Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. SZPUNAR

fremsat den 20. oktober 2022 (1)

Sag C-423/21

Grand Production d.o.o.

mod

GO4YU GmbH,

DH,

GO4YU d.o.o,

MTEL Austria GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (øverste, Østrig))

»Præjudiciel forelæggelse – intellektuel ejendomsret – direktiv 2001/29/EF – ophavsrettigheder i informationssamfundet – artikel 3, stk. 1 – overføring til almenheden – streamingplatform – adgang til beskyttet indhold ved hjælp af et virtuelt privat netværk (VPN) – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 7, nr. 2) – kompetence i sager om erstatning uden for kontrakt«

 Indledning

1.        Set ud fra et teknisk synspunkt er internettet et verdensomspændende kommunikationsmiddel: fra et hvilket som helst sted på Jorden kan man få adgang til et hvilket som helst websted eller sende en besked til en person, der befinder sig et hvilket som helst andet sted. Det ser dog anderledes ud fra et juridisk synspunkt. Internettet er ligesom alle andre former for menneskelig aktivitet underlagt regulering, og denne regulering er territorial af natur: dens omfang afhænger af det territoriale ansvarsområde for den myndighed, der fastsætter denne regulering. Desuden kan forskellige former for aktiviteter, der foretages online, være genstand for enheders ejendoms- eller personlige rettigheder, hvis rettigheder – eller udøvelsen heraf – ligeledes kan være territorialt begrænsede.

2.        Der er således et grundlæggende modsætningsforhold mellem internettets grænseoverskridende og verdensomspændende karakter på den ene side og de territorialt afgrænsede rettigheder og forpligtelser, forbundet med de forskellige aktiviteter, der foretages på internettet, på den anden side. Dette modsætningsforhold kan løses på to måder: enten ved at »territorialisere« internettet ved hjælp af »geoblokering« (på engelsk »geoblocking«) eller ved at udvide myndighedernes territoriale kompetence til flere stater og dermed give dem mulighed for at regulere aktiviteter, der foretages på internettet, globalt.

3.        I den foreliggende sag skal Domstolen tage stilling til spørgsmål, der vedrører begge de ovennævnte måder til løsning af dette modsætningsforhold.

 Retsforskrifter

4.        Artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets (EU) forordning nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2) bestemmer:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat«.

5.        Det følger af denne forordnings artikel 6, stk. 1:

»Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning […]«.

6.        Endelig fremgår det af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[…]

2)      i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå;

[…]«.

7.        Artikel 3, [stk. 1,] i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (3) bestemmer:

»Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt«.

 Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål

8.        Grand Production d.o.o., et selskab efter serbisk ret, er producent af audiovisuelle underholdningsprogrammer, som udsendes i Serbien af det serbiske tv-selskab Prva Srpska Televizija.

9.        GO4YU d.o.o Beograd, ligeledes et selskab efter serbisk ret, er operatør af en online streamingplatform, hvor der på grundlag af kontrakter med Prva Srpska Televizija retransmitteres programmer fra dette tv-selskab. Platformen er tilgængelig både inden for og uden for Serbien.

10.      GO4YU GmbH (herefter »selskabet GO4YU (Austria)«) og MTEL Austria GmbH, et selskab efter østrigsk ret, leverer tjenesteydelser i Østrig i form af promovering af streamingplatformen tilhørende selskabet GO4YU Beograd samt håndtering af kundeforhold, herunder indgåelse af kontrakter og opkrævning af betalinger. MTEL Austria er et datterselskab til selskabet GO4YU Beograd. DH er direktør for og enekapitalejer af selskabet GO4YU (Austria).

11.      Selskabet GO4YU Beograd har ikke ret til at retransmittere underholdningsprogrammer, der er produceret af selskabet Grand Production, på internettet uden for Serbien og Montenegro. Selskabet er således forpligtet til at blokere adgangen til disse programmer for internetbrugere, som befinder sig uden for disse to staters områder. Disse brugere kan dog omgå denne blokade ved at bruge et såkaldt virtuelt privat netværk (VPN). Denne ydelse gør det muligt for brugeren at oprette forbindelse til internettet ved hjælp af en særlig server (»VPN-server«), som camouflerer IP-adressen og dermed brugerens fysiske placering (4). Ved at bruge denne ydelse kan brugere uden for Serbien og Montenegro således »lade som om«, at de befinder sig i disse stater, og dermed omgå den adgangsblokade, som selskabet GO4YU Beograd har indført.

12.      Ifølge selskabet Grand Production er selskabet GO4YU Beograd bekendt med muligheden for at omgå dets geoblokering ved brug af VPN-tjenester. Desuden kunne sagsøgerens underholdningsprogrammer fra den 30. april 2020 til den 15. juni 2020 tilgås i Østrig ved hjælp af selskabets streamingplatform GO4YU Beograd uden adgangsblokering.

13.      Efter anmodning fra selskabet Grand Production den 28. september 2020 afsagde Handelsgericht Wien (handelsretten i Wien, Østrig) en afgørelse om foreløbige forholdsregler mod selskaberne GO4YU Beograd og MTEL Austria med forbud mod overføring af underholdningsprogrammer, der er produceret af dette førstnævnte selskab, til almenheden i Østrig. Retten afviste dog anmodningen om tilsvarende foreløbige forholdsregler mod de to selskaber for så vidt som den gik ud over Østrigs område, og for så vidt angår de to øvrige sagsøgte [dvs. DH og GO4YU (Austria)] i sin helhed.

14.      Denne afgørelse blev delvist ændret ved afgørelse afsagt af Oberlandesgericht Wien (øverste regionale domstol i Wien, Østrig) den 28. januar 2021, som afviste Grand Productions anmodning i sin helhed i det omfang den vedrørte selskabet MTEL Austria. Kun den foreløbige forholdsregel over for GO4YU Beograd, der var begrænset til Østrig, forblev således i kraft.

15.      Selskabet Grand Production har iværksat en revisionsanke til prøvelse af sidstnævnte dom ved den forelæggende ret, hvorved selskabet har nedlagt påstand om, at der træffes foreløbige forholdsregler mod alle sagsøgte med henblik på at forbyde overføring af programmer, som dette selskab har produceret, til almenheden med verdensomspændende dækning.

