I. Indledning

II. Retsforskrifter

A. EU-ret

1. Dublin III-forordningen

2. Eurodacforordningen

3. Kvalifikationsdirektivet

4. Proceduredirektivet

5. Forordning (EF) nr. 1560/2003

B. Italiensk ret

III. Sagens faktiske omstændigheder og anmodningerne om præjudiciel afgørelse

A. Sag C-228/21 22

B. Sag C-254/21

C. Sag C-297/21

D. Sag C-315/21

E. Sag C-328/21

IV. Proceduren for Domstolen

V. Bedømmelse

A. Den fælles folder og den personlige samtale

1. Informationspligten i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4

a) Procedurer for overtagelse og tilbagetagelse i Dublinsystemet

b) Informationspligt i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4 også under tilbagetagelsesproceduren

1) Ordlyd og systematik i Dublin III-forordningens artikel 4

2) Hensigt og formål med Dublin III-forordningens artikel 4

i) Relevansen af oplysningerne i den fælles folder for ansøgere under tilbagetagelsesproceduren

– Ansvarskriterier, som der også skal tages hensyn til under tilbagetagelsesproceduren

– Generel information om Dublinsystemet

ii) Praktiske aspekter

3) Pligt til information, selv om der ikke indgives en ny ansøgning i den anden medlemsstat?

4) Foreløbigt resultat

c) Konsekvenserne af en tilsidesættelse af informationspligten i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4 under tilbagetagelsesproceduren

1) Muligheden for at gøre manglende overholdelse af Dublin III-forordningens artikel 4 gældende i forbindelse med en klage over en afgørelse om overførsel under tilbagetagelsesproceduren

2) Konsekvenser af tilsidesættelser af Dublin III-forordningens artikel 4 for afgørelsen om overførsel

3) Foreløbigt resultat

2. Informationspligten i henhold til Eurodacforordningens artikel 29

a) Informationspligt i henhold til Eurodacforordningens artikel 29 også under tilbagetagelsesproceduren

b) Muligheden for at klage over og konsekvenserne af en tilsidesættelse af informationspligten i henhold til Eurodacforordningens artikel 29 under tilbagetagelsesproceduren

c) Foreløbigt resultat

3. Den personlige samtale i henhold til Dublin III-forordningens artikel 5

a) Pligten til at afholde en personlig samtale i henhold til Dublin III-forordningens artikel 5 også under tilbagetagelsesproceduren

b) Konsekvenserne af en tilsidesættelse af pligten til at afholde en personlig samtale i henhold til Dublin III-forordningens artikel 5 under tilbagetagelsesproceduren

1) Muligheden for at gøre manglende overholdelse af Dublin III-forordningens artikel 5 gældende i forbindelse med en klage over en afgørelse om overførsel under tilbagetagelsesproceduren

2) Konsekvenser af tilsidesættelser af Dublin III-forordningens artikel 5 for afgørelsen om overførsel

i) Muligheden for afhjælpning under retssagen og konsekvenserne af, at der fremlægges nye relevante elementer

ii) Den endelige karakter af afgørelsen om overførsel, hvis den ikke anfægtes

c) Foreløbigt resultat

B. Indirekte refoulement

1. Formodningen om, at alle medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, og betingelserne for at modbevise denne formodning

2. Den diskretionære klausul i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1.

3. Foreløbigt resultat

VI. Forslag til afgørelse

1.

Det fælles europæiske asylsystem hviler på det princip, at en ansøgning om asyl, som en tredjelandsstatsborger eller en statsløs indgiver i Den Europæiske Union, kun bliver behandlet af en enkelt medlemsstat. Hvordan denne medlemsstat afgøres, følger i denne forbindelse af forordning (EU) nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (herefter »Dublin III-forordningen«) ( 2 ).

2.

For at undgå sekundære bevægelser og divergerende resultater er det ifølge denne forordning ikke kun den materielle behandling af selve asylansøgningen, men også proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for denne behandling (i henhold til Dublin III-forordningens artikel 1 og herefter »den ansvarlige medlemsstat«), der kun skal gennemføres af en enkelt medlemsstat.

3.

Dublin III-forordningen er baseret på en bestræbelse på at knytte asylansøgerne til denne procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig ( 3 ). Til dette formål skal de ved hjælp af en fælles folder, som Kommissionen udarbejder, oplyses om Dublinsystemet, proceduren til at afgøre den ansvarlige medlemsstat og ansvarskriterierne. Denne folder skal navnlig give dem mulighed for under proceduren til afgørelse af den ansvarlige medlemsstat at fremlægge oplysninger, som er relevante for denne afgørelse.

4.

Men hvordan forholder det sig så under en tilbagetagelsesprocedure, dvs. hvis en asylansøger efter at have indgivet en asylansøgning i én medlemsstat har forladt denne medlemsstat og indgivet en ny asylansøgning i en anden medlemsstat eller opholder sig dér, hvorefter den anden medlemsstat anmoder den første om at tilbagetage den pågældende? Skal den fælles folder også udleveres af den anden medlemsstat, selv om afgørelsen af den ansvarlige medlemsstat alene skal træffes eller eventuelt allerede er truffet af den første medlemsstat? Og hvis pligten til at udlevere folderen også foreligger under tilbagetagelsesproceduren, hvilke konsekvenser har den manglende overholdelse af denne pligt da for lovligheden af den anden medlemsstats afgørelse om at overføre den pågældende til den første medlemsstat?

5.

Disse spørgsmål, som forskellige italienske domstole har besvaret forskelligt, udgør den første gruppe af spørgsmål i tre af de foreliggende fem anmodninger om præjudiciel afgørelse ( 4 ).

6.

Den anden gruppe af spørgsmål, som stilles i en af disse tre præjudicielle anmodninger og i de to yderligere anmodninger ( 5 ), vedrører princippet om gensidig tillid og dermed kernen i Dublinsystemet. Det drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt domstolene i den anmodende medlemsstat i forbindelse med behandlingen af en afgørelse om overførsel kan prøve, om der i den anmodede medlemsstat er risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, hvis der i denne medlemsstat ikke foreligger systemfejl, som giver anledning til begrundet tvivl om asyl- og retssystemets lovlighed.

7.

Dublin III-forordningen ( 6 ) fastsætter kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne.

8.

3.-5., 14.-19. og 32. betragtning til Dublin III-forordningen er affattet således:

[…]

[…]

9.

Dublin III-forordningens artikel 1 definerer forordningens genstand:

»I denne forordning fastsættes kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (»den ansvarlige medlemsstat«).«

10.

Dublin III-forordningens artikel 2 indeholder »definitioner«, og litra b) definerer en »ansøgning om international beskyttelse« som en ansøgning om international beskyttelse som defineret i artikel 2, litra h), i direktiv 2011/95/EU«.

11.

Dublin III-forordningens artikel 3 har overskriften »Adgang til proceduren for behandling af en ansøgning om international beskyttelse« og er affattet således:

»1.   Medlemsstaterne behandler enhver ansøgning om international beskyttelse fra en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der indgiver en ansøgning på en af medlemsstaternes område, herunder ved grænsen eller i transitområderne. En ansøgning behandles kun af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III.

2.   Kan det ikke på grundlag af kriterierne i denne forordning afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat, som ansøgningen om international beskyttelse indgives til, der er ansvarlig for behandlingen.

Er det umuligt at overføre en ansøger til den medlemsstat, der primært er udpeget som ansvarlig, fordi der er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere i den pågældende medlemsstat, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal den medlemsstat, der træffer afgørelsen, fortsætte med at undersøge kriterierne i kapitel III for at fastslå, om en anden medlemsstat kan udpeges som ansvarlig.

Kan en overførsel ikke gennemføres i medfør af dette stykke til nogen medlemsstat, der er udpeget på grundlag af kriterierne i kapitel III, eller til den første medlemsstat, hvor ansøgningen blev indgivet, bliver den medlemsstat, der træffer afgørelsen, den ansvarlige medlemsstat.

3.   Enhver medlemsstat bevarer muligheden for at sende en ansøger til et sikkert tredjeland under overholdelse af de regler og garantier, som er fastsat i direktiv 2013/32/EU.«

12.

Dublin III-forordningens artikel 4 har overskriften »Retten til information« og fastsætter:

»1.   Så snart en ansøgning om international beskyttelse er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, i en medlemsstat, skal dennes kompetente myndigheder informere ansøgeren om anvendelsen af denne forordning og navnlig om:

2.   De oplysninger, som er omhandlet i stk. 1, skal gives skriftligt på et sprog, som ansøgeren forstår eller med rimelighed formodes at forstå. Medlemsstaterne skal til det formål benytte den fælles folder, som er udarbejdet i henhold til stk. 3.

Når det er nødvendigt for at sikre, at ansøgeren forstår oplysningerne korrekt, skal de også gives mundtligt, f.eks. under den personlige samtale, jf. artikel 5.

3.   Kommissionen udarbejder ved gennemførelsesretsakter en fælles folder samt en særlig folder for uledsagede mindreårige, som mindst indeholder de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1. Den fælles folder skal også indeholde oplysninger vedrørende anvendelsen af forordning (EU) nr. 603/2013 og navnlig det formål, med henblik på hvilket en ansøgers data kan behandles i Eurodac. Den fælles folder udarbejdes på en sådan måde, at den sætter medlemsstaterne i stand til at supplere den med yderligere oplysninger, som er specifikke for den enkelte medlemsstat. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 44, stk. 2.«

13.

Dublin III-forordningens artikel 5 bestemmer, at den medlemsstat, der prøver kompetencen, afholder en personlig samtale med ansøgeren for at lette proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, og regulerer vilkårene for denne samtale. Denne bestemmelses stk. 1 er affattet således:

»1.   For at lette proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, afholder den medlemsstat, som træffer afgørelsen, en personlig samtale med ansøgeren. Samtalen skal også sikre, at de oplysninger, der gives til ansøgeren i overensstemmelse med artikel 4, bliver forstået korrekt.«

14.

Dublin III-forordningens artikel 7, som findes i forordningens kapitel III (»Kriterier til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig«), har overskriften »Kriteriernes rækkefølge« og fastsætter i stk. 1 og 3:

»1.   Kriterierne for afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, finder anvendelse i den rækkefølge, der er fastsat i dette kapitel.

[…]

3.   Med henblik på anvendelsen af kriterierne i artikel 8, 10 og 16 skal medlemsstaterne inddrage alle foreliggende beviser for, at familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer til ansøgeren opholder sig på en medlemsstats område, forudsat at disse beviser fremlægges, inden en anden medlemsstat har accepteret anmodningen om at overtage eller tilbagetage den pågældende i henhold til henholdsvis artikel 22 og 25, og forudsat at der endnu ikke er truffet en første afgørelse med hensyn til substansen om ansøgerens tidligere ansøgninger om international beskyttelse.«

15.

Dublin III-forordningens artikel 8-10 og 16 regulerer afgørelsen af den ansvarlige medlemsstat i tilfælde, navnlig vedrørende mindreårige eller afhængige personer, hvor familiemedlemmer til ansøgere allerede befinder sig i en medlemsstat.

16.

Dublin III-forordningens artikel 17 har overskriften »Diskretionære klausuler« og fastsætter i stk. 1, første afsnit:

»1.   Uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning.«

17.

Dublin III-forordningens artikel 18 har overskriften »Den ansvarlige medlemsstats forpligtelser« og fastsætter følgende:

»1.   Den medlemsstat, der efter denne forordning er ansvarlig, er forpligtet til:

2.   I de tilfælde, der er omfattet af anvendelsesområdet for stk. 1, litra a) og b), skal den ansvarlige medlemsstat behandle eller afslutte behandlingen af den ansøgning om international beskyttelse, som ansøgeren har indgivet.

[…]

Når der kun er givet afslag på ansøgningen i første instans, skal den ansvarlige medlemsstat i de tilfælde, der er omfattet af anvendelsesområdet for stk. 1, litra d), sikre, at den pågældende har eller har haft mulighed for at anvende effektive retsmidler som omhandlet i artikel 46 i direktiv 2013/32/EU.«

18.

Dublin III-forordningens artikel 19 har overskriften »Ansvarets ophør« og er affattet således:

»1.   Udsteder en medlemsstat en opholdstilladelse til en ansøger, overgår de i artikel 18, stk. 1, nævnte forpligtelser til den pågældende medlemsstat.

2.   De i artikel 18, stk. 1, nævnte forpligtelser bortfalder, hvis den ansvarlige medlemsstat, når den anmodes om at overtage eller tilbagetage en ansøger eller en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), kan fastslå, at den pågældende har forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder, medmindre den pågældende har en gyldig opholdstilladelse, som er udstedt af den ansvarlige medlemsstat.

En ansøgning, som indgives efter en fraværsperiode, jf. første afsnit, betragtes som en ny ansøgning, der medfører en ny procedure til fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

3.   De i artikel 18, stk. 1, litra c) og d), anførte forpligtelser bortfalder, hvis den ansvarlige medlemsstat, når den anmodes om at tilbagetage en ansøger eller en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), kan fastslå, at den pågældende har forladt medlemsstaternes område i overensstemmelse med en afgørelse om tilbagesendelse eller udsendelse, som er udstedt efter tilbagetrækningen af eller afslaget på ansøgningen.

En ansøgning, som indgives efter en faktisk udsendelse har fundet sted, betragtes som en ny ansøgning, der medfører en ny procedure til fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.«

19.

Dublin III-forordningens kapitel VI (»Procedurer for overtagelse og tilbagetagelse«) regulerer indledning af proceduren til fastlæggelse af den ansvarlige medlemsstat (afdeling I), proceduren for anmodning om overtagelse i tilfælde af, at en medlemsstat, hvor ansøgning om international beskyttelse er indgivet, anser en anden medlemsstat for ansvarlig for at behandle ansøgningen (afdeling II), samt procedurer for anmodninger om tilbagetagelse i tilfælde af, at en medlemsstat, hvor en person, som allerede tidligere har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, indgiver en ny ansøgning eller opholder sig uden at have en opholdstilladelse, anmoder denne anden medlemsstat om at tilbagetage den pågældende (afdeling III).

