25

Sagsøgeren har bestridt ECB’s afvisning af at give kurator det begærede pålæg. Adgang til sagsøgerens lokaler, oplysninger, personale og ressourcer er afgørende for, at bestyrelsen kan varetage sin rolle som repræsentant for sagsøgeren i overensstemmelse med dom af 5. november 2019, ECB mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923). Sagsøgeren har anført, at bestyrelsen ikke er i stand til effektivt at repræsentere denne, hvis den af bestyrelsen bemyndigede advokat nægtes adgang til oplysninger og materiale, der befinder sig hos sagsøgeren, samt til ressourcer, herunder navnlig økonomiske ressourcer, hvilket ville gøre det muligt at antage en ekstern juridisk repræsentant.

26

Sagsøgeren har fremført fem anbringender til støtte for sit søgsmål. Det første vedrører en angivelig fejl begået af ECB, idet denne har erklæret sig uden beføjelse til at give kurator det begærede pålæg. Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til et effektivt retsmiddel. Med sit tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at dennes ret til at blive hørt er blevet tilsidesat. Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til en tilstrækkelig begrundelse. Med sit femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at ECB har tilsidesat princippet om nemo auditur propriam turpitudinem allegans.

27

Inden for rammerne af sit første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at ECB i sin egenskab af direkte tilsynsmyndighed for sagsøgeren i medfør af dennes status af »signifikant kreditinstitut« har beføjelse til at give kurator det begærede pålæg, herunder i medfør af lettisk ret, særligt artikel 1321, stk. 3, i Kredītiestāžu likums (lov om kreditinstitutter) af 5. oktober 1995 (Latvijas Vēstnesis, 1995, no 163), der bestemmer følgende:

»I overensstemmelse med de beføjelser, der er fastsat i denne lov, er [CMFC] bemyndiget til at føre tilsyn med kurators aktiviteter og kurators overholdelse af de i loven fastsatte restriktioner. Repræsentanten for [CMFC] har med henblik herpå adgang til at gennemgå al dokumentation vedrørende et kreditinstitut samt at modtage forklaringer og alle andre relevante oplysninger vedrørende konkursbehandlingen af kreditinstituttet fra kurator.«

28

Det påhviler følgelig ECB at føre tilsyn med kurators aktiviteter med henblik på at påse, at den interne ledelse af sagsøgeren er hensigtsmæssig. En af de vigtigste opgaver for tilsynsmyndigheden er at sikre, at bestyrelsen er i stand til effektivt at varetage sine opgaver. Sagsøgeren har henvist til, at det er umuligt for kreditinstituttets ledelse at udføre sine opgaver, så længe den ikke har adgang til selskabets lokaler og ressourcer.

29

Sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig bestemmelsen i artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 1024/2013 og artikel 67 og 74 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338), der omhandler krav til et kreditinstituts ledelsesordning. Sagsøgeren har fremhævet, at det bl.a. følger af artikel 67, stk. 1 og 2, i direktiv 2013/36, at i et tilfælde, hvor et kreditinstitut ikke råder over ledelsesordnigner som påbudt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der implementerer samme direktivs artikel 74, kan tilsynsmyndigheden udstede et påbud til den ansvarlige fysiske eller juridiske person om at bringe den udviste handlemåde til ophør og afstå fra at genoptage den.

30

Det følger af disse bestemmelser, at ECB, der er trådt i CMFC’s sted, har beføjelse til at give kurator det begærede pålæg med henblik på at sikre en effektiv repræsentation af sagsøgeren af regulatoriske hensyn. I det foreliggende tilfælde har ECB selv forhindret sagsøgeren i at overholde de overvågningsregler, som ECB forudsættes at føre tilsyn med.

31

ECB har desuden anerkendt, at sagsøgerens bestyrelse havde beholdt sin status som repræsentant for denne. ECB gav således den af bestyrelsen bemyndigede advokat mulighed for at fremsætte bemærkninger til udkastet til afgørelsen om inddragelse af sagsøgerens tilladelse.

