1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af begrebet »affald« i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2008/98 ( 2 ) og de betingelser, hvorunder affaldsfasens ophør indtræder for udgravningsmateriale – i form af ikke-forurenet jord af højeste kvalitet – i henhold til direktivets artikel 6. Sagen ligger i forlængelse af domme som Tallinna Vesi-dommen ( 3 ) og dommen i sagen Sappi Austria Produktion og Wasserverband »Region Gratkorn-Gratwein« ( 4 ), hvor Domstolen fortolkede de samme bestemmelser i forhold til henholdsvis slam og spildevand.

2.

Anmodningen er indgivet under en sag mellem Porr Bau GmbH og Bezirkshauptmannschaft Graz-Umgebung (den regionale administrative myndighed for Graz og omegn, herefter »sagsøgte«). Sagen angår en administrativ afgørelse, hvori opgravet jord, som visse landbrugere havde bestilt hos et byggefirma i Østrig med henblik på udjævning og forbedring af deres dyrkningsarealer, blev anset for at udgøre affald, hvorfor der blev opkrævet betaling herfor, selv om det i medfør af østrigsk ret var blevet klassificeret som ikke-forurenet materiale i den højeste kvalitetsklasse.

3.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, hvorvidt artikel 6 i direktiv 2008/98, fortolket i lyset af direktivets formål, er til hinder for en national ordning, hvorefter affaldsfasens ophør for ikke-forurenet opgravet jord af højeste kvalitet først indtræder, når i) jorden anvendes direkte som substitution for råstoffer, og ii) indehaveren opfylder visse formelle betingelser såsom registrerings- og dokumentationsforpligtelser. Indledningsvis har den forelæggende ret rejst spørgsmålet, om ikke-forurenet opgravet jord af højeste kvalitet, som er leveret af et byggefirma med henblik på forøgelse af udbyttet fra dyrkningsarealer, er at anse for »affald« som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2008/98 eller alternativt som et »biprodukt« som omhandlet i direktivets artikel 5, stk. 1.

4.

Ifølge artikel 1 i direktiv 2008/98 i den affattelse, som finder anvendelse i hovedsagen ( 5 ), fastsætter dette direktiv »foranstaltninger, der skal beskytte miljøet og menneskers sundhed ved at forebygge eller mindske de negative følger af affaldsproduktion og -håndtering og ved at mindske de samlede følger af ressourceanvendelse og forbedre effektiviteten af anvendelsen af ressourcer«.

5.

Artikel 3 med overskriften »Definitioner« i direktiv 2008/98 fastsætter i nr. 1), 15) og 16) følgende definitioner af begreberne »affald«, »nyttiggørelse« og »forberedelse med henblik på genbrug«:

[…]

[…]«

6.

Artikel 4 med overskriften »Affaldshierarki« i direktiv 2008/98 bestemmer:

»1.   Følgende affaldshierarki skal tjene som en prioritetsrækkefølge for lovgivning og politikker om affaldsforebyggelse og -håndtering:

[…]«

7.

Artikel 5 med overskriften »Biprodukter« i direktiv 2008/98 foreskriver:

»1.   Et stof eller en genstand, der er resultatet af en produktionsproces, som ikke primært sigter mod fremstilling af dette stof eller denne genstand, kan kun anses for ikke at være affald i henhold til artikel 3, nr. 1), men et biprodukt, hvis følgende betingelser er opfyldt:

[…]«

8.

Artikel 6 med overskriften »Affaldsfasens ophør« i direktiv 2008/98 bestemmer:

»1.   Visse særlige former for affald ophører med at være affald, jf. artikel 3, nr. 1), når det har gennemgået en nyttiggørelsesoperation, herunder genanvendelse, og opfylder de særlige kriterier, der udarbejdes i henhold til følgende betingelser:

Kriterierne skal om nødvendigt omfatte grænseværdier for forurenende stoffer og skal tage hensyn til stoffets eller genstandens miljøskadelige virkninger.

[…]

4.   Hvis der ikke er fastsat kriterier på fællesskabsplan efter proceduren i stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne fra sag til sag beslutte, om affaldsfasen er ophørt, under hensyntagen til relevant retspraksis. […]«

9.

Formålet med og den grundlæggende forpligtelse i medfør af direktiv 2008/98 fastsættes i artikel 13:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affaldshåndtering foretages, uden at menneskets sundhed bringes i fare, uden at miljøet skades, […]«

10.

Artikel 28 med overskriften »Affaldshåndteringsplaner« i direktiv 2008/98 bestemmer, at medlemsstaterne sikrer, at deres kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 1, 4, 13 og 16 udarbejder en eller flere affaldshåndteringsplaner.

11.

De relevante bestemmelser i Abfallwirtschaftsgesetz 2002 (østrigsk forbundslov om affaldshåndtering af 2002, herefter »lov om affaldshåndtering«), der gennemfører direktiv 2008/98, har følgende ordlyd:

»Definitioner

§ 2, stk. 1 I forbindelse med anvendelsen af [loven om affaldshåndtering] forstås ved affald ethvert løsøre,

[…]

Stk. 5 I forbindelse med anvendelsen af [lov om affaldshåndtering]

[…]

[…]

Affaldsfasens ophør

§ 5, stk. 1 Medmindre andet følger af en bestemmelse, som § 5, stk. 2, henviser til, eller af en bestemmelse, som artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/98/EF om affald henviser til, skal eksisterende stoffer betragtes som affald, indtil disse stoffer eller stoffer, som er direkte udvundet heraf, anvendes som substitution for råstoffer eller produkter fremstillet af primære råstoffer. I forbindelse med forberedelse med henblik på genbrug som omhandlet i § 2, stk. 5, nr. 6, indtræder affaldsfasens ophør, når nyttiggørelsesoperationen er tilendebragt.

[…]

Forbundsplan for affaldshåndtering

§ 8, stk. 1 Med henblik på at opnå formålet med og håndhæve principperne i [lov om affaldshåndtering] udarbejder forbundsministeren for landbrug, skovbrug, miljø og vandforsyning mindst hvert sjette år en forbundsplan for affaldshåndtering.

[…]«

12.

Bundesabfallwirtschaftsplan 2011 (østrigsk forbundsplan for affaldshåndtering af 2011, herefter »forbundsplan for affaldshåndtering«), der er vedtaget med henvisning til artikel 28 i direktiv 2008/98 og til § 8, stk. 1, i lov om affaldshåndtering, fastsætter konkrete betingelser med henblik på nedbringelse af affaldsmængden, affaldsforureningen og affaldets skadelige virkninger på miljø og sundhed og med henblik på miljørigtig og økonomisk nyttiggørelse af affald.

