—

Ulovlighedsindsigelsen fremmes til realitetsbehandling og det fastslås, at artikel 33, stk. 1 og 2, og artikel 68, stk. 1 og 2, i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer er ulovlige.

—

Følgelig fastslås, at afgørelsen af 17. december 2019 fra generalsekretæren mangler retsgrundlag og denne annulleres.

—

Subsidiært fastslås, at generalsekretæren har tilsidesat artikel 68, stk. 2, i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og afgørelsen af 17. december 2019 annulleres.

Principalt:

—

Det fastslås, at Joëlle Mélin har godtgjort, at hans assistent har udført arbejde, jf. artikel 33, stk. 1 og 2, i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol.

Følgelig:

—

Annulleres afgørelsen fra Europa-Parlamentets generalsekretær af 17. december 2019, meddelt ved skrivelse nr. D202484 af 18. december 2019, truffet i medfør af artikel 68 i Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse 2009/C 159/01 af 19. maj og 9. juli 2008 om »gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer« som ændret, hvori der fastslås en fordring på sagsøgeren på 130 339,35 EUR i medfør af fejlagtigt udbetalte beløb i forbindelse med parlamentarisk assistance og hvori inddrivelsen af beløbet begrundes.

—

Annulleres debetnota nr. 2019-2081, hvori sagsøgeren underrettes om, at der er konstateret en fordring på ham ifølge afgørelsen fra generalsekretæren af 17. december 2019, om inddrivelse af de fejlagtigt udbetalte beløb for parlamentarisk assistance, og om anvendelse af artikel 68 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og af artikel 98–101 i finansforordningen.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 33 og artikel 68 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (herefter »gennemførelsesbestemmelserne«), vedtaget ved Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse af 19. maj og 9. juli 2008, idet bestemmelserne tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, bl.a. som følge af deres manglende klarhed og præcision. Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede bestemmelsers manglende præcision medfører, at retsreglen i gennemførelsesbestemmelserne udvikles i retspraksis. Detaljerne vedrørende beviset for en parlamentarisk assistents arbejde blev imidlertid først udledt af retspraksis i Montel-sagen i 2017, idet retspraksis fra Gorostiaga-sagen fra 2005 kun vedrørte et bevis for betalingsagentens udbetaling af lønninger. Siden 2008 har de anfægtede bestemmelser således været usikre og uklare. Sagsøgeren har tilføjet, at Europa-Parlamentet uanset risikoen for retlig usikkerhed ikke præcist og klart har reguleret kontrolproceduren vedrørende parlamentarisk assistance, ikke har formaliseret parlamentsmedlemmets forpligtelse til iværksættelse og opretholdelse heraf og heller ikke ordningen for acceptable, identificerbare og daterede beviser.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og af retten til forsvar. Sagsøgeren har gjort gældende, at generalsekretæren ikke forud for sin nye afgørelse afholdt høringer eller indledte nogen procedurer, at han ikke anmodede sagsøgeren om nogen forklaring og at de sagsakter, som han gennemgår, ikke tager hensyn til de supplerende dokumenter indgivet af sagsøgeren til støtte for stævningen af 7. december 2018. Sagsøgeren er desuden af den opfattelse, at generalsekretæren ved ikke at overholde den procedure, der er fastsat i artikel 68, stk. 2, i gennemførelsesbestemmelserne, har frataget ham muligheden for at fremlægge disse supplerende dokumenter for generalsekretæren og således pålægger sagsøgeren en risiko for, at Retten vil afvise disse dokumenter som værende dokumenter, der ikke er forelagt generalsekretæren til bedømmelse straks ved indledningen af inddrivelsesproceduren.