–

den finske regering ved M. Pere, som befuldmægtiget,

–

den norske regering ved I. Meinich, K.S. Borge og T. Sunde, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Huttunen, L. Armati og T. Sevón, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 45 TEUF og 49 TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag anlagt af A til prøvelse af afgørelsen fra Sosiaali- ja terveysalan lupa- ja valvontavirasto (autorisations- og tilsynsmyndighed på sundheds- og socialområdet, Finland) (herefter »Valvira«) om at give A ret til i Finland i en periode på tre år at udøve virksomhed som autoriseret læge under ledelse og tilsyn af en læge, der er autoriseret og har ret til selvstændigt virke som læge i Finland.

3

Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT 2005, L 255, s. 22), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013 (EUT 2013, L 354, s. 132) (herefter »direktiv 2005/36«), med overskriften »Formål« bestemmer:

»I dette direktiv fastsættes de regler, hvorefter en medlemsstat, der på sit område kræver bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv (i det følgende benævnt »værtsmedlemsstaten«), anerkender de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er opnået i en eller flere andre medlemsstater (i det følgende benævnt »hjemlandet«) og som giver indehaveren af de pågældende kvalifikationer ret til dér at udøve det samme erhverv, med henblik på adgang til og udøvelse af det pågældende erhverv.

I dette direktiv fastsættes endvidere regler for delvis adgang til et lovreguleret erhverv og anerkendelse af praktikophold gennemført i en anden medlemsstat.«

4

Direktivets artikel 4 med overskriften »Anerkendelsens virkninger« bestemmer i stk. 1, at »[v]ærtsmedlemsstatens anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer giver de begunstigede adgang til i denne medlemsstat at optage det erhverv, som vedkommende er kvalificeret til i hjemlandet, og til at udøve det på samme vilkår som landets egne statsborgere«.

5

Direktivets artikel 10, med overskriften »Anvendelsesområde«, under kapitel I, vedrørende den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, fastsætter i litra b):

»Dette kapitel gælder for alle erhverv, som ikke er omfattet af kapitel II og III i dette afsnit, og i følgende tilfælde, hvor en ansøger af specifikke og særlige årsager ikke opfylder kravene i disse kapitler:

[…]

6

Artikel 13 i direktiv 2005/36 med overskriften »Betingelser for anerkendelse« bestemmer i stk. 1, første afsnit:

»Når der i en værtsmedlemsstat kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv, skal denne medlemsstats kompetente myndighed give ansøgeren mulighed for at få adgang til dette erhverv og udøve det på samme vilkår som dem, der gælder for landets egne statsborgere, hvis vedkommende er i besiddelse af det kursus- eller uddannelsesbevis, jf. artikel 11, som i en anden medlemsstat kræves som betingelse for at få adgang til eller for at udøve det samme erhverv.«

7

I direktivets afsnit III, kapitel III, der vedrører »[a]nerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse«, fastsætter direktivets artikel 21 med overskriften »Princippet om automatisk anerkendelse« i stk. 1:

»Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for farmaceuter og for arkitekter, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.6.2 og 5.7.1, som er i overensstemmelse med de mindstekrav til uddannelse, der er omhandlet i henholdsvis artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 44 og 46, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af disse former for erhvervsmæssig virksomhed.

Uddannelsesbeviserne skal være udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder og i givet fald være ledsaget af det tilhørende certifikat, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.6.2 og 5.7.1.

[…]«

8

Punkt 5.1.1 i bilag V til direktiv 2005/36 vedrørende beviser for medicinsk grunduddannelse i Det Forenede Kongerige har følgende ordlyd:

9

Følgende fremgår af direktivets artikel 55a med overskriften »Anerkendelse af praktikophold«:

»1.   Såfremt adgang til et lovreguleret erhverv i hjemlandet forudsætter gennemførelse af et praktikophold, skal hjemlandets kompetente myndighed, når den behandler en ansøgning om tilladelse til at udøve det lovregulerede erhverv, anerkende praktikophold gennemført i en anden medlemsstat, forudsat at praktikopholdet er i overensstemmelse med de offentliggjorte retningslinjer, jf. stk. 2, og tage praktikophold gennemført i et tredjeland i betragtning Medlemsstaterne kan dog i deres nationale lovgivning sætte en rimelig grænse for varigheden af den del af praktikopholdet, som kan gennemføres i udlandet.