13.

Det følger af § 1 i Altlastensanierungsgesetz 1989 (østrigsk forbundslov af 1989 om rensning af forurenede arealer, herefter »lov om rensning af forurenede arealer«), som ændret, at lovens formål er »finansiering af sikring og rensning af forurenede arealer som omhandlet i [loven]«. Det fremgår navnlig af § 3, at der opkræves en afgift, »Altlastenbeitrag« (afgift på forurenede arealer), for langtidsdeponering på eller i jorden, bl.a. ved udfyldning af ujævnt terræn og tilpasninger af terrænet. Affaldet er dog undtaget fra denne forpligtelse, når materialet anvendes i overensstemmelse med betingelserne i forbundsplanen for affaldshåndtering. § 10 i loven om rensning af forurenede arealer foreskriver tillige en procedure, hvorved det ved administrativ afgørelse fastsættes, hvorvidt de materielle betingelser for betaling af afgiften for forurenede arealer er opfyldt.

14.

Porr Bau, der er sagsøger i hovedsagen, er et byggefirma med forretningssted i Østrig. I juli 2015 anmodede nogle lokale landbrugere byggefirmaet om at levere opgravet jord og fordele det på deres grunde. Hensigten med landbrugernes anmodning var en udjævning af terrænet og en forbedring af dyrkningsarealerne og dermed udbyttet.

15.

Den dag, hvor landbrugerne rettede henvendelse til Porr Bau, var byggefirmaet ikke sikker på, at det ville være i stand til at efterkomme deres anmodning. Porr Bau leverede først det efterspurgte materiale efter udvælgelsen af et relevant byggeprojekt og udtagning af jordprøver. Jorden blev i denne forbindelse klassificeret som kvalitetsklasse A1, dvs. den højeste kvalitetsklasse for ikke-forurenet opgravet jord i henhold til forbundsplanen for affaldshåndtering. Den pågældende jordkvalitet er i henhold til østrigsk ret anvendelig og kvalificeret til tilpasning og udvikling af arealer. Porr Bau modtog også betaling for at udføre arbejdet med henblik på forbedring af jorden og de relevante dyrkningsarealer.

16.

Den 4. maj 2018 anmodede Porr Bau med henvisning til loven om rensning af forurenede arealer sagsøgte om at erklære, at den opgravede jord, der blev leveret til landbrugerne, ikke udgjorde affald. Byggefirmaet anmodede alternativt om, at den pågældende jord blev undtaget fra afgiftsforpligtelsen for anvendelse af affald.

17.

Den 14. september 2020 traf sagsøgte afgørelse om, at den relevante opgravede jord udgjorde affald som omhandlet i § 2, stk. 1, i lov om affaldshåndtering. Det var tillige myndighedens opfattelse, at affaldsfasens ophør ikke var indtrådt for jorden, hvilket navnlig skyldtes, at visse formelle betingelser i medfør af forbundsplanen for affaldshåndtering ikke var opfyldt. Myndigheden traf derfor afgørelse om, at byggefirmaet ikke kunne fritages for betaling af afgiften for anvendelsen af affald.

18.

Landesverwaltungsgericht Steiermark (den regionale forvaltningsdomstol i Steiermark, Østrig), for hvilken der er anlagt sag til prøvelse af myndighedens afgørelse, nærer tvivl om den vurdering, som sagsøgte har foretaget.

19.

Den forelæggende ret nærer navnlig tvivl om den fortolkning af begrebet »affald«, som myndigheden har lagt til grund, og om anvendelsen heraf på ikke-forurenet opgravet jord af højeste kvalitet såsom den relevante jord i den foreliggende sag. Den forelæggende ret har tillige anført, at affaldsfasens ophør for udgravningsmateriale i henhold til østrigsk ret først indtræder, når materialet er blevet anvendt direkte som substitution for råstoffer eller for produkter fremstillet af primære råstoffer. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt den nationale ordning indskrænker muligheden for at opnå affaldsfasens ophør i videre omfang end artikel 6 i direktiv 2008/98 for så vidt angår ikke-forurenet jord af højeste kvalitet. Den forelæggende ret har tillige bemærket, at opfyldelsen af visse formelle betingelser, navnlig registrerings- og dokumentationsforpligtelser, er en forudsætning i østrigsk ret for at opnå affaldsfasens ophør. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om forpligtelsen til at opfylde disse betingelser for så vidt angår ikke-forurenet opgravet jord af højeste kvalitet, som efter den forelæggende rets opfattelse er uden miljømæssig relevans, er i strid med artikel 6 i direktiv 2008/98.

20.

På denne baggrund har Landesverwaltungsgericht Steiermark (den regionale forvaltningsdomstol i Steiermark) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21.

Med sin anmodning ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national ordning, hvorefter affaldsfasens ophør for udgravningsmateriale som udgangspunkt først indtræder, når affald anvendes direkte som substitution for råstoffer eller er blevet forberedt til genanvendelse, og for så vidt angår udgravningsmateriale når udgravningsmaterialet er blevet anvendt direkte som substitution for råvarer, mens indehaveren har opfyldt visse formelle betingelser såsom registrerings- og dokumentationsforpligtelser.

22.

Jeg skal indledningsvis gøre opmærksom på, at den forelæggende ret i forelæggelsesafgørelsen har udtrykt tvivl om, hvorvidt ikke-forurenet opgravet jord, der i medfør af national ret er klassificeret som højeste kvalitetsklasse, er at anse for affald som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2008/98. Anvendelsen af direktivets artikel 6 forudsætter dog, at et stof eller materiale på forhånd er kvalificeret som affald. Selv om denne problemstilling ikke direkte kommer til udtryk i de forelagte spørgsmål, vil jeg først undersøge, hvorvidt en byggevirksomheds levering af ikke-forurenet opgravet jord af højeste kvalitet under omstændighederne i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal anses for affald. Jeg vil tillige under bedømmelsen behandle den problemstilling, som parterne har drøftet i retsmødet for Domstolen, om, hvorvidt den leverede jord i stedet skal anses for et biprodukt som omhandlet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98.

23.

Med udgangspunkt i en antagelse om, at det i hovedsagen omhandlede materiale er at anse for affald, behandler jeg herefter de tre forelagte spørgsmål samlet. Disse spørgsmål skal læses som en anmodning om en afgørelse af, hvorvidt den pågældende nationale ordning er forenelig med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98, når det alene er muligt at opnå affaldsfasens ophør som følge af nyttiggørelse af ikke-forurenet opgravet jord af højeste kvalitet i tilfælde, hvor jorden anvendes som substitution for råstoffer, og visse formelle betingelser, såsom registrerings- og dokumentationsforpligtelser, opfyldes.

24.

Før jeg undersøger, om ikke-forurenet opgravet jord i medfør af henholdsvis artikel 3, nr. 1), og artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98 skal anses for affald eller alternativt et biprodukt, skal det kort påpeges, at direktivets artikel 2, stk. 1, litra c), ikke finder anvendelse på ikke-forurenet jord og andet naturligt forekommende materiale, der er opgravet i forbindelse med anlægsvirksomhed, når det er sikkert, at materialet i sin naturlige tilstand vil blive anvendt til anlægsvirksomhed på det sted, hvor det er blevet opgravet.

25.

Da det fremgår af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede opgravede jord ikke blev deponeret ved opgravningsstedet, er jorden ikke omfattet af artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/98, og jorden skal således behandles med udgangspunkt i direktivets definition af affald og bestemmelser om biprodukter ( 6 ).

26.

Begrebet »affald« defineres i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2008/98 som ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter at skille sig af med (subjektivt affald), eller som indehaveren er forpligtet til at skille sig af med (objektivt affald). Begrebet affald er i vid udstrækning blevet fortolket af Domstolen, der har fastsat relevante kriterier som udgangspunkt for en afgørelse af, om et stof eller en genstand, herunder materiale, skal anses for affald i medfør af bestemmelsen ( 7 ).

27.

I overensstemmelse med Domstolens faste praksis afhænger kvalificeringen af stoffet eller genstanden som affald i begrebets subjektive betydning navnlig først og fremmest af indehaverens handlemåde og af, hvorledes udtrykket »skille sig af med« skal forstås ( 8 ). Dette begreb og begrebet »affald« udgør EU-retlige begreber, der under hensyn til formålet med direktiv 2008/98 om at minimere de negative virkninger af affaldsproduktion og -håndtering for menneskers sundhed og miljøet ikke kan fortolkes indskrænkende ( 9 ).

28.

Domstolen har tillige fremhævet, at undersøgelsen af, om et stof eller en genstand udgør »affald« i direktiv 2008/98’s forstand, skal foretages på grundlag af samtlige sagens omstændigheder, hvorved der skal tages hensyn til direktivets formål, og det skal påses, at dets virkning ikke begrænses ( 10 ).

29.

Blandt de omstændigheder, der kan udgøre et indicium for, at der foreligger affald, er for det første, om et stof eller en genstand er et restprodukt fra en produktion, dvs. et produkt, der ikke som sådan er søgt fremstillet ( 11 ). Der skal ifølge Domstolen særligt tages hensyn til den omstændighed, at den pågældende genstand eller det pågældende stof ikke, eller ikke længere, er til nogen nytte for indehaveren, således at denne genstand eller dette stof udgør en byrde, som indehaveren søger at skille sig af med ( 12 ). Metoden til behandling af eller anvendelsesmåden for et stof er ligeledes ikke afgørende for, om stoffet klassificeres som »affald«. Endelig udelukker affaldsbegrebet ikke stoffer og genstande, der vil kunne genanvendes økonomisk ( 13 ).

30.

Domstolen har tillige i medfør af tidligere praksis udviklet begrebet »biprodukt« fortrinsvis på grundlag af fortolkningen af direktiv 75/442 ( 14 ). Den pågældende praksis er nu fastsat i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98, der navnlig henviser til et stof eller en genstand, som indehaveren ikke agter at skille sig af med som følge af den økonomiske fordel, der kan opnås ved genanvendelse heraf, og som således ikke kan anses for en byrde og dermed for affald. Ifølge Domstolen er det på ingen måde berettiget at lade de strenge krav i direktiv 2008/98, der vedrører miljøet eller menneskers sundhed, omfatte stoffet eller genstanden, som indehaveren har til hensigt at udnytte eller markedsføre på fordelagtige betingelser under en efterfølgende nyttiggørelse ( 15 ).

31.

Det tilkommer selvsagt den forelæggende ret, der alene har kompetence til at bedømme de i hovedsagen omhandlede faktiske omstændigheder, med udgangspunkt i den ovenfor nævnte retspraksis at efterprøve, hvorvidt en indehaver af udgravningsmateriale, navnlig ikke-forurenet jord af højeste kvalitet, agter at skille sig af materialet, hvorved der er tale om affald, eller at udnytte materialet på fordelagtige betingelser, hvorved der er tale om et biprodukt ( 16 ). Jeg opfordrer derfor Domstolen til at give den forelæggende ret følgende vejledning, hvorved den forelæggende ret vil være i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Denne vejledning tager udgangspunkt i de konkrete omstændigheder, der efter ikke må ignoreres i en situation som den i hovedsagen omhandlede.

32.

Allerførst vil jeg gerne påpege, at ifølge den østrigske regering er den afgørelse, som sagsøgte har truffet, hvorefter den pågældende jord er at anse for affald, truffet i overensstemmelse med retspraksis ved Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) vedrørende begrebet »affald« som omhandlet i § 2, stk. 1, i lov om affaldshåndtering ( 17 ). Ifølge den nævnte domstol ønsker den ansvarlige for et anlægsprojekt, der omfatter opgravning eller nedrivning af materialer, som udgangspunkt at færdiggøre projektet uden hindringer i form af disse materialer. Materialerne fjernes således fra området, fordi man ønsker at skille sig af med dem.

33.

Jeg deler den opfattelse, hvorefter den praksis, der er fastsat ved Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) og efterfølgende fulgt i den anfægtede afgørelse, som udgangspunkt kan tjene som generel regel ved afgørelsen af, om udgravningsmateriale, der stammer fra anlægsvirksomhed, skal anses for affald. Som anført i punkt 28 ovenfor forudsætter vurderingen af, om der foreligger affald som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2008/98, dog ifølge Domstolens praksis, at der tages hensyn til alle relevante omstændigheder i en given sag ( 18 ). Dette medfører, at den generelle regel alene finder anvendelse, når den er relevant for omstændighederne i den pågældende sag.

34.

Jeg er i modsætning til den østrigske regering og Europa-Kommissionen af den opfattelse, at der i den foreliggende sag bør tages hensyn til visse faktuelle omstændigheder ved vurderingen af et byggefirmas konkrete hensigt for så vidt angår genanvendelse af materiale, der på forhånd er opgravet. Disse omstændigheder omfatter eksempelvis lokale operatørers forudgående efterspørgsel på det materiale, som skal opgraves, når materialet kan markedsføres efter omhyggelig udvælgelse og kvalitetstest. Det kan navnlig ikke udelukkes, at et byggefirma vælger at undersøge muligheder for at opnå en indtægt fra egne aktiviteter frem for at anse udgravningsmaterialet for et restprodukt eller en byrde, der bør bortskaffes, og navnlig ikke, når det pågældende materiale er klassificeret som højeste kvalitet af ikke-forurenet jord.

35.

Den foreliggende sag er da også et eksempel på en situation, hvor et byggefirma med henblik på økonomisk vinding ønsker at udnytte frem for at skille sig af med opgravet materiale. Dette underbygges af, at det var en række lokale landbrugere, der oprindeligt kontaktede Porr Bau for at få firmaet til at udsprede den opgravede jord over deres grunde med det formål at udjævne og at forbedre deres landbrugsjord. Selv om der på det tidspunkt, hvor landbrugerne kontaktede Porr Bau, ikke var sikkerhed for, at firmaet ville være i stand til at opfylde deres anmodning, fandt byggefirmaet som følge af landbrugernes initiativ anledning til at udvælge et passende byggeprojekt, hvor firmaet foretog jordprøver. Det fremgår tillige af forelæggelsesafgørelsen, at jorden blev kvalitetstestet, og at den efterfølgende blev klassificeret som ikke-forurenet materiale af højeste kvalitet, hvorved den i henhold til østrigsk ret anses for anvendelig og kvalificeret til tilpasning og udvikling af arealer. På foranledning af landbrugerne modtog Porr Bau tillige betaling for arbejdet, der blev udført med henblik på forbedring af de relevante grunde og dyrkningsarealer.

36.

Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan man således ikke umiddelbart konkludere, at et byggefirma har til hensigt at skille sig af med opgravet jord, der er blevet omhyggeligt udvalgt, undergivet en kvalitetskontrol og leveret som ikke-forurenet materiale af højeste kvalitet efter en konkret anmodning fra lokale operatører, der har brug for materialet. Efter min opfattelse kan det heller ikke antages, at et byggefirma som udgangspunkt ønsker at skille sig af med al opgravet jord. Det kan trods alt ikke udelukkes, at materialet kan anvendes i samme byggeprojekt, hvorved det, som anført i punkt 24 ovenfor, ikke ville være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/98.

37.

Med forbehold for den forelæggende rets prøvelse er det i lyset af ovenstående betragtninger min opfattelse, at Domstolen bør træffe afgørelse om, at ikke-forurenet opgravet jord af højeste kvalitet i en sag som den foreliggende ikke skal anses for affald som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2008/98.

38.

I overensstemmelse med Porr Baus skriftlige indlæg viser en nærmere analyse af sagen derimod, at jord som den i hovedsagen omhandlede opfylder betingelserne i medfør af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98 for at udgøre et biprodukt.

39.

Det bør i denne forbindelse fremhæves, at et stof eller en genstand, der er resultatet af en produktionsproces, som ikke primært sigter mod fremstilling af dette stof eller denne genstand, kan anses for ikke at være affald, men for at være et biprodukt. Det forudsætter i medfør af bestemmelsen, at følgende fire betingelser er opfyldt: i) Det er sikkert, at stoffet eller genstanden videreanvendes, ii) stoffet eller genstanden kan anvendes direkte uden anden yderligere forarbejdning, end hvad der er normal industriel praksis, iii) stoffet eller genstanden fremstilles som en integrerende del af en produktionsproces, og iv) videreanvendelse er lovlig. Betingelserne skal kort undersøges i lyset af de oplysninger, der fremgår af sagsakterne.

40.

For så vidt angår for det første spørgsmålet om, hvorvidt opgravet jord kan anses for at udgøre et »stof eller en genstand, der er resultatet af en produktionsproces, som ikke primært sigter mod fremstilling af dette stof eller denne genstand« som omhandlet i artikel 5, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2008/98, er det vigtigt at erindre, at Domstolen i sin faste retspraksis vedvarende har vurderet, at »materialer eller råstoffer hidrørende fra en udvindings- eller fremstillingsproces« ikke kan antages at være et restprodukt, men et biprodukt ( 19 ). Som jeg allerede har bemærket, udgør den pågældende praksis grundstenen for begrebet »biprodukt«, der efterfølgende er fastsat i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98, hvori begreberne »udvindings- eller fremstillingsproces« anvendes frem for begrebet »produktionsproces«.

41.

Det er i modsætning til den opfattelse, som den østrigske regering i det væsentlige har fremført i sine bemærkninger, min vurdering, at der ikke er grundlag for at antage, at EU-lovgiver, da Domstolens praksis blev fastsat ved begrebet »produktionsproces«, havde til hensigt at begrænse betegnelsen biprodukt til sekundære genstande, der stammer fra en industriel produktion. En produktionsproces defineres af økonomer derimod sædvanligvis som en proces, hvorunder produktionselementerne, dvs. kapital, arbejdskraft, teknologi og jord (input) omdannes til goder og ydelser (output) ( 20 ). Jord kan således indgå i en produktionsproces, hvilket medfører, at et sekundært produkt, der opstår under omdannelse af jorden, herunder opgravet jord, skal anses for omfattet af begrebet »biprodukt«, såfremt det opfylder de yderligere betingelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98.

42.

Jeg ønsker i denne forbindelse at henlede Domstolens opmærksomhed på Brady-dommen ( 21 ). I forbindelse med en fortolkning af direktiv 75/442 fastslog Domstolen i den nævnte dom, at gylle, der er produceret i landbrug som et sekundært produkt og solgt til andre landbrugere med henblik på genanvendelse som gødning, kan anses for et biprodukt. Det kan udledes heraf, at Domstolen endog før vedtagelsen af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98 har vurderet, at output, der stammer fra omdannelse med økonomisk værdi, kan udgøre biprodukter, selv om omdannelsen ikke har fundet sted i en industriel sammenhæng. Jeg vil således opfordre Domstolen til at fortolke begrebet »produktionsproces« således, at det ikke blot dækker den sædvanlige definition af dette begreb, men følger den fortolkning af begrebet »biprodukt«, som fremgår af Domstolens praksis før vedtagelsen af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98.

43.

For så vidt angår den betingelse, hvorefter det skal være sikkert, at stoffet eller genstanden genanvendes, er det, med forbehold af de konkrete prøvelser, som den nationale ret skal foretage, i denne forbindelse tilstrækkeligt at fastslå, at lokale operatører forud for opgravningen af den i hovedsagen omhandlede jord fremsatte en udtrykkelig anmodning om levering af materialet. Anmodningen førte efterfølgende til en aftale om levering af den efterspurgte jord og en aftale om, at byggefirmaet skulle udføre det nødvendige arbejde med den pågældende jord med henblik på udjævning og forbedring af de relevante landbrugsarealer. Den omstændighed, at det på det tidspunkt, hvor landbrugerne først kontaktede Porr Bau, ikke var sikkert, at byggefirmaet kunne opfylde deres anmodning, er i medfør af Domstolens praksis ikke i sig selv til hinder for, at det kan anses for sikkert, at der ville ske yderligere anvendelse af den opgravede jord ( 22 ). Kravet om sikkerhed for genanvendelsen synes nemlig at være opfyldt på et tilstrækkeligt tidligt stadium i den foreliggende sag.

44.

Domstolen har dog fastlagt nyttige kriterier for en konkret vurdering af, om det må anses for tilstrækkeligt sikkert, at materiale som den relevante opgravede jord, der skal fordeles over landbrugsarealer, genanvendes. Disse betingelser, der bl.a. kan udledes af den allerede nævnte Brady-dom, er som følger:

45.

Efter min opfattelse bør Domstolen overveje at lade de betingelser, der er udviklet i Brady-dommen vedrørende videreanvendelse af materiale, der skal fordeles på landbrugsarealer, finde anvendelse i en sag vedrørende opgravet jord som den i hovedsagen omhandlede. Det ville dermed være lettere at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt det er tilstrækkeligt sikkert, at materialet genanvendes som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2008/98. På grundlag af de oplysninger, som den forelæggende ret har formidlet i forelæggelsesafgørelsen, er det faktisk min opfattelse, at de første tre betingelser er opfyldt i hovedsagen. Forelæggelsesafgørelsen indeholder derimod ingen oplysninger om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede opgravede jord straks blev leveret – eller ikke – hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt betingelsen for så vidt angår oplagring af materialet overhovedet finder anvendelse. Under alle omstændigheder skal det dog endnu en gang påpeges, at det tilkommer den forelæggende ret at foretage denne bedømmelse og at træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt den betingelse, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2008/98, skal anses for at være opfyldt.

46.

Med hensyn til de betingelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2008/98, hvorefter stoffet eller genstanden skal anvendes direkte uden anden yderligere forarbejdning, end hvad der er normal industriel praksis, og stoffet eller genstanden skal fremstilles som en integrerende del af en produktionsproces. Det er efter min opfattelse klart, at der ikke inden genanvendelsen er behov for forarbejdning eller behandling af opgravet jord, der leveres med henblik på udjævning af et areal. Det er ikke mindst tilfældet, når den opgravede jord, som nævnt adskillige gange, har været undergivet en kontrol, hvorved jorden i overensstemmelse med national ret blev kvalificeret som ikke-forurenet materiale af højeste kvalitet ( 26 ).

47.

Som jeg allerede har anført i punkt 41 og 42 ovenfor, skal begrebet »produktionsproces«, jf. indledningen til artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98, tillige fortolkes således, at begrebet omfatter omdannelse med økonomisk værdi i videre omfang end den omdannelse, der finder sted i industriel sammenhæng. For så vidt angår den foreliggende sag er det afgørende at erkende, at opgravet jord sædvanligvis er en uundgåelig følge under de første trin i forbindelse med en anlægsaktivitet i økonomisk sammenhæng, der medfører omdannelse af jord. Det følger efter min opfattelse heraf, at opgravet jord skal anses for at være fremstillet som en integrerende del af en produktionsproces som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/98.

48.

Endelig er det efter min opfattelse vigtigt, at Domstolen tillige anlægger en dynamisk opfattelse ved vurderingen af den hyppighed, hvormed et vist produkt leveres af en virksomhed som biprodukt, hvilket i øvrigt ikke er en betingelse, der er direkte angivet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98. Selv i tilfælde, hvor et materiale ikke leveres regelmæssigt som biprodukt – hvilket kunne være tilfældet for så vidt angår Porr Bau og den i hovedsagen omhandlede opgravede jord – bør det ikke lede til den konklusion, at leveringen af det pågældende materiale ikke kan udvikle sig til en aktivitet, der udføres regelmæssigt, hvis dette fører til en økonomisk gevinst for en virksomhed.

49.

Hvad endelig angår betingelsen om, at videreanvendelsen af stoffet eller genstanden skal være lovlig, kræves det i henhold til artikel 5, stk. 1, litra d), i direktiv 2008/98, at stoffet eller genstanden lever op til alle relevante krav vedrørende produkt, miljø og sundhedsbeskyttelse for den pågældende anvendelse og ikke har generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed.

50.

Jeg har i denne forbindelse allerede nævnt, at det kan udledes af de oplysninger, som den forelæggende ret har givet, at den i hovedsagen omhandlede jord efter en kvalitetsvurdering, der blev udført før genanvendelsen, blev klassificeret i den højeste kvalitetsklasse for ikke-forurenet opgravet materiale i henhold til i østrigsk ret, herunder navnlig forbundsplanen for affaldshåndtering. Som anført i punkt 12 ovenfor fastsætter planen for affaldshåndtering konkrete betingelser med henblik på nedbringelse af affaldsmængden, affaldsforurening og affaldets skadelige virkninger på miljø og sundhed. Planen foreskriver tillige, at ikke-forurenet jord af højeste kvalitet er anvendelig og kvalificeret til tilpasning og udvikling af arealer.

51.

Da det således kan udledes af kvalifikationen af den i hovedsagen omhandlede opgravede jord, at jorden er såvel ikke-forurenet som egnet til det specifikke formål arealforbedring, skal den fjerde betingelse tillige anses for at være opfyldt under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede.

52.

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse følger det af ovenstående betragtninger, at et byggefirma, der omhyggeligt udvælger jord, undergiver jorden en kvalitetskontrol og leverer den som ikke-forurenet materiale af højeste kvalitet efter en specifik anmodning fra lokale operatører, der har brug for materialet, ikke agter at skille sig af med det, men snarere må antages at ville anvende det i et forsøg på at opnå økonomisk vinding for virksomheden. Den opgravede jord skal således ikke under de konkrete omstændigheder i den foreliggende sag anses for at være affald som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2008/98.

53.

