–

TP ved avocat F. Rocheteau,

–

den franske regering ved A. Daniel og A.-L. Desjonquères, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den spanske regering først ved I. Herranz Elizalde og S. Jiménez García, derefter ved I. Herranz Elizalde, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen først ved C. Valero og M. Wilderspin, derefter ved C. Valero, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 10, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT 2012, L 201, s. 107, berigtiget i EUT 2012, L 344, s. 3, og EUT 2013, L 60, s. 140).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side VA og ZA (herefter »sagsøgerne i hovedsagen«), der er børn af XA, og på den anden side TP, dennes hustru, vedrørende en anmodning om udpegelse af en bobestyrer med henblik på at administrere hele arven efter XA.

3

7., 27., 30., 43. og 82. betragtning til forordning nr. 650/2012 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

[…]

[…]

4

Denne forordnings kapitel II om »Kompetence« indeholder bl.a. forordningens artikel 4-6, 10 og 15.

5

Nævnte forordnings artikel 4 med overskriften »Generel kompetence« fastsætter:

»Retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.«

6

Samme forordnings artikel 5 med overskriften »Aftale om værneting« bestemmer i stk. 1:

»Når den lov, som den afdøde har valgt til at finde anvendelse på arven efter sig i henhold til artikel 22, er en medlemsstats lov, kan de berørte parter aftale, at en ret eller retterne i denne medlemsstat, skal have enekompetence til at træffe afgørelse om ethvert arvespørgsmål.«

7

Artikel 6 i forordning nr. 650/2012 med overskriften »Erklæring af inkompetence i tilfælde af et lovvalg« har følgende ordlyd:

»Når den lov, som den afdøde har valgt til at finde anvendelse på arven efter sig i henhold til artikel 22, er loven i en medlemsstat:

8

Denne forordnings artikel 10 med overskriften »Subsidiær kompetence« bestemmer:

»1.   Når den afdøde på dødstidspunktet ikke havde sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, er retterne i en medlemsstat, hvor goder i boet befinder sig, alligevel kompetente til at træffe afgørelse om hele arven, for så vidt:

2.   Når ingen ret i en medlemsstat har kompetence i medfør af stk. 1, er retterne i den medlemsstat, hvor goder i boet befinder sig, alligevel kompetente til at træffe afgørelse om disse goder.«

9

Nævnte forordnings artikel 15, der har overskriften »Prøvelse af kompetencen«, fastsætter:

»Anlægges der ved en ret i en medlemsstat en arvesag, som den pågældende ret ikke har kompetence til at påkende i medfør af denne forordning, erklærer retten sig ex officio inkompetent.«

10

Denne forordnings artikel 21 med overskriften »Hovedregel«, som indgår i forordningens kapitel III, der har overskriften »Lovvalg«, bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det loven i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, der skal anvendes på hele arven.

2.   Fremgår det undtagelsesvis af alle sagens omstændigheder, at den afdøde på dødstidspunktet havde en klart tættere tilknytning til en anden stat end den, hvis lov vil finde anvendelse i henhold til stk. 1, er det loven i denne anden stat, der skal anvendes på arven.«

11

Artikel 22 i forordning nr. 650/2012 med overskriften »Lovvalg« fastsætter i stk. 1 følgende:

»En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.

[…]«

12

XA, der var fransk statsborger, afgik ved døden den 3. september 2015 i Frankrig. Siden 1981 havde han haft bopæl i Det Forenede Kongerige, hvor han i 1996 havde indgået ægteskab med TP. Da han var syg, vendte han tilbage til Frankrig for at bo hos et af sine børn fra august 2012 i en lejlighed, der blev erhvervet to måneder tidligere gennem et civilretligt ejendomsselskab, som han var partner i.

13

XA efterlod sig en hustru, TP, der er statsborger i Det Forenede Kongerige, og tre børn fra et første ægteskab, YA og sagsøgerne i hovedsagen. Da YA i mellemtiden er afgået ved døden, har sagsøgerne i hovedsagen ligeledes angivet at handle i egenskab af arvinger til deres bror. XA ejede formuegoder, der udgør arven, i Frankrig.

