1

Carlo Tognoli m.fl. har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 3. juli 2020, Tognoli m.fl. mod Parlamentet (T-395/19, T-396/19, T-405/19, T-408/19, T-419/19, T-423/19, T-424/19, T-428/19, T-433/19, T-437/19, T-443/19, T-455/19, T-458/19 – T-462/19, T-464/19, T-469/19 og T-477/19, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede kendelse, EU:T:2020:302), hvorved Retten afviste appellanternes søgsmål med påstand om annullation af meddelelserne af 11. april 2019, der var udarbejdet af chefen for »Enheden for Medlemmernes Vederlag og Sociale Rettigheder« i Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Finanser, og som vedrørte tilpasningen af størrelsen af de pensioner, som de har ret til efter ikrafttrædelsen den 1. januar 2019 af afgørelse nr. 14/2018 vedtaget af Ufficio di Presidenza della Camera dei deputati (præsidiet for deputeretkammer, Italien) (herefter »de omtvistede meddelelser)«.

2

Appellanterne er enten tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet valgt i Italien eller længstlevende ægtefæller til tidligere medlemmer af denne institution. Hver af dem modtager i kraft heraf en alderspension eller en efterladtepension.

3

Den 12. juli 2018 besluttede præsidiet for deputeretkammeret at foretage en ny beregning efter bidragsordningen af størrelsen af pensionen for de tidligere medlemmer af dette kammer for mandatårene indtil den 31. december 2011 (herefter »afgørelse nr. 14/2018«).

4

Ved tilføjelse af en bemærkning i appellanternes pensionsopgørelser for januar 2019 underrettede Parlamentet dem om, at størrelsen af deres pensioner kunne blive ændret i henhold til afgørelse nr. 14/2018, og at den nye beregning eventuelt kunne give anledning til tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb.

5

Ved en udateret meddelelse fra chefen for »Enheden for Medlemmernes Vederlag og Sociale Rettigheder« i Parlamentets Generaldirektorat for Finanser vedlagt som bilag til appellanternes pensionsopgørelser for februar 2019 meddelte Parlamentet dem for det første, at dets juridiske tjeneste havde tiltrådt, at afgørelse nr. 14/2018 automatisk fandt anvendelse på deres situation. Dernæst var det i meddelelsen præciseret, at så snart Parlamentet havde modtaget de nødvendige oplysninger fra Camera dei deputati (deputeretkammeret, Italien), ville det meddele appellanterne den nye fastsættelse af deres pensionsrettigheder og foretage tilbagesøgning af det eventuelt for meget udbetalte beløb i løbet af de følgende 12 måneder. Endelig blev appellanterne ved denne meddelelse oplyst om, at den endelige fastsættelse af deres pensionsrettigheder ville ske ved en formel retsakt, som ville kunne gøres til genstand for en klage eller et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.

6

Herefter meddelte omtalte chef ved de omtvistede meddelelser appellanterne, at størrelsen af deres pensioner ville blive tilpasset efter den nedsættelse af de tilsvarende pensioner, der blev udbetalt i Italien til tidligere nationale parlamentsmedlemmer i henhold til afgørelse nr. 14/2018. I disse meddelelser blev det ligeledes præciseret, at størrelsen af appellanternes pensioner ville blive tilpasset fra april 2019 i henhold til de udkast til fastsættelse af de nye pensionsrettigheder, der var vedlagt som bilag til de nævnte meddelelser. Ved de samme meddelelser blev appellanterne i øvrigt indrømmet en frist på 30 dage fra modtagelsen af meddelelserne til at fremsætte deres bemærkninger. Såfremt sådanne bemærkninger ikke blev fremsat inden for den fastsatte frist, ville de omtvistede meddelelser blive anset for at have endelige virkninger, hvilket navnlig ville indebære tilbagesøgning af uberettiget modtagne beløb for månederne januar til marts 2019.

7

Ved e-mails afsendt mellem den 13. maj og den 4. juni 2019 fremsendte appellanterne deres bemærkninger til Parlamentets kompetente tjenestegren. Ved e-mails afsendt mellem den 22. maj og den 24. juni 2019 bekræftede Parlamentet modtagelsen af disse bemærkninger og meddelte appellanterne, at de ville modtage et svar, når deres argumenter var blevet gennemgået.

8

Efter anlæggelsen af søgsmål ved Retten anførte chefen for »Enheden for Medlemmernes Vederlag og Sociale Rettigheder« i Parlamentets Generaldirektorat for Finanser ved skrivelser af 20. juni 2019 (sag T-396/19), af 8. juli 2019 (sagerne T-405/19, T-408/19, T-443/19 og T-464/19), af 15. juli 2019 (sagerne T-419/19, T-433/19, T-455/19, T-458/19 – T-462/19, T-469/19 og T-477/19) og af 23. juli 2019 (sagerne T-395/19, T-423/19, T-424/19 og T-428/19), at de bemærkninger, som appellanterne havde fremsendt, ikke indeholdt oplysninger af en sådan karakter, at de kunne begrunde en ændring af Parlamentets holdning, således som den var kommet til udtryk i de omtvistede meddelelser, og at appellanternes pensionsrettigheder og planen for tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb som beregnet og meddelt i bilaget til disse meddelelser derfor var blevet endelige.

9

På grund af den særlige situation for Eugenio Melandri, der havde anmodet om anvendelse af en undtagelse baseret på størrelsen af hans indkomst, havde Parlamentet ikke truffet endelig afgørelse om hans situation på tidspunktet for afsigelsen af den appellerede kendelse.

10

Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor mellem den 28. juni og den 8. juli 2019 anlagde appellanterne søgsmål med påstand om annullation af de omtvistede meddelelser.

11

Den 16., den 19. og den 24. september 2019 påstod Parlamentet ved særskilte dokumenter disse sager afvist.

12

Mellem den 19. september og den 4. oktober 2019 indgav appellanterne, med undtagelse af Emma Allione og Eugenio Melandri, anmodninger om tilpasning af deres respektive stævninger.

13

Den 15. januar 2020 besluttede Retten at forene behandlingen af de annullationssøgsmål, som appellanterne hver især havde anlagt.

14

Ved den appellerede kendelse, som blev afsagt i henhold til artikel 126 i Rettens procesreglement, afviste Retten de sager, som appellanterne havde anlagt, idet det var åbenbart, at de ikke kunne antages til realitetsbehandling.

15

Retten fastslog først, i den appellerede kendelses præmis 57, at de omtvistede meddelelser ikke udgjorde bebyrdende retsakter og derfor ikke kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263 TEUF. Følgelig fastslog den i den appellerede kendelses præmis 63, at det var åbenbart, at appellanternes påstand om annullation af disse meddelelser måtte afvises fra realitetsbehandling.

16

Som begrundelse herfor præciserede Retten for det første i den appellerede kendelses præmis 51-53, at den omstændighed, at den nye metode til beregning af pensionerne havde fundet anvendelse siden april 2019, ikke var tilstrækkelig til at godtgøre, at Parlamentet havde taget endelig stilling til dette spørgsmål. For det første fremstod de omtvistede meddelelser klart og tydeligt som udkast. For det andet var det heri præciseret, at de alene ville blive endelige, såfremt adressaterne for dem ikke fremsatte bemærkninger inden for en frist på 30 dage regnet fra modtagelsen heraf. Appellanterne havde imidlertid fremsat sådanne bemærkninger inden for denne frist.

17

Retten fandt for det andet i den appellerede kendelses præmis 56 og 60, at Parlamentets yderligere skrivelser, som er omtalt i denne doms præmis 8, udgjorde dets endelige stillingtagen med hensyn til appellanterne, og at de ikke kunne anses for at være retsakter, der alene bekræftede de omtvistede meddelelser.