2.   Anerkendelse af praktikopholdet erstatter ikke eventuelle eksisterende krav om at bestå en eksamen for at få adgang til det pågældende erhverv. De kompetente myndigheder offentliggør retningslinjer om organisering og anerkendelse af praktikophold, der gennemføres i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, navnlig om den rolle vejlederen skal spille i forbindelse med praktikopholdet.«

10

I henhold til § 6a, stk. 1, i laki terveydenhuollon ammattihenkilöistä (559/1994, ammattihenkilölaki) (lov om sundhedspersoner (559/1994)) i den affattelse, der var gældende på det for tvisten i hovedsagen relevante tidspunkt, bevilger Valvira på ansøgning og på de betingelser, som myndigheden fastsætter, en person, som har afsluttet medicinstudiet før den 1. januar 2012 i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), hvor retten til at udøve virksomhed som læge efter opnåelse af eksamensbeviset er betinget af gennemførelsen af et praktikophold, og som har opnået det eksamensbevis, der attesterer den medicinske grunduddannelse, ret til at udøve virksomhed som autoriseret læge, under ledelse og tilsyn af en autoriseret læge med ret til selvstændigt virke på et hospital eller lignende. Retten til at udøve denne virksomhed indrømmes for en periode på tre år.

11

Det fremgår af § 6a, stk. 2, i lov om sundhedspersoner (559/1994), at når ansøgeren har udøvet virksomhed som læge i den periode, der er fastsat i denne lovs § 6a, stk. 1, under iagttagelse af de betingelser, der er fastsat af Valvira, giver Valvira efter ansøgning ansøgeren ret til selvstændigt virke som læge i Finland. Valvira kan af en gyldig grund forlænge den periode på tre år, der er fastsat i nævnte § 6a, stk. 1.

12

A påbegyndte i 2008 medicinstudiet ved universitetet i Edinburgh (Det Forenede Kongerige). Den 6. juli 2013 bestod hun den medicinske grundeksamen Bachelor of Medicine and Bachelor of Surgery.

13

Det eksamensbevis, som A erhvervede, svarer til det uddannelsesbevis, der for så vidt angår Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland er omhandlet i punkt 5.1.1 i bilag V til direktiv 2005/36.

14

A havde en begrænset ret til at udøve virksomhed som læge i Det Forenede Kongerige i medfør af sin medicinske grunduddannelse. Hun fremgik af det register, der føres af den kompetente myndighed i Det Forenede Kongerige, dvs. General Medical Council (den almindelige lægesammenslutning), under overskriften »provisionally registered doctor with a licence to practise« (læge, der er midlertidigt registreret med en autorisation til udøvelse af virksomhed). Hun var autoriseret til at arbejde inden for rammerne af et postgraduat program.

15

Efter at have opnået sit eksamensbevis for den medicinske grunduddannelse vendte A tilbage til Finland. Hun ansøgte herefter Valvira om ret til at udøve virksomhed som autoriseret læge i Finland på grundlag af det eksamensbevis, hun havde erhvervet i Det Forenede Kongerige. Hun fremlagde imidlertid ikke det certifikat (Certificate of experience), der ledsager det uddannelsesbevis, der for Det Forenede Kongeriges vedkommende fremgår af punkt 5.1.1 i bilag V til direktiv 2005/36, og som i Det Forenede Kongerige er en betingelse for retten til fuldt ud at udøve virksomhed som læge.

16

Da A ikke havde dette certifikat, foreslog Valvira hende, at hendes ansøgning om autorisation som læge blev behandlet som en ansøgning om en tidsbegrænset autorisation. A tilsluttede sig dette forslag. Ifølge Valvira havde A to valgmuligheder for at opnå ret til selvstændigt virke som læge i Finland. Dels kunne hun i en periode på tre år gennemføre et praktikophold i Finland i overensstemmelse med Det Forenede Kongeriges retningslinjer og anmode om anerkendelse af dette praktikophold i henhold til artikel 55a i direktiv 2005/36 hos Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed med henblik på efterfølgende i Finland at kunne ansøge om ret til at udøve virksomhed som læge på grundlag af den ordning for automatisk anerkendelse, der er fastsat i dette direktiv. Dels kunne hun i Finland følge en særlig uddannelse i almen medicin i en periode på tre år. A valgte den anden mulighed, som ikke fører til automatisk anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer som læge i andre EU/EØS-medlemsstater som omhandlet i direktiv 2005/36.

17

Valvira bevilgede ved afgørelse af 3. november 2016 A ret til at udøve virksomhed som autoriseret læge i Finland under ledelse og tilsyn af en autoriseret læge med ret til selvstændigt virke, i perioden fra den 2. november 2016 til den 2. november 2019. A måtte i denne periode kun udøve virksomhed som læge på betingelse af, at hun i Finland fulgte den treårige særlige uddannelse i almen medicin.

18

Ved afgørelse af 4. maj 2017 afslog Valvira den klage, som A havde indgivet. Ifølge begrundelsen for denne afgørelse var A blevet bevilget retten til at udøve virksomhed som læge i medfør af § 6a i lov om sundhedspersoner (559/1994) i en situation, hvor hun manglede det i punkt 5.1.1. i bilag V til direktiv 2005/36 omhandlede certifikat.

19

Helsingin hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Helsingfors, Finland), for hvilken der blev indbragt et søgsmål med påstand om annullation af nævnte afgørelse, forkastede dette ved afgørelse af 5. december 2017 med den begrundelse for det første, at en automatisk anerkendelse i henhold til direktiv 2005/36 ikke var mulig, idet A ikke havde fremlagt det certifikat, der er omhandlet i punkt 5.1.1 i bilag V til dette direktiv vedrørende Det Forenede Kongerige, for det andet, at den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser heller ikke var anvendelig, idet A ikke havde gennemført den medicinske grunduddannelse før den skæringsdato, som er fastsat i punkt 5.1.1, dvs. den 20. december 1976, og for det tredje, at A ikke kunne bevilges en mere omfattende ret i en anden EU-medlemsstat end i oprindelsesmedlemsstaten. Valvira havde derfor ret til at tildele A en begrænset ret til at udøve virksomhed som læge under ledelse og tilsyn af en anden autoriseret læge med ret til selvstændigt virke.

20

A har for Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland) gjort gældende, at behandlingen af A’s ansøgning om anerkendelse af et eksamensbevis for en medicinsk grunduddannelse, der er opnået i en anden medlemsstat, i det tilfælde, hvor betingelserne for automatisk anerkendelse ikke er opfyldt, skal foretages i henhold til bestemmelserne i den generelle anerkendelsesordning, der er fastsat i direktiv 2005/36. Valvira burde i denne forbindelse have foretaget en individuel sammenligning af det eksamensbevis, der attesterer den medicinske grunduddannelse, som A har opnået i Det Forenede Kongerige, med det finske eksamensbevis for en sådan uddannelse. EU-retten er således til hinder for, at tildelingen af retten til selvstændigt virke gøres betinget af en tilsynsperiode på tre år, såfremt det ikke er godtgjort, at der foreligger væsentlige forskelle, der ikke er kompenseret for i forhold til de nationale krav.

21

Den 1. november 2019 fik A af Valvira ret til selvstændigt virke som autoriseret læge i Finland. A har imidlertid ikke hævet sin appel for Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager).

22

Denne ret er af den opfattelse, at Valvira ikke var forpligtet til i henhold til direktiv 2005/36 at foretage en sammenligning af de eksamensbeviser for den medicinske grunduddannelse, der er udstedt i Finland og i Det Forenede Kongerige, idet A hverken havde opfyldt betingelserne i ordningen for automatisk anerkendelse, der finder anvendelse på lægeerhvervet, eller betingelserne i den generelle ordning for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) er imidlertid i tvivl om, hvorvidt en sådan forpligtelse kan følge af artikel 45 TEUF og 49 TEUF.

23

På denne baggrund har Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 45 TEUF eller artikel 49 TEUF under hensyntagen til proportionalitetsprincippet fortolkes således, at de er til hinder for, at den kompetente myndighed i en værtsmedlemsstat på grundlag af de nationale retsforskrifter bevilger en person ret til at udøve lægeerhvervet i tre år og med den begrænsning, at denne person kun må virke under ledelse og tilsyn af en autoriseret læge og i denne periode skal gennemføre en treårig særlig uddannelse i almen medicin for at opnå [ret til selvstændigt virke som læge] i værtsmedlemsstaten, når det tages i betragtning, at:

24

Som anført i denne doms præmis 21 har A, selv om hun i mellemtiden har fået ret til selvstændigt virke i Finland, ikke hævet sin appel ved Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), og denne retsinstans er af den opfattelse, at tvistens afgørelse kræver, at et spørgsmål om fortolkning af EU-retten besvares.

25

Den forelæggende ret, der har fået forelagt en anmodning om uddybende oplysninger i denne henseende, har præciseret, at det følger af fast national retspraksis, at en appel ikke afvises med den begrundelse, at det i en sag på grund af den tid, der er forløbet, eller af en anden grund, ikke længere er muligt at annullere en myndigheds afgørelse, efter at denne afgørelses ulovlighed er blevet fastslået. Den forelæggende ret har som eksempel anført, at hvis der i en sag er blevet tildelt den ønskede autorisation, vil Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) tage stilling til appelanbringenderne og således tage stilling til, om den oprindelige afgørelse var ulovlig, og til afgørelsen fra hallinto-oikeus (forvaltningsdomstol). Den forelæggende ret har desuden anført, at det i henhold til de nationale bestemmelser om ansvar uden for kontraktforhold, for at der kan tilkendes erstatning som følge af en myndigheds ulovlige afgørelse, kræves, at ulovligheden forinden er blevet konstateret ved en særskilt, endelig afgørelse.

26

Det skal i denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at proceduren efter artikel 267 TEUF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende tvister (jf. dom af 6.6.2013, MA m.fl., C-648/11, EU:C:2013:367, præmis 36, og kendelse af 1.9.2021, OKR (Præjudiciel forelæggelse indgivet af en notarfuldmægtig), C-387/20, EU:C:2021:751, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

27

Der foreligger en formodning for, at de spørgsmål om en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret har forelagt på det retlige og faktiske grundlag, som den har fastlagt inden for sit ansvarsområde, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse vedrørende en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 6.6.2013, MA m.fl., C-648/11, EU:C:2013:367, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

28

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at den forelæggende ret bl.a. har præciseret, at det følger af den nationale lovgivning om ansvar uden for kontrakt, at det, for at der kan tilkendes af erstatning som følge af en myndigheds ulovlige afgørelse, kræves, at ulovligheden forinden er blevet konstateret ved en særskilt, endelig afgørelse.

29

For så vidt som et erstatningssøgsmål anlagt af A kun kan tages til følge, såfremt ulovligheden af den administrative afgørelse, som udgør grundlaget for et sådant søgsmål, forinden er blevet særskilt fastslået ved en endelig retsafgørelse, hvis indhold afhænger af besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, er sidstnævnte under alle omstændigheder fortsat relevant med henblik på i givet fald at beskytte A’s rettigheder i forhold til den nationale myndighed, der har truffet den nævnte administrative afgørelse.