14

Sagsøgerne i hovedsagen anlagde sag mod TP ved de franske retter med påstand om udpegelse af en bobestyrer med henblik på at administrere hele arven efter afdøde, idet de påberåbte sig anvendelsen af artikel 4 i forordning nr. 650/2012 og den omstændighed, at den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted i Frankrig på dødstidspunktet.

15

Ved kendelse af 12. december 2017 erklærede præsidenten for tribunal de grande instance de Nanterre (retten i første instans i Nanterre, Frankrig) under en sag om foreløbige forholdsregler sig kompetent til at påkende det af sagsøgerne i hovedsagen anlagte søgsmål i henhold til artikel 4 i forordning nr. 650/2012. En bobestyrer blev derfor udpeget.

16

Ved dom af 21. februar 2019 ophævede cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles, Frankrig) denne kendelse og fastslog i henhold til forordning nr. 650/2012, at de franske retter ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om hele arven efter afdøde i henhold til artikel 4 i forordning nr. 650/2012, i det væsentlige med den begrundelse, at afdøde stadig havde sit sædvanlige opholdssted i Det Forenede Kongerige på dødstidspunktet.

17

Sagsøgerne i hovedsagen har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), idet de bl.a. har gjort gældende, at cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles) begik en retlig fejl ved ikke at tage hensyn til artikel 10 i forordning nr. 650/2012, som subsidiært bestemmer, at retterne i den medlemsstat, hvor formuegoderne, der udgør arven, befinder sig, har kompetence til at træffe afgørelse om hele arven, selv om afdøde ikke havde sit sædvanlige opholdssted i Frankrig på dødstidspunktet, men var statsborger i denne medlemsstat og ejede ejendom her.

18

Den forelæggende ret har indledningsvis gjort gældende, at sagsøgerne i hovedsagen ikke havde påberåbt sig artikel 10 i forordning nr. 650/2012 for cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles). Spørgsmålet er derfor, om denne appeldomstol, som fastslog, at XA var fransk statsborger og ejede formuegoder, der udgør arven, i Frankrig på dødstidspunktet, var forpligtet til ex officio at undersøge kriterierne for dens subsidiære kompetence i henhold til denne artikel 10.

19

Den forelæggende ret har således anført, at denne forordnings artikel 15 fastsætter muligheden for, at en ret i en medlemsstat, for hvilken der er indbragt en arvesag, som den ikke har kompetence til at påkende i medfør af forordning nr. 650/2012, ex officio erklærer sig inkompetent, men bestemmelsen præciserer ikke, om det tilkommer sidstnævnte ret først at efterprøve alle de mulige kriterier for kompetence, herunder både kriterierne for dens generelle kompetence og kriterierne for dens subsidiære kompetence. Forordningen præciserer navnlig ikke, om undersøgelsen af den subsidiære kompetence er fakultativ.

20

For det første har den forelæggende ret fremhævet, at forordning nr. 650/2012 indfører et system til løsning af konflikt om domstolskompetence, som medlemsstaternes retter, for hvilke en tvist er indbragt, skal anvende ex officio, når denne tvist henhører under det materielle område, der er omfattet af denne forordning. Det er imidlertid ikke logisk, at medlemsstaternes retter, for hvilke sagen er indbragt, efter ex officio at have påkendt anvendelsen af forordningen med henblik på at afgøre en konflikt om domstolskompetence kan erklære sig inkompetent til fordel for retterne i et tredjeland alene på grundlag af forordningens artikel 4 uden først at skulle efterprøve deres subsidiære kompetence på grundlag af samme forordnings artikel 10. Det forekommer derfor mere logisk, at de nævnte retter, for hvilke sagen er indbragt, er forpligtet til, herunder ex officio, at efterprøve alle kriterierne for udøvelse af kompetence.

21

For det andet har den forelæggende ret anført, at den kompetence, der er fastsat i artikel 10 i forordning nr. 650/2012, og som heri betegnes som »subsidiær«, bevirker, at der sker en fravigelse af princippet om, at den judicielle og lovgivningsmæssige kompetence er dele af samme enhed, som ligger til grund for forordningen. Når retten i en medlemsstat har anerkendt sin kompetence i henhold til denne forordnings artikel 10, ville den ikke desto mindre være nødt til at anvende lovgivningen i den stat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, medmindre det fremgår af alle sagens omstændigheder, at den afdøde på dødstidspunktet havde en åbenbart nærmere tilknytning til en anden stat i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 21, stk. 2, eller udtrykkeligt havde valgt en anden medlemsstats lovgivning i henhold til samme forordnings artikel 22. Det forekommer således vanskeligt at antage, at en kompetenceregel, der betegnes som »subsidiær«, obligatorisk skal prøves af retten i en medlemsstat, ved hvilken sagen er anlagt, selv om parterne ikke har påberåbt sig den.

22

Selv om artikel 15 i forordning nr. 650/2012 udtrykkeligt fastsætter en forpligtelse for den ikke-kompetente retsinstans til ex officio at erklære sig inkompetent, indeholder den derimod ingen tilsvarende bestemmelse, der forpligter den til ex officio at undersøge sin kompetence. Reglerne om arv henhører, i denne forordnings forstand, under de fakultative bestemmelser, eftersom nævnte forordning tillader parterne at aftale enekompetence for en eller flere retter, der er beliggende i den medlemsstat, hvor den lov, den afdøde har valgt til at finde anvendelse på sin arv, er gældende (artikel 5 i forordning nr. 650/2012), og giver den eller disse retter mulighed for at fortsætte med at udøve deres kompetence, selv om parterne i sagen, der ikke var parter i denne aftale, giver møde for retterne uden at anfægte denne kompetence (nævnte forordnings artikel 9).

23

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal bestemmelsen i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 […] fortolkes således, at såfremt en afdød på dødstidspunktet ikke havde sædvanligt opholdssted i en medlemsstat, skal retten i en medlemsstat, hvor den afdøde ikke havde sædvanligt opholdssted, ex officio påse, at den har subsidiær kompetence i medfør af denne forordning, hvis den fastslår, at den afdøde var statsborger i denne medlemsstat og ejede aktiver heri?«

24

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat ex officio skal tage stilling til sin kompetence i henhold til reglen om subsidiær kompetence, der er fastsat i denne bestemmelse, når den, i tilfælde, hvor sagen er anlagt på grundlag af den generelle kompetenceregel i forordningens artikel 4, konstaterer, at den ikke har kompetence i henhold til sidstnævnte bestemmelse.

25

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles) fastslog, at afdødes sidste sædvanlige opholdssted var i Det Forenede Kongerige og ikke i Frankrig. I denne henseende bemærkes, således som det fremgår af 82. betragtning til forordning nr. 650/2012, at Det Forenede Kongerige – i medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten – ikke deltog i vedtagelsen af denne forordning. Det fremgår i øvrigt ikke, at Det Forenede Kongerige på tidspunktet for XA’s død havde gjort brug af den mulighed, der er fastsat i protokollens artikel 4, for at meddele, at det ønskede at acceptere denne forordning. På denne dato var Det Forenede Kongerige, selv om det var medlem af Den Europæiske Union, således ikke bundet af forordning nr. 650/2012 og derfor heller ikke omfattet af dens anvendelsesområde. Med henblik på fortolkningen af denne forordnings artikel 10 skal det fastslås, at den i denne bestemmelse fastsatte kompetence kan finde anvendelse, når den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted i en sådan medlemsstat, som ikke var bundet af nævnte forordning, på dødstidspunktet. I det omfang de øvrige kriterier, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, ligeledes er opfyldt, skal det følgelig fastslås, at den i hovedsagen omhandlede situation kan være omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde.

26

I denne henseende er det ubestridt, at sagsøgerne i hovedsagen hverken har påberåbt sig artikel 10 i forordning nr. 650/2012 ved første instans eller ved appelinstansen. Det præjudicielle spørgsmål har derfor udelukkende til formål at afgøre, om forordning nr. 650/2012 forpligter en ret i en medlemsstat, ved hvilken en sag er anlagt, til på grundlag af denne forordnings artikel 4 ex officio at undersøge, om den har kompetence i henhold til de kriterier, der er fastsat i forordningens artikel 10, stk. 1, litra a), eller om sidstnævnte ret kan erklære sig inkompetent, når sagsøgeren ikke har påberåbt sig denne bestemmelse med henblik på nævnte rets udøvelse af sin kompetence.

27

I overensstemmelse med fast retspraksis skal bestemmelserne om kompetenceregler, for så vidt som de ikke henviser til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge deres betydning og rækkevidde, i hele EU undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen ikke alene til bestemmelsernes ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår, og det formål, som forfølges med den pågældende lovgivning (jf. i denne retning dom af 21.6.2018, Oberle, C-20/17, EU:C:2018:485, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

28

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 bemærkes, at denne bestemmelse indfører en kompetenceregel, der fastsætter, at når den afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet ikke er beliggende i en medlemsstat, har retterne i den medlemsstat, hvor formuegoderne, der udgør arven, befinder sig, ikke desto mindre kompetence til at træffe afgørelse om hele arven, hvis den afdøde var statsborger i denne medlemsstat på dødstidspunktet.

29

Det fremgår således af ordlyden af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012, at de to kriterier, der er fastsat i denne bestemmelse, med henblik på at tillægge retterne i en medlemsstat kompetence i tilfælde, hvor den afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet ikke er beliggende i denne medlemsstat, er dels, at der findes formuegoder, der udgør arven, i den nævnte medlemsstat, dels, at den afdøde var statsborger i samme medlemsstat på dødstidspunktet. Det følger derimod på ingen måde af denne ordlyd, at tildelingen af en sådan kompetence afhænger af nogen form for handling fra afdødes eller en berørt parts side. Tværtimod kan anvendelsen af udtrykket »har kompetence«, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 67 og 68 i forslaget til afgørelse, indikere, at den kompetence, der er fastsat i denne forordnings artikel 10, stk. 1, er obligatorisk.

30

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 indgår, bemærkes, at forordningens artikel 10 er indeholdt i forordningens kapitel II, som fastsætter en række kompetenceregler i arvesager. Navnlig fastsætter artikel 10 en subsidiær kompetence i forhold til den generelle kompetence, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 4, hvorefter retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.

31

Hvad for det tredje angår formålet med artikel 10 i forordning nr. 650/2012 skal det bemærkes, at denne artikel skal læses i lyset af 30. betragtning til denne forordning, hvorefter det er nødvendigt at »sikre, at retterne i alle medlemsstater kan udøve kompetence på samme grundlag for så vidt angår arven efter personer, der på dødstidspunktet ikke havde deres sædvanlige opholdssted i en medlemsstat«. Med henblik herpå bør nævnte forordning ifølge denne betragtning »på udtømmende vis i hierarkisk rækkefølge angive, på hvilke grundlag en sådan subsidiær kompetence kan udøves«.

32

Det følger heraf, at idet forordning nr. 650/2012 navnlig har til formål at sikre en ensartet anvendelse af reglerne om international kompetence i arvesager, er det eneste formål med såvel denne forordnings artikel 4 som dens artikel 10, stk. 1, at fastsætte ensartede kriterier for retslig kompetence til at træffe afgørelse om hele arven. I denne henseende giver disse bestemmelser således ikke de berørte parter mulighed for at vælge værneting i en medlemsstat i overensstemmelse med deres interesser, jf. dog forordningens artikel 5, som finder anvendelse i tilfælde af, at den afdøde vælger den lov, der skal finde anvendelse på arven.

33

Det bemærkes i denne henseende, således som generaladvokaten har anført i punkt 47 og 65 i forslaget til afgørelse, at der ikke er noget hierarkisk forhold mellem det værneting, der er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 650/2012, og det værneting, der er fastsat i forordningens artikel 10, eftersom de hver især omhandler forskellige faktiske omstændigheder. På samme måde betyder den omstændighed, at den kompetence, der er omhandlet i forordningens artikel 10, er kvalificeret som »subsidiær«, ikke, at denne bestemmelse er mindre bindende end bestemmelsen i forordningens artikel 4 om den generelle kompetence.

34

I denne henseende skal det fastslås, at anvendelsen af udtrykket »alligevel« i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 650/2012 antyder, at denne bestemmelse omhandler en kompetenceregel, der svarer til og supplerer den generelle kompetenceregel, som er fastsat i denne forordnings artikel 4, hvorfor det i tilfælde, hvor denne sidstnævnte ikke finder anvendelse, skal efterprøves, om de i nævnte forordnings artikel 10 fastsatte kompetencekriterier er opfyldt.

35

En sådan fortolkning understøttes i øvrigt af det formål, der forfølges med forordning nr. 650/2012, således som det fremgår af syvende betragtning hertil, der består i at fremme det indre markeds rette funktion ved at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der vil gøre deres rettigheder gældende i arvesager med grænseoverskridende virkninger, navnlig ved inden for det europæiske retlige område at sikre, at rettigheder, der tilkommer arvinger og legatarer, andre af afdødes nærtstående samt boets kreditorer, sikres effektivt (jf. i denne retning dom af 1.3.2018, Mahnkopf, C-558/16, EU:C:2018:138, præmis 35).

36

Med henblik herpå fastsætter forordning nr. 650/2012 de internationale kompetenceregler for hele arven, som er baseret på objektive kriterier. I dette perspektiv bidrager denne forordnings artikel 10, stk. 1, til at sikre adgangen til domstolsprøvelse for arvinger og legatarer, andre af afdødes nærtstående samt boets kreditorer, når den pågældende situation har en nær tilknytning til en medlemsstat navnlig i tilfælde, hvor formuegoder, der udgør arven, befinder sig på denne medlemsstats område.

37

Det skal i øvrigt bemærkes, at forordning nr. 650/2012 med henblik på at bidrage til en effektiv løsning af tvister vedrørende arv søger at fremme en ensartet behandling af arven. Domstolen har således gentagne gange fastslået, at en fortolkning af bestemmelserne i denne forordning, der kan medføre en opdeling af denne arv, vil være uforenelig med nævnte forordnings formål (jf. i denne retning dom af 21.6.2018, Oberle, C-20/17, EU:C:2018:485, præmis 56, og af 16.7.2020, E.E. (Retslig kompetence og den lovgivning, der finder anvendelse på arv), C-80/19, EU:C:2020:569, præmis 41).

38

Dette princip om arvens enhed ligger ligeledes til grund for reglen i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 650/2012, for så vidt som denne bestemmelse præciserer, at denne regel fastlægger kompetencen for retterne i medlemsstaterne til at træffe afgørelse om »hele arven«.

39

Endelig skal det bemærkes, at Domstolen har fastslået, at respekten for dommernes uafhængighed i udøvelsen af deres hverv kræver, at denne ret kan undersøge sin internationale kompetence i lyset af alle de oplysninger, som den råder over, samtidig med, at den forfølger det formål om korrekt retspleje, der ligger til grund for EU-lovgivningen (jf. i denne retning dom af 28.1.2015, Kolassa, C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 64, og af 16.6.2016, Universal Music International Holding, C-12/15, EU:C:2016:449, præmis 45).

40

Henset til det formål, der forfølges med forordning nr. 650/2012, som består i at sikre en korrekt retspleje, er der intet til hinder for, at de samme principper gælder for så vidt angår den prøvelse, som foretages af den ret, ved hvilken sagen er anlagt, af sin kompetence i forbindelse med anvendelsen af de internationale kompetenceregler i arvesager, der er fastsat i denne forordning.

41

For så vidt som reglerne om den subsidiære kompetence, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 650/2012, bidrager til at nå dette mål om korrekt retspleje, kan anvendelsen af denne bestemmelse således ikke afhænge af, om den er blevet påberåbt eller ej af den ene eller den anden part i den pågældende sag.

42

Som generaladvokaten har anført i punkt 87 i forslaget til afgørelse, skal artikel 10 i forordning nr. 650/2012 fortolkes i lyset af forordningens artikel 15, således at selv om denne artikel 10 ikke forpligter den ret, ved hvilken sagen er anlagt, til aktivt at finde et faktuelt grundlag for at træffe afgørelse om sin kompetence i en konkret sag, pålægger nævnte artikel således denne ret, under hensyntagen til de faktiske omstændigheder, som parterne er enige om, at finde et grundlag for sin kompetence, som eventuelt kan være et andet end det af sagsøgeren påberåbte.

43

Det skal nærmere bestemt bemærkes, at en erklæring om manglende kompetence, som afgives af den ret, ved hvilken sagen er anlagt, i medfør af artikel 15 i forordning nr. 650/2012, kræver en forudgående undersøgelse af alle de kriterier, der er fastsat i kapitel II i forordning nr. 650/2012, og at denne ret i forbindelse med denne undersøgelse er forpligtet til at undersøge sin eventuelle kompetence i lyset af alle de oplysninger, som den råder over. En sådan undersøgelse foretages derfor ikke udelukkende med hensyn til den kompetenceregel, som de berørte parter udtrykkeligt har påberåbt sig.

44

Denne fortolkning drages ikke i tvivl af den forelæggende rets argument om, at artikel 10 i forordning nr. 650/2012 fraviger princippet om sammenfald mellem den retslige og den lovgivningsmæssige kompetence, således at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, skal anvende lovgivningen i den stat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet. Som generaladvokaten har anført i punkt 70 i forslaget til afgørelse, har det formål, der er omhandlet i 27. betragtning til denne forordning, om at sikre, at der er sammenfald mellem retternes kompetence og den lovgivning, der finder anvendelse, således ikke en absolut karakter.

45

Selv om bestemmelserne i forordning nr. 650/2012 ifølge 27. betragtning til denne forordning er udformet med henblik på at sikre, at den myndighed, der behandler arvesagen, i de fleste situationer kan anvende sin egen lov, hverken pålægger eller garanterer denne forordning, at der er sammenfald mellem retternes kompetence og den lovgivning, der finder anvendelse. Dette sammenfalds ikke-absolutte karakter bekræftes dels af udtrykket »i de fleste situationer«, der er anvendt i 27. betragtning til denne forordning, dels af den omstændighed, at EU-lovgiver i 43. betragtning til forordningen selv har fastsat, at de kompetenceregler, der er fastsat heri, kan føre til situationer, hvor den ret, der er kompetent til at træffe afgørelse om arven, ikke anvender sin egen lov.

46

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat ex officio skal tage stilling til sin kompetence i henhold til reglen om subsidiær kompetence, der er fastsat i denne bestemmelse, når den, i tilfælde, hvor sagen er anlagt på grundlag af den generelle kompetenceregel i forordningens artikel 4, konstaterer, at den ikke har kompetence i henhold til sidstnævnte bestemmelse.

47

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 10, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat ex officio skal tage stilling til sin kompetence i henhold til reglen om subsidiær kompetence, der er fastsat i denne bestemmelse, når den, i tilfælde, hvor sagen er anlagt på grundlag af den generelle kompetenceregel i forordningens artikel 4, konstaterer, at den ikke har kompetence i henhold til sidstnævnte bestemmelse.