–

den rumænske regering ved E. Gane og L. Liţu, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved A. Biolan og S. Noë, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 11, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side HW, ZF og MZ, der er tre fysiske personer med bopæl i Rumænien, og på den anden side Allianz Elementar Versicherungs AG, der er et selskab med hjemsted i Østrig, men repræsenteret ved sin korrespondent i Rumænien, vedrørende et erstatningssøgsmål anlagt af de nævnte personer, der hævder at være begunstigede i en forsikringsaftale indgået mellem dette selskab og den ansvarlige for den ulykke, der forvoldte et familiemedlems død.

3

15., 16., 18. og 34. betragtning til forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

4

Kapitel II i forordning nr. 1215/2012 med overskriften »Kompetence«, omfatter en afdeling 1, der har overskriften »Almindelige bestemmelser«, hvori er indeholdt forordningens artikel 4-6.

5

Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

6

Samme forordnings artikel 5, stk. 1, fastsætter:

»Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i dette kapitels afdeling 2-7.«

7

I afdeling 2, der har overskriften »Specielle kompetenceregler«, under dette kapitel II, bestemmer artikel 7, nr. 5), i forordning nr. 1215/2012:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[…]

[…]«

8

Afdeling 3 med overskriften »Kompetence i forsikringssager« under nævnte kapitel II indeholder artikel 10-16 i forordning nr. 1215/2012.

9

Forordningens artikel 10 fastsætter:

»I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5).«

10

Forordningens artikel 11 bestemmer:

»1.   En forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

[…]

2.   Har forsikringsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en anden virksomhed i en medlemsstat, anses forsikringsgiveren i sager vedrørende driften af filialen, agenturet eller virksomheden som havende bopæl på denne medlemsstats område.«

11

Samme forordnings artikel 13 har følgende ordlyd:

»1.   I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede, såfremt den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil.

2.   Artikel 10, 11 og 12 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg.

[…]«

12

Den 22. december 2017 døde føreren og passageren i et køretøj i en trafikulykke, som i det mindste delvist var forårsaget af fejl begået af denne fører. Det pågældende køretøj var indregistreret i Østrig og forsikret hos Allianz Elementar Versicherung, hvis hovedsæde er beliggende i denne medlemsstat.

13

Den 17. februar 2020 har tre medlemmer af den afdøde passagers udvidede familie, som alle havde bopæl i Rumænien, med henblik på at opnå erstatning for deres ikke-økonomiske skade, anlagt sag mod Allianz Elementar Versicherung, repræsenteret ved sin korrespondent i Rumænien, Allianz-Țiriac Asigurări SA, ved Tribunalul Bucureşti (retten i første instans i Bukarest, Rumænien), i hvis retskreds denne korrespondent har sit hovedsæde.

14

I henhold til bestemmelserne i Codul de procedură civilă (den civile retsplejelov) har den forelæggende ret ex officio efterprøvet sin egen internationale og stedlige kompetence.

15

I lyset af dom af 13. december 2007, FBTO Schadeverzekeringen (C-463/06, EU:C:2007:792, præmis 31), som ifølge den forelæggende ret vedrører de tilsvarende bestemmelser i forordning nr. 44/2001, er denne ret af den opfattelse, at kompetencereglen i artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 – som forordningens artikel 13, stk. 2, i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, henviser til – er relevant med henblik på den nævnte efterprøvelse.

16

I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at sagsøgte i hovedsagen er et forsikringsselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, som er blevet sagsøgt i Rumænien, ikke ved en ret, i hvis retskreds sagsøgerne i hovedsagen, der hævder at være begunstigede i den pågældende forsikringspolice, har deres respektive bopæl, men ved retten i den retskreds, hvor dette forsikringsselskabs tilsvarende rumænske hjemsted er beliggende.

17

Som følge af disse konstateringer er den i tvivl om, hvorvidt artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 udelukkende fastlægger den internationale kompetence for retterne i medlemsstaterne eller både den internationale kompetence og deres nationale kompetence, nærmere bestemt deres stedlige kompetence. Den forelæggende ret har anført forskellige argumenter af ordlydsmæssig, kontekstuel og teleologisk art til fordel for både den ene og den anden af disse opfattelser.

18

På denne baggrund har Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal bestemmelserne i artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning [nr. 1215/2012] fortolkes således, at de kun vedrører [EU-]medlemsstaternes internationale kompetence, eller således, at de også fastlægger den nationale (stedlige) kompetence for retten på det sted, hvor den af forsikringen begunstigede har bopæl?«

19

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at når denne bestemmelse finder anvendelse, da fastlægger den både den internationale kompetence og den stedlige kompetence for den ret i en medlemsstat, i hvis retskreds sagsøgerens bopæl er beliggende.

20

Indledningsvis bemærkes, at for så vidt som det følger af 34. betragtning til forordning nr. 1215/2012, at denne ophæver og erstatter forordning nr. 44/2001, som selv erstattede konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«), gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af disse sidstnævnte instrumenters bestemmelser ligeledes for forordning nr. 1215/2012, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden (dom af 20.5.2021, CNP, C-913/19, EU:C:2021:399, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

21

Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at der består en sådan sidestilling mellem artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning nr. 44/2001 og artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, idet ordlyden af denne førstnævnte bestemmelse i det væsentlige er gengivet i denne anden bestemmelse (jf. i denne retning dom af 31.1.2018, Hofsoe, C-106/17, EU:C:2018:50, præmis 36).

22

For så vidt angår den tilsvarende bestemmelse i Bruxelleskonventionen har Domstolen bemærket, at for at styrke beskyttelsen af den økonomisk svageste part er artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning nr. 44/2001 blevet affattet således, at det udtrykkeligt gøres muligt for den sikrede eller den begunstigede i medfør af en forsikringsaftale at anlægge sag mod forsikringsgiveren ved retten på det sted, hvor den sikrede eller begunstigede har sin egen bopæl, mens denne konventions artikel 8, stk. 1, nr. 2), kun indeholdt bestemmelse om kompetence for retten på stedet for forsikringstagerens bopæl uden at bestemme, om forsikringsgiveren kunne sagsøges ved retten på det sted, hvor den sikrede eller den begunstigede har bopæl (jf. i denne retning dom af 12.5.2005, Société financière et industrielle du Peloux, C-112/03, EU:C:2005:280, præmis 41). Artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning nr. 44/2001, nu artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, har således i forhold til konventionen udvidet listen over de personer, der kan anlægge sag mod forsikringsgiveren for en ret (jf. i denne retning dom af 27.2.2020, Balta, C-803/18, EU:C:2020:123, præmis 35).

23

På trods af forskellen på ordlyden, der i denne henseende består mellem på den ene side Bruxelleskonventionens artikel 8, stk. 1, nr. 2), og på den anden side artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning nr. 44/2001 samt artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden, for så vidt som de gør det muligt, at en forsikringsgiver, der har bopæl på henholdsvis en kontraherende stats område eller en medlemsstats område, kan sagsøges ved retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl, såfremt sagen anlægges af forsikringstageren for så vidt angår konventionen eller af den sikrede eller den begunstigede i forsikringsaftalen for så vidt angår disse forordninger, forudsat at den pågældende sagsøger har bopæl i henholdsvis en anden kontraherende stat eller en anden medlemsstat.

24

Den af Domstolen anlagte fortolkning af Bruxelleskonventionens artikel 8, stk. 1, nr. 2), og artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning nr. 44/2001 gælder derfor ligeledes for artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012.

25

Inden det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, besvares, skal der, henset til omstændighederne i hovedsagen, desuden foretages nogle præciseringer.

26

I henhold til artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 kan en forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, i tilfælde, hvor sagen anlægges mod en forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede i forsikringsaftalen, sagsøges i en anden medlemsstat og, mere specifikt, ved retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl.

27

I den foreliggende sag fremgår det for det første af forelæggelsesafgørelsen, at hovedsagen er rejst mod et forsikringsselskab med hjemsted i Østrig, som er »repræsenteret ved sin korrespondent i Rumænien«, ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt. Det bemærkes i denne henseende, at den forelæggende rets konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen og de nationale retsbestemmelser ikke kan drages i tvivl, jf. fast retspraksis om adskillelsen mellem de nationale retters og Domstolens funktioner inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 21.10.2021, Wilo Salmson France, C-80/20, EU:C:2021:870, præmis 47, og af 21.12.2021, Trapeza Peiraios, C-243/20, EU:C:2021:1045, præmis 26).

28

For at give den forelæggende ret alle de oplysninger, der er relevante for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den, skal denne rets opmærksomhed i denne sammenhæng dog henledes på de bestemmelser i forordning nr. 1215/2012, som fastsætter særlige kompetenceregler i tilfælde af tvister vedrørende driften af en filial, et agentur eller en anden virksomhed, og nærmere bestemt denne forordnings artikel 7, nr. 5), som i henhold til artikel 10 heri skal finde anvendelse i forsikringssager. Forelæggelsesafgørelsen gør det ikke muligt at vide, om søgsmålet anlagt af sagsøgerne i hovedsagen kan udgøre en sådan tvist, men det tilkommer under alle omstændigheder den forelæggende ret at afgøre dette og i givet fald at prøve, om den også med hensyn til de nævnte bestemmelser har kompetence, under hensyn til de kriterier, der er fastsat i Domstolens praksis på dette område (jf. bl.a. dom af 20.5.2021, CNP, C-913/19, EU:C:2021:399, præmis 51 og 52).

29

For det andet har Europa-Kommissionen i sit skriftlige indlæg fremhævet, at selv om den forelæggende ret har anført, at sagsøgerne i hovedsagen er »begunstigede« som omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, vedrører tvisten i hovedsagen snarere et direkte søgsmål anlagt af skadelidte, og ikke af begunstigede, mod forsikringsgiveren, således at denne bestemmelse kun finder anvendelse i den nævnte tvist i kraft af denne forordnings artikel 13, stk. 2.

30

Det skal i denne henseende bemærkes, at den forelæggende ret ganske vist har kvalificeret sagsøgerne i hovedsagen, der er medlemmer af den udvidede familie til den passager, der afgik ved døden i ulykken forårsaget af føreren af det forsikrede køretøj, som »begunstigede i forsikringspolicen«. For at understøtte anvendelsen af artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 i hovedsagen har denne ret dog henvist til dom af 13. december 2007, FBTO Schadeverzekeringen (C-463/06, EU:C:2007:792, præmis 31), hvorefter »henvisningen i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 til forordningens artikel 9, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at skadelidte ved retten på det sted i en medlemsstat, hvor han har bopæl, kan anlægge sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg, og forsikringsgiveren har bopæl på en medlemsstats område«. De bestemmelser, der således omhandles i denne dom, svarer til henholdsvis artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 og artikel 11, stk. 1, litra b), heri (jf. i denne retning dom af 31.1.2018, Hofsoe, C-106/17, EU:C:2018:50, præmis 36).

31

Under disse omstændigheder synes artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 faktisk at finde anvendelse på tvisten i hovedsagen på grund af henvisningen i denne forordnings artikel 13, stk. 2, til denne bestemmelse.

32

Det påhviler følgelig den forelæggende ret – inden artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 eventuelt kan anvendes i hovedsagen – at efterprøve, om de rumænske retsplejeregler giver personer, der potentielt har ret til erstatning, mulighed for at gøre deres krav gældende direkte over for forsikringsgiveren, hvilket ifølge ordlyden af artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 bevirker, at forordningens artikel 10-12 finder anvendelse (jf. i denne retning dom af 31.1.2018, Hofsoe, C-106/17, EU:C:2018:50, præmis 35). Domstolen har præciseret, at den henvisning, der følger af artikel 13, stk. 2, er at føje personer, der har lidt en skade, til den liste over sagsøgere, der omhandles i nævnte artikel 11, stk. 1, litra b), uden at kredsen af personer, som har lidt skade, indskrænkes til dem, der direkte har lidt skade (jf. i denne retning dom af 20.5.2021, CNP, C-913/19, EU:C:2021:399, præmis 38).

33

Efter samtlige disse indledende præciseringer skal der i overensstemmelse med fast retspraksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af. En EU-retlig bestemmelses tilblivelse kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (dom af 2.9.2021, CRCAM, C-337/20, EU:C:2021:671, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

34

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, skal det fremhæves, at spørgsmålet fra Tribunalul Bucureşti (retten i første instans i Bukarest) har fokus på den sidste del af denne bestemmelse.

35

Det må konstateres, at den rumænske sprogversion af denne artikel 11, stk. 1, litra b), i lighed med den engelske og den finske version i denne del navnlig adskiller sig fra den spanske, den danske, den tyske, den franske, den italienske, den nederlandske, den polske, den portugisiske og den svenske version. I den første række af disse versioner omhandler denne bestemmelses sidste del »retterne på det sted, hvor sagsøger har bopæl«, mens den i den anden række af disse versioner henviser til »retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl«. Således synes anvendelsen af flertalsform af udtrykket »ret«, således som det fremgår af den forelæggende rets spørgsmål, ikke at være blevet anvendt i flere sprogversioner af den fortolkede bestemmelse.

36

Det følger af fast retspraksis, at den formulering, der er anvendt i en sprogversion af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller i denne henseende tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. Nødvendigheden af en ensartet anvendelse og dermed fortolkning af en EU-retsakt udelukker nemlig, at denne betragtes isoleret i en af sine versioner, idet det tværtimod er påkrævet, at den fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er en del af (dom af 10.12.2020, Personal Exchange International, C-774/19, EU:C:2020:1015, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

37

I denne henseende, og således som både den forelæggende ret og den rumænske regering og Kommissionen har anført i deres skriftlige indlæg, er det særligt illustrerende at sammenligne ordlyden af artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, som er genstand for spørgsmålet fra den forelæggende ret, med ordlyden af litra a) i dette stk. 1. Det kompetencekriterium, som er blevet vedtaget af EU-lovgiver i dette litra b), omhandler således specifikt »det sted, hvor sagsøger har bopæl«, mens kriteriet i dette stk. 1, litra a), generelt omhandler »den medlemsstat, på hvis område forsikringsgiveren har bopæl«.

38

Denne forskel i ordlyden taler for en fortolkning, hvorefter artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 direkte kan udpege en bestemt ret i en medlemsstat uden henvisning til de regler for fordeling af den stedlige kompetence, der er gældende i denne medlemsstat, og således ikke blot fastlægge den internationale kompetence, men også den nævnte rets stedlige kompetence i de tilfælde, der er omfattet af denne bestemmelse.

39

Således som den forelæggende ret har påpeget, og som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, støttes den fortolkning, der er anlagt i nærværende doms foregående præmis, af en analogislutning med domme, hvori Domstolen har fortolket flere bestemmelser i artikel 7 i forordning nr. 1215/2012, hvis ordlyd ligeledes tilsigter at udpege et bestemt »sted« i en medlemsstat, således at de nævnte bestemmelser fastlægger både den internationale kompetence og den stedlige kompetence. Disse domme vedrører navnlig nr. 1), litra b), første led, i denne artikel 7, som svarer til nr. 1), litra b), første led, i artikel 5 i forordning nr. 44/2001 (jf. i denne retning dom af 3.5.2007, Color Drack, C-386/05, EU:C:2007:262, præmis 30), nr. 1), litra b), andet led, i nævnte artikel 7 (jf. i denne retning dom af 15.6.2017, Kareda, C-249/16, EU:C:2017:472, præmis 46) og nr. 2) i samme artikel 7 (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Volvo m.fl., C-30/20, EU:C:2021:604, præmis 33 og 43).

40

Denne analogislutning med de nævnte domme understøttes ligeledes af P. Jenards rapport om konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1979, C 59, s. 1). Det anføres således på rapportens s. 31, at i Bruxelleskonventionens artikel 8, stk. 1, nr. 1), »fastlægges udelukkende den generelle kompetence, nemlig at »retterne i den stat, på hvis område forsikringsgiveren har bopæl«, er kompetente«, således at det »[i] den pågældende stat [dernæst] bestemmes […], hvilken ret der ifølge intern lovgivning har den stedlige kompetence«, mens nr. 2) i samme artikel 8, stk. 1, har til formål at fastsætte, at »[s]åfremt forsikringsgiveren […] sagsøges uden for den stat, på hvis område han har bopæl, må sagen anlægges for en bestemt ret i henhold til det system, der er fastsat i [konventionens] artikel 5«.

41

Eftersom kompetencereglerne i forsikringssager i Bruxelleskonventionens artikel 8, stk. 1, nr. 1) og 2), for det første i det væsentlige svarer til de kompetenceregler, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 1215/2012, og eftersom kompetencereglerne i sager om kontraktforhold og sager om erstatning uden for kontrakt i konventionens artikel 5, nr. 1) og 3), for det andet i det væsentlige svarer til de kompetenceregler, der er fastsat i denne forordnings artikel 7, nr. 1) og 2), understøtter den rapport, som er nævnt i nærværende doms foregående præmis, og navnlig den sammenligning, der foretages sidst i citatet i samme foregående præmis, den fortolkning, hvorefter anvendelsen af udtrykket »det sted« i forordningens artikel 11, stk. 1, litra b), indebærer, at denne bestemmelse udpeger en ret, der er bestemt udtrykkeligt, og dermed direkte fastlægger den stedlige kompetence, i lighed med det, Domstolen har fastslået med hensyn til lignende formuleringer i samme forordnings artikel 7, nr. 1) og 2).

42

Det følger af det ovenfor anførte, at en ordlydsfortolkning af artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 allerede i sig selv er tilstrækkelig til at konkludere, at denne bestemmelse fastlægger såvel den internationale kompetence som den stedlige kompetence for den ret i en medlemsstat, i hvis retskreds sagsøgerens hjemsted er beliggende.

43

For det andet understøttes denne fortolkning af analysen af den sammenhæng, hvori den nævnte bestemmelse indgår. Det bemærkes i denne henseende, at i medfør af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, principielt sagsøges ved retterne i denne medlemsstat. Ligeledes fremhæves det i 15. betragtning til denne forordning, at de kompetenceregler, der er fastsat heri, er baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, som altid skal kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde.

44

Artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 fastsætter, at som en fravigelse af dette princip kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i denne forordnings kapitel II, afdeling 2-7.

45

Hvad nærmere bestemt angår denne forordnings kapitel II, afdeling 3, hvorunder artikel 11, stk. 1, litra b), er at finde, er det ubestridt, at den opstiller en selvstændig ordning for fordeling af retternes kompetence i forsikringssager, således som det navnlig fremgår af overskriften til denne afdeling og af forordningens artikel 10 (jf. i denne retning dom af 21.10.2021, T.B. og D. (Kompetence i forsikringssager), C-393/20, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:871, præmis 29, og af 9.12.2021, BT (Inddragelse af den forsikrede person), C-708/20, EU:C:2021:986, præmis 26).

46

Eftersom princippet om kompetence for retten på det sted, hvor sagsøgeren har sin bopæl, som er fastsat i artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, udgør en undtagelsesregel til princippet om kompetence for retterne på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl, skal den undergives en indskrænkende fortolkning, og der må ikke anlægges en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, som udtrykkeligt er fastsat ved samme forordning (jf. analogt dom af 20.5.2021, CNP, C-913/19, EU:C:2021:399, præmis 49, og af 21.10.2021, T.B. og D. (Kompetence i forsikringssager), C-393/20, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:871, præmis 42).

47

En indskrænkende fortolkning af denne bestemmelse er så meget desto mere nødvendig, som, således som Domstolen har fremhævet hvad angår den tilsvarende bestemmelse i Bruxelleskonventionens artikel 8, stk. 1, nr. 2), konventionens forfattere har givet udtryk for, at retterne på det sted, hvor sagsøgeren har bopæl, ikke bør have kompetence til at pådømme sagen, ud over de tilfælde, i hvilke dette udtrykkeligt er bestemt i konventionen (jf. i denne retning dom af 13.7.2000, Group Josi, C-412/98, EU:C:2000:399, præmis 69-72).

48

Det kan følgelig ikke lægges til grund, at artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 ved at udpege »retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl«, tillægger samtlige retter i en medlemsstat, på hvis område sagsøgeren har bopæl, kompetence.

49

Hvad for det tredje og sidste angår de mål, der forfølges med de bestemmelser, der er relevante i den foreliggende sag, bemærkes, at det ifølge Domstolens praksis fremgår af 18. betragtning til forordning nr. 1215/2012, at en forsikringssag er kendetegnet ved en vis uligevægt mellem parterne, som bestemmelserne i afdeling 3 i kapitel II tilsigter at korrigere ved at lade den svage part nyde godt af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler (dom af 9.12.2021, BT (Inddragelse af den forsikrede person), C-708/20, EU:C:2021:986, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

50

Navnlig har den specielle kompetenceregel i forordningens artikel 11, stk. 1, litra b), i lighed med alle dem, der er indeholdt i forordningens kapitel II, afdeling 3, til formål at sikre, at den svage part, der ønsker at sagsøge den stærke part, kan gøre dette ved en ret i en medlemsstat, der er let tilgængelig (jf. i denne retning dom af 27.2.2020, Balta, C-803/18, EU:C:2020:123, præmis 28, og af 21.10.2021, T.B. og D. (Kompetence i forsikringssager), C-393/20, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:871, præmis 46).

51

Nærmere bestemt er det allerede blevet fastslået, at arvingerne til en person, som er omkommet ved en trafikulykke, såsom sagsøgerne i hovedsagen, skal kunne gøre brug af forum actoris, som er tilladt efter artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med forordningens artikel 13, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 21.10.2021, T.B. og D. (Kompetence i forsikringssager), C-393/20, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:871, præmis 30 og 31 og den deri nævnte retspraksis).

52

Forordningens artikel 11, stk. 1, litra b), kan derimod ikke forstås således, således som den forelæggende ret har anført, at de pågældende sagsøgere ikke alene har mulighed for at anlægge sag ved den ret, i hvis retskreds de har bopæl, men ved en hvilken som helst anden ret i den medlemsstat, hvor de har bopæl. Denne bestemmelse har på ingen måde til formål at tillade en praksis med »forum shopping«, som i øvrigt ikke ville være i overensstemmelse med de andre mål, der forfølges med forordning nr. 1215/2012.

53

Som den rumænske regering har anført i sit skriftlige indlæg, er beskyttelsesformålet med nævnte artikel 11, stk. 1, litra b), allerede opfyldt ved at give alle de i denne bestemmelse omhandlede sagsøgere, dvs. forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede i forsikringsaftalen, mulighed for at vælge mellem retterne i den medlemsstat, hvor den sagsøgte forsikringsgiver har bopæl, og retten, i hvis retskreds denne har sin bopæl.

54

Bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012 skal i overensstemmelse med 16. betragtning til denne forordning endvidere fortolkes under hensyntagen til formålet om god retspleje (dom af 9.12.2021, BT (Inddragelse af den forsikrede person), C-708/20, EU:C:2021:986, præmis 35). Det fremgår ligeledes af denne 16. betragtning, at som kompetencekriterium er sagsøgtes bopæl undtagelsesvist af EU-lovgiver blevet suppleret med alternative kriterier på grund af en sags nære tilknytning til en bestemt ret. Det præciseres i den nævnte betragtning, at kriteriet nær tilknytning skal tjene til at skabe retssikkerhed og undgå muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse. At der tilsigtes at opnå en høj grad af forudsigelighed med hensyn til kompetencereglerne for navnlig sagsøgte, er ligeledes nævnt som et mål i 15. betragtning til denne forordning.

55

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at den omstændighed, at artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 fortolkes således, at den direkte, uden at henvise til medlemsstaternes interne regler, udpeger en bestemt ret, nemlig retten i den retskreds, hvor sagsøgerens bopæl er beliggende, ikke blot sikrer, at den eneste ret, der således har kompetence, har en særlig nær tilknytning til den pågældende sag, men også, at denne ret både let kan identificeres af sagsøgeren og med rimelighed kan forudses af sagsøgte.

56

For fuldstændighedens skyld skal det præciseres, at afgrænsningen af værnetinget for den ret, i hvis retskreds stedet, hvor sagsøger har bopæl, er beliggende som omhandlet i denne artikel 11, stk. 1, litra b), derimod principielt henhører under de organisatoriske beføjelser for den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende (jf. analogt dom af 15.7.2021, Volvo m.fl., C-30/20, EU:C:2021:604, præmis 34).

57

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at når denne bestemmelse finder anvendelse, da fastlægger den både den internationale kompetence og den stedlige kompetence for den ret i en medlemsstat, i hvis retskreds sagsøgerens bopæl er beliggende.

58

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Artikel 11, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at når denne bestemmelse finder anvendelse, da fastlægger den både den internationale kompetence og den stedlige kompetence for den ret i en medlemsstat, i hvis retskreds sagsøgerens bopæl er beliggende.