16.      Under disse omstændigheder har Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal begrebet »overføring til almenheden« i artikel 3, stk. 1, i [direktiv 2001/29] fortolkes således, at denne foretages af den (i dette tilfælde ikke i Den Europæiske Union hjemmehørende) direkte operatør af en streamingplatform, som

–        alene træffer afgørelse om indholdet og blokering af TV-programmer, som denne spreder, og gennemfører denne på det tekniske plan,

–        som har eneadministratorrettigheder til streamingplatformen,

–        kan øve indflydelse på, hvilke tv-programmer der kan modtages af slutbrugeren via tjenesten, dog uden at kunne øve indflydelse på programmernes indhold,

–        og er den eneste, der kontrollerer, hvilke programmer og hvilket indhold der kan ses hvornår på hvilke territorier,

når der i den forbindelse

–        gives brugeren adgang ikke blot til indhold af programmer, som de pågældende rettighedshavere har givet tilladelse til at anvende online, men også til sådant beskyttet indhold, for hvilket der ikke er sikret et tilsvarende samtykke vedrørende rettigheder, og

–        den direkte operatør af streamingplatformen ved, at hans tjeneste ligeledes gør det muligt at modtage beskyttet indhold af programmer uden rettighedshavernes samtykke, ved at slutkunderne anvender VPN-tjenester, som efterlader det indtryk, at slutkundernes IP-adressse og enhed befinder sig i områder, for hvilke der foreligger samtykke fra rettighedshaveren, men

–        modtagelse af beskyttet indhold af programmer via streamingplatformen uden rettighedshavernes samtykke faktisk var mulig i flere uger også uden en VPN-tunnel?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Skal begrebet »overføring til almenheden« i artikel 3, stk. 1, i direktiv [2001/29] fortolkes således, at denne også foretages af tredjemænd (i dette tilfælde med hjemsted i Den Europæiske Union), som kontraktligt og/eller selskabsretligt er forbundet med den i spørgsmål I. nævnte operatør af en platform, og som, uden selv at have indflydelse på blokeringen af adgangen og på programmerne og indholdet af de programmer, som vises på streamingplatformen,

–        reklamerer for operatørens streamingplatform og dennes tjenester, [eller]

–        med kunderne indgår aftaler om prøveabonnementer, som ophører automatisk efter 15 dage, [eller]

–        betjener streamingplatformens kunder [eller]

–        på deres hjemmeside tilbyder betalings-abonnementer til den direkte operatørs streamingplatform og derefter agerer som kundernes kontraktpartner og som betalingsmodtager, idet betalingsabonnementerne oprettes ved, at der kun udtrykkeligt gøres opmærksom på, at visse programmer ikke er til rådighed, såfremt en kunde i forbindelse med indgåelse af aftalen udtrykkeligt anfører, at denne ønsker at se disse programmer, men hvor kunderne imidlertid, såfremt noget sådant ikke anføres eller konkret efterspørges af kunder, ikke på forhånd gøres opmærksom herpå?

3)      Skal artikel 2, litra a) og litra e) samt artikel 3, stk. 1, i direktiv [2001/29] sammenholdt med artikel 7, nr. 2), i [forordning nr. 1215/2021] forstås således, at retten i en sag om krænkelse af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, der sikres af den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende – fordi territorialitetsprincippet er til hinder for indenlandske retters prøvelsesret for så vidt angår udenlandske krænkelser – kun har kompetence til at påkende den skade, som er forvoldt på medlemsstatens område, eller kan eller skal denne ret også træffe afgørelse om overtrædelser, som, efter hvad den skadelidte rettighedshaver hævder, er begået (over hele verden)?«

17.      Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev modtaget ved Domstolen den 12. juli 2021. Som svar på Domstolens anmodning om præcisering, som Domstolen modtog den 11. juli 2022, ændrede den forelæggende ret det første præjudicielle spørgsmål ved at erstatte ordet »men« med ordet »eller« i det næstsidste led i dette spørgsmål. Sammenfattende lyder det første præjudicielle spørgsmål således:

»1)      Skal begrebet »overføring til almenheden« i artikel 3, stk. 1, i [direktiv 2001/29] fortolkes således, at denne foretages af den (i dette tilfælde ikke i Den Europæiske Union hjemmehørende) direkte operatør af en streamingplatform, som

–        alene træffer afgørelse om indholdet og blokering af TV-programmer, som denne spreder, og gennemfører denne på det tekniske plan,

–        som har eneadministratorrettigheder til streamingplatformen,

–        kan øve indflydelse på, hvilke tv-programmer der kan modtages af slutbrugeren via tjenesten, dog uden at kunne øve indflydelse på programmernes indhold,

–        og er den eneste, der kontrollerer, hvilke programmer og hvilket indhold der kan ses hvornår på hvilke territorier,

når der i den forbindelse

–        gives brugeren adgang ikke blot til indhold af programmer, som de pågældende rettighedshavere har givet tilladelse til at anvende online, men også til sådant beskyttet indhold, for hvilket der ikke er sikret et tilsvarende samtykke vedrørende rettigheder, og

–        den direkte operatør af streamingplatformen ved, at hans tjeneste ligeledes gør det muligt at modtage beskyttet indhold af programmer uden rettighedshavernes samtykke, ved at slutkunderne anvender VPN-tjenester, som efterlader det indtryk, at slutkundernes IP-adressse og enhed befinder sig i områder, for hvilke der foreligger samtykke fra rettighedshaveren, eller (5)

–        modtagelse af beskyttet indhold af programmer via streamingplatformen uden rettighedshavernes samtykke faktisk var mulig i flere uger også uden en VPN-tunnel?«.

18.      Der er blevet indgivet skriftlige indlæg af hovedsagens parter samt Europa-Kommissionen. Disse parter har ligeledes besvaret Domstolens spørgsmål skriftligt. Domstolen har besluttet ikke at afholde retsmøde.

 Bedømmelse

19.      Den forelæggende ret har i den foreliggende sag forelagt Domstolen tre præjudicielle spørgsmål. Det første vedrører omfanget af det ansvar, der påhviler operatøren af en streamingplatform, (6) der har foretaget en overføring til almenheden af ophavsretligt beskyttet indhold på denne platform uden tilladelse fra rettighedshaverne. Det andet spørgsmål vedrører det mulige ansvar, der påhviler de enheder, som samarbejder med denne operatør. Endelig vedrører det tredje spørgsmål rækkevidden af medlemsstaternes retters kompetence for så vidt angår krænkelser af ophavsretten. Jeg vil behandle disse spørgsmål i den rækkefølge, hvori de er blevet stillet.

 Det første præjudicielle spørgsmål

20.      Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt at fastslå, om artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at operatøren af en streamingplatform, der retransmitterer en tv-udsendelse på internettet, krænker den i denne bestemmelse fastsatte eneret til at foretage overføringer til almenheden af værker, når:

a)      brugerne omgår geoblokeringen ved hjælp af en VPN-tjeneste, således at beskyttede værker er tilgængelige i EU, for hvilke operatøren af den nævnte platform ikke har rettighedshaverens tilladelse, eller

b)      de beskyttede værker er blevet gjort tilgængelige på den nævnte platform uden begrænsning i Den Europæiske Union uden rettighedshaverens tilladelse.

21.      Dette spørgsmål rejser to hovedspørgsmål, navnlig for det første, om operatøren af en streamingplatform, hvorfra et tv-program retransmitteres, foretager en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, og for det andet, om operatøren af en sådan platform er ansvarlig for, at brugerne får adgang til beskyttet indhold ved at omgå operatørens anvendelse af adgangsbegrænsninger. Jeg vil begynde med det første spørgsmål.

 Retransmission af tv-programmer på internettet som overføring til almenheden

22.      Domstolen har allerede haft mulighed for at fastslå, at »[b]egrebet »overføring til almenheden« i henhold til artikel 3, stk. 1, [direktiv 2001/29] skal fortolkes således, at det omfatter en retransmission af værker, der medtages i en jordbaseret tv-udsendelse

–        der foretages af en anden organisation end det oprindelige fjernsynsforetagende

–        ved hjælp af streaming over internettet, der stilles til rådighed for denne organisations abonnenter, som kan modtage denne retransmission ved at logge sig på organisationens server

–        selv om disse abonnenter befinder sig i modtageområdet for den pågældende jordbaserede tv-udsendelse og lovligt kan modtage denne på en tv-modtager«(7).

23.      I denne forbindelse er det nødvendigt at præcisere, at forbeholdet indeholdt i det sidste led af dette punkt i dom af 7. marts 2013, ITV Broadcasting m.fl. (C‑607/11, EU:C:2013:147), som vedrører situationer, hvor abonnenterne hos en operatør af retransmissionstjenesteydelser på internettet befinder sig i modtagelsesområdet for den jordbaserede tv-spredningstjeneste, ikke betyder, at denne afgørelse kun gælder for denne slags situationer. Dette forbehold var nødvendigt for at imødegå argumentet om, at der ikke var tale om et såkaldt nyt publikum, dvs. et andet publikum end det, som den oprindelige tv-udsendelse var rettet mod. Domstolen fandt denne omstændighed irrelevant, da retransmission på internettet skete ved hjælp af andre tekniske midler end den oprindelige tv-transmission (8). På den anden side, når retransmissionen på internettet også er tilgængelig uden for det område, hvor den oprindelige tv-udsendelse blev sendt (9), er den nødvendigvis rettet mod et bredere publikum end den pågældende tv-udsendelse. En sådan retransmission udgør derfor først og fremmest en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29.

24.      Det er heller ikke relevant, om retransmissionen på internettet sker samtidig og uændret i forhold til den oprindelige tv-udsendelse (»live streaming«), som det var tilfældet i den sag, der blev afgjort ved den ovennævnte dom af 7. marts 2013, ITV Broadcasting m.fl. (C-607/11, EU:C:2013:147), eller om den f.eks. er udskudt i tid. Kriteriet for at betragte en sådan retransmission som en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, er nemlig de tekniske midler, hvormed den foretages, og det forhold, at den foretages af en anden enhed end det oprindelige fjernsynsforetagende.

25.      Endelig skal det understreges, at selv om retransmissionen af den oprindelige tv-udsendelse på internettet ud fra et teknisk synspunkt er sekundær og afhængig af denne udsendelse, så er den handling, som retransmissionen udgør, ud fra et retligt synspunkt en særskilt og uafhængig overføring til almenheden i forhold til denne udsendelse. Den omstændighed, at den oprindelige tv-udsendelse er rettet mod et område uden for Den Europæiske Union og dermed uden for det territoriale anvendelsesområde for direktiv 2001/29, er således ikke til hinder for, at retransmission af denne udsendelse på internettet kan anses for at være overføring til almenheden som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 1, for så vidt som denne retransmission er tilgængelig på det område, hvor direktivet finder anvendelse.

26.      Ovenstående betragtninger fører til den konklusion, at i den situation, der er beskrevet i punkt 20 under litra b), i dette forslag til afgørelse, dvs. når beskyttede værker, der indgår i den oprindelige tv-udsendelse uden for Den Europæiske Union, stilles frit til rådighed i Den Europæiske Union på en streamingplatform, der retransmitterer denne udsendelse, foretager operatøren af denne platform en overføring til almenheden af disse værker, hvilket er omfattet af den eneret, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29. En sådan overføring af værker til almenheden, hvis den sker uden ophavsretsindehaverens samtykke, udgør derfor en krænkelse af denne eneret.

 Brugernes ansvar for at omgå begrænsningerne i adgangen til ophavsretligt beskyttede værker på internettet

27.      Jeg går nu over til en analyse af et mere kompliceret spørgsmål, nemlig spørgsmålet om det ansvar, der påhviler operatøren af en streamingplatform i den situation, der er beskrevet i punkt 20 i dette forslag til afgørelse under litra a). I denne situation anvender operatøren af streamingplatformen under overholdelse af ophavsretsindehaverens rettigheder, en geoblokering af det område, hvor der ikke er tilladelse til overføring til almenheden af de beskyttede værker, i dette tilfælde hele Den Europæiske Union, men hvor brugerne omgår denne blokering ved brug af VPN-tjenester, som giver dem adgang til værkerne, som om de befandt sig på det område, der er omfattet af tilladelsen til overføring til almenheden, dvs. Serbien eller Montenegro.

28.      Geoblokering er et af instrumenterne i den såkaldte digitale rettighedsforvaltning (»digital rights management«) (10). Der er tale om forskellige former for sikkerhedsforanstaltninger, der har til formål at forhindre, at digitalt (elektronisk) indhold anvendes på en måde, der er i strid med viljen hos leverandøren af dette indhold. Formålet med disse sikkerhedsforanstaltninger er at »korrigere« for de træk ved det digitale dataformat, som er uønskede ud fra indholdsleverandørernes synspunkt, nemlig muligheden for at fremstille et vilkårligt antal perfekte kopier stort set uden omkostninger og for at overføre dem (særligt via internettet) over en vilkårlig afstand. Med hensyn til indhold, der distribueres på internettet, kan instrumenter til forvaltning af digitale rettigheder, f.eks. i form af geoblokering, også tjene til at ophæve dette medies globale karakter og muliggøre dets virtuelle opdeling i geografiske zoner, som jeg nævnte i indledningen til dette forslag til afgørelse.

29.      Instrumenter til forvaltning af digitale rettigheder anvendes almindeligvis til at beskytte ophavsrettigheder ved at forhindre ulovlig eller blot uønsket brug af rettighedshaverne af beskyttede værker, der distribueres i digitalt format. De anvendes også som et redskab til forvaltning af ophavsrettigheder til sådanne værker, hvilket gør det muligt at opkræve et særskilt gebyr for forskellige former for distribution af det samme værk, at opdele markedet og såkaldt prisdiskrimination på forskellige dele af det eller endelig at opkræve gebyrer for indhold, der stilles til rådighed på websteder.

30.      Instrumenter til forvaltning af digitale rettigheder, som har til hensigt at beskytte og forvalte ophavsrettigheder, er selv under EU-retlig beskyttelse. Artikel 6 i direktiv 2001/29 pålægger medlemsstaterne at udvide den retlige beskyttelse til at omfatte »effektive tekniske foranstaltninger«, hvilket i henhold til definitionen af dette begreb i denne artikels stk. 3, omfatter instrumenter til forvaltning af digitale rettigheder.

31.      Domstolen har også gentagne gange anført, at instrumenter til forvaltning af digitale rettigheder kan have retsvirkninger i henhold til EU-retten, herunder, hvilket er af særlig interesse i den foreliggende sag, for så vidt angår definitionen af »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29.

32.      I dom af 13. februar 2014, Svensson m.fl. (C‑466/12, EU:C:2014:76) fandt Domstolen, at »tilrådighedsstillelse på en internetside af klikbare links til værker, der er frit tilgængelige på en anden internetside, ikke udgør en overførsel til almenheden, der er omfattet af denne bestemmelse« (11). Domstolen præciserede, at en frit tilgængelig internetside er rettet mod den brede offentlighed på internettet, således at en henvisning til et værk på denne internetside ikke giver det adgang til et nyt publikum (12).

33.      I modsætning hertil er en internetside, der er beskyttet af en adgangsbegrænsning (13), kun rettet mod dens kunder, dvs. dem, der har fået lovlig adgang til den. At omgå denne begrænsning og at gøre de beskyttede værker, der er indeholdt heri, tilgængelige for andre, selv om det sker ved hjælp af et link fra en andet internetside, er at give adgang til et nyt publikum og udgør en handling, der udgør en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 (14). Ifølge Domstolen kan anvendelsen af instrumenter til forvaltning af digitale rettigheder på internettet derfor afgøre, hvilken kundekreds (offentligheden), som overføringen til almenheden er rettet mod i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 (15).

34.      I den sag, der gav anledning til dom af 10. november 2016, Vereniging Openbare Bibliotheken (C‑174/15, EU:C:2016:856), fastslog Domsolen, at udlån af eksemplarer af en bog i digital form er omfattet af undtagelsen for offentlige biblioteker i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2006/115/EF (16). En betingelse for denne tilladelse var at anvende instrumenter til forvaltning af digitale rettigheder, som fik udlån af elektroniske kopier til at ligne udlån af fysiske eksemplarer (17).

35.      Endelig fastslog Domstolen i dom af 9. marts 2021, VG Bild-Kunst (C‑392/19, EU:C:2021:181), at »den omstændighed, at der på en tredjemands internetside ved hjælp af framing indsættes ophavsretligt beskyttede værker, som med tilladelse fra indehaveren af ophavsretten er stillet frit til rådighed for almenheden på et andet websted, udgør overføring til almenheden i [artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29’s] forstand, når værket indsættes på en sådan måde, at de beskyttelsesforanstaltninger mod framing, som denne indehaver har iværksat eller foranlediget iværksat, omgås« (18). Domstolen fandt således, at rettighedshaveren ved at anvende tekniske foranstaltninger mod framing på et beskyttet værk, der er gjort tilgængeligt på internettet, begrænser kredsen af personer, for hvem værket er stillet til rådighed, til brugerne af det websted, hvor værket oprindeligt blev stillet til rådighed (19).

36.      Efter min opfattelse kan et lignende ræsonnement anvendes på den geoblokering, der er tale om i den foreliggende sag. Hvis rettighedshaveren (eller dennes licenshaver) har anvendt en sådan blokering, er dens overføring kun rettet mod den kreds af personer, der har adgang til det beskyttede indhold fra det område, som rettighedshaveren har defineret (dvs. det område, hvorfra adgangen ikke er blokeret). Rettighedshaveren foretager således ikke en overføring til almenheden i det resterende område.

37.      Hvis underholdningsprogrammer produceret af Grand Production er geoblokeret på streamingplatformen, der ejes af GO4YU Beograd, på en sådan måde, at de i princippet kun kan tilgås fra Serbien og Montenegro, foretager GO4YU Beograd derfor ikke en overføring til almenheden af disse programmer i Den Europæiske Union.

38.      Som bekendt findes der imidlertid hverken i den virtuelle verden eller i den virkelige verden sikkerhedsmekanismer, der ikke kan omgås eller brydes. Det kan kun være mere eller mindre vanskeligt. Denne sandhed gælder også for geoblokering. Forskellige tekniske foranstaltninger, herunder VPN-tjenester, gør det muligt at omgå disse blokeringer, bl.a. ved at ændre brugerens placering virtuelt. Selv om der findes tekniske midler til at modvirke sådanne metoder, er de ikke og vil sandsynligvis aldrig være fuldt ud effektive – fremskridt inden for teknikker til at begå overtrædelser er altid et skridt foran fremskridt inden for sikkerhedsteknikker.

39.      Dette betyder imidlertid ikke, at en enhed, hvis geoblokering af et beskyttet værk omgås af brugerne, gør, at værket overføres til almenheden i det område, hvor adgangen er blokeret. En sådan konklusion ville gøre territorial forvaltning af ophavsrettigheder på internettet umulig – enhver overføring til almenheden af værker på internettet ville i princippet skulle være global.

40.      Efter min opfattelse bør der her anvendes en tilsvarende fremgangsmåde som den, Domstolen har anvendt i sager om hyperlinks. Når et hyperlink omgår en begrænsning af adgangen til ophavsretligt beskyttet indhold, er det den person, der leverer hyperlinket, der er ansvarlig for at gøre dette indhold tilgængeligt for et nyt publikum, og ikke operatøren af det websted, hvor den oprindelige adgang fandt sted, og hvis adgangsbegrænsninger er blevet overtrådt.

41.      Et særligt element i den foreliggende sag er, at der ikke er nogen tredjemand, der stiller programmer produceret af Grand Production til rådighed for brugerne i strid med geoblokeringen, som GO4YU Beograd har indført. Det er brugerne selv, der omgår denne blokering ved at få adgang til de pågældende programmer uden nogen form for formidler (20).

42.      Efter min opfattelse er det imidlertid ikke tilstrækkeligt til at pålægge selskabet GO4YU Beograd ansvaret for denne situation. Selskabet Grand Production har sandsynligvis ret i sin antagelse om, at selskabet GO4YU Beograd er bekendt med muligheden for at omgå dens geoblokering ved brug af VPN-tjenester. Selskabet Grand Production er dog også bekendt hermed. Brugernes omgåelse af forskellige former for beskyttelse er en risiko, der er forbundet med distribution af ophavsretligt beskyttede værker i digital form, særligt på internettet. Ved at give GO4YU Beograd tilladelse til at foretage en overføring til almenheden af sine programmer på en streamingplatform i et bestemt område, skulle Grand Production have taget hensyn til, at et vist antal brugere ville kunne få adgang til programmerne fra stater uden for dette område.

43.      Dette indebærer dog ikke, at GO4YU Beograd er ansvarlig for at gøre disse programmer tilgængelige for disse brugere. I henhold til logikken i Domstolens praksis, der er omtalt ovenfor, er det viljen hos den enhed, der foretager overføringen til almenheden, som følger af de anvendte tekniske sikkerhedsforanstaltninger, der bestemmer den tilsigtede kreds af personer, som overføringen er rettet mod.

44.      Dette ville kun være anderledes, hvis GO4YU Beograd bevidst havde anvendte en ineffektiv geoblokering med henblik på rent faktisk at give personer uden for det område, hvor GO4YU Beograd har ret til at foretage en overføring til almenheden af programmer produceret af Grand Production, adgang til disse programmer på en måde, der er lettere i forhold til de muligheder, der objektivt set findes på internettet, navnlig i forbindelse med offentligt tilgængelige VPN-tjenester. I en sådan situation ville det skulle antages, at selskabet GO4YU Beograd foretager en overføring, når det med fuldt kendskab til konsekvenserne af disse handlinger medvirker til at give sine kunder adgang til et beskyttet værk, og navnlig når den pågældendes kunder i princippet ikke ville have haft adgang til værket, hvis selskabet ikke havde foretaget denne handling (21). Det er op til den forelæggende ret af afgøre dette. Derimod kan parterne i en licensaftale fastsætte yderligere forpligtelser i denne aftale for licenstageren med hensyn til begrænsninger i adgangen til det indhold, der er genstand for aftalen.

 Besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål

45.      På baggrund af ovenstående foreslår jeg at besvare det første præjudicielle spørgsmål således, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at operatøren af en streamingplatform, der foretager en overføring til almenheden af en tv-udsendelse på internettet, når brugerne omgår geoblokeringen ved brug af en VPN-tjeneste, således at de beskyttede værker er tilgængelige inden for EU uden tilladelse fra rettighedshaveren af denne platform, ikke handler i strid med den i denne bestemmelse fastsatte eneret til overføring til almenheden. En sådan operatør krænker dog omvendt denne rettighed, når de beskyttede værker gøres tilgængelige på denne platform uden begrænsning i EU uden rettighedshaverens tilladelse.

 Det andet præjudicielle spørgsmål

46.      Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt at fastslå, om artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at en enhed, som er tilknyttet en operatør af en streamingplatform, hvor der stilles ophavsretligt beskyttede værker til rådighed – som reklamerer for denne platform, indgår aftaler med kunderne om de tjenester, som den leverer, og betjener streamingplatformens kunder, men som hverken har kontrol over det indhold, der stilles til rådighed på denne platform, eller over de adgangsbegrænsninger, der anvendes på dette indhold med henblik på at beskytte tredjemands ophavsret – også foretager en overføring til almenheden i denne bestemmelses forstand.

47.      Svaret på dette spørgsmål kan efter min opfattelse udledes af Domstolens tidligere retspraksis vedrørende overføring til almenheden af ophavsretligt beskyttede værker som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29.

48.      I mit forslag til afgørelse Stim og SAMI (C‑753/18, EU:C:2020:4) har jeg allerede haft lejlighed til at påpege, at selv om Domstolen i sin praksis har fastslået, at der er tale om overføring til almenheden i en række tilfælde, der går videre end den simple direkte overføring af et værk, er et fællestræk for alle disse situationer dog, at der er en direkte forbindelse mellem brugerens adfærd og overføringen til almenheden af det ophavsretligt beskyttede værk. Denne direkte forbindelse er et centralt element, uden hvilket det ikke kan være tale om overføring til almenheden af sådanne værker (22). Selv om Domstolen var enig i mit forslag til besvarelse af det præjudicielle spørgsmål i den nævnte sag, fastslog Domstolen, at udlejning af biler, der er udstyret med radioapparater, ikke udgør en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 i særdeleshed (23).

