–

DS ved R. Buschmann

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og D. Recchia, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem DS og Koch Personaldienstleistungen GmbH (herefter »Koch«) vedrørende hensyntagen til årlige betalte feriedage ved beregningen af omfanget af de præsterede arbejdstimer, der giver ret til overarbejdstillæg.

3

Fjerde og femte betragtning til direktiv 2003/88 har følgende ordlyd:

4

Direktivets artikel 7 med overskriften »Årlig ferie« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

5

Manteltarifvertrag für Zeitarbeit (den kollektive overenskomst om midlertidigt arbejde) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »MTV«), indeholder i punkt 3.1 vedrørende »arbejdstid« følgende passager:

»3.1.1. En fuldtidsansats normale månedlige arbejdstid er 151,67 timer. […]

3.1.2. Den normale individuelle månedlige arbejdstid afhænger af antallet af arbejdsdage.

Den månedlige arbejdstid er:

[…]

[…]«

6

Punkt 4.1.2 i MTV bestemmer:

»Overarbejdstillæg betales for arbejdstid, der ligger ud over:

[…]

Overarbejdstillægget er på 25%.

[…]«

7

I løbet af august 2017, som talte 23 arbejdsdage, arbejdede DS, der var midlertidig fuldtidsansat hos Koch, 121,75 timer i de første 13 dage og afholdte de resterende 10 dage en årlig betalt ferie svarende til 84,7 timers arbejde.

8

DS fandt, at der skulle tages hensyn til de årlige betalte feriedage ved fastsættelsen af antallet af præsterede arbejdstimer, og anlagde derfor sag ved de tyske domstole med påstand om, at Koch blev tilpligtet at betale DS et tillæg på 25% for 22,45 timer, dvs. 72,32 EUR, svarende til antallet af præsterede arbejdstimer, der oversteg tærsklen på 184 timer.

9

Da DS ikke fik medhold i sit søgsmål i første instans og efter appel, iværksatte han en revisionsanke ved den forelæggende ret.

10

Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) har anført, at i henhold til ordlyden af punkt 4.1.2 i MTV kan der kun beregnes præsterede arbejdstimer for at fastslå, om arbejdstageren har overskredet grænsen for den normale månedlige arbejdstid. Udtrykket »præsterede arbejdstimer« henviser nemlig til begrebet faktisk udførte arbejdstimer, uden ferieperioder.

11

Formålet med overarbejdstillægget er desuden i henhold til MTV at kompensere for en særlig arbejdsbyrde, der ikke opstår under afholdelse af en årlig betalt ferie, således at forhøjelsen tilsigter at belønne en arbejdstager, der udfører arbejde ud over sine kontraktmæssige forpligtelser. Det nævnte tillæg er således en ret, som erhverves ved arbejde, uden at ferieperioderne kan tages i betragtning.

12

Den forelæggende ret har endvidere anført, at overarbejdstillæg ligeledes kan tilskynde arbejdsgiverne til ikke at udnytte arbejdstagernes fritid, idet et sådant indgreb medfører en meromkostning på 25% af den overenskomstmæssigt fastsatte timeløn.

13

Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) har imidlertid fastslået, at bestemmelserne i MTV kan tilskynde arbejdstagerne til ikke at tage den minimale årlige betalte ferieperiode. Hvis DS i det foreliggende tilfælde havde arbejdet i de timer, der svarede til den årlige betalte ferie, han havde afholdt, ville han have overskredet den normale arbejdstid med 22,45 timer og have haft ret til et tillæg på 25% for disse timer.

14

Den forelæggende ret er således i tvivl om, hvorvidt den ordning, som MTV har indført, er forenelig, for så vidt som denne i sidste ende medfører en nedsættelse af retten til tillæg for overarbejde, med Domstolens praksis, hvorefter arbejdstagere ikke kan afskrækkes fra at gøre deres ret til den minimale årlige betalte ferieperiode gældende.

15

I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at hovedsagen er relativt tæt på den sag, der gav anledning til dom af 22. maj 2014, Lock (C-539/12, EU:C:2014:351), for så vidt som den økonomiske skade i begge tilfælde ikke vedrører selve feriegodtgørelsen, men indtræder i en periode forud for eller efter ferie.

16

Den forelæggende ret har ligeledes anført, at Domstolen i dom af 13. december 2018, Hein (C-385/17, EU:C:2018:1018, præmis 47), fastslog, at når de forpligtelser, der følger af arbejdskontrakten, kræver, at arbejdstageren udfører overarbejde, der i vidt omfang er forudsigeligt og sædvanligt, og for hvilket lønnen udgør et vigtigt element i den samlede løn, bør lønnen for overarbejde inkluderes i den løn, der skal udbetales i ferieperioden.

17

Hvis den retspraksis, der blev udviklet i den nævnte dom, skulle overføres på hovedsagen, henset til den omstændighed, at overarbejde heri synes at have en usædvanlig og uforudsigelig karakter, skal beløbet af de tillæg, der skal betales for det udførte overarbejde, ikke medtages i den løn, der udbetales under den årlige betalte ferie. Det er derfor logisk, at feriedagene ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af det antal timer, der giver ret til overarbejdstillæg.

18

Endelig har den forelæggende ret præciseret, at kollektive overenskomster ikke kan fravige artikel 1 i Mindesturlaubsgesetz für Arbeitnehmer (Bundesurlaubsgesetz) (den tyske forbundslov om årlig ferie for arbejdstagere), hvorefter enhver arbejdstager har ret til ferie for hvert kalenderår, og som skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten i lyset af chartrets artikel 31, stk. 2, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88.

19

På denne baggrund har Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 31, stk. 2 i [chartret] og artikel 7 i direktiv [2003/88] til hinder for en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, hvorefter der ved beregning af, om en arbejdstager har ret til overarbejdstillæg, og i givet fald for hvor mange timer, kun inddrages det antal arbejdstimer, der faktisk er præsteret, og ikke også det antal timer, hvor arbejdstageren har afholdt sin årlige betalte ferie?«

20

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 31, stk. 2, og artikel 7 i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at de er til hinder for en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, hvorefter der med henblik på at afgøre, om tærsklen for præstede arbejdstimer, der giver ret til overarbejdstillæg, er nået, ikke tages hensyn til de timer, der svarer til den af arbejdstageren afholdte årlige betalte ferieperiode, som udførte arbejdstimer.

21

For det første bemærkes, at i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 »[træffer medlemsstaterne] de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed«.

22

Selv om det ifølge bestemmelsens ordlyd tilkommer medlemsstaterne at definere betingelserne for udøvelsen og gennemførelsen af retten til årlig betalt ferie, er de forpligtede til at afholde sig fra at fastsætte nogen form for betingelser for selve stiftelsen af denne ret, der direkte er fastsat i direktivet (dom af 29.11.2017, King, C-214/16, EU:C:2017:914, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

23

For det andet har Domstolen hvad angår artikel 7 i direktiv 2003/88 fastslået, at hver arbejdstagers ret til årlig betalt ferie skal betragtes som et særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, der ikke kan fraviges, og som skal gennemføres af de kompetente nationale myndigheder inden for de udtrykkelige grænser, der er fastsat ved dette direktiv (dom af 6.11.2018, Kreuziger, C-619/16, EU:C:2018:872, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

24

I øvrigt har retten til årlig betalt ferie i sin egenskab af princip i Unionens sociallovgivning ikke alene en særlig betydning, men den er ligeledes udtrykkeligt fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2, som i henhold til artikel 6, stk. 1, TEU har samme juridiske værdi som traktaterne (dom af 25.6.2020, Varhoven kasatsionen sad na Republika Bulgaria og Iccrea Banca SpA, C-762/18 og C-37/19, EU:C:2020:504, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

25

Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 afspejler og konkretiserer således den grundlæggende ret til en årlig ferie med løn, som er fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 115). Mens sidstnævnte bestemmelse sikrer enhver arbejdstager ret til årlig ferie med løn, gennemfører den førstnævnte bestemmelse dette princip ved at fastsætte varigheden af den nævnte periode.

26

I denne henseende bemærkes, at det – således som det fremgår af chartrets artikel 51, stk. 1 – er påkrævet, at chartret overholdes, når medlemsstaterne gennemfører EU-retten.

27

Eftersom den i hovedsagen omhandlede lovgivning udgør en sådan gennemførelse af direktiv 2003/88, er det således i lyset af chartrets artikel 31, stk. 2, at direktivets artikel 7, stk. 1, skal fortolkes med henblik på at afgøre, om denne bestemmelse er til hinder for en sådan lovgivning.

28

Hvad for det tredje angår formålet med direktiv 2003/88 bemærkes, at dette i henhold til fjerde betragtning hertil har til formål at forbedre arbejdstagernes sikkerhedsmæssige, hygiejnemæssige og sundhedsmæssige vilkår under arbejdet. Hvad angår femte betragtning til dette direktiv præciseres det heri, at arbejdstagerne bør have passende hvileperioder.

29

I denne sammenhæng bestemmer artikel 1 i direktiv 2003/88, at direktivet indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, navnlig hvad angår minimumsperioder for årlig ferie.

30

Henset til disse formål har Domstolen fastslået, at den ret til årlig ferie, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2003/88, har et dobbelt formål, nemlig formålet om at give arbejdstageren mulighed for dels at hvile ud efter udførelsen af de arbejdsopgaver, der påhviler ham i henhold til ansættelseskontrakten, dels at have en periode til rådighed, hvorunder han kan slappe af og nyde sin fritid (dom af 25.6.2020, Varhoven kasatsionen sad na Republika Bulgaria og Iccrea Banca SpA, C-762/18 og C-37/19, EU:C:2020:504, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det er af hensyn til en effektiv beskyttelse af arbejdstagerens sikkerhed og sundhed, at denne normalt har ret til en reel hviletid (jf. i denne retning dom af 20.1.2009, Schultz-Hoff m.fl., C-350/06 og C-520/06, EU:C:2009:18, præmis 23).

32

Det følger heraf, at incitamenterne til at give afkald på ferien eller til at foranledige, at arbejdstagerne giver afkald herpå, er uforenelige med formålene med retten til årlig betalt ferie, der bl.a. vedrører behovet for at sikre arbejdstagerens ret til en reel hviletid med henblik på en effektiv beskyttelse af hans sikkerhed og sundhed. Således er enhver praksis eller undladelse fra en arbejdsgiver, der har en potentielt afskrækkende virkning på, om en arbejdstager afholder den årlige ferie, ligeledes uforenelig med formålet om retten til årlig betalt ferie (dom af 6.11.2018, Kreuziger, C-619/16, EU:C:2018:872, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

33

Dette er grunden til, at det er blevet fastslået, at opnåelsen af den normale løn under den årlige betalte ferieperiode har til formål at gøre det muligt for arbejdstageren at tage den ferie, han har ret til. Når den løn, som udbetales i henhold til retten til årlig betalt ferie i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, er lavere end den normale løn, som arbejdstageren modtager i perioder med faktisk arbejde, risikerer arbejdstageren imidlertid at blive foranlediget til ikke at tage sin årlige betalte ferie, i det mindste under perioder med et sådant arbejde, for så vidt som dette i disse perioder ville føre til en lønnedgang (dom af 13.12.2018, Hein, C-385/17, EU:C:2018:1018, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

34

Domstolen har ligeledes fastslået, at en arbejdstager kan blive afskrækket fra at udøve sin ret til årlig ferie på grund af en økonomisk skade, selv om denne er forskudt, dvs. i løbet af den periode, der følger efter den årlige ferieperiode (jf. i denne retning dom af 22.5.2014, Lock, C-539/12, EU:C:2014:351, præmis 21).

35

I det foreliggende tilfælde synes den forelæggende ret at være af den opfattelse, at punkt 4.1.2 i MTV vil kunne afholde en arbejdstager fra at udøve sin ret til årlig betalt ferie, for så vidt som det i dette punkt er fastsat, at kun præsterede arbejdstimer med henblik på eventuelt at opnå et overarbejdstillæg kan medregnes når det skal fastslås, om arbejdstageren har overskredet tærsklen for den normale månedlige arbejdstid.

36

I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgeren i hovedsagen arbejdede 121,75 timer i løbet af de første 13 arbejdsdage i august 2017 og derefter afholdt en årlig ferie i de resterende 10 arbejdsdage i denne måned. Hvis han havde arbejdet i løbet af de sidste 10 dage, ville han imidlertid have præsteret 84,7 arbejdstimer ud over de 121,75 timer, således at antallet af arbejdstimer ville have været på 206,45 timer og ville have overskredet tærsklen for det antal arbejdstimer, der giver ret til tillæg for overarbejde, med 22,45 timer, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

37

Eftersom referenceenheden for fastsættelse af tærsklen for det antal timer, der skal tages i betragtning med henblik på et tillæg for overarbejde, i overensstemmelse med punkt 4.1.2 i MTV er fastsat månedligt, har den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen har afholdt årlige feriedage i den måned, hvor han har udført overarbejde, imidlertid ved anvendelse af punkt 4.1.2 den virkning, at den månedlige tærskel på 184 timer ikke er nået.

38

Under disse omstændigheder bevirkede sagsøgeren i hovedsagens udøvelse af sin ret til ferie, at den løn, han oppebar for august 2017, var lavere end den, han ville have oppebåret, hvis han ikke havde taget ferie i løbet af denne måned.

39

I det tilfælde, hvor en arbejdstager tager ferie i begyndelsen af en måned, kan anvendelsen af den i hovedsagen omhandlede lovgivning ligeledes medføre en nedsættelse af lønnen for denne måned, eftersom de overarbejdstimer, som denne arbejdstager i givet fald har præsteret som følge af ferien, kan udlignes af de feriedage, der afholdes i begyndelsen af en måned. Som anført i denne doms præmis 34, kan en forskudt, men rent faktisk lidt økonomisk skade i den periode, der følger efter den årlige ferieperiode, afholde arbejdstageren fra at udøve sin ret til årlig ferie (jf. i denne retning dom af 22.5.2014, Lock, C-539/12, EU:C:2014:351, præmis 21).

40

En beregningsmekanisme for arbejdstimer som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter afholdelsen af ferie kan medføre en nedsættelse af arbejdstagerens løn, idet denne optjenes med det tillæg, der er fastsat for overarbejde, kan følgelig afholde arbejdstageren fra at udøve sin ret til årlig betalt ferie i den måned, hvor han har udført overarbejde, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve i hovedsagen.

41

Som anført i denne doms præmis 32, er enhver praksis eller undladelse fra en arbejdsgiver, der har en potentielt afskrækkende virkning på en arbejdstagers afholdelse af den årlige ferie, uforenelig med formålet med retten til årlig betalt ferie.

42

En sådan konstatering kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, som den forelæggende ret har anført, at erhvervelsen af retten til tillæg for overarbejde i henhold til punkt 4.1.2 i MTV er forbundet med faktisk »præsterede« arbejdstimer. Med forbehold for den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage i denne henseende, og selv om det er ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen har udført overarbejde, som skulle medføre et tillæg på 25%, blev retten til tillæg for overarbejde udlignet af den omstændighed, at referenceenheden for at fastsætte den tærskel for timeantal, der skal tages i betragtning med henblik på et sådan tillæg, er månedligt bestemt, og at sagsøgeren har udøvet sin ret til årlig betalt ferie i den måned, hvor han har udført overarbejde.

43

I den sag, der gav anledning til dom af 13. december 2018, Hein (C-385/17, EU:C:2018:1018, præmis 47), behandlede Domstolen i øvrigt, således som den forelæggende ret har anført, spørgsmålet om nødvendigheden af at tage hensyn til det overarbejde, som en arbejdstager har udført, ved beregningen af den normale løn, der skal udbetales for årlig betalt ferie, i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, og således til betingelserne for, at der skal tages hensyn til disse overarbejdstimer ved fastsættelsen af denne normale løn, således at arbejdstageren under sin ferie kan nyde tilsvarende økonomiske vilkår som under udførelsen af sit arbejde.

44

Dette spørgsmål adskiller sig imidlertid fra spørgsmålet om tærsklen for udløsning af betaling for overarbejde, som arbejdstageren faktisk har udført for en given månedsperiode, som omhandlet i den foreliggende sag, således at de betingelser, Domstolen opstillede i dommens præmis 47 for så vidt angår den normale løn under årlig betalt ferie, ikke er relevante i det foreliggende tilfælde.

45

Følgelig er en beregningsmekanisme for arbejdstimer som den i hovedsagen omhandlede uforenelig med retten til årlig betalt ferie, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88.

46

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, sammenholdt med chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, hvorefter der ved afgørelsen af, om tærsklen for arbejdstimer, der giver ret til overarbejdstillæg, er nået, ikke tages hensyn til de timer, der svarer til den af arbejdstageren afholdte årlige betalte ferieperiode, som udførte arbejdstimer.

47

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, sammenholdt med artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, hvorefter der ved afgørelsen af, om tærsklen for arbejdstimer, der giver ret til overarbejdstillæg, er nået, ikke tages hensyn til de timer, der svarer til den af arbejdstageren afholdte årlige betalte ferieperiode, som udførte arbejdstimer.