1

Med søgsmålet, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, har sagsøgerne, Hengshi Egypt Fiberglass Fabrics SAE (herefter »Hengshi«) og Jushi Egypt for Fiberglass Industry SAE (herefter »Jushi«), nedlagt påstand om annullationen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/492 af 1. april 2020 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Egypten (EUT 2020, L 108, s. 1), for så vidt som den vedrører dem (herefter »den anfægtede gennemførelsesforordning«).

2

Hengshi og Jushi er to virksomheder, der er oprettet i henhold til lovgivningen i Den Arabiske Republik Egypten. De tilhører koncernen China National Building Material (CNBM). Sagsøgernes virksomhed består i fremstilling og eksport af navnlig visse vævede eller stingfæstnede stoffer af glasfiber (herefter »stoffer af glasfiber«), som bl.a. sælges i Den Europæiske Union.

3

I undersøgelsesperioden (fra den 1.1. til den 31.12.2018) fremstillede Jushi både stoffer af glasfiber og glasfiberrovings, som er den væsentligste råvare til fremstilling af stoffer af glasfiber. Jushi anvendte de glasfiberrovings, som virksomheden selv fremstillede, til at producere stoffer af glasfiber, men solgte ligeledes glasfiberrovings til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder i både Egypten og udlandet samt til Hengshi. Sidstnævnte fremstillede stoffer af glasfiber af de glasfiberrovings, som selskabet havde købt af Jushi, samt af et andet forretningsmæssigt forbundet selskab og et ikke-forretningsmæssigt forbundet selskab, som begge har hjemsted i Kina.

4

Jushi solgte stoffer af glasfiber til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder i Egypten og EU. Selskabet eksporterede ligeledes stoffer af glasfiber til tre forretningsmæssigt forbundne kunder i EU, nemlig Jushi Spain SA, Jushi France SAS og Jushi ltalia Srl. Jushi solgte ligeledes stoffer af glasfiber i EU gennem et forretningsmæssigt forbundet selskab med hjemsted uden for EU, nemlig Jushi Group (HK) Sinosia Composite Materials Co. Ltd.

5

Hengshi solgte ikke stoffer af glasfiber på det egyptiske marked. Selskabet solgte stoffer af glasfiber i EU direkte til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder og gennem et forretningsmæssigt forbundet selskab med hjemsted uden for EU, nemlig Huajin Capital Ltd.

6

Efter en klage, som den 8. januar 2019 blev indgivet af intervenienten, Tech-Fab Europe eV, på vegne af producenter, der tegnede sig for mere end 25% af den samlede produktion af stoffer af glasfiber i EU, i medfør af artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21, herefter »grundforordningen«), indledte Europa-Kommissionen en antidumpingprocedure vedrørende importen til EU af stoffer af glasfiber med oprindelse i Kina og Egypten. Den 21. februar 2019 offentliggjorde Kommissionen en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2019, C 68, s. 29).

7

Som det fremgår af 52. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning, var de varer, der var genstand for antidumpingproceduren, stoffer af vævede og/eller stingfæstnede endeløse glasfiberrovings og/eller garn med eller uden andre elementer, undtagen varer, som er imprægnerede eller præimprægnerede (prepregs), og undtagen open mesh-stoffer med en cellestørrelse på over 1,8 mm i både længde og bredde, der vejer mere end 35 g/m2, med oprindelse i Kina og Egypten, som på tidspunktet for de faktiske omstændigheder henhørte under KN-kode ex7019 39 00, ex70194000, ex70195900 og ex70199000 (Taric-kode 7019390080, 7019400080, 7019590080 og 7019900080).

8

Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra den 1. januar til den 31. december 2018. Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade og årsagssammenhæng omfattede perioden fra den 1. januar 2015 til udgangen af undersøgelsesperioden.

9

Den 8. april 2019 fremsendte sagsøgerne deres besvarelser af antidumpingspørgeskemaet samt besvarelserne af bilag I til spørgeskemaet til deres forretningsmæssigt forbundne selskaber.

10

Den 16. maj 2019 indledte Kommissionen en separat antisubsidieundersøgelse vedrørende importen til EU af stoffer af glasfiber med oprindelse i Kina og Egypten (herefter »den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende stoffer af glasfiber«). Den 7. juni 2019 indledte Kommissionen ligeledes en antisubsidieundersøgelse vedrørende glasfiberrovings (herefter »den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende glasfiberrovings«).

11

Kommissionen gennemførte kontrolbesøg i sagsøgernes og deres forretningsmæssigt forbundne selskabers lokaler. Den 30. maj 2019 fremsatte sagsøgerne supplerende bemærkninger efter disse besøg.

12

Den 19. december 2019 meddelte Kommissionen de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for, at den påtænkte at indføre en endelig antidumpingtold på importen af stoffer af glasfiber med oprindelse i Kina og Egypten (herefter »den endelige fremlæggelse af oplysninger«). Den 9. januar 2020 fremsatte sagsøgerne sine bemærkninger til denne fremlæggelse af oplysninger. Den 16. januar 2020 blev der afholdt en høring vedrørende nævnte fremlæggelse af oplysninger i Kommissionens lokaler. Samme dag fremsatte sagsøgerne supplerende skriftlige bemærkninger.

13

Den 10. februar 2020 offentliggjorde Kommissionen et dokument med yderligere endelige oplysninger (herefter »den yderligere endelige fremlæggelse af oplysninger«). I denne fremlæggelse af oplysninger blev der taget hensyn til visse argumenter, som sagsøgerne havde fremført vedrørende den endelige fremlæggelse af oplysninger. Den 13. februar 2020 fremsatte sagsøgerne deres bemærkninger til den yderligere endelige fremlæggelse af oplysninger. Den 17. februar 2020 blev der afholdt en høring vedrørende nævnte fremlæggelse af oplysninger i Kommissionens lokaler.

14

Efter anmodning fra sagsøgerne foretog høringskonsulenten den 25. februar 2020 en yderligere høring.

15

Den 1. april 2020 vedtog Kommissionen den anfægtede gennemførelsesforordning. Ved nævnte forordning indførtes en endelig antidumpingtold på 20% på sagsøgernes import af stoffer af glasfiber i EU.

16

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

17

Kommissionen har, støttet af intervenienten, nedlagt følgende påstande:

18

Sagsøgerne har fremsat to anbringender til støtte for søgsmålet. Med det første anbringende gøres det gældende, at Kommissionens metode til fastsættelse af Hengshis omkostninger til produktion af stoffer af glasfiber samt salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (herefter »SA&G-omkostninger«) og fortjeneste med henblik på fastsættelsen af den beregnede normalværdi er i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 5, artikel 2, stk. 3, 6, 11 og 12, og artikel 9, stk. 4, mens det med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionens metode til fastsættelse af margenerne på prisunderbuddet og sagsøgernes vejledende priser er i strid med denne forordnings artikel 3, stk. 1, 2, 3 og 6, og artikel 9, stk. 4.

19

Det første anbringende består af fem led.

20

Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens begrundelse for ikke at tage hensyn til de omkostninger til glasfiberrovings, der fremgår af Hengshis regnskabsdokumenter, er i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit. De har anført, at der med hensyn til den anden betingelse, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke fastsættes et kriterium vedrørende armslængdeprincippet, og at Kommissionen i medfør af denne bestemmelse ikke kan vurdere den rimelige karakter af de omkostninger, bl.a. vedrørende glasfiberrovings, i forbindelse med produktion og salg af den pågældende vare, dvs. stoffer af glasfiber, som er anført i Hengshis regnskabsdokumenter.

21

Denne fortolkning bekræftes for det første af den fortolkning, som Verdenshandelsorganisationens (WTO) tvistbilæggelsesorgan har anlagt af artikel 2.2.1.1 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (GATT) (EFT 1994, L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen af 1994«), for det andet af princippet om, at undtagelser, der er fastsat i EU-retten, skal fortolkes indskrænkende, og for det tredje af den sammenhæng, hvori grundforordningens artikel 2, stk. 5, er blevet vedtaget, samt de formål, der forfølges med denne forordning.

22

Kommissionen har, støttet af intervenienten, bestridt disse argumenter.

23

Det skal bemærkes, at såfremt Unionen havde ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller såfremt den pågældende EU-retsakt udtrykkeligt henviser til specifikke bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Unionens retsinstanser at prøve den pågældende EU-retsakts lovlighed efter WTO-reglerne (dom af 14.7.2021, Interpipe Niko Tube og Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant mod Kommissionen, T-716/19, EU:T:2021:457, præmis 95).

24

Unionen har ved grundforordningens artikel 2, stk. 5, villet gennemføre de særlige forpligtelser, som er indeholdt i artikel 2.2.1.1, i antidumpingaftalen af 1994 (jf. i denne retning dom af 7.2.2013, Acron mod Rådet, T-118/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:67, præmis 66).

25

Det følger heraf, at grundforordningens bestemmelser, for så vidt som de svarer til bestemmelserne i antidumpingaftalen af 1994, så vidt muligt skal fortolkes i lyset af de tilsvarende bestemmelser i denne aftale, således som de fortolkes af WTO’s tvistbilæggelsesorgan (jf. dom af 14.7.2021, Interpipe Niko Tube og Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant mod Kommissionen, T-716/19, EU:T:2021:457, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

26

Grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, har følgende ordlyd:

»Omkostningerne beregnes normalt på grundlag af optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, forudsat at sådanne optegnelser er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land, og det påvises, at oplysningerne på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare.«

27

Det følger således af ordlyden af denne bestemmelse, at regnskabsdokumenterne fra den part, der er genstand for undersøgelsen, udgør den vigtigste kilde til oplysninger ved fastsættelsen af produktionsomkostningerne for den pågældende vare, og at anvendelsen af de data, som er indeholdt i disse dokumenter, udgør reglen, og at det repræsenterer undtagelsen, at de tilpasses eller erstattes af et andet rimeligt grundlag. Under hensyn til princippet om, at en fravigelse af eller en undtagelse fra en generel regel skal fortolkes indskrænkende, skal det lægges til grund, at den undtagelsesordning, der følger af grundforordningens artikel 2, stk. 5, skal fortolkes indskrænkende (jf. dom af 3.12.2019, Yieh United Steel mod Kommissionen, T-607/15, EU:T:2019:831, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

28

Endvidere påhviler det for så vidt angår bevisbyrden med hensyn til at påvise, at der foreligger omstændigheder, som berettiger til at anvende grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, institutionerne at lægge beviser, eller i det mindste indicier, til grund, som giver grundlag for at fastslå, at den faktor foreligger, for hvilke justeringen foretages, hvis de finder, at de må se bort fra de produktionsomkostninger, der er indeholdt i regnskabsdokumenterne fra den part, der er genstand for undersøgelsen, og erstatte dem med en anden pris, der vurderes at være rimelig (jf. dom af 3.12.2019, Yieh United Steel mod Kommissionen, T-607/15, EU:T:2019:831, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

29

Det skal i øvrigt ligeledes bemærkes, at institutionerne for så vidt angår handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger råder over et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. Følgelig er Unionens retsinstansers prøvelse af institutionernes skøn begrænset til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbar urigtig vurdering af de nævnte faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning. Denne begrænsede domstolsprøvelse omfatter navnlig valget mellem forskellige metoder til beregning af dumpingmargenen og fastsættelsen af en vares normale værdi (jf. dom af 3.12.2019, Yieh United Steel mod Kommissionen, T-607/15, EU:T:2019:831, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

30

Det er i lyset af disse betragtninger, at det første anbringendes første led skal undersøges.

31

Det skal for det første bemærkes, at grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, ikke udelukker, at Kommissionen kan fravige de omkostninger, som er anført i regnskabsdokumenterne fra den part, der er genstand for undersøgelsen, når prisen på den råvare, der anvendes til at fremstille den pågældende vare, ikke er blevet fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

32

I denne henseende har WTO’s tvistbilæggelsesorgan, således som parterne i øvrigt har anført, som led i fortolkningen af artikel 2.2.1.1 i antidumpingaftalen af 1994 fundet, at det kan fastslås, at regnskabsdokumenter, der er ført i overensstemmelse med alment accepterede regnskabsregler, ikke tager rimeligt hensyn til omkostningerne i forbindelse med fremstillingen og salget af den pågældende vare, når eksempelvis transaktioner vedrørende visse input som led i produktion og salg af den pågældende vare anses for ikke at være sket under overholdelse af armslængdeprincippet (jf. i denne retning WTO’s tvistbilæggelsesorgans rapport i sagen »Den Europæiske Union – Antidumpingforanstaltninger over for biodiesel med oprindelse i Argentina« (WT/DS 473/AB/R), af 26.10.2016, punkt 6.33).

33

Som det imidlertid er anført i præmis 28 ovenfor, har Kommissionen pligt til at lægge beviser, eller i det mindste indicier, til grund, som giver grundlag for at fastslå, at den faktor foreligger, for hvilke justeringen foretages, hvis den finder, at den må se bort fra de produktionsomkostninger, der er indeholdt i regnskabsdokumenterne fra den part, der er genstand for undersøgelsen, og erstatte dem med en pris, der vurderes at være rimelig.

34

Det skal i denne henseende fastslås, at Kommissionen i 312. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning anførte, at de priser, til hvilke Hengshi købte glasfiberrovings af Jushi, var systematisk og betydeligt lavere end de priser, til hvilke Jushi solgte samme vare til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder, der virkede på det egyptiske marked. I betragtning af den betydelige forskel mellem disse priser konkluderede Kommissionen med føje, at de priser, som Hengshi havde betalt til Jushi, ikke kunne anses for at være fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Disse priser var ganske vist gunstige for Jushi, men de afspejlede ikke priserne på det egyptiske marked. Som det fremgår af sagsakterne for Retten, var de af Hengshi angivne omkostninger for glasfiberrovings klart lavere, nemlig ca. [fortroligt] ( 1 )%, end dem, Jushi anvendte i forhold til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder i Egypten, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt.

35

For at begrunde, at en sådan prisforskel ikke var tilstrækkelig til, at Kommissionen kunne fastslå, at de priser for glasfiberrovings, der var angivet i Hengshis regnskabsdokumenter, ikke var blevet fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet, og at der derfor skulle ses bort fra disse, har sagsøgerne gjort gældende, at eftersom Jushi solgte glasfiberrovings til Hengshi med en fortjeneste på [fortroligt]%, tog disse dokumenter på hensigtsmæssig vis og i tilstrækkelig grad hensyn til omkostningerne til glasfiberrovings. Endvidere har Kommissionen tidligere, bl.a. i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 360/2014 af 9. april 2014 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ferrosilicium med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT 2014, L 107, s. 13), anerkendt, at transaktioner mellem forretningsmæssigt forbundne parter kan afregnes uden en fortjeneste.

36

Disse argumenter kan imidlertid ikke tiltrædes.

37

Med hensyn til den fortjeneste, som Jushi kunne have opnået af sit salg af glasfiberrovings til Hengshi, skal det, således som Kommissionen har anført, bemærkes, at opnåelsen af en fortjeneste ikke automatisk gør det muligt at konkludere, at en transaktion er foretaget i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Det skal desuden fastslås, at denne fortjeneste var klart lavere end fortjenesten i forhold til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder.

38

Hvad angår henvisningen til forordning nr. 360/2014 skal det endvidere bemærkes, at lovligheden af en forordning om indførelse af antidumpingtold skal vurderes på grundlag af retsreglerne, og navnlig grundforordningens bestemmelser, og ikke på grundlag af Kommissionens tidligere afgørelsespraksis (jf. i denne retning dom af 18.10.2016, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-351/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:616, præmis 107).

39

For det andet skal det med hensyn til sagsøgernes argument om, at den anden betingelse, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, ikke vedrører omkostningernes rimelige karakter, men derimod »pålideligheden« af regnskabsdokumenterne fra den part, der er genstand for undersøgelsen, fastslås, at en sådan fortolkning vil føre til, at anvendelsen af den beregnede normalværdi fuldstændig afskæres bl.a. i et tilfælde, hvor produktionsomkostningerne påvirkes af en særlig markedssituation (jf. i denne retning dom af 7.2.2013, EuroChem MCC mod Rådet, T-84/07, EU:T:2013:64, præmis 59).

40

For det tredje skal det hvad angår sagsøgernes argument om, at deres fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, bekræftes af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse blev vedtaget, samt de formål, der forfølges med denne forordning, bemærkes, at selv om det, som sagsøgerne har anført, er korrekt, at artikel 2, stk. 5, i modsætning til indholdet af grundforordningens artikel 2, stk. 1, tredje afsnit, artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 4, stk. 2, ikke indeholder en udtrykkelig bestemmelse om den rimelige karakter af de omkostninger, som opstår mellem forretningsmæssigt forbundne parter, er denne omstændighed ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at EU-lovgiver havde til hensigt at udelukke denne omstændighed ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5.

41

Det skal i denne henseende indledningsvis fremhæves, således som det er anført i præmis 31 og 32 ovenfor, at grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, ikke er til hinder for, at Kommissionen ser bort fra de omkostninger, som er gengivet i regnskabsdokumenterne fra den part, der er genstand for undersøgelsen, når priserne på den råvare, der anvendes til fremstillingen af den pågældende vare, ikke ses at være fastsat i overensstemmelse med armlængdeprincippet, da der er tale om et koncerninternt forhold. Som Kommissionen med føje har anført, danner bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 1, tredje og fjerde afsnit, hvori der udtrykkeligt henvises til de situationer, hvor priserne påvirkes som følge af det koncerninterne forhold, grundlag for andre bestemmelser i artikel 2 om normalværdien, herunder de i artikel 2, stk. 5, fastsatte. Endelig er grundforordningens artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 4, stk. 2, ikke relevante som led i fortolkningen af den sammenhæng, hvori forordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, indgår, eftersom bestemmelsen ikke vedrører konstateringen af dumping, men derimod definitionen af erhvervsgrenen i Unionen som led i konstateringen af skade. Som det fremgår af tiende betragtning til grundforordningen, indførte EU-lovgiver henvisningen til parter, der er forretningsmæssigt forbundet med eksportørerne, for at holde disse uden for begrebet »erhvervsgren i Unionen«.

42

Henset til det ovenstående kunne Kommissionen således uden at begå en retlig fejl eller at anlægge et åbenbart urigtigt skøn finde, at eftersom prisen på glasfiberrovings i Hengshis regnskabsdokumenter ikke var blevet fastsat i overensstemmelsen med armslængdeprincippet, kunne prisen ikke anses for i rimelig grad at tage hensyn til omkostninger forbundet med produktion og salg af den pågældende vare, og at prisen derfor skulle tilpasses (jf. i denne retning dom af 7.2.2013, Acron mod Rådet, T-118/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:67, præmis 53).

43

Det første anbringendes første led skal dermed forkastes.

44

Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, idet den som led i analysen af overholdelsen af armslængdeprincippet sammenlignede den salgspris på glasfiberrovings, som Jushi opkrævede fra henholdsvis Hengshi og sine ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder, uden at den tog hensyn til alle relevante faktorer vedrørende det pågældende salg, såsom den væsentlige forskel i den mængde glasfiberrovings, som Jushi solgte til sine ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder og til Hengshi, samt betalingen af den told, som fandt anvendelse på Jushi for salg af glasfiberrovings til sine ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder.

45

Kommissionen har, støttet af intervenienten, bestridt disse argumenter.

46

Det skal indledningsvis bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt en pris er udtryk for normal handel, ligeledes afhænger af de øvrige vilkår i en transaktion, der kan påvirke prisen, såsom transaktionens størrelse, de af parterne yderligere påtagede forpligtelser og leveringsfristen. Inden for rammerne af denne bedømmelse, der skal foretages fra sag til sag, skal institutionerne tage hensyn til alle de relevante faktorer og særlige omstændigheder, der vedrører de omhandlede salg (dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 30).

47

For at fastslå, at Kommissionen har anlagt en åbenbart urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, som kan føre til annullation af den anfægtede afgørelse, skal de beviser, som sagsøgeren har fremlagt, imidlertid være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund i denne afgørelse, bliver usandsynlige (jf. i denne retning dom af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet, T-444/11, EU:T:2014:773, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

48

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at sagsøgernes klagepunkt om den betydelige forskel i mængden af Jushis salg af glasfiberrovings til ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder og til Hengshi i det væsentlige er støttet på dels et argument om, at det er logisk, at salgsmængden påvirkede prisen i forhold til kunderne, dels på den omstændighed, at de rabatter, som Jushi anvendte i forhold til Hengshi i forbindelse med salg af glasfiberrovings, var påvirket af mængden af dette salg.

49

Hvad for det første angår argumentet om, at det er logisk, at salgsmængden påvirker prisen over for kunderne, skal det fastslås, at selv om det i den retspraksis, der er nævnt i præmis 46 ovenfor, er anerkendt, at transaktionernes størrelse kan påvirke prisen på en vare, skal en sådan vurdering foretages fra sag til sag under hensyntagen til alle relevante faktorer og alle særlige omstændigheder ved det pågældende salg. Et sådant udsagn er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til at begrunde, at Kommissionen – uden bevis for, at Jushi havde anvendt rabatter i forhold til sine kunder på grundlag af salgsmængden af glasfiberrovings – anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med analysen af overholdelsen af armslængdeprincippet ved ikke at tage hensyn til Jushis salgsmængde af glasfiberrovings.

50

Hvad for det andet angår sagsøgernes argument om Jushis rabatter i forhold til Hengshi som følge af salgsmængden af glasfiberrovings skal det bemærkes, at ingen oplysninger i sagsakterne for Retten gør det muligt at påvise, at de angivelige rabatter, som Jushi anvendte i forhold til Hengshi, ikke er specifikke og alene anvendes på salg af glasfiberrovings mellem disse to selskaber. Som Kommissionen har anført, har sagsøgerne endvidere ikke fremlagt nogen oplysning, der gør det muligt at fastslå, at en sådan rabat, der er støttet på salgsmængden, finder anvendelse eller anvendes på samtlige købere og ikke blot Hengshi.

51

Henset til de betragtninger, der er anført i præmis 49 og 50 ovenfor, skal det fastslås, at sagsøgerne således ikke har fremlagt tilstrækkeligt stærke beviser som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 47 ovenfor, til at bevirke, at de vurderinger af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund i den anfægtede gennemførelsesforordning, herunder i 320. betragtning hertil, som medførte et afslag på at tage hensyn til Jushis salgsmængde af glasfiberrovings i forhold til Hengshi som led i analysen af overholdelsen af armslængdeprincippet, bliver usandsynlige.

52

Formalitetsindsigelsen vedrørende Kommissionens argument i svarskriftet om, at der skulle tages hensyn til den samlede procentdel af salget til ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder for alle varer med henblik på at afgøre, om priserne var sammenlignelige, skal ligeledes forkastes. Dette argument udgør nemlig blot et element i den sammenhæng, som Kommissionen har beskrevet i sit svarskrift, i lyset af hvilken sagsøgernes klagepunkt om salgsmængden skal forstås. Det skal bemærkes, at indholdet af et svarskrift navnlig har til formål at oplyse Retten om den faktiske og retlige baggrund for den sag, der er indbragt for den, inden for hvis rammer den omtvistede afgørelse indgår, og som Retten i modsætning til parterne i tvisten ikke har kendskab til. Manglende baggrundselementer i en afgørelse, der er genstand for et annullationssøgsmål, som efterfølgende præsenteres for Retten i forbindelse med en parts beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder tvisten, som er indbragt for den, er forløbet, kan derfor ikke som sådan godtgøre en manglende overholdelse af pligten til at begrunde den omtvistede afgørelse (jf. i denne retning dom af 8.3.2007, France Télécom mod Kommissionen, T-340/04, EU:T:2007:81, præmis 79). Det følger heraf, at den omstændighed, at dette argument ikke blev fremsat under den administrative fase, er uden betydning i det foreliggende tilfælde.

53

Henset til det ovenstående skal dette klagepunkt forkastes.

54

For så vidt angår betalingen af told af input i glasfiberrovings har sagsøgerne for det første påberåbt sig en tilsidesættelse af retten til forsvar, idet Kommissionen ikke i den endelige fremlæggelse af oplysninger eller i den yderligere endelige fremlæggelse af oplysninger underrettede dem om sin hensigt om ikke at tage hensyn til betalingen af denne told, fordi der ikke forelå beviser. For det andet har de gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte pligten til at udvise fornøden omhu, for så vidt som den på eget initiativ skulle have anvendt det bevis for betalingen af told, som den rådede over som led i den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende glasfiberrovings, eller i hvert fald have anmodet sagsøgerne om at fremlægge dette bevis som led i antidumpingproceduren.

55

Med hensyn til tilsidesættelsen af retten til et forsvar skal det bemærkes, at overholdelsen af denne ret, der har afgørende betydning i procedurer vedrørende antidumping, forudsætter, at de berørte virksomheder skal have haft mulighed for under den administrative procedure effektivt at give deres mening til kende vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder og vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen har støttet sin angivelse af, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade (jf. dom af 14.7.2021, Interpipe Niko Tube og Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant mod Kommissionen, T-716/19, EU:T:2021:457, præmis 209 og den deri nævnte retspraksis).

56

En uregelmæssighed i forbindelse med overholdelsen af denne ret kan kun medføre, at en forordning om indførelse af en antidumpingtold annulleres, for så vidt som det er muligt, at den administrative procedure som følge af denne uregelmæssighed ville have kunnet føre til et andet resultat og dermed konkret har påvirket den berørte parts ret til et forsvar. Denne part kan imidlertid ikke pålægges at godtgøre, at Kommissionens afgørelse ville have været anderledes, men blot, at en sådan mulighed ikke helt kan udelukkes, da denne part kunne have forberedt et bedre forsvar, hvis den formelle fejl ikke havde foreligget (jf. dom af 14.7.2021, Interpipe Niko Tube og Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant mod Kommissionen, T-716/19, EU:T:2021:457, præmis 210 og den deri nævnte retspraksis).

57

I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at sagsøgerne fik mulighed for under den administrative procedure at give deres mening til kende vedrørende rigtigheden og relevansen af de angivne faktiske omstændigheder og vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støttede sin angivelse af, at der forelå dumping og en deraf følgende skade, idet de kunne fremsætte bemærkninger til såvel den endelige fremlæggelse af oplysninger som den yderligere endelige fremlæggelse af oplysninger. Det er nemlig i denne sammenhæng, at sagsøgerne har givet udtryk for deres uenighed med hensyn til den omstændighed, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til, at Jushi skulle betale told for salget af glasfiberrovings til de ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder.

58

For så vidt som sagsøgerne har anført, at de ikke blev hørt specifikt om Kommissionens hensigt om ikke at tage hensyn til betalingen af told, er det endvidere tilstrækkeligt at bemærke, at retten til at blive hørt omfatter alle de faktiske og retlige omstændigheder, der udgør afgørelsens grundlag, men ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage (jf. dom af 14.7.2021, Interpipe Niko Tube og Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant mod Kommissionen, T-716/19, EU:T:2021:457, præmis 211 og den deri nævnte retspraksis). Det kan i øvrigt ikke foreholdes Kommissionen, at den ikke specifikt hørte sagsøgerne om sin hensigt om ikke at tage hensyn til betalingen af told, idet en sådan betaling end ikke var blevet foretaget på det tidspunkt, hvor sagsøgerne fremsatte deres bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger og til den yderligere endelige fremlæggelse af oplysninger. Som det fremgår af sagsakterne, blev denne betaling nemlig gennemført den 27. februar 2020, mens fristen for at fremsætte bemærkninger til den yderligere endelige fremlæggelse af oplysninger var fastsat til den 13. februar 2020.

59

Kommissionen tilsidesatte således ikke sagsøgernes ret til forsvar.

60

Hvad angår pligten til at udvise fornøden omhu skal det bemærkes, at selv om det ganske vist påhviler Kommissionen som undersøgende myndighed at konstatere dumping, skade og en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten og skaden, forholder det sig ikke desto mindre således, at for så vidt som der ikke er nogen bestemmelse i grundforordningen, som tillægger Kommissionen beføjelse til at tvinge de berørte parter til at deltage i en undersøgelse eller fremlægge oplysninger, er denne institution således afhængig af parternes frivillige samarbejde med henblik på, at disse forsyner den med de nødvendige oplysninger (jf. i denne retning dom af 14.12.2017, EBMA mod Giant (China), C-61/16 P, EU:C:2017:968, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

61

Antidumpingundersøgelsens formål består nemlig for EU-institutionerne i at finde objektive beviser ved hjælp af de redskaber, som grundforordningen stiller til rådighed for dem, og på grundlag af et frivilligt samarbejde fra de erhvervsdrivende, dvs. navnlig svarene på antidumpingspørgeskemaet, de eventuelle kontrolbesøg på stedet og de berørte parters bemærkninger til oplysningsdokumenterne, med henblik på at fastslå, om der foreligger dumping, efter at de har fastslået den pågældende vares normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2 (dom af 3.12.2019, Yieh United Steel mod Kommissionen, T-607/15, EU:T:2019:831, præmis 133).

62

Det tilkommer i denne henseende Unionens retsinstanser at sikre, at institutionerne har taget hensyn til alle de relevante omstændigheder, og at de har vurderet oplysningerne i sagen med al den omhu, der er nødvendig for, at det kan lægges til grund, at den beregnede normale værdi er blevet fastsat på en rimelig måde (jf. dom af 10.3.2009, Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP mod Rådet, T-249/06, EU:T:2009:62, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

63

Det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 60-62 ovenfor, at selv om det er korrekt, at Kommissionen skal gennemføre undersøgelsen omhyggeligt og tage hensyn til alle relevante omstændigheder ved fastsættelsen af normalværdien, er den afhængig af frivilligt samarbejde fra de parter, der er genstand for undersøgelsen, med henblik på, at disse forsyner den med de nødvendige oplysninger.

64

I det foreliggende tilfælde påhvilede det således sagsøgerne at fremlægge de beviser, som de fandt relevante for undersøgelsen, på det tidspunkt, hvor de anførte, at Kommissionen skulle have taget hensyn til den omstændighed, at den salgspris på glasfiberrovings, som Jushi opkrævede fra ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder, omfattede et beløb, der dækkede den gældende told på import af input. Som det fremgår af sagsakterne for Retten, bl.a. af de bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger og den yderligere endelige fremlæggelse af oplysninger, som sagsøgerne har fremlagt, har disse på intet tidspunkt som led i antidumpingproceduren fremlagt noget bevis for at have betalt en sådan told. Som det er fastslået i præmis 58 ovenfor, var en sådan betaling i øvrigt end ikke blevet foretaget på det tidspunkt, hvor sagsøgerne fremsatte deres bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger og til den yderligere endelige fremlæggelse af oplysninger. Det dokument, som ifølge sagsøgerne godtgør deres betaling af told, er blevet forelagt Kommissionen som led i den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende glasfiberrovings den 18. marts 2020, således som sagsøgerne i øvrigt har bekræftet i retsmødet. Sagsøgerne kan således ikke drage fordel af deres egen forsømmelse ved at foreholde Kommissionen, at den ikke tog hensyn til et bevis, som de selv havde enhver interesse i at fremlægge, og som de ikke fremlagde.

65

Sagsøgerne kan endvidere ikke med føje i replikken gøre gældende, at Kommissionen på eget initiativ kunne have anvendt det nævnte dokument, som blev fremlagt som led i den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende glasfiberrovings.

66

Artikel 29, stk. 6, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 55), har nemlig følgende ordlyd:

»Oplysninger, der modtages i medfør af denne forordning, må kun anvendes til det formål, hvortil de er indhentet.«

67

Det følger af denne bestemmelse, at Kommissionen som led i en antidumpingprocedure ikke på eget initiativ kan påberåbe sig et bevis, der er fremlagt som led i en parallel antisubsidieundersøgelse. Det påhvilede følgelig sagsøgerne at give afkald på den garanti, der er fastsat i denne artikel, og anmode om, at et sådant bevis ligeledes kunne fremlægges som led i antidumpingproceduren.

68

I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, godtgør omtalen i 268. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning vedrørende varekontrolnumrene (herefter »VKN«) fra den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende stoffer af glasfiber samt anvendelsen af nogle af sagsøgernes svar på antidumpingspørgeskemaet med henblik på sidstnævnte antisubsidieundersøgelse på ingen måde deres udsagn om, at Kommissionen inden for rammerne af antidumpingproceduren kunne påberåbe sig oplysninger fra en parallel antisubsidieundersøgelse. For det første kunne Kommissionen nemlig, således som det fremgår af 276. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning, alene anvende oplysningerne om VKN fra den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende stoffer af glasfiber, fordi den pågældende kinesiske eksporterende producent havde givet afkald på den garanti, der er fastsat i grundforordningens artikel 19, stk. 6, og i artikel 29, stk. 6, i forordning 2016/1037, og havde anmodet om, at de korrekte oplysninger om VKN, som var indhentet som led i den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende stoffer af glasfiber, blev anvendt som bedre tilgængelige oplysninger i antidumpingproceduren. For det andet fremgår det af den skrivelse af 24. maj 2019, som sagsøgerne har fremlagt som bilag til replikken, at de på eget initiativ havde anmodet om, at visse af deres svar på antidumpingspørgeskemaet blev anvendt med henblik på den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende stoffer af glasfiber.

69

Henset til det ovenstående skal det andet klagepunkt forkastes, og dermed skal det første anbringendes andet led forkastes i sin helhed.

70

Med det første anbringendes tredje led har sagsøgerne for det første foreholdt Kommissionen en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit, for så vidt som den for at tilpasse Hengshis omkostninger til glasfiberrovings anvendte den i denne bestemmelse fastsatte undtagelse og tilpassede disse omkostninger på grundlag af »et andet rimeligt grundlag« i stedet for at foretage en tilpasning »på grundlag af de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i samme land«, herunder på grundlag af de omkostninger, som Jushi, der er den eneste anden producent af glasfiberrovings i Egypten, afholdt til produktionen af de nævnte glasfiberrovings. For det andet har de foreholdt Kommissionen en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som den i den anfægtede gennemførelsesforordning ikke forklarede, hvorfor den anvendte denne undtagelse.

71

Kommissionen har, støttet af intervenienten, bestridt disse argumenter.

72

Retten bemærker for det første hvad angår tilsidesættelsen af begrundelsespligten, som skal behandles først, i lighed med, hvad Kommissionen har anført, at grundene til, at institutionen ikke valgte at anvende Jushis omkostninger til produktionen af glasfiberrovings for at tilpasse Hengshis omkostninger til glasfiberrovings, fremgår klart og utvetydigt af 331. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning. I nævnte betragtning forklarede Kommissionen, at den efter at have vurderet, om Hengshis regnskaber i rimelig grad afspejlede de omkostninger, der var forbundet med produktionen af stoffer af glasfiber, fandt, at afregningspriserne ved Hengshis køb af glasfiberrovings fra Jushi i høj grad var deflateret i forhold til markedsprisen for de samme varetyper i Egypten, dvs., at de ikke var i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Den justerede derfor Hengshis omkostninger til glasfiberrovings på grundlag af den pris, som Jushi opkrævede af ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder på det egyptiske marked.

73

For så vidt som sagsøgerne har anfægtet Kommissionens forklaringer i svarskriftet vedrørende den omstændighed, at Jushi og Hengshi ikke kunne sammenlignes, eftersom Jushi i modsætning til Hengshi er en vertikalt integreret virksomhed, skal det endvidere bemærkes, at det følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 52 ovenfor, at manglende baggrundselementer i en afgørelse, der er genstand for et annullationssøgsmål, som efterfølgende præsenteres for Retten i forbindelse med en parts beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder tvisten, som er indbragt for den, er forløbet, ikke som sådan kan godtgøre en manglende overholdelse af pligten til at begrunde den omtvistede afgørelse.

74

I det foreliggende tilfælde udgør præciseringen om, at Jushi er en vertikalt integreret virksomhed, hvilket sagsøgerne i øvrigt ikke har bestridt, blot et element i den sammenhæng, som Kommissionen kunne fremlægge som led i svarskriftet uden at tilsidesætte begrundelsespligten.

75

Henset til det ovenstående kan sagsøgerne ikke med føje gøre gældende, at den anfægtede gennemførelsesforordning ikke var tilstrækkeligt begrundet, og at Kommissionen for første gang i svarskriftet anførte grunden til, at den i det foreliggende tilfælde havde besluttet at anvende den undtagelse, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit.

76

Klagepunktet om tilsidesættelse af begrundelsespligten skal følgelig forkastes.

77

Hvad for det andet angår klagepunktet om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit, skal det indledningsvis bemærkes, at det følger af denne bestemmelse, at »[h]vis omkostninger forbundet med produktion og salg af den vare, der er omfattet af undersøgelsen, ikke er tilstrækkeligt afspejlet i den pågældende parts optegnelser, justeres eller fastsættes de på grundlag af de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i samme land, eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, på et andet rimeligt grundlag, herunder oplysninger fra andre repræsentative markeder«.

78

Det skal, som sagsøgerne har anført, bemærkes, at i lyset af formuleringen af denne bestemmelse skal disse to metoder anvendes i den rækkefølge, de er fastsat. Kommissionen skal således først undersøge, om den kan tilpasse eller fastsætte omkostningerne forbundet med produktion og salg af den pågældende vare på grundlag af de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører. Kun når disse oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, skal den anvende den undtagelse, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit, hvorefter omkostningerne fastsættes »på et andet rimeligt grundlag« (jf. i denne retning dom af 12.10.1999, Acme mod Rådet, T-48/96, EU:T:1999:251, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

79

Eftersom valget af at anvende »et andet rimeligt grundlag« desuden udgør en undtagelse til hovedreglen i grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit, skal det fortolkes indskrænkende. For at se bort fra de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i samme land, skal Kommissionen således støtte sig på beviser, eller i det mindste indicier, som gør det muligt at fastslå, at der foreligger en faktor, i medfør af hvilken tilpasningen kan foretages.