20.

Dublin III-forordningens artikel 20 har overskriften »Indledning af proceduren« og er placeret i kapitel VI’s afdeling I, som har samme betegnelse, og dens stk. 1 og 2 og stk. 5, første afsnit, bestemmer:

»1.   Proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, indledes, så snart en ansøgning om international beskyttelse indgives for første gang i en medlemsstat.

2.   En ansøgning om international beskyttelse betragtes som indgivet på det tidspunkt, hvor en af ansøgeren indgivet formular eller en af myndighederne udfærdiget rapport er kommet den pågældende medlemsstats myndigheder i hænde. I tilfælde, hvor der ikke er tale om en skriftlig ansøgning, skal tidsrummet mellem ansøgerens hensigtserklæring og udfærdigelsen af en rapport være så kort som muligt.

[…]

5.   Den medlemsstat, som den første ansøgning om international beskyttelse er indgivet til, skal på de i artikel 23, 24, 25 og 29 fastsatte betingelser og med henblik på at afslutte proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, tilbagetage en ansøger, der opholder sig i en anden medlemsstat uden opholdstilladelse, eller som dér har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse efter at have trukket sin første ansøgning, som er indgivet i en anden medlemsstat, tilbage under proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.«

21.

Dublin III-forordningens artikel 21 hører til afdeling II (»Procedurer for anmodninger om overtagelse«) i forordningens kapitel VI, har overskriften »Indgivelse af en anmodning om overtagelse« og fastsætter følgende i stk. 1:

»1.   Hvis en medlemsstat, som en ansøgning om international beskyttelse indgives til, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan den snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på tre måneder efter, at ansøgningen er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, anmode denne anden medlemsstat om at overtage ansøgeren.

I tilfælde af et hit med data registreret i Eurodac, jf. artikel 14 i forordning (EU) nr. 603/2013, skal anmodningen uanset nærværende stykkes første afsnit sendes senest to måneder efter modtagelsen af hittet, jf. artikel 15, stk. 2, i nævnte forordning.

Fremsættes der ikke anmodning om overtagelse af en ansøger inden for de frister, der er fastsat i første og andet afsnit, påhviler ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse den medlemsstat, som ansøgningen er indgivet til.«

22.

Dublin III-forordningens artikel 23 (»Indgivelse af en anmodning om tilbagetagelse, når en ny ansøgning er indgivet i den anmodende medlemsstat«), artikel 24 (»Indgivelse af en anmodning om tilbagetagelse, når der ikke er indgivet nogen ny ansøgning i den anmodende medlemsstat«) og artikel 25 (»Besvarelse af en anmodning om tilbagetagelse«) er placeret i afdeling III (»Procedurer for anmodninger om tilbagetagelse«) i kapitel VI og fastsætter (uddrag):

»Artikel 23

1. Når en medlemsstat, hvor en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), kan den anmode den anden medlemsstat om at tilbagetage den pågældende.

[…]

3. Når anmodningen om tilbagetagelse ikke fremsættes inden for de frister, som er fastsat i stk. 2, påhviler ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse den medlemsstat, som den nye ansøgning er indgivet til.

Artikel 24

1. Når en medlemsstat, på hvis område en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), opholder sig uden opholdstilladelse, og som ikke har modtaget nogen ny ansøgning om international beskyttelse, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), kan den anmode denne anden medlemsstat om at tilbagetage den pågældende.

Artikel 25

1. Den anmodede medlemsstat foretager den nødvendige kontrol og tager stilling til anmodningen om tilbagetagelse af den pågældende så hurtigt som muligt […]«

23.

Dublin III-forordningens artikel 26 har overskriften »Meddelelse af en afgørelse om overførsel« og er affattet således:

»1.   Når den anmodede medlemsstat accepterer at overtage eller tilbagetage en ansøger eller en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), meddeler den anmodende medlemsstat den pågældende afgørelsen om, at vedkommende skal overføres til den ansvarlige medlemsstat, og i givet fald afgørelsen om ikke at behandle vedkommendes ansøgning om international beskyttelse. Hvis en juridisk rådgiver eller anden rådgiver repræsenterer den pågældende, kan medlemsstaterne vælge at meddele afgørelsen til en sådan juridisk rådgiver eller anden rådgiver i stedet for til den pågældende selv og, hvis det er relevant, give den pågældende meddelelse om afgørelsen.

2.   Den i stk. 1 omhandlede afgørelse skal indeholde oplysninger om de retsmidler, som er til rådighed, herunder om retten til eventuelt at anmode om opsættende virkning, og om fristerne for anvendelse af disse retsmidler og for gennemførelsen af overførslen og omfatter om nødvendigt oplysninger om, hvor og hvornår den pågældende skal møde op, hvis vedkommende selv tager til den ansvarlige medlemsstat.

Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om personer eller enheder, der kan yde retshjælp til den pågældende, videregives til vedkommende sammen med den i stk. 1 omhandlede afgørelse, såfremt disse oplysninger ikke allerede er blevet meddelt.

3.   Hvis den pågældende ikke bistås eller repræsenteres af en juridisk rådgiver eller anden rådgiver, underretter medlemsstaterne vedkommende om de vigtigste elementer i afgørelsen, som altid skal omfatte oplysninger om tilgængelige retsmidler og fristerne for anvendelse af sådanne retsmidler, på et sprog, som den pågældende forstår eller med rimelighed formodes at forstå.«

24.

Dublin III-forordningens artikel 27 har overskriften »Retsmidler«, og dens stk. 1 er affattet således:

»1.   Ansøgeren eller en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), har ret til effektive retsmidler i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold mod en afgørelse om overførsel.«

25.

Dublin III-forordningens artikel 29 har overskriften »Nærmere bestemmelser og frister« og fastsætter i stk. 2:

»2.   Finder overførslen ikke sted inden for fristen på seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage den pågældende, og ansvaret overføres så til den anmodende medlemsstat. Denne tidsfrist kan forlænges til højst et år, hvis overførslen ikke kunne gennemføres på grund af fængsling af den pågældende, eller til højst 18 måneder, hvis den pågældende forsvinder.«

26.

Forordning (EU) nr. 603/2013 (herefter »Eurodacforordningen«) ( 7 ) regulerer oprettelsen af en database til sammenligning af fingeraftryksoplysninger med henblik på effektiv anvendelse af Dublin III-forordningen.

27.

Eurodacforordningens artikel 9, stk. 1, første afsnit, fastsætter følgende:

»1.   Medlemsstaterne optager omgående fingeraftryk af samtlige fingre af alle ansøgere om international beskyttelse, der er fyldt 14 år, og videregiver snarest muligt og senest 72 timer efter, at vedkommendes ansøgning om international beskyttelse som defineret i artikel 20, stk. 2, i forordning (EU) nr. 604/2013, er indgivet, disse sammen med de i artikel 11, litra b)-g), i nærværende forordning omhandlede oplysninger til det centrale system.«

28.

Eurodacforordningens artikel 17, stk. 1, første afsnit, bestemmer:

»1.   For at kontrollere, om en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der opholder sig ulovligt på dens område, tidligere har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat, kan en medlemsstat videregive fingeraftryksoplysninger om fingeraftryk, som den har optaget af en sådan tredjelandsstatsborger eller statsløs, der er fyldt 14 år, til det centrale system sammen med det referencenummer, som den pågældende medlemsstat bruger.«

29.

Eurodacforordningens artikel 29 vedrører de registreredes rettigheder. Eurodacforordningens artikel 29, stk. 1 og 2, fastsætter, at disse personer skal have bestemte oplysninger om formålet med og vilkårene for optagelsen af fingeraftryk, og artiklens stk. 3 fastsætter, at der til dette formål skal udarbejdes en fælles folder:

»1.   En person omfattet af artikel 9, stk. 1, artikel 14, stk. 1, eller artikel 17, stk. 1, skal af oprindelsesmedlemsstaten underrettes skriftligt og om nødvendigt mundtligt på et sprog, vedkommende forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå, om følgende:

[…]

[…]

2.   […]

I forbindelse med en person, der er omfattet af artikel 9, stk. 1, eller artikel 14 stk. 1, gives de oplysninger, der er nævnt i nærværende artikels stk. 1, på det tidspunkt hvor dennes fingeraftryk optages. […]

3.   Der udarbejdes efter proceduren i artikel 44, stk. 2, i [Dublin III-forordningen] en fælles folder, som mindst indeholder de oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, og de oplysninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i den forordning.

Folderen skal være klar og enkel og udformet på et sprog, den pågældende person forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.

Folderen udarbejdes på en sådan måde, at den sætter medlemsstaterne i stand til at supplere den med yderligere oplysninger, som er specifikke for den enkelte medlemsstat. Disse oplysninger, som er specifikke for den enkelte medlemsstat, skal som minimum omfatte den registreredes rettigheder, muligheden for bistand fra de nationale tilsynsmyndigheder og kontaktoplysninger for den registeransvarlige og de nationale tilsynsmyndigheder.«

30.

Eurodacforordningens artikel 37 har overskriften »Erstatningsansvar« og fastsætter i stk. 1 og 3 følgende:

»1.   Enhver person eller medlemsstat, der har lidt skade som følge af en ulovlig behandling eller enhver anden handling, der er i strid med denne forordning, har ret til erstatning fra den medlemsstat, der er ansvarlig for skaden. Den pågældende medlemsstat fritages helt eller delvis for erstatningsansvar, hvis den kan bevise, at den ikke er skyld i den begivenhed, der medførte skaden.

[…]

3.   Skadeserstatningskrav mod en medlemsstat, der fremsættes efter stk. 1 og 2, behandles efter den sagsøgte medlemsstats nationale ret.«

31.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (herefter »kvalifikationsdirektivet«) ( 8 ) regulerer kriterierne for anerkendelse af en ansøgning om international beskyttelse.

32.

Kvalifikationsdirektivets artikel 2 indeholder »definitioner« og definerer i litra h) en »ansøgning om international beskyttelse« som »en anmodning, der indgives af en tredjelandsstatsborger eller statsløs om beskyttelse fra en medlemsstat, når der er grundlag for at antage, at ansøgeren søger om flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus, og vedkommende ikke udtrykkeligt anmoder om anden form for beskyttelse, der ikke er omfattet af dette direktiv, og som kan søges særskilt«.

33.

I artikel 8 fastsætter kvalifikationsdirektivet under overskriften »National beskyttelse« undtagelser fra behovet for international beskyttelse, hvis den pågældende kan søge beskyttelse i en del af hjemlandet.

»1.   Som led i vurderingen af ansøgningen om international beskyttelse kan medlemsstaterne beslutte, at en ansøger ikke har behov for international beskyttelse, hvis den pågældende i en del af hjemlandet:

og sikkert og lovligt kan rejse til og sikkert og lovligt kan rejse ind i den del af landet og med rimelighed kan forventes at bosætte sig der.

2.   Ved undersøgelsen af, om ansøgeren har grund til at nære en velbegrundet frygt for forfølgelse eller løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast eller har adgang til beskyttelse mod forfølgelse og alvorlig overlast i en del af hjemlandet, jf. stk. 1, tager medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 4 hensyn til de generelle forhold, der hersker i den pågældende del af landet, samt til ansøgerens personlige forhold på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen. Med henblik herpå sikrer medlemsstaterne, at der indhentes præcise og aktuelle oplysninger fra relevante kilder, såsom De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge og Det Europæiske Asylstøttekontor.«

34.

I kapitel V fastsætter kvalifikationsdirektivet som betingelse for subsidiær beskyttelse, at der skal være risiko for »alvorlig overlast«. For sådan anses i henhold til artikel 15, litra c):

35.

Artikel 33 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (herefter »proceduredirektivet«) ( 9 ) har overskriften »Ansøgninger, der kan afvises« og fastsætter i stk. 1 og stk. 2, litra a), følgende:

»1.   Ud over tilfælde, hvor en ansøgning i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 604/2013 ikke behandles, behøver medlemsstaterne ikke at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU, hvis en ansøgning i henhold til denne artikel afvises.

2.   Medlemsstaterne kan udelukkende afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis:

36.

Artikel 16a i forordning (EF) nr. 1560/2003 ( 10 ), Kommissionens gennemførelsesforordning til Dublinsystemet, som ændret ved Dublin III-forordningen og gennemførelsesforordning (EU) nr. 118/2014 ( 11 ), har overskriften »Informationsfolder for ansøgere om international beskyttelse« og fastsætter i stk. 1 og 4:

»1.   En fælles folder, der oplyser alle ansøgere om international beskyttelse om bestemmelserne i [Dublin III-forordningen] og om anvendelsen af [Eurodacforordningen], findes i bilag X.

[…]

4.   Oplysninger for tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer, der opholder sig ulovligt i en medlemsstat, findes i bilag XIII.«

37.

Folderen i henhold til bilag X til forordning (EF) nr. 1560/2003 indeholder i del A under overskriften »Oplysninger om Dublinforordningen for ansøgere om international beskyttelse i medfør af artikel 4 i forordning (EU) nr. 604/2013« navnlig følgende oplysninger (fremhævelser i originalen):

»De har søgt om beskyttelse, fordi De mener at være tvunget til at forlade Deres land på grund af forfølgelse, krig eller risiko for alvorlig overlast. I lovgivningen kaldes dette en »ansøgning om international beskyttelse«, og De er »ansøger«. Personer, der søger beskyttelse, betegnes ofte som »asylansøgere«.

Indgivelse af en asylansøgning her i landet er ingen garanti for, at ansøgningen vil blive behandlet her. Afgørelsen af, hvilket land der er ansvarligt for at behandle Deres ansøgning, træffes igennem en proces, der er fastsat i en af Den Europæiske Unions love, nemlig den såkaldte »Dublinforordning«. Ifølge denne lov er kun ét land ansvarligt for at behandle Deres ansøgning.