30

Anmodningen om en præjudiciel afgørelse kan derfor antages til realitetsbehandling.

31

Det bemærkes, at de faktiske omstændigheder, der er relevante i den foreliggende sag, fandt sted, da EU-retten fortsat fandt anvendelse i Det Forenede Kongerige. Artikel 45 TEUF og 49 TEUF samt direktiv 2005/36 finder derfor anvendelse i det foreliggende tilfælde.

32

Med sit præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 45 TEUF og 49 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for, at den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten på grundlag af de nationale retsforskrifter bevilger en person ret til at udøve virksomhed som læge i en periode, der er begrænset til tre år, og på de to betingelser, at denne person dels kun må virke under ledelse og tilsyn af en autoriseret læge, dels i denne periode skal gennemføre en treårig særlig uddannelse i almen medicin for at opnå ret til selvstændigt virke som læge i værtsmedlemsstaten, henset til, at den pågældende, som i oprindelsesmedlemsstaten har aflagt en grundeksamen i medicin, er indehaver af et uddannelsesbevis, der for så vidt angår Det Forenede Kongerige er omhandlet i punkt 5.1.1 i bilag V til direktiv 2005/36, men ikke af det deri omhandlede certifikat for et praktikophold på ét år, som i oprindelsesmedlemsstaten er en supplerende betingelse for erhvervsmæssig kvalifikation.

33

Det bemærkes i den henseende, at i medfør af artikel 21, stk. 1, i direktiv 2005/36 anerkender medlemsstaterne de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau, jf. henholdsvis punkt 5.1.1 i bilag V til direktivet, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af disse former for erhvervsmæssig virksomhed.

34

I denne henseende har Domstolen for så vidt angår formålet med direktiv 2005/36 fastslået, at det af direktivets artikel 1 og 4 fremgår, at hovedformålet med den gensidige anerkendelse er at give indehaveren af en erhvervsmæssig kvalifikation, der giver vedkommende adgang til et lovreguleret erhverv i sit hjemland, ret til i værtsmedlemsstaten at optage det erhverv, som den pågældende er kvalificeret til i hjemlandet, og til dér at udøve det på samme vilkår som værtsmedlemsstatens egne statsborgere (dom af 8.7.2021, Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija, C-166/20, EU:C:2021:554, præmis 25).

35

Det er ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen ikke er i besiddelse af det i punkt 5.1.1 i bilag V til direktiv 2005/36 omhandlede certifikat (Certificate of experience), hvorfor hun ikke har ret til i Det Forenede Kongerige fuldt ud at udøve det lovregulerede erhverv som læge med grunduddannelse, og hun kan derfor ikke være omfattet af ordningen om automatisk anerkendelse i direktivets artikel 21. Anvendelsen af denne ordning forudsætter, at ansøgeren har en uddannelse, som kvalificerer den pågældende til at udøve et sådan erhverv i hjemlandet (jf. i denne retning dom at 8.7.2021, Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija, C-166/20, EU:C:2021:554, præmis 26 og 27).

36

For så vidt angår artikel 10 i direktiv 2005/36, som fastlægger anvendelsesområdet for den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, der er fastsat i direktivets afsnit III, kapitel I, kan det ikke i medfør af denne artikels litra b) pålægges værtsmedlemsstaten – uden herved at gøre indgreb i formålet med direktivet, som beskrevet i denne doms præmis 34 – at undersøge de uddannelsesbeviser, som en ansøger, der ikke har de nødvendige kvalifikationer for udøvelse af erhvervet som læge med grunduddannelse i sin oprindelsesmedlemsstat, er i besiddelse af (jf. i denne retning dom at 8.7.2021, Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija, C-166/20, EU:C:2021:554, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

37

Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at direktiverne om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og navnlig direktiv 2005/36 ikke har til formål og ikke kan have til følge, at anerkendelsen af sådanne eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser vanskeliggøres i situationer, der ikke er omhandlet i direktiverne (jf. i denne retning dom af 8.7.2021, Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija, C-166/20, EU:C:2021:554, præmis 36 og 37).

38

I en situation, som ikke falder inden for anvendelsesområdet for direktiv 2005/36, men som er omfattet af artikel 45 TEUF eller 49 TEUF, har myndighederne i en medlemsstat således, når de får forelagt en ansøgning fra en EU-borger om tilladelse til at udøve et erhverv, hvortil adgangen ifølge den nationale lovgivning er betinget af, at vedkommende har et eksamensbevis eller erhvervsmæssige kvalifikationer eller perioder med erhvervserfaring, en forpligtelse til at tage hensyn til samtlige eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, herunder den pågældendes relevante erfaring, idet de skal foretage en sammenligning mellem på den ene side den kompetence, der er dokumenteret ved disse kvalifikationsbeviser og denne erfaring, og på den anden side de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i national ret (jf. i denne retning dom af 8.7.2021, Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija, C-166/20, EU:C:2021:554, præmis 34 og 38).

39

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at A, der, således som det fremgår af de nationale sagsakter, er finsk statsborger, i Finland har påberåbt sig et universitetseksamensbevis, som hun har opnået i en anden medlemsstat.

40

I denne henseende har Domstolen fastslået, at fri bevægelighed for personer ikke ville kunne gennemføres fuldt ud, såfremt medlemsstaterne kunne undlade at anvende artikel 45 TEUF og 49 TEUF på dem af deres statsborgere, som har udnyttet mulighederne for fri bevægelighed i henhold til EU-retten, og som i kraft heraf har erhvervet faglige kvalifikationer i en anden medlemsstat end den, hvori de er statsborgere. Denne betragtning gælder ligeledes i tilfælde, hvor en statsborger fra én medlemsstat i en anden medlemsstat har erhvervet en akademisk kvalifikation, som udvider den pågældendes grunduddannelse, og som vedkommende vil påberåbe sig efter sin tilbagekomst til sit hjemland (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, Brouillard, C-298/14, EU:C:2015:652, præmis 27-29).

41

Det følger heraf, at værtsmedlemsstaten i en situation som den i hovedsagen omhandlede, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2005/36, men som er omfattet af artikel 45 TEUF eller 49 TEUF, skal overholde sine forpligtelser med hensyn til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, sådan som disse erhvervsmæssige kvalifikationer er beskrevet i denne doms præmis 38.

42

Værtsmedlemsstatens myndigheder skal ved denne undersøgelse objektivt kunne konstatere, at indehaveren af et udenlandsk eksamensbevis har kundskaber og kvalifikationer, som er – om ikke identiske med – så dog i det mindste på samme niveau som de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det nationale eksamensbevis. Ved denne vurdering af spørgsmålet om ligestilling af det udenlandske eksamensbevis skal der alene tages hensyn til det kundskabs- og kvalifikationsniveau, som en person med et sådant eksamensbevis må formodes at have opnået, når henses til indholdet og varigheden af den teoretiske og praktiske uddannelse, der ifølge eksamensbeviset er gennemført (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, Brouillard, C-298/14, EU:C:2015:652, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

43

Hvis det på grundlag af sammenligningen af eksamensbeviserne kan konstateres, at de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det udenlandske eksamensbevis, svarer til de krav, der stilles i de nationale bestemmelser, er medlemsstaten forpligtet til at anerkende, at eksamensbeviset opfylder de i disse forskrifter fastsatte krav (dom af 6.10.2015, Brouillard, C-298/14, EU:C:2015:652, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

44

Hvis sammenligningen derimod viser, at der er væsentlige forskelle mellem den uddannelse, der er gennemført af ansøgeren, og den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten, kan de kompetente myndigheder fastsætte udligningsforanstaltninger for at kompensere for disse forskelle (dom af 8.7.2021, Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija, C-166/20, EU:C:2021:554, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

45

De foranstaltninger, der træffes inden for EU-rettens anvendelsesområde, skal imidlertid være i overensstemmelse med de generelle principper heri, bl.a. proportionalitetsprincippet. Udligningsforanstaltninger skal således begrænses til tilfælde, der står i et rimeligt forhold til det tilstræbte formål (jf. i denne retning dom af 2.12.2010, Vandorou m.fl., C-422/09, C-425/09 og C-426/09, EU:C:2010:732, præmis 65).

46

Inden der pålægges udligningsforanstaltninger, der skal dække forskellene mellem den uddannelse, der er gennemført i oprindelsesmedlemsstaten, og den, der kræves i en ansøgers værtsmedlemsstat, påhviler det de kompetente nationale myndigheder at tage stilling til, om de kundskaber, ansøgeren har erhvervet, kan dokumentere, at vedkommende har de kundskaber, der kræves af denne sidstnævnte stat (jf. i denne retning dom af 2.12.2010, Vandorou m.fl., C-422/09, C-425/09 og C-426/09, EU:C:2010:732, præmis 67.)

47

En national lovgivning, der generelt og uden forskel pålægger alle indehavere af et eksamensbevis for en afsluttet medicinsk grunduddannelse, der navnlig er opnået i en EU-medlemsstat, hvor retten til at udøve virksomhed som læge er betinget af, at den pågældende, efter at have erhvervet dette eksamensbevis, har gennemført et praktikophold, at undergive sig udligningsforanstaltninger, synes hverken at være i overensstemmelse med kravet om en reel sammenligning mellem på den ene side de kvalifikationer, der er attesteret af den pågældendes kvalifikationsbevis eller ‑beviser, eller med de kvalifikationer, der kræves i henhold til værtslandets lovgivning på den anden side, eller med proportionalitetsprincippet.

48

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 45 TEUF og 49 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for, at den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten på grundlag af de nationale retsforskrifter bevilger en person ret til at udøve virksomhed som læge i en periode, der er begrænset til tre år, og på de to betingelser, at denne person dels kun må virke under ledelse og tilsyn af en autoriseret læge, dels i denne periode skal gennemføre en treårig særlig uddannelse i almen medicin for at opnå ret til selvstændigt virke som læge i værtsmedlemsstaten, henset til, at den pågældende, som i oprindelsesmedlemsstaten har aflagt en grundeksamen i medicin, er indehaver af et uddannelsesbevis, der for så vidt angår Det Forenede Kongerige er omhandlet i punkt 5.1.1 i bilag V til direktiv 2005/36, men ikke af det deri omhandlede certifikat for et praktikophold på ét år, som i oprindelsesmedlemsstaten er en supplerende betingelse for erhvervsmæssig kvalifikation.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 45 TEUF og 49 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for, at den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten på grundlag af de nationale retsforskrifter bevilger en person ret til at udøve virksomhed som læge i en periode, der er begrænset til tre år, og på de to betingelser, at denne person dels kun må virke under ledelse og tilsyn af en autoriseret læge, dels i denne periode skal gennemføre en treårig særlig uddannelse i almen medicin for at opnå ret til selvstændigt virke som læge i værtsmedlemsstaten, henset til, at den pågældende, som i oprindelsesmedlemsstaten har aflagt en grundeksamen i medicin, er indehaver af et uddannelsesbevis, der for så vidt angår Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland er omhandlet i punkt 5.1.1 i bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013, men ikke af det deri omhandlede certifikat for et praktikophold på ét år, som i oprindelsesmedlemsstaten er en supplerende betingelse for erhvervsmæssig kvalifikation.