Det er derimod min opfattelse, at artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98 skal fortolkes således, at ikke-forurenet opgravet jord af højeste kvalitet, der, efter den relevante jord er blevet udvalgt og undergivet en kvalitetskontrol, leveres med henblik på at opfylde en konkret anmodning fra lokale operatører, udgør et biprodukt, såfremt de betingelser, der er fastsat i bestemmelsen, er opfyldt som angivet i de anvisninger, der er givet i de foregående punkter i dette forslag til afgørelse.

54.

Der er som følge af min foregående vurdering ikke behov for at undersøge de tre spørgsmål, som er forelagt af den nationale ret, for så vidt angår fortolkningen af artikel 6 i direktiv 2008/98. Såfremt Domstolen træffer afgørelse om ikke at følge min konklusion, hvorefter den i hovedsagen omhandlede opgravede jord er at anse for et biprodukt, men derimod for affald, fremsætter jeg min bedømmelse af disse tre spørgsmål nedenfor.

55.

Det følger af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98, i den affattelse, der finder anvendelse i den foreliggende sag ( 27 ), at visse særlige former for affald ophører med at være affald, jf. artikel 3, nr. 1), når materialet har gennemgået en nyttiggørelsesoperation, herunder genanvendelse.

56.

I henhold til denne bestemmelse er det tillige en forudsætning for affaldsfasens ophør, at visse konkrete kriterier, der er udarbejdet på grundlag af følgende betingelser, opfyldes: Stoffet eller genstanden skal for det første være almindeligt anvendt til specifikke formål, der skal for det andet findes et marked for eller en efterspørgsel efter et sådant stof eller en sådan genstand, stoffet eller genstanden skal for det tredje opfylde de tekniske krav til de specifikke formål og leve op til den lovgivning og de normer, der er gældende for produkter, og anvendelsen af stoffet eller genstanden må for det fjerde ikke have generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed.

57.

Det følger af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/98, at det fortrinsvist er Kommissionen, der fastsætter de specifikke kriterier for affaldsfasens ophør. Hvis der ikke er fastsat kriterier på EU-plan, kan medlemsstaterne i medfør af artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/98 fra sag til sag beslutte, om affaldsfasen er ophørt.

58.

Det følger tillige af Domstolens praksis, navnlig Tallinna Vesi-dommen, at EU-lovgiver ikke har præciseret arten af foranstaltningerne om, hvornår et stof eller en genstand ophører med at være affald ( 28 ). Medlemsstaterne kan således fastlægge kriterier for affaldsfasens ophør for visse særlige former for affald i en national, almengyldig retsakt ( 29 ). Alternativt kan medlemsstaterne tillige træffe afgørelser fra sag til sag, navnlig på grundlag af anmodninger fra indehavere af det stof eller den genstand, der er klassificeret som affald ( 30 ). Medlemsstaterne kan endog bestemme, at visse typer af affald aldrig ophører med at være affald, og dermed afstå fra at vedtage en lovgivning vedrørende ophørsfasen for dette affald ( 31 ).

59.

Medlemsstaterne skal dog i disse tre sammenhænge sikre, at deres nationale lovgivning – eller det faktum, at medlemsstaten ikke har vedtaget sådan lovgivning – ikke forhindrer gennemførelsen af formålene med direktiv 2008/98. Domstolen har defineret formålene som opfordringen til at anvende affaldshierarkiet i henhold til dette direktivs artikel 4 og, som det fremgår af 8. og 29. betragtning til direktivet, opfordringen til at fremme nyttiggørelsen af affald og anvendelsen af nyttiggjorte materialer for at bevare de naturlige ressourcer og udviklingen af en cirkulær økonomi ( 32 ). De foranstaltninger, der vedtages på grundlag af artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/98, skal tillige være i overensstemmelse med betingelserne i direktivets artikel 6, stk. 1, litra a)-d), og tage hensyn til alle de negative miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser, som stoffet eller genstanden kan have ( 33 ).

60.

Der er i den foreliggende sag enighed mellem parterne om, at det i henhold til § 5, stk. 1, i lov om affaldshåndtering påhviler den forelæggende ret at fastslå, hvornår den i hovedsagen omhandlede ikke-forurenede opgravede jord af højeste kvalitet, som Porr Bau leverede til lokale landbrugere, ophørte med at være affald. Svaret på dette spørgsmål er afgjort relevant, da opkrævning af betaling for deponering af affald i henhold til loven om rensning af forurenede arealer afhænger af, på hvilket tidspunkt det pågældende materiale ophører med at være affald ( 34 ).

61.

Det følger i det væsentlige af § 5, stk. 1, i lov om affaldshåndtering, at affaldsfasens ophør for stoffer eller genstande, der er udvundet af affald, ikke indtræder, før de anvendes direkte som substitution for råstoffer eller produkter fremstillet af primære råstoffer, eller før deres forberedelse med henblik på genbrug er tilendebragt.

62.

Denne bestemmelse i lov om affaldshåndtering finder dog ikke i sin helhed anvendelse for så vidt angår udgravningsmaterialet. Det følger da også af forelæggelsesafgørelsen og er bekræftet af den østrigske regering ( 35 ), at affaldsfasens ophør for udgravningsmateriale først indtræder, når det er blevet anvendt direkte som substitution for råstoffer eller produkter fremstillet af primære råstoffer. Nyttiggørelse gennem forberedelse med henblik på genbrug er derfor ikke mulig for disse materialer som følge af en afgørelse truffet af Østrig på grundlag af den skønsmargen, som medlemsstaterne indrømmes i henhold til artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/98. Derudover følger det af forbundsplanen for affaldshåndtering, at affaldsfasens ophør for udgravningsmateriale først kan indtræde, når formelle betingelser som registrerings- og dokumentationsforpligtelser er blevet opfyldt.

63.

Den foreliggende tvist vedrører først og fremmest parternes uenighed om, hvornår den i hovedsagen omhandlede opgravede jord skal anses for at have været genstand for en nyttiggørelsesoperation i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98. Det er således Porr Baus opfattelse, at den kvalitetskontrol, der er foretaget af materialet med henblik på at konstatere, at materialet er ikke-forurenet jord af den højeste kvalitet, svarer til en »forberedelse med henblik på genbrug« og dermed nyttiggørelse. Byggefirmaet vurderer, hvilket er i overensstemmelse med den opfattelse, som den forelæggende ret har givet udtryk for i forelæggelsesafgørelsen, at en national bestemmelse, der begrænser denne mulighed, må anses for at være i strid med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98. Den østrigske regering har derimod anført, at en kvalitetskontrol af opgravet jord ikke kan anses for en »forberedelse med henblik på genbrug«. Nyttiggørelse kan således ikke anses for at have fundet sted for materialet, før det er anvendt til tilpasning af landbrugsarealer og forbedring af dyrkningsarealer.

64.

Det skal i denne forbindelse for det første påpeges, at det af 22. betragtning til direktiv 2008/98 fremgår, at en nyttiggørelsesoperation med henblik på at nå til affaldsfasens ophør kan være »noget så enkelt som at kontrollere affald for at konstatere, at det opfylder kriterierne for affaldsfasens ophør«.

65.

Denne betragtning kommer konkret til udtryk i artikel 3, nr. 16), i direktiv 2008/98, der formelt definerer »forberedelse med henblik på genbrug« som en operation i form af »kontrol, rengøring eller reparation«, hvor produkter eller produktkomponenter, der er blevet til affald, forberedes, således at de kan genbruges uden anden forbehandling ( 36 ). I samme bestemmelse karakteriseres operationen »forberedelse med henblik på genbrug« som nyttiggørelse. Affald, der gennemgår en operation, hvorunder der sker »forberedelse med henblik på genbrug«, skal således anses for at have opfyldt den første betingelse i medfør af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 for så vidt angår indtræden af affaldsfasens ophør.

66.

Det er derudover værd at notere sig, at »forberedelse med henblik på genbrug« i henhold til artikel 4 i direktiv 2008/98 er nummer to, lige efter forebyggelse, i prioritetsrækkefølgen for affaldshierarkiet, der skal anvendes i forbindelse med affaldslovgivning og -politik.

67.

Affald skal for det andet ikke alene gennemgå en nyttiggørelsesproces som den ovennævnte kontrol som forudsætning for affaldsfasens ophør. Det er for visse typer af affald således en forudsætning for affaldsfasens ophør, at der opnås sikkerhed for, at det relevante produkt ikke er skadeligt ( 37 ). Dette bekræftes yderligere af, således som Domstolen for nylig har konstateret, at affaldsfasens ophør indebærer, at den beskyttelse, som affaldslovgivningen yder miljøet og menneskers sundhed, bortfalder ( 38 ). En nyttiggørelse af affald forudsætter således, at det er muligt at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet ( 39 ), og at betingelserne i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 opfyldes fuldt ud.

68.

Det skal i lyset af ovenstående betragtninger afklares, hvorvidt en national ordning, hvorefter affaldsfasens ophør for ikke-forurenet jord af højeste kvalitet først indtræder, når jorden er anvendt som substitution for råstoffer, og visse formelle betingelser er blevet opfyldt, og ikke når den er blevet kvalificeret som ikke-forurenet og som jord af højeste kvalitet, er forenelig med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98, således som fortolket af Domstolen.

69.

Efter min opfattelse er det på den ene side tilstrækkeligt klart, at en undersøgelse, hvorved det er muligt at bestemme jordkvaliteten af udgravningsmateriale, og om det er ikke-forurenet, ud fra en formel betragtning kan anses for en operation i form af »kontrol«, hvorved den omfattes af begrebet »forberedelse med henblik på genbrug« som defineret i artikel 3, nr. 16), i direktiv 2008/98. Den østrigske regering har gjort gældende, at den form for operation ifølge bestemmelsen alene kan anvendes om »produkter eller produktkomponenter«, og at den opgravede jord i den foreliggende sag ikke kan kvalificeres som sådan. Dette argument bør dog forkastes med samme begrundelse som anført ovenfor i punkt 41 og 42, hvorved Domstolen opfordres til at betragte omdannelse af arealer, f.eks. en anlæggelsesaktivitet, som en produktionsproces og som følge heraf opgravet jord som et produkt af denne aktivitet. Opgravet jord kan dermed være genstand for en forberedelse med henblik på genbrug.

70.

Det tilkommer på den anden side den nationale ret at undersøge, om nødvendigt med udgangspunkt i en videnskabelig og teknisk analyse ( 40 ), hvorvidt en kvalitets- og forureningskontrol af den opgravede jord er relevant med henblik på at udelukke enhver skade på miljøet og menneskers sundhed, og at afgøre, om betingelserne i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98, således som de er beskrevet i punkt 56 ovenfor, er opfyldt. Formålet skulle være at undersøge, om den opgravede jord udgør en potentielt større risiko end tilsvarende råmaterialer til en specifik anvendelse.

71.

Disse betingelser synes i lyset af de faktiske omstændigheder, der er konstateret i forelæggelsesafgørelsen, at være opfyldt i hovedsagen. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen for det første, at det forud for opgravningen blev fastslået, at den ikke-forurenede jord af højeste kvalitet skulle anvendes til et specifikt formål, nemlig til udjævning og genoprettelse af landbrugsarealer. For det andet, at der forelå en konkret efterspørgsel på opgravet jord, navnlig fra de landbrugere, der med henblik herpå henvendte sig til indehavere af ikke-forurenet jord af højeste kvalitet. For det tredje anføres det i forelæggelsesafgørelsen, at den opgravede jord opfyldte de tekniske krav og standarder for udjævning og genoprettelse af landbrugsarealer og var i overensstemmelse med den relevante lovgivning og de relevante standarder. For det fjerde, at anvendelsen af stoffet eller genstanden ikke ville have nogen generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed, da den opgravede jord i henhold til forbundsplanen for affaldshåndtering var af højeste kvalitet. Det bør i denne forbindelse erindres, at den forelæggende ret i forelæggelsesafgørelsen udtrykkeligt har angivet, at den i hovedsagen omhandlede opgravede jord påviseligt lå under de grænseværdier for forurening, der er fastsat i forbundsplanen for affaldshåndtering for den specifikke anvendelse i form af tilpasning og udvikling af arealer.

72.

Jeg vil gerne fremhæve, at ovennævnte fortolkning af artikel 3, nr. 16), og artikel 6 i direktiv 2008/98, hvorefter opgravet jord, der har været undergivet en kvalitetskontrol og i henhold til national ret er blevet klassificeret i den højeste kvalitetsklasse for materialet, ophører med at være affald, sikrer den effektive virkning af direktiv 2008/98, som kræves i henhold til den retspraksis, der er henvist til i punkt 58 ovenfor, hvorefter medlemsstaterne i det væsentlige skal lade affaldsfasens ophør indtræde for stoffer eller genstande, når det bidrager til at opnå formålene med direktiv 2008/98.

73.

I den foreliggende sag må det antages, at en anvendelse af opgravet jord af højeste kvalitet til udjævning og genoprettelse af landbrugsarealer gør det muligt at anvende det affaldshierarki, der er fastsat i artikel 4 i direktiv 2008/98, og navnlig følge opfordringen til nyttiggørelse af affald med det formål at bevare de naturlige ressourcer og fremme udviklingen af en cirkulær økonomi.

74.

Som Porr Bau har anført, kunne den ikke-forurenede opgravede jord af højeste kvalitet, der kan anvendes til forbedring af landbrugsarealer, være blevet bortskaffet på en losseplads i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til direktiv 2008/98 og de nationale retsforskrifter i Østrig, såfremt affaldsfasens ophør ikke kunne anses for indtrådt efter en kvalitetskontrol. Dette ville ikke alene føre til en mulig forringelse af lossepladskapaciteten, men også til forurening af den pågældende jord, der ikke længere ville kunne anvendes til nyttige formål. I øvrigt ville indehaveren af dette affald, i stedet for at anvende affaldshierarkiet og følge opfordringen til at nyttiggøre affald med henblik på bevaring af naturlige ressourcer, i henhold til østrigsk ret blive opkrævet betaling af afgiften for forurenede arealer, hvilket ville være i strid med princippet om, at forureneren betaler, der i henhold til 1. og 26. betragtning til direktivet er et overordnet princip i EU-miljøretten og EU-miljøpolitikken.

75.

Det er som følge heraf min opfattelse, at affaldsfasens ophør for opgravet jord, når jorden har været underlagt kontrol og er blevet klassificeret som ikke-forurenet materiale af højeste kvalitet, opfylder formålene med direktiv 2008/98. National lovgivning, der foreskriver, at affaldsfasens ophør alene kan indtræde, når den pågældende type jord anvendes direkte til erstatning af råmaterialer, og som undtager forberedelse med henblik på genbrug herfra, overskrider den skønsmargen, som medlemsstater råder over, hvilket er uforeneligt med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98.

76.

En tilsvarende tilgang bør anlægges for så vidt angår de formelle betingelser som registrerings- og dokumentationsforpligtelserne, der ifølge den forelæggende ret tillige skal opfyldes for udgravningsmaterialet som forudsætning for affaldsfasens ophør. Der er navnlig behov for at sikre, at de formelle betingelser ikke berører den effektive virkning af direktiv 2008/98. Det betyder med andre ord, at en national ordning, der foreskriver, at affaldsfasens ophør for udgravningsmateriale ikke kan indtræde, såfremt visse formelle betingelser ikke er opfyldt, selv om de betingelser, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 er opfyldt, er til hinder for, at formålene med direktiv 2008/98 kan opnås, og bør derfor undlades anvendt.

77.

Det er ganske vist korrekt, som den østrigske regering har anført, at fastsættelse af formelle betingelser for affaldsfasens ophør ikke er usædvanlig i EU-retten. Medlemsstaterne råder i den forbindelse over en skønsmargen med hensyn til fastsættelse af kriterier for affaldsfasens ophør. Disse formelle betingelser skal dog defineres på en sådan måde, at målene hermed kan nås, uden at formålene med direktiv 2008/98 kompromitteres.

78.

Efter den beskrivelse, som den forelæggende ret har fremlagt i hovedsagen, forekommer dette ikke at være tilfældet i hovedsagen. Som den østrigske regering har anerkendt i sit skriftlige indlæg, fremgik det af den retsakt, der er genstand for søgsmålet ved den forelæggende ret, at affaldsfasens ophør navnlig ikke var indtrådt for den relevante opgravede jord, fordi man ikke havde opfyldt visse formelle betingelser i forbundsplanen for affaldshåndtering. Som jeg har nævnt gentagne gange, har den forelæggende ret dog anført, at den i hovedsagen omhandlede opgravede jord var blevet klassificeret som jord af højeste klasse og påviseligt lå under de grænseværdier for forurening, der er fastsat i den østrigske forbundsplan for affaldshåndtering for den specifikke anvendelse til tilpasning og udvikling af arealer.

79.

De formelle betingelser førte således sagsøgte til at anse ikke-forurenet jord af højeste klasse for affald, hvilket tilskynder til bortskaffelse og anskaffelse af nye råmaterialer i stedet for at tilskynde til genanvendelse af eksisterende materiale. For så vidt som formelle betingelser, der anses for at være uden betydning for miljøet, fører til en afholdelse fra at genanvende ikke-forurenet materiale af højeste kvalitet, skal disse betingelser anses for at være til skade for det affaldshierarki, der er fastsat i artikel 4 i direktiv 2008/98, og dermed den effektive virkning af dette direktiv.

80.

I lyset af de foregående betragtninger skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national ordning, hvorefter affaldsfasens ophør for ikke-forurenet opgravet jord, der er klassificeret som materiale af højeste kvalitet med det specifikke formål at blive anvendt til arealforbedring alene indtræder, når den pågældende jord anvendes direkte som substitution for råstoffer, mens affaldsfasens ophør ikke kan indtræde, før indehaveren har opfyldt visse formelle betingelser, der ikke har nogen miljømæssig relevans såsom registrerings- og dokumentationsforpligtelser.

81.

Jeg foreslår på baggrund af det ovenstående, at Domstolen besvarer de af Landesverwaltungsgericht Steiermark (den regionale forvaltningsdomstol i Steiermark, Østrig) forelagte spørgsmål som følger:

»Artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national ordning, hvorefter affaldsfasens ophør for ikke-forurenet opgravet jord, der er klassificeret som materiale af højeste kvalitet med det specifikke formål at blive anvendt til arealforbedring, alene indtræder, når den pågældende jord anvendes direkte som substitution for råstoffer, mens affaldsfasens ophør ikke kan indtræde, før indehaveren har opfyldt visse formelle betingelser, der ikke har nogen miljømæssig relevans såsom registrerings- og dokumentationsforpligtelser.

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 finder dog ikke anvendelse under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, da artikel 3, nr. 1), og artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98 skal fortolkes således, at ikke-forurenet opgravet jord af højeste kvalitet, der leveres med henblik på at tilgodese en anmodning fra lokale landbrugere om tilpasning og udvikling af arealer, når den pågældende jord er udvalgt hertil og har undergået en kvalitetskontrol, ikke er at anse for affald, men et biprodukt, såfremt de betingelser, der er indeholdt i artikel 5, stk. 1, litra a)-d), i direktiv 2008/98, er opfyldt. Det tilkommer den forelæggende ret at foretage denne bedømmelse.«