[…]

Før Deres asylansøgning kan behandles, skal det fastlægges, om vi er ansvarlige for at behandle den, eller om et andet land er ansvarligt – vi kalder dette »Dublinproceduren«. Dublinproceduren vedrører ikke Deres begrundelse for at søge om asyl. Den vedrører udelukkende spørgsmålet om, hvilket land der er ansvarligt for at træffe afgørelse om Deres asylansøgning.

[…]

Hvis vores myndigheder fastslår, at vi er ansvarlige for at træffe afgørelse om Deres asylansøgning, betyder, det, at De kan blive her i landet og få Deres ansøgning behandlet her. I det tilfælde vil behandlingen af Deres ansøgning starte med det samme.

Hvis det afgøres, at et andet land er ansvarligt for at behandle Deres ansøgning, vil vi forsøge at sende Dem til dette land så hurtigt som muligt, så Deres ansøgning kan blive behandlet der. […]

Loven fastsætter forskellige kriterier til afgørelse af, hvilket land der er ansvarligt for at behandle Deres ansøgning. Kriterierne finder anvendelse i den rækkefølge, der er fastsat i loven, og starter med, om De har et familiemedlem i det pågældende Dublinland, om De på nuværende tidspunkt eller tidligere har haft et visum eller en opholdstilladelse udstedt af et Dublinland, eller om De har rejst til eller igennem et andet Dublinland på lovlig eller ulovlig vis.

Det er vigtigt, at De så hurtigt som muligt meddeler os, hvis De har familiemedlemmer i et andet Dublinland. Hvis Deres ægtefælle eller barn er asylansøger eller er omfattet af international beskyttelse i et andet Dublinland, kan dette land være ansvarligt for at behandle Deres asylansøgning.

Vi kan beslutte at behandle Deres ansøgning her i landet, selv om en sådan behandling ikke er vores ansvar i henhold til de kriterier, der er fastsat i Dublinforordningen. Vi sender Dem ikke til et land, hvor det er fastslået, at Deres menneskerettigheder risikerer at blive krænket.

[…]

De har mulighed for at erklære Dem uenig i en afgørelse om at blive sendt til et andet Dublinland, og De kan indbringe afgørelsen for en domstol eller et domstolslignende organ. De kan også anmode om at blive her i landet, indtil Deres klage er blevet behandlet.

Hvis De opgiver Deres asylansøgning og flytter til et andet Dublinland, vil De formodentlig blive ført tilbage hertil eller til det ansvarlige land.

Det er derfor vigtigt, at De, når de søger om asyl, bliver her, indtil vi 1) har besluttet, hvem der har ansvaret for at behandle Deres asylansøgning, og/eller 2) har besluttet at behandle Deres asylansøgning her i landet.

[…]

Hvis vi mener, at et andet land eventuelt er ansvarligt for at behandle Deres ansøgning, vil De modtage mere detaljerede oplysninger om denne procedure og om, hvordan det påvirker Deres rettigheder.«

38.

I del B indeholder folderen i henhold til bilag X til forordning nr. 1560/2003 bl.a. følgende »Oplysninger til ansøgere om international beskyttelse inden for rammerne af en Dublinprocedure«:

»De har fået udleveret denne folder, fordi De har søgt om international beskyttelse (asyl) her i landet eller i et andet Dublinland, og myndighederne her i landet har en begrundet formodning om, at et andet land kunne være ansvarligt for at behandle Deres ansøgning.

Vi vil træffe afgørelse om, hvilket land der er ansvarligt, gennem en procedure, der er fastsat i Den Europæiske Unions såkaldte »Dublinforordning«. Denne procedure kaldes »Dublinproceduren«. Denne folder forsøger at besvare de hyppigst stillede spørgsmål om denne procedure.

[…]

Dublinproceduren fastlægger, hvilket land der er ansvarligt for at behandle Deres asylansøgning. Det vil sige, at De kan blive overført herfra til et andet land, som er ansvarligt for at behandle Deres ansøgning.

[…]

HUSK: De må ikke flytte til et andet Dublinland. Hvis De flytter til et andet Dublinland, vil De blive ført tilbage hertil eller til et land, hvor De tidligere har søgt om asyl. At opgive Deres ansøgning her i landet vil ikke ændre på, hvilket land der er ansvarligt. Hvis De skjuler Dem eller flygter, risikerer De også at blive frihedsberøvet.

[…]

Hvordan vil myndighederne fastlægge, hvilket land der er ansvarligt for behandlingen af min ansøgning?

Forskellige kriterier afgør, hvilket land der er ansvarligt for at behandle Deres ansøgning. Disse kriterier anvendes i den rækkefølge, der er fastsat i loven. Hvis et af kriterierne ikke er relevant, vil det næste komme i betragtning og så videre.

Kriterierne vedrører følgende faktorer i nævnte rækkefølge:

Det er derfor vigtigt, at De oplyser om eventuelle familiemedlemmer i et andet Dublinland, før der træffes en første afgørelse om Deres asylansøgning. Hvis De ønsker at blive sammenført i det samme land, skal De og Deres familiemedlemmer fremsætte dette ønske skriftligt.

[…]

Hvad sker der, hvis jeg er afhængig af en anden person, eller en anden person er afhængig af mig?

Der kan ske sammenføring med Deres mor, far, barn, bror eller søster, hvis en af følgende betingelser gælder:

Det land, hvor Deres barn, søskende eller forældre opholder sig, bør normalt påtage sig ansvaret for at behandle Deres ansøgning, hvis familiebåndene eksisterede i Deres oprindelsesland. De vil også blive bedt om skriftligt at angive, at begge ønsker at blive sammenført.

De kan anmode om denne mulighed, hvis De allerede er i det land, hvor Deres barn, søskende eller forælder er, eller hvis De er i et andet land end det, hvor Deres slægtninge opholder sig. I sidstnævnte tilfælde betyder det, at De skal rejse til det pågældende land, medmindre Deres helbred afholder Dem fra at rejse i længere tid.

Ud over denne mulighed kan De altid i løbet af asylproceduren anmode om at slutte Dem til en slægtning af humanitære, familiemæssige eller kulturelle grunde. Hvis det accepteres, kan det blive nødvendigt at flytte til det land, hvor Deres slægtning opholder sig. I det tilfælde vil De også blive anmodet om at afgive skriftligt samtykke. Det er vigtigt, at De informerer os om alle humanitære grunde til at få Deres ansøgning behandlet her eller i et andet land.

[…]

[…]

[…]

Hvis De derimod ikke har søgt om asyl her i landet, og Deres tidligere asylansøgning i et andet land er blevet afvist ved en endelig afgørelse, kan vi vælge enten at sende en anmodning om tilbagetagelse til det ansvarlige land eller sende Dem tilbage til oprindelseslandet eller bopælslandet eller til et sikkert tredjeland.

[…]

Det ansvarlige land vil behandle Dem som asylansøger, og De vil blive omfattet af alle dertil knyttede rettigheder. Hvis De aldrig før har søgt om asyl i det pågældende land, vil De få mulighed for at ansøge efter Deres ankomst.

[…]«

39.

Folderen i henhold til bilag XIII til forordning nr. 1560/2003 indeholder »Oplysninger til tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer, der opholder sig ulovligt i en medlemsstat, i henhold til artikel 29, stk. 3, i [Eurodacforordningen]«:

»Hvis De opholder Dem ulovligt i et »Dublinland«, kan myndighederne optage Deres fingeraftryk og sende dem til en database med fingeraftryk kaldet »Eurodac«. Det sker udelukkende for at kontrollere, om De tidligere har søgt asyl. Deres fingeraftryksoplysninger vil ikke blive lagret i Eurodac-databasen, men hvis De tidligere har søgt om asyl i et andet land, kan De blive sendt tilbage til dette land.

[…]

Hvis vores myndigheder mener, at De kan have søgt om international beskyttelse i et andet land, som kunne være ansvarligt for at behandle Deres ansøgning, vil De modtage yderligere oplysninger om den procedure, der følger, og om, hvordan den påvirker Deres rettigheder [ ( 12 )].«

40.

I italiensk ret regulerer artikel 3 i Decreto legislativo (lovdekret) nr. 25/2008 af 28. januar 2008, vedtaget til gennemførelse af direktiv 2005/85/EF, ophævet og erstattet af direktiv 2013/32/EU om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus (GURI nr. 40 af 16.2.2008), i den aktuelle affattelse, klager over afgørelser vedrørende overførsler inden for Dublinsystemet.

41.

Ansøgeren i sag C-228/21, CZA, indgav ansøgning om international beskyttelse i Italien, efter at han allerede havde indgivet en sådan ansøgning i Slovenien. Derefter anmodede den kompetente italienske myndighed, Dublinenheden under det italienske indenrigsministerium, Slovenien om at tilbagetage ansøgeren i henhold til Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b). Slovenien imødekom denne anmodning. Efterfølgende blev der over for ansøgeren vedtaget en afgørelse om overførsel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 26, hvorved han blev underrettet om, at han ville blive overført til Slovenien.

42.

Ansøgerens klage over denne afgørelse, som var baseret på tilsidesættelsen af den i Dublin III-forordningens artikel 4 fastsatte informationspligt, blev taget til følge i første instans for Tribunale di Catanzaro (retten i Catanzaro, Italien). Den kompetente myndighed kunne ikke bevise, at ansøgeren havde fået udleveret den påkrævede folder i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4. Retten anså det ikke for tilstrækkeligt at udlevere rapporten over den personlige samtale, udarbejdet i medfør af forordningens artikel 5, og at udlevere en anden informationsfolder i forbindelse med indgivelse af den formelle ansøgning om international beskyttelse i Italien. Den konkluderede, at afgørelsen om overførsel var ugyldig som følge af tilsidesættelse af den i Dublin III-forordningens artikel 4 fastsatte informationspligt.

43.

Indenrigsministeriet iværksatte appel til prøvelse af dommen ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien). Ved kendelse af 29. marts 2021, der indgik til Domstolen den 8. april 2021, har denne udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

44.

I sag C-254/21 indgav DG, der er afghansk statsborger, endnu en ansøgning om international beskyttelse i Italien, efter at hans første ansøgning om international beskyttelse, som var indgivet i Sverige, allerede var blevet endeligt afvist i dette land. Det italienske indenrigsministerium rettede derefter som følge af et Eurodac-hit en anmodning om tilbagetagelse i henhold til Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra d), til de svenske myndigheder, som accepterede denne, og anordnede overførsel til Sverige.

45.

Ansøgeren har indbragt denne afgørelse for Tribunale di Roma (retten i Rom, Italien) og påberåber sig en tilsidesættelse af artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1. Han begrunder dette med, at der forestår ham en indirekte refoulement via Sverige til Afghanistan, og at han i Afghanistan risikerer umenneskelig og nedværdigende behandling. Italiens ansvar for at yde ham beskyttelse mod den indirekte refoulement følger af Dublin III-forordningens artikel 17.

46.

På denne baggrund har Tribunale di Roma (retten i Rom) besluttet at udsætte sagen og ved afgørelse af 12. april 2021, der indgik til Domstolen den 22. april 2021, at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

47.

I sag C-297/21 indgav XXX.XX, der er afghansk statsborger, endnu en ansøgning om international beskyttelse i Italien, efter at hans første ansøgning om international beskyttelse, som var indgivet i Tyskland, allerede var blevet endeligt afvist, og ansøgeren havde modtaget en endelig udsendelsesafgørelse i dette land. Det italienske indenrigsministerium rettede derefter som følge af et Eurodac-hit en anmodning om tilbagetagelse i henhold til Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra d), til de tyske myndigheder, som accepterede denne.

48.

Ansøgeren indbragte den efterfølgende afgørelse om overførsel for Tribunale di Firenze (retten i Firenze, Italien). Han er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter chartrets artikel 4 samt Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 17, stk. 1, da der forestår ham en indirekte refoulement via Tyskland til Afghanistan, og han efter tilbagesendelse til dette land risikerer umenneskelig og nedværdigende behandling. Italien er derfor efter hans opfattelse den ansvarlige medlemsstat som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1.

49.

På denne baggrund har Tribunale di Firenze (retten i Firenze) besluttet at udsætte sagen og ved afgørelse af 29. april 2021, der indgik til Domstolen den 10. maj 2021, at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

50.

I sag C-315/21 indgav PP, som er født i Pakistan, en ansøgning om international beskyttelse i Italien, efter at han allerede tidligere havde indgivet en tilsvarende ansøgning i Tyskland. Det italienske indenrigsministerium rettede derefter en anmodning om tilbagetagelse i henhold til Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b), til de tyske myndigheder, som accepterede denne som en anmodning om tilbagetagelse i henhold til Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra d). Derefter anordnede det italienske indenrigsministerium overførsel af ansøgeren til Tyskland.

51.

Ansøgeren indbragte denne afgørelse for Tribunale di Milano (retten i Milano, Italien) og anmodede om foreløbig suspension af gennemførelsen af afgørelsen, hvilket blev imødekommet. Som begrundelse påberåbte han sig for det første en tilsidesættelse af informationspligten i medfør af Dublin III-forordningens artikel 4 og 5 og for det andet risikoen for indirekte refoulement via Tyskland til Pakistan, hvor der for ham er konkret risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling. Dublinenheden under indenrigsministeriet modsatte sig dette anbringende og dokumenterede, at den personlige samtale med ansøgeren, som er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 5, var blevet afholdt.

52.

På denne baggrund har Tribunale di Milano (retten i Milano) besluttet at udsætte sagen og ved afgørelse af 14. april 2021, der indgik til Domstolen den 17. maj 2021, at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

53.

I sag C-328/21 anordnede det italienske indenrigsministerium overførsel af ansøgeren GE, som stammer fra Irak, til Finland, efter at det var konstateret, at han opholdt sig ulovligt i Italien, og et Eurodac-hit havde vist, at han tidligere havde indgivet ansøgning om international beskyttelse i Finland. Efter en anmodning om tilbagetagelse i henhold til Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b), anerkendte Finland, at landet var ansvarligt i henhold til denne forordnings artikel 18, stk. 1, litra d).

