–

Prokuratura Okręgowa w Warszawie ved S. Bańko, M. Dubowski og A. Reczka,

–

YP ved adwokat B. Biedulski,

–

den polske regering ved B. Majczyna, K. Straś og S. Żyrek, som befuldmægtigede,

–

den belgiske regering ved M. Jacobs, C. Pochet og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede,

–

den danske regering ved J. Farver Kronborg, J. Nymann-Lindegren, V. Pasternak Jørgensen og M. Søndahl Wolff, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, M.A.M. de Ree og C.S. Schillemans, som befuldmægtigede,

–

den finske regering ved H. Leppo, som befuldmægtiget,

–

den svenske regering ved A. Runeskjöld og H. Shev, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved K. Herrmann og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU, artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt princippet om EU-rettens forrang, princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, og retssikkerhedsprincippet.

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med dels de straffesager, der er indledt af Prokuratura Okręgowa w Warszawie (den regionale anklagemyndighed i Warszawa, Polen) mod YP m.fl. for forskellige overtrædelser, dels en sag indledt af denne regionale anklagemyndighed mod M.M. vedrørende etablering af obligatorisk pant i en ejendom ejet af M.M.

3

Artikel 45, stk. 1, i Konstytucja Rzeczypospolitej Polskiej (Republikken Polens forfatning) (herefter »forfatningen«) fastsætter:

»Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang uden unødig forsinkelse for en kompetent, uafhængig og upartisk domstol.«

4

I henhold til forfatningens artikel 179 udnævner republikkens præsident efter indstilling fra Krajowa Rada Sądownictwa (det nationale domstolsråd, Polen) (herefter »domstolsrådet«) dommerne for en ubegrænset periode.

5

Forfatningens artikel 180 bestemmer:

»1.   Dommere er uafsættelige.

2.   En dommer kan ikke afsættes, suspenderes fra tjeneste, forflyttes til en anden retsinstans eller til en anden funktion mod sin vilje, medmindre dette følger af en retsafgørelse, og kun i de tilfælde, der er fastsat ved lov.

[…]«

6

Forfatningens artikel 181 fastsætter:

»En dommer kan kun drages til ansvar strafferetligt eller frihedsberøves med forudgående tilladelse fra en domstol, der er oprettet ved lov. […]«

7

Ustawa o Sądzie Najwyższym (lov om den øverste domstol) af 8. december 2017 (Dz. U. af 2018, pos. 5) indførte bl.a. ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) en ny afdeling benævnt Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdeling) (herefter »disciplinærafdelingen«), som er omhandlet i denne lovs artikel 3, nr. 5.

8

Ustawa o zmianie ustawy – Prawo o ustroju sądów powszechnych, ustawy o Sądzie Najwyższym oraz niektórych innych ustaw (lov om ændring af lov om de almindelige domstoles organisation, lov om den øverste domstol og visse andre love) af 20. december 2019 (Dz. U. af 2020, pos. 190), som trådte i kraft den 14. februar 2020, ændrede lov om den øverste domstol, bl.a. ved indsættelse af et nyt nr. 1a i denne sidstnævnte lovs artikel 27, stk. 1.

9

Artikel 27, stk. 1, i den således ændrede lov om den øverste domstol har følgende ordlyd:

»Følgende sager henhører under disciplinærafdelingens kompetence:

10

Artikel 41b i lov om de almindelige domstoles organisation, der er nævnt i nærværende doms præmis 9, som ændret ved lov af 20. december 2019, og som er omhandlet i nærværende doms præmis 8 (herefter »lov om de almindelige domstole«), bestemmer:

»1.   Den kompetente myndighed med henblik på behandling af en klage eller en forespørgsel vedrørende en rets virke er retspræsidenten.

[…]

3.   Den kompetente myndighed med henblik på behandling af en klage over adfærden hos retspræsidenten for [Sąd Rejonowy (ret i første instans, Polen)], retspræsidenten for en [Sąd Okręgowy (regional domstol, Polen)] eller retspræsidenten for en [Sąd Apelacyjny (appeldomstol, Polen)] er henholdsvis retspræsidenten for en [Sąd Okręgowy (regional domstol)], retspræsidenten for en [Sąd Apelacyjny (appeldomstol)] og [domstolsrådet].«

11

Artikel 42a i lov om de almindelige domstole bestemmer:

»1.   Inden for rammerne af domstoles eller domstolsorganers virksomhed kan der ikke rejses tvivl om lovmæssigheden af [retsinstanser], statslige forfatningsorganer eller tilsyns- og retsbeskyttelsesorganer.

2.   En almindelig domstol eller en anden myndighedsinstans kan hverken fastslå eller bedømme lovligheden af udnævnelsen af en dommer eller den deraf følgende beføjelse for den pågældende til at beklæde embedet som dommer.«

12

Denne lovs artikel 47a, stk. 1, fastsætter:

»Sagerne fordeles vilkårligt til dommere og meddommere efter specifikke sagskategorier, undtagen fordeling af sager til en tilkaldedommer.«

13

Nævnte lovs artikel 47b har følgende ordlyd:

»1.   Ændring af sammensætningen af en ret tillades kun, såfremt denne ikke kan behandle sagen i dens nuværende sammensætning, eller såfremt der foreligger en varig hindring for sagens behandling i rettens nuværende sammensætning. Bestemmelserne i artikel 47a finder tilsvarende anvendelse.

[…]

3.   De [i stk. 1] nævnte afgørelser […] træffes af retspræsidenten eller af en dommer udpeget af denne.«

14

Artikel 80 i lov om de almindelige domstole fastsætter:

»1.   En dommer kan ikke tilbageholdes eller strafforfølges uden tilladelse fra den kompetente disciplinære retsinstans. […]

[…]

2c.   Den disciplinære retsinstans træffer beslutning om tilladelse til strafforfølgning af en dommer, hvis der foreligger tilstrækkelig rimelig grund til at tro, at vedkommende har begået overtrædelsen. Beslutningen indeholder afgørelsen om tilladelse til strafforfølgning af dommeren samt begrundelsen herfor.

[…]«

15

Denne lovs artikel 107, stk. 1, har følgende ordlyd:

»En dommer er disciplinært ansvarlig for professionelle forseelser (disciplinærforseelser), herunder i tilfælde af:

[…]

[…]«

16

Nævnte lovs artikel 110, stk. 2a, er affattet som følger:

»[…] De sager, der er omhandlet i artikel 80 […] afgøres i første instans af [Sąd Najwyższy (øverste domstol)], sat med en enedommer fra afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, og i anden instans af [Sąd Najwyższy (øverste domstol)], sat med et dommerkollegium med tre dommere fra disciplinærafdelingen.«

17

Denne lovs artikel 129, stk. 1-3, bestemmer:

»1.   Den disciplinære retsinstans kan suspendere en dommer fra tjenesten, når der er indledt en disciplinærsag eller en forbudsprocedure mod dommeren, samt når den træffer en afgørelse om at tillade, at en straffesag indledes mod den pågældende dommer.

2.   Hvis den disciplinære retsinstans træffer en afgørelse om tilladelse til, at en straffesag mod en dommer indledes for en forsætlig lovovertrædelse, der kan retsforfølges af anklagemyndigheden, suspenderer den ex officio dommeren fra tjenesten.

3.   Den disciplinære retsinstans nedsætter, når den suspenderer en dommer fra tjeneste, beløbet for dennes lønvederlag med fra 25% til 50% for varigheden af suspensionen; […]«

18

Artikel 241, stk. 1, i kodeks karny (straffeloven) bestemmer, at »enhver, som uden tilladelse offentliggør oplysninger om en strafferetlig efterforskning, inden de videregives i forbindelse med en retssag, straffes med bøde, samfundstjeneste eller frihedsstraf i op til to år«.

19

Artikel 439, stk. 1, i kodeks postępowania karnego (strafferetsplejeloven) bestemmer:

»Uanset sagens afgrænsning og de fremførte anbringender samt tilsidesættelsens betydning for afgørelsens indhold ophæver appelretten den appellerede afgørelse i retsmødet, hvis:

[…]«

20

På grundlag af et anklageskrift af 7. februar 2017 udfærdiget af den regionale anklagemyndighed i Warszawa blev der indledt retsforfølgning af YP og 13 andre tiltalte ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) for en række overtrædelser, der har forvoldt skade for 229 skadelidte. Denne sag blev henvist til behandling af en afdeling, der er sat med en enedommer, dommer I.T, ved denne ret. Hovedsagens sagsakter omfatter 197 bind, og mere end 100 retsmøder er allerede afholdt for denne dommer, under hvilke de skadelidte og mere end 150 vidner har afgivet forklaring. På datoen for indlevering af anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-615/20 nærmede sagen sig sin afslutning, idet kun nogle få vidner og sagkyndige manglede at afgive forklaring.

21

Den 14. februar 2020 indgav Prokuratura Krajowa Wydział Spraw Wewnętrznych (den nationale anklagemyndighed, afdelingen for interne anliggender, Polen) til disciplinærafdelingen en anmodning om tilladelse til strafforfølgning af dommer I.T. for »den 18. december 2017 i Warszawa som tjenestemand […] ikke at have opfyldt de med hvervet forbundne pligter […] og have handlet [ultra vires] […], for så vidt som han har givet medierepræsentanter tilladelse til at optage billeder og lyd under et retsmøde ved [Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa)] i sagen […] samt under afsigelsen af afgørelse i sagen og dens mundtlige præmisser, og for så vidt som han herved uden det efter loven krævede samtykke har givet en uautoriseret person adgang til oplysninger om en indledende efterforskning hos den regionale anklagemyndighed i Warszawa i sagen […], oplysninger, som han havde indhentet i forbindelse med udøvelsen af sit hverv, og, følgelig, for så vidt som han har handlet til skade for offentlighedens interesse, hvilket udgør en overtrædelse, jf. straffelovens artikel 231, stk. 1, sammenholdt med samme lovs artikel 266, stk. 2, artikel 241, stk. 1, og artikel 11, stk. 2«.

22

Den 9. juni 2020 gav disciplinærafdelingen, der traf afgørelse som førsteinstans og var sat med en enedommer, afslag på denne anmodning. Efter påklage fra den nationale anklagemyndighed gav denne afdeling, der traf afgørelse som anden instans og nu som dommerkollegium med tre dommere, ved afgørelse af 18. november 2020 (herefter »den omtvistede afgørelse«) tilladelse til indledning af straffesag mod dommer I.T., til suspension af vedkommende fra tjeneste og nedsættelse af dennes lønvederlag med 25% for suspensionens varighed.

23

Den forelæggende ret, som er det dommerkollegium ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa), der nu er ansvarlig for den straffesag, der er omhandlet i nærværende doms præmis 20, og hvor dommer I.T. virker som enedommer, har anført, at den omtvistede afgørelse kan være til hinder for, at dette dommerkollegium kan fortsætte denne sag.

24

På denne baggrund har Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

I deres skriftlige indlæg har YP, den regionale anklagemyndighed i Warszawa og Europa-Kommissionen anført, at søgsmålet iværksat af denne regionale anklagemyndighed til prøvelse af forelæggelsesafgørelsen i sag C-615/20 var blevet forkastet ved kendelse af 24. februar 2021 fra Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa, Polen), idet denne sidstnævnte retsinstans fandt, at den omtvistede afgørelse ikke må have karakter af en retsafgørelse med den begrundelse, at den blev truffet af disciplinærafdelingen, som ikke udgør en uafhængig ret.

26

Den regionale anklagemyndighed i Warszawa har rejst tiltale mod M.M. for forskellige overtrædelser, bl.a. overtrædelse i form af ikke at have indgivet konkursbegæring for et selskab, af at have hindret fyldestgørelsen af kreditorerne heri, af manglende fremlæggelse af dette samme selskabs regnskaber og af banksvindel.

27

I denne sammenhæng traf anklageren ved afgørelse af 9. juni 2020 bestemmelse om obligatorisk pant i en ejendom ejet af M.M. og hans hustru med henblik på sikkerhedsstillelse for betaling af en eventuel bøde og eventuelle retssagsomkostninger, i hvilken retssag M.M. kunne blive dømt. Sidstnævnte påklagede denne afgørelse til Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa), ved hvilken retsinstans den sag, der er knyttet til denne påklage, er blevet fordelt til dommer I.T.

28

Efter den omtvistede afgørelse, som bl.a. suspenderede dommer I.T. fra tjeneste, blev truffet, afsagde retspræsidenten ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) den 24. november 2020 på grundlag af artikel 47b, stk. 1 og 3, i lov om de almindelige domstole en kendelse, hvorved han pålagde formanden for den afdeling, hvori dommer I.T. havde sæde, at ændre sammensætningen af dommerkollegiet i de sager, der var blevet fordelt til denne dommer, med undtagelse af den sag, hvori den nævnte dommer I.T. havde forelagt Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, der er genstand for sag C-615/20. Følgelig traf denne afdelingsformand ved brug af et IT-værktøj og i henhold til bestemmelserne i artikel 47a og artikel 47b, stk. 3, i lov om de almindelige domstole en kendelse om omfordeling af sager, der oprindeligt var fordelt til dommer I.T., herunder den sag, der er omhandlet i nærværende doms præmis 27.

29

Ifølge den forelæggende ret, dvs. en anden sammensætning med en enedommer ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa), til hvilken denne sag var blevet omfordelt, vidner denne række af begivenheder om, at præsidenten for denne ret har givet den omtvistede afgørelse bindende virkning ved at fastslå, at dommer I.T.s suspension fra tjeneste var til hinder for, at den nævnte sag behandles af denne dommer, eller at der forelå en varig hindring for denne behandling som omhandlet i artikel 47b, stk. 1, i lov om de almindelige domstole.

30

På denne baggrund har Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

De to forskellige dommerkollegier ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa), der har indgivet de foreliggende præjudicielle forelæggelser (herefter »de forelæggende retter«), har anmodet om, at disse undergives den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement. Til støtte for disse anmodninger har de forelæggende retter i det væsentlige anført, at en sådan procedure er begrundet i det foreliggende tilfælde, idet besvarelserne af de forelagte spørgsmål kan have indvirkning på ikke alene deres respektive sammensætning, men ligeledes på situationen for andre dommere end dommer I.T., i forhold til hvilke disciplinærafdelingen har truffet eller har til hensigt at træffe foranstaltninger svarende til den omtvistede afgørelse.

32

Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

33

Det skal bemærkes, at en sådan fremskyndet procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation. Det fremgår i øvrigt ligeledes af Domstolens praksis, at det er muligt at undlade at anvende den fremskyndede procedure, når den følsomme og komplekse karakter af de retlige problemer, en sag rejser, kun vanskeligt lader sig behandle under anvendelse af en sådan procedure, navnlig når det ikke forekommer passende at forkorte den skriftlige forhandling for Domstolen (dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

34

I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident ved afgørelser af 9. december 2020 og 21. januar 2021 efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten besluttet ikke at imødekomme de i nærværende doms præmis 31 nævnte anmodninger.

35

Selv om de forelagte spørgsmål ganske vist vedrører grundlæggende bestemmelser i EU-retten, har de dog således en kompleks og følsom karakter og indgår i en national processuel sammenhæng, der i sig selv er relativt kompleks, således at de ikke er egnede til en procedure, der fraviger de almindelige processuelle bestemmelser. Det er i øvrigt ligeledes taget i betragtning, at de andre sager, der verserer for Domstolen, og som rejser tilsvarende spørgsmål som dem, der er forelagt i de foreliggende sager, allerede er på fremskredne stadier af proceduren.

36

I de nævnte afgørelser af 9. december 2020 og 21. januar 2021 besluttede Domstolens præsident imidlertid at pådømme de foreliggende sager forud for andre i henhold til procesreglementets artikel 53, stk. 3. Ved denne afgørelse af 21. januar 2021 blev sagerne C-615/20 og C-671/20 endvidere forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

37

Efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del i disse sager er de ved afgørelse fra Domstolens præsident af 28. oktober 2021 blevet udsat på afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del i sag C-204/21, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), henset til den nære forbindelse mellem de spørgsmål, der er rejst i de tre sager. Som følge af nævnte afslutning blev sagens behandling i de foreliggende sager genoptaget den 23. februar 2022.

38

Den polske regering og den regionale anklagemyndighed i Warszawa har gjort gældende, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse af forskellige grunde ikke kan antages til realitetsbehandling.

39

De har i første række gjort gældende, at idet hovedsagerne udelukkende er reguleret ved national strafferet, som henhører under medlemsstaternes enekompetence, er disse sager af rent intern karakter og har ikke nogen tilknytning til de EU-retlige bestemmelser, som de spørgsmål, der er forelagt Domstolen, angår. Hvad navnlig angår en sådan afgørelse som den omtvistede afgørelse følger det således af artikel 5 TEU og artikel 3 TEUF og 4 TEUF, at det alene tilkommer medlemsstaterne at beslutte at give dommere strafferetlig immunitet og i så fald at bestemme omfanget af og proceduren for den eventuelle ophævelse af denne immunitet samt de konsekvenser, der knytter sig til en sådan ophævelse af immuniteten.

40

I denne henseende bemærkes for det første, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne, herunder de nationale domstoles oprettelse, sammensætning, kompetencer og virke samt de regler, der gælder for dommerudnævnelsesprocessen, eller dem, der finder anvendelse på disses status og udøvelsen af deres hverv, såsom den disciplinærordning, der finder anvendelse for disse sidstnævnte, eller de betingelser, hvorunder deres immunitet kan ophæves, og hvorunder de suspenderes fra tjeneste, henhører under medlemsstaternes kompetence, skal disse under udøvelsen af denne kompetence ikke desto mindre overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og navnlig i henhold til artikel 2 TEU og artikel 19 TEU (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere), C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 56, 60-62 og 95 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

41

Det må for det andet fastslås, at de argumenter, der er anført i nærværende doms præmis 39, i det væsentlige vedrører rækkevidden og dermed fortolkningen af de EU-retlige bestemmelser, som de præjudicielle spørgsmål vedrører, og de virkninger, som vil kunne følge af disse bestemmelser, henset til navnlig EU-rettens forrang. Sådanne argumenter, der vedrører realiteten af de forelagte spørgsmål, kan således ikke på grund af selve deres karakter medføre, at de skal afvises fra realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 16.11.2021, Prokuratura Rejonowa w Mińsku Mazowieckim m.fl., C-748/19 – C-754/19, EU:C:2021:931, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

42

I anden række er den polske regering og den regionale anklagemyndighed i Warszawa af den opfattelse, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, idet Domstolens besvarelser af de forelagte spørgsmål ikke er nødvendige med henblik på udfaldet af hovedsagerne og navnlig ikke kan føre til afgørelser, som de forelæggende retter ville kunne træffe som led i disse sager.

43

Ifølge den polske regering er hverken den ene eller den anden af disse retsinstanser således i stand til at rejse tvivl om den omtvistede afgørelse. Selv om Domstolen gav en af disse retsinstanser mulighed for at se bort fra denne afgørelse, har disse i øvrigt ikke i national ret noget processuelt retsgrundlag, der konkret tillader dem på ny at fordele hovedsagerne til den dommer, der oprindeligt skulle behandle disse.

44

Denne regering har anført, at de præjudicielle spørgsmål i realiteten kun er relevante i forbindelse med den verserende straffesag, der er indledt mod dommer I.T. Eventuel tvivl vedrørende fortolkningen af bestemmelser i EU-retten såsom den, der er anført af de forelæggende retter, skal nemlig behandles i forbindelse med denne straffesag, hvori den pågældende dommer er part, og ikke i sammenhæng med hovedsagerne, som vedkommende tilfældigt var ansvarlig for inden suspensionen fra tjeneste ved den omtvistede afgørelse. I retsmødet for Domstolen har den polske regering gjort gældende, at denne analyse i mellemtiden er blevet bekræftet af de retningslinjer, der følger af præmis 60 og 71 i dom af 22. marts 2022, Prokurator Generalny m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdeling – udnævnelse) (C-508/19, EU:C:2022:201).

45

Den regionale anklagemyndighed i Warszawa har for sit vedkommende hvad angår hovedsagen i sag C-615/20 gjort gældende, at afgørelsen om udsættelse af hovedsagen i denne sag, som er besluttet af den forelæggende ret i den nævnte sag, hindrer afslutningen af den nævnte sag med afsigelsen af denne retsinstans’ – i dens aktuelle sammensætning – afsigelse af en dom, og at i tilfælde af udpegning af et nyt dommerkollegium vil begrundelsen for denne udsættelse ophøre med at eksistere, eftersom den omtvistede afgørelse alene vedrører dommer I.T. Med hensyn til hovedsagen i sag C-671/20 udgør suspensionen af dommer I.T. fra tjeneste en varig hindring for dens videre behandling, hvilket legitimt kan begrunde omfordelingen af den sag, der er tilknyttet til denne sag, for at sikre effektiviteten af den nævnte sag under overholdelse af de pågældende retssubjekters rettigheder.

46

Det skal i denne henseende imidlertid bemærkes, at begge de forelæggende retter i det foreliggende tilfælde i forbindelse med de hovedsager, der er indbragt for dem hver især, står over for spørgsmål af processuel karakter, der skal afgøres in limine litis, og hvis løsning afhænger af en fortolkning af de af EU-rettens bestemmelser og principper, som de præjudicielle spørgsmål vedrører. Disse spørgsmål, i sag C-615/20, tager således i det væsentlige sigte på at afgøre, om enedommeren, som udgør den forelæggende ret, henset til disse EU-retlige bestemmelser og principper, fortsat retmæssigt kan fremme hovedsagens behandling, uanset den anfægtede afgørelse, hvorved vedkommende er blevet suspenderet fra tjeneste. Hvad angår spørgsmålene i sag C-671/20 tager disse i det væsentlige sigte på, henset til disse samme EU-retlige bestemmelser og principper, at afgøre, om den forelæggende ret i denne sag, uden at den enedommer, der virker heri, risikerer at ifalde disciplinært ansvar, kan betragte denne afgørelse som værende uden bindende virkning, hvilket vil medføre, at denne ikke har grundlag for at påkende hovedsagen, som er blevet omfordelt til den som følge af den nævnte afgørelse, og om denne sag følgelig på ny skal fordeles til den dommer, der oprindeligt var ansvarlig for behandlingen heraf.

47

Som det følger af Domstolens praksis, kan præjudicielle spørgsmål, der således tager sigte på at give den forelæggende ret mulighed for in limine litis at afgøre processuelle vanskeligheder såsom dem, der vedrører dens egen kompetence til at påkende en sag, der verserer for den, eller de retsvirkninger, der eventuelt skal gives en retsafgørelse, der potentielt er til hinder for en sådan sags videre behandling ved den nævnte ret, antages til realitetsbehandling i medfør af artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 100, 112 og 113 og den deri nævnte retspraksis, af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 93 og 94, og af 16.11.2021, Prokuratura Rejonowa w Mińsku Mazowieckim m.fl., C-748/19 – C-754/19, EU:C:2021:931, præmis 47-49).

48

Det bemærkes i denne henseende, at til forskel fra den sag, der gav anledning til dom af 22. marts 2022, Prokurator Generalny m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdeling – udnævnelse) (C-508/19, EU:C:2022:201), som den polske regering har henvist til, har hovedsagerne i de foreliggende forenede sager slet ikke noget at gøre med den straffesag, der er indledt mod den forelæggende dommer i sag C-615/20, og er på ingen måde en bisag hertil som omhandlet i denne doms præmis 71. De retningslinjer, der følger af den nævnte dom, kan derfor ikke overføres på hovedsagerne i de foreliggende sager.

49

Det følger af det ovenstående, at de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

50

Med det første til det tredje spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2 TEU, artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale bestemmelser, der giver en instans, hvis uafhængighed og upartiskhed ikke er sikret, kompetence til at give tilladelse til indledning af straffesager mod dommere ved de almindelige domstole og, såfremt der gives en sådan tilladelse, til at suspendere de pågældende dommere fra tjeneste og til at nedsætte deres lønvederlag under den nævnte suspension.

51

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at efter indgivelsen af de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse har Domstolen i et traktatbrudssøgsmål anlagt af Kommissionen mod Republikken Polen af de grunde, der er anført i præmis 91-103 i dom af 5. juni 2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv) (sag C-204/21, herefter »dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv)EU:C:2023:442), og således som det fremgår af domskonklusionens punkt 1 heri, fastslået, at denne medlemsstat havde tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, ved at bemyndige disciplinærafdelingen, hvis uafhængighed og upartiskhed ikke er sikret, til at træffe afgørelse i sager, der har en direkte indvirkning på dommeres og hjælpedommeres retsstilling og udøvelsen af deres embede, såsom anmodninger om tilladelse til at indlede en straffesag mod dommere og hjælpedommere eller at anholde dem.

52

Navnlig fremhævede Domstolen i den nævnte doms præmis 101, at den blotte mulighed for, at dommerne kan løbe risikoen for, at en tilladelse til strafferetlig forfølgning af dem kan begæres og opnås ved en instans, hvis uafhængighed ikke kan garanteres, kan påvirke deres egen uafhængighed, og at det samme gælder med hensyn til risikoen for at måtte se en sådan instans træffe bestemmelse om en eventuel suspension af dem fra tjeneste og en nedsættelse af deres lønvederlag.

53

I samme doms præmis 102 bemærkede Domstolen allerede i præmis 112 i dom af 15. juli 2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere) (C-791/19, EU:C:2021:596), at af de grunde, der var anført i denne sidstnævnte doms præmis 89-110, var disciplinærafdelingens uafhængighed og upartiskhed ikke sikret.

54

I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den omtvistede afgørelse, der giver tilladelse til indledning af strafforfølgning mod den enedommer, der udgør den forelæggende ret i sag C-615/20, dvs. en almindelig domstol, som på grundlag af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU vil kunne skulle træffe afgørelse om spørgsmål knyttet til anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som har suspenderet den nævnte dommer fra tjeneste og samtidig nedsat vedkommendes lønvederlag, blev truffet på grundlag af nationale bestemmelser, som Domstolen i dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv) har fundet at være i strid med denne EU-retlige bestemmelse, for så vidt som de giver kompetencen til at træffe afgørelser såsom denne afgørelse til en instans, hvis uafhængighed og upartiskhed ikke er sikret.

55

De retningslinjer, der kan udledes af præmis 91-103 i dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), der ligger til grund for fastslåelsen af traktatbruddet i domskonklusionens punkt 1 heri, er således tilstrækkelige til at besvare det første til det tredje spørgsmål i sag C-615/20, uden at det i denne sag er nødvendigt yderligere at foretage en fortolkning af artikel 2 TEU og chartrets artikel 47 og at behandle de øvrige bedømmelseselementer nævnt i dette første og dette tredje spørgsmål.

56

I denne sammenhæng skal det ligeledes bemærkes, at dersom Domstolen måtte fastslå, at en medlemsstat ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til traktaterne, er denne medlemsstat i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF forpligtet til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger, som har fået retskraft for så vidt angår de faktiske og retlige omstændigheder, som den pågældende retsafgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til (dom af 10.3.2022, Grossmania, C-177/20, EU:C:2022:175, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

57

Myndighederne i den pågældende medlemsstat, der er en del af den lovgivende myndighed, er således forpligtet til at ændre de nationale bestemmelser, der har været genstand for en dom afsagt i en traktatbrudsag, således at de bringes i overensstemmelse med kravene i EU-retten, og denne medlemsstats retsinstanser har på deres side pligt til under udøvelsen af deres opgave at sikre, at denne dom overholdes, hvilket bl.a. indebærer, at det i medfør af den retskraft, der er knyttet til den nævnte dom, påhviler disse retsinstanser at tage hensyn til de fastsatte EU-retlige bestemmelser med henblik på at fastlægge rækkevidden heraf (dom af 10.3.2022, Grossmania, C-177/20, EU:C:2022:175, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

58

Det følger af det ovenstående, at den forelæggende ret i sag C-615/20 i det foreliggende tilfælde i hovedsagen skal drage samtlige de konsekvenser, der følger af retningslinjerne i dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv) som omhandlet i nærværende doms præmis 51 og 55.

59

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første til det tredje spørgsmål forelagt i sag C-615/20 besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for nationale bestemmelser, der giver en instans, hvis uafhængighed og upartiskhed ikke er sikret, kompetence til at give tilladelse til indledning af straffesager mod dommere ved de almindelige domstole og, såfremt der gives en sådan tilladelse, til at suspendere de pågældende dommere fra tjeneste og til at nedsætte disses lønvederlag under den nævnte suspension.

60

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret i sag C-615/20 nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang samt princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, og retssikkerhedsprincippet skal fortolkes således, at

61

I henhold til fast retspraksis medfører princippet om EU-rettens forrang, at EU-retten har en fortrinsstilling i forhold til medlemsstaternes nationale ret. Dette princip medfører derfor en forpligtelse for alle instanser i medlemsstaterne til at sikre, at de forskellige EU-retlige regler gennemføres fuldt ud, idet medlemsstaternes nationale ret ikke kan ændre den virkning, som disse forskellige regler tillægges på disse staters område (dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 156 og den deri nævnte retspraksis).

62

Det nævnte princip pålægger således navnlig enhver national dommer, der inden for sit kompetenceområde skal anvende EU-retlige bestemmelser, en forpligtelse til at sikre denne rets fulde virkning i den sag, som den pågældende skal behandle, idet denne om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, der har direkte virkning, uden at denne behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne nationale lovgivning eller praksis ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis). Overholdelsen af denne forpligtelse er bl.a. nødvendig for at sikre respekten af medlemsstaternes lighed over for traktaterne og udgør et udtryk for det i artikel 4, stk. 3, TEU angivne princip om loyalt samarbejde (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

63

Domstolen har fastslået, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, fortolket i lyset af chartrets artikel 47, som pålægger medlemsstaterne en klar og præcis forpligtelse til at nå et bestemt resultat, hvortil der ikke er knyttet nogen betingelser, bl.a. med hensyn til uafhængigheden og upartiskheden af de retsinstanser, som skal fortolke og anvende EU-retten, og kravet om, at disse forinden er oprettet ved lov, har direkte virkning, som indebærer, at anvendelse af enhver eventuel national bestemmelse, retspraksis eller praksis, der er modstridende med disse EU-retlige bestemmelser, således som de er fortolket af Domstolen, undlades (dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

64

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at selv i mangel af nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger, der bringer et af Domstolen konstateret traktatbrud til ophør, påhviler det de nationale retsinstanser at træffe alle foranstaltninger til fremme af den fulde gennemførelse af EU-retten i overensstemmelse med anvisningerne indeholdt i den dom, der konstaterer dette traktatbrud. De nævnte retsinstanser er endvidere i medfør af princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, forpligtet til at bringe ulovlige følgevirkninger af en tilsidesættelse af EU-retten til ophør (jf. i denne retning dom af 10.3.2022, Grossmania, C-177/20, EU:C:2022:175, præmis 38 og 63 og den deri nævnte retspraksis).

65

For at opfylde de forpligtelser, der er anført i nærværende doms præmis 61-64, skal en national retsinstans undlade at anvende en afgørelse såsom den omtvistede afgørelse, der i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU træffer bestemmelse om suspension af en dommer fra tjeneste, når dette er absolut nødvendigt, henset til den omhandlede processuelle situation, for at sikre EU-rettens forrang (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 159 og 161).

66

Idet den endelige vurdering af de faktiske omstændigheder og anvendelsen og fortolkningen af national ret inden for rammerne af en procedure efter artikel 267 TEUF alene tilkommer den forelæggende ret at foretage, vil det tilkomme denne endeligt at afgøre de konkrete konsekvenser, der i hovedsagen i sag C-615/20 følger af det princip, der er nævnt i den foregående præmis. I henhold til fast retspraksis kan Domstolen imidlertid på grundlag af sagsakterne forsyne denne ret med de fortolkningselementer vedrørende EU-retten, som kan være hensigtsmæssige for den med henblik herpå (jf. i denne retning dom af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved den øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

67

Den polske regering har i denne henseende i retsmødet for Domstolen henvist til vedtagelsen af ustawa o zmianie ustawy o Sądzie Najwyższym oraz niektórych innych ustawa (lov om ændring af lov om den øverste domstol og visse andre love) af 9. juni 2022 (Dz. U. af 2022, pos. 1259), der trådte i kraft den 15. juli 2022. Ifølge denne regerings forklaringer har denne nye lov navnlig opløst disciplinærafdelingen og indført en overgangsordning, i medfør af hvilken enhver dommer, der har været genstand for en afgørelse truffet af denne afdeling, som har givet tilladelse til indledning af strafforfølgning af vedkommende, nu har mulighed for at anmode om en fornyet prøvelse af sagen af en ny afdeling oprettet ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) ved denne lov, idet denne sidstnævnte afdeling i så tilfælde skal træffe afgørelse om en sådan anmodning inden for en frist på højst 12 måneder.

68

Ifølge den nævnte regering kan det forhold, at der foreligger dette nye retsmiddel, således give den forelæggende dommer i sag C-615/20 mulighed for at opnå en eventuel fornyet prøvelse af den omtvistede afgørelse, således at udelukkelsen af anvendelsen af den omtvistede afgørelse i den foreliggende sag ikke længere vil være relevant. Domstolen har således selv i præmis 161 i dom af 6. oktober 2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse) (C-487/19, EU:C:2021:798), fremhævet, at denne type retsmiddel kun er begrundet, for så vidt som det viser sig absolut nødvendigt, henset til den omhandlede processuelle situation, for at sikre EU-rettens forrang.

69

Det fremgår imidlertid ikke af de forklaringer, som den polske regering er fremkommet med, at den omtvistede afgørelse skulle være ophørt med at have virkning som følge af ikrafttrædelsen af lov af 9. juni 2022, der er nævnt i nærværende doms præmis 67, eller følgelig at hindringen for den forelæggende rets, i dens nuværende sammensætning, videre behandling i sag C-615/20 skulle være forsvundet. Med hensyn til den omstændighed, at den pågældende dommer nu har mulighed for at anmode om genoptagelse af den omtvistede afgørelse for en nyindført instans, der skal træffe afgørelse inden for en frist på højst et år, synes den heller ikke, med forbehold af den endelige efterprøvelse, som i denne henseende påhviler den forelæggende ret, at kunne garantere, at den nævnte hindring kan fjernes øjeblikkeligt, eventuelt på foranledning af de retsorganer, der har kompetence til udpegning af og ændring i sammensætningen af dommerkollegier ved en national retsinstans, under betingelser, der er egnede til at sikre overholdelsen af princippet om EU-rettens forrang.

70

Når en afgørelse såsom den omtvistede afgørelse er blevet truffet af en instans, der ikke udgør en uafhængig og upartisk domstol i EU-rettens forstand, er der endelig ikke noget hensyn vedrørende retssikkerhedsprincippet eller denne afgørelses angivelige retskraft, som med føje kan påberåbes med henblik på at forhindre den forelæggende ret og de retsorganer, der har kompetence til udpegning af og ændring i sammensætningen af dommerkollegier ved en national retsinstans, i at undlade at anvende en sådan afgørelse (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 160).

71

Det skal i denne henseende bl.a. bemærkes, at hovedsagen i sag C-615/20 er blevet udsat af den forelæggende ret på nærværende dom. I denne sammenhæng synes den videre behandling af denne sag af den dommer, der virker som enedommer i den forelæggende ret, navnlig på det fremskredne tidspunkt af den nævnte sag, som er særligt kompleks, ikke a priori at kunne bringe retssikkerheden i fare. Den synes derimod at kunne give mulighed for, at behandlingen af hovedsagen vil kunne føre til en afgørelse, som er i overensstemmelse med dels de krav, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, dels de pågældende retssubjekters krav på en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist.

72

Under disse omstændigheder kan den forelæggende ret i sag C-615/20 med rette undlade at anvende den omtvistede afgørelse, således at den ud fra denne synsvinkel kan fortsætte behandlingen af hovedsagen i dens nuværende sammensætning, uden at de retsorganer, der har kompetence til udpegning af og ændring i sammensætningen af dommerkollegier ved en national retsinstans, kan hindre det.

73

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål forelagt i sag C-615/20 besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang samt princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at

74

Med det første og det tredje spørgsmål samt det fjerde spørgsmåls første del om betingelserne for udnævnelse af medlemmerne af disciplinærafdelingen, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret i sag C-671/20 nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang samt princippet om loyalt samarbejde og retssikkerhedsprincippet skal fortolkes således, at

75

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i sag C-671/20, at efter den omtvistede afgørelse, der gav tilladelse til indledning af strafforfølgning mod dommer I.T., og hvori der var fastsat bestemmelse om suspension af sidstnævnte fra tjeneste, blev truffet, afsagde retspræsidenten ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) på grundlag af artikel 47b, stk. 1 og 3, i lov om de almindelige domstole en kendelse, der pålagde formanden i den afdeling, hvor I.T. havde sæde, at ændre sammensætningen af dommerkollegiet i de sager, der var blevet fordelt til denne dommer, med undtagelse af den sag, hvori den nævnte dommer havde forelagt Domstolen den anmodning om præjudiciel afgørelse, der er genstand for sag C-615/20. Herefter har denne afdelingsformand ved brug af et IT-værktøj bestemt til dette formål afsagt en kendelse om omfordeling af hovedsagen til et andet dommerkollegium, nemlig den forelæggende ret i sag C-671/20.

76

Det følger af de betragtninger, der ligger til grund for besvarelsen af det fjerde spørgsmål forelagt i sag C-615/20, at den direkte virkning, der knytter sig til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, indebærer, at de nationale retsinstanser skal undlade at anvende en afgørelse, der i strid med den nævnte bestemmelse medfører suspension af en dommer fra tjeneste, når dette er absolut nødvendigt, henset til den omhandlede processuelle situation, for at sikre EU-rettens forrang.

77

Med henblik på at sikre den effektive virkning af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU påhviler denne forpligtelse navnlig det dommerkollegium, til hvilket den pågældende sag er blevet omfordelt på grundlag af en sådan afgørelse, idet dette dommerkollegium som følge heraf er forpligtet til at afholde sig fra at påkende denne sag (jf. i denne retning dom af 22.3.2022, Prokurator Generalny m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdeling – udnævnelse), C-508/19, EU:C:2022:201, præmis 74). Den nævnte forpligtelse er også bindende for de retsorganer, der har kompetence til udpegning af og ændring i sammensætning af dommerkollegier ved den nationale retsinstans, idet disse organer følgelig skal omfordele den pågældende sag til det dommerkollegium, der oprindeligt skulle behandle den.

78

Af den grund, der er anført i nærværende doms præmis 70, er der ikke i det foreliggende tilfælde noget hensyn vedrørende retssikkerhedsprincippet eller den nævnte afgørelses angivelige retskraft, som med føje kan påberåbes.

79

Det skal i denne henseende bemærkes, og således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i sag C-671/20 samt til forskel fra de andre sager, der er fordelt til dommer I.T., og som i mellemtiden ligeledes er blevet omfordelt til andre dommerkollegier, og hvis behandling er blevet fremmet eller i givet fald afsluttet ved, at der er truffet en afgørelse af disse nye kollegier, at hovedsagen i den nævnte sag blev udsat på nærværende dom. Under disse omstændigheder synes dommer I.T.s genoptagelse af denne sag at kunne give mulighed for, at den nævnte dom, uanset den forsinkelse, der er forårsaget af den omtvistede afgørelse, ville kunne føre til en afgørelse, som både er i overensstemmelse med de krav, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, og med dem, der følger af det pågældende retssubjekts krav på en retfærdig rettergang.

80

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første og det tredje spørgsmål samt det fjerde spørgsmåls første del forelagt i sag C-671/20 besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang samt princippet om loyalt samarbejde skal fortolkes således, at

81

Med det andet spørgsmål og det fjerde spørgsmåls anden del om betingelserne for udnævnelse af medlemmer af Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol), som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret i sag C-671/20 nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang samt princippet om loyalt samarbejde skal fortolkes således, at denne bestemmelse og disse principper er til hinder for

82

Hvad for det første angår de nationale bestemmelser, som den forelæggende ret i sag C-671/20 har henvist til, skal det bemærkes, at bestemmelserne i artikel 42a, stk. 1 og 2, i lov om de almindelig domstole over for de nævnte retsinstanser navnlig fastsætter forbud mod at rejse tvivl om lovmæssigheden af retsinstanser eller at prøve lovligheden af udnævnelsen af en dommer eller den deraf følgende beføjelse for den pågældende til at beklæde embedet som dommer. Hvad angår bestemmelserne i denne lovs artikel 107, stk. 1, nr. 3, kvalificerer de navnlig enhver handling udført af dommere ved de almindelige domstole, der rejser tvivl om virkningen af udnævnelsen af en dommer, som en disciplinærforseelse.

83

Som det fremgår af de forklaringer, som denne forelæggende ret har givet, er denne ret af den opfattelse, at sådanne nationale bestemmelser kan være til hinder for, at den kan, selv om den er forpligtet hertil, henset til Domstolens besvarelse af dens øvrige spørgsmål, træffe afgørelse om den manglende bindende virkning af en afgørelse såsom den omtvistede afgørelse og i givet fald undlade anvendelsen heraf. Ifølge den forelæggende ret vil den på denne måde nemlig være nødt til at rejse tvivl om lovmæssigheden af en judiciel myndighed, dvs. disciplinærafdelingen, og dermed alvorligt skade dens funktion. En sådan prøvelse af den omtvistede afgørelses bindende virkning kræver samtidig, at den nævnte forelæggende ret prøver lovligheden af udnævnelser af dommere, der sætter den nævnte afdeling, og den deraf følgende beføjelse for disse til at beklæde embedet som dommer, og at den træffer afgørelse om virkningen af de nævnte udnævnelser.

84

Det fremgår i denne henseende af besvarelsen af det første og det tredje spørgsmål samt det fjerde spørgsmåls første del forelagt i sag C-671/20, at de nationale retsinstanser, der skal gennemføre en afgørelse, der i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU indebærer suspension af en dommer fra tjeneste, skal undlade at anvende en sådan afgørelse, når dette er absolut nødvendigt, henset til den omhandlede processuelle situation, for at sikre EU-rettens forrang.

85

Under disse omstændigheder kan det forhold, at en national retsinstans udøver de opgaver, som den således er betroet i medfør af traktaterne, og overholder de forpligtelser, der påhviler den i medfør heraf, når den anvender en bestemmelse såsom artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, pr. definition ikke kvalificeres som en disciplinærforseelse for dommere, der har sæde i en sådan retsinstans (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), præmis 132).

86

I dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv) fastslog Domstolen – af de grunde, der er angivet i denne doms præmis 198-219, og som det fremgår af domskonklusionens punkt 3 hertil – således, at Republikken Polen havde tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, og i henhold til princippet om EU-rettens forrang, idet den har vedtaget og opretholdt artikel 42a, stk. 1 og 2, i lov om de almindelige domstole, hvorefter det er forbudt for alle nationale retsinstanser at efterprøve, om de krav, der følger af EU-retten vedrørende en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er opfyldt.

87

Domstolen har i samme dom – ligeledes af de grunde, der er anført i denne doms præmis 125-163 samt domskonklusionens punkt 2 heri – fastslået, at Republikken Polen navnlig havde tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, idet den har vedtaget og opretholdt artikel 107, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om de almindelige domstole, hvorefter prøvelsen af, om de EU-retlige krav vedrørende en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er opfyldt, kan kvalificeres som en disciplinærforseelse.

88

Det er imidlertid allerede i nærværende doms præmis 56, 58 og 61-64 nævnt, at henset til den retskraft, der knytter sig til domme, hvorved Domstolen fastslår et sådant traktatbrud, og den direkte virkning, som er tillagt artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang, påhviler det de nationale retsinstanser og derfor bl.a. den forelæggende ret i sag C-671/20 at undlade – i de sager, der er indbragt for dem – at anvende nationale bestemmelser, der således er fastslået at være i strid med den nævnte EU-retlige bestemmelse. Heraf følger, at de pågældende nationale bestemmelser, og navnlig de pågældende forbud, som er fastsat i disse bestemmelser over for de almindelige domstole, ikke kan være til hinder for, at den forelæggende ret tager stilling til den bindende virkning af den omtvistede afgørelse og undlader at anvende den, således som den er forpligtet til.

89

Hvad for det andet angår retspraksis fra Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol), som den forelæggende ret har henvist til, fremgår det af denne sidstnævntes forklaringer, at den er af den opfattelse, at denne retspraksis ligeledes kan være til hinder for, at den kan foretage en prøvelse af de betingelser, hvorunder udnævnelserne af disciplinærafdelingens medlemmer er foregået, med henblik på at sikre denne instans’ uafhængige og upartiske karakter og i givet fald at fastslå, at den omtvistede afgørelse ikke kan finde anvendelse.

90

I denne henseende, og uden at det er nødvendigt at behandle det fjerde spørgsmåls anden del om betingelserne for udnævnelse af medlemmerne til denne forfatningsdomstol, er det tilstrækkeligt at bemærke, at henset til den direkte virkning, som er tillagt artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, pålægger princippet om EU-rettens forrang de nationale retsinstanser at undlade at anvende enhver national retspraksis, der er i strid med denne EU-retlige bestemmelse, således som fortolket af Domstolen (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

91

Det bemærkes i øvrigt, at i tilfælde af, at en national retsinstans i lyset af de af Domstolen afsagte domme måtte finde, at retspraksis fra en national forfatningsdomstol er i strid med EU-retten, må den omstændighed, at den nævnte forfatningsretlige praksis i overensstemmelse med princippet om EU-rettens forrang skal undlades at anvendes, heller ikke medføre, at en sådan national retsinstans ifalder disciplinært ansvar (dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), præmis 151 og den deri nævnte retspraksis).

92

Det påhviler således den forelæggende ret i sag C-671/20 at undlade at anvende de nationale bestemmelser, der er omhandlet i nærværende doms præmis 86 og 87, og den retspraksis fra Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol), som er omhandlet i nærværende doms præmis 89, i det omfang de nævnte bestemmelser og den nævnte retspraksis er til hinder for, at denne forelæggende ret undlader at anvende den omtvistede afgørelse og følgelig afstår fra at træffe afgørelse i hovedsagen.

93

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål forelagt i sag C-671/20 besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang samt princippet om loyalt samarbejde skal fortolkes således, at denne bestemmelse og disse principper er til hinder for

94

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for de forelæggende retter, tilkommer det disse at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: