystemer med hensyn til beskyttelse af mistænkte eller tiltalte personers processuelle rettigheder og at gøre reelle fremskridt med integreringen af disse systemer inden for EU. Det bør i denne sammenhæng fremhæves, således som den franske regering har gjort, at problemet i det foreliggende tilfælde ikke er at finde det nationale system, der sikrer den bedste beskyttelse af disse rettigheder som led i en pseudokonkurrence mellem medlemsstaterne ( 80 ), og at der, således som det fremgår af retslitteraturen, ikke findes nogen subjektiv ret til at være omfattet af det system, der beskytter de individuelle rettigheder bedst ( 81 ).

88.

I forbindelse med et spørgsmål vedrørende de særlige forhold, der kendetegner de nationale retssystemer, som traktaternes ophavsmænd har forpligtet sig til at bevare ( 82 ), og fortolkningen af et direktiv, som bogstavelig talt overlader det til de mistænkte eller tiltalte personer eller deres advokat at få fastslået, at de heraf følgende rettigheder er blevet tilsidesat, er det efter min opfattelse vigtigt, at Domstolen udviser forsigtighed og tager hensyn til, at dens svar skal være acceptabelt i forhold til de nationale retsordener ( 83 ). Det kan ifølge den franske filosof og forfatter fra oplysningstiden, Montesquieu, »være nødvendigt at ændre visse love. Men det er sjældent tilfældet, og når det hænder, bør det ske med varsom hånd« ( 84 ). I den foreliggende sag og henset til den af retspraksis udledte tilgang bør denne læresætning under alle omstændigheder føre til afvisning af en løsning baseret på forpligtelse til prøvelse ex officio, som vil resultere i en endnu større arbejdsbyrde for de nationale domstole, der på samme tid skal anvende nationale regler, bestemmelser i den primære og afledte EU-ret, herunder chartret, og bestemmelser i internationale konventioner, herunder EMRK, og agere under meget forskelligartede institutionelle rammer ( 85 ), hvor de risikerer at ifalde ansvar som følge af deres forpligtelse til at overholde lovene. Med en kort henvisning til det menneskelige element i den retslige procedure er dommeren nemlig lige så fejlbarlig som de øvrige aktører i straffesagen, der ikke bør fritages for ansvar.

89.

Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen giver tribunal correctionnel de Villefranche-sur-Saône (retten i første instans i straffesager i Villefranche-sur-Saône, Frankrig) følgende svar:

»Artikel 3 og 4 samt artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager, sammenholdt med artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet,

skal fortolkes således, at:

disse bestemmelser og principper ikke er til hinder for, at en national bestemmelse fortolkes således, at retten ikke under en retssag, hvor der ikke er foretaget en forundersøgelse, ex officio må rejse et spørgsmål om tilsidesættelse af tiltaltes ret til at blive informeret om sin ret til ikke at udtale sig, for så vidt som de nationale procedureregler sikrer dels, at mistænkte eller tiltalte personer har ret til adgang til advokatbistand før og under retssagen, dels at der tages hensyn til den ulovlige karakter af gennemførte proceduremæssige handlinger eller af beviser, der er indhentet i strid med denne ret, som led i mekanismer for disse handlingers eller bevisers ugyldighed eller afvisning eller i forbindelse med vurderingen af deres beviskraft.«