32

ECB har i sin formalitetsindsigelse bestridt disse argumenter.

33

Det skal først og fremmest fastslås, at ECB ved afgørelse af 17. februar 2020 inddrog sagsøgerens tilladelse til at drive bankvirksomhed. Fra dette tidspunkt var sagsøgeren principielt ikke længere et kreditinstitut som omhandlet i forordning nr. 1024/2013 og ikke underlagt ECB’s tilsyn. Dermed opstår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren stadig med rette kunne gøre ECB’s forpligtelser i medfør af dennes beføjelser som tilsynsmyndighed gældende og påberåbe sig disse. Det ligger dog fast, at sagsøgeren var et kreditinstitut på tidspunktet for ECB’s afvisning af at give kurator det begærede pålæg den 19. november 2019. Det skal følgelig undersøges, om sagsøgeren med rette kunne antage, at ECB på dette tidspunkt havde beføjelse til at efterkomme sagsøgerens begæring.

34

Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren i det væsentlige har støttet anbringendet på artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 1024/2013, på artikel 67 og 74 i direktiv 2013/36 og på artikel 1321, stk. 3, i lov om kreditinstitutter. Ifølge sagsøgeren giver disse bestemmelser ECB beføjelse til at give det begærede pålæg.

35

I denne henseende skal det påpeges, at ECB inden for rammerne af sine tilsynsopgaver såsom den, der er fastsat ved forordningens artikel 4, stk. 1, litra e), i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1024/2013 anvender al relevant EU-ret, og såfremt denne EU-ret består af direktiver, den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver.

36

I henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 »[overdrager denne forordning] ECB særlige opgaver i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter med henblik på at bidrage til kreditinstitutternes sikkerhed og soliditet og det finansielle systems stabilitet inden for Unionen og de enkelte medlemsstater, idet der fuldt ud og under stor omhu tages hensyn til det indre markeds enhed og integritet baseret på ligebehandling af kreditinstitutterne med henblik på at undgå regelarbitrage«.

37

Det følger af forordningens artikel 1, stk. 5, at denne »[ikke berører] de deltagende medlemsstaters kompetente myndigheders ansvarsområder og dertil knyttede beføjelser med hensyn til at udføre tilsynsopgaver, der ikke overdrages til ECB ved denne forordning«.

38

I overensstemmelse med samme forordnings artikel 4, stk. 1, litra e), »[har ECB] i overensstemmelse med stk. 3 i denne artikel enekompetence til med henblik på tilsyn at udføre følgende opgaver i forbindelse med alle de kreditinstitutter, der er etableret i de deltagende medlemsstater: […] at sikre overholdelse af de i artikel 4, stk. 3, første afsnit, omhandlede retsakter, der pålægger kreditinstitutter krav om at have solide styringsordninger, herunder krav til egnethed og hæderlighed vedrørende de personer, som er ansvarlige for forvaltningen af kreditinstitutter, risikostyringsprocedurer, interne kontrolmekanismer, aflønningspolitik og ‑praksis og effektive interne kapitalkravsvurderingsprocedurer, herunder interne ratingbaserede modeller«.

39

For det første afgrænser ordlyden af denne bestemmelse således rækkevidden af ECB’s tilsynsbeføjelser, der ikke omfatter adgang til at give pålæg, som ikke har en sammenhæng med tilsynet, såsom pålægget begæret af sagsøgeren, til en kurator, som er udpeget i overensstemmelse med national ret inden for rammerne af konkursbehandlingen af et selskab som sagsøgeren, om at give et sådant selskabs bestyrelses advokat adgang til selskabets lokaler, oplysninger, personale og ressourcer.

40

Den blotte omstændighed, at ECB er den eneste institution, der i medfør af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 er pålagt opgaver med hensyn til »alle […] kreditinstitutter«, er, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, på ingen måde ensbetydende med, at ECB har videre beføjelser over for de såkaldte »signifikante« kreditinstitutter, der således hører under ECB’s direkte tilsyn, såsom sagsøgeren, end hvad der følger af artikel 4, stk. 1, litra e), i forordning nr. 1024/2013.

41

Det bemærkes, at artikel 4 i forordning nr. 1024/2013, der har overskriften »Opgaver, der overdrages til ECB«, i stk. 1 ganske vist fastsætter, at ECB inden for rammerne af forordningens artikel 6 har »enekompetence« til med henblik på tilsyn at udføre de i nævnte artikel 4, stk. 1, opregnede opgaver i forbindelse med »alle« disse kreditinstitutter. Det følger således af ordlyden af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013, at ECB har enekompetence til at udføre de i denne bestemmelse omhandlede opgaver i forbindelse med samtlige disse institutter, herunder både de »signifikante institutter« og de »mindre signifikante« institutter (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, C-450/17 P, EU:C:2019:372, præmis 37 og 38).

42

Når det handler om artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013, sammenholdt med samme forordnings artikel 6, stk. 4-6, er forskellen mellem de to kategorier af kreditinstitutter imidlertid ikke relevant i forhold til rækkevidden af ECB’s tilsynsbeføjelser, men alene med hensyn til fordelingen af ansvar mellem ECB og de nationale tilsynsmyndigheder, for så vidt som disse bistår ECB i opfyldelsen af de opgaver, som disse er betroet ved forordning nr. 1024/2013, gennem en decentraliseret udførelse af visse af disse opgaver med hensyn til mindre signifikante kreditinstitutter som omhandlet i forordningens artikel 6, stk. 4, første afsnit (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, C-450/17 P, EU:C:2019:372, præmis 41).

43

Det er nemlig korrekt, at ECB i medfør af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 udfører sine opgaver inden for den fælles tilsynsmekanisme, som omfatter ECB og de kompetente nationale myndigheder, og sikrer denne mekanismes effektive og konsekvente virkemåde (dom af 8.5.2019, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, C-450/17 P, EU:C:2019:372, præmis 39).

44

Det er i denne sammenhæng, at de kompetente nationale myndigheder i overensstemmelse med artikel 6, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 skal udføre og være ansvarlige for de opgaver, der er omhandlet i forordningens artikel 4, stk. 1, litra b), d)-g) og i), og træffe alle relevante tilsynsafgørelser med hensyn til de kreditinstitutter, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, første afsnit, dvs. de kreditinstitutter, som i overensstemmelse med de i sidstnævnte bestemmelse fastsatte kriterier er »mindre signifikante« (dom af 8.5.2019, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, C-450/17 P, EU:C:2019:372, præmis 40). Disse betragtninger gælder imidlertid ikke for de såkaldte »signifikante« kreditinstitutter, såsom sagsøgeren, over for hvilke ECB selv udøver alle relevante direkte tilsynsopgaver i medfør af artikel 6, stk. 5, litra b), i forordning nr. 1024/2013.

45

Når dette er sagt, fremgår det imidlertid ikke af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1024/2013, at de tilsynsopgaver, der er overdraget til ECB med hensyn til »signifikante« kreditinstitutter, omfatter en beføjelse til at give en kurator pålæg, der ikke har sammenhæng med disse tilsynsopgaver, såsom det af sagsøgeren begærede pålæg, således som det også er fastslået ovenfor i præmis 39. Det er ligeledes åbenbart, at der i ordlyden af bestemmelserne ikke findes en angivelse af en sådan beføjelse. Sagsøgerens argument i denne henseende skal derfor forkastes.

46

Hvad for det andet angår hensigten med forordning nr. 1024/2013 og artikel 4, stk. 1, litra e), heri, skal det indledningsvis bemærkes, at artikel 127, stk. 6, TEUF, som er det retsgrundlag, hvorpå vedtagelsen af forordning nr. 1024/2013 er baseret, bestemmer, at Rådet kan overdrage Den Europæiske Centralbank specifikke opgaver i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter og andre finansielle institutioner bortset fra forsikringsselskaber (dom af 2.10.2019, Crédit mutuel Arkéa mod ECB, C-152/18 P og C-153/18 P, EU:C:2019:810, præmis 52).

47

Det skal dernæst bemærkes, at artikel 127 TEUF hører under kapitel 2 med overskriften »Den monetære politik« i afsnit VIII i tredje del af EUF-traktaten og fastsætter formålene og de grundlæggende opgaver for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og for ECB (dom af 2.10.2019, Crédit mutuel Arkéa mod ECB, C-152/18 P og C-153/18 P, EU:C:2019:810, præmis 54).

48

Udførelsen af de banktilsynsopgaver, der er omhandlet i artikel 127, stk. 6, TEUF, har til formål at sikre kreditinstitutternes sikkerhed og soliditet, navnlig de store kreditinstitutters og bankkoncerners sikkerhed og soliditet, med henblik på at bidrage til at garantere hele Unionens finansielle systems stabilitet (dom af 2.10.2019, Crédit mutuel Arkéa mod ECB, C-152/18 P og C-153/18 P, EU:C:2019:810, præmis 55).

49

Desuden fremgår det udtrykkeligt af 16., 26., 30. og 65. betragtning til forordning nr. 1024/2013 og af artikel 1, stk. 1, i denne forordning, at disse formål tilstræbes (dom af 2.10.2019, Crédit mutuel Arkéa mod ECB, C-152/18 P og C-153/18 P, EU:C:2019:810, præmis 56).

50

Det følger heraf, at tilsynet udført af ECB som omhandlet i forordning nr. 1024/2013, herunder særligt forordningens artikel 4, stk. 1, har til formål at begrænse specifikke risici i forbindelse med den økonomiske og finansielle stabilitet inden for euroområdet ved bl.a. at undgå et kreditinstituts konkurs. ECB’s beføjelse til at udføre sine tilsynsopgaver er påkrævet for at opdage risici, der truer bankernes overlevelsesevne, og at pålægge dem at træffe de nødvendige forholdsregler.

51

I det foreliggende tilfælde er sagsøgeren under konkursbehandling ved en kurator i overensstemmelse med lettisk ret, og det begærede pålæg, der alene tjener det formål at give advokaten for sagsøgerens bestyrelse adgang til sagsøgerens lokaler, oplysninger, personale og ressourcer, er ikke af en art, der bidrager til styringen af de risici, forordning nr. 1024/2013 søger at begrænse. Det begærede pålæg påvirker nemlig hverken kreditinstituttets overlevelsesevne eller dets økonomiske eller finansielle stabilitet.

52

Det er således åbenbart, at hverken ordlyden af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1024/2013, hensigten med disse, der bl.a. kommer til udtryk i det retlige grundlag for forordningen i EUF-traktaten, eller den sammenhæng, hvori de indgår, gør det muligt at slutte, at undersøgelsen af anmodningen fremsat af bestyrelsen i sagsøgeren om, at ECB skulle give kurator det begærede pålæg, er omfattet af ECB’s beføjelser.

53

Det følger af artikel 74, stk. 1, i direktiv 2013/36, at »[i]nstitutter skal have robuste ledelsesordninger, hvilket omfatter en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemsigtig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til at identificere, styre, overvåge og indberette de risici, som institutterne er eller kan blive eksponeret for, fyldestgørende interne kontrolmekanismer, herunder en sund administrativ og regnskabsmæssig praksis, og en aflønningspolitik og ‑praksis, som er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikostyring«.

54

I henhold til artikel 67, stk. 1, litra d), i direktiv 2013/36 finder denne bestemmelse bl.a. anvendelse, når »et institut ikke råder over ledelsesordninger som foreskrevet af de kompetente myndigheder i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af [dette direktivs] artikel 74«. Det følger af direktivets artikel 67, stk. 2, litra b), at »[m]edlemsstaterne sikrer, at de administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som kan anvendes i de i stk. 1 nævnte tilfælde, mindst omfatter følgende: […] en afgørelse, hvorefter det pålægges den ansvarlige fysiske eller juridiske person at bringe den udviste handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde«.

55

Formålene med direktiv 2013/36, når det gælder ledelsen af kreditinstitutter, fremgår klart af betragtningerne til direktivet, navnlig 53. og 54. betragtning (dom af 24.4.2018, Caisse régionale de crédit agricole mutuel Alpes Provence m.fl. mod ECB, T-133/16 – T-136/16, EU:T:2018:219, præmis 73).

56

I 53. betragtning til direktiv 2013/36 fremhæves det, at »[s]vagheder i selskabsledelsen i en række institutter har været en medvirkende årsag til overdreven og uforsigtig risikotagning i banksektoren, som har resulteret i flere institutters konkurs og systemiske problemer i medlemsstaterne og på verdensplan […]« (dom af 24.4.2018, Caisse régionale de crédit agricole mutuel Alpes Provence m.fl. mod ECB, T-133/16 – T-136/16, EU:T:2018:219, præmis 74).

57

EU-lovgiver har i denne forbindelse i samme betragtning fremhævet, at »[i] visse tilfælde betød den manglende effektive kontrol internt i institutterne, at der ikke var noget effektivt tilsyn med ledelsens beslutningstagning, hvilket forstærkede de kortsigtede og alt for risikobetonede ledelsesstrategier« (jf. i denne retning dom af 24.4.2018, Caisse régionale de crédit agricole mutuel Alpes Provence m.fl. mod ECB, T-133/16 – T-136/16, EU:T:2018:219, præmis 74).

58

Det skal påpeges, at formålene med artikel 74, stk. 1, i direktiv 2013/36 minder om formålene med forordning nr. 1024/2013. Selv om ECB således er den kompetente myndighed til at påse overholdelsen af denne bestemmelse i relation til sagsøgeren, giver bestemmelsen ikke ECB beføjelse til at træffe foranstaltninger til at give pålæg, såsom det begærede pålæg, og derfor er det åbenbart, at sagsøgerens begæring om, at ECB skal pålægge kurator at handle i overensstemmelse med det begærede pålæg, ligger uden for ECB’s kompetenceområde. Begæringen fremsat af sagsøgerens bestyrelse tjener nemlig i virkeligheden alene det ene formål at give bestyrelsen rådighed over sagsøgerens midler med henblik på at betale sin advokat og få adgang til dokumenter og til oplysninger, der gør det muligt for bestyrelsen at håndhæve sin ret til at blive hørt og sin ret til effektive retsmidler. Denne begæring er derfor uden sammenhæng med hensigten bag artikel 74 i direktiv 2013/36, der omhandler ledelsen af det pågældende kreditinstitut og en forsvarlig og effektiv risikostyring af dette institut.

59

Artikel 67, stk. 1, litra d), og artikel 67, stk. 2, litra b), i direktiv 2013/36 kan ikke rejse tvivl om det foregående. Det fremgår nemlig bl.a. af disse bestemmelser, at i et tilfælde, hvor et institut ikke råder over ledelsesordninger som foreskrevet af de kompetente myndigheder i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af samme direktivs artikel 74, kan tilsynsmyndigheden bl.a. udstede en retsafgørelse, hvorefter det pålægges den ansvarlige fysiske eller juridiske person at bringe den udviste handlemåde til ophør og afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde.

60

På denne baggrund kan det begærede pålæg ikke betragtes som en del af det tilsyn, der er fastsat i disse bestemmelser, som bl.a. tilsigter at begrænse overdreven risikotagning i det berørte kreditinstitut.

61

Ifølge sagsøgeren har ECB, der er ansvarlig for det direkte tilsyn med sagsøgeren i forlængelse af dennes kvalifikation som en signifikant enhed, i det foreliggende tilfælde de samme beføjelser som dem, der er overdraget til CMFC ved artikel 1321, stk. 3, i lov om kreditinstitutter, der bestemmer følgende:

»I overensstemmelse med de beføjelser, der er fastsat i denne lov, er [CMFC] bemyndiget til at føre tilsyn med kurators aktiviteter og kurators overholdelse af de i loven fastsatte restriktioner. Repræsentanten for [CMFC] har med henblik herpå adgang til at gennemgå al dokumentation vedrørende et kreditinstitut samt at modtage forklaringer og alle andre relevante oplysninger vedrørende konkursbehandlingen af kreditinstituttet fra kurator.«

62

Som det i det væsentlige blev fastslået ovenfor i præmis 35, fremgår følgende af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1024/2013:

»Med henblik på at udføre de opgaver, som ECB overdrages ved denne forordning, og med det formål at sikre høje standarder for tilsyn, anvender ECB al relevant EU-ret, og såfremt denne EU-ret består af direktiver, den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver. Hvis den relevante EU-ret består af forordninger, og hvis disse forordninger i øjeblikket udtrykkeligt giver medlemsstaterne valgmuligheder, anvender ECB også den nationale lovgivning om udøvelse af disse valgmuligheder.«

63

Det skal påpeges, at lov om kreditinstitutter er blandt de lettiske retsakter, der gennemfører direktiv 2013/36.

64

Det følger imidlertid ikke af artikel 1321, stk. 3, i lov om kreditinstitutter, sammenholdt med de relevante bestemmelser i forordning nr. 1024/2013 og direktiv 2013/36, at det tilkommer ECB at give kurator det begærede pålæg. Konkursbehandlinger er nemlig omfattet af de nationale myndigheders kompetence, herunder i mangel af bestemmelser, der giver ECB en sådan beføjelse.

65

Desuden kan sagsøgerens angivelse af, at bestyrelsen forhindres i at udøve sine forpligtelser som følge af kurators nægtelse af at give sagsøgeren adgang til sine lokaler og sine ressourcer, ikke ændre det foregående, henset for det første til ECB’s manglende kompetence i denne henseende og for det andet til kendetegnene ved og hensynene bag den pågående konkursbehandling af sagsøgeren. Det følger nemlig af artikel 2, stk. 1, nr. 47), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190), at »almindelig insolvensbehandling« betyder »en kollektiv insolvensbehandling, der medfører, at en skyldner helt eller delvis mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en kurator eller en administrator, og som normalt finder anvendelse på institutter i henhold til national ret, og som enten er specifik for disse institutter eller gælder generelt for alle fysiske og juridiske personer«.

66

Det er på denne baggrund åbenbart, at hverken forordning nr. 1024/2013, direktiv 2013/36 eller national ret tillægger ECB beføjelse til at give kurator det begærede pålæg.

67

Hvad angår sagsøgerens argument om at ECB har tilsidesat sine forpligtelser, som er fastslået i dom af 5. november 2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923), bemærkes, at denne dom omhandler domstolsbeskyttelsen af den juridiske person Trasta Komercbanka, som er et kreditinstitut, under de særlige omstændigheder, nemlig at likvidator tilbagekaldte den fuldmagt, som var udstedt til den af selskabets bestyrelse bemyndigede advokat med henblik på at anlægge søgsmål ved Unionens retsinstanser til prøvelse af afgørelsen om at inddrage selskabets tilladelse, som berørte denne bank. Det følger i det væsentlige af denne dom, at med hensyn til retten til effektiv domstolsbeskyttelse som omhandlet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) kan Unionens retsinstanser ikke under disse omstændigheder tage hensyn til tilbagekaldelsen af den pågældende advokats fuldmagt, og at der følgelig kunne træffes afgørelse i sagen.

68

Domstolen fastslog i denne henseende i præmis 55 i dom af 5. november 2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923), at princippet om en effektiv retsbeskyttelse af borgernes rettigheder som sikret ved EU-retten, hvortil der også henvises i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, udgør et generelt princip i EU-retten, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner. Dette princip er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950. Dette er nu fastsat i chartrets artikel 47.

69

Desuden fandt Domstolen, at den effektive domstolsbeskyttelse for en juridisk person som Trasta Komercbanka, hvis tilladelse var blevet inddraget ved en afgørelse vedtaget af en EU-institution som ECB på grundlag af en EU-retsakt som forordning nr. 1024/2013, var sikret ved den ret, som en sådan person har i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelse ved Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dom af 5.11.2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl., C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923, præmis 56).

70

I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid fastslås, at ECB har iagttaget de krav, der følger af dom af 5. november 2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923). For det første anerkendte ECB i forlængelse af afsigelsen af denne dom, at sagsøgerens bestyrelse fortsat repræsenterede sagsøgeren med henblik på at anlægge sagen til prøvelse af afgørelsen om at inddrage sagsøgerens tilladelse. Fremfor alene at indhente kurators bemærkninger anmodede ECB således også den af sagsøgerens bestyrelse bemyndigede advokat om dennes bemærkninger til udkastet til afgørelse om inddragelse af sagsøgerens tilladelse i overensstemmelse med Domstolens dom. I den skrivelse, hvori ECB ligeledes afviste at give kurator det begærede pålæg, indvilgede ECB, på anmodning fra den af sagsøgerens bestyrelse bemyndigede advokat, for det andet i at forlænge fristen for indgivelse af advokatens bemærkninger. For det tredje anførte ECB i denne skrivelse, at den af sagsøgerens bestyrelse bemyndigede advokat skulle have adgang til tilsynsmaterialet (supervisory file). Følgelig er sagsøgerens argument om, at ECB har tilsidesat følgerne af dom af 5. november 2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923), ved at afvise at give kurator det begærede pålæg, åbenbart ugrundet.

71

Det følger imidlertid under alle omstændigheder af fast retspraksis, at det i givet fald påhviler en medlemsstats nationale myndigheder at træffe almindelige eller særlige foranstaltninger, der er egnede til at sikre overholdelsen af EU-retten på dennes område. Idet de bevarer retten til at vælge, hvilke foranstaltninger der skal træffes, skal de pågældende myndigheder navnlig påse, at borgernes rettigheder i henhold til EU-retten gennemføres fuldt ud, herunder deres ret til effektiv domstolsbeskyttelse som omhandlet i chartrets artikel 47 (jf. i denne retning dom af 21.6.2007, Jonkman m.fl., C-231/06 – C-233/06, EU:C:2007:373, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

72

Det skal i denne henseende bemærkes, at ECB’s manglende beføjelse til at give kurator det begærede pålæg ikke ipso facto fratager de berørte, såsom sagsøgeren, en effektiv domstolsbeskyttelse. Afgørelser truffet af de nationale myndigheder i forbindelse med en konkursbehandling, såsom den pågående konkursbehandling af sagsøgeren, vedrørende eventuelle anmodninger om adgang til det pågældende kreditinstituts dokumenter, lokaler, personale eller ressourcer er nemlig som udgangspunkt underlagt de nationale domstoles prøvelse, der i givet fald kan forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen i medfør af artikel 267 TEUF, hvis der måtte opstå tvivl om fortolkningen eller anvendelsen af EU-retten.

73

Det følger heraf, at det er åbenbart, at ECB ikke havde beføjelse til at efterkomme sagsøgerens bestyrelses anmodning om at give det begærede pålæg.

[udelades]

På baggrund af disse præmisser bestemmer

RETTEN (Tiende Afdeling):