80

I det foreliggende tilfælde forklarede Kommissionen for at begrunde sin beslutning om ikke at anvende Jushis omkostninger til produktion af glasfiberrovings til at tilpasse Hengshis omkostninger til glasfiberrovings, og dermed om at anvende et andet rimeligt grundlag, at Jushi, selv om selskabet var den eneste anden producent af stoffer af glasfiber i Egypten, for det første var et selskab, der var forretningsmæssigt forbundet med Hengshi, og for det andet var et vertikalt integreret selskab, hvilket ikke var tilfældet med Hengshi. Henset til disse forhold besluttede den derfor at beregne omkostninger til glasfiberrovings på grundlag af den pris, som Jushi opkrævede af ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder.

81

For at anfægte Kommissionens beslutning om at anvende et andet rimeligt grundlag til at tilpasse de pågældende omkostninger har sagsøgerne blot gjort gældende, at eftersom Kommissionen havde »kontrolleret og accepteret« de omkostninger til produktionen af glasfiberrovings, som Jushi, der var den eneste anden producent af glasfiberrovings i Egypten, bar, var den forpligtet til at foretage tilpasningen på grundlag af de nævnte omkostninger.

82

Et sådant udsagn kan ikke tiltrædes.

83

For det første »accepterede« Kommissionen nemlig ikke Jushis omkostninger til produktionen af glasfiberrovings, således det fremgår af præmis 80 ovenfor. For det andet følger det i modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, ikke af affattelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit, at Kommissionen, når der er andre producenter og eksportører i samme land, har en ubetinget pligt til at foretage den pågældende tilpasning på grundlag af deres omkostninger. Tværtimod fremgår det af denne bestemmelse, at Kommissionen, selv om der foreligger sådanne oplysninger, kan se bort fra disse, når den finder, at disse oplysninger ikke kan anvendes. Kommissionen fandt, at de omstændigheder, der er nævnt i præmis 80 ovenfor, begrundede, at sådanne oplysninger ikke kunne anvendes i det foreliggende tilfælde.

84

Det følger heraf, at Kommissionen med rette kunne tilpasse Hengshis omkostninger til glasfiberrovings »på et andet rimeligt grundlag«.

85

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af andre af sagsøgernes argumenter.

86

Hvad for det første angår argumentet om, at det i det væsentlige fremgår af svarskriftet, at de andre producenter og eksportører selv skal være »sammenlignelige«, hvilket bevirker en bred fortolkning af den undtagelse, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit, skal det bemærkes, at den »sammenlignelighed« af producenterne, som Kommissionen har henvist til, i virkeligheden indgår i begrundelsen for, at den ikke kunne tage hensyn til Jushis omkostninger til produktionen af glasfiberrovings, eftersom dette selskab i modsætning til Hengshi er vertikalt integreret. Som det fremgår af præmis 80 og 84 ovenfor, kunne Kommissionen med føje bevidst støtte sig på dette forhold for at se bort fra Jushis omkostninger til produktionen af glasfiberrovings og foretage en tilpasning på »et andet rimeligt grundlag«.

87

Hvad for det andet angår argumentet om, at Kommissionen, eftersom den hentede inspiration i Jushis SA&G-omkostninger og fortjeneste på selskabets nationale salg af stoffer af glasfiber med henblik på beregningen af normalværdien af Hengshis stoffer af glasfiber i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra a), skulle have gjort det samme med Jushis omkostninger til produktionen af glasfiberrovings, skal det, som Kommissionen har anført, fastslås, at dette argument ikke er relevant. De pågældende bestemmelser vedrører nemlig forskellige spørgsmål. Mens grundforordningens artikel 2, stk. 5, vedrører beregningen af omkostninger forbundet med produktion og salg af den pågældende vare, vedrører denne forordnings artikel 2, stk. 6, den beregning af SA&G-omkostningerne og fortjenesten, som støttes på det nationale salg af samme vare i normal handel.

88

Henset til det ovenstående skal klagepunktet om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5, forkastes, ligesom det første anbringendes tredje led forkastes i det hele.

89

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen to gange tog hensyn til fortjenesten og SA&G-omkostningerne ved Jushis salg i forbindelse med den beregnede normalværdi for Hengshis stoffer af glasfiber. De har bl.a. gjort gældende, at Kommissionen først forhøjede Hengshis omkostninger til glasfiberrovings på grundlag af den salgspris for glasfiberrovings, som Jushi opkrævede fra sine ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder, og dernæst lagde Jushis SA&G-omkostninger og fortjeneste som følge af selskabets salg af stoffer af glasfiber til disse kunder til Hengshis reviderede omkostninger til produktionen af stoffer af glasfiber. Eftersom Jushis salg af stoffer af glasfiber til ikke-forretningsmæssigt forbundne nationale kunder ikke alene omfatter et element af fortjeneste og SA&G-omkostninger vedrørende disse stoffer af glasfiber, men ligeledes et element af fortjeneste og SA&G-omkostninger i forbindelse med de glasfiberrovings, der indgår i fremstillingen af stoffer af glasfiber, tog Kommissionen to gange hensyn til SA&G-omkostningerne og et element af fortjeneste vedrørende Jushis salg af glasfiberrovings. Herved tilsidesatte den grundforordningens artikel 2, stk. 3, 6, 11 og 12.

90

Kommissionen har, støttet af intervenienten, bestridt disse argumenter.

91

Det skal bemærkes, at sagsøgernes argumentation udgør spekulationer og ikke er støttet på noget konkret element, som kan godtgøre, at SA&G-omkostningerne og fortjenesten vedrørende glasfiberrovings blev medregnet to gange ved beregningen af normalværdien af Hengshis stoffer af glasfiber.

92

Selv om sagsøgerne har gjort gældende, at en vertikalt integreret producent som Jushi principielt har SA&G-omkostninger og fortjeneste af salget af den endelige vare, som er væsentligt højere end dem, som den producent, der ikke er vertikalt integreret, opnår, fordi den vertikalt integrerede producent ligeledes skal bære de SA&G-omkostninger og den fortjeneste, som vedrører det input, der anvendes til fremstillingen af den endelige vare, har de nemlig ikke ført konkrete beviser for, i hvilket omfang SA&G-omkostningerne og fortjenesten afledt af Jushis salg af stoffer af glasfiber i det foreliggende tilfælde omfattede et element af fortjeneste og SA&G-omkostninger vedrørende de glasfiberrovings, som indgår i fremstillingen af stoffer af glasfiber.

93

Når der ikke foreligger et sådant bevis, kan Kommissionen ikke foreholdes, at den medregnede et element af fortjeneste og SA&G-omkostningerne vedrørende Jushis salg af glasfiberrovings to gange i den beregnede normalværdi for Hengshis stoffer af glasfiber.

94

Det første anbringendes fjerde led skal dermed forkastes som ugrundet.

95

Sagsøgerne har gjort gældende, at eftersom den metode, som Kommissionen anvendte med henblik på beregningen af normalværdien for Hengshis stoffer af glasfiber, var ulovlig af de grunde, der er anført inden for rammerne af det første anbringendes første til fjerde led, overstiger den endelige antidumpingtold på 20%, som blev pålagt, dumpingmarginen, hvilket er i strid med grundforordningens artikel 9, stk. 4.

96

Kommissionen og intervenienten har bestridt dette argument.

97

Det skal, som Kommissionen har anført, i denne henseende bemærkes, at analysen af det første anbringendes første fire led ikke har påvist, at denne institution begik en retlig fejl eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved beregningen af normalværdien for Hengshis stoffer af glasfiber. Sagsøgerne kan derfor ikke med føje gøre gældende, at den antidumpingtold, som Kommissionen indførte, overstiger dumpingmarginen i strid med grundforordningens artikel 9, stk. 4.

98

Henset til det ovenstående skal det første anbringendes femte led forkastes, ligesom dette anbringende forkastes i det hele.

99

Dette anbringende består af fire led. Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen ved at fastsætte sagsøgernes eksportpris, herunder Jushis, med henblik på beregningen af prisunderbudsmargenen i henhold til en analog anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 9, tilsidesatte denne forordnings artikel 3, stk. 1, for det andet, at Kommissionen ved at anvende denne beregnede eksportpris til konstateringen af skade anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved konstateringen af skade i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 3, for det tredje, at Kommissionens åbenbart urigtige skøn ved konstateringen af skade behæftede den analyse af årsagssammenhængen, som den foretog i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 6, med en fejl, og endelig, for det fjerde, at Kommissionen ved at lægge en eksportpris, der var beregnet i henhold til en analog anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 9, til grund for beregningen af underbudsmargenen på sagsøgernes vejledende priser anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved fastsættelsen af størrelsen af den antidumpingtold, der var tilstrækkelig til at fjerne den skade, der var forvoldt EU-erhvervsgrenen, i strid med grundforordningens artikel 9, stk. 4.

100

Kommissionen har, støttet af intervenienten, ikke alene gjort gældende, at dette anbringende er ugrundet, men ligeledes, indledningsvis, at det er uvirksomt.

101

I denne sidstnævnte forbindelse har Kommissionen gjort gældende, at selv om Retten måtte fastslå, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at foretage en analog anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 9, med henblik på beregningen af prisunderbuddet og underbuddet på sagsøgernes vejledende priser, kan en sådan fejl ikke medføre en annullation af den anfægtede gennemførelsesforordning. Kommissionen har i denne henseende i duplikken fremlagt nye beregninger, som viser, at selv om der tages hensyn til de værdier, som de selskaber, der er forretningsmæssigt forbundne med Jushi, opkrævede i Unionen, uden at der foretages tilpasninger i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, var der kun en lille forskel både med hensyn til prisunderbuddet på ([fortroligt] i stedet for 31,5%) og de vejledende priser ([fortroligt] i stedet for 63,9%).

102

Efter at Retten såvel skriftligt som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse som mundtligt under retsforhandlingernes mundtlige del har adspurgt sagsøgerne om de nye beregninger, som Kommissionen har fremlagt i duplikken, har de anført, at selv om disse beregninger ikke har indvirkning på størrelsen af den antidumpingtold, der blev indført ved den anfægtede gennemførelsesforordning, som blev fastsat til dumpingmargenens størrelse, kan de nævnte beregninger påvirke den kumulerede størrelse af antidumpingtolden og udligningstolden, som er begrænset til niveauet for underbuddet på de vejledende priser.

103

Det følger af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser kan forkaste et anbringende eller klagepunkt som uvirksomt, hvis det fastslås, at dette, selv hvis det bygger på et rigtigt grundlag, ikke kan medføre den annullation, der er nedlagt påstand om (dom af 21.9.2000, EFMA mod Rådet, C-46/98 P, EU:C:2000:474, præmis 38, og af 19.11.2009, Michail mod Kommissionen, T-50/08 P, EU:T:2009:457, præmis 59).

104

I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne, således som det fremgår af præmis 102 ovenfor, anerkendt, at selv om Kommissionen med henblik på at beregne margenerne på prisunderbuddet og de vejledende priser havde anvendt beregningerne i duplikken, som er støttet på Jushis eksportpris uden tilpasninger i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, ville det ikke have haft indvirkning på størrelsen af den antidumpingtold, der blev pålagt ved den anfægtede gennemførelsesforordning.

105

Sagsøgerne her heller ikke kunnet fremlægge noget bevis, hverken som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller under retsforhandlingernes mundtlige del, med henblik på at underbygge deres argument om, at disse nye beregninger kunne påvirke det kumulerede niveau af antidumpingtolden og udligningstolden.

106

Det følger heraf, at selv hvis det antages, at sagsøgerne med føje har anfægtet den metode, som Kommissionen anvendte med henblik på at fastlægge Jushis eksportpris som led i beregningen af margenen for prisunderbuddet og de vejledende priser, fører anvendelsen af de nye beregninger, der er nævnt i præmis 101 ovenfor, under alle omstændigheder ikke til en ændring af antidumpingtolden, hvilket sagsøgerne i øvrigt har medgivet. Den angivelige fejl kan således ikke begrunde en annullation af den anfægtede gennemførelsesforordning, for så vidt som den vedrører dem.

107

Det andet anbringende skal dermed forkastes som uvirksomt, uden at det er fornødent at undersøge, om der er grundlag for de fire led, som sagsøgerne har fremsat til støtte for dette anbringende.

108

Henset til det ovenstående skal Kommissionen frifindes i det hele.

109

Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har tabt sagen og bør derfor pålægges at bære deres egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand.

110

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, bestemmes, at intervenienten bør bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):