49.      Disse konklusioner ændres ikke af Domstolens senere praksis vedrørende overføring til almenheden af ophavsretligt beskyttede værker i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29. Domstolen fastslog navnlig i dom af 22. juni 2021, YouTube og Cyando (C‑682/18 og C‑683/18, EU:C:2021:503), at en operatør af en videodelingsplatform eller en platform til lagring og deling af filer kun foretager en overføring til almenheden (i strid med ophavsretten) af beskyttede værker i en situation, når vedkommende har konkret kendskab til, at der ulovligt stilles beskyttet indhold til rådighed på den pågældendes platform, og straks undlader at slette dette indhold eller blokere adgangen hertil, eller når den nævnte operatør, selv om den pågældende ved eller burde vide, at brugerne af den pågældendes platform generelt stiller det beskyttede indhold ulovligt til rådighed for almenheden via vedkommendes platform, undlader at gennemføre de passende tekniske foranstaltninger, som kan forventes af en normalt påpasselig operatør, der befinder sig i denne situation, for på en troværdig og effektiv måde at imødegå krænkelser af ophavsretten på denne platform, eller når den pågældende deltager i udvælgelsen af det beskyttede indhold, der ulovligt overføres til almenheden, stiller værktøjer til rådighed på sin platform, der specifikt har til formål at foretage ulovlig deling af et sådant indhold, eller bevidst fremmer en sådan deling (24). Derimod er det forhold, at der alene stilles en platformstjeneste til rådighed for online-spredning af ophavsretligt beskyttede værker, ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at operatøren af en sådan platform foretager en overføring til almenheden af sådanne i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, selv om brugerne uden en sådan platform ikke ville være i stand til at distribuere disse værker (25).

50.      I den foreliggende sag er der ikke en sådan direkte forbindelse mellem den virksomhed, der udøves af de enheder, der er omfattet af det andet præjudicielle spørgsmål, og de værker, der overføres til almenheden på selskabet GO4YU Beograds streamingplatform, herunder de underholdningsprogrammer, der er produceret af selskabet Grand Production. Disse enheder bidrager utvivlsomt til platformens drift ved at fungere som formidler mellem platformen og dens kunder. Det kan endda tænkes, at deres virksomhed er nødvendig for, at kunderne kan få adgang til det indhold, der distribueres på denne platform, eftersom en abonnementsaftale er nødvendig med henblik herpå. Disse enheder har derimod ingen indflydelse på det indhold, der distribueres på platformen, og de har heller ikke nogen mulighed for at forhindre eventuelle krænkelser af ophavsretten.

51.      Den omstændighed, som den forelæggende ret har nævnt i det andet spørgsmål, navnlig at kunderne ikke på forhånd er blevet oplyst om, at visse former for indhold, herunder underholdningsprogrammer produceret af Grand Production, ikke er tilgængelige på platformen, ændrer ikke på denne konklusion. Den omstændighed, at kunderne ikke oplyses om, at et bestemt indhold ikke er tilgængeligt på platformen, ændrer ikke ved den manglende tilgængelighed. Der er efter min opfattelse heller ikke nogen åbenlys årsagssammenhæng mellem den manglende underretning af kunderne om, at dette indhold ikke er tilgængeligt, og disse kunders tilbøjelighed til at omgå geoblokeringen, der er årsag til, at dette indhold ikke er tilgængeligt. Som jeg har nævnt ovenfor, er operatøren af streamingplatformen, for slet ikke at tale om andre tilknyttede virksomheder, efter min opfattelse heller ikke ansvarlig for, at brugere omgår de tekniske adgangsbegrænsninger til ophavsretligt beskyttede værker.

52.      Enheder, som er tilknyttet operatøren af en sådan platform, kan alternativt pådrage sig accessorisk ansvar for at fremme eller medvirke til krænkelse af ophavsretten, hvis de findes at have begået en krænkelse. Dette ansvar er imidlertid ikke harmoniseret i EU-retten og er udelukkende reguleret af medlemsstaternes nationale lovgivning.

53.      På baggrund af ovenstående foreslår jeg at besvare det andet præjudicielle spørgsmål således, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at en enhed, som er tilknyttet operatøren af en streamingplatform, på hvilken der stilles ophavsretligt beskyttede værker til rådighed, hvilken enhed reklamerer for denne platform og indgår kontrakter med og betjener kunder i forbindelse med de tjenester, som denne operatør leverer, men hverken har indflydelse på det indhold, der stilles til rådighed på denne platform, eller på de adgangsbegrænsninger, der anvendes på dette indhold med henblik på at beskytte tredjemands ophavsrettigheder, ikke foretager en overføring til almenheden i denne bestemmelses forstand.

 Det tredje præjudicielle spørgsmål

54.      Det tredje præjudicielle spørgsmål vedrører rækkevidden af medlemsstaternes retters kompetence i sager om erstatningsansvar uden for kontrakt ved krænkelser af ophavsrettigheder. I henhold til ordlyden af dette spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret, drejer det sig om fortolkningen af artikel 2, litra a) og e), samt artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 sammenholdt med artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012.

55.      Den forelæggende ret har præciseret, at dette spørgsmål følger af den tvivl, som den nærer med hensyn til Domstolens praksis. Domstolen har således på den ene side fastslået, at i tilfælde af en påstået krænkelse af ophavsret, der er sikret af den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, har denne ret kompetence – henset til det sted, hvor skaden er indtrådt (»Erfolgsort«) – til at træffe afgørelse i en sag om erstatning for krænkelsen af disse rettigheder ved offentliggørelsen af beskyttede fotografier på et websted, der er tilgængeligt i dennes retskreds, dog kun for så vidt angår at træffe afgørelse om den skade, der er forvoldt på den medlemsstats område, hvor retten er beliggende (26).

56.      På den anden side har Domstolen ligeledes fastslået, at en person, hvis personlige rettigheder hævdes at være blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige oplysninger om vedkommende på internettet og ved undladelse af at fjerne kommentarer om vedkommende, kan anlægge et søgsmål med henblik på berigtigelse af disse oplysninger og fjernelse af disse kommentarer og opnåelse af fuld erstatning for det lidte tab for retterne i den medlemsstat, hvori centrum for dennes interesser befinder sig. En sådan person kan omvendt ikke anlægge sag med påstand om berigtigelse af de urigtige oplysninger og fjernelse af kommentarerne ved retterne i enhver medlemsstat, på hvis område de på internettet offentliggjorte oplysninger er eller var tilgængelige (27).

57.      Den forelæggende ret ønsker i den foreliggende sag oplyst, om afgørelsen af, om den ret, ved hvilken sagen er anlagt, i betragtning af sagens genstand, som ikke er et erstatningskrav, men en anmodning om foreløbige foranstaltninger i form af et forbud mod at foretage en overføring til almenheden af sagsøgerens værker på internettet, skal træffes i overensstemmelse med den førstnævnte dom, dvs. at kompetencen er begrænset til Østrig, eller i overensstemmelse med den sidstnævnte dom, således at de østrigske domstole vil have kompetence til at pålægge beskyttelsesforanstaltninger af verdensomspændende karakter.

58.      Jeg er imidlertid i tvivl om, hvorvidt dette præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, eftersom Domstolen efter min opfattelse ikke er i stand til at give den forelæggende ret et svar, som er relevant for afgørelsen af den tvist, der verserer for den. Denne tvivl synes i øvrigt at blive delt af parterne i hovedsagen.

59.      For det første blev Domstolens ovennævnte retspraksis udviklet på grundlag af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 (28), som den forelæggende ret ligeledes har påpeget i spørgsmålet. Denne bestemmelse fastslår, at i sager om erstatning uden for kontrakt, er det er retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, der har kompetence. Det er i denne forbindelse, at Domstolen har defineret rækkevidden af medlemsstaternes retters kompetence i den pågældende retspraksis. Denne bestemmelse finder derimod ikke anvendelse i hovedsagen i den foreliggende sag.

60.      Hvad angår selskabet GO4YU Beograd har det hjemsted i Serbien, dvs. uden for EU, mens anvendelsen af artikel 7 i forordning nr. 1215/2012 er begrænset til sagsøgte, som har bopæl (eller hjemsted) i medlemsstaterne. Derimod afgøres kompetencen for retterne i de enkelte medlemsstater for så vidt angår søgsmål mod personer, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, efter artikel 6, stk. 1, i den nævnte forordning, efter medlemsstatens egen lovgivning.

61.      For så vidt angår de øvrige sagsøgte i hovedsagen, har de hjemsted eller bopæl i Østrig, dvs. den medlemsstat, hvor den forelæggende ret er beliggende. De østrigske retter kompetence i sager mod disse sagsøgte bestemmes ikke af artikel 7, nr. 2), da denne bestemmelse finder anvendelse på personer, der er blevet sagsøgt ved en ret i en anden medlemsstat end den, hvor de har bopæl, men af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, hvorefter enhver person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges ved retterne i denne medlemsstat. Denne medlemsstats retters kompetence er almindelig og er i princippet ikke begrænset, under alle omstændigheder ikke af kompetencereglerne (29). Domstolens praksis, der er nævnt i punkt 55 og 56 i dette forslag til afgørelse, finder derfor ikke anvendelse her.

62.      Tilsvarende kan denne retspraksis heller ikke finde anvendelse, hvis de østrigske retter har kompetence til at behandle søgsmålet mod GO4YU Beograd i medfør af østrigsk ret i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, idet dette søgsmål er forbundet med søgsmålet mod de øvrige sagsøgte (30). Rækkevidden af kompetencen bør af denne grund svare til den, som følger af denne forordnings artikel 4, stk. 1. Det er under alle omstændigheder et spørgsmål om fortolkning af national ret (31).

63.      For det andet har den forelæggende ret ikke forklaret, hvordan anvendelsen af Domstolens konklusion i dom af 17. oktober 2017, Bolagsupplysningen og Ilsjan (C-194/16, EU:C:2017:766), kan føre til, at de østrigske domstole har ubegrænset kompetence.

64.      På den ene side er der intet, der tyder på, at centrum for selskabet Grand Productions interesse befinder sig i Østrig, og ikke i Serbien, hvor selskabet har hjemsted. Parterne i hovedsagen har i øvrigt selv i deres svar på Domstolens spørgsmål anført, at doktrinen om centrum for interesser ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

65.      Hvis man på den anden side analogt anvender Domstolens konklusion, hvorefter det er ufornødent at besvare præjudicielle spørgsmål, henset til den allestedsnærværende karakter af oplysningerne og indholdet på et websted og den omstændighed, at rækkevidden af deres spredning i princippet er universel, er et søgsmål med påstand om berigtigelse af oplysningerne og fjernelse af kommentarerne imidlertid sammenhængende og kan ikke adskilles og følgelig kun anlægges ved en ret, der har kompetence til at træffe afgørelse om helheden af en påstand om erstatning og ikke ved en ret, der ikke har en sådan kompetence (32). Ifølge denne konklusion skal ethvert søgsmål med påstand om berigtigelse eller fjernelse af det indhold, der er lagt ud på internettet (33), anlægges ved en ret, som har en ubegrænset stedlig kompetence, som først skal udpeges på grundlag af den relevante lovgivning, i det foreliggende tilfælde de østrigske kompetenceregler sammenholdt med artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012. Det er derfor ikke længere nødvendigt at overveje rækkevidden af denne rets kompetence.

66.      På baggrund af ovenstående foreslår jeg, at det tredje præjudicielle spørgsmål ikke antages til realitetsbehandling.

 Forslag til afgørelse

67.      Henset til det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, som Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) har forelagt, således:

»1)      Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet

skal fortolkes således, at

operatøren af en streamingplatform, der foretager en overføring til almenheden af en tv-udsendelse på internettet, når brugerne omgår geoblokeringen ved brug af en tjeneste i form af et virtuelt privat netværk (VPN), således at de beskyttede værker er tilgængelige i EU uden tilladelse fra rettighedshaveren af denne platform, ikke handler i strid med den i denne bestemmelse fastsatte eneret til overføring til almenheden; en sådan operatør krænker dog omvendt denne rettighed, når de beskyttede værker gøres tilgængelige på denne platform uden begrænsning i EU uden rettighedshaverens tilladelse.

2)      Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29

skal ligeledes fortolkes således, at

at en enhed, som er tilknyttet operatøren af en streamingplatform, på hvilken der stilles ophavsretligt beskyttede værker til rådighed – hvilken enhed reklamerer for denne platform, og indgår kontrakter med og betjener kunder i forbindelse med de tjenester, som denne operatør leverer, men hverken har indflydelse på det indhold, der stilles til rådighed på denne platform, eller på de adgangsbegrænsninger, der anvendes på dette indhold med henblik på at beskytte tredjemands ophavsrettigheder – ikke foretager en overføring til almenheden i denne bestemmelses forstand.

1 –      Originalsprog: polsk.

2 –      EUT 2012, L 351, s. 1.

3 –      EFT 2001, L 167, s. 10.

4 –      Brugeren opererer på internettet under VPN-serverens IP-adresse og placering.

5 –      Min fremhævelse. I originalen »oder«.

6 –      Det skal i denne forbindelse præciseres, således som Kommissionen med rette har anført, at der ikke er tale om en platform, der har til formål at offentliggøre brugernes indhold, men om et websted, hvor operatøren fuldt ud beslutter, hvilket indhold der skal gøres tilgængeligt dér.

7 –      Dom af 7.3.2013, ITV Broadcasting m.fl. (C‑607/11, EU:C:2013:147, domskonklusionens punkt 1).

8 –      Dom af 7.3.2013, ITV Broadcasting m.fl. (C‑607/11, EU:C:2013:147, præmis 39).

9 –      Som det er tilfældet i den foreliggende sag, hvor en tv-udsendelse, der er rettet mod Serbien, via internettet også er tilgængelig uden for dette område, navnlig i EU.

10 –      For mere information om geoblokering og de juridiske konsekvenser af at omgå dem, se.: T. Kra-Oz, »Geoblocking and the Legality of Circumvention«, IDEA – The Journal of the Franklin Pierce Center for Intellectual Property, bind 57 (2017), s. 385-430; M. Trimble, »Copyright and Geoblocking: The Consequences of Eliminating Geoblocking«, Boston University Journal of Science & Technology Law, bind 25 (2019), s. 476-502.

11 –      Domskonklusionens punkt 1. Min fremhævelse.

12 –      Dom af 13.2.24014, Svensson m.fl. (C‑466/12, EU:C:2014:76, præmis 27 og 28).

13 –      Dvs. en slags instrument til forvaltning af digitale rettigheder.

14 –      Dom af 13.2.24014, Svensson m.fl. (C‑466/12, EU:C:2014:76, præmis 27 og 31).

15 –      Jf. i denne retning dom af 16.11.2016, Soulier og Doke (C‑301/15, EU:C:2016:878, præmis 36).

16 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12.12.2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EUT 2006, L 376, s. 28).

17 –      Dom af 10.11.2016, Vereniging Openbare Bibliotheken (C‑174/15, EU:C:2016:856, præmis 51-53 og domskonklusionens punkt 1).

18 –      Domskonklusion. Min fremhævelse.

19 –      Dom af 9.3.2021, VG Bild-Kunst (C‑392/19, EU:C:2021:181, præmis 42-43).

20 –      Her er der selvfølgelig tale om formidlere i form af VPN-tjenesteudbydere. Der er imidlertid tale om formidlere for internetadgang og ikke specifikt for deling af ophavsretligt beskyttede værker. Der er dog tale om formidlere af internetadgang, og ikke specifikt af overføring af ophavsretligt beskyttede værker. De synes at være den slags formidlere som omhandlet i artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EUT 2000, L 178, s. 1).

21 –      Jf. i denne retning dom af 26.4.2017, Stichting Brein (C‑527/15, EU:C:2017:300, præmis 31).

22 –      Jf. mit forslag til afgørelse Stim og SAMI (C‑753/18, EU:C:2020:4, præmis 24-35).

23 –      Dom af 2.4.2020, Stim og SAMI (C‑753/18, EU:C:2020:268, domskonklusion).

24 –      Dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando (C‑682/18 og C‑683/18, EU:C:2021:503, domskonklusionens punkt 1).

25 –      Dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando (C‑682/18 og C‑683/18, EU:C:2021:503, præmis 77-79).

26 –      Dom af 22.1.2015, Hejduk (C‑441/13, EU:C:2015:28, domskonklusion).

27 –      Dom af 17.10.2017, Bolagsupplysningen og Ilsjan (C‑194/16, EU:C:2017:766, domskonklusion).

28 –      Eller på grundlag af den tilsvarende bestemmelse i artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), som blev ophævet og erstattet af forordning 1215/2012.

29 –      Jf. i denne retning mit forslag til afgørelse i sag Glawischnig-Piesczek (C‑18/18, EU:C:2019:458, punkt 85-86 samt fodnote 42 og den deri nævnte litteratur).

30 –      Den forelæggende ret har i sin anmodning ikke forklaret, på hvilket grundlag de østrigske retter anser sig for at have kompetence til at behandle søgsmålet mod GO4YU Beograd. Der synes dog at være mulighed for at sagsøge en person, der er etableret i et tredjeland, i østrigsk ret (jf.: T. Petz, i: K. Toshiyuki, »Intellectual Property and Private International Law: Comparative Perspectives«, Bloomsbury Publishing (UK), 2012, s. 310 ff.).

31 –      I den foreliggende sag finder artikel 8, nr. 1, i forordning nr. 1215/2021 ikke anvendelse, da denne artikel, ligesom forordningens artikel 7, kun finder anvendelse på sagsøgte, som har bopæl (hjemsted) i en af medlemsstaterne (jf. tilsvarende dom af 11.4.2013, Sapir m.fl., C‑645/11, EU:C:2013:228, domskonklusionens punkt 3).

32 –      Dom af 17.10.2017, Bolagsupplysningen og Ilsjan (C‑194/16, EU:C:2017:766, præmis 48).

33 –      Det samme gælder i analogi hermed anmodningen om forbuddet mod at gøre ophavsretligt beskyttede værker tilgængelige online.