18

For det tredje fastslog Retten i den appellerede kendelses præmis 61 og 62, at den omstændighed, at de omtvistede meddelelser ikke præciserede, inden for hvilken frist Parlamentet ville besvare appellanternes bemærkninger, var uden relevans, ligesom klagepunkterne om manglende begrundelse og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

19

Dernæst afviste Retten i den appellerede kendelses præmis 66 og 67 appellanternes påstand om annullation af de afgørelser, der var kommet til udtryk i de skrivelser, som er nævnt i denne doms præmis 8. I denne henseende fandt Retten, at de anmodninger om tilpasning, som appellanterne havde indgivet, åbenbart måtte afvises, eftersom en part kun kan tilpasse sine påstande og anbringender i det oprindelige søgsmål, når dette selv kunne antages til realitetsbehandling på det tidspunkt, hvor det blev anlagt.

20

Endelig afviste Retten i den appellerede kendelses præmis 74 appellanternes påstand om, at Parlamentet skulle tilpligtes at betale de uretmæssigt tilbageholdte beløb, for så vidt som denne påstand åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling.

21

Appellanterne har nedlagt følgende påstande i appelskriftet:

22

Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

23

Appellanterne har til støtte for appellen fremsat tre anbringender vedrørende henholdsvis en retlig fejl begået af Retten med hensyn til vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt de omtvistede meddelelser kunne anfægtes, en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af artikel 86 i Rettens procesreglement samt tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og en fejlagtig fortolkning af procesreglementets artikel 126. Det andet og det tredje anbringende er fremsat subsidiært.

24

Henset til den argumentation, som appellanterne har fremført til støtte for deres anbringender, må de anses for at have nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede kendelse, for så vidt som Retten herved afviste deres påstande om annullation af de omtvistede meddelelser og de afgørelser, der kom til udtryk i de skrivelser, der er nævnt i denne doms præmis 8.

25

Appellanterne har med det første anbringende gjort gældende, at de omtvistede meddelelser udgør anfægtelige retsakter.

26

Ifølge appellanterne fremgår det af Domstolens praksis, at det afgørende kriterium for, om en retsakt kan anfægtes, er dens retsvirkninger og ikke dens endelige karakter. Foreløbige retsakter er således blevet anset for at være anfægtelige, fordi de havde sådanne virkninger.

27

Appellanterne har i denne henseende anført, at de omtvistede meddelelser har haft virkning allerede fra april 2019. Desuden forvolder disse meddelelser appellanterne et meget alvorligt tab, som ikke kan erstattes fuldt ud efterfølgende. Disse meddelelsers foreløbige karakter er endvidere ikke baseret på et identificeret retsgrundlag.

28

Appellanterne har for fuldstændighedens skyld ligeledes gjort gældende, at der ikke var klare forhold, på grundlag af hvilke de kunne konkludere, at de omtvistede meddelelser ville blive fulgt op af afgørelser, der ikke var rent bekræftende. De er af den opfattelse, at disse afgørelsers bekræftende karakter i øvrigt fremgår af Parlamentets svar på de bemærkninger, som de fremsatte, idet Parlamentet erklærede sig inkompetent til at tage stilling til de argumenter, der var fremført i disse bemærkninger.

29

Ifølge appellanterne er det ligeledes ulogisk at antage, at karakteren af de omtvistede meddelelser kan variere, alt efter om der fremsættes bemærkninger eller ej. I det første tilfælde vil fremsættelsen af bemærkninger nemlig alene bevirke, at datoen for, hvornår retsakten bliver endelig, bliver en anden, men retsakten forbliver den samme. I det andet tilfælde bliver den pågældende retsakt en endelig retsakt, uden at der er behov for yderligere tiltag.

30

Parlamentet har gjort gældende, at nedsættelsen af størrelsen af appellanternes pensioner havde en foreløbig karakter, og at den kunne være blevet ændret på grundlag af deres bemærkninger, idet det manglende retsgrundlag er irrelevant i denne henseende. Denne foreløbige karakter fremgår klart af ordlyden af de omtvistede meddelelser og af appellanternes mulighed for at fremsætte bemærkninger til dem, før de blev endelige, hvilken mulighed de netop udnyttede. Parlamentets endelige holdning blev først fastlagt senere.

31

Appellanterne har foretaget en delvis læsning af Domstolens praksis, hvoraf det følger, at det afgørende kriterium for, at en mellemkommende afgørelse kan kvalificeres som en anfægtelig retsakt, er, at søgsmålet til prøvelse af den endelige afgørelse ikke sikrer en tilstrækkelig domstolsbeskyttelse. I den foreliggende sag ville anlæggelse af et søgsmål til prøvelse af den endelige afgørelse vedtaget af Parlamentet imidlertid have kunnet sikre en sådan beskyttelse.

32

I øvrigt var de endelige afgørelser, som Parlamentet vedtog, ikke rent bekræftende, eftersom de var støttet på en analyse af de argumenter, som appellanterne havde fremført i deres bemærkninger. Den manglende angivelse af en frist for besvarelse af bemærkningerne i de omtvistede meddelelser er uden betydning i denne sammenhæng.

33

Som Retten bemærkede i den appellerede kendelses præmis 49, fremgår det af Domstolens faste praksis, at enhver af institutionerne udstedt bestemmelse – uanset form – som tilsigter at have bindende retsvirkninger, udgør en »anfægtelig retsakt« i artikel 263 TEUF’s forstand (dom af 20.2.2018, Belgien mod Kommissionen, C-16/16 P, EU:C:2018:79, præmis 31, og af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

34

Ved afgørelsen af, om en anfægtet retsakt har sådanne virkninger, skal vægten lægges på denne retsakts indhold, og disse virkninger skal vurderes ud fra objektive kriterier, såsom den nævnte retsakts indhold, i givet fald under hensyn til baggrunden for dens vedtagelse samt til den udstedende institutions beføjelser (dom af 20.2.2018, Belgien mod Kommissionen, C-16/16 P, EU:C:2018:79, præmis 32, og af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

35

Det bemærkes ligeledes, således som Retten i det væsentlige fremhævede i den appellerede kendelses præmis 50, at mellemkommende foranstaltninger, der i en procedure med flere trin har til formål at forberede den endelige afgørelse, principielt ikke udgør retsakter, som kan være genstand for et annullationssøgsmål (jf. i denne retning dom af 3.6.2021, Ungarn mod Parlamentet, C-650/18, EU:C:2021:426, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

36

Sådanne mellemkommende foranstaltninger er først og fremmest retsakter, som udtrykker den pågældende institutions foreløbige opfattelse (dom af 3.6.2021, Ungarn mod Parlamentet, C-650/18, EU:C:2021:426, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

37

Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 51-55, at de omtvistede meddelelser ikke fastlagde Parlamentets endelige holdning, idet den holdning, der kom til udtryk heri, kunne ændres for at tage hensyn til de oplysninger, der var indeholdt i appellanternes bemærkninger.

38

I denne henseende kan appellanternes argument om, at de omtvistede meddelelser ikke var af foreløbig karakter, eftersom Parlamentet til sidst fandt, at den ikke havde kompetence til at tage stilling de argumenter, der var fremført i disse bemærkninger, ikke tiltrædes.

39

For det første tog Parlamentet ved at fastslå, at det ikke tilkom det at træffe afgørelse om lovligheden af afgørelse nr. 14/2018, stilling til relevansen af appellanternes bemærkninger, og det genovervejede derfor sine oprindelige afgørelser i lyset af disse bemærkninger.

40

For det andet kan spørgsmålet om, hvorvidt de omtvistede meddelelser skal kvalificeres som forberedende retsakter, under alle omstændigheder ikke afhænge af begrundelsen for afgørelser, som Parlamentet vedtog efterfølgende.

41

Konstateringen af, at en retsakt fra en institution udgør en mellemkommende foranstaltning, som ikke er udtryk for institutionens endelige holdning, er imidlertid ikke tilstrækkelig til systematisk at godtgøre, at denne akt ikke udgør en »anfægtelig retsakt« som omhandlet i artikel 263 TEUF.

42

Det fremgår således af Domstolens praksis, at en mellemkommende retsakt, der har selvstændige retsvirkninger, kan være genstand for et annullationssøgsmål, for så vidt som den ulovlighed, som denne retsakt er behæftet med, ikke kan afhjælpes ved et søgsmål, der er rettet mod den endelige afgørelse, som den forbereder (dom af 3.6.2021, Ungarn mod Parlamentet, C-650/18, EU:C:2021:426, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

43

Når anfægtelse af lovligheden af en mellemkommende retsakt i forbindelse med et sådant søgsmål ikke sikrer sagsøgeren en effektiv domstolsbeskyttelse mod virkningerne af denne akt, skal den kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF (jf. i denne retning dom af 9.10.2001, Italien mod Kommissionen, C-400/99, EU:C:2001:528, præmis 63, af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, C-463/10 P og C-475/10 P, EU:C:2011:656, præmis 56, og af 3.6.2021, Ungarn mod Parlamentet, C-650/18, EU:C:2021:426, præmis 48).

44

I den foreliggende sag skal det fremhæves, således som Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 51, og således som appellanterne har gjort gældende i deres appelskrifter, at de omtvistede meddelelser medførte en øjeblikkelig nedsættelse af størrelsen af appellanternes pensioner regnet fra april 2019, idet anvendelsen af denne nedsættelse ikke afventede udfaldet af den procedure, som Parlamentet gennemførte.

45

Det følger heraf, at de omtvistede meddelelser som sådan havde selvstændige retsvirkninger for appellanternes formueforhold.

46

Sådanne virkninger kan ikke sidestilles med de processuelle virkninger af akter, der udtrykker Europa-Kommissionens foreløbige holdning, eller de virkninger af sådanne akter, som anses for ikke at gøre indgreb i de berørte personers interesser, hvilke virkninger Domstolen har fundet ikke kunne medføre, at et annullationssøgsmål til prøvelse af sådanne akter kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 17 og 18).

47

Den af Retten i den appellerede kendelses præmis 56 fremhævede omstændighed, at det fremgår af de omtvistede meddelelser, at Parlamentet kun ville tilbagesøge de beløb, der var modtaget i perioden fra januar til marts 2019, såfremt appellanterne ikke fremsatte bemærkninger inden for en frist på 30 dage efter modtagelsen af disse meddelelser, kan ikke rejse tvivl om den umiddelbare karakter af de retsvirkninger, som de nævnte meddelelser affødte.

48

Selv om det i de omtvistede meddelelser var fastsat, at Parlamentet ville indtage en endelig holdning efter modtagelsen af appellanternes bemærkninger, er det desuden ubestridt, at der ikke var fastsat en frist herfor.

49

De selvstændige retsvirkninger af de omtvistede meddelelser kunne derfor vare ved i en potentielt lang periode, hvis udløb ikke var fastsat på forhånd.

50

Det fremgår i øvrigt af den appellerede kendelse og af de oplysninger, som Parlamentet har fremlagt, at Parlamentets endelige stillingtagen vedrørende en af appellanterne først forelå otte måneder efter, at den pågældende havde modtaget meddelelsen vedrørende vedkommende.

51

Under disse omstændigheder skulle appellanterne, eftersom en vedvarende nedsættelse af en pensions størrelse har potentielt uoprettelige konsekvenser for den berørte persons situation, have mulighed for at iværksætte effektive retsmidler mod de omtvistede meddelelser og således forhindre nedsættelsen af deres pensioner (jf. analogt dom af 30.6.1992, Italien mod Kommissionen, C-47/91, EU:C:1992:284, præmis 28, og af 9.10.2001, Italien mod Kommissionen, C-400/99, EU:C:2001:528, præmis 63).

52

Det følger heraf, at anlæggelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af de endelige afgørelser, som Parlamentet skulle vedtage efter modtagelsen af appellanternes bemærkninger, ikke kunne sikre dem en effektiv domstolsbeskyttelse.

53

De berørte personers mulighed for i mangel af svar fra Parlamentet på de bemærkninger, som de har fremsat, at anlægge et passivitetssøgsmål mod Parlamentet, kan heller ikke sikre dem en effektiv domstolsbeskyttelse.

54

Parlamentet har ganske vist pligt til at besvare sådanne bemærkninger inden for en rimelig frist (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 28), og de berørte personer har følgelig ret til at anlægge et passivitetssøgsmål, hvis denne institution ikke overholder denne forpligtelse.

55

Desuden har Domstolen allerede fastslået, at muligheden for at anlægge et sådant passivitetssøgsmål kunne være tilstrækkelig til at udelukke, at Kommissionen fortsatte sin passivitet efter denne institutions vedtagelse af en foreløbig foranstaltning (jf. i denne retning dom af 18.3.1997, Guérin automobiles mod Kommissionen, C-282/95 P, EU:C:1997:159, præmis 38).

56

Disse betragtninger kan imidlertid ikke være afgørende i den foreliggende sag, eftersom et passivitetssøgsmål anlagt mod Parlamentet for det første ikke rejser tvivl om de selvstændige retsvirkninger af de omtvistede meddelelser, og den tid, det nødvendigvis tager at behandle et sådant søgsmål og derefter eventuelt et annullationssøgsmål, for det andet vil være for lang i en situation, hvor disse meddelelser umiddelbart medfører en nedsættelse af størrelsen af de pensioner, der udbetales til fysiske personer.

57

Henset til disse forhold begik Retten en retlig fejl, da den i den appellerede kendelses præmis 57 fastslog, at de omtvistede meddelelsers foreløbige karakter gjorde det muligt at lægge til grund, at de ikke udgjorde bebyrdende retsakter, og at de følgelig ikke kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.

58

Det første anbringende skal derfor tages til følge, og den appellerede kendelse ophæves, for så vidt som appellanternes påstand om annullation af de omtvistede meddelelser herved blev afvist.

59

Det følger ligeledes heraf, at den appellerede kendelse skal ophæves, for så vidt som appellanternes påstand om annullation af de afgørelse, der kom til udtryk i de skrivelser, der er nævnt i denne doms præmis 8, herved blev afvist, idet denne påstand alene blev afvist med den begrundelse, at appellanternes påstand om annullation af de omtvistede meddelelser skulle afvises.

60

Under disse omstændigheder er det ufornødent at behandle det andet og det tredje anbringende, for så vidt som disse under alle omstændigheder ikke kan medføre, at den appellerede kendelse ophæves i videre omfang.

61

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver Rettens afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

62

For det første skal de formalitetsindsigelser, som Parlamentet rejste for Retten, forkastes af de grunde, der er anført i denne doms præmis 41-57, eftersom Parlamentet med disse indsigelser udelukkende gjorde gældende, at appellanternes annullationssøgsmål skulle afvises med den begrundelse, at de omtvistede meddelelser udgjorde forberedende retsakter.

63

For det andet har Domstolen ikke de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse i sagerne, eftersom Rettens bedømmelse udelukkende vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålene kunne antages til realitetsbehandling, og eftersom Retten afviste disse søgsmål uden at indlede den mundtlige forhandling.

64

Følgelig skal sagerne hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om appellanternes påstande om annullation af de omtvistede meddelelser og af de afgørelser, der kom til udtryk i de skrivelser, der er nævnt i denne doms præmis 8.

65

Da sagerne hjemvises til Retten, skal afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):