54.

Ansøgeren indbragte denne afgørelse om overførsel for Tribunale di Roma (retten i Rom), som afviste at have kompetence i sagen og henviste den til Tribunale di Trieste (retten i Trieste, Italien). Ansøgeren påberåber sig navnlig tilsidesættelse af informationspligten i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4 og Eurodacforordningens artikel 29.

55.

På denne baggrund har Tribunale di Trieste (retten i Trieste) besluttet at udsætte sagen og ved afgørelse af 2. april 2021, der indgik til Domstolen den 26. maj 2021, at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

56.

De forelæggende retter i sag C-254/21, sag C-297/21, sag C-315/21 og sag C-328/21 har anmodet Domstolen om, at sagerne undergives en fremskyndet procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement eller pådømmes forud for andre i henhold til procesreglementets artikel 53, stk. 3.

57.

Disse anmodninger blev afvist ved kendelser afsagt af Domstolens præsident den 14. juni og 6. juli 2021.

58.

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 6. juli 2021 er sagerne C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21 blevet forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt dommen.

59.

Tyskland, Frankrig, Italien, Nederlandene og Europa-Kommissionen samt sagsøgerne i hovedsagerne i sag C-297/21 og sag C-328/21 har indgivet skriftlige indlæg.

60.

I det fælles retsmøde den 8. juni 2022 deltog Italien, Kommissionen og sagsøgerne i hovedsagerne i sag C-297/21 og sag C-328/21.

61.

De situationer, der ligger til grund for de foreliggende fem præjudicielle anmodninger, er alle kendetegnet ved, at de pågældende asylansøgere, efter at de først havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en medlemsstat, begav sig til Italien, hvor de enten indgav endnu en ansøgning om international beskyttelse (sagerne C-228/21, C-254/21, C-297/21 og C-315/21) eller opholdt sig uden opholdstilladelse (sag C-328/21, idet det i denne sag er omtvistet, om sagsøgeren i hovedsagen indgav en ny ansøgning eller ikke, jf. herom punkt 98 og 123 i dette forslag til afgørelse). Efterfølgende anmodede den kompetente italienske myndighed de medlemsstater, hvor de pågældende tidligere havde indgivet ansøgninger om international beskyttelse, om at tage dem tilbage, og vedtog over for de pågældende afgørelser om overførsel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 26, som nu er genstand for hovedsagerne.

62.

På denne baggrund vedrører de spørgsmål, som Domstolen er blevet stillet i de foreliggende præjudicielle anmodninger, som beskrevet indledningsvis to emnegrupper: Det drejer sig for det første om informationspligten og pligten til at udlevere den fælles folder i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4 henholdsvis Eurodacforordningens artikel 29 samt til at afholde en personlig samtale i henhold til Dublin III-forordningens artikel 5 (sagerne C-228/21, C-315/21 og C-328/21) (A). For det andet drejer det sig om spørgsmålet om, hvorvidt domstolene i den anmodende medlemsstat i forbindelse med en klage over afgørelsen om overførsel kan prøve, om der er risiko for, at den anmodede medlemsstat vil tilsidesætte non-refoulement-princippet, hvis der ikke foreligger systemfejl i den pågældende medlemsstat (sagerne C-254/21, C-297/21 og C-315/21) (B).

63.

Med deres spørgsmål i sag C-228/21, sag C-315/21 og sag C-328/21 ønsker de forelæggende retter indledningsvis oplyst, om forpligtelserne til at informere ansøgerne og til at udlevere den fælles folder som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 4 henholdsvis Eurodacforordningens artikel 29 og til at afholde en personlig samtale i henhold til Dublin III-forordningens artikel 5 ikke kun gælder i forbindelse med proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, som gennemføres ved den første ansøgning om international beskyttelse i en medlemsstat, men også under tilbagetagelsesproceduren. Denne gennemføres, hvis en asylansøger indgiver en ansøgning om international beskyttelse i endnu en medlemsstat eller opholder sig i denne, og denne anden medlemsstat planlægger at overføre den pågældende til den første medlemsstat.

64.

Hvis de pågældende forpligtelser også gælder under tilbagetagelsesproceduren, ønsker de forelæggende retter endvidere oplyst, om en klage over en afgørelse om overførsel kan støttes på en tilsidesættelse af disse forpligtelser, og hvilke følger en sådan tilsidesættelse har for afgørelsen om overførsel.

65.

Da Dublin III-forordningens artikel 4 (1), Eurodacforordningens artikel 29 (2) og Dublin III-forordningens artikel 5 (3) hver især giver anledning til specifikke spørgsmål, er det hensigtsmæssigt at behandle dem særskilt.

66.

Spørgsmålet om, hvorvidt informationspligten og pligten til at udlevere den fælles folder i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4 også gælder under tilbagetagelsesproceduren, stilles udtrykkeligt som det andet spørgsmåls anden del i sag C-315/21, men underforstået ligger det også til grund for spørgsmålene i sag C-228/21 og sag C-328/21. Disse spørgsmål vedrører nemlig følgerne af en tilsidesættelse af de nævnte forpligtelser for afgørelsen om overførsel under tilbagetagelsesproceduren, hvilket forudsætter, at de finder anvendelse.

67.

Jeg vil først skitsere sondringen mellem procedurerne for overtagelse og tilbagetagelse samt de forskellige konstellationer, sidstnævnte finder anvendelse i [a)]. Derefter vil jeg belyse, hvorfor den omhandlede informationspligt også gælder i tilbagetagelsesproceduren [b)]. Endelig vil jeg behandle spørgsmålet om, hvorvidt en tilsidesættelse af denne pligt kan gøres gældende i forbindelse med en klage over afgørelsen om overførsel, og hvilke følger den har [c)].

68.

I henhold til Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 1, begynder proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, så snart en ansøgning om international beskyttelse første gang bliver indgivet i en medlemsstat. Hvis denne medlemsstat anser en anden medlemsstat for ansvarlig, kan den anmode denne om at overtage ansøgeren [Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 21, stk. 1, heri)].

69.

Proceduren for tilbagetagelse i henhold til Dublin III-forordningens artikel 23 og 24 finder derimod anvendelse på personer, som, efter at have indgivet deres første ansøgning i en medlemsstat, begiver sig til en anden medlemsstat, hvor de indgiver endnu en ansøgning eller opholder sig uden opholdstilladelse. Derefter kan denne medlemsstat anmode den medlemsstat, som først behandlede deres ansøgning, om at tage dem tilbage.

70.

I tilbagetagelsesproceduren skal der sondres mellem to situationer, som den forelæggende ret i sag C-315/21 også tager udgangspunkt i: For det første finder denne procedure anvendelse på situationen for personer, som først har indgivet en ansøgning i en medlemsstat og efterfølgende har forladt denne medlemsstat, før proceduren til afgørelse af den ansvarlige medlemsstat var afsluttet (Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 5). Denne konstellation er ikke relevant i hovedsagerne.

71.

For det andet finder tilbagetagelsesproceduren anvendelse på situationen for personer, som under behandlingen af deres ansøgning eller efter afslag på deres ansøgning fra den ansvarlige medlemsstat begiver sig til en anden medlemsstat, hvor de indgiver en ny ansøgning eller opholder sig uden opholdstilladelse [Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b)-d)] ( 13 ). De faktiske omstændigheder i de foreliggende hovedsager svarer til disse situationer.

72.

Dublin III-forordningens artikel 4, stk. 1, fastsætter, at de kompetente myndigheder skal informere ansøgerne om anvendelsen af denne forordning og dens relevante aspekter, »så snart en ansøgning om international beskyttelse er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, i en medlemsstat«. De pågældende oplysninger findes i en fælles folder, som Kommissionen har udarbejdet i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4, stk. 2 og 3, i gennemførelsesforordning nr. 118/2014.

73.

I det følgende vil jeg først behandle ordlyden og systematikken [1)], derefter hensigten og formålet med Dublin III-forordningens artikel 4 [2)] og endelig komme ind på det tilfælde, hvor der ikke indgives en ny ansøgning i den anden medlemsstat [3)].

74.

Dublin III-forordningens artikel 4, stk. 1, sondrer ifølge bestemmelsens ordlyd for så vidt angår informationspligten ikke mellem den første og yderligere ansøgninger om international beskyttelse henholdsvis mellem procedurerne for overtagelse og tilbagetagelse.

75.

Dublin III-forordningens artikel 20 har ganske vist overskriften »Indledning af proceduren« og fastsætter i stk. 1, at proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, indledes, så snart en ansøgning om international beskyttelse indgives for første gang ( 14 ) i en medlemsstat. Dernæst regulerer denne bestemmelses stk. 2 imidlertid helt generelt, hvornår en ansøgning om international beskyttelse [defineret ved Dublin III-forordningens artikel 2, litra b), og kvalifikationsdirektivets artikel 2, litra h)] betragtes som indgivet og refererer ikke kun til den første ansøgning. Dette følger også af Dublin III-forordningens artikel 23, stk. 2, andet afsnit, som henviser til artikel 20, stk. 2. Artikel 23 gælder imidlertid alene for tilfælde af en fornyet ansøgning om international beskyttelse og således netop ikke for den første ansøgning.

76.

Systematisk er Dublin III-forordningens artikel 4 placeret i forordningens kapitel II, som har overskriften »Almindelige principper og garantier«. Dens bestemmelser gælder således for denne forordnings samlede anvendelsesområde og ikke kun for en bestemt type procedure.

77.

Med hensyn til formålet med informationspligten indvender Kommissionen og Italien, at denne i henhold til 18. betragtning til Dublin III-forordningen har til formål at lette afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse. Tilbagetagelsesproceduren finder imidlertid primært anvendelse på situationer, hvor den ansvarlige medlemsstat allerede er afgjort. Derfor er det i denne procedure ikke længere nødvendigt at give samtlige informationer om afgørelsen af den ansvarlige medlemsstat. Tværtimod må det være tilstrækkeligt at informere de pågældende om de aspekter, som de stadig kan gøre gældende også i denne fase af proceduren. Kommissionen og Italien støtter navnlig dette anbringende på Domstolens dom i H. og R.-sagen (herefter »H. og R.-dommen«) ( 15 ).

78.

Kommissionen og Italien må medgives, at i de situationer, der er omfattet af Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b)-d) (ovenfor, punkt 71), er proceduren til afgørelse af den ansvarlige medlemsstat allerede afsluttet, og medlemsstaten har allerede indledt eller sågar allerede afsluttet behandlingen af ansøgningen. Domstolen fastslog derfor i H. og R.-dommen, at det i en sådan situation er ufornødent på ny at anvende reglerne vedrørende proceduren til afgørelse af ansvaret ( 16 ).

79.

I den situation, der er omfattet af Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 5, (ovenfor, punkt 70), når prøvelsen af ansvaret i den anmodede medlemsstat stadig pågår, er den anmodende medlemsstat principielt heller ikke forpligtet til at prøve, om den anmodede medlemsstat er ansvarlig. Den skal tværtimod kun prøve, om kriterierne i artikel 20, stk. 5, er opfyldt, dvs. om der er indgivet en første ansøgning i den anmodede medlemsstat, og om denne har indledt, men endnu ikke afsluttet, proceduren til afgørelse af den ansvarlige medlemsstat ( 17 ).

80.

Dette udelukker imidlertid ikke, at der også under tilbagetagelsesproceduren stadig skal tages hensyn til visse ansvarskriterier. Som jeg vil beskrive nærmere nedenfor, har Domstolen allerede udtrykkeligt fastslået dette med hensyn til nogle ansvarskriterier, hvilket Kommissionen og Italien også indrømmer. Desuden omfatter informationspligten i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4 ikke kun kriterierne for afgørelse af den ansvarlige medlemsstat, men også generel information om, hvordan Dublinsystemet fungerer. Alle disse oplysninger findes i den fælles folder. En selektiv informationspligt under tilbagetagelsesproceduren, som Kommissionen og Italien foreslår, synes på denne baggrund ikke at være i overensstemmelse med Dublin III-forordningens mål [i)], ligesom den ville være vanskelig at gennemføre i praksis [ii)].

81.

Under tilbagetagelsesproceduren skal den anmodende medlemsstat ikke længere ex officio prøve kriterierne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i henhold til Dublin III-forordningens kapitel III ( 18 ). Dette betyder imidlertid ikke, at den kan lukke øjnene for elementer, som en ansøger fremlægger, og som også i denne fase endnu kan være til hinder for overførsel til den anmodede medlemsstat. Derfor er det også under tilbagetagelsesproceduren nødvendigt ved hjælp af den fælles folder at informere ansøgerne om muligheden for at fremlægge sådanne elementer.

82.

Dette gælder navnlig for ansvarets overgang til den anmodende medlemsstat i henhold til Dublin III-forordningens artikel 19 ( 19 ), artikel 23, stk. 3 ( 20 ), og artikel 29, stk. 2 ( 21 ), systemfejl i den anmodede medlemsstat (artikel 3, stk. 2, andet afsnit ( 22 )), eller, i særlige tilfælde vedrørende ansøgerens helbredstilstand, risikoen for umenneskelig behandling som følge af selve overførslen til den anmodede medlemsstat ( 23 ). I tilfælde, hvor ansøgeren har forladt den anmodede medlemsstat, før proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, var afsluttet (artikel 20, stk. 5, ovenfor, punkt 70), kan det ifølge Domstolen desuden også gøres gældende under tilbagetagelsesproceduren, at den anmodende medlemsstat på grund af kriterierne i artikel 8-10 egentlig er den ansvarlige medlemsstat ( 24 ).

83.

Derudover kan ansøgere under tilbagetagelsesproceduren [såvel i de situationer, der er omfattet af Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 5 (ovenfor, punkt 70), som i de situationer, der er omfattet af artikel 18, stk. 1, litra b)-d) (ovenfor, punkt 71)] navnlig fremlægge beviser for, at familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer til ansøgeren opholder sig på den anmodende medlemsstats område, som kan føre til anvendelse af de kriterier, der er nævnt i Dublin III-forordningens artikel 8, 10 og 16. Sådanne beviser skal medlemsstaterne nemlig i henhold til artikel 7, stk. 3, tage hensyn til, forudsat at disse beviser fremlægges, inden en anden medlemsstat har accepteret anmodningen om at overtage eller tilbagetage ( 25 ) den pågældende i henhold til henholdsvis artikel 22 og 25 ( 26 ), og forudsat at der endnu ikke er truffet en første afgørelse med hensyn til substansen om ansøgerens tidligere ansøgninger om international beskyttelse.

84.

Dublin III-forordningens artikel 7, stk. 3, gælder dermed ud fra sin ordlyd og sit formål også under tilbagetagelsesproceduren. Dette blev der, så vidt det ses, ikke rejst tvivl om i H. og R.-dommen, da Domstolen ikke behandlede denne bestemmelse i den pågældende dom.

85.

Også i den fælles folder gøres der udtrykkeligt opmærksom på, at ansøgerne skal meddele myndighederne, om de har familiemedlemmer i et Dublinland, »før der træffes en første afgørelse om [d]eres asylansøgning« ( 27 ), uden at denne mulighed begrænses til overtagelsesproceduren.

86.

Dette er også logisk.

87.

Dublin III-forordningen har ganske vist til formål at sikre en hurtig afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, og dermed en hurtig behandling af asylansøgningerne ( 28 ). Asylansøgninger kan derfor eventuelt behandles af en anden medlemsstat end den, der er ansvarlig ifølge kriterierne i denne forordnings kapitel III ( 29 ). Dette er uproblematisk, da der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med chartret, Genèvekonventionen ( 30 ) og EMRK ( 31 ). Takket være den EU-retlige harmonisering behandler medlemsstaterne også i vidt omfang asylansøgninger efter de samme regler ( 32 ). I overensstemmelse hermed bør der principielt ikke rejses tvivl om et én gang afgjort ansvar.

88.

Dette princip må imidlertid fraviges i betragtning af betydningen af retten til beskyttelse af familiens enhed, hvis der i henhold til Dublin III-forordningens artikel 7, stk. 3, fremlægges elementer, hvoraf det kan udledes, at familiemedlemmer til ansøgeren opholder sig i en anden medlemsstat end den, der oprindeligt er fastlagt som ansvarlig.

89.

Dette bestemmelse tager nemlig højde for retten til beskyttelse af familiens enhed. Ifølge Kommissionens forslag til Dublin III-forordningen har denne til formål at styrke retten til familiesammenføring og forhindre, at en ansøger overføres til en medlemsstat, selv om det af hensyn til familiens enhed er en anden medlemsstat, der er ansvarlig ( 33 ). 14.-16. betragtning til Dublin III-forordningen bekræfter betydningen af respekten for familiens enhed ved gennemførelsen af denne forordning. Ifølge disse betragtninger skal en medlemsstats samlede behandling af ansøgningerne om international beskyttelse fra medlemmerne af en familie navnlig gøre det muligt at sikre, at de afgørelser, der træffes om dem, stemmer overens, og at medlemmerne af en familie ikke adskilles.

90.

Informationen til ansøgerne under tilbagetagelsesproceduren ved hjælp af den fælles folder tjener således også og netop beskyttelsen af deres ret til at opretholde familiens enhed.

91.

Manglende udlevering af den fælles folder under tilbagetagelsesproceduren er desuden i strid med målene for Dublin III-forordningen. Forordningen er nemlig baseret på bestræbelserne for at styrke ansøgernes rettigheder, sikre den bedst mulige inddragelse af ansøgerne i proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig ( 34 ) og oplyse dem om Dublinsystemets funktion for at modvirke sekundære bevægelser ( 35 ).

92.

Informationspligten i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4, stk. 1, vedrører derfor ikke kun kriterierne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig [litra b)]. Den omfatter tværtimod også Dublinsystemets systematik, navnlig følgerne af at indgive endnu en ansøgning eller flytte til en anden medlemsstat, den personlige samtale i henhold til artikel 5 og muligheden for at fremlægge oplysninger om familiemedlemmers ophold samt muligheden for at påklage en afgørelse [litra a), c) og d)].

93.

Der er ikke tvivl om, at det er hensigtsmæssigt at kommunikere disse generelle informationer om Dublinsystemet til de berørte, også under tilbagetagelsesproceduren. Den fælles folder indeholder i øvrigt en udtrykkelig oplysning til ansøgere under tilbagetagelsesproceduren: »Hvis De allerede har søgt om asyl i et andet Dublinland end det, De opholder Dem i nu, vil vi anmode dette andet land om en »tilbagetagelse « ( 36 ). Derfor er der heller ikke grund til at frygte, at den fornyede udlevering af folderen under tilbagetagelsesproceduren fejlagtigt kunne anspore ansøgerne; den anmodende medlemsstat vil under alle omstændigheder ex officio foretage en fornyet afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

94.

En selektiv information af ansøgerne, som Kommissionen og Italien foreslår, forekommer desuden at være vanskelig at gennemføre i praksis, da der kun findes én fælles folder. Desuden fremgår det eventuelt ikke umiddelbart for myndighederne i den anden medlemsstat (især forud for Eurodacforespørgslen, jf. punkt 115 og 116 i dette forslag til afgørelse), hvilken situation ansøgeren præcis befinder sig i, og hvilke elementer den pågældende således stadig kan gøre gældende. Den systematiske kommunikation i den fælles folder under tilbagetagelsesproceduren er derimod en klar, enkel og retssikkerhedsmæssig løsning, som sikrer, at alle ansøgere i hvert tilfælde – om nødvendigt på ny – modtager samtlige oplysninger, som er relevante for deres respektive situation.

95.

Det må ganske vist lægges til grund, at en ansøger, der indgiver en ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat, fik udleveret den fælles folder allerede ved indgivelsen af sin første ansøgning i den første medlemsstat. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at dette i konkrete tilfælde blev glemt, eller at det kan være gavnligt at minde om disse oplysninger. I hvert fald vil det normalt være vanskeligt for myndighederne i den anden medlemsstat at kontrollere, om ansøgerne allerede har fået folderen udleveret en gang.

96.

Og endelig fører pligten til (eventuelt på ny) at udlevere den fælles folder under tilbagetagelsesproceduren heller ikke til en uforholdsmæssig indsats for den anmodende medlemsstat. Denne skal i forvejen lagerføre den fælles folder i samtlige sprogversioner for at udlevere den til de ansøgere, som indgiver deres første ansøgning om international beskyttelse til dens myndigheder.

97.

For fuldstændighedens skyld skal det anføres, at tilbagetagelsesproceduren ikke kun omfatter situationer, hvor en ansøger efter at have indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en første medlemsstat indgiver en sådan ansøgning i en anden medlemsstat. Tværtimod finder tilbagetagelsesproceduren også anvendelse i situationer, hvor en ansøger, efter at han har indgivet sin første ansøgning i en medlemsstat, begiver sig til en anden medlemsstat og opholder sig i denne uden opholdstilladelse uden at indgive endnu en ansøgning [Dublin III-forordningens artikel 24, sammenholdt med artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b)-d), heri].

98.

Ifølge den forelæggende rets oplysninger er dette i den foreliggende sag situationen i hovedsagen i sag C-328/21. GE, den berørte person i denne sag, gør derimod gældende, at hans ophold kun blev registreret som ulovligt, fordi de italienske myndigheder ikke havde registreret hans ansøgning om international beskyttelse korrekt. Det tilkommer den forelæggende ret at bedømme, om dette er tilfældet, idet kravene til, om der foreligger en ansøgning om international beskyttelse ikke må fortolkes for strengt og formelt ( 37 ).

99.

Ifølge ordlyden i Dublin III-forordningens artikel 4, stk. 1. foreligger pligten til at udlevere de i bestemmelsen anførte oplysninger kun, »så snart en ansøgning om international beskyttelse er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, i en medlemsstat«. Den kan derfor ikke udvides til tilfælde, hvor en ansøger efter at have indgivet sin første ansøgning i en medlemsstat begiver sig til en anden medlemsstat og blot opholder sig der uden opholdstilladelse, uden at indgive endnu en ansøgning.

100.

I betragtning af det ovenfor anførte forekommer det også ganske nyttigt at udlevere folderen, som oplyser om, hvordan Dublinsystemet fungerer, i sådanne tilfælde. Den kunne navnlig hjælpe de pågældende med at forklare myndighederne, om de ønsker at indgive en ansøgning om international beskyttelse. En udlevering af folderen også i disse tilfælde ville imidlertid kun være god administrativ praksis, som medlemsstaterne kan anvende uden at være formelt forpligtet til det i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4.

101.

Det følger af det ovenstående, at Dublin III-forordningens artikel 4 skal fortolkes således, at pligten til at udlevere de i bestemmelsen nævnte oplysninger foreligger såvel i de situationer, der er omfattet af denne forordnings artikel 20, stk. 1, og artikel 18, stk. 1, litra a), som i de situationer, der er omfattet af forordningens artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b)-d), så snart en ansøgning om international beskyttelse er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, i en medlemsstat.

102.

Med deres spørgsmål i sag C-228/21 og sag C-328/21 samt det første og det andet spørgsmål i sag C-315/21 ønsker de forelæggende retter for det første oplyst, om tilsidesættelser af informationspligten i medfør af Dublin III-forordningens artikel 4 kan gøres gældende under tilbagetagelsesproceduren i forbindelse med en klage over afgørelsen om overførsel [a)]. For det andet ønsker de oplyst, om sådanne tilsidesættelser i sig selv skal medføre annullation af denne afgørelse, eller om den kompetente dommer i det konkrete tilfælde skal prøve, om de har haft indvirkning på afgørelsens indhold [b)].

103.

Spørgsmålet om, hvorvidt tilsidesættelser af Dublin III-forordningens artikel 4 kan gøres gældende i forbindelse med en klage over en afgørelse om overførsel, skal besvares bekræftende. Domstolen har nemlig allerede afgjort, at et retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om overførsel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, skal kunne være rettet mod kontrol af anvendelsen af denne forordning, inklusive overholdelse af de processuelle garantier, som er fastsat i forordningen ( 38 ).

104.

Kommissionens opfattelse, hvorefter tilsidesættelser af informationspligten kun kan gøres gældende, hvis de har haft indvirkning på indholdet af afgørelsen om overførsel, kan derimod ikke følges. Dette ville nemlig føre til, at prøvelsen af, om en klage over afgørelsen om overførsel kan antages til påkendelse, blev blandet sammen med prøvelsen af, om klagen er begrundet.

105.

I modsætning til den opfattelse, som GE har udtrykt i forbindelse med sag C-328/21, betyder muligheden for at påberåbe sig tilsidesættelser af Dublin III-forordningens artikel 4 imidlertid ikke nødvendigvis, at afgørelsen om overførsel skal annulleres, og at ansvaret for at behandle ansøgningen overgår til den anmodende medlemsstat. Ifølge GE må dette være tilfældet i forbindelse med tilsidesættelser af artikel 4, ligesom det er tilfældet i forbindelse med tilsidesættelser af bestemmelserne om tidsfrister i procedurer vedrørende overtagelse, tilbagetagelse og overførsel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 21, stk. 1, tredje afsnit, artikel 23, stk. 3, artikel 24, stk. 3, og artikel 29, stk. 2.

106.

Der er imidlertid netop ikke fastsat en sådan retsvirkning med hensyn til Dublin III-forordningens artikel 4. Tværtimod fastsætter forordningen ingen retsvirkninger i denne forbindelse. I dette tilfælde følger retsvirkningerne national ret, idet medlemsstaterne skal overholde ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Navnlig må vilkårene i national ret ikke drage Dublin III-forordningens effektivitet i praksis i tvivl ( 39 ).

107.

Den standard, som medlemsstaterne i denne forbindelse skal overholde i henhold til EU-retten, fremgår af retspraksis vedrørende tilsidesættelse af retten af forsvar. En sådan tilsidesættelse, navnlig af retten til at blive hørt, medfører nemlig kun, at den afgørelse, der er truffet i slutningen af den administrative procedure, annulleres, hvis det må antages, at proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget ( 40 ).

108.

Som allerede nævnt har informationspligten i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4 til formål at oplyse de pågældende om Dublinsystemets funktion og deres rettigheder inden for dette system. Herigennem skal de navnlig under tilbagetagelsesproceduren bl.a. have oplyst, at de med visse argumenter kan modsætte sig overførslen til den medlemsstat, der undersøger ansvaret, eller den ansvarlige medlemsstat.

109.

Alligevel kan manglende udlevering af disse oplysninger til de pågældende ikke i sig selv begrunde, at det lægges til grund, at afgørelsen om overførsel nødvendigvis er behæftet med en fejl og derfor skal annulleres. Som anført af Tyskland kan der nemlig kompenseres for denne manglende udlevering i procedurens videre forløb, navnlig i forbindelse med den personlige samtale (jf. også Dublin III-forordningens artikel 4, stk. 2, andet afsnit). Dette kan ske ved, at der i den personlige samtale spørges efter de relevante oplysninger, navnlig tilstedeværelsen af familiemedlemmer i den anmodende eller en tredje medlemsstat, som evt. kan føre til anvendelse af Dublin III-forordningens artikel 8, 10 eller 16. Ligeledes bør der i denne samtale spørges til elementer eller kunne komme elementer frem, som peger på, at der er risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 4 i den anmodede medlemsstat eller som følge af transporten til denne.

110.

For at den manglende udlevering af folderen kan føre til annullation af afgørelsen om overførsel, skal det således være påvist, at et element, som kunne have talt imod overførslen til den anmodede medlemsstat, ikke kunne anføres i den personlige samtale, fordi den pågældende ikke havde modtaget den fælles folder og derfor ikke vidste, at det er relevant. Derudover skal det være umuligt at afhjælpe procedurefejlen under retssagen (jf. herom nedenfor, punkt 141).

111.

Som Tyskland gør gældende, kan det imidlertid ikke alene påhvile ansøgeren at godtgøre konsekvenserne af en procedurefejl, som er begået af den kompetente myndighed i den anmodende medlemsstat. Tværtimod skal den domstol, der behandler klagen over afgørelsen om overførsel, prøve, om den pågældende tilbagetagelsesprocedure under de specielle faktiske og retlige omstændigheder i den konkrete sag kunne have fået et andet udfald, hvis denne fejl ikke havde foreligget, fordi de pågældende tredjelandsstatsborgere bedre kunne have forsvaret sig og gjort synspunkter gældende, som kunne have indvirket på udfaldet af afgørelsen om overførsel ( 41 ).

112.

I sag C-328/21 ønsker den forelæggende ret med sit første spørgsmål generelt oplyst, hvilke retsvirkninger en tilsidesættelse af Dublin III-forordningens artikel 4 har for afgørelsen om overførsel, uden reference til iværksættelse af et retsmiddel. Uafhængigt af domstolsprøvelsen kan den manglende udlevering af folderen imidlertid ikke ipso jure føre til, at afgørelsen om overførsel er ugyldig. I henhold til artikel 26, stk. 2, skal denne afgørelse imidlertid indeholde oplysninger om retsmidler. I henhold til denne bestemmelses stk. 3 skal medlemsstaterne, hvis den pågældende ikke bistås eller repræsenteres af en juridisk rådgiver eller anden rådgiver, underrette vedkommende om ikke bare de tilgængelige retsmidler, men også om de vigtigste elementer i afgørelsen, på et sprog, som den pågældende forstår eller med rimelighed formodes at forstå. Disse oplysninger kan kun være effektive, hvis den pågældende (senest) i denne forbindelse også modtager de oplysninger, som findes i den fælles folder.

113.

Det følger af det ovenstående, at tilsidesættelser af Dublin III-forordningens artikel 4 kan gøres gældende i forbindelse med en klage over en afgørelse om overførsel under tilbagetagelsesproceduren. De skal dog kun føre til annullation af afgørelsen om overførsel, hvis det på grund af den manglende udlevering af de i denne bestemmelse nævnte oplysninger ikke var muligt at fremlægge et element, som kunne være til hinder for overførslen til den anmodede medlemsstat, og hvis denne fejl ikke kan afhjælpes i forbindelse med domstolsprøvelsen af denne afgørelse i henhold til artikel 27.

114.

I sag C-328/21 ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke konsekvenser en tilsidesættelse af pligten til at udlevere folderen i henhold til Eurodacforordningens artikel 29 har for afgørelsen om overførsel.

115.

For at sikre gennemførelsen af Dublinsystemet fastsætter Eurodacforordningen, at der oprettes en database med informationer, navnlig fingeraftryk, om personer, som ansøger om international beskyttelse eller kommer ulovligt til eller opholder sig ulovligt i medlemsstaterne. Denne database hjælper navnlig medlemsstaterne med at finde ud af, om en sådan person allerede har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat. Artikel 29 fastsætter, at personer, der er berørt af denne databehandling, skal underrettes om dens formål og vilkår, og at der også udarbejdes en fælles folder til dette formål.

116.

Det er uomtvistet, at pligten til at udlevere folderen i henhold til Eurodacforordningens artikel 29 også foreligger under tilbagetagelsesproceduren. Dette gælder både, når der indgives en fornyet ansøgning om international beskyttelse i den anden medlemsstat (artikel 9), og når en person opholder sig ulovligt i en medlemsstat (artikel 17). I begge tilfælde indlæses de pågældendes fingeraftryk nemlig i Eurodacsystemet, og informationspligten i henhold til artikel 29 finder derfor anvendelse. Eurodacsystemet er netop beregnet til tilfælde, hvor en medlemsstat sender en persons fingeraftryk til det centrale system for at finde ud af, om den pågældende allerede har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat. Hvis dette viser sig at være tilfælde, kan den førstnævnte medlemsstat derefter anmode den sidstnævnte medlemsstat om at tage den pågældende tilbage.

117.

I overensstemmelse hermed indeholder den fælles folder i henhold til Eurodacforordningens artikel 29 følgende oplysning: »[…] men hvis De tidligere har søgt om asyl i et andet land, kan De blive sendt tilbage til dette land« ( 42 ).

118.

Informationspligten i henhold til Eurodacforordningens artikel 29 har til formål at oplyse de registrerede om formålet med databehandlingen i Eurodacsystemet, og hvordan den fungerer. Retten til at få udleveret folderen er således en databeskyttelsesrettighed og ikke en processuel rettighed med hensyn til tilbagetagelsesproceduren i henhold til Dublin III-forordningen. Den skal fremme varetagelsen af databeskyttelsesrettighederne, ikke bidrage til et bedre udfald af proceduren for overførsel. Derfor kan tilsidesættelsen af denne rettighed heller ikke påvirke udfaldet af overførselsproceduren.

119.

Eurodacforordningens artikel 37 fastsætter, at registrerede kan kræve erstatning af den ansvarlige medlemsstat for skader som følge af handlinger, der er i strid med denne forordning Medlemsstaterne skal sørge for effektive retsmidler til dette formål. Det forekommer således absolut muligt (men ikke obligatorisk), at en tilsidesættelse af Eurodacforordningens artikel 29 (også) kan gøres gældende i forbindelse med en klage over afgørelsen om overførsel.

120.

I overensstemmelse med den i punkt 107 og 111 nævnte retspraksis skal en tilsidesættelse af denne bestemmelse imidlertid kun føre til annullation af afgørelsen om overførsel, hvis sagen kunne have fået et andet udfald uden denne overtrædelse, og fejlen ikke kan afhjælpes ved hjælp af en høring under retssagen. Det forekommer dog usandsynligt, at den manglende udlevering af oplysningerne i henhold til Eurodacforordningens artikel 29 kan føre til, at et element, som kan være relevant for afgørelsen om overførsel, ikke bliver fremlagt.

121.

Dermed skal det fastholdes, at Eurodacforordningens artikel 29, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, heri, skal fortolkes således, at pligten til at udlevere de i disse bestemmelser nævnte oplysninger foreligger såvel i de situationer, der er omfattet af Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 1, og artikel 18, stk. 1, litra a), som i de situationer, der er omfattet af artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b)-d). Overtrædelser af Eurodacforordningens artikel 29 kan gøres gældende i forbindelse med en klage over en afgørelse om overførsel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 26. De skal dog kun føre til annullation af afgørelsen om overførsel, hvis det på grund af den manglende udlevering af de pågældende oplysninger ikke var muligt at fremlægge et element, som kunne være til hinder for overførslen til den anmodede medlemsstat, og hvis denne fejl ikke kan afhjælpes under retssagen.

122.

I sag C-315/21 ønsker den forelæggende ret oplyst, om pligten til at føre en personlig samtale med ansøgeren i henhold til Dublin III-forordningens artikel 5 også foreligger under tilbagetagelsesproceduren, og i givet fald hvilke konsekvenser en tilsidesættelse af denne pligt har for afgørelsen om overførsel. Dette spørgsmål er imidlertid ikke relevant for afgørelsen i denne sag, da den personlige samtale med ansøgeren ifølge den forelæggende rets oplysninger blev afholdt.

123.

I sag C-328/21 nævner den forelæggende ret Dublin III-forordningens artikel 5 i sin forelæggelsesafgørelse, men ikke i sine præjudicielle spørgsmål. GE, parten i hovedsagen i denne sag, gør gældende, at han uretmæssigt ikke blev klassificeret som ansøger (jf. herom allerede ovenfor, punkt 98). Det tilkommer den forelæggende ret at afklare dette spørgsmål. I retsmødet anførte GE, at de italienske myndigheder heller ikke afholdt en personlig samtale med ham.

124.

Som jeg vil redegøre for i det følgende, er det min opfattelse, at den personlige samtale skal afholdes under tilbagetagelsesproceduren, uanset om der er indgivet en ny ansøgning i den anmodende medlemsstat eller ikke. Spørgsmålet om konsekvenserne af tilsidesættelsen af denne pligt er efter min opfattelse således under alle omstændigheder relevant for afgørelsen i sag C-328/21.

125.

Spørgsmålet om, hvorvidt den personlige samtale skal afholdes under tilbagetagelsesproceduren, og hvilke konsekvenser det i givet fald har for afgørelsen om overførsel, hvis den ikke afholdes, er desuden relevant i den aktuelt verserende sag C-80/22, som ikke er genstand for den foreliggende sag ( 43 ).

126.

I de andre tre af de foreliggende sager (sag C-228/21, sag C-254/21 og sag C-297/21) er samtalen derimod enten blevet gennemført (sag C-228/21), eller de forelæggende retter oplyser ikke nærmere herom.

127.

Jeg vil først beskrive, hvorfor pligten til at afholde den personlige samtale i henhold til Dublin III-forordningens artikel 5 også foreligger under tilbagetagelsesproceduren [a)], og derefter beskrive konsekvenserne af tilsidesættelser af denne pligt [b)].

128.

I overensstemmelse med deres holdning med hensyn til informationspligten i henhold til Dublin III-forordningens artikel 4 afviser Kommissionen og Italien også, at der foreligger en pligt til at afholde en personlig samtale i henhold til artikel 5 under tilbagetagelsesproceduren. Denne samtale har til formål at lette afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, hvilket ikke længere skal ske.

129.

Kommissionen og Italien må medgives, at 18. betragtning til Dublin III-forordningen og dennes artikel 5, stk. 1, knytter afholdelsen af den personlige samtale med ansøgeren sammen med afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Som beskrevet ovenfor i punkt 78, 79 og 81, skal den anmodende medlemsstat ikke længere træffe en sådan afgørelse ex officio under tilbagetagelsesproceduren.

130.

I overensstemmelse med det i punkt 81-90 anførte kan man imidlertid ikke heraf konkludere, at den personlige samtale ikke skal afholdes under tilbagetagelsesproceduren. Som beskrevet i disse punkter kan en ansøger nemlig også under tilbagetagelsesproceduren fremlægge elementer, som kan rejse tvivl om den anmodede medlemsstats ansvar og være til hinder for vedtagelsen af en afgørelse om overførsel.

131.

Desuden er retten til forsvar, som omfatter retten til at blive hørt i enhver procedure, ifølge retspraksis et at de bærende EU-retlige principper. Disse rettigheder skal derfor også overholdes, selv når den lovgivning, der finder anvendelse, ikke udtrykkeligt foreskriver sådanne processuelle rettigheder ( 44 ).

132.

At blive hørt personligt indebærer i princippet ganske vist ikke altid en personlig samtale, men kan evt. også ske skriftligt. I tilfældet med tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som befinder sig i en Dublinprocedure, er det imidlertid nødvendigt, at de bliver hørt i en personlig samtale. Kun på denne måde kan det nemlig sikres, at disse personer forstår Dublinsystemet og fremlægger alle elementer, som er relevante for at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

133.

Dette bekræftes også af retspraksis vedrørende lignende situationer under proceduredirektivet. Domstolen fastslog i sin dom i Addis-sagen, at den personlige samtale med ansøgeren, som er fastsat i dette direktiv, under ingen omstændigheder kan undlades. Den personlige, mundtlige høring af ansøgeren har nemlig grundlæggende betydning i denne sammenhæng. Hvis samtalen ikke bliver afholdt og heller ikke kan indhentes under retssagen, skal dette føre til annullation af den pågældende beslutning og hjemvisning af sagen til den kompetente myndighed ( 45 ). Dette anses navnlig med hensyn til afvisning af en ansøgning for ulovligt, da en anden medlemsstat allerede har indrømmet international beskyttelse [dette direktivs artikel 33, stk. 2, litra a)] ( 46 ).

134.

Proceduredirektivet regulerer ganske vist proceduren for den materielle prøvelse af asylansøgninger, mens Dublin III-forordningen kun omhandler proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen. Alligevel kan den situation, der er omfattet af dette direktivs artikel 33, stk. 2, litra a) (afvisning af en ansøgning, fordi en anden medlemsstat allerede har indrømmet beskyttelse), sammenlignes med situationen i forbindelse med tilbagetagelsesproceduren i henhold til Dublin III-forordningen. Ved anvendelsen af proceduredirektivets artikel 33, stk. 2, litra a), skal den medlemsstat, der ønsker at afvise ansøgningen fra realitetsbehandling, gennem den personlige samtale sikre, at der i tilfælde af overførsel til den medlemsstat, der har indrømmet ansøgeren beskyttelse, ikke er risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 4 ( 47 ).

135.

Ligeledes har den personlige samtale under tilbagetagelsesproceduren i henhold til Dublin III-forordningen navnlig til formål at finde ud af, om den anmodende medlemsstat skal undlade at overføre personen til den anmodede medlemsstat. Dette kan bl.a. være tilfældet på grund af risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 4 i den anmodede medlemsstat eller på grund af beviser for, at ansøgerens familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer opholder sig på den anmodende medlemsstats område (jf. ovenfor, punkt 82-85). De tilfælde, der er nævnt i proceduredirektivets artikel 33, stk. 2, hvor medlemsstaterne ikke skal realitetsbehandle ansøgninger om international beskyttelse, supplerer i henhold til denne bestemmelses stk. 1 de tilfælde, hvor en ansøgning i henhold til Dublin III-forordningen ikke bliver behandlet. De to regelsæt blev i øvrigt udstedt samme dag i forbindelse med den generelle omarbejdning af det fælles europæiske asylsystem.

136.

Derfor skal den anmodende medlemsstat også under tilbagetagelsesproceduren i henhold til Dublin III-forordningen give den pågældende mulighed for at udtale sig under en personlig samtale, før der vedtages en afgørelse om overførsel. Dette gælder uafhængigt af, om den pågældende har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse eller ikke. Som GE anfører, er dette navnlig vigtigt for at udelukke, at en tredjelandsstatsborger eller statsløs bliver klassificeret som opholdende sig ulovligt, selv om den pågældende egentlig ville indgive en ansøgning om international beskyttelse.

137.

Dublin III-forordningens artikel 5, stk. 2, fastsætter imidlertid, som Tyskland gør gældende, at den personlige samtale kan undlades under bestemte omstændigheder. Den kan undlades, hvis ansøgeren er forsvundet [a)], eller hvis den pågældende allerede på anden vis har afgivet oplysninger, der er relevante for afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig [b)]. I sidstnævnte tilfælde skal medlemsstaten blot give ansøgeren mulighed for at fremlægge alle yderligere oplysninger, der er relevante for en korrekt afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, inden der træffes afgørelse om at overføre ansøgeren.

138.

I betragtning af den netop fremhævede betydning, som den personlige samtale har i Dublinproceduren, skal denne bestemmelse fortolkes således, at muligheden for at fremlægge alle yderligere relevante oplysninger skal være effektivt til stede. I betragtning af dette og alle yderligere omstændigheder skal det i det konkrete tilfælde prøves, om det er forsvarligt at undlade den personlige samtale.

139.

Hvis man accepterer den opfattelse, at pligten til at afholde en personlig samtale i henhold til Dublin III-forordningens artikel 5 også foreligger under tilbagetagelsesproceduren, følger det af den i punkt 103 nævnte retspraksis, at en tilsidesættelse af denne pligt kan gøres gældende i forbindelse med en klage over afgørelsen om overførsel.

140.

Som anført i punkt 107 medfører en tilsidesættelse af retten til forsvar, navnlig af retten til at blive hørt, kun, at den afgørelse, der er truffet i slutningen af den administrative procedure, annulleres, hvis det må antages, at proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget.

141.

Domstolen præciserede imidlertid i dommen i Addis-sagen, som allerede er behandlet i punkt 133-135, at denne retspraksis ikke kan overføres til retten til at blive hørt i henhold til proceduredirektivet ( 48 ). Den manglende høring i den administrative procedure skal ganske vist heller ikke i dette tilfælde nødvendigvis medføre, at afgørelsen annulleres, og at sagen hjemvises til den kompetente myndighed. Tilsidesættelsen i forbindelse med høringen kan imidlertid kun afhjælpes, hvis den mundtlige høring kan indhentes under retssagen under overholdelse af de nødvendige processuelle garantier, og det i denne forbindelse viser sig, at der ikke kan træffes en anden afgørelse med hensyn til substansen trods de oplysninger, der herved fremlægges. Hvis en sådan høring under retssagen ikke kan garanteres, skal afgørelsen derimod annulleres og sagen hjemvises til den kompetente myndighed ( 49 ).

142.

Som beskrevet i punkt 134 og 135 kan den situation, der lå til grund for dommen i Addis-sagen, sammenlignes med den foreliggende. Tilsidesættelsen af pligten til at afholde en personlig samtale kan derfor heller ikke inden for rammerne af tilbagetagelsesproceduren i henhold til Dublin III-forordningen være en proceduremangel, som kun har effekt, hvis afgørelsen kunne have fået et andet udfald, hvis manglen ikke havde foreligget. Tværtimod – kun hvis samtalen kan indhentes under retssagen, har denne tilsidesættelse ikke indvirkning på overførselsafgørelsens endelige karakter. Her opstår så spørgsmålet om, hvad konsekvenserne er, hvis der fremlægges nye relevante elementer [i)]. Hvis der derimod ikke iværksættes et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om overførsel, kan denne også opnå endelig karakter uden den personlige samtale, hvis oplysningen til den pågældende om retsmidler var effektiv [ii)].

143.

Det følger af det ovenstående, at i et tilfælde, hvor det ikke var begrundet at undlade den personlige samtale som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 5, stk. 2 (jf. ovenfor, punkt 137 og 138) kan procedurefejlen, som består i, at denne samtale ikke blev afholdt under tilbagetagelsesproceduren, kun afhjælpes ved, at denne samtale afholdes under retssagen i forbindelse med anfægtelsen af afgørelsen om overførsel. Hvis dette kan sikres i henhold til den gældende nationale lovgivning (hvilket i den foreliggende sag ifølge GE er tvivlsomt i italiensk ret), kan afgørelsen om overførsel stadfæstes, hvis det viser sig, at der ikke kan træffes en anden afgørelse med hensyn til substansen trods de oplysninger, der fremlægges i denne forbindelse. I modsat fald skal afgørelsen om overførsel annulleres.

144.

Med hensyn til elementer vedrørende familiens enhed skal det i denne forbindelse påpeges, at Dublin III-forordningens artikel 7, stk. 3, ganske vist fastsætter, at der skal tages hensyn til beviser for, at familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer til ansøgeren opholder sig på en medlemsstats område, »forudsat at [de] fremlægges, inden en anden medlemsstat har accepteret anmodningen om at overtage eller tilbagetage den pågældende […], og forudsat at der endnu ikke er truffet en første afgørelse med hensyn til substansen om ansøgerens tidligere ansøgninger om international beskyttelse«. Afgørelsen om overførsel kan imidlertid i henhold til artikel 26, stk. 1, først træffes, når den anmodede stat har accepteret overtagelsen eller tilbagetagelsen, og den retslige kontrol af denne afgørelse finder således nødvendigvis sted efter denne accept ( 50 ).

145.

I betragtning af betydningen af beskyttelsen af familiens enhed, som artikel 7, stk. 3, har til formål at sikre (jf. ovenfor, punkt 88 og 89), må det imidlertid lægges til grund, at der også skal tages hensyn til beviser for, at ansøgerens familiemedlemmer opholder sig på en medlemsstats område, hvis de fremlægges i forbindelse med domstolskontrollen af afgørelsen om overførsel og den omstændighed, at de fremlægges for sent, må tilregnes den anmodende medlemsstat. Den anmodede medlemsstats accept af en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse forhindrer nemlig ikke, at en ansøger i forbindelse med et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om overførsel kan påberåbe sig en fejlagtig anvendelse af et ansvarlighedskriterium i Dublin III-forordningens kapitel III ( 51 ). Det går i samme retning, at det skal være muligt inden for rammerne af et sådant eller et andet retsmiddel at påberåbe sig omstændigheder, som er indtrådt efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel ( 52 ).

146.

Hvis det viser sig på grund af elementer, der kommer frem under den personlige samtale med den pågældende under retssagen, at afgørelsen om overførsel skal annulleres, kan man navnlig forestille sig to scenarier: Enten forbliver ansøgeren i den anmodende medlemsstat, hvis det viser sig, at denne er ansvarlig; eller en tredje medlemsstat er ansvarlig, f.eks. fordi familiemedlemmer til ansøgeren opholder sig i denne stat. I denne situation vil der opstå det spørgsmål, om fristerne i henhold til artikel 21, artikel 23 eller artikel 24 for at indgive en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse til denne medlemsstat kan genåbnes.

147.

Disse frister har til formål at sikre hurtig behandling af asylansøgningerne. Dette mål begrunder, at sådanne anmodninger eventuelt kan behandles af en anden medlemsstat end den, der afgøres at være ansvarlig i henhold til kriterierne i Dublin III-forordningens kapitel III ( 53 ). Derfor kan en anmodning om tilbagetagelse i princippet ikke længere indgives gyldigt efter de pågældende fristers udløb, og ansvaret overgår til den medlemsstat, hvor der er indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse ( 54 ).

148.

Det skal imidlertid være muligt at fravige dette princip, hvis den tredje medlemsstats ansvar er støttet på, at familiemedlemmer til ansøgeren opholder sig på denne medlemsstats område. Som beskrevet i punkt 88 og 89 har muligheden for at fremlægge elementer vedrørende familiemedlemmers ophold også i en sen fase nemlig til formål at beskytte ansøgernes familieliv. Den skal forhindre, at deres ansøgninger bliver behandlet i en anden medlemsstat end den, som deres familiemedlemmer opholder sig i. Dette må også gælde i et tilfælde, hvor årsagen til den sene fremlæggelse af de relevante elementer må tilskrives den anmodende medlemsstat, som ikke har hørt en ansøger i rette tid ( 55 ).

149.

Hvis der ikke iværksættes et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om overførsel, kan tilsidesættelsen af pligten til at afholde en personlig samtale lige som tilsidesættelsen af informationspligten (ovenfor, punkt 112) ikke føre til, at afgørelsen om overførsel ipso jure er ugyldig. Tilsidesættelsen af pligten til at afholde en personlig samtale er ganske vist en alvorlig proceduremangel. Hvis den pågældende imidlertid ikke iværksætter et retsmiddel, trods en effektiv oplysning om retsmidler, som opfylder kravene hertil og navnlig sikrer, at den pågældende forstår Dublinsystemet (ovenfor, punkt 112), forekommer afgørelsens endelige karakter begrundet. Dette gælder navnlig, for så vidt som artikel 26, stk. 2, andet afsnit, forpligter medlemsstaterne til at sikre, at oplysninger om personer eller enheder, der kan yde retshjælp til den pågældende, videregives til vedkommende sammen med afgørelsen om overførsel, såfremt disse oplysninger ikke allerede er blevet meddelt.

150.

Det følger af det ovenstående, at Dublin III-forordningens artikel 5, sammenholdt med det EU-retlige princip om overholdelse af retten til forsvar, skal fortolkes således, at den deri fastsatte personlige samtale skal afholdes både i de situationer, der er omfattet af denne forordnings artikel 20, stk. 1, og artikel 18, stk. 1, litra a), og i de situationer, der er omfattet af forordningens artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b)-d). Dette gælder uafhængigt af, om der er indgivet en ansøgning om international beskyttelse i den anmodende medlemsstat. Tilsidesættelser af artikel 5 kan gøres gældende i forbindelse med en klage over en afgørelse om overførsel i henhold til artikel 26. Sådanne tilsidesættelser skal føre til annullation af afgørelsen om overførsel, hvis den personlige samtale ikke kan indhentes under overholdelse af de nødvendige processuelle garantier under proceduren for den retslige kontrol af denne afgørelse i henhold til artikel 27, og det i denne forbindelse viser sig, at der trods de fremlagte oplysninger ikke kan træffes en anden afgørelse med hensyn til substansen. Hvis der ikke iværksættes et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om overførsel, kan denne derimod også opnå endelig karakter uden den personlige samtale, hvis oplysningen om retsmidler var effektiv.

151.

Med deres spørgsmål i sag C-254/21 og sag C-297/21 samt det tredje spørgsmål i sag C-315/21 ønsker de forelæggende retter oplyst, om de i forbindelse med kontrollen af en afgørelse om overførsel, der er truffet under tilbagetagelsesproceduren, skal prøve, om der er risiko for, at den anmodede medlemsstat vil tilsidesætte princippet om non-refoulement (altså risikoen for »indirekte refoulement«). I de hovedsager, der ligger til grund for disse sager, blev de pågældendes ansøgninger om international beskyttelse allerede realitetsbehandlet og afvist af de respektive anmodede medlemsstater (Sverige og Tyskland). De forelæggende retter er derfor i tvivl om, hvorvidt de må eller skal prøve, om de pågældende i de anmodede medlemsstater risikerer refoulement til deres hjemlande, hvor de ville risikere livsfare eller fare for umenneskelig behandling.

152.

De forelæggende retters forskellige spørgsmål i denne forbindelse kan sammenfattes som følger: Skal Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1 og 2, artikel 17, stk. 1, og artikel 27, sammenholdt med chartrets artikel 4, 19 og 47, fortolkes således, at

153.

Derudover ønsker retten i sag C-254/21 oplyst, hvilke kriterier den i givet fald skal anvende for at bedømme risikoen for refoulement fra den anmodede medlemsstats side, efter at denne allerede har udelukket denne risiko ( 60 ).

154.

I henhold til Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, behandles en ansøgning om international beskyttelse, der indgives af en tredjelandsstatsborger eller statsløs på en hvilken som helst af medlemsstaternes område, kun af en enkelt medlemsstat, som fastsættes som ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III. Som Tyskland anfører, er princippet i Dublinsystemet nemlig, at der kun skal være én medlemsstat i EU, som behandler en ansøgning om international beskyttelse. Dette har navnlig til formål at rationalisere og fremskynde asylproceduren og at undgå sekundære bevægelser.

155.

Dette system er baseret på princippet om gensidig tillid. Dette princip pålægger hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder. Følgelig må der i forbindelse med det fælles europæiske asylsystem og navnlig Dublin III-forordningen gælde en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i chartret, Genèvekonventionen og EMRK ( 61 ). I overensstemmelse hermed fremgår det af tredje betragtning til Dublin III-forordningen, at medlemsstaterne, der alle overholder non-refoulement-princippet, betragtes som sikre lande for tredjelandsstatsborgere.

156.

Inden for rammerne af Dublinsystemet er medlemsstaterne derfor principielt EU-retligt forpligtet til at lægge til grund, at de øvrige medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder. Således er det hverken muligt at kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede, eller, undtagen i særlige tilfælde, at kontrollere, om denne anden medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt de i Unionen sikrede grundlæggende rettigheder ( 62 ).

157.

Denne formodning om, at de andre medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, er ikke uafkræftelig. Som Domstolen har fastslået, kan det nemlig ikke udelukkes, at asylsystemet i praksis støder på betydelige funktionelle vanskeligheder i en bestemt medlemsstat, således at der foreligger en risiko for, at ansøgere i tilfælde af overførsel til denne medlemsstat bliver behandlet på en måde, som er uforenelig med deres grundlæggende rettigheder ( 63 ). Derfor præciseres det i Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, hvorved denne retspraksis er blevet kodificeret, at overførsel af en ansøger til en medlemsstat skal undlades, hvis der er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere i den pågældende medlemsstat, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i chartrets artikel 4 ( 64 ).

158.

Denne bestemmelse har Domstolen efterfølgende suppleret: Hvis den domstol, der behandler et retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om overførsel, råder over oplysninger, som den pågældende person har fremlagt for at bevise en risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 4, skal den prøve, om der på tidspunktet for overførslen, under asylproceduren eller efter dennes afslutning er risiko for, at denne person på grund af systemfejl eller generelle fejl eller fejl vedrørende bestemte persongrupper i den ansvarlige medlemsstat udsættes for en alvorlig risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling ( 65 ).

159.

I overensstemmelse med forbuddet i chartrets artikel 4 påhviler det følgelig medlemsstaterne ikke at foretage nogen overførsel til en medlemsstat inden for rammerne af Dublinsystemet, når de ikke kan være uvidende om, at der foreligger sådanne fejl i den pågældende medlemsstat. Overførslen af en asylansøger inden for rammerne af Dublin III-forordningen kan tværtimod kun foretages under omstændigheder, der udelukker, at denne overførsel indebærer en reel risiko for, at den pågældende bliver udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i denne bestemmelse ( 66 ).

160.

Da dette brud på den gensidige tillid udgør en undtagelse, er det imidlertid kun begrundet i tilfælde, hvor der foreligger beviser for, at de fejl, der findes i den anmodede medlemsstat, overstiger en særligt høj alvorstærskel ( 67 ). Især skal disse fejl imidlertid have en generel, systemisk karakter. De skal ikke vedrøre forvaltningens håndtering af konkrete sager, men generelle, systemiske mangler. Derimod er det ikke enhver tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed, som begås af den ansvarlige medlemsstat, der påvirker de øvrige medlemsstaters forpligtelse til at overholde Dublin III-forordningens bestemmelser ( 68 ).

161.

For det første ville det ikke være foreneligt med Dublinsystemets formål og system, hvis den mindste tilsidesættelse af de relevante bestemmelser – navnlig kvalifikationsdirektivet – ville være tilstrækkelig til at forhindre enhver overførsel af en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat. Dette ville ikke blot udhule de forpligtelser, som er fastsat i Dublin III-forordningen for at afgøre, hvilken medlemsstat der har ansvaret, og dermed bringe hele Dublinsystemet i fare. Det, der er på spil, er desuden med Domstolens ord »formålet med Unionen og virkeliggørelsen af området med fred, sikkerhed og retfærdighed, og i særdeleshed det fælles europæiske asylsystem, som bygger på gensidig tillid og en formodning for, at de øvrige medlemsstater overholder EU-retten og særligt de grundlæggende rettigheder« ( 69 ).

162.

For det andet og især er det imidlertid – hvis der ikke foreligger systemfejl i den anmodede medlemsstat – heller ikke nødvendigt, at en (formodet) forkert anvendelse af de relevante asylbestemmelser fører til, at overførslen af en ansøger til den anmodede medlemsstat suspenderes. Hvis der ikke foreligger systemfejl navnlig i retssystemet må det nemlig lægges til grund, at enhver afgørelse, som indebærer et afslag på international beskyttelse, i den anmodede medlemsstat kan gøres til genstand for en retslig kontrol, som varetager den pågældendes grundlæggende rettigheder. Dette fastsættes i øvrigt udtrykkeligt i Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 2, tredje afsnit, for afgørelser i henhold til artikel 18, stk. 1, litra d), som afgørelserne i de foreliggende sager.

163.

Som Frankrig gør gældende, ville retten i en anmodende medlemsstat desuden slet ikke kunne foretage en udtømmende prøvelse af risikoen for en tilsidesættelse af princippet om non-refoulement fra den anmodede medlemsstats side alene på grundlag af denne medlemsstats afslag på ansøgningen om international beskyttelse. Dette afslag indebærer nemlig ikke nødvendigvis, at ansøgeren sendes tilbage til sit oprindelsesland ( 70 ). Tværtimod skal den anmodede medlemsstat først vedtage en afgørelse om tilbagesendelse i henhold til artikel 6 i tilbagesendelsesdirektiv 2008/115/EF ( 71 ). Til prøvelse af denne skal der desuden findes et effektivt retsmiddel i henhold til dette direktivs artikel 13. Et sådant retsmiddel skal have opsættende virkning, hvis der er vægtige grunde til at tro, at den pågældende i tilfælde af tilbagesendelse har en reel risiko for at blive udsat for en behandling, der er i strid med chartrets artikel 4 ( 72 ). Den forelæggende ret i sag C-297/21 anfører ganske vist, at der i den anmodede medlemsstat allerede er vedtaget en endelig afgørelse om tilbagesendelse over for ansøgeren.

164.

Med hensyn til anvendelsen af den materielle asylret og asylproceduren fungerer Dublinsystemet som allerede beskrevet i punkt 87 på det grundlag, at reglerne herom i vidt omfang er harmoniseret på EU-niveau, navnlig gennem kvalifikationsdirektivet og proceduredirektivet. Derfor må det ganske vist principielt lægges til grund, at en asylansøger i vidt omfang vil få sin ansøgning behandlet efter de samme regler, uanset hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning ( 73 ). Alligevel er det umuligt at undgå forskellige opfattelser i konkrete tilfælde, da det ligger i sagens natur, at anvendelsen af lovgivningen på konkrete tilfælde ikke altid klart og entydigt fører til samme resultat.

165.

Desuden udelukker den EU-retlige harmonisering af asylreglerne ikke, at medlemsstaterne har en vis skønsmargen. Som Frankrig gør gældende, fastsætter navnlig kvalifikationsdirektivets artikel 8, som anføres af den forelæggende ret i sag C-254/21, at medlemsstaterne kan beslutte, at en ansøger ikke har behov for international beskyttelse, hvis den pågældende i en del af hjemlandet, som er tilgængeligt for den pågældende, har adgang til beskyttelse mod forfølgelse. Omvendt kan medlemsstaterne i henhold til 14. betragtning til og artikel 3 i kvalifikationsdirektivet indføre eller opretholde gunstigere standarder for fastsættelse af, hvem der kan anerkendes som flygtninge eller som personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for fastsættelse af indholdet af international beskyttelse, for så vidt disse standarder er forenelige med dette direktiv.

166.

På baggrund af den gensidige tillid mellem medlemsstaterne kan forskellige opfattelser mellem myndighederne og domstolene i den anmodende og den anmodede medlemsstater af fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse derfor ikke – medmindre der foreligger systemfejl i den anmodede medlemsstat – kvalificeres som systemfejl. De kan heller ikke føre til, at ansvaret for den materielle behandling af ansøgningen overgår til den anmodende medlemsstat.

167.

Hvis sådanne forskellige opfattelser vedrører fortolkningen af EU-retlige bestemmelser, påhviler det domstolene i den medlemsstat, der har ansvaret i henhold til Dublin III-forordningen, at forelægge spørgsmålet for Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF. Hvis en medlemsstat mener, at en anden medlemsstat anvender denne forordning forkert og i strid med artikel 267, stk. 3, TEUF ikke forelægger spørgsmål for Domstolen, kan den indlede en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 259 TEUF. Det tilkommer derimod ikke domstolene i en medlemsstat, der ikke har ansvaret, selv at træde i dette sted og foretage en (formodet) nødvendig korrektur af den ansvarlige medlemsstats fortolkning af en bestemmelse.

168.

Det følger af alt dette, at domstolene i den anmodende medlemsstat i forbindelse med kontrollen af afgørelsen om overførsel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, medmindre der foreligger systemfejl navnlig i den anmodede medlemsstats retssystem, ikke må prøve, om der i denne medlemsstat er risiko for en tilsidesættelse af non-refoulement-princippet. Dette ville nemlig udgøre en materiel prøvelse af ansøgningen om international beskyttelse, som netop ikke indgår i domstolsprøvelsen af afgørelsen om overførsel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27.

169.

Dommen i sagen C.K. m.fl. ( 74 ), som drøftes af flere af parterne i den foreliggende sag, er ikke til hinder for denne konstatering. I denne dom fastslog Domstolen ganske vist, at overførsel af en asylansøger også kan være ulovlig i et tilfælde, hvor der ikke foreligger systemfejl i den anmodede medlemsstat. Dette vedrørte imidlertid en situation, hvor overførslen til den anmodede medlemsstat på grund af den pågældendes helbredstilstand i sig selv – og dermed uafhængigt at forholdene i denne medlemsstat – potentielt kunne udgøre en behandling, der er uforenelig med chartrets artikel 4. I overensstemmelse hermed præciserede Domstolen, at princippet om gensidig tillid er fuldt ud overholdt i et sådant tilfælde, selv om overførslen undlades. I dette tilfælde berøres eksistensen af en formodning om, at de grundlæggende rettigheder overholdes i samtlige medlemsstater, nemlig ikke af denne undladte overførsel ( 75 ).

170.

De foreliggende sager svarer imidlertid – med forbehold af en prøvelse ved de forelæggende retter – netop ikke til et sådant tilfælde. Det betyder, at princippet om gensidig tillid ville blive sat ud af kraft, hvis man undlod overførslen på grund af tvivl om lovligheden af afgørelserne om overførsel, som ikke skyldes systemfejl i den anmodede medlemsstat.

171.

Således er domstolene i de anmodende medlemsstater i den foreliggende sag i henhold til den i punkt 156 nævnte retspraksis EU-retligt forpligtet til at lægge til grund, at de anmodede medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder. De må derfor ikke prøve, om disse andre medlemsstater faktisk har overholdt disse EU-sikrede grundlæggende rettigheder.

172.

Som netop beskrevet fremgår det af Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i denne forordnings kapitel III. Uanset dette kan enhver medlemsstat i henhold til denne forordnings artikel 17, stk. 1, beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter disse kriterier.

173.

I forlængelse af deres spørgsmål vedrørende Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, ønsker de forelæggende retter i sag C-254/21 og sag C-297/21 oplyst, om den anmodende medlemsstat er forpligtet til at anvende den diskretionære klausul i artikel 17, stk. 1, hvis der i den anmodede medlemsstat er risiko for tilsidesættelse af non-refoulement-princippet. Derudover ønsker de oplyst, om de i så fald kan forpligte myndighederne i den anmodende medlemsstat til at anvende denne klausul.

174.

Som netop beskrevet må hverken myndighederne eller domstolene i den anmodende medlemsstat i et tilfælde, hvor der ikke foreligger systemfejl i den anmodede medlemsstat, prøve risikoen for, at den anmodede medlemsstat vil tilsidesætte non-refoulement-princippet. Tilsvarende kan en domstol i den anmodende medlemsstat i et sådant tilfælde heller ikke pålægge myndighederne i denne medlemsstat at anvende den diskretionære klausul i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1.

175.

Blot som en tilføjelse skal det nævnes, at Domstolen allerede har præciseret, at udøvelsen af denne mulighed er valgfri for medlemsstaterne og ikke er undergivet nogen særlig betingelse ( 76 ). Denne beføjelse har snarere til formål at opretholde medlemsstaternes prærogativer med hensyn til udøvelse af retten til at give international beskyttelse. Den skal gøre det muligt, at hver medlemsstat selvstændigt ud fra politiske, humanitære eller praktiske overvejelser kan erklære sig villig til at behandle en ansøgning om international beskyttelse, idet den tillægger medlemsstaterne en vid skønsbeføjelse ( 77 ). Medlemsstaterne er derfor EU-retligt aldrig forpligtet til at anvende denne klausul, heller ikke ud fra humanitære betragtninger såsom ansøgerens helbredstilstand eller barnets tarv ( 78 ).

176.

Dette er begrundet i, at Dublinsystemet som anført ovenfor er baseret på den præmis, at alle medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder. Derfor må det lægges til grund, at alle medlemsstater tager tilstrækkeligt hensyn til humanitære betragtninger. Denne tillid kan som nævnt kun rystes, hvis systemfejl giver anledning til at tvivle på netop dette. I så fald begrundes den anmodende medlemsstats ansvar imidlertid ved Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, og det er således ikke nødvendigt at anvende artikel 17, stk. 1.

177.

Domstolen har ganske vist fastslået, at en medlemsstats afvisning af at anvende Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, eventuelt kan anfægtes i forbindelse med et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om overførsel ( 79 ). I betragtning af det vide skøn, som medlemsstaterne indrømmes ved denne anvendelse, kræver EU-retten imidlertid kun en domstolsprøvelse, som er begrænset til åbenbare fejlskøn. Sådanne åbenbare fejlskøn kan imidlertid på den anden side kun foreligge, hvis den anmodende medlemsstat ikke har erklæret sig ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selv om der foreligger systemfejl i den anmodede medlemsstat, og betingelserne for at anvende denne forordnings artikel 3, stk. 2, derfor er opfyldt.

178.

Dette berører ikke de nationale domstoles mulighed for på grundlag af gunstigere bestemmelser i national ret at forpligte medlemsstaterne til at tilkende national beskyttelse, hvis dette er fastsat i national ret, og det er foreneligt med bestemmelserne i kvalifikationsdirektivet ( 80 ).

179.

Det følger af ovenstående betragtninger, at Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1 og 2, artikel 17, stk. 1, og artikel 27, sammenholdt med chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at den domstol i den anmodende medlemsstat, der behandler en klage over en afgørelse om overførsel, ikke må prøve, om der er risiko for, at den anmodede medlemsstat tilsidesætter non-refoulement-princippet, medmindre der foreligger systemfejl i denne medlemsstat, som giver anledning til begrundet tvivl om effektiviteten af domstolskontrollen af de foranstaltninger, der gør det muligt at tilbagesende de afviste asylansøgere. Forskellige opfattelser hos myndigheder og domstole i den anmodende og den anmodede medlemsstat med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse udgør ikke systemfejl.

180.

I betragtning af denne konstatering er det ikke nødvendigt at besvare det fjerde spørgsmål, litra b), i sag C-254/21, som er nævnt i punkt 153.

181.

Jeg foreslår på denne baggrund Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål som følger: