1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af flere bestemmelser i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne ( 2 ), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 ( 3 ).

2.

Den forelæggende ret har forelagt Domstolen en række spørgsmål, som i det væsentlige har til formål at fastslå, om en fuldbyrdende judiciel myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grund af den angivelige manglende kompetence hos den udstedende judicielle myndighed til at udstede denne arrestordre og hos den domstol, der skal pådømme sagen mod den tiltalte, og om rammeafgørelse 2002/584 er til hinder for, at der udstedes en ny europæisk arrestordre, efter at der er givet afslag på fuldbyrdelse af den første europæiske arrestordre.

3.

Disse spørgsmål er blevet rejst i forbindelse med retssager mod tidligere catalanske ledere, som blev anlagt efter en folkeafstemning den 1. oktober 2017 om selvbestemmelse for den selvstyrende region Catalonien (Spanien). Nogle af de tiltalte, der havde forladt Spanien fra slutningen af 2017, blev genstand for europæiske arrestordrer. Den manglende fuldbyrdelse af disse arrestordrer skyldes både, at nogle af de tiltalte er blevet valgt ind i Europa-Parlamentet, og at der hersker uenighed om den pågældende straffesag. Uenigheden vedrører i den foreliggende sag de regler, der fastlægger Tribunal Supremos (øverste domstol, Spanien) kompetence til at pådømme sagerne mod de tiltalte, og som bl.a. er baseret på det sted, hvor overtrædelserne er begået, og på den tætte tilknytning mellem de overtrædelser, der foreholdes de tiltalte.

4.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse udspringer nærmere bestemt af de belgiske domstoles afslag på at efterkomme den europæiske arrestordre, der er udstedt mod Lluís Puig Gordi. Cour d’appel (appeldomstol), der traf endelig afgørelse i sagen, baserede dette afslag på, at der forelå en risiko for krænkelse af retten til at få prøvet sin sag af en domstol, der er oprettet ved lov, idet den vurderede, at Tribunal Supremos (øverste domstol) kompetence til at pådømme sagen mod Lluís Puig Gordi ikke hvilede på et udtrykkeligt retsgrundlag. Den præciserede desuden, at risikoen for tilsidesættelse af uskyldsformodningen ligeledes skulle tages meget seriøst. Selv om det nævnte afslag kun er direkte rettet mod Lluís Puig Gordi, har den forelæggende ret udformet sin anmodning på en sådan måde, at den omhandler de afgørelser, der skal træffes over for samtlige tiltalte.

5.

Den problemstilling, som Domstolen er blevet forelagt, kræver, som det ofte er tilfældet, at denne finder den rette balance mellem at sikre effektiviteten af den ordning for overgivelse mellem medlemsstaterne, der blev indført ved rammeafgørelse 2002/584, og at overholde de grundlæggende rettigheder for personer, der er genstand for en europæisk arrestordre.

6.

I dom af 5. april 2016, Aranyosi og Căldăraru ( 4 ), fastlagde Domstolen den metode, der skal følges af den fuldbyrdende judicielle myndighed, for hvilken den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, påberåber sig, at der foreligger en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som er forbudt i henhold til artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 5 ), på grund af forhold under frihedsberøvelsen i den udstedende medlemsstat. Denne metode indebærer i det væsentlige, at denne myndighed foretager en prøvelse i to trin, nemlig et første trin, hvor det konstateres, om der foreligger en reel risiko for krænkelse af den omhandlede grundlæggende rettighed på grund af mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede, i den udstedende medlemsstat, og et andet trin, hvor det konstateres, om der foreligger en konkret og individuel risiko for krænkelse af denne rettighed for den berørte person.

7.

I dom af 25. juli 2018, Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet) ( 6 ), anvendte Domstolen også metoden med en undersøgelse i to trin i et tilfælde, hvor der var en reel risiko for overtrædelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2. Den bekræftede denne praksis i sin dom af 17. december 2020, Openbaar Ministerie (Den udstedende judicielle myndigheds uafhængighed) ( 7 ), og dernæst i sin dom af 22. februar 2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat) ( 8 ).

8.

I de sager, der gav anledning til disse domme, hævdedes det i forbindelse med det første trin, at der forelå systemiske eller generelle mangler i forhold til uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat.

9.

Omdrejningspunktet i den foreliggende sag er spørgsmålet om, hvorvidt den fuldbyrdende judicielle myndighed, selv om der ikke påberåbes sådanne mangler, som påvirker domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, alligevel kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til, at der i denne medlemsstat foreligger en risiko for krænkelse af den ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

10.

Er de to trin i den prøvelse, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage, således kumulative for så vidt angår denne grundlæggende ret? Hvis det med andre ord ikke er muligt at konstatere på det første trin, at der foreligger systemiske eller generelle mangler, som påvirker domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, har denne myndighed da ret til at afslå at fuldbyrde den omhandlede europæiske arrestordre?

11.

Domstolen har regelmæssigt fastslået, at princippet om gensidig anerkendelse ifølge sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584 udgør »hjørnestenen« i det retslige samarbejde i straffesager, og at det finder udtryk i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af dette princip og i overensstemmelse med bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse ( 9 ).

12.

Det er efter min opfattelse vigtigt at sikre, at der ikke godtages for mange undtagelser fra princippet om gensidig anerkendelse for at overholde de grundlæggende rettigheder, således at der opstår revner i denne »hjørnesten«, som danner grundlag for det strafferetslige samarbejde, og den møjsommeligt opbyggede konstruktion begynder at smuldre eller styrter sammen i mangel af et solidt fundament.

13.

Det skal også sikres, at gennemførelsen af målet med rammeafgørelse 2002/584 og den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, som ligger til grund for den ved rammeafgørelsen indførte ordning med den europæiske arrestordre, ikke bringes i fare.

14.

Jeg hælder derfor til den antagelse, at Domstolen fortsat skal bekræfte, at et afslag på overgivelse, som er begrundet i en formodet risiko for krænkelse af den ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, for den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, faktisk skal udgøre en undtagelse. Hvis der ikke er påvist systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, kan den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke med rette afslå at fuldbyrde en europæisk arrest, alene fordi det hævdes, at der foreligger en individuel risiko for krænkelse af denne grundlæggende ret.

15.

Efter at der var vedtaget love om selvstændighed for den selvstyrende region Catalonien (Spanien) og om afholdelse af en folkeafstemning herom, blev der for Tribunal Supremo (øverste domstol) indledt en straffesag mod en række personer, som bl.a. blev foreholdt forbrydelserne opstand og misbrug af offentlige midler.

16.

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Tribunal Supremo (øverste domstol) i forbindelse med denne sag udstedte en europæisk arrestordre mod Carles Puigdemont Casamajó den 14. oktober 2019 og europæiske arrestordrer mod Antoni Comín Oliveres, Lluís Puig Gordi og Clara Ponsatí Obiols den 4. november 2019. Clara Ponsatí Obiols blev anholdt i Det Forenede Kongerige, mens de tre andre tiltalte blev anholdt i Belgien, og som følge heraf blev der indledt procedurer med henblik på fuldbyrdelse af disse europæiske arrestordrer i denne medlemsstat. Ingen af de eftersøgte personer gav samtykke til deres overgivelse.

17.

Da Carles Puigdemont Casamajó og Antoni Comín Oliveres var blevet valgt ind i Europa-Parlamentet, blev procedurerne mod dem udsat som følge af den parlamentariske immunitet, som de er sikret som medlemmer af Europa-Parlamentet ( 10 ). Proceduren for fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, der var udstedt mod Lluís Puig Gordi, fortsatte imidlertid. Det er derfor denne procedure, der er centrum for den foreliggende sag.

18.

Ved kendelse af 7. august 2020 besluttede Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg te Brussel, 27ste correctionele kamer (den nederlandsksprogede ret i første instans i Bruxelles, 27. afdeling for straffesager, Belgien) ( 11 ) at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der var udstedt mod Lluís Puig Gordi.

19.

Den forelæggende ret har forklaret, at retten i første instans fandt, at den i henhold til rammeafgørelse 2002/584 kunne foretage en vurdering af den udstedende judicielle myndigheds kompetence til at udstede en europæisk arrestordre. I denne henseende støttede den sig bl.a. på Domstolens praksis vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den offentlige anklagemyndighed i flere medlemsstater kan anerkendes som en »judiciel myndighed« ( 12 ), 8. og 12. betragtning til rammeafgørelse 2002/584 og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) ( 13 ).

20.

Retten i første instans foretog den faktiske vurdering af denne kompetence og konkluderede, at Tribunal Supremo (øverste domstol) ikke havde kompetence til at påkende sagen mod Lluís Puig Gordi og dermed til at udstede en europæisk arrestordre mod ham. Den baserede denne vurdering på udtalelser fra FN’s Generalforsamlings Menneskerettighedskommissions Arbejdsgruppe for Vilkårlig Tilbageholdelse og Fængsling ( 14 ) vedrørende personer, der var involveret i de samme faktiske omstændigheder, samt på Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 15 ) og andre bestemmelser i spansk ret og belgisk ret.

21.

Den belgiske anklagemyndigheds appel blev forkastet ved dom af 7. januar 2021 afsagt af chambre des mises en accusation de la cour d’appel de Bruxelles (afdelingen for tiltalerejsning ved appeldomstolen i Bruxelles, Belgien) ( 16 ), som dermed stadfæstede den appellerede kendelse og afslaget på at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der var udstedt mod Lluís Puig Gordi. Cour d’appel (appeldomstol) konkluderede, at den udstedende judicielle myndigheds kompetence ikke synes at være baseret på nogen udtrykkelig lovbestemmelse, med henvisning til en rapport af 27. maj 2019 fra arbejdsgruppen for vilkårlig tilbageholdelse, Menneskerettighedsdomstolens praksis og en redegørelse for Tribunal Supremos (øverste domstol) kompetence, som denne domstol fremlagde den 11. marts 2021.

22.

Den forelæggende ret har i denne sammenhæng anført, at den skal træffe afgørelse om at opretholde eller tilbagetrække de eksisterende europæiske arrestordrer eller udstede nye europæiske arrestordrer vedrørende alle eller nogle af de medtiltalte i den foreliggende sag.

23.

Hvad nærmere angår Lluís Puig Gordi har den forelæggende ret anført, at den foreliggende præjudicielle forelæggelse giver den anledning til at vurdere, om det er muligt at gentage anmodningen om overgivelse ved i givet fald at udstede en ny europæisk arrestordre, når den judicielle myndighed i den samme fuldbyrdende medlemsstat har givet afslag på overgivelsen af denne person på grundlag af de grunde til afslag, som man kan bruge til at modsætte sig rammeafgørelse 2002/584.

24.

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvilken beføjelse den judicielle myndighed, der er ansvarlig for at fuldbyrde en europæisk arrestordre, har til dels at vurdere den udstedende judicielle myndigheds kompetence i henhold til den udstedende medlemsstats nationale ret til at pådømme sagen mod de tiltalte, dels at afslå at fuldbyrde denne ordre på grund af en angivelig krænkelse af tiltaltes grundlæggende rettigheder, som skyldes tilsidesættelsen af denne kompetence. Den forelæggende ret har fremført en række argumenter i denne forbindelse.

25.

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt den fuldbyrdende judicielle myndighed kan kontrollere, om den udstedende judicielle myndighed rent faktisk havde den nødvendige kompetence til at påkende sagens realitet, hvilket er en væsentlig betingelse for at have kompetence til at udstede en europæisk arrestordre, har den forelæggende ret påpeget, at en sådan beføjelse bør følge af en formel regel i EU-retten eller af en fortolkning af denne ret, som peger i denne retning.

26.

Den nævnte ret har imidlertid bl.a. fremhævet, at en sådan mulighed ikke kan støttes på ordlyden af artikel 3, 4 og 4a i rammeafgørelse 2002/584 vedrørende obligatoriske eller fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, og at den heller ikke kan udledes af en bred fortolkning af denne rammeafgørelse eller af dens artikel 6, stk. 1, vel vidende, at hovedreglen ifølge rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, er, at den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, hvorimod et potentielt afslag udgør en undtagelse, som derfor skal fortolkes strengt.

27.

For det andet ønsker den forelæggende ret – såfremt Domstolen bekræfter, at den fuldbyrdende judicielle myndighed har beføjelse til at efterprøve den udstedende judicielle myndigheds kompetence – oplyst, hvilke elementer denne myndighed bør tage i betragtning i forbindelse med en sådan prøvelse.

28.

Den nævnte ret har herved anført, at kompetencen for den judicielle myndighed, der udsteder en europæisk arrestordre, kun bør fastlægges i henhold til den udstedende medlemsstats nationale ret. Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed kunne fortolke denne medlemsstats nationale lovgivning, ville der imidlertid opstå en usammenhængende og uholdbar situation, eftersom den fuldbyrdende judicielle myndighed i så fald skulle fortolke og anvende en lovgivning, som er fremmed for den, og som den ikke forventes at have kendskab til.

29.

Den forelæggende ret finder i det foreliggende tilfælde, at de to domstole fortolkede spansk ret forkert. Disse domstole undlod ligeledes at tage hensyn til de mange afgørelser, hvori den forelæggende ret har taget stilling til problemet vedrørende dens kompetence, og den omstændighed, at spørgsmålet er blevet behandlet af Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien), som har anerkendt den forelæggende rets kompetence, bl.a. i en dom af 17. februar 2021 ( 17 ). De belgiske domstole tog således hverken hensyn til den fortolkning, som de spanske domstole havde anlagt, eller til den omstændighed, at parterne havde fået efterprøvet de udstedte europæiske arrestordrer i første og anden instans.

30.

Hvad for det tredje angår rækkevidden af den mekanisme for anmodning om supplerende oplysninger, der er fastsat ved artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584, har den forelæggende ret anført, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke anvendte denne mekanisme i tilstrækkelig grad. Denne myndighed burde nemlig have anmodet den udstedende judicielle myndighed om supplerende oplysninger, således at denne kunne fremlægge elementer af sin nationale ret og navnlig de talrige afgørelser, hvori der blev taget stilling til den udstedende judicielle myndigheds kompetence til at påkende sagens realitet.

31.

For det fjerde har den forelæggende ret påpeget, at Cour d’appel (appeldomstol) støttede afslaget på at fuldbyrde den omhandlede europæiske arrestordre på artikel 4, stk. 5, nr. 5, i loi relative au mandat d’arrêt européen (loven om den europæiske arrestordre) ( 18 ) af19. december 2003, hvorefter det er obligatorisk at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, hvis der er tungtvejende grunde til at antage, at fuldbyrdelsen vil krænke den berørte persons grundlæggende rettigheder. Denne grund til manglende fuldbyrdelse hører imidlertid ikke til de grunde, der udtrykkeligt er nævnt i rammeafgørelse 2002/584.

32.

Den forelæggende ret har i øvrigt fastslået, at et afslag på fuldbyrdelse, der følger af denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, ifølge Domstolens praksis kun bør gives under helt særlige omstændigheder, der for så vidt angår den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, hidtil har været kendetegnet ved eksistensen af systemiske eller generelle mangler i forhold til uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat.

33.

Da Cour d’appel (appeldomstol) støttede sin vurdering på rapporten af 27. maj 2019 fra arbejdsgruppen for vilkårlig tilbageholdelse, opfyldte den desuden ikke kravet om, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal råde over objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, således at den kan fastslå, at der foreligger en alvorlig, reel, konkret og individuel risiko for tilsidesættelse af den eftersøgte persons grundlæggende rettigheder.

34.

Tribunal Supremo (øverste domstol) har i denne sammenhæng besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

35.

Lluís Puig Gordi, Carles Puigdemont Casamajó, Antoni Comín Oliveres, Clara Ponsatí Obiols, Marta Rovira Vergés, Anna Gabriel Sabaté, Ministerio Fiscal (anklagemyndighed, Spanien), den spanske, den belgiske, den polske og den rumænske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der blev afholdt retsmøde den 5. april 2022.

36.

Den forelæggende ret har med sine spørgsmål generelt anmodet Domstolen om at præcisere betingelserne for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, såfremt den eftersøgte person overgives til den udstedende judicielle myndighed, kan afslå at efterkomme en europæisk arrestordre på grund af risikoen for krænkelse af denne persons grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der er oprettet ved lov, som fastsat ved artikel 6, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ( 19 ), der svarer til chartrets artikel 47, stk. 2.

37.

De fleste af disse spørgsmål vedrører den fuldbyrdende judicielle myndigheds begrundelse for at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt mod Lluís Puig Gordi.

38.

Jeg vil ganske kort tage stilling til formaliteten med hensyn til de præjudicielle spørgsmål og henvise til, at der ifølge fast retspraksis foreligger en formodning om, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten eller afgørelsen af en EU-retlig regels gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål ( 20 ).

39.

I dom af 25. juli 2018, AY (Arrestordre – vidne) ( 21 ), fastslog Domstolen, at de spørgsmål, der var forelagt af en udstedende judiciel myndighed for at fastlægge omfanget af en fuldbyrdende judiciel myndigheds kompetence efter forgæves udstedelse af europæiske arrestordrer, kunne antages til realitetsbehandling ( 22 ).

40.

For at nå frem til denne konklusion tog Domstolen for det første hensyn til, at den forelæggende ret anførte, at den forelagde Domstolen de præjudicielle spørgsmål med henblik på – på grundlag af svarene på de stillede spørgsmål – at træffe afgørelse om tilbagekaldelse af en europæisk arrestordre. Det kunne således ikke gøres gældende, at de stillede spørgsmål ikke havde nogen forbindelse med realiteten i sagen for den forelæggende ret eller dennes genstand, eller at problemet var hypotetisk ( 23 ).

41.

Domstolen fastslog for det andet, at antagelsen af en præjudiciel anmodning til realitetsbehandling ikke drages i tvivl af den omstændighed, at de stillede spørgsmål omhandler den fuldbyrdende judicielle myndigheds forpligtelser, mens den forelæggende ret er den judicielle myndighed, der har udstedt den europæiske arrestordre. Udstedelsen af den europæiske arrestordre har således den konsekvens, at den eftersøgte person muligvis bliver arresteret, og dermed griber nævnte arrestordre ind i denne persons personlige frihed. Domstolen har fastslået, at hvad angår en sag angående en europæisk arrestordre ligger ansvaret for at sikre de grundlæggende rettigheder først og fremmest hos den udstedende medlemsstat ( 24 ).

42.

Med støtte i denne argumentation bemærkede Domstolen ligeledes i Spetsializirana prokuratura-dommen (Meddelelse om rettigheder), at det med henblik på at sikre disse rettigheder, som kan foranledige en judiciel myndighed til at træffe afgørelse om udstedelse af en europæisk arrestordre, er vigtigt, at en sådan myndighed har mulighed for at indgive en præjudiciel forelæggelse til Domstolen ( 25 ).

43.

Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at denne retspraksis finder anvendelse på den foreliggende sag. For så vidt som ordningen med den europæiske arrestordre er et konkret udtryk for en relation mellem to judicielle myndigheder, skal det nemlig være muligt for én af disse myndigheder at anmode Domstolen om præciseringer, som gør det muligt at forebygge eller afhjælpe eventuelle fejl i denne ordning. Det skal, som Kommissionen med rette har anført i sit indlæg, undgås, at domstolene i den udstedende medlemsstat og den fuldbyrdende medlemsstat ikke får samme mulighed for at indgive en præjudiciel forelæggelse for Domstolen. Problemet er ikke hypotetisk, eftersom dets løsning er nødvendig for, at den udstedende judicielle myndighed kan beslutte at tilbagekalde eller udstede en europæisk arrestordre som led i de igangværende straffesager ( 26 ). Hertil kommer, at anvendelsen af denne retspraksis efter min opfattelse ikke kræver, at den forelæggende rets spørgsmål i det foreliggende tilfælde er fuldstændig sammenfaldende med de grunde, som Cour d’appel (appeldomstol) angav i sin afgørelse om afslag på fuldbyrdelse af den omhandlede europæiske arrestordre.

44.

Med hensyn til realiteten vil jeg i det følgende undersøge de præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, ad tre omgange.

45.

Jeg vil først behandle det første præjudicielle spørgsmål, hvor jeg vil præcisere, om og i givet fald på hvilke betingelser en medlemsstat kan fastsætte en grund til manglende fuldbyrdelse, som ikke er udtrykkeligt fastsat i rammeafgørelse 2002/584.

46.

Jeg vil dernæst foretage en samlet undersøgelse af det tredje til det sjette præjudicielle spørgsmål, hvormed der nærmere bestemt anmodes om en præcisering af betingelserne for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til, at den udstedende judicielle myndighed ikke har kompetence til at udstede denne europæiske arrestordre og til at pådømme sagen mod den eftersøgte person.

47.

Afslutningsvis vil jeg besvare det syvende præjudicielle spørgsmål, hvormed det ønskes oplyst, om en udstedende judiciel myndighed, efter at den har fået afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, har begrænset adgang til at udstede en ny europæisk arrestordre.

48.

Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den giver den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til en grund til manglende fuldbyrdelse, som er fastsat i dens nationale ret, men ikke fremgår af denne rammeafgørelse.

49.

Domstolen har allerede fastslået, at på det af rammeafgørelse 2002/584 regulerede område er princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelsen, udmøntet i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i samme rammeafgørelse. De fuldbyrdende judicielle myndigheder kan derfor kun afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre med henvisning til de udtømmende opregnede afslagsgrunde, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, og fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kan kun underlægges et af de vilkår, der er udtømmende fastsat i denne rammeafgørelses artikel 5. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning ( 27 ).

50.

Rammeafgørelse 2002/584 fastsætter således udtrykkeligt de obligatoriske (artikel 3) og fakultative (artikel 4 og 4a) grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt de garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde (artikel 5) ( 28 ).

51.

Domstolen har imidlertid udvidet antallet af tilfælde, hvor det kan afslås at fuldbyrde en europæisk arrestordre, ud over de grunde til manglende fuldbyrdelse, der udtrykkeligt er nævnt i denne rammeafgørelses artikel 3, 4 og 4a.

52.

Den har således fastslået, at der skal gives afslag på fuldbyrdelse, når den europæiske arrestordre ikke opfylder kravene om lovlighed i den nævnte rammeafgørelses artikel 8, stk. 1 ( 29 ). Den har desuden fastslået, at en fuldbyrdelsesprocedure i visse tilfælde kan bringes til ophør i henhold til artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 for at undgå en krænkelse af grundlæggende rettigheder ( 30 ). Den har endelig fundet, at princippet om gensidig anerkendelse kun gælder for europæiske arrestordrer som omhandlet i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 1, og at der derfor ikke skal ske fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer, som ikke er udstedt af en »judiciel myndighed« som omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 6, stk. 1 ( 31 ), eller som er udstedt efter en procedure, der ikke opfylder de krav, der følger af en effektiv domstolsbeskyttelse ( 32 ).

53.

I alle disse tilfælde, hvor en fuldbyrdende judiciel myndighed kunne afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, støttede Domstolen sit ræsonnement på bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584, eventuelt sammenholdt med chartrets artikel 4 og 47.

54.

En grund til manglende fuldbyrdelse, som er fastsat i en medlemsstats nationale ret, og som ikke er støttet på en bestemmelse i denne rammeafgørelse, således som den fortolkes af Domstolen, kan derimod ikke godtages.

55.

Det følger heraf, at rammeafgørelse 2002/584 efter min opfattelse skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til en grund til manglende fuldbyrdelse, som er fastsat i dens nationale ret, men ikke fremgår af denne rammeafgørelse.

56.

For at give den forelæggende ret et fyldestgørende svar er det imidlertid nødvendigt at præcisere, at den grund til manglende fuldbyrdelse, der er omtvistet i den foreliggende sag, og hvorpå de belgiske domstole har støttet deres afslag på at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt mod Lluís Puig Gordi, følger af artikel 4, stk. 5, nr. 5, i loven om den europæiske arrestordre, som bestemmer, at »[d]et afslås at fuldbyrde en europæisk arrestordre […], hvis der er tungtvejende grunde til at antage, at fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre vil krænke den berørte persons grundlæggende rettigheder, således som de er defineret i artikel 6 [TEU]«.

57.

En sådan bestemmelse er ikke noget særsyn i medlemsstaternes nationale ret ( 33 ) og afspejler EU-lovgivers vilje til at udvikle en ordning, som respekterer de grundlæggende rettigheder for en person, der er genstand for en europæisk arrestordre.

58.

Det skal herved påpeges, at det fremgår af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, at denne rammeafgørelse ikke »indebærer […] nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU]«. 10., 12. og 13. betragtning til denne rammeafgørelse er ligeledes relevante i denne henseende ( 34 ).

59.

Domstolen har som tidligere nævnt anerkendt, at der kan gøres indskrænkninger i princippet om gensidig anerkendelse og princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne »under helt særlige omstændigheder« ( 35 ), bl.a. med støtte i artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 ( 36 ).

60.

Jeg vil i det følgende gøre opmærksom på, at de betingelser, som en fuldbyrdende judiciel myndighed skal opfylde for at kunne afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis den har tungtvejende grunde til at antage, at fuldbyrdelsen af denne arrestordre vil krænke den berørte persons grundlæggende rettigheder, skal fortolkes strengt for at sikre, at et afslag på fuldbyrdelse forbliver en undtagelse.

61.

Henset til de omstændigheder, som jeg netop har beskrevet, anser jeg det ikke for kritisabelt som sådan, at en medlemsstat i sin nationale ret nævner, at det er muligt for en fuldbyrdende judiciel myndighed at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre af sådanne grunde, eftersom Domstolen selv med støtte i artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 har anerkendt, at der kan gøres indskrænkninger i princippet om gensidig anerkendelse og princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Det er imidlertid umiddelbart værd at betone, at en national bestemmelse såsom artikel 4, stk. 5, nr. 5, i loven om den europæiske arrestordre i lighed med enhver national bestemmelse, der gennemfører EU-retten, skal fortolkes i overensstemmelse med denne ret. En fuldbyrdende judiciel myndighed kan således ikke i medfør af en sådan bestemmelse være forpligtet til automatisk at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre i tilfælde af en angivelig krænkelse af den berørte persons grundlæggende rettigheder ( 37 ), uden at der tages hensyn til retspraksis, hvori der er fastsat strenge betingelser for, at der undtagelsesvis kan meddeles et sådant afslag til den udstedende judicielle myndighed.

62.

Jeg foreslår som følge heraf, at det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til en grund til manglende fuldbyrdelse, som er fastsat i dens nationale ret, men ikke fremgår af denne rammeafgørelse. Den nævnte rammeafgørelse er derimod ikke til hinder for en national bestemmelse, som gennemfører samme rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, ved at gøre det muligt for en fuldbyrdende judiciel myndighed at afslå at efterkomme en europæisk arrestordre, hvis den har tungtvejende grunde til at antage, at fuldbyrdelsen af denne arrestordre vil krænke den berørte persons grundlæggende rettigheder, forudsat at denne bestemmelse anvendes i overensstemmelse med Domstolens praksis, hvori der er fastsat strenge betingelser for, at der kan meddeles et sådant afslag.

63.

Henset til mit forslag til, hvordan Domstolen bør besvare det første præjudicielle spørgsmål, er det efter min opfattelse ufornødent at besvare det andet præjudicielle spørgsmål.

64.

Jeg vil som tidligere anført foretage en samlet undersøgelse af det tredje til det sjette præjudicielle spørgsmål, eftersom de alle har til formål at præcisere betingelserne for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til, at den udstedende judicielle myndighed ikke har kompetence til at udstede denne europæiske arrestordre og til at pådømme sagen mod den eftersøgte person.

65.

Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse at få klarlagt en række aspekter. Den ønsker først oplyst, om en sådan grund til manglende fuldbyrdelse kan udledes af artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. Den har dernæst ønsket oplyst – hvilket er kernen i det problem, som Domstolen er blevet forelagt – på hvilke betingelser en fuldbyrdende judiciel myndighed i medfør af denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med den begrundelse, at der angiveligt foreligger en risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2. Hvilken betydning kan det endelig have for besvarelsen af det sidstnævnte spørgsmål, at den eftersøgte person for domstolene i den udstedende medlemsstat har kunnet påberåbe sig beskyttelsen af sine grundlæggende rettigheder og anfægte disse domstoles kompetence, og at den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har til hensigt at afslå fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, kan være forpligtet til at anmode den udstedende judicielle myndighed om supplerende oplysninger i medfør af den nævnte rammeafgørelses artikel 15, stk. 2?

66.

Det bør fremhæves, at rammeafgørelse 2002/584 og navnlig artikel 3, 4 og 4a heri ikke indeholder nogen bestemmelse, som udtrykkeligt fastsætter en grund til manglende fuldbyrdelse, hvorefter den udstedende judicielle myndighed ikke har kompetence til at udstede en europæisk arrestordre. Det synes i øvrigt heller ikke at være muligt at udlede en sådan grund til manglende fuldbyrdelse af denne rammeafgørelses artikel 6, stk. 1.

67.

Domstolen har allerede fastslået, at princippet om gensidig anerkendelse forudsætter, at det kun er europæiske arrestordrer som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, der skal fuldbyrdes i overensstemmelse med rammeafgørelsens bestemmelser, hvilket kræver, at en sådan arrestordre, der i bestemmelsen er kvalificeret som en »retsafgørelse«, udstedes af en »judiciel myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1 ( 38 ).

68.

Det fremgår som bekendt af denne bestemmelse, at »[d]en udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre«.

69.

Den nævnte rammeafgørelses artikel 6, stk. 3, fastsætter endvidere, at »[h]ver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om, hvilken judiciel myndighed der er kompetent efter dens nationale lovgivning«. Kongeriget Spanien har i medfør af denne bestemmelse underrettet Rådet om, at den judicielle myndighed, der er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre, i henhold til artikel 35 i Ley 23/2014 de reconocimiento mutuo de resoluciones penales en la Unión Europea (lov nr. 23/2014 om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager i Den Europæiske Union) af 20. november 2014 ( 39 ) er den dommer eller domstol, som behandler den sag, hvor der skal udstedes en sådan arrestordre ( 40 ). Der er således en sammenhæng mellem en judiciel myndigheds kompetence til at påkende en sag og denne myndigheds kompetence til at udstede en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning.

70.

Som Domstolen bl.a. har fastslået i dom af 27. maj 2019, OG PI (Anklagemyndighederne i Lübeck og Zwickau) ( 41 ), begrænser begrebet »judiciel myndighed«, der er indeholdt i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, sig ikke alene til at henvise til domstolene i en medlemsstat, men skal forstås således, at det mere bredt henviser til de myndigheder, som deltager i forvaltningen af denne medlemsstats strafferetspleje, til forskel fra bl.a. ministerier eller polititjenester, der henhører under den udøvende magt ( 42 ).

71.

Ifølge Domstolen indebærer begrebet »judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammafgørelse 2002/584 desuden, at den pågældende myndighed handler uafhængigt ved varetagelsen af de funktioner, der er forbundet med udstedelsen af en europæisk arrestordre ( 43 ).

72.

Hvis de kriterier, der gør det muligt at afgrænse begrebet »judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, ikke er opfyldt, kan den fuldbyrdende judicielle myndighed afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Når disse kriterier er opfyldt, er det derimod min opfattelse, at ordlyden af denne bestemmelse, for så vidt som den vedrører den judicielle myndighed, »der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre«, ikke kan fortolkes således, at den giver den fuldbyrdende judicielle myndighed beføjelse til at kontrollere den udstedende judicielle myndigheds kompetence til at udstede den omhandlede europæiske arrestordre og til at afslå at fuldbyrde denne arrestordre, hvis den ikke anser denne myndighed for at være kompetent.

73.

Hvis det anerkendes, at denne rammeafgørelses artikel 6, stk. 1, bemyndiger den fuldbyrdende judicielle myndighed til at efterprøve den udstedende judicielle myndigheds kompetence, vil det nemlig stride mod princippet om procesautonomi, hvorefter medlemsstaterne i deres nationale ret kan udpege den judicielle myndighed, der har kompetence til at udstede en europæisk arrestordre ( 44 ). Det tilkommer derfor ikke den fuldbyrdende judicielle myndighed, henset til opgavefordelingen mellem denne myndighed og den udstedende judicielle myndighed, at kontrollere, om den sidstnævnte myndighed har kompetence til at udstede en europæisk arrestordre ifølge bestemmelserne vedrørende retternes sammensætning og virkemåde i den udstedende medlemsstat. Så snart en europæisk arrestordre hidrører fra en »judiciel myndighed« som omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 6, stk. 1, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed antage, at den udstedende judicielle myndighed overholder de nationale regler, der fastlægger dennes kompetence.

74.

Det må heraf udledes, at når betydningen og rækkevidden af begrebet »judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 ikke kan overlades til hver medlemsstats skøn ( 45 ), og når dette begreb kræver en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen ( 46 ), henhører de regler, der fastlægger en sådan myndigheds kompetence til at udstede en europæisk arrestordre, under den udstedende medlemsstats procesautonomi, som den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan gribe ind i på grundlag af denne bestemmelse. Enhver anden fortolkning vil være i strid med princippet om gensidig anerkendelse.

75.

Det ovenfor anførte berører naturligvis ikke den domstolsprøvelse, der kan foretages i den udstedende medlemsstat, enten af egen drift eller på initiativ af den person, der begæres udleveret, for at efterprøve, om de nationale regler, der fastlægger den udstedende judicielle myndigheds kompetence, er blevet overholdt.

76.

Det følger efter min opfattelse heraf, at artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke gør det muligt for en fuldbyrdende judiciel myndighed at efterprøve, om en udstedende judiciel myndighed i henhold til den udstedende medlemsstats ret har kompetence til at udstede en europæisk arrestordre.

77.

Jeg vil nu præcisere betingelserne for, at artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 ved at danne grundlag for en eventuel undtagelse fra princippet om gensidig anerkendelse kan gøre det muligt for en fuldbyrdende judiciel myndighed at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre i tilfælde af en formodet risiko for krænkelse af den eftersøgte persons ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

78.

Jeg vil indledningsvis påpege, at svaret på dette spørgsmål efter min opfattelse skal findes i præmissen for enhver analyse på området, nemlig, at »princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet det muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. For så vidt angår bl.a. et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed pålægger dette princip imidlertid hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i denne ret anerkendte grundlæggende rettigheder« ( 47 ).

79.

Dette postulat om gensidig tillid til de nationale systemer til beskyttelse af grundlæggende rettigheder indebærer, som Domstolen kraftigt pointerede i udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK), at »[n]år medlemsstaterne gennemfører EU-retten, kan de […] i medfør af samme ret være forpligtet til at lægge til grund, at de øvrige medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, således at det hverken er muligt for dem at kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede, eller, undtagen i særlige tilfælde, at kontrollere, om denne anden medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt de i Unionen sikrede grundlæggende rettigheder« ( 48 ). Domstolen har for så vidt angår europæiske arrestordrer konsekvent valgt at lægge vægt på, at en fuldbyrdende judiciel myndigheds kontrol af, om de grundlæggende rettigheder overholdes i den udstedende medlemsstat, udgør en undtagelse ( 49 ). Der er på dette område tale om en tilkendegivelse af, at medlemsstaternes forpligtelse til at overholde de grundlæggende rettigheder altid skal indgå i Unionens struktur og mål ( 50 ).

80.

Det skal i denne henseende fremhæves, at rammeafgørelse 2002/584 med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, tilsigter at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne ( 51 ).

81.

Jeg har i øvrigt allerede anført, at princippet om gensidig anerkendelse af hensyn til dette mål indebærer, at fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, og at afslag på fuldbyrdelse skal betragtes som en undtagelse, der skal fortolkes strengt ( 52 ).

82.

I denne sammenhæng bemærkede Domstolen i dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet), at en reel risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2, i lighed med en reel risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 4 undtagelsesvis kan medføre, at der gives afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

83.

Den fastslog nemlig, at »[d]en høje grad af tillid mellem medlemsstaterne, som ordningen med den europæiske arrestordre er baseret på, bygger […] på den præmis, at den udstedende medlemsstats straffedomstole, som efter fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre skal gennemføre strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning samt den materielle straffesag, overholder de krav, der er uløseligt forbundet med den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2« ( 53 ). Ifølge Domstolen har »[d]enne grundlæggende rettighed […] afgørende betydning som garant for beskyttelsen af samtlige de rettigheder, som borgerne afleder af EU-retten, og for bevarelsen af medlemsstaternes fælles værdier, der er nævnt i artikel 2 TEU, bl.a. retsstatsprincippet« ( 54 ).

84.

Overholdelsen af de krav, der er uløseligt forbundet med den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, udgør således en forudsætning for, at ordningen med den europæiske arrestordre kan fungere i overensstemmelse med de rettigheder, der tilkommer personer, som er genstand for en europæisk arrestordre.

85.

Der er i denne forbindelse ingen tvivl om, at de udstedende og de fuldbyrdende judicielle myndigheder, som er de myndigheder, der skal gennemføre rammeafgørelse 2002/584, har pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret. For at den ordning for overgivelse, der er indført ved denne rammeafgørelse, kan fungere, er det pågældende ansvar dog i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid fordelt mellem disse to myndigheder. Hvis den udstedende judicielle myndighed og den fuldbyrdende judicielle myndighed havde ret til at foretage den samme kontrol, kunne det nemlig resultere i en mindre effektiv og hurtig overgivelse. Den gensidige tillid er desuden i sagens natur uforenelig med, at hver myndighed udfører krydskontrol for at efterprøve, om de grundlæggende rettigheder overholdes i den medlemsstat, som den anden myndighed tilhører. Et afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre, som skyldes, at den fuldbyrdende judicielle myndighed har konstateret en risiko for krænkelse af de grundlæggende rettigheder i den udstedende judicielle myndighed, kan ifølge denne logik kun udgøre en undtagelse.

86.

Dette gav Domstolen udtryk for, da den fastslog, at »[s]elv om det med henblik på sikringen af den fulde anvendelse af princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse, der understøtter denne funktionsmåde, først og fremmest tilkommer hver enkelt medlemsstat at sikre, under Domstolens endelige kontrol, at de krav, som er uløseligt forbundet med den [grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2], opretholdes, ved at afstå fra enhver foranstaltning, der kan udgøre et indgreb heri […], skal det under disse omstændigheder bemærkes, at såfremt der foreligger en reel risiko for, at den person, som er omfattet af en europæisk arrestordre, i tilfælde af dennes overgivelse til den udstedende judicielle myndighed udsættes for en krænkelse af denne grundlæggende rettighed, kan dette give den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for undtagelsesvis at undlade at fremme denne europæisk arrestordre med henvisning til rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3« ( 55 ).

87.

Hvis der foreligger en reel risiko for, at den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, i tilfælde af dennes overgivelse til den udstedende judicielle myndighed udsættes for en krænkelse af sin grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, kan det således undtagelsesvis ændre fordelingen af det ansvar, der påhviler henholdsvis den udstedende judicielle myndighed og den fuldbyrdende judicielle myndighed. Det skal herved påpeges, at hvad angår en sag vedrørende en europæisk arrestordre ligger ansvaret for at sikre overholdelsen af de rettigheder, der tilkommer en person, som begæres udleveret, først og fremmest hos udstedelsesmedlemsstaten, som må formodes at overholde EU-retten og navnlig de i denne ret anerkendte grundlæggende rettigheder ( 56 ).

88.

Domstolen har fastsat strenge rammer for, hvordan en fuldbyrdende judiciel myndighed kan afkræfte denne formodning ved at efterprøve, om der foreligger en risiko for krænkelse af grundlæggende rettigheder i den udstedende medlemsstat, hvilket kan medføre, at denne myndighed afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre i medfør af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, og har lige siden dommen i Aranyosi og Căldăraru-sagen konsekvent krævet, at der foretages en prøvelse i to trin, som består af en vurdering på systemisk plan og en prøvelse på individuelt plan af forekomsten af den hævdede risiko.

89.

Domstolen har således fastslået, at »når den fuldbyrdende judicielle myndighed, der skal træffe afgørelse om overgivelsen af en person, som er genstand for en europæisk arrestordre, råder over oplysninger, der for så vidt angår uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat vidner om systemiske eller generelle mangler, kan denne myndighed dog ikke lægge til grund, at der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at denne person i tilfælde af overgivelse til sidstnævnte medlemsstat løber en reel risiko for krænkelse af sin grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, uden at foretage en konkret og præcis vurdering, i forbindelse med hvilken der bl.a. tages hensyn til den pågældende persons personlige situation, beskaffenheden af den pågældende lovovertrædelse og de faktiske omstændigheder, under hvilke den nævnte udstedelse har fundet sted, såsom erklæringer eller retsakter fra offentlige myndigheder, der kan gribe ind i den individuelle behandling, som en konkret sag skal undergives« ( 57 ).

90.

Inden for rammerne af denne prøvelse i to trin »skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i første omgang afgøre, om der foreligger objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, hvorved det kan godtgøres, at der i den udstedende medlemsstat – på grund af systemiske eller generelle mangler for så vidt angår uafhængigheden af den dømmende magt i denne medlemsstat – er en reel risiko for overtrædelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved den nævnte bestemmelse« ( 58 ).

91.

I anden omgang »skal den fuldbyrdende judicielle myndighed på konkret og præcis vis efterprøve, i hvilket omfang de på første trin konstaterede mangler kan have en indvirkning på de retsinstanser i den nævnte medlemsstat, som har kompetence til at påkende de procedurer, som den eftersøgte vil blive genstand for, og om der – henset til denne persons personlige situation og til beskaffenheden af den lovovertrædelse, som vedkommende retsforfølges for, samt til de faktiske omstændigheder, under hvilke denne arrestordre er blevet udstedt, og i betragtning af de oplysninger, som den nævnte medlemsstat eventuelt har meddelt i henhold til artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 – er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den nævnte person løber en sådan risiko i tilfælde af en overgivelse til sidstnævnte medlemsstat« ( 59 ).

92.

Domstolen fastslog i Openbaar Ministerie-dommen (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat) med hensyn til proceduren for udnævnelse af dommere i den udstedende medlemsstat, at der er behov for en prøvelse i to trin i den situation, hvor der er rejst tvivl om garantien for en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, hvilken garanti også er uløseligt forbundet med den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang i henhold til chartrets artikel 47, stk. 2, og præciserede betingelserne og de nærmere bestemmelser for anvendelsen af denne prøvelse.

93.

Prøvelsen i to trin blev i denne situation begrundet med tre forhold.

94.

Domstolen fremhævede for det første den uløselige forbindelse, der med henblik på den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang foreligger mellem garantierne for dommernes uafhængighed og upartiskhed og garantien for adgang til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov ( 60 ). Domstolen har for det andet fremhævet behovet for en afvejning mellem iagttagelsen af de grundlæggende rettigheder for de personer, der begæres udleveret, og andre interesser såsom beskyttelsen af ofres rettigheder og bekæmpelse af straffrihed, hvilket kræver, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke begrænser sin prøvelse til det første trin ( 61 ). Domstolen advarede for det tredje mod en tilgang, der fører til en faktisk suspension af anvendelsen af ordningen med den europæiske arrestordre over for denne medlemsstat, hvilket ville være i strid med Det Europæiske Råds og Rådets kompetence i denne henseende ( 62 ).

95.

Dette ræsonnement, som Domstolen lagde til grund i Openbaar Ministerie-dommen (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), og som især er baseret på behovet for at sikre, at afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre på grund af en formodet risiko for krænkelse af den eftersøgte persons ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, forbliver en undtagelse, skal efter min opfattelse også anvendes i den foreliggende sag, hvilket der er to hovedårsager til.

96.

For det første vedrører den formodede risiko i den foreliggende sag tilsidesættelsen af det samme krav, som er uløseligt forbundet med den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, nemlig kravet om en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, selv om denne sag ikke omhandler proceduren for udnævnelse af dommere i den udstedende medlemsstat, men overholdelsen af de retsregler, der fastlægger domstolenes respektive kompetencer i denne medlemsstat.

97.

For det anset anser jeg det for nødvendigt at kræve, at vurderingen af en reel risiko for krænkelse af denne ret i tilfælde af overgivelse baseres på en prøvelse i to trin, for at sikre, at afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre baseret på en sådan risiko faktisk forbliver en undtagelse.

98.

Jeg vil nu undersøge disse to spørgsmål hver for sig.

99.

Et af elementerne i garantien for en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er kravet om, at denne domstols kompetence skal være baseret på et retsgrundlag. Det bør påpeges, at for så vidt som chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, tilsigter chartrets artikel 52, stk. 3, at sikre den nødvendige sammenhæng mellem de i chartret indeholdte rettigheder og de tilsvarende ved EMRK sikrede rettigheder, dog uden at dette berører EU-rettens autonomi. Ifølge forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder ( 63 ) svarer chartrets artikel 47, stk. 2, til EMRK’s artikel 6, stk. 1. Domstolen skal derfor sørge for, at den fortolkning, som den anlægger af chartrets artikel 47, stk. 2, sikrer et beskyttelsesniveau, som ikke tilsidesætter det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, stk. 1, således som denne bestemmelse fortolkes af Menneskerettighedsdomstolen ( 64 ).

100.

Begrebet »domstol, der er oprettet ved lov« og de begreber, der sigter til en domstols »uafhængighed« og »upartiskhed«, hører til de »institutionelle krav«, der er fastsat i EMRK’s artikel 6, stk. 1. Disse begreber er meget snævert forbundne i Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 65 ).

101.

Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at selv om de institutionelle krav i EMRK’s artikel 6, stk. 1, hver især forfølger et bestemt formål, som gør dem til specifikke garantier for en retfærdig rettergang, har de det til fælles, at de tager sigte på overholdelse af grundlæggende rettigheder, nemlig lovens suverænitet og magtens tredeling, idet den i denne henseende har præciseret, at hvert af disse krav er baseret på behovet for at bevare den tillid, som den dømmende magt skal indgyde borgerne, og dens uafhængighed i forhold til de øvrige magter ( 66 ). Domstolen har indarbejdet disse definitoriske elementer i sin praksis ( 67 ).

102.

Menneskerettighedsdomstolen har i øvrigt fortolket begrebet »tribunal established by law« (domstol, der er oprettet ved lov) som en »tribunal established in accordance with the law« (domstol, der er oprettet i overensstemmelse med loven) ( 68 ). Som det også gælder for uregelmæssigheder i forbindelse med proceduren for udnævnelse af dommere ( 69 ), kan det stride mod kravet om en »domstol, der er oprettet ved lov«, at tilsidesætte de nationale regler, der omhandler en domstols kompetence til at træffe afgørelse i en sag ( 70 ). Den »lov«, der er nævnt i EMRK’s artikel 6, stk. 1, omfatter således bl.a. reglerne om oprettelse af retsinstanser og om deres kompetence ( 71 ). Menneskerettighedsdomstolen har som følge heraf udtalt følgende: »[I]f a tribunal does not have jurisdiction to try a defendant in accordance with the provisions applicable under domestic law, it is not »established by law« within the meaning of Article 6 § 1« ( 72 ).

103.

Det skal herved præciseres, at udtrykket »oprettet ved lov« ifølge Menneskerettighedsdomstolen blev indsat i EMRK’s artikel 6 for at forhindre, at organisationen af retssystemet i et demokratisk samfund overlades til den udøvende magts skøn, og at sørge for, at denne organisering reguleres af en lov, der er vedtaget af et parlament ( 73 ). Menneskerettighedsdomstolen bemærkede i øvrigt følgende: »Nor, in countries where the law is codified, can organisation of the judicial system be left to the discretion of the judicial authorities, although this does not mean that the courts do not have some latitude to interpret the relevant national legislation« ( 74 ).

104.

Det følger heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt de regler, der fastlægger domstolens kompetence, og disse domstoles overholdelse af disse regler er fastsat ved lov, er uløseligt forbundet med garantierne for dommernes uafhængighed og upartiskhed. Dette bidrager mere generelt til at garantere lovens suverænitet og magtens tredeling og dermed at bevare den tillid, som den dømmende magt skal indgyde borgerne, og denne magts uafhængighed i forhold til de øvrige magter.

105.

Garantierne om adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, udgør således hjørnestenen i retten til en retfærdig rettergang. Efterprøvelsen af, om en retsinstans i kraft af sin sammensætning udgør en domstol, der er oprettet ved lov, er – når der består alvorlig tvivl om dens kompetence – nødvendig for den tillid, som domstolene i et demokratisk samfund skal indgyde borgerne ( 75 ).

106.

Det følger heraf, at den fuldbyrdende judicielle myndighed i lighed med, hvad Domstolen fastslog i Openbaar Ministerie-dommen (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat) med hensyn til proceduren for udnævnelse af dommere, ligeledes skal foretage en prøvelse i to trin i tilfælde af en formodet risiko for tilsidesættelse af garantien vedrørende en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, på grund af uregelmæssigheder i forbindelse med domstolenes kompetence i den udstedende medlemsstat.

107.

Den udstedende judicielle myndigheds eventuelle manglende kompetence kan være problematisk, både når der udstedes en europæisk arrestordre, og hvis fuldbyrdelsen af denne arrestordre medfører, at sagen mod den eftersøgte person pådømmes af en domstol uden kompetence. Den rolle, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal spille, når det hævdes, at der foreligger et problem med den udstedende judicielle myndigheds kompetence, er blevet drøftet ved Domstolen.

108.

Domstolen har hidtil lagt særlig vægt på at begrunde behovet for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed går videre til det andet trin i sin prøvelse, efter at den har afsluttet det første trin i denne prøvelse. Domstolen er nemlig hidtil blevet forelagt sager, hvor den eftersøgte person gjorde gældende, at der fandtes systemiske eller generelle mangler i den udstedende medlemsstat. I denne specifikke sammenhæng gør kravet om en prøvelse i to trin det navnlig muligt at sikre, at påvisning af systemiske eller generelle mangler ikke i sig selv er til hinder for anvendelsen af rammeafgørelse 2002/584, når den eftersøgte person ikke i praksis er udsat for nogen reel risiko i individuel forstand.

109.

I den foreliggende sag er situationen imidlertid en anden, eftersom det skal undersøges, om en fuldbyrdende judiciel myndighed kan basere sit afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre på en individuel risiko for tilsidesættelse af garantien vedrørende en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, når denne risiko ikke skyldes systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat. Det skal således ikke afklares, om det er tilstrækkeligt, at der foreligger sådanne systemiske eller generelle mangler, men om dette er nødvendigt for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre i medfør af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, når det hævdes, at der foreligger en risiko for krænkelse af den ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

110.

De drøftelser af dette spørgsmål, der har fundet sted for Domstolen, kan efter min opfattelse i store træk sammenfattes som følger med udgangspunkt i to modstridende synspunkter.

111.

Ifølge det første synspunkt skal der ikke være noget trin, hvor det konstateres, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, for at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan fastslå, at der foreligger en individuel og konkret risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der er oprettet ved lov, for den person, der er genstand for en europæisk arrestordre. Når Domstolen hidtil har forlangt, at denne myndighed skal foretage en prøvelse i to trin i sager vedrørende overholdelsen af chartrets artikel 47, stk. 2, i den udstedende medlemsstat, skyldes dette, at det i disse sager skulle afgøres, om det andet trin, dvs. vurderingen af, om der forelå en risiko for krænkelse af denne grundlæggende ret på det individuelle plan, var nødvendigt, hvis der forekom systemiske eller generelle mangler. Domstolen har derimod ikke taget stilling til, om det første trin altid er nødvendigt.

112.

Tilhængerne af dette første synspunkt tipper således i en vis forstand balancen mellem den gensidige tillid og beskyttelsen af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der er oprettet ved lov, i retning af det sidstnævnte element. I de argumenter, der er fremført til støtte for dette synspunkt, fokuseres der i øvrigt ikke på den forskellige karakter af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, alt efter om de er absolutte eller vil kunne indskrænkes.

113.

Omvendt gælder der ifølge det andet synspunkt for så vidt angår den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der er oprettet ved lov, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, et strengt krav om gennemførelse af de to trin, som Domstolen har fastlagt med henblik på den fuldbyrdende judicielle myndigheds prøvelse af, om der foreligger en reel risiko for krænkelse af denne ret i den udstedende medlemsstat. Eftersom den fuldbyrdende judicielle myndigheds prøvelse bør have karakter af en undtagelse for ikke at bringe den gensidige tillid, som medlemsstaterne skal have til, at deres respektive domstolssystemer fungerer tilfredsstillende, i fare, indebærer dette, at det er nødvendigt at fastslå, at der foreligger systemiske eller generelle mangler i den udstedende medlemsstat. Det er nemlig kun sådanne mangler, der kan skabe en reel risiko for krænkelse af det væsentligste indhold af denne ret eller i hvert fald en reel risiko for en tilstrækkeligt alvorlig tilsidesættelse af den nævnte ret. Visse tilhængere af dette synspunkt har medgivet, at der i denne henseende kan være en forskel, alt efter om den formodede risiko for en krænkelse vedrører en ret som den, der er beskyttet ved chartrets artikel 4, og som er af absolut karakter, eller en ret som den, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, og som kan indskrænkes.

114.

Tilhængerne af dette andet synspunkt tipper således ganske enkelt balancen mod den gensidige tillid, som den fuldbyrdende judicielle myndighed kun bør rejse tvivl om i særlige tilfælde, som stadig for så vidt angår chartrets artikel 47, stk. 2, bør kendetegnes ved, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat.

115.

Jeg tilslutter mig dette andet synspunkt, eftersom det anskuer et afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning, og dermed bidrager til at sikre effektiviteten af det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne, som denne arrestordre er en væsentlig bestanddel af.

116.

I denne henseende er det efter min opfattelse vigtigt så vidt muligt at bevare fordelingen af det ansvar, der påhviler den udstedende medlemsstat og den fuldbyrdende medlemsstat. Som jeg tidligere har nævnt, er det fortrinsvis den udstedende medlemsstat, der skal sørge for, at afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre respekterer de rettigheder, som den berørte person har i henhold til EU-retten, herunder de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret. Den udstedende medlemsstat skal til dette formål sikre denne person en effektiv domstolsbeskyttelse, bl.a. ved at tilvejebringe den nødvendige adgang til denne prøvelse ( 76 ). Såfremt der ikke er muligt at påvise nogen systemisk eller generel mangel ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke rejse tvivl om, hvorvidt den berørte person kan udnytte de muligheder for domstolsprøvelse, der findes i denne medlemsstat, til at få fastslået – og i givet fald grebet ind mod eller pålagt sanktioner for – en eventuel krænkelse af sin grundlæggende ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Det fremgår i denne forbindelse af forhandlingerne for Domstolen, at de personer, der strafforfølges i hovedsagen, har adgang til retsmidler i den udstedende medlemsstat, som endog gør det muligt at lade Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol) efterprøve, om denne grundlæggende ret er overholdt ( 77 ). Det skal tilføjes, at vanskeligheder i forbindelse med domstolenes kompetence skal overvindes efter de nationale processuelle regler, som domstolene i den udstedende medlemsstat er de bedste til at anvende, hvilket sikrer beskyttelsen af den grundlæggende ret til at få prøvet sin sag af en domstol, der er oprettet ved lov.

117.

Da det ikke gøres gældende, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, navnlig i form af fejl i domstolssystemet i denne medlemsstat, som kan være til hinder for, at en domstol i den nævnte medlemsstat fastslår en krænkelse af den omhandlede grundlæggende rettighed og i givet fald griber ind mod eller iværksætter sanktioner for denne krænkelse, skal princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne således udnyttes fuldt for at gøre det muligt at nå det mål om fremskyndelse og forenkling af det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne, som rammeafgørelse 2002/584 forfølger, på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne ( 78 ).

118.

Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed får mulighed for at kontrollere i et konkret tilfælde, om den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat, er overholdt, selv om der ikke foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i denne medlemsstat, vil det imidlertid gøre denne myndigheds arbejde meget vanskeligere, hvilket vil stride mod kravene om en effektiv og hurtig overgivelse. De faktiske omstændigheder i den foreliggende sag vidner i øvrigt om de vanskeligheder, som den fuldbyrdende judicielle myndighed støder på, når den forsøger at anvende, fortolke eller blot forstå de processuelle regler i den udstedende medlemsstat.

119.

Det er som følge heraf min opfattelse, at der kun under helt særlige omstændigheder, som er kendetegnet ved, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, kan ske en forskydning af ansvarsfordelingen mellem den udstedende judicielle myndighed og den fuldbyrdende judicielle myndighed, således at den sidstnævnte myndighed kan kontrollere, om denne medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt den grundlæggende ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov ( 79 ). Det er med andre ord kun i tilfælde af systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, at der undtagelsesvis kan afviges fra reglen om, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke må kontrollere, om de grundlæggende rettigheder er blevet overholdt i den udstedende medlemsstat, hvilket Domstolen bemærkede i præmis 192 i udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK). Denne regel kræver derfor, at der sættes snævre rammer for, hvornår der er tale om »helt særlige omstændigheder« ( 80 ).

120.

Det fremgår i denne henseende klart af Domstolens praksis, at det første trin i den prøvelse, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage, udgør en nødvendig forudsætning for, at det andet trin i denne prøvelse kan iværksættes. I forbindelse med dette andet trin »skal den fuldbyrdende judicielle myndighed [nemlig] vurdere, om de systemiske eller generelle mangler, der er blevet konstateret i forbindelse med denne prøvelses første trin, kan få konkret udtryk i tilfælde af overgivelse af den pågældende person til den udstedende medlemsstat, og om personen under de særlige omstændigheder i den konkrete sag således løber en reel risiko for krænkelse af sin ved chartrets artikel 47, stk. 2, fastsatte grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov« ( 81 ). Som Kommissionen med rette har anført, er de to trin i den prøvelse, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage, kumulative og indgår i en analysesekvens, som denne myndighed er bundet af.

121.

I analogi med hvad Domstolen fastslog i præmis 62 i Openbaar Ministerie-dommen (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), er det desuden min opfattelse, at hvis den omstændighed, at der blev fastslået en risiko for krænkelse af denne grundlæggende ret i et konkret tilfælde, i sig selv var tilstrækkelig til, at den fuldbyrdende judicielle myndighed i givet fald kunne afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, kunne det stigende antal kontroller, som denne myndighed var nødt til at udføre, være til fare for det mål om at bekæmpe straffrihed, der tilsigtes med rammeafgørelse 2002/584, og i givet fald for andre interesser såsom nødvendigheden af at iagttage de grundlæggende rettigheder for ofrene for de pågældende lovovertrædelser ( 82 ).

122.

Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan kort sagt kun i tilfælde af store problemer med domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, som fastslås omhyggeligt og med tilstrækkelig sikkerhed på grundlag af objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, konstatere, at der i denne medlemsstat foreligger en reel risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2. Det handler efter min opfattelse om virkeliggørelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og mere specifikt om en smidig og effektiv gennemførelse af den overgivelsesordning, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, og som er baseret på gensidig tillid og på en formodning om, at medlemsstaterne overholder EU-retten og navnlig de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret.

123.

Domstolen bør efter min opfattelse fastholde denne tilgang på området for den europæiske arrestordre, selv om den har valgt en mere lempelig tilgang på asylområdet i forbindelse med overførsel af en asylansøger til den medlemsstat, der er ansvarlig for dennes ansøgning. Der forfølges nemlig forskellige formål på disse to områder ( 83 ). Denne tilgang, der hviler på en individuel og ikke-systemisk risiko for krænkelse af de grundlæggende rettigheder, vedrører i øvrigt chartrets artikel 4, dvs. en absolut rettighed ( 84 ). Der kan til gengæld gøres indskrænkninger i den ret til en retfærdig rettergang, som er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2.

124.

Målet om at indføre en hurtigt og effektiv overgivelsesordning og målet om at bekæmpe straffrihed er imidlertid ikke forenelige med, at der gives for vid mulighed for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kontrollerer, om der foreligger en risiko for krænkelse af de grundlæggende rettigheder i den udstedende medlemsstat, navnlig hvad angår den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, som ikke udgør en absolut rettighed ( 85 ).

125.

Det skal i øvrigt fremhæves, at det er vigtigt for, at ordningen med den europæiske arrestordre kan fungere tilfredsstillende, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke bemyndiges til at foretage en prøvelse, som den ikke er i stand til at gennemføre. En sådan myndigheds prøvelse af, om den udstedende judicielle myndighed har kompetence til at pådømme sagen mod personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre, og til at udstede en sådan arrestordre, tilfalder efter sin karakter domstolene i den udstedende medlemsstat, som har de bedste forudsætninger for at fortolke og anvende de processuelle regler, der indgår i denne medlemsstats retsorden. Når der ikke foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den nævnte medlemsstat, er der ingen grund til, at den fuldbyrdende judicielle myndighed foretager en prøvelse, som er udtryk for mistillid til domstolene i den udstedende medlemsstat. Hvis der opnås et resultat, som er i direkte modstrid med det oprindelige ønske om at opbygge et retligt samarbejde i straffesager, som er baseret på såvel gensidig anerkendelse som gensidig tillid, kan dette føre til ødelæggelse af en konstruktion, som det har taget lang tid at skabe.

126.

Man skal efter min opfattelse også være varsom med i forbindelse med en formodet krænkelse af den grundlæggende ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede ret til en retfærdig behandling ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, mekanisk at anvende, hvad Domstolen fastslog med hensyn til retsmidler, som gør det muligt for frihedsberøvede personer inden for rammerne af et søgsmål at anfægte lovligheden af deres forhold under frihedsberøvelsen, henset til chartrets artikel 4 i den udstedende medlemsstat, dvs. at sådanne retsmidler »ikke i sig selv [er] tilstrækkelige til, at det kan udelukkes, at der foreligger en reel risiko for, at den pågældende person i den udstedende medlemsstat underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4« ( 86 ). Ifølge Domstolen er en sådan domstolsprøvelse nemlig, selv om den fuldbyrdende judicielle myndighed kan tage hensyn til den i forbindelse med sin samlede vurdering af de forhold, hvorunder det påtænkes at frihedsberøve en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, »ikke [som sådan] af en sådan art, at det herved kan fastslås, at der ikke er en risiko for, at personen efter overgivelsen underkastes en behandling, der er uforenelig med chartrets artikel 4 som følge af forholdene under frihedsberøvelsen« ( 87 ).

127.

Der bør i denne forbindelse sondres mellem en situation, hvor det hævdes, at der foreligger en risiko for krænkelse af den grundlæggende ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, såfremt den eftersøgte person overgives, og en situation, hvor der påberåbes en risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 4 på grund af forholdene under frihedsberøvelsen i den udstedende medlemsstat ( 88 ). Når der ikke foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, synes adgangen til en effektiv domstolsbeskyttelse i denne medlemsstat af den grundlæggende ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, at være afgørende for, at det kan udelukkes, at der foreligger en reel risiko for krænkelse af denne ret. Med hensyn til de processuelle aspekter vil den domstolsprøvelse, der kan finde sted i den udstedende medlemsstat, nemlig kunne afhjælpe en eventuel uregelmæssighed i forbindelse med den udstedende judicielle myndigheds kompetence.

128.

Jeg vil afslutte gennemgangen af det tredje til det sjette præjudicielle spørgsmål med en række betragtninger om indholdet af det første trin i den prøvelse, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage.

129.

Det fremgår i denne forbindelse af Domstolens praksis, at »[i]nden for rammerne af den nævnte prøvelses første trin skal den fuldbyrdende judicielle myndighed helt overordnet vurdere, om der på grund af systemiske eller generelle mangler i den udstedende medlemsstat er en reel risiko for overtrædelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som bl.a. er knyttet til […] en manglende opfyldelse af kravet om en domstol, der er oprettet ved lov« ( 89 ). En sådan prøvelse forudsætter, at der foretages en »samlet vurdering« ( 90 ), som skal baseres på »objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger« ( 91 ). Denne prøvelse skal foretages med udgangspunkt i normen for beskyttelse af den grundlæggende rettighed, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2 ( 92 ). Domstolen har i denne forbindelse med hensyn til proceduren for udnævnelse af dommere fastslået, at enhver ulovlighed i forbindelse med denne procedure ikke kan anses for at udgøre en krænkelse af den grundlæggende ret til adgang til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov som omhandlet i denne bestemmelse ( 93 ). Dette forudsætter ifølge Domstolen, at en sådan ulovlighed er af en særlig art og alvor ( 94 ).

130.

Domstolen har således fastlagt en norm for beskyttelse af denne grundlæggende rettighed, som svarer til den, der kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis. Selv om den anser sig for kompetent til at undersøge, om den nationale ret overholder kravet om en domstol, der er oprettet ved lov, finder den imidlertid, at den, henset til det almindelige princip om, at det først og fremmest tilkommer de nationale domstole at fortolke bestemmelserne i den nationale ret, ikke kan rejse tvivl om deres fortolkning, medmindre der er sket en åbenlys tilsidesættelse af disse bestemmelser ( 95 ). Jeg må af disse elementer i Menneskerettighedsdomstolens praksis udlede, at det kun er muligt at fastslå en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1, hvis der foreligger en åbenbar overtrædelse af de nationale regler om retsinstansers kompetence, som overskrider den margen for fortolkningen af disse regler, der gælder for de nationale domstole. Der kræves som følge heraf et højt grovhedsniveau for denne overtrædelse, for at det kan fastslås, at de grundlæggende principper, der har dannet grundlag for kravet om en »domstol, der er oprettet ved lov«, som omhandlet i EMRK’s artikel 6, stk. 1, er blevet tilsidesat ( 96 ).

131.

Et krav om, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal fastslå, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, for at der kan foreligge en reel risiko for krænkelse af den ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der er oprettet ved lov, i denne medlemsstat, afspejler efter min opfattelse Menneskerettighedsdomstolens krav om et højt grovhedsniveau i forbindelse med krænkelser af retten til en »domstol, der er oprettet ved lov«, som omhandlet i EMRK’s artikel 6, stk. 1. Menneskerettighedsdomstolen har i øvrigt flere gange taget hensyn til de særlige forhold, der kendetegner et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som er baseret på princippet om gensidig anerkendelse, afvejningen af forskellige berørte interesser og nødvendigheden af, at den fuldbyrdende judicielle myndighed støtter sig på et tilstrækkeligt faktuelt grundlag ( 97 ).

132.

Kravet om systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat er kort sagt udtryk for, at en risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang skal nå et højt grovhedsniveau, for at der kan gives afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Da dette krav medvirker til at sikre, at et sådant afslag forbliver en undtagelse, opretholder det i sidste ende den nødvendige ligevægt mellem beskyttelsen af denne grundlæggende rettighed og de mål af almen interesse, som ordningen med den europæiske arrestordre forfølger.

133.

Jeg udleder af det ovenfor anførte, at en fuldbyrdende judiciel myndighed ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når den selv – i lighed med Cour d’appel de Bruxelles (appeldomstol i Bruxelles) – har udelukket, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, og dernæst har udtrykt tvivl om, hvorvidt den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang for den person, der begæres udleveret, vil blive overholdt, baseret på en rapport fra arbejdsgruppen for vilkårlig tilbageholdelse og domme fra Menneskerettighedsdomstolen, som i teorien kan tjene som bevismateriale ( 98 ), men som i det foreliggende tilfælde ikke godtgør, at der foreligger sådanne mangler i denne medlemsstat. Det skal tilføjes, at det ikke er muligt at give afslag på fuldbyrdelse med støtte i en usikker fortolkning af procesretten i den udstedende medlemsstat og uden i medfør af artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 at have anmodet den udstedende judicielle myndighed om supplerende og ajourførte oplysninger om de tilgængelige retsmidler og den retslige debat i denne medlemsstat for så vidt angår undersøgelsen af, om denne myndigheds kompetence er forenelig med denne grundlæggende ret ( 99 ).

134.

Jeg foreslår, henset til alle disse betragtninger, at Domstolen besvarer det tredje til det sjette præjudicielle spørgsmål med, at artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed, der skal træffe afgørelse om overgivelse af en person, som er genstand for en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på strafforfølgning, ikke råder over oplysninger, som ud fra en samlet vurdering baseret på objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger godtgør, at der foreligger en reel risiko for krænkelse af den ved chartrets artikel 47, stk. 2, sikrede grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, på grund af systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemet i den udstedende medlemsstat, kan denne myndighed ikke afslå at efterkomme denne europæiske arrestordre.

135.

Med det syvende præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en udstedende judiciel myndighed udsteder en ny europæisk arrestordre mod den samme person og rettet til den samme fuldbyrdende judicielle myndighed, når den sidstnævnte myndighed har afslået at fuldbyrde en tidligere europæisk arrestordre under omstændigheder, der er i strid med EU-retten.

136.

Det bør i denne henseende indledningsvis fastslås, at rammeafgørelse 2002/584 ikke indeholder nogen bestemmelse, der begrænser udstedelsen af europæiske arrestordrer. Domstolen har i øvrigt allerede anerkendt i forbindelse med undersøgelser af formaliteten, at der kan udstedes flere på hinanden følgende europæiske arrestordrer mod den samme eftersøgte person ( 100 ).

137.

Det mål om at bekæmpe straffrihed, der forfølges med rammeafgørelse 2002/584, taler i øvrigt for, at det er muligt at udstede flere europæiske arrestordrer mod den samme person og rettet til den samme fuldbyrdende judicielle myndighed med henblik på at strafforfølge denne person eller at fuldbyrde den straf, som den pågældende er blevet idømt. Hvis det under disse omstændigheder bestemmes, at der kun kan udstedes et begrænset antal europæiske arrestordrer, vil det svare til at rejse tvivl om effektiviteten af det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne og til at svække indsatsen for at sikre en effektiv bekæmpelse af lovovertrædelser i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

138.

Dette gælder i særdeleshed i en situation, hvor et tidligere afslag på fuldbyrdelse har vist sig at være i strid med EU-retten. I en situation som den, der er omhandlet i hovedsagen, skal den udstedende judicielle myndighed være i stand til at drage konsekvenserne af den fortolkning af rammeafgørelse 2002/584, som den har anmodet om, og som Domstolen angiver i dommen i den præjudicielle sag, ved i givet fald at udstede en ny europæisk arrestordre. Set i dette perspektiv er denne myndighed selvfølgelig stadig forpligtet til at undersøge i lyset af de særlige forhold i den foreliggende sag, om udstedelsen af den nye arrestordre er forholdsmæssig ( 101 ).

139.

Jeg foreslår, henset til samtlige ovenstående betragtninger, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) har forelagt, således: